Torre del Mar, Todo el Año - Torre del Mar, Hele året
Birgit og jeg har siden 2010 tilbragt nogle måneder hver vinter i den lille kystby Nerja på Costa del Sol. Herfra tager vi på talrige udflugter til spændende steder i omegnen. Et af de steder, som vi ofte vender tilbage til, er Torre del Mar, som ligger en halv times kørsel vest for Nerja og ved kysten. En gang imellem tager vi til Torre del Mar for at deltage i gudstjeneste i Den danske kirke øst for Malaga, undertiden for at deltage i Den danske klubs vandreture, som udgår fra parkeringspladsen ved supermarkedet SuperSol. Men oftest blot for at spadsere på den helt fantastiske strandpromenade, El Paseo Marítimo de Torre del Mar, byens stolthed.
Torre del Mar ligger i Málaga provinsens østlige ende i den region, som kaldes Axarquía. Navnet Axarquía er af arabisk oprindelse og betyder: "Området øst for" - underforstået "Området øst for Malaga". I de seneste år har turistmyndighederne i området gjort en stor indsats for at "sælge" Axarquía til turisterne, som ellers er tilbøjelige til ukritisk at invadere strandene og badebyerne langs kysten. Indlandet bag Costa del Sol er utrolig smukt med imponerende bjergsider og dale, frodig vegetation, hyrder med store flokke af geder, smukke hvidvaskede bjerglandsbyer osv. Siden den mauriske periode er den frugtbare jord i området anvendt til dyrkning af citrusfrugter, oliven, mandler, avocado, bananer, dadler, figner, kiwi, chirimoya, mango og vin - alt med udstrakt anvendelse af kunstvanding.
I stedet for at tage hovedvejen tager vi gerne den langt mere spektakulære N-340a Costa, som løber ganske tæt på kysten. Ganske vist tager det mere end dobbelt så lang tid som ad hovedvejen, men vi synes, det er tiden værd. På turen kommer vi gennem flere skønne kystbyer: Torrox Costa, El Morche, Lagos, Mezquetilla og Algarrobo Costa. Lige før Torre del Mar kommer vi til Caleta de Velez, hvor vi ofte parkerer for at spadsere det sidste stykke ind til strandpromenaden i Torre del Mar. Navnet Torre del Mar, Tårnet ved havet, stammer formentlig fra, at der i det 10. eller 11. århundrede under den muslimske besættelse af det sydlige Spanien, var et udkigstårn her.
Da vi begyndte at komme til Spanien på charterrejser midt i 1960'erne, stod der kæmpemæssige figurer af tyre på mange bakketoppe. Disse jernfigurer, som med den sorte farve nærmest lignede silhuetter, var blevet sat op af Osborne Sherry firmaet fra 1950'erne og frem. Da det sidst i 1960'erne blev forbudt at reklamere langs de store veje i Spanien, fjernede Osborne deres firmanavn, men lod i første omgang tyrene blive stående. I 1994 vedtog EU et forbud mod vejreklamer for alkohol, men da myndighederne krævede, at tyrene blev fjernet, kom der voldsomme protester fra befolkningen. Striden endte med, at man måtte bibeholde skilte, "som er blevet en del af landskabet og har en æstetisk og kulturel betydning". I dag er der i hele Spanien omkring 100 af de oprindeligt 500 tyre tilbage, heraf godt 20 i Andalusien. Der er heldigvis en enkelt tilbage, som kan ses fra vejen lige før Torre del Mar.
Torre del Mar, Todo el Año - Torre del Mar, Hele året
Torre del Mar lever i dag overvejende af turisme. Fra begyndelsen af 1900-tallet var Torre del Mar et populært badested, og da man anlagde en jernbane mellem Malaga og Torre del Mar, steg tilstrømningen af besøgende brat. Dette fik dog en ende, da jernbanen blev ført videre, og i slutningen af 1960'erne blev togdriften indstillet. Den smukke gamle station fungerer i dag som busstation. Siden 1960'erne er byen blevet forvandlet til et paradis for solhungrende personer, som søger afslapning i smukke omgivelser. Der blev opført mange boligblokke med lejligheder mellem landevejen N340 og havet, især på de områder, som man havde vundet fra havet. En af de mest driftige entreprenører var D. Antonio Toré Toré. På avenidaen, som bærer hans navn, er opstillet en statue af ham.
Til venstre Antonio Toré Toré, til højre El Marinero.
Længere nede ad avenuen, tæt ved det gamle fyrtårn, står endnu en statue. Den kaldes "El Marinero", "sømanden" og er en hyldest til "søens folk". En af vores gode venner fra vandreklubben, Louis Hansen, påstår, at den forestiller ham. Han bor lige ved siden af statuen sammen med sin veninde Grethe, og til sammen har de boet i området i næsten 50 år. Louis har sejlet som kaptajn i mange år, inden han sluttede sin maritime karriere ved Molslinjen. Han fortalte, at da han i sommeren 2017 vendte tilbage efter et besøg i Danmark, var statuen rejst. Værket er udført af Juan Antonio Hierro Ariza.
I 1988-1989 byggede man en af Spaniens længste og måske smukkeste strandpromenader. I 1998 blev motorvejen fra Málaga forlænget fra Rincón de la Victoria forbi Torre del Mar og Vélez-Málaga til Algarrobo, og året efter via Torrox til Nerja/Maro. Det sidste stykke fra Maro til Almuñécar er så bjergrigt, at det meste af vejen består af tunneler og akvædukter. Efter sigende de dyreste 15 km. motorvej i Spanien.
Torrre del Mar er kystby for La Axarquías hovedstad, Vélez-Málaga, som ligger ca. fem kilometer inde i landet. Torre del Mar ligger ca. 30 km. øst for Málaga og ca. 40 km. fra lufthavnen. Byen har ca. 22.000 indbyggere, men i august stiger antallet til ca. 100.000. Om vinteren invaderes byen af stadig flere nordeuropæiske pensionister, som i kortere eller længere perioder flygter fra vinteren i deres respektive hjemlande. Der bliver aldrig rigtig vinter i Torre del Mar - selv i de koldeste måneder falder temperaturen sjældent under 12-15 grader, og da solen næsten altid skinner, er det som forår i hjemlandet. Disse nordlige trækfugle kommer især fra Tyskland og England og de skandinaviske lande - deriblandt altså også Danmark.
