Udflugt til Tegeler See
Næsten hver gang vi er i Berlin, tager vi på en udflugt til området ved Tegeler See. Tegeler See er med sine 4.61 km² den næststørste sø i Berlin efter Müggelsee. I den vestlige ende er søen forbundet med floden Havel. En stor del af søbredden er i privat eje, men der er dog mange steder, hvor man kan nyde søen. I Tegeler See ligger øerne Hasselwerder, Lindwerder, Scharfenberg, Reiswerder, Baumwerder, Valentinswerder og Maienwerder. Det er muligt at komme over til Scharfenberg, Valentinswerder og Maienwerder med færge, nogle af dem medtager personbiler. Vi plejer at tage bilen til Tegeler See og parkerer på en P-plads ved Borsig-Damm for at spadsere på en sti langs søbredden til Greenwich Promenade, men man kan også tage med U6 til station Alt-Tegel eller tage en bus.

Det første stykke af spadsereturen går ad en skovsti med dejlige træer til begge sider og med søen på venstre side. Der ligger en hyggelig marine, og næsten uanset hvornår man kommer der, er der skibe og både på Tegeler See.

Kort over Tegeler See.

Ved begyndelsen af Greenwich-promenaden i den sydlige ende er opstillet to forladekanoner på hhv. 12.7 cm og 15.2 cm. Kanonerne, som vejer omkring 2 tons hver, er en gave til Reinickendorf fra deres engelske venskabsby Greenwich/London. Kanonerne, som er fremstillet af William Falkirk i Skotland, indgik i mange år i den britiske kystsikring, indtil de blev stillet op ved Tegeler See i 1983. De to turistbyer, som begge har en fortid som industriområde, blev venskabsbyer i 1967, og hver sommer er der en fodboldkamp mellem kommunale medarbejdere i de to byer. Ved enden af Greenwich Promenade står endnu en foræring fra Greenwich/London, nemlig en karakteristisk rød, engelsk telefonboks - og boksen er ikke kun en kulisse, men den indeholder en funktionsduelig mønttelefon.

Engelske kanoner ved Tegeler See.

Der er et rigt fugleliv ved søen, ikke mindst af talrige svømmefugle, og det er en almindelig folkelig forlystelse at fodre dem. Kommunen har ved skiltning forsøgt at reducere fodringen ved at gøre opmærksom på, at foder er dårligt både for fuglene og søen, men tilsyneladende uden større effekt. Det er da også spændende at se de store, tamme svaner gå på opdagelse i de besøgendes lommer efter brød.

Fodring af svaner og andre svømmefugle ved Tegeler See i april 2011.

Greenwich Promenaden
Lidt længere fremme kommer vi til Greenwich Promenaden, som er et af de mest populære udflugtsmål for berlinerne, og der er masser af mennesker på alle tider af året. Børn morer sig på legepladserne, mens forældrene iagttager dem fra bænkene. Pensionister spiller petanque, mens andre nyder en kop kaffe, et glas vin eller en øl på de små barer og cafeer. Jeg er tilbøjelig til at nyde en is udenfor Pavillon am See, som ligger tæt på bredden på Greenwich Promenaden. Det årlige halvmarathonløb Berlin-Reinickendorf lægger også vejen forbi.

Langs Greenwich Promenaden ligger en halv snes udflugtsskibe, som sejler turister omkring på Berlins mange vandveje. Turene varer fra 1-7 timer og kan fx omfatte sejlads på Tegeler See, Wannsee og Havel. Det er også muligt at nå Berlins centrum på disse udflugtsskibe og opleve Hamburger Bahnhof, Bundeswirtschaftsministerium, Reichstag, Bundeskanzleramt, Haus der Kulturen der Welt fra vandsiden, inden man vender tilbage. De mest spektakulære skibe er det hvalformede fartøj Moby Dick og Havel Queen, der er udformet som en Mississippi-floddamper. Vi tog en 2-timers sejltur med Moby Dick i foråret 2011. Båden har tre saloner og et soldæk samt en restaurant.

