Grotterne ved Nerja
En morgen, vi vågnede, hang der truende skyer over byen, og vi besluttede, at det var i dag, vi skulle besøge drypstenshulerne eller grotterne, som ligger 3-4 km fra Nerja i retning mod Maro ved foden af Sierra Almijara bjergene. Vi tog bilen, men det havde selvfølgelig været muligt at tage turen til fods, og der er også busser til grotterne.

Til venstre billetkontoret. Til højre besøgscentret med en udstilling om hulernes historie.

Hulerne blev opdaget den 12. januar 1959 af fem kammerater fra Maro, som var på flagermusejagt. Ved solnedgang sad de ved et hul i jorden, hvorfra store flokke af flagermus søgte ud. Drengene kravlede ned i hullet og mærkede et vindsus nedenfra. De blev drevet videre af deres nysgerrighed, indtil de blev standset af to stalakitter. Dagen efter vendte de tilbage med værktøj og kom gennem en smal gang ind til et stort galleri, "Sala del Cataclismo". Her fandt de nogle gamle lerkrukker med skeletrester i nærheden. Drengene løb forskrækkede hjem og fortalte om deres opdagelse, og et dage efter gik landsbyens læge og en fotograf ind i hulen. Pressen døbte snart hulerne "Cuevas de las Maravillas", "Vidundernes Grotter", og snart var arkæloger og geologer i fuld gang med at udforske dem. Allerede i 1961 fik grotterne status som "Nationalt Monument".

I dag benævnes hulerne eller grotterne for "La Cuevas de Nerja", "Grotterne ved Nerja". Det lille indgangshul, som benævnes "La Mina", er det andet af de to naturlige indgange til grotterne. Der blev snart åbnet en tredje indgang, som gjorde det muligt for turister ubesværet af komme ind i grotterne, og allerede året efter blev der givet adgang for publikum, og hermed begyndte et strålende turisteventyr for Nerja, og hulerne er fortsat Nerjas største turistattraktion. Omkring 500.000 besøgende om året gør grotterne til den næstmest besøgte turistattraktion i Andalusien efter Granada - og det selv om kun omkring 15% af grotterne er udforsket. Birgit og jeg besøgte grotterne under en chartertur til Fuengirola øst for Malaga midt i 1960'erne. I 1970 opdagede man flere gallerier.

Det nyoprettede (2011) historiske museum på Plaza Espana i Nerja, "Museo de Historia de Nerja", har en udstilling med nogle af fundene fra grotterne. De har også dette foto hængende af de fem drenge, som opdagede hulerne. Billedet er taget i forbindelse med 50-året for deres opdagelse. Jeg beklager kvaliteten, men fotoet måtte tages i al hast, da det ikke var tilladt af fotografere på museet. Du kan læse mere om vore besøg på museet under Nerja.

Hvis jeg skal være meget nøjeregnende, så blev hulerne vel egentlig fundet af nogle neanderthalere for måske 40.000 år siden, og der er fundet rester af deres flinteredskaber. Det gør faktisk Nerja hulerne til et af de sidste, kendte steder i Europa, hvor neanderthalerne levede, indtil de blev udryddet for ca. 30.000 år siden. I februar måned 2012 blev det meldt ud, at der var fundet hulemalerier, som angiveligt var udført af neanderthalere.

For omkring 5 millioner år siden trængte der vand ind i sprækker i klipperne og begyndte at opløse marmorens kalcium og magnesium og skabte derved nogle enorme underjordisk lommer eller huler. Seismiske bevægelser og jordskred tvang vandet til at finde nye veje gennem hulesystemet, og dermed begyndte dannelsen af de kolossale stalakitter og stalagmitter, vi i dag ser i grotterne. Fund af skeletrester tyder på, at grotterne var beboet igen fra omkring 25.000 fvt. (før vor tidsregning) og indtil omkring 2000 fvt. I de første 4.000 år var de kun beboet af mennesker en del af året, mens hyæner og andre vilde dyr huserede i deres fravær. Omkring år 21.000 fvt. slog menneskene sig fast ned i hulerne og voksede i antal. En kultur baseret på jagt i lokalområdet opstod, hvilket fremgår af de første hulemalerier, som kan dateres til den tid. Indtil 10.800 fvt. udviklede jagtkulturen sig med stadig flere byttedyr som geder, kaniner, fisk og havpattedyr. En stor og varieret samling af dyreknogler, skaller og fiskeben fra den tid samt sten dekoreret med geometriske mønstre er fundet i hulerne tillige med værktøj af sten og ben. Omkring år 4500 fvt. er man begyndt at holde dyr, og området omkring hulerne er opdyrket. Der er også en produktion af pottemagerting. Fra omkring år 3800 fvt. findes tekstiler og smykker samt mere avanceret former for pottemagerkunst, ligesom dele af hulen anvendes som begravelseskamre. Omkring 2000 fvt. skyllede havet klipper og aflejringer ind i hulerne, hvorefter de ikke længere var tilgængelige. Ikke før fem nysgerrige drenge gik på flagermusejagt i 1959.

Til venstre: Birgit og Karin på vej ned i hulerne ved Nerja. Til højre: Sala de Cascada.

Grotterne, som måler 7219 meter fra nord mod syd og har et rumfang på omkring 265.000 m3, kan opdeles i to adskilte zoner, Nerja I og Nerja II. Nerja I omfatter de otte rum i "de nedre gallerier", hvortil turisterne har adgang, og hvortil der er relativ nem adgang ad trapper og betonstier (dog ikke handicapvenligt, hvad man vel heller ikke kunne forvente). God lyssætning fremhæver de mest seværdige dele af hulerne. Dette område omfatter dog kun 25-35% af hele komplekset. Nerja II, som ikke er åben for publikum, omfatter "de øvre gallerier", som blev opdaget i 1960 og "de nye gallerier", som blev opdaget i 1969.

Grotterne i Nerja.

Hvert galleri består af et antal kamre eller haller. Turister kommer ad en 8 meter lang trappe ned til den ca. 14 x 3 meter store "Sala de Vestibulo", "Indgangshallen", hvor nogle få fund er udstillet, hovedsageligt keramik og forskellige brugsredskaber. Herfra fører en 20 meter lang korridor, "Sala de Belén", "Fødselskrybben" frem til "Sala del Colmillo", "Elefantens Stødtands kammer" med specielt smukke stalakitter, stalagmitter og andre geologiske formationer. Efter sigende skulle en fossileret træstamme ovenfra set minde om en stødtand på en elefant. Det er desværre ikke altid, at mine forestillingsevner rækker så langt. Herfra går vejen ned til "Sala de la Cascada o del Ballet", "Vandfaldets og ballettens hal". Dette store rum,,som har en god akustik, har i den ene ende form som et naturligt amfiteater, og på scenen afvikles "Nerja Caves Festival of Music and Dance" hvert år i juli måned. Der er indrettet omkring 800 siddepladser foran scenen. En bred sti, hvor man passerer en kæmpemæssig søjle med en omkreds på otte meter, fører til "Sala de los Fantasmas", "Fantomernes Hal". Denne hal har navn efter et udsævanligt fænomen. For enden af hallen er et stort klippeskred, som adskiller den fra "Sala del Cataclismo", der er mere end 100 meter lang, 50 meter bred og med en loftshøjde visse steder på mere end 30 meter. Rummet domineres af en kolossal søjle, formentlig den største naturskabte søjle i verden. Den er 32 meter høj og måler ved foden 13 x 7 meter. Der er etableret en udkigsplatform, så man får et godt overblik over kæmpen. Geologer har påvist, at det store jordskælv, som skabte dette kammer, skete for omkring 800.000 år siden. Længere nede i hallen for foden af nogle trin er "Rincón del Órgano", "Orgelhjørnet", som har fået sit navn, fordi klippen har foldet nogle strukturer, som ligner orgelpiber ogkan frembringe toner, når man slår på dem. Jeg har et enkelt sted læst, at grotternes forhistoriske beboere bevidst har bearbejdet disse søjler for at ændre på tonerne, men jeg har dog ikke kunne få det bekræftet andre steder, men en spændende tanke. Nogle af de geologiske formationer har fået navne af offentligheden, såsom "Pinocchio" eller "Cyrano de Bergerac". Højt oppe for enden af hulen i sydøstlig retning er en indgang til de p.t. utilgængelige gallerier. Efter besøget "Sala del Cataclismo" vender vi om og går næsten sammen ved tilbage til udgangen, dog ser vi de forskellige formationer fra en anden vinkel og i et andet lys, en spændende oplevelse for voksne og børn - og måske allermest for vi voksne børn.

I "de øvre gallerier" befinder sig "Columnas de Hércules", "Herkules Søjler" på omkring 90 x 40 meter og "Sala de la Inmensidad", "Uendelighedens Hal" på ikke mindre end 135 x 95 meter. I "de nye gallerier" findes "Sala de la Lanza", "Lansens Hal", som har fået sit navn efter en kæmpemæssig stalakit, som på et tidspunkt er faldet ned fra loftet og begravet sig i gulvet. Og endelig det største af alle rummene, "Sala de la Montaña", "Bjergets Hal". Her finder vi bl.a. nogle berømte strukturer, som kaldes for "Negle"; små klippestykker er i tidens løb blevet "forkalket", så de ligner fingernegle. Disse for offentligheden utilgængelige områder skulle være endnu mere imponerende end de allerede åbnede og indeholder mange hulemalerierne. Ruten gennem disse huler skulle være mere labyrintisk med risiko for at fare vild, men så må man jo medtage en pakke med brødkrummer eller en rulle garn. Jeg formoder, at det er et spørgsmål om tid, inden der åbnes for turister, om ikke andet så fordi, det vil give turismen i Nerjaområdet endnu et gevaldigt skub fremad. For særligt interesserede er det muligt at få en særlig rundvisning, som også omfatter de ellers utilgængelige gallerier. Jeg kender desværre ingen, som har prøvet dette, men hører gerne nærmere, hvis du har viden herom.

De mange tegninger i grotterne på vægge og drypsten er selvfølgelig blevet studeret indgående af videnskabsfolk. De fleste tegninger forestiller (eller rettere er) byttedyr som geder, rådyr og andre firfodede pattedyr, men der er også mange symbolske figurer, alt udført i sort og rødt. I et af rummene er en flade på ca 2 m2 dekoreret med fiskefigurer. Nogle eksperter har bedømt dem til at være delfiner, men det er mere sandsynligt, at det har været sæler, som i den periode var meget mere hyppige. I "Columnas de Hércules" er malet en iberisk ged på en stalakit. Den sorte farve, som er anvendt, er stadig tydelig, mens den røde er falmet med tiden.

Som nævnt afholdes der hvert år musik- og dansefestival i "Sala de la Cascada o del Ballet". Disse festivaller, der regnes som årets vigtigste kunstneriske begivenhed på Costa del Sol, er blevet afholdt siden åbningen i 1960, og store kunstnere fra hele verden har optrådt her. Så vidt, jeg har fået oplyst, afholdes festivallen i anden uge af juli, men du må hellere kontrollere, hvis du skal på de kanter i sommerferien. Ved hulens officielle åbning i 1960 opførte det franske kompagni "La Tour de Paris" Tchaikowskys "Svanesøen"; det skulle være første gang, at dette værk blev opført i en grotte. For at give dig en idé om indholdet har jeg nedenfor gengivet programmet for 2011 "The 52nd Nerja Caves Festival: A Spectacle of Music and Dance", hvor én aften er dedikeret til Flamenco, én aften til musik fra hele verden, to aftener til spansk dans og opera og én aften til en lyrisk koncert.

  • Tirsdag 12. juli kl 22: Flamenco Evening med Rocio Molinas flamencoshow "Danzaora", vinder af 2010 Dance Prize.
  • Onsdag 13. juli kl 22: Den israelske sangerinde Noa, som bor i Italien, fortolker sange fra hhv. Neapel og Israel med akkompagnement af Gil Dor, Zahar Fresco og Solis String Quartet.
  • Torsdag 14. juli og fredag 15. juli kl. 22: Aida Gómez kompagniet, som tilhører Spaniens nationalballet, opfører Bizets Carmen.
  • Lørdag 16. juli kl 22: Lyrisk koncert med tenoren José Bros og sopranen Mariola Cantatero, akkompagneret af Malagas philharmoniske orkester under ledelse af Edmon Colomer.

Hulerne holder åbent hver dag bortset fra 1. januar og 15. maj, som er festdag for San Isidro: kl 10–14:00 og kl 16–18:30. Juli-august: kl 10 – 19:30. Billetpriser (2012): Voksne: 8.50, Børn 6-12: 4.50, Under 6 år: gratis, Pensionister: 4.00.

Hvis du både vil besøge grotterne og "Nerjas historiske museum", "Museo de Historia de Nerja" på Plaza Espana, hvor en del af fundene fra grotterne er udstillet, kan du med fordel købe en kombineret billet. Bemærk at museet holder lukket om mandagen.

Mange berømte spanske og udenlandske kunstnere og kompagnier har optrådt i grotterne, eksempelvis Den Kongelige Ballet, Det Kongelige Teater i København, Den Russiske Ballet, Operaen fra Paris, Mitislav Rostropovich, Yehudin Menuhin, Maya Plitsetskaya, José Carreras, Montserrat Caballé og mange, mange flere.

Tæt ved indgangen er opført et besøgscenter, hvor en udstilling fortæller både om grotterne og om den fond, som administrerer dem. Det er den samme fond, som står for det historiske museum i Nerja. Der er en lille butik og et audiovisuelt lokale.

I La Danesa, et magasin for danskere bosiddende i Spanien, læste jeg nogle dage senere, at et hold forskere, ledet af arkæolog og professor ved universitetet i Córdoba, José Luis Sanchidrian, er kommet frem til, at hulemalerierne i Nerja hulerne er omkring 42.000 år gamle. Disse resultater er bekræftet af en kulstof14-datering, som angiver en alder på mellem 42.300 og 43.500. Det gør hulemalerierne til de ældste kunstværker i verden. Mere fantastisk er, at de i givet fald er udført af neanderthalere og ikke vores forfædre homo sapiens. Forskerne håber at kunne bekræfte hypotesen, men indtil videre er projektet indstillet pga. manglende økonomiske midler.

Spadseretur til Maro
Fkere gange spadserede Birgit og jeg til Maro, som ligger 2-3 km øst for Nerja. Der er gode fortove langs den højtliggende landevej, hvorfra der er en dejlig udsigt over Nerja by og kysten. Efter nogle få hundrede meter ligger et smukt, lille kapel, "Ermita Ventorillo Santo Christo", hvori der står figurer af Jomfru Maria og Jesus. I dette stærkt katolske land fornemmer men nærmest, at de to figurer har samme "status". Af en plakette inde i kapellet, som altid er smukt udsmykket med blomster, fremgår, at det er opført i 2002 af "Confradia de Nuestro Padre Jesus Nazareno", et af de mange religiøse broderskaber i området. Disse broderskaber spiller en afgørende rolle under afvikling af processionerne til påske og pinse m.fl. og varetager også mange humanitære opgaver i lokalområdet.

Til venstre "Ermita Ventorillo Santo Christo". Til højre skilt mod "Cala Barranco de Maro".

Lidt længere fremme drejer vi af mod højre ved et skilt "Cala Barranco de Maro", der er afmærket som en vandresti. Efter at have travet forbi en del marker, der som følge af megen kunstvanding er grønne selv her i februar, er vi snart ved den gamle bro, "Puente Barranco de Maro", hvilket betyder noget i retningen af "Broen over skrænten ved Maro". Broen har kun én bue, hvilket gør den lidt speciel.

Til venstre "Puente Barranco de Maro". Til højre "Acueducto del Aguila".

Snart efter får vi et kig op mod hovedvejen, som fører op til motorvejen "N-340". I baggrunden ses "Acueducto del Aguila", som vi vil studere på nærmere hold på tilbagevejen. Vi er glade for, at vi gik den lille omvej.

Først for i byen ligger smuk bygning på venstre side af vejen, det er det lokale socialcenter. Her ligger et lille cafeteria, hvor man kan få et glas vin, et glas sangria eller en let menu, hvilket vi prøvede en enkelt gang. Ikke nogen stor oplevelse, men udsigten var dejlig, og hvidvinen kølig. Da man anlagde vejen gennem den lille by, "gravede man den ned", således at den forløber 1-2 meter under det tidligere niveau. Herved slipper alle beboerne for en stor del af røg og udstødning fra bilerne og formentlig også for en del af støjen. Ved udkanten af byen drejer vi til højre og fortsætter frem til kirken, som er et af vores mål.

Til venstre socialcentret med cafeteria i Maro. Til højre Maro sognekirke.

Sognekirken i Maro stilles velvilligt til rådighed for gudstjeneste en gang eller to for Den Danske Kirke Øst for Malaga hvert år. Vi ville egentlig have overværet gudstjenesten lørdag den 11. februar, men blev desværre forhindret. Kirkens officielle navn er "Iglesia De Nuestra Senora De Las Maravillas", hvilket betyder noget i retningen af "Vores Frue af Vidundere"; bemeldte frue er Maros skytshelgen. Kirken menes opført i slutningen af 1600-tallet, men er muligvis påbegyndt mere end 100 år tidligere. Bygningen har et enkelt kirkeskib, og ved indgangen står et lidt bastant klokketårn, som er afsluttet med en pyramideagtig struktur. Engang var der en indgang til tårnet på nordsiden, men den er nu dækket af trapper op til gaden.

"Gudstjeneste i Iglesia De Nuestra Senora De Las Maravillas", Maros Sognekirke.

I højre side af kirken i en niche står en statuen af byens skytshelgen, San Anton eller Den Hellige Antonius. Ved hans fod ses den obligatoriske lille gris - selv om jeg først tog den for en hund. Maleriet i nichen viser San Anton i Maros omgivelser, og man kan til højre se ruinerne af sukkerfabrikken og til venstre vagttårnet ved Maro - mere herom senere. Antonius (251 – 356) var en egyptisk munk og eneboer, som levede i Mellemegypten. Hans forældre, som var kristne, døde tidligt og efterlod Antonius en betragtelig formue. Da Antonius var 20 år gammel, hørte han evangeliet om den rige yngling, og som han forærede han sit jordiske gods til de fattige og levede resten af livet som eneboer i nærheden af sin hjemby. Den kristne myte fortæller, at djævlen i nattetimerne fristede han med skønne kvinder, prægtige rigdomme og stor magt. Han modstod dog alle fristelser, og til sidst åbenbarede Jesus sig for ham og jog dæmonerne bort med sit himmelske lys. Folk opsøgte ham fra nær og fjern for at få svar på vigtige spørgsmål eller for at blive velsignet eller ligefrem helbredt. Antonius døde i år 356 og blev begravet i en hule ved Det røde Hav. Senere blev hans jordiske rester bragt til Konstantinopel, hvor der skete mirakler omkring relikviet i Sofia Katedralen. Omkring år 1000 førtes relikvierne videre til Frankrig til en lille by i Dauphiné, der i dag hedder Sainte-Antoine-de-Viennois. Her opstod omkring år 1100 den første Antonitter munkeorden, som siden bredte sig op gennem Europa. Klostrene fik lov til at lade deres grise gå rundt i landsbyerne med en lille sølvklokke i øret, så beboerne kunne kende dem og fodre dem med rester fra husholdningen. Fra 1200-1300 tallet bliver Sankt Antonius altid afbildet med en gris ved sin side, og Antonius får status som svinenes skytshelgen eller måske rettere beskytter. Ofte har han en klokke om halsen for at skræmme Djævelen bort. Den vigtigste kilde til Antonius' liv er Athanasius' biografi, Vita Antonii. Heri bliver Antonius skildret som en levende helgen, som viser, hvorledes en rigtig kristen munk bør leve. Den Hellige Antonius er meget populær i Andalusien, og hans navnerdag den 17. januar fejres både i Maro og Frigiliana.

Ved siden af sognekirken står resterne af en af områdets mange sukkerfabrikker eller sukkermøller. Et skilt ved den noget medtagne bygning fortæller, at i 1582 købte Felipe de Armengol, som kom fra Granada, jord af den "herremand" til at dyrke sukkerrør og opføre en fabrik til behandling af denne afgrøde. Han etablerede en handelsrute fra Maro op til Granada gennem Almijara bjergkæden. Fabrikken var i drift indtil omkring 1860, hvor den blev ramt af ild. Selv om en stor del af bygningerne i tidens løb er blevet omforandrede, er noget af den oprindelige struktur blevet bevaret, dels det imponerende fundament, dels de smukke spidse vinduer. Men bygningen er i dag stort set en ruin.

Efter at have besigtiget kirken satte vi os udenfor den lille restaurant, som altid synes at ligge i bekvem nærhed, og fik et glas vin. Lidt efter kom et ægtepar og satte sig ved et af de andre borde. Vi kunne høre på sproget, at i hvert fald manden var fynbo. Vi faldt i snak, og det viste sig, at en af deres sønner havde boet i Beijing i fem år med hustru og barn. Lidt pudsigt, at vores knægt Bo har studeret kinesisk og boet i Beijing et års tid. Vi fortalte, at vores ældste søn boede i Vancouver, og de kunne fortælle, at de havde været i Vancouver sidste år i september - nogenlunde samtidig med, at vi havde været der på familiebesøg. Manden fortalte, at de var taget til Canada for at skyde en bjørn. Dette var ikke lykkedes for ham, men han havde skudt en moose (elg) på godt 900 kg. Han havde også været på storvildsjagt i Afrika, og konen var altid med, dels for oplevelsen, dels for at tage film og billeder. De havde i mange år haft en frugtplantage og et mosteri, og da de solgte det for at gå på pension, havde de for nogle af pengene købt en autocamper. Årets mål var Italien og Sicilien, men på grund af det dårlige vejr i Sydeuropa (altså bortset fra Sydspanien) var de lige taget en tur på 10 dage til Nerja, som de holdt meget af. De havde lejet en lejlighed med udsigt over havet et stykke fra nogle venner, som boede i Calle Carabeo. Deres børn var for resten nede for at besøge dem. Vi fortalte, at vi dagen i forvejen havde hilst på et hyggeligt ægtepar i Calle Carabeo 60, hvis børn boede i nummer 70. De havde taget til Nerja en måned hver vinter de sidste 35 år. Da det viste sig, at det netop var deres venner, skyndte vi os at gå, inden vi ligefrem blev i familie. Hvor møder man mange dejlige mennesker, hvis man selv er lidt åben og imødekommende (i mine ører lyder det bedre end nysgerrig).

Vagttårnene langs kysten i Andalusien
Kører man en tur langs kysten ad 340A (kystruten), kan man ikke undgå at se en række maleriske tårne, der ligger som perler på en snor. For en snes år siden lå de fleste af tårnene i ruiner, men siden er mange af dem blevet restaureret. Kysten langs Andalusien har i årtusinder været plaget af krige og uroligheder. Da romerne slog sig ned her, byggede de tårne, hvorfra de både kunne holde øje med angreb fra søsiden, men også kunne sende advarsler til de nærliggende tårne. Systemet blev overtaget og forbedret af maurerne i det 8.-9. århundrede. Med deres vagttårne i Nordafrika var de i stand til på én nat at sende en meddelelse fra Alexandria i Egypten til Ceuta (i dag Spansk Marokko). Signaler blev sendt fra tårn til tårn, om dagen benyttede man røg, om natten ild, nøjagtigt som vi gjorde i norden på vores bavnehøje. Størsteparten af de eksisterende tårne i Andalusien er dog opført i det 16. århundrede af de kristne, men nogle af disse er bygget på fundamenter fra romertiden. Den største fare kom imidlertid ikke fra fremmede magter, men fra de mange pirater, som havde baser på den nordafrikanske kyst, fx Tanger. De gik i land på den spanske kyst delt for at skaffe frisk vand og forsyninger, men også for at tage fanger, som de solgte som slaver. Disse overfald frembød ikke alene en overhængende fare for lokale bønder og fiskere, men truede ligefrem med at destabilisere områdets skrøbelige økonomi. Vi er tilbøjelige til at se disse piratoverfald som muslimer, der overfaldt kristne, men pirateriet begyndte altså flere hundrede år før, at Muhammed dukkede op på scenen, og der var både kristne og muslimske pirater. Nogle af tårnene, fx ved Almunecar, blev faktisk bygget af mauriske herskere i 1000-tallet for at beskytte deres territorium mod muslimske og kristne pirater. Scenariet var således ikke meget anderledes, end når vores forfædre, de nordiske vikinger, hver sommer tog på togter til den engelske østkyst.

Når der blev givet signal om, at der var pirater på vej, var befolkningens eneste chance for at undgår at blive taget til fange eller at blive dræbt at stikke af, og det drejede sig ofte kun om få minutter. Hvis der var en garnison i nærheden, søgte man indenfor dens mure, ellers stak man op i bjergene, indtil kysten var klar. Et gammelt udtryk, som efter sigende stadig anvendes, lød: "no hay moros en la costa" - "der er ingen maurere på kysten". Mange kirker, som blev opført efter "tilbageerobringen", er nærmest bygget som forter, så de også kan bruges af befolkningen til at søge tilflugt under angreb. Det gælder fx. sognekirken i Motril. Piraterne tog alt med sig, som de kunne bruge: afgrøder, dyr, skatte - og slaver. Fiskere, hyrder, rejsende, undertiden hele landsbybefolkninger blev slæbt med på skibene. Nogle blev lænket til årerne, hvor de sad, indtil de døde. Andre blev solgt på slavemarkeder i Nordafrika. Man regner med, at der i 1600-tallet var mere end 30.000 slaver bare i Algier. Flere gange forsøgte forskellige europæiske herskere at nedkæmpe piraterne ved at angribe deres baser, men efter få år blev angrebene genoptaget. Gennem 1600- og begyndelsen af 1700-tallet blev Andalusiens økonomi stadig dårligere, mange kystbyer blev forladt af deres indbyggere, som flyttede længere ind i landet. Eksempelvis måtte man på et tidspunkt "importere" beboere til Nerja fra Baskerland, Galicien, Valencia og Malaga.

Lidt øst for Maro ligger et vagttårn fra 1500-tallet, det blev restaureret i 2009. Kør gennem Maro under den nye fodgængerbro. Tag afkørslen til højre mod La Herradura. Efter ca. 500 meter er et skilt, som viser til Torre de Maro. Parker her og spadser ca. 600 meter op til tårnet og nyd udsigten. Tårnet er 11 meter højt, og åbningen ligger ca. seks meter oppe. Ingen vinduer i tårnet, kun et lille udkigshul.

Til venstre model af vagttårn fra det 15.-16. århundrede, til højre vagttårn ved Maro.

Tårnets opgave var alene at observere og advare, det var almindeligvis kun bemandet med en enkelt vagt, som var ubevæbnet eller blot havde et simpelt gevær til rådighed. Som det fremgår at ovenstående skitse, havde tårnet en solid, rund basis, som skulle beskytte mod kanonskud. Det havde et enkelt rum med et lagerrum nedenunder. Indgangsåbningen krævede, som vi har set, anvendelse af en stige. Ikke overraskende var det ikke særligt spændende at være vagt. En kongelig forordning fra 1497 bestemte, hvorledes bemandingen skulle være, og hvem, der skulle betale hvor meget. For de små tårne påhvilede betalingen lokalsamfundet.

I begyndelsen af 1800-tallet aftog truslen fra pirater, men samtidig dukkede to magtfulde og fjendtlige nationer op på scenen: Frankrig og England. På den tid udspilledes den spanske arvefølgekrig og siden napoleonkrigene, hvor Spanien og England var allierede. I jul 1810 gik franskmændene i land i Nerja og dræbte 17 lokale under kampen. Hvor Europabalkonen ligger nu, lå et tårn, Torre de los Guardas, og da englænderne var bange for, at franskmændene ville bruge det som base, gik de i land i oktober måned samme år og ødelagde tårnet og dets kanoner. Først efter Wienerkongressen i 1815 blev der fred i Europa, men de nordafrikanske sørøvere blev ved med at plage i middelhavsområdet, indtil Frankrig underlagde sig Algier i 1830. Vagttårnene blev overdraget til Caribineros og Guardia Civil, men de begyndte snart at forfalde. Mange blev fjernet, da de stod i vejen for den såkaldte "udvikling". De få overlevende vagttårne fortæller dog om en voldsom og tragisk fortid.

Ørneakvadukten" ved Maro
"Acueducto del Aguila", "Ørneakvadukten" i Maro blev konstrueret i slutningen af 1800-tallet for at bringe vand frem til San Joaquin sukkerfabrikken i Maro. Byggeriet blev ledet af den lokale bygmester Francisco Cantarero.

"Acueducto del Aguila", "Ørneakvadukten" i Maro.

Den minder om en romersk akvadukt med sine fire murstensarkader, ialt har den 38 buer. Sukkerfabrikken er lukket for mange år siden, men akvadukten anvendes i dag til kunstvanding af de mange marker og jordlodder i området. Akvadukten blev beskadiget under den spanske borgerkrig, men restaureret fra 2009-2011.

San Joaquin sukkerfabrikken mellen Nerja og Maro
På tilbageturen fra Maro passerede vi den gamle sukkerfabrik San Joaquin - eller rettere ruinerne af fabrikken, de ligger blot 2-300 meter fra vejen, og dem skulle vi selvfølgelig studere. Vi havde flere gange set resterne af sukkerfabrikken, når vi kørte forbi på landevejen. Ved en enkelt lejlighed så vi nogle unge mennesker, som startede deres små luftfartøjer, som ligner en faldskærm med motor, fra det forladte område. Turen op fra vejen er dejlig, og stien går forbi marker og drivhuse med blomkål, kartofler, bønner, ærter, tomater, artiskokker og meget andet.

To vandrefugle på vej op til San Joaquin sukkerfabrikken mellen Nerja og Maro.

Foran os på stien gik en smuk, hvid fugl, jeg tror, at det er en ibis, men Birgit er - som så ofte - af en anden mening, og det hænder da, at hun har ret, så jeg omtaler den for husfredens skyld som "ibis-lignende". Jeg har tilladt mig at kopiere fuglen ind på samme foto som den anden vandrefugl.

Der har været produktion af sukker, baseret på sukkerrør, i området siden omkring år 900. Sidste år besøgte vi det spændende museum, "Museo Preindustrial de la Caña de Azucar", "det førindustrielle sukkerrørsmuseum" i Motril, som ligger godt en halv times kørsel øst for Nerja. Her fortælles den spændende historie om dengang, da Motril var verdens sukkerby. Museet er bygget ovenpå resterne af en sukkermølle fra 1500-tallet, hvilket blev opdaget ved arkæologiske udgravninger i 1990. I 1500-tallet lå der i Motril 11 sukkerfabrikker, som hver beskæftigede 200-300 personer; hertil kom omkring 500 sæsonarbejdere beskæftiget med høst af sukkerrør. Sukker fra Motril blev udskibet til hele verden fra Almunecar og Malaga; i 1654 producerede "La Palma Sugar House" i Motril 822 tons sukker. Den velstand, som sukkeret bragte til området, tiltrak også pirater, hvilket afstedkom byggeri af udsigtstårne og forter lang kysten, hvoraf mange stadig kan ses. Mange steder blev selv kirkebygningen inddraget til beskyttelse af befolkningen. Al denne velstand havde selvfølgelig en pris, som bl.a. miljøet måtte betale. Sukkerfabrikkernes behov for træ til kedlerne medførte massefældning af skovene, én sukkerfabrik krævede 300 vognladninger træ pr. sæson, og mere end 20.000.000 m2 skov blev lagt øde, hvilket førte til hyppige(re) oversvømmelser. Hvis du er bare en lille smule historisk interesseret, er museet i Motril bestemt et besøg værd.

San Joaquin sukkerfabrikken mellen Nerja og Maro.

Fabrikken mellem Nerja og Maro blev opført i 1884 af Francisco Cantarero. Den lukkede i 1911 for i 1930 at blive overtaget af Larios sukkerkomplekset, som genåbnede fabrikken og også indrettede et distilleri. Larios havde også sukkerfabrikker i Frigiliana og Torrox.

Udsigt mod Burriana stranden med Nerja i baggrunden.

Da vi var kommet tilbage til vejen mod Nerja, drejede vi snart efter ned mod kysten ad en sti. For enden af stien er der en fantastisk udsigt over "vores strand", Burriana stranden med Nerja i baggrunden. Yderst på spidsen kan man ane Europa-balkonen. Vi vendte tilbage til landevejen og svar snart hjemme igen. En dejlig spadseretur, som kan klares på 2-3 timer, uden at man bliver overanstrengt.

Vi tog flere gange på tur til Almunecar, som ligger 20-25 minutters kørsel øst for Nerja. Vi tog bl.a. dertil for at overvære en spansk-cubansk venskabsfest og for at besøge den danske kirke i området. Hvis du vil med, så klik her.

Tilbage til Rejseholdets forside Startside for 10 ugers ferie i Nerja Forrige side: 10 uger i fantastiske Nerja. Næste side: Almunecar

 

Vælg næste side: