Sammen med Aase og Viggo - mine svigerforældre - besøgte Birgit og jeg besøgt Canada for første gang i 1998, så tilgiv, hvis nogle af mine oplysninger ikke er helt up-to-date. Der er også flere familiebilleder, end jeg almindeligvis ville vise. Anledningen til vores besøg var, at vores søn Claus havde bosat sig i Vancouver 1 år forinden. Her bor han sammen med Janet, som han mødte under sit 3 års ophold i Saudi Arabien. De besluttede at flytte til Canada, hvor Claus nu arbejder ved Meta-Soft, og Janet studerer ved University of British Columbia (UBC). Vi lærte Janet at kende sidste sommer, da hun besøgte Danmark i et par måneder. Og nu var vi kommer til Canada for at besøge Janet og Claus og træffe Janets familie. Desuden skulle vi mødes med min kusine Enis, som emigrerede til Canada i 1956 sammen med sin søster og sine forældre.
Vores forudgående viden om Canada var, kendskab til dets flag samt nogle få fysiske karakteristika. Som så mange andre rejsende ønskede vi at stifte nærmere bekendtskab med Canadas natur, især de pragtfulde nationalparker i Rocky Mountains. Canadiere er i Europa kendt som venlige og høflige. Hertil kommer deres sproglige egenart ved af afslutte enhver sætning med "eh?". Practical, eh? I Danmark bruger vi "ikk'", eller - som i Århus, hvor jeg kommer fra - "eg'å".
Og vi blev ikke skuffede. Vancouver er måske den smukkeste by i verden. Dens placering mellem Stillehavet og kystbjergene tæt ved Rocky Mountains er enestående. Vi mødte ikke mange af de problemer, som vi har set i Paris, Rom, Prag, Miami etc. Ikke mærkeligt, at FN har placeret Vancouver blandt alle de største byer i verden som stedet med den bedste livskvalitet. Vi besøgte nationalparkerne Jasper, Banff og Yoho. Scenerierne var enestående. Dyrelivet så forskellig fra det europæiske (i hvert fald fra det danske).
Men det vi elskede mest, var Canadierne. Ikke alene Janets familie. Og ikke alene min kusine Enis og hendes mand Jim. Og ikke alene Georgia, vores værtinde i Vancouver og hendes mand, Hugh. Men alle mennesker, vi mødte, var så høflige, venlige, hjælpsomme og interesserede. Vi vil ikke påstå, at canadierne er de venligste mennesker i verden. Vi har trods alt kun rejst i 25-30 lande. Men ingen steder har vi følt os bedre tilpas. Viggo - min svigerfar - sagde efter et par dages ophold, at han sagtens ville kunne finde sig til rette i Canada resten af livet. Et flot udsagn fra en mand på mere end 80 år. Sjovt nok, blev vi ofte spurgt, om vi var tyskere. Og jeg måtte flere gange forklare, at Danmark ligger tæt ved Tyskland, og at tysk faktisk er en fjern dansk dialekt. Jeg ved ikke, om de alle troede på det. Men som sagt, det er flinke mennesker.
Hvis du ikke er interesseret i Canadas historie og geografi - så kom med denne vej og jeg vil med glæde vise dig, hvad vi oplevede under vores 12 dages ophold i dette store land. Vi ved godt, at vi kun har set en brøkdel af Canada, men det er da en start.
Canada er verdens næststørste land, efter sammenbruddet af den russiske stat. Beliggende nord for USA, mellem Atlanterhavet og Stillehavet, er der ca. 7700 km fra kyst til kyst. Fra nord til syd ca. 4600 km. Næsten 90% of canadierne lever langs grænsen til USA. Canada har 10 provinser og 2 territorier, hver med deres egen hovedstad: Alberta, British Columbia, Prince Edward Island, Manitoba, New Brunswick, Nova Scotia, Ontario, Quebec, Saskatchewan, Newfoundland, Northwest Territories og Yukon Territory. Skønt meget af landet er søer og skove, er der bjerge, prærier og oven i købet en mindre ørken. Prærie dækker Manitoba, Saskatchewan og store dele af Alberta. Disse tidligere græsområder er nu omlagt til Canadas enorme hvede produktion.
Canada får et nyt Northern Territory i 1999, hvor det eksisterende Northwest Territories vil blive delt i 2. Den østlige del får navnet Nunavut. På Inuit sprog betyder Nunavut "Vores Land". Dannelsen af dette nye territorium er resultat af en aftale mellem Inuitterne og den canadiske regering om den oprindelige befolknings rettigheder. Nunavut vil omfatte næsten 25% af Canadas landområder.
Mangfoldighed er et kendetegn for Canadas geografi, omfattende frugtbare sletter til agerbrug, store bjergområder, søer og floder. De vildsomme skove må i det fjerne nord give plads for arktisk tundra. Der er selvfølgelig mange klimatiske variationer i dette enorme land, fra den permanent frosne iskappe i nord til den pragtfulde vegatation langs British Columbias vestkyst.
