Sommer på Amager

Forår, sommer og efterår tilbringer vi på Amager, hvortil vi flyttede for et par år siden for at være sammen med vores yngste søn og hans familie (læs vores to dejlige børnebørn). Der var dog også tid til at være sammen med nogle af vores venner fra kirken øst for Malaga. Først fik vi besøg af Ingrid og Jørgen, som ganske vist bor i Ringe på Fyn, men som har børn på Sjælland. Også Kirsten og Jakob kiggede forbi. De øsker at følge i vores - og mange andres - fodspor og flytte til Sjælland fra Jylland for at komme nærmere på børnene. Vi var nogle gange til gudstjeneste i Christians Kirken, som ligger bare 10 minutters gang fra vores bopæl. Her er Susse Lillesøe, som hver vinter tilbringer en måned i Almunecar, kirkesanger. Susse og Stephen Schramm er tidligere kolleger fra Det Kongelige Operakor, og de beriger gudstjenesterne i Almunecar og Torre del Mar med deres pragtfulde stemmer. Susse har en ubændig rejselyst og foretrækker fjerne, uortodokse og gerne halvfarlige rejsemål. Hun er et entusiastisk medlem af "De Berejstes Klub", og fortsat medlemskab kræver, at hun til stadighed skal besøge to nye lande inden for hver to års periode, hvilket stresser hende en del. medfører, at hun altid er på jagt efter nye rejsemål. I 2017 havde hun foruden besøget i Almunecar på Solkysten været i Umbrien og Toscana, Hviderusland/Belarus samt Malta, så vi fik en god rejsesnak. Hun fortalte, at præst Susanne Rasmussen en uges tid senere med familien flyttede til Vancouver for at være præst i Den Danske Kirke i Burnaby. Vores ældste søn har boet i Vancouver de sidste 20 år, og når vi er på familiebesøg, er vi gerne i kirken. Vi besøgte vores "canadiske familie" i sommeren 2017, men tog desværre hjem en uge før, Susanne skulle indsættes. Sidst jeg kiggede på De Berejstes Klubs hjemmeside, havde Susse besøgt 69 lande. Har du lyst til at læse nogen af Susses spændende og humoristiske beretninger, så bare klik her.

Vi har også besøgt vores præstepar fra kirken øst for Malaga, Christian og Gyrite. Da de gik på pension, flyttede de til Amager, bare 10 minutters gang fra vores bopæl. De har også været på besøg hos os.

Som de fleste andre danskere så Birgit og jeg DRs store dramaserie Herrens Veje i efteråret 2017. Da jeg besøgte DRs hjemmeside, "faldt jeg over" et interview med Christian. Det viste sig, at Christian, som jo har mange års erfaring som feltpræst, har coachet skuespilleren Morten Hee Andersen, der spiller præst (August) i Herrens Veje og i serien er udsendt som feltpræst til Afghanistan. Hvis du vil læse det spændende interview, som er udført af journalist Thea Deleuran Müller, så klik her.

Tilbage i Den Danske Kirke Øst for Malaga i 2018

Når vi ikke er i Nerja, forsøger vi på nettet at følge med i, hvad der sker i kirken. I Magasinet Solkystens netudgave, Magasinet for skandinaver i Spanien, kunne jeg læse følgende: "Siden sidst har vi fået skudt sæsonen i gang med høstgudstjenesten. Desværre var vejret ikke med os, men stemningen var der, da vi ca. 90 personer mødtes i Fiskerkapellet i Almuñécar. Alteret blev pyntet, og Gert (Scheinemann) var der med harmonikaen, så vi blev bestemt ikke snydt, og vi kunne til slut nyde ”Granada”. En dejlig prædiken, god musik og højt humør kan også lade sig gøre indendørs. Det blev ikke til picnic, men deltagelsen til middagen på ”Stråhytten” var stor, og alle hyggede sig.". Jeg gætter på, at det er formand Stephen, som har leveret oplysningerne. Birgit og jeg tager først til Nerja i begyndelsen af januar, men det har i mange år stået højt på vores ønskeseddel at deltage i kirkeårets begyndelse, som markeres med en høstgudstjeneste på tærskepladsen El Cherval bagved La Herradura i begyndelsen af november. Det glædede os at se det store fremmøde, som jo er større end i mange gudstjenester i Danmark.

Da vi er medlem af kirkens støttekreds, fik vi tilsendt kirkebladet i oktober måned 2017. Programmet for kirkeåret 2017-2018 lignede - selvfølgelig - foregående års program:

Til gudstjeneste i Fiskerkapellet

Vi deltager i de gudstjenester, som finder sted hver anden lørdag i Fiskerkapellet i Almunecar i den periode, vi tilbringer hernede i vinterperioden. Ved den første gudstjeneste mødte vi selvfølgelig først og fremmest vores præst Jørgen Christian Madsen og hans kone Gyrite. Christian, som han foretrækker at blive kaldt, var sognepræst ved Esajas-kirken i København fra 1996, indtil han gik på pension og den 1. november 2016 påbegyndte sin gerning ved Den Danske Kirke Øst for Malaga. Gyrite var sognepræst ved Kastelskirken i København indtil foråret 2016. Steffen, formand for menighedsrådet og gennem mange år vores uundværlige kirkesanger med sin fortræffelig bas. Vi hilste også på andre af kirkens støtter, Merete, Kirsten og Jakob Fredelund, Inge, Stephens kone og mange flere. Ingrid og Jørgen, vores gode venner fra tidligere år, bl.a. fra de ugentlige traveture sammen med 30-40 andre hyggelige danskere fra klubben i Torre del Mar. De foregående år havde de boet til leje i Nerja, men i november 2017 havde værten meddelt, at han havde solgt ejendommen. Nu var gode råd dyre. Det viste sig, at han i stedet havde købt et dejligt feriehus i nærheden af Vinuela, og hvis de var interesseret, så måtte de da gerne leje det i stedet. Og det havde de så gjort. På grund af en forestående stor familiefest tager de dog hjem til Ringe på Fyn allerede i begyndelsen af marts.

Til venstre hilser Hanne og Viggo på Karin og Kaj. Til højre Stephen og Christian.

Igen i år måtte vi desværre konstatere, at Inge Marie og Bent ikke ville komme herned denne vinter, da Bent stadig var syg. Inge Marie har været vores fantastiske organist hernede i flere sæsoner, og for et par år siden var vi og mange andre fra menigheden med til at fejre deres bryllup hernede. Sidste år lykkedes det kirken at ansætte en organist, Martin Stanley, som spillede til gudstjenesterne både i Torre del Mar og Almunecar. Martin, som var englænder, boede i nærheden af Competa. Efter nogle få gudstjenester afgik Martin pludselig og uventet ved døden. Ingrid Wandahl, organist i Margrethekirken i Mijas og gift med Ejler Wandahl, formand for menighedsrådet i samme kirke, hjalp os gennem problemerne på bedste vis i 2017, og det viste sig, at Ingrid også i 2018 kører den lange vej fra Margrethekirken i Mijas til hhv. Fiakerkapellet i Almunecar og Lux Mundi i Torre del Mar. Tusind tak for det Ingrid.

Til venstre ses Ingrid og Ejler Wandahl. Til højre modtager Hanne tilmeldinger til den efterfølgende spisning.

Christian Madsen forretter gudstjeneste i Fiskerkapellet i Den Danske Kirke Øst for Malaga i 2018.

Efter gudstjenesten gik vi i samlet trop ned til restaurante El Rinconcillo de JR (blandt danskere benævnt Stråhytten) ved stranden for at spise sammen. Adressen er Paseo de la China, Almunecar, skulle du komme forbi. Maden er altid god og velsmagende, uanset om man vælger en fiskeret eller en kødret. Ofte er det muligt at prøve en spansk specialitet med Hannes anbefaling. Det er ofte svært af finde autentiske spanske retter på menukortet hernede, da man meget naturligt forsøger at "ramme" en "international smag". For danskere, som lider af abstinenser efter det danske køkken, er det muligt at få serveret dansk smørrebrød (dog ikke i forbindelse med spisningen efter gudstjenesten). Efter forret og hovedret følger en dejlig dessert samt en kop kaffe efter eget valg. Alt dette incl. drikkevarer for kun 12½ euro, hvoraf den ene euro går til kirkens altid slunkne kasse.

Inden gudstjenesten spørger Hanne Raffnsøe, om der er nogen, der ikke ønsker at deltage i fællesspisningen. Desuden præsenterer hun de tre hovedretter, man kan vælge imellem den pågældende dag, og man tilkendegiver sit valg ved håndsoprækning. Derefter ringer hun til Stråhytten, så de er forberedt, når vi ankommer. Det fungerer rigtig godt.

Når vi ankommer til Stråhytten, anbringer vi os tilfældigt ved de opstillede borde. Det betyder, at man hver gang kommer til at tale med forskellige mennesker, ofte nogen man ikke tidligere har truffet. Fra gang til gang er der en udskiftning i sammensætningen, nogle er netop kommet herned, andre taget hjem. Nogle har besøg af venner og familie fra Danmark. Denne gang kom jeg til at sidde ved siden af en sød pige - måske skulle jeg skrive dame, jeg ved ikke, hvad der er det politisk mest korrekte, men Eva fortalte i hvert fald, at hun var 72 – og dermed i sin bedste alder. Jeg kendte nok Eva af udseende, men vi havde ikke talt med hinanden tidligere. Hun var sammen med sin svigerinde og en veninde. Eva og hendes mand Eigil havde været hernede siden begyndelsen af oktober. Eigil, var ikke med i kirken den dag, da han havde ”noget med maven”. Ak ja, den mave. Den er kun til glæde og sorg.

Vi kom til at snakke om, hvor meget de unge mennesker i dag rejser rundt i verden i forhold til, da vi var unge. Else nævnte, at ”det vildeste”, hun og hendes veninder kunne forestille sig, var at komme til England som au pair. Det var dog ikke timedes hende, men hun havde været på højskole i Herning i 1964. Jeg fortalte, at en af vores gode venner, kaldet HP, havde været lærer på højskolen dengang, og hun udbrød straks: ”Hans Peder Pedersen, ham husker jeg godt. Han var jurist, høj og rank med masser af mørkt, krøllet hår. Han underviste os bl.a. i jura, men var også historieinteresseret”. Jeg kunne berette, at HP stadig var en flot fyr, selv om der ikke var så mange krøller tilbage, og at vi for ikke så længe siden havde været med til hans 80 års fødselsdag. Eva havde truffet sin senere mand, Eigil på højskolen, og de havde i omkring 20 år været forstanderpar på Vraa Højskole. Hun glædede sig til at komme hjem til sin syge mand og fortælle om vores møde, og jeg lovede at hilse HP mange gange fra Eva. HP og hans kone Karen, som har gået i skole med min kone Birgit, og som vi har kommet sammen med siden deres skoletid, kommer ned og besøger os midt i marts. Desværre tager Eva og Eigil hjem til Danmark allerede i begyndelsen af marts, eller kunne det have været sjovt at stikke hovederne sammen og snakke om (de gode) gamle dage. Det er langt fra første gang, at jeg oplever sådanne tilfælde i Stråhytten. Man siger, at universet udvider sig, men jeg synes, at jorden bliver mindre og mindre. Giver det mening?

Jeg mødte senere Eigil i forbindelse med fejring af kyndelmisse i kirken og overbragte ham en hilsen fra HP. Eigil fortalte, at han og HP havde interesseret sig for de samme ting og også havde samme form for humor. Jeg kunne fortælle, at HP i sit otium stadig var aktiv og studerer bl.a. "kvinders retsstilling i det gamle Grækenland", ligesom han stadig læser Platon, Aristoteles og Kant. Vi var enige om, at det nok snarere er HP's højskolebaggrund, der her gør sig gældende, end hans juridiske fortid.

Kyndelmisse, musikgudstjeneste i Maro Kirke den 3. februar 2018

Menighedsrådet havde besluttet, at man i år ville fejre kyndelmisse på en anden måde end de foregående år, nemlig ved afholdelse af en musikgudstjeneste i Maro kirke. Jeg citerer fra programmet: "Det bliver en festlig og stemningsfuld oplevelse med masser af levende lys og musik. Et dygtigt og velspillende kammerensemble bestående af unge talentfulde musikere fra Andalusien medvirker, og der vil også være mulighed for fællessang. ”Kyndel” betyder egentlig kandelaber (lys), og kyndelmisse er dagens gamle, katolske navn. Det kan måske synes lidt underligt at fejre en gammel katolsk festdag nu, hvor vi lige har fejret Luther og reformationen. Men vi gør det nu alligevel. For det at fejre lysets og forårets komme er der ikke noget specielt katolsk i. Efter lysmesse og koncert er der fællesspisning på Restaurante Playamaro tæt på Maro kirke. Billetter og tilmelding kan ske ved gudstjenesterne eller ved henvendelse til præsten eller menighedsrådet. Prisen for dette arrangement er 25€, som betales ved tilmeldingen eller efter nærmere aftale.

Som sædvanligt, når der er gudstjeneste i Maro kirke, spadserede Birgit og jeg derover et par timer i forvejen. Vi satte os på den hyggelige café på kirketorvet med en kop kaffe, og det varede ikke længe, før kendte ansigter dukkede op. De første var Lene og Niels, selv om de formentlig er dem, der bor yderst i sognet tæt på Malaga. Vi hilste også på Mads Bjørn og Marie, som var præstepar hernede i en fire års periode, og som altid vil være husket og elsket af sognebørnene. På trods af et lidt skrantende helbred - eller måske snarere på grund deraf - tilbringer de et par måneder hernede hver vinter. Forår og sommer tilbringer de i deres bolig i Sorø, og resten af året i lejligheden på Frederiksberg. Lyder som "det bedste af alle verdener". Flere af vores venner fra vandreture med Klubben i Torre del Mar dukkede også op.

Til musikgudstjeneste/kyndelmisse i Maro Kirke

Christian og Gyrite havde travlt med pynte kirken med blomster og gøre klar, men pludselig dukkede kirketjeneren op og fortalte, at vi ikke kunne bruge kirken, da der skulle være gudstjeneste kl. 17:30. Christian forsøgte at forklare, at vi ville være ude længe før da, og at vi havde aftalt at låne kirken med kirkekontoret i Nerja. Christians spanske rakte dog ikke til at berolige den ophidsede kirketjener, og det hjalp først, da Hanne Raffnsøe, som til sine mange talenter også kan føje beherskelse af det spanske sprog, tog affære og ringede til kontoret, hvorefter alt ordnede sig.

Kirkens navn er Iglesia de Nuestra Señora de las Maravillas, og der er selvfølgelig - som i alle spanske kirker - flere statuer af Jomfru Maria. Kirken rummer også en figur af byens skytshelgen San Anton. Jeg havde flere gange betragtet statuen og undret mig lidt over den hund, som sidder ved hans fod. Da jeg kiggede nøjere efter, opdagede jeg, at det var en gris. San Anton - eller Sankt Antonius, som vi kalder ham i Danmark - er født midt i det tredje århundrede. Som ung hørte han om Kristus, og han besluttede at leve resten af livet som munk. Han forærede alle sine ejendele til de fattige. Søsteren, som han havde ansvar for, blev sendt i et nonnekloster, og Anton flyttede ud i ørkenen, hvor han levede med bøn, faste og afholdenhed og modstod alle de fristelser, som Djævelen sendte til ham. Iflg. en legende kurerede San Anton nogle smågrise for blindhed, og for denne venlighed blev deres mor hans beskytter. Det er formentlig forklaringen på, at vi i Danmark markedsfører særlig godt og velsmagende grisekød som Antonius-gris. Hvis du betragter fotoet her til højre, vil du se, at San Anton er anbragt i en niche, hvori er malt et landskab. Til højre ser man ruinerne af den gamle sukkerfabrik, som ligger et par hundrede meter fra kirken. Bag San Anton ses havet, og til venstre for ham et af de mange vagttårne, som er så typiske for kysten ved Costa del Sol.

Musikgudstjenesten forløb dejligt. De tre unge musikere, som er medlemmer af symfoniorkestret "Joven Orquesta Mediteránea", spillede pragtfuldt. Christian havde (selvfølgelig) fundet nogle relevante og betydningsfulde tekster, som han fremførte på bedste vis. Ingrid spillede som altid dejligt, og menigheden med Stephen i spidsen sang med på fællessalmerne af fuld hals. En dejlig oplevelse, som vi gerne ser gentaget næste år. Selv jeg, som holdt meget af tidligere års kyndemissefester med stegt flæsk og persillesovs og Maries citronfromage, må indrømme, at dette års oplevelse overgår disse.

Efter gudstjenesten spadserede vi de ca. 300 meter ned til Restaurante Playamaro, hvor vi skulle spise i konferencesalen. De unge musikere tilbød at tage med og spille under middagen, et tilbud, som selvfølgelig blev modtaget med tak.

Vi blev anbragt ved syv borde med ca. 10 personer ved hvert bord. De fleste af os deltager enten i gudstjenesterne i Lux Mundi i Torre del Mar eller i gudstjenesterne i Fiskerkapellet i Almunecar. Derfor er det altid dejligt med sådanne lejligheder til at møde venner fra "den anden ende af sognet".

Christian bød velkommen, og snart gik snakken lystigt.

Til venstre Kaj, humørbomben Karin og Merete. Til højre Kirsten og Jakob, Marie og Mads Bjørn med ryggen til.

Til venstre Gyrite og Christian. Til højre Marie og Mads Bjørn.

Ved afslutningen af en dejlig fest oplyste Hanne, at orkestret ville give koncerter i musikhuset (Casa de la Cultura) i Almunecar den 11. og den 18. februar; på programmet er Beethovens fem klaverkoncerter. I øvrigt kan nævnes, at der næsten hver måned er store kulturelle oplevelser for små penge i Case de la Cultura i Almunecar.

Gudstjeneste i Maro kirke lørdag den 10. februar 2018

Dagens gudstjeneste fandt sted i Maro kirke på grund af årsmødet, som ville finde sted på Restaurante Playamaro umiddelbart efter.

Årsmøde i kirken lørdag den 10. februar 2018

Lørdag den 10. februar kl. 14.00 blev der afholdt årsmøde på Restaurante Playamaro. Alle er velkomne til årsmødet, som nærmest må karakteriseres som en generalforsamling, men kun medlemmer har stemmeret. Inden mødet fik vi udleveret en dagsorden for årsmødet med følgende punkter:

• 1. Velkomst ved formanden.
• 2. Valg af ordstyrer.
• 3. Formandens beretning.
• 4. Kassereren fremlægger regnskabet for 2017.
• 5. Støttekredsen v/Finn Esborg.
• 6. Valg af medlemmer til menighedsrådet.
• 7. Valg af revisor og revisorsuppleant.
• 8. Eventuelt.

Stephen bød velkommen til årsmødet, hvorefter han aflagde beretning for det forløbne år. I årets løb var et enkelt medlem af menigheden afgået ved døden, og der blev holdt et minuts stilhed. Det havde været et godt år med stor tilslutning til gudstjenesterne. Deltagelsen havde også været stor til de øvrige arrangementer, som afvikles i kirkens regi.

Herefter fremlagde Lene regnskabet for 2017, som udviste et pænt overskud. Kirken må siges at have en god økonomi. En del af kirkens indtægter kommer fra folkekirkemedlemmer, som har valgt at betale deres pålignede kirkeskat til Den Danske Kirke Øst for Malaga - og samtidig bevare alle rettigheder hjemme i Danmark. Det gør jeg selv, vidende at det ikke betyder meget for mit sogn i Danmark, men gør en stor forskel i kirkens økonomi hernede. Hvis du er resident i Spanien, bør du vide, at den kirkeskat, du betaler i Danmark, går i statskassen - og altså ikke i kirkekassen. Proceduren er enkel og fremgår af kirkebladet.

Finn Esborg gjorde lidt reklame for kirkens støttekreds, hvis formål er at indsamle midler til kirkens drift: fremstilling af kirkebladet, "leje" af lokaler til gudstjeneste mm. Det koster kun 100 Euro om året at være medlem. Han inviterede alle til støttekredsens årsmøde, som ville blive afholdt den 22. februar på Restaurante Cueva de Nerja i Maro.

Hvis du vil læse om vores tidligere besøg i Den danske Kirke Øst for Malaga, kan du klikke her.