Arne Hauge Sørensens altertavle og krucifiks i Bregnet Kirke på Djursland.
Vores gode venner Joan og Flemming, som hver vinter tilbringer ca. 3 måneder i La Herradura (selv om de har den mest pragtfulde lejlighed i hele Danmark, men det er en helt anden historie), havde gjort os opmærksom på et spændende kunstgalleri i Frigiliana, Galería Krabbe, som ejes af mor og datter, Dorthe og Caroline Krabbe. Dorthe er keramiker, og Caroline er maler. Galleriet ligger i Calle Rosarío La Joaquín, lidt i udkanten af Frigiliana, men blot fem minutters gang fra kirken. Bare spørg om vej, du får altid et smil samt en lang forklaring, som du sikkert ikke forstår en lyd af, men bare et vink i den rigtige retning er jo også nok. Klik her, hvis du vil besøge deres hjemmeside.
Vi fandt nemt frem til galleriet. Inden vi gik ind stod vi et stykke tid og beundrede Dorthe Krabbes smukke keramik i udstillingsvinduet. Dorthe Krabbe (1947), som har boet i Spanien siden 1981, udstiller både i Spanien og Danmark; i november-december 2010 fx. i Albrectsens Galleri i Kronprinsessegade, København. Senere i år (2011) udstiller hun på Galería Carlos Bermúdez i Cordoba. Her i Frigiliana udstiller hun samen med datteren Caroline. De keramiske krukker og skåle med fine krakeleringer var en fryd for øjet - og også for følesansen, da vi kom indenfor. Formerne er på en gang kraftfulde og yndefulde.
Det viste sig, at vi var de eneste "kunder" i galleriet, og vi blev venligt modtaget af Caroline, som straks indstillede sine gøremål. Familien, far og mor og 2 søskende, var flyttet til Spanien i 1981. Faderen er Arne Haugen Sørensen (1932), som er maler og grafiker, modtager af Eckersbergs Medaljen i 1975 og Thorvaldsens Medalje i 1984. En årrække malede han "dyr og damer", ofte velpolstrede kvinder, som blev overfaldet af vilde dyr. Da han flyttede til Spanien, skiftede temaerne til mytiske (fx "Leda og Svanen" og "Vandringsmanden" (kendt fra frimærke i 2007)) og religiøse emner.
Bregnet Kirke ved Rønde nord for Aarhus
Arne Haugen Sørensen har udført en lang række udsmykningsopgaver, heriblandt en del kirkekunst. I "vores nabokirke", Bregnet kirke ved Rønde på Djursland har AHS lavet et trefløjet nadverbillede, "Blå nadver" samt et alterkrucifiks, støbt i bronze. Det er det første (eneste?) krucifix, som AHS har lavet. I forbindelse med restaurering af den gamle prædikestol lavede AHS fem felter med malerier af sine kendte vandringsmænd, og endelig har AHS på gavlene af stolestaderne udført i alt 35 små, runde, malede bibelhistoriske motiver. "Arne Haugen Sørensen har lige så stor betydning for vor tids kirkekunst, som Joakim Skovgaard havde for 100 år siden", siger sognepræst Jørgen Gleerup. (Og til dig, som måske ikke kender Jørgen Gleerup, kan jeg fortælle, at han er en mand, der er værd at lytte til).
Arne Hauge Sørensens altertavle og krucifiks i Bregnet Kirke på Djursland.
I nedenstående video fortæller Jørgen Gleerup begejstret om udsmykningen af Bregnet Kirke, som blev smukt restaureret i 2006, bl.a. for at rette op på en hårdhændet til- og ombygning i 1872. Inden man fik grønt lyd for restaureringen, havde skiftende menighedsråd kæmpet med myndighederne i omkring 10 år. Jørgen Gleerup og hans medpræst havde været på en udstilling i Holstebro, som AHS havde arrangeret, og her så de billedet "Blå nadver" og var straks enige om, at billedet ville være helt rigtigt til deres kirke. Man aftalte at lave en prøveophængning i den gamle kirke, og AHS kom på besøg. Ved den lejlighed spurgte de AHS, om han ville lave et krucifix til kirken. AHS sagde, at det havde han aldrig gjort før, men han ville da gerne forsøge. De bad ham også om at lave friserne til prædikestolen. Da AHS gik rundt og kiggede på bænkegavlene, bemærkede han "Jeg kunne også godt lave lidt her", og det endte med, at AHS lavede 35 små malerier, alle med motiver fra bibelhistorien. Sidst i videoen vil du høre Jørgen synge en smuk sang, som han har skrevet til sine konfirmander. Ja, den mand kan mere end sit fadervor.
Vil du se min smukke kirke - Bregnet kirke. Folkekirkeinfo Århus
Til Skt. Johannes Kirken i Århus har AHS udført 8 smukke kirkeruder, hvoraf de fire første, som blev ophængt i 2005 i kirkens sydside, er produceret på et glasværksted i Barcelona. De øvrige fire, som blev ophængt i kirkens nordside, er fra 2007. Et par dage efter at vi var kommet hjem, gik vi til gudstjeneste i Skt. Johannes Kirken for at beundre de fantastiske værker.
 |
 |
 |
 |
 |
 |
Efter at have boet ca. to år i den nærliggende by Torrox forelskede familien sig i bjerglandsbyen Frigiliana og købte et gammelt hus på kirketorvet, som de flyttede ind i. Her bor Caroline stadig med sin familie: sin argentinske mand og deres to børn på hhv. 13 og 16 år, mens forældrene er flyttet længere op i bjergene bag byen, hvor de har indrettet et atelier. Det 100 m2 store atelier er hugget ind i bjergsiden og forsynet med et pyramidalsk glastag.
I 2004 oprettede mor og datter galleriet i et tidligere værksted, og i de dejlige lokaler er til stadighed udstillet malerier, skulpturer, keramik og grafik af både danske, spanske og udenlandske kunstnere. En af udstillerne er Leif Sylvester, som i flere år har haft et byhus i Frigiliana. Åbningen af galleriet blev foretaget af Danmarks daværende ambassadør i Spanien, Christopher Bo Bramsen, og blandt de mange gæster var borgmesteren, Javier López Ruiz. Caroline er daglig leder af Galería Krabbe.
Frigiliana er en dejlig by at bo i, den er ikke for stor, og så ligger den i passende afstand fra kysten. Hver morgen er alle ude og feje fortov. Hvis man forsømmer at male sit hus, får man en påmindelse fra kommunen. Og får man det ikke gjort, kommer en mand fra kommunen og gør det - selvfølgelig mod betaling. De lokale er meget interesseret i de udstillede kunstværker og giver gerne deres mening til kende, men 90% af salget sker til danskere. Danske kunstelskere kører gerne langt for at komme til fernisering. Caroline inviterede os til fernisering den 17. marts 2011 på en udstilling af faderens værker; udstillingen løber indtil den 7. maj 2011. Desværre måtte vi sige nej tak til det venlige tilbud, da vi til den tid ville være tilbage i Danmark, men Joan og Flemming lovede at give en anmeldelse af udstillingen, når vi igen ses i løbet af foråret.
Som nævnt er Caroline også billedkunstner, og jeg fik lov til at fotografere hende foran hendes seneste værk, som både Birgit og jeg fandt spændende. Et billede, man bliver glad af at kigge på, og det er da dejligt.
Caroline Krabbe foran et af sine værker i Galeria Krabbe i Frigiliana.
Hun fortalte, at værket ville blive malt færdigt i udstillingsperioden. Jeg kunne ikke se, at maleriet ikke var færdigt, og spurgte, hvad er det, som afgør, hvornår et kunstværk er færdigt. "Når der ikke længere er noget, der generer mig i kompositionen og farvernes sammenspil med hinanden", lød svaret. Der var vist et eller andet med horisonten på billedet, der skulle helt på plads. Havde vi haft råd, havde vi gerne købt Carolines dejlige billede, men "måtte nøjes" med at købe et par postkort. Dem vil vi sende til vores meget kunstinteresserede veninde Karen.
Galleriet vil være behjælpelig med at arrangere besøg i de tilsluttede kunstneres værksteder i området for særligt interesserede, så hvis du sidder i bestyrelsen for den lokale kunstforening eller er med til at foretage kunstindkøb i din virksomhed eller kommune eller bare holder af kunst, så er Galeria Krabbe et besøg værd. Et af galleriets mål er at give myndigheder og offentlige institutioner adgang til god kunst: "Spanien tørster efter kunst af kvalitet på offentlige steder som sygehuse, skoler, banker, hoteller etc.".
Herefter viste Caroline os rundt i galleriet og viste os en del af faderens værker, som befandt sig i det lille magasin i umiddelbar tilknytning til lokalet. Vi takkede Caroline for hendes venlige behandling og vendte opløftede - som man altid bliver det efter at have været i forbindelse med kunst - tilbage til Salobrena efter en dejlig dag.
På en dejlig varm sommerdag, den 19. august 2012, kørte Birgit og jeg til Holstebro for at se ferniseringen af forestillingen Tryptikon på Holstebro Kunstmuseum. Udstillerne var Dorthe Krabbe (keramik), Caroline Krabbe (maleri) og Luise Haugen (maleri/collage). Det var første gang, at de tre havde udstillet sammen.
Dorthe Krabbe, Caroline Krabbe og Luise Haugen Sørensen og Arne Haugen Sørensen ved fernisering af Tryptikon i Holstebro den 19. august 2012.
Kunstforeningen havde fået Arne Haugen Sørensen til at holde åbningstalen, hvilket han gjorde meget humoristisk. AHS fortalte, at han havde et ganske særligt forhold til byen Holstebro, og han var tydeligvis stolt af sin hustrus og sine to døtres værker. Vi havde en dejlig eftermiddag og fik lige hilst på Caroline. Vi forærede hende det foto, som vi havde taget af hende i galleriet foran hendes store værk. Efter udstillingen nåede vi også at besøge kirken, som ligger lige ved siden af. I kirken hang (selvfølgelig) et værk af AHS. Et besøg kan varmt anbefales.
Birgit og jeg tilbragte også månederne januar, februar og marts i 2013 i Nerja, og vi var flere gange på besøg i Galeria Krabbe, dels alene og dels med besøgende fra Danmark. Hver gang blev vi venligt modtaget af Caroline, som altid beredvilligt besvarede alle mulige - og sikkert umulige - spørgsmål.
Aftenfoto af Galeria Krabbe ved ferniseringen den 18. januar 2013.
Vi var bl.a. til fernisering sammen med vores veninde Karin den 18. januar 2013, hvor vi så værker af Dorthe Krabbe, Caroline Krabbe og Luise Haugen. Vi er tilmeldt en såkaldt mailingliste, som Caroline bestyrer, og via den får vi flere gange om året invitationer til udstillinger både i Frigiliana og på gallerier i Danmark. Hvis du ønsker at komme med på listen, så send en mail til Caroline på galeriakrabbe@gmail.com. Vi dukkede op omkring kl. 20 og hilste på de tre udstillende kunstnere samt den stolte far og ægtemand, Arne Haugen Sørensen. Med et glas kold rosé i hånden gik vi omkring og tog udstillingen i øjensyn.
På fotoet til venstre ses Carolines dejlige andalusiske motiver på væggen. På fotoet i midten står Arne Haugen til højre med ryggen til. På fotoet til venstre ses søstrene Luise og Caroline, mens moder Dorthe befinder sig ude i baglokalet/depotet.
Vi havde desværre ikke råd til at købe nogen af de udstillede værker, men vi købte en håndfuld postkort. Caroline var så venlig at signere postkortene, og hun sin far til at gøre ligeså. Alt i alt havde vi en dejlig oplevelse i det lille galleri. Da jeg senere studerede de fotos, jeg havde taget ved lejligheden, opdagede jeg i hvert fald tre personer, som vi senere skulle møde i "Den danske Kirke øst for Malaga". Ja, verden er lille.
Nogen tid senere mødte vi Dorthe Krabbe og Arne Haugen Sørensen i "vores" supermarked Mercadona i Nerja. For mig var det en lidt surrealistisk oplevelse. Jeg ved da godt, at kunstnere tager føde til sig som "almindelige dødelige", men ligefrem at møde dem med en indkøbsvogn. Dorthe nikkede venligt, og vi takkede for de gode oplevelser, vi havde haft i galleriet. Hun spurgte, om vi var på galleriets mailingliste, og fortalte, at der snart ville komme en invitation til fernisering af en udstilling med Arnes værker.
Der gik da heller ikke mange dage, inden denne mail dukkede op i indbakken:
Galería Krabbe inviterer til fernisering af Arne Haugen Sørensen "La lucha del ángel con el Duende", "Englens kamp med Duenden" - torsdag, den 14. marts 2013 kl.18-20. Kunstneren vil være til stede, og vi byder på champagne.
Kl. 20.00 samme aften inviterer vi til middag på restaurant El Sacristán. Menuen består af forret: ost, brød og oliven og hovedret: paella. Prisen (inkl. vin og vand) er: 12€. Giv venligst besked om, hvis du/I vil deltage i middagsarrangementet og hvor mange I kommer, ved at svare på denne mail, senest den 13/3.
Vi håber, at I har lyst til at være med.
På gensyn!
Mvh,
Dorthe & Caroline Krabbe, Galería Krabbe
Arne Haugen Sørensen, som er født i 1932, voksede op i fattige omgivelser på Amager sammen med sin hårdtarbejdende mor og sin lillebror Jørgen (som også er en betydelig kunstner). Moderen arbejdede med rengøring fra tidlig morgen og til sen aften, og var konstant plaget af angst for, at Børneværnet ville komme og fjerne hendes børn. Fra min barndom i Århus i 1940'erne husker jeg den samme frygt hos min mor, når tidspunktet for tilsyn fra kommunen nærmede sig. Som voksen har jeg undertiden tænkt på, at disse brave kvinders hovedopgave formentlig var at rådgive unge, enlige mødre, men vi så dem som farlige uhyrer. AHS forlod skolen som 14-årig, men kom ikke i gang med nogen egentlig uddannelse; i sin selvbiografi fortæller han, at han havde 36 forskellige småjobs i løbet af to år. En kort tid var han i smedelære på B&W, og i en periode (kort) lavede han støvlehæle til soldaterstøvler. Hans onkel Svend (kaldet Fidus-Svend), som selv var malersvend, foreslog, at Arne blev meldt ind i Malernes Fagforening. Det havde bl.a. den fordel, at man var arbejdsløs hver vinter, og så kunne man lave, hvad man havde lyst til. Ved deltagelse i et kunstmalerkursus, som fagforeningen arrengerede, fik han vakt sin interesse for tegning og malerkunst og ikke mindst vigtigt, han fandt ud af, at han kunne noget særligt. Og som 17-årig tog han på tommelfingeren til Paris, hvor han i de første år måtte hutle sig igennem og tigge sig til føden. I 1953 debuterede han på Kunstnernes Efterårsudstilling på Den Frie. Efterhånden vandt han anerkendelse for sin kunst, og i 1964 fik han tildelt et 3 års arbejdslegat fra den danske kunstfond. I 1967 var han Danmarks repræsentant på Biennalen i Paris, og samme år vendte han tilbage til Danmark, og indtil 1981 levede og arbejdede han i Odsherred. I 1975 fik han et arbejdslegat fra Carlsbergfonden til at tage til Rom, og samme år modtog han Eckersbergsmedaljen. I 1980 kom AHS på finansloven, og i 1984 blev han ridder af dannebrog. I 2012 fik AHS Bibelselskabets pris for at have udsmykket mere end 25 danske kirker. Bibelselskabets protektor, Dronning Margrethe II, har rost Arne Haugen Sørensens kunst: ”Han er måske den, der allerbedst i vores tid, og man skal langt tilbage for at finde noget tilsvarende. (Arne Haugen Sørensen) engagerer både det æstetisk prægtige og det, som virkelig kan gribe. Både ved drama og ved at give plads til inderlighed.". Et broget, men også fantastisk - livsforløb.
En uges tid før ferniseringen ville vi få besøg af Karen og Hans Peter (HP), som begge er meget kunstinteresserede. Det gælder især Karen, som hele livet har brændt for kunst, deltaget i utallige kurser og selv undervist. Karen har forsøgt sig ud i flere kunstretninger såsom keramik og pilefletning, og i mange år havde hun en ovn, hvori hun brændte sine værker. Vi havde forberedt Karen og HP på, at vi ville tage dem med til Galleri Krabbe, hvilket de havde udtrykt stor tilfredshed med. Desværre skulle de flyve tilbage til Billund samme eftermiddag, som ferniseringen skulle finde sted om aftenen. Det fortalte jeg til Caroline, da vi kom forbi galleriet med andre danske venner, og hun sagde, at vi kunne da bare kigge ind om onsdagen, altså dagen forinden. Hun ville tage den tidligere udstilling ned om mandagen, og så ville hun bruge tirsdagen og onsdagen til at hænge de nye billeder op, så vi var de velkomne til at stikke hovedet indenfor. Er der noget at sige til, at vi holder så meget af Caroline?
Som sagt så gjort. Vi dukkede op onsdag eftermiddag, og selv om Caroline var i fuld gang med forberedelserne, tog hun sig tid til at tale med os, især Karen, som har fulgt Arne Haugen Sørensens produktion gennem mange år. Caroline printede en liste til os med angivelse af værkerne på udstillingen, som alle var signeret i 2013. Samtidig hilste vi på Carolines to børn, som havde fri fra skole hele ugen i anledning af Andalusiendag, som falder på den 28. februar.
Karen var i forvejen fortrolig med Arne Haugen Sørensens kunstneriske univers, som er farvestrålende, dynamisk, fabulerende, grotesk og farligt. I 1960’erne var han meget ironisk både i sine værker og disses titler. Jeg tænker fx på hans værk, "Dagligt liv i Norden", 1967, som hænger på Aarhus Akademi, hvor surrealistiske figurer eller dukker bor i et univers, som overvejende består af firkantede kasser. I 1970'erne skiftede temaerne til "Dyr og damer", hvor farlige rovdyr lå på lur efter forsvarsløse, ofte erotiske kvinder. I 1983 fik han sin første kirkeudsmykningsopgave, en glasmosaik til Immanuelskirken i Kolding. Motivet var opstandelsen. Efter at han og familien var flyttet til Spanien i 1981, begyndte religiøse motiver som syndefaldet, Abraham og Isak, judaskysset, korsfæstelsen og opstandelsen, vandringsmanden m.fl. at dominere. Også de mytiske motiver som Leda og Svanen og Ikaros dukkede op. Myter er folkelige forestillinger om hvilke kræfter, verden bliver styret af, og hvorledes vi små mennesker skal forholde os til disse kræfter og til hinanden. Myter vedrører livets gåder, og de kan ofte fortolkes på flere måder. De er ikke er historiske fortællinger, men omfatter almenmenneskelige grundvilkår, som er de samme til alle tider overalt på jorden: livet, kærligheden, ensomheden, smerten, troen, håbet, døden osv. Myterne handler ofte om menneskets ulydighed og overmod overfor gud (guderne), som fx. syndefaldsmyten, hvor Adam og Eva straffes for at have spist af kundskabens træ. Et andet eksempel er "Ikaros-myten", hvor Ikaros styrter (styrtes) i havet som straf for at have forsøgt at flyve som en fugl og nærme sig himlen, hvor guderne boede. Mere herom nedenfor.
Vandringsmanden. Et af AHS oftest anvendte motiver er vandringsmanden, formentlig en reference til den evige jøde, Ahasverus, som efter at have hånet Jesus under dennes sidste vandring op til Golgatha bliver dømt til at vandre hvileløs omkring på jorden indtil dommedag. Måske er vandringsmanden en pilgrim, som opsøger de hellige steder for på den måde at komme til indsigt i sit eget liv. Eller måske er vandringsmanden simpelthen et billede på kunstneren selv i hans bestandige søgen efter nye udtryksformer. Mange af AHS's vandringsmænd peger fremad med venstre hånd. Hvis en kunstner (et menneske?) ikke bevæger sig, er han død. Det er ikke sundt at hvile for længe på laurbærrene. Vandringsmanden bærer i sin hånd en stav, som ofte ses som et religiøst symbol (tænk blot på Moses, som slår vand af klippen i ørkenen med sin stav. Og Aron, som kaster sin stav på jorden foran Farao, hvorefter den forvandles til en slange.). AHS afbilder ofte den ensomme vandringsmand med et Janus-hoved, som på samme tid ser både frem og tilbage, ind i fremtiden og tilbage i fortiden, men altid på vej fremad. I den romerske mytologi er Janus gud for begyndelse og afslutning, fx for begyndelse og afslutning af krige og andre konflikter. Janus er også gud for rejser. og man kan nu engang ikke bevæge sig hen imod noget uden samtidig at bevæge sig bort fra noget andet. Eller som jeg hørte AHS udtrykke det i et interview: "Uanset hvordan man vender sig, så har man altid rumpen bagud.".
Judaskysset er også et motiv, som AHS aldrig bliver færdig med og vender tilbage til gang på gang. Jeg har altid haft lidt ondt af Judas, som vel blot spillede den rolle, som han var tiltænkt? Men på den anden side henvender han sig til de jødiske ledere, og han modtager 30 sølvpenge for sit forræderi. Det værste er dog efter min ringe mening, at han forråder sin herre og mester med et kys, som ellers anses som tegn på kærlighed og venskab.
Jakobs kamp med Gud (eller måske Guds engel) er også et motiv, som AHS behandler flere gange. Jakob er som bekendt på vej tilbage fra "eksil", hvilket blev nødvendiggjort af, at han narrede sin gamle far, Isak til at velsigne sig i stedet for den førstefødte tvillingbroder Esau. På vejen møder han en ukendt mand, som viser sig at være Gud eller en af hans engle. Jakob nægter at slippe manden, før han velsigner ham, det selv om Jakobs hofteskål går af led under kampen. Det ender med, at Jakob får den ønskede velsignelse. I tilgift får han navnet Israel, hvilket på hebræisk skulle betyde "den som har kæmpet med Gud". Jeg har aldrig forstået, at Gud foretrak den svigefulde og udspekulerede Jakob fremfor Esau, men Gud havde tilsyneladende en plan med Jakob, og denne plan forudsatte Guds velsignelse. Jakobskampen bliver et vendepunkt for Jakob, en oplevelse, som måske kan sammenlignes med Paulus' oplevelse på vej til Damaskus.
Leda og svanen. En dag får Zeus oppe fra Olympen øje på den smukke Leda, da hun bader i den lokale sø. Leda er gift med kong Tyndareos af Sparta, som skinsygt vogter på sin skønne dronning, men Zeus omskaber sig til en stor og brusende svane og kan på den måde nærme sig Leda, og det ender selvfølgelig med, at han forener sig med hende i vandet. Leda føder den smukke Helene (som siden skal give anledning til den store krig mellem Grækenland og Troja) og søsteren Klytaimnestra (som bliver Agamemnons hustru) samt tvillingerne Kastor og Pollux (som er med Jason i jagten på det gyldne skind). Mange andre store kunstnere har anvendt dette motiv som fx. Leonardo da Vinci.
Ved en anden lejlighed omskaber Zeus sig til en smuk, hvid tyr og bortfører den fønikiske prinsesse Europa til Kreta, hvor hun føder sønnerne Minos, Rhadamanthus og Sarpedon. Europa bliver gift med den lokale konge Asterion, hvem Zeus må give rige gaver for tab af fruens dyd. Asterion adopterer de tre sønner af Zeus. Efter Asterion' død insisterer Minos på at overtage tronen. Meget forventeligt protesterer hans brødre, men Minos påstår, at han er udvalgt af guderne til hvervet. Som bevis beder han Poseidon om at sende en tyr, som han så efterfølgende vil ofre til hans (altså Poseidons) ære. Anmodningen bliver imødekommet, og den smukkeste tyr, man kan tænke sig, dukker op af havet. Så smuk er tyren, at Minos beslutter at beholde den og ofrer i stedet sin egen bedste tyr i det håb, at den vældige Poseidon ikke vil opdage det. Minos bliver accepteret som konge både af Kretas befolkning - og af sine brødre. Dette fandt sted et par generationer før den trojanske krig!!! Minos styrkede sin magt på øen og valgte Knossos til hovedstad. Minos blev den første konge, som dominerede Middelhavet, hans store flåde rensede havet omkring Kreta for pirater. Men som vi alle ved, så narrer man ikke ustraffet guderne. Rasende over Minos' bedrageri forvandler Poseidon tyren til et vildt dyr, som hærger øen og dræbte mange. Mere udspekuleret så lader Poseidon Minos' hustru, Pasiphae blive dødeligt forelsket i tyren. [Foran den byportal, man møder, når man kommer ad kystruten fra Torrox til Nerja, står en skulptur, udført af Aurelio Teno. Figuren hedder "Rapto de Europa", "Bortførelsen af Europa". Den forestiller den fønikiske prinsesse Europa ridende på ryggen af en tyr. Det er da et sjovt tilfælde.]
Ikaros-myten.På samme tid er der i Athen en meget dygtig håndværker, arkitekt og opfinder, Daidalos - uddannet af selveste Pallas Athene. Imidlertid bliver Daidalos overgået af Talus, hans yngre nevø, som bl.a. opfinder saven og passeren. Den jaloux Daidalos fører nevøen op på taget af Athenes tempel og skubber ham ned, og Daidalos bliver dømt til landflygtighed for mordet. Sammen med andre dygtige håndværkere forlader han Athen og tager ophold hos kong Minos på Kreta. Aftalen var, at Daidalos skulle udsmykke øen med de livagtige statuer, som han var så berømt for. Herudover byggede han flere slotte og paladser, bl.a. det store palads i Knossos. På Kreta fik han sønnen Ikaros med én af Minos' slavinder.
Dronning Pasiphae røber sine følelser overfor Daidalos, som konstruerer et bur i skikkelse af en ko, og ved at tage ophold inde i dette bur kan dronningen forene sig med tyren. Resultatet af denne forening er Minotaurus, et uhyre med tyrehoved og -hale, men med menneskekrop. Kong Minos får Daidalos til at bygge en stor labyrint, hvori Minotaurus blev indespærret for at dække over skandalen i den kongelige familie. Så kompliceret er denne labyrint, at det er umuligt for Minotaurus at undslippe.
Nogle år senere mister Minos sin søn Androgeus under nogle rituelle lege (konkurrencer) i Athen. Da Minos har mistanke om, at det er Athens kong Aigeus, som stod bag denne udåd, indleder han en krig mod Athen, og efter påkaldelse af sin fader Zeus lykkes det ham at vinde kampen. Som bod for sin søn kræver Minos hvert år 7 unge mænd og 7 unge kvinder fra Athen. Oraklet i Delfi tilråder athenienserne at opfylde Minos' krav, og de ulykkelige unge mennesker bliver sejlet til Kreta og lukket ind i labyrinten, hvor Minotaurus fortærer dem. Dette skete flere år i træk. Monstret bliver til sidst dræbt af helten Theseus, som er søn af kong Aigeus (nogle myter vil vide, at Theseus' rigtige far var Poseidon, men ikke mine ord igen).. Theseus får hjælp af kong Minos' datter, den smukke og kloge Ariadne - men det er en helt anden historie, som jeg vil spare dig for.
Daidalos er efterhånden kommet i et modsætningsforhold til kong Minos, dels fordi han uden kongens vidende og tilladelse har konstrueret det bur, som dronningen havde brugt til at forene sig med tyren, og dels fordi han sammen med Ariadne havde hjulpet Theseus ind og ud af labyrinten. Minos spærrer Daidalos og sønnen Ikaros ind i labyrinten, men dronningen hjælper dem til at undslippe. Kong Minos lader undersøge alle skibe, som forlader Kreta, så det er umuligt at undslippe ad søvejen. Nu er gode råd dyre. Daidalos konstruerer herefter et par vinger til sig og sønnen Ikaros, så de kan flygte fra øen. Inden de letter fra jorden, advarer Daidalos Ikaros imod at flyve så højt, at solen smeltede det voks, der holdt vingerne sammen. Men hvornår har unge mennesker lyttet til de (vi) ældres råd? Ikaros flyver beruset af farten og højden så tæt på solen, at vingerne ødelægges og han styrter i havet og drukner (et gamle ordsprog "højt af flyve, dybt af falde" og "flyv ikke højere end vingerne bær'" stammer måske fra denne begivenhed?). Herakles finder Ikaros' lig på stranden og giver det en passende begravelse, mens Daidalos fortsætter til Sicilien, hvor kongen giver ham ly.
I en samtale på DR1 for nogle år siden hørte jeg Arne Haugen Sørensen fortælle om sin fascination af "duende". "Duende" er et andalusisk begreb, som vistnok er opfundet af eller i hvert fald beskrevet af den store spanske poet Federico Garcia Lorca: "når du kan mærke de døde stige op fra jorden, op igennem fodsålerne og sprænge sig ud igennem dig, i noget, der lyder som et skrig, fra hvor ordene ikke længere rækker.". Denne definition henviser til flamencosangeren, som i de lykkeligste tilfælde kan gribes af duenden og lave præstationer, som er rystende. AHS har i et interview engang beskrevet, at kunstneren nærmest overfaldes af de døde, som taler gennem kunstneren; vinden stormer over dødningehovederne. Den kommer til dig, hvis du er heldig. Der er ikke tvivl om, at en af AHS's væsentlige inspirationskilder har været Lorca.
Birgit, Karen og HP studerer Arne Haugen Sørensens værker.
De fleste af AHS's billeder er kraftfulde og nogle næsten angstfremkaldende. Jeg var især fascineret af et værk, som hedder "Shia og Sunni". Et andet lærred havde titlen "Frosset mareridt", og det viser en sovende kvinde. Over den intetanende kvinde "svæver" et frygtindgydende uhyre med store tænder og kløer. Caroline fortalte, at der ofte optræder noget farligt i faderens billeder, tidligere især uhyrer, som overfalder uskyldige kvinder. Måske eftervirkninger af en hård barndom med en hårdt kæmpende mor, som forsøger at holde sulten fra døren (min observation). Vilddyrene er ikke længere helst så glubske, men de optræder stadig. Caroline fortalte, at det forfærdelige, som fremmanes af faderens billeder, ikke sker. Det er, som tiden går i stå, og den overhængende katastrofe, som er lige ved at ske, fryser i tid.
Inden vi gik, fik jeg lov til at tage et foto af Caroline, Karen og Hans Peter foran Arne Haugen Sørensens store lærred af "Ikaros' fald". Man ser den skrækslagne Ikaros i det øjeblik, hvor han mærker, at solen har smeltet den voks, som holder vingerne sammen, og han fortabt styrter mod jorden. Landskabet under Ikaros ser meget dansk ud, hvilket jeg tolker som, at Ikaros-myten ikke er specielt græsk men universel.
På vejen ud fortalte jeg Caroline, at Karen havde et stort ønske om at se noget af moderens keramik, og spurgte, hvor Dorthe Krabbe ville udstille næste gang i Danmark. Caroline fortalte, at hun og moderen ville udstille på Dahls Galleri i Havndal i maj-juni måned i år. Der vil selvfølgelig komme en mail til alle på mailinglisten med nærmere angivelse af tid og sted. Galleriet ligger mindre end en times kørsel fra Hornslet, hvor vi bor, og vi har allerede aftalt med Karen og HP at tage en tur til udstillingen i Havndal, så vidt muligt til ferniseringen. Det skulle ikke undre mig, om der vil dukke nogle billeder op fra den begivenhed her på siden.
Søndag den 30. juni 2013 tog vi i selskab med Karen og HP til Dahls Galleri i Havndal. Ingen af os havde hørt om galleriet før, men vi glædede os til at se udstillingen med Dorthe og Carolines værker. Som det fremgår af nedenstående kort, ligger Galleri Dahl et stykke fra alfarvej, men med hjælp fra google og vores GPS fandt vi nemt frem til stedet. Vi havde, som så ofte før, taget en madkurv med og nød den på vejen.
Hvor i alverden ligger Galleri Dahl?
Galleriet er indrettet i en tidligere stald til et husmandssted, meget smukt restaureret. Vi blev hjerteligt modtaget af indehaveren Birthe Elgaard, som fortalte, at hun havde arvet stedet efter en barnløs onkel. Hun havde en tid forsøgt sig med et kaffehus med kunst på væggene, nu havde hun en kunsthus med kaffe (og te) til gæsterne. I den faste udstilling er der "altid" værker af Caroline og ofte også af Dorthe.
Birthe Elgaard tager hjerteligt imod os. Nogle af Carolines værker.
Vi var de eneste gæster, så Birthe havde god tid til at snakke med os. Vi fortalte, at vi et par måneder tidligere havde besøgt Galleri Krabbe i Frigiliana, og Birthe fortalte om det usædvanligt gode og kærlige forhold, hun havde til familien Krabbe/Haugen Sørensen.
Karen og HP studerer nogle af de udstillede værker.
Birthe Elgaard foran værker af Dorthe og Caroline.
Efter at have betragtet de mange udstillede værker, serverede Birthe kaffe med hjemmebagt kage. Og det var ikke muligt at få lov til at betale.
Besøget på galleri Dahl var en spændende og hjertevarm oplevelse, så da vi kørte hjemad, var vi enige om, at det ikke var sidste gang, at vi ville besøge Birthe Elgaard, og vi opfordrer gerne andre til at gøre ligeså. Galleriet har åbent lørdag og søndag kl. 09:00 - 18:00 og derudover efter aftale. Du kan besøge Galleri Dahls hjemmeside ved at klikke her, hvor du kan se hvilke udstillinger, der pågår hhv. kommer. Galleriet har flere udstillinger i hver sæson med masser af dejlig, moderne dansk kunst. Hvis du kommer på de kanter, så besøg Dalbyneder kirke, som dels har nogle flotte gotiske kalkmalerier og dels en moderne tavle fra 1993 af Arne Haugen Sørensen.
Igen i 2014 havde vi besøg af Karen og Hans Peter under vores ophold i Nerja, og selvfølgelig skulle vi aflægge besøg på Galeria Krabbe. Vi blev varmt modtaget af Caroline, som udmærket kunne huske os fra året i forvejen. Desværre havde moderen Dorthe netop sagt farvel efter sit daglige besøg i galleriet. Specielt Karen var ked af dette. Karen, som selv har undervist i kunst gennem en menneskealder og prøvet det meste selv, er en meget stor fan af Dorthe og hendes værker. Heldigvis var der udstillet flere værker af Dorthe, Caroline, Luise og Arne Haugen Sørensen, og Caroline viste beredvilligt rundt. Hun viste os bl.a. en tryptiokon (3-fløjet altertavle), som var blevet til efter inspiration af faderen, men fra Carolines eget umiskendeligt spanske univers.
Birgit, Karen og HP snakker med Caroline. Til højre ses Carolines første tryptikon.
Vi spurgte til Carolines to børn, som vi har truffet ved flere tidligere lejligheder. Den ældste, datteren, skulle et år til Danmark som au pair, sønnen gik stadig på gymnasiet. Indtil videre regnede hun med, at børnene skulle til Granada for at færdiggøre deres uddannelse.
Vi spurgte også denne gang til, hvornår familien ville udstille i Danmark, og Caroline fortalte, at der var udstilling på "Gimsingshoved Kunst- og Kulturcenter" i Struer fra den 2. maj til den 15. juni 2014. Titlen er "Spansk Visit - Familien Krabbe Haugen Sørensen gæster Gimsinghoved". Vi har allerede aftalt med Karen og HP at tage derop. Måske ses vi?
En af ulemperne ved at stikke af til Spanien i vintermånederne er, at vi går glip af mange af de spændende aktiviteter, der finder sted i sognegårdene ved vores kirker på Djursland. Kort efter vores hjemkomst i marts 2014 overværede vi i sognegården i Rønde et forrygende foredrag med titlen "Kongernes Nordsjælland". Foredraget, som var en del af optakten til en sognerejse til Nordsjælland i maj måned samme år, blev holdt af lektor P.C. Overgaard, som er et omvandrende leksikon i kunst, kultur, historie og religion, og som formidler sin store viden med vid og charme - men det er en helt anden historie. I en pause i foredraget talte vi med sognepræst Jørgen Gleerup, der som tidligere nævnt er ven af familien Haugen Sørensen. Han fortalte, at værker af Arne Haugen Sørensen ville være udstillet i Bregnet Sognegård, Egegård, i hele april måned 2014.
Endvidere fortalte han, at der den 24. april 2014 kl. 19.30 ville blive afholdt en påskekoncert, "Bach & Billeder" i Bregnet Kirke. Koncerten, som er et uddrag af Bachs Matthæuspassion, ville blive givet af Dorthe Zielke og Søren Johannsen, som spilles hhv. trompet og orgel. Under koncerten projiceres værker af Arne Haugen Sørensen op i kirkerummet. Vi noterede os datoen i kalenderen, og jeg gik selvfølgelig på nettet for at lære de mig ukendte kunstnere bedre at kende. Heldigvis har de en hjemmeside, som du kan besøge her.
Dorthe Zielke er uddannet med diplomeksamen fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Hun har rejst verden rundt og har modtaget undervisning i New York, Chicago, Berlin og Oslo af verdenskendte trompetister. Dorthe har erfaring med både danske og udenlandske orkestre herunder bl.a. Det Kgl. Kapel, DR’s Symfoniorkestre, landsdelsorkestrene, Radiosymfoniorkestret i Berlin og Frankfurt, Helsingborgs Symfoniorkester, Europa Philharmonie og Mahler Chamber Orchestra. Dorthe er stadig tilknyttet flere af disse orkestre. Sammen med Søren Johannsen har hun spillet adskillige kirkekoncerter og udgivet fire cd’er med musik for trompet og orgel.
Søren Johannsen tog organisteksamen i 1992 fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Året efter blev han optaget i solistklassen sammesteds og havde sin debutkoncert i Helligåndskirken, København i 1995. Søren har siden givet en række koncerter i Danmark og i udlandet og har bl.a. opført J.S. Bachs samlede orgelværker otte gange i koncertrækker. Han er oven i købet optaget i Guiness Rekordbog for inden for samme døgn at have spillet over 22,5 timer. I 2007 blev Søren ansat som organist og koncertansvarlig i Christians Kirke i København.
Under min utrættelige søgen opdagede jeg, at parret havde lavet en video, "Händel og Haugen", hvor man opfører "Ev'ry valley shall be exalted" fra George Frideric Händels oratorium Messias (1741) samtidig med, at nogle af Caroline Krabbes dejlige billeder fra Andalusien bliver vist. Jeg er sikker på, at du som jeg synes, at musikken og billederne klæder hinanden.
Händels "Ev'ry valley shall be exalted", Dorthe Zielke på trompet og Søren Johannsen på orgel.
Den 24. april 2014 dukkede vi op i Bregnet Kirke, som ligger mindre end 15 minutters kørsel fra vores bopæl. Mange af byens (Røndes) indbyggere havde fået samme gode idé at overvære Dorthe Zielke (på trompet) og Søren Johannsen (på orgel) spille 10 satser af Bachs Matthæuspassion, og snart var kirken fyldt. Til venstre for prædikestolen var opstillet et stor skærm, hvorpå hengivelser af Arne Haugen Sørensens billeder blev projiceret under koncerten. Efter at menighedsrådets formand havde budt velkommen til kunstnerne og tilskuerne, præsenterede kunstnerne sig selv og fortalte, hvorledes ideen til samarbejdet med AHS var opstået. Kunstnerparret udgav i 2012 en cd-indspilning med uddrag af Bachs Matthæuspassion for trompet og orgel, men det var (tidligere) biskop Erik Norman Svendsen, som havde opsøgt dem i deres hjem og præsenteret dem for Lisbeth Smedegaard Andersens værk "Arne Haugen Sørensens Kirkekunst", og parret var straks enige om, at man ville forsøge at kombinere deres klassiske musik med AHS fantastiske passionsbilleder. De tog ned til AHS i hans hjem i Sydspanien og diskuterede konceptet og fik lov til at benytte hans billeder, men det er dog Dorthe selv, der har stået for udvælgelsen af de enkelte værker.
Johan Sebastian Bachs Matthæuspassion er et dramatisk værk for kor, solister og orkester, som beretter om Jesu sidste dage. Værket, som er skrevet for dobbeltkor og dobbeltorkester, varer i sin helhed mere end tre timer. Det er skrevet til opførelse langfredag 1727 i Leipzig. Søren Johannsen fortalte, at man betragter Matthæuspassionen som barokkens største mesterværk og en musikalsk milepæl. Dorthe og Sørens Bachs bearbejdning for trompet og orgel varede omkring en time. Koncerten beskriver påskeugen begyndende med Palmesøndag med Jesu indtog i Jerusalem, Skærtorsdag, hvor Jesus vasker sine disciples fødder og for sidste gang spiser sammen med dem og indstifter nadveren. Langfredag, hvor Jesus bliver taget til fange, og hvor Peter som forudsagt fornægter ham. På denne dag bliver Jesus dømt til døden og må bære sit kors op ad Via Dolorosa til det sted, hvor han dør. Påskedag, hvor Jesus opstår efter at have været død i tre dage.
Mens vi lyttede til den kraftfulde musik, blev udvagte værker af AHS vist på storskærmen. Musikken og billederne berigede hinanden. Et højdepunkt for alle de tilstedeværende var, da AHS trefløjede alterbillede, som hænger i Bregnet Kirke, blev vist på skærmen, samtidig med at vi kunne vi se originalen i baggrunden. Også flere af de små rondeller med religiøse motiver, som AHS har malt på bænkenes gavle, blev genkendt. Jeg tror, at alle var enige i, at musikken og billederne berigede hinanden.
I hvert fald var bifaldet stort, da koncerten sluttede. Som ekstranummer fremførte Dorthe og Søren et uddrag fra Antonín Dvoráks symfoni, "Fra den nye verden", komponeret under et ophold i USA i 1893. Og efter utallige klapsalver sluttede Dorthe af med Charlie Chaplins dejlige "Smile". En pragtfuld aften sluttede med kaffe i Bregnet Sognegård, hvor også Dorthe og Søren deltog.
Skulle du være så heldig at være i Frigiliana den 1. juni 2014, vil jeg anbefale dig at deltage i nedenstående arrangement. Søndag den 1. juni 2014 kl. 18-20 er der fernisering på sommerudstillingen i Galería Krabbe, hvor Dorthe og Caroline udstiller sammen med 6 andre danske og spanske kunstnere. Udover de udstillede værker kan du nyde et glas vin og snacks. Herefter vandrer du/I op til Frigilianas hyggelige kulturhus, Casa de la Cultura de Frigiliana El Apero, hvor der kl. 20 er fernisering af en udstilling af Arne Haugen Sørensens værker. Herefter kan du overvære en koncert i kulturhusets patio, hvor Dorthe Zielke og Søren Johannsen spiller Bach og Händel, mens der bliver vist lysbilleder af Arne Haugens malerier. Koncerten/forevisningen begynder kl. 21.
Nedenfor kan du se en lille video fra ferniseringen og koncerten i kulturhuset i Frigiliana.
Den smukke film er lavet af Anne Juul Christophersen og Jesper Christophersen - se www.annes-atelier.dk.
Tirsdag den 10. juni 2014 fylder Galería Krabbe 10 år. Kom og vær med til at fejre det og nyd et glas champagne og lidt chokolade, fra kl. 13-15.
I april 2014 modtog jeg en mail fra Galéria Krabbe med invitation til at overvære ferniseringen af udstillingen "SPANSK VISIT", hvor familien Arne Haugen Sørensen, Dorthe Krabbe, Caroline Krabbe samt Luise Haugen for første gang udstillede samlet i Danmark. Udstillingen ville finde sted på Gimsinghoved Kunst- og Kulturcenter i Struer, og ferniseringen foregå den 2. maj 2014 kl. 17.00. Arne Haugen ville holde åbningstale, og Magnus Kirkbak ville underholde med spansk guitarmusik, hvorefter der - meget passende - ville være tapas til gæsterne samt et glas vin.
Vi var desværre ikke i stand til overvære ferniseringen, men i stedet tog vi derop den 9. juni 2014. Vejret var fint, og som så ofte før tog vi en madpakke med på turen. Vi havde ikke før besøgt Gimsinghoved, så vi satte vores lid til GPS'en. Vi var dog lidt skeptiske, da den insisterede på, at vi havde nået vores mål ved et meget spændende boligforeningsbyggeri. Vi smed bilen og gik lidt omkring. Vi mødte en ung mand, som boede i bebyggelsen, og han fortalte, at kunst- og kulturcentret lå i hovedbygningen til en tidligere proprietærgård. Kommunen havde overtaget avlsbygningerne og siden solgt dem til Lejerbo, som havde indrettet moderne lejligheder i bygningerne. Vi satte os på en af de mange bænke og spise vores medbragte mad, og snart var klokken 13. Nogen tid i forvejen var der dukket nogle frivillige hjælpere op, som stod for dagens fremvisning.
Kulturcentrets åbningstid er tirsdag-søndag samt helligdage fra kl. 13-17, mandag lukket.
Proprietærgården Gimsinghoved går omkring 500 år tilbage. Den nedbrændte i begyndelsen af 1900-tallet, og i 1916 blev den nuværende meget herskabelige hovedbygning opført. I 1986 overtog kommunen ejendommen, og i 1989 blev kunst- og kulturcentret taget i brug. Udover at være en fortryllende ramme om skiftende udstillinger af høj kvalitet huser bygninger også et stort antal klassiske koncerter og jazzkoncerter, ligesom der er foredrag, sangaftener mm. i de smukke omgivelser.
Gimsinghoved Kunst- og Kulturcenter i Struer. Til højre ses den smukke bygning fra havesiden.
Efter at have set udstillingen gik vi en tur i den smukke park. En af de søde frivillige sagde, at vi desværre var kommet et par uger for sent, hvis vi ville have set de flotte rhododendron i blomst. Selv da vi var der, var haven bestemt et besøg værd, hvilket skyldes et meget dedikeret hold af frivillige. Hvad var dansk kunst- og kulturliv - for ikke at tale om sportsliv - uden alle disse hjælpere med hjertet - og hænderne - på rette sted?
Ved indgangen (entre bare 20 kr for ikke-medlemmer) købte vi et katalog over udstillingen. Teksten er forfattet af Erik Meistrup m.fl. Erik Meistrup er et kendt navn i Østjylland, hvor vi kommer fra. Han er kunstkritiker, journalist og forfatter og redaktionschef på Mediehus Århus samt kulturredaktør på Kunstavisen, hvor han især skriver fra Aarhus og Randers. Vi husker især Meistrup for et fantastisk portræt af en anden af vores yndlingskunstnere, Poul Anker Bech, et portræt, som i 2010-2011 blev vist i forbindelse med udstillingen "Det tabte land" på Randers Kunstmuseum - men det er en helt anden historie. Kataloget er omfattende og velskrevet med fine biografier af de fire kunstnere og indeholder også en gengivelse af alle de udstillede værker.
I de to første udstillingsrum var primært værker af AHS, og motiverne var velkendte for os: Vandringsmanden, Ikaros, Leda og Svanen, Eva med æblet, Jacobs kamp, Familiebillede, Sunni og Shia m.fl. Detbvar første gang, at vi havde set disse værker i så fin en ramme.
Caroline Krabbe på Gimsinghoved Kunst- og Kulturcenter i Struer.
Carolines værker kender - og elsker - vi fra efterhånden mange besøg i familiens fine galleri i Frigiliana. De er for os blevet indbegrebet af det Andalusien, som vi med glæde besøger hver vinter, når vinterdepressionen truer. Hendes stil er naivistisk og enkel. Især holder jeg af hendes kvindeportrætter. Måske fordi jeg har så svært ved at afkode det uudgrundelige, ofte melankolske blik, hvormed kvinden betragter mig? Ofte fornemmer jeg, at kvinden kigger lige igennem mig og har gennemskuet mig?
Luise Haugen: til venstre "Det fremmede", til højre "Rejse mod natten".
Både Birgit og jeg er meget fortrolige med Arne Haugen Sørensens og Caroline Krabbes malerunivers og også har set en del af Dorthe Krabbes keramik, var det første gang, at vi så flere værker af Luise Haugen. Luise besluttede at vende tilbage til Danmark, da hun var 20 år gammel, og lod sig i første omgang indskrive på Krabbesholms Højskole ved Skive (jeg går ud fra, at navnesammenfaldet er tilfældigt ;-). Højskolen har specialiseret sig i kunst, design, fotografi, grafisk design og arkitektur. Efter højskoleopholdet fortsatte hun på Den Grafiske Højskole i København, og siden etablerede hun eget firma - og på det seneste også egen familie. Hendes værker er udført i en blanding af akryl og collage. Hendes grafiske baggrund slår stærkt igennem i hendes billeder, som på en gang både er figurative og abstrakte, næsten kalejdoskopiske, men også beskrivende og fabulerende og kalder på fortolkninger og associationer. Billederne gjorde et stærkt indtryk, og vi glæder os til at se mere fra hendes hånd. Luise har jo også gået i en god skole.
Dorthe Krabbe på Gimsinghoved Kunst- og Kulturcenter i Struer.
Dorthe arbejdede som pressefotograf, da hun i 1967 i embeds medfør mødte Arne Haugen Sørensen. Sød musik (og søde billeder?) opstod, Dorthe sagde sit arbejde op og flyttede med Arne til Paris for året efter at flytte med ham til Odsherred, hvor de boede, indtil de i 1981 flyttede til Spanien. I 1999 lærte hun at dreje potter hos en engelsk keramiker, som bor (boede?) i nærheden, og siden har hun været fortabt. Efter studier hos danske kunstnere overtog hun Arnes atelier - efter at han havde bygget et nyt og større et stykke fra deres hus. Hun er i sit arbejde meget inspireret af naturen, fx. den barske natur på Færøerne og ørkenen i Marokko. Ikke mindst af en rejse til Tenerife i 2008, hvor hun på nært hold oplevede vulkanen Teide. En rejse til Usbekistan inspirerede hende til en serie med fade, som hun har navngivet efter byer langs Silkevejen gennem Usbekistan: Samarkand, Bukhara, Urgentj, Khiva m.fl. Den forfinede islamiske byggetradition, som hun har mødt i nærområdet i Granada og Cordoba, har formentlig også sat sine spor. Dorthes keramik kender vi fra flere udstillinger i galleriet i Frigiliana, og vi så en større samling af hendes værker i 2012 på en fin udstilling af Holstebro Kunstforening. Vi kan aldrig få nok af de prægtige former, den dejlige struktur, de smukke dekorationer og de vidunderlige farver.
Vi afsluttede besøget på udstillingen med en kop kaffe i caféen, hvor en del af Luises værker var ophængt. Vi fik en snak med de to frivillige (kustoder), som forrettede tjeneste den dag. De fortalte, at den hyggelige café, som er åben hver dag, er berømt for deres hjemmebag, og jeg er jo ikke den, der står tilbage for en kulinarisk udfordring (hvilket min trivelige krop bærer alt for tydeligt præg af), så jeg kastede mig over et dejligt horn. Og jeg blev ikke skuffet. "Damen i køkkenet", hvis navn jeg desværre ikke fik fat i, er en sand troldkvinde, og de frivillige fortalte, at hendes tapas til ferniseringen var "gået som varmt brød" (undskyld min dårlige metafor). Der kan også købes øl, vand og vin, som i godt vejr kan nydes ude i den pragtfulde have/park.
De frivillige fortalte begejstret om kulturcentrets leder, Rie Nyborg, som er god til at få de rigtige udstillinger til stedet. Rie er leder af Kulturcenter Struer, som omfatter både Gimsinghoved Kunst- og Kulturcenter og Folkets Hus. Den næste udstilling præsenterer værker, udlånt fra Glasmuseet i Ebeltoft, hvor vi også er flittige gæster. Og den første udstilling efter sommerferien - fra 16. august til 21. september 2014 - ville handle om "Jorn - et kunstnerdynasti". Asger Jorn (Asger Oluf Jørgensen) er født i Vejrum ved Struer og ville være fyldt 100 år i år. Udover værker af Jorn præsenterer udstillingen værker af familiemedlemmerne Lis Zwick, Jørgen Nash, Rama King Nash, Carsten Nash, Vagn Ove Jorn, Susanne Plett, Louise Plett og Kirsten Plett. Så mon ikke vi finder tid i kalenderen til endnu et besøg i Struer?
Som tidligere nævnt var vi ikke med til ferniseringen. men jeg synes alligevel, at jeg vil vise et par billeder fra lejligheden. Billederne stammer fra kunstcentrets hjemmeside.
Rie Nyborg, leder af Gimsinghoved Kunst- og Kulturcenter, byder velkommen, hvorefter Arne Haugen Sørensen holder åbningstale.
De to kønne piger til venstre for Arne Haugen Sørensen er ikke hans to døtre, men hans hustru Dorthe og deres ældste datter Caroline. Ja, det er tilsyneladende ikke svært at få kønne døtre, når blot man vælger sig en køn kone.
"Jeg havde slet ikke tænkt på den mulighed, at vi kunne udstille sammen, men nu er jeg glad for det. Jeg synes, mine døtre er meget dygtige, og Dorthes keramik har overtaget den rolle, hun normalt har i familien. Den holder sammen på det hele", Arne Haugen Sørensen.
Til højre underholder den unge og talentfulde Magnus Kirkbak med spansk guitarmusik.
Hvis du undrer dig over, at Luise ikke er med på billederne, kan jeg fortælle, at hun var højgravid og valgte at blive hjemme af hensyn til det kommende nye medlem af Haugen/Krabbe-dynastiet.
En af de første dage i 2015 fik vi en invitation til at deltage i fernisering på Dorthe Steenbuch Krabbe og Luise Haugen's udstilling med keramik og maleri torsdag den 22. januar 2015, kl. 18-20. Kom og nyd kunsten og et glas vin. Kunstnerne vil være tilstede. Kl. 20:30 er der middag i Restaurante El Casino i Frigiliana. Menu, inkl. husets vin, vand og kaffe (minus spiritus): 20€. Vi skyndte at melde os til arrangementet og glædede os meget.
Vi havde lidt problemer med et pengeskab, som ikke kunne åbnes, efter at vi havde anbragt vores penge og papirer i det, så vi gik op i byen til låsesmeden. Intet problem, jeg kommer i eftermiddag og ordner det. Noget vigtigt må være kommet i vejen, for den brave håndværker dukkede ikke op, og han glemte også at ringe. Men sådan kan det jo nemt gå, når man travlt. Jeg ringede til ham dagen efter, og vi aftalte, at han ville dukke op den følgende morgen, dvs. torsdag dem 22. januar. Hvor tidligt måtte han komme? Vi blev enige om, at han kunne komme efter kl. 8. Vi ventede troligt hele dagen, uden at nogen låsesmed dukkede op. Det var selvfølgelig glædeligt, at hans forretning gik så godt, men for os lidt træls, som vi siger i Jylland. Vi begyndte at gøre os klar til at tage til Frigiliana, men så ringede han på døren kl. 17:30. Vi tænkte, at vi hellere måtte lade ham udføre sit arbejde, men kl. 19:30 fortalte han, at han måtte opgive at komme ind i pengeskabet ved brug af nøgle og diverse dirke. Han ville fremstille en ny nøgle og vende tilbage næste dag. Det var åbenbart også en travl dag, men efter et par tilringninger kom han et par dage senere, men desværre virkede den nye nøgle ikke. Han ville komme igen dagen efter og bore låsen ud. Jeg skal spare jer for resten af historien, som i øvrigt stadig venter på sin afslutning.
Men denne muntre hændelse bevirkede, at vi først var oppe ved Galeria Krabbe kl. 20:10, hvor Dorthe og Luise netop havde låst døren til det tomme galleri. Vi afstod fra deres venligt tilbud om at lade os få et hurtigt kig rundt og fortalte, at vi ville komme forbi en anden dag. Vi hastede op til Restaurante El Casino, hvor vi fandt 30-40 personer bænket om et langt bord. Vi var så heldige at komme til at sidde i nærheden af Dorthe og Luise, som var meget tilfredse med besøget på ferniseringen og glade for de tilkendegivelser, de havde fået. Birgit sad ved siden af et ægtepar, som vi genkendte fra den danske kirke hernede. De havde haft hus i Nerja i godt 42 år. Nogle dage senere skulle de til Danmark og fejre deres hhv. 80 og 85 års fødselsdag. Et meget charmerende og spændende bekendtskab.
Middag på El Casino efter fernisering på Galeria Krabbe. Til højre ses Luise sammen med sin mand Philip. Flot fyr (iflg. min kone).
Luises mand, Philip dukkede op lidt senere. Han skulle lige "putte" deres to børn, hvorefter en barnepige tog over. Dejligt at den nye generation af mænd tager sig lige så meget af børnene som deres hustruer. Jeg kom til at sidde ved siden af en ung dame, som jeg syntes, jeg skulle kende et sted fra. Da jeg spurgte om hendes relation til kunstnerfamilien, fortalte hun, at hun, Dorthe, og hendes mand, Søren, havde turneret med en koncert, hvor de på trompet og orgel spillede uddrag af Bachs Matthæuspassion, ledsaget af en videogengivelse af nogle af Arne Haugen Sørensens religiøse billeder. Ja, det er ikke sjovt at blive gammel (skønt alternativet jo heller ikke er særlig behageligt). Jeg må bekende, at Birgit og jeg i april måned i 2014 oplevet koncerten i Bregnet Kirke, hvilket, som ovenfor beskrevet, havde været en stor oplevelse. Måske har du ligesom vi "mødt" Dorthe Zielke og Søren Johannsen i DR's Nytårsgudstjeneste den 1. januar 2015 kl. 00:05. Koncerten, hvori også også medvirkede søskendeparret Marie Carmen og Benjamin Koppel, var optaget i "Sørens kirke", AKA Christians Kirke i København.
DR's Nytårsgudstjeneste 2015: Dorthe Zielke, Søren Johannsen og kor i Christians Kirke i København.
Dorthe fortalte, at 2015 er "Carl Nielsen år", idet det er 150 år siden den store, danske komponists fødsel. I den anledning arbejdede hun og hendes mand på et projekt, en jubilæumskoncert med musik af komponisten (for trompet og orgel/klaver) og en sideløbende billed- og tekstmæssig fortælling om hans liv og virke. Projektet bliver udført i samarbejde med Carl Nielsen Museet, og Mathias Hammer (fra DR P2 Musik) har udvalgt interessante historier om komponisten. Vi vil holde øje med, hvornår koncerten bliver afholdt i nærheden af os. Heldigvis har Dorthe og Søren en informativ hjemmeside, som bl.a. indeholder en koncertkalender. Bare klik her. Dorthe og hendes veninde, som også er grafiker på hendes og Sørens projekter (desværre fik jeg ikke fat i hendes navn), skulle hjem til Danmark allerede dagen efter.
En uge efter ferniseringen tog vi igen til Galeria Krabbe. Vi kom, lige som Luise lukkede op til galleriet (dvs. kl. 12 og ikke, som det står nogle steder, kl. 10). Der var ikke andre end os, så vi fik en lang snak med Luise, som vi nok havde set før, bl.a. til fernisering i Holstebro i 2012, men ikke talt med. Hun fortalte, at alle hendes billeder på udstillingen var malet (det hedder vist malt, hvis det skal været helt rigtigt) i Spanien. Hun er jo vokset op i Frigiliana i familiens hus på Kirketorvet, hvor nu Caroline bor med sin familie. Som 20-årig flyttede hun til Danmark, hvor hun fik sin uddannelse, og nu bor med Philip og deres to børn, men Spanien og især Frigiliana har selvfølgelig en stor plads i hendes hjerte. De vender tilbage til Danmark i løbet af et par måneder, bl.a. for at få den yngste kørt ind i vuggestue.
Luise fortalte, at der havde været et fint fremmøde til hendes og hendes moders udstilling, og deres værker var blevet godt modtaget. Vi har set meget af Dorthes keramik og holder især af de store stentøjskugler, som på en gang er både raffinerede og rustikke.
Luise Haugens markante grafiske stil fremhæves ved den kraftigt optrukne streg, de spidse former og den stærke brug af sort, der træder frem i mange sammenhænge. Hendes motiver balancerer mellem det figurative og det rent abstrakte og mellem det fortællende og det fantasifulde.
- af Tom Jørgensen, kunstanmelder på Jyllands Posten, redaktør af Kunstavisen
Orange hajfinne dukker pludselig op af sort asfalt, tårn pierces af afgrenede træstammer, insektelskov afbrydes af brændende kometer, sne lægger sig på bjergtop, mens kammen opvarmes af den glødende eftermiddagssol. Associationerne kommer i en lind strøm, udbygges, eskalerer, for så at forandre sig til noget helt andet.
Luise Haugens billeder synes i en konstant forvandling. Det, ens fortolkende hjerne lige syntes at have fået styr på, bryder sammen for øjnene af en. Aggressive pileforme tager over og ændrer billedet, en blå skygge i baggrunden insisterer pludselig på sit nærvær, op og ned, for og bag, motiv og undermotiv skyder sig og ud imellem hinanden. Og så kigger man op og opdager, at alt alligevel er en helhed, at kompositionen faktisk sidder lige i skabet.
Med sin blanding af akrylmaleri og collage har Luise Haugens billeder en mærkbar plastisk og taktil kvalitet. De er fysisk nærværende i lige så høj grad, som de er visuelt kalejdoskopiske.
Det er som om at betragte en arkæologisk udgravning med den markante forskel, at den tydelige grænse mellem de forskellige historiske lag af afløst af glidende overgange eller deciderede sammenblandinger. Den rationelle orden er afløst af et flimrende og dansende kaos.
Man kunne godt kalde Luise Haugens billeder for formmæssige undersøgelser, for studier i maleriske principper på maleriets egne betingelser. En interesse for overlapninger mellem planer, sammenstød mellem pastose og opake farvelag, geometrisk abstraktion overfor spontant påførte penselstrøg, struktur overfor nedbrydning. Når man betragter billederne, er det imidlertid som om historierne kommer væltende af sig selv. Og at det rent faktisk ikke bare er okay, at de gør det, men at det er det, der er hele pointen: den visuelle leg, de nye betydninger, den aldrig stoppende proces, afbrydelserne, objekterne, der begynder at dukke op, naturscenerier, mareridtsagtige drømme, ømme omfavnelser, usikkerhed og kaos. Frugtbart kaos.
Det er billedernes pågåenhed, deres stoflige nærvær, der gør dem så spændende. Uden at komme med færdigtsyede fortolkninger eller koloristiske og teoretiske programerklæringer, er Luise Haugens billeder umulige ikke at forholde sig til.
Der er også noget andet. Ligesom Tal R´s malerier demonstrerer de en ægte glæde ved skabelsesprocessen, ved det er smøre den fede farve ud på lærredet, bygge en form op og rive den ned igen, skabe lyriske stemninger, overmande beskueren og sig selv med nye fortællinger, nye associationer. Luise Haugens billeder er på én gang melankolske, aggressive, følsomme, humoristiske, paradoksale og vældigt, vældigt sexede. De er følelser og krop på samme tid. Fedt.
Den 2. februar 2017 tog vi som så ofte før til Galeria Krabbe i Frigiliana. Vi kørte tidligt derop og parkerede bilen først for i den smukke bjerglandsby, hvorefter vi spadserede hen til galleriet. En uges tid forinden havde vi mødt et par danske kvinder, mens vi drak kaffe under vores daglige travetur i Nerja. De fortalte begejstret om deres besøg i Frigiliana, og jeg spurgte, hvad de syntes om det danske galleri. Tavshed! Danske galleri? Mig: Hvis I ikke har været i Galeria Krabbe, har I ikke været i Frigiliana. Men de havde da travet hele vejen gennem byen, helt hen til kirkepladsen, og de havde ikke set noget dansk galleri. Jeg kunne fortælle, at de blot skulle have fortsat et par hundrede meter, så ville de have mødt det. Det ærgrede især den ene af kvinderne, som selv malede, så de besluttede at tage derop igen den følgende dag, som også var markedsdag i Frigiliana (torsdag). Jeg håber, at de gjorde det. Ofte tager vi omfartsvejen neden om Frigiliana den ene vej og går gennem byen den anden vej.
Vi var fremme ved galleriet et par minutter før kl. 11. Den almindelige åbningstid er mandag-lørdag kl. 11-14, lukket i august måned - men check lige galleriets hjemmeside i forvejen. Et par minutter efter dukkede en lettere forpustet Caroline op. Hun fortalte, at der var travlhed i familien. Ikke alene fyldte hendes datter Amanda i dag 22 år, men hendes mor Dorthe fyldte 70 år. Om aftenen var der familiemiddag i forældrenes hjem i bjergene bag Frigiliana, hvor Arne Haugen Sørensen har sit atelier, og adskillige familiemedlemmer var dukket op til den begivenhed.
Hertil kom, at faderens hidtil største værk, "La Gran Narración" / "Den Store Fortælling", ville blive præsenteret for offentligheden den følgende dag. Det ville ske på museet for moderne kunst, C.A.C. Vélez-Málaga, Calle Félix Lomas 27, Vélez-Málaga. Caroline havde året i forvejen fortalt om faderens projekt, et bestillingsværk til Århus Valgmenighed, som han havde arbejdet på i mere end 1½ år. Og ikke bare fra kl. 8-16, men mere eller mindre døgnet rundt. Vi havde fået en invitation pr. mail og ville selvfølgelig ikke gå glip af det, der måske kan karakteriseres som højdepunktet i Arne Haugen Sørensens store produktion. Mere herom nedenfor.
Hun fortalte også, at hun snart var færdig med en dvd, som dokumenterer tilblivelsen af faderens værk "Den Store Fortælling". Heri fortæller han om de tanker, han har gjort sig bag det, og om hvert enkelt motiv. Vi ser, hvorledes maleriet udvikler sig og tager form undervejs. Filmen varer 30 minutter og er med spansk tale og danske undertekster. Den er sponsoreret af: Dronning Isabella Fonden, Danes Worldwide, Den Danske Ambassade, Kjærholms, Ole Optica og Tiny Fish – Marketing and Branding.
Caroline siger selv: "Jeg har fulgt hele forløbet, fra da de hvide lærreder blev båret ind i Arnes atelier og op til nu, hvor det er lige ved at være færdigt. Jeg er meget lykkelig og taknemmelig for at have haft muligheden for at følge min fars dedikerede arbejde, ikke bare i forbindelse med dette storværk, men gennem hele mit liv. Og selv om at dokumentaren blot varer ca. 30 min., så har vi haft mange gode samtaler over et forløb af utallige timer, oppe på bjerget, i hans underjordiske atelier, hvor en glaspyramide på toppen lader solen oplyse det store rum. Denne dokumentar er blot en lille blomstring af en fantastisk smuk og lærerig tid med nærvær og et rejsende tilbageblik gennem kunstnerens lange liv, som jeg har haft glæden af at lytte til og filme, akkompagneret af fuglenes fløjten og cikadernes summen med min fars værksted som ramme.". Carolines beretning lyser af kærlighed og respekt, og mere kan man vel ikke ønske sig som forælder. Jeg behøver vel ikke fortælle, at en del af musikken på dvd'en leveres af Dorthe Zielke og Søren Johannsen.
Du kan købe dvd'en ved at klikke her. Prisen er 12 €, hvortil kommer 3,00 € porto. Nej, jeg får ikke procenter :-)
Caroline fortalte, at i august i år (2017) åbnes i Videbæk i Vestjylland et Arne Haugen Sørensen Museum, der opføres i tilknytning til Vestjylland Kunstpavillon. Den nye bygning bliver en kopi af den bestående, som er tegnet af den verdenskendte, nu afdøde arkitekt Henning Larsen, og som blev indviet i 2012. Henning Larsens tegnestue tegner også den nye bygning. Arne Haugen Sørensen donerer mere end 70 værker fra sin private samling til museet, og disse værker vil udgøre grundstammen i museet. AHS har oplyst, at donationen vil omfatte "hans bedste værker", som han har beholdt for sig selv og ikke solgt på gallerier. Han håber desuden, at private vil donere værker, og museer udlåne værker til det nye museum. En fantastisk anerkendelse, og hvor dejligt, at kunstneren selv får lov lov til at opleve det i levende live. Mange store kunstnere bliver først anerkendte efter deres død. Kontakten mellem Vestjyllands Kunstpavillon og Arne Haugen Sørensen blev skabt i efteråret 2014, da han sammen med sin hustru Dorthe udstillede i Videbæk. Arne Haugen Sørensen fylder 85 år i april 2017. Mon ikke Birgit og jeg skal en tur omkring Videbæk engang i løbet af efteråret?
Caroline fortalte i øvrigt, at det gik godt i hendes lille familie. Amanda, som havde været i Danmark i næsten 1½ år, var vendt hjem og havde påbegyndt en uddannelse til fotograf. Sønnen Mathias var godt i gang med sin uddannelse til tandtekniker (?) i Portugal.
Pludselig dukkede Carolines mor Dorthe og lillesøster Luise op. Selv om de havde travlt, fik jeg lov til at tage et billede af de tre smukke kvinder. Ja, det er ikke svært at få så smukke døtre, når man har fået så dejlig en kone. Nå, det var et lille sidespring! Dorthe spurgte, om vi kom til indvielsen, hvilket vi gladeligt bekræftede.
Jeg har lavet en selstændig side om Arne Haugen Sørensens livsværk "Den Store Fortælling". Hvis du ønsker at læse om præsentationen af værket på museet i Velez-Malaga og den efterfølgende ophængning i Aarhus Valgmenighed, så bare klik her.
I 2018 vendte vi tilbage til Nerja og var også flere gange på besøg i Galeria Krabbe. Hvis du vil læse om disse besøg, så klik her.