Rejseholdet i Florida Nu var det efterhånden tre år siden, at Rejseholdet havde været på en lidt større rejse, nemlig et krydstogt mellem Moskva og St. Petersborg. Ganske vist havde vi i den mellemliggende tid været sammen i Tyrkiet og på Mallorca, men nu ville vi på en lidt længere tur. Vi var enige om, at vi denne gang ville til USA, men vaklede mellem vestkysten og østkysten. Det endte med, at vi besluttede at tage til Florida, dels fordi Bente og Erlings unger har været der flere gange, måske også fordi Birgit og undertegnede (Søren) var derovre på sølvbryllupsrejse for godt 20 år siden. Er det virkelig så længe siden? Ja, tiden går hurtigt i godt selskab. Der var enighed om, at vi ville se os omkring i Florida, og i hvert fald besøge Miami, Orlando, en by på vestkysten samt Key West, og at vi selv ville køre rundt. Vi kontaktede et par rejsebureauer med vores overvejelser og bad dem udarbejde et forslag til en tur. De fleste bureauer reagerede ved at sende en beskrivelse af en af de ture, de havde i deres program, men fra et (mindre) rejsebureau i Randers, DANexplore fik vi et seriøst, gennemarbejdet tilbud. Samtidig stod det klart, at forslaget kunne tilrettes efter vores ønsker. For en sikkerheds skyld kontaktede vi Rejsegarantifonden og bad den bekræfte, at DANexplore er omfattet af RejsegarantifondenDan. Allerede samme dag fik vi dette svar "Dan Ski ApS er teknisk arrangør for de rejser, der sælges af DANexplore ApS (DANexplore ApS er formidler/agent). I skal blot være opmærksomme på, at der skal stå: "Teknisk arrangør: Dan Ski ApS" et sted på fakturaen samt CVR-nr. 89998719, og så skal I købe en pakkerejse bestående af både transport og indkvartering. I så fald vil I være omfattet af fondens dækning, hvis Dan Ski ApS skulle gå konkurs. Hvis DANexplore ApS skulle gå konkurs, skal Dan Ski ApS gennemføre rejsen som aftalt.". Efter denne beroligende melding accepterede vi en tur med følgende indhold:

  • Flytur Hamborg - Miami via London.
  • 7-personers bil (så der var plads til bagagen) til rådighed under hele turen. Vi havde checket med DANexplore, at vi kunne leje bil alene med et dansk kørekort. Vi havde også betinget os, at den lejede bil måtte køres af både Erling og undertegnede.
  • 2 overnatninger i Miami på South Beach.
  • 4 overnatninger i Kissimee (Orlando).
  • 5 overnatninger i Naples, ud til den meksikanske golf.
  • 2 overnatninger i Key West.

Vi valgte at tage til Florida midt i maj måned, hvor risikoen for orkaner er lille, orkansæsonen er høj- og sensommeren, dvs. august-september. Heldigvis har Florida de seneste par år været forskånet for voldsomme orkaner. I august 1992 jævnede orkanen Andrew Homestead, som ligger syd for Miami, med jorden og dræbte 23 personer. Allerede i september 2004 anrettede orkanen Ivan store ødelæggelser i Everglades National Park. Luftfugtigheden om sommeren er så ekstrem, at sommeren i Florida betragtes som lavsæson, december til marts betragtes som højsæson.

Forberedelser til turen Af det modtagne materiale fra DANexplore fremgik, at det almindeligvis ikke er nødvendigt at søge visum til USA, hvis man er dansk statsborgere og vil opholde sig i USA i højst 90 dage. I stedet kan man nøjes med at søge om indrejsetilladelse på denne hjemmeside. Denne såkaldte ESTA-registrering, som er gyldig i 2 år, skal foretages Senest 72 timer før indrejsen. For en sikkerheds skyld udfyldte vi skamaerne en måneds tid i forvejen. Registreringen erstatter den grønne blanket, der tidligere blev udleveret på flyet. Hvis man modtager meddelelsen "indrejse er ikke godkendt" som svar på ansøgningen, skal man søge om visum via den amerikanske ambassade. For en sikkerheds skyld printede vi blanketten og tog den med, men det er ikke noget krav, da den amerikanske paskontrol har elektronisk adgang til de foretagne registreringer. Som sædvanligt medbragte vi også en fotokopi af vores pas, den med fotoet på. Det er under alle omstændigheder en god ide at kunne legitimere sig med pas eller kørekort.

Vi holdt et planlægningsmøde et par uger inden afrejsen. Her gennemgik vi programmet, og Erling præsenterede de kørselsanvisninger og kort, som han havde fremstillet med hjælp af google. De skulle vise sig at være et godt supplement til det materiale, vi havde fået fra DANexplore. Bente og Karin var mest interesseret i, hvor meget kufferterne måtte veje. Vi skulle flyve med British Airways, og de tillod 1 stk. kuffert på max. 23 kg pr. person og 1 stk. håndbagage på indtil 10 kg. Endelig kunne man også medbringe en håndtaske eller en bærbar computer. Det lød af meget i mine ører, men tilsyneladende vejer dametøj meget mere end herretøj. Det viste sig, at Bentes svigerdøtre havde berettet om alle de pragtfulde "outlets", der ligger i USA - og ikke mindst i Florida. Erling og jeg blev belært om, at en "outlet" er en butik, som sælger mærkevarer ofte til halv pris eller derunder. De sælger ofte modeller fra sidste sæson, fx kan forårets kollektion købes billigt allerede samme efterår. Det var tydeligt, at der ville blive kamp om pladsen i kufferterne, men Erling og jeg insisterede på, at hver person medbragte sin egen kuffert med eget indhold. Kvinderne luftede den tanke at tage tøj med, som de så kunne efterlade i Florida og erstatte med mærkevaretøj. Jeg har ikke helt forstået fascinationen af mærkevaretøj, som tilsyneladende bliver fremstillet af de samme groft underbetalte kvnder og børn på de samme systuer og fabrikker i Asien som alle andre varer. Det skulle vise sig, at kuffertspørgsmålet kom til at fylde en del på vores tur. Vi checkede også, at vi alle havde en tilstrækkelig god rejseforsikring; du ved sikkert, at man ved rejser udenfor Europa ikke er dækket af Den Offentlige Sygesikring. Vi snakkede også om betalingsmidler i USA. Vi var enige om, at vi ville tage så få dollars med som muligt, da betalingskort er sikrere, og da vi vidste, at mange forretninger, hoteller, restauranter mv. afviser - eller i hvert fald er kede af - at modtage kontanter. Erling, som er rejseholdets conseglieri eller kassemester, havde fået oprettet et mastercard til formålet. Herudover havde vi alle enten et mastercard eller et visacard, når det gik løs. Alle betydende kreditkort modtages, og der er hæveautomater (ATM) overalt. I Florida lægges 7% "moms" på stort set alle varer - fremgår ikke af prismærkningen i butikkerne.

Flyvetur Hamborg - London - Miami Som tidligere nævnt skulle vi flyve med British Airways fra Hamborg til Miami via London. Vi ville nok have foretrukket at flyve fra Billund, men det viste sig, at flybilletterne - og også flyvetiderne - var bedre fra Hamborg. Køreturen til Hamborg fra vores lille by, Hornslet, lidt nord for Århus, er knap fire timer. Det var let at finde lufthavnen, lidt sværere at finde parkeringspladsen. Vi huskede at notere os bilens placering, jeg har tidligere brugt mere end en time på at lokalisere vores bil efter et par ugers ferie ;-). Kufferterne blev checket ind til Miami, hvorefter vi begyndte at slappe af og nyde ferien. Karin havde i god mening medbragt en håndfuld øl, som vi skulle nyde i lufthavnen, men desværre kiksede det for os, og øllene endte med at blive konfiskeret i sikkerhedskontrollen. Vi havde et par timer i Heathrow, men da vi skulle flyve ud af samme terminal, som vi var anommet til, var det intet problem. Turen over Atlanten foreløb problemfrit. Selvfølgelig var tiden lang, men rigelig servering af mad og drikke samt frit valg mellem hundrede videoer gjorde turen udholdelig.

Vi landede rettidig i Miami International Airport. Som sædvanligt var der køer ved paskontrollen, men vi kom da igennem uden problemer. Mere end 16 millioner internationale passagerer passerer årligt Miamis lufthavn. Hertil kommer næsten 18 millioner indenrigspassagerer. Måske var det derfor, at min kuffert manglede på bagagebåndet, og efter en times ventetid gav jeg op og meldte sagen til en medarbejder fra British Airways. Hun registrerede det i deres system, og jeg fik en kvittering for, at kufferten var meldt savnet. Beroligende fik jeg at vide, at de fleste kufferter blev genfundet indenfor 24 timer, og at den ville blive afleveret på hotellet, så snart den var fundet. Jeg fik et telefonnummer og en hjemmeside, hvor jeg kunne følge eftersøgningen. Da vi kom til hotellet, ringede jeg til SOS Alarmcentral for at få at vide, hvordan jeg skulle forholde mig. Jeg fik at vide, at jeg kunne købe nødvendigt tøj og personlige fornødenheder for indtil 960 kr pr. døgn Det skulle vise sig, at kufferten dukkede op nogle få timer før, vi skulle checke ud for at køre nordpå.

Erling og jeg hentede vores udlejningsbil, mens kvinderne passede på bagagen. Alle biludlejningsfirmaer har busser, som kører regelmæssigt mellem lufthavnen og deres virksomhed. Efterfølgende var vi enige om, at vi lige så godt kunne være taget i samlet flok til biludlejningsfirmaet. Vi havde bestilt en 7-personers bil, men ekspedienten forsøgte - som man åbenbart altid gør - at overtale os til at tage en endnu større bil. Vi modstod fristelsen. Enough is enough. Vi købte et såkaldt SunPass, så vi kunne køre ind på alle betalingsmotorveje uden at skulle standse for at betale. Det fungerer ved scanning af nummerpladen, når man nærmer sig en betalingsstation. Det kostede ca 5 USD pr. dag; jeg er ikke sikker på, at vi sparede penge ved det, men vi sparede os selv en del ulejlighed. Kaskoforsikringen var omfattet af billejen, men for en sikkerheds skyld tegnede vi en ansvarsforsikring. Men da ekspedienten også tilbød oa at leje en GPS for 10 USD om dagen, betakkede vi os. Selvfølgelig havde det været bekvemt md en GPS, men det skulle vise sig, at vi fandt rundt uden problemer på grundlag af de vejledninger, Erling havde produceret, samt på grundlag af materialet fra DANexplore. Husk lige, at alle personer i bilen skal bære sikkerhedssele. Mens vi kører hen til vores hotel, vil jeg fortælle dig lidt om staten Floridas historie og tilblivelse.

Kort om Florida Florida, der også kaldes The Sunshine State, Solskinsstaten, er et yndet tilbagetrækningsmål for amerikanske pensionister. Florida er den sydligste stat på det amerikanske fastland, men staten Hawaii ligger sydligere. Fra Key West er der kun 150 km til Cuba. Den nordlige del af Florida er bakket og skovklædt, mens den sydlige del udgøres af store sumpområder. Der er ikke færre end 7800 søer, heriblandt Lake Okeechobee, som er USA's næststørste ferskvandssø. I 2008 var befolkningstallet godt 18 millioner, hvilket gør Florida til den fjerdestørste stat målt på befolkning. Hovedstaden i staten Florida er Tallahassee, mens den største by er Jacksonville. Den bedst kendte by i Florida er formentlig Miami, som er den næststørste. Tidsforskellen ift. Danmark er -7 timer. Florida har næsten 1200 km. sandstrande. Klimaet er subtropisk med mere end 250 solskinsdage pr. år. Gennemsnitstemperaturen er omkring 23 grader.

Måned

Temp. min/max

Nedbør i mm

Januar 15°/24°

51

Februar 16°/24°

53

Marts 18°/26°

61

April 20°/28°

77

Maj 22°/29°

158

Juni 24°/31°

237

Juli 25°/32°

145

August 25°/32°

192

September 24°/31°

193

Oktober 22°/29°

143

November 19°/27°

68

December 16°/24°

46

Gns. hele året 20°/28°

118

Her kan du se, hvorledes vejret er i Florida, eller rettere ved Miami Beach, lige nu.

Hvis du vil se en vejrudsigt for Miami Beach, så klik på ovenstående figur.

Floridas historie, kort De første nedskrevne beretninger om Florida går tilbage til 1513, hvor Juan Ponce de León (1474–1521) gik i land i det nordøstlige hjørne af halvøen og krævede området for den spanske konge. Juan Ponce de León var med på Columbus' rejse i 1493, og han blev den første guvernør over Puerto Rico. Ifølge legenden søgte han efter "ungdomskilden", som ville give den, der drak af den, evig ungdom. Måske er det derfor, at Florida er så populær blandt pensionister? Den lille flåde på tre skibe fik landkending påskesøndag den 27. marts 1513. Han navngav området La Florida efter den spanske betegnelse for påskeugen: Pascua Florida (blomsterfesten). Også Frankrig var begyndt at interessere sig for området, og i 1562 sendte Frankrig en styrke overvejende sammensat af huguenotter (protestanter) til Florida, og i 1564 grundlagde man Fort Caroline (i dag Jacksonville). Året efter grundlagde Spanien St. Augustine, hvorfra man begyndte en intensiv katolsk missionsindsats. Senere samme år angreb spanierne Fort Caroline og dræbte alle katolikker og sparede blot nogle få katolikker. To år senere gjorde franskmændene gengæld og dræbte de spanske forsvarere. Den indfødte indianerbefolkning blev i løbet af de første år reduceret fra ca. 25.000 til mindre end en fjerdedel som følge af krig, kopper, syfilis og andre europæiske sygdomme, og i løbet af 1700-tallet var størsteparten af den oprindelige befolkning forsvundet. Gennem de næste 200 år var Florida skueplads for krige mellem englændere, franskmænd og spaniere. Engelske nybyggere fra Virginia og Carolina pressede på nordfra. Englænderne var bl.a. vrede over, at Spanien inviterede flygtede slaver til at søge tilflugt i Florida. I 1704 brændte engelske tropper de spanske missionsstationer i den nordlige del af Florida. Samtidig begyndte de at henrette indianere, som stod på venskabelig fod med spanierne. Efter flere slag mod spaniernes allierede, Apalachee indianerne overtog englænderne magten i Florida i 1763. Efter afslutningen på den amerikanske uafhængighedskrig i 1783 gav England Florida tilbage til Spanien i bytte for Bahamas. Spanien tilbød gratis jord til nybyggere, et tilbud, som især blev modtaget af amerikanere. Efter at nybyggere havde foretaget flere overfald på indianerlandsbyer, begyndte Seminole-indianerne at overfalde beboelser i Georgia. Dette førte til flere års kampe mellem den amerikanske hær og Seminole-indianerne. I 1821 tog Spanien imod et tilbud fra USA om at slå en streg over en gæld på 5 mio. dollars mod at få Florida. Spændingerne mellem nybyggerne og indianerne voksede, og i 1832 indgik den amerikanske regering en traktat med Seminole-høvdingerne om, at de (indianerne) forlod Florida mod at få land vest for Missippi. Ikke alle Seminoler ønskede at forlade Florida, og i 1835 udbrød "den anden Seminole krig". Kampene blev ført fra Fort Dallas, som blev anlagt i 1836, og som lå, hvor downtown Miami ligger i dag. Krigen varede indtil 1842, hvor alle Seminoler blev forvist, bortset fra 300, som fik lov til at tage ophold i the Everglades. I 1845 blev Florida optaget som den 27. stat i USA.

