Folkerepublikken Kinas våbenskjold

Tiananmen - Den Himmelske Freds Plads

Kik ud over Den Himmelske Freds Pladsi Beijing

Den Himmelske Freds Plads er verdens største plads. Med 880 meter i nord-sydgående og 500 meter i øst-vestgående retning er den noget større end "Den Røde Plads" i Moskva. Kineserne selv kalder pladsen for Tianamen, hvilket betyder "Porten til den Himmelske Fred". Denne port, som leder ind til Den Forbudte By, ligger i den nordlige ende af pladsen. Pladsen er et politisk og kulturelt symbol for Kina på grund af de mange vigtige begivenheder, som har udspillet sig her. Her demonstrerede studenter den 4. maj 1919 mod Kinas behandling i Versailles freden. Her udråbte Mao Zedong Den Kinesiske Folkerepublik den 1. oktober 1949. Under kulturrevolutionen var pladsen hjemsted for kæmpemæssige forsamlinger med mere end 1 million mennesker. I 1976 viste talrige kinesere deres sorg over premierminister Zhou Enlais død og demonstrerede over den såkaldte "4-bande" med formand Maos hustru i spidsen. Vi i vesten husker måske bedst pladsen for studenteroprøret i 1989. Pladsen blev bygget i 1417 i forbindelse med, at hovedstaden blev flyttet fra Nanking (Nanjing) til Peking (Beijing). I 1699 under Qing dynastiet blev pladsen renoveret og fik sit nuværende navn. I mange år lå der offentlige bygninger omkring pladsen, som ikke var tilgængelig for offentligheden. Disse bygninger blev svært beskadiget under bokser-opstanden (1898-1901 mod de vestlige interesser i Kina), hvorfor de blev nedrevet.

Soldater på vej til flaghejsning på Den himmelske Freds Plads i Beijing Pladsen fik sin nuværende størrelse i 1949, da Kommunistpartiet kom til magten. Midt på pladsen står et 38 meter højt monument, "Monument for Folkets Helte" ("Renmin Yingxiong Jinianbei"), som til stadig er under bevogning af en æresgarde. Monumentet, som er lavet af granit og marmor, bærer på nordsiden en inskription af mao: "Evig hæder til Folkets Helte, som døde under de sidste tre års frihedskamp og under de sidste tre årtier af revolutionen. Evig hæder til Folkets Helte, som døde i kampen mod fremmede og interne fjender for national selvstændighed og Folkets frihed og lykke siden 1840.", mens Zhou Enlai på sydsiden af obelisken har leveret dedikationen: "Til revolutionens martyrer, som gav deres liv i krigene efter 1840". På soklen viser 170 bas-relieffer episoder fra den kinesiske revolution, startende med afbrænding af opium i Humen i 1839 (starten på den første opiumkrig mod englænderne).

Her finder vi også det kæmpemæssige mausoleum, som blev bygget i 1976 til at rumme Maos afsjælede legeme. Langs pladsens vestside ligger "Folkets Store Hal", hvor kongressen holder deres årlige møde. Langs østsiden ligger "Nationalmuseet for kinesisk Historie". Boulevarden langs de to sider er kranset med træer, mens selve pladsen er åben og uden træer, bænke eller boder. Pladsen oplyses om aftenen af store, smukke lamper, og der er video overvågning. I øvrigt vrimler det med både soldater og uniformerede og civile politifolk.

Ved solopgang hver dag året rundt kommer en deling soldater marcherende fra Den Forbudte By og hejser flaget på den store flagstang på pladsen. Ved solnedgang kommer de igen og tager flaget ned. Desværre nåede vi ikke at opleve denne ceremoni, men der skal jo også være noget at komme tilbage efter. Bo fortalte, at der var tradition for, at studerende fra hans universitet overværede flaghejsningen på nationaldagen, den 1. oktober. De forsamledes på pladsen aftenen i forvejen og blev der indtil næste morgen. Almindeligvis er pladsen lukket for publikum om natten, men man ser åbenbart gennem fingre med det på landets store dag.

Drage i luften over Den himmelske Freds Plads i Beijing Det var tydeligt, at Den Himmelske Freds Plads betyder noget for den enkelte kineser. Vi så masser af bønder, som var kommet ind fra landet for at se pladsen og besøge Maos Mausoleum. Mens Beijings beboere er klædt i tøj af vestligt tilsnit, bar mange af disse bønder den "arbejdsuniform", vi kunne huske fra Maos tid. Luftrummet var præget af et stort antal fantastiske drager. Vi undrede os over med hvilken lethed, de fik dragerne i luften, selv om der var meget ringe vind, men nu er dragen jo også et helligt - og venligsindet - dyr i Kina, og kineserne har leget med drager i mindst 3.000 år. Nu var der jo heller ikke et drageædende træ i nærheden, hvilket ville have glædet Søren Brun (Charlie Brown).

Formand Maos Mausoleum
Kø foran Maos Mausoleum på Den himmelske freds Plads i Beijing Som så mange andre ville vi også aflægge besøg i Maos mausoleum, som i den sydlige ende af pladsen. Første gang kom vi fem minutter efter lukketid (åbningstid: Hver dag: 9:00-11:30. Tirsdag og torsdag: 14:00-16:00). Næste dag dukkede vi op kl 9 - for at finde en kø på flere hundrede personer - næsten alle kinesere. En af vagterne tog os i hånden og førte os frem til køens begyndelse. Vi brød os ikke rigtigt om det, men Bo fortalte, at det var almindeligt, og at han havde oplevet det samme ved sit første besøg. Desværre var der en vagt, som fik øje på, at Birgit havde en diminutiv rygsæk under sin frakke, hvorfor vi blev henvist til at deponere rygsækken på den anden side af gaden. Vi valgte at komme igen den følgende dag, denne gang uden taske og uden kamera.

Mao døde kort efter midnat den 9. september 1976, 82 år gammel. Der var en 10-dages national sørgeperiode. Aviser bragte Centralkomitéens nekrolog, hvori det bl.a. hed at "stråleglansen fra Mao Zedongs tanker vil for altid oplyse fremskridtets vej for det kinesiske folk". Den 18. september 1976 blev der holdt tre minutters stilhed overalt i Kina. En million mennesker forsamledes på "Den Himmelske Freds Plads" for at vise deres elskede formand en sidste respekt. På trods af, at Mao havde givet udtryk for, at han ville kremeres, gik man straks i gang med at bygge et mausoleum, hvor hans afsjælede legeme skulle ligge til beskuelse. Mausoleet ("Mao Zhuxi Jiniantang") er 33 meter højt, 260 meter lang (nord-syd) og 220 meter bred. Bygningen støttes af 44 granitsøjler.

Formand Mao på lit de parade. Det er ikke tilladt at medbringe kamera i mausoleet, så billedet her stammer fra en lille publikation, man kan købe ved indgangen. Køen bevægede sig rask fremad, og snart kom vi ind i den store forgård. Bo kunne høre, at de besøgene kom fra alle egne af Kina, og vi så faktisk kun ganske få vesterlændinge. Her lå en lille bod, hvor man kunne købe en gul blomst (tulipan?), indpakket i cellofan, hvilket mange benyttede sig af. Efter at have besteget den udvendige trappe kom vi ind i den såkaldte nordsal, hvor der var en stor marmorstatue af formanden, siddende i en hvid marmor lænestol (mindede mig lidt om Abraham Lincolns statue i Lincoln Memorial i Washington). Bag statuen var et kæmpemæssigt vægmaleri af et kinesisk landskab i kraftige farver. Mange kinesere faldt på knæ og hilste stærkt bevægede formanden og anbragte deres gule blomst foran hans fødder. (Jeg må indrømme, at jeg tænkte den tanke, om mon ikke de pænt indpakkede tulipaner blev solgt endnu en gang - men på den anden side - hvorfor egentlig ikke?). Vi blev delt i to strømme, som "flød" ind på hver sin side af den døde Mao i den store mindesal. Som nævnt var det ikke tilladt at medbringe kamera i mausoleet, så billedet ovenfor stammer fra en lille publikation, man kan købe ved indgangen. Ivrige vagter sørgede for, at menneskerækken hele tiden bevægede sig fremad. Bos teori herfor var, at man ikke ønskede, at tilskuerne skulle få for godt et billede af den døde formand, som efter ca 30 år formentlig indeholder mere voks end biologisk materiale. Jeg havde læst, at liget befandt sig i en glas- eller krystalkiste, men det gjorde han ikke den dag, vi var der. Når liget ikke ligger til beskuelse, befinder det sig i et fryserum i den bombesikre kælder, hvorfra det bringes op og ned af en elevator. På bagvæggen var indgraveret følgende sætning: "Evig pris til formand Mao, vores store leder og mester". I løbet af ganske kort tid havde vi passeret gennem bygningen og kom ud i den sydlige ende af mausoleet.

Gæster kommer ud fra Maos Mausoleum på Den himmelske freds Plads i Beijing Syd for Maos mausoleum står der to typisk monumenter, som viser de kommunistiske helte. Det var tydeligt på reaktionerne fra både gamle, ældre og unge mennesker, at formand Mao stadig er et vigtigt politisk symbol. Sandt er det vel også, at Mao medvirkede til at skaffe landet fred efter mange års kampe med Japan og europæiske besættelsesmagter. Han var også med til at nedkæmpe det konkurrerende nationalistparti Guomindang og tvang Chiang Kajshek til at trække sig tilbage til Taiwan - sammen med to millioner flygtninge og landets guldreserver samt mange nationale skatte. Den kommunistiske, røde hær indtog Beijing i 1949, hvorefter den kinesiske folkerepublik blev udråbt. Derimod havde Mao ikke så stor success med sit projekt "Det Store Spring Fremad", som med et slag skulle gøre Kina til et moderne industriland. I årene 1959-1961 døde omkring 40 mio kinesere af sult. "Kulturrevolutionen, som skulle udrense de gamle ledere af partiet, førte også store lidelser med sig. Rødgardister ødelagte historiske kunstværker og templer. Partifunktionærer og intellektuelle blev fængslet og i mange tilfælde henrettet, andre valgte at begå selvmord. Efter Maos død har partiet vurderet, at Maos fortjenester for 70%'s vedkommende var gode og 30% dårlige. Måske ikke så dårligt et eftermæle, når alt kommer til alt.

'Maos lille røde', som falbydes overalt på Den himmelske Freds Plads i Beijing Mao-lightere falbydes overalt på Den himmelske Freds Plads i Beijing Overalt på pladsen blev vi tilbudt at købe Mao relateret souvenir. For et par kroner kunne vi købe "Maos lille røde", som indeholder en samling af Mao citater. Bogen, som var obligatorisk læsning under kulturrevolutionen, er fra 1960. Den blev snart oversat til mange sprog, og fra 1968 fik den stor udbredelse i Vesteuropa. Vi kunne købe talrige effekter med billeder af formanden, såsom tasker, T-shirts, ure, lightere osv. Bo spurgte en taxachauffør om hans holdning til Mao. Han udtalte, at Kina trængte til en "Ny Mao", som kunne rydde op i den herskende korruption. Det var ikke alene gadehandlere, som kontaktede os. Mange yngre kinesere luftede deres engelskkundskaber med et "Welcome to China" og "how are you", hvilket ofte var indledning til en lille samtale om forholdene i lille Danmark og store Kina. Flere af de unge var faktisk temmelig godt orienteret om Danmark.

Folkets Store Hal
Folkets Store Hal ved Den himmelske freds Plads, hvor Folkekongressens 3.000 medlemmer samles én gang om året Vestsiden af Den Himmelske Freds Plads domineres af den monumentale "Folkets Store Hal" ("Renmin Dahuitang"), som er bygget i 1959. Den optager ca 172.000 m2. Her forsamles Folkekongressens 3.000 medlemmer én gang om året i to uger for at ratificere lovforslag. Folkekongressen, hvis medlemmer vælges for fem år ad gangen, udgør den lovgivende forsamling, men i realiteten er den blot et gummistempel for Politbureauet, hvis direktiver følges slavisk. Hovedhallen på 76x60 meter kan rumme mere end 10.000 gæster. Der findes også en sal til afholdelse af banketter for indtil 5.000 deltagere. Hver af provins og region har en sal, som er indrettet efter områdets egen stil og kultur.

Nationalmuseet
nationalmuseet på Den himmelske freds Plads På østsiden af pladsen ligger Nationalmuseet. Det består i virkeligheden af to museer: "Kinas historiske Museum" ("Zhongguo Lishi Bowuguan") og "Museum for den kinesiske Revolution" ("Geming Bowuguan"). Da vi var der, var facaden domineret af en nedtælling til "De olympiske Lege" i 2008. Revolutionsmuseet blev oprettet i 1959, men var lukket under kulturrevolutionen. Det optager to etager i den venstre fløj af Nationalmuseet. Museet viser de vigtigste faser i den kinesiske revolution fra 1919 og udviklingen af kommunistpartiet.

Nationalmuseet giver i både permanente og særlige udstillinger en meget systematisk gennemgang af Kinas spektakulære historie fra Pekingmanden, over terracotta krigerne fra Xi’an til i dag. Dets oprindelse går tilbage til 1912. I 1959, på republikkens 10 års fødselsdag, fik offentligheden adgang til de to museer.

Tanks på Den Himmelske Freds Plads
Tanks på Den himmelske freds Plads den 4. juni 1989 Måske kan du som jeg huske den såkaldte "massakre", som fandt sted på den Himmelske Freds Plads i 1989 i forbindelse med demonstrationer for demokrati. Den 4. maj 1989 marcherede omkring 100.000 studenter og arbejdere fredeligt gennem Beijing i protest mod styrets korruption. Den 20. maj erklærede styret undtagelsestilstand, men demonstrationerne fortsatte, hvorefter militæret fik ordre på at anvende magt for at stoppe opstanden. Det kulminerede den 4. juni 1989, da 27. division af Folkets Befrielseshær rykkede ind med tropper og tanks på Den Himmelske Freds Plads. Dette berømte billede, som viser en demonstrant, der holder de fremrykkende tanks tilbage i mere end en halv time, blev taget af Jeff Widener, Associated Press den 5. juni 1989 fra et vindue på Beijing Hotel med en 400 mm telelinse. Der er stor uenighed om antallet af dræbte. New York Times siger 400-800, det kinesiske Røde Kors omkring 2.600, mens studenterne fastslår, at mere end 5.000 blev dræbt. Styret foretog efterfølgende en lang række anholdelser for at undertrykke bevægelsen, begrænsede adgangen for udenlandsk presse, og sørgede for kontrolleret dækning i den kinesiske presse. Den voldelige undertrykkelse resulterede i massiv international fordømmelse af det kinesiske styre. Hvert år på den 4. juni er der forstærket vagt på pladsen for at sikre, at der ikke opstår uroligheder.

At styret ikke har glemt disse optøjer, viste en avisartikel kort efter vores hjemkomst. Efter flere års indsats havde magasinet "Rolling Stones" fået tilladelse til at udkomme i Kina, og bladet blev revet væk fra hylderne. Imidlertid blev tilladelsen trukket tilbage, fordi der i magasinet var et interview med den kinesiske rockstjerne Cui Jian. Hvad var Cui Jians "forbrydelse"? Han havde sunget for studenterne på Tiananmen-pladsen under demonstrationerne i 1989. Ja, alle totalitære systemer har en lang hukommelse.

Og nu forlader vi den betagende plads, som vi vendte tilbage til flere gange. Under et af besøgene gik det op for os, at taxaer ikke må stoppe på eller i nærheden af pladsen. Dagen efter tog til til Den Forbudte By. Måske har du lyst til at komme med os?

 

Tilbage til Rejseholdets hjemmeside Til toppen af denne side Startside Beijing Den Forbudte By
Vælg næste side: