Motril og Puerto de Motril Under vores ophold i Sydspanien var vi flere gange i Motril, som ligger kun 7 km øst for Salobrena, adskilt ved floden Guadalfeo. Med sine godt 56.000 indbyggere er den største by på Costa Tropical, Den ligger på N340 mellem Malaga og Almeria på det sted, hvor man svinger ind i landet mod Granada. Motril har en havneby, Puerto Motril, som ligger 3-4 km fra hovedbyen, har en stor fiskerihavn og industrihavn, hvorfra der bl.a. er linietrafik til Marokko og Grand Canaria; den har også en større marina. Motril har i alt syv strande, hvoraf de to vigtigste er Playa Granada aog Playa Poniente. Vi kørte et par gange vestpå langs kysten og blev især imponeret over den store og velbesøgte campingplads, som ligger næsten ned til stranden. For enden af vejen Los Moriscos Club de Golf med en 18 hullers golfbane. Det er muligt at spadsere til Salobrena herfra ad nogle små stier. Vi forsøgte en enkelt gang at tage turen, men da det havde regnet dagen i forvejen, vendte vi om. Måske har du bedre held?

Første gang vi tog til Motril havde vi hjemmefra lokaliseret en P-plads (længe leve GPS'en), hvor vi afleverede bilen for at kaste os ud i byen til fods. De næste gange fandt vi en parkeringsplads lige efter indkørslen til byen. Vi begyndte med at besøge kirken og klostret "Santuario de la Virgen de la Cabeza", som ligger på en klippetop, hvorfra der er en betagende udsigt. Her lå tidligere et palads, som var bolig for dronning Aixa Alhorra, moder til maurerkongen Boabdil. Kirken blev påbegyndt i 1631 af Isidro de la Chica. Vi var så heldige, at der dukkedede en kirketjener op næsten samtidig med os, og han var så venlig at lukke os ind i kirken. I denne del af Spanien synes kirkerne kun at være åbne for besøgende i forbindelse med gudstjenesterne. Han viste os også ind i selve alterrummet, hvor vi kunne tage billeder af Jomfru Maria og andre af kirkens klenodier. Den blev delvist ødelagt under den spanske borgerkrig, men er siden blevet restaureret med respekt for det oprindelige design. Restaureringen blev alsluttet i 1960'erne med det smukke alter, som er udført af en kunstner fra Motril, Manuel González Ligero. Altret viser bl.a. byens skytshelgen, "Virgen de la Cabeza". Vi købte en kalender som tak for hans venlighed og fik et lysende smil med på vejen.

Santuario de la Virgen de la Cabeza.

Vi "klatrede" igen ned ad klippetoppen og gik en tur i "Parque de los pueblos de América". Parken rummer mere end 50 eksotiske, subtropiske planter og træer, som er bragt over fra forskellige dele af Sydamerika. Ved hver plante er en oplysningstavle, som desværre i næsten alle tilfælde var ulæselig på grund af grafitti. Jeg hader den form for grafitti, hvor en idiot blot smører sit tag på uden nogen form for kunstnerisk tanke eller budskab. Statuen i forgrunden viser mødet mellem "den hvide og den indfødte mand", i baggrunden ses "Santuario de la Virgen de la Cabeza". Vi satte os på en bænk i enden af parken og nød synet af legende børn. Lige udenfor parken var to klasser med skolebørn i gang med udendørs gymnastik. Turistkontoret ligger for resten lige vd opstigningen til kirken.

"Iglesia de la Encarnación", som ligger på rådhuspladsen, er den ældste bygning i Motril. Den blev både bygget som en kirke, men også som en fæstning, hvor de lokale kunne søge ly for sørøvere, som ofte overfald den velhavende by. Den blev bygget mellem 1510 og 1514 på et sted, hvor der tidligere havde stået en moske. Konstruktionen var en kirke med et rektangulært midterskib med store hvælvinger, et sideskib, fire sidekapeller samt et lidt bredere kancelli. Under den spanske borgerkrig blev bygningen anvendt af militæret. Uheldigvis blev kancelliet og en stor del af kirken ødelagt ved en eksplosion den 21. januar 1938. Kirken blev efterfølgende renoveretm og ved den lejlighed blev flere detaljer fra den mauriske moske inkluderet i bygningen. Denne blanding af maurisk, gotisk, renæssance og barok stilarter forklarer kirkerummets lidt usædvanlige plan. Selv om det var midt i januar, var krybbespillet ikke taget ned. Det er den mest imponerende opstilling vi har set noget sted, man havde nærmest afbildet samtlige personer og dyr i Betlehem meget detaljeret.

Rådhuspladsen i Motril med 'Iglesia de la Encarnación' i baggrunden og rådhuset til højre.

Ved siden af kirken ligger som nævnt rådhuset. Den nuværende bygning er fra 1631 og bygget på ruinerne af der foregående rådhus, som i 1620 blev sprængt i luften under et angreb af berbere (fra Nordafrika). Den originale facade har tre etager: underetagen med indgangen, over hvilken er en med gips dekoreret bue. Første etage har en stor central balkon med italienske pilastre, over den midterste er byen våben. De øvrige balkoner på samme og øverste etage er også forsynet med italienske pilastre. Vi listede os til at kigge ind i den smukke bygning, hvor de smukke udskårne trælofter sprang i øjnene.

Calderón de la Barca er byens teater fra 1880. Stilen er italiensk og nyklassicistisk. Det blev bygget af det lokale bourgeoisi, som tjente gode penge i sukkerindustrien og manglede et teater, hvor de kunne ses og ikke mindst blive set. Arkitekten var Díaz de Losada fra Motril. Det genåbnede i 1995 efter en omfattende restaurering, hvor man meget omhyggeligt sørgede for at bevare det oprindelige udseende. Udenfor sommerperiode, dvs. fra september til juni, er der mange kulturelle altiviteter i det lille, men utroligt smukke teater. Eksteriøret er ikke så iøjnefaldende, men med sin smukke klassiske facade falder bygningen perfakt ind i de klassiske omgivelser. Interiøret er til gengæld rigt udsmykket. Der flade loft er udsmyket med malerier af muserne Euterpe (musik), Thalia (komedie), Melpomene (drama) og Terpsíchore (dans).

Til opførelse af 'Jesus Christ Superstar' på Calderón de la Barca-teatret i Motril.

Birgit og jeg så, at der var en opsætning af Andrew Lloyd Webbers "Jesus Christ Superstar" på teatret. Vi spurgte på turistkontoret i Salobrena om, hvorledes vi fik billetter, og de foreslog, at vi bare tog til Motrill i god tid og købte dem ved indgangen. Vi dukkede op ved billetlugen en time før forestillingen og købte billetter (pris ???). Derefter fandt vi en bar i nærheden og fik et glas vin. Da vi vendte tilbage en snes minutter før forestillingen, var der en mindre kø, som du kan se på billedet. Forestillingen var en stor oplevelse, selv om alle sangerne sang på spansk, men nu er handlingen, Jesu liv fra palmesøndag til langfredag, såre velbekendt. Både Jesus og Judas var særdeles velsyngende, så vi havde en rigtig fin aften.

Lige bag kirken ligger Casa Condesa de Torre Isabel, en smuk bygning i typisk andalusisk stil fra sidste halvdel af 1600-tallet. Bygningen blev renoveret i år 2000 og omdannet til et kulturcenter, og en del arrangementer afholdes her. Da vi var der, var der en maleriudstilling med værker af José Hernández Quero, som bor i Granada. Det var især spændende for os at malerier fra de steder, vi havde set i Granada og Alhambra. Der er gratis adgang til museet.

En dag tog vi til Motril for at besøge sukkermuseet. Vi havde fået et bykort fra turistkontoret at gå efter, men da vi snart så et skilt, der viste op til den gamle sukkerfabrik, fulgte vi det. Vi kom snart til et enorm fabrik, som tydeligvis ikke havde været i brug i meget lang tid. Alle ruder var smadret, tagene faldt sammen og bygningerne faldefærdige. Af facaden fremgik, at her lå engang "Azucarera Nostra Signora del Pilar".

Gl. sukkerfabrik i Motril.

Vi gik udenom fabriksområdet for at finde museet, men uden held. I en af bygningerne var 2-3 håndværkere i gang med at renovere den, og af et skilt fremgik, at kommunen var i gang med en omfattende renovering, som med tiden skulle resultere i et museum. Der var foreløbig afsat godt 200.000 Euro, en lille dråbe i et stort hav.

Vi fortsatte vores søgen og kom snart til en smuk bygning, Casa de la Palma. Vi kunne se på kortet, at sukkermuseet skulle ligge lige i nærheden, så vi gik ind for at spørge om vej. Vi spurgte to unge mænd i forhallen, men ingen af dem havde hørt om noget sukkermuseum. Vi kiggde lidt på bygningen, som oprindelig tilhørte en maurisk adelsmand, men som så meget andet blev konfiskeret af kronen efter det store mauriske oprør i 1569. Midt i 1600-tallet overgik ejendommen til Victoria adelsfamilien, som boede her de næste 300 år. Huset har tre etager. Over indgangen hænger Victoria familiens våbenskjold. Over dette et ur fra midt i 1800-tallet, hvilket er årsagen til, at bygningen i folkemunde hed "Huset med Victoria uret". I 1983 blev ejendommen købt af kommunen, renoveret og omdannet til et kulturcenter, som i dag udover et bibliotek og historiske arkiver også huser det åbne nationale universitet (UNED). Den U-formede bygning har en fin patio i midten. I området bag bygningen var en have samt stalde til dyrene. Her lå den gamle sukkermølle (sukkerraffinaderi), kendt som Lucas Palma’s Mølle, dengang beliggende i udkanten af Motril. Lucas de Palma, som kom fra Genoa, var leder af sukkerfabrikken fra omkring 1580, og han boede i huset, som han havde lejet.

Ude på gaden spurgte vi et par ældre kvinder, som viste om om hjørnet, hvor vi fandt "Museo Preindustrial de la Caña de Azucar", "det førindustrielle sukkerrørsmuseum" Marquesa de Esquilache 4. Vi købte billetter i forhallen, pris 3 Euro, 2 Euro for pensionister. Museet har åbent tirsdag-søndag fra 10:00-13:30 og fra 17:00-20:30. Søndag dog kun åbent om formiddagen. Prisen omfattede en guidet tur (på engelsk, tysk, fransk eller spansk).

Museet, som åbnede i 2004, fortæller den spændende historie om dengang, da Motril var verdens sukkerby. Museet, som er på mere end 1000 m2, er bygget ovenpå resterne af en sukkermølle fra 1500-tallet, hvilket blev opdaget ved arkæologiske udgravninger i 1990. De første tegn på fremstilling af sukker i Motril går tilbage til 900-tallet, men masseproduktion af sukker i Motril begyndte omkring 1570. Hver af de 11 sukkerfabrikker i Motril beskæftigede 200-300 personer; hertil kom omkring 500 sæsonarbejdere beskæftiget med høst af sukkerrør. Sukker fra Motril blev udskibet til hele verden fra Almunecar og Malaga; i 1654 producerede "La Palma Sugar House" 822 tons sukker. Den velstand, som sukkeret bragte til området, tiltrak også pirater, hvilket afstedkom byggeri af udsigtstårne og forter lang kysten, hvoraf mange stadig kan ses. Som du ved, blev selv kirkebygningen inddraget til beskyttelse af befolkningen.

Al denne velstand havde selvfølgelig en pris, som bl.a. miljøet måtte betale. Sukkerfabrikkernes behov for træ til kedlerne medførte massefældning af skovene, én sukkerfabrik krævede 300 vognladninger træ pr. sæson, og mere end 20.000.000 m2 skov blev lagt øde, hvilket igen førte til hyppige(re) oversvømmelser. Disse og andre problemer som øget konkurrence fra oversøisk import af sukker førte til en brat nedgang i sukkerproduktionen, og i 1673 var der kun 3 af de oprindelige 11 fabrikker tilbage. Først midt i 1800-tallet førte dampmaskinen til, at Motril kunne genindtage positionen som verdens sukkerhovedstad.

"Museo Preindustrial de la Caña de Azucar", "det førindustrielle sukkerrørsmuseum" i Motril.

Vi så først en række plancher, som oplyste om det historiske forløb i sukkerrørsindustrien. Derefter så vi en film, hvori processerne blev vist. Herefter kom vi gennem en rekonstruktion af et gammel sukkerfabrik med en vanddrevet sukkermølle. Vi så også "Palacio de las Cañas", hvor sukkerrørene blev lagret, den kæmpestore presse, raffinaderiet ("køkkenet") sammen med en del originale genstande fra perioden. Det færdige produkt blev benævnt "det søde guld". Hvis du er bare en lille smule historisk interesseret, er museet bestemt et besøg værd.

Almuñécar Vi var adskillige gange i Almuñécar, som bare ligger et kvarters kørsel vest for Salobrena. Byen har omkring 27.500 indbyggere (2008) og er en stor turistby. Almuñécar var oprindelig en fønikisk koloni, anlagt omkring år 800 fvt., kaldt Sexi, og selv i dag kalder indbyggerne sig Sexitanos, hvilket indgår i nogle af de navne, vi mødte i byen. Sexi specialiserede sig i at salte og tørre fisk, som de bl.a. leverede til Grækenland og Rom. Romerne kom til området efter den anden puniske krig (219-201 fvt.) mellem Rom og Karthago - du husker den krig, hvor Hannibal fra Spanien drog over Alperne i spidsen for en stor hær og en flok afskrækkende krigselefanter og truede selve Rom. Romerne vandt som bekendt til sidst, og indtil visigoterne dukkede op i sidste halvdel af 400-tallet, blomstrede byen. Herefter begyndte den højt udviklede fiskeindustri at forfalde kraftigt. Under maurerne fra omkring år 711 blev byen kaldt "Hins-al-Monacar", hvilket skulle betyde "Omgivet af bjerge", et navn, som er meget passende. Salmunecar var på grund af sin beliggenhed som en "vadesten" mellem Europa og Afrika meget vigtig i den mauriske periode, og den var den næstsidste by, som blev taget tilbage af de kristne. Det skete den 30. december 1489 efter 25 dages kamp. I 1810 under napoleonskrigene blev Almunecar kortvarigt belejret af de franske tropper. Og under den spanske borgerkrig blev Almunecar igen bombarderet fra havet, denne gang fordi republikanske tropper forsøgte at ødelægge sukkerfabrikkerne, som lå på Playa San Cristóbal. Fabrikkerne blev ikke ramt, "kun" nogle fiskebåde, men der blev skudt nogle huller i La Najarra, det nuværende turistkontor.

Vi spadserede langs den utroligt flotte strandpromenade. Strandene, som strækker sig 4 km vest for og 2 km øst for Almunecar er flotte og velholdte med alle nødvendige faciliteter. Rio Verde løber ud i Middelhavet her, og Almunecar ligger i dalen omkring. Ved Playa San Cristóbal ligger alle de store, flotte turisthoteller samt hundredvis af spisesteder, mange af dem etniske: kinesiske, indiske, italienske osv. Her ligger Loro Sexi fugleparken og tæt ved den Majuelo Park. Her finder vi også turistkontoret i en fantastisk bygning, La Najarra.

På vores spadseretur ad den dejlige strandpromenade kom vi forbi to monumenter, som begge relaterer til byens glorværdige fortid. Den moderne bronzefigur, som er lavet af Miguel Moreno Romera, hedder "Til Fønikierne" og er en torso af en mand i et skib, en hyldest til de store sejlere og handelsmænd, som grundlagde byen og dens omfattende fiskeindustri. Monumentet står på Paseo del Altillo i nærheden af Peñon San Cristobal.

Til venstre: hyldest 'Til fønikierne', i midten: statue af den mauriske prins Abd-ar-Rahman I, til højre: kors på El Peñon del Santo

Det næste monument er en statue af den mauriske prins Abd-ar-Rahman I, som gik i land i Almunecar den 15. august 755 og året efter grundlagde emiratet Cordoba. Værket er af billedhuggeren Miguel Moreno fra Granada. Abd-ar-Rahman I krediteres almindeligvis for grundlæggelsen af den store moske (mezquita) i Cordoba, et af verdens største muslimske monumenter. Statuen står foran "El Peñon del Santo", "Den hellige Klippe" overfor Plaza de Abderraman. På foden af statuen er anført følgende tekst: Åh palmetræ, du er som jeg, en fremmed i den vestlige verden, langt borte fra dit fødeland. Længere oppe på klippen er rejst et stort kors til minde om, da de kristne slog araberne i Almunecar i 1489.

Vi nød en gang churros i et af de mange små spisesteder på stranden. Churros kaldes undertiden for "Spaniens doughnut", og spanierne dypper gerne de velsmagende bidder i varm chokolade, vi valgte dog at bestille en americano (kaffe) hertil. Herefter spadserede vi rundt i den gamle bydel, "casco antiguo", som er et charmerende virvar af smalle, snoede, brolagte gader. Her faldt vi over "den kongelige brønd", som er bygget i 1559 under Filip II og restaureret i 1994. Den frodige dame på brønden, som tilbyder vand fra sine svulmende bryster, er en frugtbarhedsgudinde. De to løver, som flankerer hende, er delvis ødelagt af de moderne sprinklere. Over gudindens hoved ses det kongelige spanske våbenskjold. Oprindelig fik brønden vand fra den romerske akvadukt, som forsynede byen hele. Fontænen ligger midt i den gamle bydel på la Calle Real.

Den kongelige brønd i Calle Real fra 1559.

Vi var også omkring turistkontoret, som desværre holdt siesta, først gang vi var der. Turistkontoret ligger i Palacete de la Najarra på Avenida Europa, ca 100 meter fra San Cristobal stranden og ligner et maurisk palads. Paladset er imidlertid opført sidst i 1800-tallet af en velhaver fra Marokko,, som tilsyneladende har elsket den mauriske stil (den kaldes vistnok nyarabisk). Det er det prægtigste turistkontor, vi har besøgt, både indvendigt og udvendigt (selv om bygningen er ved at trænge til besøg af en maler). I den store have/park med palmer og cypresser og mange andre træer og buske ligger et mindre "havehus" og en lille fontæne. Det lille palads anvendes ofte til lokale udstillinger, receptioner og andre events. Vi fik en god snak med turistmedarbejderen, som havde boet i Tyskland i 30 år. Hans forældre boede stadig i Tyskland, men sønnen havde "fundet" en kæreste fra Spanien på internettet, og da, som han sagde, "kemien passede", var de blevet gift og fået to børn. Det er blevet lidt lettere siden dengang, da Isaks fader, Abraham, bad sin tjener om at rejse til deres fjerne hjemland for at skaffe en god hustru til sønnen.

Turistkontoret i Almunecar.

Et par dage senere, den 5. februar 2011, læste jeg i avisen, at "kommunen havde sparet otte millioner Euro". Det viste sig, at den tidligere ejer mente, at kommunen havde købt Palacete de la Najarra for billigt omkring 1990, og han havde anlagt sag om, at der skulle ske en fornyet prissætning af ejendommens værdi, og han havde regnet ud, at kommunen havde betalt 8.000.000 Euro for lidt. Kravet var blevet fremsat i 2003, og da kommunen ikke havde reageret, havde den tidligere ejer støttet sig på en regel, som siger, at et manglende svar på en henvendelse til en offentlig myndighed opfattes som bekræftende. Sagen var kommet for retten, som havde givet kommunen medhold.

Bag turistkontoret ligger Majuelo Park, lige nedenfor Castillo de San Miguel, som vi kommer til om lidt. Parken er en botanisk have med en stor samling (mere end 400) af tropiske og subtropiske planter. Haven er et dejligt svalt åndehul og især populær at besøge sidst på eftermiddagen. I den ene ende er en mindre scene med Castillo de San Miguel som en imponerende baggrund, den bruges til koncerter og shows, især i sommertiden, fx er der hver sommer en ugelang Jazz Festival. Rundt i parken står en række spændende statuer, nogle er vist nedenfor.

Statuer i Majuelo Park i Almunecar.

Første gang vi tog hen i Majuelo Parken var den 23. januar for at deltage i en såkaldt solidaritetsfest for Cuba. Plakaterne lovede paella, vin og brød samt underholdning, så bliver det ikke meget bedre. Vi kom kort efter åbningen, og da var der allerede dukket en del forventningsfulde gæster op, som havde bænket sig ved de mange borde. Der blev spillet latin-amerikansk musik, og man var i gang med at fyre op under den store paella-pande.

Statuer i Majuelo Park i Almunecar.

Desværre blev der regnvejr og efter forgæves at have ventet en times tid på opklaring, gik vi igen. Det var synd for arrangementet, da der både weekenden før og efter var strålende sol og 20 graders varme.

Mens vi ventede på, at festen skulle begynde gik vi hen og kiggede på resterne af de fiskesaltningsanlæg, som fønikierne havde lavet for omkring 2500 år siden. Sexi, som fønikierne kaldte byen dengang, var et af de vigtigste fiskesaltningscentre i Middelhavet. Byens produkter er omtalt i tekster allerede i det 4. århundrede fvt., ikke mindst det næringsrige "garum", en gæret fiskepasta, som efter mange af samtidens mening smagte forfærdeligt; jeg kommer måske uberettiget til at tænke på svensk surstrømning. Måske gør jeg surstrømningen uret, idet en af vores meget gode venner, Lars påstår, at det smager dejligt, men nu er Lars jo altså også født i Sverige. Efterfølgende har romerne videreudviklet og "industrialiseret" processerne. Det er kun en lille del af anlæggene, som er udgravet, resten ligger under den øvrige del af parken.

Fønikisk fiskesaltninganlæg i Almunecar, billedet længst til højre er taget oppe fra Castillo de San Miguel.

Hvis man står på broen, som går hen over fiskefabrikken og kigger mod den gamle bydel, kan man se resterne af en gammel romersk trappe, som formentlig har været hovedindgangen til arbejdspladsen fra byen, som lå op ad bjergsiden. Ved siden af trappen ligger noget, som almindelig regnes som et tempel for den romerske gudinde Minerva. Herfra kan man også se kanalerne, som førte vand til fiskesaltninganlægget.Spændende, hvis du som jeg er lidt historisk interesseret.

Vi var et par gange oppe at se Castillo San Miguel, St. Michaels Borg. Allerede i det 1. århundrede byggede romerne en borg på stedet, og fra det 8. - 15. århundrede udbyggede maurerne den til en imponerende fæstning. Forsvarsværkerne omfatter bl.a. 46 større og mindre tårne og tre hovedindgange. Borgen ligger å¨den store høj, San Miguel Cerro, hvor den gamle bydel ligger. I maurertiden blev borgen både benyttet som sommerbolig af sultanerne og som fængsel for politiske modstandere, som var faldet i unåde eller som frembød en trussel for herskeren. Som du har hørt, kapitilerede maurerne til de kristne den 30. december 1489 efter 25 dages kampe. Det var tre år før, at Granada faldt som den sidste by i Spanien. Borgen blev straks omdøbt efter byens skytshelgen ærkeenglen Michael, som regnes for den mægtigste af de fire ærkeengle, og han accepteres både af jøder, kristne og muslimer. I dødehavsrullerne kaldes han "lysprinsen", og han er anfører for den himmelske hær i kampen mod det onde, så det er ikke mærkeligt, at byen har valgt ham som sin skytshelgen. I 1500-tallet blev der gravet en voldgrav omklring slottet, og der blev etableret en vindebro. Den imponerende facade med de fire runde tårne stammer også fra den tid. I de følgende 300 år beskyttede borgen byen mod angreb fra havet, især mod berberiske sørøvere, som myrdede og plyndrede og tog fanger og gidsler. Det blev oprettet vagttårne, som i god tid kunne melde om fjendens ankomst.

I 1810 blev Almunecar besat af Napoleons tropper, og englænderne beskød fæstningen fra havet, hvilket anrettede en del skader og i praksis satte fæstningen ud af spillet. Efter at franskmændene forlod Spanien i 1814 ophørte man med at bruge fæstningen, som forfaldt. Efter et koleraudbrud i 1830 blev borgområdet brugt som byens kirkegård. I 1936 blev Almunecar angrebet af den spanske republikanske hær, som det lykkedes at ødelægge en sukkerfabrik på Playa San Cristobel. I begyndelsen af 1980'erne gik man i gang med at restaurere borgen, et arbejde, som stadig pågår. Ved indgangen får man et kort over borgen, hvorpå den anbefalede besøgsrute er anført. Åbningstider: 10.30-13.30 og 17.30-20.00 tirsdag-lørdag. 10.30-14.00 søn- og helligdage. Mandag lukket.

På vejen hjem kørte vi omkring den romerske akvadukt ved Torrecuevas i nærheden af Rio Verdes udspring, ca. 4 km nord for Almunecar. Byen havde selvfølgelig behov for en forsyning af rindende, fersk vand, og det gjaldt ikke mindst den store industri med saltning af fisk. Til disse formål byggede romerne i det 1. århundrede evt. en vandledning på omkring 6 km fra Rio Verde, indeholdende fem store akvadukter, som stadig er synlig.

Den romerske akvadukt ved Torrecuevas omkring 4 km nord for Almunecar

I næsten 2000 år har denne vandledning leveret vand til både til kunstvanding af Rio Verde dalen og til Almunecar, og den leverer den dag i dag omkring 50 liter drikkevand i sekundet til byen. Denne akvadukt er med sine 130 meter og 17 buer den længste af akvadukterne. Et imponerende syn.

Her er en lille turistvideo om Almunecar.

Video om Almuñcar

 


 

Tilbage til Rejseholdets forside Startside for 7 ugers ferie i Andalusien Forrige side: Galeria Krabbe i Frigiliana, hjemsted for kunstnerfamilien Krabbe/Haugen Sørensen. Næste side: Besøg i La Herradura
Vælg næste side: