Fra Salobrena (A) til Cordoba (B), 245 km, ca. 3 timers kørsel.
Birgit og jeg har flere gange været i Cordoba med den imponerende moske. De fleste gange i selskab med gæster fra Danmark, som har været nede og besøge os under vores vinterophold på den spanske middelhavskyst. Et par gange er vi kørt frem og tilbage samme dag, en køretur på ca. 3 timer hver vej, andre gange har vi taget et par overnatninger i Cordoba, hvilket er meget overkommeligt (prismæssigt) - i hvert fald i vintersæsonen.
Fra Salobrena (A) til Cordoba (B), 245 km, ca. 3 timers kørsel.
Vores første besøg var i selskab med vores ven Thøger, som er historiker. Han havde senest været i Cordoba i 1992, men mente nok, at han kunne fungere som guide, og Thøger havde - som altid - forberedt sig godt hjemmefra. Næste gang var i selskab med Karen og HP. Karen og min kone Birgit er "gamle" klassekammerater fra Christiansgade Skole i Aarhus. Vi havde to overnatninger på et hotel, men desværre regnede det uafbrudt under vores besøg. Det seneste besøg var i februar 2020 i selskab med Henning, min kones tidligere chef, og hans kone, som - lidt forvirrende - også hedder Birgit. Bare rolig, Henning og jeg kan godt finde ud af det :-) Vi tog afsted fra Torre del Mar lige efter morgenmaden. Vejret var godt, og vejene fine, så vi var i Cordoba hen på formiddagen. Henning elsker at køre bil, så jeg kunne slappe af og nyde det smukke landskab fra passagersædet.
Mens vi kører nordpå med Henning ved rattet, vil jeg fortælle lidt om Cordobas historie. Cordoba, som er hovedstad i provinsen af samme navn, ligger ved Guadalquivir. Der er arkæologiske vidnesbyrd om menneskelig beboelse (bl.a. en neanderthal mand) tilbage til år 32.000 fvt. Men ellers ved vi, at Cordoba blev erobret af romerne i 206 fvt., og i 169 grundlagde den romerske konsul Marcus Claudius Marcellus en koloni her. Cordoba blev anlagt her, da det ikke var muligt at sejle længere op ad Guadalquivir. På Julius Cæsars tid var Cordoba hovedstad i den romerske koloni Hispania Ulterior Baetica, og store skikkelser som filosoffen Lucius Annaeus Seneca "den yngre", taleren Seneca "den ældre" og poeten Lucan er født i Cordoba. Fra 552–572 var provinsen underlagt det byzantinske imperium (det østromerske kejserrige), indtil den blev indtaget af visigoterne. I 711 blev Cordoba erobret af en muslimsk hær, maurerne, som kom fra Nordafrika. I 716 blev byen provinshovedstad under kalifatet i Damascus. I 766 blev den hovedstad i det selvstændige emirat al-Andalus og senere et selvstændigt kalifat. Omkring år 1000 havde Cordoba omkring 500.000 indbyggere, og Cordoba var et omfattende center for kunst, økonomi og kultur (det anslås, at biblioteket rummede 400.000-1.000.000 værker og var formentlig det største bibliotek i verden). Det var på den tid, at den store moske i Cordoba blev anlagt - selv om, at det anslås, at der var ca. 3000 moskeer i Cordoba i forvejen. Efter kalifatets fald i 1031 blev Cordoba hovedstad i det selvstændige, muslimske kongerige (taifa), men det varede ikke længe, inden Cordoba blev erobret af konkurrenten Sevilla. Senere magthavere i Cordoba var først almoraviderne og siden almohaderne, men byens betydning var hastigt aftagende. Den 29. juni 1236, efter flere måneders belejring, blev byen indtaget af Ferdinand III af Castilien og Leon under den spanske "Reconquista", "tilbageerobring". En af følgerne heraf var bygning af talrige nye kirker, men byens nedtur fortsatte under og efter renæssancen. I 1700-tallet var indbyggertallet reduceret til kun 20.000, og byen begyndte først at vokse igen i begyndelsen af 1900-tallet. I 2008 boede der godt 325.000 personer i Cordoba.
Vi havde på booking.com fundet en lejlighed i hjertet af Cordoba, dvs. i den gamle bydel. Lejligheden, som hed Tendillas Suite, lå på Calle Domingo Muñoz, bare 10-15 minutters gang fra moskeen. Den havde 2 soveværelser, en opholdsstue, et lille køkken og et fint badeværelse. Der var aircondition og Wi-fi. Vi fandt lejligheden her. Vi var alle tilfredse med lejligheden, som var fint udstyret og ideel til os. Der var ingen altan, men en lille terrasse inde midt i bygningen. Sikkert dejligt om sommeren, men da vi var afsted fra morgen til aften, havde vi ikke megen glæde af den.
Vi havde regnet med, at vi havde kunnet køre tæt på lejligheden og læsse vores bagage af, hvorefter Henning og jeg efterfølgende kunne finde en parkeringsplads. Vi havde ikke brug for bilen under vores ophold. Det viste sig at være en rigtig dårlig plan, da det meste af den gamle bydel ikke er farbar med biler. Det endte med, at vi parkerede i en kælder til et supermarked og traskede flere kilometer med vores kufferter hen til lejligheden. Her blev vi modtaget af vores søde veninde, som kunne anvise os en parkeringsplads lige i nærheden. Det var et parkeringshus, som lå i Calle Conde de Robledo 6 tæt ved den centrale Plaza de las Tendillas. Man kan oven i købet bestille parkering i forvejen på denne hjemmeside. Det vil jeg i hvert fald gøre næste gang.
Efter at vi var blevet indkvarteret, spadserede vi op på Plaza de las Tendillas, som lå bare nogle hundrede meter fra vores lejlighed. Plaza de las Tendillas ligger mellem Cordobas historiske kvarter og byens moderne forretningsområde. Lige i nærheden finder vi to af Cordobas mest populære indkøbsgader, Calle Cruz Conde og Calle Jesús María. Det gamle romerske tempel ligger et par hundrede meter borte.
Pladsen, hvis navn betyder "pladsen med de små butikker", er omkranset af imponerende bygninger, og det myldrer med restauranter og caféer. Hvis du ikke har lyst til at gå på café, er der masser af bænke, hvor du kan sidde under træerne og betragte det brogede liv.
"El Gran Capitán", "den store kaptajn", udført af Mateo Inurria, 1927
Midt på pladsen står en stor rytterstatue omgivet af en imponerende fontæne. Statuen afbilder "El Gran Capitán", "den store kaptajn", og er udført af Mateo Inurria og opsat i 1927. "El Gran Capitán" var Gonzalo Fernández de Córdoba (1453-1515), som var hærfører, general og statsmand under tilbageerobringen af Granada fra maurerne. Gonzalo var en mesterlig strateg og taktiker. Han var den første til at indføre brugen af skydevåben på slagmarken, og det var bl.a.hans fortjeneste, at Spanien var en dominerende militærmagt gennem mere end 100 år.
På toppen af den store bygning på hjørnet af Calle Gondomar er anbragt et spændende ur. Siden 1961 har uret "ringet" det nye år ind for tusinder af mennesker, som er samlet på plazaen for at fejre det. Plazaen er byens mødested, og mange af årets store begivenheder, bl.a. det berømte julemarked, fejres her. Jeg skrev, at uret "ringede" nytår ind, men faktisk er det ikke klokker, som forkynder tiden, men en spansk guitar med flamencorytmer. Guitaren er bygget af Manuel Reyes Maldonado, og den betjenes af guitaristen Juan Serrano.
På Plaza Tendillas ligger også et turistkontor i en fin pavillon. Her forsynede vi os med diverse brochurer og - mest vigtigt - kort over byen, hvor seværdighederne var markeret. Begge familier havde dog forberedt sig godt hjemmefra, så vi var "godt klædt på", følte vi.
En anden af byens mange spændende pladser, som vi besøgte, og som lå fem minutters gang fra vores lejlighed, var Plaza de Capuchinos. Pladsen er omgivet af hvidkalkede bygninger, som tilhørte Kappucinerklostret, som blev bygget melllem det 17. og det 18. århundrede.
Cristo de los Faroles på Plaza de Capuchinos
Midt på pladsen står et besynderligt krucifiks, som er meget tilbedt i Cordoba. Det kaldes "Cristo de los Faroles". Farole betyder lampe, og krucifiksets navn refererer til de otte jernlamper, som omgiver figuren, som tilskrives Juan Navarro León og er fra 1794. Vi var også henne at se krucifikset i aftenbelysning, men det billede jeg tog, var desværre (for) dårligt.
Lad os kaste et blik på byen Cordoba, inden vi kaster os ud i den. Bag moskeen ligger de gamle bydele, nærmest det gamle jødiske kvarter med sine mange uregelmæssig, piktoreske gader; her ligger en synagoge fra 1315, den mest velbevarede synagoge i Spanien med en blanding af muslimske dekorationer og jødiske skrifttegn. Overfor synagogen ligger "Casa de Sefarad", "Det sefardiske Hus", hvis udstilling fortæller historien om de sefardiske jøder i Cordoba. Øst for den jødiske bydel ligger den muslimske bydel, som også er en labyrint af små gader og stræder. Her finder du fx. "Calleja del Pañuelo", af de lokale benævnt "lommetørklædegyden". Den er så smal, at afstanden mellem to personer, som står overfor hinanden, ikke er større end et lommetørklæde. I den sydvestlige del af den gamle bydel ikke langt fra moskeen ligger "Alcazar de los Reyes Cristianos", "De kristne Kongers Slot", der tjente som opholdssted for kongeparret Isabella og Ferdinand, siden fra 1482 og de følgende 300 år som hovedkvarter for den spanske inkvisition. Her ligger også al-Andalus Museet og "Museo de Bellas Artes", "Museet for de skønne Kunster". Omkring den gamle bydel går (gik) en romersk mur, af de oprindelige 13 porte er i dag kun 3 tilbage: Puerta de Almodovar, Puerta de Sevilla og Puerta del Puente. Af forsvarstårne er bevaret en håndfuld: Torre Malmuerta, Torre Belén, Torre de la Calahorra m.fl.
Når man spadserer rundt i Cordoba, skal man være meget søvnig for ikke at opdage, at ærkeenglen Rafael er byens skytshelgen. Ikke mindre end 10 statuer af ham er spredt ud over byen, fx. ved Puerta Romana, Puerta del Puente og Plaza del Potro (her ligger i øvrigt en gammel kro, "Posada del Potro", som er nævnt i Miguel de Cervantes’ "Don Quixote"). Midt på den romerske bro står der i øvrigt også en statue af Rafael. Den mest imponerende er den "Triunfos de San Rafael", "Rafaels triumf", som står tæt ved den store moske. Den er lavet af billedhuggeren Miguel Verdiguier og rejst i taknemlighed overfor, at Rafael reddede byen fra et voldsomt jordskælv - men det er vel det, man har ærkeengle til. Rafael står på toppen af en søjle, som igen er anbragt på en stor base. Denne er dekoreret med helgenfigurer samt dyrefigurer og frugter fra området omkring Cordoba. Jeg er ikke sikker på, at jeg bryder mig om monumentet, men det er i hvert fald højt.
Som tidligere nævnt er der i Cordoba født flere filosoffer og andre kulturpersonligheder, af dem kender jeg Lucius Annaeus Seneca (ca. 4 fvt. - 65 evt.) bedst; han er også kendt som Seneca den yngre og var romersk tragedieforfatter, filosof, statsmand og lærer for kejser Nero. Hans forældre var Seneca den ældre og Helvia. Han havde to brødre: storebroderen Novatus, kaldet Gallio, som på Paulus' tid var statholder i den romerske provins Achaea, lillebroderen Mela, som blev far til digteren Lucan. Seneca var stoiker og opfordrede til mildhed og mådehold, og hans menneskesyn var præget af humanisme. Som ung kom han til Rom og gjorde karriere og fik hurtigt en politisk rolle. I år 41 blev han sendt i eksil på Korsika, men hentet tilbage i år 49 af Claudius' hustru Agrippina for at blive lærer for hendes tolvårige søn Lucius Domitius Ahenobarbus, den senere kejser Nero. Da Nero blev kejser i år 54, fik Seneca status af "kejserens ven" og fungerede som førsteminister. I de første år af Neros regering havde Seneca held til at hæmme den unge kejsers blodtørst, men med tiden svækkedes hans indflydelse, og han kunne ikke hindre stridigheder og mord inden for kejserfamilien. I 62 trak han sig tilbage til privatlivet og helligede sig studier og sit forfatterskab. I 65 indgik en del af senatet, bl.a. Senecas nevø, en sammensværgelse mod Nero. Sammensværgelsen blev afsløret, og mange senatorer blev henrettet. Seneca blev tvunget til at begå selvmord, selv om der ikke var ført bevis for, at han havde været indblandet. Hvis du er interesseret i denne filosof, kan jeg anbefale dig at læse Villy Sørensens "Seneca. Humanisten ved Neros hof". I nærheden af Puerta de Almodovar er rejst en statue af Senaca.
Statuer af Senaca den Yngre, Maimonedes og Averroes.
Maimonides, egentlig Moses ben-Maimon, jødisk filosof, rabbiner og læge (1135-1204), måtte sammen med sin familie flygte fra Cordoba og boede resten af livet i Marokko, Palæstina og Egypten. I 1170 blev han overhoved for alle Egyptens jødiske menigheder og han var en anerkendt autoritet, når det gjaldt retlige spørgsmål blandt jøderne. Han foretog en systematisk gennemgang af alle lovene i Torah'en, og samlede dem i 613 bud, fordelt på 248 påbud (et menneske har 248 knogler i kroppen) og 365 forbud (der er 365 dage i et år). (Jeg synes, at jeg har problemer nok med at huske 10 bud). Han skrev også adskillige bøger om medicin. Der står en statue af Maimonides på Plaza de Tiberiades ved siden af tyrefægtermuseet. Averroes, filosof, teolog, astronom, læge og lovvidenskabsmand (1126-1198). Han havde flere betydningsfulde poster i Cordoba, Sevilla og Marokko, men faldt i unåde. Kort før sin død, blev han taget til nåde igen, men desværre var mange af hans værker gået op i flammer. Averroes og hans tilhængere fik stor indflydelse på den moderne, verdslig tænkning i Europa. Der står en statue af ham ved Puerta de la Luna.
Under en udvidelse af rådhuset i Cordoba i 1950'erne opdagede man resterne af et romersk tempel. Det ligger i en trekant, som dannes af gaderne Calle Claudio Marcelo og Calle Capitulares. BTW Claudio Marcelo tilhørte en vigtig romersk familie, og han havde forskellige titler såsom konsul (3 gange), pontifex (ypperstepræst), hærleder, general mv. Han anses som grundlægger af Cordoba. Det var sikkert ikke det eneste tempel i Cordoba, men det eneste, som er delvist udgravet. Det er dog blot en meget lille del af det engang så store tempelkompleks, som blev påbegyndt under den romerske kejser Claudius (41-54) og afsluttet under Domitian (81-96).
Templet stod på et podium og bestod af seks søjler i facaden og 10 søjler på hver langside. Det eneste, der er tilbage af det engang så imponerende tempel, er fundamentet, trapperne, altret og nogle søjledele med tilhørende kapitæler. Overalt er anvendt marmor i meget fin kvalitet, og udførelsen er af samme høje kvalitet, hvilket gør templet i Cordoba til et af de smukkeste i det romerske imperium.
Templet blev opført for enden af den vestlige mur, som strakte sig omkring hele det "romerske Cordoba". For romerne var dets bymure hellige og ukrænkelige. En person, som formastede sig til at klatre over bymuren og ikke benytte en af portene, stod til dødsstraf.
Den romerske mur omkring det historiske Cordoba
På den tid havde muren en samlet længde på 2650 meter. Der var en ydre mur af 2-3 meters højde og en indre mur på 60 - 100 cm højde. Et mellemrum på ca. 6 meter var opfyldt med sten og grus. Forskellige steder i muren var der opstillet halvcirkulære tårne. Cæcars angreb på Cordoba under borgerkrigen mod Pompejus efterlod byen mere eller mindre i ruiner. Nogle år senere gav Augustus byen status af "Colonia Patricia", og Cordoba begyndte igen at blomstre, og den sydlige del af muren blev revet ned for at give plads til en udvidelse af byen.
I 711 ankom et stort antal mauriske soldater til bredderne af Guadalquivir. Bag de delvist ødelagte mure ventede omkring 400 visigotiske soldater spændt. Deres leder havde nægtet at overgive sig, og det endte med maurerne brød gennem muren og dræbte visigoterne. Maurerne havde ikke samme behov for at opretholde en bymur, og i virkeligheden blev store mængder af materiale fra de medtagne mure benyttet til andet byggeri, herunder til reparation af den romerske bro.
Da de kristne styrker nærmede sig Cordoba nordfra - Toledo blev tilbageerobret i 1085 - gik de mauriske ledere i gang med at forbedre forsvarsværkerne. Bl.a. blev der bygget en ny mur omkring de østlige dele af byen. En del af denne mur kan ses langs Ronda del Marrubial. På trods heraf lykkedes det i 1236 de kristne styrker at omgå forsvarsværkerne og generobre byen.
I løbet af 1800-tallet indtrådte forskellige ændringer i urbaniseringen. Lidt efter lidt blev dele af murene revet ned for at give plads til byggeri og anlæggelse af gader. De væsentligste dele af muren, som stadig kan ses, er Puerta de Almodovar, Puerta de Sevilla, Puerta del Puente og Malmuerta tårnet. Murene er en del af det historiske center i Córdoba, som er opført på UNESCOs verdensarveliste.
Vi fandt en restauration lige om hjørnet fra lejligheden, los Berengueles i Calle Conde de Torres Cabrera 7. Den så lidt uanseelig ud udefra, men viste sig at være vældig hyggelig, da vi kom ind. Jeg tror, vi var de eneste turister, og det er altid et godt tegn på et fint, autentisk, spansk køkken. Vi tager jo ikke til Spanien for at spise stegt flæsk og persillesovs. Lokalet var udsmykket med mange effekter med reference til tyrefægtningen. Cordoba har altid været en af tyrefægtersportens højborge i Spanien. I et mindre sidelokale var alle vægge dækket med fotos vedr. tyrefægtning.
Vi var så tilfredse med middagsmaden, at vi vendte tilbage den følgende dag for at spise frokost, bestående af et udvalg af småretter, tapas. Vores indre danske madur er åbenbart lidt foran det spanske. Jeg tror, vi var de første gæster, men i løbet af en halv time var restauranten fuld, og en håndfuld gæster stod og ventede på at få et bord.
Da vi kom ud fra restauranten, opdagede jeg på husmuren ved siden af et skilt, hvorpå der stod:
Manuel Rodríguez Sánchez, "Manolete"
født i dette hus
den 4. juli 1917
Hvis du ved den mindste smule om tyrefægtning, har du hørt om Manolete, som af mange bliver betragtet som den bedste tyrefægter nogensinde. Manolete var ud af en lang række af tyrefægter, og han debuterede selv som 17-årig. Han raffinerede sin stil og koncentrerede sig om de klassiske og enkle dyder og undlod de flamboyante kappebevægelser, som var fremme i tiden (spil for galleriet). Hans stil var at stå ganske stille, mens tyren passerede ham på en kort afstand. Han var også i stand til at bevare sin position og blive stående, mens tyren gennemførte 4-5 angreb på ham.
Manolete på arbejde
Manolete optrådte indtil 100 gange om året, og han blev såret mindst 11 gange. Da han var 30 år gammel, annoncerede han sin tilbagetrækning. Han havde netop dræbt tyr nr. 1000. Hans fans protesterede voldsomt, og han blev overtalt til at tage endnu en sæson og kæmpe mod de største og mest uforudsigelige tyre, som kom fra Miura.
Den 28. august 1947 forsamledes mere end 10.000 tilskuere om den lille ring i Linares for at overvære Manolete og hans 21-årige udfordrer Dominguin kæmpe mod en række af de farligste tyre på planeten. Det var en tyr fra Miura, som havde dræbt Manoletes onkel. Manolete og Dominguín dræbte begge deres første tyr. Manolete virkede dog slidt og uinspireret. Manoletes næste tyr var Islero. Femten gange susede Islero forbi Manolete, som afværgede angrebene blot med sin kappe. I stedet for at aflevere det dræbende stød mod tyren fra siden, hvilket var den mindst farlige fremgangsmåde, lænede Manolete sig forfra ind over Isleros horn og drev det lille sværd ned i tyrens nakke til skæftet. Samtidig blev Manolete dog ramt i låret af Isleros horn og kastet til jorden. Islero vaklede et par skridt, faldt ned på knæene og døde. Manolete blev båret fra arena af bl.a. Dominguin. Han fik nogle blodtransfusioner, men døde nogle timer senere. Manoletes død fremkaldte landesorg. Han blev begravet i sin fødeby Cordoba.
Monumenter for Manolete
Manoletes fødeby har hædret den store tyrefægter med to monumenter. På Plaza del Conde de Priego står en imponerende statue af ham og på Plaza de la Lagunilla en fin buste.
Cordoba har selvfølgelig også et tyrefægtermuseum, hvor man i seks haller giver en dyb indsigt i tyrefægter historien og traditionen i Cordoba og dens store helteskikkelser. Bl.a. kan man studere tyrefægtningens "fem kaliffer": Rafael Molina "Lagartijo", Rafael Guerra "Guerrita", Rafael González "Machaquito", Manuel Laureano Rodríguez Sánchez "Manolete" og Manuel Benítez "El Cordobés". Der er udstillet masser af udstyr og personlige genstande tillige med utallige fotografier. I det lokale, som er dedikeret til Manolete, hænger hovedet af tyren Islero på væggen. Museet ligger på Plaza Maimónides i hjertet af det jødiske kvarter.
Åbningstider og priser (2020)
Vintersæson:
Mandag lukket.
Tirsdag-fredag: 08:30 - 20:45
Lørdag: 08:30 - 16:30
Søndag: 08:30 - 14:30
Sommersæson:
Mandag lukket.
Tirsdag-lørdag: 08:30 - 15:00
Søndag: 08:30 - 14:30
Priser:
Voksne: 4 euro
Børn, studerende: 2 euro
Vi besøgte ikke museet ved denne lejlighed. Dels var der så meget andet, vi hellere ville se. Dels har Birgit og jeg fået vores lyst styret under besøg i tilsvarende museer i Ronda og Sevilla. Som dreng læste jeg med stor fascination Hemingways bøger om tyrefægtning: "Death in the Afternoon" ("Døden kommer om eftermiddagen") og "The Sun also rises" ("Solen går sin gang"). Siden da er min begejstring for denne bloddryppende sport dog aftaget, men jeg er dog stadig fascineret af historien og kulturen bag. Siden 2010 har tyrefægtning været forbudt i Katalonien!
Næste morgen besøgte vi hovedattraktionen for vores besøg, La Mezquita. For en sikkerhed skyld havde vi bestilt billetter hjemmefra på denne hjemmeside.
Åbningstider og priser (2020)
Katedralen har åbent hver dag fra kl. 10:00-19:00. Der lukkes for gæster en halv time før lukketid. Fra mandag-lørdag er der (gratis) adgang til gudstjeneste fra kl. 8:30-9:30.
Priser:
Normal pris: €11
Reduceret pris: €9 for personer over 65 år og studerende mellem 15 og 26 år.
Børn: €6 for børn mellem 10 og 14 år.
Gratis adgang: børn under 10 år samt borgere i Cordoba.
Billet til klokketårnet: €2.
Billetten til katedralen giver også adgang til kirkerne, som ligger på den såkaldte "Ferdinand-rute". Efter tilbageerobringen af Cordoba i 1236 under Ferdinand III lod han opføre 7 sognekirker: San Francisco, San Pedro, Santiago Apostle, San Lorenzo, San Agustín, Santa Marina and San Andrés. Hertil kommer Carmen de Puerta Nueva. Desværre nåede vi ikke at gå den pågældende rute, men vi kom forbi flere af de gamle kirker på vores utrættelige vandren i Cordoba gader.
Luftfoto af Cordoba med La Mezquita-Catedral, Moskeen-Katedralen i forgrunden.
Udefra så moske-katedralen ikke ud af noget særligt: en kæmpemæssig, kvadratisk bygning med fladt tag, hvor en barok kirke stikker sit spir op i midten, lidt som en monstrøs bryllupskage af sten. Da La Mezquita blev opført, var den den næststørste moske i verden efter moskeen i Mekka. Siden blev den i størrelse overgået af katedralen Hagia Sophia i Istanbul (dengang Konstantinopel), som efter 1453 blev ombygget til en moske. La Mezquita blev optaget på UNESCOs verdensarvsliste i 1984.
Det officielle navn på domkirken i Cordoba er "Catedral de Nuestra Señora de la Asunción", "Katedralen til Jomfru Marias Himmelfærd". (Katolikkerne tror som bekendt, at Jomfru Maria efter sin død for til himmels; det blev fastslået som et dogme af pave Pius XII den 1. november 1950 - og er dermed udenfor enhver diskussion - blandt katolikker). Til hverdag omtaler de lokale i Cordoba deres domkirke som "la Mezquita-Catedral", dvs. "Moske-Katedralen". På stedet lå først et hedensk tempel, men da visigoterne rykkede ind, omdannede de omkring år 600 bygningen til en kristen kirke, St. Vincent. Siden blev kirken under maurerne ombygget til en moske, og senere igen blev der bygget en helt ny moske (Mezquita) på stedet. Efter den spanske "Reconquista" blev bygningen indviet som en katolsk kirke, og siden byggede man i et hjørne af den vældige moske en katedral.
Da Abd ar-Rahman I (731–788) i 755 oprettede emiratet i Cordoba, tillod han de kristne at genopbygge deres kirker, og han købte St. Vincent af de kristne. I 784 påbegyndte han en ny moske på stedet, et arbejde som blev fortsat af hans efterfølgere over de næste 200 år. I den første fase blev bygget den vældige hal med 11 skibe og 110 søjler. Søjlerne blev taget fra gamle romerske og byzantinske bygninger. Ifølge traditionen skal mihrab'en, en konkav niche, angive bederetningen mod Mekka, i dette tilfælde mod sydøst. I moskeen i Cordoba vender den imidlertid mod syd. Rent arkitektonisk minder moskeen i Cordoba om moskeen i Damaskus, hvor Da Abd ar-Rahman I var flygtet fra. Jeg har nogle steder læst, at Abd ar-Rahman I lod mihrab'en orientere mod Damaskus. Han har i digte givet udtryk for, at han savnede moskeen i sin hjemby og blev af sin samtid kaldt "immigranten", så måske er det den rigtige forklaring. Ved de efterfølgende udvidelser af moskeen mod syd os øst respekterede man den oprindelige orientering af mirhab'en. Abd ar-Rahman II (788–852) tilføjede flere søjlebuer i 833, de hvide marmorsøjler kom fra det romerske amfiteater i Merida. Abd ar-Rahman III (889-961) lod opføre en ny minaret, og Al-Hakam II udvidede moskebygningen i 961 og renoverede den prægtige mihrab. Området foran mihrab'en, "maqsura" er forbeholdt herskeren og er omgivet af særligt smukke søjler. I 987 lod Al-Mansur Ibn Abi Aamir lave en forbindelse mellem moskeen og kaliffens palads. Han fordoblede størrelsen af moskeen og tilføjede de blå og røde marmorsøjler. Han lod også oprette en forgård, og moskeen fik dermed de dimensioner, som den har i dag. Med sine 24.000 m2 er den i dag verdens tredjestørste moske og sammen med Alhambra i Granada og Alcazar i Sevilla de smukkeste eksempler på maurisk arkitektur. Gennem tre århundreder var moskeen i Cordoba centrum i den religiøse udøvelse i al-Andalus. Herudover blev den centrale hal i moskeeen anvendt til undervisning samt til udøvelse af lov og orden.
Patio de los Naranjos, "Appelsingården" i La Mezquita i Cordoba. I midten ses klokketårnet (ombygget fra minaret).
Patio de los Naranjos, "appelsingården", som er en del af moskeen, menes anlagt i 700-taller og er dermed en af de ældste haver i Europa. Træerne er plantet i symmetrisk anlagte bede, som er indbyrdes forbundet med renser til kunstvanding, først fra en cisterne, siden fra en akvadukt. De stenkanaler, som ses i dag, er ikke originale. Her i gården foretog de troende de obligatoriske afvaskninger inden deltagelse i bønnen i moskeen. Indtil i begyndelsen af 1500-tallet var der åben adgang ind til patioen.
Panorering over søjlehallen.
Moskeen er især kendt for sin skov af store søjler og søjlebuer, ialt 856 søjler af jaspis, onyks, marmor og granit. Dobbeltbuerne, som understøttede det enorme loft, var en arkitektonisk nyskabelse. De skiftende hvælvingesten i hhv. rødt og hvidt menes inspireret af klippemoskeen på Tempelbjerget i Jerusalem.
Til venstre: søjlehal fra den ældste del under Abd Al-Rahman I. Til højre: søjlehal fra udvidelsen under Abd Al-Rahman I.
Fotoet ovenfor til venstre viser den ældste del af moskeen, bygget under Abd Al-Rahman I. Søjlerne stammer fra San Vicente kirken, hvis gulv for nylig er afsløret under moskeens gulv. De dobbelte buer giver på samme tid højde og lethed, og åbningen mod patioen giver lys i rummet. Fotoet af søjlerækken til højre er fra Almanzors store udvidelse af moskeen.
På afstand så vi moskeens prægtige mihrab, som angiver bederetningen for de troende. Den blev som nævnt opført (eller rettere udvidet) under Al-Hakam II på et tidspunkt, hvor det mauriske rige var på sit højdepunkt. Over Mihrab'en er en ottekantet kuppel, som understøttes af søjler og søjlebuer. Den østromerske (kristne) kejser, Nicephorus II skal have sendt Al-Hakam farvestrålende glas, noget dækket af bladguld, til dekorering af kuplen over mihrab'en. En græsk mester kom til Cordoba og arbejdede flere år på opgaven, samtidig med at han uddannede kaliffens håndværkere i teknikken.
Mihrab'en i La Mezquita, moske-katedralen i Cordoba.
Ornamentikken er mosaikker og arabiske inskriptioner. En af disse lyder: "I Allah den barmhjertiges navn. Priset være Allah, som ledte os til dette sted; vi havde ikke fundet det, havde det ikke været for Allah! Derfor sendte han sit sendebud med sandheden. Han befalede Allahs tjener, Al-Hakam, fyrste for de troende (må Allah beskytte ham) at tilføje dette. Det blev bygget af frygt for Allah og med hans hjælp. Dette blev afsluttet i måneden Dhu al-Hijjah (den 12. måned i den islamiske kalender) i året 354 (965 efter vestlig tidsregning).
I 1236 blev Cordoba erobret af Ferdinand III under "Reconquista". Den 29. juli 1236 red Ferdinand ind i byen i spidsen for sine tropper. Den lange parade afsluttedes med, at processionen krydsede den romerske bro og nåede frem til moskeen, hvor kongen først plantede et kors, siden hejsede et banner for Castilien & Leon over tårnet. Herefter gik ærkebiskoppen i gang med at indvi moskeen som en kristen katedral for Jomfru Maria. Med relativt få ændringer benyttede de kristne den tidligere moske til deres gudstjeneste. Alfonso X (1221–1284) lod Villaviciosa kapellet og Royal kapellet bygge inde i moskeen. De følgende regenter tilføjede yderligere kristne træk til bygningen.
Minareten, som oprindelig blev bygget under Abd ar-Rahman III i 951–952, blev således konverteret til et 54 meter højt klokketårn. Minareten blev indsluttet i en ydre skal for at beskytte den, og i løbet af 1500- og 1600-tallet blev tårnet orhøjet. Inde i klokketårnet kan man stadig se hvælvinger og buer fra minareten. Den originale minaret har formentlig lignet kloketårnet Giralda i Sevilla, da den blev udformet som en kopi. Minareten i Cordoba var inspiration for alle minareter, som efterfølgende blev bygget i den vestlige islamiske verden. Klokketårnet krones med en skulptur af Sankt Rafael, byens skytshelgen. Skulpturen er udført af Bernabé Gómez del Río og Pedro de la Paz. Udsigten fra klokketårnet over La Mezquita og hele det historiske center skal være bjergtagende (vi har dog endnu ikke besteget det - måske næste gang.
I begyndelsen af 1500-tallet foreslog biskoppen Alonso Manrique og andre gejstlige at nedrive den store moske og bygge en ny katedral på stedet. Det mødte voldsom modstand fra befolkningen, og det endte med, at kejser Karl V besluttede, at der skulle indsættes "et kapel" i hjertet af den tidligere moske. Det var nødvendigt at fjerne omkring 150 af søjlerne i det elegante mauriske mesterværk, men som vi så i Alhambra var Karl V ikke nogen sart sjæl. Kirken blev rektangulær og fik tre skibe og et stort tværskib. Arbejdet tog mere end 200 år, så det er ikke så mærkeligt, at den oprindelige gotiske stil hen ad vejen blev suppleret med barok- og renæssanceelementer. Katedralens skatte er mange, den største formentlig en monstrans af den tyske guldsmed Heinrich von Arfe fra omkring 1510.
Plan over moske-katedralen i Cordoba.
Arbejdet på højaltret begyndte omkring 1618. Da området omkring Cordoba er rigt på marmorbrud, valgte man et forslag, som netop baserede sig på anvendelse af flere slags marmor. Alteret består af en solid base oven på hvilken står fire store søjler. De fire malerier mellem søjlerne er 2 martyrer fra den romerske tid: Acisclus og hans søster Victoria, Pelagius og Flora og to martyrer fra den muslimske tid. Billedet øverst i midten forestiller Jomfru Marias Bebudelse. Statuerne, som står på to sokler, er "kirkens støtter": Sankt Peter og Paulus.
Højaltret i katedralen i Cordoba.
Fotos som viser 'sammenstødene' mellem den gotiske katedral og den mauriske moske.
Ovenstående fotos viser mødet mellem den fine mauriske arkitektur fra det 9. århundrede og gotikken og renæssancen fra det 16. århundrede.
Koret i katedralen i Cordoba.
Det fantastiske kor blev en realitet, efter at dekanen ved kirken testamenterede en stor sum penge til formålet. Kirken kontaktede flere kunstnere, og valget faldt på en kendt kunstner fra Sevilla, Pedro Duque Cornejo. Kirken forlangte, at han skulle flytte til Cordoba og føre tilsyn med udførelsen. De fantastiske korbænke i mahogni blev skåret fra 1748 under Pedro Duque Cornejo og et hold på 46 kunsthåndværkere. Det er et af hovedværkerne i spansk barok og det sidste af sin art i Spanien. Pedro Duque Cornejo skar selv den imponerende trone; endvidere aftaltes, at han for en årlig betaling på 300 dukater (og det var sikkert mange penge den gang) skulle udskære to medaljoner i hver af korbænkene. Den ene, som skulle være lidt større, skulle vise en scene fra Jesu eller Jomfru Marias liv, mens den anden og lidt mindre skulle vise et motiv fra skriften. Desværre nåede Pedro Duque Cornejo ikke st se sit projekt afsluttet; han døde 80 år gammel, kort efter at have præsenteret den sidste af sine lermodeller til godkendelse. Han ligger begravet i kirken tæt ved prædikestolen.
Som nævnt blev der i forbindelse med konverteringen af moskeen til en kristen kirke, indrettet mange bedenicher (kapeller) langs væggene, alle er smukt dekorerede og rigt forgyldte. Nedenstående fotos er begge fra vestvæggen af moskeen, som er fra Abd Al-Rahman I's moske. Den smukt malede kristne kuppel passer fint sammen med de halvcirkelformede mauriske buer.
Katolske kapeller i vestvæggen af Abd Al-Rahman I's sektion af moskeen.
Mange mener, at der blev begået en forbrydelse ved at placere en kristen domkirke inden i det enestående mauriske bygningsværk. Det er jeg enig i. Men man skal selvfølgelig også tage i betragtninger under hvilke omstændigheder, det er sket. Da visigoterne væltede det romerske rige, byggede de en kristen kirke på stedet. Denne blev revet ned, da maurerne erobrede den iberiske halvø i 700-tallet. Da de kristne tilbageerobrede Cordoba i 1236, gjorde de, som man gjorde overalt i Andalusien: i stedet for at bygge en ny kirke, konverterede man simpelthen den eksisterende moske til en kirke og satte et alter op. Moskeen var på alle sider forsynet med åbne buer, som lod sollyset strømme ind for at lede de troende frem til det skyggefulde centrale område, hvor man kunne tilbede sin gud, men de kristne murede åbningerne til, så de kunne oprette kapeller til deres forskellige helgener. Alle andre moske-kirker i Andalusien, incl. dem i Sevilla og Granada, blev siden revet ned for at give plads til "rigtige" kirker. Den store moske i Sevilla blev bortset fra minareten revet ned i 1402 og gav plads til verdens største gotiske katedral (1520). I 1528 blev Malagas moske revet ned for at give plads til Malaga Katedral. Når moske-katedralen i Cordoba blev sparet, var det alene på grund af, at befolkningen, selv i disse intolerante tider, var klar over, at deres moske-katedral var noget ganske særligt. Denne kærlighed kommer i dag til udtryk, når folk i Cordoba, går i kirke. De siger ikke: "Jeg gik til messe i katedralen", men "Jeg gik til messe i moskeen".
Glasmaleri af Jomfru Maria og Jesus i katedralen i Cordoba.
Man skal også gøre sig klart, at det på den tid ikke var almindeligt at udvise respekt og tolerance for andre overbevisninger end ens egen, for hvordan kan der eksistere mere end én sandhed? Og humanismen blev vel først "opfundet" af oplysningstidens filosoffer i 1700-tallet. I forbindelse med krigshandlinger var målet at tilføje fjenden så megen skade og ydmygelse som muligt, hvilket denne historie illustrerer. I 997 anførte Al-Mansur omkring 50 blodige plyndringstogter mod de kristne i den nordlige del af Spanien - bl.a. for at skaffe midler til det store moskebyggeri. Under en af disse kampagner indtog han Santiago de Compostela og lod kristne slaver slæbe kirkens klokker med til Cordoba, hvor de blev smeltet om til lamper, som skulle oplyse moskeen. Da Ferdinand III tilbageerobrede Cordoba i 1536, var en af hans første handlinger at samle alle disse lamper sammen igen og smelte dem tilbage til et nyt sæt klokker. Det er dem, der sidder i klokketårnet i La Mezquita i dag.
Af Thøger fik jeg en fin lille bog, Cordoba skrevet af Miguel Salcedo Hierro. Den indeholdt mange spændende oplysninger om bl.a. moske-katedralen, og en del af disse har jeg efter fattig evne forsøgt at videreformidle i det foregående.
Som i de fleste større byer i Spanien er der også i Cordoba en buslinie, som i dobbbelt-dækker busser non-stop fragter turister rundt til byens attraktioner. Året forinden havde vi sammen været i Sevilla, og der havde vi haft megen fornøjelse af at bruge bussen til at komme rundt.
Dagen i forvejen havde vi konstateret, at vi kunne købe biletter og komme med bussen bare 100 meter fra moskeen - nede ved floden tæt ved den romerske bro. Vi købte billetter, som gav mulighed for et ubegrænset antal påstigninger og afstigninger (Hop-On, Hop-Off) i 24-timer. Prisen (i 2020) var 18 euro. Man kunne også købe billetter med en varighed på 48 timer, men vi vurderede, at 24 timer var passende for os. Vi fik udleveret et kort, som kan ses nedenfor.
Lidt usædvanligt er der to forskellige ruter, man kan anvende: den røde linie, som går langs floden og udenom byen, og den blå linie, som kører primært i den historiske bydel og passerer de fleste turistattraktioner. De to linier krydser hinanden flere steder, så der er gode muligheder for at opleve hele byen. Den røde linie har 17 stoppesteder, og den blå linie, som køres i minibus, har 10 stoppesteder. Vi fik udleveret en audioguide, som på 10 forskellige sprog (ikke dansk) fortalte om de ting, vi passerede undervejs. Vi fik også et hæfte med kuponer, som gav rabat på indgangsbiletter til museer og andre se værdigheder. Endelig gav billetten også mulighed - uden yderligere betaling - at deltage i to guidede spadsereture: den ene (kl. 12:00) i det jødiske kvarter, den anden (kl. 17:00) i byens centrum. Begge med en varighed af 1½ time. Vi benyttede os ikke at disse sikkert udmærkede arrangementer.
Du kan besøge busfirmaets hjemmeside her.
Lige neden for La Mezquita krydser den monumentale romerske bro, Puente Romana, Rio Guadalquivir og deler Cordoba i en gammel del og en nyere del. Broen er ca. 250 meter lang og hviler på 16 fundamenter fra romertiden. Der er 6 broer over Guadalquivir, og den 7. er på vej. Der var ikke meget vand i floden, selv om vi var der midt om vinteren, midt i januar 2011. Indtil Rafael-broen blev bygget midt i 1900-tallet, var den romerske bro den eneste passage over Guadalquivir. Da vi besøgte broen, var der "kun" fodgængere på den, men Thøger (mente at) kunne huske, at der i 1992 også havde været biltrafik.
"Puente Romana", "Den romerske Bro" i Cordoba.
Det er dog et spørgsmål, hvor meget der er tilbage af den oprindelige romerske bro, som er fra det. 1. århundrede. Den lå på den vigtige færdselsåre Via Augusta, som gik fra Rom til Cádiz, og som var den eneste adgangsvej til Cordoba fra syd. Gennem næsten 2000 år har broen selvfølgelig gennemgået utallige reparationer og omforandringer. Broens nuværende udseende går tilbage til 918 i maurertiden. Midt på broen står en statue fra 1651 af Rafael, Cordobas skytshelgen, og mange lokale beder en bøn eller tænder et lys, når de kommer forbi.
I 2008 gik byen i gang med at restaurere broen, herunder så vidt muligt føre den tilbage til dens oprindelige udseende. Broen indgik i sæson 5 af Game of Thrones.
I "den anden ende" af broen, på sydsiden, ligger imponerende Torre Calahorra. Man har også for nylig anlagt en meget velkommen promenade på nordsiden af Guadalquivir.
Modsat La Mezquita i den sydlige ende af den romerske bro ligger et majestætisk fæstningstårn, Torre de la Calahorra. Det blev bygger af maurerne og bestod dengang af to tårne, forbundet med en bue, som gav adgang til byen. Det nuværende udseende er fra det fjortende århundrede. Det var Henrik af Trastámara, som i 1369 beordrede tårnet konstrueret. Dette skete for at imødegå talrige angreb fra hans halvbroder Peter I, AKA Peter den Grusomme, som var konge af Castilien og León. Med franske lejetroppers hjælp dræbte Henrik Peter I og overtog kronen som Henrik II.
Torre de La Calahorra
Calahorra har i tidens løb tjent mange forskellige formål, fx. som fængsel og som pigeskole. I dag er Calahorra et museum, Museo Vivo de Al-Andaluz, som hvert år tiltrækker tusinder af turister. Ved hjælp af audio visuelle præsentationer vises livet i Cordoba omkring det 10. århundrede, hvor tre kulturer: islam, kristendommen og jødedommen, levede fredeligt side ved side. I stueetagen beretter Maimonides (jøde), Alfonso X (kristen) og Averroes og Ibn Al Arabi (muslimer) om Cordobas fortid. Her finder man også en model af moskeen, som den så ud, før katedralen blev "indlejret". I andre rum er der udstillet kirurgiske instrumenter og musikinstrumenter såvel som modeller af forskellige bygninger i byen.
De fleste afslutter besøget ved at gå op på toppen af tårnet, hvorfra der er en storslået udsigt over den gamle bydel i Cordoba.
Åbningstider og priser (2020)
Maj - september:
Mandag til søndag 10:00 - 14.00 og 16:30 til 20:30
Oktober - april:
Mandag til søndag 10:00 - 18:00
Alm billet: 4,50 euro
Studerende, pensionister: 3,00 euro
Børn under 8 år: gratis adgang
Billet til video præsentation: 3,00 euro
5-10 minutters gang fra La Mezquita ligger det imponerende palads, Alcázar de los Reyes Cristianos, "De kristne Kongers Borg". Oprindelig lå her et visigotisk fort, strategisk placeret langs med den romerske bymur, så man kunne overvåge den romerske bro. Siden byggede mauriske kaliffer et pragtfuldt palads, hvoraf man stadig kan se badene og haverne. Da Cordoba faldt i de kristnes hænder i 1236, blev kaliffens palads bygget om "til katolsk æstetik”. I 1328 beordrede Alfonso XI en ombygning, som havde til formål at tilvejebringe en fæstning i de usikre tider. De katolske konger, som de almindeligvis benævnes, boede på paladset, når de var på besøg. Kongeparret Ferdinand og Isabelle boede her i 10 år, og deres datter, Maria, senere dronning af Portugal, blev født på slottet. Og det var bl.a. herfra, at tilbageerobringen, La Reconquista, af resten af Spanien udgik. Der gik jo flere hundrede år, før dette var fuldført. Lidt mere dystert så var bygningen på et tidspunkt hovedsæde for den spanske inkvisition. Inkvisitionens hovedopgave var at afsløre såkaldte "falske konvertitter", især jøder, som på skrømt havde konverteret til kristendommen for at undgå at blive udvist af Spanien. Inkvisitionen, som havde sæde på Alcazar i 300 år, konverterede mange af rummene til forhørs- og torturkamre. Boabdil, som var den sidste sultan i Granada, sad i fængsel her i 1483, indtil han lovede at gøre Granada til en "lydstat" under Castilien.
Det var også på Alcazar, at Columbus mødtes med de katolske monarker og fik opbakning til at forsøge at finde en søvej til Indien. I 1810 rykkede Napoleons tropper ind på Alcazar, og i 1821 blev det konverteret til et fængsel. Alcazar er en del af Cordobas historiske center, som kom på UNESCOs verdensarvsliste i 1994.
Alcazar ligger på et rektangulært grundstykke med et tårn i hvert af de fire hjørner. I Alfonso XIs tid var der yderligere to tårne i midten af øst- og sydsiden. Disse er ikke bevaret. Inde i dette område lå fæstningen med en central gårdhave og de forskellige beboelsesværelser arrangeret omkring den.
Indgangen til Alcazar og til højre Torre de los Leones
Inden vi køber billetter og bevæger os ind på Alcazar, kan vi kaste et blik på de fire tårne og den struktur, som de giver. I det nordvestlige hjørne ligger det kvadratiske Torre de los Leones, "Løvetårnet", gennem hvilket der er adgang for turister til Alcazar. Tårnet har sit navn efter de gargoyle figurer i form af løver, som findes i den øverste sektion. Den nederste etage indeholder receptionen. På den øverste etage findes La capilla de San Eustaquio, som også tjente som kapel for de katolske monarker. Fra toppen af tårnet er en spektakulær udsigt over Cordoba.
Torre del Homenaje og Torre de la Paloma
I det nordøstlige hjørne ligger Torre del Homenaje (Hyldesttårnet), som har fået sit navn, fordi det var herfra, at kongerne udråbte sig selv. Det var også her, at højtstående soldater og embedsmænd svor på at ville forsvare fæstningen og byen. Når kongen havde givet sine proklamationer, blev der hejst faner på tårnet. Tårnet hed tidligere Torre del Reloj (klokketårnet), men uret, som gav navn til tårnet, eksisterer ikke længere.
I det sydøstlige hjørne ligger Torre de la Paloma (Duetårnet), også kendt som Torre de la Vela. Det blev revet ned omkring 1850 og genopbygget omkring 100 år senere. Tårnet tjente dengang som adgang til paladset, og der var herigennem man kanaliserede vand fra floden til værelserne, badeværelserne og haverne. Tårnet er også kendt som Torre de la Vela (Vagttårnet). Dette tårn kan ikke besøges.
Til venstre Torre de la Inquisicion, til højre statue af Alfonso XI
Endelig, i den sydvestlige del, har vi Torre de la Inquisicion, (inkvisitionens tårn). Det menes, at tårnet fungerede som rettens arkiv for "den hellige inkvisition" i den lange periode, den var baseret i Alcazar. Tårnet er cirkulært og bygget senere end de øvrige tårne. Tårnet kendes også som Torre de los Jardines (Havetårnet).
Derefter gik vi ind i Alcázar gennem hovedindgangen i Torre de Leones. Det første, vi mødte, var en statue af kong Alfonso X "den vise". Statuen er udført i 1965 af billedhuggeren Juan Polo Velasco. Alfonso er klædt i en lang kappe og har den kongelige krone på sit hoved. I sin højre hånd bærer han et scepter, og i den venstre bærer han en bog, et symbol på hans interesse for kunst og kultur.
Kunstgalleri, romersk sarkofag
Herefter kom vi ind i et galleri. På vejen så vi flere af de genstande, som udgør Colección de Arte del Alcazar, "Alcazars kunstsamling": forskellige statuer, en buste af Seneca, en romersk sarkofag mv. Den smukke sarkofag, som er fra det 3. århundrede, er fremstillet af en enkelt marmorblok. Sarkofagen, som hidrører fra en familiebegravelse, er fundet i kvarteret i Huerta de San Rafael. Midt på forsiden ses døren til dødsriget, Hades. Til højre ses familiens overhoved, som er i samtale med en lærer eller vejleder. Kappen viser, at manden er en romersk borger. Til venstre ses hustruen i selskab med en anden kvinde? Hendes stola viser, at hun er en respektabel og gift kvinde. De to ender af sarkofagen er udskåret på tilsvarende vis.
Sala de Recepciones, receptionshallen
Efter galleriet kom vi ind i Sala de Recepciones, receptionshallen, et mindre lokale, hvor man modtog fine gæster. På bagvæggen er en romersk mosaik, fundet i 1959 på Plaza de la Corredera. Motivet er den græske gud Oceanos (havet), søn af Gaia (jorden) og Uranus (himlen). Digtere kaldte Oceanos for verdens far, og Homer sagde, at han var oprindelsen til alle ting. I lokalet er også en marmorskulptur med hovedet af Gonzálo Fernández de Córdoba, "den store kaptajn", som vi jo har mødt på Plaza de las Tendillas. Lokalet indeholder også nogle fine korstole fra 1600-tallet.
Næste stop var Salón de los Mosaicos, Mosaikhallen, som er det gamle inkvisitionskapel. På væggene hænger en række imponerende romerske mosaikker, bl.a. Medusa, og Polyfemos og Galatea, Eros og Psyche m.fl. Disse mosaikker blev afdækket under udgravninger af Plaza de la Corredera i 1958 og 1959 og indgik i det romerske cirkus. Mosaikhallen er et yndet mål for optagelse af bryllupsbilleder. Vi så flere smukke piger vimse omkring i smukke, spanske nationaldragter, som havde travlt med at blive fotograferet af deres medbragte mænd.
Gennem den tidligere Patio Chico kom vi til de kongelige bade, som Alfonso XI lod bygge til sin elskerinde Eleanor de Guzmán. Efter at hans dronning, Maria af Portugal, havde født ham en søn, Peter, forkastede han hende til fordel for elskerinden, og sammen med hende fik han sønnen Henrik. Ja, det er ikke nogen pæn historie. Det endte med, at paven fik Portugal til at invadere Castilien. Da Alfonso XI døde i 1350, kom hans søn Peter på tronen. Men enkedronning Maria havde ikke glemt sin rivalinde, og hun lod Eleanor kaste i fængsel og senere henrette. Det førte til en magtkamp om Castiliens trone mellem Peter og Henrik. Kampen endte med, at Henrik blev kronet til konge (Henrik II). Badene ligger under Mosaikhallen og under Torre del Homenaje. Det første rum er omklædningsrummet. Herefter følger tre baderum: det kolde, det lunkne og det varme. Der er stjerneformede huller i loftet, som tillader lys og luft at slippe ind. Nogle af de oprindelige marmorfliser kan stadig ses.
Efter at have besøgt de kongelige bade fortsatte vi mod den mauriske gårdhave, som ligger øst for bygningen. Da Alcazar blev restaureret i 1950'erne, blev fængselsgården ført tilbage til sin originale struktur. Mod sydøst er der en mur med en sokkel, hvorpå der er geometriske dekorationer, udført i arabisk stil. Her er også våbenskjolde fra Castilien og Leon. Der er også nogle få rester af romerske bygningsværker. Haven er beplantet med myrter, jasminer, citron- og appelsintræer og andre planter, som er typiske for Andalusien.
Haven menes anlagt under Abd al-Rahman III, som var kalif i Cordoba 912-961. Da hoffet i år 947 flyttede til Medina Azahara (som vi besøger om lidt), blev haverne forladt og forsømt. Omkring år 1000 blev Medina Azahara ødelagt, hvorefter hoffet flyttede tilbage til Cordoba, og da vil jeg formode, at haverne er blevet retablet og forskønnet.
Haverne i Alcazar
Haverne i Alcazar ligger på tre terrasser i forskellige niveauer og dækker et område på omkring 55.000 m2. På den øverste terrasse samler to store bassiner vand fra bjergene og ledes det ned til de lavere terrasse. Prægtige haver med palmer, cypresser, appelsin- og citrontræer, boksbom, roser mv., som omgiver de elegante springvand og bassiner.
Vand er selvfølgelig en afgørende forudsætning for de blomstrende haver i Alcazar. Vandforsyningen kommer primært fra de tre gamle romerske akvadukter, som også bringer vand til katedralen og byen i øvrigt. Maurerne sørgede for at vedligeholde og udbygge dette vandsystem. En anden vigtig kilde var floden Guadalquivir, hvorfra vand blev pumpet op ved hjælp af en vandmølle. Denne vandmølle menes opført i 1100-tallet. Det fortælles, at vandmøllen blev demonteret, mens dronning Isabella residerede på Alcázar med den begrundelse, at den larmede for meget. Fra 1500-tallet og de næste 4-500 år var den dog igen i brug.
Til venstre for bassinerne og næsten parallelt med dem har vi Paseo de los Reyes , hvor man kan se statuer, der viser monarkerne, der bidrog til opførelsen af Alcazar, dvs. Alfonso XI, Henrik II, Henrik III, Henrik IV og som det mest spændende de katolske monarker, der modtager Christoffer Columbus. Statuerne er udført af billedhuggeren Pablo Yusti Conejo i 1960'erne.
Det sted, hvor Alcazar ligger i dag, lå tidligere en romersk bygning, Forum Censorium, som var en toldbygning, og her lå også den romerske guvernørs bolig. Omkring 65 fvt. var Julius Cæsar kvæstor i den romerske koloni Cordoba. Kvæstoren tog sig af finanserne og fungerede i realiteten som statholderens næstkommanderende. Det var det første trin på den romerske embedsmandskarriere. Efter et år som kvæstor, indtrådte den pågældende i senatet. En af hans (uofficielle?) opgaver var at plante træer og blomster, og man kan i dag på Alcazar se en bananpalme, som skal være efterkommer af en palme, som Julius Cæsar skal have plantet.
Den store have blev tilføjet af det katolske kongepar Ferdinand og Isabella, men stilen var alligevel stærkt inspireret af de mauriske haver og terrasser. Når man vandrer omkring i haven, er det svært at ikke at komme til at tænke på de berømte arabiske haver i Generalife i Granada.
El paseo de los Reyes, Kongernes spadseresti, er kranset med cylindriske cypresser og med en lav dam i midten. Langs stien står som nævnt adskillige statuer af de konger, som var med til at bygge Alcazar.
El paseo de los Reyes og statue af Isabella og Ferdinand og Columbus
En af statuerne viser det katolske kongepar, Isabella og Ferdinand, og Columbus. Aftalen om finansiering af Columbus' projekt om at finde en ny søvej til Indien blev indgået på Alcazar. Isabella havde i 1485 flyttet sit hof fra Sevilla til Cordoba for bedre at kunne styre kampene mod maurerne, som havde sat sig fast i Granada. I 1487 boede Columbus i Cordoba sammen med sin hustru Beatriz og deres søn Hernando. Forhandlingerne med hoffet trak ud - formentlig fordi kampene mod maurerne krævede monarkernes fulde opmærksomhed, og i mellemtiden var Isabellas hof flyttet til Valencia. Med hjælp fra bl.a. en munk og en tidligere ansat ved hoffet lykkedes det i 1491 Columbus at få foretræde for Isabellas kommission, som fik forelagt hans i Santa Fe, som ligger lige udenfor det belejrede Granada. Igen fik han afslag, og han belavede sig på at tage nordpå og prøve sin lykke hos kongen af Frankrig. Det fik kongeparret til at ombestemme sig, og der blev sendt et ilbud efter Columbus.
Monarkerne havde (vistnok) ikke megen tiltro til Columbus' projekt, men den 17. april 1492 indgik kronen en aftale med Columbus, som medførte, at Columbus ville få 10% af evt. indtægter, blive adlet og opnå guvernørstatus over de nye territorier, han måtte opdage og underlægge kronen. Den 3. august 1492 sejlede Columbus afsted med Niña, Pinta og Santa Maria fra Palo ud i det ukendte.
I haven i Alcazar står en statue af det katolske kongepar og Columbus. Jeg har for længe siden skrevet lidt om Columbus' rejser. Hvis du er interesseret, kan du læse det her.
Vinter (16. september - 15. juni):
Mandag lukket
Tirsdag - fredag 08.30 - 20.45
Lørdag 08.30 - 16.30
Sændag 08.30 - 14.30
Sommer (16. juni - 15. september):
Mandag lukket
Tirsdag - lørdag 08.30 - 15.00
Søndag 08.30 - 14.30
Normal billet: 4,50 euro. Børn under 14 år gratis.
Cordobas gamle jødiske kvarter er et fascinerende net af smalle gyder. Hvis man ikke er meget godt kendt, er det stort set umuligt a finde rundt her. Vi gik mere eller mindre rundt på må og få, indtil en venlig ældre herre (dvs. på vores egen alder), som åbenlyst syntes, vi så lidt fortabte ud, spurgte om han kunne hjælpe os. Vi fortalte, at vi ledte efter synagogen, hvorefter han bogstavelig talt tog os i hånden og på mystisk vis stod vi 10-15 minutter senere foran synagogen, som ligger i Calle de los Judios.
Jeg har læst, at der kun er tre originale synagoger tilbage i Spanien. Sidste år så vi den spændende synagoge i Sevilla. Synagogen i Cordoba er fra 1315. Den er ikke særlig stor og virker lidt uanseelig, så måske har det oprindelig været en privat synagoge? Efter udvisningen af jøderne i 1492, blev bygningen taget i brug som hospital for personer med hundegalskab. I 1588 blev bygningen overtaget af byens skomagerlaug, der konverterede den til en kristen kirke og brugte den som kapel. Synagogen blev restaureret og genåbnede i 1985 for at fejre Maimonides' 850 års fødselsdag. Synagogen anvendes ikke længere til religiøse formål.
Vi blev overraskede over størrelsen af synagogen, og bederummet var ikke større end en pæn stor dagligstue. Når jøderne opførte en synagoge, måtte den vise ydmyghed og gerne mindreværd overfor den katolske kirke, og i hvert fald ikke konkurrere med kristne kirker i nærheden. I april 1250 beordrede Innocent IV biskopen af Cordoba til at gribe ind mod jøderne, der ville bygge en synagoge, hvis højde ikke var acceptabel for den lokale præst:
"Jøderne i Cordoba vil frækt opbygge en ny synagoge af unødvendig højde og skandaliserer trofaste kristne, hvorfor vi beordrer dig at håndhæve dit embeds myndighed over for jøderne i denne henseende ...."
I østvæggen var en niche, hvor skabet, som indeholdt torah rullerne, befandt sig. Efter Maimonides' forskrifter var denne niche orienteret mod Jerusalem, og under gudstjeneste sad menigheden med front mod denne. Foran menigheden har der været en forhøjning, hvorpå den person, som læste op fra torahen, stod, men den er ikke bevaret. Som sædvanligt var der i synagogen et galleri for kvinder. Synagogen udsmykning er påvirket af den såkaldte Mudejar tradition med stukpaneler, stiliserede, geometriske mønstre og blomsterlignende former. Rundt om vinduerne er gengivet hebræiske vers.
Den bevæbnede vagt hilste venligt, da vi gik.
Et par minutters gang øst for Mezquita ligger Plaza del Potro, en lang, rektangulær plads, som mod syd skråner ned mod Guadalquivir. Pladsen er opkaldt efter den ottekantede fontæne "la fuente del Potro" (fra 1577), som har en lille, yndefuld hest balancerende på toppen af en vase. Pladsen husede engang et marked for heste (potro betyder hingsteføl). I den sydlige ende af pladsen lå middelalderkroen Posada del Potro, som var i funktion indtil 1972. Cervantes, som boede i Cordoba som barn fra 1553 til 1557, nævner kroen i Don Quixote. Kroen er nu indrettet som et flamencocenter, hvor der bl.a. afholdes shows og seminarer.
Bygningen i baggrunden huser museerne "Museo Julio Romero de Torres" og "Museo de Bellas Artes". Bygningen rummede tidligere et franciskaner hospital. På væggen ses en kakkel (fra 1917) med følgende inskription: "Spaniens største geni, Miguel de Cervantes Saavedra fra Cordoba, nævner dette sted og dette kvarter i verdens bedste roman. Flere borgere fra Cordoba med kærlighed til deres landsmænd og med ærbødighed overfor Spanien dedikerer dette ydmyge minde om den uovertrufne forfatter”.
Vi begyndte med at besøge "Museo Julio Romero de Torres", som (ikke helt uventet) rummer værker af Julio Romero de Torres (1874-1930), som er den mest populære billedkunstner i Cordoba. Hans far var også maler og direktør og grundlægger af "Museo de Bellas Artes". De fleste af hans værker er portrætter af smukke piger eller andalusiske klicheer som tyrefægtere, zigøjnerpiger og flamencodansere. Du kan ikke gå ind i en turistbutik uden at se adskillige af hans værker på postkort eller plakater.
Julio Romero de Torres Museum
Til højre: la Chiquita Piconera, "Pigen med trækullene"
Derefter aflagde vi besøg i "Museo de Bellas Artes", som ligger i samme bygning. Museet, som er grundlagt i 1844, har en mindre samling af værker af berømte spanske malere som Goya, Murillo og Valdés. Midt i 1800-tallet lukkede regeringen mange klostre og konfiskerede deres kunstværker. Mange af disse værker kom til at udgøre grundstammen på mange museer rundt om i Spanien, og altså også på dette museum. Museet satser på kunst af lokale kunstnere.
Til højre: Golgatha af Antonio del Castillo (ca. 1649)
Ovenstående maleri af Jesu korsfæstelse i overværelse af Jomfru Marie og hans discipel Johannes (den discipel, som Jesus elskede). Billedet hang tidligere på Inkvisitionens retssal på Alcazar. Værket er udført Antonio del Castillo y Saavedra (1616–1668).
Den sidste formiddag i Cordoba så vi et af de mest populære turiststeder i byen, Calleja de las Flores. Gaden ligger midt i det jødiske kvarter og tæt på moskeen. Gyden er udsmykket med utallige potter og skåle, som er fyldt med farvestrålende blomster. Fra enden af gyden er et fint kig til klokketårnet på katedralen.
Calleja de las Flores, "blomstergyden"
Der var en stadig strøm af turister, som på en lang række og med små skridt smøg sig gennem den smalle smøge. Når vi var kommet frem til en lille plads i den modsatte ende, vendte vi om og gik samme vej tilbage. Heldigvis var det nogle uger før, coronaen viste sig i Andalusien. Vi så flere smukke piger (undskyld, det er nok mere korrekt, at kalde dem kvinder), som var dukket op i folkedragt for at blive fotograferet.
Lige i nærheden ved fra Plaza de la Concha ligger en om muligt endnu smallere gyde, Calleja del Pañuelo, "lommetørklædegyden". Den ender i efter sigende verdens mindste plads, en lille firkant med et endnu mindre springvand og et appelsintræ. Bredden skulle svare til en dames lommetørklæde. Vi så den ikke på vores tur.
Selvfølgelig nåede vi ikke at se alt det, vi havde forestillet os. Midt i Cordobas jødiske kvarter (hm, jeg håber, at det er tilfældigt) ligger "Galería de la Tortura", "Torturmuseet". Det tager dig med på en tur gennem Europas og Spaniens sorteste periode: ca. 700 år mellem 12. og 18. århundrede med udbredt anvendelse af tortur for at fremtvinge tilståelser om kætteri og andre forbrydelser. Museet indeholder en omfattende samling af autentiske torturinstrumenter og instruktion i anvendelsen af disse. Man skulle også få en ide om, hvorledes processen "at finder sandheden" fandt sted: fra fængsling, beskyldning, trusler, tortur og endelig domfældelse og eksekvering af dommen. Desværre nåede vi ikke at besøge dette museum, som næppe har sin lige i Europa. Voksne: 3 euro, børn under 10 gratis adgang.
