Program for 55 års klassefest lørdag den 26. september 2015
I modsætning til tidligere sammenkomster forsøger vi os denne gang med et dagsarrangement.
Program:
Kl. 11 (ca.): Vi mødes på caféen på det nye Moesgaard Museum. Museet og caféen åbner kl. 10.
Kl. 12:15: Rundvisning på museet med en introduktion til højdepunkterne i bronzealderen og jernalderen.
Kl. 14: Frokost på Restaurant Martino ved Marselisborg Lystbådehavn.
Om Moesgaard Museum
Moesgaard Museum oktober 2014, ophavsret N. Johansen, Medieafdelingen, Moesgaard Museum
Det nye Moesgaard Museum blev indviet fredag d. 10. oktober 2014. Bygningen er på 16.000 m2 og tegnet af Henning Larsen Architects og Kristine Jensens Tegnestue. Bygningen er gravet ind i en sydvendt skråning, nord for det gamle museum. Taget er græsdækket med fri adgang til udsigten fra skråningen og forhallen i museet. De første otte måneder havde museet mere end 300.000 besøgende.
Om tilmeldingen
Følgende fra A-klassen deltog i årets sammenkomst, Gustav Møller, Else Eriksen, Erik Ebbesen, Lars Sunn Pedersen, Liselotte Sandberg, Mogens Nielsen og Per Lysdahl. Fra B-klassen deltog Birthe Vinter, Bjarne Jørgensen, Ib Kjærgaard Petersen, Ingelise Søndergaard Jensen, Klaus Møller, Louis Rolander, Peter Klingsten, Søren Sørensen og Tove Bech Andersen. Der var desværre lidt flere afbud end de tidligere år, men "vi bliver jo heller ikke yngre". Fantastisk at Gustav hver gang tager turen herop fra Nordtyskland - ja jeg ved godt, at han tror, at han bor i Syddanmark, du ved "Danmark til Ejderen!". Else kører ind fra Helgenæs, mens Klaus og Tove kommer fra Københavnsområdet. Et par dage før festen havde vi for første gang fået forbindelse med Erik (Ebbe). Det var Peter, som var kommet i tanker om, at Erik vistnok boede i Ikast, hvorefter det var barnemad at google ham. Ikke uventet brænder Erik stadig for fodbold, og jeg husker ham fra skoletiden som en elegant og dygtig fodboldspiller. Han har været professionel fodboldtræner i flere af de store klubber i Aarhusområdet, og i dag lægger han mange kræfter i IFS (Ikast Forenede Sportsklubber), hvor han bl.a. sidder i sportsudvalget hos IFS. Han er også med i områdeudvalget, som fokuserer på udvikling af nye ideer i FC Midtjylland. Hver sommer står Erik i spidsen for DBU's fodboldskole hos Ikast FS. Det har han gjort i snart 15 år.
Om tilmeldingen
Som tiden nærmede sig, blev vi i festkomitéen mere og mere bekymrede. Tilstrømningen til Moesgaard Museum syntes at vokse for hver uge. Især i weekenden stillede tusinder af danskere fra hele landet op i køen for at se det fantastiske museum og ikke mindst den spændende særudstilling ""Den Første Kejser – Kinas terrakottahær". Sidste åbningsdag var den 30. september, så vores besøg ville falde på den sidste lørdag i perioden. Ingelise sendte billeder af en tilsyneladende uendelig kø, og Birthe tog derud en lørdag formiddag og talte med en parkeringsvagt, som fortalte, at der var kaos hver lørdag. Og den sidste weekend af særudstillingen ville sikkert være den værste af alle. Vi sendte en mail til de tilmeldte og opfordrede til at komme i særlig god tid - med mindre man var i besiddelse af et årskort til museet og dermed slap for køen. Det var med nogen bekymring, at vi dukkede op kl. 10 og så en tilsyneladende uendelig kø af personer, som alle havde fået den glimrende ide at komme lidt før alle de andre. Heldigvis var der strålende solskin ;-)
Kø ved indgangen til Moesgaard Museum lørdag den 26. september 2015
Vi satte os i caféen med en kop kaffe, og efterhånden dukkede flere klassekammerater op, mere eller mindre udmattede afdet lange ophold i køen. På et tidspunkt gik jeg et tur langs køen for at opmuntre evt. ventende kammerater. Jeg følte mig, tror jeg, som mit barnebarn, når hun havde fået en ny udgave af børnebogen "Find Holger". Jeg ved ikke, om du kender denne udmærkede børnebog? På hver side i bogen er der tegnet et meget, stort antal mennesker, og opgaven er at finde Holger i dette menneskemylder. Det gjorde selvfølgelig opgaven nemmere for mit barnebarn, at hun vidste, at Holger er høj og tynd, har briller, stok, en rød/hvidstribet bluse og hue samt mørkeblå bukser. Jeg var især spændt på, om jeg kunne finde Erik (Ebbe), som jeg ikke havde set i 55 år. Jeg fandt hurtigt Tove, som stod i køen flere hundrede meter fra indgangen. Efter at have snakket med Tove nogle minutter fortsatte jeg min utrættelige søgen. Jeg bevægede jeg mig langs køen og nedstirrede de ventende - og håbede, at evt. klassekammerater ville give sig til kende. Pludselig blev jeg overhalet af en mand, som skridtede målbevidst afsted langs køen, og jeg genkendte ham straks som Ebbe. Jeg indhentede ham kort før indgangen, hvor vi stod og snakkede så længe, at han umærkeligt, håber jeg, blev opslugt af køen, hvorefter jeg vendte tilbage til caféen, hvor der var dukket flere kammerater op. Pludselig blev det meldt i højttaleren, at man lukkede for billetsalget indtil videre, da der ikke var plads til flere gæster på museet. Det fik Igelise til at gå til skranken og fortælle, at en af deltagerne på vores rundvisning var strandet i køen, og den flinke dame gik med Ingelise ned i køen, fandt Tove og bragte hende ind i cafeen. Fin service.
Pludselig opdagede Birthe, at Thorkild Simonsen og fru Edny sad ved et bord i nærheden. Drengene havde haft Thorkild i sløjd, og mere vigtigt, Thorkild havde som erhvervsvejleder hjulpet mange af drengene til gode lærepladser. Vi havde inviteret Thorkild med til klassefesten i 2010, men han havde desværre måttet melde afbud, da han skulle til kongres i Socialdemokratiet. Thorkild blev synligt glad for at møde gamle elever, og snakken gik lystigt. Thorkild er nok den bedst kendte århusianer, og udover at passe sin lærergerning - han var skoleinspektør fra 1964-1970 - var han medlem af Århus Byråd i mere end 30 år. I den periode var han rådmand i 10 år og borgmester i 15 år. Efterfølgende var han indenrigsminister i to Nyrup-regeringer. En imponerende karriere og et imponerende menneske. Thorkild, som fylder 90 år næste gang, var i fin form, og det samme var hans hustru.
Birthe og Thorkild Simonsen. Til højre Klaus og Per i samtale med deres "gamle" sløjdlærer.
Stemningen var helt fin, indtil Lars kom med en rystende afsløring. Lars, som aldrig er blevet taget i at forberede sig nævneværdigt til nogen fag i skolen, havde selvfølgelig også taget let på sløjdundervisningen. Ikke mærkeligt indkasserede han almindeligvis karakteren g+ for sine mangelfulde præstationer. Dette i modsætning til Hans Brædder, som på alle måder var en mønsterelev, der almindeligvis fik topkarakterer, ofte ug eller ug-, dette altså også i sløjd. Hans havde været oppe ved Simonsen for at få evalueret sit arbejde og havde velfortjent fået ug-. Herefter var det Lars' tur til at præsentere sit projekt. En djævel for i ham, og han tog Hans' arbejde med op til Simonsen. Vi ved ikke, om Hans var indforstået hermed; jeg kan ikke tro det, og vi får det desværre aldrig opklaret. Men til Lars' forbløffelse indkasserede han det sædvanlige g+ for sin - eller rettere Hans' - præstation. Thorkild Simonsen har formentlig gennemskuet denne skarnsstreg. Men havde Lars nu taget sløjdundervisningen lidt mere alvorligt, så var det sikkert aldrig gået så galt, da han nogle år senere ville forsøge at snedkerere en hjemmebar. Ak ja, hovmod står for fald. På den anden side er det måske en fordel med ni tommelfingre i stedet for 10?
Rundvisning på Moesgaard Museum - MOMU
Kl. 12:15 blev vi budt velkommen af vores rundviser, Jakob Fink, der beskrev sig selv som en arkæologistuderende nørd. Den følgende time fik vi en spændende og engageret gennemgang af museets samlinger med hovedvægt på først bronzealderen og dernæst jernalderen. Vi hørte om bronzealderens mennesker og deres kontakt til resten af Europa. Vi oplevede det voldsomme vulkanudbrud på Santorini, som udslettede den minoiske kultur på Kreta. Vi besøgte gravhøjen Borum Eshøj, som var en af omkring 100.000 gravhøje i Danmark og meget mere. I forbindelse med gennemgangen af jernalderen hørte vi om mosens betydning for jernalderbefolkningen som grundlag for tørvegravning, fiskeri, religion og krigsførelse. Her ofrede man lerkar med fødevarer, værktøj og andre brugsgenstande toæ guderne. Det var også her, at henrettede personer blev ofret og stedt til hvile. Vi brugte en del tid på Grauballemanden og hans historie. Endelig hørte vi om et af de allerstørste fund fra jernalderen, nemlig våbenofringen i Illerup Ådal. Her er fundet mere end 15.000 genstande, først og fremmest våben og personligt udstyr fra forskellige perioder af jernalderen. Efter sejre er fjendens udstyr blevet ødelagt og kastet i søen, sandsynligvis som et offer. Der var masser af spørgsmål, som alle blev fyldigt besvaret, og tiden fløj afsted.
Jakob Fink fortæller engageret om samlingerne på MOMU.
Grauballemanden
Det mest spændende var måske den meget spændende præsentation af Grauballemanden, som formentlig er det bedst bevarede moselig i verden. Vi husker alle den opstandelse, som opstod, da han blev fundet i en mose syd for Grauballe ved Silkeborg under tørvegravning i 1952. Tørvegraveren ramte hans ene skulderblad med spaden, og da han undersøgte det nærmere, dukkede et fantastisk velbevaret moselig frem. Tørvegraveren dækkede liget med en sæk, og efter fyraften cyklede han ned til den lokale læge, som kontaktede Forhistorisk Museum i Århus. Museets navnkundige leder, professor P.V. Glob, rykkede selv ud, og det blev ham, der kom til at forestå udgravningen og det første arbejde med Grauballemanden, som moseliget blev døbt.
Grauballemanden lå på maven i mosen, med højre ben bøjet og højre arm vredet tilbage. Han var noget deform efter trykket fra jordlaget. Der var ikke spor efter beklædning, smykker eller andre ejendele. Det nøgne lig var af en mand på ca. 30 år og 175 cm høj. Han var henrettet med et snit gennem halsen fra øre til øre. Han dateres officielt til ca. 290 f.Kr.
Grauballemanden incl. hår, negle og skægstubbe er velbevaret, ja selv hans fingeraftryk kunne registreres. Håret er rødblondt, men farven er fremkommet ved kemiske reaktioner under opholdet i mosen. Årsagen til, at liget er så velbevaret, skyldes de kemiske processer i en tørvemose, der bevarer organisk materiale gennem en garvningsproces. Han blev udstillet for offentligheden i 10 dage, og den folkelige interesse var overvældende. Allerede de første to dage blev liget set af mere end 5.000 besøgende, og da udstillingen lukkede, havde der været næsten 20.000 besøgende på Forhistorisk Museum i Vesteralle. Jeg husker, at jeg sammen med min mor og lillesøster stod i kø i flere timer for at få et glimt af Grauballemanden. Jeg har siden læst, at prisen var 50 øre pr. person, og indtægterne var med til at finansiere konserveringen samt fremstilling af en montre til udstilling af liget.
Udstilling af Grauballemanden på Forhistorisk Museum i Århus i 1952.
I 2001 blev Grauballemanden sendt til en grundig undersøgelse på Århus Kommunehospital og Skejby Sygehus. Undersøgelserne omfattede bl.a. CT-scanning, MR-scanning, DNA-test og kikkertundersøgelse, og efterfølgende blev en 3D-model blev opbygget. Ud fra denne model blev der lavet en rekonstruktion af hans hoved. Undersøgelserne fastslog mange nye detaljer om ham: fx fik han klippet håret regelmæssigt, da hårspidserne var jævnt afskåret. Han havde barberet sig ca. 3 uger, inden han blev dræbt. Hans sidste måltid bestod af flere forskellige kornarter, bl.a. byg, emmerhvede (gl. kornsort) og havre, samt frø fra mere end 60 forskellige urter og græsser. Der var ingen spor af friske bær eller urter, hvorfor han formentlig er død om vinteren. Dette bidrager yderligere til at forklare den velbevarede tilstand, da han er sænket ned i iskoldt vand. Han havde begyndende leddegigt og tandrodsbetændelse, men var ellers en rask yngre mand på 34 år. Læsionen i kraniet er tilføjet efter hans død, og den er enten forårsaget af de mange års tryk fra mosen eller fremkommet ved færdsel på mosen under tørvegravning. Skinnebenslæsionen har han derimod pådraget sig i levende live. Hans hænders finhed, som man tidligere tolkede som tegn på, at han var høvding uden at skulle udføre fysisk arbejde, skyldtes mosens påvirkning. Som ved andre moselig, der er kommet voldeligt af dage, er forskerne uenige om, hvorvidt han blev dræbt som straf eller som ofring til guderne.
Udstilling af Grauballemanden på Moesgaard Museum i Århus i 2015.
Kort efter fundet af Grauballemanden trådte en ældre gårdsmandskone fra egnen omkring Grauballe frem og påstod, at liget var af "Røde Kristian", en lokal drukkenbolt, der var forsvundet i 1887 eller 1888. Gårdmandskonen havde kendt Røde Kristian og genkendte ham, da hun så liget. Sagen blev omeget mtalt i pressen, men da kulstof 14-dateringen forelå fra laboratoriet, aflivedes teorien om Røde Kristian. Min kones familie stammer fra egnen ved Grauballe, og hendes moster Dagny påstod til sin død, at liget var af Røde Kristian, som var "gået i mosen" på grund af kærlighedssorg.
Video/billeder fra fundet af Grauballemanden. Klik på billedet ovenfor for at se videoen.
Da jeg gik tilbage til skranken med Jakob, takkede jeg for hans meget inspirerende rundvisning, hvor til han lidt overraskende for mig svarere, at det var i høj grad vores egen fortjeneste. Han havde ofte bemærket, at hvis deltagerne var sløve eller uinteresserede, blev hans gennemgang tilsvarende kedelig, men vi havde været særdeles spørgelystne, så vi havde alene os selv at takke. Jeg vil desuagtet ikke tøve med at takke Jakob for den dejlige oplevelse, han gav os.
Fra venstre Klaus, Birthe, Peter, Tove, Ingelise, Per, Lars, Liselotte og Ib.
Frokost på Restaurant Martino
Efter besøget på Moesgaard Museum kørte vi til Restaurant Martino på Marselisborg Lystbådehavn. Vi havde også spist frokost på denne smukt velbeliggende restaurant efter skolens 100-års jubilæum i 2010.
Restaurant Martino ved Marselisborg Lystbådehavn
Vi blev bænket i "baglokalet", og hurtigt kom maden på bordet. Hver deltager havde i forvejen valgt en frokostret fra restaurantens fyldige, overvejende italiensk-inspirerede spisekort. Else fortalte, at hun fra terrassen, hvor der var udsigt over lystbådehavnen og Aarhus-bugten, kunne se skorstenen på sit hjem på Helgenæs. Klaus og Lars kunne næsten kigge hjem til Strandparken, hvor de havde tilbragt deres drengeår. Hver gang jeg kører forbi Strandparken tænker jeg på de mange, dejlige stunder på Lars' værelse sammen med kammerater fra både A- og B-klassen. Her lyttede vi til Radio Luxemborg på Lars' transistorradio. Værelset var udgangspunkt for vores hyppige besøg på byens jazz-klubber. Det lå i en behagelig afstand fra forældrenes lejlighed, men det var dog ikke helt sjældent, at vi blev inviteret op til forældrene, Dagny og Viggo. Viggo var repræsentant i cigarer, hvilket bekom vores tobaksrygende kammerater vel, men mere vigtig var det lykkedes Lars at få fremstillet en kopi af nøglen til familiens bil, som efter fyraften holdt i garagen. Faderen havde en meget roligt temperament, mens moderen ofte "kom op i det røde felt". Jeg husker engang, at Dagny kom farende ind i stuen og råbte: "Viggo, Viggo. Lars har skudt Hans!". Ja, ganske vist havde Lars ramt Hans (Brædder) i panden med et projektil fra sit luftgevær. Men, ret skal være ret. Det var altså kun et strejfskud. Nå, tilbage på sporet.
Søren bød velkommen på festkomiteens vegne. Han overbragte også hilsener fra de kammerater, som havde meldt afbud. Jørgen beklagede, at han for første gang i 55 år havde været nødt til at melde afbud. Det skyldtes, at han var i medicinsk behandling, og "hans dagsform" tillod ham desværre ikke at komme. "
Hils alle kammeraterne, og jeg ønsker jer alle en god dag. Kærlig hilsen Jørgen ( Belle).
Aksel, som ellers også er fast deltager, skrev: "Jeg kan desværre ikke komme med til klassefesten, da jeg skal til min brors 70. års fødselsdag. Håber I får en god, festlig dag og aften. Mange hilsner Aksel.". Jeg tror nu, at det er Aksels kone, Elin, som har skrevet mailen. Aksel er sikkert den eneste ingeniør i Danmark, som ikke kan finde ud af at sende en mail . Undskyld, Aksel, men jeg ved jo, at du kan så meget andet. Fx har du flere gange sendt mig og Birgit eksempler på dine evner som tegner, motiverne oftest fra Dragør, hvor du har boet i mange år.
Badstuevælen i Dragør, tegnet af Aksel Schjødt, 2007.
Aksel har fortalt mig, at han i høj grad har medvirket til udsmykningen af råådhuset i Dragør, hvor han i mange år har været en skattet medarbejder.
Hanne (Vestergaard) sendte denne mail på egne og Birgittes vegne: Kære festudvalg!
Som jeg skrev til jer efter første udsendelse af brev om klassefest, havde jeg planlagt – sammen med Birgitte Westh, som ville besøge mig her i Ribe nogle dage forud for d. 26.9. – at kunne være med i Aarhus d. 26.9. sammen med Gitte. Det kan bare ikke lade sig gøre i år for nogen af os, af forskellige grunde, og derfor må vi begge melde afbud til den 26.9. Desværre.
Både Gitte og jeg vil ønske jer en sjov og hyggelig klassefest (som de plejer at være). Vi vil sende jer mange tanker på dagen.
Kærlige hilsener
Hanne og Gitte
Vibeke skrev denne mail: Jeg er rigtig ked af, at jeg er nødt til at melde fra – selvom jeg svarede positivt i første omgang. Jeg er ude at rejse i ugen op til klassefesten, og kommer først hjem samme lørdag, men om aftenen. Jeg synes, det er et fint program, I har sat sammen, og jeg synes også, det er en god idé at holde det som et arrangement om dagen. Så når I evaluerer, kan dette synspunkt indgå.
Hils de andre mange gange. Jeg ønsker I får en rigtig hyggelig og sjov dag.
Mange hilsener,
Vibeke
Jørgen Jochimsen: Tak for indbydelsen til klassefest. Jeg er desværre forhindret i at kunne deltage. Du må hilse de andre, og jeg ønsker jer en rigtig god dag.
De bedste hilsener
Jørgen.
Bente ringede og meldte afbud pga. af ferierejse, og hun ønskede os alle en god fest. Jeg skulle hilse fra Jan Krarup, Tove (Poulsens mand), som stadig bor i Viby.
Siden vores seneste sammenkomst i 2010 er Lillian og Annie, begge fra B-klassen, afgået ved døden. Lillian havde været alvorlig de meste af livet. Annie dukkede op i forbindelse med skolens 100 års jubilæum, men det var dog tydeligt, at hendes helbredstilstand var meget dårlig.
Hun duede!
På kirkegården ved Hvilsager Kirke, 3-4 km nord for Hornslet ikke langt fra Rosenholm Slot, står en lille, smuk gravsten. Den bærer indskriften ”Hun duede!”, og nedenunder er et rødt hjerte. Øverst står navnet på afdøde, som jeg vender tilbage med om et øjeblik. Jeg kunne selvfølgelig ikke undgå at tænke på H.C. Andersens eventyr fra 1856 ”Hun duede ikke”. I husker sikkert, at H.C. Andersens mor vaskede tøj sommer og vinter i åen, et slidsomt og ofte koldt arbejde, og for at udholde det måtte hun undertiden ty til snapseflasken. Da hun døde, kaldte byfogden den lille Christian til sig og sagde, at det var godt, at hans moder var død: ”Hun duede ikke!”. Hun blev bragt til de fattiges kirkegård, og nabokonen Maren plantede et lille rosentræ på graven, drengen stod ved siden. "Min søde Moder!"," sagde han, og tårerne strømmede: ""Er det sandt: hun duede ikke!." "Jo, hun duede!, sagde den gamle pige og så op imod himlen." "Jeg siger dig, hun duede! og vor Herre i Himmeriges Rige siger det med, lad Verden kun sige: hun duede ikke!”.
Jeg talte med den venlige graver, som fortalte, at manden til afdøde stadig boede på gården i nærheden. Manden hedder Søren Hansen og gården Højgården. Søren sad i Folketinget fra 1979-2001. Han er egentlig ærkekøbenhavner og havde tilbragt de første 60 år af sit liv i hovedstaden, men i Aarhus mødte han en dejlig pige, som han blev gift med i 1999. Hun var lærer på Ellekærskolen i Aarhus og hed Karin Højgaard. Og gården, som de anskaffede i fællesskab, var deres hjem indtil Karins pludselige død i 2007. Søren, som i modsætning til de fleste politikere på Borgen har en faglig baggrund, idet han er sølvsmed og bl.a. har arbejdet for Georg Jensen, har selv hugget stenen, som stammer fra Bispetorvet i Aarhus. Kan man tænke sig et bedre eftermæle end ”Hun duede!”.
Billeder fra frokosten
Venstre side: Lars, Erik, Gustav, Liselotte, Mogens, Else og Per(næsten skjult) samt Birthe. Højre: Klaus, Louis, Ib, Søren, Peter, (Ingelise mangler), Bjarne og Tove.
Billedet er taget af Ingelise.
Til venstre Lars, Erik, Gustav, Liselotte og Mogens. Til højre Peter, Ib, Louis og Klaus.
Til venstre Ingelise og Peter. Til højre Tove og Bjarne.
Til venstre Lars og Ebbe. Til højre Gustav, Liselotte og Mogens.
Til venstre Else og Per. Til højre Per og Birthe.
Sidst på eftermiddagen begyndte deltagerne "at sive". Der var flere, som foreslog, at vi - vores alder taget i betragtning - fremover mødes fx.hvert tredje år. Festkomitéen vil overveje det og forhøre, om der er stemning herfor blandt deltagerne. Til sidst var vi blot fire tilbage - tilfældigvis alle fra B-klassen. Vi satte os udenfor ved et bord og fik en øl/sodavand. Peter gik først, og da vi kom ud til skranken for at afregne, var han "rendt med regningen". Nej, ikke "fra regningen". Havde jeg vidst det, havde jeg bestilt en stor fadøl.
Tak til alle for hyggeligt samvær. Især til dem, der tager den lange rejse til Aarhus, også til Erik, som dukkede op med bare et par dages varsel. På gensyn! Måske allerede om tre år!
Vi satte os i caféen med en kop kaffe, og efterhånden dukkede flere klassekammerater op, mere eller mindre udmattede afdet lange ophold i køen. På et tidspunkt gik jeg et tur langs køen for at opmuntre evt. ventende kammerater. Jeg følte mig, tror jeg, som mit barnebarn, når hun havde fået en ny udgave af børnebogen "Find Holger". Jeg ved ikke, om du kender denne udmærkede børnebog? På hver side i bogen er der tegnet et meget, stort antal mennesker, og opgaven er at finde Holger i dette menneskemylder. Det gjorde selvfølgelig opgaven nemmere for mit barnebarn, at hun vidste, at Holger er høj og tynd, har briller, stok, en rød/hvidstribet bluse og hue samt mørkeblå bukser. Jeg var især spændt på, om jeg kunne finde Erik (Ebbe), som jeg ikke havde set i 55 år. Jeg fandt hurtigt Tove, som stod i køen flere hundrede meter fra indgangen. Efter at have snakket med Tove nogle minutter fortsatte jeg min utrættelige søgen. Jeg bevægede jeg mig langs køen og nedstirrede de ventende - og håbede, at evt. klassekammerater ville give sig til kende. Pludselig blev jeg overhalet af en mand, som skridtede målbevidst afsted langs køen, og jeg genkendte ham straks som Ebbe. Jeg indhentede ham kort før indgangen, hvor vi stod og snakkede så længe, at han umærkeligt, håber jeg, blev opslugt af køen, hvorefter jeg vendte tilbage til caféen, hvor der var dukket flere kammerater op. Pludselig blev det meldt i højttaleren, at man lukkede for billetsalget indtil videre, da der ikke var plads til flere gæster på museet. Det fik Igelise til at gå til skranken og fortælle, at en af deltagerne på vores rundvisning var strandet i køen, og den flinke dame gik med Ingelise ned i køen, fandt Tove og bragte hende ind i cafeen. Fin service.
Sidst på eftermiddagen begyndte deltagerne "at sive". Der var flere, som foreslog, at vi - vores alder taget i betragtning - fremover mødes fx.hvert tredje år. Festkomitéen vil overveje det og forhøre, om der er stemning herfor blandt deltagerne. Til sidst var vi blot fire tilbage - tilfældigvis alle fra B-klassen. Vi satte os udenfor ved et bord og fik en øl/sodavand. Peter gik først, og da vi kom ud til skranken for at afregne, var han "rendt med regningen". Nej, ikke "fra regningen". Havde jeg vidst det, havde jeg bestilt en stor fadøl.
. Undskyld, Aksel, men jeg ved jo, at du kan så meget andet. Fx har du flere gange sendt mig og Birgit eksempler på dine evner som tegner, motiverne oftest fra Dragør, hvor du har boet i mange år.
På kirkegården ved Hvilsager Kirke, 3-4 km nord for Hornslet ikke langt fra Rosenholm Slot, står en lille, smuk gravsten. Den bærer indskriften ”Hun duede!”, og nedenunder er et rødt hjerte. Øverst står navnet på afdøde, som jeg vender tilbage med om et øjeblik. Jeg kunne selvfølgelig ikke undgå at tænke på H.C. Andersens eventyr fra 1856 ”Hun duede ikke”. I husker sikkert, at H.C. Andersens mor vaskede tøj sommer og vinter i åen, et slidsomt og ofte koldt arbejde, og for at udholde det måtte hun undertiden ty til snapseflasken. Da hun døde, kaldte byfogden den lille Christian til sig og sagde, at det var godt, at hans moder var død: ”Hun duede ikke!”. Hun blev bragt til de fattiges kirkegård, og nabokonen Maren plantede et lille rosentræ på graven, drengen stod ved siden. "Min søde Moder!"," sagde han, og tårerne strømmede: ""Er det sandt: hun duede ikke!." "Jo, hun duede!, sagde den gamle pige og så op imod himlen." "Jeg siger dig, hun duede! og vor Herre i Himmeriges Rige siger det med, lad Verden kun sige: hun duede ikke!”.