Moby Dick ved Tegeler See i april måned 2011.

I den nordlige ende af søen ligger et rekreativt område med legepladser, minigolf, bådudlejning mv. Længere nordpå ligger en dejlig skov på omkring 2000 hektar med masser af muligheder for vandrere, løbere og cyklister.

Tegeler havnebroen spænder over indgangen til Tegeler havnen og udmundingen af Tegeler Fliess. Den 91 meter lange stålbro med en billetluge i hver ende blev bygget i 1909. I folkemunde hedder broen "Sekserbroen". Allerede fra begyndelsen af 1800-tallet var området ved Tegeler See ved at udvikle sig til et turistområde med mange besøgende. Den lokale fisker tjente en skilling - eller rettere en 5-pfennig - på at sejle turister over den lille strøm. Hm, hvorfor hedder broen så ikke femmerbroen? Berlinerne kaldte 5-pfennig mønten en sekser - hvorfor er det ikke lykkedes mig at opklare, men det er måske et udslag af den særlige humor, som præger befolkningen i Berlin.

Tegeler havnebroen, bygget i 1909.

Efterhånden blev tilstrømningen så stor, at byrådet besluttede at bygge en bro, og indtil 1922 var prisen for at passere broen 5 Pfennig. På søn- og helligdage benyttede indtil 28.000 fodgængere broen for at komme over til turistområdet med flere små caféer, legepladser og en populær badestrand. Bare et par minutters gang borte står "Dicke Marie", "Tykke Marie", som anses for det ældste træ i Berlin. Egetræet skulle være fra 1192, dvs. ældre end Berlin selv. Træet har ikke fået navn efter sin størrelse, men er lidt respektløst navngivet af Humboldt-familiens to sønner Alexander og Wilhelm von Humboldt efter familiens kokkepige.

Mere om de fantastiske brødre senere, men når vi nu er op disse kanter, vil jeg nævne familieslottet, Schloss Tegel - også kaldt Humboldt-Schloss - ved Tegelsøens nordlige bred. Slottet er fra 1558, opført i renæssancestil. Siden lod kurfyrste Friedrich Wilhelm von Brandenburg det ombygge til et jagtslot. I 1766 kom slottet i Humboldt-familiens eje ved patriarken George Alexanders ægteskab, og sønnerne Alexander og Wilhelm voksede op her. Ved moderens død i 1797 overgik slottet til den ældste broder Wilhjelm, som lod slottet ombygget i klassicistisk stil. Desuden blev slotsparken omlagt af havearkitekten Peter Joseph Lenné. I den fredede slotspark befinder sig Humboldtfamiliens gravsted, hvor Alexander og Wilhelm er begravet. I øjeblikket er der desværre hverken adgang til slottet eller slotsparken, efter sigende på grund af uoverensstemmelser mellem ejeren og bystyret. I parken står den berømte Humboldt-eg, som er omkring 400 år gammel.

Ved Sekserbroen plejer vi at dreje østpå ad en gangsti langs kanalen og kommer snart til den hyggelige bydel Alt-Tegel. Her ligger mange smukke ejendomme fra midten af 1800-tallet. Det vrimler med restauranter, hvoraf mange har udendørs servering. Vi tager ofte til Alt-Tegel, når vi ønsker at spise ude. Der er også et par stormagasiner og i det hele taget et rigt butiksliv.


Udflugt til Spandau
Spandau er en hyggelig bydel i den vestlige del af Berlin med lave huse og snævre gader. Spandau var en selvstændig by, indtil den i 1920 blev inkluderet i Stor-Berlin. Ved delingen af Berlin efter anden verdenskrig blev Spandau en del af den britiske sektor. Spandau er nok bedst kendt for det fængsel, der husede nazistiske krigsforbrydere, som efter krigen blev dømt ved Nürnbergprocessen, blandt andre Rudolf Hess (1957-1987), Albert Speer (løsladt i 1966), Baldur von Schirach (løsladt i 1966) og Karl Dönitz (løsladt i 1956). Fængslet blev revet ned i 1987 efter Rudolf Hess' død for at sikre, at det ikke skulle ende som en nynazistisk helligdom. I stedet oprettede man en fredsommelig parkeringsplads på området.

