Birgit og jeg har været i Spanien mange gange. Det begyndte med charterrejser til Solkysten med Tjæreborgpræsten og Spies omkring 1970 sammen med vores børn. De første par gange i propelfly (DC6 tror jeg), og snart efter med jet (Caravelle). Ofte gik turene til de dengang små steder vest for Malaga: Fuengirola, Torremolinos, Torre Blanca mv. Siden kom længere ture til De Canariske Øer og Tenerife. Efterfølgende også ture til storbyer (større byer) som Madrid, Sevilla, Valencia, Cordoba m.fl. Den sidste halve snes år har vi været forelsket i området øst for Malaga, hvor vi tilbringer 2-3 måneder hver vinter. Men af en eller anden grund har vi aldrig været i Barcelona. Ikke at lysten ikke har været der. Vi husker de fantastiske olympiske lege i Barcelona i 1992, vi ved at der findes et overdådigt Picassomuseum i byen, og det har heller ikke forbigået os, at kunstneren Gaudi har sat sit præg på området. Byen har et af verdens bedste fodboldhold, som har fans over hele verden. Ikke at forglemme, at FC Barcelona også har håndboldhold og basketballhold i verdensklasse. Så nu skulle det være. Vi besluttede at bo under private former, så vi gik ind på bnbair.com og søgte efter et værelse centralt i Barcelona. Der var masser af muligheder til lave priser, så vi valgte et værelse hos en irsk pige/kvinde, som sammen med sin ven havde en lejlighed ca. 10 minutters gang fra "den olympiske havn", som blev opført i 1992. Der var 3 metrostationer indenfor fem minutters gang og også busser lige omkring hjørnet. Vi kunne spadsere over til den gamle bydel af Barcelona på omkring 20 minutter. Vi bestilte en uges ophold i begyndelsen af oktober 2014.
Som så ofte før valgte vi at flyve med Ryanair. Ikke fordi vi elsker selskabet for dets besynderlige og ofte ugennemsigtige påfund for at "narre penge fra folk", men de flyver billigt og punktligt. Og selvfølgelig flyver Ryanair ikke til Barcelona lufthavn, men til den meget mindre Girona (på catalansk Gerona) Lufthavn. Barcelonas hovedlufthavn er Barcelona-El Prat, som ligger ca. 17 km fra centrum. Det er Spaniens næststørste lufthavn, og den håndterer mere end 35 millioner passagerer om året. Lavprisselskaber som Ryanair benytter Girona lufthavnen, som ligger godt 100 km nordøst for Barcelona. Der er både bus- og togforbindelser til Barcelona, men selvfølgelig kan man tage en taxa (ca. €125) eller leje en bil. Vi valgte at tage bussen, hvis afgange er synkroniseret med Ryanairs ankomster og afgange; det er dog ikke Ryanair, som er busoperatøren, men Sagalés. Bussens stoppested er lige udenfor lufthavnsterminalen, hvor man køber billet i en salgsbod. Køretid ca. 1 time 10 min. Pris (i 2014) €16 for en enkelt og €25 for en returbillet. Telefon: +34 90 213 0014. Vi blev afleveret på Estacio d' Autobusos Barcelona Nord, som er Barcelonas centrale busterminal. Herfra kan man enten tage metro eller bus til sit bestemmelsessted. Vi valgte at tage en af de mange taxi, som i stort tal holder lige udenfor busstationen. Den nærmeste metro station er Metro Arc De Triomf (den røde linie, L1), 5-10 minutters gang fra busstationen.
Vi ankom til vores lejlighed sidst på eftermiddagen med taxa fra busstationen. Ejendommen var en hjørneejendom med en pæn facade. Vores værtinde, som var kommet fra Irland til Barcelona for ca. seks år siden og arbejdede med oversættelser og lidt turistarbejde, disponerede over en lidt ramponeret lejlighed på anden etage. Vi fik anvist et soveværelse med en dobbeltseng, et bord og to stole - og hvad skal man bruge mere? Vi skulle jo bare sove i værelset. Der var et udmærket badeværelse og et lille køkken, som vi delte med lejlighedens faste beboere. Til overflod var der trådløst internet. Ud for vores værelse var en lille altan med en fin udsigt. I baggrunden kunne vi se et spændende bygning, som mindede os meget om en bygning, vi kender fra London, og som meget ofte ses på TV. Vores vært fortalte, at den 38 etager høje bygning, som hedder Torre Agbar (Aigües de Barcelona), er hovedkvarter for den lokale vandforsyningsvirksomhed. Bygningen i London, som den minder meget om, er St Mary Axe, der er designet af arkitekten Norman Foster. St Mary Axe stod klar i april 2004, dvs. 1½ år før Torre Agbar i Barcelona. Torre Agbar er designet af den franske arkitekt Jean Nouvel. Begge bygninger kaldes i daglig tale "agurken". Torre Agbar er smukt oplyst om aftenen med smukke blå, røde og grønne farver, og var et smukt pejlepunkt for os, når vi om aftenen slentrede hjemad efter at have spist.
Barcelona er hovedstaden i regionen Catalonien i det nordøstlige hjørne af Spanien Den er med sine godt 1.6 mio. indbyggere Spaniens næststørste by efter Madrid, med opland en befolkning på ca. 4.5 mio. indbyggere. Catalonien er Spaniens rigeste og mest udviklede region, og omtales undertiden som Spaniens fabrik. Catalonien har en stor grad af selvstyre, men ikke desto mindre er der et udbredt ønske fra store dele af regionens befolkning om at løsrive sig fra Spanien og udgøre en selvstændig stat indenfor rammerne af EU. Mange catalanere føler, at for mange af deres skatteindtægter går til resten af Spanien, formentlig samme holdning, som man fx. har i Norditalien i forhold til de fattigere regioner sydpå.
Kort over Spanien.
Barcelona ligger ved middelhavskysten Costa Brava mellem floderne Llobregat og Besòs, mod vest afgrænset af bjergekæden Serra de Collserola, fra hvis top, Tibidabo, 512 meter over havet, er en betagende udsigt over byen. Afstanden til den spanske grænse er ca. 120 km. Barcelona er den 10. mest besøgte by i verden og den 3. mest besøgte i Europa efter London og Paris. Millioner af turister strømmer til byen med den fantastiske arkitektur, de spændende historiske monumenter (hele otte monumenter på UNESCO's verdensarvsliste), det rige kunstliv, det milde og varme klima og de skønne strande. Især er Barcelona kendt for værkerne af arkitekten Antoni Gaudí - meget mere herom senere. Byen blev yderligere kendt, da den i 1992 var vært for de olympiske sommerlege.
Efter at have hilst på vores værtinde, Dania og hendes ven og var blevet indkvarteret spadserede vi ned til stranden og den olympiske havn, som lå bare 10 minutters gang borte. Barcelona er ved flere lejligheder listet som en af de 10 storbyer med de bedste strande (af National Geographic og Discovery Channel). Barcelonas syv strande udgør 4.5 km kystlinie, og nævnt fra syd mod nord hedder de Sant Sebastià, Barceloneta, Nova Icaria, Bogatell, Mar Bella, Nova Mar Bellaog Llevant. Langs strandene ligger som altid i Spanien de populære strandbarer, "Chiringuitos", hvor man kan nyde mad (tapas mv.) og drikke. Den nærmeste strand for os var Nova Icaria, og der var masser af mennesker på stranden sent om eftermiddagen i begyndelsen af oktober måned. På grund af vinterstorme er det ofte nødvendigt at fylde op med sand på strandene.
Mellem strandene Nova Icaria og Barceloneta ligger Port Olímpic, "den olympiske havn", som blev opført til de olympiske sommerlege i 1992. Ved den lejlighed blev et stort antal industribygninger revet ned og i stedet opført en olympisk landsby. Den store marina var fyldt med skibe, og vi stod en tid og betragtede den lille sejlerskole, hvor man kunne leje sejlbåde og andet maritimt udstyr.
Langs kajen og den store mole, som rager ud i vandet, ligger et stort antal restauranter, især fiskerestauranter. Ikke så mange "etniske", som vi tit har set i Spanien. Vi spiste dernede den første aften: 32 Euro for begge for Menu del Dia: en tre retters menu med masser af salat, spansk skinke, muslinger, rejer, blæksprutter, paella a la marisco, vin til maden, is til dessert, en kop kaffe med kage. Alt for meget, men godt og billigt.
Vi gik flere gange lange spadsereture ad den flotte promenade, som strækker sig langs med strandene. Det menes, at disse strande har inspireret Miguel de Cervantes i sin beretning om ridderen Don Quijote, og kampen mellem "Ridderen af den bedrøvelige Skikkelse" og "Ridderen af den hvide Måne" udspiller sig på denne strand. Som bekendt taber Don Quijote duellen og i konsekvens heraf tager han hjem til sin lille landsby og opgiver riddervæsenet.
Strandpromenaden ved Barcelona den 2. oktober 2014.
Undervejs er der mange smukke bygninger, deriblandt et par imponerende højhuse. Her ligger også et par spændende skulpturer: fx en 54 meter lang og 35 meter høj skulptur af en fisk (haj?). Skulpturen er udført af den canadisk-amerikanske arkitekt Frank Owen Gehry, (fødtFrank Owen Goldberg) Gehry har skabt imponerende værker over hele verden som Guggenheim museet i Bilbao, New World Center i Miami Beach, det dansende hus i Prag og mange andre. Fisken, som er udført i stål og kobber, blev udført til de olympiske sommerlege i 1992, og den står foran Port Olimpics skyskraberhotel, Hotel Arts.
Til venstre Frank Owen Gehry skulptur, til højre Rebecca Horns hyldest til Barceloneta på strandpromenaden.
En anden skulptur ved stranden er et "forvredet" tårn, udført i stål og glas af den tyske kunstner Rebecca Horn til de olympiske lege i 1992. Skulpturens navn er "L'Estel Ferit", (jeg mener, at det betyder 'det sårede stjerneskud'). Den består af fire forvredne kuber, som er stablet oven på hinanden på en betonbase. Skulpturen skal være en hyldest til Barcelonas fiskeområde, Barceloneta, og især de mange barer og små spisesteder, som mere eller mindre forsvandt i forbindelse med byggeriet i 1992 og blev erstattet af trendy restauranter.
Barcelona har et udbygget net af transportmuligheder: en metro, et stort netværk af busser samt to sporvognssystemer. Er par steder findes kabelvogne, fx op ad bjerget/bakken Montjuic. Hertil kommer selvfølgelig adskillige taxaselskaber med flere tusinde vogne på gaden. Som så ofte, når vi er turister i storbyer, satsede vi på metrosystemet. Det kan almindeligvis bringe os alle de steder vi ønsker. Og dert er sjældet mere end 3-5 minutter efter afgangene, så vi kymrer os ikke om køreplaner. Det gjorde vi også i Barcelona. Der er i alt 11 metrolinier, nummererer L1, L2 ... L11. Hver linie har sin farve.
Kort over metroen i Barcelona.
Der findes selvfølgelig flere billettyper. Vi valgte at købe T10 billetter, som giver ret til 10 rejser indenfor takstzone 1. Zone 1 omfatter den centrale del af Barcelona, og vi kunne i alle tilfælde "nøjes med" denne billet. Flere kan benytte billetten, som giver ret til omstigning til anden metrolinie; blot skal rejsen være afsluttet senest 75 minutter efter, at den er påbegyndt. Billetten stemples, når man bevæger sig ind på perronen. Man kan også købe et såkaldt Barcelona Card, som tillader et uendeligt antal rejser med alle transportmidler i Barcelona, dog kun for én person. Kortet kan købes med 2-5 dages varighed. Kortet giver, som denne type kort ofte gør, rabat på indgangsbilletten til en del af byens seværdigheder.
Du kan også købe en billet til de dobbeltdækkerbusser, som kører rundt til stort set alle Barcelonas seværdigheder. Det er såkaldte hop on/hop off busser, så du kan stige af og på så mange gange, du lyster. I højsæsonen er der kun fem minutter mellem hver bus, udenfor sæsonen op til 15 minutter. Du kan også bare blive siddende, og i løbet af ca. 2 timer, har du set hele den turistede del af byen. Der er tre forskellige busruter, som alle er kan anvendes med samme billet. Når man stiger om bord, får man udleveret en hovedtelefon og kan lytte til en audio guide på 10 forskellige sprog. Man kan købe 24 timers eller 48 timers billetter. Prisen i 2014 var for 1 dag 27€, for 2 dage 35€. Hvis du køber billetten online, er der 10% rabat. Der er Free Wifi på bussen. Hvis du ikke har mod eller lyst til at sætte dig ind i rute- og køreplaner, er disse turistbusser en god ide, og prisen er efter min mening rimelig.
Hver gang, vi er på storbyferie, undersøger vi på forhånd, om der findes selskaber, som arrangerer guidede spadsereture gennem byens historiske kerne. Vi har haft gode oplevelser med fantastiske guider i London, Berlin, Wien og mange andre steder. På 2-3 timer får man et fint overblik over byens geografi og mange nyttige oplysninger. Hertil får man tit en koncentreret gennemgang af områdets historie - og ofte krydret med alle de folkelige myter og legender, som sjældent står i historiebøgerne. Guiderne er oftest unge og entusiastiske - måske også med tanke på evt. drikkepenge efter turen? Tempoet er almindeligvis højt, så jeg tager mange fotos undervejs, således at vi siden kan vende tilbage til de mest spændende steder for at fordybe os. Jeg havde hjemmefra lokaliseret en hjemmeside tilhørende firmaet "SANDEMANS NEW EUROPE", som arrangerer guidede spadsereture i 18 europæiske byer, deriblandt Barcelona. Et besøg på www.tripadvisor.co.uk afslørede, at firmaet har fået en god bedømmelse af sine gæster. Vi besluttede, at vi ville deltage i turene "Free Tour of Barcelona" og "Gaudí and Modernisme". Turene afvikles hver dag uanset vejret. Hvis man vil deltage i en af firmaets spadsereture, dukker man op på Plaça de l’Àngel ud for Hotel Suizo ved metrostationen Jaume I.
"Free Tour of Barcelona" køres hver dag kl. 11:00 og kl. 14:00. Betegnelsen "Free Tour" står for, at man ikke betaler forud for turen, men efterfølgende giver guiden drikkepenge, hvis man har været tilfreds med turen. Jeg forstod, at niveauet ligger omkring 10 Euro pr. person, men det bestemmer man selvfølgelig selv. Man kan booke turen på nettet, men man kan også bare møde op 10-15 minutter før start. Guiden bærer en rød SANDEMANs NEW Europe T-shirt. Vi kom i god tid og satte os på pladsen og fik en kop kaffe. Kl. 11 var der mødt godt en snes deltagere op, hvorefter vi begav os af sted på turen, som ville tage omkring 2½ time. Turen ville bringe os til de mest spændende steder i den gamle bydel - Barri Gòtic eller det gotiske kvarter - og vi ville høre om den tilknyttede historie. Vi ville se noget af den arkitektur, som Barcelona er berømt for. Vi ville besøge et par kirker og få udpeget nogle museer, som vi så efterfølgende kunne vende tilbage til. Og vi ville også "møde" nogle af de personer, som har spillet en stor rolle i byens historie.
Vores første stop skete efter bare et par hundrede meters gang. Det var på Plaça del Rei, Kongens Plads, som er omgivet af flere historiske bygninger, der tidligere indgik i Palau Reial Major, Det store kongelige Palads, hvor greverne af Barcelona og kongerne af Aragon residerede i middelalderen. Vores guide præsenterede sig som Leon Parris og var kommet til Barcelona fra London for godt 10 år siden. Efter et kort weekendbesøg sammen med sin kæreste tog de tilbage til London, solgte deres ejendele og tog til Barcelona, hvor de har boet siden. Nu var de gift og havde en søn. Leon er udover at fungere som guide professionel forfatter, komponist og skuespiller. Han var meget entusiastisk og havde en fantastisk udstråling, og hans viden om historie, kunst og kultur viste sig også at være i top.
Paladset blev oprindelig bygget som et romersk fort, og siden blev der lavet forskellige gotiske tilføjelser. Paladsets hovedattraktion er Salo del Tinell, en prægtig hal, som blev tilføjet midt i 1300-tallet. Den bruges i dag til midlertidige udstillinger fra Museu d'Història de la Ciutat, byens historiske museum. Fra 1200-tallet var paladset bolig for de catalanske grever. Engang i 1500-tallet ophørte paladset at tjene som bolig for "kongehuset", og blev i en periode anvendt dels af den spanske inkvisition ("No one expects the Spanish Inquisition!") og dels af den kongelige administration.
Til venstre vores guide Leon Parris, til højre Palau Real Major på Plaça del Rei.
Til venstre for Salo del Tinell ligger Torre Mirador del Rei Martí, Kong Martins Vagttårn, som er bygget i 1400-tallet. Til højre ligger St. Agathes Kapel fra 1300-tallet. Det har et smukt ottekantet klokketårn. Overfor kapellet ligger Palau del Lloctinent, Løjtnantens Palads, opført omkring 1550.
Plaça del Rei er også kendt for sin forbindelse til Christoffer Columbus, idet man antager, at kong Ferdinand og dronning Isabella modtog Columbus på den store trappe i hjørnet, da han vendte tilbage fra sin første rejse til den nye verden. Nogle lyseslukkere finder det usandsynligt og mener, at kongeparret tidspunktet taget i betragtning formentlig har opholdt sig i deres sommerresidens. Kunne det ikke tænkes, at de havde forladt sommerhuset for en periode for at modtage den raske sømand? I øvrigt møder vi Columbus igen om lidt, når vi besøger domkirken.
Mens vi stod og nød det prægtige solskin op ad den gamle romerske mur, gav Leon en hurtig og meget humoristisk gennemgang af byens turbulente historie. Den er præget af kampe, ikke mindst med storebroderen og ærkefjenden Madrid (Castilien). Og ifølge Leon havde Barcelona (Catalonien) hver gang, de skulle træffe en afgørende beslutning, valgt at satse på den forkerte hest. Det følgende vil kun være en fattig gengivelse af Leons præsentation.
De første tegn på bosætning i Barcelonaområdet stammer fra Yngre stenalder (2000–1500 f.Kr.), men de første større bosætninger kom først i 600–500-tallet f.Kr. Under den anden puniske krig (mellem Rom og Kartago fra 219-201 f.Kr.) overtog kartagenerne under den berømte hærfører Hannibals fader Hamilcar Barca byen. Efter Kartagos nederlag til romerne blev byen en romersk koloni, og den blev døbt "Colonia Julia Augusta Paterna Faventina Barcino". I det andet århundrede e.Kr. blev der efter ordre fra kejser Claudius bygget en mur rundt om byen. I år 415 blev byen erobret af Visigoter (vestgoterne), og Barcelona var hovedstad i det vestgotiske rige i nogle få år, inden hovedstaden flyttede til Toledo.
Leon fortalte to myter, som fortælles om Barcelonas grundlæggelse. Den første handler om Herkules, nok den største af de græske sagnhelte. Hans fad er overguden Zeus, men hans mor er, som man skulle formode, ikke Zeus' hustru Hera, men en dødelig kvinde, Alkmene. Hera, som er rasende på sin utro mand og hans nyfødte søn, sender to slanger til Herkules' vugge, for at de skal dræbe ham, men Herkules dræber imidlertid de to slanger med sine bare næver. Herkules bliver gift med Megara, en kongedatter fra Theben, og de får to børn. Men Hera glemmer ikke så let, hun slår Herkules med sindssyge, og han dræber sin kone og deres børn. Da han kommer til sig selv og erfarer, hvad han har gjort, tager han til oraklet i Delfi, og spørger Apollon om råd. Han får at vide, at han for at sone sin uhyrlige gerning skal tage til Mykene og i 12 år tjene kong Eurystheus. Hvis han udfører de opgaver, som kongen giver ham, vil han ved sin død blive udødelig og gå til gudernes hjem på Olympen i stedet for til dødsriget Hades. Under udførelsen af en af disse opgaver tager han afsted sammen med Jason og hans argonauter for at finde "det gyldne skind". I ni skibe sejler de gennem Middelhavet, men et af skibene går tabt i en voldsom storm ud for den catalanske kyst. Herkules tager ud for at lede efter skibet og besætningen, og han finder vraget på en lille høj, men besætningen er uskadt. Imidlertid synes de så godt om stedet, at de beslutter at blive tilbage og grundlægger en by, som de giver navnet Barca Nona ("det 9. skib").
Hvis du ikke synes om denne forklaring, så mener den anden myte, som Leon fortalte, at Barcelona blev grundlagt af general Hamilcar Barca fra Kartago, fader til den berømte Hannibal, som under den anden puniske krig førte sin hær samt 37 elefanter over Pyrenæerne og Alperne og ind i Norditalien. Byen, som fik navnet Barcino, skulle være grundlagt omkring 230 før vor tidsregning. Efter Kartagos nederlag til romerne blev byen en romersk koloni og blev døbt Colonia Julia Augusta Paterna Faventina Barcino.
I 711 indledte maurerne, som man benævnte de muslimske indbyggere i Nordafrika, et erobringstogt mod det kristne, visigotiske kongerige i Spanien. De besejrede en talmæssigt overlegen visigotisk hær og etablerede hurtigt et støttepunkt for de følgende kampe. I løbet af få år underlagde de sig størstedelen af den iberiske halvø på nær de baskiske områder i Pyrenæerne og Asturien, hvor de fordrevne visigotiske fyrster etablerede små kristne kongeriger. Det erobrede område blev kaldt al-Andalus og var først et emirat og siden centrum for et kalifat. I 721 påbegyndte kalifatet et fremstød nord for Pyrenæerne, dette fremstød blev standset ved Toulouse. Et nyt forsøg i 732 resulterede i slaget ved Poitiers, hvor en allieret kristen forsvarstyrke under ledelse af Karl Martell tilføjede muslimerne en række nederlag, og det blev afslutningen på den islamiske ekspansion i Vesteuropa og sikrede kristendommen som den dominerende trosretning i Europa. Desværre fortalte Leon ikke, at Holger Danske var med i slaget. Det skulle fremgå af Rolandskvadet fra midten af det 12. århundrede, at vores sagnhelt var en af ridderne og opererede under navnet Oger le Danois. Men man kan jo ikke vide alt. Karl Martells søn Pippin den Lille generobrede Narbonne, hvorfra han krydsede Pyrenæerne og indtog Girona og Barcelona. Han oprettede her en stødpude mellem frankerne og de muslimske områder, "Marca Hispanica", "Den Spanske Mark", som sammen med Asturien blev udgangspunkt for de fremtidige tilbageerobringer i al-Andalus. "Den Spanske Mark" bestod af et antal grevskaber med Barcelona som det førende, og man kan se dette som begyndelsen på det nuværende Catalonien.
Sidst i 800-tallet oprettedes et egentligt catalansk grevedynasti. I 878 blev Guifré el Pilós (på dansk: Wilfred den behårede) den første greve af Barcelona. I 897 angreb muslimerne Barcelona, og Wilfred døde i slaget. En legende vil vide, at franske konge, Karl den Skaldede ved den lejlighed belønnede Wilfred for hans tapperhed. Kongen stak sine fire fingre ned i Wilfreds åbne sår og trak derefter sine blodplettede fingre ned over grevens kobberskjold. Således opstod det catalanske flag. Ja, jeg ved godt, at der ikke er megen historisk evidens for denne hændelse - i hvert fald ikke mere end der er om dannebrog, som faldt ned fra himlen. Men det er da en god historie, som alle nationalistiske catalanere elsker. Wilfred blev begravet i en af flere kirker, som han havde ladet bygge, Santa María de Ripoll. Efter Wilfreds død gik grevetitlen i arv til hans søn Wilfred Borrell. Catalonien var herefter uafhængigt, indtil det i 1137 blev lagt sammen med kongeriget Aragonien.
Med Jaume I el Conqueridor (på dansk Jakob 1. Erobreren) (1208–1276) indledtes en storhedstid for Catalonien og Barcelona. Under hans regeringsperiode udvidede Grevskabet Barcelona sig mod syd ind i Valencia, mod nord ind i Languedoc og mod øst til Balearerne. Med en flåde på 500 franske og catalanske skibe erobrede han nytårsnat 1229 Mallorca fra muslimerne og satte samtidig en stopper for den omfattende piratvirksomhed. I samme periode blev de to politiske institutioner, Les Corts Catalanes og Consell de Cent grundlagt. Les Corts var den grundlovgivende forsamling med repræsentanter fra adel, kirke og borgerskab, mens el Consell de Cent (på dansk: de hundredes råd) var et byråd på 100 repræsentative borgere. Byen blomstrede og var en af Middelhavets stormagter i 1200- og 1300-tallet, og catalansk blev talt over det meste af Middelhavet. Indbyggertallet var på omkring 50 000, og bymuren måtte udvides flere gange. Sidst i 1300-tallet blev byen ramt af pest, "den sorte død", og befolkningstallet kraftigt reduceret. I den periode blev store dele af "Barri Gòtic", "den gotiske bydel" bygget. I 1410 døde Martí I el Humà (på dansk: Martin Humanisten) og med ham den hidtidige catalanske blodlinie. I to år var Catalonien uden konge, indtil pave Benedikt XIII valgte castilianeren Ferdinand de Antequera, søn af Juan I af Castilien og Elinor af Aragonien. Ferdinand de Antequera var den første i rækken af castilianere, der regerede Catalonien, og Catalonien tabte gradvis både indflydelse og selvstændighed.
Da Aragonien og Castilien i 1469 blev samlet under de katolske monarker Isabella I af Castilien og Ferdinand II af Aragonien blev Catalonien en del af det spanske rige. Ved Granadas tilbageerobring i 1492 blev det sidste kongerige i al-Andalus lagt ind under det nyetablerede kongerige Spanien. Madrid blev det politiske centrum, og samtidig aftog betydningen af handelen i Middelhavet i takt med, at handelen med (læs: udbytningen af) de spanske kolonier voksede. Catalonien beholdt dog sin egen forfatning, sit eget parlament samt andre institutioner og privilegier. Fernando og Isabel var et handlekraftigt kongepar, som i 1492 indtog Granada og sendte Columbus til Indien (Amerika) og forviste jøderne fra Den Iberiske Halvø. De katolske monarker oprettede inkvisitionen i Barcelona for at rydde ud i muslimer og jøder. Dermed dukkede to nye grupper op i det spanske samfund: Moriscos, muslimer, som havde konverteret til kristendommen, og Conversos, jøder, som havde konverteret til kristendommen. Omkring 700.000 jøder blev tvunget til at flygte, og mange, mange jøder blev dræbt. (I 2014 har den spanske regering besluttet at betale den historiske gæld tilbage ved at give disse jøders efterkommere mulighed for at søge om spansk pas.)
Mens Filip IV var konge af Spanien (og også Portugal), blev Catalonien styret af hans premierminister Gaspar de Guzman de Olivares. Da der i 1635 udbrød krig mellem Frankrig og Spanien, tvang Olivares Catalonien til at stille med 16.000 mand til den spanske hær, og det i en periode, hvor Catalonien havde problemer med at forsvare sit eget territorium. Catalonien valgte side for Frankrig, som de havde mange og nære forbindelser til, og den catalanske regering udråbte den franske konge Louis XIII til konge ad Catalonien. Store dele af Catalonien blev besat af franskmændene. Sammen med franskmændene slog catalanerne den spanske hær ved Montjuïc, men i 1648 rykkede franskmændene ud af Catalonien. Ikke nok med det, men de tog området Roussillon i Sydfrankrig, som hidtil havde tilhørt Catalonien. Uden franskmændene kunne de ikke klare sig mod Filip IV's tropper, og i 1652 måtte de overgive sig.
Heller ikke i den den spanske arvefølgekrig (1701-14) holdt Catalonien på den rigtige hest. I år 1700 døde den spanske konge Karl II. Han var søn af Filip IV af Spanien og dennes hustru Maria Anna af Østrig. Han efterlod sig ingen børn og dermed uddøde den spanske gren af Habsburgerslægten. Kampen om de omfattende spanske besiddelser blev hurtigt et stormagtsspørgsmål. Østrig og Frankrig stillede hver med sin kandidat: Leopold I af Østrig med sin yngste søn ærkehertug Karl, Ludvig XIV af frankrig med sin sønnesøn hertug Filip af Anjou. Hvis Østrig kunne vinde den spanske trone, ville Karl V's enorme rige blive genskabt. Hvis Ludvig XIV's kandidat vandt, ville Frankrig militært og politisk opnå en ubestridt førerposition til skade for Holland og England. En måned før sin død testamenterede Karl II det spanske rige til hertug Filip af Anjou (Filip V) på betingelse af, at den franske og den spanske krone aldrig blev forenet. Som modtræk indgik Østrig en traktat med Holland og England, og den alliance blev støttet af en række tyske stater (Preussen, Hannover, Mainz, Pfalz), hvortil kom Danmark og Portugal. Frankrig gik i forbund med Bayern, og så erklærede England, Holland og Østrig krig mod Frankrig. Jeg skal ikke trætte med en længere beskrivelse af krigen, men blot konstatere, at igen spillede Catalonien på den tabende hest, nemlig Østrig og dets allierede. Krigen sluttede reelt, da stormagterne i 1713 indgik en fredsaftale, der betød, at Filip fik det spanske rige men måtte afstå besiddelserne i Middelhavet og give efter for en række krav om frihandel med landene i Amerika. Catalanerne nægtede imidlertid at overgive sig., og franskmændene belejrede Barcelona. Den 11. september 1714 overgav Barcelona sig, og Filips straf var hård. de gamle catalanske institutioner Consell de Cent og Les Corts Catalanes blev nedlagt, hvilket betød en væsentlig indskrænkning af Cataloniens rettigheder. Siden da har den 11. september været Cataloniens nationaldag, la Diada. De mange faldne forsvarere blev begravet på en kirkegård, som i dag bærer navnet Plaça Fossar de les Moreres. Vi kommer senere forbi stedet på vores tur rundt i Barcelona.
1714, året for Cataloniens tab af sin selvstændighed og i nogen grad identitet, er stadig et meget vigtigt symbol i Barcelona. Leon fortalte, at under FC Barcelonas kampe på Camp Nou, når stadionuret viser 17:14, rejser alle tilskuerne sig op og brøler: "Independencia!". Et signal til arvefjenden i Madrid - og ikke kun Real Madrid.
Den spanske borgerkrig (1936-1939) blev udkæmpet mellem republikanerne, dvs. den demokratisk valgte regering støttet af socialdemokrater, reformister, kommunister og anarkister, og nationalisterne, dvs. hæren under general Francisco Franco støttet af konservative, fascister og den katolske kirke. Nationalisterne ønskede at genindføre monarkiet i Spanien. Den katolske kirke støttede nationalisterne og opfattede krigen som et moderne korstog, en opfattelse, som blev forstærket af overgreb og mord på præster og nonner begået af venstresiden. Efter at venstrekoalitionen Frente Popular kom til magten i 1936 opstod en periode med stor ustabilitet og vold, og en gruppe højere officerer forsøgte at begå et statskup mod den nye regering. Nationalisterne fik militær støtte og våben fra Hitlers Tyskland og Mussolinis Italien. Republikken købte militært udstyr fra Sovjetunionen.
Borgerkrigen blev udløst af en gruppe højtstående officerer. Kupmagerne sikrede sig først kontrollen i Marokko, hvorefter elitestyrkerne her sammen med 75.000 "frivillige» marokkanere" blev sat ind i Andalusien. De store byer som Madrid og Barcelona var på republikanernes side, og de faldt først efter svære kampe - og efterfølgende massakrer. I Barcelona blev oprørerne nedkæmpet af bevæbnede anarkister og syndikalister. General Goded, som var blev indfløjet fra sit tjenestested på de Baleariske Øer, blev taget til fange i Barcelona og senere henrettet. I marts 1938 blev der gennemført en række bombninger af Barcelona, hvilket resulterede i omkring 1.300 dræbte og mindst 2.000 sårede, bombningen blev udført af Mussolinis luftstyrker. I januar 1939 faldt byen til Franco og hans styrker. Mange af byen indbyggere flygtede nordpå mod den franske grænse. Franco straffede catalanerne ved at afskaffe regionens selvstyre og undertrykke den catalanske kultur, herunder forbyde anvendelsen af deres sprog, catalansk. Det blev også forbudt at undervise i catalansk historie. Mange catalonere drømmer om et selvstændigt Catalonien, og fra tusindvis af balkoner flages med den catalanske fane. Den catalanske lokalregering har proklameret en afstemning om selvstændighed den 9. november 2014. (Knap en måned før afstemningen skulle have fundet sted, blev den aflyst efter massivt pres fra Madrid).
Hvis du ikke er faldet i søvn over al min historiesnak, så kom med på vores videre færd. Næste stop er ved Barcelonas katedral.
Ved den nordlige indgang til domkirken påpegede Leon en lille skulptur eller rettere relief på facaden. Umiddelbart ville man tro, at det var St George, som de kalder ham i England eller st Jørgen, som vi kalder ham i Danmark. Han afbildes sædvanligvis i kamp mod en drabelig drage. I Catalonien hedder han Sant Jordi og er en af Barcelonas skytshelgener, og man møder ham overalt i det offentlige rum. Catalanerne ser ham som et billede på deres egen kamp mod den onde centralmagt i Madrid. Som du måske husker, forlanger dragen først landsbyens kvæg, og da det er sluppet op, kræver den hver dag en unge pige. Da loddet falder på prinsessen, dukker Sant Jordi op og dræber uhyret. Men kigger man nærmere efter på relieffet, ser man, at hovedpersonen er dækket af kraftig hårvækst, selv skægget er bundet op. Figuren forestiller Wilfred den Behårede, en af greverne af Barcelona, som vi allerede har hørt om.
Der er flere kirker i Barcelona, som man refererer til som katedraler, men kun "Catedral de la Santa Cruz y Santa Eulalia" er en egentlig domkirke/katedral, dvs. sæde for biskoppen. Til hverdag omtales domkirken som "La Seu", hvilket skulle betyde "(bispe)sædet" på catalansk. Den ligger på Plaça de la Seu i det gotiske kvarter. Der er gratis adgang til domkirken, men til trods herfor var der ikke en timelang kø, hvilket man fx oplever ved besøg i Gaudis ufærdige kirke, La Sagrada Familia. Mere om den senere.
Inden vi gik ind i domkirken, forsamledes vi på domkirkepladsen, hvor Leon fortalte om kirken og dens tilblivelse. Han fortalte, at byens borgere hver lørdag fra kl. 18-20 og søndag morgen mødes på Plaça de la Seu for at danse den catalanske dans sardana - catalanerne er ikke så fascineret af flamencoen, som man er i fx Andalusien. Det var dog tydeligt, at Leon ikke fandt sardanaen særligt ophidsende, men hvor meget forstand har en englænder på spansk dans? Vi nåede desværre ikke at overvære dansen, men måske er du mere heldig.
Der var kun ganske kort tid til at kigge ind i domkirken, så Birgit og jeg vendte tilbage senere, hvor vi brugte et par timer. Bl.a. skulle jeg selvfølgelig en tur op i klokketårnet og nyde udsigten over byen. Mere herom senere.
Biskop Pretextat, som var biskop i Barcelona fra 290-343, siges at have indviet den første bygning her på stedet, der tjente som byens domkirke. Denne kirke stod på ruinerne af et romersk Jupiter-tempel, der lå på en bakke, som romerne kaldte Jupiterbjerget. Da Konstantin indførte kristendommen som statsreligion, blev bakken omdøbt til Taborbjerget. Lige siden har Barcelonas domkirke ligget på dette sted. I 1940 blev resterne af den første kristne kirke på stedet afdækket.
Kirken blev for lille til den stadig voksende menighed, og i 599 besluttede sognet at gå i gang med at rejse midler til at bygge en stor katedral på bakken. På mødet besluttedes, at kirken skulle vies til "det sande kors", og det er formentlig årsdagen til, at der på toppen af den nuværende katedral står en statue af kejserinde Helena, Konstantins moder, med "det sande kors" i sin opstrakte hånd. I den katolske verden opstod en legende om, at Helena tog på en rejse til Jerusalem, hvorunder det lykkedes hende at finde det kors, som Jesus blev korsfæstet på.
Under den muslimske invasion i 700-tallet var Barcelona i en kort periode under islamisk styre, og kirken blev, som de fleste kristne kirker omdannet til en moske. Da frankerne tilbageerobrede Barcelona i 801, blev moskeen ødelagt, og man besluttede at opføre en ny katedral. Imidlertid blev katedralen ødelagt under et muslimsk angreb i 985, hvorfor man i 1046 gik i gang med at genrejse katedralen, og den blev indviet allerede i 1058. Det blev dog hurtigt klart for menigheden og monarken, at med Barcelonas voksende indflydelse var katedralen ikke stor nok, og i 1298 under Jakob II af Aragonien påbegyndte man opførelse af den nuværende katedral. Arkitekten var den franske arkitekt, som også tegnede den gotiske facade og det centrale spir.
I 1339 blev resterne af helgeninden Santa Eulàlia overført til katedralen fra Santa Maria de les Arenes, den kirke, som var forgænger for Santa Maria del Mar, "Havets Katedral", som vi også vil besøge. Samtidig blev Santa Eulàlia udnævnt til katedralens skytshelgen. Ifølge traditionen var Eulàlia en ung pige, som led martyrdøden i år 304 under forfølgelserne af de kristne under kejser Diokletian. Hun nægtede at tilbede de romerske guder og blev udstillet nøgen på torvet, men et mirakuløst snefald midt på foråret dækkede hendes nøgenhed. Herefter blev hun anbragt i en tønde, hvori der var stukket knive, og hun blev rullet ned ad gaden - traditionen vil vide, at det skete på gaden, som i dag bærer navnet Baixada de Santa Eulàlia. Da hun overlevede dette, blev begge hendes bryster skåret af, og hun blev korsfæstet på et X-formet kors. I alt lod byens romerske kommandant, Dacian, hende udsætte for 13 bestialske former for tortur, en for hvert af hendes leveår. Til sidst huggede forfølgerne hovedet af Santa Eulàlia, og det fortælles, at en hvid due, et symbol på hendes renhed og uskyld, steg til vejrs fra hendes hals. Hendes legeme blev som nævnt først gravsat i Santa Maria de les Arenes. I 713 i forbindelse med den mauriske invasion blev hendes legeme gemt og kom først for dagens lys i 878. Hvert år fejres hun i Barcelona i ugen omkring hendes navnedag den 12. februar. Hende legeme ligger i en alabastersarkofag i katedralens krypt. Billedet ovenfor til højre er af et relief i katedralen af Santa Eulalia, udført af Bartolomé Ordóñez.
Katedralen stod færdig i 1448 incl. det tilhørende kloster, en byggetid på 150 år for en katedral er ikke usædanlig. Desværre var der i første omgang ikke midler til at færdiggøre facaden mod vest, så de næste 400 år stod katedralen med sine to ottekantede klokketårne men uden en egentlig facade. Heldigvis ændrede tiderne sig i løbet af 1800-tallet. Sidst i 1800-tallet gik Miguel Girona i gang med at færdiggøre facaden, som stod klar i 1889. Det himmelstræbende spir blev afsluttet i 1913 af Gironas børn. Arbejdet blev udført på grundlag af det oprindelige design og de oprindelige tegninger fra 1408. Taget er kendt for sine gargoiler, som både omfatter kendte husdyr og mytiske væsener.
Barcelonas domkirke - beklager billedkvaliteten.
Når man træder ind i katedralen, er det første indtryk, at den er da forfærdelig mørk, og det varer lidt, inden øjnene vænner sig til det. Katedralen har et bredt midterskib kantet med elegante, slanke søjler og to sideskibe med 28 sidekapeller, hvoraf de 10 ligger omkring apsis og altret. Noget af det første, man ser, når man træder ind i kirken, er den enorme døbefont i marmor, som står til venstre for hovedindgangen. Døbefonten, som stadig er i brug, er kendt for, at det var her, man døbte seks indfødte indianere, som Columbus tog med sig, da han i 1493 vendte tilbage fra sin første rejse til Amerika. Columbus rejste fra Sevilla til Barcelona medførende ikke alene de seks "vilde", men også et bur med papegøjer. Inden han kunne præsentere indianerne for det katolske kongepar, var det selvfølgelig nødvendigt, at de blev dømt først. Vi har allerede set, hvor Columbus blev modtaget af Ferdinand og Isabella.
Kendt er også Capella de Sant Benet, som er viet til grundlæggeren af benediktinerordenen, Benedikt fra Nursia (ca. 480-ca. 547). Her findes en altertavle af den catalanske maler Bernat Martorell, nemlig værket "Jesu forklarelse". Et andet kapel er viet til Santa Llúcia (ca. 283-304), skytshelgen for lys og syn og blinde. Hun led martyrdøden under kejser Diocletians kristenforfølgelser. I stedet for brændoffer, skulle Llúcia derfor selv brændes på bålet, men myten fortæller, at hverken vagter eller okser kunne flytte hende, da hun skulle på bålet. Det endte med, at vagterne stak hendes øjne ud. Hun afbildes ofte med øjnene lagt på en plade eller i en lille skål, og opfattes af samme grund som skytshelgen for de blinde. Santa Llúcia er afbildet over altret, hvor hun præsenterer sine øjne på et fad for kejseren. Den 13. december er kapellet fyldt med blinde, som beder til Santa Llúcia.
Et stort sidekapel med omkring 100 sæder er dedikeret til "Kristus af Lepanto", Capilla del Santisimo Sacramento. Slaget ved Lepanto, var et søslag i 1571 mellem osmannerriget (tyrkerne) og en kristen alliance mellem pavestaten, Venezia og Spanien. Flagskibet under kommando af Juan d'Austria havde en kristus på korset som gallionsfigur. Leon fortalte levende, at tyrkerne satsede på at ramme flagskibets gallionsfigur, hvilket ifølge overleveringerne ville betyde tyrkisk sejr. De affyrede en kanonkugle med retning mod flagskibets forstavn, men på mirakuløs vis undveg Kristus kuglen ved at lave et koket hop - således blev det i hvert fald demonstreret af den veloplagte Leon - og det skulle være forklaringen på Kristus' lidt usædvanlige benstilling. Der er ingen tvivl om, at det må have givet en saltvandsindsprøjtning (undskyld( til de kristne soldater. Under alle omstændigheder led den osmanniske flåde et knusende nederlag, og det osmanniske herredømme i Middelhavet blev brudt. Nu skrev jeg, at flagskibet var under kommando af Juan d'Austria, men en plakette i kapellet nævner, at den, som anførte flåden i slaget var Lluís de Requesens, en katalansk adelsmand og general under Filip II.
Kristus af Lepanto i domkirken i Barcelona.
I kapellet befinder sig også en alabastergrav med St. Olegarius, biskop af Barcelona og ærkebiskop af Tarragona, som døde i 1136.
St. Eulalias sarkofag befinder sig som nævnt i krypten under højaltret, som er hævet, så man får et godt kig ned i krypten. Relieffer på alabastersarkofagen, som er udført af kunstnere fra Pisa, fortæller historien om Eulalias martyrium, fra hun som 13-årig forlader sine forældre. Man ser hende blive dømt af den romerske konsul og derefter blive udsat for forskellige pinsler, inden hun bliver korsfæstet. Herefter beskrives, hvorledes hendes legeme bliver overført til katedralen under overværelse af kongen og fire biskopper. Sarkofagen krones af fire engle og i midten Jomfru Maria og Jesusbarnet, som anbringer en krone på hovedet af St. Eulalia.
Santa Eulálias krypt i domkirken i Barcelona.
Meget spændende er også de imponerende korstole. I 1519 blev der afholdt et møde i katedralen i "Den gyldne Vlies' Orden" under forsæde af Karl V, og til minde om den begivenhed blev deltagernes våbenskjolde malet på stolerygge. Fx bærer en af stolene Henrik VIII's våbenskjold. Denne ridderorden blev indstiftet i 1430 af Filip den Gode. Fra 1701 blev den delt i to grene, en østrigsk under habsburgerne, og en spansk under de spanske bourboner, i dag kongen af Spanien. Vores dronning er medlem af ordenen, men jeg har dog aldrig set Margrethe bære det tilhørende ordenstegn, det gyldne vædderskind i en kæde af stål med sten imellem de enkelte led. Stenene var et billede på de hellige steder, der burde tilbageerobres ved et korstog.
Korstolene i katedralen i Barcelona.
Ordenen har navn efter "Jasons gyldne skind", du husker måske det antikke sagn, hvor Jason for at blive konge skal hente et gyldent vædderskind, der vogtes af en farlig drage med tusind øjne. Af danske riddere kan nævnes Christian II, kongerne fra Frederik VI til Christian X samt dronning Margrethe II.
Klostret.Som tidligere nævnt findes et kloster i tilknytning til domkirken. Den smukke udendørs klostergård indeholder flere gravsteder og kapeller. Her ligger også den såkaldte "Gåsebrønd", "Font de les Oques", som huser en flok på 13 hvide gæs. Legenden vil vide, at disse gæs er efterkommere af de gæs, som vækkede de romerske soldater, da gallerne i år 387 f.Kr. forsøgte at indtage fæstningen på Capitol i Rom. Det er ikke tilfældigt, at der er netop 13 gæs, det er den alder, som Eulalia havde, da hun led martyrdøden. Det er også det antal måder, hvorpå romerne forsøgte at knække hendes tro.
13 hvide gæs i katedralen i Barcelona.
I klosterhaven ligger en middelalderbrønd, som i sin tid gav nonnerne frisk vand. Brønden er viet til Barcelonas Sant Jordi, som sammen med Santa Eulalia er Barcelonas skytshelgen, og ved brønden ses en bronzestatue af Sant Jordi i kamp med en drage.
Som afslutning på besøget stillede jeg mig i køen af andre turister, som ville med elevatoren op på taget af domkirken. Selv om køen var forholdsvis lang, tog det ikke lang tid, inden jeg kom med. Elevatoren tog otte personer ad gangen. Elevatoren findes ved Capella de les Animes del Purgatori - betyder vistnok "kapel for sjælene i skærsilden". Der var en fin udsigt fra kirkens tag, som bestemt var de 3 Euro værd. Desværre var der så meget sol, at det var svært at tage ordentlige fotos. Måske skulle man komme sidst på eftermiddagen. Og som så ofte før en masse irriterende turister, som altid er i vejen.
Udsigt fra taget af domkirken.
Åbningstider og priser (2014):
Mandag-lørdag: kl. 8.00-12.45 og kl. 17.15-19.30 gratis adgang. Kl. 13.00-17.00 betales billet (kaldet donation).
Søndag: kl. 8.00-13.45 og kl. 17.15-19.30 gratis adgang. Kl. 14.00-17.00 betales billet.
Hvis man køber en billet til 6 Euro (2014), får man adgang til koret, taget og det lille museum.
Næste stop, som lå lige i nærheden, Plaça Nova, summer af liv. Leon forgtalte, at der hver torsdag er "antikmarked" på pladsen (kl. 9-20?), ligesom der er julemarked hele december måned. Om søndagen bliver den hjemsøgt af Sardanas dansere. Vi gjorde ophold ved en skulptur, som består af syv monumentale bogstaver: BARCINO. Værket, som er udført af kunstneren Joan Brossa, blev opsat i 1994, og det står ganske tæt på resterne af den gamle romerske mur, hvor akvadukten kom ind i byen. Som du sikkert husker, var BARCINO det romerske navn for Barcelona - det fulde navn var Colonia Iulia Augusta Faventia Paterna Barcino. Seks af bogstaverne er udført i bronze og det syvende i aluminium. Joan Brossa (1919-1998) var en fremtrædende catalansk poet, dramatiker og grafisk designer, han udgav mere end 80 bøger, alle skrevet på catalansk. Han boede og arbejdede i Barcelona det mest af livet, og monumentet er formentlig en hyldest og kærlighedserklæring til hans by med den store fortid.
BARCINO skulptur. Hvorfor er der altid en irriterende flok turister, som forhindrer mig i at tage nogle ordentlige fotos? ;-).
Efterfølgende gjorde Leon opmærksom på en bygning, som lå på den modsatte side af torvet. Bygningen, "Col·legi d’Arquitectes", som blev opført i 1961 vakte en del debat om det hensigtsmæssige i at opføre en så moderne bygning på et af byens ældste torve.
Frise udført af Picasso på bygning på Plaça Nova..
Leon fortalte, at de tegninger, som kunne minde om graffiti, var en frise, som Picasso havde udført i 1962. Motivet er fiestas, som de afholdes ved Middelhavet. Picasso tilbragte de første år af sit liv i Malaga.
Videre til den imponerende plads, Plaça de Sant Jaume, som var centrum i den romerske by Barcino; her lå Forum og Augustustemplet. Pladsen har navn efter den kirke, Sant Jaume, som lå her i middelalderen. Bystyret plejede at holde deres møder udenfor kirken, indtil denne i 1823 blev revet ned. Herefter opkøbte man de nærliggende ejendomme, rev dem ned og opførte bygninger, hvor bystyret fik sæde.
I dag ligger to fantastiske bygninger på pladsen: på den ene side Barcelonas rådhus, "Ajuntament de Barcelona", og overfor Cataloniens parlamentsbygning, "El Palau de la Generalitat". Så Plaça de Sant Jaume udgør således hjertet i både byens og regionens administration og styre. Plaça de Sant Jaume hed på et tidspunkt "Forfatningspladsen", hvilket også fremgår af en plakette på rådhusets facade.
Til venstre ses rådhuset i Barcelona, til højre et mennesketårn.
Leon fortalte om en særlig catalansk tradition, bygning af "mennesketårne". Den udføres ofte i forbindelse med byens store fester, og ofte udenfor rådhuset. Denne tradition går tilbage til 1700-tallet og er formentlig begyndt som en konkurrence mellem mandfolk i nabolandsbyer. Gruppen af deltagere i bygning af et tårn - som på catalansk kaldes "castell" - udgør en "colle". Tårnet består af tre dele. Basen er den såkaldte "pinya", som dels skal bære den store vægt af tårnet, men også være med til at afbøde virkningerne, når tårnet, hvad selvfølgelig undertiden sker, kollapser. Det er klart, at det er de største, tungeste og stærkeste, som findes her. Afhængig af højden på tårnet følger en eller to lag, "manilles". På denne bases opbygges kroppen, "tronc", som består af flere lag. Antallet af personer i hvert lag afhænger selvfølgelig af den samlede højde på tårnet. Til sidst anbringes en kuppel, "pom de dalt" på tårnet, det er i næsten alle tilfælde et barn, "anxenta", som klatret op på toppen og et par sekunder senere triumferende rækker armen mod himlen og modtager tilskuernes hyldest. Mens dette pågår, spilles den inciterende melodi "Toc de Castells" på fløjte og tromme. Og nu mangler så kun at få det menneskelige tårn opløst, hvilket ikke er mindre vanskeligt. Leon fortalte, at der er eksempler på dødsfald. Over tiden har man selvfølgelig stadig søgt at forøge højden på mennesketårnene, siden 1969 er rekorden øget fra 7 til 9 lag. Leon fortalte, at det er et lovkrav, at deltagerne bruger styrthjelm, men i praksis er det kun børnene, som respekterer dette.
Jeg har på youtube fundet nedenstående video, som viser opbygningen af et mennesketårn. Bare klik på billedet.
Deltagerne i en "colle" er medlemmer af foreningen "Castellers de Barcelona", som blev stiftet i 1969. Hvis du skal til Barcelona og gerne vil opleve opbygningen af et mennesketårn, kan du checke foreningens kalender på deres hjemmeside. Bare klik her.
Efterfølgende førte Leon os hen til El Call, som er det jødiske kvarter i Barcelona. Lige udenfor El Call standsede vi, og Leon fortalte om jøderne og deres historie i Barcelona. Grunden til at vi standsede der, inden vi bevægede os ind i de smalle gyder, var, at han tidligere havde fået hældt en spand vand i hovedet af en kvinde, som syntes, at han talte for højt. Hvis han fik flere klager, kunne hans licens som guide komme i fare.
Du husker sikkert fra din skoletid, at jøder i stort tal blev deporteret til Babylon, hvor de "sad og græd" i et halvt hundrede år, inden de fik lov til at vende tilbage til Jerusalem. Under romerne var der utallige revolter, som i år 70 resulterede i endnu en ødelæggelse af Jerusalem, mere end 1 million jøder blev dræbt af romerne, og endnu flere flygtede til især Sydeuropa, hvor de slog sig ned. I 1250 udstedte pave Innocent IV en forordning om, at jøderne ikke måtte bygge synagoger uden særlig tilladelse, og de måtte ikke have omgang med kristne. Hvis de forsøgte at hverve tilhængere, ville deres ejendele blive konfiskeret, og de risikerede døden. Jøderne skulle også bære et gult "skilt", så man kunne skelne dem fra de kristne. I store byer som Barcelona blev der oprettet egentlige jødiske kvarterer - ofte benævnt ghettoer. Og for at beskytte de jødiske borgere :-) blev ghettoen omgivet af mure. Det begrænsede selvfølgelig det jødiske samfunds muligheder for at ekspandere, hvilket er en del af forklaringen på de smalle gader og små bygninger.
El Call, det jødiske kvarter i Barcelona.
Mange af Barcelonas jøder fungerede som bank eller pengeudlåner for Cataloniens herskere. På den tid var det ikke tilladt kristne at udlåne penge mod renter, men det var ikke noget problem for jøderne, og mange jøder blev ret velhavende. De catalanske fyrster tvang ofte de jødiske pengemænd til at finansiere deres erobringstogter og udelod i de fleste tilfælde at betale gælden tilbage. I det store og hele levede det jødiske samfund godt og sikkert i deres ghetto og bestemte i høj grad deres egne forhold. Men i løbet af 1300-tallet blev situationen stærkt forværret. Love og forordninger fra kirken og kongemagten "overtalte" mange jøder til at konvertere til kristendom, mens de praktiserede deres gamle religion i smug. Sidst i 1300-tallet blev Europa, herunder også Spanien, offer for pest, som dræbte store dele af befolkningen. Og selvfølgelig fik jøderne skylden. Rygter opstod, at jøderne havde forgiftet nogle af de kristne brønde; jøderne havde deres egen brønd i ghettoen. De kristne undrede sig over, at der kun var få pestdødsfald i ghettoen, hvilket skyldtes, at der var en meget bedre hygiejne blandt jøderne, som jo skulle foretage regelmæssige afvaskninger i forbindelse med deres bønner. I 1391 blev der gennemført en serie angreb på de jødiske samfund over hele Spanien, og mange jøder blev tvangskristnede eller dræbt. Da Ferdinand og Isabelle samlede Spanien i 1492, blev de resterende jøder tvunget til at konvertere eller dø. I begyndelsen af 1900-tallet var der en større indvandring af jøder fra Østeuropa og Nordafrika, således at der i dag i Barcelona er omkring 3.500 jøder, hvilket er den største koncentration af jøder i Spanien. Det jødiske samfund i Barcelona driver en skole og et alderdomshjem.
Synagogen i El Call i det jødiske kvarter i Barcelona.
Synagogen i det jødiske kvarter, Sinagoga Major de Barcelona, er den ældste i Spanien og måske den ældste i Europa. Arkæologiske udgravninger tyder på, at der har ligget en bygning på stedet, som går tilbage til det 3. eller 4. århundrede. Det er dog ikke muligt at fastslå, at det har været en synagoge. Det fremgår, at bygningen er blevet udvidet væsentligt i løbet af 1200-tallet. Efter den store massakre på jøderne i 1391 blev bygningen anvendt til mange forskellige formål i de følgende århundreder. Først omkring 1987 blev det klart, at der havde ligget en synagoge på stedet, og at denne efter forskrifterne var orienteret mod Jerusalem. Synagogen blev restaureret og åbnet som synagoge og museum i 2002. Der holdes ikke regelmæssige gudstjenester i synagogen i dag, og den anvendes kun ved særlige lejligheder. I 2003 blev et canadisk par som det første i mere end 600 år gift i synagogen. En sagfører fra New York donerede en 500-år-gammel torahrulle til synagogen i 2006.
Næste stop var ved Santa Maria del Pi, "Jomfru Maria af Fyrretræet", en gotisk kirke fra 1300-tallet. Den blev ramt af brand i 1936 og efterfølgende restaureret. Det ottekantede klokketårn, som dominerer sine omgivelser her midt inde i den gamle bydel, rækker 54 meter op mod himlen. Klokkespillet består af 6 klokker, hvoraf den største, "Antònia", vejer mere end 1806 kg.
Santa Maria del Pi.
Facaden har et pragtfuldt rosevindue med en diameter på 10 meter, ifølge Leon et af de fem største i Europa. Det originale vindue led overlast under branden i 1936, men er saiden blevet smukt restaureret. Vi var ikke inde i kirken.
En af de ting, jeg havde glædet mig mest til at se i Barcelona, var kirken Santa Maria del Mar. Da jeg fortalte vores gode ven Thøger Opstrup, som er historiker/religionshistoriker og en utømmelig brønd af viden om alt mellem himmel og jord, gjorde mig opmærksom på Ildefonso Falcones' historiske roman "Havets Katedral", på spansk "La catedral del mar". De to hovedpersoner er Arnau Estanyol og Santa Maria del Mar. Romanen, som foregår i 1300-tallet, omhandler opførelsen af kirken. Omkring vores to hovedpersoner befinder sig et broget persongalleri bestående af kongelige, adelige, gejstlige, håndværkere, havnearbejdere, prostituerede, jøder og maurere, gode og onde. Romanen minder på mange måder om "Jordens søjler" af Ken Follett, som også er en af vores yndlingsforfattere. Arnau er sammen med sin far, som er livegen (slave), flygtet til Barcelona, hvor de bliver frie borgere. Arnaus far bliver dræbt, og som 14-årig må Arnau ernære sig som bastaix, havnearbejder. Når havnearbejderne ikke losser/laster, slæber de sten til kirken oppe fra stenbruddene på Montjuic bjerget, de samme stenbrud, som leverede sten til opførelse af den romerske mur omkring det første århundrede. Da pesten kommer til Barcelona, får jøderne skylden, og Barcelonas borgere giver jøderne skylden, og de stormen den jødiske ghetto. Under tumulterne redder Arnau nogle jødiske børn fra en velhavende familie, og som belønning får han et job som vekselerer. Arnau Lykken bliver hurtigt velhavende og yder store donationer til opførelsen af hans elskede kirke. Men som du sikkert har gættet, melder problemer sig. Han bliver tvunget til at gifte sig med en kvinde, som han ikke elsker, og hun melder ham til den frygtelige og frygtede inkvisition. (Jeg ved ikke, hvordan du har det, men jeg kan ikke høre udtrykket "den spanske inkvisition" uden at tænke på Monty Python). Arnaus egen lillebroder er medlem af inkvisitionen, og Arnau skal meget igennem, inden han som en gammel mand deltager i indvielsen af kirken i 1384. Jeg havde bogen med i bagagen og læste et par kapitler hver aften. Romanen er måske lidt farverig, men god læsning, synes jeg. Falcones er født i Barcelona og oprindeligt uddannet advokat, men efter successen med "Havets Katedral" i 2006 valgte han at leve af sit forfatterskab. Efter at jeg kom hjem fra Barcelona, bestilte jeg på biblioteket en anden af Falcones bøger, "Fatimas Hånd". Men lad os kigge nærmere på kirken. På kirkedøren er anbragt to figurer - se ovenfor til højre - som en hyldest til de havnearbejdere, basiax'er, som gennem mere end 20 år brugte al deres fritid på at slæbe sten til deres elskede kirke.
Santa Maria del Mar.
Santa Maria del Mar ligger i bydelen Ribera, som blev anlagt i 1200-tallet, da det blev nødvendigt at udvide byen udenfor bymurene. Her slog de velhavende købmandsfamilier sig ned, og her opførtes fra 1329-1383 Santa Maria del Mar, som ifølge Leon blev opfattet som "folkets kirke". Kirken lå i middelalderen noget tættere på havet, end den gør i dag, heraf navnet "del Mar". En opførelsestid for en katedral på kun 53 år er meget usædvanlig og skyldes formentlig det store folkelige engagement, som var forbundet hermed. Grundstenen blev lagt den 25. marts 1329 af kong Alfonso IV af Aragonien (III af Catalonien). Ansvarlig for byggeriet var ærkediakon (domprovst) Bernat Llull, og arkitekt var Berenguer de Montagut. Alle håndværkerlaug i Ribera deltog i opførelsen. Væggene, sidekapellerne og facaden stor færdig i 1350. Den sidste sten blev lagt den 3. november 1384, og indvielsen fandt sted den 15. august 1384. I 1428 anrettede et jordskælv svære skader på kirken, bl.a. blev rodenvinduet i den vestlige ende ødelagt. Det nye vindue var klar i 1460. Nord-vest tårnet blev helgenerne færdiggjort i 1496, mens pendanten først stod klar i 1902. Under en påsat brand i 1936 blev en del billeder og skulpturer ødelagt tillige med altret.
Med sin placering i en bydel med masser af smalle og krogede gader fremtræder kirken udefra som lidt massiv, dog mindre hvis man betragter den fra Fossar de les Moreres og Plaça de Santa Maria, som begge er tidligere begravelsespladser. Santa Maria del Mar anses for et at de smukkeste bygningsværker i tidlig catalansk gotisk arkitektur. På hver sin side af vestdøren står statuer af helgenenerne St Peter og Paulus i hver sin niche. Over døren ses Jesus med Jomfru Maria og Johannes Døberen på hver sin side.
Da jeg kom ind i kirken, blev jeg slået af, hvor lys og rummelig den var. Kirken har tre midterskibe og ingen sideskibe og ingen arkitektonisk opdeling mellem midterskibet og alteret. De simple riflede buer understøttes af slanke ottekantede søjler. Der strømmer masser af lys ind i rummet gennem de høje vinduer. Domkirken, La Seu, er ganske vist betydeligt større, men med sin elegante og stilrene arkitektur er Santa María del Mar for mig den ubestridt smukkeste af de kirker, vi så i Barcelona.
Santa Maria del Mar.
Som det fremgår af den viste grundplan, er den ekstremt symmetrisk. I middelalderen blev tallet 8 - eller multipla af tallet 8 - knyttet til Jomfru Maria. Marias fødselsdag er den 8. september, og i den katolske kirke fejres "den ubesmittede undfangelse" på den 8. december. Dette hellige tal indgår overalt i kirkens arkitektur: De 16 8-kantede søjler, som hver har en diameter på 2 meter, begynder i 8 meters højde at forgrene sig i et netværk af buer, som når en højde på 16 meter. De malede nøglesten i toppunktet af buerne er 32 meter over gulvet. Midterskibet er dobbelt så bredt som sideskibene, som hver er 8 meter. De 34 sidekapeller er dedikeret til forskellige helgener og religiøse personer.
Motiverne på de fem malede hovedstene er 1) Kroningen af Jomfru Maria (den katolske kirke mener, at Jomfru Maria efter sin død kom direkte til Himlen, hvor hun blev kronet til dronning), 2) Fødselsscenen, 3) Bebudelsen, 4) en rytterfigur af Pedro IV's fader Alfonso IV samt 5) Barcelonas våbenskjold. Den første hovedsten blev anbragt den 25 marts. 1329, den sidste hovedsten, nærmest ved hoveddøren blev anbragt den 3. november 1383. Kirken blev indviet den 15. august 1384 af biskop af Barcelona, Pere Planella. Denne dato er ingen tilfældighed, idet Jomfru Marias bebudelse fandt sted på den 15. august.
Rundt i kirken er der adskillige glasmalerier. Det mest fremtrædende er "rosenvinduet" fra 1459, glasset er fra Toulouse. Vinduet med motivet "Dommedag" fra 1474 er fra Avignon i Provence. Vinduet med motiverne "Pinse" og "Den sidste nadver" er fra 1711. Det nyeste vindue ved siden af sakristiet er udført af José Fernández Castrillo til minde om de olympiske sommerlege i 1992 i Barcelona.
Den 18. juli 1936 blev næsten alle Barcelonas kirker, deriblandt Santa Maria del Mar, brændt ned af anarkisterne som svar på alliancen mellem hæren og kirken. I alt blev omkring 7.000 gejstlige dræbt under disse tumulter. Santa Maria del Mar brændte i 11 dage. Det prægtige alter, alle skulpturer og de historiske arkiver gik tabt. Kun væggene, søjlerne samt de højest placerede glasmalerier forblev uskadte. Restaureringen efter borgerkrigens afslutning har yderligere understreget kirkens enkle, gotiske stil.
Der afholdes ofte koncerter i Santa Maria del Mar. Desværre nåede vi ikke at opleve en sådan, men næste gang, vi kommer derned, vil vi holde øje med evt. koncerter i kirken. Det skulle være en uforglemmelig oplevelse.
Åbningstid (2014):
Mandag-lørdag 9:00-13:00 og 17:00-20:30.
Søndag 10:00-14:00 og 17:00-20:00.
Der er messe hver dag kl. 19:30.
På søn- og helligdage er der international messe kl. 12.
Ved østsiden (bagsiden) af Santa Maria del Mar ligger en lidt underligt udseende plads, dækket med fliser. Pladsen ser ud, som om den synker, og på den er en skulptur med en evigt brændende flamme. Leon fortalte, at her lå den kirkegård, hvorpå mere end 4.000 catalanere, som mistede livet i 1714 i deres modstand mod de spanske og de franske tropper, ligger begravet. Pladsen hedder El Fossar de les Moreres. I 1821 blev kirkegården sløjfet og belagt med sten.
I 1989 blev de bygninger, som var opført på den gamle kirkegård, revet ned, og jorden blev dækket med blodrøde sten, røde som det blod, som var blevet udgydt af de catalanske patrioter.
![]() |
![]() |
I kirkegården med morbærtræerne
|
Monumentet blev rejst i 2001. Bagest på pladsen i skyggen af morbærtræerne, som har givet pladsen dens navn, er opsat en plakette med et digt (uddrag) af Frederic Soler. Digtet bliver reciteret hvert år den 11. september på Cataloniens nationaldag.
Vi gjorde et stop på Plaça Sant Felip Neri, hvor Leon fortalte om den spanske borgerkrig og Barcelona. Den idylliske plads med den smukke fontæne rummer en gammel barokkirke, faktisk den kirke, som Gaudi var på vej til, da han blev ramt af en sporvogn og døde. Det er også på den plads, at Scarlett Johansson og Rebecca Hall fik frokost i Woody Allens film Vicky Cristina Barcelona. Men den smukke plads var også scene for en af de mest tragiske hændelser under den spanske borgerkrig. To bomber kastet fra et af Mussolinis fly dræbte 42 mennesker, deriblandt 20 børn, som havde søgt ly i kirken. Der er stadig masser af skudhuller i kirkemuren, som det fremgår af nedenstående billede. Nationalisterne påstod, at skudhullerne var opstået, da republikanerne skød og dræbte omkring 7.000 præster og andre gejstlige.
Plaça Sant Felip Neri.
Leon startede sin gennemgang af den spanske borgerkrig et for mig helt uventet sted. I 1931 var Berlin - i øvrigt i konkurrence med Barcelona - blevet valgt til at huse de olympiske sommerlege i 1936. Med Hitlers overtagelse af magten i Tyskland og beretninger om forfølgelse af jøder og andre mindretal opstod en stigende modstand mod Tysklands (Berlins) værtsrolle. Efter valget i 1936 besluttede den nyvalgte regering at Spanien ville boykotte Berlins sommerlege og i stedet afholde sine egne lege. Disse skulle afholdes i juli 1936 og således, at de sluttede en uge før legene i Berlin ville starte. 6.000 atleter fra 22 lande, deriblandt Danmark, tilmeldte sig. Legene blev imidlertid ikke til noget, da den spanske borgerkrig brød ud, kort før legene skulle have begyndt. Man regner med, at mindst 200 af atleterne blev i Spanien for at medvirke til forsvar af republikken mod nationalisterne.
Først i 1992 blev Barcelona vært for de olympiske sommerlege efter overgang til demokrati efter mange år under Francos diktatur.
Det anslås, at omkring 50-60.000 internationale frivillige, heraf ca. 500 danskere, tog til Spanien for at deltage i kampen mod nationalisterne (fascisterne). En af disse var den engelsk forfatter og journalist Eric Arthur Blair, bedre kendt under pseudonymet George Orwell (1903–1950). Orwell var politisk kommentator, men bedst kendt for de to romaner, "Kammerat Napoleon" (Animal Farm, 1945) og "1984" (Nineteen Eighty-Four, 1948). Sammen med andre fortrinsvis venstreorienterede ville han bekæmpe den truende fascisme i Spanien. Han ankom til Barcelona i december 1936 og indlogerede sig på Hotel Continental, som stadig eksisterer. Orwell tilsluttede sig det marxistiske arbejderparti POUM, som havde hovedkvarter på Ramblas 128, i dag huser bygningen Hotel Rivoli Ramblas. Han tog til fronten i Aragonien, hvor han deltog i kampen, indtil han vendte tilbage til Barcelona på orlov i slutningen af april 1937. Orwell fornemmede at stemningen i byen var skiftet og der var opstået rivalisering og ligefrem had mellem de forskellige politiske partier. Der er ingen tvivl om, at Orwell har trukket på disse smertelige erfaringer, da han skrev "Kammerat Napoleon".
Den 3. maj, da Orwell går gennem hotellets lobby, fortæller en ven ham, at der er problemer på Plaça Catalunya. Forskellige venstreorienterede fraktioner, som var gået sammen for at bekæmpe Franco og fascismen, er kommet i åben strid, og Orwell er midt i begivenhederne. Han forlader hotellet og går ned ad Ramblaen. I nærheden af Liceu operahuset starter skyderiet. Fra tårnet på Santa Maria del Pi skydes over på Ramblaen, og folk søger tilflugt i nedgangen til metroen. Orwell skynder sig videre til Hotel Falcon, som er tilholdssted for POUM-soldater på orlov. Han krydser Ramblaen og går over til det gamle kabaretteater, Teatro Principal, hvor POUM's lokalkomite holdt til. Han får besked på at deltage i forsvaret af Hotel Rivoli Ramblas, og de følgende tre dage er han involveret i hæftige gadekampe. På et tidspunkt ligger Orwell på taget af Poliorama teatret overfor Café Moka og holder øje med 20-30 modstandere på den anden side. Han overlever gadekampene og vender tilbage til fronten, hvor han bliver såret i halsen af et skud. Han vender tilbage til Barcelona for at finde ud af, at POUM er blevet erklæret for en illegal organisation. Sidst i juni 1937 lykkes det ham at undslippe til Frankrig og derfra hjem til England. Her går han i gang med at skrive en bog om sine oplevelser, "Homage to Catalonia (1938)", "Hyldest til Catalonien", som jeg læste i min grønne ungdom. Jeg har bestemt mig for at genlæse bogen og se, om den stadig kan fængsle mig.
I 1996 besluttede byrådet i Barcelona at opkalde en plads efter forfatteren, Plaça de George Orwell. Leon morede sig meget over, at Orwells plads var det første offentlige rum i byen, hvor der blev opsat et overvågningskamera. Kameraet blev hurtigt af folkeviddet døbt "Big Brother", hvilket sikkert ville have moret George Orwell
Afslutningsvis fortalte Leon om republikanernes vandalisering af Barcelonas kirker. Gaudis mesterværk, La Sagrada Familia, som vi vil besøge om lidt, var en af de få, som blev sparet. Begrundelsen var, at den var kunstnerisk værdifuld, en opfattelse, som Orwell på ingen måde delte. I sin "Hyldest til Catalonien" skrev han om kirken: "A modern cathedral and one of the most hideous buildings in the world... I think the Anarchists showed bad taste in not blowing it up when they had the chance", "En moderne katedral og en af de hæsligste bygninger i verden... Jeg synes, at anarkisterne viste dårlig smag ved ikke at sprænge den i luften, da de havde muligheden." Jeg tror ikke, at der er mange, der i dag deler den mening.
Efter næsten tre timer afsluttedes vores spadseretur med Leon. Turen afsluttedes i Parc de la Ciutadella, som er en af Barcelonas mange (omkring 70) parker, der dækker omkring 10% af byens areal. Den største er parken på Montjuïc, som vi kommer til om lidt, og efter den følger Parc de la Ciutadella. Parken, som blev anlagt midt i 1800-tallet, rummer det gamle citadel, den tidligere parlamentsbygning, Barcelona Zoo og et zoologisk og et geologisk museum. Den er et dejligt åndehul, hvor vi en enkelt gang indtog vores frokost (en sandwich) på en bænk. Der ligger bl.a. en dejlig sø i parken, som bestemt er et besøg værd.
Under den spanske arvefølgekrig (1701-1714), hvor catalonierne holdt med Østrig, mens resten af Spanien holdt med Frankrig, blev Barcelona indtaget af Filip V af Spanien. For at opretholde kontrollen over de oprørske cataloniere lod han bygge et kæmpemæssigt citadel, på den tid det største i Europa. I den forbindelse blev store dele af bydelen La Ribera revet ned, hvilket resulterede i et stort antal hjemløse. Hundreder af cataloniere blev tvunget til at deltage i byggearbejdet, som strakte sig over tre år. Hertil kom, at byens borgere blev pålagt en særskat til finansiering af omkostninger i forbindelse med den netop afsluttede krig. Ikke mærkeligt at borgerne i Barcelona hadede citadellet, som man så som et symbol på styret i Madrid. I 1841 besluttede bystyret at rage citadellet ned. I 1848-1849 ødelagde man store dele af citadellet ved at bombardere det fra Montjuic.
Afsked med Leon i Parc de la Ciutadella.
Leon tog afsked med os på plænen i parken, hvorunder han overraskede de fleste (i hvert fald Birgit og jeg) ved at recitere et digt, han havde skrevet om Barcelonas historie. Jeg har vist nævnt, at Leon udover at være en fantastisk og sprudlende guide også er professionel forfatter. Der er sikkert mange andre og inspirerende guider end Leon, men vi havde i hvert fald en dejlig tur, som
I Parc de la Ciutadella så vi flere gange de små, grønne papegøjer (parakitter), som er så talrige i mange spanske byer. De sidder ofte i toppen af de høje palmer og skræpper løs. De er vistnok indvandret fra De Kanariske Øer eller Balearerne.
Vi var selvfølgelig flere gange på Ramblaen, som er Barcelonas mest berømte færdselsåre. Ramblaen udgør grænsen mellem kvartererne Barri Gòtic, det gotiske kvarter mod øst og El Raval mod vest. El Raval, som lå udenfor byens tidligste mure, husede mange religiøse institutioner. Den brede boulevard med en bred fodgængerzone i midten, som summer af handlende og turister døgnet rundt, strækker sig fra Plaça de Catalunya ned til Columbus-monumentet ved havnefronten, en strækning på mere end 1200 meter. Den spanske poet García Lorca sagde engang, "at Ramblaen er den eneste gade i verden, jeg ville ønske aldrig ender". Ramblaen var oprindelig en mindre flod lige udenfor bymurene. I 1500-tallet blev der bygget klostre og universiteter langs floden. Midt i 1800-tallet blev bymurene revet ned, og der blev opført yderligere bygninger på begge sider af den nu tørlagte flodseng. Den korrekte betegnelse for Ramblaen, som vi benævner den, er faktisk Las Ramblas (på catalansk Les Rambles), dvs. flertal. Det skyldes, at Ramblaen i virkeligheden er sammensat af fem "ramblaer":
Vi tog metroen til Plaça de Catalunya for at spadsere en tur ned ad Ramblaen. Kom med, hvis du har lyst. Udover Ramblaen udgår i alt otte gader herfra, deriblandt en anden af byens vigtigste færdselsårer, Passeig de Gràcia. Plaça de Catalunya, som er på omkring 50.000 m2, er omgivet af monumentale bygninger og myldrer med mennesker. Indtil midten af 1800-tallet lå Plaça de Catalunya i landområde udenfor bymurene. I 1858 tillod styret i Madrid, at der blev opført en ny bydel her, og der blev udskrevet en konkurrence om designet af en sådan. Den nuværende plads blev anlagt mellem 1925 og 1927. Den er et knudepunkt for byens offentlige transport. Under pladsen er tre metrolinier og en jernbanestation. Mange bybusser, turistbusser og lufthavnsbusser har stoppested på pladsen.
Plaça de Catalunya i Barcelona.
De mange bænke midt på pladsen er ideelle til at sidde og betragte folkelivet - hvis man ellers kan sidde i fred for de uundgåelige duer. Mod nord ligger et par store, cirkulære fontæner, som er oplyst om natten. Her står flere skulpturer, den bedst kendte er et monument for Francesc Macià, præsident/guvernør i Catalonien fra 1932-1933. Skulpturen er udført af Josep Subirachs, som også arbejdede på passionsfacaden på La Sagrada Família.
Øst for Plaça de Catalunya ligger en imponerende hvid bygning, som rummer stormagasinet to El Corte Inglés, som har afdelinger i alle større byer i Spanien. Fra cafeteriet på niende etage er en fantastisk udsigt over pladsen. Her ligger også Banco Espanol de Credito. Denne bygning husede under den spanske borgerkrig Hotel Colon, hvor Cataloniens socialistparti holdt til. Orwell skriver i sin "Hyldest til Catalonien", at facaden var dækket af store portrætter af Marx, Lenin og Stalin.
Inden vi begiver os sydpå ad Ramblaen, vil jeg nævne, at der faktisk findes et mere upåagtet stykke, som går mod nordvest og hedder Rambla de Catalunya. Dette stykke er ikke så turistet som den øvrige del, men et udmærket sted, hvis man vil have en kop kaffe i fred og ro.
Som nævnt hedder det første stykke af Ramblaen Rambla de Canaletes. Navnet stammer fra den fontæne, Font de Canaletes, som står lige syd for Plaça de Catalunya. Den nuværende fontæne erstattede sidst i 1800-tallet den oprindelige fintæne fra 1500-tallet. Den er et populært samlingssted for byens borgere, ikke mindst af FC Barcelonas tilhængere, som siden 1930'erne har samledes her efter kampene. Mest livligt er det, når de har slået deres ærkefjende Real Madrid. Traditionen siger, at den, der drikker af Font de Canaletes, vil med sikkerhed vende tilbage til Barcelona. Hvis man om en person siger, at "han drikker vand fra Canaletes", betyder det, at han kommer fra Barcelona.
Næste stykke af Ramblaen er Rambla dels Estudis. Den har navn efter Estudis Generals, barcelonas første universitet, som blev opført i 1500-tallet, men som blev revet ned i 1843. Der findes flere vigtige bygninger på denne strækning, fx "Reial Acadèmia de Ciènces i Arts", "det kongelige akademi for videnskab og kunst", som blev grundlagt i 1764. Akademiet har et bibliotek med over mere end end 100.000 bind af videnskabelige værker fra de seneste tre århundreder. Siden 1910 har bygningen også huset Poliorama Teatret, hvor der jævnligt opføres større shows. Ellers udmærker bygningen sig ved at have det ældste offentlige ur i Barcelona. Denne strækning kaldes også af de lokale for Rambla dels Ocells, Fugleramblaen. Det skyldes det store antal boder, hvorfra der sælges fugle og andre kæledyr.
Til venstre Reial Acadèmia de Ciènces i Arts, i midten Església de Betlem, Betlehemkirken, og til højre fejring af Virgen del Roser.
Længere nede ad Ramblaen lå den robust udseende Església de Betlem, Betlehemkirken, som vi selvfølgelig skulle ind og se. I 1552 havde grundlæggeren af Jesuiterordenen, Ignatius de Loyola, en åbenbaring på bjerget Montserrat i nærheden af Barcelona, og de følgende måneder skabte han Jesuiterordenens koncept med henblik på at bekæmpe den protestantiske reformation. I 1553 fik jesuitterne tilladelse af byrådet til at opføre den første kirke med en tilhørende skole langs med Ramblaen. I 1671 under en religiøs fest gik der desværre ild i bygningerne, som brændte ned til grunden. I stedet blev den nuværende kirke opført i tidsrummet 1680-1732. Stilen er højbarok. I 1936 under den spanske borgerkrig blev kirken brændt ned af anarkister, hvælvingerne kollapsede, og al udsmykning blev ødelagt. Mange fine malerier gik tabt tillige med en statue af Sankt Ignatius og kirkens orgel. Det mener, at Església de Betlem var den mest overdådigt udsmykkede af alle kirker i Barcelona.
På fortovet ud for kirken var opstillet et metalskelet, som var ved at blive pyntet med roser. Datoen var den 7. oktober, hvor man fejrer "Jomfru Maria af Rosenkransen", "Virgen del Roser". På denne dato i 1571 slog en koalition af kristne styrker en talmæssigt overlegent flåde af tyrkiske skibe i slaget ved Lepanto. Alle forbipasserende blev opfordret til at modtage en rose, anbringe den på stativet og gøre et ønske. Jeg fik desværre aldrig at vide, hvad Birgit ønskede sig. Jeg mener, når man nu har alt, en kvinde kan begære? Nå, vi skal videre.
Længere nede ligger det smukke palæ, Palau de Virreina. Det blev opført i omkring 1770 af Manuel Amat i Junyet, da han vendte hjem til Barcelona efter at have været vicekonge i Peru fra 1761-1776. Stilen er en blanding af barok og rokoko. For de mange penge, han havde "tjent" i Peru, byggede han det største hus i gaden. han døde kort efter, at huset var færdigt, hvorefter hans unge hustru, La Virreina, "vicedronningen", arvede det. Bygningen anvendes i dag til skiftende kunstudstillinger og andre kunstneriske events.
Næste stykke af Ramblaen er Rambla de Sant Josep. Den er opkaldt efter et kloster, som lå her, og som blev revet ned i 1800-tallet. Den kaldes også Rambla de les Flores, Blomsterramblaen, på grund af de mange blomsterhandlere, der findes. Adskillige kunstnere har gennem tiden besunget de kvindelige blomstersælgeres skønhed. Jeg blev noget skuffet over at erfare, at de fleste blomstersælgere i dag er mænd. Her ligger på højre side et fantastisk fødevaremarked, Mercat de la Boqueria, det største marked i Barcelona med et enestående udbud af varer: lokale og eksotiske frugter og grøntsager, honning, ost, kød, skinke, fisk, muslinger osv. Det siges, at "hvis enhjørningen fandtes, ville den kunne købes her". Markedets historie går tilbage til 1217, men det nuværende marked blev grundlagt på Sankt Josefs dag i 1840. Markedet benævnes også "Mercat de Sant Josep". I 1861 blev der givet tilladels til at sælge frugt og grøntsager på markedet, indtil da, havde det alene været tilladt at sælge kød ("Boquerìa" betyder slagter). Det var et friluftsmarked indtil 1914, da der blev lagt et metaltag over det. Der er omkring 600 boder, hvoraf mere end halvdelen har været i den samme families eje i over 130 år. Der er talrige steder, hvor man kan nyde en dejlig frokost.
![]() |
![]()
|
Mercat de la Boqueria i Barcelona.
Ud for indgangen til Mercat de la Boquerìa ligger Pla de l'Os, hvilket skulle betyde Bjørnepladsen. Navnet skyldes, at gøglere i middelalderen lod deres bjørne danse her. Her lavede Joan Miró i 1976 lavet denne fortovsmosaik. Joan Miro, hvis museum vi senere skal besøge, er født i den nærliggende gade, Passatge del Crédit.
Fortovsmosaik af Joan Miró på Pla de l'Os.
På den modsatte side af gaden ligger bygningen, Casa Bruno Quadros med en lidt speciel udsmykning. Facaden er nærmest overlæsset med paraplyer, og på hjørnet ses en kinesisk drage og under den endnu en paraply. De lokale kalder bygningen "Casa dels Paraigües", "Paraplyhuset". Bygningen blev opført i 1858.
Fortovsmosaik af Joan Miró på Pla de l'Os.
I 1883 blev der oprettet en paraplybutik i ejendommen, hvorfor facaden blev renoveret, og papaplyerne dukkede op.
Flere gange på vores vej sydpå ad Ramblaen så vi mange gadeartister, fx jonglører og "menneskestatuer", disse "menneskestatuer", personer, som er så fantastisk udklædt og sminket, at de ligner statuer. Hvis man ønsker at tage et billede af dem, er det kutyme, at man giver dem en skilling.
Det næste stykke af Ramblaen, når man går sydpå i retning af Columbus monumentet, er Rambla dels Caputxins. Det har navn efter et ikke længere eksisterende cappucinerkloster. Her ligger "Gran Teatre del Liceu", Barcelonas opera, som blev indviet i 1847. På det tidspunkt var Liceu det største operahus i Europa med 3.500 sæder. Bygningen blev svært beskadiget ved en brand i 1861, men genåbnede allerede det følgende år. Den 7. november 1893 under anden akt af Vilhelm Tell af Rossini kastede an anarkist to bomber ned i salen. Kun den ene eksploderede og dræbte mere end 20 tilskuere. Liceu genåbnede den 18. januar 1894, i flere år blev de sæder, hvor de dræbte havde siddet, ikke anvendt.
Gran Teatre del Liceu.
Ca. 100 år senere, den 31. januar 1994 blev teatret igen ramt af brand, og byen besluttede, at man ville genopføre operahuset på samme sted med forbedrede faciliteter. Samtidig ville man søge at bevare så meget som muligt af den del af bygningen, som overlevede branden i 1861. Det genopførte teater åbnede den 7. oktober 1999 med Puccinis Turandot, det var den forestilling, som efter planerne for 1994 skulle have været opført efter branden. Af den første bygning er bevaret facaden mod Ramblaen, hallen og trappen samt foyeren (Saló de Miralls, Spejlhallen). Med 2.292 sæder er "Gran Teatre del Liceu" et af Europas største operahuse.
Længere nede af Ramblaen ligger indgangen til Plaça Reial på venstre side. Den livlige og charmerende nyklassicistiske plads er anlagt 1849-1859. Den rektangulære palds er omgivet af høje, flotte bygninger, og de mange arkader giver pladsen et italiensk udtryk. Der ligger et fornemt hotel og flere restauranter på pladsen samt et par natklubber. Den store fontæne i midten hedder "Font de les Tres Gràcies", "De tre gratiers fontæne". Den er opsat i 1878. Undertiden afholdes der udendørskoncert her. Pladsen er et populært mødested, ikke mindst nytårsaften. Hver søndag formiddag er der frimærke- og møntmarked.
Plaça Reial. Til højre ses den af Gaudi designede lampe..
Pladsen er også kendt for sine lamper, som er designet af Antoni Gaudí i 1879, i begyndelsen af hans karriere. Lamperne er udsmykket ned slanger og en vinget hat. Den vingede hat er som bekendt et symbol for den romerske gud Merkur, som var gud for handel og kommunikation. Vi sad en halv times tid på en bænk og nød folkelivet.
Overfor Plaça Reial ligger Palau Güell, som er en af Gaudis første beboelsesejendomme, opført til vennen og mæcenen industrimanden Eusebi Güell. Selv om det er et tidligt værk, bærer det tydeligt præg af hans senere bygningsværker som fx Güell Park og Casa Milà. Dagen efter skulle vi på en Gaudi-spadseretur, så vi nøjedes med at kigge ned ad gaden, hvor publikum stod i kø for at købe billetter.
Den sidste del af Ramblaen, som fører ned til havneområdet, er Rambla de Santa Monica. På Plaça del Teatre er indgangen til det forholdsvis nye universitet, Pompeu Fabra. På pladsen ses et monument for Frederic Soler (1839-1895), dramatiker, poet og forretningsmand. Han betragtes som grundlæggeren af moderne catalansk teater.
Teatre Principal på Plaça del Teatre..
Her ligger også Teatre Principal, det ældste teater i Barcelona, hvis historie går tilbage til 1568. På den tid var teatrets navn Teatre de la Santa Cruz. Sidst i 1500-tallet brændte denne træbygning ned, hvorefter den blev erstattet af en stenbygning. Denne brændte imidlertid også ned, det skete i 1787. Efter genopførelsen var den sæde for Barcelonas opera, indtil Gran Teatre del Liceu blev taget i brug. I 1848 skiftede teatret navn til Teatre Principal.
Her tæt på havnen finder vi Centre d'Art Santa Mònica, et museum med moderne kunst, som er indrettet i et gammelt renæssancekloster fra 1626. Museet åbnede i 1988.
Centre d'Art Santa Mònica..
Museet har ikke sine egne samlinger, men det huser omkring 20 udstillinger hvert år med særlig fokus på catalansk kunst, men også kunstnere fra Spanien og den øvrige verden er repræsenteret. Museet tilbyder herudover mange kunstrelaterede aktiviteter rettet mod skoleklasser.
Åbningstider (2014): tirsdag-fredag kl. 11-21, lørdag kl. 15-20. Der er gratis adgang.
For enden af Ramblaen midt på Plaça de la Porta de Pau står en imponerende søjle: Monumento a Colón, Columbus monumentet. Det 60 meter høje monument, som hylder Columbus' første rejse til Amerika, blev opført til verdensudstillingen i 1888. Da Columbus vendte tilbage fra sin rejse, rapporterede han om sine bedrifter til Dronning Isabella I og Kong Ferdinand V netop her i Barcelona. Den godt 7 meter høje statue af Columbus står på en 40 meter høj korintisk søjle i støbejern. Statuen er udført af Rafael Atché. I sin venstre hånd holder Columbus et kort, mens han - det er i hvert fald den almindelige opfattelse - med sin højre hånd peger mod øst i retning af den nye verden. I virkeligheden peger han mod syd-sydøst ud mod havet. Søjlen står på en ottekantet pedestal, oven på hvilken fire vingede sejrsgudinder flyver ud mod de fire verdenshjørner. Under hver gudinde ses et par krigeriske ørne.
Nederst er otte broncerelieffer, som viser vigtige scener i forbindelse med Columbus' første rejse til Amerika:
1. Columbus og hans søn beder om føde i Rabida klostret.
2. Columbus forklarer sine planer for munkene i Rabida klostret.
3. Columbus møder Kong Ferdinand og Dronning Isabella i Córdoba.
4. Columbus har foretræde for rådet, som er samlet i San Esteban klostret i Salamanca.
5. Columbus møder Kongen og Dronningen i Santa Fe.
6. Columbus forlader havnen i Palos de la Frontera den 3. august 1492.
7. Columbus ankommer til den nye verden.
8. Columbus hilser Kongen og Dronningen efter sin tilbagekomst til Barcelona.
Søjlen og pedestalen er hul, og det er muligt at komme op i monumentet med elevator. Fra en platform er der en fantastisk udsigt. Mod nord det gotiske kvarter, katedralen, Santa Maria del Mar og Ramblaen. Mod øst kan man se den olympiske marina. Mod syd Montjuïc bjerget/bakken med slottet på toppen. Og endelig mod vest Collserola naturpark, det grønne område, som omgiver Barcelona. 22 gange større end Central Park.
Monumentets base er 20 meter i omkreds og har fire trapper. Hver trappe flankeres af to løver.
Ideen om at lave et monument for Columbus opstod i 1856, men først i 1881 indvilligede byrådet. Der blev udskrevet en konkurrence udelukkende med deltagelse af spanske kunstnere. Vinder var den catalanske arkitekt Gaietà Buigas i Monravà. Størsteparten af omkostningerne blev betalt af private, og kun 12% af offentlige midler. Arbejdet blev afsluttet i 1888 netop i tide til verdensudstillingen i Barcelona. Med til historien hører, at det i 1800-tallet var en udbredt opfattelse (i hvert fald i Spanien), at Columbus var catalaner og ikke italiener, som de fleste mener i dag.
Udsigtsplatformens åbningstider (2014): 1/3-30/9: 8.30-20.30. 1/10-28/2: 8.30-19.30. Sidste tur en halv time før lukketid.
Relief, som viser Columbus' møde med Kong Ferdinand og Dronning Isabella i Cordoba.
Nu er vi egentlig kommet til den sydlige ende af Ramblaen, men midt i 1990'erne lavede man en forlængelse af Ramblaen i form af en træpromenade ud i havnen, denne tilføjelse kaldes Rambla de Mar. Her ligger Barcelonas gamle havn, Port Vell. Fra 1200-tallet lå her det kongelige skibsværft, men siden 1941 har det huset Barcelona Maritime Museum. Her finder man også Maremàgnum, som er et stort indkøbscenter med butikker, biografer og et stort akvarium.
Udsigt over havnen i Barcelona. Til højre i billedet ses Maremàgnum..
Det følgende er om en heldagsudflugt til bjerget Montjuis, som er et væld af oplevelsesmuligheder: Miro-museet, det olympiske stadion fra 1992, den spanske landsby med arkitektur fra hele Spanien og meget andet.
En af dagene tog Birgit og jeg på en udflugt til Montjuic, som er en stor, forholdsvis flad bakke sydvest for Barcelona, den er 185 meter på det højeste sted. Der er i det mindste to opfatteler af, hvoraf navnet Montjuic kommer. Den ene siger, at det betyder "Jødernes Bjerg", idet der her lå en stor jødisk kirkegård. Det gik jo ikke an at begrave jøder indenfor bymurene. Den anden, at det betyder "Jupiters Bjerg", idet der under den romerske besættelse lå et Jupitertempel her. I tidens løb har det ligger adskillige fæstninger på Montjuic, i dag er der kun en enkelt tilbage, Castell de Montjuic. Indtil Franco tjente fæstningen som fængsel, og i tiden løb er der foretaget talrige henrettelser her, ikke mindst under den spanske borgerkrig.
Gennem hundreder af år blev de græsbevoksede og skovdækkede skråninger anvendt af Barcelonas borgere til græsning af deres dyr. I 1890'erne blev de fleste af træerne fældet, og der blev oprettet de første parkområder. Det blev besluttet at afholde verdensudstillingen i 1929 på Montjuic, hvilket medførte en del konstruktioner, hvoraf en del er bevaret: Palau Nacional, Estadi Olímpic, Font Màgica og den store trappe, som fra Avinguda de la Reina Maria Cristina fører forbi Font Màgica via Plaça de les Cascades til Palau Nacional, Poble Espanyol, den spanske landsby, og dem ville vi gerne besøge tillige med Miro-museet, Fundació Joan Miró. Endelig ville vi også gerne opleve de dejlige parker, som ligger på Montjuic.
Kort over Montjuic.
Der er for resten en sjov historie knyttet til Montjuic. Den 16. marts 1794 foretog de to franske astronomer Jean Baptiste Joseph Delambre og Pierre François André Méchain en beregning af afstanden mellem Dunkirk og Barcelona, de to byer ligger tilnærmelsesvis på samme længdegrad, og det gør også Paris. Fæstningen på Montjuic blev valgt som referencepunkt i Barcelona. På grundlag af denne måling og kendskab til de to byers breddegrader blev afstanden mellem nordpolen og ækvator bestemt, og enheden meter blev defineret som 1/10.000.000 af denne strækning. Meterstokken blev udført i platin og præsenteret for den franske nationalforsamling den 22. juni 1799.
Der er flere muligheder for at besøge Montjuic. Den sjoveste er formentlig at tage Teleférico del Puerto, en kabelbane, som går mellem havnebydelen Barceloneta og til Miramar stationen på østsiden af Montjuic. Turen, som foregår i store gondoler, går hen over Port Vell, Barcelonas gamle havn, og slutter tæt på Montjuic fæstningen. Udsigten undervejs er efter sigende yderst spektakulær. Banen skulle have været klar til verdensudstillingen i 1929, men blev først færdig i 1931. Bemærk at denne bane ikke er en del af det offentlige trafiksystem, så der skal købes selvstændige billetter før påstigning.
En anden mulighed er Funicular de Montjuïc, som er en kabeltrukket bane, der går fra metrostationen Paral·lel (forbindelse til L2 and L3) og op på Montjuic. En stor del af turen forløber i tunneller. Endestationen ligger tæt på Teleférico del Puertos andet stoppested. Du kan anvende en almindelig metrobillet til turen. Man kan også tage bus nr. 61 eller selvfølgelig en taxa.
Vi valgte i stedet at tage metroen til Plaça Espanya og så bruge vores gode ben. Plaça d'Espanya er en af de vigtigste pladser i Barcelona. Som så meget andet blev den bygget til verdensudstillingen i 1929. Springvandet midt på pladsen er designet af Josep Maria Jujol, som arbejdede sammen med Antoni Gaudí.
Ved Plaça Espanya ligger Arenas de Barcelona, en tyrefægterarena, som blev opført fra 1889-1900. navnet dengang var Plaça de Toros de les Arenes. Stilen er maurisk med en monumental indgang i hesteskoform og udsmykket med farverige kakler. Arenaen, som har en diameter på 52 meter, kunne rumme omkring 16.000 siddende tilskuere. Udover at blive anvendt til tyrefægtning blev der også anvendt til koncerter, fx spillede the Beatles den afsluttende koncert på deres 1965 her i arenaen.
Las Arenas ved Plaça d'Espanya..
Tyrefægtning har aldrig været så populær i Nordspanien som fx i Andalusien, og i mange år stod arenaen ubenyttet hen. Den sidste corrida fandt sted den 9. juni 1977, og i 2012 blev tyrefægtning forbudt i Catalonien. I 1999 besluttede bystyret at konvertere arenaen til et moderne butiks- og underholdningscenter. Den originale facade blev stort set bevaret, arenaen blev overbygget, og der blev indrettet et større antal butikker, spisesteder, biografer mv. spredt ud over seks etager. Arenas de Barcelona åbnede i marts 2011. Fra tagterrassen, som kan nås via rullende trapper eller en udvendig elevator, er en fantastisk udsigt over området.
Ved indgangen til Avinguda de la Reina Maria Cristina står to 47 meter høje tårne, i daglig tale omtalt som de venetianske tårne, Torres Venecianes. Tårnene, som er modelleret efter campanilen (klokketårnet) til Markuskirken i Venedig, blev også opført til verdensudstillingen. Tårnene blev i sin tid opført af dårlige materialer, da det var hensigten, at de skulle nedrives efter verdensudstillingen, så de seneste år har der været udført omfattende renoveringer. Oprindeligt kunne offentligheden via indvendige trapper kommer op til tårnenes udsigtsplatforme, men de er nu lukket. De har dog været åbnet et par dage i oktober 2014, så måske bliver der igen almindelig adgang for offentligheden en dag.
Plaça d'Espanya. I baggrunden ses de venetianske porte, som er indgangen til Avinguda de la Reina Maria Cristina..
Vi spadserede rask ud ad Avinguda de la Reina Maria Cristina, som fra Plaça d'Espanya fører op til Palau Nacional, der huser det catalanske kunstmuseum, Museu Nacional d'Art de Catalunya. Nedenfor museet standsede vi og beundrede den imponerende fontæne, Font màgica de Montjuïc, som blev opført til (ja, jeg tror, du har gættet det) til verdensudstillingen i 1929. Der var mindre end 1 år til at gennemføre Carles Buigas' ambitiøse projekt, og ikke mange regnede med, at det kunne blive færdigt til tiden. Mere end 3.000 arbejdere blev sat på projektet, og fontænen blev indviet den 19. maj 1929, dagen for starten på verdensudstillingen. Fontænen blev svært beskadiget under den spanske borgerkrig, og den var ude af funktion indtil 1955, hvor den blev renoveret. I 1980'erne blev der tilføjet musik til lys- og vandshowet. Publikum kan sidde på terrasserne, som fører op til Palau Nacional, men efter sigende skal man komme i god tid for at få en ordentlig plads. Musikken, som ledsager lys- og vandshowet, rækker fra lettere klassisk, filmmusik, og klassisk pop. Et af de populæreste numre er "Barcelona", som er skrevet af Freddy Mercury som en hyldest i forbindelse med de olympiske lege i 1992. Han synger en forrygende duet med den lokale diva, Montserrat Caballé.
Vi opnåede desværre ikke at opleve showet, som opføres efter denne plan (2014):
Fra 1. maj - 30. september: Torsdag - søndag 21-23.
Fra 1. oktober - 30. april: Fredag og lørdag 19-21. Andre dage lukket. Gratis adgang.
Showet gentages hver halve time. Omkring 2.5 millioner overværer showet hvert år.
Det magiske springvand. I forgrunden til højre de fire søjler. I baggrunden til venstre de venetianske tårne.
Da man i 1928 bestemte sig til at opføre fontænen, stod der desværre på stedet et monument, "Les Quatre Columnes", "De fire søjler". Disse fire joniske søjler, som var designet af Josep Puig i Cadafalch i 1919 (vi møder arkitekten igen, når vi kommer frem til den spanske landsby), symboliserede de fire striber i den catalanske fane. Du husker sikkert den bloddryppende fortælling om fanens tilblivelse på foregående side? Diktatoren Miguel Primo de Rivera (1870-1930), som var kommet til magten efter et ublodigt statskup i 1923, havde dog ingen problemer med at fjerne dette ikon for catalansk nationalisme, og søjlerne blev revet ned i 1928. I 1910 blev der opstillet en kopi af de 20 meter fire søjler tæt ved fontænen, blot få meter fra den oprindelige placering. Der har været en del kritik af, at søjlerne delvist spærrer for udsigten til Palau Nacional.
Da vi fortsatte vores færd ad Avinguda de la Reina Maria Cristina, blev vi behageligt overrasket over at finde flere rullende trapper, så vi kunne spare vores gamle ben lidt. Snart stod vi ved Palau Nacional, som siden 1934 har huset Cataloniens Nationale Kunstmuseum, Museu Nacional d'Art de Catalunya - i forkortet form MNAC. Palau Nacional er opført fra 1926-1929 i italiensk stil og er på mere end 50.000 m2. Ved verdensudstillingen rummede den en udstilling på mere end 5.000 værker fra hele Spanien. Facaden er kronet med en stor kuppel, som er inspireret af Peterskirken, flankeret af to mindre kupler. De fire hjørnetårne er modelleret efter tårnene i katedralen Santiago de Compostela; de står i hjørnerne af Sala Oval (den ovale sal) på 2.300 m2, som anvendes til store kulturbegivenheder.
Museu Nacional d'Art de Catalunya - Cataloniens Nationale Kunstmuseum.
I 1990 blev museet erklæret for et nationalt (dvs. catalansk) museum, og i årene efter blev der foretaget flere renoveringer og moderniseringer af bygningen. Den ovale sal genåbnede i 1992 til de olympiske lege. Fra 1995 og frem blev forskellige samlinger geninstalleret, idet mange værker var blevet bragt i beskyttelse under den spanske borgerkrig. Museet blev officielt indviet i december 2004. Samlingerne er overvejende catalanske, men der er også mange spanske og europæiske værker, som dækker perioden siden den tidlige middelalder og op til midten af 1900-tallet: romansk, gotisk, renæssance, barok og moderne kunst.
Den romanske samling udmærker sig især ved de mange vægmalerier, som overvejende stammer fra landsbykirker i Pyrenæerne og andre steder i Catalonien. I begyndelsen af 1900-tallet blev der foretaget en kortlægning af catalanske vægmalerier. Nogle år senere viste det sig, at mange af værkerne var blevet opkøbt af antikvitetshandlere og på vej til samlere i USA. Skønt der på den tid ikke var love, som forbød eksport af kunst, lykkedes det alligevel at sikre sig mange af værkerne, som er fra det 11., 12. og 13. århundrede. Den gotiske samling blev påbegyndt i begyndelsen af 1800-tallet, idet der opstod en bevægelse for af restaurere og bevare den catalanske kulturarv, som var blevet alvorligt beskadiget under den bølge af plyndringer og afbrændinger af klostre, som fandt sted i 1835.
Renæssance og barok samlingerne stammer ikke, som det ofte er tilfældet i andre store museer i Europa, fra kongelige eller adelige samlinger, men er i Catalonien opstået ved dels ved indsamling og dels ved private donationer. Fra det 16. århundrede findes en del religiøse værker fra Nederlandene. Fra midten af samme århundrede findes en del fantastiske værker af mestre fra den spanske guldalder som El Greco (1541–1614), Josep (José) de Ribera (1591-1652), Diego Velázquez (1599–1660), Francisco de Zurbarán (1598–1664) oma.
St. Peter og Paulus af El Greco, i midten Bartholomæus af Josep de Ribera, og til højre Paulus af Diego Velázquez.
I 1602 skænkede den spanske adelsmand Juan Enriquez de Herrera et kapel til franciskanerkirken i Santiago. Kapellets mure skulle udsmykkes med scener fra den hellige Frans' liv, udført af den italienske maler Annibale Carracci (1560–1609). I 1604 gik mesteren i gang med at skabe kartoner med motiverne, men da han blev syg, måtte arbejdet fuldføres af hans medkunstnere. Midt i 1800-tallet blev freskerne overført til lærred og fordelt mellem MNAC and Museo del Prado i Madrid med ni værker til Barcelona og 7 værker til Madrid.
Som nævnt har flere personer lavet donationer til museet, den betydeligste samling, Cambó samlingen, er skænket af politikeren og kulturpersonligheden Francesc Cambó (1876-1947). Han var med til at grundlægge og lede partiet "Liga Regionalista", som kæmpede for catalansk selvstyre. Han sad i parlamentet fra 1907-1910 og var minister i to spanske regeringer. Francesc Cambó studerede jura, filosofi og litteratur ved Barcelona Universitet, og han oversatte græske og latinske tekster til catalansk. Da borgerkrigen brød ud i 1936, forlod han Spanien og levede i Schweiz, USA og Argentina, hvor han døde. De donerede værker omfatter europæisk malerkunst fra det 14. til begyndelsen af det 20. århundrede og dækker den italienske gotik og renæssance, de hollandske mestre fra det 16. og det 17. århundrede, den spanske guldalder samt den europæiske rokokko. Blandt de fantastiske kunstnere kan nævnes Sebastiano dal Piombo, Titian, Peter Paul Rubens, Lucas Cranach, Jean-Honoré Fragonard, Francisco de Goya m.fl. Museet har også en fin samling af moderne catalansk kunst fra begyndelsen af 1800-tallet indtil 1940'erne.
Åbningstider (2014):
Tirsdag-lørdag kl. 10-19.
Søn- og helligdage kl. 10- 14.30.
Mandag lukket.
Udsigt over Barcelona fra Palau Nacional.
Som det fremgår af ovenstående foto er der en fantastisk udsigt ud over Barcelona fra Palau Nacional.
Vi travede lystigt videre op til Fundació Joan Miró, Miro-museet, som er et museum for moderne kunst. Miro selv og hans ven Joan Prats, som i 1968 fik ideen til at etablere en udstillingsplatform, hvor især unge kunstnere kunne eksperimentere og præsentere deres værker for offentligheden. Ideen opstod i forbindelse med Miros første store udstilling i på L'Antic Hospital de la Santa Creu. Prats havde på det tidspunkt organiseret udstillinger for spanske kunstnere som Salvador Dalí, Pablo Picasso og altså også Miro. Museet, som er designet af arkitekten og byplanlæggeren Josep Lluís Sert, også en nær ven af Miro, åbnede den 10. juni 1975. Det jordstykke, som museet ligger på, blev doneret af byrådet.
Fundació Joan Miró, Miro-museet i Montjuic. Til højre ses tagterrassen..
Museet er opført i traditionel middelhavsstil med hvidkalkede bygninger omkring en patio. I 1986 blev bygningen udvidet med et auditorium og et bibliotek.
Joan Miró i Ferrà (1893–1983) maler, keramiker og skulptør er født i Barcelona ud af en familie af guldsmede og urmagere. Som syvårig begyndte han at modtage tegneundervisning, og som 14-årig blev han - angiveligt imod sin faders vilje - indskrevet på kunstakademiet La Llotja. Hans første udstilling i 1918 blev dårligt modtaget, og han blev nærmest latterliggjort. Han følte sig tiltrukket af kubismen og surrealismen, og i 1920 flyttede han til Paris. Her mødte han bl.a. Ernest Hemingway, som købte et af hans værker, La Masia (Farmen), som han beskrev således: "It has in it all that you feel about Spain when you are there and all that you feel when you are away and cannot go there. No one else has been able to paint these two very opposing things." Efter hans død forærede Hemingways enke værket til National Gallery of Art i Washington D.C. I 1924 sluttede Miró sig til gruppen af surrealister. I 1929 giftede Miro sig med Pilar Juncosa i Palma på Majorca. Indtil udbruddet af den spanske borgerkrig tilbragte Miro somrene i Spanien, men i 1940, da nazisterne indtog Paris, flygtede Miro tilbage til Spanien, og familien slog sig ned i Palma. I 1944 begyndte han at arbejde med keramik. I 1947 lavede han under sit første besøg i USA et vægmaleri på Terrace Plaza Hotel i Cincinnati. I 1966 lavede han en monumental skulptur i bronze, Sun bird and Moon bird, som blev solgt til National Museum of Art, Tokyo, og Miro besøgte i den forbindelse Japan for første gang. I 1967 lavede han i samarbejde med Josep Llorens Artigas en keramisk væginstallation i keramik til Guggenheim Museet i New York. I 1974 udførte Miró et vægtæppe til World Trade Center i New York sammen med den catalanske kunstner Josep Royo, som havde lært ham håndværket. Vægtæppet gik tabt under attentatet mod WTA den 11. september 2001. I 1977 lavede Miró og Royo et vægtæppe til the National Gallery i Washington.
I 1981 oprettede byrådet i Palma, hvor Miro i mange år boede med sin hustru Pilar, Fundació Pilar i Joan Miró. Museet er indrettet i fire studier, som Miro donerede til formålet. Miró døde i sit hjem på Mallorca den 25. december 1983, 90 år gammel. Han blev begravet på Montjuïc kirkegården.
Museets samling omfatter mere end 14.000 værker: 217 malerier, 178 skulpturer, 9 tekstiler, 4 keramiske værker og et stort antal grafiske værker. Størsteparten er doneret af Miro selv, men også Miros hustru Pilar og vennen Joan Prats har bidraget. I 2007 indgik Miro-familien et permanent udlån til museet af Miros private bibliotek, omfattende 1.783 bind. Udover de mange værker af Miro har museet en samling af nyere kunst: malerier, skulpturer, fotografier mm. som hyldest til Miro fra andre kunstnere. Nogle værker er doneret, andre er langtidsudlånt.
Blandt disse værker er Alexander Calders "Kviksølvbrønden", som blev udstillet i den spanske republiks pavillion på verdensudstillingen i Paris i 1937. Udstillingen omfattede flere spændende værker som Picassos Guernica og Miros vægmaleri "El segador", ofte benævnt "Catalanske bønders oprør". Miros værk er siden gået tabt, men for nogle år siden så vi en replika udenfor Reina Sofia Museum i Madrid. Calder var den eneste udenlandske deltager i den spanske pavillion, som var designet af Josep Lluis Sert og Luis Lacasa Navarro. Calders værk er en hyldest til den spanske by Almadén, hvor 60% af verdens kviksølv blev indvundet. Calder donerede sit værk til museet på grund af sit mangeårige venskab med Miro.
Alexander Calders "Kviksølvbrønden" på Miromuseet..
Hertil kommer, at den japanske samler Kazumasa Katsuta har langtidsudlånt et stort antal værker til museet, Katsuta har formentlig verdens største privatsamling af Miros værker. Udstillingen, som omfatter malerier, skulpturer og tegninger, omfatter perioden 1914 til 1974 og viser således den kunstneriske udvikling, som Miro gennemgik i den periode.
Udsigt fra tagetagen på Miromuseet..
Det var en stor oplevelse at besøge museet og opleve ikke alene de dejlige værker med de rene, klare og strålende farver, men også den fantastiske bygning med de lyse lokaler. Bygningen mindede os om et andet af vores yndlingsmuseer, nemlig Louisiana. Jeg er sikker på, at man roligt tage børn med på museet. Personligt satte jeg meget pris på de mange tavler med masser af tekst om kunstneren og hans værker, som fandtes i hvert af gallerierne. Man kan leje et audiosæt for at få supplerende oplysninger (spansk/engelsk). En anden mulighed er at acanne de mange QR-koder og på sin smartphone få vist de tilhørende artikler fra Wikipedia (QRpedia). Vi nød også den udmærkede dokumentarfilm om Miro og hans liv (15 minutter), som blev vist med engelske undertekster. Vi nød en kop kaffe i patioen, inden vi hastede videre. Havde vi haft mere tid, ville vi have gået en tur i den dejlige park, som er fyldt med kunstværker.
Åbningstider (2014):
Oktober - juni: Tirsdag-Lørdag fra kl. 10-19.
Juli - september: Tirsdag, Onsdag, Fredag og Lørdag fra kl. 10-20; Torsdag fra kl. 10-21:30
Søn- og helligdage: fra kl. 10-14.30.
Mandag: lukket.
Castell de Montjuïc med sin strategiske beliggenhed med udsigt over byen og havnen er et gammel militærfort, som blev opført i 1640. Allerede året efter blev fortet part i de første kampe, da Catalonien gjorde oprør og udfordrede Spaniens (dvs. Castilliens) autoritet. Den spanske konge, Pedro Fajardo, sendte en hær på 26.000 mand for at slå oprøret ned, men det endte med, at catalanerne vandt. Det gamle fort rives ned i 1751 og i stedet opføres den nuværende fæstning, som blev udstyret med 120 kanoner. Under napoleonskrigene indtager de franske tropper ikke alene Barcelona men også Montjuic fæstningen uden at løsne et skud. Under en opstand i 1842 blev Barcelona bombarderet fra Montjuic af det spanske militær. Efter den spanske borgerkrig 1936–39 blev fæstningen anvendt som fængsel for politiske fanger, og i 1940 blev præsidenten for den catalanske regering henrettet her ved skydning.
Castell de Montjuïc..
I juni 1963 blev fæstningen taget i brug som et militært museum. I 2007 blev fæstningen formelt overdraget til byen Barcelona, og i dag huser den et fredscenter og et historisk museum. Herudover anvendes den til mange kulturelle events, koncerter, filmforevisninger mv. I og omkring voldgraven er en dejlig park, og fra de mange terrasser er der en imponerende udsigt over byen og ud til havet.
Pris (2014): 5 Euro, pensionister 3 Euro.
Åbningstider (2014):
Oktober - marts: fra 10 - 18.
April - september: fra 10 - 20.
Næste stop var ved Barcelonas olympiske stadion, som blev opført i 1927 til verdensudstillingen i Barcelonai 1929. Barcelona ansøgte om de olympiske sommerlege i 1936, men disse gik som bekendt til Berlin. Man planlagde at afholde en "Folkets Olympiade" i Barcelona i protest, men dette blev forpurret ved udbruddet af den spanske borgerkrig. I 2001 blev stadion opkaldt efter Cataloniens tidligere præsident, Lluís Companys i Jover, som i 1940 blev henrettet på den nærliggende Montjuic fæstning af Francos regime.
Stadion blev kraftigt renoveret i 1989 med henblik på sommerlegene i 1992, som blev holdt i Barcelona. Det havde sikkert været billigere at rive det gamle stadion ned, men i stedet besluttede man at bevare den klassiske renæssancefacade og udskifte alt det andet. Det nye stadion blev indviet med afholdelse af verdensmesterskaberne i atletik i 1989. I 1992 fandt åbnings- og afslutningsceremonien sted på Estadi Olímpic. Fra 1997 - 2009 var stadion hjemsted for fodboldklubben RCD Espanyol, indtil klubben flyttede til det nye stadion Estadi Cornellà-El Prat. Stadion husede også Barcelona Dragons American Football team indtil 2002. I 2010 blev europamesterskaberne i atletik afholdt her.
Stadion er også blevet anvendt til afholdelse af koncerter, og af de mange kunstnere, som har optrådt her, kan nævnes: The Rolling Stones, Prince, Madonna, Shakira, David Bowie, Sting, Tina Turner, AC/DC, Metallica, Iron Maiden, Michael Jackson, Bruce Springsteen, Guns N' Roses, Coldplay, Jean Michel Jarre, Pink Floyd, Van Halen, Bon Jovi, U2, The Police, Shakira, One Direction og mange flere.
Til venstre sportsmuseet, til højre Palau Sant Jordi..
Bag stadion ligger et museum for olympisk sport, Museu Olímpic i de l'Esport Juan Antonio Samaranch. Samaranch, som boede i Barcelona hele sit liv, var medlem af Den Internationale Olympiske Komité (IOC) fra 1966, og i 1980 blev præsident af IOC, en post han bevarede i 21 år. Museet hylder og beskriver alle de olympiske sportsgrene og mange af dens fremragende udøvere. Ved hjælp af nyere teknologi kan man konkurrere mod stjerner som Carl Lewis og Mark Spitz, og museet fortæller, hvorledes sporten kan udnyttes som et værktøj til social integration.
Barcelonas olympiske stadion.
Ved siden af det udendørs stadion ligger Palau Sant Jordi, en indendørs sportskompleks, skabt af den japanske arkitekt Arata Isozaki. Tagets form som en skildpadde menes at være en reference til - og hyldest til - Gaudi, som har inkluderet en skildpadde i basen til sin fødselsfacade - mere om Gaudi senere. I de ældste verdensbilleder forestillede man sig, som du måske ved, at jorden blev understøttet af fire eller seks elefanter, som stod på ryggen af en kæmpeskildpadde. På pladsen udenfor centret er rejst 36 betoncylindre med metalringe og kabler i toppen, som reflekterer lyset, når solen går ned. Disse søjler er formentlig en reference til søjlen i den klassiske verden.
Over dem alle tårner sig det 136 meter høje kommunikationstårn, Torre Calatrava, som er udført af den fantastiske spanske arkitekt, Santiago Calatrava, hvis værker dominerer hans hjemby Valencia, men også ses verden over. Tårnet afbilder et atlet, som knælende modtager sin medalje, mens han holder den olympiske fakkel i sin hånd. Tårnets base fungerer som skiven på et solur.
På vejen hjemad - og nedad - besøgte vi Poble Espanyol, den spanske landsby, som består af kopier i fuld skala af 117 bygninger fra forskellige dele af Spanien. Landsbyen blev som så mange andre bygningsværker opført til verdensudstillingen i 1929. Ideen om at anlægge et frilandsmuseum for spansk arkitektur blev undfanget af arkitekten Josep Puig i Cadafalch (det var ham med de fire søjler, som du sikkert kan huske). Han sendte fire ildsjæle afsted i bil på talrige ture rundt i Spanien for at tage fotografier, lave tegninger og udfærdige noter med henblik på at beskrive og fastholde den særegne spanske arkitektur, som den fremtræder i de forskellige regioner. Poble Espanyol består af 117 bygninger fra 15 af Spaniens regioner, kun La Rioja og De Kanariske Øer er ikke repræsenteret. La Rioja blev først en region efter Francos død, og hvad angår De Kanariske Øer, så havde de fire ildsjæle ikke økonomiske midler til at rejse dertil. Realiseringen af landsbyen, som blev gennemført på kun 13 måneder, blev forestået af arkitekterne Francesc Folguera og Ramon Reventós. De fleste bygninger er kopier af eksisterende bygninger, mens andre repræsenterer bestemte arkitekturformer.Det var hensigten at nedrive landsbyen, når verdensudstillingen var afsluttet, dvs. efter seks måneder. Imidlertid blev Poble Espanyol så populær, at man besluttede at bevare den som et permanent museum. Som et kuriosum kan nævnes, at nogle af replikaerne har overlevet de originale bygninger, som for længst er nedrevet. Under den spanske borgerkrig blev landsbyen brugt som koncentrationslejr for fanger. I 1988 blev landsbyen renoveret, og der blev tilføjet flere attraktioner, især værksteder med kunsthåndværkere.
Hovedindgangen til den spanske landsby er en kopi af Puerta San Vicente, som er en af de ni porte fra 1100-tallet, som indgår i den store bymur, der omgiver byen Avila i Castilla y León, en af de ældste byer i Europa. De to 17 meter høje cylindriske tårne er forbundet i toppen, hvorfra byens borgere kunne forsvare sig mod evt. fjender.
Til venstre oversigt over den spanske landsby. Til højre en kopi af Puerta San Vicente fra Avila.
Husene er anlagt omkring den store plads, Plaza Mayor, som er en reproduktion af Plaza Mayor i Riaza ved Segovia. Her afholdes ofte koncerter, og hvis du skal holde en større fest, fx et bryllup, kan du leje pladsen.
Plaza Mayor i den spanske landsby på Montjuic i Barcelona.
På Plaza Mayor ligger en smuk kopi af rådhuset i Valderrobres i Aragon. Vi satte os i en af de cafeer, som ligger på pladsen og nød en øl, mens vi betragtede livet på pladsen. Herefter fortsatte vi vores vandring rundt i landsbyen. De øvrige mindre pladser er alle forbundet med hyggelige gader. De vil føre for vidt at fortælle om alle de spændende bygninger, men jeg vil dog nævne Monestir de Sant Miguel, som inkorporerer elementer fra forskellige klostre i Catalonien. Det ligger i udkanten af den spanske landsby på en stille plads, omgivet af smukke træer og med en betagende udsigt iver Barcelona. Klostret har et fint klokketårn og et kapel med adskillige fine kalkmalerier.
Til venstre Birgit i en af de smukke gader i den spanske landsby. I midten Monestir de Sant Miguel. Til højre Torre de Utebo.
Det smukke klokketårn, Torre de Utebo, er et fint eksempel på den såkaldte "Mudejar stil", kombineret med elementer af barok arkitektur. Den øverste del af tårnet er udsmykket med geometriske mønstre og beklædt med prægtige keramiske fliser. Klokketårnet er en kopi at det klokketårn, som hører til Bebudelseskirken i Utebo i Zaragoza provinsen,
Til vores overraskelse opdagede vi, at der var et kunstmuseum i landsbyen, Fundació Fran Daurel, som er en privat, permanent samling af omkring 300 værker af kunstnere som Picasso, Dalí, Miró og Barceló. Museet har også en skulpturpark med omkring 40 store skulpturer, herfra er der en dejlig udsigt over landsbyen.
Der findes omkring 20 butikker og 40 værksteder i landsbyen. Her kan man købe keramik, malerier, glaskunst, smykker, masker, lædervarer, fodtøj, broderier og meget andet. Der findes også et stort antal barer, cafeer og restauranter, de fleste med specialiteter fra forskellige regioner i Spanien.
Poble Espanyol fremtræder med sine 117 bygninger, gader, parker, teater, skole, rådhus, kirke, kloster, værksteder, butikker og parker som en charmerende om en lidt broget udgave af en spansk landsby. For hver region var der opsat informationssøjler, som fortalte om regionen, dens arkitektur, dens folklore og dens gastronomi. I flere tilfælde blev vist et foto af den bil, som havde transporteret de ovenfor nævnte ildsjæle rundt i Spanien, bilen var fotograferet uden for den bygning, som var blevet replikeret i den spanske landsby.
Hver søndag er der en familieprogram, ofte med dukketeater, historiefortælling, musik, dans, klovne og magi. Somme tider arrangeres der skattejagt, så der er al mulig grund til at tage ungerne med på besøg. Om sommeren er der koncerter, flamenco shows mv. i landsbyen. Også de religiøse højtider fejres her.
Åbningstider (2014):
Mandag kl. 09:00-20:00.
Tirsdag, onsdag, torsdag og søndag kl. 09:00-24:00.
Fredag kl. 09:00-15:00.
Lørdag kl. 09:00-16:00.
Priser (2014):
Voksen: 12 Euro, pensionist: 8,40 Euro, barn (4-12): 7 Euro, tillæg for videoguide: 4,50 Euro.
Barcelona-pavillonen er et af de mest berømte eksempler på modernistisk arkitektur i Europa. Bygningen, som er tegnet af den tysk-amerikanske arkitekt Ludwig Mies van der Rohe (1886-1969), blev opført i forbindelse med Verdensudstillingen i 1929 som "den tyske pavillon". Mies ansas sammen med Walter Adolph Gropius og Le Corbusier som en af den moderne arkitekturs pionerer. I dag virker bygningens rene linier og enkle design samt fraværet af dekorative elementer måske ikke særligt fremmedartet, men det har de med sikkerhed gjort i 1929. Mies van der Rohe tilhørte Bauhaus bevægelsen, der "forbød" ornamenter. Han var rektor for Bauhaus i Dessau og Berlin 1930-1933 og professor ved Illinois Institute of Technology i Chicago 1938-1958. Mies van der Rohe insisterede på, at pavillonen skulle være tom, bortset fra et enkelt kunstværk og to stole, som han selv havde designet. Stolene var bestemt for det spanske kongepar Alfonso XII og hans hustru, når de kom på besøg. Efter udstillingen blev pavillonen revet ned, og materialerne sendt tilbage til Tyskland for at indgå i andre bygningsværker. Over tiden gik det op for verden, at pavillonen havde været med til at starte en helt ny arkitektonisk bevægelse, og i 1980 besluttede byrådet i Barcelona at rekonstruere den. Arbejdet blev afsluttet i 1986.
Mies van der Rohes Barcelona-pavillon til verdensudstillingen i 1929.
Åbningstider: Hver dag fra kl. 10-20. Entre (2014): 4.75 Euro. Studerende og pensionister: 2.60 Euro. Under 18 år: gratis.
Ved siden af pavillonen ligger en lille butik, som især tilbyder bøger om moderne arkitektur, mange selvfølgelig om Mies van der Rohe og rekonstruktionen af pavillonen.
Jeg har skrevet en side om arkitekten Antoni Gaudi, så hvis du har lyst til at komme på en rundtur i Barcelona og se nogle af hans mesterværker, så klik her.
Som du måske har læst, var Birgit og jeg en af de første dage på en guidet spadseretur rundt i den gamle del af Barcelona. Hvis ikke, så klik her. På denne tur havde vi købt billetter til spadsereturen "Gaudí and Modernisme", som afvikles hver dag i ugen, men man kan bare møde op kl 14:30 udfor metrostationen Jaume I på Plaça de l’Àngel foran Hotel Suizo. Prisen (2014) var 12 Euro, 10 Euro for studerende, og turen varede omkring 2 timer.
Vores guide var Billy fra London, som viste sig at være en både vidende, entusiastisk og meget charmerende guide. Han fortalte, at han havde en grad i litteratur. Han spøgte med, at havde han vidst, at han ville blive guide i Barcelona, ville han nok have læst historie i stedet. Han havde boet 3 år i Barcelona og havde foreløbig ingen planer om at vende tilbage til foggy London (nej, ikke fucking London).
Inden selskabet, som omfattede en snes personer, begav sig ud på traveturen, fortalte Billy om den catalanske modernisme (modernismo), som var turens tema. Den udviklede sig i perioden 1880-1920, og den kan på mange måder sammenlignes med den danske "skønvirke", den tyske "jugendstil" eller den franske "art nouveau". Den catalansk modernisme omfatter ikke alene arkitekturen, men også musikken og litteraturen og andre kunstneriske udtryksformer. Bevægelsen var centreret omkring Barcelona og af mange opfattet som en slags renæssance, hvor man forsøgte at løfte den catalanske kultur til samme niveau som kulturen i det øvrige Europa. Man skal heller ikke glemme den mangeårige undertrykkelse, som Catalonien havde været udsat for fra styret i Madrid. Som det gælder for de fleste af tidens romantiske bevægelser, var der indbygget en stor beundring for middelalderen. Den bedst kendte foregangsmand for denne stil er arkitekten Antoni Gaudí, men der kan selvfølgelig nævnes mange andre arkitekter, som har leveret store bidrag til den catalanske modernisme som Josep Puig i Cadafalch og Josep Domènech i Estapà.
Naturen spiller en hovedrolle i modernisme-arkitekturen. Gaudí, som siden sin tidligste ungdom var dybt religiøs, betragtede naturen som Guds skaberværk, og ved at kopiere naturen og dens former, kopierede man skabelsen. Hans dybe religiøsitet var en af årsagerne til, at han blev betroet opgaven med at stå for opførelsen af Sagrada Familia. Gaudí er nok den af modernisme-arkitekterne, som fører an i brugen af organiske former inspireret af naturen, hvilket vil fremgå af vores to timers spadseretur rundt i Eixample bydelen, hvor vi vil besøge nogle af modernismens mesterværker. Turen, som tog et par timer, vil slutte ved hans endnu ufuldendte værk og højdepunkt, La Sagrada Familia. Turen koncentrerede sig om bygninger på Passeig de Gràcia, som er Barcelonas mest prominente indkøbsstrøg. Passeig de Gràcia strækker sig fra Plaça Catalunya til Carrer Gran de Gràcia.
Da vi kom til første stop på turen, Palau Güell, fortalte Billy om Gaudis liv og værker.
Antoni Gaudí i Cornet (25. juni 1852–10. juni 1926) er født i Riudoms, en mindre by i provinsen Tarragona i Catalonien. Gaudi er den yngste af fem børn, hvoraf kun tre overlever barneårene. Faderen er kobbersmed. Gaudi tilbringer megen tid i naturen, hvilket kommer til at præge hans senere udvikling som kunstner. Som ung lider han af dårligt helbred, bl.a. gigtsygdomme, hvilken muligvis har medvirket til hans reserverede karakter. På et tidspunkt vælger han at blive vegetar. Dette og hans stærke religiøse tro medfører, at han gennemfører langvarige fasteperioder, hvilket ikke altid gavner hans helbredstilstand. Han går i en børnehaveskole, som ledes af Francesc Berenguer, hvis søn, som også hedder Francesc, bliver senere en af hans vigtigste assistenter. Siden kommer han på Piarists skolen i Reus, som er den nærliggende hovedby i området, hvor han viser talent for tegning. Samtidig arbejder han som lærling på en tekstilmølle. Omkring 1870 flytter han til Barcelona for at studere arkitektur på bl.a. på Llotja, som oprindelig var byens børs, men fra 1849 husede et kunstakademi, hvor også Picasso og Miro har gået. Fra 1875-1878 aftjener Gaudi sin værnepligt i Barcelona. En stor del af tiden er han sygemeldt, hvilket sætter han i stand til at følge sine arkitektstudier. For at finansiere sine studier arbejder han i fritiden som tegner for forskellige arkitekter. Udover arkitektur studerer han også fransk, historie, økonomi, filosofi og æstetik. Hans karakterer er middelmådige, og han dumper i flere fag. Da han dimitterer i 1878 fra Barcelonas højere skole for arkitektur, siger hans rektor, Elies Rogent: "Vi har givet den akademiske titel til enten et fjols eller et geni. Tiden vil vise." Gaudís første opgave er lamperne til Plaça Reial i Barcelona, som du måske har set på min foregående side. På verdensudstillingen i Paris i 1878 præsenterer Gaudí et udstillingskabinet, som han har designet til handskefabrikanten Comella. Projektets funktionelle og æstetiske design imponerer den catalanske industrimand Eusebi Güell, som bliver hans livslange ven og mæcen. Forretningsmænd, som vendte tilbage fra de sydamerikanske kolonier med en formue, blev kaldt indianos, og blandt disse var Joan Güell i Ferrer en af de mest velhavende. Han havde skabt sin formue i tekstilindustrien og ved sin død efterlod han sønnen Eusebi Güell en enorm fomue. Güell-familiens formue er en del af forklaringen på Gaudís tidlige succes. Güell finansierer en række af Gaudís mest spektakulære byggerier: Colònia Güell, Bodegues Güell, Park Güell, Palau Güell og Finca Güell, der alle bliver opført i Barcelona eller omegn. Vi kommer til at besøge nogle af dem på vores rundtur.
I 1883 bliver Gaudí betroet opgaven at stå for opførelse af en ny katedral til Barcelona, "Basílica i Temple Expiatori de la Sagrada Família", "Basilika og soningskirke for den hellige familie", eller i daglig tale blot "La Sagrada Família". Projektet var oprindelig betroet til Francisco de Paula del Villar y Lozano, som planlagde at bygge en nygotisk kirke. Arbejdet begyndte i 1882, men allerede året efter bliver arkitekten uenig med bygherren, og opgaven bliver givet til Gaudí. Der går ikke lang tid, inden Gaudí fuldstændig har ændret det foreliggende design og givet det sig helt eget præg. Det gælder dog ikke krypten, som bliver færdiggjort i perioden 1882-1891 efter det nygotiske oprindelige design. Fra 1915 til sin død vier han sig fuldstændig til dette projekt. Mere herom senere.
Verdensudstillingen i Barcelona i 1888 bliver et vendepunkt for den catalanske modernisme, og Gaudi og andre dygtige arkitekter præsenterer deres bedste værker. Det fører bl.a. til, at Gaudi får flere opgaver både i Barcelona men også udenfor Catalonien. I begyndelsen af 1900-tallet arbejder Gaudi på et stort antal samtidige projekter: Casa Calvet, Casa Figueras, Park Güell samt restaurering af katedralen i Palma de Mallorca. Fra 1904-1910 bygger han Casa Batlló og Casa Milà, som er to af hans betydeligste værker. Dette kan selvfølgelig kun lade sig gøre, fordi han omkring sig har et stort hold af dygtige hjælpere. De første mange år i Barcelona bor Gaudi på mange forskellige adresser i den gamle bydel. I 1906 flytter han ind i et hus i Parc Güell, som hans assistent Francesc Berenguer har konstrueret som en "udstillingsbolig". Her bor Gaudi sammen med sin far, indtil denne dør i 1906, 93 år gammel, og sin niece, Rosa Egea Gaudí, som dør i 1912, 36 år gammel. Han bor alene i huset indtil 1925, de sidste måneder af sit liv bor han i et skur på byggepladsen til La Sagrada Família.
I 1910 accepterer Gaudi en invitation fra Société des Beaux-Arts til at deltage i den årlige udstilling på Grand Palais i Paris. Gaudi præsenterer en serie billeder, planer og gipsmodeller af mange af hans værker, og de bliver godt modtaget af den franske presse. En stor del af udstillingen vises det følgende år i El Buen Retiro i Madrid. Året efter i 1911, mens Gaudi er indlagt for tuberkulose, får han inspiration til den såkaldte "passionsfacade" til La Sagrada Família. De følgende år er hårde for Gaudi: Hans niece Rosa dør i 1912, hans vigtigste hjælper og mangeårige ven, Francesc Berenguer dør i 1914, en økonomisk krise i 1915 standser arbejdet på La Sagrada Família, I 1916 dør hans ven Josep Torras i Bages, i 1917 standser arbejdet i Parc Güell, og i 1918 dør hans ven og mæcen Eusebi Güell. Måske derfor dedikerer Gaudi resten af sit liv på La Sagrada Família. Han begynder at gå i gammelt tøj og bliver ofte taget for at være tigger. Den 11. september 1924, på Cataloniens nationaldag, deltager han i en demonstration imod et forbud mod det catalanske sprog, og han bliver arresteret af politiet og tilbringer nogle dage i fængslet, indtil han slipper ud på at betale 50 pesetas i kaution.
Den 7. juni 1926 er Gaudi på vej til fods til Sant Felip Neri for sin daglige bøn og skrifte. Mens han spadserer ad Gran Via de les Corts Catalanes bliver han ramt af en sporvogn og mister bevidstheden. De forbipasserende tager ham for at være tigger på grund af hans lurvede påklædning, og han har ingen identifikation på sig, hvorfor han i første omgang ikke modtager nogen hjælp. Endelig bliver han af en politimand sendt til Santa Creu Hospital i taxa, hvor han modtager en overfladisk behandling. Da hen dagen efter bliver identificeret, er hans tilstand så alvorligt forværret, at han afgår ved døden den 10. juni 1926, 73 år gammel. En stor skare følger Gaudi til hans hvilested i krypten til La Sagrada Família. Hans gravsten bærer følgende inskription::
Antoni Gaudí i Cornet. Fra Reus. 74 år gammel,
et menneske med et eksemplarisk liv og en ekstraordinær kunstner,
skaber af dette vidunderlige værk, kirken,
døde gudsfrygtig i Barcelona den tiende dag i juni 1926;
indtil videre afventer asken af så stort et menneske genopstandelsen.
Må han hvile i fred.
Efter Gaudis død fandt hans fantastiske og nærmest surrealistiske former ikke megen anerkendelse hos eftertiden, som anså dem for barokke og overdrevne. I 1936 under den spanske borgerkrig blev Gaudís værksted i La the Sagrada Família hærget og mange af hans dokumenter, planer og modeller blev ødelagt. Først i begyndelsen af 1950'erne vendte stemningen, ikke mindst på grund af Salvador Dalí og Josep Lluís Sert. I 1952 i 100-året for hans fødsel blev foreningen "Asociación de Amigos de Gaudí", "Foreningen af Gaudís venner", stiftet med det formål at bevare den store arkitekts eftermæle. I 1957 udstilledes mange ar Gaudis værker på Museum of Modern Art i New York City. I 1976, i 50-året for Gaudis død, organiserer det spanske udenrigsministerium en udstilling om Gaudi og hans værker, og udstillingen turnerer jorden rundt. Den internationale anerkendelse af Gaudís bidrag indenfor arkitekturen kulminerer i 1984, da en del af hans værker kommer på UNESCO's verdensarvsliste: Parc Güell, Palau Güell og Casa Milà. I 2005 fulgte fødselsfacaden, krypten og apsis i La Sagrada Família, Casa Vicens og Casa Batlló foruden krypten i Colònia Güell i Santa Coloma de Cervelló.
I 1998 foreslog ærkebiskoppen af Barcelona med henvisning til Gaudis grundlæggende religiøsitet og asketiske levevis, at Gaudi blev saligkåret, hvilket blev tiltrådt af Vatikanet i 2000. Ceremonien fandt sted på Gaudis 150-års fødselsdag. Samme år havde musicalen Gaudi premiere i Palau dels Esports de Barcelona.
Palau Güell er en af Gaudis tidlige bygninger og en af de mest imponerende art nouveau (catalansk modernisme) bygninger i Barcelona. Den ligger blot et par skridt fra Ramblaen. I 1885 blev Gaudí betroet opgaven at designe et bypalads til sin ven og mæcen, Eusebi Güell. Byggeriet startede i 1886 og blev indviet til verdensudstillingen i 1888, men byggeriet blev først færdiggjort flere år senere. Selv om byggegrunden kun havde en størrelse på 18x22 meter, lykkedes det Gaudi at skabe et både glamourøst og yderst funktionelt palads. Bortset fra de ovale portåbninger ligner paladsets facade et venetiansk palads. Gennem disse porte kunne hestevogne ned i staldene, som lå i kælderen. Her lå også tjenestefolkenes kvarter. Gæsterne kunne komme op på de øvre etager via trapper.
Billy fortæller om Palau Güell, familien Güells domicil, designet af Antoni Güell.
Bygningen omfatter i alt seks etager. Den hævede stueetage indeholder arbejdsværelser og et kontor samt Güells bibliotek. Her ligger også en prægtig hall, hvorfra en smuk trappe leder op til familiens private sfære. Her befinder sig et 17 meter højt modtagelsesværelse, som strækker sig over tre etager. Rummet afsluttes af en kuppel der er en omdrejnings-paraboloide. Modtagelsesværelset er udsmykket med store vægmalerier. Her holdt familien fester, og her blev de religiøse ceremonier fejret. Næste etage indeholder familiens private værelser. På loftet ligger dels personalets værelser, dels køkken, vaskerum mv. Kuplen i taget er forsynet med talrige huller, så man får indtrykket af stjerner, der blinker fra himmelhvælvet. Den centrale kuppel er omgivet af 20 helt surrealistiske tårne, udsmykket med farverige kakler. Som alle Gaudís bygninger har denne øverst et kors. Korset sidder på den lille centrale kuppel over hallen. Men Gaudí "nøjedes" ikke med at bygge huse. Han designede og udsmykkede bygningen med imponerende smedejerns- og træarbejder, keramik, glasmalerier mv. Palau Güell genåbnede i 2011 efter 7 års renovering.
Næste stop var ved Casa Batlló på Passeig de Gràcia. Ejendommen, som er opført i 1875, blev i 1890 købt af Josep Batlló, en meget velhavende tekstilfabrikant. Det var især ejendommens attraktive beliggenhed på Passeig de Gràcia, som tiltrak familien Batlló. Batlló overvejede at lade den ret uspændende bygning nedrive, men Gaudi overtalte Batlló til at lade ham foretage en gennemgribende renovering i stedet. Bygningen havde kælder, stueetage samt fire øvre etager samt en have bag ved. Familien ønskede en bolig, som ingen anden, og de valgte arkitekten, som havde designet Parc Güell, og de gav Gaudi frie hænder. Arbejdet blev udført fra 1904–1906. Familien boede i Casa Batlló indtil midt i 1950'erne.
Gaudí fokuserede på facaden, stueetagen, taget og patioen, og han lader opføre en femte etage til personalet. Facaden er af sandsten fra Montjuïc, udhugget for at frembringe den skæve overflade. Søjlerne er udformet som knogler med dekorationer, som forestiller grøntsager. De lokale kalder bygningen for "Casa dels ossos", "Knoglehuset". Gaudi beklædte facaden med keramiske fragmenter af forskellige farver, som var skrot, han fik fra et nærliggende glasværk. Den centrale del af facaden er udformet som en sø med åkander, formentlig en reference til Monets Nymphéas.
Taget bugter sig og er blevet sammenlignet med ryggen på en drage, og nogle mener, at det lille tårn med et kors på toppen, repræsenterer Sankt George med lansen - eller rettere korset - solidt plantet i ryggen af den farlige drage. Du husker sikkert, at Sankt George er skytshelgen for Catalonien.
Casa Batlló, familien Batllós hjem, indrettet af Antoni Güell.
Gaudí lavede også møbler i samme stil til huset; de er udstillet i Gaudí-museet i Parc Güell.
I 1954 blev Casa Batlló købt af et forsikringsselskab, som indrettede kontorer i bygningen. I 1970 blev flere af værelserne i bygningen renoveret. I 1983 blev balkonerne ført tilbage til deres oprindelige farver. I 2002 blev Casa Batlló åbnet for offentligheden. og i 2005 blev Casa Batlló opført på Unescos verdensarvsliste.
Nabobygningen til Casa Batlló, Casa Amatller, er også bygget af en af Barcelonas store modernisme-arkitekter, Josep Puig i Cadafalch (1867-1956). Den blev renoveret og indrettet som residens for chokoladefabrikanten og filantropen Antoni Amatller (1851–1910) og hans familie fra 1898-1900.
Til venstre Casa Amatller af Josep Puig i Cadafalch. Til højre ses Casa Batlló udført af Gaudi..
Facaden er udsmykket med drager, riddere og andre romantiske symboler. Den takkede gavl, som er "lånt" fra Holland, er dækket af keramiske fliser. Portnerlogen, som er intakt, er åben for tilskuere, og her findes et af de smukkeste glasmalerier fra perioden. i Stueetagen er et galleri med skiftende udstillinger (2014 gratis adgang). Antoni Amatller var en ivrig rejsende og dygtig fotograf, og hans foto fra rejser til Marokko er undertiden udstillet her.
Åbningstider (2014):
November - februar: hver dag fra kl. 9-18.30.
Marts - november: hver dag fra kl. 9 - 20.00.
Priser (2015):
Voksne: 20.50 Euro.
Studerende og pensionister: 16.50 Euro.
Børn (7-12): 10.25 Euro.
Sidste stop på Passeig de Gràcia var ud for Casa Milà. Ejendommen blev opført af Gaudi fra 1906-1910, og det er hans sidste større byggeri til en privatperson. Casa Milà blev bestilt af ægteparret Roser Segimon og Pere Milà i Camps. Roser Segimon var enke efter den velhavende Josep Guardiola, som var vendt tilbage til Spanien fra Sydamerika efter at have tjent en formue. Pere Milà, som var en ambitiøs forretningsmand, blev af de ældre borgere i Barcelona kritiseret for sin ødsle livsstil og sin kærlighed til penge, og onde stemmer ville vide, at han var mere forelsket i sin hustrus bankbog end i hustruen selv. Nå, men nu lytter vi jo ikke til ondsindede rygter... Under et besøg hos sin faders forretningspartner Josep Batlló havde han mødt Gaudi og aftalt, at Gaudi skulle bygge en passende residens til ham og hans familie på Passeig de Gràcia, hvor de havde købt en ejendom, som skulle rives ned. Da byggeriet stod færdigt, blev det mødt med latterliggørelsen fra befolkningen, som ikke satte pris på det innovative design, og folkeviddet døbte ejendommen "Casa Milà, La Pedrera", "stenbruddet". Det fortælles, at husejerne på Passeig de Gràcia blev så vrede på Milà, at de holdt op med at hilse på ham, idet de påstod, at Gaudis bygning ville reducere værdien af deres ejendomme. Ikke desto mindre er Casa Milà et af Gaudís mesterværker. Arkitektonisk er bygningen banebrydende ved at have en struktur af søjler og gulve, som ikke havde bærende vægge. Facaden, som er opført i sten, er også selvbærende.
Casa Milà på Passeig de Gràcia, familien Milàs hjem, designet af Antoni Güell.
Gaudi, som jo var dybt religiøs og især stærkt knyttet til Jomfru Maria, ønskede, at Casa Milà skulle være et religiøst monument eller symbol, og planlagde flere religiøste elementer, deriblandt et citat fra rosenkransbønnen på gesimsen og statuer af Jomfru Maria og ærkeenglene Michael og Gabriel på facaden. Det skulle imidlertid ikke gå således. Under "la Setmana Tràgica", "den tragiske uge" fra 25. juli – 2. august 1909 var der blodige sammenstød mellem den spanske hær og arbejderne i de større byer i Catalonien, også Barcelona. Soldaterne skød på de demonstrerende arbejderne, som reagerede med at lave barrikader på Ramblaen. Mange af oprørerne anså den katolske kirke som en del af det borgerlige magtapparat, og følgelig blev præster og munke forfulgt, klostre brændt ned, grave profaneret og religiøse symboler vandaliseret, hvorfor Milà besluttede, at han ikke ønskede statuerne på facaden af Casa Milà. Gaudi overvejede alvorligt at droppe projektet, men blev efter sigende overtalt til at fortsætte af en præst.
Under byggeprocessen blev forholdet mellem arkitekten og bygherren, især til Roser Segimon, meget dårligt. På et tidspunkt beklagede hun sig over, at der ikke var en lige væg i hele lejligheden, hvor hendes Steinway flygel kunne stå. Roser Segimon var en flittig og dygtig pianist. Gaudis svar skulle have været: "Så spil violin." Da byggeriet var afsluttet, trak Gaudí Mila i retten og klagede over sit salær. I 1916 gav retten Gaudi medhold og tilkendte ham 105.000 pesetas. Gaudi gav alle pengene til velgørenhed og udtalte: "Principper betyder mere end penge."
Casa Milà består af to bygninger omkring to indre gårde, den ene cirkulær, den anden oval, som giver lys til bygningen. Bygningen, som har et grundareal på 1323 m2, har ni etager: kælderen med garager, stueetage, mezzaninen, hovedetagen (hvor familien skulle bo), fire øvre etager (til udlejning) og et loft (med vaskeri og tørrerum). Facaden består af store limstenblokke, som er tildannet, så man opnår en bølgeagtig effekt. Det mest bemærkelsesværdige træk ved bygningen er taget, som er forsynet med tagvinduer, døre, ventilatortårne og 28 skorstene i forskellige grupperinger. Nogle af skorstenene er snoet, hvilket skulle bevirke, at røgen lettere slap ud. Alle disse elementer er opbygget af limsten, beklædt med brudstykker af marmor og glas, og udover at have en funktionel betydning virker de som skulpturer, integreret med bygningen. Hen over det bugtede tag strækker sig en gangbro, og nogle har beskrevet fornemmelsen af at gå på den som at spadsere rundt i et fortryllet slot. En af skorstenene er dekoreret med glasstumper på toppen. Det fortælles, at Gaudi gjorde det dagen efter indvielsen af bygningen og anvendte de tomme champagneflasker fra festen.
Gaudí designede, som han havde gjort til Casa Batlló, møbler til familiens beboelse. Arkitekter under modernismen tog ansvar for samtlige detaljer af deres værker, fra bygningens funktion og struktur, for facaden, for udsmykningen, møbler, og tilbehør såsom lamper, planter, gulve og lofter.
Efter Gaudís død i 1926 skilte Roser Segimon sig af med de fleste af de møbler, som Gaudí havde designet, og dele af udsmykningen blev erstattet med dekorationer i Louis XVI stil. Under restaurering i 1990 blev nogle af de originale udsmykninger afdækket. I 1940 døde Pere Milà, og i 1946 solgte Roser Segimon ejendommen, men hun vedblev at bebo den nederste lejlighed indtil sin død i 1964. Den øvrige del af ejendommen blev opdelt i lejligheder.
I 1984 blev bygningen optaget på Unescos verdensarvsliste, og i dag er den hjemsted for Fundació-Catalunya La Pedrera, som varetager udstillinger og andre aktiviteter på stedet.
Der er ofte udstillinger på første etage af Casa Milà (2014 gratis adgang). Der er offentlig adgang til lejligheden på fjerde etage samt til taget.
Åbningstider (2014):
Mandag-fredag fra kl. 9-22.
Lørdag, søndag og helligdage fra kl. 10-14 og fra kl. 18-22.
Pris incl. audio guide (2014)):
Voksne: 20.50 Euro.
Studerende og pensionister: 16.50 Euro.
Børn (7-11): gratis.
Herefter tog vi metroen til Sagrada Familia stationen for at studere Gaudis uafsluttede mesterværk - eller kunne man kalde det hans fuldendte ufuldendte mesterværk? Undskyld.
Den største turistattraktion i Barcelona er utvivlsomt La Sagrada Familia eller mere præcist "Temple Expiatori de la Sagrada Familia", "Den hellige families soningskirke", Antoni Gaudis (1852–1926) ufuldendte kirke, som hvert år har mere end 3 millioner besøgende. Kirkens oprindelse går tilbage til 1866, hvor der blev oprettet en religiøs bevægelse, "la asociación de devotos de San José", "St Josefs tilhængere". I 1874 besluttede fonden, som stadig står bag byggeriet, at arbejde for opførelse af en soningskirke, dedikeret til den hellige familie, dvs. Josef, Maria og Jesus. At kirken er en soningskirke, betyder, at den udelukkende finansieres af private donationer, deriblandt sonofre, og altså ikke at staten, kommunen eller kirken. Det er formentlig også denne finansiering, som er forklaringen på, at kirken efter 150 år endnu ikke er færdig. Bevægelsen købte et areal på 12.800m² til formålet, og opførelsen af kirken blev lagt i hænderne på arkitekten Francisco de Paula del Villar (1828-1901). Grundstenen blev lagt af byens biskop den 19. marts 1882 på St. Josefs navnedag. Den 19. marts fejres med pomp og pragt i den katolske verden, og Birgit og jeg har oplevet en uforglemmelig uge omkring denne dato i Valencia. Der opstod hurtigt uenighed mellem bygherren og arkitekten, og allerede året efter forlod han byggeriet, og Gaudí, som da kun var 31 år, fik ansvar for projektet, som han arbejdede på til sin død.
Gaudi gik i gang med at bygge krypten efter de foreliggende planer, og den stod færdig i 1889. Herefter gik han i gang med at opføre apsis og det tilhørende kloster. På det tidspunkt ændrede han projektet, idet han forkastede det ny-gotiske design og foreslog et mere monumentalt og moderne design: en stor kirke med en grundplan som et latinsk kors (den lodrette korsarm er længere end den vandrette) og med høje tårne. I 1892 påbegyndte han den såkaldte "fødselsfacade", som fejrer Jesu fødsel, og den blev færdiggjort i 1894. I 1809 byggede Gaudi en skole for børnene af arbejderne på La Sagrada Família. Året efter blev en model af Gaudis "fødselsfacade" præsenteret på en udstilling i Grand Palais i Paris. Præsentationen blev forestået af Gaudis ven Eusebi Güell. Gaudí ville, at kirkens facader afspejlede Jesu' fødsel, død og genopstande. 12 tårne skulle repræsentere apostlene, og der skulle være fire tårne for evangelisterne. Tårnene skulle være mellem 90 og 120 meter i højden. Endelig skulle de to største tårne på omkring 170 meter repræsentere Jesus og Jomfru Maria.
Fra omkring 1914 koncentrerede Gaudí sig udelukkende om opførelsen af La Sagrada Família, hvorfor der ikke er andre betydelige værker fra hans hånd i den periode. De sidste måneder af hans liv tilbragte han "på byggepladsen", i et lille rum ved siden af apsis. Her lavede han modeller, skitser og tegninger. Arbejdet gik kun langsomt fremad, men Gaudí skal have udtalt: "Der er ingen grund til at beklage, at jeg ikke kan afslutte kirken. Jeg vil blive gammel, men der vil komme andre efter mig. Det, som altid må bevares, er arbejdets ånd, men kirkens liv må afhænge af de generationer, som den overdrages til, og som den lever sammen med". Lidt spøgefuldt skal han have bemærket: "Min kunde (Gud) har ikke travlt".
I 1925 blev det første klokketårn, det 100 meter høje St Barnabas på fødselsfacaden, færdigt. Det skulle blive det eneste, som Gaudí oplevede blive færdig. Han døde den 10. juni 1926, efter at han tre dage forinden var blevet ramt af en sporvogn. Den 12. juni blev han begravet i Carmen kapellet i krypten til La Sagrada Família, hvor hans jordiske rester stadig hviler.
Efter Gaudís død blev ansvaret for byggeriet overdraget til hans nære medarbejder Domènec Sugrañes, som ledte det indtil 1938. I 1930 var alle klokketårnene på fødselsfacaden færdige. I juli 1936 ved udbruddet af den spanske borgerkrig blev der sat ild til krypten, og Gaudis skole blev brændt ned, og værkstedet blev ødelagt. De originale planer, tegninger og fotografier gik tabt, og nogle af modellerne blev ødelagt. De mange arkitekter, kunstnere og arbejdere, som efterfølgende arbejdede på kirkebyggeriet, har dog respekteret Gaudís design og intentioner.
I 1939 efter borgerkrigen blev opførelsen af La Sagrada Família genoptaget, og man gik i gang med at restaurere krypten og rekonstruere mange af de beskadigede modeller. I 1952 blev der afholdt en international religiøs kongres i Barcelona, og ved den lejlighed blev der afholdt flere events i kirken, og for første gang blev fødselsfacaden illumineret. I 1954 blev arbejdet med passionsfacaden påbegyndt, baseret på Gaudís design. I 1961 åbnedes et museum i krypten, som beretter om kirkens historiske, tekniske, kunstneriske og symbolske aspekter. Den 19. marts 1958 blev skulpturgruppen af den hellige familie, udført af Jaume Busquets, anbragt på Fødselsfacaden. I 1976-1977 blev de fire klokketårne på Fødselsfacaden afsluttet. I 1978 gik man i gang med fundamenterne til hovedskibet og sideskibene, og søjler og buer mm. blev rejst. Kirken forventes færdiggjort i 2026, 100 år efter Gaudis død. Jeg har mødt mange, der tvivler på, om det vil kunne nås, men med de enorme indtægter, der strømmer ind i fonden fra besøgende, kan man holde et højt aktivitetsniveau. Hertil kommer, at der unægtelig er sket meget rent teknologisk siden 1926.
Kirken har tre facader, hver med sit tema: den østvendte facade mod Carrer de la Marina, "Fødselsfacaden" ("Façana del Naixement") har Jesu fødsel og liv som tema. Den blev opført i perioden 1894-1930, og var den første facade, som blev færdiggjort. Facaden er inddelt i tre indgangsportaler med hvert deres tema: tro, håb og kærlighed, de såkaldte teologiske dyder, som vi kender fra Paulus' første brev til korintherne. I centrum ser vi "Den Hellige Familie" ("La Sagrada Familia"), Jesusbarnet, som bliver vasket af Josef og María. Andre steder ses motiver som Jesus som tømrer, flugten til Egypten og Jesus i Templet.
Fødselsfacaden på Sagrada Familia.
Karakteristisk for Gaudís naturalistiske stil er facaden udsmykket med scener og billeder fra naturen. Fx er der ved basen af hver af de to søjler en skildpadde, som repræsenterer både land og vand. To kamæleoner, en på hver side af facaden, symboliserer forandring. Over portalen for Kærlighed ses livets træ. Facaden afsluttes af fire tårne, dedikeret til helgenerne St Matthias (apostlen, som afløste forrædderen Judas), St Barnabas, St Thaddæus og St Simon. Nogle af facadens statuer blev ødelagt i 1936, men er siden blevet rekonstruerede.
Næste facade mod Carrer Sardenya er den vestvendte "Passionsfacade" ("Façana de la Passió"), som har Jesu lidelse og korsfæstelse som tema. I modsætning til den dekorative Fødselsfacade er Passionsfacaden streng og asketisk med lige linier. De 18 søjler skal minde om knoglerne i et skelet. Facaden understøttes af seks store hældende søjler, som skal forestille kæmpefyr. De kantede former er med til at give en dramatisk effekt. Arbejdet begyndte i 1954 med udgangspunkt i Gaudís anvisninger. Tårnene blev færdiggjort i 1976, de er dedikeret til apostlene Jakob, Thomas, Filip og Bartholomæus. Som på Fødselsfacaden er der tre indgangsportaler for de tre teologiske dyder. I 1987 fik en gruppe kunstnere under ledelse af den catalanske billedhugger Josep Maria Subirachs til opgave at skulpturere detaljerne på facaden.
Passionsfacaden på Sagrada Familia.
Scenerne på facaden er opdelt i tre niveauer. Det nederste niveau viser scener fra skærtorsdag med den sidste nadver, Judaskysset, Jesuf foran Pilatur og det jødiske råds dom over Jesus. Det midterste niveau viser vandringen op til Golgatha, og ved siden af den lidende Kristus på korset ser vi "de tre Maria'er": Jomfru Maria, Maria Magdalena og en tredje Maria, som jeg ikke helt har styr på (der er nogle, der mener, at Jomfru Maria havde en søster, som også hed Marie). Her ser vi også Veronika, den kvinde, som ifølge en middelalderlig legende tørrer sveden af Jesu ansigt, da han bærer sit kors op til Golgatha. På mirakuløs vis tager klædet, som benævnes Veronikas svededug, form efter Jesu ansigt. Hvis du ikke tror denne fortælling, så bliver svededugen præsenteret på Peterspladsen i Rom hver påske. Veronikas svededug er sikker lige så autentisk som Jesu ligklæde, men lad det nu ligge. Til venstre for Veronika står to romerske soldater, og til venstre for dem en person, som iagttager begivenhederne. Denne person, som er evangelisten, bærer Gaudís træk og er Subirachs’ hyldest til den store arkitekt. De tredje og øverste niveau viser Jesu død, nedtagning af korset, begravelsen og genopstandelsen.
Den sidste facade, "Herlighedsfacaden", "Façana de la Gloria", som vender ud mod Carrer del Mallorca blev påbegyndt i 2002. Den vil blive den største af de tre facader og vil rumme hovedindgangen til kirken. Som de to øvrige facader vil den have tre indgangsportaler: midterportalen, som vil være hovedindgangen, er dedikeret til kærlighed, mens de to øvrige til hhv. tro og håb. Der vil være syv søjler, som symboliserer "Helligdommens syv dyder: visdom, forståelse, rådgivning, viden, sjælsstyrke, fromhed og gudsfrygt. De fire klokketårne vil blive dedikeret til apostlene Andreas, Peter, Paulus og Jakob. Da Herlighedsfacaden vender mod syd, vil den det meste af dagen være badet i sollys. Gaudis intentioner med denne facade er at vise det evige dilemma mellem synd og retfærdighed, mellem himmel og helvede. Facaden skulle vise, hvorledes mennesket kan opnå Guds herlighed ved at gøre gode gerninger. Gaudi var udmærket klar over, at han ikke ville opnå at se sin facade realiseret, hvorfor han lavede en model. Denne blev desværre ødelagt i 1936.
Til venstre Herlighedsfacaden på Sagrada Familia. Til højre døren til hovedindgangen.
Da Subirachs havde afsluttet Passionsfacaden - et arbejde som tog omkring 20 år - blev han af fonden bedt om at skabe hoveddøren til Herlighedsfacaden. Resultatet blev en dobbeltdør udført i bronze, fem meter høj og fem meter bred. Lodret hen over begge halvdøre er anført Fader Vor på catalansk med fremhævede bogstaver. Baggrunden er Fader Vor skrevet på 49 sprog, deriblandt dansk. Hvis du betragter fotoet af døren nøjere, kan du se, at bogstaverne A og G i den femtenederste linje er fremhævede. Det er de to dørhåndtag, og bogstaverne A og G er Antoni Gaudís initialer. En fin hyldest til den store arkitekt.
Den 7. november 2010 besøgte pave Benedikt XVI Sagrada Familia. Han kom ind i kirken gennem den ufærdige facade, Herlighedsfacaden, hvor han i midterskibet blev mødt af mere end 6.000 mennesker. Efter Benedikt XVI’s tale gik Jordi Bonet i Armengol, kirkens chefarkitekt, på talerstolen. Han fortalte om sine 26 år som chefarkitekt på kirken, og om at hans far havde arbejdet på kirken i 33 år, deraf ni år som chefarkitekt.
Åbningstider (2014):
Oktober-marts fra kl. 9.00-18.00
April-september fra kl. 9.00-20.00.
Priser (2014):
Adgang til kirken: 14.80 Euro, til kirken og tårnet: 19.30 Euro.
Sagrada Familia har de seneste år været det mest besøgte monument i Spanien med knap tre milloner besøgende, hvilket overgår både El Prado i Madrid og Alhambra i Granada. Selv om man endnu mangler at opføre 10 af ialt 18 tårne, har man løst det største problem: finansieringen, og med de store entreindtægter er man i stand til at beskæftige omkring tre hundrede mand på kirken.
Planen er at færdiggøre kirken i 2026, i 100-året for arkitektens død, og 144 år efter at arbejdet blev påbegyndt.
En af de sidste dage af vores ophold i Barcelona besøgte vi Park Güell. Inden vi begiver os ind i parken, vil jeg fortælle lidt om parkem og dens historie.
I 1899 havde den velhavende forretningsmand Eusebi Güell, som vi har "mødt" flere gange på denne side, bedt sin gode ven Gaudí om at lave en plan for udvikling af et stort beboelsesområde på et bjerg, som offentligheden kaldte "Muntanya Pelada", "det nøgne bjerg", men som i dag hedder "Muntanya del Carmelo". Området havde en fantastisk udsigt ud over Barcelona og med Middelhavet i baggrunden, og samtidig lå det i bekvem afstand fra den store industribys rygende skorstene. Barcelona havde på det tidspunkt mere end ½ million indbyggere. Güell elskede græsk mytologi, og jeg har læst, at en væsentlig årsag til, at Güell købte dette jordstykke var, at det mindede ham om den græske by Delfi med det doriske Apollontempel. Templet, som husede Oraklets præstinde, Pythia, blev i antikken betragtet som verdens centrum. Området skulle udstykket i godt 60 parceller, og der skulle være et udviklet netværk af stier, viadukter og trapper. Güell ønskede at skabe en kopi af en britisk "residential park", inspireret af den engelske "Garden City Movement", en bevægelse, som blev grundlagt i 1898. Det er formentlig forklaringen på den engelske stavemåde "Park Güell" og ikke den catalanske "Parc Güell". Kun 1/6 af hver grund måtte bebygges, og der var restriktioner om byggehøjder og placering, så husene ikke blokerede for naboernes udsigt. Gaudí respekterede den eksisterende vegetation, og insisterede på, at man ved yderligere beplantning valgte træer og buske, som hørte hjemme i området, og som ikke var vandkrævende. Gaudi designede forskellige systemer til opsamling og opbevaring af vand til brug for stedets beboere og også for at reducere den erosion, som de ofte voldsomme regnbyger kunne fremkalde.
I oktober 1900 gik arbejdet i gang, og i begyndelsen af 1903 var de to indgangspavilloner opført, tillige med hovedtrappen, en vognport for hestevogne og den ydre mur omkring området. Viadukterne og vandingssystemet var også klar. Den første, som købte en grund i Park Güell, var en af Güells venner, advokaten Martí Trias i Domènech, han hyrede arkitekten Juli Batllevell til at opføre en beboelse på grunden.
For at stimulere afsætningen af grunde blev der opført et udstillingshus, designet af Gaudís assistent på Sagrada Familia, Francesc Berenguer. Da Berenguer ikke havde de formelle kvalifikationer til at fungere som arkitekt, måtte Gaudi underskrive ansøgningerne til kommunen. Da det ikke var muligt at sælge udstillingshuset, flyttede Gaudí i 1906 ind i huset sammen med sin fader, Francesc Gaudí i Serra og sin niece, Rosa Egea i Gaudí. Faderen var syg og døde allerede samme år, hvorefter Gaudí boede sammen med niecen indtil hendes død i 1912. De nonner fra Karmeliterklostret, som havde passet faderen under hans sygdom, Hjalp Gaudi med husholdningen. Gaudí boede i huset i næsten 20 år, indtil han i 1925 valgte at flytte ind på sit værksted ved Sagrada Família. Efter Gaudís død den 10. juni 1926 blev hans hus i Park Güell sat til salg, og det blev købt af den italienske handelsmand Francesc Chiappo Arietti og dennes hustru Josefina Sala Barucchi. Indtægten ved salget blev i overensstemmelse med Gaudís testamente anvendt på Sagrada Família. Familien Chiappo var store beundrede af Gaudi og gav ejendommen navnet Casa Gaudí.
I 1907 lod Güell den ejendom, Casa Larrard, som lå på grunden, da han købte den, indrette som hjem for sig og sin familie. Imidlertid gik det dårligt med afsætningen af grundene, og i 1914 blev udviklingen af det storslåede projekt indstillet, efter at blot to af de planlagte 60 huse var opført. Parken blev en privat have for Güell, som dog ofte tillod, at den blev brugt til af offentligheden. Eusebi Güell døde i sit hjem i 1918, og hans arvinger tilbød byen at overtage parken, hvilket den gjorde i 1922, og i 1926 åbnede den som en kommunal park. Güells hus blev konverteret til en skole.
I 1960 købte "Venner af Gaudi" Casa Gaudi af familien Chiappos arvinger med henblik på at indrette et museum for Gaudi med udstilling af møbler og andre genstande, designet af Gaudí. Man gik også i gang med at etablere et bibliotek med dokumenter fra arkitektens liv og virke. Museet åbnede i 1963. Fonden for Sagrada Família overtog Casa Gaudí Museet i 1992, og entreindtægterne herfra bidrager til finansieringen af det store kirkebyggeri.
I 1984 blev Park Güell optaget på UNESCO's verdensarvsliste.
Der er flere muligheder for at komme til Park Güell. Vi tog metroens Linie 3 til Lesseps og spadserede omkring 20 minutter op til indgangen på Passatge de Sant Josep de la Muntanya. Kort før indgangen besøgte vi det imponerende kloster, Real Santuario de San José de la Montaña, som ligger på venstre side af vejen lige før de rullende trapper. En anden mulighed ville have været at tage en af buslinierne H6, H32, H24 og H92. Endelig har de to turistruter, Bus Turístic (blå linie) og Barcelona City Tour (grøn linie), begge et stop ved "Park Güell".
Som det fremgår af nedenstående kort, er der to billetkontorer, mens der er tre indgange: Sant Josep de la Muntanya, Carrer d'Olot og Plaça de la Natura. Vi valgte Sant Josep de la Muntanya, men indså efterfølgende, at en mere spektakulær ankomst ville have været gennem indgangen på Carrer d’Olot.
Vi havde ikke købt billetter på forhånd, dvs. på nettet, da vi ikke var sikre på, hvornår vi kunne være fremme. Når man køber en billet, får man et ankomsttidspunkt, og dukker man op mere end 30 minutter efter dette tidspunkt, er billetten værdiløs. Der lukkes 400 personer ind i området hver halve time. Vi mødte som sagt op op uden billet, og kunne først komme ind ca. en time senere. Vi benyttede ventetiden til at udforske den del af parken, hvortil der er gratis adgang. Området, som forudsætter billet, benævnes "Monumental Zone", og fremgår af nedenstående kort.
Oversigtskort over Park Guell.
I den følgende beskrivelse går jeg ud fra, at vi er kommet ind i parken via Carrer d'Olot. Muren omkring parken er lavet af kampesten med keramik på toppen. Her er der med mellemrum medaljoner med navnet Park Güell.
De oprindelige træporte er på et tidspunkt blevet udskiftet med jernporte fra Casa Vicens. Casa Vicens, som er et af Gaudis første værker, blev opført som familiebolig til industrimanden Manuel Vicens fra 1883-1889. Der har hidtil ikke været adgang for offentligheden, men det forlyder, at det vil være tilfældet inden længe.
Det første, man får øje på, når man kommer ind fra Carrer d'Olot,er to eventyragtige bygninger eller pavilonner, som ligger på hver sin side af indgangen. Bygningen til venstre på nedenstående foto er Casa del Guarda. Her var det planen, at portneren for Park Güell skulle bo med sin forhåbentlig ikke alt for store familie. Vagthuset, som er designet af Gaudí, indeholder en udstilling om Güell, Gaudí and Barcelona, fordelt på bygningens tre etager. Billetten gav også adgang til Casa del Guarda, men køen var så lang, at vi opgav at komme ind. Bygningen til venstre på fotoet rummer en butik og en boghandel, hvor man som forventeligt kan købe turistsouvenirs som bøger, plakater, reproduktioner, postkort, T-shirts, keramik mv., alt med relation til Gaudí, modernismen og Barcelona. Begge bygninger har smukke tage, dækket med traditionelle catalanske tagsten, dækket med "trencadís", som er mosaik af farvestrålende potteskår.
Park Guell.
Fra indgangen er der udsigt til den fantastiske dobbelttrappe, som i daglig tale kaldes "dragetrappen". Trappen er flankeret af to høje vægge med takkede mure på toppen. Bag disse vægge befinder sig to grotter; grotten til højde var bestemt for heste.
Den imponerende trappe er delt i fire sektioner, adskilt af tre fontæner. Ved den første fontæne er en cirkel, som repræsenterer jorden, samt et kompas. På den næste afsats ses en medaljon med et slangehoved under et catalansk flag. Ved den næste fontæne ses den figur, som har givet trappen dens navn. Det er et firben - som dog ofte opfattes som en drage, "el drac" - dekoreret med farvestrålende stumper af kakler. Den spraglede drage er blevet et ikon for parken, og den ses overalt i Barcelona. Dragen er formentlig en reference til sagnet om St George og dragen. Skulpturen blev restaureret i 2007 efter hærværk, og så populær er den, at det er næsten umuligt at komme til at fotografere den.
På det øverste stykke af trappen er en overdækket bænk, som går ind under den såkaldte "Sala Hipóstila", hypostylhallen (søjlehal). Denne hal var af Gaudi planlagt som "en markedsplads" for områdets beboere. Hallen har 86 hule søjler, der skulle fungere som nedløbsrør for regnvand. Samtidig understøtter søjlerne pladsen oven over. De yderste søjler hælder for bedre at understøtte vægten af den oven over liggende plads, en teknik som alleredeblev anvendt af de gamle grækere. Samtidig har Gaudi opnået den virkning, at søjlerne minder om den organiske vækst af træer i en skov.
I denne doriske søjlehal har Gaudi ved udeladelse af søjler på bestemte steder i rummet givet fornemmelse af at være i en kirke med tre skibe. Loftet er formet som små kupler. De steder, hvor der er "mangler" en søjle, er opsat en stor plafond eller medaljon, dekoreret med mosaikker af potteskår - se ovenstående foto. Motiverne er farvestrålende afbildninger af de fire årstider.
Over hypostylhallen ligger bebyggelsens centrum, en kæmpemæssig terrasse på 86x40 meter. Oprindelig hed pladsen "Teatre Greque", og modellen var selvfølgelig den store åbne plads, som fandtes i de større antikke græske byer; siden blev pladsen omdøbt til "Plaça de la Natura", "Naturens Plads". Det oprindelige navn skyldtes, at pladsen skulle fungere som et mødested for bebyggelsens beboere og anvendes til udendørs opførelser, som kunne betragtes fra de omkringliggende terrasser ved de enkelte beboelser. Den ene ende af pladsen er gravet ind i klippen, mens den yderste ende som nævnt er understøttet af hypostylhallen.
Det meste af pladsen er indhegnet af en lav mur eller balustrade, som er dækket af farvestrålende mosaikker. Teknikken med at lave mosaikker af stumper keramiske kakler går formentlig tilbage til romertiden, men ingen har anvendt teknikken bedre end Gaudi. Muren slynger sig som en kæmpeslange eller et mytisk søuhyre, som beskytter pladsen. Indersiden af muren er indrettet som en bænk, og de mange bugtninger gør, at der opstår et stort antal intime siddepladser. Muren ind mod bjergsiden er udformet så den ligner en række af palmetræer.