I oktober 2009 så Birgit og jeg en fantastisk forestilling på Svalegangen i Århus: "Jeg er min egen kone". Stykket var en gæsteforestilling fra Aalborg Teater, og skuespilleren Jakob Højlev Jørgensen (uddannet på Statens Teaterskole i 1997) havde ikke mindre end 35 roller i stykket. Titlen kunne lyde som en komedie, men dækker i virkeligheden over en grusom tragedie. Stykket beskriver transvestitten Lothar Berfelde, som under navnet Charlotte von Mahlsdorf levede som transvestit i Berlin, først under nazisterne og siden under stasierne og så igen under nynazisterne. "Museum, Möbel, Männer", ("museum, møbler, mænd") i den rækkefølge har jeg levet mit liv” siger Charlotte von Mahlsdorf. I 1950'erne grundlagde hun Gründerzeitmuseum i et forfalden herskabshus i bydelen Mahlsdorf i det daværende Østberlin. Hun istandsatte selv bygningen, som blev udstyret med en fin samling af møbler og fonografer (musikmaskiner) fra slutningen af 1800-tallet. "Jeg er min egen kone" er skrevet af dramatikeren Doug Wright. Af en barndomskammerat, der arbejdede som journalist i Berlin i sommeren 1992, blev han gjort opmærksom på eksistensen en excentrisk kvinde, Charlotte von Mahlsdorf, der havde levet som transvestit først under nazisterne og siden under kommunisterne. I januar 1993 rejste han til Berlin til det første af mange besøg hos Charlotte. Efter to år havde Doug Wright mere end 500 sider med afskrifter af deres samtaler. Derpå bad han om at få indsigt i Charlottes Stasi-mappe - og hans opfattelse af Charlotte som heltinde krakelerede: Hun havde været langt mere involveret med Stasi, end han havde drømt om. Der gik flere år, uden at Wright anede, hvorledes han kunne strukturere sine mange oplysninger, men han var stadig fascineret af Charlottes historie. På et seminar for forfattere gik det op for ham, at han skulle fortælle historien om sin egen opdagelsesrejse. Derved kom Doug Wright til fremstå som en karakter i stykket, en slags detektiv på jagt efter Charlottes sande jeg. Samtalerne fortsatte indtil Charlottes død i 2002. Stykket havde premiere på Broadway i 2003, og i 2004 modtog Doug Wright både en Tony Award og en Drama League Award. Doug Wright er den første dramatiker, som har modtaget Pulitzer-prisen for en monolog.
Jakob Højlev Jørgensen, som selv har oversat stykket fra engelsk, spiller som nævnt samtlige 35 karakterer i stykket, og det gør han eminent, medrivende og rørende. Ubesværet glider han fra rolle til rolle, mens Charlottes historie - og de øvrige medvirkendes - afdækkes. Udover Charlotte optræder bl.a. hendes lesbiske tante Luise, en nyhedsredaktør, en antikvitetshandler, SS- og stasi-officerer, amerikanske soldater, en sensationslysten talkshow-vært, ja selv Doug Wright optræder som nævnt i stykket. Hele stykket udspiller sig i et værelse i Gründerzeitmuseet. Aalborg Teater har flere gange gæsteopført stykket i Riddersalen, senest i januar 2012, med Jakob Højlev Jørgensen som ene "mand" på scenen.
Efter forestillingen var vi enige om, at vi ved første lejlighed ville besøge Charlottes store passion, Gründerzeitmuseet i Berlin, hvor det er lykkedes hende at bevare mange møbler og genstande fra den såkaldte "Gründerzeit" periode fra omkring 1871-1872 til omkring 1920.
I august 2012 var Birgit og jeg i Berlin en uges tid, og denne gang ville vi besøge Gründerzeitmuseet i Mahlsdorf, som ligger 20 km øst for centrum af Berlin. Vi valgte selv at køre derud og tastede adressen ind på GPS'en: Gründerzeitmuseum, Hultschiner Damm 333, 12623 Berlin. Museet har åbent onsdag og søndag fra kl. 10-18. Billetpris: 4,50 €. Museet har en hjemmeside, som du kan besøge ved at klikke her. Ca. hver time er der rundvisning på tysk.
Til venstre ses forsiden af museet i Mahlsdorf. Til højre ses bagsiden, fotograferet fra parken.
Den smukke bygning, som ligger i en dejlig park, er opført i begyndelsen af 1800-tallet. Oprindelig var den hovedbygning for et mindre godt. Siden tjente den som bolig for en velhavende borgerfamilie, men den har i perioder fungeret som spædbarnshjem, børnehave, skole og kontor. Med tiden forfaldt bygningen, og i 1950-erne var der faktisk planer om at nedrive den. Den blev dog reddet af Charlotte von Mahlsdorf, som egenhændigt påbegyndte en mangeårig renovering af bygningen. Hun åbnede sit private museum her i 1960, men først i 1990 blev hun i stand til at købe ejendommen.
Rundvisningen begyndte i den store havestue med et foredrag om Charlotte von Mahlsdorf. Den kvindelige guide var utroligt vidende både om museet og også om Charlotte, som hun havde kendt personligt gennem mange år. Det er ikke muligt på egen hånd at bevæge sig rundt i museet.
Charlotte von Mahlsdorf blev født som Lothar Berfelde den 18. marts 1928 i Mahlsdorf. Allerede som seksårig samlede Lothar på gamle ure og grammofonplader, i stedet for som de andre drenge at spille fodbold. Han holdt også af at klæde sig ud i pigetøj. Faderen Max Berfelde var et fremtrædende medlem af nazistpartiet i Mahlsdorf, og i 1942 tvang han Lothar til at melde sig ind i Hitler Jugend, hvilket nærmest var obligatorisk for drenge mellem 10 og 18 år. Formålet var at hærde de unge mennesker og samtidig indoktrinere dem med nazismens ideologi. Livet var vanskelig for den unge, feminine Lothar i disse maskuline og meget hårdhændede omgivelser, og han søgte tilflugt i sin musiksamling. I 1942 blev mange tyske børn evakueret fra det bombehærgede Berlin, og Lothar og hans mor søgte tilflugt hos tante Luise i Bischofsburg (i dag Biskupiec), som lå i den østlige ende af Prøjsen. Luise var lesbisk og transseksuel, og hun tillod Lothar at gå i kvindetøj i hjemmet. Desuden gav hun ham en bog med titlen "Die Transvestiten", udgivet i 1910 og skrevet af Magnus Hirschfeld, en fremtrædende tysk-jødisk læge, sexolog og forkæmper for homoseksuelles rettigheder. Det var Hirschfeld, som opfandt ordet "transvestit". Han havde i 1897 grundlagde den første organisation for homoseksuelles rettigheder. Siden 1871 havde homoseksualitet været kriminaliseret i den tyske straffelov. Da Lothar vendte tilbage til hjemmet, blev den dominerende fader, som også var stærkt alkoholiseret, ligefrem voldelig overfor familien, og da hustruen Gretchen ville forlade ham, truede han hende med et gevær. Det endte med at Lothar slog sin far ihjel, mens denne lå og sov. Efter flere ugers ophold på en psykiatrisk institution blev Lothar i januar 1945 idømt fire års ungdomsfængsel, men ved det tredje riges fald blev Lothar løsladt. Fra det tidspunkt begyndte Lothar at klæde sig feminint og kaldte sig herefter "Charlotte von Mahlsdorf". Hun begyndte at handle med genbrugsmøbler mv., som hun "reddede" ud af de udbombede og forladte huse.
Lothar, 10 år gammel |
Charlotte, 66 år gammel |
Charlotte begyndte selv at samle på møbler og husholdningsgenstande, især fra den såkaldte Gründerzeit-periode, dvs. perioden efter den tysk-franske krig (1870-71) og indtil omkring 1900, i den periode, hvor den tyske nation grundlægges. Udover møbler og husholdningsgenstande interesserede hun sig også for mekaniske musikmaskiner, fonografer m.v., og der var meget at få fingrene i. Mellem 1949 og 1961 flygtede mere end 2½ million østtyskere til Vesttyskland.
I 1958 flyttede Charlotte ind i den meget forfaldne bygning i Mahlsdorf med sine møbler og sit øvrige habengut. Hun gik straks i gang med at restaurere bygningen, og efter forhandlinger med myndighederne fik hun lov at bo gratis som betaling for sin store indsats. I 1960 åbnede hun sit private museum i den delvist istandsatte bygning, hvori hun udstillede møbler og hverdagsartikler fra 1890-1900. I 1974 bekendtgjorde de østtyske myndigheder, at staten ville overtage museet og de udstillede genstande, men disse planer blev dog frafaldet i 1976. Det skyldes formentlig hæftige protester fra Charlotte og en kreds af hendes venner og støtter, men måske også den kendsgerning, at Charlotte arbejdede som Stasi-informant.
Efter murens faldt i 1989 kom det frem for offentligheden, at Charlotte siden begyndelsen af 1970'erne havde drevet et fristed for homoseksuelle i kælderen under museet, hvor de havde kunnet holde møder og afholde fester. Mere om det, når vi om lidt bevæger os rundt på museet. I 1992 fik hun af det tyske kulturministerium tildelt en hædersmedalje (Bundesverdienstkreuz) for sin store indsats for at bevare en epokegørende periode i tysk historie og industridesign. Samtidig blev hun hængt ud som Stasi-informant af den tyske presse. Stasi havde i 1989 omkring 100.000 ansatte og mere end 200.000 informanter, som indsamlede oplysninger om mere end hver tredje østtysker. Da Stasi-arkiverne blev åbnet, viste de sig at indeholde mere end 180 reolkilometer information om østtyske borgere.
I foråret 1991 afholdt Charlotte en stor fest i haven på Gründerzeitmuseet. Der var hængt papirmåner op i træerne, og der havde været optræden af mavedansere samt af en "Tina Turner look-alike". Pludselig stormede omkring nynazister bevæbnet med jernstænger og gaspistoler ind i haven og gik løs på gæsterne, og flere af festdeltagerne blev alvorligt kvæstede. Dette fik Charlotte til at beslutte og bekendtgøre, at hun ville forlade Tyskland, og i 1995 guidede hun for sidste gang gæster på sit elskede museum.
I 1997 flyttede Charlotte til Porla Brunn i Sverige, hvor hun åbnede et nyt museum. En del af hendes samlinger blev flyttet med til Sverige, og byen Berlin købte bygningen i Mahlsdorf. Gründerzeitmuseet genåbnede i 1997 under organisationen "Förderverein Gutshaus Mahlsdorf e.V.". Charlottes tid i Sverige blev dog problemfyldt, mange af hendes venner forsvandt, og hun blev ensom. Interessen for et Gründerzeitmuseum i Porla Brunn var beskeden, og hun fik økonomiske problemer. Hun besøgte Berlin flere gange og talte endda om at vende tilbage, men kunne ikke rigtigt beslutte sig. Den 30. april 2002 besøgte Charlotte von Mahlsdorf for sidste gang sit museum i Berlin og fik et hjerteanfald, som hun døde af. Hun blev begravet på kirkegården i Mahlsdorf ved siden af sin mor.
Efter hendes død opstod ønsket om at rejse et mindesmærke for Charlotte, dels som grundlægger af museet, dels for hendes indsats for transvestitter og homoseksuelle først i det tredje rige og siden i Østtyskland. Man ønskede at mindesmærket, der skulle afsløres på 1-årsdagen for hendes død, skulle bære inskriptionen "Ich bin meine eigene Frau - Charlotte von Mahlsdorf - 18. März 1928 - 30. April 2002". Hendes slægtninge modsatte sig denne inskription, og da de truede med at forlange hendes møbler og andre genstande fra museet udleveret, måtte Charlottes venner og støtter bøje sig, og inskriptionen fik følgende udformning:
1928 - 2002
genannt
Den Museumsgründer
|
Mindesmærket står i museumsparken lige overfor indgangen til museet.
I 1992 udkom Charlotte von Mahlsdorfs selvbiografi "Ich bin meine eigene Frau", og samme år kom filmen af samme navn. Filmen, som er instrueret af Rosa von Praunheim, var et dokumentar-drama, og Charlotte optrådte i den. Bogen udkom på engelsk, "I Am My Own Woman" i 1995.
I 2011 blev den del af Charlottes samling, som var havnet i Sverige, købt tilbage bl.a. for Lottomidler.
Efter foredraget om Charlotte von Mahlsdorf blev vi vist omkring i huset, som indeholder 14 fuldt udstyrede udstillingslokaler, som viser, hvorledes det bedre borgerskab levede i sidste halvdel af 1800-tallet. Denne periode kaldes i Tyskland for Gründerzeit, "grundlæggelsestiden", den periode hvor den tyske nationalstat blev dannet. På Wienerkongressen i 1815 blev flere hundrede tyske fyrstedømmer og kongeriger reduceret til 38 stater, samlet i Det Tyske Forbund. Den ledende kraft bag samlingen af Tyskland var den prøjsiske ministerpræsident Otto von Bismarck, som anvendte krigen mod Danmark i 1864 og krigen mod Østrig i 1866 til at afskaffe Det Tyske Forbund og presse Østrig ud af tysk politik. Efter sejren over Frankrig i 1870 fuldbyrdede processen med en tysk statsdannelse. Det var også i den periode, at den industrielle udvikling tog fart, hvilket også fremgår af museets samlinger. Det er tydeligt, at den tyske middelklasse blev i stand til at købe møbler og husholdningsapparater af en standard, der ikke tidligere var set. Gründerzeit varede indtil omkring 1900, hvor den blev afløst af Jugendstilen.
Charlotte fortæller selv, at hun ikke anede, hvor hendes samlermani kom fra. Hendes mor accepterede den, og Charlotte (eller rettere Lothar) ringede på hos naboerne og spurgte, om de havde en gammel grammofon, hun måtte få, gerne med tragt. Samlingen er en af de mest imponerende af sin art i Tyskland, især var jeg fascineret at de mange mekaniske musikmaskiner - mere herom lidt senere. Charlotte har selv kommenteret sin samlermani således: "Intet af dette ville være lykkedes, hvis ikke jeg havde haft en feminin tilbøjelighed i en maskulin krop. Dette museum findes, fordi jeg legede med dukkehus som barn, fordi jeg stadig er en rengøringskone i dag, fordi jeg elsker denne Gründerzeit periode, og fordi jeg altid har ønsket at have en husholdning omkring mig".
Som nævnt begyndte vi i den store havestue, "salonen", som har en stor trappe ud til parken. Det store, smukke lokale med høje spejle og loftslysekroner anvendes ofte til forskellige arrangementer, fx. bryllupper, receptioner eller repræsentative formål. Den organisation, som i dag driver museet, kæmper med arme og ben for at skaffe midler til driften.
Det imponerende herreværelse og den nygotiske spisestue tilhørte engang den velhavende berlinerkøbmand Carl Wienecke, og møblerne er lavet af Hoftischlermeister Groschkus og Kimbel & Friedrichsen, begge fra Berlin. Bortset fra spisestuen er møblerne i nyrenæssance stil, som var dominerende i Tyskland på den tid. Interiøret omfatter støbejernpejse, ure, lysekroner mv., mange af dem er masseproducerede.
Det enkle beboelses- og arbejdsværelse har tilhørt Charlottes grandonkel, Josef Brauner, som var ingeniør og bildesigner. Den grønne damesalon stammer fra Charlottes Tante Luises hjem i Østprøjsen, hvor Charlotte tilbragte den sidste del af krigen.
Et af de smukkeste værelser er den røde damesalon med en smuk sofa med spejl på bagsiden, et dameskrivebord samt mange pyntegenstande. Soveværelset har tilhørt et arkitekt-ægtepar fra Leipzig.
Alle værelser er rigt udstyret med møbler, ovne, ure, lamper, malerier, vaskesæt, sygarniturer, en cigarrullemaskine, en "tingest" til at brodere monogrammer med og meget andet, lidt specielt - i hvert fald for mig - var et etui til opsamling af hår under børstning. Det meste er fabriksfremstillet, og meget stammer fra de oprindelige interiører.
I stort set hvert eneste værelse var en eller anden form for "musikmaskine", og alle syntes at fungere. Fx Edisons fonograf, som han opfandt i 1877. Den kan afspille voksvalser med indspilninger af to eller fire minutters varighed. Siden kom valser, fremstillet af en tidlig plastic, kaldet Blue Amberol, disse var langt mere holdbare end voksvalserne. På en af tragterne var en billede af Nipper, som vi forbinder med mærket His Master's Voice og siden RCA. Terrieren Nipper, som blev malet af ejeren Francis Barraud, kigger opmærksomt ned i tragten på en fonograf. Nipper blev født i 1884 i Bristol i England og døde i september 1895. Der var også en polyfon, som afspillede store, metalplader med huller i. En polyfon lyder næsten som en forvokset spilledåse, og den var især populær fra 1890 til og med første verdenskrig.
Forskellige musikmaskiner udstillet på Gründerzeitmuseet i Mahlsdorf.
Der var også udstillet et par pianolaer. Et pianola er et selvspillende klaver, hvis taster aktiveres ved, at luftstrømme passerer perforerede papirruller (pianoruller). Pianolaer var meget populære i den første del af 1900-tallet. Nogle af maskinerne havde møntindkast, og det fungerede upåklageligt.
Til venstre et pianola, i midten en hulstrimmel, som styrer musikken, og til højre en orkestrion.
Den mest imponerende musikmaskine var efter min mening en orkestrion, der lyder som et helt band eller orkester. Indtil omkring 1920 blev den ofte anvendt som erstatning for ensembler på danserestauranter. Musikken bliver fremstillet ved hjælp af orgelpiber, som bliver aktiveret af en stiftvalse.
Hvis du vil høre en kort prøve på musikken, så klik på ovenstående billede.
I kælderen er indrettet et tidstypisk køkken fra omkring 1880 med masser af køkkenudstyr: kaffekværn, kafferister, kartoffelskrællemaskine, kulfyret komfur og meget andet.
Charlotte i køkkenet på museet i Mahlsdorf.
I kælderen findes et virkeligt klenodie, nemlig baren eller cabaretten "Mulackritze" med tilskuersal og "horehuset" som oprindeligt lå i Scheunenviertel blevet genopbygget. Mulackritze var i 1920'erne et berømt og berygtet værtshus i Mulackstraße 15 i bydelen Scheunenviertel (i dag Mitte). Stamgæsterne talte berømte kunstnere som Gustaf Gründgens, Marlene Dietrich, Claire Waldoff, Heinrich Zille og Bertold Brecht. Udover personer fra det kulturelle Berlin kom også gangstere fra Berlins underverden i Mulackritze. Stedet blev med tiden også samlingssted for bøsser, lesbiske og transvestitter. Fra 1921-1945 var Fritz Brandt vært i Mulackritze. Hvis der i nazitiden dukkede ukendte personer op i værtshuset, lagde Fritz Brandt en naziplade på grammofonen, så var alle stamgæster advaret mod at fortale sig.
Til venstre Charlotte i Mulackritze, til højre den såkaldte "Hurenstube".
Værtshuset/cabaretten lukkede i 1951 og blev revet ned i 1963. Charlotte von Mahlsdorf fik nys om nedrivningen og transporterede egenhændigt alle møbler og inventar på en trækvogn til Mahlsdorf og genopbyggede værtshuset i kælderen til Gründerzeitmuseum. Selv den såkaldte "Hurenstube", som var et "fratrædelseslokale", der lå bag værtshuset, er intakt. I 1920'erne var Berlin et eldorado for homoseksuelle, som her kunne leve et relativt åbent liv. Ganske vist havde der siden 1871 været en paragraf (§ 175), som stemplede homoseksuelle handlinger mellem mænd som en forbrydelse, men den blev i mange år ikke håndhævet. Nazisterne, som betragtede mandlig homoseksualitet som en smitsom sygdom, skærpede loven i 1935. Fra 1933-1945 anholdt nazisterne omkring 100.000 mænd for homoseksuel "kriminalitet", og man anslår, at 10-15.000 blev sendt i koncentrationslejre. Dødeligheden blandt homoseksuelle fanger i lejrene lå omkring 60 procent. Homoseksuelle er aldrig blevet ligestillet med andre offergrupper i hverken Øst- eller Vesttyskland, og ingen homoseksuelle har modtaget erstatning. Både Øst- og Vesttyskland reducerede homoseksuelles pension med den tid, de havde tilbragt i koncentrationslejr. § 175 forsvandt først ud af den tyske straffelov i 1994.
Man kan leje "Mulackritze" til afholdelse af fødselsdage, jubilæer, bryllupper mv. for indtil 50 personer.
I foråret 2012 tog Birgit og jeg til Treptower Park, primært for at besøge det gigantiske krigsmonument, som blev opført af Rusland i årene efter afslutningen af anden verdenskrig. Mere herom senere. Vi tog S-Bahn S41/S42 og stod af ved stationen Treptower Park. S41 og S42 er en ringrute, som kører omkring det centrale Berlin, en strækning på godt 37 km. S41 kører "med uret", mens S42 kører "mod uret". Linien kaldes af berlinerne, som er kendt for deres fantastiske evne til at opfinde øge/kælenavne, for "hundehovedet". Hvis du ser linieføringen på et kort, kan du se hvorfor. Hvis du har lyst til at køre derud selv, er der parkeringspladser på Puschkinallee.
Treptow ligger i den sydøstlige ende af Berlin. I 2001 ophørte Treptows status som selvstændig bydel, da den blev sammenlagt med Köpenick til Treptow-Köpenick, som er Berlins arealmæssigt største bydel.
Kort over området ved Treptower Park.
Inden vi begav os afsted mod Treptower Park, gik vi op på Elsenbrücke for at se skulpturen "Molekylemanden", en 30 meter høj skulptur, som står ude i Spree foran Treptowers. Skulpturen, som er lavet af aluminium, er udført af den amerikanske kunstner Jonathan Borofsky, som laver kæmpemæssige installationer over hele verden. Fx står der også en "Molecule Man" i Los Angeles og en anden i Council Bluffs i Iowa. Skulpturen, der ser ud som om den står på vandet, består af tre mænd (personer), som læner sig mod hinanden, deres kroppe er fyldt med hundredvis af huller. Hullerne repræsenterer de molekyler, som udgør alle menneskelige organismer. Kunstnerens pointe er, at selv om vi mennesker på overfladen ser meget solide ud, så består vi i virkeligheden af en samling af "luftige" molekyler. Skulpturen blev lavet i Los Angeles og efterfølgende transporteret til Berlin i sektioner, hvor den blev rejst i 1999. Skulpturens tre figurer repræsenterer de tre bydele i Berlin: Treptow, Kreuzberg og Friedrichshain, som mødes her. Måske også som en henvisning til, at Spree udgjorde grænsen mellem Øst-og Vestberlin.
Jonathan Borofskys skulptur 'Molekylemanden' ved Treptower Park.
"Molekylemanden" blev bestilt af Allianz GmbH, det største forsikringsselskab i Europa, og skulpturen står ud for selskabets hovedkvarter i Berlin. Allianz' bygning er med sine 125 meter den højeste kontorbygning i Berlin, og den indgår sammen med yderligere tre høje bygninger i komplekset "Treptowers". Da jeg efter hjemkomsten ledte efter oprindelsen til "Treptowers", lærte jeg et nyt ord, nemlig "kuffertord". Et kuffertord konstrueres af to (eller flere) kendte ord, i dette tilfælde det tyske ord "Treptow" (bydelen) og det engelske ord "tower". Bemærk at Treptower udtales Treptoer, altså med stumt w.
Til den modsatte side fra die Elsenbrücke er der et fint kig ned til turbådene, som sejler på Spree. Bag turbådene kunne vi se en stribe husbåde, og dem måtte vi først ned og tage i øjesyn.
Stern und Kreis turbådene ved Spree ud for Treptower Park.
Den halve snes husbåde, som lå fortøjet, var meget velholdte. Da vi gik langs rækken af både, gik en yngre kvinde i land medbringende en cykel. En kat smøg sig op ad hendes ben. Jeg spurgte hende, om hun var "fastboende" eller på besøg, og Sylvi fortalte, at hun havde boet på båden de sidste 5-6 år med sin mand og deres tre børn, men hun var bange for, at de kunne blive tvunget til at flytte. Rederiet Stern und Kreisschifffahrt, som ejer den del af flodbredden, hvor bådene ligger, havde for 2-3 år siden meddelt, at de selv ønskede at udnytte området og bedt kolonien af husbåde om at flytte. Flere af bådene har ligget her i en halv snes år og betaler 2-400 Euro pr. måned "i husleje" til rederiet, men der har aldrig været indgået nogen egentlig lejekontrakt mellem parterne. Problemet er, at der ikke er liggepladser i Berlinområdet, de kan flytte til, men som Sylvi sagde: "Dette er ikke en romantisk hippietilværelse, men vores hjem og liv. Vi giver os ikke uden kamp" - og jeg tror hende. Inden vi skiltes, fortalte Sylvi, at vi kunne følge stien langs Spree i omkring fire km. Turen er meget populær, ikke mindst om sommeren.
Husbåde ved Spree ud for Treptower Park.
Længere fremme kom vi til "Insel der Jugend", ja siden 2010 har øen faktisk heddet "Insel Berlin", som det fremgår af kortet. På halvøen Stralau lige overfor, også kendt som "Berlins blindtarm", ses det imponerende varmeværk Rummelsburg. Insel Berlin hed oprindeligt Rohr-Insel, men i forbindelse med den store industrimesse i 1896 i Treptower Park omdøbte man den til Neu-Spreeland. Senere fik den navnet Abtei-insel, opkaldt efter en restaurant, som blev indrettet i en klosterruin (Abtei) til udstillingen. Restauranten brændte ned i 1914. Man kommer over på øen via Abteibrücke, som er en ren fodgængerbro, vistnok den ældste stål/betonbro i Tyskland fra 1916. I DDR-tiden blev brohuset anvendt som et ungdomsklubhus, og i 1949 fik øen navnet Insel der Jugend.
Die Abteibrücke ved Treptower Park.
Øen er lille og hyggelig med en dejlig park og en "Biergarten". Der er en lille strandbred med strandstole og borde, og man kan leje pedelbåde mm. Siden 1825 er der hvert år omkring 1. maj blevet afholdt et spektakulært fyrværkeri, "Treptow in Flammen" på øen, siden 1989 et indslag i forbindelse med Treptower havnefest. Der er live koncerter på øen i løbet af sommeren, ligesom der fejres sommersolhverv.
Hvis man krydser gaden Alt-Treptow, kommer man til Die Archenhold-Sternwarte (Archenhold Observatoriet). Observatoriet, som åbnede den 1. maj 1896 i forbindelse med den tidligere nævnte industrimesse, har navn efter sin grundlægger, astronomen Friedrich Simon Archenhold (1861-1939). Observatoriet åbnede i en midlertidig træbygning, der som de øvrige udstillingsbygninger blev nedrevet efter messen, men det lykkedes Archenhold at samle penge til opførelse af den nuværende bygning, som åbnede i 1908. Blandt bidragsyderne var den skotsk-amerikanske filantrop Andrew Carnegie.
Archenhold-Sternwarte (observatorium) i Treptower Park.
Folk strømmede til for at se verdens største teleskop, hvis linse havde en brændvidde på 21 meter!. Archenhold var i stand til at tiltrække kendte videnskabsmænd og forskere til at give gæsteforelæsninger i observatoriet, den bedst kendte er nok Albert Einstein, som den 2. juni 1915 her gav den første offentlige forelæsning om sin relativitetsteori. Observatoriet fik navn efter Archenhold på dets 50 års fødselsdag i 1946.
Archenhold-Sternwarte (observatorium) i Treptower Park.
Det 130 tons tunge teleskop, som berlinerne kalder for "himmelkanonen", var ude af funktion fra 1958-1983, men er i dag fuldt funktionsdueligt. Desværre havde observatoriet ikke åbent, da vi var der, men der skal være adskillige spændende astronomiske instrumenter i udstillingen. Fx Tysklands (verdens?) ældste fungerende teleskop fra 1888; det stammer fra det under krigen bombede Urania Observatorium, hvis første ledende astronom var Archenhold. Man kan også se en 250 mm meget lysstærk kometsøger. Efter sammenlægningen af Øst- og Vesttyskland blev Archenhold Observatoriet en del af Deutsches Technikmuseum.
Adresse: Alt-Treptow 1, 12435 Berlin.
Åbningstid: onsdag - søndag kl. 14.00-16.30.
Offentlig rundvisning: torsdag kl. 20.00 og lørdag/søndag kl. 15.00.
Pris: 2,50 € (oplysningerne er fra foråret 2012).
Archenhold Observatoriet ligger i Treptower Park, som både er en stor turistattraktion og et vigtigt rekreativt område for områdets beboere. Parken blev anlagt mellem 1876 og 1888.
Treptower Park i fugleperspektiv.
Her ligger det russiske krigsmonument, som var det (mit) primære mål for dagens udflugt.
Det russiske krigsmonument er både et mindesmærke og en kirkegård for 5.000 af de ca. 80.000 russiske soldater, som faldt i slaget om Berlin i april-maj 1945. Monumentet i Treptower Park er et af tre, som blev opført efter afslutningen af anden verdenskrig. De øvrige er Tiergarten krigsmindesmærket (Vestberlin) og krigsmindesmærket Schönholzer Heide, i bydelen Pankow. Ofte tilskrives mindesmærket den russiske arkitekt Yakov Belopolsky, men i virkeligheden er det et kollektivt projekt udført af Belopolsky, billedhuggeren Jewgeni Wutschetitsch, maleren Alexander A. Gorpenko og ingeniør Sarra S. Walerius. Mindesmærket blev indviet fire år efter krigens afslutning, den 8. maj 1949 - VE-dag (Victory in Europe day) i Østberlin. Det er det største russiske militære mindesmærke udenfor Rusland. Det manuelle arbejde blev primært udført af 1200 kvindelige tvangsarbejdere. Bronzeskulpturen af den russiske soldat, som er "hovedpersonen" i monumentet, blev støbt på "Monumentalskulptura" i Leningrad i foråret 1949, hvorefter den i seks stykker blev transporteret til Berlin. Ved indvielsen blev ansvaret for og vedligeholdelsen af monumentet af den russiske kommandant overdraget til Berlins bystyre. Efter indvielsen blev mindesmærket samlingssted for fejring af mærkedage som fx Oktoberrevolutionen den 7. november og Den Røde Hærs dag den 23. februar m.fl. Den østtyske stats- og partiledelse brugte også mindesmærket til at demonstrere de "ubrydelige bånd", der eksisterer til Sovjetunionen. Men lad os nu bevæge os ind i det enorme anlæg gennem den store granitportal.
Indgangen til krigsmonumentet, til højre græder Moder Rusland over sine døde sønner.
Efter indgangen er der opsat en række informationsstandere med fyldige beskrivelser af både monumentet og dets historie. Masser af læsestof og også mange spændende historiske billeder. Vi stod ved siden af en russisk familie, så vidt jeg kunne afgøre bedstefar, far og søn. Måske var de kommet for at sørge over et familiemedlem, som faldt under slaget om Berlin.
For enden af avenuen står en statue af Moder Rusland, som græder over sine tabte sønner. Herfra fører en promenade kantet med hængebirke ned til et monument med to knælende soldater - de minder dog mere om riddere end soldater efter min mening.
To soldater fra den røde hær knæler foran det sovjetiske flag.
Pylonerne, som har form af to stiliserede, sænkede sovjetiske flag, er beklædt med rød marmor. Denne marmor stammer fra Hitlers nedrevne rigskancelli. Overskydende marmor blev anvendt på Mohrenstraße U-Bahn station, som lå tæt på rigskancelliet.
Den ene soldat er ung, den anden lidt ældre. Nedenfor dette monument ligger begravelsesområdet, hvor 4800 sovjetiske soldater ligger begravet. Forrest er en stentavle med inskriptionen: "Die Heimat wird ihre Helden nicht vergessen", "Fædrelandet glemmer ikke sine helte". Omkring området står fire stenmonumenter med bronzekranse.
På begge sider af begravelsesområdet står otte sarkofager udført i kalksten, disse symboliserer de daværende 16 sovjetrepublikker. De 16 sarkofager har på begge sider illustrationer, relieffer, fra "Den Store Fædrelandskrig", hvor man se sovjetiske borgere forsvare deres fædreland. Alle scener kommenteres med citater af Stalin, som var hærchef for de sovjetiske styrker. Inskriptionerne, som på den ene side er på russisk og den anden på tysk, skal også understrege vigtigheden af kommunistpartiet og af den røde hærs succes under Stalins ledelse.
Sarkofag #1 og #2.
Sarkofag #3 og #4.
Sarkofag #5 og #6.
Sarkofag #7 og #8.
Reliefferne på sarkofagerne fortæller den russiske version af "Den Store Fædrelandskrig". Som nævnt er hver sarkofag forsynet med udvalgte Stalin-citater om temaer som Tysklands angreb på Sovjetunionen, Det sovjtiske folks ofre, den heroiske røde hær mv. Nogle af disse citater er latterlige i forhold til vores viden om historien, men de udtrykker formentlig hvorledes mange russere så verden i 1930-erne og 1940-erne. Efter at Stalin i 1956 blev fordømt af Khrusjtjov og i dag anses som en at historiens største tyranner og massemordere, har mange ment det upassende, at hans "guldkorn" stadig skulle kunne ses på sarkofagerne. Kunne man forestille sig et monument med uddrag af Hitlers "Mein Kampf"?
|
"ZWEI JAHRZEHNTE SCHÜTZE DIE ROTE ARMEE DIE FRIEDLICHE AUFBAUARBEIT DES SOWJETVOLKES. DOCH IM JUNI 1941 ÜBERFIEL HITLERDEUTSCHLAND WORTBRÜCHIG UNSER LAND, INDEM ES IN BRUTALER UND NIEDERTRÄCHTIGER WEISE DEN NICHTANGRIFFSPAKT VERLETZTE, UND DIE ROTE ARME SAH SICH GEZWUNGEN, INS FIELD ZU ZIEHEN UM IHRE HEIMAT ZU VERTEIDIGEN" I. STALIN "I TO ÅRTIER BESKYTTEDE DEN RØDE ARME DET SOVJETISKE FOLKS FREDELIGE OPBYGNINGSARBEJDE. MEN I JUNI 1941 BRØD HITLERTYSKLAND SIT ORD OG OVERFALDT VORES LAND, IDET DET PÅ BRUTAL OG NEDERDRÆGTIG VIS BRØD IKKE-ANGREBSPAGTEN. OG DEN RØDE ARME SÅ SIG TVUNGET TIL AT DRAGE I FELTEN FOR AT FORSVARE DETS LAND" I. STALIN
|
Efter de 2 x 8 sarkofager står hovedmonumentet, en enorm bronzestatue af en russisk soldat på toppen af et gravmæle eller er mausolæum. I højen, som er 18 meter høj, er omkring 200 sovjetiske soldater gravsat. Den 12 meter høje og 70 tons tunge statue er udført af den sovjetiske skulptør Yevgeny Vuchetich. Soldater står med et barn på armen, og med sværdet i højre hånd kløver han et hagekors ved sin fod. Et dramatisk symbol på, at den sejrrige kommunisme har besejret den onde nazisme. I dag forekommer figuren meget dramatisk, men sådan var det kunstneriske udtryk under Stalin. Vuchetich blev inspireret til monumentet af historien om den sovjetiske soldat, sergent Nikolai Masalov (1922-2001), som den 20. april 1945 under slaget om Berlin fandt en 3 år gammel pige vandrende rundt i ruinerne ved Potsdamer Plads og bragte hende i sikkerhed. Der har (selvfølgelig) været mistanke om, at det er en propagandehistorie, men så vidt vides, "er den god nok". Datteren til Berlins kommandant, Swetlana Kotikowa har siddet model til den lille pige. Pigen kan opfattes som et symbol på det uskyldige tyske folk, som nu kan se en lys fremtid i møde i armene på sin befrier.
Tyske kvinder tilhørende krigsgenerationen har i mange år omtalt monumentet som "grav over den ukendte voldtægtsforbryder" med henvisning til de systematiske massevoldtægter af kvinder og børn, som den røde hærs soldater udførte i 1945. Men det er en anden historie.
Ide i statuens base er en krypt, på hvis vægge er farvestrålende mosaikker med motiver af arbejdere, bønder og minoritetsgrupper i Sovjet Unionen. Her bliver regelmæssigt lagt blomster og kranse.
Mausoleum i krypten under monumentalstatuen i Treptower Park.
I 1990 blev den endelige traktat mellem parterne i anden verdenskrig underskrevet i Moskva. Traktaten benævnes "2+4 aftalen": på den ene side Vesttyskland og Østtyskland, på den anden side Frankrig, Sovjetunionen, England og USA. I denne aftale forpligter Tyskland sig til at passe og vedligeholde alle sovjetiske militærgrave og krigsmindesmærker på tysk grund. I de foregående år havde monumentet været udsat for erosion og var i en sørgelig forfatning, selv den store bronzesoldat var truet af kollaps. Omkring murens fald blev monumentet udsat for anti-sovjetisk graffiti, og socialistpartiet, som påstod at det var udført af højreorienterede ekstremister, arrangerede den 3. januar 1990 en demonstration, hvori deltog omkring 250.000 østtyske borgere. Fra 1999-2006 blev der udført en gennemgribende restaurering. I 2003 blev den ikoniske statue af soldaten Nikolai Masalov taget ned og sendt til Rügen, hvor den blev restaureret for at vende tilbage året efter.