Udflugt til Montjuic
En af dagene tog Birgit og jeg på en udflugt til Montjuic, som er en stor, forholdsvis flad bakke sydvest for Barcelona, den er 185 meter på det højeste sted. Der er i det mindste to opfatteler af, hvoraf navnet Montjuic kommer. Den ene siger, at det betyder "Jødernes Bjerg", idet der her lå en stor jødisk kirkegård. Det gik jo ikke an at begrave jøder indenfor bymurene. Den anden, at det betyder "Jupiters Bjerg", idet der under den romerske besættelse lå et Jupitertempel her. I tidens løb har det ligger adskillige fæstninger på Montjuic, i dag er der kun en enkelt tilbage, Castell de Montjuic. Indtil Franco tjente fæstningen som fængsel, og i tiden løb er der foretaget talrige henrettelser her, ikke mindst under den spanske borgerkrig.

Gennem hundreder af år blev de græsbevoksede og skovdækkede skråninger anvendt af Barcelonas borgere til græsning af deres dyr. I 1890'erne blev de fleste af træerne fældet, og der blev oprettet de første parkområder. Det blev besluttet at afholde verdensudstillingen i 1929 på Montjuic, hvilket medførte en del konstruktioner, hvoraf en del er bevaret: Palau Nacional, Estadi Olímpic, Font Màgica og den store trappe, som fra Avinguda de la Reina Maria Cristina fører forbi Font Màgica via Plaça de les Cascades til Palau Nacional, Poble Espanyol, den spanske landsby, og dem ville vi gerne besøge tillige med Miro-museet, Fundació Joan Miró. Endelig ville vi også gerne opleve de dejlige parker, som ligger på Montjuic.

Kort over Montjuic..

Der er for resten en sjov historie knyttet til Montjuic. Den 16. marts 1794 foretog de to franske astronomer Jean Baptiste Joseph Delambre og Pierre François André Méchain en beregning af afstanden mellem Dunkirk og Barcelona, de to byer ligger tilnærmelsesvis på samme længdegrad, og det gør også Paris. Fæstningen på Montjuic blev valgt som referencepunkt i Barcelona. På grundlag af denne måling og kendskab til de to byers breddegrader blev afstanden mellem nordpolen og ækvator bestemt, og enheden meter blev defineret som 1/10.000.000 af denne strækning. Meterstokken blev udført i platin og præsenteret for den franske nationalforsamling den 22. juni 1799.

Der er flere muligheder for at besøge Montjuic. Den sjoveste er formentlig at tage Teleférico del Puerto, en kabelbane, som går mellem havnebydelen Barceloneta og til Miramar stationen på østsiden af Montjuic. Turen, som foregår i store gondoler, går hen over Port Vell, Barcelonas gamle havn, og slutter tæt på Montjuic fæstningen. Udsigten undervejs er efter sigende yderst spektakulær. Banen skulle have været klar til verdensudstillingen i 1929, men blev først færdig i 1931. Bemærk at denne bane ikke er en del af det offentlige trafiksystem, så der skal købes selvstændige billetter før påstigning.

En anden mulighed er Funicular de Montjuïc, som er en kabeltrukket bane, der går fra metrostationen Paral·lel (forbindelse til L2 and L3) og op på Montjuic. En stor del af turen forløber i tunneller. Endestationen ligger tæt på Teleférico del Puertos andet stoppested. Du kan anvende en almindelig metrobillet til turen. Man kan også tage bus nr. 61 eller selvfølgelig en taxa.

Plaça Espanya og Arenas de Barcelona
Vi valgte i stedet at tage metroen til Plaça Espanya og så bruge vores gode ben. Plaça d'Espanya er en af de vigtigste pladser i Barcelona. Som så meget andet blev den bygget til verdensudstillingen i 1929. Springvandet midt på pladsen er designet af Josep Maria Jujol, som arbejdede sammen med Antoni Gaudí.

Ved Plaça Espanya ligger Arenas de Barcelona, en tyrefægterarena, som blev opført fra 1889-1900. navnet dengang var Plaça de Toros de les Arenes. Stilen er maurisk med en monumental indgang i hesteskoform og udsmykket med farverige kakler. Arenaen, som har en diameter på 52 meter, kunne rumme omkring 16.000 siddende tilskuere. Udover at blive anvendt til tyrefægtning blev der også anvendt til koncerter, fx spillede the Beatles den afsluttende koncert på deres 1965 her i arenaen.

Las Arenas ved Plaça d'Espanya..

Tyrefægtning har aldrig været så populær i Nordspanien som fx i Andalusien, og i mange år stod arenaen ubenyttet hen. Den sidste corrida fandt sted den 9. juni 1977, og i 2012 blev tyrefægtning forbudt i Catalonien. I 1999 besluttede bystyret at konvertere arenaen til et moderne butiks- og underholdningscenter. Den originale facade blev stort set bevaret, arenaen blev overbygget, og der blev indrettet et større antal butikker, spisesteder, biografer mv. spredt ud over seks etager. Arenas de Barcelona åbnede i marts 2011. Fra tagterrassen, som kan nås via rullende trapper eller en udvendig elevator, er en fantastisk udsigt over området.

Torres Venecianes, de venetianske tårne Ved indgangen til Avinguda de la Reina Maria Cristina står to 47 meter høje tårne, i daglig tale omtalt som de venetianske tårne, Torres Venecianes. Tårnene, som er modelleret efter campanilen (klokketårnet) til Markuskirken i Venedig, blev også opført til verdensudstillingen. Tårnene blev i sin tid opført af dårlige materialer, da det var hensigten, at de skulle nedrives efter verdensudstillingen, så de seneste år har der været udført omfattende renoveringer. Oprindeligt kunne offentligheden via indvendige trapper kommer op til tårnenes udsigtsplatforme, men de er nu lukket. De har dog været åbnet et par dage i oktober 2014, så måske bliver der igen almindelig adgang for offentligheden en dag.

Plaça d'Espanya. I baggrunden ses de venetianske porte, som er indgangen til Avinguda de la Reina Maria Cristina..

Font màgica de Montjuïc, "den magiske fontæne"
Vi spadserede rask ud ad Avinguda de la Reina Maria Cristina, som fra Plaça d'Espanya fører op til Palau Nacional, der huser det catalanske kunstmuseum, Museu Nacional d'Art de Catalunya. Nedenfor museet standsede vi og beundrede den imponerende fontæne, Font màgica de Montjuïc, som blev opført til (ja, jeg tror, du har gættet det) til verdensudstillingen i 1929. Der var mindre end 1 år til at gennemføre Carles Buigas' ambitiøse projekt, og ikke mange regnede med, at det kunne blive færdigt til tiden. Mere end 3.000 arbejdere blev sat på projektet, og fontænen blev indviet den 19. maj 1929, dagen for starten på verdensudstillingen. Fontænen blev svært beskadiget under den spanske borgerkrig, og den var ude af funktion indtil 1955, hvor den blev renoveret. I 1980'erne blev der tilføjet musik til lys- og vandshowet. Publikum kan sidde på terrasserne, som fører op til Palau Nacional, men efter sigende skal man komme i god tid for at få en ordentlig plads. Musikken, som ledsager lys- og vandshowet, rækker fra lettere klassisk, filmmusik, og klassisk pop. Et af de populæreste numre er "Barcelona", som er skrevet af Freddy Mercury som en hyldest i forbindelse med de olympiske lege i 1992. Han synger en forrygende duet med den lokale diva, Montserrat Caballé.

Vi opnåede desværre ikke at opleve showet, som opføres efter denne plan (2014):
Fra 1. maj - 30. september: Torsdag - søndag 21-23.
Fra 1. oktober - 30. april: Fredag og lørdag 19-21. Andre dage lukket. Gratis adgang.
Showet gentages hver halve time. Omkring 2.5 millioner overværer showet hvert år.

Det magiske springvand. I forgrunden til højre de fire søjler. I baggrunden til venstre de venetianske tårne.

"Les Quatre Columnes", "De fire søjler"
Da man i 1928 bestemte sig til at opføre fontænen, stod der desværre på stedet et monument, "Les Quatre Columnes", "De fire søjler". Disse fire joniske søjler, som var designet af Josep Puig i Cadafalch i 1919 (vi møder arkitekten igen, når vi kommer frem til den spanske landsby), symboliserede de fire striber i den catalanske fane. Du husker sikkert den bloddryppende fortælling om fanens tilblivelse på foregående side? Diktatoren Miguel Primo de Rivera (1870-1930), som var kommet til magten efter et ublodigt statskup i 1923, havde dog ingen problemer med at fjerne dette ikon for catalansk nationalisme, og søjlerne blev revet ned i 1928. I 1910 blev der opstillet en kopi af de 20 meter fire søjler tæt ved fontænen, blot få meter fra den oprindelige placering. Der har været en del kritik af, at søjlerne delvist spærrer for udsigten til Palau Nacional,

Museu Nacional d'Art de Catalunya - Cataloniens Nationale Kunstmuseum
Da vi fortsatte vores færd ad Avinguda de la Reina Maria Cristina, blev vi behageligt overrasket over at finde flere rullende trapper, så vi kunne spare vores gamle ben lidt. Snart stod vi ved Palau Nacional, som siden 1934 har huset Cataloniens Nationale Kunstmuseum, Museu Nacional d'Art de Catalunya - i forkortet form MNAC. Palau Nacional er opført fra 1926-1929 i italiensk stil og er på mere end 50.000 m2. Ved verdensudstillingen rummede den en udstilling på mere end 5.000 værker fra hele Spanien. Facaden er kronet med en stor kuppel, som er inspireret af Peterskirken, flankeret af to mindre kupler. De fire hjørnetårne er modelleret efter tårnene i katedralen Santiago de Compostela; de står i hjørnerne af Sala Oval (den ovale sal) på 2.300 m2, som anvendes til store kulturbegivenheder.

Museu Nacional d'Art de Catalunya - Cataloniens Nationale Kunstmuseum.

I 1990 blev museet erklæret for et nationalt (dvs. catalansk) museum, og i årene efter blev der foretaget flere renoveringer og moderniseringer af bygningen. Den ovale sal genåbnede i 1992 til de olympiske lege. Fra 1995 og frem blev forskellige samlinger geninstalleret, idet mange værker var blevet bragt i beskyttelse under den spanske borgerkrig. Museet blev officielt indviet i december 2004. Samlingerne er overvejende catalanske, men der er også mange spanske og europæiske værker, som dækker perioden siden den tidlige middelalder og op til midten af 1900-tallet: romansk, gotisk, renæssance, barok og moderne kunst.

Den romanske samling udmærker sig især ved de mange vægmalerier, som overvejende stammer fra landsbykirker i Pyrenæerne og andre steder i Catalonien. I begyndelsen af 1900-tallet blev der foretaget en kortlægning af catalanske vægmalerier. Nogle år senere viste det sig, at mange af værkerne var blevet opkøbt af antikvitetshandlere og på vej til samlere i USA. Skønt der på den tid ikke var love, som forbød eksport af kunst, lykkedes det alligevel at sikre sig mange af værkerne, som er fra det 11., 12. og 13. århundrede. Den gotiske samling blev påbegyndt i begyndelsen af 1800-tallet, idet der opstod en bevægelse for af restaurere og bevare den catalanske kulturarv, som var blevet alvorligt beskadiget under den bølge af plyndringer og afbrændinger af klostre, som fandt sted i 1835.

Renæssance og barok samlingerne stammer ikke, som det ofte er tilfældet i andre store museer i Europa, fra kongelige eller adelige samlinger, men er i Catalonien opstået ved dels ved indsamling og dels ved private donationer. Fra det 16. århundrede findes en del religiøse værker fra Nederlandene. Fra midten af samme århundrede findes en del fantastiske værker af mestre fra den spanske guldalder som El Greco (1541–1614), Josep (José) de Ribera (1591-1652), Diego Velázquez (1599–1660), Francisco de Zurbarán (1598–1664) oma.

St. Peter og Paulus af El Greco, i midten Bartholomæus af Josep de Ribera, og til højre Paulus af Diego Velázquez.

I 1602 skænkede den spanske adelsmand Juan Enriquez de Herrera et kapel til franciskanerkirken i Santiago. Kapellets mure skulle udsmykkes med scener fra den hellige Frans' liv, udført af den italienske maler Annibale Carracci (1560–1609). I 1604 gik mesteren i gang med at skabe kartoner med motiverne, men da han blev syg, måtte arbejdet fuldføres af hans medkunstnere. Midt i 1800-tallet blev freskerne overført til lærred og fordelt mellem MNAC and Museo del Prado i Madrid med ni værker til Barcelona og 7 værker til Madrid.

Som nævnt har flere personer lavet donationer til museet, den betydeligste samling, Cambó samlingen, er skænket af politikeren og kulturpersonligheden Francesc Cambó (1876-1947). Han var med til at grundlægge og lede partiet "Liga Regionalista", som kæmpede for catalansk selvstyre. Han sad i parlamentet fra 1907-1910 og var minister i to spanske regeringer. Francesc Cambó studerede jura, filosofi og litteratur ved Barcelona Universitet, og han oversatte græske og latinske tekster til catalansk. Da borgerkrigen brød ud i 1936, forlod han Spanien og levede i Schweiz, USA og Argentina, hvor han døde. De donerede værker omfatter europæisk malerkunst fra det 14. til begyndelsen af det 20. århundrede og dækker den italienske gotik og renæssance, de hollandske mestre fra det 16. og det 17. århundrede, den spanske guldalder samt den europæiske rokokko. Blandt de fantastiske kunstnere kan nævnes Sebastiano dal Piombo, Titian, Peter Paul Rubens, Lucas Cranach, Jean-Honoré Fragonard, Francisco de Goya m.fl. Museet har også en fin samling af moderne catalansk kunst fra begyndelsen af 1800-tallet indtil 1940'erne.

Åbningstider (2014): Tirsdag-lørdag kl. 10-19.
Søn- og helligdage kl. 10- 14.30.
Mandag lukket.

Udsigt over Barcelona fra Palau Nacional.

Som det fremgår af ovenstående foto er der en fantastisk udsigt ud over Barcelona fra Palau Nacional.

Fundació Joan Miró, Miro-museet
Vi travede lystigt videre op til Fundació Joan Miró, Miro-museet, som er et museum for moderne kunst. Miro selv og hans ven Joan Prats, som i 1968 fik ideen til at etablere en udstillingsplatform, hvor især unge kunstnere kunne eksperimentere og præsentere deres værker for offentligheden. Ideen opstod i forbindelse med Miros første store udstilling i på L'Antic Hospital de la Santa Creu. Prats havde på det tidspunkt organiseret udstillinger for spanske kunstnere som Salvador Dalí, Pablo Picasso og altså også Miro. Museet, som er designet af arkitekten og byplanlæggeren Josep Lluís Sert, også en nær ven af Miro, åbnede den 10. juni 1975. Det jordstykke, som museet ligger på, blev doneret af byrådet.

Fundació Joan Miró, Miro-museet i Montjuic. Til højre ses tagterrassen..

Museet er opført i traditionel middelhavsstil med hvidkalkede bygninger omkring en patio. I 1986 blev bygningen udvidet med et auditorium og et bibliotek.

Joan Miró i Ferrà (1893–1983) maler, keramiker og skulptør er født i Barcelona ud af en familie af guldsmede og urmagere. Som syvårig begyndte han at modtage tegneundervisning, og som 14-årig blev han - angiveligt imod sin faders vilje - indskrevet på kunstakademiet La Llotja. Hans første udstilling i 1918 blev dårligt modtaget, og han blev nærmest latterliggjort. Han følte sig tiltrukket af kubismen og surrealismen, og i 1920 flyttede han til Paris. Her mødte han bl.a. Ernest Hemingway, som købte et af hans værker, La Masia (Farmen), som han beskrev således: "It has in it all that you feel about Spain when you are there and all that you feel when you are away and cannot go there. No one else has been able to paint these two very opposing things." Efter hans død forærede Hemingways enke værket til National Gallery of Art i Washington D.C. I 1924 sluttede Miró sig til gruppen af surrealister. I 1929 giftede Miro sig med Pilar Juncosa i Palma på Majorca. Indtil udbruddet af den spanske borgerkrig tilbragte Miro somrene i Spanien, men i 1940, da nazisterne indtog Paris, flygtede Miro tilbage til Spanien, og familien slog sig ned i Palma. I 1944 begyndte han at arbejde med keramik. I 1947 lavede han under sit første besøg i USA et vægmaleri på Terrace Plaza Hotel i Cincinnati. I 1966 lavede han en monumental skulptur i bronze, Sun bird and Moon bird, som blev solgt til National Museum of Art, Tokyo, og Miro besøgte i den forbindelse Japan for første gang. I 1967 lavede han i samarbejde med Josep Llorens Artigas en keramisk væginstallation i keramik til Guggenheim Museet i New York. I 1974 udførte Miró et vægtæppe til World Trade Center i New York sammen med den catalanske kunstner Josep Royo, som havde lært ham håndværket. Vægtæppet gik tabt under attentatet mod WTA den 11. september 2001. I 1977 lavede Miró og Royo et vægtæppe til the National Gallery i Washington.

I 1981 oprettede byrådet i Palma, hvor Miro i mange år boede med sin hustru Pilar, Fundació Pilar i Joan Miró. Museet er indrettet i fire studier, som Miro donerede til formålet. Miró døde i sit hjem på Mallorca den 25. december 1983, 90 år gammel. Han blev begravet på Montjuïc kirkegården.


Museets samling omfatter mere end 14.000 værker: 217 malerier, 178 skulpturer, 9 tekstiler, 4 keramiske værker og et stort antal grafiske værker. Størsteparten er doneret af Miro selv, men også Miros hustru Pilar og vennen Joan Prats har bidraget. I 2007 indgik Miro-familien et permanent udlån til museet af Miros private bibliotek, omfattende 1.783 bind. Udover de mange værker af Miro har museet en samling af nyere kunst: malerier, skulpturer, fotografier mm. som hyldest til Miro fra andre kunstnere. Nogle værker er doneret, andre er langtidsudlånt.

Blandt disse værker er Alexander Calders "Kviksølvbrønden", som blev udstillet i den spanske republiks pavillion på verdensudstillingen i Paris i 1937. Udstillingen omfattede flere spændende værker som Picassos Guernica og Miros vægmaleri "El segador", ofte benævnt "Catalanske bønders oprør". Miros værk er siden gået tabt, men for nogle år siden så vi en replika udenfor Reina Sofia Museum i Madrid. Calder var den eneste udenlandske deltager i den spanske pavillion, som var designet af Josep Lluis Sert og Luis Lacasa Navarro. Calders værk er en hyldest til den spanske by Almadén, hvor 60% af verdens kviksølv blev indvundet. Calder donerede sit værk til museet på grund af sit mangeårige venskab med Miro.

Alexander Calders "Kviksølvbrønden" på Miromuseet..

Hertil kommer, at den japanske samler Kazumasa Katsuta har langtidsudlånt et stort antal værker til museet, Katsuta har formentlig verdens største privatsamling af Miros værker. Udstillingen, som omfatter malerier, skulpturer og tegninger, omfatter perioden 1914 til 1974 og viser således den kunstneriske udvikling, som Miro gennemgik i den periode.

Udsigt fra tagetagen på Miromuseet..

Det var en stor oplevelse at besøge museet og opleve ikke alene de dejlige værker med de rene, klare og strålende farver, men også den fantastiske bygning med de lyse lokaler. Bygningen mindede os om et andet af vores yndlingsmuseer, nemlig Louisiana. Jeg er sikker på, at man roligt tage børn med på museet. Personligt satte jeg meget pris på de mange tavler med masser af tekst om kunstneren og hans værker, som fandtes i hvert af gallerierne. Man kan leje et audiosæt for at få supplerende oplysninger (spansk/engelsk). En anden mulighed er at acanne de mange QR-koder og på sin smartphone få vist de tilhørende artikler fra Wikipedia (QRpedia). Vi nød også den udmærkede dokumentarfilm om Miro og hans liv (15 minutter), som blev vist med engelske undertekster. Vi nød en kop kaffe i patioen, inden vi hastede videre. Havde vi haft mere tid, ville vi have gået en tur i den dejlige park, som er fyldt med kunstværker.

Åbningstider (2014):
Oktober - juni: Tirsdag-Lørdag fra kl. 10-19.
Juli - september: Tirsdag, Onsdag, Fredag og Lørdag fra kl. 10-20; Torsdag fra kl. 10-21:30
Søn- og helligdage: fra kl. 10-14.30.
Mandag: lukket.

Castell de Montjuïc, Montjuic fæstningen
Castell de Montjuïc med sin strategiske beliggenhed med udsigt over byen og havnen er et gammel militærfort, som blev opført i 1640. Allerede året efter blev fortet part i de første kampe, da Catalonien gjorde oprør og udfordrede Spaniens (dvs. Castilliens) autoritet. Den spanske konge, Pedro Fajardo, sendte en hær på 26.000 mand for at slå oprøret ned, men det endte med, at catalanerne vandt. Det gamle fort rives ned i 1751 og i stedet opføres den nuværende fæstning, som blev udstyret med 120 kanoner. Under napoleonskrigene indtager de franske tropper ikke alene Barcelona men også Montjuic fæstningen uden at løsne et skud. Under en opstand i 1842 blev Barcelona bombarderet fra Montjuic af det spanske militær. Efter den spanske borgerkrig 1936–39 blev fæstningen anvendt som fængsel for politiske fanger, og i 1940 blev præsidenten for den catalanske regering henrettet her ved skydning.

Castell de Montjuïc..

I juni 1963 blev fæstningen taget i brug som et militært museum. I 2007 blev fæstningen formelt overdraget til byen Barcelona, og i dag huser den et fredscenter og et historisk museum. Herudover anvendes den til mange kulturelle events, koncerter, filmforevisninger mv. I og omkring voldgraven er en dejlig park, og fra de mange terrasser er der en imponerende udsigt over byen og ud til havet.

Pris (2014): 5 Euro, pensionister 3 Euro.

Åbningstider (2014):
Oktober - marts: fra 10 - 18.
April - september: fra 10 - 20.

Estadi Olímpic Lluís Companys, Barcelonas olympiske stadion
Næste stop var ved Barcelonas olympiske stadion, som blev opført i 1927 til verdensudstillingen i Barcelonai 1929. Barcelona ansøgte om de olympiske sommerlege i 1936, men disse gik som bekendt til Berlin. Man planlagde at afholde en "Folkets Olympiade" i Barcelona i protest, men dette blev forpurret ved udbruddet af den spanske borgerkrig. I 2001 blev stadion opkaldt efter Cataloniens tidligere præsident, Lluís Companys i Jover, som i 1940 blev henrettet på den nærliggende Montjuic fæstning af Francos regime.

Stadion blev kraftigt renoveret i 1989 med henblik på sommerlegene i 1992, som blev holdt i Barcelona. Det havde sikkert været billigere at rive det gamle stadion ned, men i stedet besluttede man at bevare den klassiske renæssancefacade og udskifte alt det andet. Det nye stadion blev indviet med afholdelse af verdensmesterskaberne i atletik i 1989. I 1992 fandt åbnings- og afslutningsceremonien sted på Estadi Olímpic. Fra 1997 - 2009 var stadion hjemsted for fodboldklubben RCD Espanyol, indtil klubben flyttede til det nye stadion Estadi Cornellà-El Prat. Stadion husede også Barcelona Dragons American Football team indtil 2002. I 2010 blev europamesterskaberne i atletik afholdt her.

Stadion er også blevet anvendt til afholdelse af koncerter, og af de mange kunstnere, som har optrådt her, kan nævnes: The Rolling Stones, Prince, Madonna, Shakira, David Bowie, Sting, Tina Turner, AC/DC, Metallica, Iron Maiden, Michael Jackson, Bruce Springsteen, Guns N' Roses, Coldplay, Jean Michel Jarre, Pink Floyd, Van Halen, Bon Jovi, U2, The Police, Shakira, One Direction og mange flere.

Til venstre sportsmuseet, til højre Palau Sant Jordi..

Bag stadion ligger et museum for olympisk sport, Museu Olímpic i de l'Esport Juan Antonio Samaranch. Samaranch, som boede i Barcelona hele sit liv, var medlem af Den Internationale Olympiske Komité (IOC) fra 1966, og i 1980 blev præsident af IOC, en post han bevarede i 21 år. Museet hylder og beskriver alle de olympiske sportsgrene og mange af dens fremragende udøvere. Ved hjælp af nyere teknologi kan man konkurrere mod stjerner som Carl Lewis og Mark Spitz, og museet fortæller, hvorledes sporten kan udnyttes som et værktøj til social integration.

Barcelonas olympiske stadion.

Ved siden af det udendørs stadion ligger Palau Sant Jordi, en indendørs sportskompleks, skabt af den japanske arkitekt Arata Isozaki. Tagets form som en skildpadde menes at være en reference til - og hyldest til - Gaudi, som har inkluderet en skildpadde i basen til sin fødselsfacade - mere om Gaudi senere. I de ældste verdensbilleder forestillede man sig, som du måske ved, at jorden blev understøttet af fire eller seks elefanter, som stod på ryggen af en kæmpeskildpadde. På pladsen udenfor centret er rejst 36 betoncylindre med metalringe og kabler i toppen, som reflekterer lyset, når solen går ned. Disse søjler er formentlig en reference til søjlen i den klassiske verden.

Over dem alle tårner sig det 136 meter høje kommunikationstårn, Torre Calatrava, som er udført af den fantastiske spanske arkitekt, Santiago Calatrava, hvis værker dominerer hans hjemby Valencia, men også ses verden over. Tårnet afbilder et atlet, som knælende modtager sin medalje, mens han holder den olympiske fakkel i sin hånd. Tårnets base fungerer som skiven på et solur.

Poble Espanyol den spanske landsby
På vejen hjemad - og nedad - besøgte vi Poble Espanyol, den spanske landsby, som består af kopier i fuld skala af 117 bygninger fra forskellige dele af Spanien. Landsbyen blev som så mange andre bygningsværker opført til verdensudstillingen i 1929. Ideen om at anlægge et frilandsmuseum for spansk arkitektur blev undfanget af arkitekten Josep Puig i Cadafalch (det var ham med de fire søjler, som du sikkert kan huske). Han sendte fire ildsjæle afsted i bil på talrige ture rundt i Spanien for at tage fotografier, lave tegninger og udfærdige noter med henblik på at beskrive og fastholde den særegne spanske arkitektur, som den fremtræder i de forskellige regioner. Poble Espanyol består af 117 bygninger fra 15 af Spaniens regioner, kun La Rioja og De Kanariske Øer er ikke repræsenteret. La Rioja blev først en region efter Francos død, og hvad angår De Kanariske Øer, så havde de fire ildsjæle ikke økonomiske midler til at rejse dertil. Realiseringen af landsbyen, som blev gennemført på kun 13 måneder, blev forestået af arkitekterne Francesc Folguera og Ramon Reventós. De fleste bygninger er kopier af eksisterende bygninger, mens andre repræsenterer bestemte arkitekturformer.Det var hensigten at nedrive landsbyen, når verdensudstillingen var afsluttet, dvs. efter seks måneder. Imidlertid blev Poble Espanyol så populær, at man besluttede at bevare den som et permanent museum. Som et kuriosum kan nævnes, at nogle af replikaerne har overlevet de originale bygninger, som for længst er nedrevet. Under den spanske borgerkrig blev landsbyen brugt som koncentrationslejr for fanger. I 1988 blev landsbyen renoveret, og der blev tilføjet flere attraktioner, især værksteder med kunsthåndværkere.

Hovedindgangen til den spanske landsby er en kopi af Puerta San Vicente, som er en af de ni porte fra 1100-tallet, som indgår i den store bymur, der omgiver byen Avila i Castilla y León, en af de ældste byer i Europa. De to 17 meter høje cylindriske tårne er forbundet i toppen, hvorfra byens borgere kunne forsvare sig mod evt. fjender.

Til venstre oversigt over den spanske landsby. Til højre en kopi af Puerta San Vicente fra Avila.

Husene er anlagt omkring den store plads, Plaza Mayor, som er en reproduktion af Plaza Mayor i Riaza ved Segovia. Her afholdes ofte koncerter, og hvis du skal holde en større fest, fx et bryllup, kan du leje pladsen.

Plaza Mayor i den spanske landsby på Montjuic i Barcelona.

På Plaza Mayor ligger en smuk kopi af rådhuset i Valderrobres i Aragon. Vi satte os i en af de cafeer, som ligger på pladsen og nød en øl, mens vi betragtede livet på pladsen. Herefter fortsatte vi vores vandring rundt i landsbyen. De øvrige mindre pladser er alle forbundet med hyggelige gader. De vil føre for vidt at fortælle om alle de spændende bygninger, men jeg vil dog nævne Monestir de Sant Miguel, som inkorporerer elementer fra forskellige klostre i Catalonien. Det ligger i udkanten af den spanske landsby på en stille plads, omgivet af smukke træer og med en betagende udsigt iver Barcelona. Klostret har et fint klokketårn og et kapel med adskillige fine kalkmalerier.

Til venstre Birgit i en af de smukke gader i den spanske landsby. I midten Monestir de Sant Miguel. Til højre Torre de Utebo.

Det smukke klokketårn, Torre de Utebo, er et fint eksempel på den såkaldte "Mudejar stil", kombineret med elementer af barok arkitektur. Den øverste del af tårnet er udsmykket med geometriske mønstre og beklædt med prægtige keramiske fliser. Klokketårnet er en kopi at det klokketårn, som hører til Bebudelseskirken i Utebo i Zaragoza provinsen,

Til vores overraskelse opdagede vi, at der var et kunstmuseum i landsbyen, Fundació Fran Daurel, som er en privat, permanent samling af omkring 300 værker af kunstnere som Picasso, Dalí, Miró og Barceló. Museet har også en skulpturpark med omkring 40 store skulpturer, herfra er der en dejlig udsigt over landsbyen.

Der findes omkring 20 butikker og 40 værksteder i landsbyen. Her kan man købe keramik, malerier, glaskunst, smykker, masker, lædervarer, fodtøj, broderier og meget andet. Der findes også et stort antal barer, cafeer og restauranter, de fleste med specialiteter fra forskellige regioner i Spanien.

Poble Espanyol fremtræder med sine 117 bygninger, gader, parker, teater, skole, rådhus, kirke, kloster, værksteder, butikker og parker som en charmerende om en lidt broget udgave af en spansk landsby. For hver region var der opsat informationssøjler, som fortalte om regionen, dens arkitektur, dens folklore og dens gastronomi. I flere tilfælde blev vist et foto af den bil, som havde transporteret de ovenfor nævnte ildsjæle rundt i Spanien, bilen var fotograferet uden for den bygning, som var blevet replikeret i den spanske landsby.

Hver søndag er der en familieprogram, ofte med dukketeater, historiefortælling, musik, dans, klovne og magi. Somme tider arrangeres der skattejagt, så der er al mulig grund til at tage ungerne med på besøg. Om sommeren er der koncerter, flamenco shows mv. i landsbyen. Også de religiøse højtider fejres her.

Åbningstider (2014):
Mandag kl. 09:00-20:00.
Tirsdag, onsdag, torsdag og søndag kl. 09:00-24:00.
Fredag kl. 09:00-15:00.
Lørdag kl. 09:00-16:00.

Priser (2014):
Voksen: 12 Euro, pensionist: 8,40 Euro, barn (4-12): 7 Euro, tillæg for videoguide: 4,50 Euro.

Pavelló alemany, Mies van der Rohes Barcelona-pavillon
Barcelona-pavillonen er et af de mest berømte eksempler på modernistisk arkitektur i Europa. Bygningen, som er tegnet af den tysk-amerikanske arkitekt Ludwig Mies van der Rohe (1886-1969), blev opført i forbindelse med Verdensudstillingen i 1929 som "den tyske pavillon". Mies ansas sammen med Walter Adolph Gropius og Le Corbusier som en af den moderne arkitekturs pionerer. I dag virker bygningens rene linier og enkle design samt fraværet af dekorative elementer måske ikke særligt fremmedartet, men det har de med sikkerhed gjort i 1929. Mies van der Rohe tilhørte Bauhaus bevægelsen, der "forbød" ornamenter. Han var rektor for Bauhaus i Dessau og Berlin 1930-1933 og professor ved Illinois Institute of Technology i Chicago 1938-1958. Mies van der Rohe insisterede på, at pavillonen skulle være tom, bortset fra et enkelt kunstværk og to stole, som han selv havde designet. Stolene var bestemt for det spanske kongepar Alfonso XII og hans hustru, når de kom på besøg. Efter udstillingen blev pavillonen revet ned, og materialerne sendt tilbage til Tyskland for at indgå i andre bygningsværker. Over tiden gik det op for verden, at pavillonen havde været med til at starte en helt ny arkitektonisk bevægelse, og i 1980 besluttede byrådet i Barcelona at rekonstruere den. Arbejdet blev afsluttet i 1986.

Mies van der Rohes Barcelona-pavillon til verdensudstillingen i 1929.

Åbningstider: Hver dag fra kl. 10-20. Entre (2014): 4.75 Euro. Studerende og pensionister: 2.60 Euro. Under 18 år: gratis.

Ved siden af pavillonen ligger en lille butik, som især tilbyder bøger om moderne arkitektur, mange selvfølgelig om Mies van der Rohe og rekonstruktionen af pavillonen.

Jeg har skrevet en side om arkitekten Antoni Gaudi, så hvis du har lyst til at komme på en rundtur i Barcelona og se nogle af hans mesterværker, så klik her.

 

Tilbage til Rejseholdets forside Startside for 10 ugers ferie i Nerja