Vandreture med Den danske klub i Torre del Mar

Jeg har lavet et slideshow/film af de billeder, jeg tog på vandreturene i 2017. Du kan se det ved at klikke på nedenstående billede.

 

Den danske klub i Torre del Mar

Det begyndte i 2015 med, at vores gode venner, Ingrid og Jørgen, spurgte, om vi ikke kunne tænke os at komme med på vandretur. Jeg ved ikke, om det var fordi de syntes, at vi lignede nogen, der kunne trænge til lidt motion, og vi var da også lidt bekymrede over vores manglende form, men Ingrid og Jørgen forsikrede, at det nok skulle gå. Turene, som bliver afviklet hver tirsdag, er på 6-8 km, og der bliver holdt mange pauser undervejs. I de fleste tilfælde går turen frem og tilbage, så hvis man synes, at det bliver for strengt, kan man jo bare vende om og gå tilbage til udgangspunktet og vente på de andre. Turene bliver arrangeret af Den danske klub i Torre del Mar, men det er ikke strengt nødvendigt at være medlem for at deltage. Vi kendte ikke klubben i Torre del Mar, men vi havde ofte set den udefra, når vi gik en tur langs den kilometerlange fantastiske strandpromenade. Den Danske Klub (Asociación Danesa) ligger i den østlige ende af strandpromenaden, Paseo Marítimo Levante 21 A, 29740 Torre del Mar og er prydet med et skilt, hvorpå der står "Casa Dinamarca". Lokalerne rummer en stor bar, et moderne køkken samt en spiseafdeling med plads til ca. 100 personer. Klubben har et bibliotek, videoudlejning samt et moderne billardbord. I den lille patio er der sol om eftermiddagen og terrasse foran har havudsigt. Bedre rammer for et godt foreningsliv kan næppe tænkes.

Jeg gik selvfølgelig på nettet og besøgte klubbens hjemmeside. Klubben har eksisteret i mere end 30 år, og de ca. 200 medlemmer kommer fra området øst for Malaga, også benævnt Axarquia. Klubben viste sig at have mange spændende aktiviteter.

Om vandreturene

Under menupunktet "Faste aktiviteter" fandt jeg en beskrivelse af "Vandreture":

"

Vandreturene gennemføres fra den første tirsdag i oktober, og sidste tur er den sidste tirsdag i april - altså ingen vandreture i sommervarmen. Det faste mødested for vandreturene er på parkeringspladsen ved SUPERSOL i Torre del Mar tirsdage kl. 10:00. Vandre-guiderne er Ulla og Axel Larsen samt Hanne og Wolfgang Schiller. Efter at have hilst på hinanden kører vi i privatbiler fra SUPERSOL til et punkt, som vandreguiderne har valgt. Køreturen er på 30-45 minutter. Her stiller vi bilerne og fortsætter til fods. Så traver vi en times tid gennem naturskønne områder, hvorefter vi spiser vores medbragte mad, næsten altid på en bakketop/bjergtop med panoramaudsigt. Efter en pause, hvor der både er tid til at spise og sludre, går turen tilbage til bilerne. Her orienterer vandre-guiderne om næste stop, nemlig en lille listig bar eller en café i nærheden, hvor vi slutter af med en kop kaffe, et glas vin eller en øl, alt efter eget ønske. Vi er sædvanligvis tilbage ved SUPERSOL ved 3-4 tiden, mættet af dagens synsindtryk og med mange nye billeder på nethinden. Eneste forudsætning for at deltage er et par gode travesko, en rimelig god kondition og ønsket om at se og opleve Spanien, som det ser ud udenfor byerne. Hvis tirsdagsturen bliver aflyst grundet dårligt vejr, prøver vi at gennemføre turen dagen efter, altså om onsdagen.

På samme side kan man læse om de planlagte tirsdagssture, fx:

Mødetid og -sted er kl. 10.00 ved SUPERSOL i Torre del Mar.

Tirsdag den x. xxx - Torrox
Vi parkerer bilerne på parkeringspladsen ved olivenmøllen i Torrox og går derfra. Vi går forbi fodboldbanen og videre ind i dalen overfor. Efter et stykke tid går det pænt opad, men vi holder mange hvil undervejs, så vi kan nå at nyde den flotte udsigt. Turen er en rundtur på knapt 8 km med nogle flotte udsigter både til bjergene og til havet.

Tirsdag den x. xxx - Cajiz
Denne gang skal vi gå en lidt anden vej op til Macharaviaja. Fra Torre del Mar kører vi op på motorvejen og kører mod Malaga. I næste frakørsel, der går imod Cajiz og Iznate, drejer vi fra, og på landevejen kører vi til højre imod Cajiz. I selve byen er der en grusparkeringplads ud til landevejen, hvor vi parkerer bilerne. Turen startet op igennem byen og videre ud i landskabet indtil vi støder på vejen til Macharaviaja. Som vi plejer, spiser vi frokost ved den store kirke og går derefter samme vej tilbage. Det er en flot tur på omkring 9 km.

På denne side kan alle vandreintereserede uge for uge orientere sig om de planlagte ture. Mange vælger at køre direkte til udgangspunktet for vandreturen i stedet for at møde op ved SUPERSOL.

 


 

Vandreture i januar - april 2018

Som de syv foregående år tilbage i Nerja i begyndelsen af januar. Desværre havde Birgit, min kone, fået problemer med sin fod kort før, vi tog afsted, så hun er desværre ikke i stand til at deltage i traveturene i år. Til gengæld får hun en ugentlig fridag i fred og ro, men jeg hygger mig i den dejlige natur i glade og spændende personers selskab.

Vandretur den 23. januar 2018 ved Iznate

Da jeg var lidt i tvivl, om jeg på egen hånd kunne finde udgangspunktet for dagens travetur, kørte jeg til SuperSol i Torre del Mar. På parkeringspladsen var allerede mødt en snes forventningsfulde danskere samt en par deltagere fra vores nordiske broderfolk. De fleste ansigter kunne jeg genkende fra de foregående sæsoner: Ulla og Axel, vores guider. Ingrid og Jørgen, vores meget gode venner, som i år logerer oppe ved Vinuelasøen, da deres vært havde været så ubetænksom at sælge sit hus i Nerja, hvor de ellers havde tilbragte de seneste vintre. Kirsten og Lars, som man på alle tider af døgnet ser til fods på vejene både nord, vest og øst for Torrox, hvor de bor i vinterhalvåret. Charmerende Louis, som altid er villig til at dele sin store viden om forholdene i området. Ruth, som i mange år har boet i et dejligt hus i bjergene ovenfor Torrox sammen med sin mand Knud, og som altid har et venligt (og kønt) smil til alle. Bo, som også i år var uden sin kæreste (jeg begynder efterhånden at tvivle på, at han har en kæreste hjemme i Danmark), og som altid er inspirerende at tale med. Og mange andre dejlige mennesker. Dog savnede jeg Hanne og Wolfgang, det andet guidepar, men Ulla fortalte, at de begge var ramt af en voldsom influenza, men de ville selvfølgelig dukke op på en af de efterfølgende ture.

Vi fordelte os i bilerne og kørte op til mótorvejen og vestpå mod Malaga. Vi tog afkørslen mod Iznate, afkørsel 265, og fortsatte gennem Iznate og op til toppen af bakken/bjerget. Da vi var ved at komme i tvivl om, hvorvidt vi var kørt for langt, så vi en en flok glade vandrere stå udenfor restauranten Venta la Loma. Vi parkerede på restaurantens parkeringsplads og begav os afsted. Jeg fik en lang snak med Bo på den lidt strabadserende tur opad (men det var altså også min første tur, og jeg ved, at det bliver nemmere, jo flere kilometer jeg får i benene).

