Folkerepublikken Kinas våbenskjold

"Det er bedre at se én gang end at høre hundrede gange",
Kinesisk ordsprog.

Hvorfor nu til Kina?
Et besøg i Kina har i mange år stået højt på Birgits og min ønskeseddel. Ikke mindst efter at vores yngste søn Bo er begyndt at læse/studere kinesisk på Københavns Universitet. Som et led i studiet tilbragte han et semester ved Peking Universitet. Mens de øvrige studerende vendte tilbage til København efter overstået eksamen i januar måned 2006, besluttede Bo at forlænge opholdet i Kina med 3 måneder - angiveligt for at forbedre sit kinesiske, men også for at se mere af dette kæmpemæssige land. Da vi dukkede op i lufthavnen, var han netop vendt tilbage fra Sydkina, hvor han havde haft en masse spændende oplevelser og fået mange gode venner - både blandt kinesere og "stornæser", som kineserne ynder at kalde os vesterlændinge. Bo ville bruge den næste uges tid på at vise os rundt i og omkring Beijing. Og vores forventninger var store. Vi ønskede at opleve historiens vingesus på Den Himmelske Freds Plads. At se den kinesiske guddom Maos afsjælede legeme i mausoleet. At slentre rundt i Den Forbudte By, hvor Kinas kejsere gennem 500 år boede omgivet af konkubiner og tjenestefolk. At vandre på Den Kinesiske Mur, verdens største bygningsværk. At opleve byen, som i 2008 er værtsby for De Olympiske Lege. Osv.

Flybilletter. Men inden vi kom så langt, var der en del, der skulle klares. Først at finde nogle flybilletter, der var til at betale. Heldigvis havde SAS i julen 2005 (som året forinden) en "julespøg", hvor man hver dag tilbød billige flybilletter til en af deres destinationer. Så vi ventede bare på, at turen skulle komme til Beijing, hvortil SAS har en direkte rute. Vi bestilte billetter med afgang den 15. marts 2006 og håbede på, at det ikke var for køligt i Beijing på det tidspunkt.

Hotelværelse. Næste opgave var at finde et hotelværelse. Der findes flere steder, hvor man kan booke værelser. Vi endte på denne hjemmeside, som tilbød en række hoteller. Vi søgte efter et centralt beliggende og ikke for dyrt hotel og valgte Yue Xiu Hotel, som ligger et kvarters gang fra Den Himmelske Freds Plads - nærmere om hotellet nedenfor. Fra Dorte og Lars, vores gode venner, som har været i Beijing adskillige gange gennem de seneste 20 år, vidste vi, at man sagtens kan risikere at få et hotel, som ligger 30-40 km fra centrum.

Visum. Næste opgave var at få søgt visum hos Den Kinesiske Ambassade i København. Det anbefaler, at man søger om visum i god tid (dvs. min. 4 uger før afrejse). Det nemmeste er at gå på nettet og udskrive et ansøgningsskema. Skemaet sendes til ambassaden sammen med dit pas, et pasfoto, en check samt en frankeret svarkuvert. Vi fik vores visa i løbet af en uges tid. Vær opmærksom på, at dit pas skal være gyldigt min. 6 måneder efter planlagt hjemrejse fra Kina. En god idé er at tage en fotokopi af de første par sider af passet og have dem på sig, mens selve passet opbevares forsvarligt på hotellet. Du skal fx bruge pas, når du skal veksle, men i mange andre situationer kan det også være nyttigt. Skulle du miste dit pas, vil en kopi af de første sider formentlig også lette ekspeditionen på den danske ambassade.

Vaccination. Der krævedes ingen vaccinationer for indrejse i Kina. Ved ophold i Beijing anbefales vaccination mod stivkrampe, japansk hjernehindebetændelse, hepatitis A & B samt difteris. Spørg for en sikkerheds skyld din egen læge eller Statens Seruminstitut til råds. Hvis du skal/vil vaccineres, bør programmet starte en måneds tid før afrejse.

Yuan sedler Valuta. Møntfoden i Kina er "yuan" (i marts 2006 betalte vi knap 80 øre for 1 yuan). I daglig tale omtales mødtfoden som "kwai" eller "Renmenbi" (RMB), hvilket betyder "Folkets penge". Yuan kan ikke købes i Danmark, så vi medbragte dollars til veksling, men danske kroner havde formentlig være lige så lette at veksle, hvilket vi gjorde på hotellet. Vi kunne også betale med kreditkort mange steder, og endelig findes der masser af hæveautomater. Et begrænset beløb i Yuan kan veksles tilbage - i så fald husk at gemme din vekselnota. Der er en del falske yuan-sedler i omløb, så lad være med at veksle på alt for "skumle steder". Den kinesiske valuta har i en del år været lænket til den amerikanske dollar. På det seneste har der været forslag om at lade andet end formand Maos kontrafej pryde landets pengesedler.

Tidsforskel. Selv om det vældige Kina strækker sig over 4 tidszoner, anvender man kun én tid, Beijing tid. Tidsforskellen mellem Danmark og Beijing er 7 timer. Vær opmærksom på, at Kina ikke har sommertid, så hvis du rejser mellem sidste søndag i marts og sidste søndag i oktober, er forskellen kun 6 timer. Flyveturen fra Kastrup til Beijing med SAS tog i øvrigt ca. 9 timer.

Klima. Klimaet er fastlandsklima domineret af varme luftstrømme fra syd om sommeren og iskold vinterluft fra Sibirien om vinteren. Der kan forekomme støvstorme fra ørkenen i marts, april og maj. Det korte forår falder i april med ringe nedbør og stigende temperaturer. Sommeren er meget varm med gennemsnitstemperaturer omkring 30°, men temperaruren kan nå op over 40°. Maj og september-oktober er de mest behagelige perioder med sol og blå himmel. Vinteren, som varer fra november til marts, er tør og kold med temperaturer på ned til -20°.

  Gns. temp.
MånedSolskinstimerMin.Max.
Januar7-10 1
Februar 7 -8 4
Marts 8 -111
April 8 721
Maj 9 1327
Juni 9 1831
Juli 7 2131
August 7 2030
September8 1426
Oktober 8 620
November 6 -2 9
December 6 -8 3

 

Herunder kan du se, hvorledes vejret er lige nu i Beijing. Hvis du klikker på figuren, får du en vejrudsigt for den følgende uge.

Klik for en vejrudsigt

Støvstorm i Beijing Vi var meget heldige med vejret i Beijing i den periode, vi var derovre (sidste halvdel af marts). Dels havde vi dejligt forårsvejr med 15-20 graders varme om dagen. Dels slap vi for den frygtede støvstorm, som næsten hvert forår rammer Beijing. Midt i april ramte støvstormen Beijing, som du kan se på billedet til højre. Det antages, at 336.000 tons rødt kvælende støv fra de omkringliggende ørkener lagde sig over byen, hvis beboer blev opfordret til at holde sig inden døre. Myndighederne forsøgte forgæves at fremkalde regn ved at skyde jodtabletter op i skyformationerne over Beijing. Mere end 27% af Kinas landareal er ørken. Kun 7% kinesisk landbrugsland skal føde 25% af jordens befolkning. I 1950'erne kom der en støvstorm til Beijing for hvert 7. eller 8. år. I 1970'erne kom de hvert 2. eller 3. år. Men fra begyndelsen af 1990-erne har de forekommet næsten hvert år. Mange er bekymrede for de olympiske atleters forhold i 2008. Myndighederne "trøster" sig med, at stormene normalt kommer om foråret, mens legene finder sted i august. Beijing har erklæret De Olympiske Lege i 2008 for "de grønne lege", og er i gang med en storstilet planteprogram for Beijing, hvilket vi så mange eksempler på.

En væsentlig årsag til de forværrede tilstande er Maos katastrofale landbrugs- og industrialiseringsprogrammer i 1950-erne og 1960-erne, som ødelagde vegetationen i store dele af Nordkina. Der er ørkenområder mindre end 100 km fra Beijing. Myndighederne oplyser, at enorme træplantningsprogrammer har begrænset og yderligere vil begrænse ørkenspredningen. Frem til 2050 beplantes ca. en tredjedel af ørkenarealerne med vegetation, der kan forhindre tørke og jorderosion. Desværre forværres problemer af, at vandspejlet er faldende over hele den nordlige del af Kina.

Strømstyrke. Og lige en praktisk detalje. Kina bruger 220 Volt 50 Hz som i Danmark. Mange steder anvendes "amerikanske stik" med brede ben. Du kan ofte låne/leje et omformerstik på hotellet. Ellers køb et sådant. Det koster bare nogle få kroner og kan anvendes mange steder i verden.

Lidt om Kina
Kinas flag Folkerepublikken Kinas officielle navn er "Zhonghua Renmin Gongheuguo", hvilket betyder "Riget i Midten". Gennem sin mere end 5.000 år lange historie har Kina ikke været særlig interesseret i sin omverden, som man mente var befolket med barbarer. Disse mentes ikke at kunne bidrage med noget af værdi. Det er først indenfor de seneste 30 år, at landet er begyndt at åbne sig. Et afgørende vendepunkt i forholdet til USA var præsident Nixons besøg i Kina i 1972.

Kinas våbenskjold, som du kan se øverst på denne side, viser den Den Himmelske Freds Port - indgangen til Den Forbudte By - i en rød cirkel. Over porten er der 5 stjerner som på nationalflaget. Cirklens kant indeholder et neg af hvede, som repræsenterer landbrugsrevolutionen. I midten af den nedre del af kanten er et tandhjul, der repræsenterer industriarbejderen.

Kinas flag, som blev indført i 1949 ved kommunismens sejr, er rødt med en stor gul stjerne samt 4 mindre. Den store stjerne repræsenterer kommunismen. Oprindelig blev de 4 små stjerner udlagt som de største nationalitetsgrupper i Kina; senere er de omfortolket til de 4 sociale klasser: bønderne, arbejderne, småborgerne og de patriotiske kapitalister. Den røde bund symboliserer den kommunistiske revolution.

Kina er verdens fjerdestørste land efter Rusland, Canada og USA med et areal på 9.571.000 km2, hvilket er ca. 220 gange så stort som Danmark og næsten 3 gange så stort som EU. Der er ca. 1.4 mia. indbyggere, hvoraf størsteparten (omkring 92%) er "han-kinesere", som taler mandarin. Kina har 55 officielle etniske mindretalsgrupper med hver deres sprog/dialekt og kultur. I en enkelt provins tales fx 108 dialekter. Heldigvis er skriftsproget fælles for alle de kinesiske dialekter. Ca. 20% af kineserne bor i byerne. Kina er inddelt i 22 provinser, 5 autonome regioner og 4 kommuner, som udgør hovedlandet. Udover disse 22 provinser anser den kinesiske regering Taiwan for at høre under Kina og betragter den som den 23. provins. Hertil kommer de to områder Macao og Hongkong, som har særstatus og større selvstændighed end de øvrige områder.

Kina er en et-parti stat, hvor al magten ligger hos kommunistpartiet. Forfatningen stammer fra 1949, hvor kommunismen vandt sejr. Den lovgivende forsamling er er Folkekongressen, hvis 3.000 medlemmer vælges for fem år ad gangen. Folkekongressen følger slavisk de direktiver, der udstedes af Politbyroet. De samles én gang om året i to uger for at ratificere lovforslag. I aspidsen for regeringen er premierministeren, og landets overhoved er præsident. Præsident Hu Jintao er samtidig generalsekretær for Kommunistpartiet. Forfatningen giver religionsfrihed, men den opfordrer ikke til udøvelse af religionen. Traditionelt har befolkningen praktiseret konfucianisme, buddhisme, taoisme samt tilbedelse af forfædre, men i dag anser omkring 60% af befolkningen sig som ikke-religiøse. Islam er den største af de monoteistiske religioner, men kristendommen er voksende. I 1999 forbød regeringen den buddhistisk inspirerede sekt Falun Gong, da man frygtede at den ville foranstalte oprør eller uroligheder.

Kina er stadig et udviklingsland med en meget lav gns. indkomst pr indbygger. Siden sidst i 1970'erne har landet haft en stor vækst - fra 1978-1998 blev nationalproduktet 4-doblet. Efter 15 års forhandlinger blev Kina medlem af WTO. Alle regner med, at Kina i løbet af den næste halve snes år vil blive en økonomisk stormagt.

Lidt om Beijing
Beijing med kinesiske skrifttegn Beijing har et areal på 16.808 km2, ca 160 m fra øst til vest og 180 km fra nord til syd. Den største by i Kina er dog Shanghai. Befolkningstallet er omkring 13 millioner. Byen vokser dag for dag, og der er ingen tegn på, at væksten er ved at ebbe ud. Byen ligger på en slette omkranset af et bjergmassiv mod nord og bløde bakker mod sydøst.

Beijing (bei=nord, jing=hovedstad), "den nordlige hovedstad" er Folkerepublikken Kinas hovedstad. I vesten blev den tidligere benævnt Peking, men siden 1949 har den insisteret på sit rette navn, Beijing (vi snakker dog stadig om pekingand ;-). Beijing blev hovedstad allerede i 1421 og var indtil 1912 hovedsæde for kejseren, "Himlens Søn", indtil den sidste kejser blev tvunget til at abdicere.

Den Himmelske Freds Port, Beijing Vores ven Lars, som er kommet til Beijing flere gange om året siden 1988, kan berette om en udvikling fra en kaotisk landsby i kæmpestørrelse til en moderne og international storby. De traditionelle "hutong-bebyggelser" viger for skyhøje skyskrabere en masse med store hoteller, indkøbspaladser og stormagasiner. Det oprindelige gadebillede med myriader af cyklister, som trampede frem med flittig brug af cykelklokken, er blevet afløst af busser, taxaer, personbiler, knallerter og andre transportmidler. Vores søn Bo anskaffede sig straks en cykel, da han kom til Beijing. Da han spurgte efter en cykellygte, fik han at vide, at det ikke var nødvendigt, da der efterhånden var gadelys i det meste af byen. Efterfølgende fandt Bo ud af, at det faktisk er direkte forbudt at have lys på cyklen, idet "de mange cykellys kunne forvirre bilisterne". Han er dog endnu ikke blevet noteret for at køre med lys. I øjeblikket arbejdes der hårdt på, at gøre Beijing klar til de 29. Olympiske Lege i 2008. Byens attraktioner bliver restaureret, der plantes træer og buske alle vegne, og der arbejdes på at udvide antallet af metrolinier fra 3 til vistnok 11 eller 12.

Vores hotel
Yue Xiu Hotel Da vi bestilte hotelværelse, havde vi samtidig bedt om at blive afhentet i lufthavnen i taxa. Da vi nåede frem - med en times forsinkelse - stod en chauffør i ankomsthallen med et skilt med vores navn. Prisen for denne service var 160 yuan (godt 100 kr). En rimelig pris for at blive transporteret godt 40 km til hotellet sammen med vores kufferter. Vores søn ventede også på os i lufthavnen, lige hjemkommet fra et rejse på nogle uger i det sydlige Kina. Vi tog alle tre til Yue Xiu Hotellet, som ligger centralt i Beijing. Vi havde bestilt et dobbeltværelse hjemmefra, men da Bo dukkede op, fik vi det ændret til et triple room med to værelser. Bo havde en seng i den lille stue, hvor der var en sofa og et TV. Birgit og jeg sov i det andet værelse, hvor der var to senge, et skrivebord, et køleskab, klædeskab med en lille boks til pas og penge samt en maskine til at lave te og kaffe på. Der var air condition på værelset, hvilket vi dog i marts måned selvfølgelig kunne have været foruden. Til overflod var der en internetforbindelse, så Bo kunne komme på nettet med sin bærbare og checke mail mv. (for en rimelig merbetaling). Badeværelset var OK, så vi var godt tilfredse. Receptionen fungerede fint og var behjælpelig med at veksle penge og bestille billetter mv. Morgenmad var ikke inkluderet, så vi købte ind til morgenmad, som vi spiste på værelset. Vi spiste kun en enkelt gang på hotellet. Maden var udmærket, men prisen dobbelt så høj som på restaurationer ude i byen. BTW vi betalte 2700 kr for 8 overnatninger incl. internetforbrug.

Kort over den bydel, vi boede i med angivelse af hotellets beliggenhed Hotellet lå på Xuanwumen, ca 2 km fra "Den himmelske Freds Plads" (Tian An Men) med Maos mausoleum. Tæt herpå ligger "Den forbudte By", hvor de kinesiske kejsere residerede i ca 500 år. 3 km til Beijing Station og ca samme afstand til bus stationen. Det vigtigste for os var dog, at der lige over vejen var nedgang til metroens linie 1 og 2. Mere end 20 busser passerede forbi på vejen.

Efter at være blevet installeret på værelset spadserede vi til "Den himmelske Freds Plads". Kom med os, hvis du har lyst.

 

Tilbage til Rejseholdets hjemmeside Til toppen af denne side Rejseholdets hjemmeside Den Himmelske Freds Plads
Vælg næste side: