Bare nat, et kogende mørke omkring mig. Jeg blinker og tror jeg lever endnu, jeg har også liv i mine fingre og jeg hænger fast ved livet.
Der er en Røst i mig, som kræver: Rejs dig, rejs dig mod denne Fod-i-Hose-Ret! Og jeg rejser mig og siger noget andet af bare indre brændende Fornødenhed.
Døden er Hvilen i Søvnens Ly, og Livet et endeløst Gry paa Gry.
Enten er det sandt, eller saa ved jeg ikke, hvad jeg siger. Ét af to.
Han burde have levet i Urtiden, saa ville Fremskridtet i ham have faaet en varm Forkæmper.
Ja hvad var kjærligheden? En vind som suser i roserne, nej en gul morild i blodet.
Jeg har søgt skovene for ensomhedens skyld.
Jeg var engang som mine kammerater. De har holdt trit med tiden, jeg har ikke. Nu er jeg som ingen anden. Desværre. Gudskelov.
Kvinden - hun har meget af Barnet, men intet af dets uskyld.
Livet er Krig mellem Trolde i Hjernen og Hjertets Hvælv. Menneske, dit navn er Æsel.
Mig har tiden tæret paa, jeg er blevet dum og afblomstret og ligegyldig, nu ser jeg på en kvinde som på litteratur.
Min livsfilosofi har aldrig givet mig noget, men den har sparet mig for meget.
Stak man hul på hende ville hun bløde sand.
Således er kærligheden: Jeg bytter alle dem, som straks slog til, med hende, som ikke ville.
Tænk engang over det, han fortsatte bare.