Alan Mathison Turing (1912–1954) var en engelsk matematiker, datalog, filosof og teoretisk biolog. Han havde stor indflydelse på udviklingen af teoretisk computervidenskab med sin Turing-maskine, der kan betragtes som en model af en generel computer. Turing er anerkendt for at være far til teoretisk datalogi og kunstig intelligens. På trods af disse resultater blev han aldrig fuldt ud anerkendt i sit hjemland i sin levetid på grund af hans homoseksualitet, og fordi meget af hans arbejde var omfattet af "the Official Secrets Act".
Under anden verdenskrig arbejdede Turing for "Government Code and Cypher School" (GC&CS) i Bletchley Park, som var Storbritanniens center for dekryptering af opsnappede, fjendtlige meddelelser. I en periode var han leder af Hut 8, som var ansvarlig for analyse og dekryptering af tyske maritime meddelelser. Her udtænkte han en række teknikker til at speede processen op. Han forbedrede også den polske "bombe-metode", en elektromekanisk maskine, der kunne finde indstillingen af de tyske Enigma-maskiner.
Turing spillede en afgørende rolle i dekryptering af aflyttede kodede meddelelser, hvilket medvirkede til, at de allierede i mange situationer kunne besejre nazisterne under slaget ved Atlanten, og dermed hjalp med til at vinde krigen. Det er selvfølgelig vanskeligt at estimere den nøjagtige effekt af den effektive kodebrydning, men det er blevet anslået, at dette arbejde afkortede krigen i Europa med mere end to år og sparede over 14 millioner menneskeliv.
Efter krigen arbejdede Turing på National Physical Laboratory, hvor han designede Automatic Computing Engine, SCE, en af de første computere med et lagret program. I 1948 sluttede Turing sig til Max Newmans "Computing Machine Laboratory" på Victoria University of Manchester, hvor han hjalp med til at udvikle Manchester-computeren og blev interesseret i matematisk biologi. Han skrev en artikel, hvori han forudsagde nogle kemiske reaktioner, som først blev observeret i 1960'erne.
Alan Turing blev retsforfulgt i 1952 for homoseksuel adfærd, hvilket i mange år havde været anset for kriminelt i England. Han accepterede kemisk kastreringsbehandling med DES som et alternativ til fængsel. Turing døde i 1954, 16 dage før sin 42-års fødselsdag, af cyanidforgiftning. En undersøgelse afgjorde, at hans død skyldtes selvmord.
I 2009 efter en internetkampagne gav den britiske premierminister Gordon Brown en undskyldning på vegne af den britiske regering for "den forfærdelige måde, hvorpå han var blevet behandlet". Dronning Elizabeth II benådede posthumt Alan Turing i 2013. "Alan Turing-loven" er nu den uformelle betegnelse for en lov, der med tilbagevirkende kraft benåder mænd, som dømt i henhold til den historiske lovgivning, der forbød homoseksuelle handlinger.
Alan Turing blev født i Maida Vale, London, mens hans far, Julius Mathison Turing (1873–1947), havde orlov fra sin stilling hos Indian Civil Service (ICS) i Chatrapur. Turings mor var Ethel Sara Turing (født Stoney 1881–1976), datter af Edward Waller Stoney, chefingeniør for Madras Railways. Forældrene ønskede, at deres børn skulle opdrages og uddannes i England, så de flyttede til Maida Vale i London, hvor Alan Turing blev født den 23. juni 1912, hvilket fremgår af den blå plakette på huset, hvori han er født. Senere husede bygningen Colonnade Hotel. Birgit og jeg så bygningen og fik en grundig gennemgang af Alan Turings liv og levned under en rundvisning i Paddington. Turing havde en ældre broder, John. Til højre ses et billede af de to knægte. Faderen var stadig i tjeneste, og i børnenes barndom rejste forældrene frem og tilbage mellem Hastings og Indien, mens deres to sønner blev passet af et pensioneret ægtepar.
Meget tidligt viste Alan tegn på den genialitet, som senere ville folde sig ud. Hans forældre sendte ham i skole, da han var seks år gammel. Fra 1922-1926 gik han på Hazelhurst Preparatory School, og 13 år gammel gik han videre til Sherborne School, som er en kostskole i Sherborne i Dorset. Desværre faldt første skoledag sammen med generalstrejken i 1926, så Alan cyklede alene de 97 km fra Southampton til Sherborne, da togene ikke kørte.
Alans naturlige evner indenfor matematik og naturvidenskab indbragte ham ikke synderlig respekt fra lærerne, som lagde større vægt på klassikerne. Hans rektor skrev til hans forældre: "Jeg håber, at han ikke falder mellem to stole. Hvis han skal fortsætte i folkeskolen, skal han sigte mod at blive uddannet. Hvis han udelukkende skal være en videnskabelig specialist, spilder han sin tid i folkeskolen". På trods heraf fortsatte Alan med at vise bemærkelsesværdige evner ved at løse avancerede problemer uden at have studeret selv elementære beregningsmetoder. 15-16 år gammel forærede Alans bedstefar ham en halvpopulær bog af Albert Einstein, og af hans notebog fremgår, at han forstod det hele. Det er også sandsynligt, at han formåede at indse Einsteins spørgsmålstegn ved Newtons bevægelseslove, selv om det ikke fremgik eksplicit af teksten.
Alan var fantastisk til at slå systemet. Han nægtede at arbejde med noget andet end hans dyrebare matematik og videnskab, men han havde en utrolig evne til at gå til eksamener, hjulpet af at koncentrere sig i sidste øjeblik. På Sherborne blev der tildelt både terminskarakterer og eksamenskarakterer. Ved én lejlighed var han nummer 22 ud af 23 elever hvad angik terminskarakterer, men nummer et på eksamenskarakterer, og nummer tre i det samlede resultat.
På et tidspunkt begyndte han at avle små røde bananfluer, så han selv kunne bekræfte Mendels arveteorier. Desværre slap de væk, og huset var fuld af bananfluer i flere dage.
På Sherborne indgik Alan et dybt venskab med en anden elev, Christopher Collan Morcom (1911-1930), det blev senere beskrevet som Alans "første kærlighed". De var begge interesseret i videnskab og tog sammen til optagelsesprøve på Cambridge University. Christopher fik et scholarship, Alan fik først sit scholarship det følgende år. Ulykkeligvis døde Morcom i februar 1930 af eftervirkningerne af en tuberkulose.
Alan skrev senere til sin mor: "Jeg føler, at jeg vil møde Morcom igen et sted, og at der vil være noget arbejde for os at gøre sammen, som der var for os at gøre her ... Det ser ud til, at det aldrig vil lykkes for mig at skabe andre venner end Morcom, han fik alle andre til at virke så almindelige."
Alan bearbejdede sin sorg ved at arbejde endnu hårdere med de videnskabelige og matematiske emner, som han havde delt med Christopher. I et brev til Christophers mor skrev Alan: "" Jeg er sikker på, at jeg ikke kunne have fundet nogen anden ledsager så begavet og alligevel så charmerende og uspoleret. Jeg betragtede min interesse i mit arbejde og i fag som astronomi (som han introducerede mig til) som noget, jeg skulle dele med ham, og jeg tror, at han følte det samme for mig ... Jeg ved, at jeg må lægge så meget energi og interesse i mit arbejde, som om han var i live, fordi det er det, han gerne vil have mig til at gøre."
Alans nære forhold til Christophers mor fortsatte længe efter vennens død, og hun sendte gaver til Alan, og han sendte breve, typisk på Morcoms fødselsdag. Dagen før treårsdagen for Christophers død skrev han til moderen: "Jeg ved, at du tænker på Chris, når dette når dig. Det gør jeg også, og dette brev er bare for at fortælle dig, at jeg tænker på Chris og dig i morgen. Jeg er sikker på, at han er lige så glad nu, som han var, da han var her. Din hengivne Alan."
Efter Sherborne studerede Turing til bachelor fra 1931 til 1934 ved King's College, Cambridge, hvor han blev tildelt "first-class honours" i matematik. I 1935, i en alder af 22 år, blev han valgt til stipendiat ved King's College på grundlag af en afhandling, hvori han beviste "det centrale grænsesteorem". Udvalget var uvidende om, at teoremet allerede var blevet bevist i 1922 af den finske matematiker Jarl Waldemar Lindeberg.
I 1936 offentliggjorde Turing sit papir "On Computable Numbers, with a Application to Entscheidungsproblem". Det blev offentliggjort i tidsskriftet Proceedings of the London Mathematical Society. Heri beviste Turing, at hans "universal computing machine" ville være i stand til at udføre en hvilken som helst matematisk beregning, hvis den kunne formuleres som en algoritme.
