De seneste otte år har vi tilbragt flere måneder hver vinter i den lille kystby Nerja i Andalusien, ca. 50 km øst for Malaga. Og hvert år har vi flere gange besøgt det dejlige, danske galleri, Galeria Krabbe, som drives af Dorthe og Caroline Krabbe, mor og datter. Dorthe laver keramik og Caroline maler. Carolines søster, Luise, som til daglig bor i København, er også kunstner og laver især collager. Faderen er Arne Haugen Sørensen, maler og grafiker, modtager af Eckersbergs Medaljen i 1975 og Thorvaldsens Medalje i 1984. En årrække malede han "dyr og damer", ofte velpolstrede kvinder, som blev overfaldet af vilde dyr. Da familien i 1981 flyttede til Spanien, skiftede temaerne til mytiske (fx "Leda og Svanen" og "Vandringsmanden" (kendt fra frimærke i 2007)) og religiøse emner. I 2017 færdiggjorde AHS værket "Den Store Fortælling", et 10 x 3,20 m stort vægmaleri, som er et bestillingsværk af Aarhus Valgmenigheds Kirke. Du kan læse Carolines beretning om tilblivelsen af hendes fars værk, som af nogle anses for AHS's livsværk her. Vi var så heldige at overvære præsentationen af værker i museet Centro de Arte Contemporáneo Francisco Hernández i Vélez-Málaga i februar måned 2017, og vi har også oplevet det efter ophængningen på sin endelige destination i Aarhus. Hvad mere kan man ønske sig som kunstner, tænker du måske? Men i september 2017 åbnedes i Videbæk et helt nyt Arne Haugen Sørensen Museum. AHS har doneret en meget stor del af sine værker til museet, som er tegnet af Henning Larsens tegnestue. Vi har endnu ikke besøgt museet, som ligger i tilknytning til Vestjyllands Kunstpavillon, men flere af vores jydske venner har været meget begejstrede over resultatet, og vi glæder os til at besøge museet senere i år. Jeg har selvfølgelig været inde og kigge på museets hjemmeside her. Hvilken fantastisk anderkendelse for en kunstner.
Galeria Krabbe har en hjemmeside. Her kan du orientere dig om udstillinger og aktiviteter på galleriet, og også tilmelde dig modtagelse af de nyhedsbreve, som Caroline producerer.
Jeg har skrevet om vores tidligere besøg i Galeria Krabbe, så hvis du ønsker at læse herom, så er det denne vej.
I februar modtog vi en invitation til at deltage i fernisering af en ny udstilling i Galeria Krabbe. Udstillingen, som løber indtil den 9. september 2018, viser værker af Arne Haugen Sørensen.
Vi har flere gange deltaget i de spændende ferniseringer i galleriet, og vi tilmeldte os også den efterfølgende spisning i Restaurante Casino, som ligger bare fem minutters gang fra galleriet.
Hvis du igen betragter ovenstående invitation, vil du se, at den er forsynet med et af AHS' oftest anvendte motiver, vandringsmanden. Der er formentlig utallige fortolkninger af dette motiv, men min subjektive tolkning er, at vandringsmanden simpelthen er et billede på kunstneren selv i hans bestandige søgen efter nye udtryksformer. Ofte har AHS givet den ensomme vandringsmand et Janus-hoved, som på samme tid ser både frem og tilbage, ind i fremtiden og tilbage i fortiden, men altid på vej fremad. Denne version af vandringsmanden, altså AHS, er beslutsomt på vej fremad - mod nye opgaver.
På vej hen til Galería Krabbe, som ligger på Calle Rosarico La Joaquín 12 i Frigiliana, mødte vi Bo og hans kæreste Maria. Vi kender Bo fra de dejlige traveture, vi deltager i hver tirsdag. Vi mødes på parkeringspladsen ud for SuperSol i Torre del Mar hver tirsddag kl. 10. Derfra kører vi hen til den destination, som vores guider har valgt, og derfra traver vi et par timer i guds smukke natur. Undervejs spiser vi vores medbragte madpakke. Nå, men det er en helt anden historie. Bo fortalte, at han egentlig havde købt billetter til et Johnny Reimar show, som ville finde sted samme aften i Torre del Mar, men da han var blevet opmærksom på ferniseringen i Galeria Krabbe, havde han solgt sine billetter til showet til fordel for denne oplevelse. Ikke et ondt ord om Johnny Reimar. Jeg har efterfølgende talt med flere, som fortalte, at han havde leveret et flot show - især den engelske afdeling.
Apropos vandreturene, så havde jeg nogen tid forinden talt med en af de andre deltagere i vores vandreture, Pia, om Galeria Krabbe. Hun fortalte, at hun og hendes mand Preben havde ledt efter galleriet uden at finde det. Jeg forklarede, at hun blot skulle fortsætte gennem den gamle bydel ad "hovedgaden" forbi kirkepladsen, så ville hun finde galleriet på et lille hyggeligt torv i byens udkant. Pia fortalte, at hun var barndomsveninde af Dorthe, og at de som børn havde tilbragt ferier i hinandens hjem, da deres forældre var venner. Pia havde ikke mødt Dorthe siden barndommen, dvs. for 64 år siden, så hun glædede sig meget til at hilse på hende.
Til venstre ses Arne Haugen Sørensen i samtale med en besøgende. Til højre ses Caroline og Dorthe.
Til venstre Birgit i samtale med Christian og Gyrite. Til højre Pia og Dorthe.
Christian og Gyrite, vores præstepar fra Den danske Kirke øst for Malaga, dukkede også op til ferniseringen. De har begge været sognepræster i København, Christian ved Esajas-kirken og Gyrite ved Kastelskirken i København. Efter pensionering i 2016 valgte de at tage et par år (ulønnet!) her på Costa del Sol til stor glæde for os og de øvrige sognebørn. Udover til gudstjenesterne ser vi også Christian og Gyrite til de mange andre aktiviteter, der foregår omkring vores lille kirke hernede. Fx skal vi langfredag overvære et såkaldt passionsspil i den lille bjerglandsby Riogordo, hvor 4-500 lokale opfører Kristi lidelseshistorie. Det glæder vi os meget til.
Jeg så godt, at Birgit havde en længere samtale med en nydelig ældre herre. Der var noget bekendt ved ham, uden at jeg kunne placere ham. "Du kan da se, at det er Preben Harris, belærte Birgit mig, "og hans hustru Bende er her også. De er venner af familien." Og straks blev jeg ført næsten 60 år tilbage i tiden.
Da jeg var ung i Aarhus, lå der i Vestergade 58 et spændende antikvariat, som jeg besøgte så ofte, min pengepung tillod mig. Boghandleren, Finn Bøckmann, havde inde i gården nogle ledige lokaler, og da han var meget teaterinteresseret, så hvorfor ikke anvende dem til at spille teater. I 1963 startede han sammen med skuespillerne Preben Harris, Gyrd Løfqvist og John Hahn-Petersen teatret Svalegangen og snart fik de selskab af Elin Reimer og Hanne Ribens. Hvis du undrer dig over teatrets navn, så kan jeg fortælle, at i middelalderen var de store købmandsgårde i Vestergade udstyret med stokværk og svalegange. Når man kom ind i gården, skulle man op ad en trætrappe og hen ad en svalegang, hvor beboerne ofte havde deres vasketøj hængende, for at komme ind i teatersalen. Teatret var interimistisk med plads til omkring 50 tilskuere, scenen var på blot 1,5 x 2,5 m. Der var 2-3 forestillinger om ugen, og de begyndte først kl. 22.30, da skuespillerne jo først skulle være færdige på Aarhus Teater, hvor de var ansat. De entusiastiske unge skuespillere skabte ikke alene en uformel stemning, men især et helt anderledes teatertilbud end det traditionelle Aarhus Teater, som lå blot nogle få hundrede meter borte. Premierestykket, Du store verden, gav debut til en af mine yndlingsforfattere, Svend Åge Madsen. Jyllandspostens legendariske anmelder Jens Kruuse kaldte forestillingen for landets bedste teater. Næste forestilling var Fri for lur med tekster af Benny Andersen og Jesper Jensen. I 1966 fik Jørgen Leth sin debut som dramatiker med en omskrivning af Hamlet, Per Kirkeby stod for dekorationerne, og blandt andre Jens Okking var på plakaten. Siden blev forfatterlisten udvidet med navne som Erik Knudsen (Ned med kulturen), Tage Skou-Hansen (Nedtælling), Klaus Rifbjerg, Halfdan Rasmussen, Peter Seeberg og Frank Jæger m.fl. For vi unge mennesker, som aldrig kunne drømme om - eller måske kun kunne drømme om - at gå i et "rigtigt teater", var Svalegangen en fantastisk, nyskabende oplevelse.
Allerede få år efter flyttede Svalegangen til Rosensgade, da lagerbygningen i Vestergade skulle rives ned. Lokalerne i Rosensgade blev dog snart for trange, og i 1982 flyttede det ind i den gamle Kasino-bygning i Rosenkrantzgade, hvor det stadig har hjemme.