Midt i den gamle bydel ligger St. Nikolai Kirche fra første halvdel af 1400-tallet. Den blev bygget på resterne af sin forgænger fra 1200-tallet. Kirken er et besøg værd, ikke mindst for det prægtigt udsmykkede alter fra 1582; det er en gave fra 1582 Rochus, greve af of Lynar. Som det fremgår af det efterfølgende, var det samme Rochus, som færdiggjorde Citadellet i 1594.

Spandau Citadellet
Spandau Citadellet, som ligger i bydelen Haselhorst, er en af de vigtigste og bedst bevarede fæstninger i Europa fra højrenæssancen. Den blev påbegyndt i 1560 under kurfyrste Joachim II for at forsvare byen Spandau. Arkitekter var i begyndelsen tyske Christoph Römer og italienske F. Chiaramella di Gandinoog fra 1578 Rochus, greve af Lynar, sim færdiggjorde fæstningen i 1594. Den ligger på en ø, hvor floderne Havel og Spree møder hinanden, nord-øst for Spandauer Altstadt. De fire bastioner er arrangeret symmetrisk, og der er ingen døde vinkler, hvor en indtrængende fjende kan gemme sig. Allerede i 1580 blev de første tropper indkvarteret i citadellet. Under 30-årskrigen (1618-1648) var fæstningen besat af svenske tropper under Gustav Adolf, som var i ledtog med Sachsen og Brandenburg. Under syvårskrigen (1756-1763) blev Brandenburg invaderet af søtrigske styrker, og citadellet tjente som sikkert opholdssted for kongen og dronningen. I 1806 blev fæstningen indtaget af Napoleon, og franskmændene beholdt den et års tid. I 1812 vendte Napoleon tilbage, og året efter blev fæstningen belejret af prøjsiske og russiske tropper. Fæstningen blev stærkt beskadiget af det prøjsiske artilleri og måtte siden restaureres. I 1935 blev der på stedet indrettet et militært laboratorium, som forskede i nervegas.

Indgangen til Spandau Citadellet (august 2010).

Mod slutningen af anden verdenskrig blev citadellet en del af forsvaret af Berlin. I stedet for at bombardere og ødelægge den historiske fæstning indledte de sovjetiske styrker en forhandling, som den 1. maj 1945 resulterede i overgivelse. Efter krigen blev citadellet besat af sovjetiske styrker. Da Berlin blev delt mellem sejrherrerne, blev Spandau og citadellet en del af den britiske zone.

Citadellet er åbent hver dag året rundt fra kl. 10-17. Billetten (4,50 € i 2011) giver adgang til citadellet samt museer og udstillinger samt Juliusturm. Man kan leje en audio-guide på tysk eller engelsk for 2 €. Hver lørdag og søndag fra marts til oktober er der guidede ture uden booking kl. 11, 13 og 15; vi har desværre (endnu) ikke oplevet en sådan tur, hvor man får adgang til dele af fæstningen, som ellers ikke er åbne for offentligheden. Der er flere muligheder for offentlig transport til Spandau: U-Bahn U7, Station "Zitadelle", S-Bahn S9/S75, Station "Spandau".

Som det fremgår af nedenstående kort, er fæstningen udformet som en stjerne med en bastion i hvert hjørne.

Forklaring til kortet:
1 Kommandanthuset
2 Ruiner af det gamle magasin (arsenal)
3 Administrationsbygningen
4 Teater
5 Hovedbygningen
6 Juliustårnet
7 Udgravninger
8 Kanontårn
9 Hafen Harbor
10 Italienske slotsgårde
11 Kaserne
12 Jødiske gravsten
13 Tidligere eksersitsbygning, i dag våbensamling
14 Tidligere tøjhus, i dag bymuseum
15 Dige og bro
16 Vandgrav
17 Havel
18 Spandauer Sø

Adgangen til citadellet sker via et dige med en vindebro, som over vandgraven fører frem til Kommandanthuset, der i perioder har tjent som herskabsbolig. Den klassiske facade er fra 1839, og over indgangen hænger det brandenburgske våbenskjold. I Kommandanthuset er en permanent udstilling "Borg og fæstning". Herfra udgår en spadseretur fæstningen rundt oppe på bastionerne. Når man har passeret Kommandanthuset, ligger Hovedbygningen til venstre. Den oprindelig gotiske bygning skiftede fra 1520-1523 stil til renæssance. Her boede lensherren, når han var på gennemrejse. I den store gotiske sal afholdes koncerter og andre events.

For enden af hovedbygningen ligger det 30 meter høje Juliustårn, som er Spandaus berømte vartegn. Ved soklen har muren en tykkelse på 3,60 meter. Når man er klatret op ad 145 trin, har man en fantastisk udsigt over Spandau og omgivelserne. Det er lidt usikkert, hvornår tårnet er opført, formentlig i begyndelsen af 1300-tallet. Det er formentlig opført som et vagttårn, men er i farlige tider anvendt som tilflugtsted. En sjov historie knytter sig til kælderen i Juliustårnet. Efter den fransk-tyske (fransk-prøjsiske) krig i 1870/1871, der som bekendt blev vundet af Tyskland, blev en del af krigsskadeerstatningen (120 millioner mark i guldmønter) opbevaret i et kælderrum fra 1874 indtil 1919, hvor den blev returneret til Frankrig. Siden dengang anvendes betegnelsen "Juliusturm" for en fyldt statskasse. Oprindelsen til navnet "Juliusturm" er uvis; måske skal det tilskrives et prominent besøg af hertug Julius von Braunschweig-Wolfenbüttel (1528–1589). En anden udlægning er, at "Juliusturm" er en forvanskning af "Judenturm".

I den store teaterbygning er indrettet flere atelierer. Desuden er bygningen et af de største vinterkvarterer i Europa for flagermus, mere end 10.000 af disse små nataktive bæster kommer hvert efterår fra skove og bygninger i Brandenburg og tilbringer vinteren her under de store hvælvinger. Om sommeren er der mulighed for at deltage i guidede flagermuseture. I Kanontårnet ved Bastion Kronprinz er der flere kunstudstillinger samt en kunstskole for børn og unge. Nord for bastionen ses ruinerne af det nazistiske laboratorium fra 1940. De "Italienske slotsgårde" ved Bastion Brandenburg, som er særdeles smukke, kan lejes til arrangementer, hvis du skulle have behov - og råd.

I den tidligere Eksersitsbygning ses en stor våbensamling, hvoraf ikke mindst de mange kanoner imponerede mig. Siden 1992 har der i Tøjhusbygningen, som er fra 1800-tallet, været et historisk museum for byen Spandau, i stueetagen ses den permanente udstilling, på øverste etage skiftende udstillinger.

Våbenudstilling på citadellet i Spandau. Oktober 2010.

Kongebastionen er udstillet mere end 70 jødiske gravsten fra perioden 1244-1474. Disse gravsten, som blev "opdaget" i forbindelse med udgravninger af hovedbygningens fundament, menes at stamme fra fordrivelsen af jøderne fra Brandenburg i 1510, hvorunder mange jødiske kirkegårde blev skændet, og at stenene måske er blevet bragt i sikkerhed på citadellet. Andre kilder tyder på, at gravstenene simpelt hen blev anvendt som byggemateriale. Kasematterne ved Bastion König er blevet restaureret og åbne for offentligheden. I krudtmagasinet er indrettet et hyggeligt værtshus med masser af effekter fra den prøjsiske periode på væggene.

Sejrsalléen, Siegesallee
Sejrsalléen var en bred ca. 750 meter lang boulevard, som gik gennem Tiergarten fra Kemperplatz til Königsplatz, tæt ved rigsdagsbygningen. Alléen blev anlagt i 1873, men der skulle gå mere end 20 år, før kejser Wilhelm II ((1859–1941) i 1895 "forærede" byen næsten 100 hvide marmorstatuer til opsætning langs alléen. Statuerne blev skabt over en periode på fem år af billedhuggeren Reinhold Begas (1831–1911) med hjælp af 27 elever. Værket bestod af 32 statuer af prøjsiske kongelige og adelige herskere, fra Markgraf Albrecht der Bär, Otto I, Otto II, over Kaiser Karl IV, Kurfürst Friedrich I og afsluttende med Kaiser Wilhelm I. Statuerne var omkring 2.75 meter høje, incl. piedestal 4-5 meter. Mange berlinere fandt alléen en vulgær demonstration af prøjsisk militærmagt, selv kejser Wilhelm II's hustru Augusta Viktoria skal have forsøgt at tale sin mand fra det. Her knejsede statuerne indtil 1938, indtil de kom i vejen for en endnu mere storslået (vanvittig) plan, nemlig Adolf Hitlers ønske om at omdanne Berlin til verdens hovedstad Germania, der som bekendt skulle realiseres af Albert Speer. Derfor blev statuerne taget ned og genopstillet et andet sted i Tiergarten, nemlig på Grosser Sternallee. I den forbindelse blev sejrssøjlen flyttet til Grosser Stern, hvor den stadig kan ses. Når den nu alligevel skulle flyttes, indsatte man endnu en sektion på søjlen for at fejre Nazitysklands hurtige erobring af Frankrig. Men det er en helt anden historie.

Mange af statuerne blev beskadiget og nogle helt ødelagt under anden verdenskrig. I 1947 gik de britiske besættelsesstyrker i0 gang med at nedtage statuerne med henblik på at ødelægge dem og lade brokkerne indgå i de otte bjerge af affald, som blev etableret omkring Berlin - det største af disse, Teufelsberg, kan stadig ses. Efter tyske protester blev statuerne begravet i nærheden af Schloss Bellevue i det håb, at Tyskland en dag igen "kunne tillade sig" at rejse monumenter og mindesmærker for fortiden. I 1972 blev figurerne gravet op, og i en årrække kunne de ses på Lapidarium Museet. I 2006 blev de 26 overlevende statuer fra Sejrsalléen samt 40 mindre buster overført til Spandau Citadellet.

Til venstre står vores søn Bo og studerer informationsmaterialet. Til højre betragter Birgit de opstillede statuer. Oktober 2010.

Her er monumenterne under restaurering, og efter planerne vil de i 2012 indgå i en ny permanent udstilling "Berlin und seine Denkmäler", "Berlin und dens mindesmærker". Blandt yngre mennesker er Spandau citadellet især kendt for sine open air koncerter og musikfestival.


Udflugt til Köpenick
Den hyggelige bydel Köpenick ligger i den sydøstlige del af Berlin, hvor floderne Dahme og Spree løber sammen. Köpenick var en selvstændig by indtil 1920, hvor den blev indlemmet i Berlin. I 2001 blev Köpenick sammenlagt med Treptow, og Treptow-Köpenick er i dag den størtste bydel i Berlin. En stor del af Köpenick området er dækket af skov og vand. Her ligger bl.a. Müggelsee, som er den største sø i Berlin. Köpenick kaldes undertiden for "Berlins grønne lunger".

Panorama over floden Dahme mod Köpenick Altstadt med rådhuset i centrum.

Köpenick har en lang historie og er første gang nævnt i annalerne i 1209, hvilket gør den lidt ældre end Berlin (1237). Under den kolde krig var Köpenick en del af Østberlin.

Den største seværdighed i bydelen er Schloss Köpenick, som tilhørte kurfyrsterne af Hohenzollern slægten. Slottet blev bygget i 1558 som en jagthytte for Joachim II Hector, kurfyrste af Brandenburg, som døde på slottet i 1571. I 1631 tjente slottet som bolig for den svenske konge Gustav Adolf, mens han - uden held - anmodede sin svigerbroder kurfyrste George Wilhelm, hvis søster Maria Eleonora var dronning af Sverige, om assistance i 30-års krigen. Friedrich I af Prøjsen fik slottet ombygget og udvidet i 1677 og boede her med sin første hustru Elizabeth Henriette. I 1730 blev kronprins Frederik II af Prøjsen (den senere Frederik den Store) og hans ven Hans Hermann von Katte stillet overfor en krigsret på Schloss Köpenick. Vennen havde forsøgt at hjælpe kronprinsen med at flygte fra faderens hårde militæruddannelse til sin onkel George II af Storbritannien. Løjtnant Katte blev dømt til døden, og den kun 18 år gamle Frederik blev tvunget til at overvære sin barndomsvenven blive tortureret og halshugget.

Schloss Köpenick, i dag "Kunstgewerbemuseum" (kunstindustrimuseum).

I dag huser slottet "Kunstgewerbemuseum" (kunsthåndværkmuseum), som er en afdeling af Kulturforum på Potsdamer Platz. Museet på Schloss Köpenick åbnede i 2004 efter en omfattende restaurering. Museet går tilbage til 1868, hvor dets omfattende samlinger af europæisk kunsthåndværk blev udstillet i Paris. Ved delingen af Tyskland efter anden verdenskrig blev samlingen splittet mellem øst og vest, men er nu samlet under ét tag.

Museet har udviklet et koncept, som man kalder for "Raumkunst", "indretningskunst?". I 21 udstillingslokaler vises skiftende stilarter: renæssance, barok og rokoko gennem 1500-, 1600- og 1700-årene. Begrebet "Raumkunst" omfatter alle dele af interiøret i både borgerlige og adelige hjem: imponerende stuklofter, flotte væg- og loftsmalerier, store gobeliner, smukke paneler, flotte lædertapeter samt omfattende udstillinger af tæpper, møbler, fajance, glas, porcelæn,sølvtøj oma. Genstandene er ikke alene fra Tyskland men også fra andre europæiske lande.

Udover de faste samlinger er der skiftende udstillinger på museet. Fx. er (var) der fra 29. oktober 2011 - 5. februar 2012 udstillingen "Kriegsgericht in Köpenick!", "Krigsret i Köpenick!", hvor den dramatiske historie om krigsretssagen mod kronprins Frederik II og hans ven løjtnant Hans Hermann von Katte. Retten i Köpenick gik imod kong Friedrich Wilhelm I's udtrykte ønske, hvorefter han overtrumfede domstolen med ovenfor nævnte resultat.

Schloss Köpenick, Schloßinsel 1, 12557 Berlin-Köpenick. Åbent året rundt kl. 10-18, dog lukket hver mandag.

Der er følgende muligheder for offentlig transport til Köpenick:
S-Bahn: S3
Bus: X69, 164, 269, N69, N90
Tram: 62, 63, 68

I øvrigt kan anbefales en spadseretur i slotsparken eller en sejrtur på floden Dahme, evt. afsluttende med et besøg på slotscaféen, som har en dejlig udendørs terrasse. Der er regelmæssigt gudstjenester i slotskirken og ofte koncerter.


Kaptajnen fra Köpenick
Jeg må indrømme, at det var mig, der var mest opsat til at tage på en udflugt til Köpenick. Det skyldes den populære tyske skuespiller Heinz Rühmann (1902-1994), som jeg i 1956 eller 1957 så i filmen "Der Hauptmann von Köpenick", "Kaptajnen fra Köpenick". Nogle år senere nød jeg ham i "Der brave Soldat Schwejk", "Den gode soldat Svejks eventyr". Kaptajnen fra Köpenick handlede om en arbejdsløs skomager, Wilhelm Voigt, som klædte sig ud som en prøjsisk kaptajn (Hauptmann), tog kommando over en gruppe soldater, indtog rådhuset i Köpenick og beslaglagde kommunekassen. Hans mål var at opnå et pas, som var nødvendigt for at få arbejde. Det lykkedes ikke, og han blev arresteret og idømt fire års fængsel. Den tyske kejser morede sig efter sigende så meget over denne bedrift, at han benådede Voigt efter to år. I Danmark morede vi os også meget over dette eksempel på den blinde, prøjsiske respekt for uniformer.

Wilhelm Voigt (1849–1922) blev født i Tilsit i Prøjsen. Da han var 14 år gammel, blev han idømt 14 dages fængsel for tyveri, hvilket medførte, at han blev bortvist fra skolen. I stedet lærte han at reparere sko af sin fader. Fra 1864-1892 blev Voigt idømt sammenlagt 25 års fængsel for tyverier og svindel. Han blev løsladt den 12. februar 1906 og flyttede snart efter til Rixdorf ved Berlin for at bo i nærheden af sin søster. Han begyndte at arbejde som skomager, men snart efter blev han udvist af Berlin som uønsket, da han var tidligere straffet. Vogt blev fanget i en kafkask situation, hvor han ikke kunne få arbejde, fordi han manglede en opholdstilladelse, og ikke kunne få opholdstilladelse, da han ikke havde arbejde. Han lod som om, han rejste til Hamborg, men i virkeligheden gik han under jorden i Berlin. Han begyndte at købe forskellige dele til en kaptajnsuniform, og den 16. oktober 1906 iførte han sig uniformen. Han standsede en gruppe på fire menige under ledelse af en sergent, og overtog kommandoen. I spidsen for soldaterne tog han toget til Köpenick, hvor han besatte rådhuset og lod soldaterne bevogte alle indgange til rådhuset. Borgmesteren og kassereren lod han arrestere på grund af mistanke om svindel med regnskabsføringen. Indholdet af kommunekassen, 4002 marks og 37 pfennig, konfiskerede han mod udlevering af en kvittering; denne underskrev han med sin tidligere fængselsdirektørs navn. Han rekvirerede to vogne og bad to af de menige om at bringe borgmesteren og kassereren til Neue Wache i Berlin til nærmere forhør. De resterende menige fik ordre til at blive på deres pladser den næste halve time, og Wilhelm Voigt skiftede til civil, hvorefter han forsvandt.

Til venstre foto af skomager Wilhelm Voigt. Til højre en statue af Kaptajnen fra Köpenick udenfor rådhuset.

De følgende dage var der mange spekulationer i pressen om hændelsen, og offentligheden morede sig meget over den formastelige. Den 26. oktober blev Voigt arresteret og den 1. december idømt fire års fængsel. Imidlertid kom der så mange reaktioner både fra den tyske men også fra den udenlandske offentlighed, at Kaiser Wilhelm II benådede ham den 17. august 1908. Nogle mener, at kejseren selv havde moret sig over den dristige vovehals. Voigt besluttede at få så meget som muligt ud af sin berømmelse, og blot fire dage efter hans løsladelse blev der i voksmuseet på Unter den Linden opstillet en statue af ham. Han dukkede op på museet for at signere fotos af "Kaptajnen fra Köpenick", og han medvirkede i variete-shows i Dresden, Wien og Budapest. I 1909 udgav han bogen "Hvordan jeg blev Kaptajnen fra Köpenick". En tourne til USA mislykkedes, da han blev nægtet visum. Han nåede dog at få en statue af sig på Madame Tussauds voksmuseum i London. I 1910 flyttede han til Luxemborg, hvor han en tid arbejdede som tjener og skomager, indtil han døde i 1922.

Klik her, hvis du vil læse om vores besøg på det spændende Gründerzeitmuseum i forstaden Mahlsdorf, og læs om det fantastiske krigsmonument i Treptower park.

Tilbage til Rejseholdets forside Startside for Berlin Forrige side: Berlinmuren Næste side: Udflugter til Tegel, Spandau og Köpenick
Vælg næste side: