Bornholm
Madrid
Barcelona
Andalusien
Sevilla
Alhambra
Cordoba
Frigiliana
Nerja
Ronda
Torre del Mar
Acebuchal
Malaga
Almeria og Cartagena
Tanger
Mallorca
Berlin
London
Oxford
Winnie
Blenheim Palace
Cambridge
Greenwich
Salisbury
Stonehenge
Polen, Lesna
Potsdam
Lübeck
Schwerin
Wismar
Amsterdam
Brugge
Moskva
Moskva-St. Petersborg
St. Petersborg
Paris
Rom
Pisa
Lucca
Firenze
Venedig
Rimini
San Marino
Sardinien
Lissabon
Algarve
Budapest
Prag
Wien
Rhodos
Cypern
Korfu
Kreta
Malta
Tyrkiet
Dubai
Egypten
Nilkryds
Sharm el Sheikh og Katharinaklostret
Vancouver I
Rundrejse i Alberta
Vancouver II
Thailand
Beijing
Florida

Stat
|
|
Hvad skete på den dato?
Jeg har for længe siden lavet en side, hvor man kan se hvilke begivenheder, der har udspillet sig på en given dato. I rammen til højre vises indledningsvis nogle hændelser, som har udspillet sig i dag. Hvis du fx. vil vide, om du deler fødselsdato med nogle (andre) spændende personer, så kan du prøve at scrolle ned i bunden af rammen og ændre datoen og så klikke på OK.
Familien Sørensens Hjemmeside - og Rejseholdet
Efter 44 år på arbejdsmarkedet - heraf 32 år på Danmarks bedste arbejdsplads og
verdens bedste telefonselskab
har jeg nu fået tid til at dyrke nogle af mine andre interesser. Birgit og jeg har altid elsket at rejse. Det begyndte med charterrejser med børnene til især Spanien og Grækenland i 1960-erne. Siden rejste vi i flere år med gamle skolekommerater. I mange år rejste vi med venner fra Hornslet, hvor vi boede, og vores børn voksede op. Vi var 4 (5) vennepar, som rejste mindst en gang om året. Vi kaldte os for Rejseholdet. I 1995 blev jeg ansat ved Tele Danmark Internet og skulle selvfølgelig have min egen hjemmeside, og på den begyndte jeg at skrive om vores rejser. Måske kan du have lidt fornøjelse - måske oven i købet gavn - af disse beretninger.
De ikke helt unge mennesker her til højre er medlemmerne af Rejseholdet, fotograferet på vores seneste tur til Florida i maj 2010. Én gang om måneden mødte vi til en god middag - og for at spille balut, og det er indtægterne fra disse spil, der 'finansierede' vores ferierejser. Månedens vinder fik højtideligt overrakt en sølvpokal - indkøbt i Wien - fyldt med chokolade. Desuden fik vinderen ret til at bære den røde fez indtil næste spil. En del af ritualet var, at fez'en skulle bæres under spadsereturen fra hjemmet til spillestedet. Jeg kan nævne, at denne del af ritualet vakte opsigt - og også aftvang en vis respekt - fra indbyggerne i den lille by, hvori vi boede. Desværre afgik de fleste medlemmer af Rejseholdet ved en alt for tidlig død, og i dag er kun Birgit og jeg og Karin tilbage.
Efter at Birgit og jeg er blevet pensionister, er vi som så mange andre danskere blevet trækfugle (jeg kalder det nu for klimaflygtninge) og tilbringer 2-3 vintermåneder ved Middelhavet. Første år tog vi til den lille ø Malta, som har en stor plads i vores hjerter. Året efter tog vi til en lille, fortryllende kystby i Sydspanien, Salobrena. Her fik vi nogle gode engelske venner, Ian og Amanda, som vi siden har mødtes med hver vinter. Året efter tog vi til Nerja, som ligger ca. 50 km øst for Malaga. Vi blev så forelskede i denne dejlige (dvs. forholdsvis uspolerede) by, at vi siden er vendt tilbage hver vinter. Fra Nerja foretager vi mange spændende udflugter i Andalusien, ofte i selskab med venner og familie, som kommer på besøg.
Seneste rejser:
2020 Andalusien: Udflugt til Almeria og Cartagena med Den Danske Kirke Øst for Malaga.
2020 Andalusien: Udflugt til Tanger og besøg i den romerske by Baelo Claudia.
2020 Andalusien: Besøg i Cordoba med den imponerende moske/katedral. Og en udflugt til den mauriske ruinby Madinat al-Zahra.
2019 Oxford: Besøg på Blenheim Palace, Winston Churchills fødested.
2019 Andalusien: Fire forrygende feriedage i Sevilla.
2019 Andalusien: Besøg i Den Danske Kirke Øst for Malaga.
2019 Andalusien: Vandreture i Andalusien med Den Danske Klub i Torre del Mar.
2018 Arne Haugen Sørensen: Besøg på Arne Haugen Sørensens museum i Videbæk.
2018 Andalusien: Acebuchal, den forsvundne landsby
2018 Andalusien: Torre del Mar - med Spaniens flotteste strandpromenade?
2018 Andalusien: Besøg i Galleri Krabbe i Frigiliana.
2018 Andalusien: Besøg i Den Danske Kirke Øst for Malaga.
2018 Andalusien: Udflugt fra Nerja til Dolmen de Menga og tallerkenbjergene i El Torcal (opdateret).
2017 Berlin (opdateret).
2017 Andalusien: Arne Haugen Sørensens livsværk "Den Store Fortælling".
2017 Andalusien: De verdensberømte grotter i Maro ved Nerja.
2017 Andalusien: Malaga (opdateret).
2017 Andalusien: Besøg i Den Danske Kirke Øst for Malaga.
2017 Andalusien: Galleri Krabbe i Frigiliana.
2016 Andalusien: Udflugt fra Nerja til Dolmen de Menga og tallerkenbjergene i El Torcal.
2016 Andalusien: Til passionsspil i Riogordo.
2014 Barcelona: En hæsblæsende uge i Barcelona.
2014 Andalusien: Costa del Sol, Malaga, Nerja, I Don Quijotes fodspor med Den Danske Kirke mv.
2013 Oxford: med inspector Morse, Lewis og Endeavour, the Inklings, Harry Potter oma.
2012 Berlin: Gründerzeitmuseum, Treptower Park.
2012 Rhodos: Riddere, Stormesterens Palads, kirker, moskeer, synagoge mv.
2012 Polen: Lesna, Luban, Jelenenia Gora, Frydlant mv.
2012 Andalusien: Costa del Sol, Malaga, Nerja mv.
2011 Berlin.
2011 Andalusien: Granada, Alhambra, Cordoba, Salobrena mv.
2010 Sardinien
2010 Bornholms Højskole
2010 Valencia
2010 Florida rundtur: Miami, Orlando, Kennedy Spacecenter, Disney EPCOT, Naples, Key West mv.
2009 Mallorca
2009 London, Greenwich, Salisbury og Stonehenge
2008 Valencia
2008 Malta
2007 Toscana
2007 Madrid
2007 London
Der er mange, der har spurgt, om jeg aldrig bliver træt af at skrive om vores rejser. Hertil svarer jeg, at jeg vil indstille skriveriet, når jeg har besøgt og skrevet om alle de rejsemål, som optræder på den amerikanske rejsejournalist Howard Hillmans liste over de efter hans mening 1000 mest storslåede rejsemål. Klik her, hvis du vil se listen. Den kan måske tjene som inspiration til din næste ferierejse.
Læs i min
gæstebog, - eller bedre, skriv en hilsen. Eller endnu bedre. Send mig en billet til et spændende rejsemål - så skal jeg med glæde skrive en beretning fra turen ;-).
Min citatsamling
Jeg har gennem adskillige år opbygget en database med mere end 20.000 citater på dansk og engelsk opdelt hhv. efter forfatter og efter emne. Hvis du finder et spændende eller sjovt citat, kan du sende det med mail til en ven eller bekendt.
Min verdenshistorie
Endelig har jeg lavet en side, som jeg kækt kalder for "
Min verdenshistorie". Ikke fordi, jeg har oplevet det hele selv (men dog en hel del mere, end jeg holder af at tænke på). Men fordi, jeg har udvalgt de begivenheder, som jeg har fundet interessante. Jeg er ikke i tvivl om, at resultatet havde været et helt andet, hvis jeg var blevet født i en anden verdensdel, fx i Kina eller i Afrika. Selvfølgelig kan en sådan side ikke gøre det ud for en sammenhængende historiebog, men måske kan den bruges til at pirre din slumrende hukommelse. I hvert fald har det givet mig megen fornøjelse at lave den.
Hvis du ikke kan overkomme at læse hele verdenshistorien, så har jeg lavet en kortfattet beskrivelse af den danske kongerække.
Ifm mit HF-studium har lavet en beskrivelse af, hvorledes Hitler kom til magten i 1933 og hvorledes han udnyttede den i perioden op til udbruddet af 2. verdenskrig. Klik her, hvis du vil vide mere. Det er også blevet til en kortfattet beretning om vikingernes opdagelse af Nordamerika ca 500 år før Columbus nåede Mellemamerika. Og endelig har jeg lavet en kort beretning om Danmarks første tropekoloni, som blev anlagt på Trankebar i 1620. Endelig har jeg lavet et kort notat om Sønderjyllands historie frem til første verdenskrig.
Besættelsestiden og modstandskampen
Senest, dvs. i 2020, har jeg beskæftiget mig med besættelsestiden og modstandskampen og har skrevet om de kendte grupper Churchill-klubben og Hvidstengruppen og også om den knap så kendte, men lige så betydningsfulde
Hornsletgruppen.
Susse Lillesøe
Et af de mange spændende mennesker, vi har lært at kende under vores vinterrejser til Andalusien, er Susse Lillesøe. Susse er opera- og koncertsanger, uddannet i musikvidenskab fra Københavns Universitet og i sang fra Det kgl. danske Musikkonservatorium. Hun var i 27 år ansat som koncertsanger i det nu nedlagte DR Radiokammerkoret og fra 2004-2011 som operasanger i Det kgl. Operakor. Sideløbende en solistisk karriere som koncertsanger både med egen trio, Händel-trioen, samt ved oratoriekoncerter med f.eks. landsdelsorkestrene overalt i Danmark, Sverige m.m. Hun har turneret med Radiokoret overalt i verden, f.eks. USA, Canada, Sydkorea og Australien og har ofte optrådt som solist i den forbindelse. Susse elsker at rejse og har i en årrække været medlem af De Berejstes Klub. Hun skriver nogle meget spændende og entusiastiske rejsebreve fra sine ture, som du kan læse her. I 2018 markerer hun 40 år som professionel sanger med tre koncerter. Måske ses vi der.
Min skoletid
Fra 1955-1960 gik jeg på N.J. Fjordsgade Skole i Århus, en tid, jeg altid har mindet med stor glæde. Jeg ved godt, at for mange er glæden over skoletiden proportional med det antal år, der er gået, siden man forlod den - men det gælder altså ikke mig. Vores klasse og parallelklassen mødes hvert 5. år, og i 2010 holdt vi 50 års jubilæum. Jeg har lavet en lille hjemmeside, hvor jeg fortæller lidt om skoletiden og dens oplevelser samt om de efterfølgende sammenkomster. Klik her, hvis du vil besøge den.
Christiansgades Skole
Fra 1952 og de følgende 10 år gik min kone Birgit på Christiansgades Skole i Århus. Klassen, som var en ren pigeklasse, blev den sidste, som forlod skolen efter fuldført (fuldendt?) realeksamen. Samme år blev skolen nedlagt, og elever og lærere overført til Frydenlundsskolen. De "gamle" klassekammerater mødes hvert 10. år, senest i 2012, hvor de fejrede 50 året bl.a. med frokost på Skovmøllen i Marselisborg Skov i nærheden af Moesgaard Museum. Jeg kan fortælle, at de også fejrede sidste skoledag i 1962 på Skovmøllen. I mange år besøgte klassen deres elskede klassekærer, Birgit Haaning hvert forår, i begyndelsen i fru Haanings hjem, siden i hendes sommerhus på Tunø. Jeg havde den fornøjelse af lære fru Haaning at kende og har tilbragt mange, dejlige timer med hende og hendes mangeårige kæreste Axel. Hvis du vil læse lidt om Birgits skoletid og se nogle af de gamle skolebilleder, skal du bare klikke her.
Min sangbog
Jeg har lavet en side med tekster til sange og viser, som enten har betydet noget for mig, eller som jeg ikke har kunnet få ud af hovedet. Udvalget er præget af en skolegang i 1950'erne, hvor den stod på fælles morgensang til orgelspil. Herudover terpede vi salmevers med en sådan ildhu, at de fleste stadig befinder sig inde i mit hoved. Flere års deltagelse i søndagsskole i barndommen har også sat sine spor. Endelig var der Giro 413, som hver søndag i næsten 2 timer leverede tidens populære toner. Det hjalp ikke at gå ud på gaden og spille fodbold, for alle vinduer i gaden var lukket op på vid gab og alle radioer var stillet ind på samme station - som vistnok var den eneste danske station. Om tirsdagen besøgte jeg min moster Henny, som havde den last, at hun købte de fleste af tidens ugeblade, heriblandt Tempo, som hver uge indeholdt en populær sangtekst. Den fik jeg lov til at klippe ud og tage med hjem til min samling. Når jeg havde råd til det, købte jeg undertiden en grammofonplade - 1.95 kr - og spillede den på min rejsegrammofon, indtil den (pladen) var slidt op. Siden kom Radio Luxemborg, hvor jeg om natten liggende i min seng kunne lytte til udenlandsk musik - ikke for højt, for så kom de gamle og slukkede for radioen. I april 1958 var jeg til koncert med Tommy Steeles i Århushallen sammen med 3500 andre ellevilde unge mennesker. Siden kom koncerter med Louis Armstrong, Lionel Hampton m.fl. til byen. Jeg var så heldig, at min barndomskammerat Paul Isvik havde en stor samling af Elvis-plader. Vi lyttede i timevis for at opfange de engelske tekster, og det var tit besynderligt, hvad vi fik ud af dem. Vi begyndte også at gå i jazzklub, hvor vi bl.a. nød dejlige Birgit Lystager, der bl.a. spillede sammen med min senere kollega, "den dynamiske Fritz Krogh-Jespersen, og lejlighedsvis gæstespillede Papa Bue. Siden blev det The Beatles, Stones, Paul Anka, Abba, Simon & Garfunkel, John Denver, Leonard Cohen, Otto Brandenburg, Benny Andersen omf. Siden gjorde min kollega Peter Lundin - nej, det er ikke den notoriske seriemorder - mig opmærksom på kinks, som har produceret mange fantastiske tekster. Dernæst kom den fantastiske sangskriver Bob Dylan, som vores ven Bent sætter lige så højt som Preben Wilhjelm. Endelig vil jeg nævne Leonard Cohen, som jeg selvfølgelig har "kendt" i mange år, men min interesse for ham blev forstærket, da vi i vores lille by fik en sognepræst, Carsten Tranberg-Krab, som sammen med Peter Danielsen, som også er sognepræst, udgør duoen "Brothers of Mercy". Peter og Carsten leverer nogle fantastiske og dybfølte Leonard Cohen fortolkninger - du kan finde dem på YouTube. Klik her, hvis du vil se "mit repertoire" - ikke at jeg kan dem alle udenad, men jeg kan fløjte og nynne dem. Hvis du kigger på min musiksmag, kunne det godt se ud, som om jeg slet ikke har nogen, men det er ikke rigtigt. Min gamle ven Lars Sunn Pedersen har ofte sagt, at jeg har "smag som et vildsvin", og det er som bekendt altædende.
Græske guder og helte
For tiden arbejder jeg på en side om græsk mytologi; jeg har altid været fascineret af de græske guder og helte. Jeg har foreløbig beskrevet den del af den græske gudeverden, som residerer på Olympen, samt de mest populære helte som Herakles (Herkules), Jason, Theseus m.fl. Jeg har lavet en genfortælling af Iliaden, krigen mellem Grækenland og Troja, der fremkaldes af, at prins Paris røver verdens smukkeste kvinde, Helene fra hendes ægtefælle Menelaos, samt af Odysséen, den fantastiske beretning om helten Odysseus' hjemtur fra Troja til sin trofaste hustru, som i 10 år er belejret af bejlere.
Nordisk mytologi
Jeg har lavet en side om den nordiske mytologi, hvor jeg beskriver nordboernes religion og deres forståelse af, hvorledes universet er opstået, og samspillet mellem guder og mennesker. Jeg har lavet en beskrivelse af de mest fremtrædende guder som Odin, Thor, Frigg, Sif, Freja, Frej, Tyr, Balder, Loke omf. Om gudernes våben som Thors hammer, Odins spyd m.fl. Om Fenrisulven og Midgårdsormen o.m.fl. Desuden genfortæller jeg en del af de mange myter, der knytter sig til asatroen: Hvorledes Odin må give sit ene øje i pant for visdom, Yduns æbler, som giver guderne evig ungdom, Thors utallige kampe mod de grumme jætter. Endelig beskriver jeg Balders død og det påfølgende ragnarok, hvor jorden går under i et gevaldigt slag mellem guder og jætter, hvorefter en ny verden (gen)opstår.
Religion
En anden af mine interesser er religion. Efter at have forladt arbejdsmarkedet begyndte jeg at læse HF. I den forbindelse har jeg lavet denne side, som fortæller om Islams historie og tilblivelse samt om Profeten Muhammeds liv. En muslim vil formentlig ikke finde noget nyt her, men jeg håber, at den kan have interesse for ikke-muslimer. Vi kan efter min mening ikke vide for meget om "hinandens religioner". Jeg har også lavet et lille notat om forskelligheder mellem den protestantiske og den katolske kirke.
Mine helte
Jeg har lavet en række biografier over mine mange helte, fx om købmanden Marco Polo, som i 1200-tallet rejser fra Europa til Kina gennem hele Centralasien og opholder sig ved den store kublai Khans hof i 17 år. Om sømanden Christoffer Columbus, som hele sit (korte) liv kæmper for at finde en vestlig søvej til Indiens og Kinas mange skatte. Om Jens Munk, som i 1619-1620 forsøger at finde en vej nord om Canada til Indien, den såkaldte nordvestpassage. Kun kaptajn Munk og to af hans besætningsmedlemmer overlever. Om Carsten Niebuhr, som i januar 1761 tager afsted på en ekspedition til Det lykkelige Arabien sammen med 4 videnskabsmænd, og som den eneste overlevende vender hjem til København i november 1767. osv. Læs her, hvis du har lyst.
Søgning på www.aerenlund.dk
|