Birgit og jeg har gennem mange år været flittige gæster i Svalegangen, og det er en af de ting, vi savner mest fra Aarhus efter for et par år siden at være flyttet til Amager. Svalegangen er landets fjerde største teater udenfor hovedstaden, kun overgået af landsdelsscenerne i Aarhus, Aalborg og Odense. Vi er selvfølgelig ikke de eneste, som elsker Svalegangen. Købmand Herman Sallings Fond har for nylig doneret 22,7 mio. kr. til opføring af en ny teatersal, udvidelse af teatrets café og renovering af teatrets nuværende teatersal. Preben Harris har al mulig grund til at være stolt af, at det lille eksperimenterende teater, som han sammen med tre andre ildsjæle søsatte i Aarhus, har overlevet 55 års storme og stadig tilbyder interessante og tankevækkende produktioner.
I 1971 slentrede Preben Harris ned ad Vestergade i Aarhus og videre til Nørregade i København, hvor han var leder af Folketeatret gennem 30 år. I 1980'erne var Folketeatret den (eneste) scene, som kæmpede for ny, dansk dramatik. Preben Harris fandt også tid til at arbejde som instruktør, og han instruerede bl.a. en af vor tids mest populære familieforestillinger Sebastians "Skatteøen". Herudover kan nævnes Nøddebo Præstegård, Tiggeroperaen, En sælgers død og Parasitterne.
Når Preben Harris holder sommerferie, tager familien til sommerhuset i Svaneke. Han har bornholmske rødder, og hans hjerte brænder for klippeøen. Her var han drivkraften bag kulturhuset Svanekegården, som blev indviet i 1991 i en charmerende gammel købmandsgård ved havnen. Den har siden dengang været ramme for kunstudstillinger, kurser, seminarer, masterclasses - og også teaterforestillinger, hvor Preben Harris ofte selv har været på scenen.
Vi kender alle Preben Harris som en strålende skuespiller. Offentligheden måske bedst for hans altid spændende og ofte lidt foruroligende biroller: Edderkoppen, En by i provinsen, Matador, Kald mig Liva, Taxa, Rejseholdet og Krøniken. Fra teatret kan nævnes roller som gamle Levin i "Indenfor murene" og Molières "Den gerrige" på Odense Teater, enmandsversion af "Jeppe på Bjerget" og ikke mindst imponerende i den fremragende "Dr. Dampe".
Preben Harris fortalte Birgit, at han for tiden arbejdede på en rolle på Folketeatret; den vil vi glæde os til. Herre Gud, manden er jo heller ikke mere end 83 år. Jeg sagde tak til Preben Harris for mange dejlige oplevelser.
Da Birgit talte med Arne, nævnte hun, at vi for nylig er flyttet til Amager. Vi kommer undertiden i den nærliggende Christians Kirke, som ligger 5-10 minutters gang fra vores hjem. Organisten Søren Johannsen er gift med trompetisten Dorthe Zielke, og de er begge gode venner med familien Haugen/Krabbe og har afholdt mange koncerter, hvor Arnes billeder er blevet præsenteret samtidig på storskærm. Vi har med stor glæde selv overværet en af disse koncerter. Birgit mindede Arne om, at han jo havde udsmykket "vores gamle kirke" i Bregnet nord for Aarhus, og Arne kunne overraskende fortælle, at han for tiden arbejdede på et værk (triptykon) til Christians Kirken. Utroligt.
Efter en times tid forlod vi galleriet og gik tilbage gennem Frigiliana. I nærheden af El Casino, hvor vi skulle spise, mødte vi Luise (Krabbe Haugen Sørensen) sammen med sønnen Arthur. De havde været med til ferniseringen, men efter nogen tid var Arthur blevet lidt utålmodig. Vi havde mødt Luise flere gange, både i Frigiliana og i Danmark, men det var første gang, vi så Arthur. Luise fortalte, at hendes mand Philip var på skiferie i Norge med deres datter, men hun havde på grund af Arthurs alder valgt at tage ned til familien i Frigiliana. Arthur fortalte, at hans storesøster var faldet i sneen og havde slået benet, men det gjorde ikke ondt mere. Arthur og jeg blev hurtigt gode venner. Jeg har altid haft et bedre tag på børn end på kvinder. Luise foreslog, at vi gik en tur op på restaurantens terrasse, hvorfra der er en fantastisk udsigt.
Der var omkring 30-40 personer, som deltog i spisningen efter ferniseringen. Arne og Dorthe sad overfor Preben Harris og Bende i den ene ende. mens Caroline og Luise sad i den anden ende. Som altid, når vi har været til spisning efter en fernisering i Galeria Krabbe, var der lige med det samme en hyggelig stemning i lokalet. Birgit og jeg sad overfor et spændende par, Ane og Martin.
Kunstnerægteparret Ane Meinert Folke og Martin Nybo
De fortalte, at de holder til i Nykøbing Sjælland, hvor de har et værksted og galleri på havnen. Ane (Meinert Folke) laver smykker i mange forskellige materialer: sølv, guld, glas, horn, ædelstene, ben, pels mv. Hun er uddannet på Seminariet for kunst, håndværk og design i Kerteminde. I 1996 blev hun selvstændig som smykkedesigner, og i 2001 etablerede hun sammen med Martin værkstedet og galleriet MULD PLUS GULD i Nykøbing Sj. Sammen med Martin er hun en af de bærende kræfter bag kunstnerbyen KPH4500 på havnen i Nykøbing Sj, hvor otte kunsthåndværkere og kunstnere fra Odsherred, København, Jylland og Stockholm har etableret sig med værksteder og gallerier. Ane har udstillet over hele landet og underviser også i smykkefremstilling og andet håndværk. Hun er også med i bestyrelsen for Odsherred Unge Teater OUT.
Martin er uddannet kunsthåndværker på designskolen i Kolding på keramik- og glaslinjen. Hans arbejdsområder er store, farverige krukker, brugskeramik samt udsmykning. Han har samarbejdet med Arne Haugen Sørensen med et stort relief, som skal hænge i foyeren til Idræts- og Kulturhuset Borren i Højby. Modellen, hvis motiv er ét af Arnes yndlingstemaer, Sct. Jørgen og dragen, blev præsenteret på Johannes Larsen Museet i 2016. Arne boede i Odsherred i 13 år, før han i 1981 flyttede til Spanien. Han har fortsat et atelier i Rørvig og er stadig medlem af det kunstnerdrevne udstillingssted Huset i Asnæs. I samarbejde med designer Henrik Boe og chefkokken på Dragsholm Slot Claus Henriksen har Martin udviklet Odsherredstellet. Martin har udstillet i mange gallerier og kunstforeninger rundt om i landet. I løbet af sommeren 2018 udstiller han sammen med Luise Haugen Sørensen. I september 2017 udstillede Martin på Galeria Krabbe sammen med væver og kunstmaler Grete Balle. Caroline har lavet en kort video, hvor Martin præsenterer et af sine værker. Den kan ses på YouTube.
Martin fortalte, at han og Ane var på "studieophold" hos Kitty Harri, en svensk forfatter, som skriver under navnet Kitty Sewell, og som har en såkaldt skuplturpark i bjergene bag Almunecar. Kitty, som også er skulptør, har selv udformet omkring halvdelen af de 160 værker, som findes i parken. Hun har et hus i den gamle arabiske landsby Otivar ca. 20 km kørsel fra kysten, og her tilbyder hun husly og arbejdsro til kunstnere, som har behov herfor. Vi havde hørt om parken, men endnu ikke besøgt den. Den er almindeligvis åben for offentligheden den 1. og 3. søndag i hver måned. For kun 10 Euro kan man nyde parken og også lytte til klassisk kammermusik, som fremfører af Kittys partner Nick og hans musikalske venner. Det vil vi skrive os bag øret.
Martin fortalte, at han kommer fra Videbæk, ja, netop der, hvor AHS's nye museum ligger. Besøgende strømmer til det pragtfulde museum. Birgit og jeg har selvfølgelig set museet på nettet, men Martin sagde, at det slet ikke yder museet retfærdighed. Det skal ses i virkeligheden. Så mon ikke vi finder til Videbæk i løbet af sommeren?
Som altid når vi møder nye mennesker i Spanien, forsøger vi at afdække evt. relationer, og Birgit spurgte Martin, om han tilfældigvis kendte keramikeren Jac. Hansen, en af vores yndlingskunstnere, som bor i Ebeltoft. Gennem mange år har vi nydt hans glade, farverige, humoristiske og fantasifulde keramikskulpturer på Syddjurs' påskeudstilling på Fuglsøcentret. Martin fortalte, at han i forbindelse med sine studier havde besøgt Jac. Hansen i hans hjem ved Tranekær. Han fremtryllede på stedet en hilsen til Jac. Hansen, og vi lovede at aflevere den personligt, når vi om en måneds tid kommer på de kanter.
Tak til Galeria Krabbe for endnu en dejlig oplevelse. Ikke mindst til Luise, som vi snakkede så fint med. Vi ses snart igen, håber jeg.