Den smålige: I stedet for at konfrontere døden hakker han på alderdommen.
Den, som har for mange ord, kan kun være alene.
Den, som ikke har noget at tænke, skaffer sig det i ordbogen.
Der bliver aldrig en filosof af ham; han gentager sig selv for sjældent.
Der bor mange i ham, som holder sig skjult. Han får dem aldrig at se. Når han sover, går de ud og ind. I drømme mærker han deres ånde.
Det er dejligt at – ikke som arkivar – at gentage sit liv.
Det er nok svært at udstå sin egen selvtilfredshed - men andres!
Du har ikke en eneste ven blandt dyr. Kalder du det liv?
Dyr bliver mere og mere gådefulde for mig, måske fordi jeg tror jeg ved noget om mennesker.
Dyrene i vores tænkning skal blive mægtige igen, som i tiden før deres underkastelse.
En del af ham er gammel og en anden endnu ufødt.
Er der en tanke, det var værd ikke at tænke igen?
Filosoffernes dybsindigste tanker minder noget om tricks. Meget forsvinder, for at der pludselig kan være noget i hånden.
Filosoffernes indbyrdes hilsen burde være: Giv dig tid.
Han er så ond, at hans øre frygter hans tunge.
Han gav sig selv drikkepengene, fra højre hånd over i venstre.
Han indså virkningen af sine ord og mistede mælet derved.
Han lytter til de sidste tanker i verdensrummet.
I alderdommen bliver sanserne klæbrige.
I stedet for tænder har han ord siddende i munden. Med dem tygger han. De falder aldrig ud.
Jeg vil ikke vide, hvad jeg var. Jeg vil blive, hvad jeg var.
Kan du ustraffet berøre dit tidligere liv?
Man skal bruge den ros, man får, til at forstå, hvad man ikke er.
Ofte bliver hans egen skygge for tung for ham.
Sætte ild på sine venner og lade dem brænde op alene.
Hvor grusomt og naturligt for en forfatter..
Så længe han ikke kæder sætninger sammen, tror han, at han skriver sandheden.
Ærgerrighed er tænkningens død.