|
Klassefest 24. september 2005
Dagens program
14:00 |
Vi mødes ved indgangen til kunstmuseet AROS. Her får vi samling på tropperne og drikker en kop kaffe. |
15:00 |
Rundvisning på ARoS, Århus nye kunstmuseum. Rundvisningen varer 1 time, og vi skal både se samlingen og "de ni rum" i kælderen. Særudstillingen er "FAIRY TALES FOREVER - Hyldest til H.C. Andersen" med hovedvægt på moderne kunstnere - installationer, video og skulpturer. Herudover en udstilling med Andy Warhol omfattende 72 serigrafier med H.C. Andersen-motiver. Hvis du har lyst til at gense eller fordybe dig i nogle af værkerne, vil der være tid til det efter rundvisningen. |
17:30 |
Vi mødes på restauration Brazil, som ligger på Banegårdspladsen 14. |
18:00 |
Latinamerikansk barbecue. |
Samling af tropperne
Fra kl 13:30 begyndte folk at dukke op. De fleste kunne med lidt besvær/hjælp genkende hinanden. Det er dog også kun fem år siden, vi sidst var samlet, men jeg lagde mærke til, at der var flere, der var kommet til at se lidt gamle ud, men vi ældes jo ikke alle lige yndefuldt. Der var desværre nogle, som havde valgt at tage på arbejde (Birthe Falkenberg og Birgitte West) i stedet for at være sammen med os gamle skolekammerater. Hanne Vestergaard havde foretrukket at køre rundt i Extremadura i Spanien i uudholdelig hede - sammen med sin mand!. Mogens Nielsen var taget sydpå sammen med sin hustru Elin. Andre igen(Karl Gustav, Karin Højgaard og Liselotte) havde valgt at gå til fest med familien. Birgit Fleischer, som bor i USA, og Arne Graae, som nyder sit otium (nej, ikke opium) som landmand med EU-tilskud i Frankrig, havde sendt hilsener til alle. Karin og Liselotte dukkede op på ARoS for at tilbringe et par timer med os. Tak for det! Louis Rolander, som et par dage senere kunne fejre 25 års jubilæum i Århus Amtsråd, ville først slutte sig til os om aftenen.
Vi var mange, der var spændt på at møde Jørgen "Jochim" Jochimsen, som de fleste af os sagde farvel til for 46 år siden, da han forlod os for at gå på Marselisborg Gymnasium. Ja, ja, vi er jo ikke alle lige hurtige til at lære. Jochim var så heldig at komme til at gå i klasse med Louis og Klaus fra B-klassen. Mens Louis løste matematikopgaverne, spillede Jochim og Klaus skak. Værre var, at det åbenbart ikke står så godt til med Jochims hukommelse. Han mente at kunne huske, at A-klassen plejede at tæve B-klassen i fodbold, når alle ved, at det forholdt sig lige omvendt. Og det er jo ingen skam at tabe til en bedre modstander. Det kan man kun lære af.
Nu er det jo heldigvis således, at man ikke er afskåret fra at deltage næste gang i år 2010, bare fordi man har måttet melde afbud en enkelt gang, så vi forventer at se jer til den tid.
Siden vi var sammen i 1995 er Tove Poulsen, Hans Brædder og Peter Grubert fra A-klassen samt Ole Wexø fra B-klassen afgået ved døden. Vi tænker på jer. Toves mand, Jan bad mig sende sine bedste hilsener til de to klasser.
Nedenfor er vist billeder fra dagen. I de fleste tilfælde vil du få vist billedet i en større udgave, hvis du klikker på det.
Rundvisning

Søren får lige 'det gule kort', man må selvfølgelig ikke fotografere på AROS.


Besøget på ARoS blev indledt med en rundvisning. Vi startede med at tage elevatoren til 8. etage med dansk guldalderkunst (1770-1900). Vores dygtige guide valgte at gennemgå et værk af Jørgen Sonne: "Brudefærd fra det nordlige Sjælland, hvor den hjemkomne Soldat finder sin Forlovede som en andens Brud, fra 1852. Med en sådan titel er al tolkning næsten overflødig. I 1848 meldte Sonne sig til hæren, ikke som soldat, men som maler. Han sad med sin skitsebog og tegnede på slagpladsen.
Næste stop var 7. etage med den moderne samling (1900-1960). Her fik vi gennemgået Harald Giersings: "Ung dame i lyseblåt" fra 1918. Giersing er en af hovedmændene i det modernistiske gennembrud omkring 1910-20.
På 4. etage (indgangsniveauet) fik vi forevist Bjørn Nørgaards kunstværk fra 1970, "Hesteofring". Kunstværket består af 112 syltetøjsglas indeholdende øjne, ører, hove, indvolde, røde kødstykker, fedtvæv og pels fra hesteofringen, som blev foretaget på en mark i Kirke Hyllinge. Hesten blev parteret, mens Nørgaards hustru, Lene Adler Petersen som ypperstepræstinde messede en rituel hymne.
Den stemningsfulde begivenhed blev heldigvis optaget på video. Denne video har ARoS også erhvervet, og den blev afspillet under forevisningen. Hesteofringen er (efterfølgende?) blevet opfattet som et politisk statement om Vietnam-krigen og de meningsløse mord på uskyldige. De fleste af os husker forargelsen, som denne happening medførte, og diskussioner om, hvad der er kunst. Jeg er ikke sikker på, om denne diskussion er afsluttet.
I kælderetagen så vi den australske kunstner Ron Muecks kæmpeskulptur, "Boy", som er ARoS' vartegn. Den fem meter høje dreng sidder på hug og stirrer ud i horisonten. Denne position er efter sigende inspireret af de australske aboriginals, der vagtsomt skuer ud over sletten efter bytte. "Boy" er skabt i glasfiber, mens hans hår, øjenvipper og –bryn er lavet af fiskesnøre. Ron Muecks hustru har selv syet shorts til "Boy". Ja, der står som bekendt kvinder bag alt.






Vi afsluttede rundvisningen i "De 9 rum", et udstillingsafsnit i museets underetage, som er reserveret til international lys-, video- og installationskunst. Her så vi videoinstallationen "Five Angels for the Millennium" af Bill Viola. Ved hjælp af fem samtidigt forløbende projektioner skabes et rum, hvor tilskueren omsluttes af lyd og billede. Menneskelige figurer, der enten stiger op gennem eller falder ned gennem vandet, visualiserer fødsel, død og genfødsel. Ifølge kunstneren selv er han inspireret af, at han som dreng var nær ved at drukne. Det var for Viola en fredfyldt, poetisk begivenhed. Værket er netop returneret til ARos, efter at have været udlånt til Guggenheim Bilbao i seks måneder.
|
|

|
|
På toppen
Efter rundvisningen tog de fleste af os elevatoren op på 8. etage og derefter trappen op til udsigtsplatformen.

Middag på Brazil
Efter lukketid på ARoS kl 17 spadserede vi den korte vej til restaurant Brazil, som ligger på Banegårdsplads 14. Her skulle vi have "Churrasco Barbecue. Citat fra menukortet:
Churrasco Barbecue kaldtes den traditionelle måde gauchoerne skar og tilberedte, Deres festmåltidder. Gauchoerne var kvægdrivere, der arbejdede hårdt på den brasilianske slette – pampassen.
Gauchoerne samledes omkring bålet, slagtede et dyr og stegte det på spyd, som de stak ned i jorden i en skrå vinkel hen over ilden, og skar af dyret efterhånden, som det blev stegt. I dag er det populært at spise Churrasco på specielle restauranter verden over. I Brazil grilles krydrede pølser og forskellige variationer af kød på lange spyd i vort åbne køkken. Tjeneren bærer spydet ned til bordet og skærer kødet direkte på tallerkenen. Til kødet serveres kartofler, bønner og grønsager. Fra restaurantens store salatbuffet kan man selv vælge forretter, salater og tilbehør til churrasco barbecuen.

Til venstre Peter, Birthe og Aksel. Til højre Ib.

Fra venstre Ingelise, Klaus og Tove.

Fra venstre Per, Jochim og Peter.

Fra venstre Lars, Vibeke og Jørgen (Belle).

Louis og Bent (Boj).

Svært at tro, at disse godt udseende unge mennesker ikke alene er fra det foregående århundrede, men det foregående årtusinde.
Lidt før midnat brød vi op fra Brazil. Selvfølgelig var der nogle, der insisterede på, at vi skulle frekventere et værtshus for at indtage et glas øl. Som om vi ikke havde fået tilstrækkeligt med rødvin til den gode middag. Men som så ofte før måtte jeg gøre gode miner til slet spil og deltage i løjerne. Vi fik et dejligt glas kold fadøl, inden vi skiltes lidt før kl 1. Jeg glæder mig allerede til næste gang. Sidste lørdag i september måned 2010.
| |