Sidst i november 2019 fik vi en mail fra Annalise Bager, som er præst ved Den Danske Kirke Øst for Málaga. Der var vedhæftet et program for en 2-dages forårstur til Almeria og Cartagena den 25. & 26. februar 2020. Her er indledningen til programmet:
|
Det lød rigtig spændende,og vi havde ikke tidligere været på den østligste ende af kysten. Birgit og jeg har tidligere deltaget i ture med kirken, og det har altid været en fornøjelse. Vi skulle have besøg af vores venner, Karen og HP, som også tidligere har været med kirken på tur, og vi skyndte os at tilmelde os alle fire. Leder af turen ville være præstens mand, Jacques Borggild, som i mange år har været professionel rejseleder. Vi kender ham som et utroligt vidende og charmerende menneske, men herudover som et veritabelt sproggeni.
Bussen startede i Torre Del Mar i rundkørslen ved Den Danske Klub kl. 06.45 med efterfølgende opsamling i La Caleta, Torrox, Nerja, La Herradura, Almunecar og Salobrena.
Vi mødte op i god tid og hilste på de øvrige deltagere, hvoraf vi kendte en del. Bussen havde 56 pladser, og vi nikkede genkendende til chaufføren, som havde kørt for os på det foregående års tur - og gjort det udmærket.
Morgenmad på hotel ved Salobrena
Efter ca. en times kørsel var vi fremme ved den restauration, hvor vi skulle spise morgenmad. Restaurationen lå i udkanten af Salobrena, hvor Birgit og jeg tilbragte en vinter for ca. 10 år siden. Efter en times tid fortsatte vi vores færd østpå mod Almeria. Almeria bliver i folkemunde undertiden kaldt ”el culo de España” (Spaniens numse eller r.v). Det skyldes, at den ligger helt ude i det sydøstlige hjørne af landet, og at det omgivende landskab er meget ørkenagtigt. Det er forklaringen på, at mere end 200 westernfilm (spaghetti westerns) er blevet optaget i dette ørkenområde.
Jo længere østpå vi kom, jo flere plastik drivhuse dukkede op. Jeg følte mig som sømand i et Sargassohav dækket af plast. En meget stor del af Europas frugt og grøntsager dyrkes i drivhuse omkring Almeria. Provinsen Almeria producerer omkring 3.5 millioner tons frugt og grøntsager årligt. Det dyrkede areal udgør mere end 30.000 hektar, hvoraf det meste befinder sig i drivhuse, hvilket muliggør produktion året rundt.
Plastichavet ved Almeria
Tusinder og tusinder af arbejdere fra Nordafrika sørger for, at vi oppe i Europa kan nyde dejlige, friske frugter fra Sydspanien. Disse arbejdere, hvoraf mange er kommet illegalt til Spanien, dukker op om morgenen ved de store drivhuse og håber at kunne finde arbejde den pågældende dag. Arbejdet er hårdt, men til gengæld er lønnen lav. Oven i købet bliver mange også udsat for helbredsskadelige pesticider mv. i de store plastik drivhuse. Arbejderne bor i usle hytter, som er tømret sammen af fundet træ og plastik. Oftest uden vand og sanitet. Hvis der er elektricitet, bliver det ofte stjålet fra elmasterne. De spanske farmere fortæller, at konkurrencen fra lande som Tyrkiet og Marokko tvinger dem til at underbetale deres daglejere. Jacques fortalte, at vi på turen ville aflægge besøg en tomatavler, som ville vise os og fortælle om sin bedrift.
Da vi kom til Almeria, blev vi læsset af bussen ved ved katedralen. Inden vi bevæger os ind i katedralen, vil jeg fortælle lidt om byen, som har omkring 200.000 indbyggere. Almeria er hovedstaden i provinsen af samme navn. I det 10. og 11. århundrede var byen en del af kalifatet i Cordoba, og den specialiserede sig i silkefremstilling, og masser af morbærtræer blev plantet i det tørre og varme klima. I 1489 blev den "tilbageerobret" af "de katolske konger", Ferdinand og Isabella. Fire jordskælv, det største i 1522, ødelagde størsteparten af byen og reducerede befolkningstallet til bare 700. Genopbygningen kom først rigtig i gang i 1800-tallet. I 1500-tallet oplevede byen talrige overfald af pirater fra Nordafrika og Tyrkiet (Rødskæg m.fl.). Under den spanske borgerkrig var Almeria "rød", dvs. den var loyal overfor den folkevalgte regering. Almeria blev bombarderet af den tyske hær, og i 1939 - 2 dage før borgerkrigen blev afsluttet - faldt den til Franco og hans fascister.
Katedralen startede som så mange andre kirker i Andalusien som en moske, opført i 900-tallet. Siden blev den i begyndelsen af 1500-tallet konverteret til en kristen kirke for at blive ødelagt ved det store jordskælv i 1522. Allerede to år senere gik man i gang med at genopføre kirken, denne gang som en katedral, dvs. et bispesæde. Stilen var renæssance, men der blev taget hensyn til truslen fra pirater fra Middelhavet, hvilket er forklaringen på dens borglignende facade: tykke mure, manglende vinduer, brystværn, tårne mv. På det store loft var installeret kanoner og militært overvågningsudstyr. I 1931 erklærede den spanske regering katedralen for national kulturarv, hvilket dog ikke forhindrede de fascistiske tropper i at ødelægge den bare fem år senere.
Katedralen i Almeria
Katedralen består af tre lave, ensartede skibe, som er designet til at kunne modstå artilleri. Der findes seks sidekapeller, som er viet til diverse biskopper og helgener. I det imponerende kor er 75 smukt udskårne valnøddestole.
Katedralen i Almeria
Midt i kirkerummet står det imponerende højalter med et tabernakel. På forsiden en altertavle med malerier med scener fra Jomfru Marias liv og to relieffer fra 1600-tallet: Bebudelsen og Golgata.
Højaltret i katedralen i Almeria
Måske har vi set for mange spanske katedraler: i Madrid, i Barcelona, i Sevilla, i Valencia, i Malaga etc? I hvert fald havde vi forventet os lidt mere. Måske skyldtes det også, at vi ikke kendte så meget til katedralen på forhånd, og det forhold, at den virkede lidt mørk og dyster. Men bestemt spændende og interessant.
Gaderne i Almerias gamle bydel er så snævre og krogede, at vi ikke kunne komme omkring med vores store turistbus. Jacques havde derfor entreret med ALSA, det nationale trafikselskab for busdrift i Spanien, om at stille deres lille turisttog til rådighed. Dette tog kører almindeligvis ikke i vintersæsonen. Da vi kom ud fra katedralen, steg vi om bord i vognene og blev kørt op til borgkomplekset. Det var en spændende og hyggelig tur gennem de smalle gader. På grund af ensretning af gaderne kom vi godt omkring i den spændende by.
Til venstre Jacques og Inger
Alcazabaen er den næststørste mauriske konstruktion i Spanien efter Alhambra Paladset i Granada. Det blev bygget omkring år 955 under Abd-ar-Rahman III, efter at han havde udnævnt sig selv til kalif. Borgen ligger på en høj, hævet over den gamle mauriske bydel, medinaen. Den er omgivet af høje mure med tårne, og indenfor var der pladser, haver, officielle bygninger og en moske. Alcazabaen er opdelt i tre sektioner, som ligger på hvert sit niveau. Hver sektion er omgivet af en forsvarsmur. I den første (nederste) sektion var en militærforlægning. Det var også her, at byens befolkning kunne søge tilflugt, hvis fjenden nærmede sig. Derfor lå der her nogle store bassiner med drikkevand.
Udsigt fra Alcazabaen i Almeria
Udsigt fra Alcazabaen i Almeria
Den anden sektion er adskilt fra den første af en lang mur, Muro de la Vela. Her hænger en stor klokke, som blev brugt til at signalere, når der kom skibe ind i havnen, hvis der var ildebrand eller anden fare. Her lå kongens palads og regeringsbygning, og her boede hans soldater og tjenestefolk. Det var også her, moskeen lå. Et par bygninger og et bad i den typiske mudejar stil er blevet renoveret.
Muro de la Vela med klokketårnet
Den tredje og øverste sektion blev opført efter de kristnes tilbageerobring af Almeria fra maurerne. Her lod Isabella og Ferdinand opføre et højtliggende slot indenfor de mauriske fæstningsværker. På den store slotsgård ligger tre bygninger til opbevaring af forråd, pumpning af vand samt et krudttårn.
Udsigt fra Alcazabaen i Almeria
Det imponerende borgkompleks har været anvendt som optagelsessted for flere film, fx. "Conan the Barbarian", og "Indiana Jones and the Last Crusade" og "Never Say Never Again". Også et afsnit fra "Game of Thrones" er optaget her.
Udsigt fra Alcazabaen i Almeria
Efter det spændende besøg på Alcazaba kørte vi i turisttoget til Plaza de la Constitución, hvor vi skulle spise frokost på La Tahona. Det viste sig, at vi nær ikke havde fået noget at spise den dag. Jacques og et par stykker mere sparede deres bentøj for klatreturen op til borgområdet og forblev nede i centrum. Jacques stak for en ordens skyld hovedet ind på restauranten og fortalte, at vi var klar til spisning om en times tid. "Øh!!! Er det ikke først i morgen?", spurgte man fra køkkenet. Nogle af vores deltagere, bl.a. "Farverige Ellen", som vi kender fra petanque spillene, smøgede ærmerne op og gav en hånd med i køkkenet, således at frokosten blev afviklet rettidigt og i god ro og orden. Så vidt jeg kan bedømme (huske?) kom der temmelig mange flasker på bordet. Måske en slag kompensation?
|
|
Efter den udmærkede frokost fortsatte vi busturen mod naturområdet Cabo de Gata.
Stemningen i bussen var god, og Jacques fortalte oplagt om alle de ting, vi så undervejs. Der blev også sunget fra de medbragte højskole sangbøger.
Jacques havde fået kontakt med Juan, som var indehaver af et stort tomatgartneri, og vi var alle blevet inviteret indenfor. Jacques kunne ikke komme i telefonforbindelse med Juan, og til sidste vidste det sig, at Juans svigermor var kommet på sygehus, så vi måtte aflyse. Lidt trist - dog mest for svigermor.
Undervejs kom vi forbi store vådområder, "Las Salinas", hvor der udvindes salt af havvand. Området ligger mellem de vulkanske bjerge i baglandet og klitterne langs stranden. Her er blevet udvundet salt siden fønikernes tid. Også romerne hentede salt fra området. I middelalderen havde den spanske krone monopol på fremstilling og salt. Saltmarsken oversvømmes ved højvande, og som vandet fordamper under den ubarmhjertige sol, efterlades saltet. Det er de voldsomme temperaturforskelle, som får saltet til at danne flydende krystaller i vandoverfladen. Saltet "høstes" kun på dage uden vind for at forhindre krystallerne i at falde til bunds. Indsamlingen af saltet sker med en skovl. Det må da falde under den kategori, som hedder bærbar produktion?
Til venstre: udvinding af salt ved Almeria, til højre: Jacques, find en flamingo!
I dag fremstilles omkring 40.000 tons flagesalt (det hedder det) om året, og det eksporteres over hele verden til høje priser til gourmetforretninger og gourmetforretninger. Saltet indeholder betydelige mængder af calcium og magnesium, som skulle være gavnlige for kroppen. Den særlige smag er fremkaldt af store mængder af mikroskopiske alger, som også giver saltet en svag lyserød farve. Denne lyserøde farve forsvinder dog under saltets tørringsproces.
Det er også disse alger, som giver de flamingoer, der lever i området, deres smukke lyserøde farve. Fra naturens hånd er de hvide. Vi spejdede forgæves efter de store smukke fugle, men, som man siger, "fuglen var fløjet". Jacques påstod hårdnakket, at han og Annalise havde set ustyrlige mængder af flamingoer, da de havde prøvekørt turen et par måneder forinden. Der er dog lykkedes mig på nettet at finde et billede af en flamingo. Hvis nu Jacques skulle være i tvivl om, hvorledes en flamingo set ud.
Området er et sandt eldorado for fugleelskere, og mere end 100 arter holder til her. Mange af dem bruger de salte marskområder som hvileplads under deres træk mellem Europa og Afrika, og EU har erklæret området for "Special Protection Area for bird life".
Vi nåede hurtigt frem til målet Cabo de Gata, som er en stor naturpark af vulkansk oprindelse. Den ligger, hvor det sydøstlige Spanien ender, og de gamle grækere og fønikere benyttede det som et velkendt referencepunkt for de søfarende. Vi kom ud af bussen og havde en halv time til at studere den spændende natur og strække benene.
Nogle af os benyttede lejligheden til at tage fyrtårnet i øjesyn. Fyret er fra 1863 og er bygget på ruinerne af slottet San Francisco de Paula, som engang var en del af forsvarsværkerne på Almeria kysten. Slotttet blev ødelagt under Napoleonskrigene. Beliggende på en klippe på 50 meter med en højde på 18 meter er lyset fra fyret synligt i en afstand på omkring 50 km. Fyret blev bygget for at advare de søfarende mod et farligt rev, som ligger 1 sømil (1852 meter) fra kysten, og som i tidens løb har forårsaget mange skibbrud. Et af disse ofre er det tjekkoslovakiske Arna, som sank i 1928. Det er i dag et yndet mål for fritidsdykkere.
Langs kysten på Cabo de Gata lå tidligere en række fiskelandsbyer, og mange af de gamle fiskerbåde, som ikke længere bruges, ligger stadig på stranden som et minde om gamle dage. I dag er fiskerlandsbyerne i sommerperioden oversvømmet med turister; mange af dem kommer med campere, som parkeres langs kysten.
Herefter fortsatte vi turen til Cartagena, som ligger i provincen Murcia.
Cartagena er en havneby og huser den spanske middelhavsflåde. Den har i dag omkring 225.000 indbyggere. Byen menes grundlagt i 227 fvt. af feltherren Hasdrubal fra Karthago. Romerne erobrede byen i 209 fvt. og omdøbte den Karthago Nova. De fandt adskillige sølvminer i området, som gav store indtægter til romerriget. Efter romerrigets fald blev Cartagena på skift erobret og besat af vandalerne, visigoterne og maurerne, inden den i 1245 blev "tilbageerobret" af Alfonso X af Castillien. Under den spanske borgerkrig var Cartagena base for den republikanske flåde og var den by, som længst holdt stand mod general Francos tropper.
I 1987 blev der opdaget et romersk teater fra det 1. århundrede midt i Cartagena. Det er et af de steder, som er på vores besøgsprogram.
Efter et par timers kørsel nåede vi frem til hotel Alfonso XIII, hvor vi skulle overnatte. Hotellet lå meget centralt, ganske tæt ved den historiske bydel, og endnu en gang imponerede vores chauffør os (i hvert fald mig) med sine fantastiske evner til at navigere på meget lidt plads. Indkvarteringen foregik hurtigt og effektivt, og snart var vi oppe på vores værelser. Vi fik besked på, at der var spisning kl. 20 (tror jeg nok).
Værelserne viste sig at være af en god størrelse, elegante og tidssvarende, og det 4-stjernede Alfonso XIII var da også blevet renoveret i 2018. Der var fx. trådløs internet på alle værelserne.
Vi fik en dejlig middag i hotellets store spisesal, og snakken gik lystigt. Jeg sad ved siden af en mand, som jeg ikke kendte fra kirken. Ebbe viste sig at være en god ven af Jacques, og han var på besøg hos vores præstefamilie. Han og Jacques har i adskillige år været rejseledere i det samme selskab. Ebbe talte så pænt om Jacques, at han (Jacques) ville rødme, hvis jeg gengav dem her. Så det vil jeg spare ham for.
Middag i spisesalen på Alfonso XIII
Efter en dejlig middag trak Birgit og jeg os tilbage til vores dejlige værelse for at være klar til morgendagens oplevelser. Men selvfølgelig var der nogen, der skulle omkring baren, inden de tørnede ind.
Efter et dejligt morgenmåltid checkede vi ud fra Alfonso XIII og kørte den korte tur hen til det romerske teater, som var det første, vi skulle opleve den dag.
Udenfor det romerske teater i Cartagena
Det romerske teater (amfiteater) er opført mellem år 5 og år 1 fvt., som det fremgår af nogle dedikationer til ære for Gaius Cæcar og Lucius Cæcar, som var børnebørn af kejser Augustus. Allerede i det 3. århundrede blev det bygget et marked over teatret, idet materialer fra teatret blev genbrugt. Markedet menes ødelagt af en brand i år 425, da byen blev overfaldet af vandalerne. I 1200-tallet blev der bygget en kirken hen over en del af arealet. I 1988 kom de første rester af teatret for dagen i forbindelse med udgravninger til et kunstcenter. Udgravning og restaurering blev afsluttet i 2003, og i 2008 åbnede det tilhørende museum.
Det romerske teater
Indgangen til teatret sker gennem det arkæologiske museum, hvor mange af de fundne genstande fra udgravningerne er udstillet. Teatret havde en kapacitet til omkring 6.000 tilskuere. Tilskuerområdet var opdelt horisontalt i tre afsnit (niveauer), og vertikalt i sektioner ved hjælp af trapper. Scenen var godt 43 meter lang.
Vi kunne frit bevæge os omkring på det store amfiteater. De to personer, der kan skimtes på ovenstående billede til højre, er Jacob og Niels. De er begge entusiastiske fotografer og altid med våbenet, dvs. kameraet, i hånden klar til brug. Jacob har gennem årene leveret mange flotte billeder til kirkebladet. Jeg kom til at tænke på, at for 2.000 år siden havde de måske været gladiatorer, som kæmpede mod hinanden i en kamp på liv og død. Eller mod farlige dyr fra andre verdensdele, især Afrika. Til øredøvende jubel fra 6.000 tilskuere. Nå, tilbage til virkeligheden.
Vi besluttede vores besøg i det romerske teater i museet, hvor vi studerede de mange fund, der er gjort under udgravningerne.
I museet til det romerske teater
Fra det romerske teater spadserede vi ned til havnen, hvor vi skulle besøge flådemuseet, Museo Naval Cartagena. Flådemuseet, som åbnede i 1986, ligger i en historisk bygning, som den deler med byens polytekniske universitet.
Jacques havde i bussen fortalt den fantastiske historie om Isaac Peral (1851–1895), en spansk flådeofficer, som byggede verdens første undervandsbåd. En sektion på museet er viet til ham, og prototypen af hans ubåd er udstillet her. 14 år gammel kom Peral på flådeakademiet, hvor han bl.a. studerede geografi, fysik og astronomi. I 1881, mens han gjorde tjeneste i Filippinere, fik han en skade, som medførte en permanent svimmelhed. På grund af sit helbred blev han overført til flådens skole i Cádiz. Her fik han tid til at arbejde med sine ideer om en batteridrevet undervandsbåd, som kunne affyre torpedoer under vandet. Efter adskillige studier og eksperimenter præsenterede han i 1885 sine ideer for den spanske flådeledelse, som gav ham et budget på 5.000 pesetas til at bygge verdens første undervandsbåd i fuld skala. I 1888 gennemførte han en test, hvor han simulerede en angreb på en krydser uden at blive opdaget og vendte tilbage til havnen uden skade. Problemet var, at hans ubåd havde en begrænset rækkevidde og kun kunne operere tæt på kysten. Peral fik afvist sit ønske om at forbedre sin prototype, og han brændte sine planer for at forhindre udenlandske spioner i at få adgang til dem. Der skulle gå 30 år, inden Spanien byggede sin næste ubåd.
Isaac Peral trak sig i frustration tilbage fra tjenesten i 1891 og grundlagde et privat selskab, hvor han fortsatte med andre opfindelser. Han håbede dog fortsat, at regeringen ville godkende hans undervandsbåd. Peral døde i 1895 og blev begravet i Madrid. I 1911 blev hans lig overført til Cartagena. Hans eksperimentelle ubåd blev i 1929 overført til Cartagena, hvor den spanske flådes ubåde havde hjemme. Fra 1965 var den udstillet forskellige steder på havneområdet, og i 2012 blev den opsat på flådemuseet i Cartagena.
Udenfor flådemuseet
Vi ventede udenfor i det dejlige solskin, mens Annalise gik ind og købte billetter til os.
I "Arsenalrummet" var udstillet tømrer- og smedeværktøjer, værksteder med rigning, og modeller af sejlskibe samt en del historiske dokumenter.
I "Ubådsrummet" var udstillet modeller af ubåde og tilhørende isenkram såsom dykkerdragter, torpedoer, batterier, redningsudstyr, periskoper osv.
Det for mig mest spændende rum var det, som var helliget Isaac Peral, og hvor hans legendariske undervandsbåd var udstillet. Denne afdeling blev indviet i 2013, da ubåden blev flyttet indendørs. Overfladen var blevet lidt medtaget af mange tusinde solskinstimer - noget vi andre også kan tale med om.
Jeg kunne have tilbragt mange timer på det dejlige museum, og ovenstående er bare et lille udpluk af de mange spændende genstande, som beskriver den spanske flådes udvikling gennem tiden.
Til venstre ses Jacques og Carl-Erik, vores organist. Til højre er Frede og "Farverige Ellen" ved at teste, hvor meget sådan et anker kan holde til
Efter besøget på marinemuseet vendte vi næsen hjemad. En stor del af hjemturen kørte vi på den berømte kystvej med de spektakulære strande og de mange hyggelige turistbyer.
Fra Cartagena til Mojacar Playa
Jacques fortalte, at fordi vi jo først ville komme hjem ud på aftenen, havde han bestilt en 3-retters middagsmenu til os i stedet for en frokost. Det tror jeg, at vi alle var meget tilfredse med.
Hen på eftermiddagen nåede vi frem til seaclub-restauranten Dolce Vita i Mojacar Playa, og den middag, vi fik, levede op til alle vores forventninger.
Frokost/middag på Dolce Vita i Mojacar Playa
I forgrunden til venstre sidder vores dygtige chauffør. Stående til højre underholder Jacques gæsterne ved bordet. Jacques' snakketøj er en del bedre end hans bentøj.
Efter middagen satte vi kursen hjemad. Humøret var højt, og der blev sunget meget fra de medbragte højskolebøger. Af hensyn til vores dejlige norske deltagere sangt vi også et par norske nationalsange. Jacques underholdt med et par lystige historier, hvilket animerede flere - især kvindelige - medlemmer af selskabet til at gå til mikrofonen og dele historier med os. Og nogle af dem var da næsten stuerene. Jeg tror, det var godt, at hjemturen ikke var længere.
Jacques fortalte, at kirken også til næste år ville afholde en tilsvarende 2-dages tur til et eller andet spændende sted i Andalusien. Store klapsalver. Han fortalte, at han og Annalise derudover overvejede at lave en længere tur i 2021 til Nordspanien og Sydfrankrig. Jacques, som er halvt fransk, har et stort kendskab til Frankrig og mange kontakter. Han fristede bl.a. med besøg på en vingård, som producerer kvalitetsvin. Birgit og jeg er begyndt at spare sammen.
En dejlig tur, som jeg tror, vi alle nød meget. Tusind tak til Jacques og Annalise og andre som har hjulpet med til at give os en uforglemmelig tur. Et par dage senere sænkede Coronaen sin sorte skygge over Spanien - men det er en helt anden historie.