Billy fortæller om Palau Güell, familien Güells domicil, designet af Antoni Güell.
Som du måske har læst, var Birgit og jeg en af de første dage på en guidet spadseretur rundt i den gamle del af Barcelona. Hvis ikke, så klik her. På denne tur havde vi købt billetter til spadsereturen "Gaudí and Modernisme", som afvikles hver dag i ugen, men man kan bare møde op kl 14:30 udfor metrostationen Jaume I på Plaça de l’Àngel foran Hotel Suizo. Prisen (2014) var 12 Euro, 10 Euro for studerende, og turen varede omkring 2 timer.
Vores guide var Billy fra London, som viste sig at være en både vidende, entusiastisk og meget charmerende guide. Han fortalte, at han havde en grad i litteratur. Han spøgte med, at havde han vidst, at han ville blive guide i Barcelona, ville han nok have læst historie i stedet. Han havde boet 3 år i Barcelona og havde foreløbig ingen planer om at vende tilbage til foggy London (nej, ikke fucking London).
Inden selskabet, som omfattede en snes personer, begav sig ud på traveturen, fortalte Billy om den catalanske modernisme (modernismo), som var turens tema. Den udviklede sig i perioden 1880-1920, og den kan på mange måder sammenlignes med den danske "skønvirke", den tyske "jugendstil" eller den franske "art nouveau". Den catalansk modernisme omfatter ikke alene arkitekturen, men også musikken og litteraturen og andre kunstneriske udtryksformer. Bevægelsen var centreret omkring Barcelona og af mange opfattet som en slags renæssance, hvor man forsøgte at løfte den catalanske kultur til samme niveau som kulturen i det øvrige Europa. Man skal heller ikke glemme den mangeårige undertrykkelse, som Catalonien havde været udsat for fra styret i Madrid. Som det gælder for de fleste af tidens romantiske bevægelser, var der indbygget en stor beundring for middelalderen. Den bedst kendte foregangsmand for denne stil er arkitekten Antoni Gaudí, men der kan selvfølgelig nævnes mange andre arkitekter, som har leveret store bidrag til den catalanske modernisme som Josep Puig i Cadafalch og Josep Domènech i Estapà.
Naturen spiller en hovedrolle i modernisme-arkitekturen. Gaudí, som siden sin tidligste ungdom var dybt religiøs, betragtede naturen som Guds skaberværk, og ved at kopiere naturen og dens former, kopierede man skabelsen. Hans dybe religiøsitet var en af årsagerne til, at han blev betroet opgaven med at stå for opførelsen af Sagrada Familia. Gaudí er nok den af modernisme-arkitekterne, som fører an i brugen af organiske former inspireret af naturen, hvilket vil fremgå af vores to timers spadseretur rundt i Eixample bydelen, hvor vi vil besøge nogle af modernismens mesterværker. Turen, som tog et par timer, vil slutte ved hans endnu ufuldendte værk og højdepunkt, La Sagrada Familia. Turen koncentrerede sig om bygninger på Passeig de Gràcia, som er Barcelonas mest prominente indkøbsstrøg. Passeig de Gràcia strækker sig fra Plaça Catalunya til Carrer Gran de Gràcia.
Da vi kom til første stop på turen, Palau Güell, fortalte Billy om Gaudis liv og værker.
Antoni Gaudí i Cornet (25. juni 1852–10. juni 1926) er født i Riudoms, en mindre by i provinsen Tarragona i Catalonien. Gaudi er den yngste af fem børn, hvoraf kun tre overlever barneårene. Faderen er kobbersmed. Gaudi tilbringer megen tid i naturen, hvilket kommer til at præge hans senere udvikling som kunstner. Som ung lider han af dårligt helbred, bl.a. gigtsygdomme, hvilken muligvis har medvirket til hans reserverede karakter. På et tidspunkt vælger han at blive vegetar. Dette og hans stærke religiøse tro medfører, at han gennemfører langvarige fasteperioder, hvilket ikke altid gavner hans helbredstilstand. Han går i en børnehaveskole, som ledes af Francesc Berenguer, hvis søn, som også hedder Francesc, bliver senere en af hans vigtigste assistenter. Siden kommer han på Piarists skolen i Reus, som er den nærliggende hovedby i området, hvor han viser talent for tegning. Samtidig arbejder han som lærling på en tekstilmølle. Omkring 1870 flytter han til Barcelona for at studere arkitektur på bl.a. på Llotja, som oprindelig var byens børs, men fra 1849 husede et kunstakademi, hvor også Picasso og Miro har gået. Fra 1875-1878 aftjener Gaudi sin værnepligt i Barcelona. En stor del af tiden er han sygemeldt, hvilket sætter han i stand til at følge sine arkitektstudier. For at finansiere sine studier arbejder han i fritiden som tegner for forskellige arkitekter. Udover arkitektur studerer han også fransk, historie, økonomi, filosofi og æstetik. Hans karakterer er middelmådige, og han dumper i flere fag. Da han dimitterer i 1878 fra Barcelonas højere skole for arkitektur, siger hans rektor, Elies Rogent: "Vi har givet den akademiske titel til enten et fjols eller et geni. Tiden vil vise." Gaudís første opgave er lamperne til Plaça Reial i Barcelona, som du måske har set på min foregående side. På verdensudstillingen i Paris i 1878 præsenterer Gaudí et udstillingskabinet, som han har designet til handskefabrikanten Comella. Projektets funktionelle og æstetiske design imponerer den catalanske industrimand Eusebi Güell, som bliver hans livslange ven og mæcen. Forretningsmænd, som vendte tilbage fra de sydamerikanske kolonier med en formue, blev kaldt indianos, og blandt disse var Joan Güell i Ferrer en af de mest velhavende. Han havde skabt sin formue i tekstilindustrien og ved sin død efterlod han sønnen Eusebi Güell en enorm fomue. Güell-familiens formue er en del af forklaringen på Gaudís tidlige succes. Güell finansierer en række af Gaudís mest spektakulære byggerier: Colònia Güell, Bodegues Güell, Park Güell, Palau Güell og Finca Güell, der alle bliver opført i Barcelona eller omegn. Vi kommer til at besøge nogle af dem på vores rundtur.