Torre del Mars historie, som vi kender den, begynder med fønikerne, hvis bosættelser går tilbage til omkring år 800 f.Kr. Det har sikkert været den gode naturhavn, som har tiltrukket interessen. Der er i området fundet rester af bl.a. de fabrikker, de anlagde, til behandling af fisk, ligesom der også er spor af deres begravelsespladser. Siden kom grækerne, khartagenserne og romerne. De første skriftlige vidnesbyrd er arabiske dokumenter fra det 11. århundrede, som omtaler Torre del Mar, Tårnet ved havet. Da maurerne indtog området i løbet af det 10. århundrede, byggede de en militær fæstning på kysten, denne skulle forsvare Velez-Malaga mod fjender fra havet. Velez-Malaga udviklede sig snart til en af de vigtigste medinaer i det mauriske dynasti i Granada. Efter at de kristne styrker i 1487 tilbageerobrerede området fra maurerne, blev Torre del Mar overdraget til admnistrationen i Velez-Malaga.
I 1704 udspillede sig et stort søslag ud for Torre del Mar. Slaget, som var det største i den spanske arvefølgekrig (1701-1714), stod mellem en fransk-spansk flåde og en hollandsk-engelsk flåde. Slaget varede hele dagen og kostede ca. 6.000 døde, men endte uden en egentlig sejrherre. I 1743 blev fæstningen Torre del Mar udsat for et engelsk bombardement. I 1767 blev fæstningen alvorligt beskadiget af et kraftigt jordskælv.
Torre del Mars havn havde gennem flere hundrede år stor betydning som udskibningshavn for handel med det øvrige Europa og Afrika, ikke kun for Velez-Malaga men for hele Axarquia. I 1665 var havnen i Torre del Mar den mest betydningsfulde på Spaniens sydkyst. Havnen fungerede også som underafdeling af Tolddepartementet i Sevilla, som indtil 1765 havde eneret på handlen på las Indias (Amerika). I 1765, da dette monopol ophørte, fik andre havne, bl.a. Malaga, tilladelse til handel på Amerika, hvilket kraftigt reducerede betydningen af havnen i Torre del Mar. I anden halvdel af 1800-tallet ophørte den med at fungere som handelsplads. Men måtte kigge sig omkring efter nye indtægtskilder.
Hvis du interesserer dig for områdets historie, kan jeg varmt anbefale denne blog, som er en veritabel guldgrube af information. Thomas Due bestyrer denne meget velskrevne side.
Sukkerrøret kom til Vélez-Malaga med kartagenserne, formentlig fra Sicilien. Dyrkningen af sukkerrør fortsatte under romerne og maurerne, og der blev anlagt sukkerrørsplantager hele vejen langs kysten på Costa del Sol, hvor temperaturen var tilstrækkelig høj, og hvor der var gode muligheder for kunstvanding. Det udviklede sig til en egentlig produktion, hvor de høstede sukkerrør blev transporteret på æsler til sukkerrørsfabrikker eller rettere sukkerrørsmøller, som skød op i Motril, Nerja og også Torre del Mar. Sukkerrør, som bl.a. blev brugt fremstilling af honning (Caña de Miel), og senere spiritus (især gin), blev snart en vigtig del af den lokale økonomi. Sukkeret blev (selvfølgelig) pålagt en skat, og var gennem århundreder en vigtig indtægtskilde for det mauriske kongerige i Granada. Efter den europæiske kolonisering af Amerika tvang Spanien Cuba til at importere melasse fra sukkerrør, som blev anvendt til fremstilling af rom. Da det viste sig, at vækstbetingelserne for sukkerrør var bedre i Caribien end i Spanien, fandt sukkerrøret selvfølgelig snart vej til Cuba. Måske troede du som jeg, at sukkerrøret var rejst den modsatte vej? Det skulle vise sig, at eksporten af sukkerrøret til Cuba sammen med fremkomsten af sukkerroer skulle føre til sukkerrørsindustriens undergang i Spanien.
I 1845 byggede Ramón de la Sagra i Torre del Mar Spaniens første industrialiserede sukkerfabrik. Skønt det førte til La Sagras økonomiske ruin, indvarslede det en ny æra for sukkerproduktionen, som i mange år havde lidt under konkurrencen fra Amerika. Desværre svigtede høsten i 1845 pga. frost, og desuden gik de maskiner, han havde købt i Belgien, tabt under et skibsforlis. Endelig lykkedes det ham ikke at opnå rettigheder til den nyeste produktionsmetode, hvorfor han måtte sælge fabrikken i 1947.
Men i 1852 overtog familien Larios fra Malaga fabrikken. Manuel Domingo Larios var en dygtig forretningsmand, og med forbillede fra England moderniserede han produktionsmetoderne fra ende til anden, og snart var "Ingenio Azucarero Nuestra Señora del Carmen" den vigtigste sukkerfabrik på kysten. I 1890 dannedes "Sociedad Azucarera Larios, S.A. (SALSA)", som ejede 14 sukkerrørsraffinaderier og mere end 10.000 hektar med sukkerrør på Costa del Sol. Larios-gruppen ejede fabrikken indtil 1976, hvor den blev solgt til et kooperativ. Produktionen ophørte endeligt i 1992. Larios familien opkøbte al den jord, de kunne få fat i, og lejede den ud til forpagtere. Larios tilbød bønderne at købe deres fremtidige høst, og når ejerne fik økonomiske problemer, overtog Larios deres jord, hvorefter ejerne fortsatte som forpagtere. I dag ejer Larios-gruppen stort set al landbrugsjord langs kysten i la Axarquía. Larios var bl.a. med til at grundlægge Banco de Malaga, som kunne understøtte deres mange aktiviteter. I år 2000 opførte Larios-gruppen det store indkøbscenter "El Ingenio" (med supermarkedet Eroski), som ligger ud til hovedvejen N340 mellem Torre del Mar og hovedbyen Velez-Malaga. Alle familien Larios' sukkerfabrikker bar navnet El Ingenio - deraf også navnet på indkøbscentret.
Hvis du er interesseret i den tidlige sukkerproduktion på kysten, kan jeg anbefale dig et vesøg i "Museo Preindustrial de la Caña de Azucar", "det førindustrielle sukkerrørsmuseum", som ligger på adressen Marquesa de Esquilache 4 i Motril. Pris 3 Euro, 2 Euro for pensionister. Museet har åbent tirsdag-søndag fra 10:00-13:30 og fra 17:00-20:30. Søndag dog kun åbent om formiddagen. Prisen omfattede en guidet tur (på engelsk, tysk, fransk eller spansk). Museet, som åbnede i 2004, fortæller den spændende historie om dengang, da Motril var verdens sukkerby. Museet, som er på mere end 1000 m2, er bygget ovenpå resterne af en sukkermølle fra 1500-tallet, hvilket blev opdaget ved arkæologiske udgravninger i 1990.
