"Barcelona is a very old city
in which you can feel the weight of history;
it is haunted by history.
You cannot walk around it without perceiving it."

Carlos Ruiz Zafon, spansk forfatter, født i Barcelona i 1964

Barcelona
Birgit og jeg har været i Spanien mange gange. Det begyndte med charterrejser til Solkysten med Tjæreborgpræsten og Spies omkring 1970 sammen med vores børn. De første par gange i propelfly (DC6 tror jeg), og snart efter med jet (Caravelle). Ofte gik turene til de dengang små steder vest for Malaga: Fuengirola, Torremolinos, Torre Blanca mv. Siden kom længere ture til De Canariske Øer og Tenerife. Efterfølgende også ture til storbyer (større byer) som Madrid, Sevilla, Valencia, Cordoba m.fl. Den sidste halve snes år har vi været forelsket i området øst for Malaga, hvor vi tilbringer 2-3 måneder hver vinter. Men af en eller anden grund har vi aldrig været i Barcelona. Ikke at lysten ikke har været der. Vi husker de fantastiske olympiske lege i Barcelona i 1992, vi ved at der findes et overdådigt Picassomuseum i byen, og det har heller ikke forbigået os, at kunstneren Gaudi har sat sit præg på området. Byen har et af verdens bedste fodboldhold, som har fans over hele verden. Ikke at forglemme, at FC Barcelona også har håndboldhold og basketballhold i verdensklasse. Så nu skulle det være. Vi besluttede at bo under private former, så vi gik ind på bnbair.com og søgte efter et værelse centralt i Barcelona. Der var masser af muligheder til lave priser, så vi valgte et værelse hos en irsk pige/kvinde, som sammen med sin ven havde en lejlighed ca. 10 minutters gang fra "den olympiske havn", som blev opført i 1992. Der var 3 metrostationer indenfor fem minutters gang og også busser lige omkring hjørnet. Vi kunne spadsere over til den gamle bydel af Barcelona på omkring 20 minutter. Vi bestilte en uges ophold i begyndelsen af oktober 2014.

Transport Billund - Girona lufthavn og Barcelona
Som så ofte før valgte vi at flyve med Ryanair. Ikke fordi vi elsker selskabet for dets besynderlige og ofte ugennemsigtige påfund for at "narre penge fra folk", men de flyver billigt og punktligt. Og selvfølgelig flyver Ryanair ikke til Barcelona lufthavn, men til den meget mindre Girona (på catalansk Gerona) Lufthavn. Barcelonas hovedlufthavn er Barcelona-El Prat, som ligger ca. 17 km fra centrum. Det er Spaniens næststørste lufthavn, og den håndterer mere end 35 millioner passagerer om året. Lavprisselskaber som Ryanair benytter Girona lufthavnen, som ligger godt 100 km nordøst for Barcelona. Der er både bus- og togforbindelser til Barcelona, men selvfølgelig kan man tage en taxa (ca. €125) eller leje en bil. Vi valgte at tage bussen, hvis afgange er synkroniseret med Ryanairs ankomster og afgange; det er dog ikke Ryanair, som er busoperatøren, men Sagalés. Bussens stoppested er lige udenfor lufthavnsterminalen, hvor man køber billet i en salgsbod. Køretid ca. 1 time 10 min. Pris (i 2014) €16 for en enkelt og €25 for en returbillet. Telefon: +34 90 213 0014. Vi blev afleveret på Estacio d' Autobusos Barcelona Nord, som er Barcelonas centrale busterminal. Herfra kan man enten tage metro eller bus til sit bestemmelsessted. Vi valgte at tage en af de mange taxi, som i stort tal holder lige udenfor busstationen. Den nærmeste metro station er Metro Arc De Triomf (den røde linie, L1), 5-10 minutters gang fra busstationen.

Vi ankom til vores lejlighed sidst på eftermiddagen med taxa fra busstationen. Ejendommen var en hjørneejendom med en pæn facade. Vores værtinde, som var kommet fra Irland til Barcelona for ca. seks år siden og arbejdede med oversættelser og lidt turistarbejde, disponerede over en lidt ramponeret lejlighed på anden etage. Vi fik anvist et soveværelse med en dobbeltseng, et bord og to stole - og hvad skal man bruge mere? Vi skulle jo bare sove i værelset. Der var et udmærket badeværelse og et lille køkken, som vi delte med lejlighedens faste beboere. Til overflod var der trådløst internet. Ud for vores værelse var en lille altan med en fin udsigt. I baggrunden kunne vi se et spændende bygning, som mindede os meget om en bygning, vi kender fra London, og som meget ofte ses på TV. Vores vært fortalte, at den 38 etager høje bygning, som hedder Torre Agbar (Aigües de Barcelona), er hovedkvarter for den lokale vandforsyningsvirksomhed. Bygningen i London, som den minder meget om, er St Mary Axe, der er designet af arkitekten Norman Foster. St Mary Axe stod klar i april 2004, dvs. 1½ år før Torre Agbar i Barcelona. Torre Agbar er designet af den franske arkitekt Jean Nouvel. Begge bygninger kaldes i daglig tale "agurken". Torre Agbar er smukt oplyst om aftenen med smukke blå, røde og grønne farver, og var et smukt pejlepunkt for os, når vi om aftenen slentrede hjemad efter at have spist.


Barcelona og Catalonien
Barcelona er hovedstaden i regionen Catalonien i det nordøstlige hjørne af Spanien Den er med sine godt 1.6 mio. indbyggere Spaniens næststørste by efter Madrid, med opland en befolkning på ca. 4.5 mio. indbyggere. Catalonien er Spaniens rigeste og mest udviklede region, og omtales undertiden som Spaniens fabrik. Catalonien har en stor grad af selvstyre, men ikke desto mindre er der et udbredt ønske fra store dele af regionens befolkning om at løsrive sig fra Spanien og udgøre en selvstændig stat indenfor rammerne af EU. Mange catalanere føler, at for mange af deres skatteindtægter går til resten af Spanien, formentlig samme holdning, som man fx. har i Norditalien i forhold til de fattigere regioner sydpå.

Kort over Spanien.

Barcelona ligger ved middelhavskysten Costa Brava mellem floderne Llobregat og Besòs, mod vest afgrænset af bjergekæden Serra de Collserola, fra hvis top, Tibidabo, 512 meter over havet, er en betagende udsigt over byen. Afstanden til den spanske grænse er ca. 120 km. Barcelona er den 10. mest besøgte by i verden og den 3. mest besøgte i Europa efter London og Paris. Millioner af turister strømmer til byen med den fantastiske arkitektur, de spændende historiske monumenter (hele otte monumenter på UNESCO's verdensarvsliste), det rige kunstliv, det milde og varme klima og de skønne strande. Især er Barcelona kendt for værkerne af arkitekten Antoni Gaudí - meget mere herom senere. Byen blev yderligere kendt, da den i 1992 var vært for de olympiske sommerlege.

Stranden og den olympiske havn
Efter at have hilst på vores værtinde, Dania og hendes ven og var blevet indkvarteret spadserede vi ned til stranden og den olympiske havn, som lå bare 10 minutters gang borte. Barcelona er ved flere lejligheder listet som en af de 10 storbyer med de bedste strande (af National Geographic og Discovery Channel). Barcelonas syv strande udgør 4.5 km kystlinie, og nævnt fra syd mod nord hedder de Sant Sebastià, Barceloneta, Nova Icaria, Bogatell, Mar Bella, Nova Mar Bellaog Llevant. Langs strandene ligger som altid i Spanien de populære strandbarer, "Chiringuitos", hvor man kan nyde mad (tapas mv.) og drikke. Den nærmeste strand for os var Nova Icaria, og der var masser af mennesker på stranden sent om eftermiddagen i begyndelsen af oktober måned. På grund af vinterstorme er det ofte nødvendigt at fylde op med sand på strandene.

Mellem strandene Nova Icaria og Barceloneta ligger Port Olímpic, "den olympiske havn", som blev opført til de olympiske sommerlege i 1992. Ved den lejlighed blev et stort antal industribygninger revet ned og i stedet opført en olympisk landsby. Den store marina var fyldt med skibe, og vi stod en tid og betragtede den lille sejlerskole, hvor man kunne leje sejlbåde og andet maritimt udstyr.

Langs kajen og den store mole, som rager ud i vandet, ligger et stort antal restauranter, især fiskerestauranter. Ikke så mange "etniske", som vi tit har set i Spanien. Vi spiste dernede den første aften: 32 Euro for begge for Menu del Dia: en tre retters menu med masser af salat, spansk skinke, muslinger, rejer, blæksprutter, paella a la marisco, vin til maden, is til dessert, en kop kaffe med kage. Alt for meget, men godt og billigt.

Vi gik flere gange lange spadsereture ad den flotte promenade, som strækker sig langs med strandene. Det menes, at disse strande har inspireret Miguel de Cervantes i sin beretning om ridderen Don Quijote, og kampen mellem "Ridderen af den bedrøvelige Skikkelse" og "Ridderen af den hvide Måne" udspiller sig på denne strand. Som bekendt taber Don Quijote duellen og i konsekvens heraf tager han hjem til sin lille landsby og opgiver riddervæsenet.

Strandpromenaden ved Barcelona den 2. oktober 2014.

Undervejs er der mange smukke bygninger, deriblandt et par imponerende højhuse. Her ligger også et par spændende skulpturer: fx en 54 meter lang og 35 meter høj skulptur af en fisk (haj?). Skulpturen er udført af den canadisk-amerikanske arkitekt Frank Owen Gehry, (fødtFrank Owen Goldberg) Gehry har skabt imponerende værker over hele verden som Guggenheim museet i Bilbao, New World Center i Miami Beach, det dansende hus i Prag og mange andre. Fisken, som er udført i stål og kobber, blev udført til de olympiske sommerlege i 1992, og den står foran Port Olimpics skyskraberhotel, Hotel Arts.

Til venstre Frank Owen Gehry skulptur, til højre Rebecca Horns hyldest til Barceloneta på strandpromenaden.

En anden skulptur ved stranden er et "forvredet" tårn, udført i stål og glas af den tyske kunstner Rebecca Horn til de olympiske lege i 1992. Skulpturens navn er "L'Estel Ferit", (jeg mener, at det betyder 'det sårede stjerneskud'). Den består af fire forvredne kuber, som er stablet oven på hinanden på en betonbase. Skulpturen skal være en hyldest til Barcelonas fiskeområde, Barceloneta, og især de mange barer og små spisesteder, som mere eller mindre forsvandt i forbindelse med byggeriet i 1992 og blev erstattet af trendy restauranter.

Transport i Barcelona
Barcelona har et udbygget net af transportmuligheder: en metro, et stort netværk af busser samt to sporvognssystemer. Er par steder findes kabelvogne, fx op ad bjerget/bakken Montjuic. Hertil kommer selvfølgelig adskillige taxaselskaber med flere tusinde vogne på gaden. Som så ofte, når vi er turister i storbyer, satsede vi på metrosystemet. Det kan almindeligvis bringe os alle de steder vi ønsker. Og dert er sjældet mere end 3-5 minutter efter afgangene, så vi kymrer os ikke om køreplaner. Det gjorde vi også i Barcelona. Der er i alt 11 metrolinier, nummererer L1, L2 ... L11. Hver linie har sin farve.

Kort over metroen i Barcelona.

Der findes selvfølgelig flere billettyper. Vi valgte at købe T10 billetter, som giver ret til 10 rejser indenfor takstzone 1. Zone 1 omfatter den centrale del af Barcelona, og vi kunne i alle tilfælde "nøjes med" denne billet. Flere kan benytte billetten, som giver ret til omstigning til anden metrolinie; blot skal rejsen være afsluttet senest 75 minutter efter, at den er påbegyndt. Billetten stemples, når man bevæger sig ind på perronen. Man kan også købe et såkaldt Barcelona Card, som tillader et uendeligt antal rejser med alle transportmidler i Barcelona, dog kun for én person. Kortet kan købes med 2-5 dages varighed. Kortet giver, som denne type kort ofte gør, rabat på indgangsbilletten til en del af byens seværdigheder.

Du kan også købe en billet til de dobbeltdækkerbusser, som kører rundt til stort set alle Barcelonas seværdigheder. Det er såkaldte hop on/hop off busser, så du kan stige af og på så mange gange, du lyster. I højsæsonen er der kun fem minutter mellem hver bus, udenfor sæsonen op til 15 minutter. Du kan også bare blive siddende, og i løbet af ca. 2 timer, har du set hele den turistede del af byen. Der er tre forskellige busruter, som alle er kan anvendes med samme billet. Når man stiger om bord, får man udleveret en hovedtelefon og kan lytte til en audio guide på 10 forskellige sprog. Man kan købe 24 timers eller 48 timers billetter. Prisen i 2014 var for 1 dag 27€, for 2 dage 35€. Hvis du køber billetten online, er der 10% rabat. Der er Free Wifi på bussen. Hvis du ikke har mod eller lyst til at sætte dig ind i rute- og køreplaner, er disse turistbusser en god ide, og prisen er efter min mening rimelig.

Guidet spadseretur i Barcelona
Hver gang, vi er på storbyferie, undersøger vi på forhånd, om der findes selskaber, som arrangerer guidede spadsereture gennem byens historiske kerne. Vi har haft gode oplevelser med fantastiske guider i London, Berlin, Wien og mange andre steder. På 2-3 timer får man et fint overblik over byens geografi og mange nyttige oplysninger. Hertil får man tit en koncentreret gennemgang af områdets historie - og ofte krydret med alle de folkelige myter og legender, som sjældent står i historiebøgerne. Guiderne er oftest unge og entusiastiske - måske også med tanke på evt. drikkepenge efter turen? Tempoet er almindeligvis højt, så jeg tager mange fotos undervejs, således at vi siden kan vende tilbage til de mest spændende steder for at fordybe os. Jeg havde hjemmefra lokaliseret en hjemmeside tilhørende firmaet "SANDEMANS NEW EUROPE", som arrangerer guidede spadsereture i 18 europæiske byer, deriblandt Barcelona. Et besøg på www.tripadvisor.co.uk afslørede, at firmaet har fået en god bedømmelse af sine gæster. Vi besluttede, at vi ville deltage i turene "Free Tour of Barcelona" og "Gaudí and Modernisme". Turene afvikles hver dag uanset vejret. Hvis man vil deltage i en af firmaets spadsereture, dukker man op på Plaça de l’Àngel ud for Hotel Suizo ved metrostationen Jaume I.


"Free Tour of Barcelona" køres hver dag kl. 11:00 og kl. 14:00. Betegnelsen "Free Tour" står for, at man ikke betaler forud for turen, men efterfølgende giver guiden drikkepenge, hvis man har været tilfreds med turen. Jeg forstod, at niveauet ligger omkring 10 Euro pr. person, men det bestemmer man selvfølgelig selv. Man kan booke turen på nettet, men man kan også bare møde op 10-15 minutter før start. Guiden bærer en rød SANDEMANs NEW Europe T-shirt. Vi kom i god tid og satte os på pladsen og fik en kop kaffe. Kl. 11 var der mødt godt en snes deltagere op, hvorefter vi begav os af sted på turen, som ville tage omkring 2½ time. Turen ville bringe os til de mest spændende steder i den gamle bydel - Barri Gòtic eller det gotiske kvarter - og vi ville høre om den tilknyttede historie. Vi ville se noget af den arkitektur, som Barcelona er berømt for. Vi ville besøge et par kirker og få udpeget nogle museer, som vi så efterfølgende kunne vende tilbage til. Og vi ville også "møde" nogle af de personer, som har spillet en stor rolle i byens historie.

Vores første stop skete efter bare et par hundrede meters gang. Det var på Plaça del Rei, Kongens Plads, som er omgivet af flere historiske bygninger, der tidligere indgik i Palau Reial Major, Det store kongelige Palads, hvor greverne af Barcelona og kongerne af Aragon residerede i middelalderen. Vores guide præsenterede sig som Leon Parris og var kommet til Barcelona fra London for godt 10 år siden. Efter et kort weekendbesøg sammen med sin kæreste tog de tilbage til London, solgte deres ejendele og tog til Barcelona, hvor de har boet siden. Nu var de gift og havde en søn. Leon er udover at fungere som guide professionel forfatter, komponist og skuespiller. Han var meget entusiastisk og havde en fantastisk udstråling, og hans viden om historie, kunst og kultur viste sig også at være i top.

Paladset blev oprindelig bygget som et romersk fort, og siden blev der lavet forskellige gotiske tilføjelser. Paladsets hovedattraktion er Salo del Tinell, en prægtig hal, som blev tilføjet midt i 1300-tallet. Den bruges i dag til midlertidige udstillinger fra Museu d'Història de la Ciutat, byens historiske museum. Fra 1200-tallet var paladset bolig for de catalanske grever. Engang i 1500-tallet ophørte paladset at tjene som bolig for "kongehuset", og blev i en periode anvendt dels af den spanske inkvisition ("No one expects the Spanish Inquisition!") og dels af den kongelige administration.

Til venstre vores guide Leon Parris, til højre Palau Reial Major på Plaça del Rei.

Til venstre for Salo del Tinell ligger Torre Mirador del Rei Martí, Kong Martins Vagttårn, som er bygget i 1400-tallet. Til højre ligger St. Agathes Kapel fra 1300-tallet. Det har et smukt ottekantet klokketårn. Overfor kapellet ligger Palau del Lloctinent, Løjtnantens Palads, opført omkring 1550.

Plaça del Rei er også kendt for sin forbindelse til Christoffer Columbus, idet man antager, at kong Ferdinand og dronning Isabella modtog Columbus på den store trappe i hjørnet, da han vendte tilbage fra sin første rejse til den nye verden. Nogle lyseslukkere finder det usandsynligt og mener, at kongeparret tidspunktet taget i betragtning formentlig har opholdt sig i deres sommerresidens. Kunne det ikke tænkes, at de havde forladt sommerhuset for en periode for at modtage den raske sømand? I øvrigt møder vi Columbus igen om lidt, når vi besøger domkirken.

Historie, myter og legender fra Barcelona
Mens vi stod og nød det prægtige solskin op ad den gamle romerske mur, gav Leon en hurtig og meget humoristisk gennemgang af byens turbulente historie. Den er præget af kampe, ikke mindst med storebroderen og ærkefjenden Madrid (Castilien). Og ifølge Leon havde Barcelona (Catalonien) hver gang, de skulle træffe en afgørende beslutning, valgt at satse på den forkerte hest. Det følgende vil kun være en fattig gengivelse af Leons præsentation.

De første tegn på bosætning i Barcelonaområdet stammer fra Yngre stenalder (2000–1500 f.Kr.), men de første større bosætninger kom først i 600–500-tallet f.Kr. Under den anden puniske krig (mellem Rom og Kartago fra 219-201 f.Kr.) overtog kartagenerne under den berømte hærfører Hannibals fader Hamilcar Barca byen. Efter Kartagos nederlag til romerne blev byen en romersk koloni, og den blev døbt "Colonia Julia Augusta Paterna Faventina Barcino". I det andet århundrede e.Kr. blev der efter ordre fra kejser Claudius bygget en mur rundt om byen. I år 415 blev byen erobret af Visigoter (vestgoterne), og Barcelona var hovedstad i det vestgotiske rige i nogle få år, inden hovedstaden flyttede til Toledo.

Leon fortalte to myter, som fortælles om Barcelonas grundlæggelse. Den første handler om Herkules, nok den største af de græske sagnhelte. Hans fad er overguden Zeus, men hans mor er, som man skulle formode, ikke Zeus' hustru Hera, men en dødelig kvinde, Alkmene. Hera, som er rasende på sin utro mand og hans nyfødte søn, sender to slanger til Herkules' vugge, for at de skal dræbe ham, men Herkules dræber imidlertid de to slanger med sine bare næver. Herkules bliver gift med Megara, en kongedatter fra Theben, og de får to børn. Men Hera glemmer ikke så let, hun slår Herkules med sindssyge, og han dræber sin kone og deres børn. Da han kommer til sig selv og erfarer, hvad han har gjort, tager han til oraklet i Delfi, og spørger Apollon om råd. Han får at vide, at han for at sone sin uhyrlige gerning skal tage til Mykene og i 12 år tjene kong Eurystheus. Hvis han udfører de opgaver, som kongen giver ham, vil han ved sin død blive udødelig og gå til gudernes hjem på Olympen i stedet for til dødsriget Hades. Under udførelsen af en af disse opgaver tager han afsted sammen med Jason og hans argonauter for at finde "det gyldne skind". I ni skibe sejler de gennem Middelhavet, men et af skibene går tabt i en voldsom storm ud for den catalanske kyst. Herkules tager ud for at lede efter skibet og besætningen, og han finder vraget på en lille høj, men besætningen er uskadt. Imidlertid synes de så godt om stedet, at de beslutter at blive tilbage og grundlægger en by, som de giver navnet Barca Nona ("det 9. skib").

Hvis du ikke synes om denne forklaring, så mener den anden myte, som Leon fortalte, at Barcelona blev grundlagt af general Hamilcar Barca fra Kartago, fader til den berømte Hannibal, som under den anden puniske krig førte sin hær samt 37 elefanter over Pyrenæerne og Alperne og ind i Norditalien. Byen, som fik navnet Barcino, skulle være grundlagt omkring 230 før vor tidsregning. Efter Kartagos nederlag til romerne blev byen en romersk koloni og blev døbt Colonia Julia Augusta Paterna Faventina Barcino.

I 711 indledte maurerne, som man benævnte de muslimske indbyggere i Nordafrika, et erobringstogt mod det kristne, visigotiske kongerige i Spanien. De besejrede en talmæssigt overlegen visigotisk hær og etablerede hurtigt et støttepunkt for de følgende kampe. I løbet af få år underlagde de sig størstedelen af den iberiske halvø på nær de baskiske områder i Pyrenæerne og Asturien, hvor de fordrevne visigotiske fyrster etablerede små kristne kongeriger. Det erobrede område blev kaldt al-Andalus og var først et emirat og siden centrum for et kalifat. I 721 påbegyndte kalifatet et fremstød nord for Pyrenæerne, dette fremstød blev standset ved Toulouse. Et nyt forsøg i 732 resulterede i slaget ved Poitiers, hvor en allieret kristen forsvarstyrke under ledelse af Karl Martell tilføjede muslimerne en række nederlag, og det blev afslutningen på den islamiske ekspansion i Vesteuropa og sikrede kristendommen som den dominerende trosretning i Europa. Desværre fortalte Leon ikke, at Holger Danske var med i slaget. Det skulle fremgå af Rolandskvadet fra midten af det 12. århundrede, at vores sagnhelt var en af ridderne og opererede under navnet Oger le Danois. Men man kan jo ikke vide alt. Karl Martells søn Pippin den Lille generobrede Narbonne, hvorfra han krydsede Pyrenæerne og indtog Girona og Barcelona. Han oprettede her en stødpude mellem frankerne og de muslimske områder, "Marca Hispanica", "Den Spanske Mark", som sammen med Asturien blev udgangspunkt for de fremtidige tilbageerobringer i al-Andalus. "Den Spanske Mark" bestod af et antal grevskaber med Barcelona som det førende, og man kan se dette som begyndelsen på det nuværende Catalonien.

Sidst i 800-tallet oprettedes et egentligt catalansk grevedynasti. I 878 blev Guifré el Pilós (på dansk: Wilfred den behårede) den første greve af Barcelona. I 897 angreb muslimerne Barcelona, og Wilfred døde i slaget. En legende vil vide, at franske konge, Karl den Skaldede ved den lejlighed belønnede Wilfred for hans tapperhed. Kongen stak sine fire fingre ned i Wilfreds åbne sår og trak derefter sine blodplettede fingre ned over grevens kobberskjold. Således opstod det catalanske flag. Ja, jeg ved godt, at der ikke er megen historisk evidens for denne hændelse - i hvert fald ikke mere end der er om dannebrog, som faldt ned fra himlen. Men det er da en god historie, som alle nationalistiske catalanere elsker. Wilfred blev begravet i en af flere kirker, som han havde ladet bygge, Santa María de Ripoll. Efter Wilfreds død gik grevetitlen i arv til hans søn Wilfred Borrell. Catalonien var herefter uafhængigt, indtil det i 1137 blev lagt sammen med kongeriget Aragonien.

Med Jaume I el Conqueridor (på dansk Jakob 1. Erobreren) (1208–1276) indledtes en storhedstid for Catalonien og Barcelona. Under hans regeringsperiode udvidede Grevskabet Barcelona sig mod syd ind i Valencia, mod nord ind i Languedoc og mod øst til Balearerne. Med en flåde på 500 franske og catalanske skibe erobrede han nytårsnat 1229 Mallorca fra muslimerne og satte samtidig en stopper for den omfattende piratvirksomhed. I samme periode blev de to politiske institutioner, Les Corts Catalanes og Consell de Cent grundlagt. Les Corts var den grundlovgivende forsamling med repræsentanter fra adel, kirke og borgerskab, mens el Consell de Cent (på dansk: de hundredes råd) var et byråd på 100 repræsentative borgere. Byen blomstrede og var en af Middelhavets stormagter i 1200- og 1300-tallet, og catalansk blev talt over det meste af Middelhavet. Indbyggertallet var på omkring 50 000, og bymuren måtte udvides flere gange. Sidst i 1300-tallet blev byen ramt af pest, "den sorte død", og befolkningstallet kraftigt reduceret. I den periode blev store dele af "Barri Gòtic", "den gotiske bydel" bygget. I 1410 døde Martí I el Humà (på dansk: Martin Humanisten) og med ham den hidtidige catalanske blodlinie. I to år var Catalonien uden konge, indtil pave Benedikt XIII valgte castilianeren Ferdinand de Antequera, søn af Juan I af Castilien og Elinor af Aragonien. Ferdinand de Antequera var den første i rækken af castilianere, der regerede Catalonien, og Catalonien tabte gradvis både indflydelse og selvstændighed.

Da Aragonien og Castilien i 1469 blev samlet under de katolske monarker Isabella I af Castilien og Ferdinand II af Aragonien blev Catalonien en del af det spanske rige. Ved Granadas tilbageerobring i 1492 blev det sidste kongerige i al-Andalus lagt ind under det nyetablerede kongerige Spanien. Madrid blev det politiske centrum, og samtidig aftog betydningen af handelen i Middelhavet i takt med, at handelen med (læs: udbytningen af) de spanske kolonier voksede. Catalonien beholdt dog sin egen forfatning, sit eget parlament samt andre institutioner og privilegier. Fernando og Isabel var et handlekraftigt kongepar, som i 1492 indtog Granada og sendte Columbus til Indien (Amerika) og forviste jøderne fra Den Iberiske Halvø. De katolske monarker oprettede inkvisitionen i Barcelona for at rydde ud i muslimer og jøder. Dermed dukkede to nye grupper op i det spanske samfund: Moriscos, muslimer, som havde konverteret til kristendommen, og Conversos, jøder, som havde konverteret til kristendommen. Omkring 700.000 jøder blev tvunget til at flygte, og mange, mange jøder blev dræbt. (I 2014 har den spanske regering besluttet at betale den historiske gæld tilbage ved at give disse jøders efterkommere mulighed for at søge om spansk pas.)

Mens Filip IV var konge af Spanien (og også Portugal), blev Catalonien styret af hans premierminister Gaspar de Guzman de Olivares. Da der i 1635 udbrød krig mellem Frankrig og Spanien, tvang Olivares Catalonien til at stille med 16.000 mand til den spanske hær, og det i en periode, hvor Catalonien havde problemer med at forsvare sit eget territorium. Catalonien valgte side for Frankrig, som de havde mange og nære forbindelser til, og den catalanske regering udråbte den franske konge Louis XIII til konge ad Catalonien. Store dele af Catalonien blev besat af franskmændene. Sammen med franskmændene slog catalanerne den spanske hær ved Montjuïc, men i 1648 rykkede franskmændene ud af Catalonien. Ikke nok med det, men de tog området Roussillon i Sydfrankrig, som hidtil havde tilhørt Catalonien. Uden franskmændene kunne de ikke klare sig mod Filip IV's tropper, og i 1652 måtte de overgive sig.

Heller ikke i den den spanske arvefølgekrig (1701-14) holdt Catalonien på den rigtige hest. I år 1700 døde den spanske konge Karl II. Han var søn af Filip IV af Spanien og dennes hustru Maria Anna af Østrig. Han efterlod sig ingen børn og dermed uddøde den spanske gren af Habsburgerslægten. Kampen om de omfattende spanske besiddelser blev hurtigt et stormagtsspørgsmål. Østrig og Frankrig stillede hver med sin kandidat: Leopold I af Østrig med sin yngste søn ærkehertug Karl, Ludvig XIV af frankrig med sin sønnesøn hertug Filip af Anjou. Hvis Østrig kunne vinde den spanske trone, ville Karl V's enorme rige blive genskabt. Hvis Ludvig XIV's kandidat vandt, ville Frankrig militært og politisk opnå en ubestridt førerposition til skade for Holland og England. En måned før sin død testamenterede Karl II det spanske rige til hertug Filip af Anjou (Filip V) på betingelse af, at den franske og den spanske krone aldrig blev forenet. Som modtræk indgik Østrig en traktat med Holland og England, og den alliance blev støttet af en række tyske stater (Preussen, Hannover, Mainz, Pfalz), hvortil kom Danmark og Portugal. Frankrig gik i forbund med Bayern, og så erklærede England, Holland og Østrig krig mod Frankrig. Jeg skal ikke trætte med en længere beskrivelse af krigen, men blot konstatere, at igen spillede Catalonien på den tabende hest, nemlig Østrig og dets allierede. Krigen sluttede reelt, da stormagterne i 1713 indgik en fredsaftale, der betød, at Filip fik det spanske rige men måtte afstå besiddelserne i Middelhavet og give efter for en række krav om frihandel med landene i Amerika. Catalanerne nægtede imidlertid at overgive sig., og franskmændene belejrede Barcelona. Den 11. september 1714 overgav Barcelona sig, og Filips straf var hård. de gamle catalanske institutioner Consell de Cent og Les Corts Catalanes blev nedlagt, hvilket betød en væsentlig indskrænkning af Cataloniens rettigheder. Siden da har den 11. september været Cataloniens nationaldag, la Diada. De mange faldne forsvarere blev begravet på en kirkegård, som i dag bærer navnet Plaça Fossar de les Moreres. Vi kommer senere forbi stedet på vores tur rundt i Barcelona.

1714, året for Cataloniens tab af sin selvstændighed og i nogen grad identitet, er stadig et meget vigtigt symbol i Barcelona. Leon fortalte, at under FC Barcelonas kampe på Camp Nou, når stadionuret viser 17:14, rejser alle tilskuerne sig op og brøler: "Independencia!". Et signal til arvefjenden i Madrid - og ikke kun Real Madrid.

Den spanske borgerkrig (1936-1939) blev udkæmpet mellem republikanerne, dvs. den demokratisk valgte regering støttet af socialdemokrater, reformister, kommunister og anarkister, og nationalisterne, dvs. hæren under general Francisco Franco støttet af konservative, fascister og den katolske kirke. Nationalisterne ønskede at genindføre monarkiet i Spanien. Den katolske kirke støttede nationalisterne og opfattede krigen som et moderne korstog, en opfattelse, som blev forstærket af overgreb og mord på præster og nonner begået af venstresiden. Efter at venstrekoalitionen Frente Popular kom til magten i 1936 opstod en periode med stor ustabilitet og vold, og en gruppe højere officerer forsøgte at begå et statskup mod den nye regering. Nationalisterne fik militær støtte og våben fra Hitlers Tyskland og Mussolinis Italien. Republikken købte militært udstyr fra Sovjetunionen.

Borgerkrigen blev udløst af en gruppe højtstående officerer. Kupmagerne sikrede sig først kontrollen i Marokko, hvorefter elitestyrkerne her sammen med 75.000 "frivillige» marokkanere" blev sat ind i Andalusien. De store byer som Madrid og Barcelona var på republikanernes side, og de faldt først efter svære kampe - og efterfølgende massakrer. I Barcelona blev oprørerne nedkæmpet af bevæbnede anarkister og syndikalister. General Goded, som var blev indfløjet fra sit tjenestested på de Baleariske Øer, blev taget til fange i Barcelona og senere henrettet. I marts 1938 blev der gennemført en række bombninger af Barcelona, hvilket resulterede i omkring 1.300 dræbte og mindst 2.000 sårede, bombningen blev udført af Mussolinis luftstyrker. I januar 1939 faldt byen til Franco og hans styrker. Mange af byen indbyggere flygtede nordpå mod den franske grænse. Franco straffede catalanerne ved at afskaffe regionens selvstyre og undertrykke den catalanske kultur, herunder forbyde anvendelsen af deres sprog, catalansk. Det blev også forbudt at undervise i catalansk historie. Mange catalonere drømmer om et selvstændigt Catalonien, og fra tusindvis af balkoner flages med den catalanske fane. Den catalanske lokalregering har proklameret en afstemning om selvstændighed den 9. november 2014. (Knap en måned før afstemningen skulle have fundet sted, blev den aflyst efter massivt pres fra Madrid).

Hvis du ikke er faldet i søvn over al min historiesnak, så kom med på vores videre færd. Næste stop er ved Barcelonas katedral.

La Seu - Barcelonas domkirke
Ved den nordlige indgang til domkirken påpegede Leon en lille skulptur eller rettere relief på facaden. Umiddelbart ville man tro, at det var St George, som de kalder ham i England eller st Jørgen, som vi kalder ham i Danmark. Han afbildes sædvanligvis i kamp mod en drabelig drage. I Catalonien hedder han Sant Jordi og er en af Barcelonas skytshelgener, og man møder ham overalt i det offentlige rum. Catalanerne ser ham som et billede på deres egen kamp mod den onde centralmagt i Madrid. Som du måske husker, forlanger dragen først landsbyens kvæg, og da det er sluppet op, kræver den hver dag en unge pige. Da loddet falder på prinsessen, dukker Sant Jordi op og dræber uhyret. Men kigger man nærmere efter på relieffet, ser man, at hovedpersonen er dækket af kraftig hårvækst, selv skægget er bundet op. Figuren forestiller Wilfred den Behårede, en af greverne af Barcelona, som vi allerede har hørt om.

Der er flere kirker i Barcelona, som man refererer til som katedraler, men kun "Catedral de la Santa Cruz y Santa Eulalia" er en egentlig domkirke/katedral, dvs. sæde for biskoppen. Til hverdag omtales domkirken som "La Seu", hvilket skulle betyde "(bispe)sædet" på catalansk. Den ligger på Plaça de la Seu i det gotiske kvarter. Der er gratis adgang til domkirken, men til trods herfor var der ikke en timelang kø, hvilket man fx oplever ved besøg i Gaudis ufærdige kirke, La Sagrada Familia. Mere om den senere.

Inden vi gik ind i domkirken, forsamledes vi på domkirkepladsen, hvor Leon fortalte om kirken og dens tilblivelse. Han fortalte, at byens borgere hver lørdag fra kl. 18-20 og søndag morgen mødes på Plaça de la Seu for at danse den catalanske dans sardana - catalanerne er ikke så fascineret af flamencoen, som man er i fx Andalusien. Det var dog tydeligt, at Leon ikke fandt sardanaen særligt ophidsende, men hvor meget forstand har en englænder på spansk dans? Vi nåede desværre ikke at overvære dansen, men måske er du mere heldig.

Der var kun ganske kort tid til at kigge ind i domkirken, så Birgit og jeg vendte tilbage senere, hvor vi brugte et par timer. Bl.a. skulle jeg selvfølgelig en tur op i klokketårnet og nyde udsigten over byen. Mere herom senere.

Om domkirken
Biskop Pretextat, som var biskop i Barcelona fra 290-343, siges at have indviet den første bygning her på stedet, der tjente som byens domkirke. Denne kirke stod på ruinerne af et romersk Jupiter-tempel, der lå på en bakke, som romerne kaldte Jupiterbjerget. Da Konstantin indførte kristendommen som statsreligion, blev bakken omdøbt til Taborbjerget. Lige siden har Barcelonas domkirke ligget på dette sted. I 1940 blev resterne af den første kristne kirke på stedet afdækket.

Kirken blev for lille til den stadig voksende menighed, og i 599 besluttede sognet at gå i gang med at rejse midler til at bygge en stor katedral på bakken. På mødet besluttedes, at kirken skulle vies til "det sande kors", og det er formentlig årsdagen til, at der på toppen af den nuværende katedral står en statue af kejserinde Helena, Konstantins moder, med "det sande kors" i sin opstrakte hånd. I den katolske verden opstod en legende om, at Helena tog på en rejse til Jerusalem, hvorunder det lykkedes hende at finde det kors, som Jesus blev korsfæstet på.

Under den muslimske invasion i 700-tallet var Barcelona i en kort periode under islamisk styre, og kirken blev, som de fleste kristne kirker omdannet til en moske. Da frankerne tilbageerobrede Barcelona i 801, blev moskeen ødelagt, og man besluttede at opføre en ny katedral. Imidlertid blev katedralen ødelagt under et muslimsk angreb i 985, hvorfor man i 1046 gik i gang med at genrejse katedralen, og den blev indviet allerede i 1058. Det blev dog hurtigt klart for menigheden og monarken, at med Barcelonas voksende indflydelse var katedralen ikke stor nok, og i 1298 under Jakob II af Aragonien påbegyndte man opførelse af den nuværende katedral. Arkitekten var den franske arkitekt, som også tegnede den gotiske facade og det centrale spir.

I 1339 blev resterne af helgeninden Santa Eulàlia overført til katedralen fra Santa Maria de les Arenes, den kirke, som var forgænger for Santa Maria del Mar, "Havets Katedral", som vi også vil besøge. Samtidig blev Santa Eulàlia udnævnt til katedralens skytshelgen. Ifølge traditionen var Eulàlia en ung pige, som led martyrdøden i år 304 under forfølgelserne af de kristne under kejser Diokletian. Hun nægtede at tilbede de romerske guder og blev udstillet nøgen på torvet, men et mirakuløst snefald midt på foråret dækkede hendes nøgenhed. Herefter blev hun anbragt i en tønde, hvori der var stukket knive, og hun blev rullet ned ad gaden - traditionen vil vide, at det skete på gaden, som i dag bærer navnet Baixada de Santa Eulàlia. Da hun overlevede dette, blev begge hendes bryster skåret af, og hun blev korsfæstet på et X-formet kors. I alt lod byens romerske kommandant, Dacian, hende udsætte for 13 bestialske former for tortur, en for hvert af hendes leveår. Til sidst huggede forfølgerne hovedet af Santa Eulàlia, og det fortælles, at en hvid due, et symbol på hendes renhed og uskyld, steg til vejrs fra hendes hals. Hendes legeme blev som nævnt først gravsat i Santa Maria de les Arenes. I 713 i forbindelse med den mauriske invasion blev hendes legeme gemt og kom først for dagens lys i 878. Hvert år fejres hun i Barcelona i ugen omkring hendes navnedag den 12. februar. Hende legeme ligger i en alabastersarkofag i katedralens krypt. Billedet ovenfor til højre er af et relief i katedralen af Santa Eulalia, udført af Bartolomé Ordóñez.

Katedralen stod færdig i 1448 incl. det tilhørende kloster, en byggetid på 150 år for en katedral er ikke usædanlig. Desværre var der i første omgang ikke midler til at færdiggøre facaden mod vest, så de næste 400 år stod katedralen med sine to ottekantede klokketårne men uden en egentlig facade. Heldigvis ændrede tiderne sig i løbet af 1800-tallet. Sidst i 1800-tallet gik Miguel Girona i gang med at færdiggøre facaden, som stod klar i 1889. Det himmelstræbende spir blev afsluttet i 1913 af Gironas børn. Arbejdet blev udført på grundlag af det oprindelige design og de oprindelige tegninger fra 1408. Taget er kendt for sine gargoiler, som både omfatter kendte husdyr og mytiske væsener.


Barcelonas domkirke - beklager billedkvaliteten.

Når man træder ind i katedralen, er det første indtryk, at den er da forfærdelig mørk, og det varer lidt, inden øjnene vænner sig til det. Katedralen har et bredt midterskib kantet med elegante, slanke søjler og to sideskibe med 28 sidekapeller, hvoraf de 10 ligger omkring apsis og altret. Noget af det første, man ser, når man træder ind i kirken, er den enorme døbefont i marmor, som står til venstre for hovedindgangen. Døbefonten, som stadig er i brug, er kendt for, at det var her, man døbte seks indfødte indianere, som Columbus tog med sig, da han i 1493 vendte tilbage fra sin første rejse til Amerika. Columbus rejste fra Sevilla til Barcelona medførende ikke alene de seks "vilde", men også et bur med papegøjer. Inden han kunne præsentere indianerne for det katolske kongepar, var det selvfølgelig nødvendigt, at de blev dømt først. Vi har allerede set, hvor Columbus blev modtaget af Ferdinand og Isabella.

Kendt er også Capella de Sant Benet, som er viet til grundlæggeren af benediktinerordenen, Benedikt fra Nursia (ca. 480-ca. 547). Her findes en altertavle af den catalanske maler Bernat Martorell, nemlig værket "Jesu forklarelse". Et andet kapel er viet til Santa Llúcia (ca. 283-304), skytshelgen for lys og syn og blinde. Hun led martyrdøden under kejser Diocletians kristenforfølgelser. I stedet for brændoffer, skulle Llúcia derfor selv brændes på bålet, men myten fortæller, at hverken vagter eller okser kunne flytte hende, da hun skulle på bålet. Det endte med, at vagterne stak hendes øjne ud. Hun afbildes ofte med øjnene lagt på en plade eller i en lille skål, og opfattes af samme grund som skytshelgen for de blinde. Santa Llúcia er afbildet over altret, hvor hun præsenterer sine øjne på et fad for kejseren. Den 13. december er kapellet fyldt med blinde, som beder til Santa Llúcia.

Et stort sidekapel med omkring 100 sæder er dedikeret til "Kristus af Lepanto", Capilla del Santisimo Sacramento. Slaget ved Lepanto, var et søslag i 1571 mellem osmannerriget (tyrkerne) og en kristen alliance mellem pavestaten, Venezia og Spanien. Flagskibet under kommando af Juan d'Austria havde en kristus på korset som gallionsfigur. Leon fortalte levende, at tyrkerne satsede på at ramme flagskibets gallionsfigur, hvilket ifølge overleveringerne ville betyde tyrkisk sejr. De affyrede en kanonkugle med retning mod flagskibets forstavn, men på mirakuløs vis undveg Kristus kuglen ved at lave et koket hop - således blev det i hvert fald demonstreret af den veloplagte Leon - og det skulle være forklaringen på Kristus' lidt usædvanlige benstilling. Der er ingen tvivl om, at det må have givet en saltvandsindsprøjtning (undskyld( til de kristne soldater. Under alle omstændigheder led den osmanniske flåde et knusende nederlag, og det osmanniske herredømme i Middelhavet blev brudt. Nu skrev jeg, at flagskibet var under kommando af Juan d'Austria, men en plakette i kapellet nævner, at den, som anførte flåden i slaget var Lluís de Requesens, en katalansk adelsmand og general under Filip II.

Kristus af Lepanto i domkirken i Barcelona.

I kapellet befinder sig også en alabastergrav med St. Olegarius, biskop af Barcelona og ærkebiskop af Tarragona, som døde i 1136.

St. Eulalias sarkofag befinder sig som nævnt i krypten under højaltret, som er hævet, så man får et godt kig ned i krypten. Relieffer på alabastersarkofagen, som er udført af kunstnere fra Pisa, fortæller historien om Eulalias martyrium, fra hun som 13-årig forlader sine forældre. Man ser hende blive dømt af den romerske konsul og derefter blive udsat for forskellige pinsler, inden hun bliver korsfæstet. Herefter beskrives, hvorledes hendes legeme bliver overført til katedralen under overværelse af kongen og fire biskopper. Sarkofagen krones af fire engle og i midten Jomfru Maria og Jesusbarnet, som anbringer en krone på hovedet af St. Eulalia.

Santa Eulálias krypt i domkirken i Barcelona.

Meget spændende er også de imponerende korstole. I 1519 blev der afholdt et møde i katedralen i "Den gyldne Vlies' Orden" under forsæde af Karl V, og til minde om den begivenhed blev deltagernes våbenskjolde malet på stolerygge. Fx bærer en af stolene Henrik VIII's våbenskjold. Denne ridderorden blev indstiftet i 1430 af Filip den Gode. Fra 1701 blev den delt i to grene, en østrigsk under habsburgerne, og en spansk under de spanske bourboner, i dag kongen af Spanien. Vores dronning er medlem af ordenen, men jeg har dog aldrig set Margrethe bære det tilhørende ordenstegn, det gyldne vædderskind i en kæde af stål med sten imellem de enkelte led. Stenene var et billede på de hellige steder, der burde tilbageerobres ved et korstog.

Korstolene i katedralen i Barcelona.

Ordenen har navn efter "Jasons gyldne skind", du husker måske det antikke sagn, hvor Jason for at blive konge skal hente et gyldent vædderskind, der vogtes af en farlig drage med tusind øjne. Af danske riddere kan nævnes Christian II, kongerne fra Frederik VI til Christian X samt dronning Margrethe II.

Klostret.Som tidligere nævnt findes et kloster i tilknytning til domkirken. Den smukke udendørs klostergård indeholder flere gravsteder og kapeller. Her ligger også den såkaldte "Gåsebrønd", "Font de les Oques", som huser en flok på 13 hvide gæs. Legenden vil vide, at disse gæs er efterkommere af de gæs, som vækkede de romerske soldater, da gallerne i år 387 f.Kr. forsøgte at indtage fæstningen på Capitol i Rom. Det er ikke tilfældigt, at der er netop 13 gæs, det er den alder, som Eulalia havde, da hun led martyrdøden. Det er også det antal måder, hvorpå romerne forsøgte at knække hendes tro.

13 hvide gæs i katedralen i Barcelona.

I klosterhaven ligger en middelalderbrønd, som i sin tid gav nonnerne frisk vand. Brønden er viet til Barcelonas Sant Jordi, som sammen med Santa Eulalia er Barcelonas skytshelgen, og ved brønden ses en bronzestatue af Sant Jordi i kamp med en drage.

Som afslutning på besøget stillede jeg mig i køen af andre turister, som ville med elevatoren op på taget af domkirken. Selv om køen var forholdsvis lang, tog det ikke lang tid, inden jeg kom med. Elevatoren tog otte personer ad gangen. Elevatoren findes ved Capella de les Animes del Purgatori - betyder vistnok "kapel for sjælene i skærsilden". Der var en fin udsigt fra kirkens tag, som bestemt var de 3 Euro værd. Desværre var der så meget sol, at det var svært at tage ordentlige fotos. Måske skulle man komme sidst på eftermiddagen. Og som så ofte før en masse irriterende turister, som altid er i vejen.

Udsigt fra taget af domkirken.

Åbningstider og priser (2014):
Mandag-lørdag: kl. 8.00-12.45 og kl. 17.15-19.30 gratis adgang. Kl. 13.00-17.00 betales billet (kaldet donation).
Søndag: kl. 8.00-13.45 og kl. 17.15-19.30 gratis adgang. Kl. 14.00-17.00 betales billet.
Hvis man køber en billet til 6 Euro (2014), får man adgang til koret, taget og det lille museum.

BARCINO skulpturen på Plaça Nova
Næste stop, som lå lige i nærheden, Plaça Nova, summer af liv. Leon forgtalte, at der hver torsdag er "antikmarked" på pladsen (kl. 9-20?), ligesom der er julemarked hele december måned. Om søndagen bliver den hjemsøgt af Sardanas dansere. Vi gjorde ophold ved en skulptur, som består af syv monumentale bogstaver: BARCINO. Værket, som er udført af kunstneren Joan Brossa, blev opsat i 1994, og det står ganske tæt på resterne af den gamle romerske mur, hvor akvadukten kom ind i byen. Som du sikkert husker, var BARCINO det romerske navn for Barcelona - det fulde navn var Colonia Iulia Augusta Faventia Paterna Barcino. Seks af bogstaverne er udført i bronze og det syvende i aluminium. Joan Brossa (1919-1998) var en fremtrædende catalansk poet, dramatiker og grafisk designer, han udgav mere end 80 bøger, alle skrevet på catalansk. Han boede og arbejdede i Barcelona det mest af livet, og monumentet er formentlig en hyldest og kærlighedserklæring til hans by med den store fortid.

BARCINO skulptur. Hvorfor er der altid en irriterende flok turister, som forhindrer mig i at tage nogle ordentlige fotos? ;-).

Efterfølgende gjorde Leon opmærksom på en bygning, som lå på den modsatte side af torvet. Bygningen, "Col·legi d’Arquitectes", som blev opført i 1961 vakte en del debat om det hensigtsmæssige i at opføre en så moderne bygning på et af byens ældste torve.

Frise udført af Picasso på bygning på Plaça Nova..

Leon fortalte, at de tegninger, som kunne minde om graffiti, var en frise, som Picasso havde udført i 1962. Motivet er fiestas, som de afholdes ved Middelhavet. Picasso tilbragte de første år af sit liv i Malaga.

Plaça de Sant Jaume
Videre til den imponerende plads, Plaça de Sant Jaume, som var centrum i den romerske by Barcino; her lå Forum og Augustustemplet. Pladsen har navn efter den kirke, Sant Jaume, som lå her i middelalderen. Bystyret plejede at holde deres møder udenfor kirken, indtil denne i 1823 blev revet ned. Herefter opkøbte man de nærliggende ejendomme, rev dem ned og opførte bygninger, hvor bystyret fik sæde.

I dag ligger to fantastiske bygninger på pladsen: på den ene side Barcelonas rådhus, "Ajuntament de Barcelona", og overfor Cataloniens parlamentsbygning, "El Palau de la Generalitat". Så Plaça de Sant Jaume udgør således hjertet i både byens og regionens administration og styre. Plaça de Sant Jaume hed på et tidspunkt "Forfatningspladsen", hvilket også fremgår af en plakette på rådhusets facade.

Til venstre ses rådhuset i Barcelona, til højre et mennesketårn.

Leon fortalte om en særlig catalansk tradition, bygning af "mennesketårne". Den udføres ofte i forbindelse med byens store fester, og ofte udenfor rådhuset. Denne tradition går tilbage til 1700-tallet og er formentlig begyndt som en konkurrence mellem mandfolk i nabolandsbyer. Gruppen af deltagere i bygning af et tårn - som på catalansk kaldes "castell" - udgør en "colle". Tårnet består af tre dele. Basen er den såkaldte "pinya", som dels skal bære den store vægt af tårnet, men også være med til at afbøde virkningerne, når tårnet, hvad selvfølgelig undertiden sker, kollapser. Det er klart, at det er de største, tungeste og stærkeste, som findes her. Afhængig af højden på tårnet følger en eller to lag, "manilles". På denne bases opbygges kroppen, "tronc", som består af flere lag. Antallet af personer i hvert lag afhænger selvfølgelig af den samlede højde på tårnet. Til sidst anbringes en kuppel, "pom de dalt" på tårnet, det er i næsten alle tilfælde et barn, "anxenta", som klatret op på toppen og et par sekunder senere triumferende rækker armen mod himlen og modtager tilskuernes hyldest. Mens dette pågår, spilles den inciterende melodi "Toc de Castells" på fløjte og tromme. Og nu mangler så kun at få det menneskelige tårn opløst, hvilket ikke er mindre vanskeligt. Leon fortalte, at der er eksempler på dødsfald. Over tiden har man selvfølgelig stadig søgt at forøge højden på mennesketårnene, siden 1969 er rekorden øget fra 7 til 9 lag. Leon fortalte, at det er et lovkrav, at deltagerne bruger styrthjelm, men i praksis er det kun børnene, som respekterer dette.

Jeg har på youtube fundet nedenstående video, som viser opbygningen af et mennesketårn. Bare klik på billedet.

Deltagerne i en "colle" er medlemmer af foreningen "Castellers de Barcelona", som blev stiftet i 1969. Hvis du skal til Barcelona og gerne vil opleve opbygningen af et mennesketårn, kan du checke foreningens kalender på deres hjemmeside. Bare klik her.

El Call, det jødiske kvarter
Efterfølgende førte Leon os hen til El Call, som er det jødiske kvarter i Barcelona. Lige udenfor El Call standsede vi, og Leon fortalte om jøderne og deres historie i Barcelona. Grunden til at vi standsede der, inden vi bevægede os ind i de smalle gyder, var, at han tidligere havde fået hældt en spand vand i hovedet af en kvinde, som syntes, at han talte for højt. Hvis han fik flere klager, kunne hans licens som guide komme i fare.

Du husker sikkert fra din skoletid, at jøder i stort tal blev deporteret til Babylon, hvor de "sad og græd" i et halvt hundrede år, inden de fik lov til at vende tilbage til Jerusalem. Under romerne var der utallige revolter, som i år 70 resulterede i endnu en ødelæggelse af Jerusalem, mere end 1 million jøder blev dræbt af romerne, og endnu flere flygtede til især Sydeuropa, hvor de slog sig ned. I 1250 udstedte pave Innocent IV en forordning om, at jøderne ikke måtte bygge synagoger uden særlig tilladelse, og de måtte ikke have omgang med kristne. Hvis de forsøgte at hverve tilhængere, ville deres ejendele blive konfiskeret, og de risikerede døden. Jøderne skulle også bære et gult "skilt", så man kunne skelne dem fra de kristne. I store byer som Barcelona blev der oprettet egentlige jødiske kvarterer - ofte benævnt ghettoer. Og for at beskytte de jødiske borgere :-) blev ghettoen omgivet af mure. Det begrænsede selvfølgelig det jødiske samfunds muligheder for at ekspandere, hvilket er en del af forklaringen på de smalle gader og små bygninger.

El Call, det jødiske kvarter i Barcelona.

Mange af Barcelonas jøder fungerede som bank eller pengeudlåner for Cataloniens herskere. På den tid var det ikke tilladt kristne at udlåne penge mod renter, men det var ikke noget problem for jøderne, og mange jøder blev ret velhavende. De catalanske fyrster tvang ofte de jødiske pengemænd til at finansiere deres erobringstogter og udelod i de fleste tilfælde at betale gælden tilbage. I det store og hele levede det jødiske samfund godt og sikkert i deres ghetto og bestemte i høj grad deres egne forhold. Men i løbet af 1300-tallet blev situationen stærkt forværret. Love og forordninger fra kirken og kongemagten "overtalte" mange jøder til at konvertere til kristendom, mens de praktiserede deres gamle religion i smug. Sidst i 1300-tallet blev Europa, herunder også Spanien, offer for pest, som dræbte store dele af befolkningen. Og selvfølgelig fik jøderne skylden. Rygter opstod, at jøderne havde forgiftet nogle af de kristne brønde; jøderne havde deres egen brønd i ghettoen. De kristne undrede sig over, at der kun var få pestdødsfald i ghettoen, hvilket skyldtes, at der var en meget bedre hygiejne blandt jøderne, som jo skulle foretage regelmæssige afvaskninger i forbindelse med deres bønner. I 1391 blev der gennemført en serie angreb på de jødiske samfund over hele Spanien, og mange jøder blev tvangskristnede eller dræbt. Da Ferdinand og Isabelle samlede Spanien i 1492, blev de resterende jøder tvunget til at konvertere eller dø. I begyndelsen af 1900-tallet var der en større indvandring af jøder fra Østeuropa og Nordafrika, således at der i dag i Barcelona er omkring 3.500 jøder, hvilket er den største koncentration af jøder i Spanien. Det jødiske samfund i Barcelona driver en skole og et alderdomshjem.

Synagogen i El Call i det jødiske kvarter i Barcelona.

Synagogen i det jødiske kvarter, Sinagoga Major de Barcelona, er den ældste i Spanien og måske den ældste i Europa. Arkæologiske udgravninger tyder på, at der har ligget en bygning på stedet, som går tilbage til det 3. eller 4. århundrede. Det er dog ikke muligt at fastslå, at det har været en synagoge. Det fremgår, at bygningen er blevet udvidet væsentligt i løbet af 1200-tallet. Efter den store massakre på jøderne i 1391 blev bygningen anvendt til mange forskellige formål i de følgende århundreder. Først omkring 1987 blev det klart, at der havde ligget en synagoge på stedet, og at denne efter forskrifterne var orienteret mod Jerusalem. Synagogen blev restaureret og åbnet som synagoge og museum i 2002. Der holdes ikke regelmæssige gudstjenester i synagogen i dag, og den anvendes kun ved særlige lejligheder. I 2003 blev et canadisk par som det første i mere end 600 år gift i synagogen. En sagfører fra New York donerede en 500-år-gammel torahrulle til synagogen i 2006.

Santa Maria del Pi
Næste stop var ved Santa Maria del Pi, "Jomfru Maria af Fyrretræet", en gotisk kirke fra 1300-tallet. Den blev ramt af brand i 1936 og efterfølgende restaureret. Det ottekantede klokketårn, som dominerer sine omgivelser her midt inde i den gamle bydel, rækker 54 meter op mod himlen. Klokkespillet består af 6 klokker, hvoraf den største, "Antònia", vejer mere end 1806 kg.

Santa Maria del Pi.

Facaden har et pragtfuldt rosevindue med en diameter på 10 meter, ifølge Leon et af de fem største i Europa. Det originale vindue led overlast under branden i 1936, men er saiden blevet smukt restaureret. Vi var ikke inde i kirken.

Santa Maria del Mar
En af de ting, jeg havde glædet mig mest til at se i Barcelona, var kirken Santa Maria del Mar. Da jeg fortalte vores gode ven Thøger Opstrup, som er historiker/religionshistoriker og en utømmelig brønd af viden om alt mellem himmel og jord, gjorde mig opmærksom på Ildefonso Falcones' historiske roman "Havets Katedral", på spansk "La catedral del mar". De to hovedpersoner er Arnau Estanyol og Santa Maria del Mar. Romanen, som foregår i 1300-tallet, omhandler opførelsen af kirken. Omkring vores to hovedpersoner befinder sig et broget persongalleri bestående af kongelige, adelige, gejstlige, håndværkere, havnearbejdere, prostituerede, jøder og maurere, gode og onde. Romanen minder på mange måder om "Jordens søjler" af Ken Follett, som også er en af vores yndlingsforfattere. Arnau er sammen med sin far, som er livegen (slave), flygtet til Barcelona, hvor de bliver frie borgere. Arnaus far bliver dræbt, og som 14-årig må Arnau ernære sig som bastaix, havnearbejder. Når havnearbejderne ikke losser/laster, slæber de sten til kirken oppe fra stenbruddene på Montjuic bjerget, de samme stenbrud, som leverede sten til opførelse af den romerske mur omkring det første århundrede. Da pesten kommer til Barcelona, får jøderne skylden, og Barcelonas borgere giver jøderne skylden, og de stormen den jødiske ghetto. Under tumulterne redder Arnau nogle jødiske børn fra en velhavende familie, og som belønning får han et job som vekselerer. Arnau Lykken bliver hurtigt velhavende og yder store donationer til opførelsen af hans elskede kirke. Men som du sikkert har gættet, melder problemer sig. Han bliver tvunget til at gifte sig med en kvinde, som han ikke elsker, og hun melder ham til den frygtelige og frygtede inkvisition. (Jeg ved ikke, hvordan du har det, men jeg kan ikke høre udtrykket "den spanske inkvisition" uden at tænke på Monty Python). Arnaus egen lillebroder er medlem af inkvisitionen, og Arnau skal meget igennem, inden han som en gammel mand deltager i indvielsen af kirken i 1384. Jeg havde bogen med i bagagen og læste et par kapitler hver aften. Romanen er måske lidt farverig, men god læsning, synes jeg. Falcones er født i Barcelona og oprindeligt uddannet advokat, men efter successen med "Havets Katedral" i 2006 valgte han at leve af sit forfatterskab. Efter at jeg kom hjem fra Barcelona, bestilte jeg på biblioteket en anden af Falcones bøger, "Fatimas Hånd". Men lad os kigge nærmere på kirken. På kirkedøren er anbragt to figurer - se ovenfor til højre - som en hyldest til de havnearbejdere, basiax'er, som gennem mere end 20 år brugte al deres fritid på at slæbe sten til deres elskede kirke.


Santa Maria del Mar.

Santa Maria del Mar ligger i bydelen Ribera, som blev anlagt i 1200-tallet, da det blev nødvendigt at udvide byen udenfor bymurene. Her slog de velhavende købmandsfamilier sig ned, og her opførtes fra 1329-1383 Santa Maria del Mar, som ifølge Leon blev opfattet som "folkets kirke". Kirken lå i middelalderen noget tættere på havet, end den gør i dag, heraf navnet "del Mar". En opførelsestid for en katedral på kun 53 år er meget usædvanlig og skyldes formentlig det store folkelige engagement, som var forbundet hermed. Grundstenen blev lagt den 25. marts 1329 af kong Alfonso IV af Aragonien (III af Catalonien). Ansvarlig for byggeriet var ærkediakon (domprovst) Bernat Llull, og arkitekt var Berenguer de Montagut. Alle håndværkerlaug i Ribera deltog i opførelsen. Væggene, sidekapellerne og facaden stor færdig i 1350. Den sidste sten blev lagt den 3. november 1384, og indvielsen fandt sted den 15. august 1384. I 1428 anrettede et jordskælv svære skader på kirken, bl.a. blev rodenvinduet i den vestlige ende ødelagt. Det nye vindue var klar i 1460. Nord-vest tårnet blev helgenerne færdiggjort i 1496, mens pendanten først stod klar i 1902. Under en påsat brand i 1936 blev en del billeder og skulpturer ødelagt tillige med altret.

Med sin placering i en bydel med masser af smalle og krogede gader fremtræder kirken udefra som lidt massiv, dog mindre hvis man betragter den fra Fossar de les Moreres og Plaça de Santa Maria, som begge er tidligere begravelsespladser. Santa Maria del Mar anses for et at de smukkeste bygningsværker i tidlig catalansk gotisk arkitektur. På hver sin side af vestdøren står statuer af helgenenerne St Peter og Paulus i hver sin niche. Over døren ses Jesus med Jomfru Maria og Johannes Døberen på hver sin side.

Da jeg kom ind i kirken, blev jeg slået af, hvor lys og rummelig den var. Kirken har tre midterskibe og ingen sideskibe og ingen arkitektonisk opdeling mellem midterskibet og alteret. De simple riflede buer understøttes af slanke ottekantede søjler. Der strømmer masser af lys ind i rummet gennem de høje vinduer. Domkirken, La Seu, er ganske vist betydeligt større, men med sin elegante og stilrene arkitektur er Santa María del Mar for mig den ubestridt smukkeste af de kirker, vi så i Barcelona.

Santa Maria del Mar.

Som det fremgår af den viste grundplan, er den ekstremt symmetrisk. I middelalderen blev tallet 8 - eller multipla af tallet 8 - knyttet til Jomfru Maria. Marias fødselsdag er den 8. september, og i den katolske kirke fejres "den ubesmittede undfangelse" på den 8. december. Dette hellige tal indgår overalt i kirkens arkitektur: De 16 8-kantede søjler, som hver har en diameter på 2 meter, begynder i 8 meters højde at forgrene sig i et netværk af buer, som når en højde på 16 meter. De malede nøglesten i toppunktet af buerne er 32 meter over gulvet. Midterskibet er dobbelt så bredt som sideskibene, som hver er 8 meter. De 34 sidekapeller er dedikeret til forskellige helgener og religiøse personer.

Motiverne på de fem malede hovedstene er 1) Kroningen af Jomfru Maria (den katolske kirke mener, at Jomfru Maria efter sin død kom direkte til Himlen, hvor hun blev kronet til dronning), 2) Fødselsscenen, 3) Bebudelsen, 4) en rytterfigur af Pedro IV's fader Alfonso IV samt 5) Barcelonas våbenskjold. Den første hovedsten blev anbragt den 25 marts. 1329, den sidste hovedsten, nærmest ved hoveddøren blev anbragt den 3. november 1383. Kirken blev indviet den 15. august 1384 af biskop af Barcelona, Pere Planella. Denne dato er ingen tilfældighed, idet Jomfru Marias bebudelse fandt sted på den 15. august.

Rundt i kirken er der adskillige glasmalerier. Det mest fremtrædende er "rosenvinduet" fra 1459, glasset er fra Toulouse. Vinduet med motivet "Dommedag" fra 1474 er fra Avignon i Provence. Vinduet med motiverne "Pinse" og "Den sidste nadver" er fra 1711. Det nyeste vindue ved siden af sakristiet er udført af José Fernández Castrillo til minde om de olympiske sommerlege i 1992 i Barcelona.

Den 18. juli 1936 blev næsten alle Barcelonas kirker, deriblandt Santa Maria del Mar, brændt ned af anarkisterne som svar på alliancen mellem hæren og kirken. I alt blev omkring 7.000 gejstlige dræbt under disse tumulter. Santa Maria del Mar brændte i 11 dage. Det prægtige alter, alle skulpturer og de historiske arkiver gik tabt. Kun væggene, søjlerne samt de højest placerede glasmalerier forblev uskadte. Restaureringen efter borgerkrigens afslutning har yderligere understreget kirkens enkle, gotiske stil.

Der afholdes ofte koncerter i Santa Maria del Mar. Desværre nåede vi ikke at opleve en sådan, men næste gang, vi kommer derned, vil vi holde øje med evt. koncerter i kirken. Det skulle være en uforglemmelig oplevelse.

Åbningstid (2014):
Mandag-lørdag 9:00-13:00 og 17:00-20:30.
Søndag 10:00-14:00 og 17:00-20:00.
Der er messe hver dag kl. 19:30.
På søn- og helligdage er der international messe kl. 12.


El Fossar de les Moreres
Ved østsiden (bagsiden) af Santa Maria del Mar ligger en lidt underligt udseende plads, dækket med fliser. Pladsen ser ud, som om den synker, og på den er en skulptur med en evigt brændende flamme. Leon fortalte, at her lå den kirkegård, hvorpå mere end 4.000 catalanere, som mistede livet i 1714 i deres modstand mod de spanske og de franske tropper, ligger begravet. Pladsen hedder El Fossar de les Moreres. I 1821 blev kirkegården sløjfet og belagt med sten.

I 1989 blev de bygninger, som var opført på den gamle kirkegård, revet ned, og jorden blev dækket med blodrøde sten, røde som det blod, som var blevet udgydt af de catalanske patrioter.

Martyrerne fra 1714

I kirkegården med morbærtræerne
skal ingen forræder begraves;
selv om vores flag er tabt,
vil det være ærens urne.

Monumentet blev rejst i 2001. Bagest på pladsen i skyggen af morbærtræerne, som har givet pladsen dens navn, er opsat en plakette med et digt (uddrag) af Frederic Soler. Digtet bliver reciteret hvert år den 11. september på Cataloniens nationaldag.

Den spanske borgerkrig og Barcelona
Vi gjorde et stop på Plaça Sant Felip Neri, hvor Leon fortalte om den spanske borgerkrig og Barcelona. Den idylliske plads med den smukke fontæne rummer en gammel barokkirke, faktisk den kirke, som Gaudi var på vej til, da han blev ramt af en sporvogn og døde. Det er også på den plads, at Scarlett Johansson og Rebecca Hall fik frokost i Woody Allens film Vicky Cristina Barcelona. Men den smukke plads var også scene for en af de mest tragiske hændelser under den spanske borgerkrig. To bomber kastet fra et af Mussolinis fly dræbte 42 mennesker, deriblandt 20 børn, som havde søgt ly i kirken. Der er stadig masser af skudhuller i kirkemuren, som det fremgår af nedenstående billede. Nationalisterne påstod, at skudhullerne var opstået, da republikanerne skød og dræbte omkring 7.000 præster og andre gejstlige.

Plaça Sant Felip Neri.

Leon startede sin gennemgang af den spanske borgerkrig et for mig helt uventet sted. I 1931 var Berlin - i øvrigt i konkurrence med Barcelona - blevet valgt til at huse de olympiske sommerlege i 1936. Med Hitlers overtagelse af magten i Tyskland og beretninger om forfølgelse af jøder og andre mindretal opstod en stigende modstand mod Tysklands (Berlins) værtsrolle. Efter valget i 1936 besluttede den nyvalgte regering at Spanien ville boykotte Berlins sommerlege og i stedet afholde sine egne lege. Disse skulle afholdes i juli 1936 og således, at de sluttede en uge før legene i Berlin ville starte. 6.000 atleter fra 22 lande, deriblandt Danmark, tilmeldte sig. Legene blev imidlertid ikke til noget, da den spanske borgerkrig brød ud, kort før legene skulle have begyndt. Man regner med, at mindst 200 af atleterne blev i Spanien for at medvirke til forsvar af republikken mod nationalisterne.

Først i 1992 blev Barcelona vært for de olympiske sommerlege efter overgang til demokrati efter mange år under Francos diktatur.


Den spanske borgerkrig og George Orwell
Det anslås, at omkring 50-60.000 internationale frivillige, heraf ca. 500 danskere, tog til Spanien for at deltage i kampen mod nationalisterne (fascisterne). En af disse var den engelsk forfatter og journalist Eric Arthur Blair, bedre kendt under pseudonymet George Orwell (1903–1950). Orwell var politisk kommentator, men bedst kendt for de to romaner, "Kammerat Napoleon" (Animal Farm, 1945) og "1984" (Nineteen Eighty-Four, 1948). Sammen med andre fortrinsvis venstreorienterede ville han bekæmpe den truende fascisme i Spanien. Han ankom til Barcelona i december 1936 og indlogerede sig på Hotel Continental, som stadig eksisterer. Orwell tilsluttede sig det marxistiske arbejderparti POUM, som havde hovedkvarter på Ramblas 128, i dag huser bygningen Hotel Rivoli Ramblas. Han tog til fronten i Aragonien, hvor han deltog i kampen, indtil han vendte tilbage til Barcelona på orlov i slutningen af april 1937. Orwell fornemmede at stemningen i byen var skiftet og der var opstået rivalisering og ligefrem had mellem de forskellige politiske partier. Der er ingen tvivl om, at Orwell har trukket på disse smertelige erfaringer, da han skrev "Kammerat Napoleon".

Den 3. maj, da Orwell går gennem hotellets lobby, fortæller en ven ham, at der er problemer på Plaça Catalunya. Forskellige venstreorienterede fraktioner, som var gået sammen for at bekæmpe Franco og fascismen, er kommet i åben strid, og Orwell er midt i begivenhederne. Han forlader hotellet og går ned ad Ramblaen. I nærheden af Liceu operahuset starter skyderiet. Fra tårnet på Santa Maria del Pi skydes over på Ramblaen, og folk søger tilflugt i nedgangen til metroen. Orwell skynder sig videre til Hotel Falcon, som er tilholdssted for POUM-soldater på orlov. Han krydser Ramblaen og går over til det gamle kabaretteater, Teatro Principal, hvor POUM's lokalkomite holdt til. Han får besked på at deltage i forsvaret af Hotel Rivoli Ramblas, og de følgende tre dage er han involveret i hæftige gadekampe. På et tidspunkt ligger Orwell på taget af Poliorama teatret overfor Café Moka og holder øje med 20-30 modstandere på den anden side. Han overlever gadekampene og vender tilbage til fronten, hvor han bliver såret i halsen af et skud. Han vender tilbage til Barcelona for at finde ud af, at POUM er blevet erklæret for en illegal organisation. Sidst i juni 1937 lykkes det ham at undslippe til Frankrig og derfra hjem til England. Her går han i gang med at skrive en bog om sine oplevelser, "Homage to Catalonia (1938)", "Hyldest til Catalonien", som jeg læste i min grønne ungdom. Jeg har bestemt mig for at genlæse bogen og se, om den stadig kan fængsle mig.

I 1996 besluttede byrådet i Barcelona at opkalde en plads efter forfatteren, Plaça de George Orwell. Leon morede sig meget over, at Orwells plads var det første offentlige rum i byen, hvor der blev opsat et overvågningskamera. Kameraet blev hurtigt af folkeviddet døbt "Big Brother", hvilket sikkert ville have moret George Orwell

Afslutningsvis fortalte Leon om republikanernes vandalisering af Barcelonas kirker. Gaudis mesterværk, La Sagrada Familia, som vi vil besøge om lidt, var en af de få, som blev sparet. Begrundelsen var, at den var kunstnerisk værdifuld, en opfattelse, som Orwell på ingen måde delte. I sin "Hyldest til Catalonien" skrev han om kirken: "A modern cathedral and one of the most hideous buildings in the world... I think the Anarchists showed bad taste in not blowing it up when they had the chance", "En moderne katedral og en af de hæsligste bygninger i verden... Jeg synes, at anarkisterne viste dårlig smag ved ikke at sprænge den i luften, da de havde muligheden." Jeg tror ikke, at der er mange, der i dag deler den mening.


Parc de la Ciutadella
Efter næsten tre timer afsluttedes vores spadseretur med Leon. Turen afsluttedes i Parc de la Ciutadella, som er en af Barcelonas mange (omkring 70) parker, der dækker omkring 10% af byens areal. Den største er parken på Montjuïc, som vi kommer til om lidt, og efter den følger Parc de la Ciutadella. Parken, som blev anlagt midt i 1800-tallet, rummer det gamle citadel, den tidligere parlamentsbygning, Barcelona Zoo og et zoologisk og et geologisk museum. Den er et dejligt åndehul, hvor vi en enkelt gang indtog vores frokost (en sandwich) på en bænk. Der ligger bl.a. en dejlig sø i parken, som bestemt er et besøg værd.

Under den spanske arvefølgekrig (1701-1714), hvor catalonierne holdt med Østrig, mens resten af Spanien holdt med Frankrig, blev Barcelona indtaget af Filip V af Spanien. For at opretholde kontrollen over de oprørske cataloniere lod han bygge et kæmpemæssigt citadel, på den tid det største i Europa. I den forbindelse blev store dele af bydelen La Ribera revet ned, hvilket resulterede i et stort antal hjemløse. Hundreder af cataloniere blev tvunget til at deltage i byggearbejdet, som strakte sig over tre år. Hertil kom, at byens borgere blev pålagt en særskat til finansiering af omkostninger i forbindelse med den netop afsluttede krig. Ikke mærkeligt at borgerne i Barcelona hadede citadellet, som man så som et symbol på styret i Madrid. I 1841 besluttede bystyret at rage citadellet ned. I 1848-1849 ødelagde man store dele af citadellet ved at bombardere det fra Montjuic.

Afsked med Leon i Parc de la Ciutadella.

Leon tog afsked med os på plænen i parken, hvorunder han overraskede de fleste (i hvert fald Birgit og jeg) ved at recitere et digt, han havde skrevet om Barcelonas historie. Jeg har vist nævnt, at Leon udover at være en fantastisk og sprudlende guide også er professionel forfatter. Der er sikkert mange andre og inspirerende guider end Leon, men vi havde i hvert fald en dejlig tur, som

I Parc de la Ciutadella så vi flere gange de små, grønne papegøjer (parakitter), som er så talrige i mange spanske byer. De sidder ofte i toppen af de høje palmer og skræpper løs. De er vistnok indvandret fra De Kanariske Øer eller Balearerne.

Las Ramblas - Ramblaen
Vi vsr selvfølgelig flere gange på Ramblaen, som er Barcelonas mest berømte færdselsåre. Ramblaen udgør grænsen mellem kvartererne Barri Gòtic, det gotiske kvarter mod øst og El Raval mod vest. El Raval, som lå udenfor byens tidligste mure, husede mange religiøse institutioner. Den brede boulevard med en bred fodgængerzone i midten, som summer af handlende og turister døgnet rundt, strækker sig fra Plaça de Catalunya ned til Columbus-monumentet ved havnefronten, en strækning på mere end 1200 meter. Den spanske poet García Lorca sagde engang, "at Ramblaen er den eneste gade i verden, jeg ville ønske aldrig ender". Ramblaen var oprindelig en mindre flod lige udenfor bymurene. I 1500-tallet blev der bygget klostre og universiteter langs floden. Midt i 1800-tallet blev bymurene revet ned, og der blev opført yderligere bygninger på begge sider af den nu tørlagte flodseng. Den korrekte betegnelse for Ramblaen, som vi benævner den, er faktisk Las Ramblas (på catalansk Les Rambles), dvs. flertal. Det skyldes, at Ramblaen i virkeligheden er sammensat af fem "ramblaer":
  • Rambla de Canaletes
  • Rambla dels Estudis
  • Rambla de Sant Josep
  • Rambla dels Caputxins
  • Rambla de Santa Mònica
Vi tog metroen til Plaça de Catalunya for at spadsere en tur ned ad Ramblaen. Kom med, hvis du har lyst. Udover Ramblaen udgår i alt otte gader herfra, deriblandt en anden af byens vigtigste færdselsårer, Passeig de Gràcia. Plaça de Catalunya, som er på omkring 50.000 m2, er omgivet af monumentale bygninger og myldrer med mennesker. Indtil midten af 1800-tallet lå Plaça de Catalunya i landområde udenfor bymurene. I 1858 tillod styret i Madrid, at der blev opført en ny bydel her, og der blev udskrevet en konkurrence om designet af en sådan. Den nuværende plads blev anlagt mellem 1925 og 1927. Den er et knudepunkt for byens offentlige transport. Under pladsen er tre metrolinier og en jernbanestation. Mange bybusser, turistbusser og lufthavnsbusser har stoppested på pladsen.


Plaça de Catalunya i Barcelona.

De mange bænke midt på pladsen er ideelle til at sidde og betragte folkelivet - hvis man ellers kan sidde i fred for de uundgåelige duer. Mod nord ligger et par store, cirkulære fontæner, som er oplyst om natten. Her står flere skulpturer, den bedst kendte er et monument for Francesc Macià, præsident/guvernør i Catalonien fra 1932-1933. Skulpturen er udført af Josep Subirachs, som også arbejdede på passionsfacaden på La Sagrada Família.

Øst for Plaça de Catalunya ligger en imponerende hvid bygning, som rummer stormagasinet to El Corte Inglés, som har afdelinger i alle større byer i Spanien. Fra cafeteriet på niende etage er en fantastisk udsigt over pladsen. Her ligger også Banco Espanol de Credito. Denne bygning husede under den spanske borgerkrig Hotel Colon, hvor Cataloniens socialistparti holdt til. Orwell skriver i sin "Hyldest til Catalonien", at facaden var dækket af store portrætter af Marx, Lenin og Stalin.

Inden vi begiver os sydpå ad Ramblaen, vil jeg nævne, at der faktisk findes et mere upåagtet stykke, som går mod nordvest og hedder Rambla de Catalunya. Dette stykke er ikke så turistet som den øvrige del, men et udmærket sted, hvis man vil have en kop kaffe i fred og ro.

Som nævnt hedder det første stykke af Ramblaen Rambla de Canaletes. Navnet stammer fra den fontæne, Font de Canaletes, som står lige syd for Plaça de Catalunya. Den nuværende fontæne erstattede sidst i 1800-tallet den oprindelige fintæne fra 1500-tallet. Den er et populært samlingssted for byens borgere, ikke mindst af FC Barcelonas tilhængere, som siden 1930'erne har samledes her efter kampene. Mest livligt er det, når de har slået deres ærkefjende Real Madrid. Traditionen siger, at den, der drikker af Font de Canaletes, vil med sikkerhed vende tilbage til Barcelona. Hvis man om en person siger, at "han drikker vand fra Canaletes", betyder det, at han kommer fra Barcelona.

Næste stykke af Ramblaen er Rambla dels Estudis. Den har navn efter Estudis Generals, barcelonas første universitet, som blev opført i 1500-tallet, men som blev revet ned i 1843. Der findes flere vigtige bygninger på denne strækning, fx "Reial Acadèmia de Ciènces i Arts", "det kongelige akademi for videnskab og kunst", som blev grundlagt i 1764. Akademiet har et bibliotek med over mere end end 100.000 bind af videnskabelige værker fra de seneste tre århundreder. Siden 1910 har bygningen også huset Poliorama Teatret, hvor der jævnligt opføres større shows. Ellers udmærker bygningen sig ved at have det ældste offentlige ur i Barcelona. Denne strækning kaldes også af de lokale for Rambla dels Ocells, Fugleramblaen. Det skyldes det store antal boder, hvorfra der sælges fugle og andre kæledyr.

Til venstre Reial Acadèmia de Ciènces i Arts, i midten Església de Betlem, Betlehemkirken, og til højre fejring af Virgen del Roser.

Længere nede ad Ramblaen lå den robust udseende Església de Betlem, Betlehemkirken, som vi selvfølgelig skulle ind og se. I 1552 havde grundlæggeren af Jesuiterordenen, Ignatius de Loyola, en åbenbaring på bjerget Montserrat i nærheden af Barcelona, og de følgende måneder skabte han Jesuiterordenens koncept med henblik på at bekæmpe den protestantiske reformation. I 1553 fik jesuitterne tilladelse af byrådet til at opføre den første kirke med en tilhørende skole langs med Ramblaen. I 1671 under en religiøs fest gik der desværre ild i bygningerne, som brændte ned til grunden. I stedet blev den nuværende kirke opført i tidsrummet 1680-1732. Stilen er højbarok. I 1936 under den spanske borgerkrig blev kirken brændt ned af anarkister, hvælvingerne kollapsede, og al udsmykning blev ødelagt. Mange fine malerier gik tabt tillige med en statue af Sankt Ignatius og kirkens orgel. Det mener, at Església de Betlem var den mest overdådigt udsmykkede af alle kirker i Barcelona.

På fortovet ud for kirken var opstillet et metalskelet, som var ved at blive pyntet med roser. Datoen var den 7. oktober, hvor man fejrer "Jomfru Maria af Rosenkransen", "Virgen del Roser". På denne dato i 1571 slog en koalition af kristne styrker en talmæssigt overlegent flåde af tyrkiske skibe i slaget ved Lepanto. Alle forbipasserende blev opfordret til at modtage en rose, anbringe den på stativet og gøre et ønske. Jeg fik desværre aldrig at vide, hvad Birgit ønskede sig. Jeg mener, når man nu har alt, en kvinde kan begære? Nå, vi skal videre.

Længere nede ligger det smukke palæ, Palau de Virreina. Det blev opført i omkring 1770 af Manuel Amat i Junyet, da han vendte hjem til Barcelona efter at have været vicekonge i Peru fra 1761-1776. Stilen er en blanding af barok og rokoko. For de mange penge, han havde "tjent" i Peru, byggede han det største hus i gaden. han døde kort efter, at huset var færdigt, hvorefter hans unge hustru, La Virreina, "vicedronningen", arvede det. Bygningen anvendes i dag til skiftende kunstudstillinger og andre kunstneriske events.

Næste stykke af Ramblaen er Rambla de Sant Josep. Den er opkaldt efter et kloster, som lå her, og som blev revet ned i 1800-tallet. Den kaldes også Rambla de les Flores, Blomsterramblaen, på grund af de mange blomsterhandlere, der findes. Adskillige kunstnere har gennem tiden besunget de kvindelige blomstersælgeres skønhed. Jeg blev noget skuffet over at erfare, at de fleste blomstersælgere i dag er mænd. Her ligger på højre side et fantastisk fødevaremarked, Mercat de la Boqueria, det største marked i Barcelona med et enestående udbud af varer: lokale og eksotiske frugter og grøntsager, honning, ost, kød, skinke, fisk, muslinger osv. Det siges, at "hvis enhjørningen fandtes, ville den kunne købes her". Markedets historie går tilbage til 1217, men det nuværende marked blev grundlagt på Sankt Josefs dag i 1840. Markedet benævnes også "Mercat de Sant Josep". I 1861 blev der givet tilladels til at sælge frugt og grøntsager på markedet, indtil da, havde det alene været tilladt at sælge kød ("Boquerìa" betyder slagter). Det var et friluftsmarked indtil 1914, da der blev lagt et metaltag over det. Der er omkring 600 boder, hvoraf mere end halvdelen har været i den samme families eje i over 130 år. Der er talrige steder, hvor man kan nyde en dejlig frokost.

Mercat de la Boqueria i Barcelona.

Ud for indgangen til Mercat de la Boquerìa ligger Pla de l'Os, hvilket skulle betyde Bjørnepladsen. Navnet skyldes, at gøglere i middelalderen lod deres bjørne danse her. Her lavede Joan Miró i 1976 lavet denne fortovsmosaik. Joan Miro, hvis museum vi senere skal besøge, er født i den nærliggende gade, Passatge del Crédit.

Fortovsmosaik af Joan Miró på Pla de l'Os.

På den modsatte side af gaden ligger bygningen, Casa Bruno Quadros med en lidt speciel udsmykning. Facaden er nærmest overlæsset med paraplyer, og på hjørnet ses en kinesisk drage og under den endnu en paraply. De lokale kalder bygningen "Casa dels Paraigües", "Paraplyhuset". Bygningen blev opført i 1858.

Fortovsmosaik af Joan Miró på Pla de l'Os.

I 1883 blev der oprettet en paraplybutik i ejendommen, hvorfor facaden blev renoveret, og papaplyerne dukkede op.

Flere gange på vores vej sydpå ad Ramblaen så vi mange gadeartister, fx jonglører og "menneskestatuer", disse "menneskestatuer", personer, som er så fantastisk udklædt og sminket, at de ligner statuer. Hvis man ønsker at tage et billede af dem, er det kutyme, at man giver dem en skilling.

Det næste stykke af Ramblaen, når man går sydpå i retning af Columbus monumentet, er Rambla dels Caputxins. Det har navn efter et ikke længere eksisterende cappucinerkloster. Her ligger "Gran Teatre del Liceu", Barcelonas opera, som blev indviet i 1847. På det tidspunkt var Liceu det største operahus i Europa med 3.500 sæder. Bygningen blev svært beskadiget ved en brand i 1861, men genåbnede allerede det følgende år. Den 7. november 1893 under anden akt af Vilhelm Tell af Rossini kastede an anarkist to bomber ned i salen. Kun den ene eksploderede og dræbte mere end 20 tilskuere. Liceu genåbnede den 18. januar 1894, i flere år blev de sæder, hvor de dræbte havde siddet, ikke anvendt.

Gran Teatre del Liceu.

Ca. 100 år senere, den 31. januar 1994 blev teatret igen ramt af brand, og byen besluttede, at man ville genopføre operahuset på samme sted med forbedrede faciliteter. Samtidig ville man søge at bevare så meget som muligt af den del af bygningen, som overlevede branden i 1861. Det genopførte teater åbnede den 7. oktober 1999 med Puccinis Turandot, det var den forestilling, som efter planerne for 1994 skulle have været opført efter branden. Af den første bygning er bevaret facaden mod Ramblaen, hallen og trappen samt foyeren (Saló de Miralls, Spejlhallen). Med 2.292 sæder er "Gran Teatre del Liceu" et af Europas største operahuse.

Længere nede af Ramblaen ligger indgangen til Plaça Reial på venstre side. Den livlige og charmerende nyklassicistiske plads er anlagt 1849-1859. Den rektangulære palds er omgivet af høje, flotte bygninger, og de mange arkader giver pladsen et italiensk udtryk. Der ligger et fornemt hotel og flere restauranter på pladsen samt et par natklubber. Den store fontæne i midten hedder "Font de les Tres Gràcies", "De tre gratiers fontæne". Den er opsat i 1878. Undertiden afholdes der udendørskoncert her. Pladsen er et populært mødested, ikke mindst nytårsaften. Hver søndag formiddag er der frimærke- og møntmarked.

Plaça Reial. Til højre ses den af Gaudi designede lampe..

Pladsen er også kendt for sine lamper, som er designet af Antoni Gaudí i 1879, i begyndelsen af hans karriere. Lamperne er udsmykket ned slanger og en vinget hat. Den vingede hat er som bekendt et symbol for den romerske gud Merkur, som var gud for handel og kommunikation. Vi sad en halv times tid på en bænk og nød folkelivet.

Overfor Plaça Reial ligger Palau Güell, som er en af Gaudis første beboelsesejendomme, opført til vennen og mæcenen industrimanden Eusebi Güell. Selv om det er et tidligt værk, bærer det tydeligt præg af hans senere bygningsværker som fx Güell Park og Casa Milà. Dagen efter skulle vi på en Gaudi-spadseretur, så vi nøjedes med at kigge ned ad gaden, hvor publikum stod i kø for at købe billetter.

Den sidste del af Ramblaen, som fører ned til havneområdet, er Rambla de Santa Monica. På Plaça del Teatre er indgangen til det forholdsvis nye universitet, Pompeu Fabra. På pladsen ses et monument for Frederic Soler (1839-1895), dramatiker, poet og forretningsmand. Han betragtes som grundlæggeren af moderne catalansk teater.

Teatre Principal på Plaça del Teatre..

Her ligger også Teatre Principal, det ældste teater i Barcelona, hvis historie går tilbage til 1568. På den tid var teatrets navn Teatre de la Santa Cruz. Sidst i 1500-tallet brændte denne træbygning ned, hvorefter den blev erstattet af en stenbygning. Denne brændte imidlertid også ned, det skete i 1787. Efter genopførelsen var den sæde for Barcelonas opera, indtil Gran Teatre del Liceu blev taget i brug. I 1848 skiftede teatret navn til Teatre Principal.

Her tæt på havnen finder vi Centre d'Art Santa Mònica, et museum med moderne kunst, som er indrettet i et gammelt renæssancekloster fra 1626. Museet åbnede i 1988.

Centre d'Art Santa Mònica..

Museet har ikke sine egne samlinger, men det huser omkring 20 udstillinger hvert år med særlig fokus på catalansk kunst, men også kunstnere fra Spanien og den øvrige verden er repræsenteret. Museet tilbyder herudover mange kunstrelaterede aktiviteter rettet mod skoleklasser.

Åbningstider (2014): tirsdag-fredag kl. 11-21, lørdag kl. 15-20. Der er gratis adgang.

For enden af Ramblaen midt på Plaça de la Porta de Pau står en imponerende søjle: Monumento a Colón, Columbus monumentet. Det 60 meter høje monument, som hylder Columbus' første rejse til Amerika, blev opført til verdensudstillingen i 1888. Da Columbus vendte tilbage fra sin rejse, rapporterede han om sine bedrifter til Dronning Isabella I og Kong Ferdinand V netop her i Barcelona. Den godt 7 meter høje statue af Columbus står på en 40 meter høj korintisk søjle i støbejern. Statuen er udført af Rafael Atché. I sin venstre hånd holder Columbus et kort, mens han - det er i hvert fald den almindelige opfattelse - med sin højre hånd peger mod øst i retning af den nye verden. I virkeligheden peger han mod syd-sydøst ud mod havet. Søjlen står på en ottekantet pedestal, oven på hvilken fire vingede sejrsgudinder flyver ud mod de fire verdenshjørner. Under hver gudinde ses et par krigeriske ørne.

Nederst er otte broncerelieffer, som viser vigtige scener i forbindelse med Columbus' første rejse til Amerika:

1. Columbus og hans søn beder om føde i Rabida klostret.
2. Columbus forklarer sine planer for munkene i Rabida klostret.
3. Columbus møder Kong Ferdinand og Dronning Isabella i Córdoba.
4. Columbus har foretræde for rådet, som er samlet i San Esteban klostret i Salamanca.
5. Columbus møder Kongen og Dronningen i Santa Fe.
6. Columbus forlader havnen i Palos de la Frontera den 3. august 1492.
7. Columbus ankommer til den nye verden.
8. Columbus hilser Kongen og Dronningen efter sin tilbagekomst til Barcelona.

Søjlen og pedestalen er hul, og det er muligt at komme op i monumentet med elevator. Fra en platform er der en fantastisk udsigt. Mod nord det gotiske kvarter, katedralen, Santa Maria del Mar og Ramblaen. Mod øst kan man se den olympiske marina. Mod syd Montjuïc bjerget/bakken med slottet på toppen. Og endelig mod vest Collserola naturpark, det grønne område, som omgiver Barcelona. 22 gange større end Central Park.

Monumentets base er 20 meter i omkreds og har fire trapper. Hver trappe flankeres af to løver.

Ideen om at lave et monument for Columbus opstod i 1856, men først i 1881 indvilligede byrådet. Der blev udskrevet en konkurrence udelukkende med deltagelse af spanske kunstnere. Vinder var den catalanske arkitekt Gaietà Buigas i Monravà. Størsteparten af omkostningerne blev betalt af private, og kun 12% af offentlige midler. Arbejdet blev afsluttet i 1888 netop i tide til verdensudstillingen i Barcelona. Med til historien hører, at det i 1800-tallet var en udbredt opfattelse (i hvert fald i Spanien), at Columbus var catalaner og ikke italiener, som de fleste mener i dag.

Udsigtsplatformens åbningstider (2014): 1/3-30/9: 8.30-20.30. 1/10-28/2: 8.30-19.30. Sidste tur en halv time før lukketid.


Relief, som viser Columbus' møde med Kong Ferdinand og Dronning Isabella i Cordoba.

Nu er vi egentlig kommet til den sydlige ende af Ramblaen, men midt i 1990'erne lavede man en forlængelse af Ramblaen i form af en træpromenade ud i havnen, denne tilføjelse kaldes Rambla de Mar. Her ligger Barcelonas gamle havn, Port Vell. Fra 1200-tallet lå her det kongelige skibsværft, men siden 1941 har det huset Barcelona Maritime Museum. Her finder man også Maremàgnum, som er et stort indkøbscenter med butikker, biografer og et stort akvarium.

Udsigt over havnen i Barcelona. Til højre i billedet ses Maremàgnum..

Jeg har skrevet en side om en heldagsudflugt til bjerget Montjuis, som er et væld af oplevelsesmuligheder: Miro-museet, det olympiske stadion fra 1992, den spanske landsby med arkitektur fra hele Spanien og meget andet. Klik her, hvis du har lyst til at følge med.

 

Tilbage til Rejseholdets forside Startside for 10 ugers ferie i Nerja Næste side: Udflugt til Montjuic