Kort over strækningen fra Brandenburger Tor til Alexanderplatz
I dag skal vi ud på en længere tur - i hvert fald, hvis den skal gøres til fods. Turen begynder på Pariser Platz ved Brandenburger Tor, og vi vil spadsere østpå, først ad den fantastiske Under den Linden, Berlins svar på Champs Elyssee, siden ad Karl-Liebknecht-Strasse, indtil vi kommer frem til Alexander Platz. Afstanden er knap 3 km, men undervejs vil vi gøre nogle afstikkere til højre og venstre, hvor der er noget spændende at se.
Kort over strækningen fra Brandenburger Tor til Alexanderplatz
Brandenburger Tor, bygget i 1791, er den eneste overlevende af 14 byporte i den mur, som engang omsluttede Paris. Engang var porten symbol på det prøjsiske Berlin, senere var den i 28 år den et symbol på det delte Berlin. Den krones af en vogn med fire heste forspændt. Oprindelig var figuren et fredssymbol, og vognstyreren var gudinden for fred med en krans af egeløv om panden, et symbol på fred. Da Napoleon besatte Berlin i 1805, blev figuren bragt til Paris, men allerede i 1814 blev den ført tilbage til Berlin i triumf. Ved den lejlighed blev egeløvet erstattet af et sort jernkors, et krigssymbol, som går helt tilbage til de gamle teutonere, og kvindeskikkelsen blev efterfølgende tolket som sejrsgudinden Victoria. Figuren led en del overlast under anden verdenskrig, men blev restaureret efter den tyske genforening i 1990. Omkring Brandenburger Tor, som blev restaureret i 2002, er der opsat en del informationstavler med historiske fotografier.
Brandenburger Tor, 2009
Lige øst for Brandenburger Tor ligger Pariser Platz, som før krigen var pakket med regeringsbygninger og ambassader. Alt blev bombet til skærver under krigen, og i årtier lå området hen som et øde ingenmandsland mellem øst og vest. Gennem den sidste snes år er alle bygningerne genopført, og i tilgift har vi fået en Starbucks samt det lille Kennedys Museum. Vestberlinerne elskede John F. Kennedy, da han i 1963 besøgte Berlin sammen med hustruen Jackie og bl.a. aflagde besøg ved Brandenburger Tor og for første gang så den mur, der var blevet opført to år forinden, og som adskilte Øst- og Vestberlin. På den østtyske side af Brandenburger Tor var ophængt røde bannere, som skulle forhindre præsidenten i at kigge derind. Og begejstringen steg, da han samme dag den 26. juni 1963 ved Schöneberg Rådhus holdt sin berømte tale, indeholdende den bevægende erklæring: "Ich bin ein Berliner". Det lille museum på pladsen viser en stor samling af fotos fra bl.a. den lejlighed.
Meget passende ligger museet lige overfor den amerikanske ambassade, som blev taget i brug i 2008. Der var en del problemer ifm. opførelsen af ambassaden, da USA ønskede gennemgribende og meget synlige sikkerhedsforanstaltninger, mens Tyskland ønskede, at Pariser Platz skulle være indbydende for gæster. Kompromiset blev, at al sikkerheden blev "indbygget" i selve ambassadebygningen. Der ligger i øvrigt adskillige ambassadebygninger i området: den russiske ambassade, den engelske, den franske, den ungarske m.fl.
Her ligger også det berømte Hotel Adlon, som blev opført i 1907 af den rige handelsmand Lorenz Adlon. Han ønskede at opføre sit nye hotel på Pariser Platz, men desværre lå der et palads, Palais Redern, i vejen. Adlon henvendte sig til kejser Wilhelm II, som personligt sørgede for, at Adlon kunne købe paladset, som herefter blev nedrevet for at give plads til et af Europas flotteste hoteller. I mellemkrigstiden var Hotel Adlon et af Europas mest berømte hoteller og husede berømtheder som Charlie Chaplin, Herbert Hoover, Josephine Baker og Marlene Dietrich. Det var også tilholdssted for de mange journalister, som "arbejdede på" ambassaderne og de mange regeringskontorer i nærheden. Det var også fra et åbent hotelvindue på femte etage på Hotel Adlon, at Michael Jackson i november 2002 holdt sin søn ud over rækværket, så de mange fans frygtede, at han ville tabe babyen.
Hotellet forsøgte at opretholde driften under anden verdenskrig. Under de afsluttende kampe om Berlin blev dele af bygningen anvendt som militærhospital. Hotellet overlevede mirakuløst krigen uden større skrammer, skønt alle andre bygninger på pladsen lå i ruiner. Men allerede den 2. maj 1945 startede berusede sovjetiske tropper en brand i vinkælderen, hvilket førte til, at hotellets hovedbygning brændte ned. Efter krigen blev en fløj af hotellet igen taget i brug for endelig at blive revet ned i 1984. Efter genforeningen blev der på tomten opført et hotel, som i store træk lignede den oprindelige bygning. Hotellet blev indviet den 23. august 1997 af den tyske præsident. Det opererer under navnet Hotel Adlon Kempinski Berlin, som en del af Kempinski kæden. Siden da, er det femstjernede hotel blevet udvidet med yderligere to fløje.
Pariser Platz er i dag en hyggelig brostensbelagt fodgængerzone. Her kan du leje en hestedroske og blive transporteret til de omkringliggende seværdigheder. Du kan også vælge at tage en cykeltaxi. Næsten hver gang, vi kommer til pladsen, er der optræden af musikanter, gøglere, gymnaster eller andet godtfolk. Der står også gerne et par personer, iført russiske eller amerikanske uniformer, og opfordrer til, at man mod en mindre betaling lader sig fotografere med dem.
Vi bevæger os langsomt østpå ad Unter den Linden, Berlins svar på Champs Elysées i Paris. Boulevarden er nok den bedst kendte færdselsåre i Berlin og løber mellem Brandenburger Tor og Schlossbrücke, ca. 1,5 km lang og 60 m bred. Her foregik militærparader både i det kejserlige Tyskland og senere i det tredje rige. Midten af boulevarden er et elsket fodgængerområde med smukke lindetræer på begge sider, de lindetræer, som har givet navn til boulevarden. Boulevarden - eller rettere jagtstien - blev anlagt i 1573 og forbandt Berliner Stadtschloss og Tiergarten. Efter sigende blev de første træer plantet i foråret 1647 - for snart 500 år siden - under kurfyrste Friedrich Wilhelm, som ønskede at hans jagtgæster kunne ride fra slottet til Tiergarten i lindetræernes skygge, altså "Unter den Linden". I 1934-1935 blev de fleste træer fældet i forbindelse med bygning af Nord-Süd-tunnellen til S-banen. De resterende træer blev fældet og brugt til opvarmning i den sidste del af krigen. De nuværende træer er planet i 1950'erne - men de ser ikke ud til at have det alt for godt pga. luftforureningen. Den smukkeste tid på året at besøge Unter den Linden er i foråret, hvor de sarte grønne blade folder sig ud, men vi har også med glæde spadseret her i december måned, når de bladløse træer er smykket med millioner af lys.
Unter den Linden 13/15 ligger Deutsche Guggenheim Berlin. Museet, galleriet, som åbnede blot en måned efter Guggenheim Museum Bilbao, har åbent dagligt fra kl. 10-20, gratis adgang. Det er beliggende i et enkelt lokale i Deutsche Banks store sandstensbygning fra 1920. Stilen er ekstrem minimalistisk, og de få installationer, som vi så under vores besøg, var uinteressante, så både Birgit og jeg blev skuffede. Måske fordi vi havde for høje forventninger. Men prøv at kigge indenfor, måske har du en anden mening.
På hjørnet af Wilhelmsstrasse ligger Unter den Linden S-bahn station; den er en af de tidligere "spøgelsesstationer". Under den kolde krig blokerede DDR de fleste vestlige linier, som gik gennem Østberlin, men i nogle tilfælde fik de vestlige tog lov til at passere gennem Østberlin - selvfølgelig mod en passende betaling i gode DM. I mange år var det en spændende og lidt uhyggelig oplevelse for turister til Vestberlin at tage en tur med en af de linier, som passerede gennem Østberlin.
Wilhelmstrasse var oprindelig bopæl for medlemmer af den prøjsiske kongefamilie, men midt i 1800-tallet skiftede den karakter til regeringsområde. I 1875 blev rigskancelliet opført i Wilhelmstrasse 77, og under Weimarrepublikken (1919-1933) boede præsidenten i nummer 73. Det var fra denne bygnings balkon, at præsident Paul von Hindenburg så nazisternes fakkeltog, da Hitler kom til magten den 30. januar 1933. I 1938-1939 opførte Adolf Speer det nye rigskancelli for Adolf Hitler på hjørnet af Wilhelmstrasse og Voss Strasse. I nazitiden holdt udenrigsministeriet til i paladset i Wilhelmstrasse 73, og finansministeriet lå i nummer 61. Joseph Goebbels' propagandaministerium var i Wilhelmstrasse 8-9. Den britiske ambassade ligger i Wilhelmstrasse 70. Den oprindelige bygning blev ødelagt af bomber, men genopført efter foreningen af Tyskland. Dronning Elizabeth II overværede åbningen i juli 2000.
Hermann Görings Luftwaffeministerium, Wilhelmstrasse 81-85
Den eneste større bygning fra nazitiden i Wilhelmstrasse, som overlevede anden verdenskrig, er Wilhelmstrasse 81-85, en kæmpemæssig bygning, som var hovedkvarter for Hermann Görings Luftwaffeministerium. Den 7-etages bygning, som blev opført fra 1935-1936, er mere end 250 meter lang, har 2800 værelser og omkring 7 km gangareal - ikke så mærkeligt, at den overlevede krigens bombardementer næsten intakt. I DDR-tiden husede bygningen flere ministerier, og den var i centrum af begivenhederne under folkeopstanden 17. juni 1953. Opstanden blev som bekendt slået ned af sovjetiske kampvogne. Efter genforeningen rykkede Treuhand, den kæmpemæssige og stærkt upopulære organisation, som stod for privatiseringen af det østtyske erhvervsliv. I dag huser bygningen det tyske finansministerium.
Lidt længere fremme støder vi på Glinkastrasse. Hvis du vil besøge Komische Oper Berlin, drej til højre ad Glinkastrasse, og derefter til venstre ad Behrenstrasse. Dette operahus blev oprettet 1947 som et af Østberlins mange kulturelle prestigeprojekter. Komische Oper Berlin er det mindste af Berlins tre operahuse og kendt for, at der udelukkende synges på tysk.
Komische Oper Berlin, Behrenstrasse
Bygningen blev opført 1891-1892 og åbnede i 1892 som "Theater Unter den Linden". I begyndelsen af 1900-tallet var det en af Berlins mest populære varieteteatre, men måtte lukke i 1933 pga. krisen. I 1934 blev teatret nationaliseret og skiftede navn til "Staatliches Operettentheater". Bygningen blev beskadiget under de allieredes bombardementer i 1944-1945. Efter renovering genåbnede teatret i 1947 med Johann Strauss's operette Die Fledermaus. Teatret er flere gange blevet moderniseret, og rummer i dag 1270 tilskuere.
Næste gade, som krydser Unter den Linden er Friedrichstrasse. Gaden er et indkøbsmekka og Berlins svar på 5th Avenue i New York. Under den kolde krig blev Friedrichstrasse delt af muren ved Check-Point Charlie. Jeg vil tage dig med til området ved Check-Point Charlie på et andet tidspunkt.
Efter Charlottenstrasse på venstre side af Unter den Linden ligger Staatsbibliothek zu Berlin, Statsbiblioteket i Berlin. Det var desværre ikke muligt for os at komme ind på det traditionsrige bibliotek, som har en af de største bogbestande i Europa, men vi gik ind i gården og nød den smukke, historiske bygning. Statsbiblioteket blev grundlagt i 1659. Den tidligere biblioteksbygning lå på Bebelplatz. De smukke bygningerne på Unter den Linden 8 er opført mellem 1908 og 1913.
Staatsbibliothek zu Berlin, Statsbiblioteket i Berlin
Under krigen blev bibliotekets samlinger opbevaret i klostre, slotte og underjordiske miner. Efter krigen blev en del af materialet returneret til Under den Linden, mens andet materiale blev opbevaret forskellige steder i Vestberlin. En del havnede desværre i Sovjetunionen og Polen som krigsbytte. Fra 1967-1978 blev der på Potsdamer Strasse 33 opført et bibliotek til den del af samlingerne, som befandt sig i Vestberlin. Efter genforeningen blev de to biblioteker samlet organisatorisk under navnet Staatsbibliothek zu Berlin.
Lidt længere fremme mellem Statsbiblioteket og Humboldt Universitetet kommer vi til den berømte rytterstatue af Frederik den Store, (Frederik II), konge af Prøjsen fra 1740-1786. Statuen, som er støbt i bronze, er udført af Christian Daniel Rauch. Grundstenen lagt i 1840 på 100-årsdagen for Frederik den Stores tronbestigelse, og statuen blev indviet den 31. maj 1851. Frederik sidder på sin yndlingshest, Conde, og kigger østpå, dvs. mod det slot, som dengang lå på Museums-øen. Kongen er iført sin formelle uniform, den karakteristiske trekantede hat og lange støvler. Statuen er i alt 12.5 meter høj incl. piedestalen. Frederik II (1712-1786) var kendt som "filosoffen på tronen" med mange humanistiske interesser. Han var også kendt som feltherre, dog med mere blandede resultater.
Statue af Friedrich II på Unter den Linden
Statuen befinder sig på en piedestal i tre niveauer. Det mellemste niveau viser kendte figurer, som illustrerer Frederiks funktion som feltherre: generaler og feltmarskalker og i hvert hjørne en mindre rytterstatue af kongens broder Heinrich, arveprins af Preussen, Ferdinand, hertug af Braunschweig, general Friedrich Wilhelm von Seydlitz og general Hans Joachim von Zieten. Den bageste gavl er en tribut til kongen som humanist, musiker og filosof. Her står en række navne på den tids forfattere, filosoffer og kunstnere.
Under den kolde krig blev statuen flyttet til slotsparken ved Sanssouci i Potsdam, men i 1980 blev den genopstillet på sin gamle plads. Efter en restaurering fra 1997-2000 blev der lavet et lille anlæg omkring mindesmærket.
Humboldt Universitetet er Berlins ældste universitet, grundlagt i 1810 af den prøjsiske sprogforsker og statsmand Wilhelm von Humboldt (1767-1835). Hans universitetsmodel blev mere eller mindre kopieret af andre europæiske universiteter. Universitetet hed oprindeligt Friedrich-Wilhelms-Universität, men fra 1828 blev det uofficielt benævnt Universität unter den Linden efter dets lokation. I 1949 ændrede det navn til Humboldt-Universität i respekt for både grundlæggeren Wilhelm og hans broder naturvidenskabsmanden Alexander von Humboldt. Det første semester var der 256 studerende og 52 undervisere på de på den tid traditionelle fakulteter jura, medicin, teologi og filosofi. Udover de ovenfor angivne områder inddrog museet flere naturvidenskabelige områder, især inspireret af stifterens broder Alexander von Humboldt (1769-1859), som var naturvidenskabsmand og opdagelsesrejsende.
Humboldt Universitetet på Under den Linden i Berlin
Som alle andre tyske universiteter blev også Humboldt Universitetet påvirket af den nazistiske regime efter magtovertagelsen i 1933. Fra dets bibliotek blev flere end 20.000 bøger brændt som "degenererede" den 10. maj 1933 på Opernplatz (i dag Bebelplatz) - mere herom senere. Efterfølgende blev omkring 250 jødiske professorer og medarbejdere afskediget - og mange deporteret til koncentrationslejre, jødiske elever blev bortvist, og adskillige doktorater tilbagekaldt.
Under den kolde krig voksede den kommunistiske indflydelse på universitetet, hvilket medførte mange og stærke protester fra lærere og studerende. I 1947 arresterede det sovjetiske hemmelige politi, NKVD et antal studenter, som ved en militærdomstol blev idømt 25 års tvangsarbejde for modstand mod styret og for spionage. Efter genforeningen blev universitetet restruktureret og alle professorer skulle søge deres egen stilling.
Alexander og Wilhelm von Humboldt udenfor universitetet på Under den Linden i Berlin
Udenfor universitetet er opstillet statuer af brødrene Humboldt. Wilhelm von Humboldt beklædte flere betydelige poster i den prøjsiske statsadministration, bl.a. var han ambassadør i Wien fra 1812 og sit lands repræsentant ved Wienerkongressen efter napoleonskrigene. Han anses som grundlægger af det prøjsiske uddannelsessystem, som blev kopieret både af USA og Japan. Med sine (provokerende) humanistiske og liberale holdninger skaffede han sig mange modstandere, og han måtte i 1819 forlade politik, hvorefter han helligede sig sine sprogvidenskabelige studier.
Alexander von Humboldt (egl. Friedrich Wilhelm Heinrich Alexander Freiherr von Humboldt) var naturvidenskabsmand og opdagelsesrejsende, som etablerede geografi som en empirisk videnskab. Han foretog en række forskningsrejser, dels i Europa men især i Sydamerika og Rusland. Fra 1799-1804 rejste han gennem Venezuela, besejlede Orinocofloden og besøgte Cuba. Derefter rejste han tilbage til fastlandet, som han krydsede, hvorefter han besteg Andesbjergene. Hjemrejsen gik via Philadelphia og Bordeaux og sluttede i Paris, hvor han bosatte sig. I 1829 foretog han en 15.000 km lang rejse. som førte ham og hans rejsefæller helt frem til den kinesiske grænse.
Det er uoverkommeligt at opremse de mange betydende tænkere og videnskabsmænd, som enten har studeret eller på Humboldt Universitetet. I tidens løb har universitetet udklækket 29 nobelprismodtagere. Nedenfor er vist et udpluk af nogle de studerende (dem, som jeg "kender" eller i hvert fald har hørt om):
Lidt længere fremme på højre side kommer vi til Bebelplatz. På vestsiden af pladsen ligger Alte Bibliothek, som blev opført fra 1775-1780 for at rumme den kongelige bogsamling. Biblioteket blev opført af Georg Christian Unger efter tegninger af Joseph Emanuel Fischer von Erlach Stilen er barok, og de svungne former har ført til, at bygningen i folkemunde har fået navnet "Kommoden". Bygningen husede biblioteket indtil 1914, hvor det, som vi lige har set, flyttede over på den anden side af Unter den Linden.
Alte Bibliothek, 'Kommoden'
Bygningen brændte i 1945 og blev genopført og rekonstrueret fra 1963-1969. I dag anvendes bygningen af det juridiske fakultet på Humboldt Universitet.
Men måske kender du bedst Bebelplatz fra den famøse bogafbrænding, som blev foretaget af nazistiske studenter (Deutsche Studentenschaft), SA-medlemmer og andet godtfolk den 10. marts 1933. Propagandaminister Joseph Goebbels, som altid var god for en tale, holdt "båltalen". Omkring 20.000 bøger af forfattere som Thomas Mann, Erich Maria Remarque, Heinrich Heine og Karl Marx blev revet ned af hylderne fra universitetet og kastet på ilden.
Monument for bogafbrændingen på Bebelplatz i 1933
På Bebelplatz overfor Humboldt Universitetet har den jødiske kunstner Micha Ullman lavet et monument/mindesmærke for den famøse bogafbrænding. Gennem en rude i brostensbelægningen kigger man ned i et bibliotek med masser af hylder, men alle hylderne er tomme. Ved siden af mindesmærket er en bronzetavle med et citat af Heinrich Heine fra 1820: "Das war ein Vorspiel nur. Dort, wo man Bücher verbrennt, verbrennt man am Ende auch Menschen", "Det var kun et forspil. Hvor man har brændt bøger, vil man ende med at brænde mennesker". Denne profeti skulle på sørgelig vis gå i opfyldelse i det nazistiske helvede.
Vi er ikke færdig med Bebelplatz. På hjørnet af Under den Linden og Bebelplatz finder vi Staatsoper Berlin, også kaldet Lindenoper; her holder også Staatskapelle Berlin til, et af verdens ældste orkestre, hvis ikke det ældste, grundlagt i 1570. Operabygningen, som blev bestilt af Frederik II, er opført fra 1741-1742 af Wenzeslaus von Knobelsdorff. Det var det første tyske teater, som ikke var en del af et palads.
Staatsoper Berlin, den tyske statsopera på Bebelplatz
I 1843 blev operabygningen ødelagt af brand, men hurtigt genopført. Sidst i 1800-tallet tiltrak operaen mange fremtrædende dirigenter som fx. Richard Strauss. Efter det tyske kejserriges sammenbrud i 1918 blev operaen omdøbt til "Staatsoper unter den Linden". I 1928, efter en omfattende restaurering, genåbnede operaen med en ny produktion af Mozarts "Die Zauberflöte". Samme år gæsteoptrådte den store russiske bassanger Feodor Chaliapin og Serge Diaghilevs "Ballets Russes" på scenen. Efter at Hitler kom til magten i 1933, blev alle musikere med jødisk baggrund afskediget fra operaen og orkesterensemblet, mange blev tvunget i eksil. I 1934 blev Alban Bergs opera Lulu opført, men måtte tages af plakaten efter voldsomme nazistiske protester mod den fremmedartede musik. Staatskapellmeister fra 1939-1945 var Herbert von Karajan - på trods af, at han i 1942 var blevet gift med Anita Gütermann, som efter de perverse nazistiske raceregler var såkaldt "kvartjøde", idet hun havde en bedstefar. Operaen blev bombet flere gange under krigen, og fra 1945 spillede operaen i Admiralspalast. Fra 1949 var operaen statsopera for DDR, og i 1955 kunne den flytte tilbage til den renoverede bygning på Unter den Linden, hvor den åbnede med Wagners "Die Meistersinger von Nürnberg". Efter murens opførelse i 1961 førte operaen en hensygnende tilværelse, men efter genforeningen trådte den igen ind i operaens verden. Siden 1992 har den argentinske/israelske dirigent Daniel Barenboim været musikdirektør.
I baggrunden af Bebelplatz ligger St Hedwigs Katedral, som er en romersk katolsk domkirke og sæde for Berlins ærkebiskop. Den er den første katolske kirke, som blev opført i Prøjsen efter reformationen. Den skulle tilbyde de mange katolske indvandrere til Berlin et sted, hvor de kunne dyrke deres religion, og den blev viet til St Hedwig von Andecs, skytshelgen for Brandenburg og Schlesien. Hedwig von Andecs (1174-1243) var hertuginde af Schlesien, og hun byggede blandt andet et benediktiner kloster og blev nonne. Hun blev helligkåret i 1267. Bygningen er udformet af Georg Wenzeslaus von Knobelsdorff, tydeligvis med Pantheon i Rom som forbillede. Opførelsen blev påbegyndt i 1747, men afbrudt flere gange undervejs, så den stod først klar i 1773.
St Hedwigs Katedral ved Bebelplatz
Efter Krystalnatten den 9.–10. november 1938 bad Bernhard Lichtenberg, som var præst og kantor ved St Hedwig, for de forfulgte jøder. I 1942 protesterede han over regimets "eutanasi-program", hvorunder 70.000-100.000 fysisk og psykisk syge børn og voksne blev slået ihjel som et led i den nazistiske racepolitik. Han skrev bl.a. til den øverste ansvarlige for programmet og sagde, at han og den tyske nation på dommens dag ville blive stillet til regnskab for de begåede forbrydelser. Han blev efterfølgende arresteret af Gestapo og døde på vej til koncentrationslejren i Dachau af den hårde medfart. Lichtenbergs rester blev i 1965 overført til krypten i St Hedwig.
I 1996 under pave Johannes Paul II's besøg i Tyskland blev Lichtenberg saligkåret, hvilket er et skridt på vejen til helgenkåring. Der skete under en ceremoni, som meget passende blev holdt på det olympiske stadion, som så ofte var blevet anvendt af nazisterne til deres massemøder.
Kirken nedbrændte totalt i 1943 efter de allieredes bombardementer, og blev genopført fra 1952-1963.
Lidt længere henne ad Unter den Linden ligger Neue Wache på venstre side. Neue Wache blev bygget under Frederik Vilhelm III fra 1816-1818, dels som vagthus for de soldater, som skulle Kronprinsepalæet, dels som monument for de faldne i Napoleonskrigene. Facaden er udformet som en græsk tempelfront med doriske søjler. Over søjlerne er en statue af sejrsgudinden, som kontrollerer slagets gang. Bygningen anses for et hovedværk i tysk klassicisme, den er tegnet af Karl Friedrich Schinkel, og er den første bygning opført i Berlin af Schinkel. Bygningen var kendt som "Haupt- und Königswache", dvs. Hoved- og kongevagt. Den første vagtparade blev afholdt den 18. september 1818 ved Zar Alexanders besøg i Berlin. Bygningen tjente som hovedvagt indtil monarkiets fald i 1918 efter første verdenskrig. Fra 1930-1931 blev bygningen ændret til et "Mindesmærke for soldater, faldet under første verdenskrig". Den 1½ etages høje bygning med en indre gård blev ændret til en stor mindehal med et rundt vindue i loftet. Monumenter blev stærkt beskadiget under anden verdenskrig, men restaureret efter krigen, nu med navnet "Mindesmærke for fascisme og militarisme". I 1969 blev der etableret en evigt brændende flamme midt i hallen. Efter murens fald blev Neue Wache igen sat i stand, denne gang med betegnelsen "Zentralen Gedenkstätte der Bundesrepublik Deutschland für die Opfer von Krieg und Gewaltherrschaft", "Mindesmærke for ofre for krig og tyranni".
Neue Wache på Under den Linden
Midt i det store rum er en godt 1½ meter høj bronzestatue af Käthe Kollwitz. Det er en lidt forstørret replika af værket "Mutter mit totem Sohn", "Moder med død søn" (1937-1939), ofte benævnt "pietá". Kansler Helmut Kohl selv forhandlede med Käthe Kollwitzs arvinger om projektet. Virkningen af figuren i rummet under lysindfaldet i loftet er meget stemningsfuld.
Deutsches Historisches Museum, Det tyske historiske museum, er indrettet i det gamle tøjhus, den ældste bygning på Unter den Linden, opført fra 1695-1706. Starten på det nuværende museum var en meget velbesøgt og rost udstilling om Prøjsen i 1981. Det inspirerede Vestberlins borgmester til at anmode fire prominente historikere om at lave et oplæg til et historisk museum, oplægget kom i januar 1982 og havde titlen "Deutsches Historisches Museum in Berlin". Kansler Helmut Kohl erklærede i forbundsdagen, at det var en national opgave af stor europæisk betydning, og i 1985 blev der nedsat en kommission på 16 førende historikere, kunsthistorikere og museumsfolk, som skulle designe et koncept for museet, og i 1986 blev konceptet lagt frem til offentlig diskussion. Det overordnede formål var at præsentere Tysklands historie i en international sammenhæng. Præsentationen skulle fremme refleksioner over historie og kultur i en verden med internationalisering og globalisering. Museet blev grundlagt den 28. oktober 1987 - på Berlins 750 års fødselsdag. Efter murens fald blev det formelt besluttet at overføre samlingerne til det nye museum. Den første udstilling i den gamle tøjhusbygning blev afholdt i september 1991. Facaden blev restaureret fra 1994-1998 på grundlag af historiske dokumenter, og fra 1998-2003 var museet lukket pga. omfattende interne renoveringer. I 2004 blev museet udvidet med en udstillingsbygning, designet af den kinesisk/amerikanske arkitekt I.M. Pei. Forbindelsen mellem den gamle bygning og det nye anneks sker via en underjordisk gang. Der blev også lavet et spektakulært glastag over slotsgården, hvilket giver en fin integration af de to meget forskellige bygninger.
Deutsches Historisches Museum på Under den Linden
Museets faste udstilling, som optager mere end 8000 m2, er i tøjhuset, mens midlertidige udstillinger vises i I.M. Peis udstillingshal. Ved vores seneste besøg på museet (december 2010) var der en udstilling om "Hitler og tyskernes nation og forbrydelse". Udstillingen blev set af mere end 265.000 gæster. Samlingen er opdelt i følgende afdelinger:
Som det fremgår, kan du sagtens få en hel dag til at gå på det spændende museum, i hvert fald, hvis du er historisk interesseret.
På Unter den Linden 3 overfor Deutsches Historisches Museum ligger Kronprinzenpalais, Kronprinsens Palads, som blev opført fra 1663-1664. Her boede Frederik den Store (1712–1786) som kronprins, siden kronprins Frederik Wilhelm III (1770-1840), så den kommende kejser Frederik III (1831–1888); Wilhelm II (1859–1941) er født her på paladset. Bygningen kom i kongehusets besiddelse, da Frederik Wilhelm I erhvervede den i 1732 som bolig for kronprinsen. Kongelig bygningsdirektør Philipp Gerlach forestod ombygningen. Fra 1856-1857 skete der en væsentlig ombygning af paladset, hvor det hældende tag blev erstattet af en tredje etage, og facaden blev yderligere forskønnet, bl.a. blev den forsynet med enorme vægpiller og en søjlegang, ligesom friser og gesimser blev forsynet med klassiske ornamenter. I mellemkrigsårene tjente Kronprinsens Palads som appendix til Alte Nationalgalerie og husede verdens første permanente samling af moderne kunst med værker af avantgarde kunstnere som Oskar Kokoshka, Otto Dix og Paul Klee. Det siges, at museet bl.a. inspirerede MOMA (Museum Of Modern Art) i New York. Nazisterne var selvsagt ikke begejstrede for værkerne, som de anså for "Entartete Kunst", "degenereret kunst" og lukkede udstillingen. Bygningen blev svært beskadiget under anden verdenskrig, og da der ikke eksisterende bygningsplaner, blev bygningen i 1968-1969 rekonstrueret efter gamle graveringer. Den blev indrettet til et nyt kulturcenter under navnet "Palais Unter den Linden". I DDR-tiden blev paladset bl.a. anvendt til at modtage fornemme udenlandske gæster som fx. Indira Gandhi. Paladset har også spillet en rolle i nyere tid, idet genforeningsaftalen mellem "de to Tysklande" blev underskrevet her den 31. august 1990.
I dag anvendes bygningen af Deutsches Historisches Museum til - ofte kontroversielle - udstillinger samt til forestillinger, ofte med spisning.
Den første (sidste) bygning på Unter den Linden er Kommandanthuset, "Alte Kommandantur" lige overfor Deutsches Historisches Museum. Den klassisk udseende bygning er imidlertid en total rekonstruktion. Den oprindelige bygning blev i 1795/1796 væsentlig udvidet og ombygget i barokstil. I 1806, mens Berlin var besat af Napoleons tropper, skal forfatteren Stendhal (Marie-Henri Beyle) have boet i bygningen som fransk krigskommissær. I 1873 blev bygningen igen "moderniseret", denne gang i renæssancestil. Bygningen blev så stærkt medtaget under anden verdenskrig, at den blev revet midt i 1950'erne for at give plads til DDR's udenrigsministerium. I 1995 blev ministeriet revet ned, da man ønskede at genskabe Werderscher Markt. I 1999 erhvervede Bertelsmann AG grunden på 967 m2 for den ringe sum af 12,7 millioner DMark. En betingelse var, at køberen skulle genopføre den oprindelige facade, mens der var frie hænder med hensyn til indretningen. Genopførelsen blev besværliggjort af, at der ikke eksisterede planer for bygningen. Man måtte støtte sig til et 40 x 40 cm stort glasnegativ, som var blevet taget i 1910 til det prøjsiske billedarkiv, samt nogle amatørfotos. Bygningen stod klar i november 2003.
'Alte Kommandantur' på Under den Linden
Genopførelsen af Kommandanthuset afstedkom langvarige og heftige debatter. Modstanderne talte om "Disneyland arkitektur" og "genoplivede arkitekturfossiler" og forsøg på, at "lade det skete være ikke-sket". På den anden side ville der ikke være en eneste seværdig bygning på Unter den Linden, hvis man ikke havde tilladt rekonstruktioner.
Unter den Linden skærer nu Museumsøen, Museums Insel, hvilket er navnet på den nordlige del af en større ø, der ligger i Spree. Øen har fået navn efter de fem fantastiske museer, som ligger her. Jeg vil vende tilbage til de vidunderlige museer på en anden side og foreløbigt nøjes med at nævne dem her:
Schloss Brücke (slotsbroen), som blev bygget i begyndelsen af 1800-tallet, førte over Spree til Berliner Schloss, som lå på det, der i dag hedder Museumsøen. Den anses af mange som den smukkeste af Berlins mange broer. Broen er designet af Karl Friedrich Schinkel, som er "ansvarlig" for mange af de byens vigtigste bygningsværker, såsom Altes Museum, Neue Wache og Schauspielhaus, alle i nyklassisk stil. Broen afløste i 1824 træbroen "Hundebroen", vistnok fordi det var her, at jægerne samledes med deres jagthunde forud for jagten i Tiergarten. Mellem 1951-1991 hed broen Marx-Engels-Brücke.
Schlossbrücke (slotsbroen) på Under den Linden
Broen i sig selv er smuk, men det er især kunstværkerne på broens piller, som vækker opmærksomhed. Her er opstillet otte figurgrupper udført i hvid Carrara marmor. Skulpturerne er udført fra 1845-1857 efter forlæg fra Schinkel. Værket viser en ung mands udvikling fra helt og til hans død på slagmarken, afsluttende med, at han føres til gudernes hjem på Olympen. Jeg har fundet forklaring til figurerne på broen på denne hjemmeside: www.aviewoncities.com.
(Emil Wolff, 1847). |
(Hermann Schievelbein, 1853). |
(Heinrich Möller, 1846-50). |
(Friedrich Drake, 1857).
|
(Ludwig Wichmann, 1857). |
(Albert Wolff, 1853). |
(Gustav Bläser, 1854). |
(August Wredow, 1841-57). |
Under anden verdenskrig blev statuerne taget ned og gemt i et underjordisk depot. Efter delingen af Berlin mellem sejrherrerne lå broen i Østberlin, mens statuerne befandt sig i Vestberlin. I 1981 blev statuerne overdraget til Østberlin, og efter renovering blev statuerne igen anbragt på rette sted. Efter broen skifter gaden navn til Karl-Liebknecht-Strasse.
Kort over området ved Museums-øen
I omkring 300 år har øens store centrale plads, Lustgarten, skiftevis været en militær paradeplads og en offentlig park. Siden 1999 har den været en populær og velbesøgt park, som især på sommereftermiddage vrimler med glade mennesker, som nyder livet.
Berliner Dom blev bygget fra 1894-1905 og er den tredje kirke på stedet. Den første kirke går tilbage til 1465 og tjente som slotskirke for Hohenzollernfamilen. Siden 1436 er medlemmer af familien blevet begravet i krypten under kirken. I perioden 1745-1747 blev den erstattet af en katedral i barokstil, som i begyndelsen af 1800-tallet blev stilet ændret til klassicistisk efter design af Karl Friedrich Schinkel. Kejser Wilhelm II beordrede kirken nedrevet og erstattet med den nuværende katedral. Det forlyder, at kejseren selv udfærdigede en grundplan over kirken, Katedralen er med sine 114 meters længde og 73 meters dybde langt større end de tidligere bygninger på stedet. Den var tænkt som et protestantisk modstykke til den katolske Peterskirke i Rom. Hovedaltret stammer fra den tidligere kirke og går tilbage til 1850. Det rekonstruerede orgel fra 1905 har mere end 7000 piber. For en protestantisk kirke i barokstil har den en usædvanlig overdådig udsmykning, som nærmest er renæssance.
Berliner Dom
Under anden verdenskrig blev bygningen ramt af en bombe, som beskadigede det meste af katedralen. Der blev rejst et midlertidigt tag for at beskytte kirken. Det østberlinske styre overvejede at rive bygningen ned, men det endte dog med, at den blev rekonstrueret i 1975. Restaureringen af kirkens indre blev påbegyndt i 1984. Restaureringen var afsluttet i 1993, og i 1996 blev katedralen genindviet. Der afholdes regelmæssigt gudstjenester i Berliner Dom. Vi har et par gange gået til gudstjeneste - og sparet entreen. Vi har også en enkelt gang overværet en koncert i kirken. På den store græsplæne udenfor kirken udfolder der sig altid et dejligt folkeliv.
På højre side af Museums-øen lå tidligere "Palast der Republik", hvor det østtyske parlament residerede. I denne bygning besluttede det østtyske Volkskammer den 22.-23. august 1990 at indgå i en sammenlægning af "de to tysklande" med virkning fra den 3. oktober samme år. Den kæmpemæssige bygning tjente også forskellige kulturelle formål med kunstgallerier, et teater, restauranter og et diskotek. Palast der Republik - med de karakteristiske bronzerede spejlvinduer - blev opført fra 1973-1976 på det sted, hvor tidligere Hohenzollernes palads, Stadtschloss, lå. Pladsen foran blev omdøbt til Marx-Engels-Platz.
Palast der Republik, 1977. De altid vittige berlinere døbte bygningen 'Erichs (Honecker) lampebutik'.
I december 2005 gik man i gang med at nedrive Palast der Republik revet ned for at give plads til en planlagt rekonstruktion af Stadtschloss. Som et kuriosum kan nævnes, at omkring 35.000 tons stål blev sendt til Dubai, hvor det blev genbrugt ved opførelse af Burj Khalifa, verdens højeste bygning (2011) på 828 meter.
I 2007 besluttede Forbundsdagen, at der skulle opføres en replika af Stadtschloss. Stadtschloss, som stod færdigt i 1443, var vinterresidens for kurfyrsterne af Brandenburg, siden for kongerne af Preussen og efter 1871 for de tyske kejsere. Efter første verdenskrig blev slottet indrettet som museum. Slottet blev svært beskadiget ved bombardementer under anden verdenskrig, men i 1950 sprængte regimet i DDR slottet i luften, angiveligt fordi det var et "symbol på preussisk imperialisme". Det eneste, man skånedede, var den balkon, hvorfra Karl Liebknecht i slutningen af første verdenskrig havde udråbt "den frie socialistiske republik" (som dog aldrig blev en realitet).
Stadtschloss, omkring 1920.
Den italienske arkitekt Francesco Stella blev valgt til at realisere projektet. De tre facader skal være nøjagtigt som originalen, men bygningens indre skal være moderne og bl.a. huse Wilhelm von Humboldts helt unikke bogsamling, som han før sin død donerede til Statsbiblioteket. Herudover skal der være et galleri for ikke-europæisk kunst. Bygningen vil også rumme to restauranter, et teater, en biograf samt et auditorium. Forbundsregeringen betaler opførelsen af de rå bygninger, mens Förderverein Berliner Schloss indsamler donationer til facaderekonstruktionen. Af foreningens hjemmeside fremgår (oktober 2017), at der er indsamlet 73 mio. Euro af de budgetterede
105 mio. Euro.
Berliner Stadtschloss, 2018-2019.
Genopførelsen af Stadtschloss forventes afsluttet i 2018. Ovenstående rekonstruktion viser det forventede resultat. Vi glæder os til at se slottet, efter i mange år at have passeret den store byggeplads.
Vejen mod Alexanderplatz går ad Karl-Liebknecht-Strasse, som i 1947 blev opkaldt efter en af grundlæggerne af det tyske kommunistiske parti. Selv om det er en gammel færdselsåre, er de fleste bygninger nye og opført i 1960'erne. Det er ikke den mest spændende del af turen, men lidt er da at se.
Første stop er St. Marienkirche, den næstældste kirke i Berlin og den ældste stadig i brug. Kirkens nøjagtige alder er ikke kendt, men den er første gang omtalt i skrifter i 1292. Det var oprindelig en katolsk kirke, men efter reformationen blev den protestantisk. Den ældste del af bygningen er lavet i granit, men størstedelen er opført i røde mursten - formentlig for at ligne "der røde rådhus", som ligger i nærheden. Tårnet er udført i sandsten; det blev restaureret efter brand i 1663-1666. Som så mange andre bygninger blev den svært beskadiget under krigen. Efter krigen havnede den i Østberlin. Kirken blev restaureret i 1950'erne.
Inde i tårnrummet findes en 22,6 meter lang og 2 meter høj fresko med et dødedansmotiv. Freskoen menes at stamme fra peståret 1484 og er formentlig udført efter forlæg til et tilsvarende dødedansbillede i Mariekirken i Lybæk. Motivet viser en række af gejstlige og borgere, repræsentanter for de fire stænder, som træder dansen sammen med døden. En særlig detalje er, at motivet strækker sig over flere vægge og også en søjle. Maleriet blev kalket over efter reformationen for at blive afdækket i 1861. Værket er i temmelig dårlig stand og beskyttet af en glasplade.
Mariakirken på Karl-Liebknecht-Strasse i Berlin. Til højre statue af Martin Luther
Udenfor Mariakirken står en 31 meter høj bronzestatue af Martin Luther. Statuen blev påbegyndt af Paul Otto (1846–1893) og efter hans død færdiggjort af Robert Toberentz. I krigsårene 1939–1945 blev tilsvarende figurer af Philipp Melanchthon, Johannes Bugenhagen og andre smeltet om til kanoner, men statuen af den store reformator undgik den sørgelige skæbne.
Lidt længere fremme kommer vi til Marx-Engels Forum, som er en dejlig skyggefuld park med masser af bænke, hvor man kan nyde sin medbragte madpakke. Parken, som blev anlagt i 1986, har navn efter socialismens fædre Karl Marx og Friedrich Engels, som i 1948 berigede verden med det kommunistiske manifest. De to blev i det kommunistiske (og ateistiske) DDR tilbedt som guder.
Midt i anlægget står et monument bestående af to statuer af hhv. Karl Marx og Friedrich Engels, udført af billedhuggeren Ludwig Engelhardt. Bag den siddende Marx og den stående Engels er en vøg med et relief, som viser historiske scener fra den tyske socialistiske bevægelse. Monumentet blev indviet i 1986.
Efter genforeningen i 1990 opstod der selvfølgelig diskussioner om anlæggets og ikke mindst skulpturens fremtid. Nogle mente, at anlægget var et uønsket levn fra et regime, som de var stærkt imod, og de argumenterede for fjernelse af statuerne og omdøbning af parken. Andre mente, at stedet både havde kunstnerisk og historisk betydning og derfor skulle bevares. Det sidste synspunkt vandt, og i dag er statuen en velbesøgt attraktion, hvor turister står i kø for at komme op på Marx' knæ for at blive fotograferet. Siden jeg tog ovennævnte foto, er monumentet blevet flyttet ca. 100 meter, og der er opsat et lavt hegn omkring det.
Lidt længere fremme kommer vi til Rotes Rathaus, det røde rådhus, som ligger på Rathausstrasse i nærheden af Alexanderplatz. Det har ikke overraskende sit navn efter de røde klinker, som pryder facaden. Her residerer Berlins overborgmester samt "senatet" eller "byrådet", som er byens overordnede ledelse. Herudover (under?) har hvert distrikt i Berlin en lokal borgmester og et lokalt byråd. Rotes Rathaus har været Berlins rådhus siden 1869. Under den kolde krig blev Østberlin styret herfra, mens Vestberlin blev regeret fra Rathaus Schöneberg (kendt for Kennedys mindeværdige tale til berlinerne: "Ich bin ein Berliner"). Bygningen er tegnet af Hermann Friedrich Waesemann, som var assistent for Stüler, og er opført mellem 1861-1869.
Rotes Rathaus
Bygningen er enorm, 99 meter x 88 meter, med fire fløje og en indre gård. Stilen er norditaliensk renæssance, Balustraderne øverst på bygningen giver et borgagigt udtryk. Dette indtryk forstærkes af det 74 meter høje tårn. En terrakottafrise på facaden illustrerer i 36 paneler byens historie indtil 1871. Bygningen blev svært beskadiget af de allieredes bombardementer og blev genopført fra 1951-1956 efter de originale tegninger. Efter genforeningen blev Das Rote Rathaus igen sæde for Berlins administration.
På forpladsen foran Rotes Rathaus står Neptunbrunnen, Neptunfontænen, som er en gave fra kejser Wilhelm II til byen Berlin. Fundamentet er udført i svensk granit, og monumentet måler 18 meter i diameter og 10 meter i højden. Fontænen er udført i 1891 af Reinhold Begas - efter sigende efter forslag af Karl Friedrich Schinkel. I midten ses den romerske havgud Neptun med sit magtsymbol, treforken på venstre skulder, siddende på en kæmpemæssig muslingeskal. Han er omgivet af fire kvinder, som symboliserer de prøjsiske floder: Elben, Rhinen, Weichsel og Oder. Hvis du kommer i sommertiden, er bassinet ofte fyldt med henrykte unger.
Neptunbrunnen ved Das Rote Rathaus nær ved Alexanderplatz
Neptunbrunnen stod oprindeligt på Schlossplatz, men blev flyttet i 1951 i forbindelse med nedrivningen af Berliner Stadtschloss. Efter renovering blev den i 1969 stillet op på sin nuværende position mellem St. Marienkirche og Rotes Rathaus. Der har været forslag om at flytte fontænen tilbage til dens oprindelige placering i forbindelse med (gen)opførelsen af Stadtschloss, men Senatet har besluttet, at fontænen forbliver hvor den er - i hvert fald indtil videre.
Og nu er vi næsten fremme ved vores mål, Alexanderplatz. Pladsen har eksisteret siden middelalderen, den hed i mange år "Ochsenmarkt" eller "Ochsenplatz" og lå udenfor bymurene. Den sydlige del af markedspladsen blev brugt som militær eksercerplads, fra 1740-1805 benævnt "Königsplatz". Den 25. oktober 1805 kom den russiske tsar Alexander I forbi, og den prøjsiske konge Friedrich Wilhelm III opkaldte pladsen efter sin gæst. De indfødte kalder den blot "Alex". Hvis du som jeg er lidt oppe i årene - uden dog at være gammel - så kender du formentlig pladsen fra Rainer Werner Fassbinders mesterværk, "Berlin Alexanderplatz" fra 1980, en formidabel TV-serie på 14 afsnit (151 time) baseret på Alfred Döblins roman fra 1929. Den fortæller om den småkriminelle Franz Biberkopf og hans brogede liv blandt andre småforbrydere, prostituerede og arbejdsløse i de turbulente mellemkrigsår.
Pladsen voksede i betydning, da man i forbindelse med anlæggelse af Berliner Stadtbahn oprettede Bahnhof Alexanderplatz i 1881-1882. Den første U-Bahn-perron blev åbnet i 1913, og i 1928 fulgte en S-Bahn, og Bahnhof Alexanderplatz er i dag et af Berlins vigtigste knudepunkter for offentlig trafik med fire regionaltogslinjer, fire S-Bahn-linjer og tre U-Bahn-linjer: U2, U5 og U8. Udenfor stationen er der tillige fire stoppesteder for sporvogne.
Alexanderplatz har været udsat for mange ændringer i tidens løb. De fleste af bygningerne på pladsen blev ødelagt af de allieredes bombardementer. Efter krigen blev Alexanderplatz centrum i Østberlin, og pladsen blev over tiden velsignet med en række eksempler på socialistisk arkitektur. Et eksempel på dette er det enorme TV-tårn, af de vittige berlinere kaldet "tandstikkeren", som blev opført fra 1965-1969 efter sigende med bistand af svenske eksperter. Incl. spiret er tårnet 365 meter højt - efter installering af en ny antenne nu 268 meter. TV-tårnet blev et meget synligt symbol for Østberlin og DDR, idet det kunne ses over store dele af Vestberlin og fra flere forstæder. Det er muligt at komme op i TV-tårnet, og de mange gange, vi er kommet forbi, har der været en lang kø af turister, så vi har trods mange besøg endnu ikke været deroppe. Omkring 1 mio. besøger tårnet hvert år. I 207 meters højde er der en roterende restaurant, og lige under denne en udsigtsplatform. Tårnet ejes af Deutsche Telekom. Nogenlunde samtidig blev der på pladsen bygget et 30 etagers og 120 meter højt hotel, "Stadt Berlin", i dag "Park Inn", samt det 13-etager høje "Haus des Lehrers". I 1969-1971 fulgte det 17-etagers og 65 meter høje "Haus des Reisens". Alexanderplatz spillede en vigtig rolle ved socialismens sammenbrud i Østtyskland, idet den store demonstration den 4. november 1989 med omkring 1 mio. deltagere, som førte til regimets fald, fandt sted på Alexanderplatz. Efter genforeningen blev der udarbejdet en plan for "forskønnelse" af den arkitektonisk set uskønne plads, og denne plan er stadig under gradvis realisering. Mange bygninger er blevet renoveret, fx stormagasinet Kaufhof i 2004 og undergrundsstationen. I 2007 åbnede indkøbscentret Alexa med ca. 180 butikker.
Luftfoto over Alexanderplatz og omgivelser
På pladsen er der endnu et par overleveringer fra DDR-tiden, begge fra 1969: "Weltzeituhr", Verdenstidsur og "Brunnen der Völkerfreundschaft", Folkevenskabsfontænen. Verdenstidsuret viser tiden for et stort antal byer verden over i forskellige tidszoner. Jeg har læst, at ved restaurering af uret i 1997 udelod man nogle byer af politiske årsager; det skulle være Jerusalem, St. Petersborg og Cape Town. På toppen af uret er en model af solsystemet. Folkevenskabsfontænen, som er opbygget af kobber, glas, keramik og emalje, er 23 meter i diameter. Vandet starter sin færd i 6,20 meters højde og løber ned over 17 skaller.
Verdenstidsuret og Folkevenskabsfontænen på Alexanderplatz
Man kan dårligt tage til Berlin uden at blive mindet om de uhyrligheder, der skete i årene 1933-1945, fra Hitlers magtovertagelse til hans selvmord efter at have sat verden i brand. Inden da var omkring 6 mio jøder døde som ofre for hans fanatiske racevanvid. Klik her, hvis du vil med på en spadseretur gennem den jødiske bydel i Berlin.
