Her har vi Ingelise, som med aldrig svigtende entusiasme gang på gang har taget initiativ til vores sammenkomster og som har trukket en stor del af læsset med arrangementerne. Ved hendes side en ung Louis Rolander. På det tidspunkt forventede nogle af os stadig, at han ville vælge en akademisk karriere. Fru Bjerre i sin himmel er sikkert skuffet over, at Louis ikke blev professor i historie. Men Louis valgte altså at vi sit liv til at praktisere politik - og ikke kun studere den. [Ét er et søkort at forstå ...]

Og her her vi en dybt bekymret Birthe, som tilsyneladende anråber de højere magter. Ikke mærkeligt med den bordherre. Jeg husker tydeligt, da Ole dukkede op i klassen. Han havde gået nogle år i privatskole og skulle nu resocialiseres, inden han skulle ud i samfundet. Der gik ikke 1 uge, inden han havde inviteret den kønneste pige i klassen i biografen. En helt urimelig opførsel i betragtning af, at andre havde gået i mange måneder og samlet mod til det samme - uden at turde. Men charme har Ole altid haft nok af.

Lillian kigger beundrende på den meget talende unge mand ved hendes side. Det er lige før, hans talestrøm blæser lyset ud. Var det måske dette afslørende billede med de uklædelige dobbelthager, der fik Søren til at anlægge fuldskæg. Et skæg, som han stadig bærer mere end 40 år senere. Ja mediernes magt er stor. På trods af mange års hård sygdom har Lillian altid deltaget i det omfang, det har været muligt for hende.

Hvad ligner det at gå til fest og sidde og sove ved bordet? Bente forsøger forgæves at opretholde en civiliseret konversation, men taler tilsyneladende for døve ører - i hvert fald for lukkede øjne. Hvordan har den mand været i stand til både at gennemføre en læreruddannelse og en juridisk embedseksamen? Det er måske forklaringen på, at han er så søvnig.

Ib gør forgæves tilnærmelser til en Brigit Bardot look-alike Birthe Falkenberg. Men Birthe er åbenbart mere interesseret i glassets indhold. Udover at være en god skolekammerat husker jeg også Ib og Ole som mælkedrenge i samme mejeri som jeg selv i Hans Broges Gade. Det gav gode penge - 2 kroner om dagen. Og som jeg plejer at fortælle mine børn: Og det var mange penge den gang...

Tove og Bjarne udbringer en skål. I skoletiden var de nærmest naboer, men efter at have fuldført sin uddannelse flyttede Tove til Gladsaxe, hvor hun blev gift med Kurt.

Arne og Birgitte. Efter udstået militærtjeneste gik Arne ind i politiet, og få år senere fik han en post ved Interpol i Paris og Lyon. Efter nogle år som chef for Bagmandspolitiets kriminalstyrke. I 1999 tiltrådte han en nyoprettet stilling i EU-Kommissionen.

Jørgen er synligt stolt af det lille overskæg, han har tillagt sig. Hanne smiler overbærende. Men dagens største overraskelse - Aksel - sidder for bordenden. De mellemliggende 10 år i hovedstaden havde fuldstændig ødelagt hans tidligere så smukke århusianske dialekt - egå? Hertil kom, at Aksel ved ankomsten var formummet i en kappe, som tydeligvis havde tilhørt en embedsmand ved postetaten. Jeg tør ikke tænke på, hvorledes denne beklædningsdel var kommet i Aksels besiddelse. Jeg fornemmede et sus af ungdomsoprør, fri hash, demonstrationer mod øvrigheden, nej til atomkraft, ned med Verdensbanken, giv os Byggeren igen, Kristiania, Woodstock og det, der var værre.