Til venstre "La Dorada", til højre Birgit nyder sin kaffe på kirkepladsen i Maro.
En morgen, vi vågnede, hang der truende skyer over byen, og vi besluttede, at det var i dag, vi skulle besøge drypstenshulerne eller grotterne, som ligger 3-4 km fra Nerja i retning mod Maro ved foden af Sierra Almijara bjergene. Vi tog bilen, men det havde selvfølgelig været muligt at tage turen til fods, mere herom senere. Birgit og jeg havde set grotterne engang i 1960'erne på en udflugt fra Fuengirola vest for Malaga, og vi glædede os til at gense området.
Man kan tage bussen, som går fra "busstationen" i Nerja. Busstationen, som mest minder om et ishus, ligger på N-340 i nærheden af den dejlige Plaza Cantarero, hvor vi ofte har nydt en "cafe con leche" og "una tostada con tomate", men vi har læst i vores medbragte bøger.
Afgange fra Nerja (i 2017):
08:30 09:40 10:40 11:30 12:25 13:10 13:30 14:55 15:55 16:40 17:30 20:00 21:40.
Afgange fra grotterne i Maro (i 2017):
08:50 10:00 11:00 12:00 12:45 13:30 14:45 16:15 17:00 18:00 18:35 19:30 21:05.
Turen tager 10-15 minutter og koster (i 2017) 1 Euro hver vej.
I 2016 blev der oprettet et lille tog, Cueva Tren, som kører mellem museet i Nerja og grotterne i Maro. Museet, som drives af den samme fond, som driver grotterne, Fundación Cueva de Nerja, åbnede i december 2011. Det ligger i "øverste, venstre hjørne" af Plaza de España i Nerja, over den store underjordiske parkeringsplads, bare et minuts gang fra Balcón de Europa. Museet viser Nerjas historie fra huleboerne i palæolitisk tid til det store turistopsving i 1960-erne. Museet har åbent hver dag, og man får rabat, hvis man besøger både museet og grotterne samme dag.
Åbningstider (i 2017) i juli og august: fra 10:00-14:00 og 16:00-20:00.
Øvrige del af året: fra 10:00-14:00 og 16:00-18:30.
Om mandagen er der gratis adgang for EU-borgere.
Priser (i 2017): Voksne 4 Euro. Børn 6-12 år 2 Euro.
Det nyeste tiltag er at sælge billetter, som omfatter adgang til museet i Nerja og til grotterne i Maro samt transporten frem og tilbage. Køretøjet er en lille traktor, som trækker to vogne. Turen, som er meget spektakulær, har fire stoppesteder: Parque Verano Azul, Nerja Museum, Maro Kirkeplads og Grotterne.
Til venstre "La Dorada", til højre Birgit nyder sin kaffe på kirkepladsen i Maro.
Man kan hoppe af og stå på toget, som man lyster. Fx kan du kigge lidt på fiskebåden "La Dorada", som blev verdensberømt i hele den spansktalende del af verden i TV-serien "Verano Azul". Du kan også stå af ved kirken i Maro, tage en kop kaffe i den hyggelige cafe på torvet og evt. besøge den smukke sognekirke. Der er en audio guide på toget på spansk og engelsk.
Køreplan for toget til grotterne ved Nerja.
Prisen, der som nævnt omfatter entre til begge museer samt transport, er i 2017:
Voksne: 12 Euro.
Børn (6-12 år): 6 Euro.
Børn under 6 år: gratis.
Når man køber billet, reserverer man en tid for adgang til grotterne.
Til venstre billetkontoret. Til højre besøgscentret med en udstilling om hulernes historie.
Grotterne blev opdaget den 12. januar 1959 af fem kammerater fra Maro, som var på flagermusejagt. Francisco Navas Montesinos, brødrene Manuel og Miguel Muñoz Zorrilla, José Luis Barbero de Miguel og José Torres Cárdenas sad ved solnedgang ved en brønd, La Mina, hvorfra store flokke af flagermus søgte ud af et hul i jorden. Drengene kravlede ned i hullet og mærkede et vindsus nedenfra. Deres nysgerrighed drev dem videre, indtil de blev standset af to stalakitter. Dagen efter vendte de tilbage med værktøj og kom gennem en smal gang ind til et stort galleri, "Sala del Cataclismo". Salen var så stor, at drengene ikke kunne lyse den op med de medbragte fakler. Her fandt de nogle gamle lerkrukker med skeletrester i nærheden. Drengene løb forskrækkede hjem og fortalte om deres opdagelse, og et par dage efter trængte landsbyens læge og en af drengenes lærere ind i hulen. Den 19. april samme år blev der organiseret en ny ekspedition, hvori den unge fotograf fra Nerja, Jose Padial Bobadilla, deltog sammen med flere andre. Offentliggørelsen af hans fotografier i avisen SUR fra Malaga, gjorde snart offentligheden opmærksom på grotterne ved Nerja og vakte også opmærksomhed og interesse hos myndighederne, det videnskabelige samfund og resten af de spanske medier. I november 1959 fortsatte Francisco Navas Montesinos udforskningen af grotterne, og han opdagede nye gallerier. De følgende års undersøgelser førte til opdagelsen af De Nye Gallerier, Galerías Nuevas. Pressen døbte hurtigt grotterne "Cuevas de las Maravillas", "Vidundernes Grotter", og snart var arkæloger og geologer i fuld gang med at udforske dem.
Fra venstre: Miguel Munoz, José Louis Barbero, Jose Torres, Francisco Navas y Manuel Munoz. Foto af Jose Padial Bobadilla.
Der opstod meget snart et ønske om at give offentligheden adgang til grotterne. Ved hjælp af stemhuggere og dynamit åbnede man en mere fremkommelig adgang, og allerede den 12. juni 1960 blev grotterne indviet med den første internationale musik- og dansefestival. Når det gik så hurtigt, er det formentlig, fordi byrådet havde set den enorme turistmæssige værdi af opdagelsen. I 1961 fik grotterne status som "Nationalt Monument".
I dag benævnes hulerne eller grotterne for "La Cuevas de Nerja", "Grotterne ved Nerja". Det lille indgangshul, som benævnes "La Mina", er det andet af de to naturlige indgange til grotterne. Der blev snart åbnet en tredje indgang, som gjorde det muligt for turister ubesværet af komme ind i grotterne, og allerede året efter blev der givet adgang for publikum, og hermed begyndte et strålende turisteventyr for Nerja, og hulerne er fortsat Nerjas største turistattraktion. Omkring 500.000 besøgende om året gør grotterne til den næstmest besøgte turistattraktion i Andalusien efter Granada - og det selv om kun omkring 15% af grotterne er udforsket. Birgit og jeg besøgte grotterne under en chartertur til Fuengirola øst for Malaga midt i 1960'erne. I 1970 opdagede man flere gallerier.
Hvis jeg skal være meget nøjeregnende, så blev hulerne vel egentlig fundet af nogle neanderthalere for måske 40.000 år siden, og der er fundet rester af deres flinteredskaber. Det gør faktisk Nerja grotterne til et af de sidste, kendte steder i Europa, hvor neanderthalerne levede, indtil de blev udryddet for ca. 30.000 år siden. I februar måned 2012 blev det meldt ud, at der var fundet hulemalerier, som angiveligt var udført af neanderthalere.
For omkring 5 millioner år siden trængte der vand ind i sprækker i klipperne og begyndte at opløse marmorens kalcium og magnesium og skabte derved nogle enorme underjordisk lommer eller huler. Seismiske bevægelser og jordskred tvang vandet til at finde nye veje gennem hulesystemet, og dermed begyndte dannelsen af de kolossale stalakitter og stalagmitter, vi i dag ser i grotterne. Fund af skeletrester tyder på, at grotterne var beboet igen fra omkring 25.000 fvt. (før vor tidsregning) og indtil omkring 2000 fvt. I de første 4.000 år var de kun beboet af mennesker en del af året, mens hyæner og andre vilde dyr huserede i deres fravær. Omkring år 21.000 fvt. slog menneskene sig fast ned i hulerne og voksede i antal. En kultur baseret på jagt i lokalområdet opstod, hvilket fremgår af de første hulemalerier, som kan dateres til den tid. Indtil 10.800 fvt. udviklede jagtkulturen sig med stadig flere byttedyr som geder, kaniner, fisk og havpattedyr. En stor og varieret samling af dyreknogler, skaller og fiskeben fra den tid samt sten dekoreret med geometriske mønstre er fundet i hulerne tillige med værktøj af sten og ben. Omkring år 4500 fvt. er man begyndt at holde dyr, og området omkring hulerne er opdyrket. Der er også en produktion af pottemagerting. Fra omkring år 3800 fvt. findes tekstiler og smykker samt mere avanceret former for pottemagerkunst, ligesom dele af hulen anvendes som begravelseskamre. Omkring 2000 fvt. skyllede havet klipper og aflejringer ind i hulerne, hvorefter de ikke længere var tilgængelige. Ikke før fem nysgerrige drenge gik på flagermusejagt i 1959.
Til venstre: Birgit og Karin på vej ned i hulerne ved Nerja. Til højre: Sala de Cascada.
Grotterne, som måler 7219 meter fra nord mod syd og har et rumfang på omkring 265.000 m3, kan opdeles i to adskilte zoner, Nerja I og Nerja II. Nerja I omfatter de otte rum i "de nedre gallerier", hvortil turisterne har adgang, og hvortil der er relativ nem adgang ad trapper og betonstier (dog ikke handicapvenligt, hvad man vel heller ikke kunne forvente). God lyssætning fremhæver de mest seværdige dele af hulerne. Dette område omfatter dog kun 25-35% af hele komplekset. Nerja II, som ikke er åben for publikum, omfatter "de øvre gallerier", som blev opdaget i 1960 og "de nye gallerier", som blev opdaget i 1969/1970.
Grotterne i Nerja.