Gennem mange år har byens vise fædre (mødre?) kæmpet for at skaffe midler til at bevare den gamle sukkerfabrik og indrette et museum for byens glorværdige fortid indenfor sukkerproduktion. De mange år har selvfølgelig slidt på bygningerne, og mange er revet ned. Hvad værre er, mange maskiner og meget udstyr er i tidens løb solgt som skrot. Mindre end hundrede meter fra sukkerfabrikkens hovedbygning ligger Casa del Ingeniero eller Casa Larios, som blev bygget i 1888 til at huse fabrikschefen og fabrikkens administrative enheder.
Til venstre en dampdrevet sukkermølle, "trapiche". Til højre Casa Larios.
Den smukke bygning huser nu bl.a. viceborgmesterens kontor og andre funktioner, bl.a. byens musikkonservatorium. Herudover anvendes bygningen til kunstudstillinger. Udenfor Casa Larios står en dampdrevet sukkermølle, en såkaldt "trapiche", fremstillet i 1900 af firmaet Fives-Lille. Denne sukkermølle var i brug gennem årtier.
Den gamle sukkerfabrik i Torre del Mar
Hovedbygningen, som ligger i Calle Nuestra Senora del Carmen, er for nylig blevet renoveret for ca. 1½ mio Euro, og i 2014 åbnedes der et udstillings- og konferencecenter, hvor sukkerrørsindustrien i området er dokumenteret. Under arbejdet blev arkitekten nervøs for, at de gamle træstrukturer var angrebet af svamp, men heldigvis viste det sig at være indtørret sukker, som let lod sig fjerne, og træværket var i særdeles fin stand efter rengøringen. Bygningens grundplan er rektangulær, og den har tre skibe, som er adskilt ved støbejernssøjler. I den vestlige ende er lavet en (uskøn) indgang til centret. I den nederste etage er en udstilling, som på en række paneler viser processerne til fremstilling af sukker og dens betydning i regionen og provinsen. Måske ikke den mest spændende udstilling, men det er interessant at studere de mange gamle fotos fra Torre del Mar.
Anden etage rummer et konferencecenter, og tredie etage er indrettet til udstillinger.
De fleste bygninger, som indgik i den store industrikoncern, er nedrevet for længst. Der er dog bevaret tre murstensskorstene, to cirkulære og en ottekantet. På det ryddede område omkring Casa Larios er for nylig indrettet en botanisk have eller park. På stålpaneler er anført de videnskabelige navne sammen med et fotografi og en kort beskrivelse af de forskellige arter, som er plantet her.
Flere gange, når vi kørte ind i Torre del Mar, havde jeg fra bilen set en statue af en person med et barn ved hånden. En dag besluttede Birgit og jeg at spadsere ad strandpromenaden fra Caleta de Velez til den vestlige ende af Torre del Mar, og på vejen smuttede jeg lige op for at studere statuen og det tilhørende skilt samt tage et par billeder.
Monument for Norman Bethune, udført af Francisco Martín Molino.
På monumentet sokkel er opsat en tavle med følgende ordlyd:
Norman Bethune
En hyldest til ofrene for folkedrabet på vejen Malaga-Almeria (1937)
At huske er en storslået gestus for menneskeheden
José Saramago (portugisisk nobelpristager i litteratur) 07/02/2015
Jeg interesserer mig en del for historie og har da også læst en del om den spanske borgerkrig 1936-1939. Men jeg må indrømme, at jeg aldrig havde hørt om massakren på vejen mellem Malaga og Almeria. Jeg gik på nettet, og her er den forfærdelige historie.
I 1931 resulterede valget i Spanien i dannelsen af en demokratisk republik, hvilket førte til en dyb splittelse i befolkningen. På den ene side stod de højreorienterede nationalister og på den anden side republikanerne, som støttede det spæde vaklende demokrati. I 1936 udbrød en borgerkrig, hvor Francisco Franco (1892–1975) anførte nationalisterne. Den 17. januar 1937 blev den nationalistiske general Queipo de Llano (1875–1951), som havde støttet Francos magtovertagelse, sendt sydpå for at indtage byområderne Granada, Marbella, Ronda og Malaga. Udover en division på 15.000 nationalistiske spanske tropper deltog omkring 10.000 italienske fascister ("sortskjorter"), mange tyske tilhængere samt mange tropper fra Nordafrika. Den 3. februar faldt Ronda, og de nationalistiske tropper satte kurs mod Malaga med artilleri og kampvogne. De italienske tropper kom fra Sevilla og nåede frem den 6. februar. I første omgang var Malagas befolkning, som udover ca. 250.000 indbyggere talte 90.000, som var flygtet hertil fra landområderne, ikke særlig bekymrede. Den republikanske milits, som talte 12.000 tropper - hvoraf dog kun 8.000 var bevæbnede, var stort set forsvarsløse overfor de kampvante republikanske soldater, som stak ild på byen og voldtog og dræbte civilbefolkningen. Den 8. februar 1937 faldt Malaga. Byen blev bombarderet af tyske og italienske fly samt af nationalistiske krigsskibe, som lå ud for kysten. Det antages, at omkring 5.000 beboere blev dræbt alene under de indledende kampe.
Mere end 100.000 personer, især kvinder, børn og ældre, flygtede østpå ad N-340 mod Almeria, en strækning på 220 km. Nogle i biler - indtil disse løb tør for brændstof. Andre på æsler og muldyr, men de fleste til fods, bærende så mange af deres ejendele, som det var muligt. Den nationalistiske hær var i hælene på flygtningekolonnen, og samtidig blev de bombarderet fra havet og fra luften af italienske og tyske fly og skibe. Forgæves forsøgte de at gemme sig i kløfter og sprækker langs vejen, som var en dødsfælde. Vejen snoede sig mellem lodrette skrænter ned mod havet og de høje bjerge på den anden side.
Ved daggry den 8. februar var flygtningene nået frem til Torre del Mar. Situationen var håbløs for de mange flygtninge, som dag og nat blev beskudt fra luften og havet. Men pludselig dukkede en helt op på scenen. Med fare for sit liv slukkede fyrmester Anselmo Antonio Vilar lyset i fyrtårnet i Torre del Mar, hvilket umuliggjorde rekognosceringsflyenes arbejde og også besværliggjorde destroyernes beskydning af kysten. Denne heltemodige handling reddede tusindvis af menneskeliv og betød, at den såkaldte "dødsmarch", "Caravana de la Muerte", kunne fortsætte. I hele to døgn forblev fyret slukket.