Da vi forberedte os på turen til Cordoba, "opdagede" vi (tak for det, Birgit), at der i nærheden af Cordoba lå nogle ruiner af et maurisk palads, hvor den første kalif i Cordoba havde resideret, og hvorfra han havde styret sit vældige rige. Madinat al-Zahra blev i 2018 optaget på UNESCOs verdensarvsliste. Vi besluttede at besøge området på vores vej tilbage fra Cordoba til Torre del Mar.
Mellem 711 og 716 erobrede maurerne det meste af den iberiske halvø, bortset fra nogle bjergområder i Nordspanien. Snart efter blev Cordoba hovedstad i al-Andalus, og emiren af Cordoba stod under kaliffen i Damaskus, som var ud af Umayyade-dynastiet. I år 750 blev Umayyaderne væltet af Abbasiderne, som dræbte alle de gamle magthavere - bortset fra prinsen Abd al-Rahman I, som det lykkedes at flygte til Sydspanien i 756. Abbasiderne oprettede et kalifat med hovedstad i Bagdad, mens Abd al-Rahman I i Cordoba etablerede et selvstændigt emirat, som ikke refererede til kalifatet. Den flotte statue af Abd al-Rahman til højre har vi beundret mange gange, når vi har spadseret på strandpromenaden i Almunecar.
Situationen ændrede sig i år 929, hvor Abd al-Rahman III selvsikkert udråbte et uafhængigt kalifat med sig selv som kalif. Kalif er arabisk for "stedfortræder" og betegner den person, som efter profeten Muhammeds død i 632 overtog ledelsen af det islamiske samfund. Kaliffen fungerede som en politisk, religiøs og militær leder, som skulle videreføre det islamiske samfund i overensstemmelse med islam, Koranen og Muhammads forbillede. De næste ca. 100 år, indtil kalifatet blev opløst, var en blomstrende periode både økonomisk, politisk og kulturelt for Cordoba, som måske var verdens største by på det tidspunkt med omkring 500.000 indbyggere.
Efter at have udråbt kalifatet og altså sig selv som kalif lod Abd al-Rahman III seks km. vest for Cordoba bygge et pragtfuldt palads, Madinat al-Zahra - eller Medina Azahara, som det også benævnes. Paladset var modelleret efter det gamle Umayyade palads i Damaskus for at legitimere forbindelsen mellem den nye kalif og hans forgængere og demonstrere hans magt. Ifølge den lokale tradition blev paladset bygget til ære for kaliffens yndlingshustru, Azahara. Madinat al-Zahra var mere end et palads, men snarere en satellitby eller en regeringsby, opført på skråningen mellem Guadalquivir og Sierra Morena. Fra sit palads, som lå på den højeste af tre terrasser, kunne kaliffen se hele dalen og i det fjerne storbyen Cordoba. Det tog 25 år at opføre Madinat al-Zahra. Kilder nævner, at indtil 10.000 arbejdere var beskæftiget med byggeriet. Europæiske nationer sendte delegationer til kaliffens hof og både den tysk-romerske kejser Otto I og den byzantinske kejser aflagde besøg. Abd al-Rahman måtte dog kæmpe for at bevare sin magtposition, og på et tidspunkt henrettede han en af sine sønner for at konspirere mod ham. Abd al-Rahman boede i Madinat al-Zahra indtil sin død i 961. Han blev efterfulgt af sin søn al-Hakam II.
Tankevækkende, at Madinat al-Zahra blev opført (og nedrevet) flere hundrede år, før Alhambra blev bygget.
Luftfoto af Madinat al-Zahra, som ligger ved foden af Sierra Morena
Efter Abd al-Rahmans død opstod der magtkampe, som næsten udartede til borgerkrig. Madinat al-Zahra blev besat af berbiske (nordafrikanske) lejetropper, som nedbrændte paladset og røvede de skatte, som ikke blev ødelagt af ilden. På et tidspunkt sluttede befolkningen i Cordoba sig til "festen", og over de følgende århundreder blev ruinerne af Madinat al-Zahra plyndret og anvendt som byggematerialer i Cordoba. Selv navnet Madinat al-Zahra blev glemt, og man omtalte den som "Cordoba la Vieja", "det gamle Cordoba". Resterne blev dækket under et mudderlag, som vinterregnen trak ned fra den ovenfor liggende bjergside. Da man begyndte udgravningerne i 1910, var der stort set ingen synlige rester fra det engang så imponerende palads. Området er i dag et af de største arkæologiske udgravningssteder i hele Europa, og selv om man har gravet i ca. 90 år, er kun 10% af området udgravet.
Madinat al-Zahra blev optaget på UNESCOs verdensarvsliste i 2018.
Vi parkerede på den store parkeringsplads udenfor det imponerende besøgscenter eller formidlingscenter, som i 2009 blev indviet af dronning Sofia. Det imponerende center ifm. Madinat al-Zahra ligger knap en km. fra udgravningerne. Det har et areal på ca. 8.000 m2, og af bygningens tre etager, ligger de to - symbolsk? - under jorden. De benyttede materialer er primært beton og stål. Centret er opdelt i tre områder. Det første område indeholder en permanent udstilling af fund fra Madinat al-Zahra, og der er også et stort auditorium. Her finder man også et bibliotek og undervisningslokaler til undervisning og afholdelse af seminarer. Næste område indeholder kontorer, værksteder og et dokumentationscenter. Og det tredje område indeholder en café og en restaurant samt en butik med bøger og souvenirs.
Vi begyndte med at gå i auditoriet, hvor vi så en meget interessant film af ca. 15-20 minutters varighed. Den viste, hvordan paladset formodes at have set ud i sin storhedstid. Filmen var på spansk med engelske undertekster.
Den permanente udstilling er opdelt i fire temaer. Det første tema er økonomiske, politiske og religiøse omstændigheder, da byen blev grundlagt. Det andet tema er byggeprocessen og de afledte konsekvenser for og relationer med Cordoba. Det tredje tema er paladset, moskeen og fæstningen. Og det fjerde tema er ødelæggelsen og plyndringen af byen samt påbegyndelsen af udgravningerne i begyndelsen af 1900-tallet.
Herefter skulle vi op til udgravningerne, og det skete i en bus. Det er ikke muligt selv at køre op til ruinbyen, men man vil sikkert kunne spadsere derop? For EU-borgere er der gratis adgang til museet. Jeg tror, vi betalte 5 euro for to returbilletter til bussen.
Efterhånden som arkæologernes gravearbejde blotlagde tusinder og atter tusinder af genstande, måtte eksperterne tage stilling til, hvorledes man ville præsentere det. I stedet for en traditionel museumsopstilling med tusindvis af genstande i hundredvis af montrer valgte man med brug af de fundne objekter at opbygge modeller i størrelsesforhold 1:1. Det gør, at man får et perfekt visuelt billede af, hvorledes Madinat al-Zahra tog sig ud for omkring 1000 år siden.
Madinat al-Zahra lå på tre terrasser, omgivet af en høj forsvarsmur. Den øverste terrasse rummede kaliffens palads og de øverste embedsmænds boliger. Her lå også de vigtigste militære bygninger. På den midterste terrasse - men udenfor muren - lå Aljama moskeen. Den kunne således benyttes både af paladsets og byens beboere. Den var selvfølgelig, som traditionen foreskrev, orienteret mod Mekka, dvs. mod sydøst. Moskeen har givetvis været pragtfuldt udsmykket, men der er desværre ikke mange beviser på det. Her lå også markedspladsen (souk'en) tillige med bassiner, springvand og bure med eksotiske dyr og fugle. På den nederste terrasse var soldaterne indkvarteret sammen med deres rideheste.
Indgangen til komplekset sker gennem den nordlige port, som ligger på det højeste niveau. Her lå bl.a. en af de store receptionshaller, hvor prominente gæster blev modtaget. Vi har en beretning om en visit af den kristne konge af Leon Ordono IV i 962. Han ankom med sit følge til den nordlige port, hvor han blev modtaget af garden iført paradeuniformer. Kongen red op til vezirens hus, hvor han sted af sin hest og ventede lidt, inden han til fods fortsatte op til modtagelseshallen, hvor kaliffen ventede ham. Da han kom tilbage til vezirens hus, fandt han en fuldblods araberhingst med prægtigt seletøj i stedet for sin egen mere ydmyge hest. Nej, kaliffen gik ikke i små sko (snabelsko?).
Den mest imponerende del af Madinat al-Zahra menes at have været Abd al-Rahman III's Hall, som var så smukt udsmykket, at arkæologerne navngav den "den rige hal". Her viste kaliffen sig overfor sine højtstående embedsmænd og politikere. Hallen var opdelt i tre skibe med røde og blå buer af marmor. Væggene var udsmykkede med blomstermotiver og andre stiliserede motiver. Hallen åbnede sig ud mod en stor, smuk have, som var opdelt i fire dele. Her lå et sommerhus i midten, og der var en dam i hver del af haven.
Sidst på eftermiddagen forlod vi Madinat al-Zahra for at køre tilbage til Torre del Mar ved kysten, en køretur på godt et par timer ad fortrinlige veje. Det er sikkert ikke sidste gang, at Birgit og jeg lægger vejen forbi Cordoba.