År 2020 År 2015 År 2010 År 2005 År 2000 År 1995 År 1990 År 1985 År 1980 År 1970 Sidste skoledag Bornholm A-klassen Bornholm B-klassen Fester Lejrskole Svampedam 1958 Jochims skolebilleder Toves skolebilleder Bents skolebilleder Klasseliste Diasshow Næste gang
Thorkild Simonsen
|
Fester
Her er vi til fest hos Ingelise, som boede på Teknisk Skole, hvor hendes far var pedel. Jeg tror ikke, at han havde meget at lave på skolen. Uanset hvilket tidspunkt, man kom forbi, stod han og vaskede familiebilen (Ford Consul XA 20.639 tror jeg?) I stedet for at dø af rust som alle ordentlige biler druknede den - hvis den da ikke stadig kører rundt og gør vejene usikre? Birthe kigger skælmsk på fotografen i stedet for at tage sig af sin bordherre.
Endnu et billede fra Ingelises fest.
Her er vi til fest ved Birgitte Westh. Flemming og Louis ser ikke helt appelsinfri ud. Vibeke har anlagt sit forførende, uskyldsrene blik, som så ofte reddede hende ud af ubehagelige situationer med lærerne - og som også gjorde sin virkning på nogle af de unge mænd i klassen. (Nej, jeg nævner ingen navne).
Jeg var ikke med til festen, men har efterfølgende fået at vide, at nogle unge lømler (Peter og Louis?) på et tidspunkt gik på jagt i kælderen - ikke efter Dyrlægens natmad, men derimod hans portvin. Jeg er glad for på disse sider at kunne fortælle, at jeg ikke deltog i denne aktion. (Du skal måske vide, at Birgittes far var dyrlæge)
Her er vi på besøg hos frk Nielsen. Pigerne har dydigt placeret sig i højre side, som om de var til bal i loen, mens de unge mænd sidder overfor. Ib (Kjærgaard) har tilsyneladende gemt en flaske, som han ubemærket forsøger at fiske frem. Men idyllen skulle snart blive brudt.
Fra venstre Klaus, Hanne Vestergaard, Tove og Birgit. Til højre øjnes Birthe Falkenberg.
Og her giver Aksel (Schjødt) en parodi på værtinden, vores dansklærer Bodil Nielsen. Til min overraskelse og skam så jeg, at flere af mine klassekammerater morede sig over dette platte indslag. Ikke mærkeligt at Aksel bare nogle måneder efter skolens ophør valgte at flytte til hovedstaden.
I et ubevogtet øjeblik, mens frk Nielsen var ude af stuen, har Ib fået fisket flasken frem og næsten tømt den, som det fremgår af billedet. Søren ser misbilligende på ham. Jeg kunne bedre have forstået, hvis det havde været Bjarne, som havde udført sådanne drengestreger. Så mange år efter kan vi vist godt afsløre, at hans fader havde et mindre hjemmebrænderi i kælderen i Absalonsgade. Og det hændte desværre, at Bjarne inviterede kammeraterne til at tage for sig af de våde varer.
Her ses en voldelig Louis Rolander tage kvælertag på den - i dette tilfælde - sagesløse Ole Wexø. Jeg tror nok, at det kom bag på lærerne, at Louis afslørede sådanne sider af sit temperament. Men vi ved jo, at det stille vand ofte dækker over en dyb grund (hvad det så betyder?). Måske er det en form for anger over sådanne episoder, der får den unge Louis til at gå aktivt ind i Socialdemokratiet og bruge hele sit arbejdsliv på løsning af sociale problemer. (Fanden gik som bekendt i kloster i stedet, da han blev gammel). Vi var mange, der havde spået Louis en akademisk karriere, men han valgte altså anderledes.
Dette billede, hvor Arne (Graae) giver et forrygende rock-and-roll nummer til bedste, kom ikke bag på nogen af os. I dag ville vi sikkert have beskrevet Arne som "cool" med sin provokerende anderumpe frisure. Især Lillian er ved at dåne. Arne har som følge af sit arbejde i Politikorpset tilbragt mange år i udlandet - Paris og Bruxelles - hvorfor han ikke har deltaget så ofte i vores arrangementer. Men han plejer at sende en personlig hilsen til klassen - tak for det, Arne. Hvem havde drømt om, at den unge mand, som solgte pølser på Århus Stadion til fodboldkampe, og som altid havde en frisk bemærkning til kunderne, ville blive en fremtrædende politimand.
Men Arnes optræden - og især den virkning, den havde på de letfængelige piger - fik Louis til at indtage dansegulvet med sin meget personlige udgave af "Den gamle gartner" - udsat for rok-og-rul. Der var ikke et øje tørt. Bente er tydelig berørt af opvisningen - mens Klaus nærmest er ilde berørt. Men måske forsøger Louis sig i dag med samme midler, når han er ude på plejehjemmene og kapre stemmer til det næste amtrådsvalg?
Klaus behøver dog ikke at se så uskyldig ud. Vi er mange, der husker, hvorledes han overtalte en kammerat til sammen med ham selv at binde en tredie og helt sagesløs klassekammerat, Thorkild (Krarup), og hænge ham op på knagerækken udenfor klasselokalet. Og da læreren spurgte, hvorledes vi dog kunne finde på sådanne skarnstreger, svarede (så vidt jeg husker) Klaus troskyldigt: "Thorkild havde sagt, at han ville tæve os, hvis vi ikke gjorde det". Ikke mærkeligt, at Thorkild sammen med sine forældre emigrerede til Canada kort efter.
>Med til de festlige stunder hørte også den (d?)årlige skolekomedie. Her ses besætningen fra 1959. For en gangs skyld står Aksel i anden række. Forrest ses fra venstre Ingelise, ?, Tove (Poulsen) og Birgitte (Westh). Er der nogen, der kan genkende de unge mennesker, så vi kan få sat korrekt navn på ansigterne?
|