Det første fyr i Torre del Mar blev tændt i 1864. Det lå på stranden nær udmundingen af Algarrobo-floden. Det var bygget af stablede sten og havde en højde af ca. 11 meter, og dets rækkevidde var omkring 11 sømil. Dette fyr ophørte med at fungere i 1880 på grund af dets ustabile placering på sandet, og fordi det var meget udsat både for storme og oversvømmelse af floden. I 1930 blev der opført en nyt fyr, et rektangulært 11 meter højt tårn af murværk. Fyret havde en rækkevidde til søs på 12 sømil. Fyret var i brug indtil 1969, da det blev afløst af et nyt fyr direkte på den nuværende strandpromenade. På grund af kystindvinding lå det gamle fyrtårn efterhånden mere end 300 meter fra kysten, hvilket selvfølgelig var meget ineffektivt. Det gamle fyrtårn, som ligger på Avenida Toré Toré, er i dag omgivet af høje boligblokke. Hvis man kigger gennem vinduet, kan man se en mindre samling af maritime genstande og fiskeudstyr samt fotos fra byens fortid.
Til venstre Anselmo Antonio Vilar, til højre fyrtårnet i Torre del Mar.
Den 9. februar rykkede de nationalistiske tropper ind i Torre del Mar. Vilar blev pågrebet og skudt et par timer senere. Han blev 51 år gammel. Der har været forslag om at tildele Vilar en æresbevisning, således at hans modige handling ikke bliver glemt. Bystyret har udtalt, at mindesmærket "El Marinero", som står tæt på fyrtårnet, også er en hyldest til den modige Anselmo Vilar. For en ordens skyld vil jeg nævne, at det fyrtårn, som optræder i historien, ikke er det, som står på strandpromenaden. Fyrtårnet i Torrox længere østpå forblev tændt, mens flygtningene passerede, hvilket medførte, at kysten blev udsat for voldsomme bombardementer.
Da flygtningene nåede broen over Guadelfeo, 90 km fra Malaga, blev den bombet, og ofrene styrtede i floden og druknede. Da de nåede til Motril, lykkedes det de internationale brigader, som var taget til Spanien for at kæmpe mod nationalisterne, at standse deres fremrykning for en tid. På det tidspunkt var flygtningene så udmattede, at de dårligt kunne gå længere.
Her dukker endnu en helt op på den historiske scene. Norman Bethune læste medicin på University of Toronto, men afbrød sine studier for at deltage i første verdenskrig som bårebærer. Efter krigen specialiserede han sig i behandling af tuberkulose for efterfølgende at blive en dygtig hjertekirurg. Han rettede derefter sit fokus på de sociale aspekter af medicin og åbnede en klinik, hvor arbejdsløse patienter blev behandlet gratis. I 1935 rejste han til Sovjetunionen for at studere deres lægesystemer og samme år blev han medlem af det canadiske kommunistparti. I november 1936 tog han til Spanien for at kæmpe på den republikanske side mod fascismen. Bethune så, at mange af de sårede døde af blodtab, inden de nåede frem til hospitalet, og han oprettede verdens første mobile blodtransfussionstjeneste.
Norman Bethune befandt sig i Valencia, da han hørte om de blodige begivenheder i Malaga. Han samlede nogle lastbiler og hastede mod Malaga sammen med flere andre frivillige. De mødte flygtningestrømmen ved Motril og brugte de følgende tre døgn til at transportere de flygtninge, som var så udmattede, at de ikke kunne fortsætte til fods til Almeria. Bethune havde omdannet sin lastbil til en ambulance, hvori han behandlede de syge og sårede.
Dr. Norman Bethune ved sin ambulance sammen med sin assistent Hazen Sise.
Samme år skrev Bethune om sine frygtelige oplevelser i "The Crime on the Road: Málaga-Almeria", som bl.a. indeholder 26 fotografier, taget af hans assistent Hazen Sise. Heri beskriver han, hvorledes 50 flygtninge omkommer i Almeria, da byen bliver bombet af tyske og italienske fly. Han fortæller, at flyene direkte gik efter flygtningene, som lå og sov i byens gader, og undlod at bombe kaserner og et krigsskib, som lå i havnen. Mange flygtninge, som havde håbet at finde fred i Almeria, begav sig videre med tog eller skib til fx. Barcelona.
Allerede samme år tog Norman Bethune til Kina, som netop var blevet invaderet af Japan. Mao tilbød Bethune, at han kunne blive leder af et hospital, men Bethune valgte at arbejde som læge ved fronten. Denne "2. kinesisk-japanske krig" blev efterfølgende en del af anden verdenskrig. Bethune døde den 12. november 1939 af en blodforgiftning, som han pådrog sig under en operation af en kinesisk soldat. Formand Mao omtalte kammerat Bethunes betingelsesløse hengivenhed for andre uden tanke på sig selv i artiklen "Til minde om Narman Bethune". Han æres fortsat i Kina, og i Malaga har man opkaldt røde kors centret efter ham. Paseo de los Canadienses ved stranden i Malaga er ligeledes navngivet til minde om hans og andre canadieres indsats under borgerkrigen. Et oliventræ og et ahorntræ, symboler på Spanien og Canada, er plantet på stedet.
Malaga-Almeria massakren mindes hvert år den 7. februar, den dato hvor befolkningen i Malaga forlod deres hjem og strømmede ud på vejene for at undslippe krigens rædsler. Dette meningsløse angreb var en optakt til de mange overgreb mod civilbefolkningen, man skulle opleve under anden verdenskrig, som lurede lige om hjørnet. Begivenheden mindes bl.a. med en march - den såkaldte "La Desbandá" - hvor deltagerne marcherer fra Malaga til Almeria. Marchen er opdelt i 11 dagsetaper. Hver dag marcheres 15-25 km.
Man kan ikke læse om massakren i Malaga uden at tænke på bombardementet af den baskiske by Guernica. Angrebet fandt sted mindre end tre måneder senere. Det er anslået, at der omkom 200-300 personer ved bombardementet i Guernica. Omkring 3.000–5.000 mennesker blev dræbt på vejen til Almería. Vi kender alle Picassos maleri af rædslerne i Guernica. Han lavede værket i juni 1937 på bestilling af den spanske regering til udstillingen "Exposition Internationale des Arts et Techniques dans la Vie Moderne" i Paris, hvor han boede på det tidspunkt. Maleriet blev hurtigt kendt og skabte opmærksomhed om den spanske borgerkrig.
Guernica mosaik på strandpromenaden i Torre del Mar.
I den østlige ende af strandpromenaden i Torre del Mar findes en mur med flere spændende kunstværker, udført i mosaik. Blandt disse værker er en udgave af Picassos Guernica.
Men hvorfor valgte Picasso ikke at skildre de blodige begivenheder i hans hjemby Malaga i stedet for at rette blikket mod Guernica? Kunstkritikeren Alain Moreau og andre har fremført, at Picasso kendte til eksistensen af massakren i Malaga, da han lavede Guernica. Han gør opmærksom på, at Picasso allerede den 5. marts lavede en forberedende skitse; bombardementerne af Guernica finder først sted den 26. april.
Til venstre foto af Norman Bethune. Til højre detalje fra Picassos Guernica.
Moreau og andre har også peget på, at et af motiverne i Guernica ser ud til at være inspireret af et foto fra Norman Bethunes bog.
For enden af den elegante Calle Larios, hvor den skærer Avenida Andalucia (som faktisk er den lokale benævnelse for N340, som går gennem Torre del Mar) ligger den smukke sognekirke San Andrés Apóstol.
Parroquia de San Andrés Apóstol, Torre del Mar
Den voldsomme byudvikling og deraf afledte befolkningstilvækst i 1960'erne gjorde, at den gamle sognekirke blev for lille. I stedet blev der opført en ny og moderne kirke. Det store kirkerum er uden søjler, til at ødelægge synet af det enkle alter. Dette er muliggjort ved anvendelse af beton i konstruktionen. I det hele taget er udsmykningen meget minimalistisk og begrænser sig stort set til figurer af Jesus og Jomfru Maria. Det store krucifix af den korsfæstede Kristus er udført af Francisco Buiza Fernández. Til venstre findes en stor skulptur af fiskerne og sømændenes skytshelgen Virgen del Carmen. Om sommeren bliver der jævnligt afholdt koncerter i kirken, som har mange siddepladser.
På pladsen foran kirken ses flere charmerende figurer. Jeg holder især meget af den figur, som bærer navnet "Abuelo - cuando seremos pueblo" ("bedstefar - når vi bliver mennesker"). Måske fordi jeg selv er tredobbobbelt bedstefar.
Kunstneren Francisco Martin Molino, som både er skulptør og maler, har bopæl i Torre del Mar. Han har udført mange skulpturer i området, bl.a. statuen af Kong Alfonso XII på Europabalkonen i Nerja.
Halvvejs nede ad Paseo Lario, som forbinder Avenida Andalucia med strandpromenaden, står et springvand med disse pragtfulde hunde.
Turistkontoret i Torre del Mar ligger på Calle Poniente 2 i en typisk herskabsbygning fra 1800-tallet, som i 2012 blev gennemgribende renoveret for nogle år siden. Bygningen har to etager. Heldigvis var det muligt at bevare det smukke galleri på øverste etage. Nederste etage er turistkontoret. Øverste etage rummer kontorer til betjening af residenter, dvs. fastboende udlændinge. I Velez-Malaga kommune udgør udlændinge ca. 18% af den samlede befolkning på næsten 80.000 personer. Vi har flere gange besøgt turistkontoret, som har masser af informationsmateriale til udlevering.
Åbningstider (2018):
Oktober - marts: mandag-lørdag 10-14 og 16-20. Søndag 10-14.
April - september: mandag-lørdag: 19-14 og 17-21. Søndag 10-14.
På Paseo de Larios ligger en af de smukkeste bygninger i Torre del Mar, Villa Mercedes - undertiden benævnt Casa Mercedes. Den er opført omkring år 1900 i regional og ny-mudéjar stil. "Mudéjar" er den maurisk inspirerede arkitektur, som opstod i Spanien efter "reconquistaen". Tidligere lå villaer af den type ved siden af hinanden i hele kvarteret. I dag er Villa Mercedes det eneste overlevende eksemplar.
Villa Mercedes.
Villaen har to etager. Tårnet til venstre, som er i tre etager, er i 1500-tals stil. Terrassen er forsynet med to søjler. Forsiden er udsmykket med stuk med relieffer af plantemotiver, og vinduer og balkonen er udstyret med smukt smedejernsarbejde.
Om lørdagen er der marked i Caleta de Velez, som er en lille kystby (knap 4.000 indbyggere), umiddelbar øst for Torre del Mar. Caleta betyder bugt på spansk, så byens navn på dansk er Bugten ved Velez. De lokale omtaler den som Caleta, og det vil jeg også gøre i det følgende. Udover at være et hyggeligt feriested for mange turister er Caleta den vigtigste fiskerihavn i Malaga provinsen. Mere end 5 mio kilo fisk fanges hvert år, hvilket er mere end dobbelt så meget, som der fanges i den næststørste fiskerihavn på kysten Estepona. Jeg har læst, at der fanges omkring 400 forskellige fiskearter samt mere end 100 arter seafood i havet omkring Caleta. Sardiner, ansjoser, blæksprutte, makrel, sværdfisk, søtunge, laks, torsk, fladfisk, merluza, dorado og mange flere slags fisk optræder på menukortet på de mange fiskerestauranter. Caleta har to strande: Playa de las Palmeras og Playa de las Piramides, som er adskilt af fiskerihavnen samt den moderne marina.
Lørdagsmarkedet afvikles hver lørdag 9-14 på nordsiden af N-340, landevejen, som går gennem Caleta. Hvis du fortsætter gennem byen, er der parkeringspladser på begge sider af vejen. Markedet omfatter flere hundrede boder. Mange boder sælger lokale grønsager og frugt: avocado, mango, ferskner, chirimoya, caqui, nispero, appelsiner, grape, lime, citroner, æbler, tomater, jordbær osv. osv. Andre boder tilbyder hundredvis af krydderier. De fleste boder falbyder tøj og fodtøj, ligesom det også er muligt at købe alskens former for elektronik samt diverse køkkenudstyr.
Hvis du går kold på markedet, så ligger der en halv snes små barer og caféer bag boderne. Vi plejer at sætte os ind på "caféen med de røde stole". Her sidder der gerne en del danskere, som vi kender fra de ugentlige traveture, der hver tirsdag udgår fra SuperSol i Torre del Mar (mere herom senere).
Ofte kombinerer vi besøget på markedet med at spise frokost og lytte til lidt god musik. Det sker på den fortræffelige fiskerestaurant El Camarote, som ligger lige overfor marinaen. El Camarote tilbyder hver lørdag eftermiddag musik til maden. Om lørdagen laver de også paella på en STOR pande. Vi har et par gange oplevet ikke at kunne få et bord, så vi er begyndt at gå ned og bestille bord, inden vi går på markedet. Prøv det.
Torre del Mar har efter min mening den smukkeste strandpromenade på hele Costa del Sol, og den strækker sig fra Caleta de Velez ca. 4 km vestpå. Sandet er mørkt og fint, og det bliver renset/revet hver dag med en lille traktor. Udover fodgængere er der også fin plads til cyklister og rulleskøjteløbere. På stranden er der flere steder pladser med fitnesudstyr, som bliver flittigt benyttet. Til den modsatte side er der adskillige traditionelle, veludstyrede legepladser til børn. For nylig er der oprettet et fantastisk børneområde på stranden med masser af spændende aktiviteter for børn. Der er selvfølgelig livredderservice, udleje af solsenge og parasoller og meget andet. I 2018 oplevede vi et stort antal kommunalarbejdere, som var i gang med at lave talrige ramper for at give kørestole adgang til stranden fra promenaden. At papirkurvene tømmes dagligt, og at toiletterne rengøres flere gange om dagen, virker måske som en selvfølge, men det er det ikke på disse breddegrader. Der er masser af gratis parkeringspladser i begge ender af stranden. Stranden har af "Institut for spansk turismekvalitet" (ICTE) fået prædikatet "Q", som er det højest opnåelige.
Strandpromenaden i Torre del Mar
Hvis du betragter ovenstående foto, som kun viser den vestligste ende af promenaden, kan du se, at der til venstre for den er anlagt en sti i sandet, som især anvendes af motionsløbere. Den bliver (selvfølgelig) tromlet hver dag, så den altid er god og indbydende. Overalt er der bænke, hvor man kan tage et hvil og betragte livet omkring sig.
Promenaden ligger ca. 100 meter fra stranden og har 2-300 meter til den første række af bygninger. Gartnere sørger for, at beplantningen med mange forskellige palmer og buske samt et mylder af blomster altid er i den skønneste orden.
Først på promenaden ligger en større modernistisk udseende bygning, som ikke ikke ligner nogen af de andre. Her har yachtklubben Club Nautico til huse. Bygningens lidt organiske stil menes inspireret af den banebrydende amerikanske arkitekt Frank Lloyd Wright ((1867-1959)). Den er opført i 1967 af stadsarkitekten i Velez-Malaga D. Francisco Estrada Romero i 1967. På det tidspunkt lå den helt alene på stranden og åbnede sig ud mod havet. Bygningen er i to etager, den ene for mennesker, den anden for både. Grundplanen er udformet som to cirkler og et antal rektangler. Hvis du vil nyde den spændende bygning rigtigt, så studer den fra strandsiden.
Siden engang i 1990'erne har der været en tvist mellem Club Nautico og myndighederne. Denne skyldes vistnok, at bygningen ligger for tæt på kystlinjen? På et tidspunkt var der krav om, at bygningen skulle rives ned. Dette er kun et af utallige tilfælde på Costa del Sol, hvor bygninger kræves medrevet, fordi de ikke er opført i overensstemmelse med reglerne. Sagen er heldigvis endt med, at bygningen er blevet opført på listen over andalusisk kulturarv.
Kort efter yachtklubben finder vi Den Danske Klub (Asociación Danesa, Paseo Marítimo Levante 21 A), som har ca. 200 medlemmer, der fra området øst for Malaga, også benævnt Axarquia.. Ved indgangen er et skilt, hvorpå der står "Casa Dinamarca". Lokalerne rummer en stor bar, et moderne køkken samt en spiseafdeling med plads til ca. 100 personer. Klubben har et bibliotek, videoudlejning samt et moderne billardbord. I den lille patio er der sol om eftermiddagen, og terrassen foran har havudsigt. Bedre rammer for et godt foreningsliv kan næppe tænkes.
Klubben, som har eksisteret i mere end 30 år, har selvfølgelig en hjemmeside, hvor man orientere sig om klubbens mange spændende aktiviteter, bl.a. billard, petanque, spansk for begyndere og for let øvede, vandreture, bridge for begyndere og for øvede, gymnastik. Under vores tilbagevende ophold på kysten deltager vi i de ugentlige vandreture, som hver tirsdag i vinterhalvåret udgår fra parkeringspladsen foran SuperSol. Hvis du har lyst, kan du læse mere om disse ture her.
Længere henne ad promenaden finder vi den såkaldte solidaritetsfontæne, som er en simpel kegle bygget af natursten.
Fuente de la Solidaridad, solidaritetsfontænen
På basen af monumentet er en tavle med følgende inskription:
|
Fuente de la Solidaridad |
Solidaritetsfontænen |
Den 25. november er "den internationale dag for afskaffelse af vold mod kvinder". På den dato er fontænen oplyst og udsmykket med et væld af blomster, og alle skolebørn møder op ved fontænen for at fejre dagen.
Der mangler selvfølgelig heller ikke en statue af Blas Infante (1885-1936), som er kendt og elsket i hele Andalusien. Han opfattes som "Andalusiens fader" og arbejdede hele sit korte liv for Andalusien som en autonom region i Spanien. Han mindes hvert år på Andalusiens "grundlovsdag" den 28, februar. I 1936 blev Blas Infante udnævnt til præsident for det ny parlament, men den 2. august 1936 blev han arresteret af Francos tropper. En uge senere blev han tidligt om morgenen skudt på en øde landevej. Da han faldt om, råbte han sine sidste, berømte ord: ”Længe leve et frit Andalusien”.
Til venstre Blas Infante. Til højre José Antonio Gallego
Her finder vi også en statue af José Antonio Gallego, som var forsvarsadvokat i Andalusien. Værket er udført af Francisco Martín og opsat i 2007.
Her findes vi denne smukke musiktribune, som er af ret ny dato trods sit romantiske udseende.
Musiktribunen - el Templete de la Música
Tribunen eller scenen anvendes til alskens slags musik, herunder flamenco shows, tango shows mv. men også til klassisk musik, jazz og rock. Sågar har scenen huset en rap-konkurrence, "Rapping Alcántara". Manuel Alcántara (1920-) er en elsket digter, forfatter og journalist, som bor mellem Torre del Mar og Malaga. Alcántara er i en alder af 90 år stadig aktiv, og i mere end 20 år har han skrevet en daglig kolonne, der udkommer i Diario Sur, El Correo og Las Provincias. På promenaden er anbragt et antal kakler med prøver på hans poesi.
I 2018 er der oprettet et nyt temaområde på stranden: la Playa Junior (stranden for juniorer). I forvejen opererede man med temaområder som børnestranden, sejladsstrande, bystrande, naturstrande, hundestrande m.fl. La Playa Junior ligger lige overfor musiktribunen og har et areal på ca. 1.500 m2 i sandet. Området indeholder en klatrevæg, et sportsområde, fodbold- og volleybane og forskellige sportsredskaber.
Selvfølgelig er der også et temaområde på stranden for seniorer.
Området er udstyret med passende motionsredskaber for seniorer, men der er også rum til at mødes og spise sin medbragte mad eller evt.læse i en bog.
I 2018 er den store motionspark på stranden blevet udvidet med 250 m2 til ca. 1000 m2, og der er sat nyt motionsudstyr op. Kommunen oplyser, at det gør motionsparken til den største strandpark i Europa og den tredjestørste i verden.
Palmetræerne langs promenaden er hjemsted for kolonier af munkeparakitter, små grønne papegøjer. De knævrer uafbrudt og desværre ikke særlig melodisk efter i hvert fald efter mine øren. Den skal have fået sit navn munkeparakit efter sit grå bryst. Man ser dem som små grønne lyn, der farer fra trætop til trætop. Undertiden kan man se dem på græsset eller i sandet for et kort øjeblik. Fuglen, som først blev set i Spanien omkring 1985, kommer fra Argentina og nærliggende lande i Sydamerika.
Munkeparakitter i Torre del Mar
Desværre er munkeparakitten (munkeparasitten?) ved at udvikle sig til en plage i Spanien, især i de større byer som Madrid, Barcelona, Cadiz, Sevilla m.fl., hvor de især trives i de store parker. Der menes at være omkring 30.000 eksemplarer i Spanien - halvdelen alene i Madrid - og de formerer sig kraftigt med typisk fire afkom hvert år. De er et problem for de lokale fugle som duer og spurve, og nogle steder går det også ud over landbruget. De er hårdføre og lever op til 20 år. Det er tilladt at bekæmpe dem ved at fjerne deres reder, men så vidt jeg ved, har man ikke taget dette i brug nogen steder i Spanien. Da Birgit i 2010 og jeg begyndte at komme regelmæssigt til Andalusien, så vi stort set kun munkeparakitter i Torre del Mar. Et år senere begyndte de at dukke op længere østpå i Torrox, og de seneste år er de begyndt af blive almindelige i Nerja, hvor turister kappes om at fotografere de smukke skabninger i palmerne på Europabalkonen.
Fontæne med skulptur af Virgen del Carmen, skytshelgen for fiskere og søfolk.
Fontæne med skulptur af Virgen del Carmen
Den 16. juli er jomfruens navnedag, og i Torre del Mar som i de fleste spanske kystbyer gennemføres processioner til ære for hende. Om eftermiddagen bæres en figur af Virgen del Carmen - oftest af træ, undertiden af keramik - fra den lokale kirke og ned til stranden. Hun er anbragt på en "trone", som er udsmykket med et hav af blomster. Tronen bæres af en skare fiskere og sømænd, som råber "Guapa, guapa" ("smukke, smukke"), mens flere orkestre højlydt trakterer trommer og blæseinstrumenter. Ved stranden sættes figuren, dvs. helgenen, om bord i en båd og sejles en tur på havet. Hun ledsages af et stort antal oplyste og udsmykkede både, som hilser hende højlydt med deres horn. Alt sker under voldsomt akkompagnement af fyrværkeri, blomster og lys. En af jomfruens opgaver er at beskytte havet mod forurening, og mange af hendes tilbedere nægter at gå i vandet før den 16. juli.
Langs stranden ligger en perlerække af strandbarer, chiringuitos. De fleste har specialiseret sig i grillet fisk, men man også få kødretter og ofte også tapas. Fisken bliver ofte tilberedt i en gammel båd fyldt med sand, hvilket giver en meget autentisk oplevelse. Vi vælger ofte "espetos de sardinas", som altid er frisk og lækker. Denne ret er også meget populær blandt de lokale.
Strandbar, chiringuito, på strandpromenaden i Torre del Mar
Hvis man ikke er til strandbarer, ligger der utallige restauranter blot 100 meter fra stranden. De fleste satser på det traditionelle spanske køkken, men der er selvfølgelig restauranter med fransk, italiensk, indisk, kinesisk, brasiliansk menukort. Hvis vi ikke vælger tapas, tager vi ofte dagens menu - menu del dia. For 8-10 euro får man en tre retters menu, hvor man kan vælge melllem 3-4 forretter, lige så mange hovedretter (fisk eller kød) og dessert, og endelig en dessert. Ofte følger der et glas vin med til prisen. Alt frisk og veltillavet på lokale råvarer. Og prisen er stort set ikke steget gennem de 10 år, hvor vi har tilbragt vintermånederne i Andalusien. Godt for os - men dårligt for restauranterne.
På Paseo de Larios, hvor den munder ud i strandpromenaden står dette flotte monument. Monumentet hedder "Al Jabegote" og er en hyldest til havets mænd.
al Jabegote af Jaime F. Pimentel
Skulpturen er udført af Jaime F. Pimentel, som har lavet et stort antal skulpturer, der kan ses i byerne i nærheden af hans fødeby Malaga, bl.a. "El Cenachero", som står udenfor rådhuset i Malaga, og "A las Gaviotas" i Parque de Malaga. Monumentet blev indviet i 2003.
På strandpromenaden ligger det smukke fyrtårn, "el Faro", som næsten er blevet et vartegn for Torre del Mar. Det blev opført i 1969 til afløsning af det tidligere fyrtårn, som ligger på Avenida Toré Toré (tidligere omtalt). På grund af kystindvinding lå det gamle fyrtårn efterhånden mere end 300 meter fra kysten. Jeg har læst, at fyrtårnet blev meget populært blandt lokalbefolkningen, da det også blev anvendt til oplysning af den nærliggende fodboldbane. Fyrtårnet blev renoveret i 2017. Det er 26 meter højt og kaster sine stråler indtil 13 sømil (24 km) ud fra kysten.
Fyrtårnet - el Faro - på strandpromenaden i Torre del Mar
Ved siden af fyrtårnet ligger en mindre bygning, som husede den elektriske generator.
Tæt ved fyrtårnet ligger et større sportsområde med to fodboldbaner, en tennisbane, en basketballbane, to baner til padel tennis (mellemting mellem tennis og squash), omklædningsrum, toiletter osv..
Længere vestpå ad strandpromenaden tæt på campingpladsen ligger en stor petanquebane. Petanque er meget populært på Costa del Sol, da det er en sport, der kan spilles af alle aldersgrupper. Kvinder og mænd kan spille på samme hold, og alle kan slå alle uanset alder og stand. Mange medlemmer af den danske klub i Torre del Mar spiller petanque en gang eller to om ugen på banerne. Det gælder bl.a. vores gode venner Ingrid og Jørgen, som trofast dukker op hver fredag formiddag. Der er rift om banerne fra både spansk, engelsk og tysk side.
I begyndelsen af april 2016 var vi som så ofte før taget en tur til Torre del Mar. Vi sad på café Tanit, som ligger i den vestligste ende af strandpromenaden og nød "café con leche" med en "tastada con tomate". Vi havde taget vores bøger med og sad og læste i dem. Her er fred og ro og en dejlig udsigt ind over byen. På turen ad strandpromenaden havde vi godt bemærket et større antal glade mennesker i løbetøj. Det viste sig, at der den dag blev afviklet det første "Color Run løb" i Torre del Mar, og vendepunktet for løbet var lige før restaurant Tanit. Når deltagerne vendte, blev de oversprinklet med pulver i forskellige, stærke farver. Jeg fandt ud af, at det ikke gælder om at komme først, men bare om at have det sjovt. Løbet kun har 2 regler:
1. Du skal have hvidt tøj på ved startlinjen
2. Du skal være dækket af alle regnbuens farver, når du passerer slutlinjen!
Efter hver kilometer er en farvepost med musik, fest og farver, som man løber igennem. Alle morede sig fortræffeligt, både deltagere og tilskuere.
Jeg fandt siden ud af, at løbet "The Color Run, The Happiest 5k on the Planet", blev stiftet i USA i 2011, og siden har det bredt sig til mere end 40 lande med flere millioner løbere i over 200 byer hvert år. Jeg troede, at løbet, som har en længde af 5 km, var arrangeret af en velgørenhedsorganisation, men der er snarere tale om en eventvirksomhed. De enkelte løb støtter almindeligvis et eller flere velgørende formål. Løbet den dag i Torre del Mar støttede fx. foreningen "ACTEA - Asociación Comarcal para la atención e integración de Personas del Espectro del Autismo", hvis formål er at skabe opmærksomhed om og integration af mennesker med autisme. Løbet påregner at have omkring 3.000 deltagere i april/maj 2018.
I Danmark blev Color Run løbet første gang afviklet i 2015 i København med omkring 11.500 deltagere. Siden er det gennemført i Aarhus, Ålborg, Odense, Esbjerg, Kolding og Slagelse.
En af mine venner fra vores ugentlige vandreture, Johannes, har sammen med sin hustru en penthouse lejlighed i udkanten af Torre del Mar. Fra deres terrasse har de selvfølgelig en fantastisk udsigt, ikke alene over stranden men også til de smukke bjerge, som ligger bag kysten, bl.a. til la Maroma, som med sine godt 2.000 meter er det højeste bjerg i Axarquia. Johannes fortalte, at en af hans største oplevelser fra terrassen var betragtning af en flyveopvisning, Festival Aereo Internacional Torre del Mar. Mere end 30 fly fra mange forskellige lande deltog i opvisningen: kampfly som F-16 og Eurofighter Typhoon, det spanske luftvåbens "ørnepatrulje" (Águila del Ejército de Aire), historiske fly, helikoptere, luftakrobatik, faldskærmsudspring, Opvisningen, som er en af de største i Europa, finder (indtil videre i hvert fald) sted den sidste søndag i juli måned. Om fredagen og lørdagen kan man se deltagerne øve og finjustere deres optræden. Den første opvisning fandt sted i 2016. Det menes, at omkring 200.000 tilskuere overværer opvisningen. I 2017 var der omkring 300.000 tilskuere.
I begyndelsen af 1900-tallet blev der bygget en jernbane mellem Málaga og Velez-Malaga via Torre del Mar. Forbindelsen, som forløb langs kysten, blev indviet i 1908. Det var planen, at linjen skulle forlænges til Almería, men dette projekt blev aldrig realiseret. Banen blev nedlagt i 1968, men nogle af de gamle stationsbygninger er heldigvis bevaret. Den smukke gamle jernbanestation i Torre del Mar er i dag busstation.
Der var også store planer om at lave en forbindelse mellem Torre del Mar og Granada. I første omgang ville man lave en forbindelse til Ventas de Zafarraya. For at realisere dette var det nødvendigt at passere det meget spektakulære Zafarraya pas, som ligger i 900 meters højde. I 1921 nåede linjen frem til Periana, og året efter åbnedes den 31 km lange forbindelse fra Periana til Ventas de Zafarraya. Linjen lukkede i 1960. Jeg kan varmt anbefale en tur via Zafarraya passet til den lille by Alhama de Granada. Her kan du jo slappe af med et bad i de varme kilder.
Da vi var i Torre del Mar tidligt på året i 2011, tog vi flere gange sporvognen til Velez-Malaga, en tur på knap fem km. Sporvognen kørte fra la iglesia de San Andrés i Torre del Mar til parken Jurado Lorca i Vélez-Málaga, og turen var meget spektakulær. Linjen var sat i drift i 2006.
Da vi vendte tilbage i 2012, erfarede vi, at borgmesteren havde truet med at nedlægge driften af sporvognslinjen, hvis la Junta de Andalucía i Sevilla ikke ville deltage i udgifterne. Et par dage senere meldte han ud, at driften ville ophøre fra den 31. oktober 2011. Underskuddet udgjorde da ca. 1.600.000 euro. Juntaen nægtede at bevilge penge til at dække sporvognens underskud med den begrundelse, at der var tale om et lokalt anliggende. Kommunen meldte ud, at man ville sælge sporvognene, hvis Juntaen ikke vil støtte driften, og den 4. juni indstilles driften, og kommunen udlejede de tre sporvognssæt til Sydney for en toårig periode. I november 2014 vendte sporvognene tilbage til Vélez-Málaga. Borgmesteren oplyste, at sporvognene igen skulle i funktion, men det forudsatte, at Juntaen opfyldt sine løfter om at dække sporvognens driftsunderskud. Sporvognen havde medført en investering for kommunen på ca. 40 millioner euro. Der havde været planer om at udvide linjen med 1,2 km. i en senere fase, men denne var aldrig blevet realiseret.
En undersøgelse af sporvejsnettet i 2015 viste skader på 1.5 mio. euro i de 4½ år, driften havde været indstillet. Det drejede sig om det elektriske system, sporene og stoppestederne og signalerne. De nødvendige reparationer for at bringe sporvognen tilbage ville betyde en udgift på 1,47 millioner euro. Hvis man medtog de nødvendige reparationer for at idriftsætte anden fase - som går til parken María Zambrano, en strækning på 1,2 kilometer - ville udgiften stige til over to millioner euro. Arbejdet påregnedes at vare ca. 6 måneder, fra beslutningen blev taget. I december 2016 meddelete Juntaen, at man ville betale 40% af udgifterne til udbedring af skaderne udover 40% af det årlige driftsunderskud. Der ville blive indkøbt to nye vognsæt for at kunne tilbyde 15-minutters drift på strækningen. Planen skulle realiseres i 2017.
Da vi vendte tilbage til Torre del Mar i januar 2018 befandt sporvognen sig i det samme dødsspor, hvor den har befundet sig i de seneste 6 år. De tre vogntog er fortsat parkeret i sporvognsremisen på la avenida Juan Carlos I. Kommunen har problemer med at finansiere de 60%, som er kommunens andel. Omkostningen til anskaffelse af to vognsæt udgør ca. 7.5 mio euro. Hertil kommer, at ALSA, som er operatør for busdriften i området, har meldt ud, at der skal ske væsentlige ændringer af kontreakten, hvis den også skal omfatte driften af sporvognene. Vi er spændte på at opleve næste kapital i føljetonen, når vi i 2019 vender tilbage til Torre del Mar.