1. marts 2002
Kære "gamle" klassekammerat
Som du måske husker, er det i år 40 år siden, at vi forlod vores gamle skole. En del af os var samlet for at fejre vores 25 år skolejubilæum, og denne gang håber vi at blive endnu flere. Vi har talt med fru Haaning, som glæder sig meget til at komme. Desuden har vi inviteret Einar Møller og Jørgen Christiansen med til vores sammenkomst, som finder sted den 25. marts 2002.
Dagens program:
Kl. 10: Vi mødes i Cafe du Nord i Magasin (stueetagen) på Åboulevarden, hvor vi drikker en kop kaffe/te.
Kl. 11: Rundvisning i Århus Domkirke, hvor vi bl.a. skal se de smukke, nyrestaurerede kalkmalerier.
Kl. 12: Afgang til restaurant Skovmøllen (Skovmøllevej 51, Højbjerg, tlf 8627 1214). Transport i egne biler eller med Bus 6 til Moesgaard Museum og 10 minutters gang i den smukke skov til kroen. Køretid med bus fra Busgaden til Moesgaard knap 25 minutter.
Kl. 13: Frokost på Skovmøllen.
Tilmelding/betaling
Tilmelding senest 1. maj 2002 til Karen Thue Hansen, Østergårdsvej 18, Lee, 8850 Bjerringbro. Du bedes samtidig enten vedlægge 100 kr i check eller indsætte beløbet på denne konto xxxx xxxxxxx. Beløbet omfatter dels betaling for rundvisning, dels lærernes forplejning. For lidt/meget betalt vil blive reguleret, når vi mødes. På dagen betaler vi hver især for kaffe/the og frokost.
På bagsiden er trykt en klasseliste. Hvis du har viden/idéer om, hvor nogen af de manglende befinder sig, eller hvis vi har glemt nogen, bedes du ringe til Birgit eller Karen.
Kærlig hilsen fra festudvalget - og på gensyn
Karen, Dorte og Birgit

Kaffe/te i Cafe du Nord i Magasin

Til venstre i billedet Birgit Haaning




Frokost på restaurant Skovmøllen




Einar Møller og Birgit Haaning




Birgit og Einar Møller
Melodi: Pigerne fra Småland
1. Da Danmark var besat, og alt var trist og mørkt og gråt
var sukker rationeret, og med kaffe var det småt -
en whiskysjus var sjælden - hva' sku' folk dog hitte på?
I sammenhold og mørke blev der skabt en masse små.
Det er os der er født i 40-erne, krigens glade børneflok,
en sidste trøst i nøden før alverden gik amok.
Vi er Danmarks store årgang, vi er seje - vi er kry -
og vi har sat vort præg på både land og på by.
2. Da vi sku' gå i skole, sku' vi cykle flere mil.
Vi pusted' nok, men hilste altid lær'ne med et smil.
Vi lærte kongerækken, salmebogen ku' vi li' -
fra frikvarterets fedtemadder fik vi energi.
Det er os der født i 40-erne, vi var folkeskolens håb -
bag lokumsdørens tremmer fik vi vores voksendåb.
Vi er Danmarks store årgang, vi er seje- vi er kry -
og vi har sat vort præg på både land og på by.
3. Så blev vi konfirmer't og vor's hormoner stod i flor -
habit og brylcreme, strutskørt og formaninger fra mor.
Vi dansed' kind mod kind til Papa Bue og Tommy Steele, -
så tog vi cyklen hjem, for farmand havde ingen bil.
Det er os der er født i 40-erne vi drak gin og lime i smug,
en enkelt pakke Kings ku' nå, så alle fik et sug.
Vi er Danmarks store årgang, vi er seje- vi er kry -
og vi har sat vort præg på både land og på by.
4. Så blev vi alle gift - (en del fordi de sku' ha' små)
Anstændigt kirkebryllup holdt vi, som man bør og må.
På afbetaling købte vi et teaktræsmøblement,
og mælkemanden bragte vores sød med klokkeklang.
Det er os der er født i 40-erne, vi fik børn og hus og hund.
Den gamle brugte Folkevogn var næsten uden bund.
Vi er Danmarks store årgang, vi er seje- vi er kry -
og vi har sat vort præg på både land og på by.
5. Nu har vi plads i solen - vores hjem har fået stil -
lidt kunst på væggen samt en ny og meget bedre bil.
En hygge-gæstemiddag, hvor vi ta'r den lidt med ro,
og til culotten drikker vi en god og tør bordeaux.
Det er os der født i 40-erne, vi kom ganske godt i vej.
Myoser og lidt stress går vi dog rundt med hver for sig.
Vi er Danmarks store årgang, vi er seje- vi er kry -
og vi har sat vort præg på både land og på by.
6. Om føje år så går vi sikkert alle på pension
og gi'r vort job til unge folk, der stadig ejer troen.
På plejehjemmet må vi stuves, fler' i samme rum -
og håber der er penge nok til vores otium.
Det er os der født i 40-erne - morgensnapsens muntre folk
så ta'r vi et slag, hjerterfri og svinger med vor stok.
Vi er Danmarks store årgang, vi er seje- vi er kry -
og vi har sat vort præg på både land og på by.
|
|
|