Af: Henrik Stanek

50 år med fru Haaning

Birgit Haaning på 86 lagde grunden til det humør og fællesskab, der stadig præger hendes gamle klasse

Herinde havde vi botanik. Vi ville så gerne have seksualvejledning. Nu mener de andre, at det blev mig, der fremsatte vores ønske, fordi jeg havde størst behov for undervisningen', griner Birgit Nielsen.

Grinet smitter blandt de gamle klassekammerater. For humøret er højt, da de 16 efterhånden modne piger bliver vist rundt på den tidligere Christiansgade Pigeskole i det centrale Århus sammen med fru Haaning, deres klasselærer. Det er 50 år siden, at de gik ud af skolen, de fleste efter en veloverstået realeksamen.

Den frimodige omgangstone bunder i, at damerne kender hinanden godt. De har mødt hinanden hvert år lige siden. En tradition, fru Haaning satte i gang. Det var også fru Haanings fortjeneste, at pigerne ikke havde kontroverser i skoletiden. Hun tålte ikke det, man i dag kalder mobning. 'Jeg husker engang, vi spillede langbold i skolegården. En af de andre kunne ikke ramme bolden, og så sagde jeg, at ramme ved siden af også er at ramme. Fru Haaning bad mig straks om at sætte mig over på bænken. Jeg kunne ikke se, at jeg havde gjort noget forkert, men bagefter forklarede hun mig, at man ikke håner andre. Hun ville ikke have, at vi mobbede hinanden', siger Inge Merete Sørensen.

Lærere delt i køn
Damerne går ned i kælderen, hvor de havde håndgerning med fru Haaning. Det var lige efter krigen, og det kneb med råvarer. Der var kun garn til, at de hver kunne strikke én strømpe, mindes de.

Ovenpå ligger lærerindernes gamle lærerværelse. De mandlige lærere holdt til på første sal.

'Jeg kan ikke forklare, hvorfor vi var delt i køn. Det var noget underligt noget, men først med tiden begyndte vi at blande os', fortæller Birgit Haaning.

Gode, velopdragne børn
'Er det her gymnastiksalen? Den lå da i kælderen'.

Tvivlen nager Elsa Johansen. Men den er god nok.

I dag huser den gamle pigeskole en afdeling af Århus Købmandsskole, som har lagt en etageadskillelse ind der, hvor pigerne dinglede i tove og ribber.

'Det var en rigtig god skole. Vi gjorde, hvad der blev sagt, men vi elskede også vores lærere. Vi lærte, at det var for vores egen skyld, at vi gik i skole. Når fru Haaning havde et ærinde i timen og bad os sidde stille imens, så gjorde vi det', fortæller Inge Merete Sørensen.

'Ja, det var pærelet at være lærer dengang. Pigerne gik i flinkeskole, og de passede deres ting. Det var gode, velopdragne børn. De var ikke så forkælede dengang', siger Birgit Haaning.

Det spillede også en rolle, at en realeksamen var nok til at få en uddannelse i erhvervslivet. 'Det var et offer for mange af forældrene at lade pigerne gå i skole så længe. De kunne være gået ud af skolen to-tre år tidligere, så når de fik lov at tage realeksamen, skulle de naturligvis lave deres skolearbejde ordentligt', siger Birgit Haaning.

Forplantningens gåde
Selv om pigerne efterlyste seksualundervisning, var det så som så, hvad de lærte om forplantningens gåde i skolen.

Deres mandlige botaniklærer afviste at tage sig af emnet overhovedet. Først da de året efter fik en lærerinde, lærte de om evnen til at formere sig.

'Hun fortalte os om haren og sagde, at sådan var det også med os mennesker. Nærmere kom vi det ikke', fortæller Birgit Nielsen.

Som det også fremgår af ovenstående, var fru Haaning altid villig til at deltage i sammenkomster med sine gamle elever, og hun deltog også i vores klasses 25-års og 40-års jubilæumsfester. På sidste skoledag erklærede hun, at der var åbent hus i hendes hjem første lørdag efter Morsdag, og der var altid mange, der troppede op. Da hun fik sommerhus på Tunø, inviterede hun hver sommer tidligere elever med derover på weekend. Det var dejlige stunder med masser af snak og latter, som vi aldrig vil glemme.

Der udviklede sig et nært venskab mellem fru Haaning og fire elever fra klassen: Karen, Dorte, Birgit og Lis, og 1-2 gange om året var vi sammen enten hos fru Haaning eller hos en af os andre. På et tidspunkt begyndte ægtefællerne også at deltage i disse sammenkomster, og det viste sig snart, at de både kom godt ud af det sammen, og alle "faldt for" fru Haaning. Fru Haaning, som var blevet enke i en meget ung alder, fik på et tidspunk en god og livslang ven (kæreste), Axel Pedersen, som havde været skoleinspektør på Skovvangsskolen fra 1957-1978. Efter at de var blevet pensionerede, flyttede de sammen, og det var altid en stor fornøjelse at besøge dem i deres velindrettede "pensionistrede" i den nordlige del af Aarhus. Begge var åndsfriske til det sidste og fulgte gennem alle årene med i byens kulturliv og læste stort set alt, hvad der udkom af ny litteratur.

Nedenfor er vist nogle billeder fra vores sammenkomster.

Sammenkomst med Birgit Haaning hos Karen

Lis, Birgit, fru Haaning, Karen og Dorte samt ægtefæller o.l.

Lis, Dorte og fru Haaning

Birgit og Karen

Sammenkomst med Birgit Haaning i juni 2005 hos Birgit

Birgit og fru Haaning

Ålegilde mm. i Kollund med Birgit Haaning i august 2005

Birgit Haaning, Axel Petersen, Karen m.fl.

Karen, Dorte, Birgit m.fl.

Sammenkomst med Birgit Haaning i juni 2007

Til venstre Dorte, i baggrunden Birgit Haaning

I forgrunden Karen, i baggrunden Birgit

Birgit Haaning og Axsel Pedersen i deres hjem

Axel Pedersen, seminarieuddannet i 1933, viceinspektør på Læssøesgade Skole i Århus i 1952, skoleinspektør på Skovvangsskolen i 1957, start på den 3. alder i 1978. Axel boede sammen med Birgit i en moderne og velindrettet pensionistvilla i det nordlige Århus. Storm P. sagde engang: "De bidende Bemærkninger kommer egentlig først, naar man har mistet Tænderne!". Denne observation gjaldt ikke for Axel, hvis mundtlige og skriftlige udsagn altid var præget af både bid og vid. Vi var flere i Axel lille menighed, der hvert år glædede sig over hans hyrdebrev ("juleepistel"), hvori han veloplagt kommenterede livets gang i et snurrigt kancellisprog, som han mestrede til perfektion. Vi savner Birgit og Axel og mindes dem, hver gang vi samles.