Spadseretur i Ekkodalen I eftermiddag skal vi på spadseretur til Ekkodalen, og der var stor tilslutning, da vi mødtes med vores guide Sanne under "det store træ". Sprækkedale er opstået for ca. 1.4 mia. år siden, når jorden har slået revner, som følge af store spændinger i grundfjeldet. Istidens smeltevand har efterfølgende "spulet" disse sprækker, så de fremstår som blottede kløfter i landskabet. Der er omkring 60 sprækkedale på Bornholm, de fleste på den nordlige del af øen. Sprækkedalene har ofte en dejlig uberørt natur med småsøer og vandløb. Ekkodalen er den største og længste sprækkedal på Bornholm, og den strækker sig fra kysten nær Gudhjem til øens midte, ca. 12 km, og med en gennemsnitsbredde på ca. 60 m.

Som du sikkert husker, ligger Ekkodalen næsten i højskolens baghave. Ekkodalen er navnet på en såkaldt sprækkedal, der er beliggende i Almindingen. Ekkodalen hed oprindeligt Kodalen, formentlig fordi bønderne siden 1658 havde ret til fri græsning for deres kvæg her. Første gang, navnet Ekkodalen optræder på et kort, er i 1746, hvor en eller anden har tilføjet EC foran navnet Kodalen, hvorved Kodalen blev til Eckodalen. Andre hævder, at det var Bornholms første skovrider, Hans Rømer, der fandt på navnet. Ham kommer vi til at høre en del mere om, men inden vi begiver os på vej, kan jeg kort berette: Hans Rømer var holtsførster (skovrider) i perioden 1800-1836. Til bøndernes store fortrydelse indhegnede han i 1809 skoven med et stengærde, og bønderne mistede deres frie græsningsret. Rømer genskabte Almindingen, der er Danmarks tredjestørste skov og lod bygge ejendommen Rømersdal, som stadig er bolig for statsskovrideren.

Efter et par minutters gang var vi inden i Vallensgårdsskoven, en privat skov, som tilhører højskolens gode og hjælpsomme nabo. Sanne kunne fortælle, at Vallensgård er Bornholms største gård. Vi gjorde kort ophold ved Jægerhuset, som ejeren til Vallensgård anvender i forbindelse med jagt. Sanne omtalte, at højskolen undertiden holdt fester der. Det er et tidligere fodermesterhus, opført i typisk bornholmsk bindingværk, dvs. uden diagonale skråstivere og også uden en fodrem. Det siges, at nogle af murstenene (munkesten)er hentet fra Hammershus ruiner.

Frokoststenen ligger på Vallensgårds jorder lige over Ekkodalen og mindesmærket for Peter Christian Tranberg. Det er en flad sten, hvori Christian IX's monogram er indhugget sammen med årstallet 1901. Desuden står der bogstaverne G (eller er det et C?) og T. Sanne fortalte, at frokoststenen ved vintertide bliver dekoreret af elever fra Bornholms Højskole.

Der er (mindst) to forklaringer på stenens inskriptioner. Den første og mest regelrette mener, at Christian IX under en jagt på øen spiste sin frokost på stenen, og derfor blev initialerne ridset i stenen, som fik navnet Frokoststenen. Den anden forklaring lyder, at ejeren af Vallensgård havde to sønner som var meget nationalt sindede, og derfor var højremænd, i modsætning til faderen, som selvfølgelig var venstremand. I 1901 kom den første venstreregering i Danmark til magten, og derfor skulle inskriptionen være et drilleri fra faderen til sønnerne. Ingen af sønnerne havde dog initialerne G (C?) og T. Jeg hælder mest til den første, men synes, at den anden er den sjoveste.

Vi fortsatte i den smukke natur. P. Haubergs skriver i "Bornholm i Billeder og Text" fra 1879, øens første "rigtige" turistguide, følgende: "Fra Gamleborg fører Stien ned i Echodalen, oprindelig Kodalen. Det høie klippefulde Terrain, som optager Almindingens sydvestlige Del, danner her et langstrakt brat Affald, bevoxet med Træer lige til Skrænten... Den skyggefulde Spadseresti fører forbi en lille Kilde med det minderige Navn "H C Ørsteds Kilde", hvor en Bænk byder til nærmere at tage de skovklædte Klippevægge i Øjesyn, og svinger derpaa opad igjennem en smal Kløft, over hvilken Træernes Kroner hvælve sig, og hvor de i Klippen dannede Trappetrin lette Opstigningen. Opover Echodalsklipperne løber Stien langs med den steile Brink og ud til forskjellige Fremspring, hvorfra man har en vid Udsigt over den underliggende Skovdal med Skovridergaarden Rømersdal, til Øens største Landeiendom Vallensgaard og fjernere til Aakirkeby..." Sandt er det, at det er en stor naturoplevelse at bevæge sig gennem Ekkodalen. De mest hardcore vandrere - som Anne og Jan - besluttede at tager ture oppe langs kanten, hvor udsigten skulle være endnu mere imponerende.

Snart var vi fremme ved Ørsteds Kilde. I 1818 blev fysikeren Hans Christian Ørsted og justitsråd Lauritz Esmarch pålagt at undersøge Bornholms kullejer og jernmalme. Med sig bragte de den unge geolog Georg Forchhammer, og de tre forskere opholdt sig på øen fra den 13. september til den 16. oktober. De blevindkvarteret på skovridergården Rømersdal, hvor Hans Rømer viste dem rundt i skoven. Blandt seværdighederne viste han kildevældet i den sydlige brink i Ekkodalen. Efter det fornemme besøg navngav Rømer kilden efter sin prominente gæst og nyerhvervede ven og sørgede for, at kildevældet blev stensat og dækket med et trælåg. Da ejeren af området i begyndelsen af 1900-tallet ønskede at lade sløjfe anlægget, trådte Foreningen Bornholm til, og i samarbejde med skovrider Bramsen blev den nuværende stensætning af tilhugget bornholmsk granit med trappe, brønd og inskription etableret i 1921. Det rene og velsmagende vand blev anset for helsebringende,og i 1920'erne og 1930'erne kaldte man også kilden "Ørsteds radiumkilde". Vandet i kilden er stadig drikkeligt og holder en ensartet temperatur sommer og vinter, hvilket områdets dyr og fugle drager fordel af.

Det er almindelig anerkendt, at det bedste ekko høres, hvis man råber fra H.C. Ørsteds Kilde. Vilhelm Bergsøe skrev i 1893: "Almindingens berømteste parti er Kodalen, eller, som det med forskønnende variant hedder: Ekkodalen. Den bærer begge navne med lige ret, thi dens friske grønsvær, der som et bredt engdrag beklæder dalbunden, er lige så lokkende for køerne, som dens mærkværdige ekko er dragende for de glade skovgæster."

Du kender sikkert mange af de spørgsmål, som gæsterne stiller til Ekkoet, men jeg nævner alligevel et udvalg:
Hvad drikker Møller?
Hvad ser man på en ko, der flyver?
Hvad er danskens største glæde?
Hvad er Danmarks bedste firma?
Hvem pjækker fra skole?
Hvad dyrkes i denne fjeldskov?
Hvem har flest fregner?
Hvor mange hjerneceller har Steen?
Hvem kører Skoda?
Hvad er den danske sommer?
Hvem har rørt ved Sophies balle?
Hvor går man hen når det ikke er solskin?
Hvad står der i alle bornholmske stuer?

Jeg prøvede at lancere en ny version:
Hvad skal Sanne skaffe?, men af en aller anden grund virkede den ikke.

Men hvem er egentlig den Ekko, som altid har svar på rede hånd og altid får det sidste ord? Mangen mandschauvenist ville sikkert påstå, at det må være en kvinde, måske hans kone. Det tør jeg slet ikke vove mig ind på. Den græske mytologi fortæller, at Ekko var en nymfe (naturånd), som var håbløst forelsket i den smukke yndling, Narcissos. Han derimod var forelsket i sig selv og i sit eget spejlbillede i en sådan grad, at han sygnede hen og mistede interessen for alt andet. Af sorg gemte hun sig i grotter og mellem stejle klippevægge, og tærede hen, således at kun stemmen var tilbage. Men med sin stemme er hun altid klar til at svare alle, som råber til hende.

En anden historie vil vide, at Zeus havde fået Ekko til at distrahere Zeus' hustru Hera med snak, mens han havde en affære med en anden nymfe. Som straf sørgede Hera for, at Ekko til evig tid var dømt til alene at kunne gentage, hvad andre sagde.

Udvalget til Afprøvning af Ekkoet i Ekkodalen Med vanlig bornholmsk grundighed bliver ekkoet regelmæssigt afprøvet, der er ligefrem nedsat en udvalg til formålet. Kan et ekko blive slidt? Eller ligefrem forsvinde? Og hvad vil det ikke betyde for den bornholmske selvforståelse? Og for turistindustrien? Pinsemorgen 2007 mødte et sangkor og en tusindtallig skare op i Ekkodalen og testede ekkoet. Den 8. og 15. juli 2007 afholdt "Udvalget til Afprøvning af ekkoet i Ekkodalen" indledende runder i en konkurrence om, hvem der kunne levere det mest spændende - og selvfølgelig hidtil ukendte - ekko. Forslag skulle afleveres skriftligt i forslagskasse ved Ekkodalshuset, som ligger mindre end 50 meter fra H.C. Ørsteds Kilde. Den 29 juli fandt den store finale sted, og mere end 100 forslag var indleveret. Det er muligt selv at fremføre sit ”ekkoråb”, men man kan også lade sig repræsentere af formanden selv eller af en af ham udpeget kontrollant. Familie eller personer med tæt relation til udvalgets medlemmer kan selvfølgelig ikke deltage i konkurrencen.

Konkurrencen blev skarpt overvåget af Klaus Kjøller, Københavns Universitet, og Bornholms Tidende, DR Bornholm og TV2 Bornholm sørgede for at dokumentere den vigtige begivenhed for eftertiden.

På ovenstående billede er formanden i gang med at afprøve nogle af de indsendte forslag. Men prøv lige at kaste et blik på formandens fodbeklædning. Ligner det ikke et par veltjente Ecco-sko? Har vi her et tilfælde af såkaldt "product placement", hvor en producent forsøger at smugle en reklame for sine produkter ind i en højt eksponeret begivenhed? Metoden er fx kendt fra James Bond film.

Finalen stod mellem disse kandidater:
Hvad giver ægte prinsesser smerter? – ærter og
Hva ê ældre en postijn? – ostin

Desværre er jeg ikke specielt kyndig i den smukke bornholmske dialekt, men jeg formoder, at forslag 2 kan oversættes til:

Hvad er ældre end posten? - osten

Den generøse førstepræmie, et gavekort til 1 uges ophold i sommerhus på Bornholm, sponseret af FeriePartner Bornholm, gik til "prinsesseråbet". Andenpræmien var et par Ecco-sko, sponseret af Keldorsko, Rønne.

Du kan læse mere om det store arbejde, der udføres af "Udvalget til Afprøvning af Ekkoet i Ekkodalen", på på denne hjemmeside, som også viser mange af de spændende foreninger, der findes på Bornholm. Hvis du overvejer at emigrere til Bornholm - iflg. Jesper er der mulighed for et indgå en rigtig god hushandel lige nu - skal du starte på denne hjemmeside.

Peter Christian Trandberg På vejen hjemad kom vi forbi et mindesmærke for Peter Christian Tranberg, præst og vækkelsesprædikant. Jeg havde aldrig hørt om denne Trandberg før, og hvis du er lige så blank, så er her lidt information. Trandberg er født på Brunsgård i Nylars i 1832 og blev student fra Rønne Statsskole - dengang benævnt Rønne Latinskole - i 1851. I 1858 blev han teologisk kandidat og fik ansættelse som kapellan i Tjele ved Viborg. Her blev han forlovet med en adelig frøken Gottholdine Lüttichau, men hendes mor, enkekammerherreinden, ønskede et mere standsmæssigt parti til sin datter. Hun forlangte, at de unge ikke måtte se hinanden i 2 år, og Gottholdine blev sendt til Tyskland for at få en sygeplejerskeuddannelse. Trandberg valgte at rejse tilbage sin fødeø Bornholm. Fra juli 1860 til Sankt Hansdag 1863 virkede Trandberg som rejsepræst og kapellan flere steder på Bornholm, men hans hæftige og følelsesladede kritik af kirken og præsterne, som han kaldte "ulve i fåreklæder", lukkede mange sognekirker for ham. Nogle trosfæller opfordrede han til sammen med dem at træde ud af folkekirken og danne en evangelisk luthersk frimenighed. Han efterkom opfordringen, og i "Bornholms Avis" indbød han bornholmerne til at overvære hans prædiken i Almindingen Sankt Hansdag. Trandberg meddelte, at han ved den lejlighed "ville frasige sig lod og del med statskirken for bestandigt". Den 23. juni 1863 mødte 3-4.000 mennesker op, og på trods af bagende sol holdt de ud til ved 20-tiden. Dette dramatiske møde i Almindingen medførte en åndelig vækkelse på Bornholm, og resulterede i, at der blev opført næsten 100 misionshuse samt en halv snes forsamlingshuse, der også blev benyttet til afholdelse af religiøse møder. (Bemærk, at der med Grundloven i 1849 var blevet indørt religionsfrihed i Danmark, så det er måske ikke så besynderligt, at nye religiøse strømninger begynder at dukke op ?). I 1872 vendte han med sine 700 tilhængere tilbage til folkekirken. Trandbjerg havde dog svært ved at samarbejde og indordne sig og rejste i 1882 til Amerika, hvor han blev rejsepræst for danske udvandrermenigheder og lærer ved forskellige præsteseminarier. Han døde i Mineapolis i 1896, og man rejste et broncestøbt gravminde over ham. Bornholmerne ville selvfølgelig ikke stå tilbage, og der blev foranstaltet en indsamling for at sætte et minde over den karismatiske prædikant. Mindesmærket blev afsløret på Sankt Hansaften 1898 i Ekkodalen.

Mindesmærket består af en bronzebuste på en større granitopbygning med indskriften:

Peter Christian
Trandberg
Født 18. Aug. 1832
Død 18. juni 1896

Jeg har forelagt dig Livet
og Døden
Velsignelsen og Forbandelsen
at du maa vælge Livet
5. Moseb. 30.19

Bornholmsk ostebord Igen et dejligt aftensmåltid på højskolen. Som så ofte var der et udvalg af dejlige oste, men i dag var der gjort særlig meget ud af det. Vidste du, at ost fra Bornholm har vundet priser over hele verden? Bornholms Andelsmejeri i Klemensker laver simpelthen verdens mest velsmagende blåskimmelost, Bornholmsk Danablu på 60+. Den ost er tre gange kåret til verdens bedste. Hvert år afholder Wisconsin Cheese Makers Association verdensmesterskaber i oste, og som det eneste mejeri i verden har Bornholms Andelsmejeri vundet det samlede VM tre gange, nemlig i 1980, 1998 og senest i 2010. De bornholmske køer må være noget ganske særligt. Næsten 90% af produktionen går til udlandet, men enhver fødevarebutik på Bornholm forhandler selvfølgelig oste og specielle yoghurtprodukter fra deres lokale mejeri.

Undtagelsesvis fik vi en snaps til maden - selvfølgelig også fra Bornholm. På billedet ovenfor til højre ser du vores søde og hyggelige bordfæller, Ninna og Birte; de har været venner det meste af livet. Og uden at fornærme nogen, så drejer det sig om en hel del år.

Christians Ø i ord og billeder Kl. 19 var der foredrag om Christiansø: "Christians Ø i ord og billeder". Baggrunden var, at der den næste dag var en valgfri tur til Christiansø. Her mødte vi for første gang Aksel Sonne, som udover at undervise på højskolen også underviser og har undervist på ungdomsskole, aftenskole, teknisk skole, erhvervsskole, produktionsskole og Danmarks Forvaltningshøjskole. Han har læst kommunikation på RUC og er velbevandret indenfor IT, specielt på mediesiden. Aksel holdt en velforberedt foredrag med tilhørende billeder. Christiansø udgør sammen med Frederiksø, samt nogle ubeboede småøer og klippeskær øgruppen Ertholmene, som ligger ca. 20 km nordøst for Bornholm. De to beboede øer forbundet med en 30 m lang fodgængerbro. Det sanlede indbyggerantal er knap 100. Ertholmene sorterer under Forsvarsministeriet (øens administrator kaldes ofte "Kongen af Christiansø"), boligerne på øen kan kun lejes. Øen har en købmandshandel, egen læge samt en skole, hvor børnene kan gå til og med 7. klasse, derefter skal børnene på kostskole.

I 1684 besluttede Christian V at bygge et fæstningsanlæg på øerne omkring den naturlige havn. Fæstningen kom til at hedde "Christiansø", og de to hovedøer fik navnene Christiansø (efter Christan V) og Frederiksø (efter Frederik IV). Fæstningen bestod af to tårne, Store Tårn på Christiansø og Lille Tårn på Frederiksø samt nogle bastioner og ringmure, og fæstningen fungerede som militært anlæg indtil 1855. Mange af de gamle militære anlæg er stadig bevaret, og alle bygninger er fredet. Øerne besøges årligt af 60-80.000 turister, heriblandt mange lystsejlere. Christiansø har også et mindre Gæstgiveri samt en lille teltplads.

På fuglereservatet Græsholmen ruger ca. 10.000 par sølvmåger, og som det eneste sted i Danmark yngler alk og lomvie her. Forår og efterår trækker millioner af småfugle over Østersøen på vej til og fra yngleområderne, søger føde og hviler sig på Christiansø, inden rejsen går videre. Der findes også en varierende bestand af gråsæler, omkring 100 individer i 2010. Om foråret ligger der rugende edderfugle overalt. Hunnen lægger 5 æg, ét om dagen. Den ruger i 26 dage, og i den tid forlader hunnen ikke reden. Når alle æggene er klækket, fører hunnen ællingerne ned til vandet, hvorefter de svømmer til Bornholm – en farefuld færd på som nævnt 20 km, hvor de til stadighed er jagtet af især sølvmåger.

Aksel fortalte også den spændende historie om dr. Dampe, som fra 1826 til 1848 sad fængslet på Christiansø. Jacob Jacobsen Dampe (1790-1867) blev cand. theol og vandt Københavns Universitetets guldmedalje for besvarelsen af en prisopgave i æstetik. Herefter erhvervede han den filosofiske doktorgrad. Dampe interesserede sig meget for de politiske bevægelser i Europa, og han besluttede at blive politiker og reformator. Hans plan var at få sammenkaldt en nationalforsamling, som skulle sætte en forfatningsmæssig regering i stedet for enevælden. Da han gav udtryk for disse synspunkter, blev han arresteret i 1820, tiltalt for "højforræderi og majestætsforbrydelse" og dømt til døden. Du synes måske, at det er en hård straf for et politisk synspunkt, men tænkt på, at den enevældige konge var sat til at regere af Gud selv. Frederik VI ændrede dog straffen til livsvarigt fængsel, og Dampe sad fængslet først på Kastellet og derefter på Christiansø i mere end 20 år, inden han i 1848 blev omfattet af den amnesti, som Frederik VII udstedte i forbindelse med sin tronbestigelse.

Foredraget var spændende og spørgelysten stor. Nogle få spørgsmål kunne Aksel ikke besvare på stående fod, fx "hvad havde Stampes doktorafhandling handlet om?", og "kan beboerne på Christiansø blive begravet på øen?". Aksel lovede at vende tilbage med svar næste morgen i bussen på vej til Christiansø.

Næste morgen besvarede Aksel i bussen de udestående spørgsmål, herunder at Dampes afhandling havde drejet sig om "koranens etik".

Hvis du regner med at komme med os til Christiansø, må jeg desværre skuffe dig. Anne og Jan havde været med på turen til Christiansø under et af deres tidligere højskoleophold, og Birgit og jeg ville hellere til Sandvig-Allinge, som vi havde besøgt et par år tidligere. Der var mulighed for at komme med bussen til Allinge, hvorfra færgen sejler til Christiansø, og det benyttede vi os af. Jeg kan dog fortælle, at de højskoleelever, som tog til Christiansø sammen med Aksel, kunne berette om en fantastisk dag.

Udflugt til Allinge-Sandvig Allinge-Sandvig på det nordvestlige Bornholm har godt 1.700 indbyggere. Oprindeligt var det to særskilte byer, som med tiden er vokset sammen. Allinge er opstået omkring de naturlige klippehavne, der er langs kysten, og det lille fiskerleje ved Sandvig kan spores tilbage til middelalderen. Havnen i Sandvig blev bygget 1831-33, mens Allinge havn var færdig 1862, men blev ødelagt af stormfloden allerede i 1872. Granit, som blev brudt Hammerværket på Hammerknuden, blev bl.a. udskibet fra Allinge havn. Omkring 1900 begyndte turismen at vinde indpas, især for Sandvig, hvor der op gennem årene er blevet bygget en række hoteller langs strandpromenaden.

Efter at have vinket farvel til Aksel og de elever, der skulle til Christiansø, inspicerede vi den lille havn, som netop er blevet renoveret. Allinge er en livlig ferieby samt et handelscenter for Nordbornholm med masser af butikker, cafeer, restauranter samt et røgeri nede bag lodsstationen. De gamle huse og gader ligger malerisk på klipperne omkring havnen, der er flittigt besøgt af lystfartøjer.

Herefter begav vi os nordpå langs Havnegade og Strandvejen til Sandvig, som kun ligger 1-2 km borte. Lige efter havnen beundrede vi den smukke biblioteksbygning fra 1895. Den er tegnet af en af Bornholms største arkitekter, Mathias Andreas Bidstrup (1852-1929), som både Aksel og Jesper havde omtalt i rosende toner.

Mathias Bidstrup, som var uddannet tømrer, studerede kortvarigt på Kunstakademiet i København, men vendte i 1876 tilbage til sin fødeø, hvor han blev medindehaver af faderen H.P. Bidstrups byggeforretning. Som arkitekt fik han opført et overordentlig stort antal bygninger på Bornholm såsom Gudhjem Kirke, Rø Kirke, Vestermarie Kirke, Baptistkirken i Rønne, Rø Kirke og Gudhjem Kirke, Rådhuset i Allinge. Han tegnede i alt 20 skoler på Bornholm: Statsskolen i Rønne, Allinge Skole, Sandvig Skole, Teknisk Skole i hhv. Rønne, Åkirkeby, Allinge og Hasle. Han er også arkitekt bag de flotte stationer på Stationer på Rønne-Neksø banen. Han var grundtvigianer med liv og sjæl, og hans interesser omfattede bl.a. kunst, historie, arkæologi, teknik og geologi. Han var forstander for Rønne Tekniske Skole i 34 år og medstifter af Bornholms Museum i 1893. Han var formand for Rønne Håndværker- og Industriforening, medlem af Fællesrepræsentationen for Dansk Industri og Håndværk, formand for Bornholms Museumsforening, brandinspektør og bygningsinspektør, medlem af Rønne Byråd 1882-1888 samt ridder af Dannebrog. Fik jeg nævnt, at han også tegnede vores højskole, Bornholms Folkehøjskole i Almindingen, som blev opført i 1893?

På vejen kom forbi et skilt, som viste mod Madsebakke, som er Danmarks største helleristningsfelt. Ordet helleristning kommer af det svenske "hällristning". En "häll" er en klippeflade, og at "rista" betyder at ridse. Normalt er helleristningerne dog ikke indridsede, men huggede med en håndholdt sten. Bornholm praler med at være den egn af Danmark, hvor der findes flest helleristninger. Det er vel ikke så mærkeligt, da der stort set kun findes klipper på Bornholm. I andre egne af Danmark laves helleristninger på "løse sten".

Klippen, hvorpå helleristningerne findes, er en langstrakt flade orienteret nordøst - sydvest. Helleristningerne, som er fordelt ud over den nordvendte klippeflade, består af 11 skibe, 3 buede linier (muligvis også skibe), 5 solkors/hjultegn, 4 fodtegn og adskillige skåltegn. Figurerne er "ristet" i granitten engang i bronzealderen mellem 1800 og 500 år før Kristi fødsel. De har formentlig haft en magisk og/eller religiøs betydning. Mange af helleristningerne er orienteret i forhold til solens op og nedgangs positioner på bestemte dage af året, og flere af skibenes sejlretning går parallelt med hinanden. Tegner man sejlretningerne ind på et kort over Bornholm, vil de mange parallelle linier vise, at skibene sejler i hovedretninger som midsommer og midvinter solopgang og nedgang. Det synes at vise den interesse, som bronzealder mennesket havde for den livgivende sol. Bemærk, at skibene ikke er vikingeskibe; ristningerne er mere end dobbelt så gamle. Desværre havde vi ikke tid til at lægge vejen fordi - men det er jo også spændende at have noget til gode.

Sandvig Da vi kom til Sandvig, gik vi straks ned mod den lille havn. Her havde Birgit og jeg boet tre dage i 2008 sammen med Enis og Jim. Enis, som er gift med canadiske Jim, er min kusine, som sammen med sine forældre og storesøster Kirsten emigrerede til Canada i 1956. Nu var hun tilbage i gamle Danmark, og et af de steder, vi skulle besøge, var selvfølgelig Bornholm. Vi boede på Hotel Sandvig Havn, som er opført i 1912. Enis og Jim "var heldige" og fik et værelse med udsigt over Sandvig Havn, og især Jim nød at sidde i solen og betragte det hyggelige fiskermiljø.

Sandvig er et lille fiskerleje. Der findes et lille lystbådebassin uden For den gamle havn, som ejes af kommunen, men styres af den lokale havneforening. I området omkring havnen findes Sandvig batterierne, som var en del af forsvaret af Hammershus. Hammerknuden skyder sig voldsomt ud i havet nordvest for Sandvig. Hammerknuden er et fredet naturområde med lyngklædte bakker, granitklipper, Hammersøen, Salomons Kilde mv. Mellem knuden og det gamle fiskerleje ligger "sand-vigen" med den dejlige sandstrand. Her ligger flere gamle smukke hoteller, og i sæsonen er stemningen næsten middelhavsagtig.

Vi spiste frokost på en lille restaurant, som vi havde besøgt to år i forvejen. Jeg fik æggekage, mens Anne, Jan og Birgit fik en bornholmsk specialitet, Sol over Gudhjem: røget sild med æggeblomme, radiser og masser af purløg. Og ikke at glemme: et dejligt glas øl fra bryggeriet i Svaneke. Så kan det ikke blive meget bedre. Efter frokosten travede vi tilbage til Allinge og afventede, at færgen fra Christiansø skulle vende tilbage med vores kammerater.

Jan, som imellem os har en svag karakter og alt ofte giver efter for den, skulle selvfølgelig have en is på havnen, mens vi ventede. Og ikke den mindste i butikken.

Bornholm 1658 Bornholm har to uofficielle flag: Det såkaldte turistflag, som er et Dannebrog med grønt kors i stedet for et hvidt, og Bornholmsflaget, som er et Dannebrog med et grønt kors inde i det hvide kors. Turistflaget er det mest populære, og vi så det mange steder. Bornholmsflaget bruges efter sigende mest på Nordbornholm. Det følger den nordiske flagtradition med et dobbelt kors, som blev indført, da det norske flag udsprang af det danske.

Endnu et levende foredrag af Jesper. Temaet var Bornholms tilbagevenden til det danske rige i 1658. Først fik vi den historiske baggrund, som jeg ikke skal trætte for meget med. I 1645 erobrede Sverige Bornholm under Torstenssonkrigen, men ved Brömsebrofreden forblev Bornholm dog dansk. De danske forhandlinger blev for resten ført af Corfitz Ulfeldt, Christian IV's svigersøn. Den svenske konge, Karl X Gustav, var ikke tilfreds med resultatet, og i 1658 genoptog han krigshandlingerne mod Danmark. Ved Roskildefreden i 1658 måtte Danmark afstå Skåne, herunder Bornholm, som jo var en del af Skåneland, Halland og Blekinge til Sverige. Bornholms overgang til Sverige blev fastsat til 15. marts samme år. Ved forhandlingerne havde Ulfeldt skiftet side og deltog i forhandlingerne på svensk side, og Jesper mente, at det var Ulfeldt, som sikrede, at Bornholm gik til Sverige sammen med Skåne.

Oberstløjtnant Johan Printzensköld blev udnævnt til lens- og slotsfoged, og han tog til Bornholm med en militærstyrke på 116 mand - samt hustru og fem små børn. Printzensköld var blevet adlet for sine fortjenester under Trediveårskrigen (1618-1648), hvor han ene mand havde befriet den senere svenske konge, Karl X Gustav, som var taget til fange af to fjendtlige ryttere. Det lykkedes Printzensköld at dræbe dem begge.

Den 24. maj 1658 rejser 74 fremtrædende bornholmere til Malmö, hvor de aflægger ed til den svenske konge. Hermed var svenskernes overtagelse af Bornholm fuldbyrdet. I første omgang er forholdene på Bornholm rolige ved overgangen til svensk styre. I begyndelsen af november samme år udsendte Frederik III et kraftig opfordring til bornholmerne om at gøre oprør mod det svenske styre, og der blev dannet "en bornholmsk sammensværgelse", bestående af 22 medlemmer.

Den 8. december 1658 opstår en gylden mulighed for oprørerne, idet Printzensköld rider fra Hammershus uden ledsagelse til Rønne, hvor han skal forberede tilføring af forstærkninger fra Sverige. Undervejs gør Printzensköld et kort ophold hos borgmesteren i Hasle, hvilken oprørerne får nys om. Printzensköld fprtsætter til Rønne, hvor han tager ind til byens borgmester. To medlemmer af oprørerne, Jens Pedersen Kofoed, købmand i Hasle, og Povl Hansen Anker, sognepræst i Rutsker og Hasle begiver sig straks i en slæde til Nyker præstegård, hvor de alarmerer Jens Kofoed. De fortsætter til Rønne, hvor flere slutter sig til. Ved mørkets frembrud rider de ind i Rønne og begiver sig derfor hurtigt til borgmester Peder Larsen Møllers gård, hvor Printzensköld opholder sig. Planen er sandsynligvis at tage den svenske kommandant til fange. Imidlertid opstår der tumult, og Printzensköld flygter ud på Storegade. Rønneborgeren Villum Clausen affyrer et pistolskud, som dræber Printzensköld.

Allerede dagen efter belejrer bornholmerne Hammershus, hovedkvarteret for det svenske styre, og forhandlinger indledes. Bornholmerne er så heldige, at svenskernes erfarne næstkommanderende er rejst til Sverige for at hente forstærkninger, således at den fungerende kommandant er en ung og uerfaren løjtnant. Hen under aften overgiver svenskerne sig, hvorefter Hammershus - dvs, Bornholm - igen er på danske hænder. På mindre end to døgn har bornholmerne således realiseret opfordringen til opstand fra deres konge.

Jens Koefod bliver udnævnt til midlertidig kommandant på Bornholm, og en større delegation tager til København. Få dage senere ankommer en svensk undsætningsstyrke til Hammershus. Jens Koefod viser sig usædvanlig koldblodigt, og det lykkes at tage samtlige svenskere til fange uden kamp. Den 29. december 1658 overdrager delegationen i København Bornholm til Frederik III som personlig ejendom: "til Frederik III og dennes fødte og ufødte arvinger til evig arv og ejendom".

Ved fredsslutningen i København i 1660 afgav Danmark Skåne, Halland og Blekinge til Sverige, mens Bornholm kom tilbage til Danmark. Til gengæld måtte Danmark give Sverige en erstatning i form af et antal adelige skånske godser, som den danske konge måtte købe af danske adelige i Skåne. Det var således langt fra en billig omgang for Frederik III at få Sverige til at anerkende den bornholmske gave.

Har du lyst til at "høre" et spændende foredrag om befrielsen af Bornholm i 1945-46 og komme med på en udflugt til Rønne, så klik her.

 

Vælg næste side:

Tilbage til Rejseholdets hjemmeside Startside om ophold på Bornholms Højskole Forrige side: Bornholms Højskole og udflugt til Hammershus m.m. Næste side: Bornholm i 1945 og udflugt til Rønne