Hvert galleri består af et antal kamre eller haller. Turister kommer ad en 8 meter lang trappe ned til den ca. 14 x 3 meter store "Sala de Vestibulo", "Indgangshallen", hvor nogle få fund er udstillet, hovedsageligt keramik og forskellige brugsredskaber. Herfra fører en 20 meter lang korridor, "Sala de Belén", "Fødselskrybben" frem til "Sala del Colmillo", "Elefantens Stødtands kammer" med specielt smukke stalakitter, stalagmitter og andre geologiske formationer. Efter sigende skulle en fossileret træstamme ovenfra set minde om en stødtand på en elefant. Det er desværre ikke altid, at mine forestillingsevner rækker så langt. Herfra går vejen ned til "Sala de la Cascada o del Ballet", "Vandfaldets og ballettens hal". Dette store rum,,som har en god akustik, har i den ene ende form som et naturligt amfiteater, og på scenen afvikles "Nerja Caves Festival of Music and Dance" hvert år i juli måned. Der er indrettet omkring 800 siddepladser foran scenen. En bred sti, hvor man passerer en kæmpemæssig søjle med en omkreds på otte meter, fører til "Sala de los Fantasmas", "Fantomernes Hal". Denne hal har navn efter et udsævanligt fænomen. For enden af hallen er et stort klippeskred, som adskiller den fra "Sala del Cataclismo", der er mere end 100 meter lang, 50 meter bred og med en loftshøjde visse steder på mere end 30 meter. Rummet domineres af en kolossal søjle, formentlig den største naturskabte søjle i verden. Den er 32 meter høj og måler ved foden 13 x 7 meter. Der er etableret en udkigsplatform, så man får et godt overblik over kæmpen. Geologer har påvist, at det store jordskælv, som skabte dette kammer, skete for omkring 800.000 år siden. Længere nede i hallen for foden af nogle trin er "Rincón del Órgano", "Orgelhjørnet", som har fået sit navn, fordi klippen har foldet nogle strukturer, som ligner orgelpiber og kan frembringe toner, når man slår på dem. Jeg har et enkelt sted læst, at grotternes forhistoriske beboere bevidst har bearbejdet disse søjler for at ændre på tonerne, men jeg har dog ikke kunne få det bekræftet andre steder, men en spændende tanke. Nogle af de geologiske formationer har fået navne af offentligheden, såsom "Pinocchio" eller "Cyrano de Bergerac". Højt oppe for enden af hulen i sydøstlig retning er en indgang til de p.t. utilgængelige gallerier. Efter besøget "Sala del Cataclismo" vender vi om og går næsten sammen ved tilbage til udgangen, dog ser vi de forskellige formationer fra en anden vinkel og i et andet lys, en spændende oplevelse for voksne og børn - og måske allermest for vi voksne børn.
I "de øvre gallerier" befinder sig "Columnas de Hércules", "Herkules Søjler" på omkring 90 x 40 meter og "Sala de la Inmensidad", "Uendelighedens Hal" på ikke mindre end 135 x 95 meter. I "de nye gallerier" findes "Sala de la Lanza", "Lansens Hal", som har fået sit navn efter en kæmpemæssig stalakit, som på et tidspunkt er faldet ned fra loftet og begravet sig i gulvet. Og endelig det største af alle rummene, "Sala de la Montaña", "Bjergets Hal". Her finder vi bl.a. nogle berømte strukturer, som kaldes for "Negle"; små klippestykker er i tidens løb blevet "forkalket", så de ligner fingernegle. Disse for offentligheden utilgængelige områder skulle være endnu mere imponerende end de allerede åbnede og indeholder mange hulemalerierne. Ruten gennem disse huler skulle være mere labyrintisk med risiko for at fare vild, men så må man jo medtage en pakke med brødkrummer eller en rulle garn. Jeg formoder, at det er et spørgsmål om tid, inden der åbnes for turister, om ikke andet så fordi, det vil give turismen i Nerjaområdet endnu et gevaldigt skub fremad. For særligt interesserede er det muligt at få en særlig rundvisning, som også omfatter de ellers utilgængelige gallerier. Jeg kender desværre ingen, som har prøvet dette, men hører gerne nærmere, hvis du har viden herom.
De mange tegninger i grotterne på vægge og drypsten er selvfølgelig blevet studeret indgående af videnskabsfolk. De fleste tegninger forestiller (eller rettere er) byttedyr som geder, rådyr og andre firfodede pattedyr, men der er også mange symbolske figurer, alt udført i sort og rødt. I et af rummene er en flade på ca 2 m2 dekoreret med fiskefigurer. Nogle eksperter har bedømt dem til at være delfiner, men det er mere sandsynligt, at det har været sæler, som i den periode var meget mere hyppige. I "Columnas de Hércules" er malet en iberisk ged på en stalakit. Den sorte farve, som er anvendt, er stadig tydelig, mens den røde er falmet med tiden.
Som nævnt afholdes der hvert år musik- og dansefestival i "Sala de la Cascada o del Ballet". Disse festivaller, der regnes som årets vigtigste kunstneriske begivenhed på Costa del Sol, er blevet afholdt siden åbningen i 1960, og store kunstnere fra hele verden har optrådt her. Ved hulens officielle åbning i 1960 opførte det franske kompagni "La Tour de Paris" Tchaikowskys "Svanesøen"; det skulle være første gang, at dette værk blev opført i en grotte. Opførelsen vakte så meget opmærksomhed i medierne, at man besluttede at fejre opdagelsen af grotten hvert år med et lignende arrangement, og således begyndte ”Festivales Internacionales de la Cueva de Nerja”.
For at give dig en idé om indholdet har jeg nedenfor gengivet programmet for 2011 "The 52nd Nerja Caves Festival: A Spectacle of Music and Dance", hvor én aften er dedikeret til Flamenco, én aften til musik fra hele verden, to aftener til spansk dans og opera og én aften til en lyrisk koncert.
Gennem årene har mange berømte ballet- og operakompagnier optrådt på festivallen: bl.a. operaen fra Det Kongelige Teater i København, operaen fra Paris, Den Russiske Ballet med Maya Plitsetskaya, operaen fra Strasbourg, Pilar López, Rafael de Córdoba, operaen fra Bukarest, Luisilla og hendes ”Teatro de Danza Española”, Marienma, María Ros, Alain Baldini og mange flere. Af betydende kunstnere, som har optrådt på festivalen, kan nævnes som Mitislav Rostropovich, Yehudin Menuhin, Joanquín Cortés, Merche Esmeralda, José Carreras, Montserrat Caballé, Kiri Te Kanawa og mange, mange flere.
De fem kammerater, som opdagede grotterne ved Nerja (2003) - Photo Guerrer
Det nyoprettede (2011) historiske museum på Plaza Espana i Nerja, "Museo de Historia de Nerja", har en udstilling med nogle af fundene fra grotterne. De har også ovenstående foto hængende af de fem drenge, som opdagede hulerne.
Ved fejringen af 50-årsdagen for opdagelsen af grotterne den 12. januar 2009 afslørede Nerjas borgmester en tavle, som viste, at pladsen foran indgangen var blevet navngivet "Plaza de los Descubridores de la Cueva de Nerja", "Pladsen tilegnet opdagerne af grotten ved Nerja". Højtideligheden blev overværet af fire af "drengene" og af José Luis Barberos enke. Mon ikke de har været stolte over den forandring, de har bragt til deres by og også til hele Malaga provinsen.
I baggrunden på ovenstående billede ses en skulptur, som viser de fem kammerater.
I mange år har der i Nerja verseret en myte om, at indehaveren af restauranten AYO på Burriana Stranden er en af de fem drenge, som fandt grotterne. Vi har mange gange spist på Ayos udmærkede paella-restaurant og har også observeret flere avisudklip på væggen med tilknytning til grotterne. Jeg mener at have fundet ud af, at Ayos rigtig navn er Francisco Ortega Olalla - og dermed kan han ikke være en af "de fem". Derimod var han vistnok med den 14. april 1959, da José Padial tog de første fotos nede fra grotterne. Ayo har næppe haft noget imod denne myte, som kun kan have gavnet hans forretning.
Søndag den 19. april 2009 blev der afsløret en skulptur ved grotterne til ære for Jose Padial Bobadilla. Jose havde med sine fotos 50 år forinden udbredt kendskabet til de smukke grotter til hele verden. Skulpturen, som er i bronze, er udført af kunstneren Francisco Martín, og på toppen af værket er en reproduktion af Joses kamera. Teksten lyder: "Primer fotografo de la cueva de Nerja. El 19 de abril de 1959". Den lokale kunstner Francisco Martín har også udført monumentet om opdagelsen af grotterne samt statuen af kong Alfonso XII, som begge står på Europabalkonen i Nerja.
Fra venstre: monument over Jose Padial Bobadilla. Til højre: Kong Alfonso XII
Åbningstider (i 2017). Hulerne holder åbent hver dag bortset fra 1. januar og 15. maj, som er festdag for San Isidro: kl. 9:00–16:00. Juli-august: kl. 09:00–18:30. Seneste indgang 1 time før lukketid.
Billetpriser (i 2017): Voksne: 10 Euro, Børn 6-12: 6 Euro, Under 6 år: gratis.
Det er en god ide at bestille billetter i forvejen på denne hjemmeside.
Vær ved indgangen ca. 15 minutter før indgangstidspunktet. Besøget starter med visning af en 10 minutter lang videopræsentation. Herefter en ca. 45 minutter lang audio-guided tur gennem grottens forskellige kamre. Sprog: spansk, engelsk, tysk, fransk, italiensk og russisk.
Hvis du har fået blod på tanden hvad angår udforskning af grotterne, så tilbydes der tre forskellige specialture.
Hulernes hemmeligheder.
Tirsdag, onsdag, torsdag, fredag og søndag fra kl. 19:00 (juli og august dog kl. 18:30).
Her ser man nogle af de kamre, som ikke er tilgængelige under almindelige besøg.
Opdagelsesturen.
Lørdag kl. 17:00 (juli og august dog kl. 18:30).
Omfatter besøg i kamrene La Torca og La Mina, som ellers ikke er åben for publikum. Man får også vist det sted, hvor de fem kammerater fik adgang til grotterne. Anbefales ikke for børn under 10 år. Gode sko påkrævet.
Natteturen.
Lørdag kl. 18:00 (juli og august dog kl. 19:30).
Du vil bevæge dig rundt i grotterne alene ved lyset fra en pandelampe, så du vil få nogenlunde samme oplevelse som de fem kammerater på deres første tur.
Pris. Voksne: 15 Euro. Børn 0-12 år: 7 Euro.
I La Danesa, et magasin for danskere bosiddende i Spanien, læste jeg nogle dage senere, at et hold forskere, ledet af arkæolog og professor ved universitetet i Córdoba, José Luis Sanchidrian, er kommet frem til, at hulemalerierne i Nerja hulerne er omkring 42.000 år gamle. Disse resultater er bekræftet af en kulstof14-datering, som angiver en alder på mellem 42.300 og 43.500. Det gør hulemalerierne til de ældste kunstværker i verden. Mere fantastisk er, at de i givet fald er udført af neanderthalere og ikke vores forfædre homo sapiens. Forskerne håber at kunne bekræfte hypotesen, men indtil videre er projektet indstillet pga. manglende økonomiske midler.
Grotterne har en rigtig udmærket hjemmeside, som du kan besøge ved at klikke her. Du kan også bestille billetter på hjemmesiden, så du er sikret adgang på et tidspunkt, som passer dig.
Flere gange spadserede Birgit og jeg til Maro, som ligger 2-3 km øst for Nerja. Der er gode fortove langs den højtliggende landevej, hvorfra der er en dejlig udsigt over Nerja by og kysten. Efter nogle få hundrede meter ligger et smukt, lille kapel, "Ermita Ventorillo Santo Christo", hvori der står figurer af Jomfru Maria og Jesus. I dette stærkt katolske land fornemmer men nærmest, at de to figurer har samme "status". Af en plakette inde i kapellet, som altid er smukt udsmykket med blomster, fremgår, at det er opført i 2002 af "Confradia de Nuestro Padre Jesus Nazareno", et af de mange religiøse broderskaber i området. Disse broderskaber spiller en afgørende rolle under afvikling af processionerne til påske og pinse m.fl. og varetager også mange humanitære opgaver i lokalområdet.
Til venstre "Ermita Ventorillo Santo Christo". Til højre skilt mod "Cala Barranco de Maro".
Lidt længere fremme drejer vi af mod højre ved et skilt "Cala Barranco de Maro", der er afmærket som en vandresti. Efter at have travet forbi en del marker, der som følge af megen kunstvanding er grønne selv her i februar, er vi snart ved den gamle bro, "Puente Barranco de Maro", hvilket betyder noget i retningen af "Broen over skrænten ved Maro". Broen har kun én bue, hvilket gør den lidt speciel.
Til venstre "Puente Barranco de Maro". Til højre "Acueducto del Aguila".
Snart efter får vi et kig op mod hovedvejen, som fører op til motorvejen "N-340". I baggrunden ses "Acueducto del Aguila", som vi vil studere på nærmere hold på tilbagevejen. Vi er glade for, at vi gik den lille omvej.
Først for i byen ligger smuk bygning på venstre side af vejen, det er det lokale socialcenter. Her ligger et lille cafeteria, hvor man kan få et glas vin, et glas sangria eller en let menu, hvilket vi har prøvet et par gange (menu del dia for 8 Euro). Ikke nogen stor oplevelse, men udsigten er dejlig, hvidvinen kølig, og man får meget for for pengene. Da man anlagde vejen gennem den lille by, "gravede man den ned", således at den forløber 1-2 meter under det tidligere niveau. Herved slipper alle beboerne for en stor del af røg og udstødning fra bilerne og formentlig også for en del af støjen. Ved udkanten af byen drejer vi til højre og fortsætter frem til kirken, som er et af vores mål.
Til venstre socialcentret med cafeteria i Maro. Til højre Maro sognekirke.
Lige siden vi i 2011-2012 begyndte at komme til Nerja, har vi beundret den smukke bro, som er bygget over motorvejen. Hvert år siden har vi forsøgt at komme op på broen og krydse vejen, men hver gang har vi mødt en låset dør. Vi har spurgt nogle af vores danske venner, som bor hele året i Maro om årsagen hertil, og de har lidt svævende forklaret, at det vistnok skyldes, at Miljøministeriet arbejdede på at anlægge en botanisk have tæt på grotterne. I 2014 læste jeg, at haven nu var færdig. Den optager et areal på 26.000 m2 og indeholder 200 arter, hvoraf de 42 anses for truede. Anlægsprise godt 3 millioner Euro. Ministeriet ville indlede forhandlinger med fonden, der driver grotterne, med henblik på at få dem til at stå for drift og vedligeholdelse af den botaniske have. Man regnede med at give publikum adgang til haven ved udgangen af 2014. Ikke desto mindre var både haven og broen lukket for offentligheden i 2015 og 2016. I januar 2017 konstaterede vi, at broen var åbnet, men der var stadig ikke adgang til haven. I foråret 2017 læste jeg i en lokal avis, at fonden for grotterne betakkede sig og mente, at de i forvejen havde hænderne fulde. Vi er spændte på, om situationen har ændret sig, når vi vender tilbage til området i 2018.
Broen over motorvejen ved Maro.
Hvis du vil prøve at komme fra Maro til grotterne via den nye bro, skal du efter cafeen La Entrada dreje til venstre ad Calle Virgen de las Maravillas. En rampe fører op til broen, hvorfra der er en flot udsigt over kysten og bjergene. Broen er kun 64 meter lang. Ja, det er selvfølgelig begrænset, hvor meget man kan få for 1,3 millioner euro. Midt på broen rager en 46 meter høj "tandstikker" op i luften. Jeg formoder, at arkitekten har lavet en reference til de drypsten (stalagmitter), der findes i rigeligt tal i grotterne. Fra broens afslutning er der bare et par hundrede meter op til indgangen til grotterne.
Nå, det var et lille sidespring. Sognekirken i Maro stilles velvilligt til rådighed for gudstjeneste en gang eller to for Den Danske Kirke Øst for Malaga hvert år. Vi ville egentlig have overværet gudstjenesten lørdag den 11. februar, men blev desværre forhindret. Kirkens officielle navn er "Iglesia De Nuestra Senora De Las Maravillas", hvilket betyder noget i retningen af "Vores Frue af Vidundere"; bemeldte frue er Maros skytshelgen. Kirken menes opført i slutningen af 1600-tallet, men er muligvis påbegyndt mere end 100 år tidligere. Bygningen har et enkelt kirkeskib, og ved indgangen står et lidt bastant klokketårn, som er afsluttet med en pyramideagtig struktur. Engang var der en indgang til tårnet på nordsiden, men den er nu dækket af trapper op til gaden.
"Gudstjeneste i Iglesia De Nuestra Senora De Las Maravillas", Maros Sognekirke.
I højre side af kirken i en niche står en statuen af byens skytshelgen, San Anton eller Den Hellige Antonius. Ved hans fod ses den obligatoriske lille gris - selv om jeg først tog den for en hund. Maleriet i nichen viser San Anton i Maros omgivelser, og man kan til højre se ruinerne af sukkerfabrikken og til venstre vagttårnet ved Maro - mere herom senere. Antonius (251 – 356) var en egyptisk munk og eneboer, som levede i Mellemegypten. Hans forældre, som var kristne, døde tidligt og efterlod Antonius en betragtelig formue. Da Antonius var 20 år gammel, hørte han evangeliet om den rige yngling, og som han forærede han sit jordiske gods til de fattige og levede resten af livet som eneboer i nærheden af sin hjemby. Den kristne myte fortæller, at djævlen i nattetimerne fristede han med skønne kvinder, prægtige rigdomme og stor magt. Han modstod dog alle fristelser, og til sidst åbenbarede Jesus sig for ham og jog dæmonerne bort med sit himmelske lys. Folk opsøgte ham fra nær og fjern for at få svar på vigtige spørgsmål eller for at blive velsignet eller ligefrem helbredt. Antonius døde i år 356 og blev begravet i en hule ved Det røde Hav. Senere blev hans jordiske rester bragt til Konstantinopel, hvor der skete mirakler omkring relikviet i Sofia Katedralen. Omkring år 1000 førtes relikvierne videre til Frankrig til en lille by i Dauphiné, der i dag hedder Sainte-Antoine-de-Viennois. Her opstod omkring år 1100 den første Antonitter munkeorden, som siden bredte sig op gennem Europa. Klostrene fik lov til at lade deres grise gå rundt i landsbyerne med en lille sølvklokke i øret, så beboerne kunne kende dem og fodre dem med rester fra husholdningen. Fra 1200-1300 tallet bliver Sankt Antonius altid afbildet med en gris ved sin side, og Antonius får status som svinenes skytshelgen eller måske rettere beskytter. Ofte har han en klokke om halsen for at skræmme Djævelen bort. Den vigtigste kilde til Antonius' liv er Athanasius' biografi, Vita Antonii. Heri bliver Antonius skildret som en levende helgen, som viser, hvorledes en rigtig kristen munk bør leve. Den Hellige Antonius er meget populær i Andalusien, og hans navnerdag den 17. januar fejres både i Maro og Frigiliana.
Ved siden af sognekirken står resterne af en af områdets mange sukkerfabrikker eller sukkermøller. Et skilt ved den noget medtagne bygning fortæller, at i 1582 købte Felipe de Armengol, som kom fra Granada, jord af den "herremand" til at dyrke sukkerrør og opføre en fabrik til behandling af denne afgrøde. Han etablerede en handelsrute fra Maro op til Granada gennem Almijara bjergkæden. Fabrikken var i drift indtil omkring 1860, hvor den blev ramt af ild. Selv om en stor del af bygningerne i tidens løb er blevet omforandrede, er noget af den oprindelige struktur blevet bevaret, dels det imponerende fundament, dels de smukke spidse vinduer. Men bygningen er i dag stort set en ruin.
Efter at have besigtiget kirken satte vi os udenfor den lille restaurant, som altid synes at ligge i bekvem nærhed, og fik et glas vin. Lidt efter kom et ægtepar og satte sig ved et af de andre borde. Vi kunne høre på sproget, at i hvert fald manden var fynbo. Vi faldt i snak, og det viste sig, at en af deres sønner havde boet i Beijing i fem år med hustru og barn. Lidt pudsigt, at vores knægt Bo har studeret kinesisk og boet i Beijing et års tid. Vi fortalte, at vores ældste søn boede i Vancouver, og de kunne fortælle, at de havde været i Vancouver sidste år i september - nogenlunde samtidig med, at vi havde været der på familiebesøg. Manden fortalte, at de var taget til Canada for at skyde en bjørn. Dette var ikke lykkedes for ham, men han havde skudt en moose (elg) på godt 900 kg. Han havde også været på storvildsjagt i Afrika, og konen var altid med, dels for oplevelsen, dels for at tage film og billeder. De havde i mange år haft en frugtplantage og et mosteri, og da de solgte det for at gå på pension, havde de for nogle af pengene købt en autocamper. Årets mål var Italien og Sicilien, men på grund af det dårlige vejr i Sydeuropa (altså bortset fra Sydspanien) var de lige taget en tur på 10 dage til Nerja, som de holdt meget af. De havde lejet en lejlighed med udsigt over havet et stykke fra nogle venner, som boede i Calle Carabeo. Deres børn var for resten nede for at besøge dem. Vi fortalte, at vi dagen i forvejen havde hilst på et hyggeligt ægtepar i Calle Carabeo 60, hvis børn boede i nummer 70. De havde taget til Nerja en måned hver vinter de sidste 35 år. Da det viste sig, at det netop var deres venner, skyndte vi os at gå, inden vi ligefrem blev i familie. Hvor møder man mange dejlige mennesker, hvis man selv er lidt åben og imødekommende (i mine ører lyder det bedre end nysgerrig).
Kører man en tur langs kysten ad 340A (kystruten), kan man ikke undgå at se en række maleriske tårne, der ligger som perler på en snor. For en snes år siden lå de fleste af tårnene i ruiner, men siden er mange af dem blevet restaureret. Kysten langs Andalusien har i årtusinder været plaget af krige og uroligheder. Da romerne slog sig ned her, byggede de tårne, hvorfra de både kunne holde øje med angreb fra søsiden, men også kunne sende advarsler til de nærliggende tårne. Systemet blev overtaget og forbedret af maurerne i det 8.-9. århundrede. Med deres vagttårne i Nordafrika var de i stand til på én nat at sende en meddelelse fra Alexandria i Egypten til Ceuta (i dag Spansk Marokko). Signaler blev sendt fra tårn til tårn, om dagen benyttede man røg, om natten ild, nøjagtigt som vi gjorde i norden på vores bavnehøje. Størsteparten af de eksisterende tårne i Andalusien er dog opført i det 16. århundrede af de kristne, men nogle af disse er bygget på fundamenter fra romertiden. Den største fare kom imidlertid ikke fra fremmede magter, men fra de mange pirater, som havde baser på den nordafrikanske kyst, fx Tanger. De gik i land på den spanske kyst delt for at skaffe frisk vand og forsyninger, men også for at tage fanger, som de solgte som slaver. Disse overfald frembød ikke alene en overhængende fare for lokale bønder og fiskere, men truede ligefrem med at destabilisere områdets skrøbelige økonomi. Vi er tilbøjelige til at se disse piratoverfald som muslimer, der overfaldt kristne, men pirateriet begyndte altså flere hundrede år før, at Muhammed dukkede op på scenen, og der var både kristne og muslimske pirater. Nogle af tårnene, fx ved Almunecar, blev faktisk bygget af mauriske herskere i 1000-tallet for at beskytte deres territorium mod muslimske og kristne pirater. Scenariet var således ikke meget anderledes, end når vores forfædre, de nordiske vikinger, hver sommer tog på togter til den engelske østkyst.
Når der blev givet signal om, at der var pirater på vej, var befolkningens eneste chance for at undgår at blive taget til fange eller at blive dræbt at stikke af, og det drejede sig ofte kun om få minutter. Hvis der var en garnison i nærheden, søgte man indenfor dens mure, ellers stak man op i bjergene, indtil kysten var klar. Et gammelt udtryk, som efter sigende stadig anvendes, lød: "no hay moros en la costa" - "der er ingen maurere på kysten". Mange kirker, som blev opført efter "tilbageerobringen", er nærmest bygget som forter, så de også kan bruges af befolkningen til at søge tilflugt under angreb. Det gælder fx. sognekirken i Motril. Piraterne tog alt med sig, som de kunne bruge: afgrøder, dyr, skatte - og slaver. Fiskere, hyrder, rejsende, undertiden hele landsbybefolkninger blev slæbt med på skibene. Nogle blev lænket til årerne, hvor de sad, indtil de døde. Andre blev solgt på slavemarkeder i Nordafrika. Man regner med, at der i 1600-tallet var mere end 30.000 slaver bare i Algier. Flere gange forsøgte forskellige europæiske herskere at nedkæmpe piraterne ved at angribe deres baser, men efter få år blev angrebene genoptaget. Gennem 1600- og begyndelsen af 1700-tallet blev Andalusiens økonomi stadig dårligere, mange kystbyer blev forladt af deres indbyggere, som flyttede længere ind i landet. Eksempelvis måtte man på et tidspunkt "importere" beboere til Nerja fra Baskerland, Galicien, Valencia og Malaga.
Lidt øst for Maro ligger et vagttårn fra 1500-tallet, det blev restaureret i 2009. Kør gennem Maro under den nye fodgængerbro. Tag afkørslen til højre mod La Herradura. Efter ca. 500 meter er et skilt, som viser til Torre de Maro. Parker her og spadser ca. 600 meter op til tårnet og nyd udsigten. Tårnet er 11 meter højt, og åbningen ligger ca. seks meter oppe. Ingen vinduer i tårnet, kun et lille udkigshul.
Til venstre model af vagttårn fra det 15.-16. århundrede, til højre vagttårn ved Maro.
Tårnets opgave var alene at observere og advare, det var almindeligvis kun bemandet med en enkelt vagt, som var ubevæbnet eller blot havde et simpelt gevær til rådighed. Som det fremgår at ovenstående skitse, havde tårnet en solid, rund basis, som skulle beskytte mod kanonskud. Det havde et enkelt rum med et lagerrum nedenunder. Indgangsåbningen krævede, som vi har set, anvendelse af en stige. Ikke overraskende var det ikke særligt spændende at være vagt. En kongelig forordning fra 1497 bestemte, hvorledes bemandingen skulle være, og hvem, der skulle betale hvor meget. For de små tårne påhvilede betalingen lokalsamfundet.
I begyndelsen af 1800-tallet aftog truslen fra pirater, men samtidig dukkede to magtfulde og fjendtlige nationer op på scenen: Frankrig og England. På den tid udspilledes den spanske arvefølgekrig og siden napoleonkrigene, hvor Spanien og England var allierede. I jul 1810 gik franskmændene i land i Nerja og dræbte 17 lokale under kampen. Hvor Europabalkonen ligger nu, lå et tårn, Torre de los Guardas, og da englænderne var bange for, at franskmændene ville bruge det som base, gik de i land i oktober måned samme år og ødelagde tårnet og dets kanoner. Først efter Wienerkongressen i 1815 blev der fred i Europa, men de nordafrikanske sørøvere blev ved med at plage i middelhavsområdet, indtil Frankrig underlagde sig Algier i 1830. Vagttårnene blev overdraget til Caribineros og Guardia Civil, men de begyndte snart at forfalde. Mange blev fjernet, da de stod i vejen for den såkaldte "udvikling". De få overlevende vagttårne fortæller dog om en voldsom og tragisk fortid.
"Acueducto del Aguila", "Ørneakvadukten" i Maro blev konstrueret i slutningen af 1800-tallet for at bringe vand frem til San Joaquin sukkerfabrikken i mellem Nerja og Maro. Byggeriet blev ledet af den lokale bygmester Francisco Cantarero (som har givet navn til vores yndlingsplads inde i Nerja, hvor vi ofte nyder en kop kaffe).
"Acueducto del Aguila", "Ørneakvadukten" i Maro.
Den minder om en romersk akvadukt med sine fire murstensarkader, ialt har den 38 buer. Facaden vender imidlertid ind mod landskabet, fordi den gamle landevej mellem Nerja og Maro gik her. Sukkerfabrikken er lukket for mange år siden, men akvadukten anvendes i dag til kunstvanding af de mange marker og jordlodder i området. Akvadukten blev beskadiget under den spanske borgerkrig, men restaureret fra 2009-2011.
På tilbageturen fra Maro passerede vi den gamle sukkerfabrik San Joaquin - eller rettere ruinerne af fabrikken, de ligger blot 2-300 meter fra vejen, og dem skulle vi selvfølgelig studere. Vi havde flere gange set resterne af sukkerfabrikken, når vi kørte forbi på landevejen. Ved en enkelt lejlighed så vi nogle unge mennesker, som startede deres små luftfartøjer, som ligner en faldskærm med motor, fra det forladte område. Turen op fra vejen er dejlig, og stien går forbi marker og drivhuse med blomkål, kartofler, bønner, ærter, tomater, artiskokker og meget andet.
To vandrefugle på vej op til San Joaquin sukkerfabrikken mellen Nerja og Maro.
Foran os på stien gik en smuk, hvid fugl, jeg tror, at det er en ibis, men Birgit er - som så ofte - af en anden mening, og det hænder da, at hun har ret, så jeg omtaler den for husfredens skyld som "ibis-lignende". Jeg har tilladt mig at kopiere fuglen ind på samme foto som den anden vandrefugl.
Der har været produktion af sukker, baseret på sukkerrør, i området siden omkring år 900. Sidste år besøgte vi det spændende museum, "Museo Preindustrial de la Caña de Azucar", "det førindustrielle sukkerrørsmuseum" i Motril, som ligger godt en halv times kørsel øst for Nerja. Her fortælles den spændende historie om dengang, da Motril var verdens sukkerby. Museet er bygget ovenpå resterne af en sukkermølle fra 1500-tallet, hvilket blev opdaget ved arkæologiske udgravninger i 1990. I 1500-tallet lå der i Motril 11 sukkerfabrikker, som hver beskæftigede 200-300 personer; hertil kom omkring 500 sæsonarbejdere beskæftiget med høst af sukkerrør. Sukker fra Motril blev udskibet til hele verden fra Almunecar og Malaga; i 1654 producerede "La Palma Sugar House" i Motril 822 tons sukker. Den velstand, som sukkeret bragte til området, tiltrak også pirater, hvilket afstedkom byggeri af udsigtstårne og forter lang kysten, hvoraf mange stadig kan ses. Mange steder blev selv kirkebygningen inddraget til beskyttelse af befolkningen. Al denne velstand havde selvfølgelig en pris, som bl.a. miljøet måtte betale. Sukkerfabrikkernes behov for træ til kedlerne medførte massefældning af skovene, én sukkerfabrik krævede 300 vognladninger træ pr. sæson, og mere end 20.000.000 m2 skov blev lagt øde, hvilket førte til hyppige(re) oversvømmelser. Hvis du er bare en lille smule historisk interesseret, er museet i Motril bestemt et besøg værd.
San Joaquin sukkerfabrikken mellen Nerja og Maro.
Fabrikken mellem Nerja og Maro blev opført i 1884 af Francisco Cantarero. Den lukkede i 1911 for i 1930 at blive overtaget af Larios sukkerkomplekset, som genåbnede fabrikken og også indrettede et distilleri. Larios havde også sukkerfabrikker i Frigiliana og Torrox.
I 2017 læste vi i en lokal avis, at der var planer om at bygge en 18 hullers golfbane på sukkerfabrikkens område. Hertil kommer opførelse af 680 boliger samt flere luksushoteller. Bag projektet står Sociedad Azucarera Larios S.A. (Salsa). Larios ejer store landområder både i Maro og Nerja, men også i Malagaområdet. Beboerne i området var i gang med en underskriftsindsamling mod projektet, aom åbenbart var sanktioneret af det tidligere, konservative byråd. I stedet ønsker de, at området anvendes til bæredygtig landbrugsproduktion og økoturisme. Vi er spændte på, hvad resultatet bliver.
Da la Marquesa de Larios døde i 1997, fik bønderne ret til at arbejde på jorden mod at betale en årlig afgift. Marquesaen boede i Maro i en flot ejendom, som ligger mellem kirken og kysten. Desværre for os nysgerrige turister er udsigten til ejendommen forhindret af et stort hegn, men vi kiggede ind en dag, da porten blev åbnet for en håndværkerbil.
Udsigt mod Burriana stranden med Nerja i baggrunden.
Da vi var kommet tilbage til vejen mod Nerja, drejede vi snart efter ned mod kysten ad en sti. For enden af stien er der en fantastisk udsigt over "vores strand", Burriana stranden med Nerja i baggrunden. Yderst på spidsen kan man ane Europa-balkonen. Vi vendte tilbage til landevejen og svar snart hjemme igen. En dejlig spadseretur, som kan klares på 2-3 timer, uden at man bliver overanstrengt.
Vi tog flere gange på tur til Almunecar, som ligger 20-25 minutters kørsel øst for Nerja. Vi tog bl.a. dertil for at overvære en spansk-cubansk venskabsfest og for at besøge den danske kirke i området. Hvis du vil med, så klik her.