Sammen med vores venner, Bente & Erling og Karin & Kurt (vi kalder os Rejseholdet) er vi på en 15 dages rundtur i Egypten med Atlantis Rejser. Efter 7 dages bjergtagende sejlads på Nilen mellem Luxor og Aswan og 3 spændende dage i Cairo er vi nu på vej i bus til Sharm el Sheikh ved Rødehavet, hvor vi skal tilbringe de sidste 4 dage af ferien. Sharm el Sheikh ligger på sydspidsen af Sinai-halvøen ud mod Akaba-bugten. Lidt længere østpå ligger Den Arabiske Halvø med Saudi Arabien. Vestfor Sinai har vi Suez-bugten.
Køreturen tog knap 6 timer (heldigvis var der air-condition i bussen). På vej ud af Cairo kom vi forbi den tribune, hvor præsident Mohamed Anwar El Sadat blev myrdet i oktober 1981 af en egyptisk islamisk organisation. Med sin rejse til Jerusalem i 1977 og den efterfølgende Camp David aftale i 1978 banede Sadat vejen for en israelsk-egyptisk fredsaftale i 1979. Han modtog Nobels fredspris i 1978 sammen med Menachem Begin.
Efter godt en times kørsel fra Cairo passerede vi Suez-kanalen. Vi så et par større skibe passere nordpå. Det er en besynderlig fornemmelse hen over ørkensandet at få øje på et skib, som majestætisk flyder afsted. Suezkanalen forbinder som bekendt Middelhavet og Rødehavet, en strækning på godt 160 km. I modsætning til Nilen bringer den ingen frugtbarhed med sig, og dens bredder er golde. Ca 50 skibe gennemløber kanalen hver dag. Det første forsøg på at forbinde Middelhavet og Rødehavet sker omkring 600 før vores tidsregning under farao Necho II. Historikeren Herodot påstår, at 120.000 arbejdere dør, inden projektet indstilles, idet et orakel forudsiger, at kanalen kun vil gavne Egyptens fjender. Napoleon overvejede at bygge en kanal, men kommer på bedre tanker, da hans ingeniører fortæller, at der er en højdeforskel mellem vandet i Middelhavet og Rødehavet på 30 meter. Der er imidlertid tale om en beregningsfejl, og da dette konstateres i 1840, foreslår den fhv. franske konsul Ferdinand de Lesseps, at projektet igangsættes. England protesterer og mener, at det kan føre til krig i området. Egypten vælger på trods heraf at gå i gang og henter finansiering i Frankrig og Tyrkiet. Frankrig får tilbud om at drive kanalen i 99 år. Byggeriet starter i 1859 og varer i 10 år. Hver 10. måned tvangsindkalder den egyptiske stat 20.000 bøndere til byggepladsen, hvor de skal flytte 2,6 mio. kubikfod jord. 120.000 dør under det anstrengende arbejde, de fleste af kolera. På grund af økonomiske problemer må Egypten afhænde 40% af projektet til England. Den 17. november 1869 samles 6.000 prominente personer fra hele verden for at fejre åbningen af kanalen, som vil halvere sejltiden fra Vesteuropa til Indien og det fjerne østen. Indvielsen foretages af kejserinde Eugénie af Frankrig. Den egyptiske stat har til lejligheden opført et operahus i Cairo og bestilt en opera - Aida hos Verdi. Desværre bliver Verdi ikke færdig med operaen, der som bekendt foregår i Egypten på faraonernes tid. Den uropføres i Cairo den 24. december 1871. Fra Frankrig og Italien har man indført 500 kokke og 1.000 tjenere. Pyramiderne er illumineret med magnesium lys.
Og selvfølgelig går det galt, idet et skib går på grund og blokerer for de efterfølgende 70 skibe med den østrigske kejser i spidsen. Men endelig kan samme kejser erklære, at Afrika nu er en ø. Nogle måneder i forvejen har man åbnet sluserne, så store mængder saltvand er trængt ind i Bittersøen - og slået alle ferskvandsfiskene i søen ihjel.
Som oldtidens oraklet forudsagde, har Suezkanalen været en stadig kilde til uroligheder og stridigheder. Det startede i 1956, da Nasser nationaliserede kanalen - men mere herom nedenfor.
Sinai består næsten udelukkende af bjerge og ørken. Ørkenen er meget stenet og ikke nær så imponerende som fx i Saudi Arabien eller Dubai. Til gengæld er bjergene smukke med flotte farver efter basalt- og jernindholdet. I oldtiden var Sinai berømt for sine kobber- og tyrkisminer, men disse er for længst udtømt. I det gamle Egypten dømte man fanger til strafarbejde i minerne på Sinai. Der sker dog fortsat udvinding af mangan i Sinai, og vi passerede tæt på en fabrik, der lavede en forfærdeligt svineri. Der er kun få og små bosættelser i Sinai. De fleste ligger ved middelhavskysten nær Gaza-striben. Derudover finder man som nævnt turistbyen Sharm el Sheikh ved Akababugten på spidsen af Sinai. Lidt nord for Sharm el Sheikh ligger Dahab, som er et eldorado for dykkere.
Ellers er Sinai i vores kulturkreds vel mest kendt for, at det var hertil, at Moses ifølge biblen førte jøderne (hebræerne), da de forlod fangenskabet i Egypten. Du husker sikkert historien om de 10 plager, som Gud sendte ned over egypterne, inden hebræerne fik lov til at tage afsted. Og helt sikkert den fantastiske scene hvor Gud skilte Rødehavet, så hebræerne kunne komme helskindede og tørskoede til Sinai, mens Faraos soldater efterfølgende druknede i de frådende vandmasser. Her vandrede de rundt i 40 år, inden de kom ind i det forjættede land, Kanaan. På et bjerg i Sinai talte Moses med Gud og modtog fra ham de ti bud. Birgit og jeg havde besluttet, at vi ville besøge St Katharinaklostret, hvor man hæger om (en efterkommer af) "den brændende tornebusk", hvor Gud henvendte sig til Moses. Men mere herom senere.
Indtil begyndelsen af det 20. århundrede var Sinai en del af det osmanniske rige. I 1906 kom det sammen med Egypten under britisk kontrol. Efter den første israelsk-arabiske krig i 1948 besatte Israel det nordøstlige hjørne af halvøen, men allerede året efter trak de sig tilbage. I 1956 blokerede Egypten den israelske havneby Eilat i Akababugten og lukkede samtidig for trafik gennem Suezkanalen, hvorefter Israel invaderede Sinai med fransk og britisk støtte. De trak sig tilbage i 1957 efter pres fra USA og Sovjetunionen. I 6-dages-krigen i 1967 besatte Israel hele Sinai-halvøen og lukkede Suez-kanalen. I 1973 generobrede Egypten den vestlige del af Sinai i Yom Kippur-krigen, hvorefter Suez-kanalen blev genåbnet i 1975. I 1979 indgik Egypten og Israel som nævnt en fredsaftale, hvorefter Israel gradvist trak sig tilbage fra Sinai. Denne tilbagetrækning blev afsluttet i 1982. Vi kan takke denne israelske besættelse af halvøen for de udmærkede veje. Mange af dem kunne dog godt trænge til en kærlig hånd. Dette er ikke nogen opfordring til endnu en israelsk besættelse,
Hen på eftermiddagen - efter 2 stop undervejs - nåede vi frem til Sharm el Sheikh, som for tiden vel er Egyptens bedste ferieby. Vores søn Claus, som besøgte Sharm el Sheikh under sit arbejde i Saudi Arabien, har givet stedet følgende karakteristik:
"Sharm el Sheikh er ikke en landsby, som man kan bo i permanent. For dykkere er den dog kendt for at være det bedste eller et af de bedste områder i hele verden, og bortset fra the Great Barrier Reef ved Australien er der ikke meget, der kan måle sig med dets liv under havoverfladen. Jeg har både set delfiner, hajer og kæmpeskildpadder der."
Det skulle vise sig, at vi kom til at tilbringe en stor del af tiden på stranden og også stifte bekendtskab med de mange fisk, der boltrer sig i de mange koralrev langs kysten. Mere herom senere.
Det er ikke mere end 20 år siden, at Sharm el Sheikh var en søvnig, støvet beduin- og fiskerby med enkelte, spredte beboelser. Byen blev kun besøgt af et mindre antal rygsækrejsende. I nogle år var det populært at afslutte et kibbutzophold i Israel med en udflugt til Sharm el Sheikh eller den nærliggende by Dahab. Men så kom dykkerfolket strømmende (svømmende?) til. Vandtemperaturen og sigtbarheden gør stedet perfekt til dykning. Og nu kom der gang i byggeriet. I løbet af få år var Sharm el Sheikh plastret til med hoteller en masse, restaurationer, caféer og barer, strandpromenade og en lufthavn. Herefter begyndte man at bebygge området ved Naama Bay (Naama bugten), som nu er det store turistområde. Langs bugten med de gyldne sandstrande ligger hoteller tilhørende de store internationale hotelkæder, casinoer, rekreative områder, forlystelsesparker, tennisbaner og golfbaner. De amerikanske "giganter" på det kulinariske område - McDonalds, Pizza Hut, KFC (Kentucky Fried Chicken) mv. er her også. I modsætning til mange andre hurtigt opståede badebyer med planløs udvikling er byggeriet i Sharm el Sheikh af høj kvalitet. Og du skal ikke bevæge dig langt for at finde et indkøbscenter, en bank, et vekselkontor eller vekselautomater eller en internetcafé.
Der er dog intet lokalt liv i området. Det havde den fordel, at man ikke uafladeligt blev udsat for forsøg på tiggeri og tuskhandel, men vi savnede det lokale islæt, især at der ingen lokale børn var. Der findes en del souvenirbutikker i "Den Gamle Bydel", hvor de fleste huse har mindre end 20 år på bagen.
Hotellet Sharm Holiday er et udmærket turistklassehotel med godt 200 værelser og med gode faciliteter. De vigtigste er nok de to swimmingpools med tilhørende børnepool. Herudover kunne man spille tennis, squash, bordtennis, billard mv. Hvis det ikke er nok, er der også et egentligt fitnesscenter, ligesom man også kan få massage. Der er ca 10 minutters gang til Naamabugten med de mange restauranter, cafeer og butikker.
Hotellet har sin egen hjemmeside, som du kan besøge ved at klikke her.
Hotellet har 2 restauranter. Der er også et par turistbutikker på hotellet, ligesom man kan få vasket og renset tøj på stedet. Hotellet ligger ca 15 km fra lufthavnen, men på trods af mange indflyvninger havde vi ingen gener heraf.
Kurt og Karin var så heldige at få et værelse ud mod pool området. Det er en gylden regel på vores rejser, at det par, som får det bedste værelse eller udsigt, skal være vært for 2 daglige ritualer: Om morgenen kl 7:45 samles vi for i fællesskab at indtage den forebyggende medicin, som er så nødvendig, når man rejser i egne, hvor ens mave ikke er vænnet til det lokale vand. Denne medicin, som ikke er receptpligtig, køber vi enten hjemmefra eller i lufthavnskiosken. Jeg kan især anbefale Fernet Branca med mintsmag, men også Dr. Nielsen, 1 enkelt og Arn bitter har givet gode resultater. Vi bæller ikke (vi er jo ikke misbrugere), men tager blot et enkelt glas på fastende hjerte. Det har gennem årene vist sig, at én flaske pr familie rækker til 2 ugers ferie. Det anden ritual, som også nødigt fraviges, er indtagelse af en øl, inden vi går i seng. Det kan hænde, at vi ikke nøjes med én øl. Det sker da primært for at opbygge væskedepoterne, så de kan klare den følgende dags strabadser. Og som jeg før har nævnt, så går især Karin ikke så langt på literen.
Der blev serveret morgenmad i den store restauration fra 7-11, og udvalget var righoldigt: brød, kager, æg, salater, cornflakes, pålæg, pølser (cocktail) osv. En kok var fuldt beskæftiget med at lave omeletter, han kunne lave indtil 8 ad gangen. Udover de 2 nævnte restaurationer var der en udendørs bar ved poolen, hvor man kunne bestille frokostretter: pasta, pizza, hot dogs mv. Pizzaerne blev lavet på stedet i en stenovn. Typisk overlevelsesføde, men OK.
Som du kan se af ovenstående oversigtsbillede over hotelområdet, ligger der en scene ude i poolen. Her var der varierende underholdning eftermiddag og aften gennem ugen, undertiden med en disk jockey. 4-6 entusiastiske værter forsøgte som oftest uden større held at mobilisere gæsterne til at deltage i selskabslege. Musikken blev indstillet omkring kl 22.
For første gang oplevede vi et stort antal russiske gæster på et feriested, ligesom der også var en del fra de baltiske lande. Ellers var italienere, franskmænd, englændere og tyskere som så ofte rigt repræsenteret.
Den billigste transportform er at benytte de minibusser, der kører i pendulfart mellem de forskellige dele af området døgnet rundt – dog ikke op til Hadaba. Bare stil dig ud til vejen og stik armen i vejret. Prisen ligger mellem 1 og 3 LE (1 egyptisk pund (1 LE) svarede til knap 1 DKR, da vi var dernede i 2005). Taxaer er der overalt og til alle tider. Spar dig selv for en masse bøwl ved at aftale prisen i forvejen - og få præciseret, at den aftalte pris gælder hele bilens indhold og ikke er pr person. Der findes to busstationer i Sharm el Sheikh. Fra den ene kører busser mod Cairo. Fra den anden går der busser til Dahab, Newiba mv. Vi prøvede ikke de lokale busser, men ved, at de sjældent har aircondition og ofte er beskidte. Hvis man har meget stærke nerver, kan man leje en bil, idet både Avis, Hertz m.fl. er repræsenteret på stedet. Da de fleste egyptere kører som vilde dyr, havde vi ikke mod på at prøve dette.
Fra Sharm el Sheikh går der en hurtigfærge til Hurghada. Turen tager godt et par timer. Vær opmærksom på, at færgen ikke sejler hver dag. Endelig er der mulighed for indenrigsflyvninger fra Sharm el Sheikh til fx Cairo og Luxor. Det var ikke relevant for os, da vi jo netop havde besøgt begge disse steder.
Vi fik udleveret en liste over oplagte udflugtsmuligheder fra Sharm el Sheikh:
Som tidligere nævnt blev Sharm el Sheikh først udbygget som turistområde. Det mest spændende område er måske basaren (Old Market), hvor der foregår en livlig handel, ellers virker Sharm el Sheikh lidt slidt og forladt i forhold til området omkring Naama Bay. I området Ras Um Sid mellem Sharm el Sheikh og Naama Bay, hvor der findes en dejlig sandstrand med nogle pragtfulde koralrev langs kysten, er der bygget en række gode hoteller. De ligger efter min mening langt fra alting, og vi mødte også flere, som beklagede sig over afstanden til byen. Men hvis man primært kommer for at snorkle og dykke, ligger hotellerne sikkert optimalt.
Vi holdt imidlertid til ved Naama Bay, hvor vi tog ned hver formiddag. Som nævnt var der fra vores hotel gratis bus til stranden, om formiddagen hver halve time, om eftermiddagen hver time. Håndklædeservice ved stranden gjorde, at vi slap for at slæbe store badehåndklæder frem og tilbage. Hotel Sharm Holiday havde som de fleste andre større hoteller (Hilton, Mövenpick, Marriott m.fl.) et afsnit på stranden med gratis liggestole og parasoller til sine gæster. Her lå også en snackbar, hvor man kunne købe lidt at spise samt drikkevarer. Der lå også en par små turistbutikker, hvor man med fordel kunne købe drikkevand til 25% af prisen i snackbaren.
På strandpromenaden lå der nogle butikker, hvor man solgte udflugter af forskellig art. Man kaldte besynderligt nok disse butikker for turistkontorer. For enden af stranden lå en lille havn, som hver dag sendte hundreder af turister ud at snorkle eller dykke i Rødehavet.
Stranden er rigtig god. Vandtemperaturen (i begyndelsen af maj måned) lå på 24 grader, luften på 35 grader. Man skulle ikke mere end 10 meter ud, før man stødte på de første koraller. Her kan man stående på havbunden beundre de farvestrålende fisk, som sværmer omkring en. Man kan også bare stikke hovedet ned i vandet og opleve de fantastiske koraller med deres indbyggere, idet sigtbarheden i vandet er særdeles god. Mange lå og snorklede i timevis i overfladen. Kurt lejede snorkeludstyr et par timer - pris ca 15 kroner. Hvis du ikke er helt tryg ved at snorkle, kan man leje en svømmevest for et mindre beløb. Den sikrer, at du ligger godt og sikkert i vandoverfladen. Vi så børn ned til 5-6 års alderen snorkle med stor fornøjelse.
Vi opdagede, at nogle turister fodrede fiskene med brødstykker, og mange gange stak fiskene hovedet op over vandet for at få føde. Det skulle vi selvfølgelig også prøve, og Karin tilbragte et par timer hver dag med dette. Vi læste senere, at det er forbudt at fodre fiskene, som ikke har godt af brød. Jeg tror dog ikke, at dette ville have holdt Karin tilbage.
En af de mange fisk, der svømmede omkring os, var klovnefisken, som er gul med lidt sort, blåt og hvidt. Dens rigtige navn er anemonefisken, da den lever i symbiose (parforhold) med den for de fleste giftige anemoneplante, hvori den bygger sit hjem. Fisken er immun overfor anemonenplantens stik, hvilket beskytter den mod dens naturlige fjender. Til gengæld hjælper klovnefisken anemoneplanten med at soignere den og fjerne uønsket materiale. Den ene tjeneste er som bekendt den anden værd.
Når vi blev sultne og/eller ikke kunne tåle mere sol, spiste vi frokost på en grillrestauration på stranden. Alle de større hoteller havde en sådan på deres strandafsnit. Vi faldt første gang over Hotel Hiltons grillrestauration, som virkede meget imponerende med dens 8 kokke med hvide kokkehuer. Alt var pænt og rent, dog kneb det med at holde de mange småfugle væk fra brødkurvene. Vi kunne spise en dejlig frokost for ca 20 kr pr person. En dag delte vi 3 pizzaer, som vi kunne se blive lavet i stenovn. Andre gange valgte vi pasta eller kylling. For at få det hele med, må jeg fortælle, at en dejlig, kold øl kostede 20 kroner, men til gengæld indeholdt den ½ liter. Og sidst på eftermiddagen tog vi hotellets bus tilbage.
Vi havde besluttet, at vi en af dagene ville tage på en tur med en båd med glasbund for at se de fantastiske koraller med deres dyreliv. Vi kunne have taget med på den tur, som rejsebureauet arrangerede, men ville hellere ud på egen hånd. Der gik ikke lang tid, før Kurt måtte en tur hen ad stranden for at undersøge mulighederne. (Kurt er en af den slags rastløse personer, som ikke bare kan slappe af ved at ligge på en drømmeseng og læse eller bare kigge på livet på stranden. Måske slapper han netop af ved at være så aktiv). Men efter ½ time havde han fundet ud af, hvornår bådene med glasbund sejlede ud på bugten, og han havde også fundet en afgang, der passede. Sejlturene varer typisk en times tid, og der er afgang hver anden time.
Det viste sig, at vi var de eneste turister på det gode skib. Vi havde ikke sejlet mere end 1 minut, før vi så de første koralrev. Den store dybde i Akubabugten giver mange, stejle (lodrette) vægge ganske tæt på land. Gennem ruderne i bunden af båden var der et betagende syn til stimer af fisk. Kaptajnen og hans matros forsøgte på bedste vis at forklare os hvilke fisk, vi så. Unægteligt noget andet end fiskebestanden i Århus-bugten. Vi så dragefisk med elegante rygfinner, rokker, muræneål, papegøjefisk, sommerfuglefisk, napoleonsfisk, kæmpemuslinger og mange andre. Pludselig kom 2 kæmpe tunfisk strygende under bunden. Desværre var det ikke muligt at tage fotos, som yder det det fascinerende dyreliv i korallerne fuld retfærdighed. Halvvejs på turen lå vi stille i 10-15 minutter. Der var ingen af os, der benyttede sig af muligheden for at komme i vandet. Det skulle vi nok have gjort. En dejlig tur, som kan anbefales til alle. På vejen tilbage udpegede kaptajnen et kæmpe lystfartøj for os. Det tilhørte en lokal forretningsmand, som var en god ven af præsident Mubarak. Præsidenten tilbringer ca 4 måneder af året ved Sharm el Sheikh.
Selv om man kan tilbringe en "almindelig charterferie" ved Sharm el Sheikh, er det dets enestående dykkermuligheder, der tiltrækker turisterne. Rødehavet byder på nogle af verdens bedste dykkerområder både for nybegynderen og den erfarne dykker - og er i modsætning til fx Australien let tilgængeligt fra Europa. Kontrasten mellem den golde, tørre ørken og den utrolige frodighed under havoverfladen er slående. Der er kun ganske kort afstand fra land til koralrev med deres mængder af farvestrålende fisk. Der lever omkring 1.000 fiskearter i området, hvoraf ca 25 % kun findes her.
Det vrimler med dykkercentre, som tilbyder undervisning på flere niveauer. Som nybegynder kan du på 5 dage gennemføre et såkaldt PADI Open Water kursus, som giver dig mulighed for efterfølgende at dykke over hele verden. De tilbyder dykkerture, hvor man tidligt om morgenen bliver afhentet på hotellet, og afleveret samme sted, når dagen er omme, typisk omkring kl 16. Man kan leje udstyr af dykkercentret. Mange tilbyder også såkaldte "liveaboard tours" af flere dages varighed, så man kan nå lidt fjernere beliggende steder. Hvis du skal ud på mere krævende dykkerture, vil arrangøren formentlig først tage dig med ned på et prøvedyk for at sikre, at du har den fornødne kompetence. Det gælder fx specielle dyk som ved vragene S.S. Thistlegorm og Jolanda - mere herom nedenfor. Lad være med at tage stykker af koral med hjem som en souvenir. Dels af etiske årsager, og hvis det ikke er nok, så gives der betragtelige bøder for det, hvis man bliver taget.
På vores hotel så vi flere gange nybegyndere blive introduceret til dykketeknik i swimmingpoolen. Her kan man i løbet af en times tid blive fortrolig med betjening af udstyret. Efterfølgende kan man få et prøvedyk på 5-6 meters dybde for at finde ud af, om det er noget.
På sydspidsen af Sinai halvøen ligger Ras Mohammad, en imponerende smuk nationalpark, oprettet i 1989. Ca 50 meter fra land går revet pludselig 800 meter lodret ned. Her findes mere end 1000 fiskearter og 170 forskellige koraller. Der arrangeres et stort antal dykkerture til Rad Mohammad, men man kan også selv tage derud med en taxa og snorkle fra stranden.
Mange passionerede dykkere vælger i stedet at tage nordpå til Dahab for at dykke. Dahab, som er en gammel beduinby, ligger 90 km nord for Sharm el Sheik - hvis du bliver hængende, kommer du med Birgit og mig til Dahab under besøg på St Katharina klostret. Hotelstandarden er noget lavere her end i Sharm - men det er leveomkostningerne også. Her kan man dykke lige fra kysten, hvorved man slipper for at betale for bådeture.
Mange dykkercentre i Sharm el Sheikh arrangerer ture til vraget af S.S. Thistlegorm, som blev sænket af tyske kampfly i 1941. De fleste ture er éndagsture med tidlig afgang. S.S. Thistlegorm blev bygget på et engelsk skibsværft i 1940, delvist finansieret af den britiske stat, da det skulle anvendes til militære formål. I maj 1941 blev Thistlegorm lastet med forsyninger til Englands 8. arme med henblik på støtte af den allierede offensiv mod Rommel i Nordafrika, herunder befrielse af Tobruk. Skibet lastede bl.a. 2 lokomotiver, 4 togvogne, nogle Bedford lastbiler, jeeps, motorcykler, reservedele til motorkøretøjer og fly, landminer, ammunition, rifler og meget mere. På grund af tyskernes overlegenhed i Middelhavet måtte Thistlegorm sejle syd om Afrika. Hun var udstyret med et par kanoner på dækket, og der var 9 soldater om bord fra Royal Navy til at betjene dem. Den 2. juni 1941 sejlede Thistlegorm afsted på det, der skulle blive hendes sidste sejlads. Efter at have tanket op i Capetown fortsatte hun nordpå langs den afrikanske østkyst under ledsagelse af HMS Carlisle, en let krydser. Da skibet kommer til indsejlingen til Suez bugten, er der imidlertid to andre skibe, som er kollideret længere oppe, så Suez kanalen er blokeret, hvorfor Thistlegorm får ordre på at kaste anker. Her bliver hun liggende de næste 2 uger i en position, som blev ansat for sikker for de tyske stridskræfter. Imidlertid har den tyske efterretningstjeneste fået underretning om, at et større troppetransportskib (muligvis Queen Mary) var på vej gennem Suez kanalen med 1200 engelske soldater om bord.
Om aftenen den 5. oktober 1941 letter 2 natfly, Heinkel He 111 fra den tyske base på Kreta med henblik på at finde og ødelægge evt. allierede skibe i Suez golfen. Netop som flyene skal til at vende om på grund af brændstofmangel, får den ene pilot øje på et skib, som ligger for anker. Han flyver lavt ind over skibet og udløser 2 bomber. Begge bomber rammer skibet bag ved broen, hvor ammunitionsrummet ligger, og den efterfølgende eksplosion ødelægger bagenden af skibet og åbner adgangen til det indre som til en konservesdåse. Thistlegorm begynder straks at synke, og mandskabet hopper overbord, hvor de bliver samlet op af HMS Carlisle og bragt til Suez. 4 medlemmer af mandskabet på 39 samt 5 af de 9 marinesoldater omkommer. Kaptajnen bliver senere tildelt "Order of the Britisk Empire" for sin indsats. Kl 01:30 den 6. oktober 1941 lægger S.S. Thistlegorm sig til rette på 32 meters dybde, stævnen ligger på 12 meters dybde. Det er muligt for dykkere at komme ind i skibet og kigge ind i de forskellige lastrum. På billedet ovenfor til venstre kan man se en Bedford lastbil med 3 motorcykler på ladet. Jeg husker fra min barndom i begyndelsen af 1950'erne, at min fars kæreste eje netop var en BSA motorcykle med sidevogn. Han ville have grædt, hvis han havde set dette syn.
I mange år er Thistlegorms position ikke kendt, men på sin første ekspedition med Calypso i Rødehavet i 1952-53 lokaliserer Jacques Cousteau og hans besætning skibet med hjælp fra lokale fiskere. De bringer flere dele op fra vraget: en motorcykel, kaptajnens pengeskab og skibsklokken, men undlader af offentliggøre positionen. Først i 1993 finder nogle dykkere Thistlegorm ved et tilfælde. Siden da har S.S. Thistlegorm været kendt som verdens bedste vragdyk. Hun har sin egen hjemmeside her.
De 4 aftener, vi boede i Sharm el Sheikh, valgte vi at gå ud at spise. Det er vores erfaring, at maden ofte er mere spændende på "rigtige" restauranter end på hoteller. Desuden vil vi jo gerne opleve aften- og nattestemningen på stedet. Som tidligere nævnt er der desværre ikke megen lokalkolorit over Sharm el Sheikh eller Naama Bay området. Men fra vores hotel kunne vi på ca 10 minutter spadsere ned til et hyggeligt shoppingcenter på den tilstødende gågade. Her ligger restauranter og barer på rad og række. Køkkener fra hele verden er repræsenteret: italiensk, kinesisk, indisk, libanesisk osv - men besynderligt nok ikke det egyptiske køkken. Udenfor hver restauration stod en ansat på lur og forsøgte på bedste vis at besnakke de forbipasserende turister til at indtage deres måltid på hans spisested (nu skriver jeg hans spisested, for det er en kendsgerning, at vi så meget få kvinder, der arbejdede på hoteller, restaurationer eller butikker). Vi valgte et italiensk spisested, hvor vi måtte vente næsten 1 time, inden vi fik serveret. Til gengæld var maden ikke specielt god og hygiejnen lidt tilfældig. Vi besluttede, at vi de følgende aftener ville se os lidt bedre for og ikke lade os besnakke. Næste aften spiste vi på en restauration, umiddelbart ved siden af hotellet på "bagvejen" ned til Naama Bay. Her fik vi et velsmagende måltid - kalvekød - for ca 50 kr pr person incl drikkevarer. Vi aftalte, at vi ville komme igen 2 dage senere, hvis de ville garantere, at de havde lam på menuen. Lammet viste sig at være veltillavet og velsmagende, men desværre for fedt efter vores smag. Den mellemliggende aften blev vi igen shanghajet. Denne gang af en pæn, ældre herre, som kom løbende ud fra en libanesisk restauration lidt længere nede af vejen. Han forklarede på engelsk, at han her havde fået den bedste kylling i sit 70 år lange liv. Og tilbehøret var helt fantastisk. Og personalet så venligt. Karin lod sig trække i hånden af den velmenende herre ind på spisestedet, hvor vi blev bænket. Det viste sig, at manden var dansker og også boede på Sharm Holiday Hotel. Han ville spise her hver aften i den uge, han havde tilbage. Kyllingen med tilbehør var ganske udmærket, og jeg mener, at vi betalte ca 35 kr pr person. Vi fik en dejlig egyptisk øl, Stella til maden. Tjeneren tilbød at hente et andet mærke i en nærliggende butik, hvis vi ønskede det.
Den sidste dag i Sharm el Sheikh tog Birgit og jeg med på en udflugt til St Katharina klostret, som er det ældste fungerende kristne kloster i verden.
Birgit og jeg bestilte morgenmadspakker på hotellet til kl 6 om morgenen, idet vi ville blive afhentet kl 6:20. Vi havde fået besked på at medbringe pas, da det hændte, at man ved politikontrollerne på landevejen blev bedt om at vise dem. Desuden skulle vi være anstændigt påklædt, således at i det mindste skuldre og knæ var dækkede, når vi skulle ind i St Katharina klostret.
Jeg glædede mig meget til turen og havde som sædvanligt forsøgt at forberede mig godt hjemmefra. Dels havde jeg læst Walking the Bible af Bruce Feiler, hvor han opsøger alle steder, som er nævnt i de fem mosebøger. Desuden læste jeg for et års tid siden Thomas Manns romanværk "Josef og hans brødre", som består af "Jakobs historier", "Den unge Josef", "Josef i Egypten" og "Josef Ernæreren", en fantastisk fortælling, som jeg varmt kan anbefale. Fra jeg som barn gik i søndagsskole (det var sammen med aflytning af "Giro 413" nogenlunde det eneste, man kunne foretage sig som barn om søndagen i 1950'erne) har jeg altid været fascineret af fortællingen om Josef, hvis misundelige brødre stjæler den kjortel, som han har fået af sin far, og sælger Josef som slave til egypteren Potifar. Potifars hustru anklager ham for voldtægt, og han bliver kastet i fængsel. Men da han er god til at tyde drømme, bliver han Faraos drømmetyder og ender med at blive udnævnt til statsminister. Og til sidst forsones han med sine brødre, hvorefter de sammen med faderen Jakob flytter til det nordlige Egypten, da de ikke kan klare sig i Kanaan pga hungersnød,
Efter at vi havde kørt en times tid, fortalte guiden historien om Josef. Den lægger udmærket op til Moses fortællingen, som beskriver, hvorledes Moses ca 400 år senere bringer jøderne (hebræerne) tilbage til Israel (Kanaan).
Josef, som er den næstældste af en søskendeflok på 12, er på det tidspunkt, hvor historien begynder, 17 år gammel. Han og efternøleren Benjamin er sønner af Jakob og Rakel, mens de ældre (halv) brødre er sønner af Lea. Du husker sikkert, hvorledes Jakob først må arbejde for sin onkel Laban i 7 år for at få sin elskede Rakel for at blive snydt på bryllupsnatten og i stedet blive gift med storesøster Lea. Herefter arbejder han yderligere 7 år for Rakel, inden han slår aig ned med sin familie i Kanaan, hvor også hans far Isak boede før ham. Josef og hans brødre har ansvaret for at passe faderens store fåreflok. Det står klart for brødrene, at Jakob elsker Josef højest, formentlig fordi han er søn af hans elskede Rakel, som er død i barselsseng, da hun fik Benjamin. Josef er upopulær hos brødrene, fordi han ofte sladrer til faderen om de skarnsstreger, de laver. En dag forærer faderen Josef en særlig flot og farvestrålende kjortel. (Thomas Mann mener i sin roman om Josef og hans brødre, at kjortlen har tilhørt Rakel).
Men det, der irriterer brødrene mest ved Josef, er hans drømme. "Jeg drømte, at vi var ude på marken og binde neg! Mit neg knejsede flot, mens jeres neg dannede en rundkreds om mit og bøjede sig til jorden for det". Hans brødre spotter ham: "Du bilder dig måske ind, at du skal være konge over os?" Ved en anden lejlighed drømmer han, at solen og månen og stjernerne (11) bøjer sig for ham. Da han fortæller faderen om denne drøm, skælder han ham ud og siger: "Vil du påstå, at jeg og din mor og dine brødre skal bøje os i støvet for dig?" Det er klart, at denne drøm gør brødrene rasende.
En dag, da Josefs brødre er ude at vogte får, beder Jakob Josef om at tage ud og se, om alt er vel med dyrene. Da brødrene ser ham komme i den smukke kjortel, beslutter de at slå ham ihjel. "Lad os slå ham ihjel og smide ham i en brønd og sige til far, at han er blevet ædt af et vildt dyr".
Den ældste broder Ruben foreslår i stedet, at de kaster Josef i brønden på marken. "Så kan han dø der, uden at vi gør os skyldige i mord". Da Josef når hen til brødrene, river de kjortlen af ham og kaster ham i den udtørrede brønd. Pludselig får de øje på en karavane med ismaelitiske købmænd, der er på vej til Egypten. Juda foreslår, at de i stedet sælger Josef til dem som slave. Han er trods alt vores bror! Og det ender med, at de trækker Josef op af brønden og sælger ham for 20 sølv-stykker, hvorefter købmændene tager ham med til Egypten.
Brødrene dræber en ged, sprøjter noget af gedens blod på Josefs kjortel og bringer den til deres far. Jakob genkender kjortlen og hulker: "Ak, det er Josefs kjortel! Han er blevet sønderrevet af et vildt dyr!" Jakob sønderriver sit tøj af sorg og er utrøstelig over tabet af sin elskede søn.
Da købmændene ankommer til Egypten, sælger de Josef til Potifar, som er øverstbefalende for kongens - Faraos - livvagt.
Josef begynder nu at arbejde i sin egyptiske herres hus - og alting lykkes for ham. Snart har Josef ansvaret for Potifars husholdning, ejendomme og øvrige forretninger. Josef er en køn ung mand, og det varer ikke længe, før hans herres hustru forsøger at komme i seng med ham, men Josef afviser hendes tilnærmelser. En dag, da alle tjenestefolkene er i den ende af huset, dukker hun op og bønfalder ham om at gå i seng med hende. Josef river sig løs og flygter, og Potifars hustru står tilbage med hans jakke i hånden. Da Potifar kommer hjem, fortæller hun, at Josef har forsøgt at voldtage hende. "Jeg skreg, og han flygtede så hurtigt, at han ikke nåede at få sin jakke med".
Potifar arresterer Josef og kaster ham i fængslet. Imidlertid bliver Josef ven med fængselsinspektøren, som snart giver han ansvar for opsyn med fængslet.
En dag bliver Farao utilfreds med sin hofbager og sin mundskænk og sætter dem i fængsel, hvor fængselsinspektøren sætter Josef til at sørge for dem. En nat har hofbageren og mundskænken hver en drøm. Mundskænken fortæller: "I drømmen så jeg en vinstok med tre ranker, som begyndte at spire og blomstre; straks efter sprang drueklaser frem. Jeg tog druerne og pressede saften ned i Faraos bæger, som jeg derefter gav ham".
Josef forklarer: "De tre ranker betyder tre dage. Om tre dage vil Farao give dig oprejsning og tilbyde dig dit gamle job igen". Og Josef tilføjer: "Når du kommer tilbage i dit job igen, vil jeg bede dig om at lægge et godt ord ind for mig hos Farao, så jeg kan komme ud herfra. For jeg har intet ondt gjort".
Herefter fortæller hofbageren hørte sin drøm: "Jeg havde tre kurve med brød på mit hoved. I den øverste kurv var der alle mulige slags bagværk til Faraos bord, men fuglene kom og spiste det hele.. Josef udlægger drømmen således: "De tre kurve betyder tre dage. Om tre dage skal Farao tage dig ud af fængslet og hænge dig op på en pæl, så fuglene kan komme og æde dit legeme". Tre dage efter på Faraos fødselsdag slipper han sin mundskænk og sin hofbager ud af fængslet og genindsætter mundskænken i hans tidligere embede, mens bageren bliver henrettet, som Josef havde forudsagt. Mundskænken glemmer i sin glæde alt om Josef i fængslet.
To år senere drømte Farao en nat, at han stod ved bredden af Nilen. Pludselig dukker syv fede køer op af floden og giver sig til at græsse. Derefter dukker andre syv køer op, men de er magre. De magre køer begynder at æde de syv fede køer. Lidt senere har Farao en lignende drøm, hvor syv magre aks opsluger syv kraftige aks. Farao, som er bekymret over, hvad drømmene mon betyder, fortæller dem til sin mundskænk. Mundskænken fortæller, at en ung hebræisk slave i fængslet for et par år siden havde tydet hans og hofbagerens drøm. Og at det var gået, præcis som slaven havde forudsagt.
Farao skynder sig at sende bud efter Josef og fortæller ham om sine drømme. "Ingen af mine drømmetydere kan give mig en tilfredsstillende forklaring". Josef giver denne udlægning: "Begge drømme har samme betydning. De syv fede køer og de syv kraftige aks betyder syv gode år. De syv magre køer og de syv tynde aks betyder syv år med hungersnød. De næste syv år vil der være stor fremgang i Egypten. Bagefter vil der komme syv år med alvorlig hungersnød. Jeg foreslår, at du udpeger en dygtig mand til at opbygge reservelagre af korn og fødevarer i de syv gode år, så befolkningen er rustet til de følgende syv års hungersnød". Og det ender med, at Farao udnævner Josef som administrator for projektet og giver ham sin signetring som tegn på hans autoritet. Josef er nu den mægtigste person i Egypten efter Farao. Han er kun 30 år gammel.
Josef går nu i gang med at organisere arbejdet med opbygning af kornlagre. Som forudsagt bliver der rekordhøst i hele landet de følgende syv år. Efter de syv år med overflod kommer ganske rigtigt syv år med hungersnød. Ikke kun i Egypten, men i alle de omkringliggende lande, men på grund af de store lagre, er der ingen sult i Egypten. Fra den øvrige del af verden kommer folk til Egypten for at købe korn.
Også Kanaan er ramt af hungersnød. Da det kommer Jakob for øre, at det er muligt at få korn i Egypten, sender han sine sønner afsted. Dog lader han den yngste Benjamin blive tilbage af frygt for, at der skal ske ham noget. Da brødrene kommer i audiens hos Josef, kan de ikke kende ham. Josef genkender umidlertid straks sine brødre, som solgte ham som slave, men han giver sig ikke til kende. "Hvor kommer I fra?", spørger han. "Fra Kanaans land", svarer de, "for at købe korn". "Nej, I er spioner, der vil se, om der er svagheder i vores forsvar", svarer han. "Herre", forsikrer de, "vi er tolv brødre - nej elleve, for den ene er død. De ti af os står her foran dig, men den yngste er blevet hjemme hos vores fader". "Jeg tror jer ikke, før jeres yngste bror står her foran mig. Én af jer bliver tilbage som gidsel, mens de øvrige tager hjem og henter ham. I kan tage korn med hjem til jeres familier". Simeon bliver udpeget som gidsel.
Langt om længe når brødrene tilbage til Jakob i Kanaan og fortæller ham hele historien. Kongens stedfortræder anså os for spioner og smed os i fængsel. Vi protesterede og fortalte, at vi var ærlige folk og ikke spioner. For at bevise, at vi taler sandt, skal vi komme tilbage med Benjamin. Så kan vi købe så meget korn, vi har brug for. "I berøver mig mine børn, klager Jakob. "Josef kom aldrig tilbage. Simeon er borte! Og nu vil I også tage Benjamin fra mig, den eneste, der er tilbage efter hans mor. Benjamin får ikke lov til at rejse med jer".
Hungersnøden tager til i Kanaan, og kornet, som Josefs brødre havde hentet i Ægypten, er ved at slippe op. Til sidst giver Jakob sig. "Fyld jeres sække med med det bedste, vort land kan tilbyde og giv det som gave til denne mand". Og brødrene giver sig afsted igen, denne gang har de Benjamin med. Da de kom til Ægypten, meldte de deres ankomst til Josef. Josef giver sin husholder besked på at lave et festmåltid for brødrene. Simeon bliver ført frem, og de bliver alle lukket ind i Josefs hus. Da Josef kommer ind, lægger de deres gaver for hans fødder. Josef spørger, om deres fader lever, og de svarer, at han lever og har det godt. Til brødrenes overraskelse bliver de placeret efter alder ved det veldækkede bord.
Næste morgen giver Josef sine tjenere besked på at fylde brødrenes sække med korn. Men i den yngste broders sæk skal tjeneren gemme Josefs sølvbæger. De er kun lige er kommet ud af byen, da Josef beder en tjener om at følge efter brødrene og undersøge deres sække. Han begynder med den ældste broder og fortsætter til Benjamin, hvor han "fremtryller" Josefs bæger af hans sæk. Brødrene vender tilbage til byen og kaster sig i støvet for Joset, som kræver, at Benjamin skal blive tilbage som slave. De fortvivlede brødre fortæller Josef hele historien og siger, at deres gamle fader vil dø af sorg, hvis de vender tilbage uden hans øjesten, Benjamin.
Nu kan Josef ikke længere holde masken og udbryder grædende: "Jeg er Josef, jeres broder, som I solgte til købmændene. Er min far stadig i live?". Josef fortæller, at hungersnøden som har varet i to år, vil fortsætte endnu fem år. "Derfor har Gud sendt mig her til Egypten, for at I og jeres familier kan overleve og blive et stort folk". Han beder sine brødre tage tilbage til Kanaan og fortælle deres fader, at Gud har gjort hans søn Josef til hersker over Ægypten. De skal bede ham komme og slå sig ned i Gosens land (i Nildeltaet) med hele sin familie og sine dyr. Her kan de bo, så længe hungersnøden varer, og ingen skal lide sult. Farao godkender planen, og brødrene vender tilbage til Jakob i Kanaan belæsset med gaver. Deres fader er skeptisk, da de fortæller, at Josef lever og er blevet en mægtig mand i Egypten. Men da han ser de fine gaver, indser han, at det er sandt, at Josef lever. "Jeg må afsted og se Josef, før jeg dør".
Israel (Jakob) drager afsted med hele sin husholdning, hustruer, sønner, døtre (ja, døtrene hører vi ikke så meget til i denne beretning, men du har formentlig hørt/læst om datteren Dina. Men det er en anden historie), svigerbørn, børnebørn og tjenestefolk. Biblen fortæller, at Jakobs familie udgør 70 personer i alt. Jakob er 130 år gammel på dette tidspunkt. Undervejs taler Gud til Jakob i et syn: "Vær ikke bange for at tage til Egypten. Jeg vil sørge for, at du bliver et stort folk, mens du bor der. Jeg vil bringe dine efterkommere tilbage til Kanaan, men du skal dø i Egypten, og Josef skal være hos dig, når du dør".
Da Josef erfarer, at de er på vej, rejser han til Gosen for at møde sin far. Jakob siger: "Nu kan jeg roligt dø,
for jeg har set dig ansigt til ansigt og ved, at du er i live". Farao giver Jakob og hans familie tilladelse til at slå sig ned i Gosen og ernære sig som hyrder.
Jakob og hans familie lever nu i Gosen i Egypten, og de har gode tider og bliver efterhånden mange. Da Jakob mærker, at døden nærmer sig (han er da 147 år), sender han bud efter Josef og siger: "Sværg på, at du vil bringe mig ud af Egypten og begrave mig hos mine forældre". (Som du måske husker, købte Abraham et stykke jord ved Makpela øst for Mamre i Kanaan. Her ligger han selv begravet i en klippehule tillige med sin hustru Sara, sin søn Isak og dennes hustru Rebakka samt Jakobs hustru Lea.) Det lover Josef. Herefter velsigner Jakob sine 12 sønner samt Josefs to sønner, hvorefter han dør. Hans lig bliver balsameret efter egyptisk skik. Efter begravelsen vender Josef og brødrene tilbage til Egypten. Josef selv dør, da han er 110 år gammel.
På vej til klostret fortalte guiden den spændende historie om Moses, som optages ved Faraos hof og flygter til Sinai, hvor han modtager indvielsen ved "den brændende tornebusk" på Sinai bjerget. Fremkalder de 10 plager over Egypten, inden Farao giver ham og hans folk tilladelse til at drage afsted, og modtager lovens tavler med de 10 bud på samme Sinai bjerg. Og endelig bogstavelig talt efter 40 års ørkenvandring når frem til det forjættede land på den anden side af Jordan floden. Det var den korte version. Nu kommer en lidt længere version.
Biblens fem første bøger - de såkaldte mosebøger - er angiveligt skrevet af Moses, som førte Jakobs efterkommere ud af deres fangenskab i Egypten, hvor de har levet i ca 400 år til Kanaans land. (Det antages, at Moses skrev bøgerne undervejs mod Kanaan mellem år 1290 og 1250 f.Kr.). Mosebøgerne begynder med at fortælle om himlens og jordens, livets og menneskets oprindelse. Jeg vil her alene fortælle historien om Moses.
De 70 mandspersoner, som sammen med Jakob og hans familie havde slået sig ned i Egypten i området Gosen i nildeltaet, havde/stiftede famile på stedet. Efterhånden blev de så mange, at Farao opfattede dem som en trussel mod Egypten. "Vi må finde en løsning, så de ikke slår sig sammen med vores fjender i tilfælde af krig.". Han beordrede, at israelitterne skulle gøres til slaver og udpegede brutale slavefogeder. Men det var som om, at jo mere egypterne mishandlede dem, jo flere børn fødte de. Farao beordrede dernæst, at alle israelitiske drenge skulle kastes i Nilen, så snart de var født, mens pigerne fik lov til at leve.
På den tid får et ægtepar af Levis stamme en søn. Moderen beslutter at skjule sit spædbarn, hvilket lykkes i de tre første måneder. Da hun ikke længere kan holde barnet skjult, fletter hun en kurv af papyrusrør, gør den vandtæt med beg og tjære, lægger barnet ned i kurven og sætter den ud mellem sivene ved Nilen. Drengens storesøster gemmer sig i nærheden for at se, hvad der vil ske. En af Faraos døtre kommer ned til Nilen med sine hofdamer for at bade, og hun får hun øje på kurven med barnet mellem sivene. "Det må være en af de hebræiske drenge", udbryder hun. Drengens storesøster springer belejligt frem og tilbyder at skaffe en hebræisk amme til barnet. Prinsessen indvilliger, og pigen skynder sig hjem og henter sin mor, som nu passer drengen i nogle år. Da drengen er gammel nok, bringer moderen ham hen til prinsessen, som adopterer ham og giver ham det egyptiske navn Moses.
En dag, efter at Moses er blevet voksen, ser han en egyptisk slavefoged slå en hebræer - en af Moses' landsmænd. Moses, som har et voldsomt temperament, slår egypteren ihjel og begraver liget i sandet. Næste dag ser han to hebræere i slagsmål og beder dem om at holde op. "Du tror måske, du er prins og dommer over hebræerne? Du har måske tænkt dig at slå mig ihjel som egypteren, du myrdede i går?" Da indser Moses, at hans drab på slavefogeden er blevet opdaget. Da historien kommer Farao for øre, beordrer han, at Moses skal arresteres og henrettes.
Moses flygter til Midjans land, som ligger på Sinai halvøen. Mens han holder hvil ved en brønd, kommer den lokale præsts syv døtre for at hente vand og fylde truget, så faderens får kan drikke. Da de andre hyrder kommer, vil de jage pigerne væk, men Moses lægger sig imellem og hjælper pigerne med at vande deres får. Da de kommer hjem til faderen, fortæller de, at en egypter hjalp dem med at vande fårene. "Gå ud og hent ham og inviter ham på aftensmad". Det ender med, at Moses blive boende hos præsten Jetro og gifter sig med den ælsdte af hans døtre, Sipporah, og de får en søn.
Imidlertid lider israelitterne mere end nogen sinde under det tunge slavearbejde, og i deres fortvivlelse herover råber de til Gud. Gud hører deres klage og husker sit løfte til Abraham, Isak og Jakob om at bringe deres efterkommere tilbage til Kanaans land.
En dag, da Moses vogter får for sin svigerfar, Jetro befinder han sig ved Horeb bjerget. Moses bemærker da en busk, som står i flammer uden at brænde op. Da han kommer nærmere for at studere fænomenet, råber Gud til ham: "Moses! Moses! Tag dine sandaler af, for du står på hellig grund! Jeg er dine fædres Gud, Abrahams, Isaks og Jakobs Gud!". Og Moses dækker sit sit ansigt med hænderne, for han er bange for at se Gud.