Canada har mere end 100 nationalparker og historiske steder og mindesmærker for at give hæder til mennekser, steder og begivenheder, som har spillet en rolle i landets historie. 37 nationalparker er spredt ud over landet, fx Banff (don't forget the 2 "f"-s, Pete!), som ligger på de østlige bjergsider af Albertas Rocky Mountains. Canada er et rigt land. De vigtigste naturlige ressourcer er naturgas, olie, guld, kul, kobber, jern, nikkel, uran og zink, tillige med træ og vand. Canada har en utrolig rig flora flora og fauna. Landet omfatter 8 vegetationazonee, de fleste domineret af skov. De mest almindelige træer er douglasfyr, rød cedar, hvid fyr og sukker ahorn, 'et af Canadas bedst kendte symboler - ahornbladet har været i det nationale flag siden 1965. Dyrene omfatter grizzly bjørnen, den sorte og brune bjørn, isbjørnen, bæveren, buffalooksen, ulven, prærieulven, lossen, pumaen, rådyr, elg, rensdyr osv. Der er også mere end 500 fuglearter som fx den canadiske gås.
Canada har en befolkning på ca. 30 millioner. Størsteparten, 77 procent, lever i byer. I virkeligheden bor 31 procent af befolkningen i de 3 største byer: Toronto, Montreal og Vancouver. Engelsk er modersmål for ca 16 millioner Canadiere, og fransk modersmål for ca. 6.5 millioner. Disse er Canadas 2 officielle sprog. Men mange canadiere har et andet modersmåk såsom italiensk, kinisisk, tysk, portugesisk, polsk, hollandsk, græsk eller andre sprog - for ikke at nævne dansk.
De oprindelige kulturer i Canada er "the Aboriginal cultures", eftersom alle andre Canadiere oprindelig er indvandrere. Indvandingen til Canada begyndte i det 17. århundrede, og hver gruppe medbragte mad- og klædevaner og andre kulturtræk fra deres hjemland. Canada åbnede dørene for indvandring fra hele verden i begyndelsen af 1900-tallet. Aboriginals, som benævnes 1st nation people, menes at have indvandret fra Asien fra 10.000 til 30.000 år siden over en passage mellem Sibirien og Alaska. Nogle slog sig ned i Canada, mens andre fortsatte sydpå. Da europæerne begyndte at befolke Canada, levede der en hel række naturfolk - enten som momader eller fastboende. De ernærede sig primært som jægere, fiskere og farmere.
De første kontakter mellem de indfødte og europæerne fandt sted for ca. 1000 år siden, da norske vikinger slog sig ned for en periode på Newfoundland. Men der gik yderligere 600 år, før indvandingen tog fart for alvor - og lang tid før Janets bedsteforældre kom over fra Norge for at søge deres lykke.
Franske, engelske og danske opdagelsesrejsende udforskede vandene i Nordamerika for at finde en ny rute til de rige markeder i Orienten. De anlagde et antal poster langs med St. Lawrence floden, De store søer og Mississippi; englænderne især ved Hudsonbugten og langs med den atlantiske kyst. Skønt opdagelsesrejsende som Cabot, Cartier og Champlain aldrig fandt en rute til Kina eller Indien, fandt de noget, som var lige så værdifuldt: rige fiskevande og store bestande af bæver, ræv og bjørn, som alle var meget eftertragtede for deres skind.
Permanente franske og engelske bosættelser blev anlagt i begyndelsen af 1600-tallet. Med disse bebyggelser kom økonomisk aktivitet. Men kolonierne i New France og New England forblev økonomisk afhængige af pelshandlen, samtidig med at de politisk og militært var afhængige af deres respektive moderlande.
Det var uundgåeligt, at Nordamerika blev inddraget i magtkampe mellem England og Frankrig. Efter Quebecs fald i 1759 overdrog "Pariser traktaten" alle de franske besiddelser øst for Mississippi til Storbritannien.
Under det engelske styre havde den fransktalende del af Canada det ene mål at bevare deres traditioner, sprog og kultur. I 1774 blev vedtaget en lov, som officielt anerkendte fransk civilret og garanterede religionsfrihed samt sprogfrihed.
Et stort antal engelsktalende kolonister (Loyalists), som ønskede at forblive tro mod det engelske overherredømme, søgte ophold i Canada, efter at USA vandt deres selvstændighed i 1776. Befolkningstilvæksten førte i 1791 til dannelse af Upper Canada (nu Ontario) og Lower Canada (nu Quebec). Begge områder fik deres egne repræsentative forsamlinger. Oprørere fra Upper og Lower Canada tvang i 1838 Storbritannien til at sammenlægge de 2 områder til Provinsen Canada. I 1848 fik provinsen ansvar for egne anliggender dog med udtagelse af udenrigspolitikken. Canada forblev dog medlen af the British Empire.
Storbritanniens nordamerikanske kolonier - Canada, Nova Scotia, New Brunswick, Prince Edward Island og Newfoundland - havde økonomisk fremgang. Men efter dannelsen af et kraftfuldt USA efter den amerikanske borgerkrig følte nogle politikere, at en sammenslutning af de britiske kolonier var den eneste måde at forhindre en sammenslutning. I 1867 blev Canada East, Canada West, Nova Scotia og New Brunswick lagt sammen som the Dominion of Canada.
British Columbia, som allerede i 1858 havde været kronkoloni, besluttede i 1871 at slutte sig til the Dominion - vistnok med det løfte, at de ville blive forbundet med den øvrige del af landet med en jernbaneforbindelse. I 1898 blev det nordlige territorium Yukon etableret under canadisk jurisdiktion - netop mens huldfeberen hærhede i Klondike. I 1905 blev 2 nye provinser tilknyttet: Alberta og Saskatchewan. Den resterende del af det enorme landområde blev til the Northwest Territories. Newfoundland foretrak at forblive en britisk koloni indtil 1949, da den blev den 10. canadiske provins.
