Strandpromenaden langs veststranden i Almunecar. På fotoet til højre ses El Peñon del Santo i baggrunden.
I 2011, da vi tilbragte det meste af januar og februar måned i Salobrena, var vi adskillige gange i Almunecar, som bare ligger et kvarters kørsel vest for Salobrena. Også i 2012 var vi adskillige gange i Almunecar. Første gang sammen med Karin, anden gang for at gå til dansk gudstjeneste i Fiskerkapellet, tredje gang sammen med det norske ægtepar, Marianne og Atle, som vi havde truffet dagen i forvejen på en restaurant i Nerja.
Almunecar har omkring 27.500 indbyggere (2008) og er en stor turistby. Almunecar blev anlagt af fønikierne omkring år 800 fvt. Kolonien hed Sexi, og indbyggerne kaldes sig stadig Sexitanos, hvilket indgår i nogle af de navne, vi mødte i byen. Sexi specialiserede sig i at salte og tørre fisk, som de bl.a. leverede til Grækenland og Rom. Efter den anden puniske krig (219-201 fvt.) mellem Rom og Karthago kom romerne kom til området - du husker den krig, hvor Hannibal fra Spanien drog over Alperne i spidsen for en stor hær og en flok afskrækkende krigselefanter og truede selve Rom. Romerne vandt som bekendt til sidst, og indtil visigoterne dukkede op i sidste halvdel af 400-tallet, blomstrede byen. Herefter begyndte den højt udviklede fiskeindustri at forfalde kraftigt. Under maurerne fra omkring år 711 blev byen kaldt "Hins-al-Monacar", hvilket skulle betyde "Omgivet af bjerge", et navn, som er meget passende. Salmunecar var på grund af sin beliggenhed som en "vadesten" mellem Europa og Afrika meget vigtig i den mauriske periode, og den var den næstsidste by, som blev taget tilbage af de kristne. Det skete den 30. december 1489 efter 25 dages kamp. I 1810 under napoleonskrigene blev Almunecar kortvarigt belejret af de franske tropper. Og under den spanske borgerkrig blev Almunecar bombarderet fra havet, denne gang fordi de republikanske tropper forsøgte at ødelægge sukkerfabrikkerne, som lå på Playa San Cristóbal. Fabrikkerne blev ikke ramt, "kun" nogle fiskebåde, men der blev skudt nogle huller i La Najarra, det nuværende turistkontor.
Vi spadserede hver gang langs den utroligt flotte strandpromenade. Strandene, som strækker sig 4 km vest for og 2 km øst for Almunecar er flotte og velholdte med alle nødvendige faciliteter. Rio Verde løber ud i Middelhavet her, og Almunecar ligger i dalen omkring. Ved Playa San Cristóbal ligger alle de store, flotte turisthoteller samt hundredvis af spisesteder, mange af dem etniske: kinesiske, indiske, italienske osv.
Strandpromenaden langs veststranden i Almunecar. På fotoet til højre ses El Peñon del Santo i baggrunden.
På vores spadseretur ad den dejlige strandpromenade kom vi forbi to monumenter, som begge relaterer til byens glorværdige fortid. Den moderne bronzefigur, som er lavet af Miguel Moreno Romera, hedder "Til Fønikierne" og er en torso af en mand i et skib, en hyldest til de store sejlere og handelsmænd, som grundlagde byen og dens omfattende fiskeindustri. Monumentet står på Paseo del Altillo i nærheden af Peñon San Cristobal.
Til venstre: hyldest 'Til fønikierne', i midten: statue af den mauriske prins Abd-ar-Rahman I, til højre: kors på El Peñon del Santo
Det næste monument er en statue af den mauriske prins Abd-ar-Rahman I, som gik i land i Almunecar den 15. august 755 og året efter grundlagde emiratet Cordoba. Værket er af billedhuggeren Miguel Moreno fra Granada. Abd-ar-Rahman I krediteres almindeligvis for at have grundlagt den store moske (mezquita) i Cordoba, et af verdens største muslimske monumenter. Statuen står foran "El Peñon del Santo", "Den hellige Klippe" overfor Plaza de Abderraman. På foden af statuen er anført følgende tekst: Åh palmetræ, du er som jeg, en fremmed i den vestlige verden, langt borte fra dit fødeland. Længere oppe på klippen er rejst et stort kors til minde om, dengang de kristne slog araberne i Almunecar i 1489.
Udsigt fra toppen af "El Peñon del Santo" mod veststranden.
Som sædvanligt ligger der en antal mindre restauranter på stranden, de såkaldte "chiringuitos". Her kan man sidde i ro og fred og nyde et glas vin og en tapas, mens verden passerer forbi. Men langs stranden i Almunecar ligger også en del "churrerias", hvor man fremstiller og serverer churros.
På churreria. Karin og Birgit & Marianne, Atle og Birgit får churros med chokolade på stranden i Almunecar
Flere gange har vi nydt en portion churros her. Churros kaldes undertiden for "spaniens doughnut" og serveres frisklavede med et glas varm kakao, hvori man dypper de velsmagende bidder. Churros fås i et stykke fedttæt papir og er nøje vejet af. Vi fandt snart ud af, at to personer sagtens kan deles om en enkelt portion, lige som et enkelt glas kakao også nemt rækker til to eller flere portioner. Det er vistnok meningen, at man skal drikke resten af kakaoen, når man har spist alle sine churros, men på det tidspunkt havde vi i hvert fald passeret kvalmegrænsen. Vi så flere, som i stedet for chokolade valgte fx en americano eller en cafe con leche (kaffe med mælk) hertil.
Vi var også flere gange omkring turistkontoret, som ligger i Palacete de la Najarra på Avenida Europa, ca 100 meter fra San Cristobal stranden. Bygningen, Palacete de la Najarra, som mest af alt ligner et maurisk palads, er yngre, end det ser ud, det er opført sidst i 1800-tallet af en velhaver fra Marokko. Kommunen havde købt bygningen omkring 1990 og efterfølgende indrettet det som turistkontor. Det lille palads anvendes også til lokale udstillinger, receptioner og andre events, men er også selv blevet en turistattraktion. Vi oplevede flere gange, at der rullede en bus med turister op foran turistkontoret. De havde en guide med og fik tilladelse til at se overetagen i bygningen, hvilket ikke er tilladt alm. besøgende". Det er det prægtigste turistkontor, vi har besøgt, både indvendigt og udvendigt (selv om bygningen er ved at trænge til besøg af en maler). Det lille palads anvendes ofte til lokale udstillinger, receptioner og andre events.
Turistkontoret i "Palacete de la Najarra" i Almunecar.
I den store, skyggefulde have eller park er der palmer og cypresser og mange andre træer og buske. Midt i det hele er der selvfølgelig en lille fontæne, og på bænkene omkring denne sad ofte nogle mandfolk fra byen; de hyggede sig tydeligvis og kunne formentlig samtidig klare verdens store problemer.
Legehuset i parken ved turistkontoret i Almunecar. Til højre beundrer Karin en såkaldt ørkenrose.
Nede i bunden af parken ligger et imponerende legehus, som den marokkanske bygherre i sin tid lod opføre til sin datter. Det er selvfølgelig bygget i samme mauriske stil som hovedbygningen, og når man kigger ind ad vinduerne, kan man se, at det er møbleret med møbler og andet inventar i børnestørrelse. Det er i hvert fald, hvad Birgit og Karin fortalte mig. Selv går jeg ikke og kigger ind ad folks vinduer.
Mens vi gik rundt i haven, kom en flok spanske turister ind med egen guide, som højlydt fortalte om stedet (går jeg ud fra). Især vakte de store "ørkenroser" berettiget opsigt. I haven findes opstillet talrige fossiler, som jeg havde studeret ved flere tidligere besøg. De var så store og flotte, at jeg faktisk regnede med, at de var falske.
Spanske turister i haven til Turistkontoret i Almunecar. Atle studerer fossiler ved turistkontoret i Almunecar.
Den seneste gang, vi var på besøg i haven, var i selskab med Marianne og Atle, et norsk ægtepar, som vi havde mødt på en restaurant i Nerja. Jeg fortalte, at jeg troede, at fossilerne var falske, men Atle fortalte, at de var autentiske. Det viste sig, at Atle var geolog og arbejdede med olieudvinding i Nordsøen, og han havde set tilsvarende fossiler i Marokko, og det er formentlig netop derfra de stammede. Han fortalte, at fossilerne på væggen er trilobitter, som er omkring 500 millioner år gamle.
Loft og vægge i turistkontoret i Almunecar.
Indvendigt er turistkontoret lige så fantastisk som udvendigt.
Bag turistkontoret ligger Majuelo Park, lige nedenfor Castillo de San Miguel, som vi kommer til om lidt. Parken er en botanisk have med en stor samling (mere end 400) af tropiske og subtropiske planter. Haven er et dejligt svalt åndehul og især populær at besøge sidst på eftermiddagen. I den ene ende er en mindre scene med Castillo de San Miguel som en imponerende baggrund, den bruges til koncerter og shows, især i sommertiden, fx er der hver sommer en ugelang Jazz Festival. Rundt omkring i parken står en række spændende statuer, nogle er vist nedenfor.
Statuer i Majuelo Park i Almunecar.
Fæstningen "Castillo de San Miguel".
Vi var et par gange oppe at se Castillo de San Miguel, St. Michaels Borg. Allerede i det 1. århundrede byggede romerne en borg på stedet, og fra det 8. - 15. århundrede udbyggede maurerne den til en imponerende fæstning. Forsvarsværkerne omfatter bl.a. 46 større og mindre tårne og tre hovedindgange. Borgen ligger på den store høj, San Miguel Cerro, hvor den gamle bydel ligger. I maurertiden blev borgen både benyttet som sommerbolig af sultanerne og som fængsel for politiske modstandere, som var faldet i unåde eller som frembød en trussel for herskeren. Som du har hørt, kapitilerede maurerne til de kristne den 30. december 1489 efter 25 dages kampe. Det var tre år før, at Granada faldt som den sidste by i Spanien. Borgen blev straks omdøbt efter byens skytshelgen ærkeenglen Michael, som regnes for den mægtigste af de fire ærkeengle, og han accepteres både af jøder, kristne og muslimer. I dødehavsrullerne kaldes han "lysprinsen", og han er anfører for den himmelske hær i kampen mod det onde, så det er ikke mærkeligt, at byen har valgt ham som sin skytshelgen. I 1500-tallet blev der gravet en voldgrav omklring slottet, og der blev etableret en vindebro. Den imponerende facade med de fire runde tårne stammer også fra den tid. I de følgende 300 år beskyttede borgen byen mod angreb fra havet, især mod berberiske sørøvere, som myrdede og plyndrede og tog fanger og gidsler. Det blev oprettet vagttårne, som i god tid kunne melde om fjendens ankomst.
Med pensionistrabat gav vi 1.60 Euro for en billet (2012), som både gav adgang til borgen og det lille museum, som er bygget på toppen af bjerget, men også til Cueva Siete Palacios, som lå 3-400 meter derfra. Guiden ved indgangen vil pege din næse i den rigtige retning. Når du så kommer i tvivl om, hvor du nu skal dreje, så spørg en af de lokale, evt. vis dem din billet.
I 1810 blev Almunecar besat af Napoleons tropper, og englænderne beskød fæstningen fra havet, hvilket anrettede en del skader og i praksis satte fæstningen ud af spillet. Efter at franskmændene forlod Spanien i 1814 ophørte man med at bruge fæstningen, som forfaldt. Efter et koleraudbrud i 1830 blev borgområdet brugt som byens kirkegård. I 1936 blev Almunecar angrebet af den spanske republikanske hær, som det lykkedes at ødelægge en sukkerfabrik på Playa San Cristobel. I begyndelsen af 1980'erne gik man i gang med at restaurere borgen, et arbejde, som stadig pågår. Ved indgangen får man et kort over borgen, hvorpå den anbefalede besøgsrute er anført. Åbningstider: 10.30-13.30 og 17.30-20.00 tirsdag-lørdag. 10.30-14.00 søn- og helligdage. Mandag lukket.
Mens vi ventede på, at festen skulle begynde gik vi hen og kiggede på resterne af de fiskesaltningsanlæg, som fønikierne havde lavet for omkring 2500 år siden. Sexi, som fønikierne kaldte byen dengang, var et af de vigtigste fiskesaltningscentre i Middelhavet. Byens produkter er omtalt i tekster allerede i det 4. århundrede fvt., ikke mindst det næringsrige "garum", en gæret fiskepasta, som efter mange af samtidens mening smagte forfærdeligt; måske som svensk surstrømning? Efterfølgende videreudviklede og "industrialiseret" romerne processerne. Det er kun en lille del af anlæggene, som er udgravet, resten ligger under den øvrige del af parken.
Fønikisk fiskesaltninganlæg i Almunecar, billedet længst til højre er taget oppe fra Castillo de San Miguel.
Hvis man står på broen, som går hen over fiskefabrikken og kigger mod den gamle bydel, kan man se resterne af en gammel romersk trappe, som formentlig har været hovedindgangen til arbejdspladsen fra byen, som lå op ad bjergsiden. Ved siden af trappen ligger noget, som almindelig regnes som et tempel for den romerske gudinde Minerva. Herfra kan man også se kanalerne, som førte vand til fiskesaltninganlægget.
Herefter spadserede vi rundt i den gamle bydel, "casco antiguo", som er et charmerende virvar af smalle, snoede, brolagte gader. Her faldt vi over "den kongelige brønd", som er bygget i 1559 under Filip II og restaureret i 1994. Den frodige dame på brønden, som tilbyder vand fra sine svulmende bryster, er en frugtbarhedsgudinde. De to løver, som flankerer hende, er delvis ødelagt af de moderne sprinklere. Over gudindens hoved ses det kongelige spanske våbenskjold. Oprindelig fik brønden vand fra den romerske akvadukt, som forsynede byen hele. Fontænen ligger midt i den gamle bydel på la Calle Real.
Den kongelige brønd i Calle Real fra 1559.
På vejen hjem kørte vi omkring den romerske akvadukt ved Torrecuevas i nærheden af Rio Verdes udspring, ca. 4 km nord for Almunecar. Byen havde selvfølgelig behov for en forsyning af rindende, fersk vand, og det gjaldt ikke mindst den store industri med saltning af fisk. Til disse formål byggede romerne i det 1. århundrede evt. en vandledning på omkring 6 km fra Rio Verde, indeholdende fem store akvadukter, som stadig er synlig.
Den romerske akvadukt ved Torrecuevas omkring 4 km nord for Almunecar
I næsten 2000 år har denne vandledning leveret vand til både til kunstvanding af Rio Verde dalen og til Almunecar, og den leverer den dag i dag omkring 50 liter drikkevand i sekundet til byen. Denne akvadukt er med sine 130 meter og 17 buer den længste af akvadukterne. Et imponerende syn.
Her er en lille turistvideo om Almunecar fra Feriebolig Spanien.