Udforskning af Axarquia
Vi kørte adskillige gange vestpå fra Nerja til Torrox og Torre del Mar og de andre byer, som ligger ved kysten vest for Nerja. Málaga provinsens østlige ende hedder Axarquía. Navnet Axarquía er af arabisk oprindelse og betyder: "Området øst for" - underforstået "Området øst for Malaga". I de seneste år har turistmyndighederne i området gjort en stor indsats for at "sælge" Axarquía til turisterne, som ellers er tilbøjelige til ukritisk at invadere strandene og badebyerne langs kysten. Indlandet bag Costa del Sol er utrolig smukt med smukke bjergsider og dale, frodig vegetation, hyrder med store flokke af geder, smukke hvidvaskede bjerglandsbyer osv. Siden den mauriske periode er den frugtbare jord i området anvendt til dyrkning af citrusfrugter, oliven, mandler, avocado, bananer, dadler, figner, kiwi, chirimoya, mango og vin - alt med udstrakt anvendelse af kunstvanding.

Kort over Axaequia.

Turistmyndighederne har defineret fem spektakulære køreture med forskellige temaer:
  • Sol- og vinruten
  • Rosinruten
  • Sol- og avocadoruten
  • Oliven- og bjergruten
  • Mudejarruten
Vi har kørt et par af disse ture, og jeg vil beskrive dem nærmere i det følgende. Alle turene er spektakulære, og selv om de indbefatter lidt bjergkørsel, er det min vurdering, at de i et passende tempo kan køres af alle. Når vi kom til en bjerglandsby, parkerede vi gerne bilen tæt på byskiltet for at spadsere en tur i byen. Turen blev gerne afsluttet med en kop kaffe eller et glas vin på den lokale bar. Så når du har ligget en uge eller mere på stranden og ladet dig stege som en grillkylling, er en udflugt op i baglandet en behagelig afveksling.

Sol- og vinruten
Sol- og vinruten er 55 km lang og løber gennem den østlige del af Axarquia. Turen forløber både indlands og langs kysten og går gennem Algarrobo, Sayalonga, Competa, Canillas de Albaida, Torrox, Frigiliana og Nerja. De indlandske byer ligger ved foden af Sierra Almijara og har bevaret en del af deres mauriske oprindelse. Ikke uventet er den vigtigste afgrøde på ruten vin. Turen starter i Algarrobo, 5 km øst for Torre del Mar på kystruten N-340 og derefter 4 km ind i landet.

Algarrobo Pueblo har bevaret en del af sit oprindelige mauriske præg med sine hvidkalkede huse og stejle, snævre og snoede gader. I området er også fundet rester fra bronzealderen samt fra den fønikiske, den puniske og den romerske periode. I Trayamar er afdækket en gammelt, fønikisk begravelsesplads, som er det mest betydningsfulde fund fra den tidligste fønikiske periode, der er gjort i det vestlige Middelhavsområde. I El Morro de Mezquitilla er fundet redskaber fra bronzealder. Lidt længere østpå i Chorreas er fundet fønikiske rester fra omkring 700 fvt.

Sognekirken Santa Ana dateres til 1505, men den nuværende bygning er fra 1600-tallet. Den indeholder nogle smukke træskærerarbejder. I centrum på et fladt område ligger "La Ermita de San Sebastián" (bedekapel), som er opført i 1976 på ruinerne af det gamle kapel. Bygningen er udformet som et latinsk kors (den vandrette bjælke er kortere end den lodrette). Indgangen til kapellet er omkranset af en halvbue med søjler i hver side med klokkegavl.

Næste stop er Sayalonga, som ligger ved en dal, som fører til kysten. Efter den kristne erobring af Axarquía fra maurerne i 1487 led de islamiske indbyggere i Sayalonga samme skæbne som deres trosfæller i resten af Axarquía. De gjorde oprør mod den kristne undertrykkelse og blev endeligt besejret ved slaget i Frigiliana i 1569 - mere herom senere. En lokalitet i nærheden bærer stadig navnet "Loma de Matamoros" "dræb maurere". I 1571 udstedte Filip II et dekret, der konfiskerede maurernes ejendom og overdrog den til kristne tilflyttere, og den mauriske befolkning blev udvist. I bunden af dalen ligger området El Molino. Her finder man "La Fuente del Cid", "El Cids kilde", idet en legende fortæller, at den spanske nationalhelt El Cid Campeador (1043-1099) standsede her for at drikke af vandet.

Santa Catalina kirken er fra 1500-tallet, opført i den såkaldte Mudejar stil - mere herom senere. Tæt ved kirken ligger et lille kapel San Cayetano - på kun 4 m2. Her ligger Spaniens eneste cirkelformede kirkegård, som også er et besøg værd. Et lille museum fortæller kirkegårdens og egnens historie.

Efter 9 km kommer vi frem til Cómpeta. Byen er grundlagt af romerne, og navnet skulle betyde "vejknudepunkt". Byen var dengang et knudepunkt for to vigtige veje: én der gik fra La Alpujarra til La Axarquía, og én der gik fra kysten og op til Granada. Cómpeta er en af vores yndlingsbyer, og vi har besøgt den charmerende by adskillige gange. Der bor en del udlændinge, deriblandt mange danskere, i og omkring Cómpeta, og vi har hver gang mødt landsmænd på byens livlige torv. Cómpeta er kendt for sin vin "vino de Cómpeta", som er sød og (meget) stærk. I 1887 tog den frygtede vinlus livet af de fleste vinstokke, byen sygnede hen, og mange mennesker emigrerede til Sydamerika. Først med den stigende turisme fik byen en ny opblomstring. Plaza Almijara er byens livlige centrum med flere udmærkede udendørsrestauranter. Her ligger også kirken "Nuestra Señora de la Asunción", som er et besøg værd. Ved siden af kirken er for nylig anlagt en plads, "El Paseo de las Tradiciones", hvor byens liv og udvikling er beskrevet på farvestrålende mosaikker. Byen har også et nyt lokalhistorisk museum, "Museo de Artes y Costumbres Populares", et vinmuseum, "Museo del Vino" samt et olivenmuseum, "Museo Molino de Hadriano". Du kan også finde et fint danskejet kunstgalleri, så du kan sagtens få en dag til at gå i Cómpeta.



Inden vi forlader Cómpeta for at fortsætte på ruten, vil jeg hurtigt fortælle om vores besøg i den charmerende bjerglandsby. Hver gang vi havde gæster i Nerja, kørte vi dem til Cómpeta, enten via Torrox Pueblo eller via Algarrobo og Sayalonga.

Kort over området ved Competa.

Den lille landsby har omkring 3600 indbyggere fordelt på 35 nationaliteter. Nu kunne man fristes til at tro, at tilstrømningen af udlændinge ville ødelægge det charmerende lille samfund, men i stedet har den medvirket til at reducere den afvandring fra land til by, som finder sted så mange steder. Den snoede bjergvej er forsvarligt forsynet med hegn, og med en passende lav hastighed (som der stod i min gamle kørelærerbog) vil jeg mene, at turen sagtens kan køres af folk med mindre svage nerver. Efterhånden som vi klatrer højere op, bliver udsigten stadig mere spektakulær. Ved indkørslen til byen er opført en sælsom byport - eller hvad jeg skal kalde den. Den er udformet i ler med svunge, kvindelige? former og med nedlagte motiver i kakler. Jeg ved ikke, om kunstneren, hvis navn jeg endnu ikke har fundet, er mest inspireret af Gaudi eller Hundertwasser? Herfra er en dejlig udsigt til Cómpeta.

Til venstre udsigt over Cómpeta. Til højre Kirsten og Birgit ved byportalen.

Køreturen ender på Plaza Almijara, hvor der foruden sognekirken "Nuestra Sra. de la Asuncion" ligger en håndfuld spisesteder. Det er en god ide at parkere bilen, inden man kommer så langt, og derefter gå efter klokketårnet. Vi spiste flere gange frokost på torvet, som ligger helt rigtigt i forhold til solen, og hver gang traf vi flere danskere, ofte i selskab med andre nationaliteter. Fra vores gentagne besøg kunne vi se, at det i høj grad var samme de personer, som dukkede op på torvet for at få nogle timer til at gå i godt selskab.

Udsigt over torvet i Cómpeta med kirken i baggrunden til venstre.

En af de gange, vi var i Cómpeta, var der begravelse. Ikke alene kirken men også kirkepladsen var fyldt af sørgende, hvoraf de fleste græd åbenlyst. Vi undrede os over, at næsten alle de fremmødte var mænd, men det er måske en del af en tradition. Efter at kisten var kørt bort, gik det store følge ad en anden vej op til kirkegården, der, som det oftest er tilfældet på disse kanter, ligger i udkanten af byen og dermed i nogen afstand fra kirken.

Begravelse fra kirken i Cómpeta.

Vi måtte selvfølgelig også ind i kirken. Et skilt ved indgangen gjorde opmærksom på, at man ikke behøver mobiltelefon for at tale med Gud. Pragtfuld måde at gøre publikum opmærksom på at slukke mobilen. kirken er opført sidst i 1500-tallet og senere restaureret, bl.a. efter det store jordskælv 1884. Kirken har tre skibe, som er adskilt ved med buer, der hviler på ottekantede søjler. Kirken er udsmykket med mange statuer, som anvendes i de religiøse processioner, især i påskeugen. Selv om påsken selvfølgelig er langt "større" i omfang i Malaga og Sevilla, vil jeg næsten hellere opleve en påskeuge i Cómpeta, som efter sigende skulle betage alle deltagere og tilskuere med sin inderlighed.

Ved siden af Asuncion-kirken er der en bue eller portal ind til "Paseo de las Tradiciones", hvor landsbyens historie er beskrevet på en serie smukke kakler, som er anbragt på kirkemuren.

"Paseo de las Tradiciones" ved sognekirken i Cómpeta.

I Cómpeta findes et lille vinmuseum, hvor man udover at lære lidt om vinfremstilling kan købe den lokale vin og også få lidt at spise.

Den 15. august fejres "Noche del Vino", og efter sigende er der masser af gratis vin i gaderne tillige med flamencomusik og sang. Næste formiddag er der demonstration af, hvorledes man i tidligere tider trampede på druerne, og herefter er der frokost med migas og sardiner med salat. Ifølge traditionen var det på den dag, at beboerne forlod byen og tog ud til deres små gårde for at høste druerne. De blev lagt på store "senge" for at tørre i det barske sollys. Drueklaserne blev vendt flere gange om dagen, indtil de var tilstrækkeligt tørre, hvorefter druerne blev klippet af. Herefter blev de sorteret efter kvaliteter.



Men i dag haster vi videre, og efter ca. 3 km kommer vi til Canillas de Albaida, en bjerglandsby, som ligger i 576 meters højde over havet. Byen med de smalle, snoede og stejle gader, blev grundlagt i 1200-tallet. Nogle stræder er så smalle, at en person næsten må berøre facaderne på begge sider for at passere. Først i byen ligger et lille kapel for "La Virgen del Rosario" samt en bedenische for San Antón. Både San Antón og sognekirken Nuestra Señora de la Expectación er opført i 1500-tallet. Vi kører tilbage til Competa og tager vejen mod Torrox, som ligger ca. 15 km fremme.

Torrox ligger i 125 meters højde over havet. Den er en gammel romersk bosættelse, og ved fyrtårnet, El Faro, i Torrox Costa - lige ved siden af den engelsk/danske restaurant Sands & C, har man udgravet rester af en badeanstalt, en kirkegård, ovne, boliger samt saltbeholdere mv., som blev brugt til fremstilling af "garum" (en gæret fiskepasta). I år 755 ankom den mauriske prins Abd-el-Rahamn til Torrox, efter at han var flygtet fra Damascus og gået i land i Almunecar. Han blev den første uafhængige kalif i Cordoba, og hans dynasti varede de følgende 300 år. Under den mauriske periode var Torrox rig på grund af landbruget og silkehandelen. Torrox blev som resten af Axarquia erobret af De Katolske Monarker i 1487, og som tak for hjælpen udnævnte dronning Isabella i 1503 Torrox til "Muy Noble y Muy Leal Villa", "Meget ædel og loyal by", og hun gav tilladelse til opførelsen af et vagttårn i udkanten af byen for at beskytte mod piratangreb fra havet. I 1800-tallet oplevede byen et stort opsving som følge af stigende sukkerproduktion. I anden halvdel af 1900-tallet reduceredes dyrkningen af sukkerrør, og afgrøden blev afløst af subtropiske frugter som avocadoer, tomater, mango mm. I dag er områdets væsentligste indtægtskilde den omfattende turisme. I 2012 var andelen af folkeregistertilmeldte udlændinge (residenter) i Torrox kommune godt 41%, heraf er den overvejende del tyskere.

På vejen fra Torrox Costa til Torrox passerer man ruinerne af sukkerfabrikken San Rafael. Maurerne introducerede sukkerrør i Andalusien, men det var først i 1700-tallet, at sukker blev det vigtigste produkt i Torrox. Mere end 80% af farmlandet omkring Torrox blev anvendt til dyrkning af sukkerrør. Sukkerfabrikken ejedes af den magtfulde Larios familie, som stadig har store besiddelser på kysten. Snart kommer man til "Ermita y Convento de Nuestra Señora de las Nieves", en kirke og et kloster, som blev opført midt i 1600-tallet med det formål at undervise de lokale børn. Der er planer om at konvertere klolstret til hotel eller lign. Kirken anvendes bl.a. til lokale kulturelle aktiviteter. Kapellet huser en statue af "Virgin de las Nieves", en af byens skytshelgener. Ved indkørslen til Torrox ligger ruinerne af "Hospital San José", kun facaden er delvist bevaret.

Den gamle bydel, El Callao, har bevaret sin oprindelige mauriske karakter med sine snævre og snoede gader og hvidkalkede huse. Her ligger den smukke plads "Plaza de la Constitución" og sognekirken "Nuesta Senora de la Encarnacion". Kirken er opført i 1500-tallet på resterne af en moske. Det meste af kirken blev dog ødelagt ved det store jordskælv i 1884 og genopført i barok stil med tre skibe og et smukt tårn. Kirken San Roque fra 1500-tallet har mange elementer i mudéjar stil.

En legende vil vide, at den berømte, arabiske hærfører og statsmand Almanzor (937?-1002) blev født på Castillo Alto i Torrox. Under kaliffen al-Hakkam II (961 – 976) trådte en ung politiker ind på scenen, og han blev siden førsteminister og hærfører. Det var den frygtindgydende Almanzor (al-Mansur bi-Allah - Allahs sejrrige kriger). Hans hurtige opstigning skyldtes dels hans protektor, den daværende førsteminister Yafar b. Utman al Mushafi, dels hans venskab med kaliffens favorithustru, Subh, som snart blev hans elskerinde. Subh var moder til kalifatets to tronarvinger. Ved al-Hakkam IIs død blev Almanzor udnævnt til førsteminister. På trods af at historikerne er uenige om Almanzors fødested, kalder man Torrox for "La Cuna de Almanzor", "Almanzors vugge", og hans navn indgår i talrige stednavne. Den 10. august 2002 - 1000 år efter Almanzors død - afsløredes en buste af den arabiske hærfører på rådhuspladsen. Busten er lavet af en lokal billedhugger Antonio Rico Núñez.

Fra Torrox Costa følger vi kystruten N-340 i østlig retning. Vi passerer to vagttårne fra 1500-tallet: Torre del Morche og Torre de Calaceite. Mellem disse to tårne stod tidligere fæstningen Bago.

Efter 8 kms kørsel langs kysten, lige før Nerja, tager vi vejen til venstre mod Frigiliana. Inden da passerer vi endnu to vagttårne, Torre Macaca og Torrecilla. Efter 6 km er vi i Frigiliana, som er en anden af vores yndlingsbyer, og som vi har besøgt mange gange. Frigiliana ligger i 435 meters højde over havet på sydskråningen af Sierra Tejeda, og den er omgivet af beskyttende bjerge på alle sider. Derfor er klima mildt med milde vintre og stort set ingen nedbør om sommeren. Frigiliana har måske den bedst bevarede mauriske bykerne af alle byerne i Axarquía, og den har modtaget en national pris for byforskønnelse, hvilket dens borgere er meget stolte af. Mange gader er så stejle, er de forsynet med trappetrin. Alle gader og huse i Frigiliana er særdeles velholdte. Mange er pyntet med blomster og planter, og typisk en gang om året bliver de kridhvide huse kalket. Det er almindeligvis kvinderne, som udfører dette arbejde. Det tager jeg som et tegn på, at de går så højt op husenes udseende, at de ikke tør overlade det til mændene. Der er mange vidnesbyrd om tidlige beboelser, 2-3000 år fvt., og både fønikierne, romerne og maurerne har været her efterfølgende, de sidste fra omkring år 711.

Frigiliana er oprindelig bygget op omkring den arabiske fæstning, som lå på byens højeste punkt. Da kongeparret Ferdinand og Isabella i spidsen for en stor kristen hær havde "tilbageerobret" området i 1487, lovede man de muslimske borgere trosfrihed. Men allerede i 1499 udstedte Isabella et dekret, som sagde, at alle muslimer skulle konvertere til kristendommen eller forlade landet. I 1567 blev det arabiske sprog forbudt, deres traditionelle klædedragt forbudt, alle bøger og dokumenter på arabisk skulle ødelægges, de skulle antage kristne navne, og børn af moriscos - det var den betegnelse, man gav de kristnede muslimer - måtte kun undervises af katolske præster. Juleaften 1568 samledes overhovederne for alle moriscos og besluttede at gøre oprør. Opstanden i Axarquia blev slået ned i 1569 ved "La Batalla del Peñon de Frigiliana", "Slaget ved klippefæstningen i Frigiliana", hvor omkring 7000 moriscos mistede livet. De overlevende blev udvist i 1570, og fæstningen i Frigiliana blev revet ned.

Til minde los moriscos' sørgelige skæbne er der i den gamle bydel opsat 12 mindetavler, der i ord og billeder fortæller den tragiske historie om undertrykkelse, svig, tortur og landsforvisning. Mosaikkerne er udført af kunstneren Pilar Garcia Millan.

I dag "markedsfører" Frigiliana sig som "La Frigiliana de las tres Culturas", "de tre kulturers by", en henvisning til den tid, hvor de tre monoteistiske religioner levede side ved side i gensidig fred og tolerance. Flere steder i byen ses symboler og skulpturer, hvor de tre religiøse symboler, korset, davidsstjernen og halvmånen, smelter sammen til et. Siden 2006 bliver der hvert år i august afholdt en 4 dage lang festival med dette tema.

På grænsen mellem den nye og den gamle bydel ligger "Ingenio Nuestra Señora del Carmen", en imponerende renæssancebygning fra 1500-tallet. Den var domicil for slægten Manrique de Lara, som herskede i Frigiliana på den tid. Til bygningen blev bl.a. anvendt materiale fra den arabiske fæstning oppe på bjerget, som blev revet ned omkring 1570. I en periode var der i bygningen en sukkerfabrik, i dag huser den den eneste fabrik i Europa, som fremstiller honning/sirup, Miel de caña, af rørsukker. I den forreste del af El Ingenio ligger nogle spændende keramikbutikker.

Byens sognekirke, "Iglesia de San Antonio de Padua", er også ey besøg værd. San Antonio er sømændenes, fiskernes og de rejsendes beskytter - det må vel også omfatte turister, går jeg ud fra. Kirken blev bygget i 1676 på ruinerne af en moske; byggeriet blev bekostet af familien Manrique de Lara.

Og så har jeg gemt det bedste til sidst. Blot fem minutters gang fra kirken ligger et spændende, danskejet kunstgalleri, Galería Krabbe, som ejes af mor og datter, Dorthe og Caroline Krabbe. Dorthe er keramiker, og Caroline er maler. Galleriet ligger i Calle Rosarío "La Joaquín". Faderen er Arne Haugen Sørensen (1932), maler og grafiker, modtager af Eckersbergs Medalje i 1975 og Thorvaldsens Medalje i 1984. Arne Haugen Sørensen har udført en lang række udsmykningsopgaver i Danmark, heriblandt en del kirkekunst.

Frigiliana er kendt for sin søde vin, "vino de Frigiliana", som kan købes og/eller smages i mange små bodegaer. Vinen er populær som aperitif og til desserten.

Turen slutter i Nerja.

Rosinruten
Rosinruten er 62.5 kilometer lang og omfatter det sydvestlige hjørne af Axarquia. Turen går gennem de små landsbyer Totalan, Comares, Cutar, El Borge, Almachar og Moclinejo, som alle er præget af deres mauriske fortid. Den vigtigste afgrøde er vin, som både anvendes til fremstilling af soltørrede rosiner og den pragtfulde muscatel. Overalt ser man de rektangulære "kasser" til tørring af druerne. Ruten begynder i La Cala ved kysten, og efter 9 km er man i Totalan, hvor man passende kan gøre det første stop. Landskabet er lavland med bløde bakker bevokset med buske, vin og mandeltræer. Efter 7 km kommer man til Oliás, hvor der ligger en kirke fra 1500-tallet, San Vicente Ferrer. Efter omkring 20 km når man toppen af bjerget Santopitar i 1.020 meters højde og belønnes med en pragtfuld udsigt over Malaga-bugten og Axarquia. Efter at have passeret den lille landsby Masmullar kommer man til Comares, også benævnt "Axarquías Balkon" på grund af den fantastyiske udsigt. Byen navn stammer fra det arabiske ord for slot, "Qumarix", men allerede i romertiden var Comares en fæstning. I det 11. århundrede var Comares hovedkvarter for hele området. Den sidste mauriske guvernør i Comares, Mohammed El Jabis, betalte skat til "de katolske monarker", Ferdinand og Isabella i håb om at undgå at blive invaderet, men i 1487 måtte de overgive sig til de kristne. Medlemmerne af de 30 mauriske familier blev døbt i den kristne tro, det skete i Calle del Perdon, Tilgivelsens Gade. Siden da har kirkeklokken på byens kirke, Nuestra Señora de la Encarnación, som er en ombygget moské i typisk maurisk mudejar-stil, slået 30 mindre slag efter de tre obligatoriske hovedslag til højmesse. Der er afmærket em ca. 30 minutter lang spadseretur gennem Comares, ruten er markeret med keramiske "fodspor", som er nedlagt i gaden. Mange gader er så smalle, at to personer lige akkurat kan passere hinanden. På torvet ligger den berømte restaurant El Molino de los Abuelos, en gammel olivenmølle som er ombygget til et madtempel.

7 km efter Comares kommer man til et T-kryds. Vi tager vejen mod højre (syd) mod Benamargosa, som også ligger på Sol- og avocadoruten. 17 km fra Comares kommer vi til Cutar. Næste passende stop er El Borge, som ligger yderligere 8 km borte. Landsbykirken Nuestra Señora del Rosario er fra 1500-tallet og er opført i gotisk-renaissancestil. Axarquia var tidligere kendt for sine mange landevejsrøvere. En af de mest berømte, El Bisco del Borge ("den skeløjede fra El Borge"), er født i landsbyen, og der er indrettet et museum i hans fødehus. Midt i september er der "rosinfestival" i El Borge med 10.000 deltagere, som nyder de lokale produkter samt sang, dans og musik natten lang.

Efter endnu 2 kilometers kørsel er vi i Almachar, en af Axarquias mange "hvide landsbyer", som ligger omgivet af vinmarker, olivenlunde og kornmarker. Almachar blev grundlagt af maurerne, og en legende vil vide, at der ved Almachar-floden er en hule, hvori maurerne gemte deres mange rigdomme, inden byen blev taget af de kristne. Vi har desværre ikke haft tid til at efterprøve denne smukke historie.

Sidste stop på Rosinruten er omkring 8 km nede ad vejen i Moclinejo, som ligger i 432 meters højde. Den lille landsby af maurisk oprindelse er især kendt for sit håndarbejde, som sælges lokalt. Santa Maria kirken er fra 1500-tallet og har smukke mauriske buer i klokketårnet. I 1483 ankom en kristen hær med 2700 ryttere og 1000 fodfolk til Moclinejo på vej for at erobre Malaga. Indbyggerne skyndte sig at søge ly i borgen medbringende alle deres ejendele, men da soldaterne ikke fandt noget at plyndre, stak de ild til alle ejendomme. Det fik de mauriske indbyggere til at komme frem fra borgen og bombarderede hæren med klippestykker og pileskud, hvilket medførte store tab for den kristne hær. Til minde om denne begivenhed bærer en kløft i omegnen stadig navnet "Hoya de los Muertos", "Dødens Dal". I september holdes en Vin- og folkefestival i Moclinejo, hvor man hylder landmændene og deres produkter. Traktementet består bl.a. af Muscatel druer, rosiner, ajo blanco (kold hvidløgs- og mandelsuppe), gazpacho (kold tomatsuppe) og paella.

Ruten afsluttes efter endnu 11 km ved Rincon de la Victoria ved kysten.

Sol- og avocadoruten
Sol- og avocadoruten er 75 km lang. Den omfatter bl.a. en række uspolerede landsbyer, som ligger langs med kysten fra Rincon de la Victoria til Torre del Mar. Vi kører langs marker med subtropiske afgrøder som avocado og sukkerrør. Ruten begynder i Rincon de la Victoria i det sydvestligste hjørne af Axarquia. Herfra tager vi kystvejen N-340 med retning mod Torre del Mar. Efter 3 kn drejer vi til venstre mod Macharaviaya, som vi når efter 9 kilometers kørsel. Macharaviaya er grundlagt i 1500-tallet, hvor tidligere lå en maurisk beboelse. I de senere år har mange kunstnere, spanske og udenlandske, slået sig ned i landsbyen. I 1700-tallet var byen kendt for at være bopæl for den berømte adelsfamilie, Galves, hvis medlemmer spillede en fremtrædende rolle i "Virreinato de Nueva España", "Det nye Spanien", som omfattede store dele af Nordamerika, Mexico samt Mellem- og Sydamerika. Bernardo de Gálvez, som var guvernør i Lousiana, grundlagde Galveston i Texas. Greve Matthias de Galvez var vicekonge i "Det nye Spanien", og han støttede den amerikanske revolution mod briterne, en opstand, som i 1776 førte til oprettelse af USA. Sognekirken San Jacinto går tilbage til 1500-tallet, men er siden restaureret delvist for bidrag fra Gálvez familien. I krypten ligger mange medlemmer af familien begravet. Museo Casa de Los Gálvez, som blev indviet i 2005, er dels et mindesmærke for familien, dels et kunstmuseum med en stor samling.

Fra Macharaviaya fortsætter vi østpå ad kystvejen N-340 ca. 14 km. På vejen passerer vi flere af de vagttårne, som blev opført i 1500-tallet for at forsvare kysten mod sørøvere. Mange af vagttårnene er blevet restaureret. Lige efter landsbyen Almayate og før Velez flodens udmunding på en bjergtop på højre side af vejen er en af de efterhånden sjældne "Osborne tyre". Da vi begyndte at komme til Spanien midt i 1960'erne, stod der kæmpemæssige figurer af tyre på mange bakketoppe. Disse jernfigurer, som med den sorte farve nærmest lignede silhuetter, var blevet sat op af Osborne Sherry firmaet fra 1950'erne og frem. Da det sidst i 1960'erne blev forbudt at reklamere langs de store veje i Spanien, fjernede Osborne deres firmanavn, men lod i første omgang tyrene blive stående. Da myndighederne krævede, at også disse blev fjernet, kom der voldsomme protester fra befolkningen, og i dag er der omkring 100 af de oprindeligt 500 tyre tilbage, så i dag skal man være lidt heldig, hvis man ser en på vejen.

Lige efter udmundingen af Velez floden er for nylig fundet rester af en fønikisk beboelse fra 8. - 6. århundrede fvt., men de er endnu ikke udgravet. Efter at have krydset floden fortsætter vi til Torre del Mar (mere herom senere). Vi drejer ind i landet og fortsætter mod Velez-Malaga. Her tager vi C-335 gennem den lille landsby Trapiche. Hver tirsdag formiddag er der et stort marked med landbrugsprodukter og håndværk. Om sommeren afholdes en mangofestival i byen. Herfra fortsætter vi ca. 8 km til Benamargosa.

Herfra kører vi tilbage ad C-335, indtil vi ca. 2 km før Velez-Malaga tager afkørslen til højre. Den fører efter 4 km til Benamocarra. Efter yderligere 5 km er vi i Iznate, som er sidste stop på turen. Landsbyen, som er af maurisk oprindelse med stejle og smalle gader, er omgivet af lave bakker og gennemløbes af floden af samme navn. Udsigten herfra er spektakulær. Hvert år i august er der Vindruefestival i Iznate. Sognekirken San Gregorio VII fra 1505 rummer flere kunstværker, bl.a. et maleri af San Francisco de Paula, udført af Rivera. Hjemturen går ad kystvejen N-340

Oliven- og bjergruten
Oliven- og bjergruten er 62.5 km lang, og den forløber i baglandet gennem det bjergrige terræn i det nordvestlige hjørne af Axarquia. Turen går gennem Vinuela, Alcaucin, Periana, Alfarnate, Alfarnatejo, Riogordo og Colmenar.

Vi begynder i Vinuela på C-335, 14 km nord for Velez-Malaga. Efter 4 km drejer vi til højre og efter 5 km når vi turens første stop Alcaucin, som er en charmerende by med mauriske rødder i 500 meters højde. Der er fundet flere forhistoriske sites i nærheden, bl.a. en hule med rester af neandertalere. I byens centrum står sognekirken Nuestra Señora del Rosario fra 1700-tallet. Lidt nord for Alcaucín ligger borgen Castillo de Zalia, som går tilbage til fønikerne, siden overtaget af maurerne og siden af de kristne.

Vi kører tilbage til C-335, hvorfra vi fortsætter nordpå til broen Puente de Don Miguel. Vi tager C-340, og efter 13 km er vi i Periana. Udsigten er bjergtagende (undskyld). Mod nord til de fantastiske bjerge, mod syd til Vinuela søen og kysten. Byen blev genopført efter det store jordskælv i 1884, men præget er fortsat maurisk med de smalle, snoede, stenbelagte gader. Sognekirken San Isidro på Plaza de la Lomillaja blev også genopført. I omegnen findes adskillige forhistoriske sites. To km nord for Periana ligger Banos de Vilo, svovlbade fra maurertiden. Disse var i brug indtil op i 1800-tallet og er for nylig blevet restaureret. Periana er kendt for sine ferskner og sine oliven. Og selvfølgelig afholdes der en årlig ferskenfestival, den afvikles i slutningen af august.

Vi forlader Periana og fortsætter nordpå ad C-340 og når Alfarnate efter 15 km. Vejen byder på nogle af de mest betagende udsigter i Axarquia. Alfarnate, som er den nordligste landsby i Axarquia, ligger på et plateau i 925 meters højde, omgivet af bjergtoppe. En af disse er det lille Cerro del Santo Cristo, som har et lille kloster på toppen. Her holdes undertiden udendørs messe. Byen er præget af sin mauriske fortid, men uvist hvorfor er gaderne brede og retlinede? Alfarnate deles i to af floden Palancar, og den gamle pittoreske bro er værd at se. Kirken Santa Ana fra 1500-tallet har en Mudejar minaret. Alfarnate er bl.a. kendt for sine kirsebær, og sidst i juni afholdes kirsebærfestival. I 1800-tallet var Alfarnate kendt for at huse mange landevejsrøvere, som nød godt af byens strategiske beliggenhed på landevejen mellem Malaga and Granada. Lige uden for byen ligger en kro fra 1690, Venta de Alfarnate. Her gemte banditterne sig for deres forfølgere; i dag rummer kroen et lille museum, men skulle herudover byde på veltillavede lokale retter (vi har desværre endnu ikke afprøvet denne påstand).

Bare 3 km fra Alfarnate ligger den lille landsby Alfarnatejo, omgivet af bjerge. De højeste er Chamizo mod vest og El Gallo mod øst, begge 1637 meter høje. Alfarnate selv ligger i 858 meters højde. Kirken Santo Cristo de la Cabrilla er fra 1500-tallet. Det firkantede tårn er lavet i Mudejar stil. I august er der Gazpacho Fiesta og Flamenco Festival i Alfarnatejo. I omegnen er der fundet rester af beboelser, som går 5000 år eller mere tilbage.

Vi fortsætter sydpå og kører langs med Sabar floden 7 km. Ved T-krydset med C-340 holder vi til højre og fortsætter omkring 8 km til Riogordo, som ligger i dalen ved Cueva floden. Kirken Virgen de Gracia er fra 1500-tallet. Byen har et lille etnografisk museum (åbent fredag, lørdag og søndag 11-14 og 17-20), som har en samling af gamle maskiner, værktøj og brugsgenstande, især anvendt i behandlingen af oliven og vin. Mange genstande er indtil 400 år gamle. I et af de ni udstillingsrum er indrettet et 1600-tals køkken, i et andet ses et 1800-tals soveværelse med det originale møblement.

Sidste stop på ruten er Colmenar, den vestligste by i Axarquia. Byen er opdelt i en øvre bydel med gamle bygninger i stejle, smalle gader, liggende omkring 1600-tals klostret Nuestra Señora de la Candelaria, og en nedre bydel med bygninger fra nyere tid. Byen har også en sognekirke Nuestra Señora de la Asunción fra samme periode. Colmenar er kendt for sine pølser, og hvert år i december afholdes "Mosto y La Chacina", "Vin og pølse marked", hvor man kan prøve alle former for kold kød ledsaget af dejlig lokal vin. Slagtere og pølsemagere konkurrerer i fremstilling af pølser og andre delikatesser.

Mudejarruten
Mudejarruten er 75 km lang og passerer Arenas, Archez, Salares, Sedella og Canillas de Aceituno, som alle ligger ved foden af Almijara bjergene og Tejada Sierras. Alle disse landsbyer har bygningsværker i mauriske og Mudejar stil. Men hvad betyder det nu lige? Som bekendt kom maurerne til Spanien fra Nordafrika i 711, og snart havde de indtaget næsten hele den iberiske halvø. De slog sig ned og delte deres omfattende viden om alt fra astronomi til arkitektur med den lokale befolkning. I de følgende 800 år kom flere bølger af maurere til Spanien eller al Andaluz, som det blev kaldt på den tid. De var alle maurere, men tilhørte skiftende dynastiet. I en lang periode var her en blomstrende kultur med stor velstand og fred. I begyndelsen af 1480'erne indledte "de katolske monarker" en offensiv mod muslimerne, og i løbet af de følgende ti år lykkedes det Ferdinand og Isabella at afslutte "tilbageerobringen" ved at tage kongeriget Granada. Denne mauriske sultan Boabdil fik løfte om, at muslimerne kunne blive boende og beholde deres tro. Her opstod betegnelsen "Mudejar", som betyder "de, som blev tilbage". Siden blev betegnelsen brugt til at karakterisere den byggestil,som udviklede sig i den følgende tid af de maurere, som under kristent herredømme arbejdede på at ombygge moskeer til kirker osv. Ofte hængte man blot kirkeklokker op i minareten og lavede mindre ombygninger i moskeen, så den kunne fungere som kirke. Et særkende var anvendelse af mursten samt smukke bemalede og ofte udskårne trælofter. Mudejar stilen forekommer ofte side om side med den kristne gotik.

Ruten starter i Arenas, ca. 10 km fra Velez-Malaga ad A-117. Byen, som er omgivet af marker med oliven- og mandeltræer samt vin, ligger under ruinerne af Bentomiz, en maurisk fæstning. Fæstningen spillede en vigtig rolle i den mauriske periode. I 1487 slog kong Ferdinand lejr i nærheden af byen, som ved den lejlighed fik navnet Arenas del Rey, Kongens Arena. Fæstningen spillede også en rolle under "Moriscoernes oprør" i 1569. Morisco var betegnelsen for en muslim, som havde konverteret til kristendommen. Op gennem det 16. århundrede var både de økonomiske og de religiøse forhold for Moriscoerne blevet forringede, og det endte med et oprør. Oprøret blev slået ned, og det resulterede i, at størsteparten af Moriscoerne flygtede til Nordafrika. Af et skilt foran Santa Catalina kirken fremgår, at byen blev genbefolket af indvandrere fra Murcia og Valencia, da Moriscoerne flygtede (eller rettere blev fordrevet). Byen er opdelt i tre bydele, Barrios. Barrio Alto, hvor håndværkere, keramikere, smede mv. bor. Centrum, hvor byens mere velhavende borgere lever; her ligger rådhuset samt Santa Catalina, som er en moske fra 1100-tallet og siden en kirke fra 1600-tallet. Og endelig Barrio Bajo, hvor den mindre velhavende befolkningsdel lever. Hvis man bestiger de ca 400 højdemeter op ad klippen, hvor Bentomiz ligger, er der en fantastisk udsigt til kysten - og på en god dag til Rif bjergene i Nordafrika. Jeg har læst, at Bentomiz skulle betyde "bjerg, hvorfra man kan se havet”. Meget passende, hvis det er rigtigt.

På vejen kommer vi gennem de små landsbyer Daimalos og Corumbela, som begge har kirketårne, der oprindelig var minareter. I Daimalos findes også en maurisk fontæne. I 1493 forærede det katolske kongepar Corumbela til Diego Fernandez de Cordoba som betaling for hans fortjeneste ved tilbageerobringen af Granada mv. Siden overgik byen til andre adelsfamilier, indtil parlamentet i Cadiz i 1811 forbød sådanne ejerskaber. Fra Corumbela er en fantastisk udsigt til havet og Sayalonga mod syd og Cómpeta mod øst.

Næste stop er Archez, en af de mindste byer i la Axarquía. Beliggenheden er utrolig smuk, og området er rigt på oliventræer, og oliven er områdets vigtigste indtægtskilde. Den lille landsby er en labyrint af smalle og krogede gader. Kirken Nuestra Señora de la Encarnacíon er fra 1500-tallet i Mudéjar stil. Her lå tidligere en moske, og den 15 meter høje minaret, som dateres til 1200-tallet, er i perfekt stand efter en renovering i 1989. En legende fortæller, at et firben faldt ned i støbeformen, da man støbte klokken til kirketårnet (minareten), og hvis du er ugift og går op i tårnet og berører firbenet, vil du finde din kærlighed i løbet af det følgende år. Jeg garanterer ikke for virkningen, men der kan på den anden side da ikke ske noget ved at prøve. Vi ved jo, at troen kan flytte bjerge, det gælder vel også i Axarquia. I byen er der flere steder opsat kakler med illustrationer af livet i Archez under maurerne, et fænomen, man møder flere steder i Andalusien, fx i Frigiliana. Hvis man kan regne med disse beskrivelser, havde man en mange hundrede år lang periode med fred og velstand. Der blev bygget vandingssystemer (som stadig er i brug), og man dyrkede hvede, figner, vin og rosiner, honning, samtidig med at man producerede silke, vin og honning.

Archez blev som størsteparten af Axarquía ramt af det store jordskælv den 24. december 1884, som forårsagede voldsomme materielle skader. Onsdag formiddag er markedsdag Archez, og det tiltrækker folk fra hele området.

Efter 7 km kommer vi til Salares, som ligger ved floden af samme navn. Både fønikerne og grækerne har været i byen, men det var romerne, som gav den navnet Salaria Bastitanorum på grund af områdets saltminer (sal=salt). Fra den romerske periode er bevaret broen over río Salares, Puente Romano, den er stadig i fin stand. Det var dog maurerne, som satte det største præg på byen. De byggede en lille fæstning midt i byen, og et af tårnene, El Torreón, som ligger ved kirken, er bevaret. Salares har også et pragtfuldt minarettårn, opført 1200-tallet.

Vi fortsætter bare 4 km og når frem til Sedella, som ligger ved foden af Sierra Tejeda i 689 meters højde. Fund af mønter og potteskår tyder på, at byen blev grundlagt af romerne. Der er lidt tvivl om oprindelsen til byens navn. "Sedilia" betød "landbesiddelse" i romertiden. En sjovere historie fortæller, at dronning Isabella, da hun hørte om et stort slag mellem kristne og maurer i nærheden af byen, skulle have udtalt "Se de ella" "jeg ved besked derom". Nu kan du så selv vælge hvilken udgave, du synes bedst om. Byen ligger hen over en hesteskoformet dalside, hvor gaderne følger dalsiden rundt. Også Sedella har et kirketårn, som oprindelig var en minaret i den mauriske tid. Udenfor byen ligger en fantastisk naturpark med dybe kløfter, masser af dyr og spændende vegetation.

Sidste stop ca. 8 km længere fremme er Canillas de Aceituno, som ligger i 645 meters højde. Byens historie går tilbage til den fønikiske periode, mens dens udseende er præget af den mauriske byggetradition. Herom vidner bl.a. af ruinerne af et gammelt arabisk vandværk og en fontæne "El Hortezuela" samt tårnet "La Reina Mora" ("Den Mauriske Dronning"). Tårnet indgår i "Casa de la Reina Mora", hvorfra produktion og salg af silkeorme i området blev styret. Som så mange andre tårne i Axarquia er det firkantet ved basen men ottekantet højere oppe. Fra pladsen med sognekirken "Nuestra Señora del Rosario" er der en pragtfuld udsigt over området. Befolkningen i Canillas de Aceituno deltog i den mauriske opstand mod de kristne i 1569. Da opstanden var slået ned, blev den mauriske befolkning udvist, og byen bl.a. blev genbefolket med folk fra Jaén. De medbragte fra Jaén "Virgen de la Cabeza", som nu er skytsengel for Canillas de Aceituno. Fra byen er der vandrestier til Axarquías højeste punkt, la Maroma, 2065 meter.

 



Vi var adskillige gange under vores ophold i Malaga, som ligger ca. 1 times kørsel vest for Nerja, og vi lærte den at kende som en spændende by, som har meget at byde på. Jeg nævner i flæng: Picasso-museum, et spændende museum for nutidskunst, Carmen-Thyssen kunstmuseum, automobilmuseum, en flot domkirke, et velbevaret romersk teater, hele to borge, en fantastisk havnepromenade, parker, en spændende historisk bydel. Sidst men ikke mindst Den Engelske Kirkegård med en meget spændende historie. Og alt kan nås til fods, når man først er fremme. Så hvis du vil vide mere og følge i H.C. Andersens fodspor, så klik her.

Tilbage til Rejseholdets forside Startside for 10 ugers ferie i Nerja Forrige side: Udflugt med Kirken: I Don Quijotes fodspor Næste side: Vandreture med Den danske klub i Torre del Mar

 

Vælg næste side: