Lidt baggrund og historie om Berlinmuren

Det er svært at tænke på Berlin uden at tænke på muren, som i godt 28 år forhindrede beboerne i Øst-Berlin i frit at tage til Vest-Berlin eller for den sags skyld resten af verden. Jeg vil i det følgende give en kort sammenfatning af baggrunden for opførelsen af muren og dens historie. Efterfølgende vil jeg vise dig omkring på steder i Berlin, som efter min mening er relevante og interessante.

Delingen af Tyskland og Berlin

I 1947 efter anden verdenskrig blev Tyskland opdelt i fire besættelseszoner af sejrherrerne, Storbritannien, Frankrig, USA og Sovjetunionen, bortset fra området øst for Oder-Neisse-linjen, som tilfaldt Polen, og Königsberg, som tilfaldt Sovjetunionen. På Teheran-konferencen i 1943 var de allierede blevet enige om efter krigen at dele Tyskland, men de var ikke var nået til enighed om hvordan. Detaljerne blev aftalt på Jaltakonferencen i februar 1945 mellem Franklin D. Roosevelt, USA, Winston Churchill, Storbritannien og Josef Stalin, Sovjetunionen. Frankrig deltog ikke i mødet, men det besluttet at anerkende Frankrig som den fjerde deltager i alliancen. Berlin blev som noget særligt delt imellem de fire allierede, selvom den lå dybt inde i den sovjetiske besættelseszone. Der opstod snart problemer i samarbejdet mellem de tre vestlige allierede og Sovjetunionen. Selv om de allierede i Potsdamaftalen af 1946 fastslog, at man ville føre en fælles politik over for det besejrede Tyskland, blev uenigheden mellem øst og vest tydeligere med årene, ikke mindst hvad angik "smertensbarnet" Berlin. Det Allierede Kontrolråd, der havde sæde i den amerikanske sektor i Berlin, bestod af de fire militære øverstkommanderende. Dette råd, som havde ansvar for Tyskland som helhed og udstedte love, direktiver mv., kunne kun træffe afgørelser, som vedrørte alle sektorerne, i enstemmighed. Imidlertid blev det stadigt vanskeligere at opnå enighed i kontrolrådet mellem de vestlige og den sovjetiske repræsentant. I 1948 tilspidsedes situationen, da man i Vest-Berlin indførte de samme valutareformer, som allerede var blevet gennemført i de vestlige zoner, uden at dette var blevet besluttet i kontrolrådet. Alle borgere i den amerikanske, den britiske og den franske sektor fik udleveret 40 nytrykte Deutsche Mark, og det endte med, at Sovjetunionen forlod rådet i vrede.

Blokaden af Berlin og luftbroen

Fra marts 1948 begyndte russerne at besværliggøre person- og godstrafikken til og fra Berlin. Ingen togladninger måtte forlade Berlin uden tilladelse af den sovjetiske kommandant. Hvert tog og hver bil, som om til Berlin, skulle først undersøges af de sovjetiske myndigheder. Dagen efter møntreformen lukkede russerne for jernbanelinjerne mellem de vestlige zoner og sektorer som følge af påståede "tekniske vanskeligheder". Da et tog var blevet sendt tilbage til Vest-Tyskland, besluttede den amerikanske general at indstille alle militære togleverancer og forlangte, at militære forsyninger for fremtiden blev fløjet ind. Den 24. juni 1948 stoppede russerne al trafik mellem Øst- og Vest-Berlin. Vest-Berlin var nu en ø i et sovjetkontrolleret hav. Den sovjetiske plan var at blokere alle vestlige leverancer til Vest-Berlin og dermed i praksis give Sovjetunionen kontrol over hele byen. Byen havde kulressourcer til godt 40 dage, mens der var lidt større beholdningerne af fyringsolie og dieselolie, men noget mindre af benzin. Størsteparten af byens elforsyning kom fra den russiske sektor, ganske vist lå der et kraftværk i den britiske sektor, men det var stort set blevet ribbet af russerne i juni 1945. Det daglige fødevarebehov blev beregnet til 641 tons mel, 105 tons gryn, 106 tons kød/fisk, 51 tons sukker, 10 tons kaffe, 20 tons mælk osv.

Som svar organiserede USA og England en luftbro, som det følgende år med hjælp fra Royal Australian Air Force, Royal Canadian Air Force, Royal New Zealand Air Force og South African Air Force gennemførte mere end 200.000 flyvninger og leverede indtil 4700 tons daglige nødvendigheder som brændstof og fødevarer til byens indbyggere.

Berlinere betragter en C-54 lande på Tempelhof Lufthavn (1948)

Der var to lufthavne, som umiddelbart kunne bruges: Tempelhof i den amerikanske sektor og Gatow i den britiske sektor. Desværre var Tempelhof omgivet af forstæder med syv etager høje bygninger, hvilket besværliggjorde opgaven betydeligt, og Gatow lå langt ude i periferien. I den franske sektor gik man i gang med at oprette en lufthavn i Tegel, hvor der var tilstrækkeligt med ubebyggede arealer. 17.000 frivillige Vest-Berlinere hjalp med til at etablere en to km lang landingsbane af mere end 10 millioner mursten og brokker - dem var der nok af ved hånden.

Begyndelsen på luftbroen var kaotisk som forventeligt. En C-54 Skymaster landede for sent og kørte ud af banen, hvor den brød i brand. Der var også andre tilfælde af fejlbedømte landinger og punkteringer, men efterhånden blev der styr på tingene. I oktober 1948 landedes 147.581 tons forsyninger. I april 1949 ankom der 7.845 tons til Vest-Berlin. I påsken samme pr landede der et fuldt lastet fly hvert 62. sekund. Begejstrede Vest-Berlinere deltog aktivt med at håndtere og fordele leverancerne, og accepterede knapheden uden at kny. De vestlige flybesætninger blev helte og blev modtaget med kys og kram og blomster. Løjtnant Gail S. Halvorsen blev så glad for de positive reaktioner fra byens borgere, at han lavede sin egen takkeaktion. Han opkøbte store mængder af slik, som sammen med hans kammeraters slikrationer blev pakket ind i små stykker stof som små faldskærme. På hans næste tur kastede han slik ned under indflyvningen til de begejstrede modtagere. Fremstillingen af disse slikpakker blev efterhånden sat i system og udført af skolebørn i USA. I løbet af 1948 kastede Halvorsen og hans kammerater mere end 250.000 pakker med slik til borgerne (børnene) i Berlin. Man kastede også slikpakker ned over Øst-Berlin, indtil russerne bad dem stoppe. Børnene kaldte disse fly for "rosinbombere", som var et lille lyspunkt i den russiske blokade. Luftbroen fungerede fantastisk på trods af chikane fra de sovjetiske myndigheder, og i april 1949 blev der fløjet større mængder forsyninger ind end der tidligere var ankommet med tog. Dette fik Sovjetunionen til at opgive blokaden efter midnat den 12. maj 1949. En britisk lastbilkonvoj kørte umiddelbart efter gennem Berlin, og det første tog til Berlin fra Vest-Tyskland ankom kl. 5:32. General Clay, som havde stået i spidsen for operationen, blev saluteret af 11.000 amerikanske soldater, fik en ticker-tape parade i New York, holdt tale til kongressen og fik en velfortjent medalje af præsident Truman. Luftbroen fortsatte indtil udgangen af september 1949 for at opbygge forsyninger i tilfælde af, ar russerne skulle indlede en ny blokade. Det blev beregnet, at C-47'erne og C-54'erne havde fløjet en distance, som svarede til afstanden til solen, ca. 150 mio km. 17 amerikanske og 8 britiske fly forulykkede under operationen.

Ved Tempelhof blev der rejst et monument for luftbroen og især de 39 britiske og 31 amerikanske piloter, som mistede livet i forbindelse med operationen. På soklen ses følgende inskription: "They gave their lives for the freedom of Berlin in service of the Berlin Airlift 1948/49".

Men vanskelighederne med forsyning af Vest-Berlin var ikke dermed til ende. Russerne krævede, at der kunne måtte køre 16 tog i døgnet, og at alle tog skulle trækkes af østtyske lokomotiver og være bemandet med østtysk personale. Transporter blev forsinket, så en tur, som normalt tog mindre end 2 timer, kom ofte til at vare mere end 7 timer. Russerne havde også lavet lister med varer, som måtte forlade Vest-Berlin, hvilket blokerede for 90% af handelen. Lastbiler havde forbud mod at køre efter mørkets frembrud osv. Den 18. maj 1949 holdt 400 lastbiler med fødevarer og ventede ved grænsen. Russerne havde indført krav om, at fragtpapirerne skulle være forsynet med stempel fra en økonomisk kommission, som hørte under den russiske besættelsesmagt.

Oprettelse af Bundesrepublik Deutschland og Deutsche Demokratische Republik

I de tre vestlige zoner oprettedes i 1949 Bundesrepublik Deutschland (BRD), Vest-Tyskland, og senere samme år oprettedes i den sovjetiske zone Deutsche Demokratische Republik (DDR), Øst-Tyskland. Vest-Tyskland samarbejdede nært med USA og de andre vestmagter og blev en demokratisk stat med markedsøkonomi. Bl.a. som følge af Marshallhjælp fra USA blev Vest-Tyskland hurtigt genopbygget og via det såkaldte "Wirtschaftswunder" blev Vest-Tyskland hurtigt Europas største økonomi. Vest-Berlin blev i realiteten en delstat i Forbundsrepublikken, dog trådte alle love, der blev vedtaget i Forbundsdagen, først i kraft i Vest-Berlin, efter at Vest-Berlins parlament havde givet sin tilslutning. Vest-Tyskland blev medlem af NATO i 1955, og var sammen med Frankrig, Italien og Benelux-landene med til at grundlægge det, som skulle udvikle sig til Den europæiske Union. Øst-Tyskland, som sagde nej tak til Marshallhjælp, udviklede sig derimod til et totalitært, kommunistisk diktatur, hvor Stasi overvågede alle sider af borgernes liv. Øst-Tyskland blev i realiteten en sovjetisk lydstat som Polen, Ungarn og Tjekkoslovakiet og medlem af Warszawapagten. Tyskland blev "en varm kartoffel" under den kolde krig (undskyld!), bl.a. fordi "Jerntæppet" gik tværs gennem landet. Grænsen mellem "de to Tysklande" var den bedst bevogtede grænse i verden. I 1949 prøvesprængte Sovjetunionen den første atombombe, og bekymringen i vesten tiltog. I 1950 begyndte Koreakrigen, hvor forholdene mindede en del om dem, der herskede i Tyskland. Et land var blevet delt i en kommunistisk og en kapitalistisk del efter anden verdenskrig. Sovjetunionen støttede Nordkorea, mens USA støttede modparten Sydkorea. Kunne noget tilsvarende ske i Tyskland, tænkte mange.

I begyndelsen af 1950'erne oplevede man i Øst-Tyskland en kragtig stigning i antallet af borgere, som forlod alt og rejste vestpå. Alene i 1950 søgte knap 200.000 borgere mod vest. I maj 1952 gik man i gang med at forstærke grænsen til vesten. Der blev oprettet et fem kilometer bredt ingenmandsland, og tusindvis af indbyggere blev uden varsel forflyttet fra de berørte områder. Det krævede særlig tilladelse at komme ind i ingenmandsland, og herudover yderligere tilladelse, hvis man ville nærme sig grænsen. Denne grænselukning medførte, at personer, som ville forlade Øst-Tyskland, var nødt til at tage til Berlin, hvor man tog til en af de vestlige zoner, hvorfra man så kunne flyve til Vest-Tyskland. I Øst-Tyskland optrappedes processen med at omdanne samfundet til "en socialistisk bonde- og arbejderstat", hvilket betød tvangskollektivisering af landbruget og diskriminering af intellektuelle og åndens arbejdere samt de mange "grænsekrydsere", som boede i Øst-Tyskland men hver dag tog på arbejde i Vest-Tyskland. Selvstændige erhvervsdrivende og håndværkere blev tvunget til at opgive selvstændig virksomhed og underlægge sig den socialistiske planøkonomi. Den østtyske økonomi var i store vanskeligheder, fx havde man i 1952 et budgetunderskud på 700 millioner mark. Levestandarden i Øst-Tyskland var i 1952 endda lavere end i 1947.

17. juni-opstanden

I maj 1953 erklærede Walther Ulbricht, generalsekretær for centralkomiteen, at "arbejdsnormen" skulle hæves med 10%, dvs. at arbejderne skulle producere 10% mere for den samme løn. Den 11. juni 1953 offentliggjorde politbureauet "en ny kurs", hvori man valgte at give afkald på skatte- og prisforhøjelsen, ligesom håndværkere og selvstændige næringsdrivende kunne søge om at få deres virksomheder tilbage. Disse tiltag forbedrede situationen for middelklassen, mens arbejderne ikke opnåede nogen begunstigelser, og den bebudede forøgelse af arbejdskvoterne blev ikke trukket tilbage. Den 16. juni nedlagde arbejderne arbejdet på to store byggepladser i Berlin, og flere protesttog begav sig afsted til regeringskontorerne i Leipziger Strasse, mange arbejdere sluttede sig til protesterne. Fagforeningslederne nægtede at tale med arbejderne, men demonstrationen fik at vide, at politbureauet havde besluttet at trække forhøjelsen af arbejdskvoterne tilbage. Men nu forlangte især bygningsarbejderne, at regeringen skulle gå af og udskrive frie valg, hvorefter demonstrationstoget begav sig gennem den indre by og tilbage til byggepladserne. Demonstranterne opfordrede til generalstrejke og bad folk møde op på Straussberger Platz næste . Formanden for den tyske fagforening i Vest-Berlin opfordrede hele befolkningen i Øst-Tyskland til at lave demonstrationstog overalt, og protestbevægelsen bredte sig til hele DDR.

Om morgenen den 17. juni udbrød i hele DDR det, som senere skulle blive kendt som 17. juni-opstanden. Arbejderne i de store virksomheder nedlagde arbejdet og dannede demonstrationstog, som samlede sig i centrum af de største østtyske byer. En række officielle bygninger blev besat tillige med fængsler, Stasi-bygninger og politikontorer. Det er anslået, at mellem 500.000 - 1,5 millioner personer deltog i protesterne. Politiet var rådvilde overfor demonstrationen, og flere politifolk sluttede sig selv til de demonstrerende. Det kom dog også til blodige sammenstød mellem de demonstrerende og politiet, og regeringen flygtede til Karlshorst, hvor den blev beskyttet af den sovjetiske hær. Kl. 13 erklærede Sovjetunionen undtagelsestilstand i størsteparten af Øst-Tyskland. 25 sovjetiske T-4-kampvogne rykkede ind i Berlin og foretog en massakre på demonstranterne. De fleste demonstrationer blev nedkæmpet samme dag, men protester fortsatte frem til midten af juli. Mere end 6.000 personer blev arresteret som "provokatører". De fleste blev løsladt forholdsvis hurtigt, formentlig fordi der var stor sympati for de forfulgte, og man ikke ønskede at udløse en ny opstand. Det antages, at 200-500 mennesker mistede livet. Mindst 18 sovjetiske soldater blev henrettet for at have nægtet at skyde på demonstranter.

Tv: demonstration af byggearbejdere på Stalinallee 16. juni 1953, th: Russisk panser på Friedrichstrasse 17. juni 1953

I 1954 blev 17. juni erklæret som nationaldag i Vest-Tyskland, og fra 1990 som national mindedag i Tyskland. Den lange brede boulevard, som udgør fortsættelsen af den Unter den Linden, blev omdøbt fra Charlottenburger Chaussee til Strasse des 17. Juni. Den er fire kilometer lang og strækker sig fra Brandenburger Tor, forbi Rigsdagen, videre til Sejrssøjlen og til Ernst Reuters Platz.

Digteren Berthold Brech, som i 1933 var flygtet til USA via Danmark, Sverige og Finland og efter krigen vendt tilbage til Øst-Berlin, skrev nedenstående digt i 1953. Det blev første gang trykt i 1959 i Die Welt. Heri reflekterer han over begivenhederne den 17. juni.

Die Lösung Nach dem Aufstand des 17. Juni ließ der Sekretär des Schriftstellerverbands in der Stalinallee Flugblätter verteilen auf denen zu lesen war, daß das Volk das Vertrauen der Regierung verscherzt habe und es nur durch verdoppelte Arbeit zurückerobern könne. Wäre es da nicht doch einfacher, die Regierung löste das Volk auf und wählte ein anderes? Bertolt Brecht, 1953

Løsningen Efter opstanden den 17. juni lod Forfatterforbundets sekretær i Stalin Allé uddele flyveblade på hvilke man kunne læse, at folket havde forskertset regeringens tillid og kun ved fordoblet arbejde kunne genvinde den. Var det da ikke enklere, om regeringen opløste folket og valgte et nyt? Bertolt Brecht, 1953

Den anden Berlinkrise

I sommeren 1958 opstod "den anden Berlinkrise". Øst-Tyskland var ved at kollapse økonomisk, og mere end 3 millioner tyskere havde siden 1949 forladt DDR til fordel for Vest-Tyskland. Den 27. november 1958 meddelte Nikita Khrusjtjov vestmagterne, at Sovjetunionen ikke længere betragtede aftalerne om besættelseszonerne i Tyskland som gyldig, og det samme gjaldt for Berlin. De krævede, at Vest-Berlin blev indlemmet i DDR, og hvis betingelserne ikke blev accepteret inden seks måneder, ville DDR og USSR overtage den fulde suverænitet over byen. De vestlige allierede afviste dette ultimatum, og tovtrækkeriet om Berlin tiltog i styrke og omfang. Willy Brandt, der var nyvalgt borgmester i Vest-Berlin, kvitterede med at kalde Walter Ulbricht en "sachsisk Lenin-kopi". Den 20. januar 1961 blev John F. Kennedy taget i ed som USA's 35. præsident. Forventningerne hos Nikita Khrusjtjov og Walter Ulbricht var, at den unge præsident - blot 43 år gammel - ville vise sig mere fleksibel (svag?) end den afgåede Eisenhower. Kennedy var dårligt flyttet ind i det hvide hus, før han fik hænderne fulde med den famøse "svinebugtaffære", det amerikanske forsøg på at vælte Fidel Castro på Cuba. Den fejlslagne invasion gavnede Sovjetunionen, som fremstillede amerikanerne som imperialister, der gik på jagt i den tredje verden.

Opførelse af Berlinmuren

Udvandringen fra DDR var ikke stilnet af, og omkring 200.000 personer valgte hvert år at flygte til vesten. Det var især faglærte arbejdere, læger, sygeplejersker og ingeniører, der valgte at tage afsted. På et møde med Khrusjtjov foreslog Ulbricht at hente "gæstearbejdere" fra Sovjetunionen til at bøde på manglen på arbejdskraft, hvortil Khrusjtjov hvæsede: "Forestil dig, hvordan en sovjetisk arbejder ville have det. Han sejrede i krigen, og nu skal han så rense jeres toiletter", så det var ikke en farbar løsning. Så længe østtyske borgere havde uhindret adgang til Vest-Berlin, var det umuligt at standse flugten. I maj 1961 flygtede knap 18.000 til vesten, i juni steg tallet til godt 19.000. Hele fabrikker og kontorer stod tomme for medarbejdere, mens 53.000 øst-berlinere arbejdede i Vest-Berlin og fik halvdelen af deres løn udbetalt i "hårde" D-Mark. Det lå i luften, at det østtyske styre måtte gøre noget ved dette problem. Men hvad?

Ulbricht havde gennem nogen tid bearbejdet Khrusjtjov for at få USSR's tilladelse til at lukke grænsen mellem den østtyske sektor i Berlin og de vestlige, og endelig i begyndelsen af juli 1961 fik han grønt lys. Ulbricht besluttede, at lukningen skulle finde sted på en søndag, gvor berlinerne var i skoven eller på søerne. Materialerne skulle køres ind i Berlin i største hemmelighed, og de store banegårde ved grænseovergangene såsom Friedrichstrasse skulle lukkes øjeblikkeligt. Erich Honecker, medlem af politbureauet og sikkerhedssekretær, fik betroet den vigtige opgave at stå for gennemførelse af operationen, hvor overraskelsesmomentet ville være aldeles afgørende.

I begyndelsen af august 1961 begyndte arbejdet med at tilvejebringe de nødvendige materialer til udførelse af første fase, som var en effektiv adskillelse af Øst- og Vest-Berlin: 18.000 betonpæle, 150 tons pigtråd, 5 tons ståltråd og 2 tons kramper. Næste fase ville være at etablere en barriere langs "ringen om Berlin", en strækning på 146 km, så også Øst-Berlin blev isoleret fra den omgivende østtyske provins. Omkring 400 lastbiler hentede byggematerialer forskellsteder i Øst-Tyskland og fragtede det ad forskellige veje og omveje til Øst-Berlin for ikke at vække mistanke.

I dagene op til den 12. august var der øget militær aktivitet fra DDR's side omkring Berlin, og alle de miltære enheder var sat i højeste beredskab fra midnat 13. august. 3.150 soldater fra 8. Motoriserede Artilleridivision blev sendt fra Schwerin til Berlin i 100 kampvogne og 120 panrede mandskabsvogne og kørte i stilling i Friedrichfelde lige uden for centrum af Øst-Berlin. Yderligere 4.200 soldater fra 4. Motoriserede Division kom fra Potsdam for at dække udkanten af Vest-Berlin. Styrkerne skulle hindre en masseflugt ind i Vest-Berlin. Kl. 01 udsendte det østtyske nyhedsbureau ADN en pressemeddelelse, hvori alle Warszawapagtlande erklærede, at der ville blive iværksat "en troværdig og effektiv kontrol ved sektorgrænsen i Berlin". Kl. 03.25 meldte RIAS (Radio In the American Sector), som havde sendt til hele Øst-Tyskland siden den 7. februar 1946, at militære styrker fra DDR havde spærret grænsen mellem Øst- og Vest-Berlin. 69 af 81 overgange blev spærret øjeblikkeligt, og al fælles S- og U-banetrafik indstilles, og toge ender ved Friedrichstrasse, som bliver et af overgangsstederne. Kort tid efter blev yderligere 5 af de 12 åbne overgange spærret. Spærringen førte til mange bizarre episoder, fx blev 1300 børn spærret inde i Øst-Berlin, mens de var på besøg hos familie eller venner. De sidste kom først hjem til deres familie tre måneder senere.

Den 14. august indsættes flere tropper og paramilitære enheder ved grænsen. Brandenburger Tor lukkes som overgangssted med pigtråd og betonpiller, og der indsættes vandkanoner og bruges tåregas mod de vestlige demonstranter. Al telefonforbindelsen mellem øst og vest afbrydes, og det er kun muligt at telegrafere. Den 15. august begynder man at udbygge muren med 1,25 meter høje betonplader. Det er ikke længere muligt for DDR-borgere at få tilladelse til at rejse til vest. De allierede vestmagter protesterer officielt til Sovjetunionen og erklærer muren for "illegal" og en krænkelse af den såkaldte Firemagtsaftalen. Ingen reaktion. Den 18. august bygges i løbet af natten en betonmur tværs over Potsdamer Platz, og et par dage senere går man i gang med at tilmure vinduer etc. i de huse i Øst-Berlin, som ligger på grænsen til Vest-Berlin. Beboerne tvangsflyttes i stor hast.

Frem til november 1961 bestod afspærringen af tre rækker af to meter høje pigtrådshegn, henholdsvis på grænsen, 20 meter inde og det sidste 135 meter indenfor grænsen. Mellem første og andet hegn var tætpakket pigtråd, mellem det andet og tredje hegn stod 20 meter høje lyskastere og vagttårnene med en indbyrdes afstand af 550 meter. Gadebelysningen blev slukket, mens arbejdet stod på. Kun ved Brandenburger Tor lå pladsen badet i lys, så arbejderne og soldaterne kunne orientere sig, mens de gennembrød asfalten på den store boulevard, som passerede under det historiske bygningsværk.

I Bernauer Strasse lagde DDR spærringen midt i gaden. Den første tid sprang flygtninge ned fra de øvre etager og landede på gaden i Vest-Berlin. Snart lå pressefotografer og TV-fotografer på lur for at få dramatiske billeder af flygtninge, som med livet som indsats forsøgte at komme til vesten og sprang ned i brandmændenes springlagner. En række flygtningen mistede dog livet under forsøget. Fotoet til højre viser den 77-årige Frieda Schulze blive hjulpet ud af sit vindue på 1. sal i Bernauer Strasse den 25. september 1961. Siden blev alle husene på den østtyske side sprængt bort for forhindre alle flugtforsøg herfra. Flygtningestrømmen fra øst til vest aftog kraftigt, og det østtyske regime lykønskede sig selv med at have etableret "en antifascistisk beskyttelsesbarriere". De tidligere grænsependlere fik anvist arbejde på fabrikker i Øst-Berlin, men blev i flere år herefter betragtet med mistænksomhed af de østtyske myndigheder. Også de såkaldte "Weststudenten", som havde studeret i Vest-Berlin, blev udsat for diskrimination. Kun studerende indenfor tekniske områder fik lov til at færdiggøre deres studier, mens fx. socialvidenskabelige studenter uden undtagelse blev placeret i industrien som ufaglært arbejdskraft.

Den 15. august 1961 blev Hans Conrad Schumann (1942-1998) et symbol på den kolde krig. Schumann gjorde tjeneste i Bereitschaftspolizei. Efter tre måneders uddannelse i Dresden, blev han forflyttet til Potsdam, hvor han meldte sig til tjeneste i Berlin. Den 15. august stod Schumann vagt på hjørnet af Ruppiner Strasse and Bernauer Strasse. Fra den anden side af pigtrådshegnet opfordrede vest-berlinere ham til at springe over. Pludselig springer Schumann over forhindringen og bliver straks ført bort af vest-berlinsk politi. Heldigvis var der en vaks fotograf, som tog nedenstående foto, der er blevet et ikonografisk billede på den kolde krig. Schumann flyttede senere til Bayern, hvor slog sig ned og stiftede familie. Efter murens fald tog han til sit fødested i Sachsen, men fik en kold skulder af venner og familie. Schumann led desværre af en depression, og i 1998 begik han selvmord ved hængning. Schumann var den første "desertør", men ikke den eneste. I løbet af de første 36 timer efter grænselukningen valgte yderligere 9 grænsevagter at forcere hegnet til vesten.

Conrad Schumanns springer over pigtråden ind i friheden den 15. august 1961.

I Bernauer Strasse er opstillet en skulptur, "der Mauerspringer", udført af Florian og Michael Brauer samt Edward Anders efter fotografiet af Schumann.

DDR-arbejdere i gang med at opføre muren under beskyttelse af soldater.

Det viste sig snart, at afspærringen ikke var effektiv nok til at hindre enhver flugt fra Øst-Berlin. Hundreder af østtyskere flygtede under, gennem og over hegnet, men endnu flere, omkring 3.000 antager man, blev taget til fange under forsøget. Fra den 13. august 1961 og året ud omkom 13 mennesker under flugtforsøg. Nogle døde, da de sprang ud af vinduerne på Bernauer Strasse, andre omkom under forsøg på at svømme over Spree eller Havel. Den 22. august blev Ida Siekmann det første offer, da hun døde efter at være sprunget ud af sit vindue på tredje sal i Bernauer Strasse 48. Den 24. august blev Günter Litfin skudt, da han forsøgte at svømme over Spree; samme dag havde det østberlinske politi fået ordre om at skyde for at dræbe, hvis nogen forsøgte at flygte.

Berlinmuren ved Brandenburger Tor.

Allerede den 17. august 1961 gik DDR i gang med at opføre en mandshøj betonmur ned gennem de bebyggelserne i det centrale Berlin. Man begyndte som nævnt ved Potsdamer Platz og fortsatte til Brandenburger Tor og Rigsdagen. Mens arbejdet stod på, sikrede bevæbnede medlemmer af "Nationale Volksarmee" (NVA) og "Kampfgruppen der Arbeiterklasse" (KdA), at ingen forsøgte at flygte.

I juni 1962 begyndte man at opføre et parallelt hegn ca. 100 meter inde på østtysk territorium. Husene på området mellem de to hegn blev revet ned, og beboerne flyttet. Den herved opståede "dødsstribe" blev dækket med revet sand eller grus, så fodaftryk efter evt. ubudne personer var tydelige. Desuden var det også let at kontrollere, om vagterne havde udført deres opgave korrekt. Endelig gav det vagterne frit skud mod personer, som vovede sig ud i dødsstriben.

Gennem årene udviklede Berlinmuren sig via forskellige versioner. Den første version bestod af 12 kilometer med beton og 137 kilometer med pigtråd. Den såkaldt "4. version", den endelige version, blev opført fra 1975–1980. Den bestod af ca. 45.000 betonelementer, hver 3.6 meter høje og 1.2 meter brede. Et af målene var at sikre, at motorkøretøjer ikke "bare" kunne køre gennem afspærringen. På strategiske steder blev muren dog lavet mindre solid, således at østtyske og sovjetiske pansrede køretøjer kunne gennembryde muren i tilfælde af krig. Der var ni grænseovergange, checkpoints, som muliggjorde, at Vest-Berlinere, Vest-Tyskere, vestlige udlændinge og personel fra de vestlige allierede styrker samt turister fra de øvrige socialistiske lande kunne ind i Øst-Berlin, selvfølgelig forudsat, at de havde alle de nødvendige tilladelser. Den mest berømte var den såkaldte Checkpoint Charlie på hjørnet af Friedrichstrasse og Zimmerstrasse, som var forbeholdt allieret personel og udlændinge.

Se nedenstående layout af Berlinmuren. De følgende, nummererede kommentarer henviser til denne tegning, som gennemgås fra højre mod venstre, dvs. i "flugtretningen", dvs. fra øst mod vest. 1) Øst-Berlin. 2) Før den første mur var et ryddet område på mellem 50 og 100 meter, og masser af skilte advarede personer mod at nærme sig. 3) Den første mur blev benævnt "Hinterlandmauer", "baglandsmuren", hvis man vovede sig over den, var man kriminel og risikerede at blive skudt ned. Vagterne havde instrukser om ikke at skyde på gravide kvinder og børn. De måtte heller ikke skyde, hvis den flygtende var nået over til Vest-Berlin. 4) På den anden side af muren var opstillet et signalhegn, bestående af ståltråd og pigtråd udspændt mellem betonpæle. På toppen var spiralformet pigtråd, som skulle forhindre forsøg på at kravle over. Hegnet var forbundet med et alarmsystem, som udløste en sirene og tændte en række projektører, hvis det blev berørt. 5) Her fulgte den såkaldte "dødsvej", et flere meter bredt område med fint revet sand, så fodspor kunne ses. Her patruljerede schæferhunde fra Stasis hundeskole, hundene var trænet i at angribe alle, som vovede sig indenfor deres rækkevidde. 6) Med ca. 100 meters afstand var der opstillet døgnbemandede kontroltårne, hvis vagter havde ordre til at skyde. Der var godt 200 vagttårne og 20 bunkere i systemet. 7) Projektører. 8) Kolonnevej. 9) Vej, hvor vagter patruljerede. 10) Køretøjsforhindringer, grøfte o.l. 11) Og først nu kom man til det, vi almindeligvis opfatter som "Muren". I 1970'erne og 1980'erne var der næsten ingen flygtninge, der kom så langt. Den vestlige side af muren var helt dækket af farvestrålende graffifitegninger. Muren var ofte forsynet med en runding på toppen for at vanskeliggøre bestigning. 12 ) Grænsen mellem Øst- og Vest-Berlin. 13) Vest-Berlin.

Layout af Berlinmuren.

Die Versöhnungskirche, Forsoningskirken

Opførelsen af muren gennem et tætbefolket byområde afstedkom selvfølgelig mange bizarre tilfælde. Et af disse er Die Versöhnungskirche, Forsoningskirken, som blev opført fra 1892 i nygotisk stil og blev indviet den 28. august 1894. Kirken lå i Bernauer Strasse. I slutningen af 1920'erne talte menigheden omkring 20.000 medlemmer og havde tre præster. Kirken blev svært beskadiget under anden verdenskrig, men fra 1950 blev den igen anvendt til gudstjenester.

Die Versöhnungskirche, Forsoningskirken, Bernauer Strasse.

Ved opdelingen efter krigen befandt kirken sig på grænsen af den sovjetiske og den franske zone, og kirkegængerne kom fra begge zoner. Da muren/hegnet mellem den sovjetiske zone og de vestallieredes zoner blev opført, kom kirken til at ligge i "dødsstriben" mellem de to dele af hegnet. Allerede den 20. august 1961 blev den 4 meter høje indgangsportal i kirkemuren, som stod ca. 10 meter fra kirken, muret til. Herved var sognebørnene fra Vest-Berlin afskåret fra at besøge kirken, som befandt sig i Øst-Berlin, og efter et par måneder blev kirken også lukket for adgang fra Øst-Berlin. Senere blev kirketårnet anvendt som vagttårn af DDR-grænsepolitiet og udstyret med maskingeværer. Den 22. januar 1985 blev kirken sprængt i luften og seks dage senere også det 75 meter høje kirketårn. Efter sigende fordi den store bygning forhindrede udsynet langs muren for de øvrige vagttårne.

Berlinmuren set fra Vest-Berlin.

Spektakulære flugtforsøg

Fra 1962-1964 var østtyskernes foretrukne flugtmetode via lange tunneler under muren, men også andre metoder blev anvendt. I begyndelsen undslag en del ved at anvende falsk pas og udrejsetilladelse, men reglerne blev snart strammet, så det ikke længere var muligt. Andre ventede på god vind og tog afsted i en varmtluftsballon. Nogle fik rigget en stålwire op, så de kunne tage turen hen over muren i glidefart.

Den 5. december 1961 kørte den 27-årige lokomotivfører Harry Deterling hvad han selv kaldte "det sidste tog til friheden" gennem grænseafspærringerne ved Albrechtshof til bydelen Spandau i Vest-Berlin. Af de 32 passagerer havde de 24 planlagt at flygte til vesten, deriblandt var 7 medlemmer af Harry Deterlings familie. Alle passagererne søgte dækning på toggulvet, da toget brasede gennem forhindringerne og blev mødt af en kugleregn. 7 af passagererne vendte pligtskyldigt tilbage til Øst-Berlin, mens en 17-årig pige spontant besluttede at blive i vesten og skilles fra sine forældre.

Føreren af 'Det sidste tog til Friheden', Harry Deterling og hans familie, december 1961.

I 1962 befandt den 21-årige østriger Hans Meixner sig i Vest-Berlin, hvor han studerede. Hans udenlandske statsborgerskab satte ham i stand til relativt frit at rejse ind og ud af Øst-Berlin. Da han var gæst ved ed bryllup i Øst-Berlin, forelskede han sig i Martha, som arbejdede for byens styre. De søgte flere gange om tilladelse til at få Martha til Vest-Berlin, men fik hver gang afslag. En dag så Hans en ung kvinde i en sportsvogn, som diskuterede højkydt med de østtyske grænsevagter ved Checkpoint Charlie, og Hans lagde mærke til, at hendes bil var så lav, at den næsten kunne køre under den tunge grænsebom. Hans gik i gang med at undersøge markedet for udlejning af sportsvogne og fandt en Austin Healey Sprite, som så ud til at kunne stryge under bommen. I hvert fald hvis han afmonterede forruden. Hans lejede bilen og øvede sig i at foretage undvigelsesmanøvrer. Den 5. maj 1963 tog Hans hen til sin elskede Martha og hendes moder og satte dem ind i situationen. Da det blev mørkt, anbragte han Martha og hendes moder på bagsædet og i bagagerummet og bag dem dukke sig, så meget som muligt. Derefter satte han kursen mod Checkpoint Charlie. Den lille sportsvogn blev vinket ind til kontrol, men i stedet for at køre ind til kontrolstedet satte Hans fart på bilen og kørte under grænsebommen med bare en tolerance på et par cm, og i løbet af få sekunder var de tre flygtningen i Vest-Berlin. Et par dage efter blev der opsat dobbelte stålbarrierer over vejen ved Checkpoint Charlie.

Det viste sig, at mange diplomater fra den tredje verden - især fra Mellemøsten - var parate til at fragte flygtninge til vesten skjult i deres store biler og beskyttet af deres diplomatpas. Det var ikke usædvanligt, at der blev krævet 10-15.000 D-mark for ulejligheden.

I 1963 gik den østtyske akrobat Horst Klein armgang hen over muren i et højspændingskabel, som hang 18 meter over jorden. Når hans arme blev for trætte, halede han hele kroppen op på kablet og slappede han. Det lykkedes ham at "lande" i god behold i Vest-Berlin.

Hans Strelczyk og Gunter Wetzels flugt i 1979 lyder som noget fra en tegneserie. De to venner byggede en brænder til en varmluftsballon af gamle gasbeholdere, mens hustruerne syede en ballon af lærredsstrimler og gamle lagner. Den 16. september 1979 steg de to par samt deres fire børn til vejrs op i 2400 meters højde og drev for vinden over muren til friheden.

Den 31. marts 1983 forbedrede vennerne Michael Becker og Holger Bethke Horst Kleins ide, de klatrede op på loftet i en 5-etagers bygning på den østlige side af muren. Fra et vindue affyrede de en pil med en fiskeline fastgjort. En hjælper på vestsiden halede i fiskelinen, som blev forlænget med en tykkere line og til sidst endte i et stålkabel, hvorefter de to venner kunne lade sig glide over muren ved hjælp af en talje.

Den 15. juli 1987 lettede den unge østtysker, Thomas Krüger i et fly, som tilhørte "Gesellschaft für Sport und Technik", en østtysk paramilitær ungdomsorganisation, og landede på Gatow lufthavn i bydelen Spandau i Vest-Berlin. Han bad om politisk asyl og blev udleveret til de vesttyske myndigheder, og han blev siden vesttysk statsborger. Hans fly blev adskilt og returneret i lastbil til Øst-Tyskland. Personalet på Gatow, som var en RAF-base, forsynede maskinen med humoristiske bemærkninger som "Wish you were here" og "Come back soon".

I 1962 lykkedes det den 22-årige Wolfgang Eulitz at smugle sin 17-årige kæreste Inge Lange ud af Øst-Berlin. Wolfgang havde fået ansættelse ved det irske radiosymfoniorkester og havde med Inge, at han skulle hente hende til Dublin, hvor de skulle stifte familie. Og pludselig blev muren opført, og Inge var nu indespærret i Øst-Berlin. Wolfgang fik udstedt et vesttysk rejsepas på ambassaden og tog til Vest-Berlin, hvor hans broder boede. Det var broderen, som fik ideen med at smugle Inge ud under en bil, og Wolfgang købte en Skoda, for at vække så lidt opsigt som muligt. Wolfgang havde flere gange passeret grænsen og bemærket, at Vopo'erne sjældent kiggede under bilen. De ventede i adskillige dage på, at der skulle komme tåge, som kunne hjælpe dem i deres forehavende. En aften kom tågen, og Wolfgang og Inge begav sig på vej fra Øst- til Vest-Berlin. Fem kontrolposter skulle de passere. Et stykke før den første standsede de, og Wolfgang gik i gang med at binde Inge fast under vognen med nogle remme. Da kom en betjent op mod ham og spurgte, hvad der var galt. Wolfgang sagde - sikkert med dirrende stemme: "Den er gal med koblingen". "Lad mig hjælpe", sagde betjenten og gik helt hen til vognen for at bøje sig ned. "Jeg tror, jeg har fået den ordnet", skyndte Wolfgang sig at sige, satte sig ind i bilen, startede og kørte bort i tågen. Da de nåede den første post, stampede Wolfgang i gulvet for at advare Inge. Han viste pas og kørte glat igennem. Ved næste post skulle han ud af bilen og aflevere sit pas i en nærliggende bygning. Der gik næsten halvanden time, før han var tilbage ved bilen. Den tredje kontrolpost var den værste. Wolfgang kendte ham, der ledede undersøgelsen. "Dig igen", sagde han, og Wolgang nikkede bare og sagde ja. Fire Vopo'er endevendte bilen, åbnede motorhjelmen, så i bagagerummet og løftede sæderne ud. Endelig blev der givet tegn til, at han kunne køre. De to sidste poster gik glat, og da de havde passeret selve Berlin-muren og vestmagternes kontrol, stampede Wolfgang helt vildt i gulvet, og Inge bankede igen. Hun var frygtelig forkommen, da knuderne blev løst, hvorefter de kørte hen til Wolfgangs broder.

Der blev gravet flere tunneller under Berlin-muren. Et af de mest spektakulære projekter blev ledet af Hasso Herschel. Han var med i 17. juni opstanden i Dresden i 1953, blev arresteret af Gestapo og sat i fængsel i tre uger. Siden tilbringer han fire år i arbejdslejr, angiveligt for at have købt et kamera, en kikkert og en skrivemaskine i Vest-Berlin. I 1961 tager han tilbage til Vest-Berlin på et falsk pas for at søge at hjælpe sin søster og hendes datter til at flygte til vesten. Samme år vinder han i øvrigt et nationalt mesterskab i svømning. I Vest-Berlin erfarer han, at det er lykkedes hans bedste ven, Matthis at flygte fra Øst-Berlin gennem en underjordisk kloak, men Matthis' gravide hustru, Carola måtte blive tilbage. I søgen efter hjælpere i Vest-Berlin møder han de italienske studenter Domenico Sesta og Luigi Spina, som fortæller, at de allerede har kontakter til NBC, det amerikanske TV, som sender i Tyskland. De arbejder med en plan for at grave en tunnel under Berlin-muren. Sammen med 48 hjælpere gravede Herschel i fem meters dybde en 126 meter lang tunnel under dødsstriben fra en forladt fabrik i Bernauer Strasse, nogle dage nåede de kun 30 cm frem. Efter fem måneder den 14. september 1962 nåede man målet, kælderen i Schönholzer Strasse 7 i Øst-Berlin, og søsteren Anita Moeller, hendes mand og deres datter samt yderligere 26 flygtningen blev bragt til vesten.

I 2001 udkom filmen "Der Tunnel", baseret på Hasso Herschel og hans venners vellykkede tunnelprojekt. Filmen, som er instrueret af Roland Suso Richter, har vundet 7 tyske filmpriser. Jeg har ikke set filmen, som kan fås med engelske undertekster. Jeg har set en enkelt anmeldelse, som sammenligner "Der Tunnel" med den fremragende film "Das Boot". NBC, som støttede økonomisk, har lavet en dokumentar om projektet; udpluk kan findes på YouTube.

Det var selvfølgelig ikke alle flugtforsøgt, som forløb så vellykket som de ovenfor beskrevne. Et forsøg, som vakte stor opmærksomhed verden over, var den kun 18-årige Peter Fechter (14. januar 1944 – 17. august 1962), som blev en af de første, som blev skudt af de østtyske grænsevagter under et flugtforsøg. Omkring et år efter, at muren var rejst, forsøgte han at flygte sammen med sin kammerat Helmut Kulbeik. I dagene efter 1-året for murens opførelse var grænsevagterne i forhøjet beredskab. De to kammerater gemmer sig i et tømrerværksted i nærheden af muren i Zimmerstrasse, og efter at have iagttaget vagterne nogen tid og samlet mod til den farefulde færd, springer de ud ad et vindue. De løber afsted i fuld fart og passerer den første pigtrådsbarriere og befinder sig nu i den såkaldte "dødsstribe". De haster nu frem mod det 2 meter høje pigtrådshegn i nærheden af Checkpoint Charlie, men da de når hegnet, skyder vagterne på dem. Det lykkes for Kulbeik at forcere hegnet, men Fechter bliver ramt i benet. Kuglen rammer en stor arterie, og Fechter falder om for foden af hegnet, hvor han er synlig for hundredvis af vestlige tilskuere, heriblandt mange journalister. På trods af høje skrig om hjælp får han ingen assistance fra nogen af siderne, hverken fra østtyskerne, vesttyskerne eller amerikanerne fra Checkpoint Charlie. Begge parter er formentlig bange for at blive beskudt af modparten. I løbet af den følgende time forbløder Peter Fechter, og da de østtyske soldater henter hans lig, råber tilskuere fra den vestlige side "mordere!" efter grænsevagterne.

Peter Fechter ligger døende op ad Muren og bliver hentet af østtyske grænsesoldater.

Peter Fechter blev begravet på Auferstehungs-Friedhof (Opstandelseskirkegården) i Berlin-Weissensee. Efter genforeningen blev hans grav gjort til æresgrav. I Zimmerstraße på det sted, hvor han blev dræbt, blev der opført et monument for Peter Fechter. På monumentet kan man læse "Er wollte nur die Freiheit", "Han ønskede kun frihed".

I marts 1997 bliver der ført en retssag mod to af de østtyske vagter, som havde skudt på Peter Fechter, en tredje vagt var afgået ved døden i mellemtiden. Begge vagter erkendte at have skudt, men retten var ikke i stand til at bevise, hvem der havde affyret det dræbende skud. De anklagede blev idømt hhv. 20 og 21 måneders betinget fængsel.

Præsident John F. Kennedys besøg i Berlin i 1963

Sommeren 1963 kom den amerikanske præsident John F. Kennedy til Vest-Berlin for at give moralsk støtte til byens borgere. Besøget var et led i en større rundtur i Europa. Besøget gik primært til hovedstaden Bonn, hvor kansleren Conrad Adenauer residerede, og først sent blev det besluttet at lægge turen omkring Vest-Berlin. Det fandt sted den 26. juni 1963, 22 måneder efter at Muren var blevet opført. Den franske præsident de Gaulle havde i 1962 aflagt et officielt statsbesøg i Vest-Tyskland uden at aflægge Vest-Berlin et besøg. Tidligere på dagen havde Kennedy besøgt muren og set de store betonblokke, pigtråden og vagttårnene, hvilket berørte ham dybt. Bag et langt bord, som var opstillet udenfor Rathaus Schöneberg, sad en række prominente personer, som udover den amerikanske præsident talte Dean Rusk (USA's udenrigsminister), Lucius D. Clay (USA's administrator i Vest-Tyskland), Konrad Adenauer (den vesttyske kansler) og Willy Brandt (Vest-Berlins overborgmester). Omkring 450.000 overværede talerne, men i dag er der vel kun én tale, som stadig huskes, nemlig Kennedys tale, som regnes for en af de største, han holdt i sin præsidentperiode. Talen var en moralsk indsprøjtning til Vest-Berlins borgere, som levede dybt inde i Øst-Tyskland, og som frygtede en østtysk/russisk besættelse: en lille kapitalistisk ø i et stort kommunistisk hav. Udover den skrevne tale havde Kennedy nogle stikordskort, hvor han havde nedskrevet nogle tyske vendinger på fonetisk amerikansk. Talen kulminerede med disse sætninger: "Two thousand years ago the proudest boast was "civis Romanus sum" ("I am a Roman citizen"). Today, in the world of freedom, the proudest boast is "Ich bin ein Berliner!,. Kennedy brugte vendingen "Ich bin ein Berliner!" endnu en gang i løbet af talen. Efter at sætningen var blevet oversat, steg befolkningens begejstring til skyerne. Kennedy afsluttede talen med: "Alle frie mennesker, uanset hvor de lever, er borgere i Berlin. Og som et frit menneske er jeg derfor stolt af at kunne sige "Ich bin ein Berliner". Da Kennedy trådte ned fra talerstolen, råbte de begejstrede tilskuere taktfast: "Ken-Ne-Dy, Ken-Ne-Dy, Ken-Ne-Dy". Alle var udmærket klar over, at budskabet i lige så høj grad var rettet mod de sovjetiske ledere. Kl. 17:45 gik præsidenten og hans følge om bord i Air Force One for at aflægge besøg i Irland, hvor hans familie kom fra. Undervejs sagde han til sin særlige rådgive, Thedore Sorensen: "En dag som denne kommer ikke igen i vores levetid".

Efter mordet på Kennedy den 22. november samme år blev pladsen foran Rathaus Schöneberg omdøbt til John-F.-Kennedy-Platz, den havde hidtil heddet Rudolph-Wilde-Platz, opkaldt efter en tidligere borgmester i Schöneberg. Ved indgangen til rådhuset er opsat en stor plakette dedikeret til Kennedy og hans besøg, som aldrig vil blive glemt i Berlin.

Præsident Ronald Reagans besøg i Berlin i 1987

24 år senere kom endnu en amerikansk præsident på besøg i Vest-Berlin. Den 12. juni 1987, på byens 750 års fødselsdag, holdt Ronald Reagan en flammende tale foran Brandenburger Tor. Han opfordrede Mikhail Gorbatjov til at bryde Muren ned, en handling, som ville signalere øget frihed i østblokken. Mikhail Gorbatjov var med sine 54 år den yngste leder af Sovjetunionen nogensinde, da han i 1985 overtog ledelsen efter generalsekretær Konstantin Tjernenkos død. I 1988 efterfulgte han Andrej Gromyko som formand for Den Øverste Sovjets Præsidium og blev dermed formelt statsoverhoved. Gorbatjov stod for en reformpolitik i Sovjetunionen med slagordene "Glasnost" (åbenhed) og "Perestrojka" (forandring). Reagan søgte med sin tale at udfordre Gorbatjov og måske teste dybden af hans udmeldinger: We welcome change and openness; for we believe that freedom and security go together, that the advance of human liberty can only strengthen the cause of world peace. There is one sign the Soviets can make that would be unmistakable, that would advance dramatically the cause of freedom and peace. General Secretary Gorbachev, if you seek peace, if you seek prosperity for the Soviet Union and Eastern Europe, if you seek liberalization: Come here to this gate! Mr. Gorbachev, open this gate! Mr. Gorbachev, tear down this wall!

Ronald Reagan taler foran Brandenburger Tor i 1987.

Reagan var lige blevet informeret om, at en stor folkemængde, som havde forsamlet sig på østsiden af Brandenburger Tor, var blevet spredt med magt. Hans tale varede omkring 30 minutter.

 

De byggede muren for at forhindre folk i at rejse væk.
Og nu river de den ned for at folk skal blive!

Berlinmuren fald

Gennem sommeren 1989 havde tusinder af østtyske borgere fået tilladelse til at rejse ind i Ungarn og Østrig. Mange af dem tog til den vesttyske ambassade i Budapest, og forlod deres Trabant eller Wartburg i en af gaderne i nærheden, ofte med bilnøglen siddende i låsen. De nægtede at vende tilbage til Øst-Tyskland og anmodede om tilladelse til at fortsætte til Vest-Tyskland. Den 13. august 1989 lukkede den vesttyske ambassade i Budapest på grund af overbelastning og få dage senere trængte 600 østtyskere over grænsen til Østrig, mens grænsevagterne blot passivt så til. I løbet af september forlod mere end 13.000 østtyskere DDR ad den vej. Da det østtyske regime lukkede for udrejse til Ungarn, flyttede presset til Tjekkoslovakiet. Hundreder af østtyskere, ofte hele familier, søgte asys på ambassaden i Prag og boede i telte i ambassadens park. I slutningen af september boede mere end 4.000 mennesker i parken, og presset på det østtyske politbureau, som ikke kunne blive ved med at ignorere problemet, voksede. Med USA som mægler blev Tjekkoslovakiet, Ungarn og Øst-Tyskland enige om en løsning, som bestod i, at flygtningene fra Prag skulle tage til Vest-Tyskland via Øst-Tyskland. Rejsen skulle ske i forseglede togvogne, og undervejs ville østtyskerne få inddraget deres personlige papirer og få frataget deres østtyske statsborgerskab. Otto tog med 12.000 østtyskere forlod Prag den 2. oktober 1989. Regimet havde håbet på, at "overløberne" ville blivet buhet ud og ydmyget af deres landsmænd, men i stedet blev de hilst af tusinder af østtyskere, som kom med opmuntrende tilråb. I Dresden havde omkring 1.500 unge taget opstilling på stationen for at hylde flygtningene. Nogle af de unge demonstranter klatrede om bord på togene, og det kom til slagsmål med politiet, som dog klogeligt undlod at skyde på borgerne. Urolighederne spredte sig snart til andre østtyske byer som fx Leipzig. Samme måned var der demonstrationer over hele Øst-Tyskland, og store folkemængder råbte: "Wir wollen Aus".

Det var ikke de eneste problemer, som Erich Honecker og de øvrige medlemmer af politbureauet kæmpede med. I 1960'erne og 1070'erne havde Øst-Tyskland haft relativ succes på eksportmarkedet, men i 1980'erne vendte billedet. Lav produktivitet og høje råvarepriser medførte store underskud på betalingsbalancen, og der skete en stor gældsætning til udlandet, ikke mindst til Vest-Tyskland. Sovjetunionen, som selv kæmpede med økonomiske problemer, signalerede, at man ville skrue ned for leverance af billig olie til Øst-Tyskland og ville hæve priserne på råvarer, så de svarede til verdensmarkedsniveauet.

Den 7. oktober 1989 fejrede den østtyske partitop DDR’s 40 års jubilæum. Som den mest prominente æresgæst var inviteret Sovjetunionens leder Mikhail Gorbatjov, hvis opfordringer til Honecker om at indføre reformer a la hans egen perestrojka var nødvendige for at sikre DDR's fremtidige eksistens, men alt prellede af på DDR-lederen. Honecker mente, at Sovjetunionen simpelthen ikke forstod situationen i Øst-Tyskland, og at det bare var et spørgsmål at videreudvikle socialismen. Som inkarneret fundamentalist var han overbevist om, at historien ville udvikle sig, som marxismen foreskrev.

Erich Honecker modtager 'dødskysset' af Mikhail Gorbatjov ved DDR's 40-års jubilæumd den 7. oktober 1989".

Ved den storstilede parade fik Honecker det forventelige kindkys af Gorbatjov, men i realiteten var det - som pressen og offentligheden snart døbte det - et 'dødskys' for Honecker. Den 18. oktober 1989 kom følgende meddelelse fra politbureauet, som havde læst skriften på væggen: "Centralkomiteen har imødekommet Erich Honeckers ønske om at løsne ham fra opgaverne som generalsekretær, statsrådsformand og formand for DDR’s nationale forsvarsråd på grund af helbredsmæssige årsager". Efter 18 år i spidsen for det kommunistiske styre trak Honeckers kammerater i politbureauet tæppet væk under ham. Den 77-årige Honecker afløstes den 18. oktober 1989 af sin mangeårige kronprins, den 52-årige Egon Krenz. Krenz lover i en tv-tale at "forny det socialistiske samfund", men .... for lidt og for sent. Den 23. oktober gik 300.000 demonstranter på gaden i Leipzig og krævede Krenz' afgang. Det var begyndelsen på den fredelige revolution, som skulle føre til det østtyske regimes fald. Protesterne voksede i omfang. Den 4. november flokkedes omkring 500.000 borgere til demonstration på Alexanderplatz. Politbureauet blev kaldt sammen af Egon Krenz den 9. november, og det besluttedes at tillade de østtyske borgere at krydse grænsen mellem Øst- og Vest-Tyskland.

Günter Schabowski, som var chefredaktør for Sozialistische Einheitspartei Deutschlands', (SED's) partiorgan Neues Deutschland Berlin og talsmand for Politbureauet, fik til opgave at bekendtgøre beslutningen på en international pressekonference, som skulle finde sted kl. 18 samme aften. Schabowski havde ikke deltaget i mødet i politbureauet, men han fik kort før pressemødet udleveret et notat vedr. beslutningen, men notatet indeholdt ingen informationer om, hvorledes og hvornår ændringerne ville træde i kraft. Pressemødet blev direkte transmitteret i østtysk tv, og det blev meddelt, at borgere i DDR kunne søge og uden formaliteter få udrejse til Vestberlin og Vesttyskland. Schabowski læste det udleverede notat op ved afslutning af pressemødet, og en journalist spurgte, fra hvilket tidspunkt, ændringerne ville have gyldighed. Efter nogle sekunders pause, hvor Schabowski febrilsk kiggede på notatet, sagde han: "Så vidt jeg ved øjeblikkeligt uden forsinkelse". Efter endnu et pat spørgsmål bekræftede han, at ændringen også omfattede grænseovergangene mellem Øst- og Vest-Berlin. I virkeligheden skulle den nye udrejseregel først være trådt i kraft næste dag.

Schabowskis pressekonference var tophistorien på de populære vesttyske programmer ZDF's heute og ARD's Tagesschau, og det betød, at de også blev set af en stor del af Øst-Tyskland. Om aftenen blev det meldt: "Dette er en historisk dag. Øst-Tyskland har bekendtgjort, at dets grænser med øjeblikkelig virkning er åbne for alle. DDR åbner sine grænser... portene i Berlinmuren er åbne."

Berlinmuren ved Brandenburger Tor.

Umiddelbart efter forsamledes østtyskere ved muren og grænseovergangene og krævede højlydt, at vagterne skulle åbne portene. De overraskede vagter, som ikke havde fået nogen instrukser, telefonerede hektisk til deres lige så uvidende overordnede. I første omgang fik vagterne besked på at lade de mest aggressive personer passere til vesten, men stemple deres pas, så de ikke kunne vende tilbage til Øst-Tyskland. Men tusinder at ophidsede østberlinere råbte, at de skulle slippe dem igennem, som Schabowski havde sagt. Det blev snart klart, at ingen østtyske myndigheder turde beordre brug af våben mod befolkningen, og soldaterne havde ingen muligheder for at modstå presset fra folkemasserne. Endelig kl. 23:32 gav vagterne ved Bornholmer Strasse efter som de første og lukkede op, og snart fulgte alle de øvrige checkpoints efter.

Yngre vestberlinere, der havde hørt nyheden i fjernsynet, strømmede hen til den symbolladede Brandenburger Tor. Der var ganske vist intet overgangssted her, men de klatrede op på Muren, som lå inde på østtysk område. Fra østsiden forsøgte man at spule dem ned ved hjælp af vandkanoner, men til sidst opgav man. De dristigste hoppede ned på østsiden og fortsatte uhindret gennem ingenmandsland til Unter den Linden.

Øst- og vesttyskere på muren ved Brandenburger Tor den 10. november 1989.

Men den helt store menneskestrøm fra øst til vest kom om formiddagen den 10. november 1989. Østberlinerne, "ossierne" blev modtaget med begejstring af "wessierne" med blomster og champagne. De fleste beværtninger serverede gratis øl, og fremmede mennesker faldt hinanden om halsen. Da nyheden om murens fald blev kendt, afbrød regeringen i Bonn det igangværende møde og sang nationalsangen. Juleaften den 25. december 1989 dirigerede Leonard Bernstein opførelsen af Beethovens 9. symfoni i Vest-Berlin. Dagen efter dirigerede han samme værk i Øst-Berlins Schauspielhaus som et led i fejringen af murens fald. Bernstein havde ladet orden "glæde" i Schillers "Ode til glæden" erstatte med "frihed". Medlemmer af orkester og kor kom fra både Øst- og Vest-Tyskland samt fra England, Frankrig, Sovjetunionen og USA. Koncerten blev transmitteret til mere end 20 lande og hørt af omkring 100 millioner mennesker.

Genforeningen

Den 18. marts afholdtes de første frie valg i Øst-Tyskland i næsten 60 år. CDU, hvis vestlige leder var Helmuth Kohl, fik 40% af stemmerne, mens SED (Sozialistische Einheitspartei Deutschlands) fik 16%. Nu var mulighederne for en genforening af Øst- og Vest-Tyskland til stede. Da muren blev opført i 1961, var der flere vestlige lande, især Frankrig og England, som egentlig var meget godt tilfredse hermed: erindringerne om 2 blodige verdenskrige udløst af et magtfuldt Tyskland var stadig for stærke. I den sidste ende accepterede Thatcher og Mitterand den tyske genforening; Frankrig betingede efter sigende sin støtte af, at det genforenede Tyskland ville medvirke til en tættere europæisk integration, herunder sige farvel til den magtfulde D-mark til fordel for den kommende Euro. Sådan er der så meget.

Efter at kommunistregimet brød sammen, blev muren revet ned i løbet af meget kort tid. Hertil medvirkede både officielle og mindre officielle nedbrydningshold. Turister bevæbnede med hammer og mejsel hjemførte store mængder af muren, især de dele, som var forsynet med graffiti, var populære. Den østtyske regering fik den nærliggende ide at sælge muren. Den 23. juni 1990 blev der afholdt en auktion på Hotel Parc Pallas i Monte Carlo. 81 sektioner blev solgt for en gennemsnitlig pris af 20.000 D-mark, og velhavende internationale kunder hjembragte de historiske minder til deres hjem eller virksomheder. Et stykke af muren blev købt af Westminster College i Missouri, USA. Det var på det universitet, at Winston Churchill den 5. marts 1946 holdt sin berømte "jerntæppe-tale": "From Stettin in the Baltic to Trieste in the Adriatic, an iron curtain has descended across the continent."

Den 1. juli 1990 blev den vesttyske D-mark fælles valuta, vekselkursen mellem øst- og vest-mark blev sat til 1. Det var meget generøst fra vesttysk side, iden bytteforholdet formentlig burde have været 1:10 eller 1:20, men Helmuth Kohl pressede voldsomt på for at opnå den ønskede integration. Samme dag blev grænsekontrollen mellem de to Tysklande ophævet, den 23. juni var de sidste rester af Checkpoint Charlie blevet fjernet under bivåning af udenrigsministrene fra Frankrig, Storbritannien, USA, Sovjetunionen samt selvfølgelig de to tyske udenrigsministre. Den 1. oktober 1990 blev Tyskland officielt genforenet, og der blev udskrevet valg til afholdelse den 2. december 1990.

Retssager efter genforeningen

Efter genforeningen og frem til 2004 blev der gennemført retssager mod de østtyske ledere. De anklagede var Erich Honecker og Egon Krenz, medlemmerne af det nationale justitsråd Erich Mielke, Willi Stoph, Heinz Kessler, Fritz Streletz og Hans Albrecht, lokalrådslederen von Suhl samt flere generaler. Da Honecker mødte op i retten i 1992, var han 80 år gammel og døende af leverkræft. Honecker forsvarede til det sidste opførelsen af Muren. Den 12. januar 1993 blev han løsladt med begrundelse i hans helbred, og dagen efter fløj han fra Frankfurt til Santiago i Chile, hvor hans datter boede. Honecker døde den 29. maj 1994 og blev begravet i Santiago med det gamle DDR-flag på kisten. Krenz, Albrecht, Streletz, Kessler og Baumgarten blev idømt fængselsstraffe på indtil 7,5 år. Der blev også rejst anklager mod vagter fra DDR's nationale folkearmé og grænsetropperne. I alt 11 personer blev idømt fængselsstraffe, mens 44 fik betingede straffe og 35 blev frikendt. Det er usikkert hvor mange personer, som mistede livet som følge af Muren. Det højeste tal anføres som 227 og er opgjort af museet ved Checkpoint Charlie (mere herom senere). Heri er medtaget ikke kun dem, som omkom ved Muren, men også dem, der blev fanget og henrettet for flugtforsøg, og dem, som det lykkedes at flygte til Vest-Berlin og der blev henrettet af Stasi. Almindeligvis antages, at omkring 135 personer mistede livet ved flugtforsøg over Muren

Monumenter mv. i forbindelse med Berlinmuren

Der er efterhånden ikke meget tilbage af den oprindelige Berlinmur: en 80-meter sektion ved det tidligere Gestapohovedkvarter mellem Checkpoint Charlie og Potsdamer Platz, en lidt længere sektion langs med Spree i nærheden af Oberbaumbrücke (East Side Gallery) og en delvist rekonstrueret sektion i Bernauer Strasse. Herudover findes enkelte fragmenter samt nogle få vagttårne forskellige steder i byen.

Museum Haus am Checkpoint Charlie, Murmuseet

Det første sted at besøge, hvis man interesserer sig for Berlinmurens historie er "Museum Haus am Checkpoint Charlie", Friedrichstrasse 43-45, Berlin-Kreuzberg. Nærmeste offentlige transport: U6 Kochsstrasse. Museet er åbent hver dag året rundt fra 9-22. Pris: 12,50 Euro (i 2011). Museet er stiftet af frihedskæmperen og historikeren Rainer Hildebrandt, som allerede den 19. oktober 1962 åbnede den første udstilling i en lille lejlighed i Bernauer Strasse, som har været nævnt flere gange i det foregående. Hildebrandt angav selv formålet med udstillingen at dokumentere "verdens bedste grænseovervågningssystem". Interessen var så stor, at man snart måtte kigge efter mere plads, og allerede den 14. juni 1963 åbnede "Haus am Checkpoint Charlie" i umiddelbar nærhed af grænseovergangen mellem Øst- og Vest-Berlin. Selv om vagthuset ved Checkpoint Charlie blev fjernet den 22. juni 1990, fungerede checkpointet som officiel grænseovergang for udlændinge og diplomater indtil genforeningen i oktober. Hvis du vil se det originale vagthuset fra Checkpoint Charlie, må du ulejlige dig til "AlliiertenMuseum", "De allieredes museum", i Berlin-Zehlendorf. Af hensyn til turisterne er der opstillet en kopi af vagthuset og det kendte skilt i Friedrichstrasse.

Checkpoint Charlie i dag. Til højre om aftenen den 10. november 1989.

Fra et lille vindue i museet kunne man holde øje med bevægelser på den anden side af grænsen, og efter sigende spillede stedet også en aktiv rolle ifm. planlægning og gennemførelse af flugtforsøg. Som følge af venskabelige forbindelser til flygtningehjælperne fik museet foræret mange genstande, som har spillet en rolle ved flugtforsøg, fx varmluftsballoner, flugtbiler og en lille undervandsbåd. Museet "praler" af, at være det første museum for international, ikke-voldelig protest, og dets samling omfatter bl.a. en skrivemaskine, som har været anvendt af Charter 77 gruppen, en dagbog af Mahatma Gandhi og hans sandaler samt Andrei Sakharovs dødsmaske, en foræring fra hans partner og ægtefælle Elena Bonner. Over årene blev der arrangeret forskellige udstillinger på museet: "Kunstnere fortolker Muren, 1972", "Berlin - fra frontlinieby til Europas bro, 1976" og "Fra Gandhi til Walesa - ikke-voldelig kamp for menneskerettigheder, 1984".

Det private museum drives af "Arbeitsgemeinschaft 13. August" - du husker måske, at opførelsen af Muren blev påbegyndt den 13. august 1961?. Rainer Hildebrandt var direktør indtil sin død i 2004, hvorefter hans enke Alexandra Hildebrandt overtog hvervet. Efter Pergamonmuseet er Haus am Checkpoint Charlie det mest besøgte museum i Berlin. Museet fremviser en stor samling af fotografier og anden dokumentation af flugtforsøg - under, gennem og over Muren. Udstillingen viser også nogle af de midler, der er benyttet til flugten, såsom ovennævnte varmluftsballon og en miniundervandsbåd. Der er også udstillet flere biler, som blev ombygget og anvendt til flugtforsøg. Den sjoveste og mest usandsynlige er nok den lille "asfaltboble", BMW-Isetta.

Faste udstillinger:

• Berlin - Fra frontstad til Europas bro
• Folkeopstanden den 17. juni 1953
• Muren - fra 13. august til dens fald
• Det skete ved Checkpoint Charlie
• Flugt gør opfindsom
• En maler fortolker Muren
• Fra Gandhi til Walesa

Da vi var der på vores første besøg, så vi se filmen "Night Crossing" (den tyske titel "Mit dem Wind nach Westen") med John Hurt og Beau Bridges i hovedrollerne. Filmen, som er lavet af Disney, er baseret på en virkelig hændelse, da det den 16. september 1979 lykkedes to østtyske familier at flygte til vesten i en hjemmelavet varmluftsballon. Filmen blev spillet hver anden time.

Hvis man sammenligner "Museum Haus am Checkpoint Charlie" med byens andre offentlige museer, må jeg indrømme, at det falder igennem. Det virker meget forsømt, og ved efterfølgende besøg var det tydeligt, at der ikke var sket meget. Der lukkes for mange turister ind ad gangen i de små lokaler, der er meget støj og masser af stavefejl i de engelske tekster. Museet undskylder sig med, at der er økonomiske problemer, men prisen på 12.50 Euro er 50-100% højere end på offentlige museer. Så måske skulle du i stedet gå med på en af de mange spændende "walking tours", der tilbydes i Berlin.

Gedenkstätte Berliner Mauer, Mindesmærke for Berlinmuren

Hvis du er seriøst interesseret i at lære om Berlinmuren, kan jeg anbefale "Gedenkstätte Berliner Mauer", "Mindesmærke for Berlinmuren", som ligger omkring den historiske gade Bernauer Strasse. Mindesmærket strækker sig 1400 meter langs den tidlige grænse mellem Øst- og Vest-Berlin og omfatter bl.a. den sidste del af Muren incl. det tilhørende bagland, så man får en fornemmelse af grænsen indtil 1989.

Mindesmærket for Berlinmuren strækker sig på begge sider af Bernauer Strasse. På den tidligere østtyske side af grænsen findes en friluftsudstilling, som forklarer den historiske baggrund for delingen af byen. "Monument til minde om den delte by og ofrene for den kommunistiske tyranni", "Mindevinduet" samt Forsoningskapellet er også en del af mindesmærket.

Oversigt over Gedenkstätte Berliner Mauer.

Som det fremgår af ovenstående kort, er mindesmærket opdelt i fire temaområder:

• Muren og dødsstriben
• Ødelæggelse af byen
• Opførelse af muren
• Det skete ved muren

Mindesmærkets historie.

Den 2. oktober 1990, dagen før den tyske genforening, besluttede styret i Øst-Berlin at erklære den del af grænseområdet, som løb hen over kirkegården Sophienfriedhof, for et historisk monument. I 1994 blev der afholdt en designkonkurrence for et monument for Murens ofre. Monumentet blev indviet den 13. august 1998.

I 1997 nedsatte bystyret en organisation, "Verein Berliner Mauer", som skulle forestå etablering af et dokumentationscenter i et sognehus, som lå ved den tidligere Forsoningskirke. Dokumentationscentret åbnede den 9. november 1999, på 10-årsdagen for Murens fald. Forsoningskapellet, som ligger på dødsstriben, blev indviet i 2000. Over de følgende år blev næste alle rester af det tidligere grænsesystem revet ned, og det stod klart, at der snart ikke længere var nogen synlige spor af Murens historie. Derfor blev der i 2006 udarbejdet en "masterplan" for at bevare Berlin-murens historie.

På den vestlige side af gaden overfor Nordbahnhof S-Bahn station ligger et Besøgscenter og lidt længere nede ad Bernauer Strasse et Dokumentationscenter. Endelig er der på Nordbahnhof S-Bahn station en udstilling, ""Grenz- und Geisterbahnhöfe im geteilten Berlin", "Grænsestationer og spøgelsesstationer i det delte Berlin", som dokumenterer Murens virkning på byens transportsystem.

Besøgscentret på hjørnet af Bernauer Strasse og Gartenstrasse åbnede i 2009 er det naturlige udgangspunkt for et besøg på stedet. Her er mængder af generel information om Muren, og man får et overblik over, hvad der er at se på mindesmærket. På øverste etage vises en film om Murens historie, "Die Berliner Mauer". Filmen beretter om den politiske situation efter anden verdenskrig og fortæller om de begivenheder, som førte til murens opførelse og siden til dens nedrivning. Der vises (vistes) også en computer animeret film, "Eingemauert!", som viser grænsesystemet langs med Bernauer Strasse. Filmene vises både med tysk og engelsk lydside. Her findes også en omfattende udstilling, som omhandler den politiske og historiske baggrund for Murens opførelse i august 1961. I stueetagen er der en stor boghandel med litteratur om Muren og perioden med den kolde krig. Mindesmærket i Bernauer Strasse forventes yderligere udvidet i 2012, det er bl.a. hensigten at gøre friluftsudstillingen syd for Bernauer Strasse tilgængelig døgnet rundt. De eksisterende rester og spor af Muren er blevet præserveret for eftertiden.

Det såkaldte "Fenster des Gedenkens", "Mindevinduet" fra 2010 er det centrale element på området, hvor tidligere Sophienkirkegården lå. "Mindevinduet" viser foto, navn og fødsels- og dødsdato for alle de personer, som mistede livet ved Muren. Navnene på de grænsesoldater, som mistede livet her, findes på en søjle i nærheden.

'Fenster des Gedenkens', 'Mindevinduet' fra 2010.

Nedenfor er anført et uddrag af teksten på søjlen (i min oversættelse): "Mindst 136 personer døde ved Muren mellem 1961 og 1989. Nogle blev skudt eller dødeligt såret, andre tog deres eget liv, da de indså, at flugtforsøget var mislykkedes. Andre blev fejlagtigt taget for flygtninge og skudt. ... Af de døde var 98 flygtninge til vesten. ... Murens ofre omfatter 42 børn og unge. 8 grænsevagter døde på deres post. ... Adskillige hundrede døde på den indre tyske grænse udenfor Berlin, ligesom mange døde på østblokkens ydre grænse. Det nøjagtige antal døde er endnu ikke opgjort."

Monumentet. I april 1994 udskrev den tyske regering i skikkelse af Det Tyske Historiske Museum en konkurrence om udformning af et nationalt monument for Berlinmurens ofre og for den tyske adskillelse, monumentet skulle ligge ved Bernauer Strasse. Der indløb 259 forslag, juryen udvalgte tre, men kunne ikke blive enige om en vinder. I juli 1995 bestemte regeringen sig for et forslag af Kohlhoff & Kohlhoff fra Stuttgart, som baserer sig på de eksisterende rester af Muren og søger at forstærke dem med kunstneristiske midler. Monumentet består af en 70 meter lang sektion af den oprindelige mur, afsluttet med to stålvægge.

Rester af Muren i Bernauer Strasse.

På den nordlige væg er en inskription, som lyder:

"In Erinnerung an die Teilung der Stadt vom 13. August 1961 bis 9. November 1989 und zum Gedenken an die Opfer kommunistischer Gewaltherrschaft"
"I erindring om delingen af byen fra 13. august 1961 til 9. november 1989 og til minde om ofrene for det kommunistiske tyranni"

Berlinmurens dokumentationscenter. I 1965 blev der opført en sognebygning i Bernauer Strasse 111; som du sikkert husker, blev kirken og sognehuset i Bernauer Strasse 4 afskåret fra menigheden ved murens opførelse den 13. august 1961. I begyndelsen af 1999 blev størsteparten af bygningen omdannet til et dokumentationscenter, og i 2002/2003 blev der anlagt en 5-etagers udsigtsplatform i tilknytning til bygningen. Den permanente udstilling "Berlin, 13. august 1961" dokumenterer et bredt udvalg af de begivenheder, som førte til murens opførelse og lukning af grænsen mellem Øst- og Vest-Tyskland samt disses indvirkning på beboernes liv. Dette sker dels gennem lydoptagelser, dels gennem arkivmateriale. Hertil kommer et stort antal fotografier samt uddrag af engelske og amerikanske reportagefilm. En 3-D model af Bernauer Strasse viser gadens og mursystemets udseende i 1965.

Berlinmurens dokumentationscenter i Bernauer Strasse.

Fra platformen er der en imponerende udsigt over den tidligere grænse og resterne af Muren.

"Kapelle der Versöhnung", "Forsoningskapellet" er opført på det sted, hvor den tidligere Forsoningskirke stod. Som du måske husker, blev kirken i 1961 afskåret fra sin menighed ved Murens opførelse, og i 1985 gav den østtyske ledelse ordre til at sprænge kirken i luften. Efter den tyske genforening blev området givet tilbage til sognet på den betingelse, at det blev brugt til religiøse formål. Det blev besluttet at opføre et kapel på stedet, og Berlin-arkitekterne Peter Sassenroth og Rudolf Reitermann lavede tegningerne. Østrigeren Martin Rauch byggede kapellet på fundamentet af koret i den gamle kirke. Kapellet består af en oval struktur i stampet ler, murstensrester fra den gamle kirke blev formalet og genanvendt. Udvendigt er bygningen beskyttet af lodrette træstave, som nogle steder lader lyset slippe ind. Den originale altertavle overlevede ødelæggelse af kirken i 1985, og hænger nu i det nye rum. På kapellets nye alter ligger en "Bog over Murens ofre". De originale klokker fra den ødelagte kirke hænger på et træstilads udenfor kapellet.

Forsoningskapellet.

Forsoningskapellet, som blev indviet i 2000, er på samme tid et bedested for sognet og en del af mindesmærket for Berlin-muren. Siden den 13. august 2005 har kl. 12 fra tirsdag til fredag kl. 12 været afholdt mindesgudstjeneste i kapellet for ofrene for Berlinmuren. Under andagten, som varer 15 minutter, oplæses en biografi for et af Murens ofre. Bag kapellet ligger Elisabeth-kirkegården. Da den lå så tæt på grænsen, skulle familiemedlemmer, som efter 1961 ville besøge en af deres kæres grave, have en særlig tilladelse.

Gedenkstätte Berliner Mauer har en udmærket hjemmeside, som du kan besøge ved at klikke her.

Som tidligere nævnt er der på Nordbahnhof S-Bahn station en udstilling, ""Grenz- und Geisterbahnhöfe im geteilten Berlin", "Grænsestationer og spøgelsesstationer i det delte Berlin", som dokumenterer Murens virkning på byens transportsystem - den kan du passende se på hjemvejen. Udstillingen viser den absurde situation, som opstod ved deling af byen, hvor tre U-Bahn og S-Bahn linier gennemskar byen. Fra 1961-1989 havde disse tre linier (i dag U6 og U8 og den nord-syd gående S-Bahn), idet togene ikke standsede ved stationerne i Øst-Berlin, som i øvrigt var afspærret fra offentligheden. Toget satte farten ned, når det kom til disse spøgelsesstationer, som de blev kaldt i vest, men standsede ikke. Bevæbnede østtyske vagter stod på stationen, mens togets højttaler annoncerede: "Sidste station i Vest-Berlin."

Tränenpalast, Tårepaladset ved Friedrichstrasse station

I september 2011 åbnede en permanent udstilling på den tidligere grænseovergang ved Friedrichstrasse station, hvor østtyske borgere tog en ofte tårevædet afsked med familie og venner, som vendte tilbage til Vest-Tyskland. Fra 1962-1989 var "Tårepaladset", som berlinerne døbte bygningen, den centrale terminal for rejsende fra Øst-Tyskland til Vest-Tyskland. Der var checkpoints for hhv. borgere fra Vest-Berlin, borgere fra Vest-Tyskland, udlændinge, diplomater, transit-rejsende og østtyske borgere. "Tårepaladset" blev bygget som et appendix til Friedrichstrasse station, da den ikke længere kunne klare belastningen. Passagererne måtte gennemgå en meget grundig og ofte grov paskontrol og toldkontrol, inden de heldige slap gennem nåleøjet. Der var venteværelser, idet kontrollen kunne tage fra 15 minutter til adskillige timer. Der skulle betales gebyr for visum, og der var obligatorisk veksling af valuta. Efter grænsekontrollen blev passagererne vist ned i en underjordisk overgang til Friedrichstrasse jernbanestation. Fra 1962-1989 passerede mere end 10 millioner rejsende gennem "Tårepaladset". Efter Murens fald og indtil 2006 blev bygningen anvendt som natklub, men fra 1993 har den været "fredet" som historisk mindesmærke.

Tränenpalast, Tårepaladset, tidl. grænseovergang ved Friedrichstrasse station. Angela Merkel ved indvielse af udstillingen.

"Stiftung Haus der Geschichte der Bundesrepublik Deutschland" har indrettet en permanent udstilling, "Teilung und Grenze im Alltag der Deutschen", "Delingen og grænsen i tyskernes hverdag" i Tårepaladset. Udstillingen minder gæsterne om konsekvenserne og de daglige restriktioner, som delingen medførte ved hjælp af originale genstande fra tiden, dokumenter, fotografier og videooptagelser. Der gives også en oversigt over forløbet af genforeningen. Udstillingen åbnede den 14. september 2011 med deltagelse af bl.a. Angela Merkel - der jo som opvokset i Øst-Tyskland selv har erfaret konsekvenserne af delingen på sin egen krop. Der er gratis adgang til udstillingen. Vi har endnu ikke set udstillingen, men den er skrevet op til senere besøg.

Mindesmærke for Günter Litfin

Som tidligere nævnt var Murens første skudoffer en ung mand ved navn Günter Litfin (19. januar 1937-24.august 1961). Han boede i Øst-Berlin, men arbejdede i Charlottenburg i Vest-Berlin, hvor han havde fundet en lejlighed. Den 12. august 1961 var han sammen med sin broder, Jürgen hen for at sætte den nye lejlighed i stand, inden han kunne flytte ind i den. Hans drømme om at komme til vesten brast allerede dagen efter, da soldater gik i gang med at opføre Muren mellem øst og vest. Den 24. august gennemførte han det fatale flugtforsøg. Desværre blev han set, da han krydsede en jernbanebro, og da soldaterne affyrede varselsskud mod ham, sprang han i vandet Berlin-Spandauer Schifffahrtskanal. Vagterne beordrede ham til at svømme tilbage, men det endte med, at han blev skudt i hovedet og dødeligt såret, da han var tæt på vestbredden af kanalen.

De vesttyske medier fordømte skarp nedskydningen, mens den ikke gav anledning til kritik i de østtyske medier. Senere blev der rejst en smædekampagne, hvor Litfin blev udstillet som prostitueret og homoseksuel. Samme dag som Günter Litfin blev myrdet, blev hans broder Jürgen fængslet. Politiet gennemsøgte Jürgens og forældrenes hjem for angiveligt at finde beviser på medviden eller meddelagtighed i Günthers forbrydelse flugten fra folkerepublikken.

Mindesmærke for Günter Litfin i vagttårn på Kieler Strasse. Mindetavle for Günter Litfin.

Bjergning af den livløse Günter Litfin ved Humboldthafen den 24. august 1961.

I 1992 tog Jürgen Litfin in initiativ til at lave et mindesmærke for broderen og de andre ofre for Muren. Siden 2003 har det befunder sig i et tidligere vagttårn ved "Kieler Eck" på bredden af Spandauer Schifffahrtskanal. Mindesmærket ligger på Kieler Strasse 2, åbent marts-oktober, dagligt fra 12-17. På den nærliggende kirkegård Invalidenfriedhof er der opsat en mindesten. Samme sted kan man se rester af Berlinmuren, hvis oprettelse medførte nedlægning af et stort antal gravsteder. Det kan nævnes, at der er opsat et kors for Günter Litfin ved "Gedenkstätte Weisse Kreuze" - se nedenfor.

Invalidekirkegården er, selv om den i dag er noget forsømt, også et besøg værd. Den blev anlagt i 1748 til begravelse af sårede veteraner fra den østrigske arvefølgekrig. I 1824 blev det besluttet, at kirkegården skulle huse fremtrædende prøjsiske militærpersoner. Den blev også anvendt til faldnr i 1848-revolutionen. Det anslås, at der i 1872 var begravet omkring 18.000 personer på kirkegården. Mange officerer fra første verdenskrig blev begravet her, heriblandt den berømte Manfred von Richthofen, "Den røde Baron", som i 1925 blev overflyttet hertil fra sin oprindelige grav i Frankrig. Under naziregimet blev mange fremtrædende personer begravet på Invalidekirkegården. I 1951 lukkede de østtyske myndigheder kirkegården for at forhindre yderligere ødelæggelser. Opførelsen af Berlinmuren lige i nærheden medførte, at ca 1/3 af kirkegården blev anvendt til vagttårne, mandskabsbarakker, veje og parkeringspladser. I 1970'erne blev kirkegården yderligere ødelagt af soldater. Efter genforeningen i 1990 blev kirkegården beskyttet, og man gik i gang med at restaurere området. Der er et mindesmærke for berlinere, som døde under forsøget på at krydse grænsen. Der er også en massegrav for de berlinere, som blev dræbt under de allieredes luftangreb.

Mindesmærket "Weisse Kreuze", "De Hvide Kors"

I 1971 - på 10-års dagen for Murens oprettelse - stiftede en gruppe vesttyske borgere en forening, som kaldte sig "Berliner Bürger-Verein". De begyndte at opsætte et hvidt kors på de steder, hvor en flygtning havde mistet livet under flugtforsøg. Efterhånden blev arbejdet med at vedligeholde de mange og geografisk meget spredte kors for omfattende, og man begyndte i stedet at samle korsene på den sydlige side af Spree tæt på rigsdagsbygningen, ligesom der også blev rejst kors ved Bernauerstrasse. I forbindelse med de omfattende byggeprojekter omkring rigsdagsbygningen har monumentet være flyttet flere gange, men har nu formentlig fundet blivende ophold på bredden af floden Spree overfor Marie-Elisabeth-Lüders-Haus ved Rigsdagsbygningen.

Mindesmærket 'De hvide kors' ved Spree overfor Marie-Elisabeth-Lüders-Haus ved Rigsdagsbygningen.

Mindesmærket, som er til ære for samtlige ofre, består af syv hvide kors med navn på en af de personer, som har mistet livet ved flugtforsøg. Der er navn og tilhørende dødsdag få begge sider af korset. På korset længst til venstre står "Günter Litfin, 24.8.1961". Navnet på korset længst til højre lyder "Den unbekannten Opfern an der Mauer".

Mindesmærket 'De hvide kors' ved Sheidemannstrasse.

På hjørnet af Ebertstrasse og Scheidemannstrasse overfor sydsiden af Rigsdagsbygningen er der opstillet en grupe på 15 kors.

I 2004 rejste den organisation, som driver museet ved Checkpoint Charlie, 1067 kors på en ubenyttet byggegrund overfor "Museum Haus am Checkpoint Charlie". Korsene bar navnene på alle ofre for "den indre tyske grænse", herunder altså også Berlinmuren. Efter protester fra grundens ejer blev korsene fjernet igen i 2005.

20 år efter Berlinmurens fald

20-året for Berlinmurens fald blev fejret på festligste vis. 1000 2.5 meter høje dominobrikker blev stillet op over en strækning på 1.5 km omkrint Brandenburger Tor og Rigsdagsbygningen hvor Muren tidligere stod. De fleste brikker var blevet dekoreret af skolebørn over hele Tyskland.

Fejring af 20-års dagen for Murens fald den 9. november 2009 ved Brandenburger Tor.

Angela Merkel, som var en af de mange østtyskere, der krydsede grænsen den 9. november 1989, sagde i sin tale, at Murens fald var det lykkeligste øjeblik i hendes liv. Hun gjorde opmærksom på, at den famøse Krystalnat i 1938 også fandt sted på den 9. november, og hun fremhævede, at man må kæmpe for friheden, og at den skal forsvares igen og igen. Tusinder af begejstrede tyskere hyldede også den tidligere sovjetiske leder Mikhail Gorbatjov for hans rolle, da han sammen med Merkel passerede den gamle grænse. Da Gorbatjov i sin tale understregede, at det var folket selv, som havde gennemtvunget Murens fald, råbte de taktfast: "Gorby! Gorby!". Blandt de øvrige talere var Gordon Brown, Nicolas Sarkozy, Hillary Clinton og Barack Obama. Samtlige ledere af EU-landene samt den russiske præsident var til stede ved festlighederne.

Også Polens tidligere leder Lech Walesa og Ungarns tidligere premierminister Miklos Nemeth blev hyldet for deres indsats. De to herrer fik æren af at vælte den første af de mange dominobrikker, og befolkningen jublede, efterhånden som den virtuelle Berlinmur væltede. Den silende regn lagde ingen dæmper på begejstringen.

Berlinmuren ved Brandenburger Tor.

Berliner Mauerweg

Fra 2002-2006 blev der anlagt en rute langs den tidligere Berlinmur, en strækning på omkring 160 km. Turen, som kan tilbagelægges til fods ;-) eller på cykel, fører forbi alle de historiske steder. Ruten er afmærket med skilte og kort. På mere end 40 forskellige stationer er der fyldige informationer på flere sprog om muren og dens historie. Ruten er opdelt i 14 strækninger hver på 7-21 km. Hvert start- og slutpunkt kan nås med offentlig transport, så man kan tage turen til fods. Da man også kan medbringe sin cykel i tog og busser, er det også en mulighed.

Hvis du interesserer dig for Berlinmuren og dens historie, kan jeg anbefale dig denne bog, som jeg selv har haft stort udbytte af at læse: "En delt verden, 1961-1989" af den britiske historiker Frederick Taylor, 2006. People's Press,

Klik her, hvis du vil læse om nogle af vores yndlingsudflugter i Berlin. Jeg lover, at de er lidt mere underholdende end dette dystre besøg.

Vælg næste side:

Startside for Berlin Spadseretur fra Brandenburger Tor ad Unter den Linden til Alexanderplatz Spadseretur gennem den jødiske bydel i Berlin Udflugt til Sachsenhausen koncentrationslejr Berlinmuren Udflugter i omegnen: Tegel, Spandau og Köpenick Udflugter i omegnen: Gründerzeitmuseum, Treptower park