Den Danske Kirke Øst for Malaga, Fiskerkapellet i Almunecar.
Vi kom tilbage til Nerja lørdag den 9. januar 2016. Denne gang fløj vi med Norwegian fra Aalborg; tidligere har vi fløjet med Ryanair fra Billund. Vores gode venner, Lis og Mogens var så venlige at køre os til lufthavnen, selv om vejrprofeterne havde forudsagt snevejr og glatte veje. Men alt forløb godt, og vi landede i Malaga i dejligt solskin. Vi kunne først komme ind i "vores lejlighed" den følgende dag, så vi havde booket en overnatning på "Hostal Tres Soles", som ligger i Calle (Hernando de) Carabeo. Vi fik et stort, flot dobbeltværelse på byens bedste adresse og morgenmad for to for kun 38 euro. Kan anbefales, hvilket hermed er gjort.
Det lykkedes os at opsnappe et eksemplar af kirkebladet på turistbureauet, og vi konstaterede, at programmet for kirkeåret 2015-2016 i store træk lignede det foregående års program:
Den Danske Kirke Øst for Malaga, Fiskerkapellet i Almunecar.
Vi ankom desværre så sent, at vi ikke kunne nå dagens gudstjeneste, som fandt sted i Fiskerkapellet i Almunecar. Almindeligvis deltager vi "kun" i gudstjenesterne i Fiskerkapellet, men den følgende lørdag tog vi til Torre del Mar, hvor vi i Lux Mundi mødte en del af vores venner fra tidligere år. Først og fremmest præsteparret, Mogens og Ruth Jeppesen, som vi var kommet til at sætte stor pris på, men også Kirsten og Jacob Fredelund, nogle af kirkens solide støtter. Kirsten har i en årrække været en dedikeret formand for menighedsrådet, og den altid hjælpsomme Jacob har i mange år været kasserer i kirkens støttekreds. De fortalte, at det tidligere præstepar, Mads og Marie ville komme på besøg et par måneder. Vi spurgte til Hanne og Ed, som vi var blevet gode venner med de tidligere år, og Jacob fortalte, at de ikke kunne komme herned denne vinter, da Eds helbred var blevet dårligere.
Den 18. januar tog vi til foredrag i klubben i Almunecar. Temaet for foredraget, som blev holdt af "præstefruen" Ruth Jeppesen, var Mission Afrikas virke i Vestafrika, et område, som i dag desværre er mest kendt for sine mange væbnede konflikter og en udbredt forekomst af sørøveri mod handelsskibene, som opererer langs dets kyster. Ruth har sideløbende med sit mangeårige virke som sognepræst først ved Helligåndskirken i Aarhus (1981-1990) og efterfølgende i Boddum-Ydby i Thy (2001-2008) arbejdet aktivt med økumenisk arbejde og mission. Bl.a. var hun landsformand for Mission Afrika fra 2004-2009. Mission Afrika er en folkekirkelig missionsorganisation, der samarbejder med partnere i Afrika og Danmark om flere end 70 kirkelige og sociale projekter. Organisationen blev stiftet i 1911 under navnet Dansk Forenet Sudan Mission, en gren af den internationale organisation Sudan United Mission, med det formål at oprette missionsstationer i et bælte tværs over Afrika syd for Sahara (dette område blev dengang benævnt Sudan-bæltet) for at dæmme op for islams indtrængen nordfra. I 2008 blev navnet Sudanmissionen ændret til Mission Afrika, da der havde været en række uheldige episoder, hvor organisationen var blevet associeret med det islamistiske Sudan. Fx fik organisationen flere gange blokeret pengeoverførsler af internationale banker, som formentlig knyttede organisationens navn til mulige terrorforbindelser i Sudan. Under den seneste Muhammed-krise klagede flere af organisationens genbrugsbutikker over, at kunderne knyttede organisationen til det islamistiske styre i Khartoum, der netop havde fremført en række trusler mod Danmark.
De første danske missionærer ankom til Nigeria i 1913. Det var lægeparret Niels Høgh Brønnum og hans unge skotske hustru Margaret C. Young samt sygeplejersken Dagmar Rose. Niels Brønnum var oprindelig landbrugsuddannet, men følte et kald til missionærgerningen og gennemførte med økonomisk støtte fra en kreds i Danmark 1906-1911 et lægestudium ved universitetet i Edinburgh. Efterfølgende tog han i London kurser i tropemedicin og i det vestafrikanske sprog hausa. I januar 1913 udsendtes Niels Brønnum, hans hustru, som var højgravid, samt Dagmar Rose til Nordnigeria, som i 1900 var blevet et britisk protektorat og derved delvis åbnet for missionsarbejde. De sejlede op ad Nigerfloden i en hjuldamper, men da de kom til den engelske missionsstation i Rumasha måtte de holde en pause. Den 11. juni, kort efter ankomsten, fødte Margaret deres første barn. Men hun var blevet syg og døde to dage efter af hjernemalaria. Mere tragisk kunne missionen næsten ikke begynde, ung fader, alene med en nyfødt dreng i en barsk verden, fyldt med farer og sygdomme. Hvis Niels valgte at rejse hjem, kunne Dagmar ikke fortsætte alene; det ville være for farligt. Niels Brønnum måtte træffe en meget vanskelig beslutning. Han bad Dagmar rejse hjem igen og aflevere den lille nyfødte dreng til bedsteforældrene i Skotland. Selv fortsatte han tre dage efter begravelsen op ad floden i en udhulet træstamme. Mottoet for Sudanmissionen var netop: Frygt ikke – tro kun!. Han gik i land ved den lille by Numan ved bredden af Benuefloden, hvor denne løber sammen med Nigerfloden med sin lægetaske i den ene hånd og sin bibel i den anden. Brønnum fik bygget to primitive hytter, hvor han efterfølgende boede og tog imod de syge. Under et kort ophold i København blev han i 1915 ordineret for at kunne holde gudstjenester. Der udsendtes flere medarbejdere og arbejdet tog efterhånden form, ligesom der blev oprettet flere nye stationer. Der blev opført flere bedehuse, en skole, 35 patientboliger og et hospital af mursten. Den første dåb fandt sted i 1916, og den første menighed organiseredes i Numan i 1921. Samme år forlod Brønnum missionsarbejdet i marken og blev det følgende år missionens sekretær. Som sådan virkede han til 1953, hvor han fratrådte pga. alder. De lutherske kristne i det nordøstlige Nigeria betragter ham som deres åndelige fader og datoen for hans ankomst til Numan regnes som kirkens fødselsdag. Selv udtrykte Brønnum sig således: "Jeg var blot en mand, der satte en spade i jorden; andre gravede med den." I dag har den lutherske kirke i Nigeria omkring 1,8 millioner medlemmer.
Brønnums hytter i Numan, hvor han boede og virkede. Til højre Brøndum i kano. Lånt af Mission Afrikas arkiv.
Jeg har siden læst, at Dagmar Rose vendte tilbage til Numan i 1916, efter at der var opnået tilladelse til, at kvindelige missionærer måtte arbejde der. Hun udtrådte af Sudanmissionen i 1925, men rejste senere til Abessinien (Ethiopien) som missionær under et andet missionsselskab, og her døde hun i 1928.
I dag arbejder Mission Afrika i 5 lande: Sierra Leone, Mali, Nigeria, Cameroun og Den Centralafrikanske Republik i tæt samarbejde med selvstændige kirker. Mission Afrika støtter kirkerne økonomisk samt ved at udsende missionærer. Desuden støtter Mission Afrika TV-stationen SAT-7, som via satellit sender kristent TV til Nordafrika og Mellemøsten. Projekterne omfatter bl.a. forkyndelse, diakoni, sundhed, undervisning, gadebørn, landsbyudvikling og mange andre praktiske tiltag. Indtægterne til missionsselskabet kommer primært fra 85 genbrugsbutikker med cirka 2300 frivillige medarbejdere samt gaver fra private.
Ruth fortalte engageret om nogle af de besøg, hun havde aflagt i Vestafrika i sin tid som formand i organisationen. En spændende aften i godt selskab.
Den 23. januar var vi til gudstjeneste i Almunecar, og her mødte vi mange kendte ansigter. De fleste møder tidligt op og forsamles udenfor kapellet. Mange havde været hernede siden kirkeårets begyndelse den 1. november. Nogle bor hernede hele året, mens andre, som vi, er trækfugle. Det er altid spøndende at se, om der er dukket nye ansigter op siden foregående gudstjeneste.
Gudstjeneste i Fiskerkapellet i Den Danske Kirke Øst for Malaga.
På billedet ovenfor ses Mogens, den nuværende præst, i samtale med Finn Esborg, som var præst herned fra 2004-2005. Til højre for dem Hanne og Viggo, mangeårig revisor i menighedsrådet. Viggo er en af de fastboende, og han holder til i Maro. Længst til venstre ses Jens Otto. Han havde i mange år en fin boghandel ved Nyboder, men efter at han afhændede den, flytttede han tilbage til barndomsøen Bornholm. Til højre er hans kæreste Inge (med den røde alpehue) i samtale med Ruth, præstefruen, og Birgit og Knud, Hannes mand.
Til venstre: Mogens venter tålmodigt, mens Hanne tager mod madbestillinger. Til højre ses inger Marie ved sit nye orgel.
Gudstjenesten blev afviklet i god ro og orden. Inden gudstjenesten spurgte Hanne, om der var nogen, der ikke kunne/ville deltage i den efterfølgende spisning, og deltagerne blev bedt om at vælge mellem et par forretter og 2-3 hovedretter. Hanne, som er meget kyndig udi det spanske køkken, giver gode råd og forklaringer, og er man interesseret i en opskrift, kan hun også klare det. Prædikenen var god, og mange gik til alters. Det var som altid en fornøjelse at lytte til Inger Maries blændende spil på det nye orgel, som var tilvejebragt bl.a. med tilskud fra kirkens støtteforening - mere om den senere.
Til venstre ses den tidligere præst, Mads i samtale med Inge Lorentzen. Til højre siver menigheden ud efter gudstjenesten.
Efter gudstjenesten gik vi i samlet trop ned til "stråhytten" ved stranden for at spise sammen. Der varede ikke længe, før snakken gik lystigt.
Fællesspisning i Stråhytten efter gudstjenesten. Fra venstre Bent og Inger Marie, Hanne og Knud samt Merete.
Maden er altid god og velsmagende, uanset om man vælger en fiskeret eller en kødret. Ofte er det også muligt at prøve en spansk specialitet med Hannes anbefaling. Det er ofte svært af finde autentiske spanske retter på menukortet hernede, da man meget naturligt forsøger at "ramme" en "international smag". Som det også fremgår af ovenstående fotos, er der rigeligt med flasker på bordet. Efter forret og hovedret følger en dejlig dessert samt en kop kaffe efter eget valg. De mere forhærdede bestiller en "carajillo", som er en kop kaffe med et skvat brandy, whisky eller likør. Alt dette for 12½ euro, hvoraf den ene euro går til kirkens altid slunkne kasse.
Mads og Marie, som har været præstepar hernede i fire år, samt Inger Marie, vores dejlige organist.
Birgit og jeg blev bænket overfor Ingrid og Jørgen, som vi var blevet gode venner med sidste vinter. Allerede dagen efter vores ankomst havde vi mødt dem i Mercadona, hvor de fortalte, at de havde fået solgt deres ejendom i Kværndrup på Fyn uventet hurtigt, så de havde sendt deres indbo til opbevaring og var kørt sydpå i begyndelsen af januar. Nu gik de og håbede på, at der snart blev et ledigt rækkehus i den beboelse i Ringe, hvor de gerne ville bo. Ingrid og Jørgen er nogen hyggelige mennesker, som har den egenskab, at når de kommer ind i et rum, bliver stemningen altid en tak bedre. Sidste vinter havde jeg det problem, at Merete altid forvekslede mig med Jørgen, og som det betænksomme menneske, han er, havde han anskaffet sig en kasket, hvorpå navnet Jørgen var broderet. Vi var sammen med Ingrid og Jørgen og 40-50 andre danskere hver tirsdag på vandretur i de dejlige bjerge langs kysten. Også Mogens deltog ofte i disse ture. Mere herom en anden gang.
I 1969, da turismen til Costa del Sol tog fart, var der en jesuiterpræst, Ramón E.Delius, som indså behovet for et sted, hvor medlemmer af forskellige kristne kirker og trossamfund kunne mødes, når de enten var hernede på ferie eller af andre årsager befandt sig på Solkysten. Fra omkring 1960 fik højere levestandard og længere ferier mange danskere til at drage udenlands, enten med Simon Spies eller Tjæreborgpræsten Eilif Krogager. Det medførte også, at et stort antal dankere enten købte ferieboliger eller bosatte sig på Costa del Sol. I december 1973 åbnedes "El Centro Ecuménico Lux Mundi", "Det økumeniske Center Verdens Lys", i Fuengirola. Centret blev snart mødested og bedested for residenter og turister af mange forskellige kristne trosretninger: katolikker, protestanter, ortodokse m.fl. Fra december 1983 blev gudstjenester i Den Danske Kirke Vest for Malaga afholdt lørdag eftermiddag i Lux Mundi i Fuengirola. Her holdt man til, indtil Margrethekirken i Mijas Costa blev taget i brug i 2001. "Lux Mundi Torre del Mar" blev grundlagt i 1997, og siden er halvdelen af lørdagsgudstjenesterne i Den Danske Kirke Øst for Malaga blevet afholdt her. Udover at stille lokale og faciliteter til rådighed for gudstjenester af forskellige trosretninger tilbyder Lux Mundi også oversættelsesservice, udlån af kørestole, hjælp i forbindelse med hospitalsindlæggelse, hjemmebesøg og meget andet.
Igennem mange år har Lux Mundi været arrangør af en økumenisk gudstjeneste i Malaga Katedral med temaet ”Kristen Enhed”. I år 2016 fandt den sted søndag den 24. januar kl. 20. Lux Mundi bestiller en bus, som afgår fra rutebilstationen i Torre del Mar, og alle, der har lyst til at deltage, kan bare melde sig til. Man betaler et beskedent beløb for bussen, 6 euro, og ellers er det gratis. Vi havde ikke tidligere deltaget, så vi meldte os selvfølgelig til.
Jørgen og Mogens i samtale på vej til økumenisk gudstjeneste i Malaga Katedral.
Vi ankom i god tid, så vi nåede lige en kop kaffe eller et glas vin på en cafe, inden vi spadserede hen til katedralen. Vi har selvfølgelig besøgt den imponerende katedral adskillige gange, men det var første gang, vi skulle opleve den om aftenen og til en gudstjeneste. Ved indgangen fik vi udleveret en "drejebog" for gudstjenesten med tekst på spansk og engelsk. Da vi var blevet bænket i katedralen, kom repræsentanter (præster) fra mange kristne trossamfund fra området gående ind i procession med Malagas biskop i spidsen. Alle præsterne bar en bibel, et lys og en skefuld salt. Vi rejste os alle op, mens koret "The International Music Society Choir (TIMS)" sang hymnen "For the beauty of the Earth". Udover Mogens kunne vi også genkende Iben Snell, sognepræsten i Margrethekirken i Mijas Costa.
The International Music Society Choir (TIMS). Fotoet er fra korets Facebook-side.
"The International Music Society Choir" blev dannet i 1998, og har siden da givet utallige koncerter på Costa del Sol. De er bl.a. kendt for deres julekoncerter i december måned, men de deltager altså også i den årlige økumeniske gudstjeneste på invitation af biskoppen.
Økumenisk gudstjeneste i Malaga Katedral.
Mens menigheden stadig stod op, bød biskop Jesús Esteban Catalá Ibáñez velkommen. Herefter læste hver af de omkring 35-40 præster et skriftstykke, de fleste på deres eget sprog, men Mogens og Iben valgte at læse på spansk. Der var repræsentanter fra mange nationer: Spanien, Tyskland, Norge, Danmark, Holland og sikkert endnu flere, som jeg ikke fik fat i. Til sidst kom præsterne frem enkeltvis og smagte en lille smule salt og tændte deres medbragte lys, som efterfølgende blev anbragt i en stor lysestage (kandelaber). Denne ceremoni refererer til Jesu budskab i Bjergprædikenen om, at "I er jordens salt og I er verdens lys". Meget stemningsfuldt.
Økumenisk gudstjeneste i Malaga Katedral.
Til sidst velsignede biskoppen menigheden og sendte den bort mens koret sang Ave Maria. Jeg tror, at vi alle var enige om, at det var en stor oplevelse.
Den 1. februar fejrede vi kyndelmisse i klubbens lokale i Almunecar. To dage forinden fejrede man kyndelmisse i klubbben i Torre del Mar. Der var pænt fremmøde til arrangementet, som foruden hyggeligt samvær, masser af sang og god underholdning lokkede med "dansk middagsmad". De tidligere år havde menuen stået på stegt flæsk og persillesovs, og vi er nogle, der stadig kan huske Maries citronfromage. I år stod menuen på flæskesteg - og det er jo ikke så ringe endda.
Mogens indledte med at byde velkommen, hvorefter han fortalte lidt om baggrunden for kyndelmisse. Kyndelmisse er en gammel kristen helligdag, som siden omkring år 500 er fejret på den 2. februar. Ordet kyndelmisse er en fordanskning (forvanskning) af det latinske ord for lysmesse: kyndel kommer af candalarum (lys) og misse (messe) af misa, altså lysenes messe. Den katolske kirke fejrer stadig dagen med en lysmesse, hvor alle de lys, som skal bruges i kirken i det kommende år, velsignes. Man fejrer også, at Jesus på denne dag blev vist frem i templet, netop 40 dage efter sin fødsel. Ifølge biblen ser den gamle Simeon jesus her og kalder ham "et lys til åbenbaring for hedninge". På den tid blev kvinder betragtet som "urene" i 40 dage efter at have født, og de kunne ikke komme i synagogen eller templet. Der blev ved den lejlighed gennemført et "renselsesritual" for Jomfru Maria i templet, således at hun kunne genindtræde i det religiøse fællesskab. Dette er forklaringen på, at dagen også tidligere blev betegnet som "Marias renselsesdag". Kyndelmisse blev afskaffet som helligdag af J.F. Struensee i 1770, men både på landet og i de forskellige lavsgilder i byerne blev man ved med at festligholde dagen med god mad og drikke langt op i 1800-tallet. Det er jo dejligt med en god anledning til at feste.
Kyndelmisse betragtes som vinterens vendepunkt, og dagen markerede, at nu var halvdelen af vinteren gået. Bonden skulle forvisse sig om, at halvdelen af foderet til dyrene var tilbage, da de jo først kunne komme på græs i maj måned. Der var mange traditioner knyttet til kyndelmisse. Frugttræerne skulle piskes med ris for at sikre et godt udbytte, ligesom rituelle pløjninger skulle sikre bonden god høst. Der blev afholdt "kjørmes-gilde", hvor der blev spist en kraftig suppe, pandekager med øl og brændevin eller stuvet hvidkål med flæsk og pølse. Man tog også vejrvarsler af denne mærkedag. Hvis det på denne dag blæste så meget, at 18 kællinger ikke kunne holde den 19. kælling ved jorden, så ville foråret snart komme. Og "hvis der var kjørmes-tø, var det lige så godt som 100 læs hø". Man sagde, at Sankt Peter på denne dag smed en varm sten i vandet, så isen kunne smelte og foråret komme.
Herefter gik vi i gang med at synge vintersange fra Højskolesangbogen. Inger Marie, spillede som altid pragtfuldt. En af de første var "Sneflokke kommer vrimlende" (Jeppe Aakjær, 1916). Du har sikkert i din skoletid - som jeg gjorde - undret dig over tredje vers, som omtaler ankomsten af "Kjørmes-Knud":
Og Gammelmor i Klokkerne med Huen og Graalokkerne, hun haler op i Sokkerne og ser forsagt derud. For nu er Kaalen liggende, og nu står Tjørnen stikkende og spidder Sne på Piggene, og nu kom "Kjørmes-Knud"
|
Det er hvidt herude Kyndelsmisse slår sin Knude, overmåde hvas og hård hvidt forneden, hvidt foroven pudret tykt står Træ i Skoven som udi min Abildgaard
|
Hvem var han egentlig ham "Kjørmes-Knud"? Hvad betyder det? Og hvornår kom han egentlig? "Kjørmes-Knud" er en jysk omskrivning, hvor "kjørmes" står for kyndelmisse, og "knud" betyder "knude", forstået som (vinterens) midtpunkt. Også Blicher taler om "kyndelmissen, som slår sin knude".
Efter at vi havde spist, var der underholdning. Bent havde skrevet en sketch, som blev udført af ham selv med bistand af dejlige Merete. Som du måske ved, har Bent for nogle vintre siden mødt vores organist Inger Marie og "sød musik var opstået". De var blevet gift hjemme i Danmark, og den følgende vinter blev deres bryllup velsignet i Fiskerkapellet. Der blev holdt en forrygende fest med næsten 100 gæster fra nær og fjern, og Mads, som var præst, holdt en forrygende tale. Du kan læse mere herom på denne begivenhed på her på hjemmesiden ved at klikke på linket i bunden af siden.
Året efter spurgte jeg Bent, om vi i år skulle til barnedåb. Det skulle jeg aldrig have gjort. Under den efterfølgende spisning rejste Bent sig og fortalte, at han og Inger Marie havde optaget en bortløben kat i familien, og spurgte Mogens, om det var muligt at få katten døbt. Efter at have tænkt sig om et kort øjeblik svarede Mogens diplomatisk, at det skulle nok være muligt, hvis katten blot lærte trosbekendelsen udenad. Så regnede vi alle med, at den vilde ide var manet til jorden. Men nej. Bent og Merete opførte en sketch, hvor de fik deres kat døbt. Det var heldigvis ikke en rigtig kat, men bare en dukke.
Fra venstre Merete, Hanne og Knud. Til højre Viggo, Inger Marie, Bent og Merete.
På billedet ovenfor til venstre kan du i baggrunden se Mogens tage sig til hovedet, mens Jakob betænkeligt tager sig til skægget. Og nu frygter jeg bare, at vi skal til konfirmation næste vinter.
Herefter var det Inge Lorentzens tur til at underholde. Inge blev læreruddannet på Blaagaard Seminarium i 1950 og underviste i Hvidovre, på Holte Gymnasium og i Rønne. I 1953 blev hun gift med sognepræst H.C. Lorentzen, og de fik fem børn. I 1976 tog Inge den teologiske særuddannelse og fik efterfølgende embede som hjælpepræst ved Sct. Nicolai Kirke i Rønne, hvor hun fungerede frem til 1985, hvor hun kom til Rørvig-Nykøbing Sj. Pastorat. Hun sluttede sin præstegerning i Aaker Sogn (Aakirkeby) på Bornholm fra 1990 til 1999. Ved siden af sit virke som præst har Inge fungeret som kirkesanger, haft blokfløjteelever, ledet kirkens drengekor, været foredragsholder, klummeskriver, formand for Bornholms ældreråd og meget andet. Hun bor i Rønne, men ses efter sigende ofte i Aakirkeby, hvor hendes kæreste Jens Otto bor.
På billedet med Inge kan man ane en rød genstand på stolen bag hende. Det er hendes uundværlige, røde alpehue, som hun af afført sig for en stund. Den er hendes signatur, og hun spøger med, at den i toppen har indbygget en lille antenne, så hun er i konstant forbindelse med Vorherre. Du tænker nok, kan det nu også passe? Men jeg skulle ikke blive forbavset, hvis det er rigtigt.
Ved sidste års kyndelmisse oplevede vi Inge som en blændende eventyrfortæller, da hun deklamerede H.C. Andersens Fyrtøjet. Selvfølgelig helt uden manuskript. I år deklamerede hun Benny Andersens tankevækkende digt Tiden.
Vi har tolv ure i huset
alligevel slår tiden ikke til.
Man går ud i sit køkken
henter kakaomælk til sin spinkle søn,
men når man vender tilbage,
er han blevet for gammel til kakaomælk
kræver øl, piger og revolution.
Man må udnytte tiden, mens man har den.
Ens datter kommer hjem fra skole
går ud for at hinke
kommer ind lidt efter
og spør om man vil passe den lille
mens hun og manden går i teatret,
og mens de er i teatret
rykker den lille med noget besvær op i 3. G.
Man må udnytte tiden, mens man har den.
Man fotograferer sin hidtil unge hustru
med blodrigt sigøjnertørklæde,
men næppe er billedet fremkaldt
før hun forkynder at det så småt
er hendes tur til at få folkepension
så sagte vågner enken i hende.
Man vil gerne udnytte tiden,
men den blir væk hele tiden
Hvor blir den af?
har den nogensinde været der
har man brugt for megen tid
på at trække tiden ud.
Man må benytte tiden i tide
flakke om en tid uden tid og sted
og når tiden er inde
ringe hjem og høre
“De har kaldt 95949392?
Der er ingen abonnent på det nummer”
Klik
Herefter causerede Inge om, at vi skal være "et lys for hinanden", et tema, som jo var helt i tråd med den økumeniske gudstjeneste i Malaga. Der var et stort og velfortjent bifald til Inge.
Og så har jeg slet ikke fortalt, at Inge har sit eget tv-program, "Inges Hjørne" på "Øens TV", (www.oenstv.com og TV2/Bornholm), hvor hun veloplagt interviewer spændende personer fra solskinsøen. De fleste udsendelser kan du finde på youtube.com. Hvis du vil opleve Inge for fuld udblæsning, kan du bare klikke her og se hendes foredrag "Om at være gammel og glad”.
Sidste punkt på dagsordenen var en lodtrækning om en ikke kendt gevinst. Da Mogens stod med et lagkagefad i hånden, troede Jørgen meget forståeligt, at det var gevinsten, og det fremgår af hans ansigtsudtryk, at spændingen er ulidelig.
Lodtrækning om den ukendte gevinst.
Glad var Jørgen, da han blev udtrukket som vinder. Desværre viste det sig, at gevinsten "bare" var en flaske champagne (Freixenet), som vi nogen tid efter hjalp ham med at drikke, da vi besøgte ham og Ingrid. Således sluttede endnu en dejlig aften i godt selskab. Stor tak til Mogens og Ruth og de andre dejlige mennesker, som bidrog hertil.
Torsdag d. 18. februar kl. 13 holdt støttekredsen årsmøde i Restaurant Cueva de Nerja med efterfølgende spisning. Det var første gang, at Birgit og jeg deltog i mødet. Støttekredsens formål er at bidrage økonomisk til kirkens drift. Et års medlemsskab koster 100 euro (750 kr.), og beløbet er fradragsberettiget efter gældende regler. Størstedelen af indtægterne går til betaling for udgivelse af kirkebladet. Herudover gives støtte til projekter, som er fremført af menighedsrådet, fx. leje af kirkerum, indkøb af julemærker mm. Vi har valgt at støtte kirken hernede på den måde, at Birgit er medlem af støttekredsen, mens jeg indbetaler min kirkeskat til kirken øst for Malaga. Det fungerer nemt og smertefrit.
Inden mødet fik vi udleveret en dagsorden med følgende punkter:
Finn Esborg, som er formand for støttekredsen, bød velkommen, hvorefter vi sang et par sange fra højskolesangbogen. Bodil (Esborg) akkompagnerede på kirkens nye orgel. (Jeg må her i parentes bemærke, at støttekredsen har bidraget økonomisk til anskaffelsen.) Herefter gav Finn ordet til Jacob Fredelund, som er kasserer. Jacob gennemgik regnskab og budget og svarede på spørgsmål fra forsamlingen. Imens var buffeten stillet frem, hvorefter vi forsynede os fra de svulmende fade. Maden var lækkker og velsmagende, og der var rigeligt med drikkevarer, så snakken gik lystigt.
Herefter rejste Finn sig og underholdt os en tid med at fortælle om jødisk humor. Han tog udgangspunkt i. sin tid som dansk præst i Berlin fra 1988-1994, dvs. både under og efter muren. Vest-Berlin var under den kolde krig en indesluttet, klaustrofobisk by, omgivet af et fjendtligt (også religionsfjendtligt) DDR. Christianskirken var en tryghedens oase, hvor ca. 10% af den danske koloni samledes til søndagens gudstjeneste. Så stor var tilslutningen, at medlemmer af menigheden syntes, at de skulle melde afbud til gudstjenesten, hvis de var forhindret i at deltage. Blandt de mange dejlige mennesker, som Finn og hans kone Bodil mødte, var en jødisk rabbiner med en smittende og uhøjtidelig humor. For nylig var Finn igen i Berlin, og han gik en tur på Pergamon for at se en særudstilling om de tre monoteistiske verdensreligioner. Her faldt han over en bog om jødisk humor, og det var den, der inspirerede ham til hans velplagte causeri. Jeg giver her nogle små smagsprøver.
Jøderne er kendte for deres bramfri religiøse humor, hvor hverken Gud, Moses eller den lokale rabbiner går ram forbi. Ganske vist må man ikke tage Herrens navn forfængeligt, men det forhindrer ikke, at Gud optræder i alle mulige og umulige jokes. Hør bare.
En gruppe nazister omringer en gammel jøde og spørger ham, hvem der har ansvaret for krigen.
- "Jøderne og cyklisterne", svarer den gamle mand.
- "Hvorfor cyklisterne?" spørger nazisterne.
- "Hvorfor jøderne?" spørger den gamle jøde.
En russisk jøde bliver kaldt op til myndighederne i Moskva og bliver bedt om at udfylde en række papirer. Under rubrikken "Har du slægtninge i udlandet?" skriver han "nej".
Kommissæren retter ham og siger: - "Det passet jo ikke. Du har en bror, som bor i udlandet."
- "Nej", svarer den russiske jøde, "han bor hjemme i Israel. Det er mig, som bor i udlandet".
SS-kommandanten til Jøden: "Hvis du kan gætte hvilket af mine øjne, der er af glas, lader jeg dig løbe."
- Jøden: "Det venstre".
- SS-kommandanten: "Det var rigtigt! Hvordan gættede du det så hurtigt?"
- Jøden: "Det var det, som så mest menneskeligt ud."
Og min favorit. Den gamle rabbiner græd helt ukontrolleret, da han med et hørte en stemme, der kun kunne tilhøre Gud:
- "Hvad bekymrer dig, rabbi?"
- "Jeg skammer mig sådan", græd rabbineren. "Min eneste søn har opgivet jødedommen og er blevet kristen."
- "Også din?"
- "Ja", stønner rabbineren, "hvad gør en far dog i sådan en situation?"
- "Jeg ved ikke, hvad du har tænkt dig", svarer Gud, "men jeg lavede et nyt testamente!"
En jødisk kvinde sidder på en strand med sit barn på skødet. Pludselig kommer der en vældig bølge og skyller barnet væk. Kvinden knytter næven, retter den mod himlen og råber: "Gud, giv mig mit barn tilbage!"
Swosh, siger det, og barnet er tilbage på hendes skød. Kvinden ser på barnet, knytter næven, retter den mod himlen og råber: "Huen? Hvor er barnets hue?"
Vi var så heldige at sidde ved samme bord som Finn, og da vi kun havde mødt ham en enkelt gang eller to tidligere, frittede vi ham lidt ud om hans fortid. Han voksede op i et kirkeligt hjem på Frederiksberg og blev cand. teol. fra Københavns Universitet i 1966, men det lå ikke i kortene, at han skulle blive præst. Imidlertid gik det op for ham, da han aftjente sin værnepligt i søværnet, at også sømænd kunne have et udmærket forhold til præsten. Det endte med, at han blev sømandspræst og flyttede til Lissabon med familien i 1967. Den post beholdt han indtil 1972, hvor turen gik til præstegården i Uldum i Østjylland, hvor derers tre børn voksede op og gennemførte deres skolegang. Så trak udlængslen igen i forældrene, og det blev som nævnt til seks år i Berlin. Herefter fulgte næsten 10 år i to danske menigheder Frederiksstad og Bredsted i Sydslesvig, inden Finn formelt gik på pension i 2003. Men allerede året efter flyttede Finn og Bodil til Sydspanien, hvor Finn blev præst for Den Danske Kirke Øst for Malaga. Hvert år vender han og Bodil tilbage til de mange venner, de har her på solkysten. Og altså også til hvervet som formand for støttekredsen, som samler penge ind til kirkens drift. Det er da en forrygende karriere, ikke?
Ved samme lejlighed gik det op for mig, at Finn havde afløst Torben Rostbøll som præst hernede. Og Torben Rostbøll var søn af min gamle tysklærer, Harald Rostbøll på Fjordsgades Skole i Aarhus. Samme Torben Rostbøll var i mange år forstander på Ryslinge Højskole, hvor vores yngste søn har tilbragt et givende år efter gennemført studentereksamen. Besynderligt så mange sammentræf, man opdager, når man bare giver sig tid dertil.
På grund af den tidligere påske fandt afslutningegudstjenesten sted allerede den 12. marts. Sidste år havde vi lånt/lejet sognekirken i Nerja, i år var vi tilbage i den lille, dejlige kirke i Maro. Gudstjenesten begyndte kl. 13, men Birgit og jeg tog derover allerede kl. 10:30 for at nå en travetur i det dejlige område. Et par uger forinden havde vi sammen med vandreholdet fra Torre del Mar travet ud til vagttårnet, som ligger øst for Maro. Denne gang gik vi ned til den lille strand. Vi var ved kirken ved 12-tiden og snart begyndte de kendte ansigter at dukke op. Mogens og Ruth var selfølgelig også i god tid og stod udenfor kirken og hilste velkommen. Der var flere, som havde taget den lange tur fra Torre del Mar.
Kirkens og byens skytshelgen er San Anton (Sankt Antonius), som er kendt som dyrenes beskytter. Hans navnedag er den 17. januar, og han er født midt i det tredje århundrede. Som ung hørte han om Kristus, og han besluttede at leve resten af livet som munk. Han forærede alle sine ejendele til de fattige. Søsteren, som han havde ansvar for, blev sendt i et nonnekloster, og Anton flyttede ud i ørkenen, hvor han levede med bøn, faste og afholdenhed og modstod alle de fristelser, som Djævelen sendte til ham. Iflg. en legende kurerede San Anton nogle grislinger for blindhed, og for denne venlighed blev deres mor hans beskytter. På næsten alle afbildninger af San Antón både på malerier og figurer optræder en stor gris ved hans fødder, og det er formentlig San Anton som har givet navn til vores velsmagende Antonius-grise. Vi tager næsten altid til Maro på San Antons navnedag, hvor vi først overværes gudstjenesten i kirken, inden festlighederne i gaderne bryder løs.
Til venstre hilser Mogens velkommen. Til højre Birgit, Jørgen og Ingrid.
Vi blev glædeligt overrasket over at se Susse Lillesøe ankomme i selskab med Inge og Steffen. Susse og Steffen er gamle - undskyld tidligere - kolleger i Det Kongelige Operakor. Før dette var Susse 27 år i Radiokammerkoret i Danmarks Radio, indtil det blev "omstruktureret" - læs "massakreret". Fra foregående år vidste vi, at Susse er vild med at rejse. Ikke færdigpakkede charterrejser, men helst rejser til fjerne, uortodokse og gerne halvfarlige rejsemål. Hun er (selvfølgelig) medlem af "De Berejstes Klub" og fortalte, at hun i vinter havde brugt megen tid på at opdatere sine rejsebeskrivelser på klubbens hjemmeside. Skulle du have lyst til at læse om nogle af Susses oplevelser, kan du bare klikke her. Almindeligvis er Susse altid bevæbnet med sit uundværlige spejlreflexkamera, som selvfølgelig er analogt. Det er nu engang det bedste. Men nu havde hun et lille, gult digitalkamera hængende om halsen. Jeg spurgte, hvad der var sket, og hun forklarede, at hun snart skulle på en tur til Nordkorea, og der kunne man ved udrejse blive bedt om at fremvise alle de billeder, man havde taget, og hun ville ikke risikere, at en grænsevagt åbnede hendes analoge kamera og måske ødelagde den ueksponerede film - så derfor var hun "krøbet til korset".
Hun skulle i øvrigt tilbage til Danmark allerede den følgende dag, da hun havde flere engagementer. Forståeligt med den pragtfulde stemme, som vi flere gange har oplevet.
Til venstre læser Vibeke indgangs-/udgangsbønnen. Til højre Mogens på prædikestolen.
Der var omkring 40-45 deltagere i gudstjenesten. På trods af det tidlige tidspunkt i år var der allerede flere, som var taget hjem til Danmark, bl.a. Merete og Orla.
Afsluttende spisning på Al-Andalus i Maro.
Efter gudstjenesten var der spisning på restaurant Al-Andalus, som ligger lige i nærheden af de verdensberømte huler i Maro. Vi har efterhånden spist her mange gange, og som sædvanligt var maden god og velsmagende.
Til venstre takker formanden for menighedsrådet Eva Sørensen. Til højre Marie og Finn.
Efter spisningen takkede formanden for menighedsrådet Eva Sørensen de øvrige medlemmer for abejdet i det forløbne kirkeår. Hun fortalte, at man allerede var i gang med at planlægge næste kirkeår, der som sædvanligt indledes med høstgudstjenesten på tærskepladsen El Cerval bag La Herradura den første lørdag i november. Vibeke Bekke, som er kasserer og referent, fortalte, at man var i gang med at arrangere en udflugt den 16.-17. november. Mere herom i kirkebladet.
Langfredag havde kirken arrangeret en tur til passionsspillet i Rio Gordo, hvor omkring 500 beboere i den lille bjerglandsby hvert år opfører kristi lidelseshistorie. Hvis du vil læse om denne udflugt, som Birgit og jeg deltog i sammen med 30 andre, kan du klikke her.
Hvis du vil læse om vores tidligere besøg i Den danske Kirke Øst for Malaga, kan du klikke her.