Efter en times tid var vi oppe ved det sted, hvor vi plejer at spise vores medbragte frokost. På afstand kunne vi se, at det lille hus, som før var en ruin, nu var under en kraftig renovering, og der holdt en håndværkerbil udenfor. Vi listede os alligevel ind og spiste vores madpakker - uden at se noget til håndværkerne.

Efter frokost og masser af snak travede vi tilbage til restaurant Venta La Loma. Her fik vi en øl eller et glas vin, inden vi skiltes efter en dejlig dag i guds natur. På gensyn næste tirsdag.

Vandretur den 30. januar 2018 "Mandelturen" til Arenas

Fra TdM kører vi imod Arenas og parkerer bilerne et stykke inden byen, hvor der går en vej på venstre hånd op til Sedella. Det er en frem- og tilbagetur på lidt over 7 km, hvor vi forhåbentlig kan se masser af flotte nyudsprugne mandeltræer.

Vandretur den 6. februar 2018 Torrox/Frigiliana

Fra TdM kører vi til parkeringspladsen ved olivenmøllen i Torrox, hvor vi lige samles, inden vi kører ca. 3 km ud ad vejen imod Frigiliana og parkerer. Turen er en flot rundtur på lidt over 6 km med flotte udsigter til Nerja og Torrox.

Vandretur den 13. februar 2018 ved Acebuchal

Denne tur havde jeg glædet mig særlig meget til at deltage i. For et par år siden havde Birgit og jeg forsøgt at køre derop i en lejet bil. men var vendt om, da vejen efter fruens mening ("she who must be obeyed")") var for farlig. Birgit var hjemme i lejligheden i Nerja med en dårlig fod, så denne gang skulle det være. Jeg kørte til dejlige Frigiliana, i rundkørslen før byen tog jeg vejen neden om Frigiliana og fortsatte til rundkørslen i den modsatte ende af byen. Her tog jeg afkørslen, som fører mod Competa. Undervejs fik jeg flere steder et fantastisk udsyn til Frigiliana og Nerja fra højden. Efter et par km fik jeg øje på et skilt i højre side af vejen, som viste mod Acebuchal. Jeg ventede et par minutter, og så dukkede vores dejlige guider Axel og Ulla op og efter yderligere et par minutter Ingrid og Jørgen, som også havde deres venner Aase og Ib med i bilen. Jeg fulgte i hælene (?) på Jørgen, som har været i Acebuchal flere gange. Bortset fra de sidste 1500 meter var der en ganske udmærket vej. Jeg fortsatte forbi byens restaurant og parkerede lidt længere fremme. Afstanden fra Frigiliana er godt 5 km.

Men vi venter på, at de andre glade vandrere dukker op, vil jeg kort genfortælle Acebuchals fantastiske historie, en historie, som jeg først fik fortalt af Jørgen Vilster. Acebuchal, hvis navn kommer fra det arbiske ord for "oliven", "acebuche”, blev grundlagt engang i 1700-tallet, den lå på El Camino Real – den kongelige vej - som forbandt Granada og Nerja. Acebuchal nød godt af besøg af de mulddyrkaravaner, der transporterede varer mellem kysten og Granada og omvendt. I 1937 under den spanske borgerkrig indtog Francos tropper Frigiliana. Mange var nødt til at flygte op i bjergene, og mange tog ophold i en hule oppe på bjerget El Cisne beliggende ca. 8 km. fra Acebuchal. Acebuchal kom til at ligge lige i skudlinjen mellem hæren og oprørerne, der kæmpede mod fascismen. Guardia Civil havde (berettiget) mistanke om, at beboerne hjalp "de røde" eller "republikanerne", og de kom tit på kontrolbesøg. Gennem 1940'erne forlod mange landsbybeboere stedet og flyttede til Frigiliana eller Cómpeta. I 1948 fik de sidste beboere ordre på at forlade Acebuchal. Franco frygtede, at nye oprør kunne blusse op med den strategisk beliggende landsby som base. Og de følgende 50 år sygnede Acebuchal hen og blev af de lokale i området benævnt "Den fortabte landsby" eller "Spøgelsesbyen", "Pueblo el Fantasmas".

Men i 1998 begyndte der at ske noget. En af de mange indbyggere i området, som måtte lade livet, var Antonio - med tilnavnet "El Zumbo", "brummeren". Sønnen Antonio García Sánchez, som bar faderens navn, flyttede ind hos sin bedstemor, som drev en beværtning i nabolandsbyen. Antonio blev siden gift med Virtudes, der som barn ofte havde besøgt Acebuchal sammen med sin far. Dette par delte en drøm om at genopbygge landsbyen. De begyndte at opkøbe de forladte huse af andre efterkommere og tilsidst ejede de omkring en tredjedel af hele landsbyen. Herefter gik de i gang med det enorme arbejde at genbygge de forfaldne bygninger, men først skulle der indlægges elektricitet og vand. Staten afslog at bidrage til finansieringen, men år efter år blev ruin efter ruin omskabt til beboelige huse i den oprindelige, autentiske stil af Antonio og hans familie. De fleste af husene fungerer som sommerboliger, og mange udlejes til turister.

Først gik vi en dejlig tur op igennem det gamle flodleje, indtil vi kom op på en fin grusvej. Den fulgte vi tilbage til Acebuchal. Turen var på ca. 7 km igennem et meget flot landskab.

Turen viste sig at være mindre anstrengende, end jeg havde forventet - og frygtet. Stigningen under opturen var overkommelig. Grundlaget lidt ujævnt, og et par gange var det dejligt at få en hjælpende hånd til at klare en mindre stigning. Tilbageturen - lyder bedre end nedturen - var næsten afslappende, og snart fik vi et dejligt blik udover Acebuchal.

Under arhejdet med at istandsætte husene kom der mange vandrere forbi. Herved opstod idéen om at åbne et spisested her, præcis som i gamle dage. Antonio havde altid været glad for at lave mad, og hans bedstemor havde lært ham at bage godt brød. I dag er restauranten Acebuchal en meget søgt frokostrestaurant, som har specialiseret sig i det klassiske andalusiske køkken. Signaturretten er "gedekid i mandelsauce". Vær sikker på, at vi en dag skal forbi og smage den. Og til dessert skal jeg smage den hjemmelavede is, som restauranten også er kendt for. Restauranten, som er indrettet i den tidligere skole, åbnede i 2005.

Inde i restauranten findes en hel væg dækket med gamle fotos fra Acebuchal og dens tidligere beboere. Overfor restauranten er opført en terrasse i to etager, hvorfra gæsterne har en fantastisk udsigt over Acebuchals tage og bjergskråningerne på den anden side af dalen. Vores guider havde på forhånd reserveret den nederste terrasse, og her indtog vi vores kaffe, te, vin eller øl. Et par slikmunde skulle også nyde et stykke af husets hjemmelavede kage, som så dejlig - og syndig - ud. Ingrid købte et af de brød, som restauranten er så kendt for. Ja, ikke mærkeligt, at Jørgen må kæmpe en daglig kamp for at holde den slanke linie. Endnu en dejlig dag.

Et efterspil

Den følgende lørdag tog Birgit og jeg som så ofte før til Torre del Mar for at spadsere en tur langs den fantastiske strandpromenade. Vi parkerede bilen i Caleta de Velez og spadserede vestpå ud til den yderste ende af promenaden. På tilbagevejen satte vi os ind på en lille restaurant for at nyde en fiskesuppe og dele en portion dampede muslinger. Dertil til Birgit et glas kølig rosado og tilo mig en øl. Livet kan ikke blive bedre end det. Pludselig kommer en dame hen til vores bord og spørger, om jeg hedder Søren Sørensen, hvilket jeg lettere foruroliget indrømmer. Om det er mig, der har en hjemmeside, hvor jeg skriver om vandreturene, hvilket jeg også må vedkende mig. "Hvorfor er der så aldrig nogen billeder af Louis?". Jeg får pludselig øje på Louis, som står bag Grethe, hans kæreste. Grethe har ikke deltaget i de vandreture, jeg har været med på i år. Skyldes spørgsmålet måske, at Grethe er i tvivl om, hvad Louis foretager sig, når han tager hjemmefra hver tirsdag morgen og vender hjem i højt humør hen på eftermiddagen? Jeg forsøger at klare situationen med, at jeg faktisk ikke synes, at Louise er særlig fotogen, hvilket Grethe straks afviser. Hun er professionel fotograf, udlært hos Kehlet for en årrække siden, så hun ved nok, hvad hun snakker om. For at gøre en lang snak kort, taget jeg et billede af parret, som kan ses nedenfor.

Grethe og Louise i Torre del Mar. Det er ikke nemt at se, at Louis er 82 år. Det er sikkert de ugentlige traveture, som gør det.

Nå, spøg til side. Grethe og Louis slog sig ned ved siden af os og bestiller en dejlig fiskeret til frokost. Vi sidder en times tid og hyggesnakker og lærer hinanden at kende. Louis skal hjem til et oldebarns dåb, så han kommer ikke med på de næste to vandreture, men vi aftalte, at når vi ses igen, vil vi aftale at fortsætte vores hyggelige snak. Da vi rejser os og går, følger Grethe og Louis med og viser os nogle gode spisesteder og giver os nogle fiduser. De har tilsammen boet i Torre del Mar næsten 50 år, så de ved, hvad de taler om. Dette er endnu et godt eksempel på det gode kammeratskab, som opstår på vores vandreture.

Vandretur den 20. februar 2018 Buddhatemplet

På dagens vandretur skulle vi besøge et buddhistisk tempel, Karma Guen, som ligger i bjergene i nærheden af Velez-Malaga. Vores engelske veninde Amanda havde besøg af hendes onkel og tante, og jeg inviterede John med på dagens vandretur. John er en inkarneret fodsportsmand - selv om han har været buschauffør i London i 14 år - måske netop derfor. Jeg kendte ikke udgangspunktet for turen, så vi mødte op ud for Supersol i Torre del Mar. Derfra kørte vi nordpå mod Velez-Malaga. Ved "den gule kro" El Cruze ved Trapiche, som vi ofte har besøgt efter vandreture, drejede vi til venstre, og mødte snart et skilt til højre, som viste mod Karma Guen buddha-templet. Efter et godt stykke parkerede vi bilerne og fortsatte til fods.

Dagens rute var mere kuperet end sædvanligt, men Aksel var meget opmærksom på at holde pauser undervejs, så flokken blev samlet igen. John, min engelske kammerat, fortalte bagefter, at han var glædeligt overrasket over, hvor mange der havde talt til ham udervejs - og også over, at så mange danskere taler et udmærket engelsk. selv kender han næsten ingen lokale, som taler andet end engelsk.

Udsigten udervejs var betagende. Vi fik dog også et mere deprimerende syn, nemlig ned til Vinuela-søen, som er næsten tømt for vand. Vi fortsatte opad forbi det buddistiske center op til det gamle tårn, hvor vi spiste vores frokost.

På lang afstand havde vi set den imponerende "Stupa", som er en del af centret. Den blev opført i 1994 og var på det tidspunkt den første i vesten af sin art. En stupa er en buddhistisk helligdom, som holder negative og fjendtlige energier på afstand. Stupaen og området omkring den anvendes til meditation. Stupaens niveauer symboliserer de fire elementer. Den firkantede base symboliserer jorden. Det runde midterparti vandet. De 13 ringe ilden, og den øverste del med solen og halvmånen symboliserer luften/universet. Og Stupaen er 13 meter høj, og dens base dækker et areal på 49 m2. Der er kun 5 eksemplarer af denne type stupa.

Stupaen ved det buddhistiske center Karma Guen nord for Velez-Malaga i Andalusien.

Da vi kom ned til centret, blev vi varmt modtaget af Pedro Gómez, som tog sig god tid til at fortælle om centret og dets historie, hvori han og hans familie har spillet hovedrollen. Pedro Gómez mødte en dansk pige, Dorrit og sød musik opstod. De flyttede til København, hvor de gennem en årrække ejede og drev en række restauranter. I 1981 købte de den affolkede og forladte landsby Aldea Alta ("den højtliggende landsby") incl. 80 hektar land med henblik på at oprette et feriecenter for pensionister. Alle bygninger var ruiner.

I 1984 mødte de den danske lama Ole Nydahl, og under hans påvirkning påbegyndte parret en konvertering til buddhismen, den tibetanske version, som benævnes "diamantvejen". I 1986 foretog Pedro en længere rejse sammen med Ole Nydahl og hans hustru gennem Nord- og Sydamerika, Australien og dele af Asien, bl.a. Tibet. Undervejs opstod ideen om at etablere et buddhistisk center i Aldea Alta, og efter lang tids hårdt arbejde åbnede centret i 1987 under navnet Karma Guen. Siden da har centret modtaget mere end 5.000 gæster hvert år fra hele verden. Under de store "kongresser" ligger de fleste deltagere i telte på bjergsiden. Sønnen Peter har for nylig overtaget ansvaret for den daglige drift af centret, som Pedro og Dorrit har overdraget til en fond.

Pedro viste os omkring i hovedbygningen, hvor der findes et oversættelsescenter, hvor tibetanske skrifter bliver oversat til vestlige sprog. Han forklarede, at da man påbegyndte dette arbejde, var der stort set ingen tibetansk litteratur, som var oversat til andre sprog. Centret har også et bibliotek med mere end 5.000 originale tibetanske tekster, en malerskole og et tibetansk museum. Det var tydeligt, at Pedro var stolt over resultatet af sit og mange andre frivilliges arbejde på centret. Og med god grund.

I 2004 blev der opført en såkaldt "Gompa" eller tempel, hvor der er plads til mere end 2.000 mediterende gæster. Oppefra og udefra så templet ikke særlig imponerende ud, men det indtryk ændrede sig, da vi kom ind i den smukke og storslåede hal.

Efter besøget i templet, hvor Pedro begejstret fortalte om sit livsværk, fik vi en kop kaffe, en øl eller et glas vin i centrets lille cafe, som blev passet af frivillige. Nogle besøgte også centrets butik, hvor man udover souvenirs med relation til buddhismen kunne købe forskellig litteratur.

På tilbagevejen fortalte Pedro, at centret modtager studerende på kortere eller længere studie- og meditationsophold. Prisen for kost og logi er 18 Euro om dagen, men han var bange for, at man snart blev nødt til at forhøje prisen til formentlig 20 Euro. Ja, så er det jo lige før, at man kan begynde at spare op af sin folkepension.

Til venstre slapper John af, inden vi vandrer tilbage til bilerne.

Da jeg kom hjem, kunne jeg på min mobiltelefon se, at jeg havde tilbagelagt 15.159 skridt svarende til 10,82 km. Denne anstrengelse havde kostet mig 325 kcal. En ringe pris for en dejlig dag med spændende oplevelser i en pragtfuld natur.

Vandretur den 27. februar 2018 Comares

Fra TdM kører vi nordpå til Trapiche/den gule kro El Cruce. Her drejer vi til venstre og kører videre et godt stykke indtil Salto de Negro. Efter denne by drejer vi til venstre imod Comares og parkerer oppe i byen. Turen er en rundtur på knapt 7 km med flotte udsigter til den imponerende klippe og landskabet rundt om.

Da jeg skulle køre gæster i lufthavnen, var jeg ikke med på denne tur. Jørgen fortalte efterfølgende, at man havde gennemført turen, selv om vejret var lidt truende. Guiderne Ulla og Aksel var på besøg i Danmark, så det var Wolfgang og Hanne som kørte turen.

Vandretur den 6. marts 2018 Sayalonga

"Vores mor" Ulla havde ringet til mig og andre hjemme fra Danmark for at fortælle, at den planlagte bustur til Beznarsøen på grund af vejret var udsat en uge. Hun og Axel ville komme tilbage til kysten mandag den 5. marts, og hvis vejret ikke forhindrede det, ville man gennemføre en vandretur omkring Sayalonga. Heldigvis klarede det op tirsdag morgen efter næste en uges regn, så jeg kørte til SuperSol i Torre del Mar, da jeg var i tvivl om, hvor vi skulle parkere i Sayalonga. Da jeg som så ofte før valgte den spændende kystrute fremfor motorvejen, nåede jeg frem i sidste øjeblik og lagde mig i Axels baghjul. Axel kørte frisk til, men heldigvis lå der en ambulance foran ham, så jeg havde ikke problemer med at holde hjul. Vi skulle parkere inde i Sayalonga, men da det ikke lykkedes mig at finde en parkeringsplads, måtte jeg fortsætte godt en km længere op i bjergene. Til gengæld fik jeg et godt kig ned over den charmerende by.

På trods af de dårlige vejrudsigter var der mødt godt 25 personer op.

Vi begyndte med at gå ned til byens kirkegård, der, så vidt jeg ved, er den eneste runde kirkegård i Spanien - ja, måske i verden. Birgit og jeg har ofte kørt gennem Sayalonga, når vi har været på besøg i Competa, og ved den lejlighed set skilte, som viste hen til Cementerio Redondo, men det var første gang, jeg så den. Måske er formen mere ottekantet end cirkulær, men et spændende design. Det vides ikke, hvorfor kirkegården har fået sin form, men det har formentlig været af praktiske årsager. Nogle mener, at det er for, at de døde ikke skal vende ryggen mod hinanden, og det er da en meget sympatisk forklaring.

Det var tydeligt, at vi havde fået masser af regn den foregående uge. Axel fortalte, at han ved deres hus havde målt mere end 150 mm. det meste af turen foregik på beton, men flere steder måtte vi hoppe lidt for at passere de små vandløb, som banede sig ved ned fra bjergene. Et sted var flere meter af vejen vasket væk, og vi kunne se, at beboeren på¨den anden side var blevet lukket inde i sit eget hjem. Vi måtte opgive at sætte over det rivende vandløb, vi men kunne heldigvis blot fortsætte endnu et stykke, inden vi fandt et sikkert sted at passere.

Det var en fin tur med flotte udsigter over dalen og til byen. Et par gange kunne jeg godt mærke, at jeg ikke er 70 år længere. Men man har det så dejligt med sig selv, når man har gennemført turen. Vi spiste vi vores medbragte frokost udenfor en lille finca (landejendom).

Ejendommen så lidt forladt (forsømt) ud. Hanne fortalte, at de en halv snes år siden havde fået ejerens tilladelse til at spise frokost her på vandreturene. Han havde oven i købet budt på sin hjemmelavede vin, terreno vin. Hanne fortalte, at stort set alle beboere i bjergene lavede deres egen vin, og hus viste mig de små "bed", hvor bønderne tørrer druerne til fremstilling af vin og rosiner.

Vi afsluttede turen med en kop kaffe, et glas vin eller en øl efter eget valg på den smukke plads midt i Sayalonga, hvor der ligger 2-3 gode cafeer. Ulla havde (selvfølgelig) sendt en mail til cafeen for at fortælle om vores komme.

Endnu en dejlig tur i dejligt selskab. Jeg ved ikke, om man kan sige, at turen faldt på et tørt sted, men vi savnede vist alle at komme ud efter 4-5 dage med silende regn.

Vandretur den 13. marts 2018 Bustur til Beznarsøen

Det var første gang, at Birgit og jeg skulle på bustur med vandreholdet. Jeg havde dog tilmeldt os så sent, at vi var kommet på ventelisten. Heldigvis havde arrangørerne af turen, Ulla & Axel og Hanne & Wolfgang, forbarmet sig over os og de øvrige på ventelisten og havde bestilt en større bus med plads til 64 deltagere. Tusind tak for det. Sammen med godt 60 andre vandreglade mødte vi op ved SuperSol i Torre del Mar. Udover de velkendte ansigter fra de ugentlige vandreture var der også medlemmer af det såkaldte Mimrehold, som glædede sig til en dejlig udflugt til Beznar-søen i Valle de Lecrin.

Til venstre er vi på vej hen til bussen. Til højre er Ulla ved at få styr på tropperne

Vi tog motorvejen østpå til Motril, hvorefter vi drejede nordpå med retning mod Granada. Almindeligvis, når vi kører til Granada, plejer vi at tage motorvejen, som er meget flot, men bussen kørte i stedet gennem nogle af de smukkeste bjerglandskaber, vi har set i Andalusien. Bussen fyldte det meste af de smalle veje, men heldigvis mødte vi ingen modgående trafik. En halv snes cykelryttere havde fået samme gode idé som vi, og dem passerede vores dygtige chauffør med stor forsigtighed. Svend, som altid har sin racercykel med til Spanien og indtil videre har kørt omkring 2400 km denne vinter, fortalte, at det er en fornøjelse at være cykelrytter på de spanske landeveje, hvor bilisterne er særdeles hensynsfulde. Dette i modsætning til de danske bilister, som sjældent overholder den befalede sikkerhedsafstand ved overhaling på 1½ meter. I et sving havde en bilist parkeret, så det stort set var umuligt for bussen at passere. Jeg ville i hvert fald have haft vanskeligt ved at presse en Fiat 500 igennem. Men efter at have nørklet frem og tilbage en halv snes gange lykkedes det chaufføren at komme igennem, og vi klappede alle af lettelse.

Kort over området ved Beznar søen

Efter at have parkeret bussen marcherede vi i samlet flok ned til grillpladsen, Merendero Beznar, hvor vi spiste vores medbragte mad. Pladsen havde masser af borde og bænke, ja selv en lille legeplads - så hvis du en dag får brug for at holde en udendørs børnefødselsdag, så vil denne grillplads være fantastisk til formålet.

Spisning af vores medbragte frokost på grillpladsen, Merendero Beznar

Kl. 13 havde vi afsluttet spisningen og var klar til at nyde den fantastiske natur. Ulla tog sig af de dårligst gående, som ikke kunne gennemføre den ca. 6 km. lange vandring langs nordsiden af søen. De ville i stedet gå en tur i den nærliggende by og vende tilbage til bussen, som så ville transportere dem op til den restaurant, hvor vi ville samles og nyde den obligatoriske drink efter vandreturen.

Dalen, Valle de Lecrín, er et af de største appelsinproducerende områder i Spanien, og alle vegne så vi appelsiner og citroner, og der var flere, som tog smagsprøver undervejs. En enkelt fyldte endda rygsækken. Dette skete i begyndelsen af turen, så m siges, an kan sige, at denne "forbrydelse" bar lønnen i sig selv. Udover citrusfrugter dyrkes også mandler, oliven og avokado samt vin i området. En af de nyere afgrøder er lavandler, som dog ikke var så synlige på vores tur. Mod syd er en fantastisk udsigt over Beznar søen, mod nord til Sierre Nevadas snedækkede tinder. Beznar søen er som den måske bedre kendte Vinuela søen et vandreservoir, som i foråret fyldes med regnvand og især af smeltevand fra Sierre Nevada. Det er tilladt at fiske i søen samt udøve ikke-motoriserede sportsaktiviteter.

De seneste to ugers regnfald havde sat sine spor. Et sted var flere meter af betonstien forsvundet i dybet, men ved fælles hjælp kom vi forbi uden større problemer. Axel fortalte, at han og Ruth havde prøvegået turen et par uger tidligere uden problemer, men naturen er jo ingen herre over. Det positive ved den megen regn er, at den er faldet på et tørt sted (undskyld). Det var en fantastisk tur gennem en skov af appelsin- og citrontræer. Turen var måske lidt hårdere end andre, da vi jo begyndte med at spise frokost før turen og ikke midt på turen, men Axel var meget opmærksom på at holde pauser undervejs, så alle kom med.

Efter ca. to timer kom Ulla os i møde. Hun fortalte, at Mimreholdet netop var kommet til restauranten Los Naranjos de El Valle, hvor vi skulle nyde et glas vin, en øl eller en kop kaffe, inden vi skulle køre tilbage til Torre del Mar.

Efter en hyggelig time på restaurantens terrasse gik turen tilbage til Torre del Mar. Chaufføren tog motorvejen hjemad, så i stedet for to timer tog det bare en time, inden vi glade og dejligt trætte var tilbage. Tak til vores dejlige guider for en fantastisk tur. Vi glæder os til paellaturen næste tirsdag.

Vandretur den 20. marts 2018 ved Canillas de Albaida - "Paellaturen"

"Paellaturen" er årets højdepunkt for vandrerne. Da vi havde været med flere gange tidligere, kørte vi direkte til udgangspunktet for dagens vandretur, først den smukke tur via Torrox Pueblo til den lille bjerglandsby Competa, og derfra ca. 3 km mod Canillas de Albaida. Der var flere, som havde fået samme gode ide. Vi gik til Santa Ana kapellet, som ligger på det højeste punkt i byen, og hvorfra vi kunne betragte bilerne, som kom kørende fra Torre del Mar.

Da alle deltagerne var dukket op, begav vi os afsted på den knap 4 km lange vandretur. Målet var den såkaldte lysfabrik, på spansk "la Fábrica de la Luz". Første gang, vi var med på Paellaturen, troede vi, at lysfabrikken havde produceret stearinlys til kirker og lignende, men vi blev belært om, at bygningerne havde huset et elværk, som fra 1915 havde produceret elektricitet til området.

De deltagere, som ikke var i stand til at gennemføre vandreturen blev kørt. På billedet ovenfor til højre ses Svend, som kører afsted med Louis og Grethe. Svend mente nok, at han kunne undvære dagens motion. Ellers kunnne han jo bare køre en tur på cykel om eftermiddagen. Vejret var bedre end frygtet (forventet), men desværre blæste det en del. Temperaturen afslørede dog med tydelighed, at vi var oppe i højderne.

Da vi nåede frem til lysfabrikken, hilste vi på de frivillige, som var i fuld gang med at lave paella til os. Det var først og fremmest vores utrættelige guider, Ulla og Axel samt Hanne og Wolfgang, men der var flere, hvis navne jeg ikke kender. Vi købte drikkevarer til en nærmest symbolsk pris, hvorefter vi satte os ved de lange borde. Ved lysfabrikken er der indrettet et pragtfuldt rekreativt område med et shelter, en grillplads, borde med bænke, toiletter mv.

Der blev snart sat tapas på bordet, forskellige slags spansk pølse, oliven og brød, og vi forsynede os godt, og snart gik snakken lystigt.

Til venstre Knud og Ruth. Til højre Pia&Preben og Kirsten&Lars.

Jeg listede mig hen til bag bygningen, hvor Wolfgang og Axel var i gamg med at tilberede en kæmpestor portion paella. De fortalte, at de var kørt op til pladsen tidligt på dagen, og da var temperaturen bare fem grader. Og jeg kunne regne ud, at det meste af den foregående dag var gået med at indkøbe og klargøre ingredienserne.

Efter nogen tid meldte Axel, at nu var paellaen klar, og vi stillede os i kø. Først fik vi en portion paella ved Hanne, Wolfgang og Axel - vi bestemte selv portionens størrelse. Som det fremgår, kunne Lars ikke nøjes med en enkelt skefuld - men den var sgu også lækker.

Næste station ved ved Ulla, som toppede vores paella med store rejer. Ulla omtalte sig selv som "rejekælling" - et udtryk jeg aldrig selv ville turde bruge.

Mens vi spiste, underholdt Morten og hans kone Eva med sang og musik.

Klik på billedet herunder, hvis du vil se en lille video med Eva og Morten.

Efter nogen tid kom Ulla og bekendtgjorde, at nu var kaffen klar, og at der var fire forskellige slags kage. Vi skulle bare forsyne os, hvilket vi gjorde skamløst. Der var så meget kage, at Birgit sikrede sig fire stykker kage med hjem til aftenskaffen.

Efter en dejlig dag vandrede vi tilbage til bilerne. Tusind tak til Hanne og Wolfgang samt Ulla og Axel samt de øvrige hjælpere for deres store indsats. Vi er alle dybt taknemlige. Vandreturene er for os og mange andre blevet et uundværligt holdepunkt under vores vinterophold i Andalusien.

Vandretur den 27. marts - "Avocadoturen"

I dag havde vi vores veninde Karen med på vandreturen. Hun og hendes mand var på besøg, og da Karen er en inkarneret fodsportsmand (?), ville hun gerne deltage. Vi kørte til SuperSol i Torre del Mar og hilste på alle dagens deltagere. For en sikkerheds skyld havde Axel fremstillet et kort over turen til udgangspunktet for dagens tur. Fra Torre del Mar kørte vi som så ofte før nordpå ad vejen imod Trapiche. Vi kørte over den 2. bro, vi kom til, og derefter lidt tilbage i retningen mod Torre del Mar. Her parkerede vi i vejsiden.

Når man betragter ovenstående billede til venstre, kunne man godt få det inddtryk, at traveture specielt er for ældre, gråskæggede mænd med hovedbeklædning, men det er altså ikke tilfældet.

Turen var en såkaldt frem- og tilbagetur på ca. 6 km igennem avocadoplantager. Spanien er det eneste europæiske land, som dyrker og producerer avocadoer.

Vi så flere steder nyplantede marker med mango. Nogle mente, at det skyldes, at EU giver tilskud. Andre at det er fordi, avocado er ekstremt vandkrævende i sammenligning med mango. Jeg har læst, at der medgår omkring 70 liter vand til at producere én avocado.

Da Karen så ovenfor viste billeder, syntes hun, at Louise ligner en af de utallige Vandringsmænd, som Arne Haugen Sørensen har portrætteret - og det er der da vist noget om, ikke?

Til venstre Dorrit og Hans. Til højre Birgit og Karen.

Karen og Dorrit havde en god snak på turen. De har begge været skolelærere og begge gået Caminoen, så der var nok at tage fat på. Dorrit fortalte, at hun var frivillig og omviser på Grundtvigs Mindestuer, som er indrettet på Udby Præstegård i Lundby. hvor han blev født i 1783. Hvis du er interesseret i at læse mere eller evt. komme forbi til en rundvisning, så læs her. Her kan du også finde Dorrits email adresse. Birgit og jeg har besluttet at kigge ind ved første lejlighed. Dorrit fortalte også, at hun og Hans mange gange havde været på Rønde Højskole, hvor de vandrede i de dejlige omgivelser på Mols. Karen kunne berette, at hendes mand Hans Peter er student fra Rønde Højskole for mere end 60 år siden. Og så kan jeg da tilføje, at Birgit og jeg har et sommerhus to minutter fra højskolen, og vi håber, at Dorrit og Hans kigger ind, når de kommer på de kanter.

Efter en dejlig vandretur kørte vi tilbage mod Torre del Mar. Som så ofte før drejede vi af ved restauant El Cruce i nærheden af Trapiche og fik lidt at drikke på restauranten ved siden af.

Dette var for os årets sidste vandretur. Desværre nåede vi ikke at få taget ordentlig afsked med vores guider, så jeg vil her sige mange, mange tak for det store arbejde som Ulla&Axel og Hanne&Wolfgang udfører for at give mindst 100 danske/nordiske vandrere nogle dejlige naturoplevelser. Vi glæder os til at se jer og de andre glade vandrere igen næste vinter. Vi ønsker jer alle en rigtig god sommer enten i Danmark eller Spanien.

 


 

Vandreture i januar - april 2017

Vi var som de seks foregående år tilbage i Nerja i begyndelsen af januar. Allerede dagen efter ankomsten mødte vi ingrid og Jørgen, som fortalte, at de allerede havde været med på den første vandretur og spurgte om vi ville med næste tirsdag. Selvfølgelig ville vi det. Vi håbede, at turen ikke var alt for hård. Ganske vist forsøger vi at holde os i form med spadsereture på Amager, men, som vist alle ved, byder Amager ikke på de store højdemæssige udfordringer.

Vandretur den 17. januar 2017 ved Los Romanes

Vi kørte sammen med Ingrid og Jørgen til parkeringspladsen ved Supersol i Torre del Mar. Turen fra Nerja til Torre del Mar tager ca. 15 minutter ad motorvejen, og knap en halv time, hvis man tager den smukke rute langs kysten. Vi kom i god tid, så vi kunne snakke med venner og bekendte fra året i forvejen, og også aftale hvorledes vi fik pakket bilerne, som skulle fortsætte til dagens udflugtsmål. Vi fik selskab i bilen af Bo, som vi havde været sammen med flere gange. Det var dejligt at se, at vores guider fra tidligere sæsoner, Axel og Ulla samt Wolfgang og Hanne, stadig var fit for fight. Kl. 10 blæste Axel klar til afgang, og vi kørte afsted mod dagens udflugtsmål. Vi kørte ind i landet imod Viñuelasøen og fortsatte forbi den med søen på højre hånd. Kort efter drejede vi til venstre imod Los Romanes, hvor vi parkede oppe i byen.

Flere steder undervejs fik vi en fint kig til Vinuela-søen, som Birgit og jeg har besøgt flere gange. Selv om søen er et (menneskeskabt) vandreservoir, er det tilladt at bade i den og besejle den med kanoer og sejlbåde. Rundt om søen ligger mange picnic steder, hvor man kan nyde sin medbragte mad og samtidig nyde den fantastiske udsigt over søen og til de bagvedliggende bjerge. Når søen er fyldt, kan den rumme 170 millioner m3. De seneste år har vandstanden dog været faretruende lav.

På vestbredden ligger en campingplads med en restaurant med en fin udsigtsterrasse. Her nød vi en kop kaffe, et glas vin eller en øl efter behag. Louis, som er meget stedkendt i området, havde spist her flere gange, men mente dog, at restauranten ved siden af var at foretrække. Det råd er hermed givet videre.

Turen var på ca. 9 km med flotte udsigter ud over søen og det omkringliggende bjergrige landskab. Selv om det kunne mærkes i benene, var det dejligt at være kommet i gang.

Vandretur den 31. januar 2017 ved Arenas

I dag skulle vi forhåbentlig se masser af blomstrende mandeltræer. Fra Torre del Mar kørte vi imod Arenas, hvor vi parkerede bilerne, inden vi nåede selve byen.

Det var en flot tur på lidt over 7 km med flotte udsigter og masser af flotte, udsprungne mandeltræer. Axel forklarede, at han lidt spændt på, om træerne nu også var på det højeste. Af hensyn til orientering til deltagerne på klubbbens hjemmeside skal man beslutte sig mindst to uger i forvejen, og bare en enkelt nat med frost eller en voldsom storm kan totalt ændre billedet. Men vi var heldige i år.

Vandretur den 7. februar 2017 ved Torrox

Vi mødtes på parkeringspladsen ved olivenmøllen i Torrox. Aase og Ib, venner af Ingrid og Jørgen, var med på turen. Vi gik igennem byen og videre op på bakkekammen nord for byen.

Undervejs gjorde vi et kort ophold hos Knud og Ruth. De har været ivrige vandrere i mange år, men efter at de er kommet op i årene, overvejer de at sælge deres dejlige hus højt over Torrox. Ruth har dog været med på flere af årets traveture, og hun er altid i dejligt humør. Knud havde samlet appelsiner, som vi frit kunne forsyne os med. Dejligt og forfriskende i den varme sol.

Næste stop var Hanne og Wolfgangs dejlige bolig, hvor vi fik lidt at drikke, og der var også stillet snacks frem. Wolfgang fortalte, at han havde ledt efter deres hus i 10 år, før han fandt det helt rigtige med den rigtige placering i forhold til verdenshjørnerne og med en fantastisk udsigt. På en god dag kan man se bjergtoppene i Afrika.

Derefter fortsatte vi hen til den tidligere losseplads, hvor vi spiste vores frokost. Derefter gik vi en anden vej tilbage til byen.

Vi sluttede turen af på torvet i Torrox Pueblo. Den samlede tur var på ca. 7 km.

Vandretur den 14. februar 2017 ved Rio de la Miel

Dagens vandretur fandt sted øst for Maro, så i stedet for at køre vestpå til mødestedet i Torre del Mar kørte vi sammen med Ingrid og Jørgen og Ib og Aase direkte til startstedet. I rundkørslen, hvor man drejer fra mod Maro og Nerja-hulerne, kørte vi lige over og fortsatte ca. 3 km ud ad N340. Her drejede vi til venstre og parkerede under motorvejsbroen.

Det meste af turen gik langs Rio de la Miel, der dog som de fleste floder på disse kanter var tørlagt. Miel betyder honning på spansk, og vi så bistader flere steder langs ruten, og vi blev passeret af en bil med bilstader på ladet. Det gav anledning til en spændende snak med Jørgen, som har haft bier i mange år. Det er altid dejligt at snakke med nogen, som både ved noget og som brænder for sit emne.

Da turen foregik i de danske skolers vinterferie, var der flere børn med på turen, nogle i klapvogn. Der var også flere hunde med; almindeligvis ser vi blot en enkelt eller to. Det er hyggeligt med hunde på turen - når bare ejeren har styr på dem. For et par år siden var der en, som brækkede armen, da hun ikke kune styre sin køter (undskyld sin meget store hund). Hele turen foregik på asfalt, så det var ikke noget problem med klapvognene.

Turen, som var på 7 km, sluttede med en forfriskning på Hotel PlayaMaros dejlige terrasse.

Vandretur den 28. februar 2017 ved Acebuchal

Fra Frigiliana-Torroxvejen kører vi helt ind og parkerer i selve byen. Først går vi en spændende tur op igennem et gammelt flodleje og kommer op på en grusvej, som vi følger tilbage til byen. Turen er på ca. 7 km med flotte udsigter og flot landskab.

Birgit og jeg var desværre ikke med på denne tur, som jeg ellers havde glædet mig til. Men der var Andalusiendag, og vi havde for længst besluttet, at vi ville tage til Salobrena og deltage i løjerne der.

Vandretur den 7. marts 2017 ved Periana

Vi kørte langs Vinuelasøen og fortsatte nordpå mod Periana.

Herfra gik vi en flot tur på grusvejen, som førhen var det gamle jernebanespor imod Zafaraya.

Flot udsigt over Vinuela-søen

På foto til venstre ses vores dejlige guider Wolfgang, Ulla og Axel. Wolfgang ser ud, som om han er faret vild? ;.)

Vandretur den 14. marts 2017 ved Torrov/Frigiliana

Fra TdM kører vi til Torrox og samles på parkeringspladsen ved olivenmøllen, inden vi kører ca. 3 km ud ad Torrox/Frigilianavejen. Her parkerer vi på en plads i nærheden af vejen og går en flot rundtur på ca. 7 km med meget flotte udsigter til Nerja og Torrox.

Vi deltog ikke i den tur, da vi skulle i lufthavnen efter gæster. Ifølge Ingrid og Jørgen var det en smuk tur, som vi vil glæde os til at gå næste vinter.

Vandretur den 21. marts 2017 ved Canillas de Albaida - AKA "Paellaturen"

"Paellaturen" er årets højdepunkt for vandrerne. Vi kørte sammen med Ingrid og Jørgen, først den imponerende tur via Torrox Pueblo til den lille bjerglandsby Competa. Fra Competa fortsatte vi ca. 3 km mod dagens udgangspunkt for vandreturen, Canillas de Albaida. Da vi var lidt i tvivl om, hvor vi skulle parkere, kørte vi op til Santa Ana kapellet, som ligger på det højeste punkt i byen, og hvorfra der er en blændende udsigt til de omkringliggende bjerge. Herfra kunne vi betragte bilerne, som kom kørende fra Torre del Mar.

Desværre var der ikke så mange deltagere på Paellaturen som sidste år. Det skyldtes, at der samme dag og den følgende dag var arrengeret en tur i klubben, men vi var vel omkring et halvt hundrede deltagere. Vi begav os på vej mod vores mål, som var den såkaldte lysfabrik, på spansk "la Fábrica de la Luz".

Første gang vi var med på Paellaturen, troede vi, at lysfabrikken havde produceret stearinlys til kirker og lignende. Vi blev dog snart belært om, at bygningerne havde huset et elværk, som fra 1915 havde produceret elektricitet til området. Desuden havde der ligget et savværk og en vandmølle. I 1959 flyttedes el-produktionen, og værket ligger nærmest i ruiner. I stedet er der indrettet et pragtfuldt rekreativt område med et shelter, en grillplads, borde med bænke, toiletter mv., og stedet er meget besøgt af vandrere. Afstanden fra Canillas de Albaida er godt tre km ad asfalteret vej.

Da vi nåede frem til lysfabrikken, hilste vi på de frivillige, som i stedet for at deltage i vandreturen havde lavet paella til os. Det var først og fremmest vores utrættelige guider, Ulla og Axel samt Hanne og Wolfgang, men der var flere, hvis navne jeg (endnu) ikke kender.

Vi købte drikkevarer til en nærmest symbolsk pris, hvorefter vi satte os ved de lange borde. Stemningen var høj, ja nærmest løssluppen.

Vi sad over for Ingrid og Jørgen. Til venstre for Jørgen sad en hyggelig mand, som jeg kendte fra mange vandreture. Det viste sig, at han som jeg havde været telefonmand i hele sit liv, og vi havde flere fælles bekendte, selv om han havde baggrund i KTAS og jeg i Jydsk Telefon.

Til venstre for Ingrid sad et par hyggelige nordmænd. Nu synes jeg, at nordmænd i almindelighed er hyggelige, men det var som om, de denne dag var i særdeles højt humør. Det tilskrev vi, at de dagen forinden var blevet kåret til "verdens lykkeligste folkeslag", en ære, som hidtil havde tilkommet os danskere. Men vi lod dem nyde deres triumf, indtil vi næste gang tager æren tilbage.

Der blev sat tapas på bordet, forskellige slags spansk pølse, oliven og brød, og vi forsynede os bravt, indtil det blev meldt, at nu var paellaen klar.

Efter en times tid kom Ulla og bekendtgjorde, at nu var kaffen klar, og at der var tre forskellige slags kage. Vi skulle bare forsyne os, hvilket vi gjorde hæmningsløst. Vi kunnne dertil købe et glas cognac (brandy) for 1 Euro, hvilket mange af os benyttede os af. Ikke fordi vi er alkoholikere, men for at støtte klubben.

Til sidst meldte Ulla, at der var både paella og kage til overs til de, der var interesserede. Og selvfølgelig havde de betænksomme værter sørget for små bakker og poser, til at transportere herlighederne hjem i.

Der var flere, som udtalte stor tak til Ulla og Axel samt Hanne og Wolfgang og de øvrige hjælpere for deres store indsats, og Birgit og jeg tilslutter os. Ikke alene for den fantastiske Paellatur, men også fordi de hver uge tager os med ud på uforglemmelige oplevelser i det Sydspanien, som vi elsker så højt.

Efter endnu en dejlig dag vandrede vi tilbage til bilerne - mætte både på dejlig mad, men også på berigende åndelig føde. Endnu en gang tak.

Vandretur den 28. marts 2017 ved Los Gomez - AKA "Appelsinturen"

Med Jørgen bag rattet og Ingrid som entusiastisk codriver kørte vi ad hovedvejen A-7 vestpå mod Malaga. I stedet for at køre ned til opsamlingsstedet ved Supersol i Torre del Mar svingede vi nordpå mod Velez-Malaga ad A-356. Efter Trapiche og lige efter en stor plads med lastbiler, drejede vi til højre mod Canillas de Aceituno. Kort efter drejede vi til venstre og kørte videre ad den gamle landevej indtil Los Gomez. Vi parkerede ud for en restaurant, som tydeligvis havde lukket for en del tid siden. Herfra startede vandreturen.

Turen, som var en såkaldt "frem- og tilbagetur" gik gennem en smuk dal fyldt med blomstrende appelsintræer.

Som det fremgår af ovenstående foto til venstre, var der også citrontræer på ruten. Vi så, som overalt i området, masser af blomstrende avokadoer.

Efter turen kunne Axel berette, at vi havde vandret 8,4 km.

Efter at vi havde nydt et glas rødvin eller måske et glas "tinto verano", en øl eller en sodavand, sagde mange af os farvel og tak for mange dejlige ture i sæsonen 2016-2017. Det er jo således, at en stor del af trækfuglene vender hjem til Danmark omkring første april for at tilbringe sommeren i Danmark. Men alle glæder vi os til at vende tilbage og genoptage de livgivende vandreture med de mange venner og bekendte, vi har fået. Endnu en gang tak til guiderne fra Den Danske Klub i Torre del Mar.

 


 

Vandreture i januar - april 2016

Vi var tilbage i Nerja i begyndelsen af januar 2016. Da vi dagen efter var i Mercadona supermarkedet, mødte vi Ingrid og Jørgen. Året i forvejen havde de fortalt, at de ville sælge deres ejendom i Kværndrup på Fyn for at flytte i en lejebolig. De havde i nogen tid været skrevet op til et rækkehus i Ringe, og nu håbede de på, at der snart blev plads til dem der. Salget var gået over forventning, så de havde været nødt til at få deres møbler og indbo opmagasineret og flytte ind i deres campingvogn. Mellem jul og nytår havde de pakket bilen og var kørt til Nerja. De ville blive under de sydlige himmelstrøg indtil begyndelsen af april, hvorefter de ville vende tilbage til campingvognen. De fortalte, at de allerede var i gang med vandreturene, og vi aftalte at køre sammen til SUPERSOL i Torre del Mar førstkommende tirsdag.

Vi deltog i stort set alle vandreture i januar, februar og marts, og det var hver gang en god oplevelse. Jeg har lavet et slideshow (hvad mon det hedder på dansk?) af de billeder, jeg tog på turene. Du kan se det ved at klikke på nedenstående billede.

 

På en af turene talte Jørgen med Lars, som er en garvet vandringsmand. Lars og hustruen havde et par dage forinden besteget La Maroma sammen med et hold venner. Turen, som ikke er for nybegyndere, havde taget ni timer. Jørgen syntes, at det var meget, hvorfor Lars måtte indrømme, at de var kommet ned på "den forkerte side" af bjergen, så de skulle bruge et par timer for at nå om til deres bil. Lidt svært at forstå, når man ved, at Lars og fruen er inkarnerede sejlere fra dejlige Karrebæksminde. På en af de sidste vandreture sagde Wolfgang:"Det er ikke så få "godbidder", jeg har fået på disse vandreture.". Når man mange gange forgæves har forsøgt at trænge igennem det spanske bureaukrati, kan det ofte hjælpe at høre, hvorledes andre har klaret tilsvarende problemer. Jørgen fortsatte: "Vi er nærmest blevet afhængige af disse vandreture." Og vi kan kun give begge ret. Prøv det. hvis du kommer på disse kanter.

Paellaturen den 15. marts 2016

Tirsdag den 15. marts 2016 var årets Paellatur. Fra Torre del Mar kørte vi til Canillas de Albaida og parkerede inde i byen. Derfra gik vi en dejlig tur ind i Nationalparken og op til grillpladsen, hvor der blev serveret paella, og man kunne købe drikkevarer til beskedne priser.

Paellaturen den 15. marts 2016 med Den danske klub i Torre del Mar.

Til højre ser det ud til, at Mogens (præsten) beder om et lift?

Paellaturen den 15. marts 2016 med Den danske klub i Torre del Mar.

Til højre viser Axel den hjemmelavede paella frem.

Efterfølgende var der gratis kaffe, te og hjemmebagt kage, inden vi travede tilbage til bilerne. Det såkaldte Mimrehold, som er lidt dårligere til bens end vi andre, kørte op til grillpladsen.

Paellaturen den 15. marts 2016 med Den danske klub i Torre del Mar.

I alt var der omkring 80 personer, som havde en dejlig dag. Tusind tak til de frivillige fra klubben, som havde lagt så mange kræfter i arrangementet.

Vandretur omkring Torrox den 22. marts 2016

Vi parkerede bilerne på parkeringspladsen ved olivenmøllen i Torrox. Derfra gik vi forbi fodboldbanen og videre ind i dalen overfor. Efter et stykke tid gik det pænt opad, men vi havde jo gode ben efter mange tidligere vandreture. Vi holdt også en del hvil undervejs, så vi fik styr på tropperne. Turen, som var på godt 8 km, bød på mange flotte udsigter undervejs både til bjergene og til havet. Det var vores sidste vandretur i 2016, inden vi vendte tilbage til Danmark.

Tropperne samles på parkeringspladsen ved olivenmøllen i Torrox.

Vandreturen sluttede på torvet i Torrox, hvor vi fik en kop kaffe, et glas vin eller en øl. Vi havde været i Torrox Costa mange gange og spadseret langs den imponerende strandpromenade. Vi havde også et par gange været oppe i Torrox Puebla- uden at finde den særlig interessant. Det viste sig, at vi helt havde overset den gamle og autentiske del af Torrox Pueblo, som ligger i den nordlige ende.

Vores fortræffelige guider. Til venstre Ulla og Axel. Til Højre Wolfgang og Hanne.

Tak til Ulla og Axel. Tak til Hanne og Wolfgang. Tak til alle de dejlige mennesker vi har mødt på de inspirerende vandreture. Og tak til Ingrid og Jørgen, som har introduceret os til denne spændende aktivitet. Det er sjældent at deltage i noget, som både er sjovt og sundt!

Opbrud fra torvet i Torrox. For os og mange andre var det sæsonens sidste vandretur.

Vi vender tilbage i 2017. Det er ikke en trussel, men et løfte.

 


 

Vandreture i januar - april 2015

 

Vandretur den 27. januar 2015

Vores første vandretur med klubben fandt sted den 27. januar 2015 i den store naturpark Sierras de Tejeda, Almihara y Alhama. Parken, som blev oprettet i 1999, er på mere end 40.000 hektar og fordeler sig over provinserne Granada og Malaga. Den vestlige del, som ligger i Malaga provinsen, benævner Axarquía og er kendt for de mange imponerende bjerglandsbyer fra maurernes tid. Det højeste punkt La Maroma rækker op i godt 2.000 meters højde. Området er kendt for sine mange huler, hvoraf de betydeligste netop ligger ved Maro et par km øst for Nerja. Området har en righoldig flora med mange endemiske arter, ligesom der også er et rigt dyre- og fugleliv, især rovfugle. Da vi bor i Nerja, valgte vi at køre op til samlingsstedet ved hulerne i Maro i stedet for at køre vestpå til SUPERSOL i Torre del Mar.

Vandretur i naturparken ved Maro den 27. januar 2015 med Den danske klub i Torre del Mar.

Selv om vi kom i god tid, var der allerede ankommet en del. Alle hilste på på alle, og det var tydeligt, at mange kendte hinanden i forvejen fra tidligere ture. Hver uge dukker der nye ansigter op. Mange er måske netop ankommet fra Danmark. Andre er hernede på besøg hos familie eller venner og skal lige prøve at være med. Da vi som nævnt var nye elever i klassen, kendte vi kun Ingrid og Jørgen samt Mogens. Mogens Jeppesen er siden 2015 præst i Den Danske Kirke Øst for Malaga, og vi havde lært ham og hans kone Ruth at kende et par uger i forvejen. Flere af vandrerne havde hund med, og det var tydeligt at de - altså hundene - også nød turen.

Vandretur i naturparken ved Maro den 27. januar 2015 med Den danske klub i Torre del Mar.

Efter at tropperne var samlet, begav vi os afsted. Som forventet gik turen opad, men ikke værre, end at vi var i stand til at følge med, og Axel, som var dagens vandre-guide, sørgede for at der blev holdt tilstrækkeligt med pauser, så der kom samling på tropperne. Axel havde en skridttæller, som registrerede, hvor mange skridt (omregnet til meter), han havde gået, men den også kunne oplyse antallet af højdemeter. Den kunne vistnok også berette, hvor mange kalorier, man havde forbrændt på turen. Det er Axel, som er på billedet i midten herover. Efter en times tid nåede vi op på en grillplads, hvor vi spiste vores medbragte madpakker. Efter en halv times tid påbegyndte vi nedturen, som selvsagt forløb noget nemmere end opturen. Vi sluttede med en kop kaffe, en øl eller et glas vin på en café, som ligger lige ved siden af parkeringspladsen. Birgit og jeg havde en dejlig tur, og vi besluttede, at vi også ville deltage den følgende tirsdag.

Vandretur den 3. februar 2015

Tirsdagen efter kørte vi til SUPERSOL i Torre del Mar og deltog i vandreturen, som gik til Arenas, hvor vi beundrede de blomstrende mandeltræer.

Vandretur ved Arenas den 3. februar 2015 med Den danske klub i Torre del Mar i 2015.

Spisning af vores medbragte mad.

Vandretur ved Arenas den 3. februar 2015 med Den danske klub i Torre del Mar i 2015.

Vi var omkring 40 deltagere, næsten alle over 60, og de fleste sikkert over 70, og enkelte over 80. Mens vi traver, går snakken lystigt, og man lærer hver gang nye mennesker at kende. Jeg kom et stykke af vejen til at gå ved siden af en fyr, som bar en trøje, hvorpå der stod Svendborg Cykelklub. Jeg spurgte, om han havde sin cykel med herned, hvilket han svarede ja til. Det viste sig, at han havde kørt cykelløb, siden han var dreng. I 1996 blev han europamester i sin klasse, og han har mange gange deltaget på veteranlandsholdet både ved europamesterskaber og verdensmesterskaber. Det mest fantastiske var måske, at Svend Erik Hansen siden 1989 og 1991 havde haft danmarksrekorden i både 12 timers og 24 timers landevejsløb. Han sagde, at han var stolt af at optræde på ranglisten med navne som Niels Fredborg, Peder Pedersen, Brian Holm m.fl., også nogle af min ungdoms helte. Til september skulle han deltage i amatørverdensmesterskaberne, som afvikles ved Ålborg. Et par måneder efter at vi var kommet tilbage til Danmark, læste jeg, at Peter Sandholt havde slået Svends rekord i 24 timers cykling. Ja, intet varer evigt, men en flot bedrift. Birgit snakkede samtidig med Svends kone, Ellen, som fortalte, at de boede i Ryslinge på Fyn. Birgits familie stammer fra Ryslinge, og hun spurgte, om slægtsgården, som hed Ærenlund, stadig eksisterede. Ellen fortalte, at deres hus lå på jord, som var udstykket fra gården, mes bygningerne var revet ned for nogle få år siden. Ja, sådan mødte vi hver gang sjove og spændende mennesker på vores vandreture.