Efter 1. verdenskrig voksede Canada langsomt i status og velstand, og blev i 1931 medlem af the Commonwealth. Under 2. verdenskrig kæmpede Canada endnu en gang sammen med Storbritannien mod Tyskland. Denne gang blev der indgået en forsvarspagt med USA, som efter angrebet på Pearl Harbor førte til en krigserklæring mod Japan.
Dannelse af de nye provinser førte til en forøget indvandring til Canada, især i den vestlige del. Den toppede i 1913 med 400.000 indvandrere! Der er ikke mange familier i Norge, Sverige eller Danmark, som ikke har ét eller flere familiemedlemmer, som emigrerede til Den nye verden. Min svigermoder havde en broder, som emigrerede til Alberta i 1917. Mi kusine Enis og hendes søster Kirsten emigrerede til Canada i 1957 sammen med deres forældre. Og i 1997 valgte vores søn, Claus at søge lykken i dette store og gæstfri land.
Siden 2. verdenskrig er Canadas økonomi fortsat med at vokse. Denne vækst i kombination med offentlige sociale programmer, pensionsordninger, sygesikring og arbejdsløshedsforsikringer har givet canadierne en høj levestandard og en god livskvalitet. Jeg ved, at der i nogle år har været en recession - og at det irriterer Canadierne, at US dollaren står højere end den canadiske.
Op kl. 4. Hentede Aase and Viggo kl. 5. Afgang fra Billund til Frankfurt kl. 7.25. Vi kom lidt forsinket afsted og landede 1 time efter tidsplanen i Toronto. På vores 9 timers tur over Atlanten så vi filmen Titanic. Gad vide, om de havde vist den film, hvis Titanic havde været en flyvemaskine og ikke et skib?
Vi landede i Vancouver som planlagt kl. 17. Mens vi ventede på vores kufferter, dukkede Janet og Claus op. Det var dejligt at se dem. Claus havde forladt Danmark for lidt mere end 1 år siden. Og vi havde ikke set Janet siden december 1996 i Danmark. Janet, som var meget ophidset, fortalte, at de havde en overraskelse til os. Og udenfor terminalen holdt en stor, hvis limousine og ventede på at bringe os til vores opholdssted i Vancouver.
De første indtryk af et nyt sted er altid vigtigt for os. Og jeg skal love for, at vi nød den 20 minutters køretid fra lufthavnen til vores bestemmelsessted. Alt var så frisk og rent. Vancouver ligger beskyttet mellem stillehavet og bjergene i den sydvestlige del af British Columbia. Byens parker er mange og store. Byen ligger på begge sider af en flod med adskillige broer, som krydser vandene. Tæt ved byen ligger flere sandstrande. Havnen, som er den største på Nordamerikas vestkyst, opererer hele året - især på Japan og Orienten. Grænsen til USA ligger bare 65 km sydpå. Ikke mærkeligt at mange mennesker finder Vancouver den smukkeste by i verden. Og jeg tænker ikke kun på personer, som bor der.
Gennem limousinens store vinduer kunne vi se, at avenuerne primært løb øst-vest, mens the streets løb nord-syd. Avenuerne er nummererede, fx 4th Avenue.
Vores opholdssted under besøget i Vancouver var en pragtfuld villa i 3 etager. Adressen er is Hugh and Georgia Humphries, 4103 West 10th Avenue, Vancouver B.C., V6R 2H2, telephone/fax (604) 222-4104. Der var en smuk have (hvor Birgit, Aase and Viggo skulle komme til at tilbringe en del tid, mens de iagttog den kølige røg fra deres cigaretter forsvinde op i den tynde luft). Nå, jeg har endnu ikke fortalt dig, that rygning stort set er forbudt i Canada? Og jeg tror ikke, at det er hensyn til brandfaren. Denne puristiske indstilling er også langsomt ved at komme til Europa og Danmark. (Men jeg er glad for, at ingen af vores sønner ryger).
Vores værter var som nævnt Georgia og Hugh. Hugh var kommet til Canada, da han var 19 år gammel. Hans familie kom fra Wales, hvilket kunne mere end anes i hans dialekt. Georgia fortalte os, at de havde arbejdet med forbedringer på huset i næsten 8 år. Netop nu var Hugh i gang med de nedre regioner af huset. Vi havde 2 dejlige, smukt møblerede værelser ovenpå. Jeg tror, at møblerne i vores værelse var fra Belgien. Værelserne var malet med forskellige farver - meget smagfuldt. Over hele huset var der kunstgenstande fra forskellige steder i Asien og Europa. Næsten som på et museum - men servicen var meget bedre. Når Birgit og jeg kommer tilbage til Vancouver, vil vi helt bestemt bo hos Georgia and Hugh. I det hele taget kan vi varmt anbefale "bed and breakfast", da man møder mange interessante mennesker fra hele verden. Og prisen var rimelig. Nej, vi er ikke i familie med Georgia og Hugh, men hvorfor skulle ikke også du have et perfekt ophold i Vancouver, som vi havde?
Efter en kort pause (læs "rygepause") fortsatte vi til Janet og Claus' lejlighed på Toronto Road, ca 2 km længere ude af 10th Avenue. Mens vi havde set os om i vores "hjem", havde Janet hentet den bil, vi havde lejet under vores ophold. Det var en udmærket bil med plads til 7 personer. Janet og Claus' lejlighed lå på 5. etage: ét soveværelse og en stor opholds- og spisestue, en altan med store træer foran, og nedenfor en dejlig have. På den anden side af vejen lå UBC (University of British Columbia - det største og ældste af de 2 universiteter, der ligger i Vancouver). Af faciliteter var der sauna, spabad og swimming pool. Janet fortalte, at hun en morgen havde mødt et egern ovenpå fryseren i køkkenet. Det må have været lidt af en oplevelse. For dem begge.
Mens vi spiste aftensmad, skitserede Janet and Claus det program, som de så omhyggeligt havde lagt for os. Først 4 dage i Vancouver. Så køretur til nogle af national parkerne i the Rockies - Jasper, Banff and Yoho - i 5 dage. Og endelig tilbage til Vancouver, hvor vi skulle tilbringe resten af vores ferie. Sød musik i vores ører.
Ved morgenbordet mødte vi en ung pige fra Singapore, som dog skulle rejse tilbage den følgende dag. Lidt senere dukkede et jødisk ægtepar op. De besøgte gamle venner i Vancouver og skulle vende tilbage til Haifa et par dage senere. De var kommet med fly til Edmonton, så med bus tioæ Jasper, og så med tog til Vancouver. Det havde været ret udmattende. Vi talte om Israle, og vi nævnte, at vi kende nogle danskere, som havde arbejdet i kibbutz i Israel. Manden udtalte, at han mente, at kibbutzerne havde gjort et stort og vigtigt stykke arbejde tidligere, men at "deres tid var ovre" (han trak en parallel til kommunismens fald) og sagde, at de kun kunne overleve på støtte fra regeringen.
Til morgenmad fik vi først en s-t-o-r tallerken med frisk frugt: appelsin, blåbær, druer, æbler, stikkelsbær osv. De følgende dage opdagede vi, at denne dejlige friske frugt ikke var en særlig velkomstmenu, men fast bestanddel af morgenmaden. Pragtfuldt! Efterfølgende fik vi fransk toast med canadisk ahorn sirup. Og selvfølgelig juice, kaffe og the. Efter morgenmaden blev vi samlet op af Janet og Claus, som tog os til med til Stanley Park.
Stanley Park er opkaldt efter den canadiske generalguvernør Lord Stanley. Den ligger i den vestlige ende af Vancouver på en halvø og er ét af byens landemærker. Den dækker et område på mere end 1.000 hektar og er således større end Central Park i New York!! - og meget smukkere! Den har mange tilbud til de besøgende: smukke haver, en swimming pool, et vandland for børn, et lille landbrug, en tennisbane, Vancouver Aquarium, en miniature jernbane, 3 badestrande og mange gang- og cyklestier. Hele vejen rundt om parken er en næsten 9 km lang sti for spadserende, løbende, cyklister og ikke mindst rulleskøjteløbere.
Vi tog en tur på ca 1 time rundt i parken i en hestetrukket vogn. Der findes en gratis bus, som kører folk rundt til de 10 mest populære attraktioner i parken, men den nåede vi ikke at benytte os af. Én af de første ting, vi så på turen, var en samling af totempæle. Janet fortalte, at vi den følgende dag ville se meget flottere totempæle på UBC. Vi var ikke desto mindre imponerede over dem, vi så i Stanley Park.
På højre side så vi en lille ø, som kaldes Deadman's Island. I dag ligger en stor hvid bygning på øen. Bygningen rummer HMCS DISCOVERY, en flådestation. Tilbage i 1792 nævnte Captain Vancouver en lille ø ud for kysten af det, vi nu kalder Stanley Park. I 1862, da John Morton, Vancouvers første hvide beboer, besøgte øen, var der 3 begravelsespladser for Squamish Indianerne, og han så hundredvis af cedartræs kister, hængende i træernes øverste grene. Nogle af kisterne var så skrøbelige, at de blev til støv, når man rørte ved dem, og knogler "regnede" ned i hovederne på dem nedenunder. Ikke desto mindre forsøgte Morton at bemægtige sig øen. Men han skiftede mening, da han fik at vide, at øen var "dead ground", og at der havde været et blodigt slag mellem rivaliserende indianerstammer, hvor flere hundrede krigere var blevet dræbt. De tidlige hvide beboere brugte øen som kirkegård. Gennem 1880'erne var den sæde for "pest huse", hvor kopperpatienter var i karantæne. Senere blev prostituerede henvist hertil, så det er med god grund, at stedet bærer navnet "Deadman's Island". I 1930 blev øen tilbudt til byen med ønske om, at der blev indrettet en parl - men parken blev aldrig realiseret. Og endelig i 1944 fik HMCS DISCOVERY tilladelse til at anvende øen som militærområde, hvilken den har været lige siden.
Lidt senere så vi en statue på en klippe - umiskendelig Den lille havfrue, som sidder lidt nord for København. Da vi kom nærmere, kunne vi se, at det var en rigtig pige - og ikke en havfrue. Alle kalder hende for "havfruen", men hendes rigtige navn er "Girl in Wetsuit" (pige i badedragt). Når tidevandet er inde, dækker det hendes fødder. Guiden fortalte, at man havde bedt København om tilladelse til at lave en kopi af "den lille havfrue", men det var blevet afslået (jeg er ikke for stolt af dette, men ingen har spurgt mig). Desværre fik vi ikke taget et foto af the "Girl in Wetsuit" - så i stedet får du et billede af originalen fra København.
Fra Prospect Point er der en pragtfuld udsigt til bjergene og Lions Gate Bridge. Denne berømte bro blev bygget i 1937 af Guiness familien - ja, dem med øllet. Denne 450 meter lange bro var, da den blev byget, den længste suspension bridge i verden. Mere end 60.000 biler passerer den 3-sporede bro hver dag.
Stanley Park tiltrækker både besøgende fra Vancouver som turister. Nogle af de mest spændende steder at beaøge er the Lost Lagoon, Stanley Park Zoo og Vancouver Aquarium. The Lost Lagoon er et perfekt og roligt sted at iagttage fugle. Siden 1938 har der været kørt et særligt fodringsprogram, og tusinder af fugle af forskellige arter bor her. Stanley Park Zoo er et godt sted for besøg af familier med børn, hvor man kan se isbjørne, pinviner, oddere, sæler og aber. Desuden er der et fuglehus med masser af eksotiske fugle. Vancouver Aquarium er utroligt fascinerende med mere end 8.000 dyr og 600 arter.
Vi købte billetter til akvariet samme sted, som vi havde købt billetter til hestevognsturen. Det sparede os for st stå i kø ved akvariet. Nu da vi taler om billetter, der er næsten altid særpris for studerende og pensionister (seniors). Dette er mig bekendt ikke så udbredt i Danmark. Akvariet er en privat non-profit institution med mere end 55.000 medlemmer. Medlemmerne hjælper også de besøgende ved at fortælle om dyrene og deres adfærd. The Pacific Coral Reef er en kopi af en lavvandet lagune et sted i det sydlige Stillehav. Hajer og fisk fra koralrev svømmer omkring i bassinet. Amazon Galleriet er hjem for dyr fra Amazon junglen, krokodiller, slanger og edderkopper.
The killer whale er den største delfinart; skinnende sort med hvide pletter omkring øjnene, på hagen (hvis en delfin har en hage?) og langs maven. Hannen er ca 9 meter lang og vejer indtil 11 ton; hunnen er ca 8 meter og vejer 8 ton.
Den er en yderst hurtig svømmer med hastigheder på mere end 50 km i times. Den tager ofte luft ind, hvilket især gør den spændende at iagttage. Den blæser en vandsøjle på mere end 3 meter i vejret - ofte med en høj, eksplosiv lyd. Disse intelligente dyr lever i en flok på 5-20 hele deres liv. De spiser alt, hvad der svømmer eller flyder (med undtagelse af mennesker): havfugle, skildpadder, småhvaler, sæler, søløver og alle slags fisk. Hunnen er drægtig i en periode på 15 måneder og føder en unge ca hvert 3. år. En samling på næsten 300 holder til i vandene omkring British Columbia. De er ikke registreret som en truet dyreart, men de faldende laksebestande påvirker dog størrelsen af flokken. Da vi vendte tilbage i 2001, blev Willie, den eneste tilbageblevne killer whale, under stor medieopmærksomhed transporteret til San Diego.
Efter et timelangt besøg i akvariet fik vi frokost på en bænk i parken. Janet og Claus havde medbragt madpakker til os. Imens studerede vi det canadiske dyreliv: påfugle, canadiske gæs, egern mv. Den canadiske gås er den mest almindeligt forekommende gås i Canada. Dens størrelse aftager, jo længere man kommer nordpå. Det mindste eksemplar findes således i den arktiske tundra. Den har en brunlig krop med et sort hoved, en lang sort hals og hvide striber på "kinderne". Disse gæs lever over det meste af Nordamerika i søer, bugter, floder og sumpområder. De er blevet næsten tamme i byparker. En smuk fugl efter min mening.
Herefter kørte vi til Janets og Claus' lejlighed, hvor vi fik kaffe. Efter kaffen spadserede vi rundt i nabolaget og beundrede de smukke omgivelser og de statelige huse der. Så tilbage til aftensmaden, hvor Claus havde lavet frikadeller. Min svigermor Aase satte stor pris på den danske snaps, de unge havde købt. Hun tager (mindst) én om dagen for blodomløbet. Hvis du spørger mig, så tror jeg, at hun kan lide den.
Næste morgen fik vi endnu en dejlig morgenmad/frokost med frugt, juice, the, kaffe, hjemmelavet syltetøj, ost, småkager osv. Ved morgenbordet mødte vi 2 unge mænd fra Østrig, som studerede ved UBC. Janet og Claus samlede os op og tog os med til Det antropologiske Museum, som lå ca 2 km fra, hvor vi boede.
Det antropologiske Museum (MOA) rummer verdens fineste eksemplarer af "Northwest Coast First Nations art" (native, aboriginal). Museumsbygningen, som selv har vundet en pris, ligger ud til havet med fin udsigt til bjergene på den anden side. Med sin beliggenhed mindede det os om det danske kunstmuseum, Louisianna nord for København. MOA er bygget af beton og glas.
I MOA's Great Hall findes en kæmpesamling af store totempæle, kanoer og brugsgenstande fremstillet af Haida og andre stammer fra kystområdet. I "the Masterpiece Gallery" er udstillet udskårne arbejder i sølv, guld, sten og træ. Udenfor museet er bygget 2 Haida Huse og 10 totempæle.
"The Koerner Ceramics Gallery" har en stor samling af 15. - 19. århundrede europæisk keramik. Desuden har museet em imponerende samling af japansk og kinesisk keramik. Denne samling var doneret til museet nogle år i forvejen af en privat samler. I årets løb præsenteres specielle programmer og udstillinger. Men hovedvægten lægges altid på First Nations people i BC's historie og kultur.
Museet har verdens største samling af værker af Haida kunstneren, Bill Reid. Det værk, som imponerede os mest, var Reid's berømte skulptur i gul, lamineret cedertræ, "The Raven and the First Men". Herudover var der i "the Great Hall" 2 store skulpturer: Bear og Sea Wolf, foruden en del mindre værker. I 1994 åbnede museet en permanent udstilling af hans mindre værker i guld, sølv og træ. Dagen i forvejen havde vi set Lord of the Under Sea, en killer whale skulptur, som stod udenfor Vancouver Aquarium.
Bill Read, som er født i Victoria, har altid været stolt af sin rødder og altid været stærkt knyttet til sin morfar, som var Haida sølvsmed og trlskærer. Mens han arbejdede i Toronto for Canadian Broadcasting Corporation, studedere han de kunstgenstande fra det nordvestlige kystområde på Royal Ontario Museum, og han begyndte at udforske sin kulturelle arv. På samme tid gennemførte han et 2-års kursus i smykkefremstilling. I 1958 accepterede han en invitation til at skabe en del af en Haida landsby for UBC. Disse langhuse befinder sig nu udenfor Moa. Udformning af denne landsby blev et vendepunkt i Reid's kunstneriske karriere. Hans arbejder, som genoplivede traditionel Haida træskærerteknik og design, fik international anerkendelse. Haida landsbyen var den første af en lang række stor-skala arbejder, som han er mest kendt for.
Hundreder af mennesker samledes ved MOA den 24. marts i år (1998) for at mindes og ære Bill Reid, som døde den 13. marts i en alder af 78. Kunstnerens aske blev bragt ind på museet i en kano, båret af 12 af hans venner. Mere end 50 talere bevidnede deres respekt for denne store kunstner.
Denne skulptur afbilder et gammels Haida sagn: Efter den store oversvømmelse stirrede Ravnen og og ned ad stradbredden. Der - halvt begravet i sandet - lå en kæmpe krabbeskal. Da Ravnens skygge ramte skallen, hørte den et skrig. Da den kiggede ind i åbningen mellem skallens halvdele, så den, at skallen var fyldt med bittesmå skabninger, som dækkede sig i frygt for skyggen.
Det varede ikke længe før først én og så endnu en af de små skabninger kom ud af skallen. Meget mærlige skabninger var de: 2 ben som Ravnen, men ellers meget anderledes. De havde ingen fjer. Ellers pels. Deres skind var blegt, og de var nøgne bortset fra den mørke hår på deres runde, flade hoveder. I stedet for stærke vinger som Ravnen, havde de tykke arme, som de bevægede uafbrudt. Det var de første mennesker.
Ravnen følte en besynderlig trang til at beskytte og sørge for disse første mennesker. Og med tiden skulle den bringe dem solen, månen og stjernerne; ilden, laksen og cedertræet; lære dem jagtens hemmeligheder. Ravnen så disse svage skabninger både stærke og kærlige, modige og lidenskabelige - i stand til at beskyte sig selv og overleve.
Og deres børn gemte sig ikke frygtsomt i krabbeskaller, men fortsatte med at være børn af den vilde kyst, af de stormomsuste kyster mellem land og hav. En smuk historie, som ikke er så forskellig fra andre kulturers skabelsesberetninger.
Efter at have besøgt UBC kørte vi langs med stranden. Der var mange mennesker på stranden, men ikke i vandet. Strandene så dejlige ud. I nærheden ligger en nudiststrand, som har været meget omtalt i medierne, herunder også i de danske medier. Det har selvfølgelig medført besøg af en række - påklædte - gæster. Om vi kørte derhen for at kigge? Selvfølgelig ikke.
Om aftenen spiste vi på Earls - en restaurant i downtown Vancouver. Earls er en kæde med restaurationer over hele Canada. Det er (var) ikke muligt at foretage en reservation, men et opkald, kort før vi kørte hjemmefra viste sig nyttigt. Vi startede med en kande (pitcher) øl, som svarer til 6 øl. Øllet, som hed "Albino Rino Ale", er en af husets specialiteter. En stærk øl med an antydning af sødme. De fleste valgte sirloin steak af Angus beef. Dette oksekød er so fantastisk, at det har været nødvendigt at rationere det mellem de forskellige restaurationer. Betjeningen var særdeles god, og tjeneren smilende, høflig og hjælpsom. De følgende dage gik det op for os, at det bare er standarden i Canada. Capucinoen efter middagen var til gengæld ringe. Vi bestemte, at vi ville komme igen én af de sidste aftener, før vi igen forlod Canada. Men, skæbnen havde andre planer for os.
Næste morgen samlede Janet og Claus os op efter frokost, og vi kørte til Langley. Vi var inviteret til middag hos Janets søster Jane og hendes (Janes) mand Terry. I forbindelse hermed ville vi besøge Fort Langley, som ligger ca. 15 minutters kørsel fra Langley. Inden vi tog til fortet, som ofte benævnes British Columbias fødested, fil vi kaffe i byen. Vi bsøgte en antikvitetsforretning, hvor Janet og Claus havde set en signeret tegning af den danske kong Kristian X, ridende over den dansk-tyske grænse i 1920. I dette år tilbageleverede Tyskland gammel dansk land, som havde været besat siden 1864. Desværre viste det sig, at tegningen var af kongens bedstefar. Men under alle omstændigheder en sjov oplevelse. Vi kunne godt have brugt en time mere i den snurrige forretning - måske næste gang.
På en bakke med udsigt over en kanal til Fraser River ligger et fort omgivet af palisader. Det er bygget i den stil, som var fremherskende midt i 1800 tallet. Dette fort skulle få stor indflydelse på Canadas historie. Det var det første permanente kontaktpunkt mellem europæiske handlende og områdets indfødte befolkning. Det blev snart en vigtigt center for kulturel interaktion og handel med skind, laks, tranebær og landbrugsprodukter både til det amerikanske hjemmemarked og til de oversøiske markeder. Herudover spillede fortet en vigtig rolle i forbindelse med import af færdigvarer fra England og andre lande.
Opdagelsen af guld i Canada 1858 startede et væddeløb med mere end 30.000 guldgravere, som kom op ad Fraser River. De fleste kom fra guldfelterne i Californien. Af frygt for, at amerikanerne skulle overtage området, suspenderede den britiske regering det monopol, som the Hudson's Bay Company hidtil havde haft, og erklærede direkte kontrol over området. Kronkolonien British Columbia blev udråbt af guvernør James Douglas i dronning Victorias navn den 19. november 1858.
Denne ceremoni fandt sted på den øverste etage i the Big House i Fort Langley. Dette er forklaringen på, at Fort Langley kaldes the Birthplace of B.C. I 1871 blev British Columbia medlem af det nye Dominion of Canada, hvis grænser gik fra Atlanterhavet til Stillehavet.
Efter 1858 begyndte fortet at gå i forfald. I 1886 åbnede Hudson's Bay Company en butik i en nærliggende landsby, og Fort Langley ophørte med at fungere som kompagniets handelspost. I 1923 erklærede the Historic Sites and Monuments Board of Canada Fort Langley for at være af national, historisk betydning. Restaureringen af fortet påbegyndtet i 1958 i forbindelse med fejring af British Columbias 100 års fødselsdag.
I dag har meget ændret sig, men fortet består stadigvæk, delvist rekonstrueret omkring den oprindelige lagerbygning. Farmen, som blev anlagt for mange år siden, drives fortsat på den anden side af floden, hvor Kwantlen stammen byggede deres landsby, kort tid efter at fortet blev opført. Den dag, vi var der, var der en såkaldt pow wow, men vi havde desværre ikke tid til at overvære det.
Fort Langley spillede en meget vigtig rolle i handelen med skind vest for Rocky Mountains. Denne blev styret af det mægtige Hudson's Bay Company. Før man kommer ind til fortet, skal man gennem en stor bygning, som tilbyder information om stedet. Desuden ligger der (selvfølgelig) en gavebutik. Det oprindelige Fort Langley blev egentlig bygget i 1827, 4 km nede ad floden. Det blev flyttet til dens nuværende placering i 1839 og genopbygget efter en katastrofal brand i 1840. I 1886 holdt det som nævnt op med at fungere. Fortet rummer en samling på ca 3.500 genstande fra området. Vi var så heldige at komme, netop som der blev opført en serie af små spil, som beskrev hændelser fra omkring 1850. De medvirkende, som optrådte i datidens kostumer, var ubetalte frivillige (jeg spurgte én af dem).
Af de 16 bygninger, som oprindelig befandt sig indenfor palisaderne, er kun lagerbygningen fra 1840 original. De øvrige bygninger er ødelagt i tidens løb, 6 bygninger og palisaderne er indtil videre opført for at give de besøgende et indtryk forholdende dengang og fortælle denne spændende periodes historie.<>
Tjenestefolkenes kvarter blev bygget i 1958. Indenfor forklarede en ung pige om, hvorledes hverdagslivet var i det 19. århundrede. Her boede kompagniets arbejdere sammen med deres indfødte koner og deres børn. Ca 100 mennesker boede på fortet. Kun den ansvarshavende officer havde en hvid hustru. Mange af arbejderne kom fra Hawaii - de levede nærmest som slaver, og mange af dem havde ikke nogen lang levetid. Der var mange fransk-canadiske og skotske arbejdere i Fort Langley. Den kendsgerning, at alle arbejderne giftede sig med indfødte kvinder, er formentlig forklaringen på, at fortet aldrig blev angrebet af indianerne. I virkeligheden var forholdet mellem dem udmærket.
Administrationsbygningen, som kaldes Big House, ligger på det sted, hvor James Douglas blev udnærnt til den første guvernør over den nye kronkoloni British Columbia. Denne rekonstruktion blev også byget til 100 års festen i 1958. Huset er ganske imponerende med sine 2 etager. Udover James Douglas levede familien Yale i bygningen. Hver aften spiste de 2 mænd middag sammen og diskuterede fortets problemer og anliggender. Proklamationen fandt sted på terrassen, vi så Union Jack gå til tops under det lille spil, som blev opført.
Den store lagerbygning er den eneste originale bygning i fortet. Det blev bygget omkring 1840 efter branden. De 3 lagerbygninger rummede dels varer, som ventede på at blive udskibet til fremmede markeder, dels varer, som skulle sendes til andre af kompagniets poster, samt varer, som skulle bruges på fortet selv. Egentlig handel fandt sted i en butik ved de nordlige palisader. Handelsfolkene på Fort Langley havde adgang til forskellige varer som bæver, sort bjørn, ræv og vaskebjørn. Et af de spil, som blev opført, viste en gruppe indianere, som kom til fortet med skind og ønskede at købe skydevåben og krudt. Laksen var både en vigtig fødekilde for fortets beboere og en vigtig handelsvare. De største mænger laks kom om efteråret, men mængderne varierede meget fra år til år. Selv i dag er både frisk og røget laks en lokal specialitet. Det skulle vi opleve senere samme dag.
Smeden lavede økser og andre redskaber, både til handel og til eget brug på fortet. Under guldfeberen havde smedene travlt med at lave økser og hakker til andre guldgraverne.
I en anden bygning, som er opført i 1993, demonstreres hvorledes man lavede tønder. Tønder blev på den tid brugt til mange forskellige formål: transport og opbevaring af varer som laks og tranebær, i husholdningen til madvarer osv.
Udover bygningerne var der en køkkenhave i fortet samt en udendørs bageovn. Det var en stor oplevelse for os at høre om Canadas fortid og få en fornemmelse af, hvorledes det hele startede. Til sidst stillede aktørerne op til fotografering. Efter min mening er det svært at tro, at tante Ruth er mere end 80 år. Ved vores efterfølgende besøg i april 2001 var tante Ruth ikke blevet en dag ældre. Forbavsende.
Bastionerne tjente både som udkigspunkter og som midlertidig logi for tjenestefolk. Adgang til galleriet er mulig fra anden etage. Fra bastionerne er der en flot udsigt over Fraser River, ligesom vi kunne se indianer reservatet på den anden side af floden.
Så vendte vi tilbage til familien Nichols hjem. Ruths søn, William ringede og fortalte, at han havde problemer med sin motorcykle, hvorefter husets 2 sønner - Jason og Ross - blev sendt afsted for at hente ham. Det forekom os, at næsten enhver person i en canadisk familie har sin egen bil. I Danmark betaler man 225 procent i skat, når man køber en bil. Og ca 2 dollars foe n liter benzin. Det er formentlig en del af forklaringen på denne forskel. Da William dukkede op, blev vi vidne til den særlige canadiske protokol, som er anderledes end den danske. En person, som slutter sig til en gruppe af mennesker, skal introduceres af én af de tilstedeværende. William udbrød efter nogen tid - næsten desperat: "Won't somebody please introduce me?!
Terry fortalte, at han arbejdede for "Save on foods", en fødevarekæde med mere end 700 forretninger i B.C. og Alberta. Firmaet startede som detailvirksomhed i 1915 af en "entreprenør" ved navn Robert C. Kidd. Han udviklede mange nye tiltag for at trække kunder til forretningen. Hans mest kendte "trick" var at lægge ekstra 2 ounces til hvert pund, han solgte af sin egen Indian- og Ceylon- blanding af te. Forretningen blev snart kendt som "the overweight tea" store. Da han åbnede sin anden forretning, besluttede Kidd at kalde den for "Overwaitea". I 1968 blev en kontrollerende del af virksomheden solgt til Jim Pattison, en meget succesrig forretningsmand fra Vancouver. Omsætningen var ca. 5 millarder dollars om året. Da jeg spurgte Terry, om firmaet havde planer om at ekspandere østpå, svarede han, at "Save on foods" jo kun var en mindre kæde i Canada! Men formentlig større end de største i Danmark. Terry havde en klenodie stående i køkkenet, nemlig én af de oprindelige tekander fra OverWaitea.
Mens vi havde besøgt Fort Langley, havde Terry haft travlt med at grillstege en laks. Ikke bare en laks, men laksen. Ingen af os danske havde nogensinde set så stor en laks. Næsten 18 pund - efter at hoved og hale var skaret af. Vi spiser ganske vist en del laks i Canada, men de vejer almindeligvis bare nogle få pund, og er oftest opdrættet i laksefarme. Desværre fik vi ikke et billede af uhyret. Men vi fik da et billede af den kage, som Jane og Janet havde lavet til os.
Ved 4-tiden dukkede Enis og Jim Bare op - direkte fra golfbanen. Enis er min kusine, og vi havde ikke set hinanden, siden hun og hendes søster Kirsten og deres forældre Frida og Ove Thopholm (Topholm) emigrerede til Canada i 1957 for 41 år siden. I de seneste 10 år havde vi holdt forbindelse ved lige gennem brevskrivning og årlige telefonsamtaler. Det var en stor oplevelse at mødes efter så mange år. Nichols familien havde været så generøse at invitere os alle til deres hjem. Det viste sig, at både the Nichols og the Bares var lidenskabelige golfspillere. Jim fortalte, at han og Enis havde den ambition at spille mindst én gang på hver golfbane i B.C. Og så vidt jeg forstod, havde de en score på mere end 50%. Jeg husker, engang jeg talte med Jim i telefonen. Det var ved juletid, og jeg stillede Jim dette tåbelige spørgsmål: "Hvorledes er vejret lige nu i B.C.?" - og Jim, som er et omvandrende leksikon, gav mig et foredrag om størrelsen af British Columbia. Det er så stort, at det ikke giver mening at tale om vejret i B.C., eftersom der udmærket kan være 10 grader celsius i den sydlige del og -40 grader celsius i den nordlige del. Enis og Jim inviterede os til middag den følgende lørdag.
Vi fortalte, at vi ville køre til Jasper National Park den følgende morgen. Og der var ingen ende på de advarsler, vi fik. Jeg tror, at de unge mennesker prøvede at mobbe Claus. De påstod, at det ville tage mindst 3 timer alene at komme til Hope. Under alle omstændigheder havde vi en dejlig dag sammen med mange vidunderlige mennesker. Og vi håbede at kunne mødes med Nichols familien mindst én gang før, vi skulle tilbage til to Danmark.
Næste morgen skulle vi afsted på en 6-dages rundrejse til nogle af de smukke nationalparker, som ligger i Rocky Mountains. Hvis du har lyst til at komme med, så bare klik her.