I 1883 bliver Gaudí betroet opgaven at stå for opførelse af en ny katedral til Barcelona, "Basílica i Temple Expiatori de la Sagrada Família", "Basilika og soningskirke for den hellige familie", eller i daglig tale blot "La Sagrada Família". Projektet var oprindelig betroet til Francisco de Paula del Villar y Lozano, som planlagde at bygge en nygotisk kirke. Arbejdet begyndte i 1882, men allerede året efter bliver arkitekten uenig med bygherren, og opgaven bliver givet til Gaudí. Der går ikke lang tid, inden Gaudí fuldstændig har ændret det foreliggende design og givet det sig helt eget præg. Det gælder dog ikke krypten, som bliver færdiggjort i perioden 1882-1891 efter det nygotiske oprindelige design. Fra 1915 til sin død vier han sig fuldstændig til dette projekt. Mere herom senere.
Verdensudstillingen i Barcelona i 1888 bliver et vendepunkt for den catalanske modernisme, og Gaudi og andre dygtige arkitekter præsenterer deres bedste værker. Det fører bl.a. til, at Gaudi får flere opgaver både i Barcelona men også udenfor Catalonien. I begyndelsen af 1900-tallet arbejder Gaudi på et stort antal samtidige projekter: Casa Calvet, Casa Figueras, Park Güell samt restaurering af katedralen i Palma de Mallorca. Fra 1904-1910 bygger han Casa Batlló og Casa Milà, som er to af hans betydeligste værker. Dette kan selvfølgelig kun lade sig gøre, fordi han omkring sig har et stort hold af dygtige hjælpere. De første mange år i Barcelona bor Gaudi på mange forskellige adresser i den gamle bydel. I 1906 flytter han ind i et hus i Parc Güell, som hans assistent Francesc Berenguer har konstrueret som en "udstillingsbolig". Her bor Gaudi sammen med sin far, indtil denne dør i 1906, 93 år gammel, og sin niece, Rosa Egea Gaudí, som dør i 1912, 36 år gammel. Han bor alene i huset indtil 1925, de sidste måneder af sit liv bor han i et skur på byggepladsen til La Sagrada Família.
I 1910 accepterer Gaudi en invitation fra Société des Beaux-Arts til at deltage i den årlige udstilling på Grand Palais i Paris. Gaudi præsenterer en serie billeder, planer og gipsmodeller af mange af hans værker, og de bliver godt modtaget af den franske presse. En stor del af udstillingen vises det følgende år i El Buen Retiro i Madrid. Året efter i 1911, mens Gaudi er indlagt for tuberkulose, får han inspiration til den såkaldte "passionsfacade" til La Sagrada Família. De følgende år er hårde for Gaudi: Hans niece Rosa dør i 1912, hans vigtigste hjælper og mangeårige ven, Francesc Berenguer dør i 1914, en økonomisk krise i 1915 standser arbejdet på La Sagrada Família, I 1916 dør hans ven Josep Torras i Bages, i 1917 standser arbejdet i Parc Güell, og i 1918 dør hans ven og mæcen Eusebi Güell. Måske derfor dedikerer Gaudi resten af sit liv på La Sagrada Família. Han begynder at gå i gammelt tøj og bliver ofte taget for at være tigger. Den 11. september 1924, på Cataloniens nationaldag, deltager han i en demonstration imod et forbud mod det catalanske sprog, og han bliver arresteret af politiet og tilbringer nogle dage i fængslet, indtil han slipper ud på at betale 50 pesetas i kaution.
Den 7. juni 1926 er Gaudi på vej til fods til Sant Felip Neri for sin daglige bøn og skrifte. Mens han spadserer ad Gran Via de les Corts Catalanes bliver han ramt af en sporvogn og mister bevidstheden. De forbipasserende tager ham for at være tigger på grund af hans lurvede påklædning, og han har ingen identifikation på sig, hvorfor han i første omgang ikke modtager nogen hjælp. Endelig bliver han af en politimand sendt til Santa Creu Hospital i taxa, hvor han modtager en overfladisk behandling. Da hen dagen efter bliver identificeret, er hans tilstand så alvorligt forværret, at han afgår ved døden den 10. juni 1926, 73 år gammel. En stor skare følger Gaudi til hans hvilested i krypten til La Sagrada Família. Hans gravsten bærer følgende inskription::
Antoni Gaudí i Cornet. Fra Reus. 74 år gammel,
et menneske med et eksemplarisk liv og en ekstraordinær kunstner,
skaber af dette vidunderlige værk, kirken,
døde gudsfrygtig i Barcelona den tiende dag i juni 1926;
indtil videre afventer asken af så stort et menneske genopstandelsen.
Må han hvile i fred.
Efter Gaudis død fandt hans fantastiske og nærmest surrealistiske former ikke megen anerkendelse hos eftertiden, som anså dem for barokke og overdrevne. I 1936 under den spanske borgerkrig blev Gaudís værksted i La the Sagrada Família hærget og mange af hans dokumenter, planer og modeller blev ødelagt. Først i begyndelsen af 1950'erne vendte stemningen, ikke mindst på grund af Salvador Dalí og Josep Lluís Sert. I 1952 i 100-året for hans fødsel blev foreningen "Asociación de Amigos de Gaudí", "Foreningen af Gaudís venner", stiftet med det formål at bevare den store arkitekts eftermæle. I 1957 udstilledes mange ar Gaudis værker på Museum of Modern Art i New York City. I 1976, i 50-året for Gaudis død, organiserer det spanske udenrigsministerium en udstilling om Gaudi og hans værker, og udstillingen turnerer jorden rundt. Den internationale anerkendelse af Gaudís bidrag indenfor arkitekturen kulminerer i 1984, da en del af hans værker kommer på UNESCO's verdensarvsliste: Parc Güell, Palau Güell og Casa Milà. I 2005 fulgte fødselsfacaden, krypten og apsis i La Sagrada Família, Casa Vicens og Casa Batlló foruden krypten i Colònia Güell i Santa Coloma de Cervelló.
I 1998 foreslog ærkebiskoppen af Barcelona med henvisning til Gaudis grundlæggende religiøsitet og asketiske levevis, at Gaudi blev saligkåret, hvilket blev tiltrådt af Vatikanet i 2000. Ceremonien fandt sted på Gaudis 150-års fødselsdag. Samme år havde musicalen Gaudi premiere i Palau dels Esports de Barcelona.
Palau Güell er en af Gaudis tidlige bygninger og en af de mest imponerende art nouveau (catalansk modernisme) bygninger i Barcelona. Den ligger blot et par skridt fra Ramblaen. I 1885 blev Gaudí betroet opgaven at designe et bypalads til sin ven og mæcen, Eusebi Güell. Byggeriet startede i 1886 og blev indviet til verdensudstillingen i 1888, men byggeriet blev først færdiggjort flere år senere. Selv om byggegrunden kun havde en størrelse på 18x22 meter, lykkedes det Gaudi at skabe et både glamourøst og yderst funktionelt palads. Bortset fra de ovale portåbninger ligner paladsets facade et venetiansk palads. Gennem disse porte kunne hestevogne ned i staldene, som lå i kælderen. Her lå også tjenestefolkenes kvarter. Gæsterne kunne komme op på de øvre etager via trapper.
Billy fortæller om Palau Güell, familien Güells domicil, designet af Antoni Güell.
Bygningen omfatter i alt seks etager. Den hævede stueetage indeholder arbejdsværelser og et kontor samt Güells bibliotek. Her ligger også en prægtig hall, hvorfra en smuk trappe leder op til familiens private sfære. Her befinder sig et 17 meter højt modtagelsesværelse, som strækker sig over tre etager. Rummet afsluttes af en kuppel der er en omdrejnings-paraboloide. Modtagelsesværelset er udsmykket med store vægmalerier. Her holdt familien fester, og her blev de religiøse ceremonier fejret. Næste etage indeholder familiens private værelser. På loftet ligger dels personalets værelser, dels køkken, vaskerum mv. Kuplen i taget er forsynet med talrige huller, så man får indtrykket af stjerner, der blinker fra himmelhvælvet. Den centrale kuppel er omgivet af 20 helt surrealistiske tårne, udsmykket med farverige kakler. Som alle Gaudís bygninger har denne øverst et kors. Korset sidder på den lille centrale kuppel over hallen. Men Gaudí "nøjedes" ikke med at bygge huse. Han designede og udsmykkede bygningen med imponerende smedejerns- og træarbejder, keramik, glasmalerier mv. Palau Güell genåbnede i 2011 efter 7 års renovering.
Næste stop var ved Casa Batlló på Passeig de Gràcia. Ejendommen, som er opført i 1875, blev i 1890 købt af Josep Batlló, en meget velhavende tekstilfabrikant. Det var især ejendommens attraktive beliggenhed på Passeig de Gràcia, som tiltrak familien Batlló. Batlló overvejede at lade den ret uspændende bygning nedrive, men Gaudi overtalte Batlló til at lade ham foretage en gennemgribende renovering i stedet. Bygningen havde kælder, stueetage samt fire øvre etager samt en have bag ved. Familien ønskede en bolig, som ingen anden, og de valgte arkitekten, som havde designet Parc Güell, og de gav Gaudi frie hænder. Arbejdet blev udført fra 1904–1906. Familien boede i Casa Batlló indtil midt i 1950'erne.
Gaudí fokuserede på facaden, stueetagen, taget og patioen, og han lader opføre en femte etage til personalet. Facaden er af sandsten fra Montjuïc, udhugget for at frembringe den skæve overflade. Søjlerne er udformet som knogler med dekorationer, som forestiller grøntsager. De lokale kalder bygningen for "Casa dels ossos", "Knoglehuset". Gaudi beklædte facaden med keramiske fragmenter af forskellige farver, som var skrot, han fik fra et nærliggende glasværk. Den centrale del af facaden er udformet som en sø med åkander, formentlig en reference til Monets Nymphéas.
Taget bugter sig og er blevet sammenlignet med ryggen på en drage, og nogle mener, at det lille tårn med et kors på toppen, repræsenterer Sankt George med lansen - eller rettere korset - solidt plantet i ryggen af den farlige drage. Du husker sikkert, at Sankt George er skytshelgen for Catalonien.
Casa Batlló, familien Batllós hjem, indrettet af Antoni Güell.
Gaudí lavede også møbler i samme stil til huset; de er udstillet i Gaudí-museet i Parc Güell.
I 1954 blev Casa Batlló købt af et forsikringsselskab, som indrettede kontorer i bygningen. I 1970 blev flere af værelserne i bygningen renoveret. I 1983 blev balkonerne ført tilbage til deres oprindelige farver. I 2002 blev Casa Batlló åbnet for offentligheden. og i 2005 blev Casa Batlló opført på Unescos verdensarvsliste.
Nabobygningen til Casa Batlló, Casa Amatller, er også bygget af en af Barcelonas store modernisme-arkitekter, Josep Puig i Cadafalch (1867-1956). Den blev renoveret og indrettet som residens for chokoladefabrikanten og filantropen Antoni Amatller (1851–1910) og hans familie fra 1898-1900.
Til venstre Casa Amatller af Josep Puig i Cadafalch. Til højre ses Casa Batlló udført af Gaudi..
Facaden er udsmykket med drager, riddere og andre romantiske symboler. Den takkede gavl, som er "lånt" fra Holland, er dækket af keramiske fliser. Portnerlogen, som er intakt, er åben for tilskuere, og her findes et af de smukkeste glasmalerier fra perioden. i Stueetagen er et galleri med skiftende udstillinger (2014 gratis adgang). Antoni Amatller var en ivrig rejsende og dygtig fotograf, og hans foto fra rejser til Marokko er undertiden udstillet her.
Åbningstider (2014):
November - februar: hver dag fra kl. 9-18.30.
Marts - november: hver dag fra kl. 9 - 20.00.
Priser (2015):
Voksne: 20.50 Euro.
Studerende og pensionister: 16.50 Euro.
Børn (7-12): 10.25 Euro.
Sidste stop på Passeig de Gràcia var ud for Casa Milà. Ejendommen blev opført af Gaudi fra 1906-1910, og det er hans sidste større byggeri til en privatperson. Casa Milà blev bestilt af ægteparret Roser Segimon og Pere Milà i Camps. Roser Segimon var enke efter den velhavende Josep Guardiola, som var vendt tilbage til Spanien fra Sydamerika efter at have tjent en formue. Pere Milà, som var en ambitiøs forretningsmand, blev af de ældre borgere i Barcelona kritiseret for sin ødsle livsstil og sin kærlighed til penge, og onde stemmer ville vide, at han var mere forelsket i sin hustrus bankbog end i hustruen selv. Nå, men nu lytter vi jo ikke til ondsindede rygter... Under et besøg hos sin faders forretningspartner Josep Batlló havde han mødt Gaudi og aftalt, at Gaudi skulle bygge en passende residens til ham og hans familie på Passeig de Gràcia, hvor de havde købt en ejendom, som skulle rives ned. Da byggeriet stod færdigt, blev det mødt med latterliggørelsen fra befolkningen, som ikke satte pris på det innovative design, og folkeviddet døbte ejendommen "Casa Milà, La Pedrera", "stenbruddet". Det fortælles, at husejerne på Passeig de Gràcia blev så vrede på Milà, at de holdt op med at hilse på ham, idet de påstod, at Gaudis bygning ville reducere værdien af deres ejendomme. Ikke desto mindre er Casa Milà et af Gaudís mesterværker. Arkitektonisk er bygningen banebrydende ved at have en struktur af søjler og gulve, som ikke havde bærende vægge. Facaden, som er opført i sten, er også selvbærende.
Casa Milà på Passeig de Gràcia, familien Milàs hjem, designet af Antoni Güell.
Gaudi, som jo var dybt religiøs og især stærkt knyttet til Jomfru Maria, ønskede, at Casa Milà skulle være et religiøst monument eller symbol, og planlagde flere religiøste elementer, deriblandt et citat fra rosenkransbønnen på gesimsen og statuer af Jomfru Maria og ærkeenglene Michael og Gabriel på facaden. Det skulle imidlertid ikke gå således. Under "la Setmana Tràgica", "den tragiske uge" fra 25. juli – 2. august 1909 var der blodige sammenstød mellem den spanske hær og arbejderne i de større byer i Catalonien, også Barcelona. Soldaterne skød på de demonstrerende arbejderne, som reagerede med at lave barrikader på Ramblaen. Mange af oprørerne anså den katolske kirke som en del af det borgerlige magtapparat, og følgelig blev præster og munke forfulgt, klostre brændt ned, grave profaneret og religiøse symboler vandaliseret, hvorfor Milà besluttede, at han ikke ønskede statuerne på facaden af Casa Milà. Gaudi overvejede alvorligt at droppe projektet, men blev efter sigende overtalt til at fortsætte af en præst.
Under byggeprocessen blev forholdet mellem arkitekten og bygherren, især til Roser Segimon, meget dårligt. På et tidspunkt beklagede hun sig over, at der ikke var en lige væg i hele lejligheden, hvor hendes Steinway flygel kunne stå. Roser Segimon var en flittig og dygtig pianist. Gaudis svar skulle have været: "Så spil violin." Da byggeriet var afsluttet, trak Gaudí Mila i retten og klagede over sit salær. I 1916 gav retten Gaudi medhold og tilkendte ham 105.000 pesetas. Gaudi gav alle pengene til velgørenhed og udtalte: "Principper betyder mere end penge."
Casa Milà består af to bygninger omkring to indre gårde, den ene cirkulær, den anden oval, som giver lys til bygningen. Bygningen, som har et grundareal på 1323 m2, har ni etager: kælderen med garager, stueetage, mezzaninen, hovedetagen (hvor familien skulle bo), fire øvre etager (til udlejning) og et loft (med vaskeri og tørrerum). Facaden består af store limstenblokke, som er tildannet, så man opnår en bølgeagtig effekt. Det mest bemærkelsesværdige træk ved bygningen er taget, som er forsynet med tagvinduer, døre, ventilatortårne og 28 skorstene i forskellige grupperinger. Nogle af skorstenene er snoet, hvilket skulle bevirke, at røgen lettere slap ud. Alle disse elementer er opbygget af limsten, beklædt med brudstykker af marmor og glas, og udover at have en funktionel betydning virker de som skulpturer, integreret med bygningen. Hen over det bugtede tag strækker sig en gangbro, og nogle har beskrevet fornemmelsen af at gå på den som at spadsere rundt i et fortryllet slot. En af skorstenene er dekoreret med glasstumper på toppen. Det fortælles, at Gaudi gjorde det dagen efter indvielsen af bygningen og anvendte de tomme champagneflasker fra festen.
Gaudí designede, som han havde gjort til Casa Batlló, møbler til familiens beboelse. Arkitekter under modernismen tog ansvar for samtlige detaljer af deres værker, fra bygningens funktion og struktur, for facaden, for udsmykningen, møbler, og tilbehør såsom lamper, planter, gulve og lofter.
Efter Gaudís død i 1926 skilte Roser Segimon sig af med de fleste af de møbler, som Gaudí havde designet, og dele af udsmykningen blev erstattet med dekorationer i Louis XVI stil. Under restaurering i 1990 blev nogle af de originale udsmykninger afdækket. I 1940 døde Pere Milà, og i 1946 solgte Roser Segimon ejendommen, men hun vedblev at bebo den nederste lejlighed indtil sin død i 1964. Den øvrige del af ejendommen blev opdelt i lejligheder.
I 1984 blev bygningen optaget på Unescos verdensarvsliste, og i dag er den hjemsted for Fundació-Catalunya La Pedrera, som varetager udstillinger og andre aktiviteter på stedet.
Der er ofte udstillinger på første etage af Casa Milà (2014 gratis adgang). Der er offentlig adgang til lejligheden på fjerde etage samt til taget.
Åbningstider (2014):
Mandag-fredag fra kl. 9-22.
Lørdag, søndag og helligdage fra kl. 10-14 og fra kl. 18-22.
Pris incl. audio guide (2014)):
Voksne: 20.50 Euro.
Studerende og pensionister: 16.50 Euro.
Børn (7-11): gratis.
Herefter tog vi metroen til Sagrada Familia stationen for at studere Gaudis uafsluttede mesterværk - eller kunne man kalde det hans fuldendte ufuldendte mesterværk? Undskyld.
Den største turistattraktion i Barcelona er utvivlsomt La Sagrada Familia eller mere præcist "Temple Expiatori de la Sagrada Familia", "Den hellige families soningskirke", Antoni Gaudis (1852–1926) ufuldendte kirke, som hvert år har mere end 3 millioner besøgende. Kirkens oprindelse går tilbage til 1866, hvor der blev oprettet en religiøs bevægelse, "la asociación de devotos de San José", "St Josefs tilhængere". I 1874 besluttede fonden, som stadig står bag byggeriet, at arbejde for opførelse af en soningskirke, dedikeret til den hellige familie, dvs. Josef, Maria og Jesus. At kirken er en soningskirke, betyder, at den udelukkende finansieres af private donationer, deriblandt sonofre, og altså ikke at staten, kommunen eller kirken. Det er formentlig også denne finansiering, som er forklaringen på, at kirken efter 150 år endnu ikke er færdig. Bevægelsen købte et areal på 12.800m² til formålet, og opførelsen af kirken blev lagt i hænderne på arkitekten Francisco de Paula del Villar (1828-1901). Grundstenen blev lagt af byens biskop den 19. marts 1882 på St. Josefs navnedag. Den 19. marts fejres med pomp og pragt i den katolske verden, og Birgit og jeg har oplevet en uforglemmelig uge omkring denne dato i Valencia. Der opstod hurtigt uenighed mellem bygherren og arkitekten, og allerede året efter forlod han byggeriet, og Gaudí, som da kun var 31 år, fik ansvar for projektet, som han arbejdede på til sin død.
Gaudi gik i gang med at bygge krypten efter de foreliggende planer, og den stod færdig i 1889. Herefter gik han i gang med at opføre apsis og det tilhørende kloster. På det tidspunkt ændrede han projektet, idet han forkastede det ny-gotiske design og foreslog et mere monumentalt og moderne design: en stor kirke med en grundplan som et latinsk kors (den lodrette korsarm er længere end den vandrette) og med høje tårne. I 1892 påbegyndte han den såkaldte "fødselsfacade", som fejrer Jesu fødsel, og den blev færdiggjort i 1894. I 1809 byggede Gaudi en skole for børnene af arbejderne på La Sagrada Família. Året efter blev en model af Gaudis "fødselsfacade" præsenteret på en udstilling i Grand Palais i Paris. Præsentationen blev forestået af Gaudis ven Eusebi Güell. Gaudí ville, at kirkens facader afspejlede Jesu' fødsel, død og genopstande. 12 tårne skulle repræsentere apostlene, og der skulle være fire tårne for evangelisterne. Tårnene skulle være mellem 90 og 120 meter i højden. Endelig skulle de to største tårne på omkring 170 meter repræsentere Jesus og Jomfru Maria.
Fra omkring 1914 koncentrerede Gaudí sig udelukkende om opførelsen af La Sagrada Família, hvorfor der ikke er andre betydelige værker fra hans hånd i den periode. De sidste måneder af hans liv tilbragte han "på byggepladsen", i et lille rum ved siden af apsis. Her lavede han modeller, skitser og tegninger. Arbejdet gik kun langsomt fremad, men Gaudí skal have udtalt: "Der er ingen grund til at beklage, at jeg ikke kan afslutte kirken. Jeg vil blive gammel, men der vil komme andre efter mig. Det, som altid må bevares, er arbejdets ånd, men kirkens liv må afhænge af de generationer, som den overdrages til, og som den lever sammen med". Lidt spøgefuldt skal han have bemærket: "Min kunde (Gud) har ikke travlt".
I 1925 blev det første klokketårn, det 100 meter høje St Barnabas på fødselsfacaden, færdigt. Det skulle blive det eneste, som Gaudí oplevede blive færdig. Han døde den 10. juni 1926, efter at han tre dage forinden var blevet ramt af en sporvogn. Den 12. juni blev han begravet i Carmen kapellet i krypten til La Sagrada Família, hvor hans jordiske rester stadig hviler.
Efter Gaudís død blev ansvaret for byggeriet overdraget til hans nære medarbejder Domènec Sugrañes, som ledte det indtil 1938. I 1930 var alle klokketårnene på fødselsfacaden færdige. I juli 1936 ved udbruddet af den spanske borgerkrig blev der sat ild til krypten, og Gaudis skole blev brændt ned, og værkstedet blev ødelagt. De originale planer, tegninger og fotografier gik tabt, og nogle af modellerne blev ødelagt. De mange arkitekter, kunstnere og arbejdere, som efterfølgende arbejdede på kirkebyggeriet, har dog respekteret Gaudís design og intentioner.
I 1939 efter borgerkrigen blev opførelsen af La Sagrada Família genoptaget, og man gik i gang med at restaurere krypten og rekonstruere mange af de beskadigede modeller. I 1952 blev der afholdt en international religiøs kongres i Barcelona, og ved den lejlighed blev der afholdt flere events i kirken, og for første gang blev fødselsfacaden illumineret. I 1954 blev arbejdet med passionsfacaden påbegyndt, baseret på Gaudís design. I 1961 åbnedes et museum i krypten, som beretter om kirkens historiske, tekniske, kunstneriske og symbolske aspekter. Den 19. marts 1958 blev skulpturgruppen af den hellige familie, udført af Jaume Busquets, anbragt på Fødselsfacaden. I 1976-1977 blev de fire klokketårne på Fødselsfacaden afsluttet. I 1978 gik man i gang med fundamenterne til hovedskibet og sideskibene, og søjler og buer mm. blev rejst. Kirken forventes færdiggjort i 2026, 100 år efter Gaudis død. Jeg har mødt mange, der tvivler på, om det vil kunne nås, men med de enorme indtægter, der strømmer ind i fonden fra besøgende, kan man holde et højt aktivitetsniveau. Hertil kommer, at der unægtelig er sket meget rent teknologisk siden 1926.
Kirken har tre facader, hver med sit tema: den østvendte facade mod Carrer de la Marina, "Fødselsfacaden" ("Façana del Naixement") har Jesu fødsel og liv som tema. Den blev opført i perioden 1894-1930, og var den første facade, som blev færdiggjort. Facaden er inddelt i tre indgangsportaler med hvert deres tema: tro, håb og kærlighed, de såkaldte teologiske dyder, som vi kender fra Paulus' første brev til korintherne. I centrum ser vi "Den Hellige Familie" ("La Sagrada Familia"), Jesusbarnet, som bliver vasket af Josef og María. Andre steder ses motiver som Jesus som tømrer, flugten til Egypten og Jesus i Templet.
Fødselsfacaden på Sagrada Familia.
Karakteristisk for Gaudís naturalistiske stil er facaden udsmykket med scener og billeder fra naturen. Fx er der ved basen af hver af de to søjler en skildpadde, som repræsenterer både land og vand. To kamæleoner, en på hver side af facaden, symboliserer forandring. Over portalen for Kærlighed ses livets træ. Facaden afsluttes af fire tårne, dedikeret til helgenerne St Matthias (apostlen, som afløste forrædderen Judas), St Barnabas, St Thaddæus og St Simon. Nogle af facadens statuer blev ødelagt i 1936, men er siden blevet rekonstruerede.
Næste facade mod Carrer Sardenya er den vestvendte "Passionsfacade" ("Façana de la Passió"), som har Jesu lidelse og korsfæstelse som tema. I modsætning til den dekorative Fødselsfacade er Passionsfacaden streng og asketisk med lige linier. De 18 søjler skal minde om knoglerne i et skelet. Facaden understøttes af seks store hældende søjler, som skal forestille kæmpefyr. De kantede former er med til at give en dramatisk effekt. Arbejdet begyndte i 1954 med udgangspunkt i Gaudís anvisninger. Tårnene blev færdiggjort i 1976, de er dedikeret til apostlene Jakob, Thomas, Filip og Bartholomæus. Som på Fødselsfacaden er der tre indgangsportaler for de tre teologiske dyder. I 1987 fik en gruppe kunstnere under ledelse af den catalanske billedhugger Josep Maria Subirachs til opgave at skulpturere detaljerne på facaden.
Passionsfacaden på Sagrada Familia.
Scenerne på facaden er opdelt i tre niveauer. Det nederste niveau viser scener fra skærtorsdag med den sidste nadver, Judaskysset, Jesuf foran Pilatur og det jødiske råds dom over Jesus. Det midterste niveau viser vandringen op til Golgatha, og ved siden af den lidende Kristus på korset ser vi "de tre Maria'er": Jomfru Maria, Maria Magdalena og en tredje Maria, som jeg ikke helt har styr på (der er nogle, der mener, at Jomfru Maria havde en søster, som også hed Marie). Her ser vi også Veronika, den kvinde, som ifølge en middelalderlig legende tørrer sveden af Jesu ansigt, da han bærer sit kors op til Golgatha. På mirakuløs vis tager klædet, som benævnes Veronikas svededug, form efter Jesu ansigt. Hvis du ikke tror denne fortælling, så bliver svededugen præsenteret på Peterspladsen i Rom hver påske. Veronikas svededug er sikker lige så autentisk som Jesu ligklæde, men lad det nu ligge. Til venstre for Veronika står to romerske soldater, og til venstre for dem en person, som iagttager begivenhederne. Denne person, som er evangelisten, bærer Gaudís træk og er Subirachs’ hyldest til den store arkitekt. De tredje og øverste niveau viser Jesu død, nedtagning af korset, begravelsen og genopstandelsen.
Den sidste facade, "Herlighedsfacaden", "Façana de la Gloria", som vender ud mod Carrer del Mallorca blev påbegyndt i 2002. Den vil blive den største af de tre facader og vil rumme hovedindgangen til kirken. Som de to øvrige facader vil den have tre indgangsportaler: midterportalen, som vil være hovedindgangen, er dedikeret til kærlighed, mens de to øvrige til hhv. tro og håb. Der vil være syv søjler, som symboliserer "Helligdommens syv dyder: visdom, forståelse, rådgivning, viden, sjælsstyrke, fromhed og gudsfrygt. De fire klokketårne vil blive dedikeret til apostlene Andreas, Peter, Paulus og Jakob. Da Herlighedsfacaden vender mod syd, vil den det meste af dagen være badet i sollys. Gaudis intentioner med denne facade er at vise det evige dilemma mellem synd og retfærdighed, mellem himmel og helvede. Facaden skulle vise, hvorledes mennesket kan opnå Guds herlighed ved at gøre gode gerninger. Gaudi var udmærket klar over, at han ikke ville opnå at se sin facade realiseret, hvorfor han lavede en model. Denne blev desværre ødelagt i 1936.
Til venstre Herlighedsfacaden på Sagrada Familia. Til højre døren til hovedindgangen.
Da Subirachs havde afsluttet Passionsfacaden - et arbejde som tog omkring 20 år - blev han af fonden bedt om at skabe hoveddøren til Herlighedsfacaden. Resultatet blev en dobbeltdør udført i bronze, fem meter høj og fem meter bred. Lodret hen over begge halvdøre er anført Fader Vor på catalansk med fremhævede bogstaver. Baggrunden er Fader Vor skrevet på 49 sprog, deriblandt dansk. Hvis du betragter fotoet af døren nøjere, kan du se, at bogstaverne A og G i den femtenederste linje er fremhævede. Det er de to dørhåndtag, og bogstaverne A og G er Antoni Gaudís initialer. En fin hyldest til den store arkitekt.
Den 7. november 2010 besøgte pave Benedikt XVI Sagrada Familia. Han kom ind i kirken gennem den ufærdige facade, Herlighedsfacaden, hvor han i midterskibet blev mødt af mere end 6.000 mennesker. Efter Benedikt XVI’s tale gik Jordi Bonet i Armengol, kirkens chefarkitekt, på talerstolen. Han fortalte om sine 26 år som chefarkitekt på kirken, og om at hans far havde arbejdet på kirken i 33 år, deraf ni år som chefarkitekt.
Åbningstider (2014):
Oktober-marts fra kl. 9.00-18.00
April-september fra kl. 9.00-20.00.
Priser (2014):
Adgang til kirken: 14.80 Euro, til kirken og tårnet: 19.30 Euro.
Sagrada Familia har de seneste år været det mest besøgte monument i Spanien med knap tre milloner besøgende, hvilket overgår både El Prado i Madrid og Alhambra i Granada. Selv om man endnu mangler at opføre 10 af ialt 18 tårne, har man løst det største problem: finansieringen, og med de store entreindtægter er man i stand til at beskæftige omkring tre hundrede mand på kirken.
Planen er at færdiggøre kirken i 2026, i 100-året for arkitektens død, og 144 år efter at arbejdet blev påbegyndt.
En af de sidste dage af vores ophold i Barcelona besøgte vi Park Güell. Inden vi begiver os ind i parken, vil jeg fortælle lidt om parkem og dens historie.
I 1899 havde den velhavende forretningsmand Eusebi Güell, som vi har "mødt" flere gange på denne side, bedt sin gode ven Gaudí om at lave en plan for udvikling af et stort beboelsesområde på et bjerg, som offentligheden kaldte "Muntanya Pelada", "det nøgne bjerg", men som i dag hedder "Muntanya del Carmelo". Området havde en fantastisk udsigt ud over Barcelona og med Middelhavet i baggrunden, og samtidig lå det i bekvem afstand fra den store industribys rygende skorstene. Barcelona havde på det tidspunkt mere end ½ million indbyggere. Güell elskede græsk mytologi, og jeg har læst, at en væsentlig årsag til, at Güell købte dette jordstykke var, at det mindede ham om den græske by Delfi med det doriske Apollontempel. Templet, som husede Oraklets præstinde, Pythia, blev i antikken betragtet som verdens centrum. Området skulle udstykket i godt 60 parceller, og der skulle være et udviklet netværk af stier, viadukter og trapper. Güell ønskede at skabe en kopi af en britisk "residential park", inspireret af den engelske "Garden City Movement", en bevægelse, som blev grundlagt i 1898. Det er formentlig forklaringen på den engelske stavemåde "Park Güell" og ikke den catalanske "Parc Güell". Kun 1/6 af hver grund måtte bebygges, og der var restriktioner om byggehøjder og placering, så husene ikke blokerede for naboernes udsigt. Gaudí respekterede den eksisterende vegetation, og insisterede på, at man ved yderligere beplantning valgte træer og buske, som hørte hjemme i området, og som ikke var vandkrævende. Gaudi designede forskellige systemer til opsamling og opbevaring af vand til brug for stedets beboere og også for at reducere den erosion, som de ofte voldsomme regnbyger kunne fremkalde.
I oktober 1900 gik arbejdet i gang, og i begyndelsen af 1903 var de to indgangspavilloner opført, tillige med hovedtrappen, en vognport for hestevogne og den ydre mur omkring området. Viadukterne og vandingssystemet var også klar. Den første, som købte en grund i Park Güell, var en af Güells venner, advokaten Martí Trias i Domènech, han hyrede arkitekten Juli Batllevell til at opføre en beboelse på grunden.
For at stimulere afsætningen af grunde blev der opført et udstillingshus, designet af Gaudís assistent på Sagrada Familia, Francesc Berenguer. Da Berenguer ikke havde de formelle kvalifikationer til at fungere som arkitekt, måtte Gaudi underskrive ansøgningerne til kommunen. Da det ikke var muligt at sælge udstillingshuset, flyttede Gaudí i 1906 ind i huset sammen med sin fader, Francesc Gaudí i Serra og sin niece, Rosa Egea i Gaudí. Faderen var syg og døde allerede samme år, hvorefter Gaudí boede sammen med niecen indtil hendes død i 1912. De nonner fra Karmeliterklostret, som havde passet faderen under hans sygdom, Hjalp Gaudi med husholdningen. Gaudí boede i huset i næsten 20 år, indtil han i 1925 valgte at flytte ind på sit værksted ved Sagrada Família. Efter Gaudís død den 10. juni 1926 blev hans hus i Park Güell sat til salg, og det blev købt af den italienske handelsmand Francesc Chiappo Arietti og dennes hustru Josefina Sala Barucchi. Indtægten ved salget blev i overensstemmelse med Gaudís testamente anvendt på Sagrada Família. Familien Chiappo var store beundrede af Gaudi og gav ejendommen navnet Casa Gaudí.
I 1907 lod Güell den ejendom, Casa Larrard, som lå på grunden, da han købte den, indrette som hjem for sig og sin familie. Imidlertid gik det dårligt med afsætningen af grundene, og i 1914 blev udviklingen af det storslåede projekt indstillet, efter at blot to af de planlagte 60 huse var opført. Parken blev en privat have for Güell, som dog ofte tillod, at den blev brugt til af offentligheden. Eusebi Güell døde i sit hjem i 1918, og hans arvinger tilbød byen at overtage parken, hvilket den gjorde i 1922, og i 1926 åbnede den som en kommunal park. Güells hus blev konverteret til en skole.
I 1960 købte "Venner af Gaudi" Casa Gaudi af familien Chiappos arvinger med henblik på at indrette et museum for Gaudi med udstilling af møbler og andre genstande, designet af Gaudí. Man gik også i gang med at etablere et bibliotek med dokumenter fra arkitektens liv og virke. Museet åbnede i 1963. Fonden for Sagrada Família overtog Casa Gaudí Museet i 1992, og entreindtægterne herfra bidrager til finansieringen af det store kirkebyggeri.
I 1984 blev Park Güell optaget på UNESCO's verdensarvsliste.
Der er flere muligheder for at komme til Park Güell. Vi tog metroens Linie 3 til Lesseps og spadserede omkring 20 minutter op til indgangen på Passatge de Sant Josep de la Muntanya. Kort før indgangen besøgte vi det imponerende kloster, Real Santuario de San José de la Montaña, som ligger på venstre side af vejen lige før de rullende trapper. En anden mulighed ville have været at tage en af buslinierne H6, H32, H24 og H92. Endelig har de to turistruter, Bus Turístic (blå linie) og Barcelona City Tour (grøn linie), begge et stop ved "Park Güell".
Som det fremgår af nedenstående kort, er der to billetkontorer, mens der er tre indgange: Sant Josep de la Muntanya, Carrer d'Olot og Plaça de la Natura. Vi valgte Sant Josep de la Muntanya, men indså efterfølgende, at en mere spektakulær ankomst ville have været gennem indgangen på Carrer d’Olot.
Vi havde ikke købt billetter på forhånd, dvs. på nettet, da vi ikke var sikre på, hvornår vi kunne være fremme. Når man køber en billet, får man et ankomsttidspunkt, og dukker man op mere end 30 minutter efter dette tidspunkt, er billetten værdiløs. Der lukkes 400 personer ind i området hver halve time. Vi mødte som sagt op op uden billet, og kunne først komme ind ca. en time senere. Vi benyttede ventetiden til at udforske den del af parken, hvortil der er gratis adgang. Området, som forudsætter billet, benævnes "Monumental Zone", og fremgår af nedenstående kort.
Oversigtskort over Park Guell.
I den følgende beskrivelse går jeg ud fra, at vi er kommet ind i parken via Carrer d'Olot. Muren omkring parken er lavet af kampesten med keramik på toppen. Her er der med mellemrum medaljoner med navnet Park Güell.
De oprindelige træporte er på et tidspunkt blevet udskiftet med jernporte fra Casa Vicens. Casa Vicens, som er et af Gaudis første værker, blev opført som familiebolig til industrimanden Manuel Vicens fra 1883-1889. Der har hidtil ikke været adgang for offentligheden, men det forlyder, at det vil være tilfældet inden længe.
Det første, man får øje på, når man kommer ind fra Carrer d'Olot,er to eventyragtige bygninger eller pavilonner, som ligger på hver sin side af indgangen. Bygningen til venstre på nedenstående foto er Casa del Guarda. Her var det planen, at portneren for Park Güell skulle bo med sin forhåbentlig ikke alt for store familie. Vagthuset, som er designet af Gaudí, indeholder en udstilling om Güell, Gaudí and Barcelona, fordelt på bygningens tre etager. Billetten gav også adgang til Casa del Guarda, men køen var så lang, at vi opgav at komme ind. Bygningen til venstre på fotoet rummer en butik og en boghandel, hvor man som forventeligt kan købe turistsouvenirs som bøger, plakater, reproduktioner, postkort, T-shirts, keramik mv., alt med relation til Gaudí, modernismen og Barcelona. Begge bygninger har smukke tage, dækket med traditionelle catalanske tagsten, dækket med "trencadís", som er mosaik af farvestrålende potteskår.
Park Guell.
Fra indgangen er der udsigt til den fantastiske dobbelttrappe, som i daglig tale kaldes "dragetrappen". Trappen er flankeret af to høje vægge med takkede mure på toppen. Bag disse vægge befinder sig to grotter; grotten til højde var bestemt for heste.
Den imponerende trappe er delt i fire sektioner, adskilt af tre fontæner. Ved den første fontæne er en cirkel, som repræsenterer jorden, samt et kompas. På den næste afsats ses en medaljon med et slangehoved under et catalansk flag. Ved den næste fontæne ses den figur, som har givet trappen dens navn. Det er et firben - som dog ofte opfattes som en drage, "el drac" - dekoreret med farvestrålende stumper af kakler. Den spraglede drage er blevet et ikon for parken, og den ses overalt i Barcelona. Dragen er formentlig en reference til sagnet om St George og dragen. Skulpturen blev restaureret i 2007 efter hærværk, og så populær er den, at det er næsten umuligt at komme til at fotografere den.
På det øverste stykke af trappen er en overdækket bænk, som går ind under den såkaldte "Sala Hipóstila", hypostylhallen (søjlehal). Denne hal var af Gaudi planlagt som "en markedsplads" for områdets beboere. Hallen har 86 hule søjler, der skulle fungere som nedløbsrør for regnvand. Samtidig understøtter søjlerne pladsen oven over. De yderste søjler hælder for bedre at understøtte vægten af den oven over liggende plads, en teknik som alleredeblev anvendt af de gamle grækere. Samtidig har Gaudi opnået den virkning, at søjlerne minder om den organiske vækst af træer i en skov.
I denne doriske søjlehal har Gaudi ved udeladelse af søjler på bestemte steder i rummet givet fornemmelse af at være i en kirke med tre skibe. Loftet er formet som små kupler. De steder, hvor der er "mangler" en søjle, er opsat en stor plafond eller medaljon, dekoreret med mosaikker af potteskår - se ovenstående foto. Motiverne er farvestrålende afbildninger af de fire årstider.
Over hypostylhallen ligger bebyggelsens centrum, en kæmpemæssig terrasse på 86x40 meter. Oprindelig hed pladsen "Teatre Greque", og modellen var selvfølgelig den store åbne plads, som fandtes i de større antikke græske byer; siden blev pladsen omdøbt til "Plaça de la Natura", "Naturens Plads". Det oprindelige navn skyldtes, at pladsen skulle fungere som et mødested for bebyggelsens beboere og anvendes til udendørs opførelser, som kunne betragtes fra de omkringliggende terrasser ved de enkelte beboelser. Den ene ende af pladsen er gravet ind i klippen, mens den yderste ende som nævnt er understøttet af hypostylhallen.
Det meste af pladsen er indhegnet af en lav mur eller balustrade, som er dækket af farvestrålende mosaikker. Teknikken med at lave mosaikker af stumper keramiske kakler går formentlig tilbage til romertiden, men ingen har anvendt teknikken bedre end Gaudi. Muren slynger sig som en kæmpeslange eller et mytisk søuhyre, som beskytter pladsen. Indersiden af muren er indrettet som en bænk, og de mange bugtninger gør, at der opstår et stort antal intime siddepladser. Muren ind mod bjergsiden er udformet så den ligner en række af palmetræer.