1920'erne gav brølende fremgang i Florida, især efter at den nye jernbane gav adgang til den sydlige del af staten. (Når vi kører til Key West vil jeg fortælle den spændende historie om anlæggelsen af jernbanen til Key West) Investorer stod i klø for at købe jord i Miami og Palm Beach. I 1925 brast boblen, og depressionen i 1929 ødelagde resterne af markedet. I 1930'erne dukkede de første forlystelsesparker op, Cypress Gardens (1936) og Marineland (1938). I 1947 etableredes Everglades National Park. I 1949 blev det besluttet at placere nationens testcenter for sit missilprogram på Cape Canaveral, og i 1961 opsendtes den første amerikanske astronaut Alan Shepard fra Cape Canaveral Space Center (fra 1963 Space Center Kennedy). I 1971 åbnede Disney World i Orlando, hvilket fik en omfattende indflydelse på statens økonomi. Siden fulgte adskillige nye såkaldte "tema parker" som Magic Kingdom, Epcot, Animal Kingdom, Disney-MGM Studios, Universal Studios, SeaWorld, Wet 'n Wild m.fl. Den cubanske revolution i 1959 sendte bølger af emigranter til Sydflorida, hvilken medførte, at Miami udviklede sig til et vigtigt center for handel, finans og transport til og fra hele Latinamerika.

Florida har årligt mere end 55 mio. turister, og turisme har længe været det største og vigtigste erhverv, og omkring 20% af befolkningen arbejder i turistindustrien. Men Florida er også et stort landbrugsområde og producerer blandt andet 75% af USA's appelsiner og citrusfrugter. Produktionen af majs, kartofler, bønner og sukkerrør spiller også en væsentlig rolle for økonomien, ligesom de store flokke af kvæg på det store græsland mellem Kissimmee og Lake Okeechobee. Gennem de seneste årtier har der været stor fremgang for den industrielle udvikling, ikke mindst i high-tech sektorerne, der profiterer af tilknytningen til Kennedy Space Center.

Clinton Hotel South Beach Med Erlings udmærkede kørselsvejledning fandt vi frem til vores hotel, Clinton Hotel, som ligger på 825 Washington Avenue på South Beach. Hotellet, som kun ligger to blokke fra den berømte South Beach, har ingen forbindelse med den tidligere præsident. Hoteller er i 2004 blevet renoveret for 12 mio. dollars. Værelserne var udmærkede, og det samme var hotellets faciliteter. Betjeningen i den døgnbemandede reception var upåklagelig. Hotellet havde valet parkering - pris 28 USD pr.døgn. Efterfølgende kom vi til den erkendelse, at det nok havde været smartere (billigere) at vente med at leje bilen, indtil vi 2 dage senere forlod Miami for at køre nordpå. Det var blevet sent på aftenen, så efter en øl i hotellets bar gik vi trætte i seng.

Hotellet havde en overdækket restaurant/bar, hvor vi spise morgenmad en enkelt gang. Et par gange fik vi en øl ved pool baren. Poolen var dog ikke værd at snakke om, men med bare et par hundrede meter til en af USA's bedste strande var det til at leve med. Der var trådløst internet på hotellet, ligesom der var "gratis" adgang til en PC ved lobbyen. Når jeg skriver gratis i anførselstegn, er det fordi, hotellet opkrævede et "resort fee" på 7 USD pr. værelse pr. nat - og dette beløb dækkede bl.a. betaling for brug af internet. Hvis du vil besøge hotellets hjemmeside, klik her.

Den første morgen gik vi en tur i området for at orientere os. Som det fremgår af ovenstående kort, ligger Miami Beach på en ø mellem Biscayne Bay og Atlanterhavet forbundet med Miami via et par broer. Miami Beach er opdelt i North Beach, Middle Beach og South Beach. Vi boede bare et par blokke fra South Beach (kort SoBe), som amnindeligvis anses for den "hotteste" del af Miami Beach. Det er ikke tilfældigt, at tv-serien Miami Vice brugte South Beach som en spektakulær kulisse. Vi spadserede en tur langs Ocean Drive, som løber langs med stranden, og beundrede de mange smukke Art Deco bygninger, som ligger her.

Vi tilbragte selvfølgelig også nogle timer på den kridhvide sandstrand og fik lagt grunden til en klædelig solbrændthed. Vandet var pragtfuldt og bølgerne perfekte.

På byrundtur og havnerundfart På vejen tilbage til hotellet løb vi ind i en charmerende fyr, som ville sælge os en byrundtur kombineret med en havnerundfart. Vi havde egentlig talt om at køre til Fort Lauderdal og tage på et dinner cruise med Jungle Queen; det havde Birgit og jeg prøvet for 20 år siden. Det, der i første omgang fascinerede os og gjorde, at vi faldt i snak med sælgeren, var, at han kørte på en såkaldt "Segway". Det er et slags løbehjul, hvor føreren står oprejst og bestemmer, om han vil køre eller standse ved at læne sig fremad eller tilbage. Vi havde set dette særprægede køretøj i lufthavnen i Amsterdam, men aldrig på nært hold. Bare en uges tid efter, at vi var kommet hjem, kunne vi læse i aviserne, at køretøjet var blevet tilladt i Danmark, og at det havde fået status af cykel, blot med den undtagelse, at føreren skal være mindst 16 år. Vi aftalte, at vi ville blive samlet op ved hotellet kl. 14 samme dag.

Da vi var kommet om bord på bussen, fortalte guiden om Miamis historie, mens vi kørte over broen til fastlandet. Han indledte med at fortælle om Juan Ponce de Leóns opdagelse af Florida i 1513. På det tidspunkt havde der boet indfødte i området i 19-14.000 pr, nemlig Tequesta indianerne. I begyndelsen af 1800-tallet begyndte vragjægere at komme til den sydlige del af Florida fra Bahamas for at lede efter resterne af laster fra de mange skibe, der forulykkede på revene ud for kysten. Som tidligere nævnt blev de oprindelige beboere udryddet eller fordrevet, og vragjægerne blev Miamis "første" permanente beboere.

Den person, som fik størst indflydelse på udviklingen i og omkring Miami, er Julia Tuttle, (1849–1898), hun kaldes ofte for "Miamis moder". I 1867 var hun blevet gift med forretningsmanden Frederick Leonard Tuttle, og boede i Cleveland, Ohio med deres to børn. I 1871 kom Julia Tuttle for første gang til området ved Biscayne Bay, hvor hendes far havde købt en citruslund. I 1875 tog hun igen derned på besøg sammen med sin ægtefælle. Da Julias ægtefælle døde - og hendes far nogle år efter - solgte hun virksomheden i Ohio og flyttede til Florida. Julia Tuttle opkøbte et område på 640 hektar af forretningsmanden William Brickell, hvor downtown Miami ligger i dag, og flyttede med familien ind i de forladte Fort Dallas bygninger. Julia var klar over, at hvis der skulle ske en erhvervsmæssig udvikling i området, var det nødvendigt med en jernbanelinie, og hun begyndte at skrive breve til jernbanemagnaten Henry Flagler og bad ham forlænge sin bane til Miami. Flagler er måske bedre kendt som en af grundlæggerne af Standard Oil - i øvrigt i samarbejde med bl.a. John D. Rockefeller. Til sidst lykkedes det Julia at overtale Flagler til at komme på besøg, dog uden større held. Under den kolde vinter 1894-1895 blev hele citrushøsten i den nordlige del af Florida ødelagt af frost, mens plantagerne omkring Miami overlevede. Vi ved ikke, om det var årsagen til at Flagler skiftede mening, men i hvert fald gav Flagler ordre til at udvide Florida East Coast Railroad til Miami. Julia Tuttle gav Flagler land både til et hotel og en jernbanestation. Den 22. april 1896 blev der togdrift til området, og den 28. juli samme år blev grundstenen til Miami nedlagt, indbyggertal 344. Indtil da var opmrådet bedst kendt under navnet "Biscayne Bay Country". I 1898 døde Julia Tuttle af meningitis, 49 år gammel, og hun blev begravet på Miami Kirkegård. I 2008 havde Miami med opland en befolkning på godt 5.2 mio. indbyggere og er dermed det fjerdestørste byområde i USA efter New York City, Los Angeles og Chicago.

Mens vi kørte i bussen, udpegede vores guide nogle af de smukke art deco bygninger, som Miami og Miami Beach er så kendt for. Mange af disse bygninger blev opført i begyndelsen af 1920'erne under indflydelse af den nye art deco stil, som var dukket op i Europa. Stilen var påvirket af de fund, der blev gjort i egyptiske templer og gravkamre, især fundet af Tutankhamons grav i 1922 stimulerede denne interesse. Art deco stilen var også påvirket af af stilelemenmter fra de gamle mayaer. Amerikanerne, som befandt sig i de såkaldte "brølende 20'ere", elskede de stærke linier, de svungne former og de pastelagtige farver, og der blev opført talrige hoteller og beboelsesbygninger i den nye stil.

Betegnelsen "art deco" kommer fra en udstilling i Paris i 1925, "Exposition Internationale des Arts Decoratifs Industriels et Modernes". I 1910 fik John Collins og Carl Fisher til opgave at omdanne øen Miami Beach fra en mangrovesump til en moderne turistdestination. Da de gik i gang med Ocean Drive og Collins Avenue langs med stranden, blomstrede art deco stilen, hvilket vi tydeligt havde set under et par spadsereture. Dette byggeboom medvirkede til at bringe området ud af depressionen. De karakteristiske pastelfarver fik bygningerne i 1990'erne, da bydelen fik en tiltrængt renovering. Miami og i særdeleshed Miami Beach har meget at takke TV-makkerparret Crocket og Tubbs for. Da Miami Vice blev sendt på alverdens TV-kanaler i 1980'erne, var serien i den grad med til at sælge Miami og det sydlige Florida til verdens turister.

Fra bussen så vi på afstand Port of Miami, som er verdens travleste havn målt på passagertrafik og krydstogter. Herudover er der en kraftig containertrafik med varer til og fra Sydamerika og Karibien. Havnen kaldes undertiden for "Cruise Capital of the World". I 2007 betjente havnen 3.8 mio. passagerer.

Et par måneder efter, at vi var vendt tilbage til Danmark, blev det 361 meter lange krydstogtskib "Allure of the Seas", som tilhører rederiet Royal Carribean, sejlet fra et værft i Finland gennem Storebælt og til Miami. Sammen med sit søsterskib "Oasis of the Seas" er det verdens største med 16 dæk, 2700 kahytter og plads til 5400 passagerer foruden en besætning på mere end 2000 mand. Af faciliteter kan nævnes skøjtebane, basketballbaner, butiksstrøg, en tropisk park og en teatersal med plads til 1400 tilskuere. Med tilbageholdt åndedræt så vi på TV det gigantiske skib snige sig under Storebæltsbroen. "Allure of the Seas" sænkede sine (teleskop) skorstene fra fuld højde på 72 m til en højde på 64,99 m. Man passerede ved lavvande og regulerede samtidig skibets fart, så det stak så dybt som muligt. Alt forløb smertefrit, og der var kun en meter mellem skibets top og broens underside.

Vi fik også et blik af Miamis imponerende skyline, hvor mere end 50 skyskrabere på over 120 meter strækker sig mod himlen. Miamis skyline rangerer som den tredjemest imponerende i USA efter New York City og Chicago. Den højeste bygning er Four Seasons Hotel & Tower, som er 240 meter højt. Vi så også "Metromover", som er et førerløst tog, som betjener byens borgere downtown Miami. Toget, som er gratis at anvende, kører nogle steder i femte sals højde. Linjen omfatter 21 stationer og kører fra kl. 5 om morgenen til midnat, syv dage om ugen. I myldretiden kommer toget hver 1½ minut, udenfor hvert tredje minut. Desværre havde vi ikke tid til at prøve toget, det må vi have til gode.

Little Havana Vi gjorde ophold i bydelen Little Havana i det sydvestlige Miami, hvor mange cubanske emigranter og flygtninge lever. Bydelen har navn efter hovedstaden på Cuba. På hjørnet af Calle Ocho (spansk for 8. street) og 13th Avenue så vi monumentet for det fejlslagne forsøg på at vælte Fidel Castro, som var kommet til magten i 1960 ved at vælte diktatoren Batista, som var støttet af USA. Monumentet indeholder bl.a. en evigt brændende flamme. I 1960 havde den amerikanske præsident Dwight D. Eisenhower givet CIA ordre til at udstyre, uddanne og anføre en invasion af Cuba foretaget af eksilcubanere. Den den 15. april 1961 organiserede USA en invasion af cubanske kontrarevolutionære i Svinebugten, idet man var overbeviste om, at cubanerne ville rejse sig mod Castro, men efter 72 timers hårde kampe i Svinebugten var invasionstyrken blevet nedkæmpet. Som hævn indledte USA i 1962 en økonomisk boykot af CUBA med den begrundelse, at Cuba støttede undergravende bevægelser i andre dele af Latinamerika. Og i oktober samme år udløste installationen af sovjetiske missilramper på Cuba den såkaldte Cubakrise, som bragte verden på randen af en atomkrig - men det er en helt anden historie.

I 1980 gav Fidel Castro 125.000 cubanere mulighed for at flygte til USA, som bød alle flygtninge fra Cuba velkommen. En stor del af flygtningene var kriminelle og sindssyge, hvilket selvfølgelig efterfølgende gav store problemer i Miami. Det anslås, at der i dag bor omkring 700.000 mennesker med cubansk baggrund i Miami, mange af dem i Little Havana. Vores guide fortalte, at mange eksilcubanere gennem de senere år var flyttet til andre dele af USA, så koncentrationen er formentlig lidt mindre i dag.

Little Havana er etnisk set meget blandet, hvilket set af de mange nationers flag, der hænger ud af vinduerne. Iflg. statistikken var mere end 90% af befolkningen her i 1960 Hispanic eller Latino. Hvert år i marts måned er Calle Ocho vært for en forrygende festival med mere end en million tilskuere/gæster.

Vi besøgte også en cigarfabrik, hvor man laver håndrullede cigarer efter cubansk opskrift. Som følge af den økonomiske boykot af Cuba, er det ikke muligt på lovlig vis at købe cubanske cigarer i USA. I stedet køber mange amerikanere deres cigarer i Canada, som ikke er med i embargoen. Pierre Salinger, præsident Kennedys pressesekretær, har fortalt, at Kennedy om aftenen den 6. februar 1962 bad ham købe tusinde Petit H. Upmann Cubanske cigarer. Først da Salinger kom med cigarerne, underskrev Kennedy ordren, som startede embargoen. Guiden fortalte, at fabrikkens tobak blev dyrket I Nicaragua, og at tobaksfrøene var smuglet ud af Cuba. Jeg tør dog ikke garantere for rigtigheden af denne historie, men det var da interessant at se de dygtige cigarrullere arbejde.

Coconut Grove Næste stop på vejen var Coconut Grove i den sydlige ende af Miami ud mod Biscayne Bay. Bydelen var i 1960'erne og 1970'erne kendt som Miami's hippikvarter, men mod de stigende huspriser kæmpede hippierne forgæves. Coconut Grove er dog stadig et meget farverigt kvarter med smalle gader, masser af træer, cafeer, restauranter, gallerier og mange små lokale butikker. Etableringen af Coconut Grove går tilbage til 1825, da der blev etableret et fyrtårn i området. Først omkring 1920 blev Coconut Grove indlemmet i Miami. Guiden fortalte, at afstemningen herom blev afholdt i den varmeste tid om sommeren, hvor mange af Coconut Groves indbyggere var borte. Det første hotel i Sydflorida, the Peacock Inn, blev bygget i Coconut Grove af engelske indvandrere Isabella og Charles Peacock. Coconut Grove er bl.a. kendt for The Goombay Festival, et karnival, som afholdes i juni måned, og som fejres med samg, dans, musik, føde mv. først og fremmest fra Bahamas men også fra den øvrige del af Karibien. Vi havde en halv time til os selv; den tilbragte vi i det smukke CocoWalk, som er en blanding af et indkøbscenter og et forlystelsesetablissement - se nedenstående billede til venstre.

Inden vi forlod Coconut Grove, kørte vi forbi Miami City Hall, rådhuset en prægtig art deco-bygning fra 1933. Bygningen fungerede oprindeligt som flyselskabet Pam Am's lufthavnsterminal for vandflyvere, som lå ved Dinner Key. Herfra fløj præsident Franklin D. Roosevelt til Casablanca i Marokko den 11. januar 1943 i the Dixie Clipper (Boeing 314) for at mødes med Winston Churchill, mens anden verdenskrig var på sit højeste. I 1954 blev terminalbygningen renoveret og omdannet til Miami’s Rådhus.

Coral Gables Sidste stop på byturen var bydelen Coral Gables, som blev anlagt i begyndelsen af 1920'erne af rigmanden George Edgar Merrick. Han ville anlægge en by i middelhavsstil beliggende sydvest for det daværende Miami. Byens grænser blev tydeligt markeret med store byporte, og der blev bygget skoler og et flot rådhus. I 1925 blev Coral Gables udvalgt til at huse the University of Miami. Drømmen brast desværre i 1926, da boligmarkedet i Florida kollapsede, og Merrick mistede en stor del af sin formue. I dag kan vi beundre den imponerende hovedgade, "the Miracle Mile", der strækker sig over fire blokke. Her ligger en række af modæne butikker med alle muligheder for at powershoppe. Bl.a. ligger her USA's tætteste koncentration af butikker, som forhandler bryllupsudstyr. I den vestlige ende af Miracle Mile ligger byens rådhus - med en statue af Merrick stående udenfor, i den modsatte ende en af de fire byporte, man nåede at få bygget færdige, inden kollapset.

Under køreturen passerede vi luksushotellet The Biltmore, som åbnede i 1926, og som dengang var et af de mest modæne hoteller i Florida. Stilen er typisk middelhavsagtig med malede lofter, fontæner mv. I en periode blev bygningen anvendt som hospital, men i 1990'erne blev The Biltmore Hotel ført tilbage til fordums storhed. The Biltmore har den største pool i Florida, og på et tidspunkt blev der opført et vandskishow i poolen. Hotellet har selvfølgelig også en golfbane og flere tennisbaner.

Vi gjorde et stop ved Coral Gables offentlige swimmingpool, the Venetian Pool, som også er i klassisk middelhavsstil. Poolen er designet af Phineas Paist og blev indviet i 1924. Dybden i poolen varierer fra 1,2 meter i den ene ende til 2½ meter oppe ved det store vandfald. En bro, hvorpå der er stationeret en livredder, fører over til en ø med store palmer på. For nogle år siden sejlede små venetianske gondoler rundt i poolen og lagde til ved den lille ø. Der er en mindre strand for soldyrkere samt en lille café, som ofte anvendes i forbindelse med bryllupper. En grotte strækker sig flere meter ind i bjergsiden, det er herfra, poolen fyldes med fersk vand fra en boring. Poolen rummer omkring 3100 m³ vand og er dermed den største ferskvandspool i USA. Poolen har i tidens løb været anvendt til mange forskellige formål, fx spillede Miamis symfoniorkester ofte her og udnyttede den gode, naturlige akustik. På et tidspunkt var poolens store vandforbrug under stærk kritik, iden den blev tømt hver nat og fyldt igen den følgende dag. I 1998 begyndte man at recirkulere vandet og lede det gennem naturlige filtre. Poolen åbnede i april 2009 efter en større renovering.

Vi forlod den smukke bydel ad Coral Way, som er en af mange naturskønne veje i områder, og vi nød synet af de overdådige rigmandsvillaer. Guiden pegede flere gange langs vejen, hvor man kunne se de naturlige koraller, som har givet navn til området.

Sejltur i Miami Harbour Efter 2-3 timers rundtur i Miami City kørte bussen ned til Bayside Marketplace, hvor vi skulle på et minikryds i Miami Harbour. Båden var kun halvt fyldt, og vi fik nogle gode pladser i forstavnen. Sejlturen var som et gensyn med tv-serien Miami Vice. Først nød vi Downtown Miamis flotte skyline, som himmelstræbende rakte mod himlen.

Herefter sejlede vi omkring de mange beboede øer i havneområdet. Guiden på både berettede både på engelsk og på spansk om de seværdigheder, vi passerede undervejs. For hver af de imponerende millionærvillaer fortalte han om, hvem der boede der. I mange tilfælde også, hvad ejendommet var handlet til. Jeg citerer efter hukommelsen uden garanti: Dr. Phil, Versace, Lenny Kravitz, Madonna, Will Smith, Sty Stallone, Crocodile Dundee, Superman, Whitney Huston, Julia Roberts, Ricky Martin, Cher osv.

Vi rundede også Fisher Island, "the homes of the rich and famous". Det var her, at man i 2001 fandt stifteren af Tvind-imperiet, Mogens Amdi Petersen, efter at han var gået under jorden i 1979. Han boede i en 800 m2 stor penthouselejlighed til 50 millioner kroner. Blandt øens øvrige beboere er/var kunstnere som Luciano Pavarotti, Julia Roberts, Robert de Niro og Sylvester Stallone samt tenniskoryfæerne Andre Agassi og Boris Becker. Desværre fik vi ikke et glimt af Amdi, men forlydender melder, at han senest er set i det nordlige Mexico. Efter en spændende udflugt på omkring fem timer blev vi sat af ud for vores hotel, mange indtryk og oplevelser rigere.

Jødisk Museum i Miami Dagen efter besluttede vi at besøge det jødiske museum, som ligger på 301 Washington Avenue, bare et kvarters gang fra vores hotel. Museet er indrettet i to smukt restaurerede bygninger, som tidligere fungerede som synagoge for Miamis første jødiske menighed. Den store bygning, Beth Jacob Synagogen, som er fra 1936 og i øvrigt i art deco stil, har en smuk kobber kuppel og 80 smukke glasmosaikruder. Den lidt mindre bygning fra 1929 rummer de udstillede genstande. Museet åbnede i 1995 efter en omfattende restaurering.

Efter at vi havde købt billetter ($6 for voksne, $5 for pensionister og $12 for en hel familie, gratis adgang om lørdagen), gav den flinke dame ved indgangen en introduktion til museet. Museet fortæller historien om det jødiske samfund i Miami/Florida siden 1763. Den permanente udstilling, "Jewish Life in Florida", viser, hvorledes jøderne har opretholdt deres kultur og traditioner gennem tiden samtidig med, at de har ydet væsentlige bidrag til udviklingen af staten Florida. Udstillingen omfatter mere end 500 fotografier og mange personlige beretninger, tre videoer samt en tidslinie for jødisk historie i Florida. Udstillingen blev påbegyndt i 1984, og i 1990 blev den sendt på rejse til 13 byer i Florida. Siden 1995 har den haft fast bopæl på museet. Den øvrige del af udstillingen bliver udskiftet 2-3 gange om året.

Det første, vi beundrede, var den flotte "bimah" af marmor. En "bimah" er den forhøjning, hvorfra skriftsteder fra torah'en (de fem mosebøger) bliver læst under gudstjenesten af et medlem af menigheden. Herefter gik vi i gang med udstillingen, som var let at følge, meget forståelig og gav et godt indblik i jødisk kultur, tradition og religion. Vi læste de mange spændende historier, hvoraf mange var rørende. Selv om det ikke er et holocaust museum, er dette sorte kapitel i jødisk historie selvfølgelig også omfattet.

En af de mest spændende beretninger, jeg læste, var historien om S.S. St. Louis. Den 6. juni 1939 lå St. Louis ud for den amerikanske kyst og ventede svar på en anmodning til præsident Roosevelt om, hvorvidt de mere end 900 ombordværende jøder, som var flygtet fra Nazityskland, kunne få asyl i USA. Flygtningene var allerede blevet afvist fra Havana, Cuba. Svaret var et afslag, vistnok fordi den tildelte kvota for flygtninge fra Tyskland/Østrig var opfyldt. Resultatet var, at skibet måtte tage tilbage til Europa - med det budskab, at jøder ikke var velkomne i USA. I 2009 blev 70-årsdagen for denne sorte begivenhed fejret i Miami med deltagelse af nogle af de overlevende fra S.S. St. Louis. Måske var denne hændelse medvirkende til, at USA i 1959 gav omkring 10.000 cubanske jøder ophold i landet?

På vejen ud - kort før lukketid - talte vi med damen ved indgangen. Hun var kommet til Miami fra Tyskland i 1959, og siden vat størstedelen af hendes familie fulgt efter. Hun tog undertiden tilbage til Europa, bl.a. for at indkøbe varer, som blev solgt i museets lille butik. Birgit faldt for en vase med Miro-lignende motiver, som ikke blev forhandlet i almindelige turistbutikker, men kun måtte sælges af museer. Den står nu og pynter i vores sommerhus.

Selv om ingen af os er jøder eller specielt interesseret i religion, var besøget på det jødiske museum en god oplevelse, som vi gerne anbefaler til andre.

Farvel til Miami Hermed sluttede tredje og sidste dag i Miami, og næste morgen skulle vi fortsætte nordpå til området ved Orlando. Vi havde oplevet et strålende Miami, men jeg er ikke tvivl om, at den store by har mange skyggesider. I 2001 gik byen fallit. I 2004 var Miami nummer tre fra bunden af amerikanske byer med flest personer under den officielle fattigdomsgrænse. På den positive side kan nævnes, at Miami i 2008 blev udnævnt til "America's Cleanest City" for dens gode luftkvalitet, store, grønne områder, rene drikkevand og omfattende genbrugsprogram.

Klik her, hvis du vil fortsætte med os på turen rundt i Florida.

 

Tilbage til Rejseholdets hjemmeside Startside Florida Orlando/Kissimee