"Jeg har set, hvorledes mit folk bliver undertrykt i Egypten, og jeg er kommet ned for at udfri dem og føre dem til et dejligt land, der flyder med mælk og honning", fortsætter Gud. "Derfor sender jeg dig til Farao for at forlange, at han skal lade dig føre mit folk Israel ud af Egypten", Den forskrækkede Moses forsøger at undslå sig, men Gud siger, at han skal kalde alle Israels ledere sammen og fortælle dem, at Herren har vist sig for ham i den brændende tornebusk, og at han sagde, at han Moses skal føre folket ud af Egypten til Kanaan. "jeg ved godt", siger Gud, " at Faroa ikke uden videre vil lade jer rejse. Men jeg skal gøre mirakler, så han til sidst giver efter og lader jer rejse". Og for at overbevise den frygtsomme Moses forvandler han hans hyrdestav til en slange og igen tilbage til en stav. Moses indvender, at han er en dårlig taler, og Gud siger, at hans broder Aron skal tale for ham.
Moses går tilbage til sin svigerfar Jetro og får tilladelse til at rejse til Egypten med sin kone og deres sønner. Aron mødes med Moses ved Horebs bjerg, hvor Moses fortæller om det budskab, han har fået af Herren. De opsøger israelitternes ledere og fortæller om budskabet, og Moses udfører nogle af de mirakler, som Gud har givet ham magt til.
Derefter går Moses og Aron til Farao og beder om tilladelse for de israelske slaver til at rejse ud i ørkenen og ofre til Gud i tre dage. Farao afslår og beder i stedet sine slavefogeder om at israelitterne ikke længere skal have udleveret halm til fremstilling af mursten. I stedet skal de selv samle det. og de skal fortsat lave lige så mange mursten som hidtil. Og opsynsmændene pisker israelitterne mere brutalt end nogensinde, og de beklager sig til Moses og Aron
Moses henvender sig til Herren og siger: "Hvordan kan du behandle dit folk på den måde? Hvorfor har du overhovedet sendt mig? Siden jeg gav Farao din besked, er hans brutalitet taget til - og du har ikke gjort spor for at komme dit folk til hjælp". Gud siger til Moses: "Jeg indgik en pagt med Abraham, Isak og Jakob, hvor jeg lovede at give dem og deres efterkommere Kanaans land. Jeg har hørt Israels folks skrig under deres slaveri i Egypten, og jeg husker den pagt, jeg har indgået med dem. Sig derfor til israelitterne, at jeg med magt og store undere vil udfri dem fra slaveriet. Gå til Farao og sig, at jeg har befalet jer at føre israelitterne ud af Egypten".
Moses og Aron går til Farao, som Herren har befalet. Moses er på det tidspunkt 80 år gammel, og Aron er 83. Aron smider sin stav på gulvet foran Farao og hans hoffolk - og staven forvandles straks til en slange. Men Farao kalder på sine vismænd og troldmænd, og de er i stand til at efterligne miraklet ved hjælp af magi. Men Arons slange sluger troldmændenes slanger! Farao er hård og stædig og vil ikke høre på dem.
Og nu sender Gud de formentlig velkendte plager over egypternes hoveder, den ene værre end den anden.
1. Vand til blod. Gud sender nu den første plage over det egyptiske folk. Da Aron rækker sin stav ud over Nilen, bliver landets floder, kanaler og damme forvandlet til blod, og alle fiskene i det dør. Selv vandet i spande og krukker i hjemmene forvandles til blod. Men Farao er ubøjelig.
2. Frøer. Syv dage senere beder Gud Aron om at række sin stav ud over Nilen, og landet oversvømmes nu af frøer fra ende til anden. Frøerne trænger ind overalt, selv i Faraos paladser. Farao kalder Moses og Aron til sig og siger, at han vil give israelitterne tilladelse til at rejse, hvis blot frøerne vil forsvinde igen. Men da frøerne er borte, nægter Farao alligevel at lade det israelitiske folk rejse.
3. Myg. Aron slår i støvet med sin stav, og alt støvet forvandles til til myg, som angriber både mennesker og dyr. Men Farao er ubøjelig.
4. Utøj. Vældige sværme af utøj fylder Faraos palads og hvert eneste egyptiske hjem, men Farao er ubøjelig.
5. Pest. Alle egypternes dyr rammes af pest, mens ikke et eneste af israelitternes dyr dør, men Farao er ubøjelig.
6. Bylder. Alle egyptiske mennesker og dyr bliver fulde af bylder, selv Faraos troldmænd bliver befængt med betændte bylder, men Farao er ubøjelig.
7. Hagl. Gud sender torden, hagl og lyn, så voldsomt, at hele Egypten ligger i ruiner. Mennesker og dyr bliver dræbt, træer splintres, afgrøder slås ned. Det eneste sted i Egypten, som undgår katastrofen, er Gosens land, hvor israelitterne boer. Farao indvilliger i, at lade israelitterne rejse, men skifter straks efter igen mening.
8. Græshopper. Herren lader en østenvind blæse hele dagen og den følgende nat. Næste morgen har østenvinden bragt græshopperne til landet, så jorden er sort af græshopper - og græshopperne æder den smule føde, som er tilbage efter haglvejret. De efterlader ikke noget grønt overhovedet - ikke et træ, ikke en plante i hele Egypten - men Farao er ubøjelig.
9. Mørke.. Herren lader et tykt mørke sænke sig over landet i tre dage. Ingen egypter kan røre sig ud af stedet i tre dage, men israelitterne har sollys i Gosen som sædvanlig. Farao tilbyder, at israeliterne kan rejse, hvis de blot efterlader deres husdyr. Moses nægter, da de vil bringe slagtofre og til Gud, men Farao er ubøjelig.
10. Død.. Gud sagde til Moses: "Jeg vil sende endnu en katastrofe over Farao og egypterne. Derefter vil han lade jer rejse. Ved midnatstid vil jeg gå gennem Egypten. Den førstefødte søn i hvert hjem skal dø - lige fra kronprinsen til slaven - ja, selv de førstefødte blandt dyrene skal dø. En skærende dødsklage skal lyde over hele Egypten, aldrig før har landet oplevet sådan en sorg, og aldrig siden skal det ske." Hver israelitisk familie skal ofre et lam - et 1-års handyr uden fysiske defekter. Lammets blod skal smøres på dørkarmen i huset. Samme aften skal alle jøder spise lam med usyret brød. Ifør jer jeres rejsetøj, så I uden varsel kan begive jer ud på en lang rejse. Dette var den første påske.
Samme nat går Herren gennem Egypten og slår de ældste sønner og de førstefødte dyr ihjel. Men de huse, hvor der er smurt blod på dørkarmen, går han forbi. Et sørgeskrig rejste sig fra Egyptens land, thi ikke et eneste hus var undsluppet døden.
Denne nat kalder Farao Moses og Aron til sig. "Tag af sted, sammen med jeres får og kvæg". 600.000 mænd vandrer afsted. Sammen med dem en stor mængde kvinder og børn. Når de gør holdt for at spise, bager de brød af den usyrede dej, de har bragt med sig. Dejen er usyret, for de har ikke fået tid til at vente på, at den skal hæve. Moses tager Josefs knogler (mumie) med sig, da Josef i sin tid har fået Israels sønner til at sværge på, at de vil tage hans knogler med sig, når Gud engang vil føre dem ud af Egypten. Herren selv leder dem ved hjælp af en sky om dagen og en ildsøjle om natten.
Da det går op for Farao, at israelitterne ikke vil vende tilbage efter de tre dage, fortryder han. Han samler sin hær og sætter efter israelitterne med sine 600 stridsvogn. De indhenter israelitterne, som har slået lejr ved havet. Da israelitterne får øje på Faraos soldater i det fjerne, bliver de skrækslagne og råber til Moses: "Har du ført os her ud i ørkenen for at dø? Vi vil hellere være slaver for egypterne end blive slagtet i ørkenen". Men Moses rækker sin stav ud over havet, som deler sig i to, og en tør overgang kommer til syne imellem dem. Så går israelitterne gennem havet på den tørre havbund, mens havet står som en mur på begge sider. Men egypterne følger efter med heste, vogne og ryttere. Da israelitterne er kommet over på den anden side, rækker Moses igen sin stav frem, og vandet vender tilbage og skyller hen hele Faraos hær. Ikke en eneste overlever.
Da israelitterne kommer ind i ørkenen, beklager de sig over, at de ikke har mad at spise. Samme aften kommer en stor flok vagtler flyvende, og de falder ned over lejren. Næste morgen er ørkensandet rundt om lejren dækket af tynde flager, der ligner rimfrost. Det er manna, som er korianderfrø med en smag som honningkage. Hver morgen samler enhver så meget, han har behov for. Den sjette dags morgen samler de dobbelt portion, fordi den syvende dag skal være hviledag.
En dag beklager de sig over manglende vand. Gud befaler Moses at tage folket med ud til Horebs bjerg. Der slår han på klippen med sin stav, og vandet strømmer frem.
Det varer ikke længe, før Jetro, Moses' svigerfar, hører om de fantastiske mirakler, Gud havde gjort, da han førte sit folk, israelitterne, ud af Egypten. Jetro, Moses' hustru Sippora og deres to sønner møder Moses ved Guds bjerg, Sinai bjerget - også kaldet Horebs bjerg. Herefter tager Moses afsked med sin svigerfar, som vender tilbage til sit land.
Tre måneder efter udvandringen af Egypten ankommer israelitterne til Sinai ørkenen, hvor de slår lejr ved foden af Sinai bjerget. Moses klatrer op på bjerget for at møde Gud. Herren råber til Moses fra bjerget: "I har set, hvad jeg gjorde mod egypterne, og hvordan jeg har båret jer på ørnevinger indtil nu. Hvis I vil adlyde mig og holde jeres del af pagten, skal I være mit folk ". Moses vender tilbage til folket og fortæller dem, hvad Herren har sagt, og de lover enstemmigt at følge Herrens befalinger.
En dag siger Herren til Moses: "Kom højere op på bjerget og vent, til jeg har givet dig de befalinger og love, jeg har skrevet på stentavlerne, og som du skal bruge, når du underviser folket". og Moses gik sammen med med sin medhjælper Josva højere op på Guds bjerg. Han sagde til de israelitiske ledere, at de kunne drøfte det med Aron, hvis der opstod nogen problemer. Derefter går Moses op på bjerget, som er blevet dækket af en sky, og han er borte i 40 dage og 40 nætter. Da Gud er færdig med at tale til Moses, overrækker han ham to stentavler, hvorpå han med egen hånd har skrevet de ti bud:
1. Du må ikke have andre guder end mig.
2. Du må ikke misbruge Herren din Guds navn.
3. Du skal holde hviledagen hellig.
4. Ær din far og mor.
5. Du må ikke slå ihjel.
6. Du må ikke begå ægteskabsbrud.
7. Du må ikke stjæle.
8. Du må ikke anklage nogen på falsk grundlag.
9. Du må ikke begære din næstes hus.
10. Du må ikke begære din næstes hustru, svend, pige, kvæg eller noget, der tilhører din næste.
Da der går lang tid, inden Moses igen kommer ned fra bjerget, mister folket tålmodigheden og går til Aron. "Hvad mon der er sket med Moses, som førte os fra Egypten? Hjælp os med at lave en gud, som kan vise os den rette vej". Aron beder folket give ham de guldringe og smykker, de har, og han smelter guldet og laver en tyrekalv ud af det. Da folket ser den, udbryder de: "Se, det er den gud, som førte os ud af Egypten". Aron bygger et alter for tyrekalven og næste dag begynder de at ofre til tyren. Bagefter giver de sig til at feste og drikke. Gud siger til Moses: "Skynd dig ned! Folket, du førte ud af Egypten, er fordærvet. Det har trodset mine befalinger, lavet en tyrekalv og tilbeder den og ofrer til den. Jeg vil gøre en ende på dem, og i stedet begynde forfra med dig og gøre dig til et stort folk.". Moses går i forbøn for sit folk, og Gud lader sig formilde og skåner dem., hvorefter Moses går ned ad bjerget med de to stentavler.
Da de kommer nærmere til lejren, opdager Moses, at folket danser om tyrekalven, og i raseri slynger han stentavlerne mod jorden, så de knuses. Derefter tager han tyrekalven og kaster den i ilden.
Næste dag siger Moses til folket: "I har begået en stor synd, men jeg vil alligevel gå tilbage til Herren; måske jeg kan opnå soning af jeres synd" Herren siger til Moses, at han skal gå tilbage til folket og føre det til det sted, han har befalet. Han beder Moses om at lave to nye stentavler i stedet for dem, som han har ødelagt. Herefter skriver Gud sine bud på tavlerne. Moses tilbringer igen 40 dage og 40 nætter på Sinai bjerget sammen med Herren. Da Moses kommer ned fra Sinai bjerget med de to stentavler i hænderne, stråler hans ansigt efter samværet med Herren.
Herren siger nu til Moses, at han skal drage bort fra dette sted med folket og gå til det land, Gud lovede Abraham, Isak og Jakob, og som flyder med mælk og honning. Gud vil sende en engel i forvejen, som skal bortdrive kanaanæerne, amoritterne, hittitterne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne. Selv vil han ikke tage med dem, da de (israeliterne) er et stædigt og rebelsk folk, og de risikerer at blive tilintetgjort af hans vrede, hvis han er iblandt dem.
Og her vil jeg også tage afsked med Moses og hans ørkenvandring, som på grund af folkets vantro og ulydighed kommer til at vare 40 år. I denne periode giver Gud dem deres religiøse "grundlov", som udover de ti bud omfatter "moseloven", der består af flere hundrede detaljerede lovparagraffer, som er nævnt i Det gamle Testamente. De ti bud og moseloven er den pagt (overenskomst) som indgås mellem Gud og israelitterne. Hvis de overholder pagten, vil Gud beskytte dem og gøre dem til et stort folk. Først da den eksisterende generation er uddød, får de lov til at komme ind i det forjættede land.
Almindeligvis antager kristne og jøder, at teksterne i Biblen er "Guds ord", men de er i hvert fald nedskrevet af mennesker. Nogle mener, at jøderne i perioden 600-400 f.Kr. foretager flere omskrivninger, hvorefter Moses opfattes som jøde og ikke som egypter. Af religiøse (religionspolitiske) grunde passer det bedre, at Moses' moder er en jødisk kvinde og ikke Faraos datter. Disse omskrivninger - hvis de er sket - finder sted i Babylon, hvortil en stor del af israelitterne bliver deporteret, efter at landet er blevet indtaget af Babylonien. Indtil dette tidspunkt har de religiøse traditioner primært foreligget på mundtlig form, men under eksilet "ved Babylons floder", bliver de nedskrevet.
Den dramatiske og rørende hændelse, hvor et tre måneder gammelt spædbarn i et lille sivflettet fartøj bliver fundet af kongens datter og optaget i paladset, er kendt omkring 1000 år tidligere end historien om Moses. Her hedder drengen Sargon (2300 f.Kr.), og floden er Eufrat. Efterfølgende møder vi lignende fortællinger i den græske mytologi med Dionysos og Attis, og i Romernes med Romulus. Du husker måske også historien om vores egen kong Skjold. Der er formentlig tale om et ældgammelt kongebarnsritual. Sargons kongebarnsritual er det ældste kendte, og Moses er det mest kendte.
Så måske var Moses slet ikke hebræer (israelit), men et egyptisk kongebarn, som deltager i en velkendt kultceremoni. Mange mener, at han ikke kun er kongelig med oven i købet kronprins.
I mange år har historikerne antaget, at Moses levede samtidig med Ramses II. Dog har det undret, at der på trods af ekstremt mange fund fra den periode stort set ikke er fundet nogen beviser eller udsagn om, at der skulle have opholdt sig et større antal israelitter i Egypten. Biblen taler om 600.000 mænd; incl. kvinder, børn og tjenestefolk vil det løbe op 2-3 mio personer. Er det ikke usandsynligt, at der ikke foreligger papyrus, relieffer, hieroglyffer eller andet, som beskriver dette? Ikke mindst når den spektakulære udgang resulterer i, at en stor del af Faraos hær ødelægges.
Der er historikere, som forbinder Moses med den kvindelige farao, Hatshepsut (1490-1468 f.Kr.) i det 18. dynasti. Hun er Tutmosis I's datter og førstehustru (ja, de egyptere) og barnebarn af dronning Nefertari. Efter Tutmosis I's død bliver hendes ægtemand (og halvbroder) kronet til farao som Tutmoses II. Da Tutmosis II dør, træder Hatshepsut imidlertid ikke ned af tronen, men fortsætter at regere som faraos enke. Flere år senere lykkes den hende at blive kronet som farao - muligvis for at forhindre, at præsteskabet indsætter hendes nevø, den senere Tutmosis III på tronen.
På vores netop afsluttede nilkryds besøgte vi Hatshepsuts gravtempel på vestbredden af Nilen overfor Luxor, måske det mest fantastiske bygningsværk, vi så på turen. Templet er bygget af den mystiske bygmester og storvesir Senmut, hvis liv altid har været en gåde for egyptologerne. Der har været fremsat en teori om, at Senmut var Hatshepsuts elsker. Andre mener, at Senmut var Hatshepsuts søn og den retmæssige arvtager til tronen. Og at denne Senmut er identisk med Biblens Moses. Teorien udbygges med, at præsteskabet tvinger Moses til at flygte, da de ønsker den senere Tutmosis III på tronen. Moses slutter sig til det hebræiske folk (israelitterne) og bliver dette folks store lovgiver.
Men nu ikke mere bibelshistorie - vi er lige ved at være fremme ved St Katharina klostret.
Omkring år 300 lever der i Alexandria i Egypten en både smuk og intelligent pige ved navn Dorothea. Hun er af adelig familie, taler flere sprog og er velbevandret i poesi, filosofi og medicin. Efter en vision, som fortæller hende, at Kristus er hendes tilkommende brudgom, lader hun sig sig døbe og får navnet Katharina (den rene). Katharina bebrejder kejseren, at han forfølger de kristne og opfordrer han til at afsværge sin hedenske overtro og bekendte sig til Kristus. Kejseren forlanger, at Katharina skal ofre til de romerske guder, hvilket hun nægter. Den kun 18-år gamle Katharina foreslår i stedet, at hun beviser, at hendes tro er den rette i en diskussion med 50 af rigets mest lærde mænd. Det fortælles, at de alle må bøje sig for Katharinas argumenter og efterfølgende lader sig døbe. Kejseren bliver så rasende, at han lader dem alle dø på bålet. Katharina bliver pisket med blykugler og kastet i fængsel, men en due bringer mad til hende, og en engel trøster hende. Selv hendes fangevogtere omvender sig til kristendommen.
Til sidst lader kejseren Katharina radbrække og sætte på hjul og stejle, men Katharine berører hjulet, hvorefter det bryder sammen. Da selv kejserens hustru omvender sig til kristendommen, lade kejseren Katharinas bryster rive af. Den 25. november 306 bliver Katharina halshugget, men det fortælles, at fra hendes halspulsåre strømmer mælk og ikke blod. Engle griber hendes legeme og fører det bort til Egyptens højeste bjerg, Sinai Bjerget. Ca 500 år senere har flere munke i et kloster den samme drøm. De ser det sted på på Sinai Bjerget, hvor Katharinas legeme ligger. Munkene finder hendes lig, duftende af myrrha, og de hensætter hendes jordiske rester i et sarkofag, der stadig står i klostret. Desværre har turister ikke adgang til den del af klostret. På det tidspunkt antager klostret Katharinas navn.
Katharina er utrolig populær gennem hele middelalderen, og der bygges mange kirker til hendes ære. Katharina er en af de 14 såkaldte hjælpere blandt de katolske helgenerne. Omkring år 1200 er Katharina den mest dyrkede helgen, selvfølgelig bortset fra Jomfru Maria, som jo er i sin helt egen klasse. Syerskerne i Paris’ modehuse kaldtes på et tidspunkt for "Catherinetter" efter hende. I Frankrig mener man, at Katharina viste sig for Jeanne d'Arc og gav hende råd. På Malta fejrer man hver sommer (ikke den 25. november) Katharina i de to byer Zurrieq and Zejtun. Katharina omtales første gang i skrifter omkring 900-tallet.
I 1961 fjerner den katolske kirke Katharinas festdag fra kirkens kalender, da man mener, at der ikke er tilstrækkelige beviser for, at hun har eksisteret. At hun snarere er en idealfigur end en historisk person. Men i 2002 optages hun igen i den romersk katolske helgenkalender. Jeg ved ikke, om dette skyldes et stort antal protester, eller om Vatikanet bare har skiftet holdning.
Fra nogen afstand så vi tre bjergtinder: Moses Bjerget, som også benævnes Sinai Bjerget eller Jebel (arabisk for bjerg)Musa (2285 meter), Serbal Bjerget (2070 meter), og Katharina Bjerget (2642 meter, det højeste bjerg på Sinai). Lige før vi nåede frem til vores bestemmelsessted, passerede vi en slette, hvor "man" mener, at israelitterne slog sig ned og ventede på, at Moses skulle komme ned af bjerget. Da folket blev utålmodige, fik de som bekendt Moses' broder Aron til at fremstille en figur af en guldkalv, som de tilbad skamløst, da Moses endelig kom ned igen efter 40 døgn på bjerget. Selv om pladsen er stor, er jeg i tvivl om, hvorvidt den ville kunne give plads til de ca 2 millioner mennesker, som angiveligt (iflg Bibelen), der var i Moses' flok. Heldigt nok var der flere kilder på stedet. Det var også på dette sted, at Moses rejste det første tabernakel.
Vi blev læsset af på en parkeringsplads med masser af turistbusser. Herfra var der en spadseretur på godt 500 meter - ikke særlig besværligt. Vi blev tilbudt både taxa- og kameltransport, men valgte at trave. På den første del af strækningen lå der en halv snes turistboder. Lige inden vi nåede klosterområder kom vi forbi et lille kapel, St Triphones kapel, som ligger lige ved siden af klostrets have. St Triphone (ca 232-250), som lever i Nikæa, bliver beskyldt for at være kristen, og efter at være blevet tortureret dør han som martyr. I det 5. eller 6. århundrede bygges dette kapel til hans minde.
Kapellet indeholder knoglerne af afdøde munke gennem mange hundrede år. Efter at have ligget i jorden i mindst seks måneder blev ligene - eller resterne - gravet op og renset for kød, hvorefter kraniet og de øvrige knogler blev deponeret i krypten i kapellet. Lidt makabert, men unægtelig meget pladsbesparende, hvilket er en nødvendighed, da der er meget lidt jord til rådighed for en kirkegård.
I krypten er der særlige nicher til opbevaring af ærkebiskoppernes knogler. Et af de ældste skeletter tilhører en eneboer, Stephanos, som levede på Sinai Bjerget i mange år og døde der ca år 580. Han (hans skelet) er iklædt en sort munkekutte, hans purpurfarvede hætte bærer et hvidt kors. Desværre var der ikke adgang til kapellet på grund af ombygning, så billedet nedenfor har jeg ikke selv taget, men "fundet" på nettet.
St Katharina Klostret ligger i 1570 meters højde i en lille, idyllisk kløft i et ellers uvejsomt terræn. Som du måske netop har læst, var det her, at Moses så en brændende tornebusk, som brændte uden at blive fortæret. Gud henvendte sig til den skræmte Moses og fortalte, at han havde udset ham til at lede sit eget folk - israelitterne, jøderne, hebræerne eller hvad vi nu vælger at kalde dem - ud af Egypten og til det forjættede land, der flød af mælk og honning. Moses vender tilbage til Sinai Bjerget med hele folket. Han bestiger bjerget, og i 40 dage og nætter taler han med Gud, som giver ham de to stentavler med de ti bud. Desuden får han en detaljeret beskrivelse af, hvorledes han skal lave "pagtens ark", som skal indeholde lovens tavler. Ca 250 år senere bliver pagtens ark opstillet i jødernes tempel i Jerusalem.
På toppen af Sinai Bjerget (Jebel Musa) ligger et lille kapel, som er viet til Treenigheden. Kapellet, som er fra 1934, står på ruinerne af en kirke fra det 16. århundrede. Dette kapel menes at ligge på den klippesten, hvoraf Gud lavede stentavlerne. 740 trin længere nede ligger et lille plateau, kaldes Elias’ Bassin. Her skal profeten Elias, som flygtede fra Jesabels hævn (men det er en anden historie), have tilbragt 40 dage og nætter i samtale med Gud, inden han for til himmels i en ildvogn. I nærheden ligger Aarons klippe, hvor Moses' broder Aron sammen med 70 ældre modtager loven fra Moses. Nordvest for Elias’ plateau ligger et område, hvor mange pilgrimme, heriblandt St Gregor boede. For muslimer er bjerget også interessant, idet det er fra dets top, at Muhammeds hest, Boraq fløj til himmels (himlen).
Selv om der ikke er nogen håndfaste, historiske, arkæologiske beviser for, at Sinai Bjerget er det bjerg, som omtales i det gamle testamente, så er omgivelserne så imponerende, at man som besøgende ikke har svært ved at tro det. Og tro er jo netop det, det drejer sig om. Allerede i det 3. århundrede begynder eneboere og pilgrimme at strømme til det hellige bjerg. Især i det 4. og 5. århundrede var tilværelsen for de kristne usikker, og der er mange beretninger om masakrer og martyrdød. På trods heraf opstod der tidligt små samfund på Sinai, især på Sinai Bjerget med den brændende tornebusk.
Efter henvendelse fra kristne, som er udsat for stadige angreb fra nomadestammer, beordrer Helena, kejser Konstantins moder i år 330, at der skal bygges en lille kirke ved den brændende tornebusk, viet til jomfru Maria. Og nu begynder pilgrimme at strømme til fra hele den kristne verden. Fra det 5. århundrede er overhovedet for det lille samfund bishoppen af Pharan, siden bishoppen af Sinai. Munkene retter henvendelse om hjælp til kejser Justinian, som fra 527 til 565 bygger en smuk kirke bag mure, som kan modstå angreb fra beduiner og andre. Dette er begyndelse til St Katharina Klostret.
I det 7. århundrede er klostret igen i krise, denne gang som følge af muslimernes erobring af Egypten. I år 808 sender munkene, hvis antal er reduceret til kun 40, en delegation til profeten Muhammed og anmoder om hjælp. Profeten, som ser de kristne som brødre i troen, udsteder et dekret, som befaler Muhammeds tilhængere at beskytte munkene på Sinai: "Jeg skal være klostrets beskytter mod enhver fjende. Det er ikke tilladt at fjerne en præst fra hans religion eller en eneboer fra hans celle". Dokumentet findes i klostret, men de lærde har sat spørgsmålstegn ved dets autenticitet. På den anden side er der ikke tvivl om, at klostret ikke kunne have overlevet som en enklave omringet af muslimer uden støtte fra profeten og hans efterfølgere. Måske er tilstedeværelsen af den lille moské på klosterområdet er bevis for, at klostret har været under muslimernes beskyttelse. Mange muslimer mener, at profeten selv skal have besøgt klostret, og vel er der ikke langt hertil fra de hellige byer Mekka og Medina i Saudi Arabien. Som bekendt ser muslimerne også Moses som en stor profet.
I år 726 beordrer kejser Leo III, at alle religiøse billeder i kristen besiddelse, skal ødelægges. Denne ordre når heldigvis frem til det isolerede samfund på Sinai. I hvert fald "overlever" flere tusinde ikoner og andre billeder i det lille kloster. Efter Luther i 1500-tallet oplever den protestantiske kirke som bekendt en tilsvarende billedstorm
I det 11. århundrede begynder Europa at få øjnene op for munkene på Sinai. Det resulterer bl.a. i, at en del relikvier bliver overført fra St Katharins til Frankrig. Korstogene fra 1099 til 1270 øger også interessen for de isoleres munkesamfund. Gennem det 11., 12., 13. og 14. århundrede de siddende paver klostret. Selv dogerne af Venedig hjælper klostret ved at fritage det for skat og foranstalter oven i købet indsamlinger til dem. Venetianerne og andre kristne nationer respekterer klostrets skibe, som sejlede med St Katharinas banner eller med hendes monogram. Selv om klostret efter den arabiske besættelse af Egypten er omgivet af islamiske samfund, bevarer det tætte relationer med Byzans.
Da Napoleon erobrer Egypten i 1798, kommer klostret under hans beskyttelse. Det dokument, som beskriver klostret status, findes i dets bibliotek.
Gennem det 14. århundrede kommer der hvert år flere tusinde pilgrimme til klostret, selv om rejsen fra Cairo tager mindst én uge. Den foregår til fods eller på kamelryg. Efter reformationen falder antallet af kristne pilgrimme, så det midt i 1900-tallet ligger omkring 80-100 om året. I 1950’erne bliver der lavet asfalterede veje langs vestkysten ad Sinai til oliefelterne og minerne. Dette bevirker, at turister begynder at ankomme fra Cairo med taxa til området. I dag er der daglig busforbindelse mellem Cairo og St Klostret. På en enkelt dag kommer flere hundrede besøgende i turistbusser til klostret, som er beboet af 15-20 græsk-ortodokse munke. I klostrets storhedstid levede der ca 400 munke i klostret. Munkene lever i dag efter de regler, som blev fastsat under biskop Basil den Store (329-379).
I år 2000 - den romersk-katolske kirkes jubelår - var Johannes Paul II som den første pave på pilgrimsrejse til Sinai Bjerget. Han besøgte også St Katharina Klostret, hvilket gav anledning til en del overvejelser i det græsk-ortodokse samfund. Paven bad ved St Katharinas relikvier inde i kirken, hvorefter han tog sin ring af og berørte helgenens finger og hovedskal med den, kyssede ringen, inden han igen tog den på. Paven sad en halv snes minutter i intens bøn i Den brændende busks kapel. Munkene viser derefter paven klostrets skatte og helligdomme. Ærkebiskoppen af Sinai, Damianos giver paven gaver, men både han og klostrets munke forlader stedet, inden paven afholder en udendørs gudstjeneste. Paven udtaler dette ønske for klostret: "Må St Katharina Klostret forblive en åndelig oase for medlemmer af alle kirker, som søger Guds ære på Sinai Bjerget".
Da vi kom frem til klostret, klatrede jeg et halvt hundrede meter op ad en klippeskrænt for at få et overblik over området - og for at tage det billede, du ser her til højre. Her mødte jeg 4-5 personer, som vi havde sejlet sammen med på Nilen. De havde været oppe på Moses Bjerget og set solen stå op kl 5:30. De havde startet fra hotellet kl 23 den foregående aften. Efter en køretur på ca 3 timer, var de klatret i 3-4 timer. De havde alle nydt turen, men et ægtepar på godt 50 år udtalte, at havde de set ruten i dagslys, havde de næppe meldt sig, men nu var de glade, fordi de havde gennemført. Stemningen på bjerget, da solen brød frem, havde været betagende.
Turister har kun adgang til måske 25% af området. Også af den grund ønskede jeg at få et overblik. Klostret ligner en fæstning, hvad det for så vidt også er. Grundplanen er ca 75 x 90 meter. Muren, som er lavet af rektangulære granitblokke, er 2-3 meter tyk. Højden varierer fra 12 meter mod syd til 15 meter mod nord. Jeg kunne både se tårnet på kirken og den moské, der har ligget på klostrets område siden det 10. århundrede. Yderst til højre ligger klostrets gæstefløj, hvor særlige gæster kan bo for en periode. Selvfølgelig kun gæster af hankøn - beklager damer. På vejen tilbage til bussen så vi imidlertid en halv snes gæsteværelser udenfor klostret. De lejes af pilgrimme, som tilbringer en tid med bøn og fordybelse på dette hellige sted, samt af forskere, som studerer skattene i klostrets bibliotek.
I hvert hjørne af muren er der et fæstningstårn. Herudover er der et hovedtårn, som hedder Kleber Tårnet. På den indre side af muren er der en løbegang, hvorfra munkene kan hælde fx kogende vand i hovedet på angribere udefra. I middelalderen fandt man det nødvendigt at mure den eksisterende indgang til af sikkerhedsårsager. Det betød, at alle forsyninger til klostret samt alle besøgende skulle op over muren med et hejseværk. Kun når ærkebiskoppen kom på besøg i klostret, blev indgangen åbnet. Billedet til højre, som hang på vores hotelværelse i Cairo, viser, hvorledes adgang fandt sted.
Over Kleber Tårnet findes denne inskription: "Sinai Klostret blev bygget af Justinian, den gudfrygtige romerske kejser til evigt minde om hans hustru Theodora. Denne bygning stod færdig 30 år inde i hans regeringstid, år 6021 efter Adam, hvilket svarer til år 527 efter Jesus Kristus".
Som du måske kan se på billedet, ligger klostrets haver udenfor murene. Det har været nødvendigt at bringe jord ind udefra, ligesom der er lavet systemer til opsamling af vand fra bjerget. Haven, som er anlagt i det 4. århundrede, strækker sig som en grøn kile ud i den omliggende ørken. Munkene dyrker grønsager, oliven, appelsiner, aprikoser, blommer, kirsebær, vin samt blomster.
Birgit, som ikke er nogen ørn med hensyn til højder, var svært tilfreds med, at hun ikke skulle op i en lift. Adgang til klostret sker i dag gennem en lille åbning i muren, som er lavet i nyere tid. Lige indenfor bliver din påklædning kigget efter i sømmene. Du må ikke have bare knæ eller bare skuldre. Det gælder såvel mænd som kvinder. Bliver din påklædning ikke godkendt, kan du låne passende beklædningsstykker mod donation af et mindre beløb. Også af hensyn til temperaturen i 1700 meters højde kan det være en god idé at medbringe en trøje; det er ikke usædvanligt med temperaturer på omkring 10 grader.
Ovenfor er vist en plan over hele klostret. Som du kan se, er det kun en begrænset del, der er tilgængelig for offentligheden. Det skyldes selvfølgelig, at det er et "levende" kloster, hvor munke så vidt muligt skal praktisere deres religion uden at blive distraheret af turister. Faktisk er det det ældste kristne kloster, som stadig fungerer. Der er kun adgang til klostret 2 timer hver dag fra kl 10-12.
Lige til højre indenfor indgangen ligger en af klostrets største seværdigheder, den såkaldte Mosesbrønd (Bir Musa). Ifølge traditionen er det ved denne brønd, at Moses møder præsten Jethros syv døtre, som er i færd med at vande ders faders får. Moses, som er flygtet fra Egypten, hjælper døtrene mod nogle fremmede hyrder og bliver inviteret hjem. Det ender med, at Moses bliver gift med den ældste af døtrene, Zipporah. Men dette sker noget før, at Moses bliver kaldet af Herren til at føre israelitterne ud af Egypten og til det forjættede land. Hvad man måske ikke skulle tro, så er klostret velforsynet med vand, idet der er flere kilder både indenfor og udenfor klostermuren. Ifølge traditionen tørrer Mosesbrønden aldrig ud, og den er faktisk klostrets vigtigste vandforsyning.
Næste stop sker ved "den brændende tornebusk". Ifølge traditionen er det ved denne busk, at Gud første gang taler til Moses. Det, der i første omgang forbløffer Moses, er, at busken står i flammer - uden at den bliver fortæret. Gud beder Mosesd afføre sig sine sandaler, fordi stedet er helligt. Herefter får han at vide, at han er udvalgt til at føre Guds eget folk ud af slaveriet i Egypten til Kanaan, et land, der flyder af mælk og honning. Efter flere forsøg på at undslå sig påtager Moses sig den store opgave, som kommer til at tage resten af hans liv.
Der knytter sig selvfølgelig mange historier til denne busk. En er, at det er den eneste busk af sin art på hele Sinai halvøen. En anden siger, at busken ikke kan vokse andre steder end her i klostret, og at alle forsøg på at tage aflæggere og plante dem andetsteds er mislykket. Desværre var der for mange mennesker til, at Birgit kunne tage et skud med hjem. Busken tilhører rosefamilien, Rubus Sanctus, og sandt nok findes den kun på Sinai. Den er særdeles sejlivet. Det menes, at busken blev flyttet i det 10. århundrede, da der blev lagt tag på kapellet. Den ser sund og rask ud, og bliver formentlig passet med stor omhu. Det fortælles, at buskens rødder befinder sig inde under det nærliggende kapel, som du hører mere om lidt senere. En af de forklaringer, der er forsøgt givet på fænomenet den brændende tornebusk, er, at på afstand kan buskens mangfoldige, knaldrøde blomster give mindelser om et helt flammehav.
I en af mine mange yndlingsbøger - Walking the Bible af Bruce Feiler - skriver forfatteren, at han under besøg ved den brændende tornebusk havde undret sig over, at der lige til venstre for busken var placeret en ildslukker. Og som du kan se på billedet til højre, er det stadig tilfældet. Jeg ved ikke, om munkene er bange for, at der igen skal gå ild i busken. Og hvis der gjorde, hvem ville så have mod til at forsøge at slukke ilden?
Klostrets hovedkirke (Katholikon) benævnes almindeligvis som Katherina Kirken, skønt dens rigtige navn er Jesu' Forklarelses Kirke. Under Jesu Forklarelse tager han Peter, Jakob og Johannes med op på bjerget Tabor, "...og han blev forvandlet for øjnene af dem, hans ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide som lyset. Og se, Moses og Elias kom til syne for dem og talte med ham... da overskyggede en lysende sky dem, og der lød en røst fra skyen: Dette er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham! ...". Jesus forklarer nu sine disciple om sin forestående lidelse, død og genopstandelse. Over indgangen til kirken vises dette motiv i en fresko. Den gamle pagt er her repræsenteret ved hhv. Moses (loven) og Elias (profeterne). Desværre yder det billede, jeg fik taget, ikke maleriet fuld retfærdighed.
Kirken er som nævnt bygget samtidig med klostermuren og som denne af massive granitsten. Arkitekten var Stefanos. Man regner med, at den er bygget fra 542-551. Den ældre kirke på stedet, bygget af St Helena og dedikeret til den brændende busk, blev indlemmet i kirkerummet. Kirken er ca 40 x 20 meter incl. kapellerne. Trædørene til kirken, cedertræ fra Libanon, er 1400 år gamle. I dem er udskåret relieffer med kristne motiver, fugle, blomster og blade.
Rummet er opdelt af 12 granitsøjler, som repræsenterer årets måneder. Alle kapitælerne er forsynet med udskæringer med forskellige motiver. I toppen af hver søjle hænger et billede af den helhen, der fejres i den pågældende måned. Ned fra loftet hænger omkring 50 guldlamper, som efter sigende er udsmykket med strudseæg. Røgelseskar i stort antal. Ikoner med motiver fra det gamle og det nye testamente. Overalt glimrer det af guld og ædelstene.
Foran altret står en såkaldt ikonostase, som består af fire forgyldte og indlagte træpaneler. Den er en gave til klostret fra den russiske ortodokse kirke. Her er store ikoner af Jesus, jomfru Maria, St Katharina og Johannes Døberen. Over dette en smuk figur af den korsfæstede Jesus.
Bag ikonostasen og over højaltret ses klostrets måske største skat: en mosaik fra det 6. århundrede af Jesu Forklarelse.
Mosaikken viser som nævnt Jesu Forklarelse, hvor han tager Peter, Jakob og Johannes med op på bjerget Tabor. På siden af Jesus ser vi hhv. Moses (loven) og Elias (profeterne) og ved hans fødder disciplene. Både Moses og Elias har "set" Gud på Sinai Bjerget. Over Jesus ses ansigterne af de øvrige disciple, blot er Peter, Jakob og Johannes udskiftet med Paulus, Thaddæus og Matthias. Nedenunder ses af profeternes ansigter. Billedet er et mesterværk af byzantinsk kunst og er sikkert udført af kunstnere, som er kommet hertil fra Konstantinopel.
Til højre for hovedaltret står en marmorsarkofag, som indeholder resterne af St Katharina. Den er en gave fra den russiske tsar familie.
Der findes ialt 12 kapeller i klostret. Af disse er det vigtigste kapellet for den brændende busk. Det er kun 3 x 5 meter og ligger bag sanktuariet inde i St Kathrina Kirken. Kapellet ærer Jomfru Maria og hendes bebudelse, idet kirken ser lighedspunkter mellem Moses, som ser den brændende tornebusk, som ikke brænder, og Jesu' moder, Maria, som bliver gravid og fortsat er jomfru. I kapellet findes en ikon, som viser jomfru Maria ved den brændende busk med sin søn i favnen, mens Moses tilbeder dem begge. Kapellets alter befinder sig ovenpå rødderne af den brændende busk, mens selve busken befinder sig på den anden side af væggen. Pilgrimme kommer ind i kapellet barfodede i respekt for Guds befaling til Moses om at tage sine sko af, "for dette sted er helligt".
Klostret har en samling på godt 2000 ikoner. Omkring 100 af de mest værdifulde kan ses i det såkaldte Ikon galleri. Disse græske og russiske ikoner fortæller hele den kristne historie indtil i midten af det 18 århundrede, hvor man ophørte med at lave ikoner. Som allerede nævnt overlevede klostrets ikoner den billedstorm, der fandt sted i kirken i midten af det 8. århundrede. Her til højre ses et af de mest spændende værker, Christ Pantocrator, Kristus verdens herre, hvor Jesus sender en velsignelse med sin højre hånd og i den venstre hånd holder en tyk bibel, udsmykket med juveler og ædelstene. De lidt asymmetriske øjne er melankolske. Ikonen er dateret til det 6. eller 7. århundrede og er formentlig lavet af en byzantinsk kunstner. Da kirken som nævnt er bygget under kejser Justinian, er denne ikon måske en gave fra ham til klostret.
Samlingen omfatter et større antal ikoner, som er lavet på klostret fra det 12. til det 15. århundrede. Ikonerne forestiller personer, som har haft tilknytning til klostret, fx munke, abbeder, patriarker og helgener, men selvfølgelig også Moses, St Katharina, Johannes Døberen m.fl. Udover at være kunstværker giver de også en enestående indsigt i klostrets historie og de personer, som er del af historien.
St Katharinas Moské var oprindelig et kapel, men i 1106 blev det omdannet til en moske, måske fordi klostret var truet af en krigerisk kalif. En anden forklaring er, at klostret på den tid var besat af muslimske soldater, som ville "beskytte" det mod korsriddere. Moskéen benyttes undetiden af lokale beduiner, som i århundreder har hjulpet til på klostret. De tilhører Jebeliya stammen, som tilbyder taxakørsel og kameltransport mellem klostret og parkeringspladsen.
Klokketårnet, som er fra 1871, indeholder ni klokker af forskellig størrelse. Det er en gave fra den russiske tsar. Til hverdag kaldes munkene dog til gudstjeneste ved hjælp af en gammel træklokke.
Biblioteket har den mest værdifulde samling af religiøse skrifter - udenfor Vatikanet. En del af de ca 6000 manuskripter, som er skrevet på græsk, arabisk, jødisk, syrisk, armensk, koptisk mv., er ældre end klostret selv. Fx er Codex Syriacus en oversættelse af biblen til syrisk. Den stammer fra det 5. århundrede og er den ældste, kendte bibeloversættelse. Mange af manuskripterne er forsynet med fine farvestrålende illustrationer. Herudover har biblioteket en stor samling af trykte bøger. Ca 5000 af disse er næsten lige så gamle som bogtrykkerkunsten. Klostret har ofte besøg af videnskabsmænd, som forsker i de sjældne dokumenter i biblioteket.
I 1859 finder Constantin von Tischendorf i St Katharina klostret en næsten fuldstændig udgave af biblen fra det 4. århundrede, skrevet på græsk. Denne får navnet "Codex Sinaiticus" og regnes for kristenhedens mest kostbare bog. Den er skrevet omkring år 350, formentlig i Egypten. von Tischendorf har under to tidligere besøg fundet nogle fragmenter heraf, bl.a. i en papirkurv. Disse sider havde han udgivet i 1946 under protektion af kong Friedrich August af Sachsen, Tsar Alexander II af Rusland sender ham igen til klostret, overbevist om, at der er mere at finde. Efter nogen tids forgæves søgen er von Tischendorf ved at opgive. Han havde håbet at finde materiale i klostret til at supplere den hidtil ældste udgave af en bibel på græsk. Kort før sin planlagte afrejse aflægger han besøg hos en af munkene i dennes celle, hvor han får forevist munkens private bibel. Til von Tischendorf fryd viser det sig af være det søgte skrift. Skriftet omfatter 346 foliosider, skrevet i fire spalter. 199 sider fra det gamle testamente og 147 fra det nye.
På en eller anden måde lykkes det von Tischendorf at slippe afsted med skriftet - de nærmere omstændigheder er lidt grumsede. På den ene side modtager klostret 12.000 rubler fra den russiske tsar for skriftet. På den anden side er ærkebiskoppen af Sinai i besiddelse af et dokument fra september 1859, hvori von Tischendorf lover at bringe skriftet tilbage efter en nærmere aftalt tid. Sandt er det, at klostret den dag i dag gør krav på skriftet, som de betragter som stjålet. Tsaren får udfærdiget nogle kopier (faksimiler) af Codex Sinaiticus på kostbart pergament. En af disse kopier skænker han til St Katharina klostret.
Under oktoberrevolutionen i 1917 kommer manuskriptet i hænderne på (de gudløse) bolsjevikker, som i 1933 sælger det til British Museum for £100.000. Og det var mange penge den gang. Jeg ved ikke, om det siden er overgået, men dengang var det det hidtil største beløb, der er betalt for en bog. Størsteparten af pengene rejses ved private bidrag fra den engelske befolkning. Codex Sinaiticus er siden blev opdelt i fire portioner, som befinder sig i British Library i London, St Katharinas Kloster på Sinai, Leipzig Universitetsbibliotek og Det russiske nationalbibliotek i St Petersborg.
Under restaurering af St Georgs Kapel i 1975 opdager munkene flere fragmenter, heriblandt 13 manglende sider fra Codex Sinaiticus.
Nu tænker du måske: "Hvad har Det lykkelige Arabien, som jo ligger i Yemen, med St Katharina Klostret i Sinai at gøre?". Sandt er det, at den tragiske ekspedition, som under Frederik V fandt sted fra 1761-1767, gik til Yemen. Men undervejs tager en af mine helte, bondesønnen og landmåleren Carsten Niebuhr, på en udflugt til den sydlige del af Sinai sammen med professor F.C. von Haven, mens den øvrige del af ekspeditionen opholder sig i Suez. Formålet er at finde Sinai Bjerget, opsøge det sted, hvor Moses slog vand af en klippe med sin stav samt besøge det hellige St Katharina Kloster, som er berømt for sin samling af gamle skrifter, som aldrig er blevet behandlet af nogen europæisk videnskabsmand. Den 15. september 1762 når de frem til klostret, hvor de bliver mødt af en lukket dør. Som tidligere fortalt er "den rigtige dør" kun åben, når ærkebiskoppen af Sinai befinder sig i klostret, hvilket desværre ikke er tilfældet ved denne lejlighed. von Haven er henvist til at kommunikere med munkene indenfor gennem en sprække i muren. Munkene spørger, om han har en introduktionsskrivelse deres ærkebiskop, og da det ikke er tilfældet, bliver de nægtet adgang og må vende om med uforrettet sag. Dette er så meget mere ærgerligt, fordi von haven ved flere lejligheder har været i forbindelse med ærkebiskoppen af Sinai under opholdet i Cairo, men har altså ikke haft åndsnærværelse nok til at udbede sig en introduktion.
Var de to ekspeditionsdeltagere kommet ind i klostret, ville de måske 100 år tidligere end Constantin von Tischendorf havde set den berømte "Codex Sinaiticus", en bedrift, som ville have givet genlyd i hele den kristne verden. I Kjøbenhavnske Danske Posttidende kunne man læse den 12. januar 1761:
"Hans Majestæt (Frederik V) haver afsendt et lærdt Selskab, som på alle Steder skal indsamle og hidsende nyttige orientalske Håndskrifter samt østerlandske Naturalier og Rariteter såvel til Videnskabernes Fremvæxt i almindelighed som til den hellige Skrifts nærmere Fortolkning i særdeleshed". Nu må ekspeditionen nærmest beskrives som en fiasko. Kun Carsten Niebuhr vender levende tilbage, mens de øvrige 4 omkommer undervejs af malaria. Carsten Niebuhr dør i 1815.
Hvis du ikke har læst "Det lykkelige Arabien" af Thorkild Hansen, kan jeg ikke stærkt nok anbefale dig at gøre det. I øvrigt er Carsten Niebuhrs rejsenotater også udkommet for nylig i to bind. De står højt på min ønskeseddel.
Vi forlod det spændende kloster "ved lukketid", dvs kl 12 middag. På vejen tilbage kiggede vi ind i det besøgscenter, som er oprettet for nyligt. Her ligger et pas små forretninger, en restauration samt en fløj med en halv snes gæsteværelser. Så måske vender vi en dag tilbage for at tilbringe lidt mere tid i disse spændende omgivelser.