Fra september 1936 til juli 1938 studerede Turing ved Princeton University i USA. Udover at arbejde med teoretisk matematik studerede han kryptologi. I juni 1938 opnåede han sin ph.d. fra Institut for Matematik i Princeton; hans afhandling, "Systems of Logic Based on Ordinals", introducerede begreberne ordinal logik og relativ computing, hvor Turing-maskiner blev udbygget med såkaldte orakler, hvilket gjorde det muligt at studere problemer, der ikke kunne løses af Turing-maskiner. John von Neumann ville ansætte ham som postdok, men Turing valgte at vende tilbage til England. Måske under indtryk af den forestående krig mellem Tyskland og resten af verden.
Inden jeg fortsætter beretningen om min helt, vil jeg beskrive den tyske ciffermaskine Enigma, som var genstand for Alan Turings arbejde under anden verdenskrig.
Enigma var en elektromekanisk ciffermaskine, som under anden verdenskrig blev brugt af det tyske militær til kryptering og dekryptering af meddelelser. Den var let at anvende, og koden blev anset for at være umulig at knække. Da tyskerne fik mistanke om, at englænderne kunne bryde koden og læse deres meddelelser, udviklede de en ny Enigma med endnu større kompleksitet.
Enigma blev udviklet helt tilbage i 1919, og de første kommercielle versioner kom på markedet i 1923. Både den tyske marine og siden hæren købte adskillige eksemplarer, og fra 1929 blev den brugt af praktisk talt alle tyske militære organisationer.
Enigma-maskinen var elektromekanisk, dvs. den brugte en kombination af elektriske og mekaniske dele. Hjertet var mekanisk og bestod af flere forbundne kodehjul, som var tre flade skiver med 26 kontakter på hver side. Hver kontakt på den ene side af skiven var forbundet med en anden kontakt på den anden side. Alle skiver, som blev leveret med en Enigma, var forbundet forskelligt.
Når en tast blev anslået på tastaturet, blev strømmen ledt hen til det skrevne bogstavs position på den første skive. Derfra fortsatte strømmen til en anden position på skivens anden side. Derfra gik den over på den næste skive til endnu en ny position, hvorfra den fortsatte til den anden side på skive 2 og så videre. Når strømmen havde bevæget sig igennem systemet af skiver, ville et andet bogstav end det skrevne lyse op i lamperækkerne – og således var det tastede bogstav (tegn) blevet erstattet med et andet. Der var altså tale om et substitutions ciffer system. Tyskerne sikrede sig, at et indtastet bogstav aldrig ville blive krypteret til "sig selv". Fordi skiverne ændrede stilling ved hvert anslag på tastaturet, ville det samme bogstav få en ny værdi, næste gang det blev. Når 26 bogstaver var tastet, blev skiven i den næste sprække drejet af et tandhjul, og således skiftedes alfabetet ud. Jeg kan godt høre, at det ikke er særlig godt forklaret, men den meddelelse man tastede ind, kom ud som volapyk. Denne volapyk var ikke tilfældig, men afhang af af substitueringsalfabeternes udgangsposition, deres rækkefølge og hvilke skiver, der var installeret i maskinen.
Maskinen var symmetrisk sådan at forstå, at dechifreringen (dekrypteringen) foregik på samme måde som krypteringen. Det forudsatte selvfølgelig, at den dechifrerende maskine var konfigureret på samme måde som den krypterende (skiverækkefølge, ledningernes placering, ringindstillinger og udgangsindstillinger). Disse indstillinger skiftede med jævne mellemrum (først månedligt, senere ugentligt, og nær krigens afslutning dagligt eller endnu oftere) og blev specificeret i nøgleskemaer, som blev distribueret til Enigma-brugerne. For eksempel kunne indstillingerne på en bestemt dag være: skive 7 i revne 1, nr 4 i revne 2, og 6 i 3. De roteres derefter, således at revne 1 står ved bogstavet X, revne 2 ved J og 3 ved A. Når det var gjort, valgte operatøren, hvorledes skiverne skulle roteres, fx ABC. Denne individuelle roteringssekvens blev skrevet to gange i starten af meddelelsen (selvfølgelig krypteret). Enigma var meget sikker. Faktisk så sikker, at tyskerne under næsten hele krigen stolede blindt på den.
I 1929 opsnappede polakkerne opsnappede en Enigma-maskine, der var blevet afsendt fra Berlin, men som ved en fejl ikke var blevet sendt som diplomatpost. Det var ganske vist en civil version af maskinen, men polakkerne formodede korrekt, at det tyske militær ville begynde at anvende Enigma. Da tyskerne nogle år senere begyndte at bruge modificerede Enigma-maskiner, forsøgte polakkerne at bryde systemet med at finde skivernes ledningsføring i militærversionen og med at finde en metode til at bestemme indstillingerne for bestemte meddelelser.
Nogle unge, dygtige polske matematikere udførte et af de mest betydningsfulde gennembrud i kryptoanalysens historie ved at bruge matematiske og statistiske metoder. Man tog udgangspunkt i den individuelle roteringssekvens, der som nævnt stod 2x3 tegn i starten af den krypterede meddelelse, og ud fra forskellen på de første tre og de efterfølgende tre tegn, kunne man "gætte" sig frem til skivens ledningsføring.
For at knække koden byggede polakkerne flere parallelle Enigma-maskiner, som de kaldte "bomba kryptologiczna". Måske stammede navnet "bomba" fra den tikkende lyd, maskinen gav fra sig, når den arbejdede. Polakkerne var i stand til at afkode en stor del af den tyske hærs kodetrafik i størsteparten af 1930'erne.
I 1939 øgede den tyske hær kompleksiteten i Enigma-maskinerne ved at øge antallet af skiver, som flyttedes fra revne til revne fra tre til fem. Herudover holdt de op med at sende de individuelle beskedindstillinger dobbelt. Da polakkerne indså, at en invasion fra Tyskland var nært forestående, besluttede de at dele deres arbejde og sendte Enigma-maskiner til franskmændene og englænderne sammen med matematikernes gennembrud. Indtil da havde de tyske Enigma-maskiner modstået ethvert fransk og engelsk angreb.
Bletchley Park, som ligger ca. 80 km nord for London, var tidligere en del af herresædet Eaton og omtales i Domesday Book i 1086. Ejendommen blev solgt i 1883 til Herbert Samuel Leon, som udbyggede det eksisterende hus til det nuværende slot. I 1938 blev ejendommen solgt til en entreprenør, som ville nedrive bygningerne og bygge boliger i stedet. Inden det skete, købte admiral Hugh Sinclair det for egne penge. Det var ikke lykkedes ham at overtale regeringen til at købe det. Hugh Sinclair var direktør for flådens efterretningstjeneste, leder af MI6 og grundlægger af Government Code and Cypher School.
Bletchley Park
Under anden Verdenskrig var Bletchley Park sæde for Storbritanniens vigtigste center for dekryptering af fjendtlige meddelelser. Ejendommen lå hensigtsmæssigt på "Varsity Line" mellem universiteterne i Oxford og Cambridge, som leverede mange af kodebryderne. Den blev tæt på hovedvej A5 til London og til et af telefonvæsenets hovedkabler.
Den "første bølge" fra "Government Code and Cypher School" (GC&CS) flyttede til Bletchley Park den 15. august 1939. Den bestod af sektioner for flåden, hæren og luftvåbenet. En del af de ansatte på Bletchley Park blev rekrutteret på grund af forskellige intellektuelle evner, såsom at være dygtige matematikere, skakmestre, krydsordseksperter, eller fordi talte mange sprog. For at skaffe egnede kandidater bad man The Daily Telegraph om at udskrive en særlig krydsordskonkurrence, og efterfølgende blev alle, som havde klaret udfordringen, kontaktet og spurgt, om de var parate til at påtage sig "en særlig type arbejde som et bidrag til krigsindsatsen".
Særlige lyttestationer indsamlede rå meddelelser fra aksemagternes kommunikation, som efterfølgende blev behandlet på Bletchley. Kodemeddelelser blev nedskrevet ï håndskrift og sendt til Bletchley på papir med motorcykelkurerer eller, senere, med fjernskriver.
Efterretningerne, som blev indhentet fra dekrypterede meddelelser på Bletchley, fik kodenavnet "Ultra". De bidrog kraftigt til den allierede succes med at besejre ubådene i Slaget om Atlanten. Med tiden opstod en stor organisation, som kontrollerede distributionen af den oplyste hemmelige information. Strenge regler blev sat i værk for at begrænse antallet af personer, som kendte til eksistensen af information fra Ultra, og for at sikre, at ingen handlinger ville give Aksemagterne mistanke om, at de Allierede kendte deres planer.
Efter krigen henviste Churchill til staben på Bletchley som "Mine gæs, som lagde de gyldne æg og aldrig kaglede". Omkring 9.000 mennesker var beskæftiget på Bletchley Park, da aktiviteten var på sit højeste i januar 1945.
Turing en af de fremmeste deltagere i kampen om bryde især de tyske koder på Bletchley Park. Historikeren Asa Briggs har sagt: "Du havde brug for usædvanligt talent, du havde brug for geni på Bletchley, og Turing var det geni."
Fra september 1938 arbejdede Turing deltids for "Government Code and Cypher School", (GC&CS), den britiske kodebrydningsorganisation. Sammen med Dilly Knox koncentrerede han sig om analyse af Enigma-ciffermaskinen, der blev brugt af Nazi-Tyskland. På et møde i juli 1939 i nærheden af Warszawa gav det polske cifferkontor englændere og franskmænd detaljer om ledningsføringen på Enigma-maskinen, og delte deres metode til at dekryptere Enigma-maskinens meddelelser.
Den 4. september 1939, dagen efter, at Det Forenede Kongerige erklærede krig mod Tyskland, indfandt Turing sig på Bletchley Park. Den første opgave, som Turing og Knox tog fat på, var udvikling af en mere anvendelig og mere robust "bomba". Turing har selv udtalt, at han valgte at arbejde med Enigma, fordi ingen anden gjorde det, så han kunne have området for sig selv.
Turing anvendte statistiske teknikker til at optimere de forskellige processer i kodebrydningen, og han skrev to artikler, der diskuterede matematiske tilgange, "The Applications of Probability to Cryptography" og "Paper on Statistics of Repetitions" , som var af en sådan betydning, at de først blev frigivet til UK National Archive i april 2012, kort før hundredeårsdagen for hans fødsel. En matematiker udtalte, at det faktum, at indholdet blev hemmeligholdt i omkring 70 år, demonstrerede dets betydning og relevans for kryptanalysen, selv efter krigen.
Turing fik hurtigt et ry for eksentricitet på Bletchley Park, hvor hans kolleger kaldte ham som "Prof". Hvert år i juni fik han et anfald af høfeber, og han cyklede til kontoret iført en gasmaske for at holde pollen ude. Hans cykel havde den fejl, at kæden hoppede af med bestemte mellemrum. I stedet for at få kæden skiftet ud talte han antallet af gange, han trådte i pedalerne, og så stod han af cyklen og justerede kæden, inden den hoppede af. Et andet eksempel på hans excentricitet var, at han forbandt sit krus til radiatorrørene med en kæde for at forhindre, at det blev stjålet.
Matematikeren Peter Hilton fortalte om sine erfaringer i samarbejdet med Turing i Hut 8 i hans "Reminiscences of Bletchley Park": "Det er en sjælden oplevelse at møde et autentisk geni. De af os, der er priviligerede at bo i videnskabens verden, kender den intellektuelle stimulering, som talentfulde kolleger leverer. Vi kan beundre de ideer, de deler med os, og er normalt i stand til at forstå deres kilde; vi kan endda ofte tro på, at vi selv kunne have skabt sådanne koncepter og fået sådanne tanker. Imidlertid er oplevelsen at dele et genis intellektuelle liv helt anderledes; man indser, at man sammen med en intelligens, en fornemmelse af en sådan dybde og originalitet, at man er fyldt med forundring og ophidselse. Alan Turing var sådan et geni, og de, der som jeg selv, havde den forbløffende og uventede mulighed, skabt af anden verdenskrigs nødsituationer, at kunne regne Turing som kollega og ven vil aldrig glemme den oplevelse".
Blot få uger efter ankomsten til Bletchley Park havde Turing specificeret en bomba, som kunne bryde Enigma-koden mere effektivt end den polske "bomba kryptologiczna". Bombaen blev med en forbedring, foreslået af matematikeren Gordon Welchman, det vigtigste automatiserede værktøj til decifrering af Enigma-kodede meddelelser. Den første bomba blev installeret den 18. marts 1940. Ved afslutningen af krigen i 1945 arbejdede knap 2.000 personer med betjening af 211 bombaer. Hver dag blev der opsnappet 3-5.000 Enigma meddelelser, som blev forsøgt decifreret på disse bombaer. Nogle kunne knækkes på 2-4 timer, andre blev aldrig knækket.
På grundlag af fx. en opsnappet meddelelse fra en ubåd søgte bombaen efter mulige korrekte opsætningsparametre. Ofte søgte man efter et fragment af en sandsynlig tekst eller frase, fx. "heil hitler" eller "svar udbedes". Vellykkede gæt på klarteksten blev benævnt "krybber". Nogle tyske operatører brugte "formularer" til de daglige rapporter, specielt vejrudsigter, så den samme "krybbe" kunne tages i brug over flere dage.
Undertiden kunne de allierede "narre" tyskerne til at forsyne sig med "krybber". Man lagde fx. miner ud i et område, og så scannede man de meddelelser, der blev afsendt fra fjendeside. Så kunne man være relativt sikker på, at ordet "Minen" ville forekomme. Denne teknik blev kaldt gardening (havearbejde).
Den 7. maj 1941 erobrede engelske kommandosoldater et tysk vejrskib sammen med dets krypteringsudstyr og koder, og to dage senere kaprede de ubåden U-110 med dens Enigma-maskine, kodebog, operationsmanual og andre informationer, der satte dem i stand til at bryde koderne indtil slutningen af juni.
I 1941 fandt den engelske efterretningstjeneste ud af, at den tyske marine var ved at introducere Triton, som var en ny fire-skivet Enigma, i stedet for den gamle med tre skiver. Der sker det heldige, at en tysk ubåd ved en fejltagelse transmitterede en meddelelse med Triton, før systemet var implementeret. Da de indså deres fejltagelse, genudsendte de meddelelsen med den gamle tre-skivers Enigma. Det gav englænderne oplysninger nok til at knække den ny maskine.
Sidst i 1941 var Turing og hans kolleger stærkt frustrerede, da de på grund af begrænsede personale ressourcer og bombaer ikke kunne nå at behandle alle de meddelelser, de fik fingre i. De havde i løbet af sommeren haft betydelig succes, og tabet af skibstonnage var faldet til under 100.000 tons pr. måned. Holdet havde uden held forsøgt at skaffe mere personale og penge til flere maskiner.
Den 28. oktober 1941 skrev de direkte til Winston Churchill og forklarede om deres vanskeligheder. De understregede, hvor få ressourcer, de bad om, sammenlignet med de enorme udgifter, der medgik til militæret, og hvilken stor nytte de kunne tilbyde.
Andrew Hodges, som har skrevet den autoritative biografi om Alan Turing (den kommer jeg tilbage til) skriver: "Dette brev havde en elektrisk virkning. Churchill skrev et memo til general Ismay, der havde følgende ordlyd: "HANDLING I DAG. Sørg for, at de får alt, hvad de vil have, med ekstrem prioritet, og rapporter til mig, når dette er sket". Den 18. november rapporterede chefen for den hemmelige tjeneste, at alle mulige foranstaltninger var blev udført. Kryptograferne på Bletchley Park fik vistnok ikke noget direkte svar på deres anmodning, men pludselig blev alle sten på mirakuløs vis fjernet fra vejen. I slutningen af krigen var mere end to hundrede bombaer i drift.
I de perioder, hvor man på grund af ændringer, som tyskerne havde introduceret i Enigma-systemet, ikke kunne dekode de opsnappede meddelelser, steg de britiske flådetab dramatisk.
I 1941 friede Alan Turing til Joan Clarke, kollega fra Hut 8 og matematiker og kryptoanalytiker, og hun blev introduceret til hans forældre. Men deres forlovelse var kortvarig. Efter at have indrømmet sin homoseksualitet overfor sin forlovede besluttede Turing, at han ikke kunne gennemføre ægteskab. Alan og Joan forblev venner, indtil han døde i 1952 - samme år, som hun giftede sig.
Turing rejste til USA i november 1942 og arbejdede sammen med amerikanske kryptografer på flådens Enigma og konstruktion af en bomba i Washington. USA var netop trådt ind i krigen efter angrebet på Pearl Harbour og ønskede at blive bekendt med alle detaljer om Enigma. Englænderne var bange for, at amerikanerne ville "misbruge" oplysningerne, især pga. den stærke konkurrence, der herskede mellem hæren og flåden. Til gengæld var han imponeret over amerikanernes evne til at producere bombaer på National Cash register i Ohio. Kort sagt, Turing var ikke imponeret over de amerikanske planer.
Turing mødtes med Claude Shannon, grundlæggeren af moderne kommunikationsteori. Han købte en bog, som introducerede ham til elektroniske komponenter, og han læste den på den lange og farlige tur over Atlanten i marts 1943. Måske overvejede han, hvad han skulle beskæftige sig med, når krigen var overstået.
Da Turing vendte hjem til Bletchley Park i marts 1943, var Hugh Alexander officielt blevet leder af Hut 8, en position, som han havde bestridt i nogen tid. Turing var alligevel ikke interesseret i at være daglig leder af sektionen. I stedet blev han konsulent indenfor kryptoanalyse i Bletchley Park.
Hugh Alexander skrev om Turings indsats: "Der er ingen tvivl om, at Turings arbejde var den største faktor i Hut 8's succes. I de tidlige dage var han den eneste kryptograf, der mente, at problemet var værd at tackle, og ikke kun var han primært ansvarlig for det vigtigste teoretiske arbejde, men han delte også æren for konstruktion af bombaen med Welchman og Keen. Det er altid svært at sige, at nogen er 'absolut uundværlig', men hvis nogen var uundværlig for Hut 8, var det Turing. Pionérens arbejde har altid en tendens til at blive glemt, når erfaring og rutine senere gør alt tilsyneladende let, men mange af os i Hut 8 følte, at omfanget af Turings bidrag aldrig blev fuldt ud realiseret af omverdenen."
Nogle tyskere, bl.a. storadmiral Karl Dönitz, havde en mistanke om, at Enigma-systemet ikke var så sikkert, som det skulle være med Enigma. Fx mødtes tre tyske ubåde ved en lille ø i det Caribiske Hav, hvorefter en engelsk destroyer dukkede op, fordi den ikke kunne modstå et så fristende bytte. De slap dog alle tre væk og rapporterede det hændte. Dönitz forlangte øjeblikkelig en gennemgang af sikkerheden ved Enigma, men konklusionen var, at hvis der var et problem, var det ikke forårsaget af Enigma. Dönitz fik alligevel udskiftet kodebøgerne, og briterne var ude i mørket for en tid.
I 1946 fik Turing tildelt "Order of the British Empire" (OBE) af Kong George VI for sine tjenester under krigen. Og i 1951 blev han valgt til "Fellow of the Royal Society" (FRS).
Mellem 1945 og 1947 arbejdede Turing med design af computeren ACE (Automatic Computing Engine) på National Physical Laboratory (NPL) i London. Den 19. februar 1946 præsenterede han det første detaljerede design af en computer med lagret program. John von Neumann havde forinden præsenteret et udkast til en rapport om EDVAC, men den var meget mindre detaljeret, og en række ideer, som blev beskrevet, var Turings.
Desværre opstod der mange besværligheder og forsinkelser ifm. projektet, så Turing blev desillusioneret og vendte tilbage til Cambridge i et sabbatår. Mens han var i Cambridge, blev der bygget en pilotversion af ACE. Den udførte sit første program den 10. maj 1950, og en række senere computere overalt i verden skylder meget til den.
Turing var en talentfuld langdistanceløber. Mens han var på Bletchley, løb han undertiden de 64 km til London, når han skulle til møde. Han løb altid alene. Indtil han en dag blev spotted af nogle medlemmer af Walton Athletic Club, da han løb forbi dem som skudt ud af en kanon. Et par dage senere lykkedes det dem at standse ham, og da de erfarede, at han ikke var medlem af nogen klub, blev han inviteret til at løbe for Walton. Turing var straks klubbens bedste løber. Han befandt sig godt, men var meget reserveret. Ingen vidste, hvad han lavede, før han spurgte, om Walton ville deltage i en konkurrence med NPL. Klubbens leder spurgte en dag Turing, hvorfor han trænede så hårdt, hvortil han svarede, at han havde et så belastende job, at den eneste måde han kunne glemme det for en stund var at løbe langt og hurtigt.
Alan Turing havde verdensklaseniveau i maratonløb. Hans bedste tid, 2 timer, 46 min., 3 sek., var kun 11 minutter langsommere end vinderen af maraton ved De Olympiske Lege i London i 1948. I et løb i 1948 sluttede han foran sølvmedaljevinderen Tom Richards.
I 1948 blev Turing udnævnt til "reader" på Mathematics Department på Victoria University of Manchester. (reader er en akademisk grad som gives til en videnskabsmand med international erfaring - under professortitlen). Året efter blev han viceadministrerende direktør for Computing Machine Laboratory, hvor han arbejdede med software til en af de tidligste lagrede programcomputere, Manchester Mark 1. Turing skrev den første version af Programmer's Manual til denne maskine.
Samtidig hermed fortsatte han med abstrakt forskning i matematik, og i en artikel fra oktober 1950 behandlede Turing problemet med kunstig intelligens. Han foreslog et eksperiment, der siden blev kendt som Turing test, et forsøg på at definere en standard for, hvorledes man tester, om en maskine kan kaldes "intelligent". Testen går ud på, om en person under kommunikation via en terminal er i stand til at afgøre, om der er et andet menneske eller en maskine i den anden ende.
I samme papir foreslog Turing, at det snarere end at bygge et program til at simulere den voksne hjerne ville være bedre at simulere et barns hjerne og derefter underkaste det et uddannelsesforløb.
I juli 1951 blev Alan Turing valg til "Fellowship of the Royal Society", som var det vigtigste videnskabelige akademi i UK. Den 9. november samme år aflevere han en afhandling om morfogenese til the Royal Society. Morfogenese er de biologiske processer, der fører frem til dannelsen af strukturer, det være sig enkelte celler, organer til hele organismer.
I januar 1952, da Turing var 39 år gammel, indledte han et forhold til Arnold Murray, en 19-årig arbejdsløs mand. Turing inviterede ham på frokost på en restaurant på den anden side af gaden. Turing fortalte om sit arbejde, og Murray glædede Turing ved at stille interesserede og begavede spørgsmål. Senere besøgte Murray Turing i hans hjem i Wilmslow, og han begyndte at overnatte der. Da Turing kommer hjem den 23. januar, finder han, at der har været indbrud. Selv om der ikke er stjålet ting af større værdi, melder Turing det til politiet, som kommer og optager rapport og tager fingeraftryk i lejligheden.
Den 2. februar kommer Murray igen på besøg, og han indrømmer, at det er en af hans venner, Harry, der har lavet indbruddet, og næste morgen melder Turing det til politiet. Alan sidder allerede i fængsel på grund af en anden sag, og han fortæller om sin forbindelse til Murray og fortæller, at de har et homoseksuelt forhold. Murray bliver arresteret og indrømmer, at han har et seksuelt forhold til Turing. På det tidspunkt er homoseksuelle handlinger strafbare i UK, og begge mænd bliver anklaget for "grov usømmelighed". Ved det indledende retsmøde forbeholder Turings advokat sig sit forsvar, dvs. at han ikke argumenterer mod de fremsatte påstande. Siden erkender Turing sig dog skyldig efter råd fra sin broder.
Turing og Murray kommer for retten den 31. marts 1952, og Turing kolleger, Max Newman og Hugh Alexander, optræder som karaktervidner. Både Turing og Murray bliver fundet skyldige. Murray slipper, formentlig pga. sin alder, med en betinget dom. Turing får valget mellem frihedsberøvelse og prøveløsladelse. Sidstnævnte er dog betinget af, at han skal modtage behandlinger med et kvindeligt kønshormon, som skal formindske hans libido. De indsprøjtninger, han modtager det følgende år, gør ham impotent og giver ham feminine kønstræk.
Turings domfældelse førte til, at man inddrog hans sikkerhedsgodkendelse, hvilket forhindrede ham i at fortsætte med sit kryptografisk arbejde for regeringen. I 1951 var de to englændere, Guy Burgess og Donald Maclean, som var uddannet på Cambridge, blevet afsløret som russiske spioner og var flygtet til Sovjetunionen. Begge var homoseksuelle, og det har formentlig være med til at få myndighederne til at opfatte Turing som en sikkerhedsrisiko. Måske har de amerikanske myndigheder også lagt pres på englænderne. I 1952 blev Turing nægtet indrejse i USA, men kunne besøge andre europæiske lande.
Den 8. juni 1954 fandt Alan Turings husholderske ham død. Han var afgået ved døden den foregående dag og blev kun 41 år. Dødsårsagen blev anført som cyanidforgiftning. På bordet ved siden af sengen lå halvspist æble. Æblet blev aldrig testet for cyanid, og mange har spekuleret på, at Turing indtog den dødelig dosis gennem æblet. En undersøgelse viste, at han havde begået selvmord. Vi ved, at Turing var stor fan af tegnefilmen Snehvide, og måske har ønsket at sove for evigt som den lille prinsesse. Som dog blev vakt til live igen af sin prins.
Ligsynsmanden udtalte ved retsmødet: "Jeg er nødt til at konkludere, at dette var en bevidst handling, for med en mand af denne type kan man aldrig være sikker på, hvad hans mentale processer vil lede ham til at gøre. Her var en strålende matematiker med usædvanlige mentale resultater. Han kan let være blevet ubalanceret og ustabil."
Turings mor, Sara Turing, troede dog ikke på denne tragiske og romantisk fortælling, som hun imødegik i en kort biografi om sønnen. Hun viste, at han elskede at lave kemiske eksperimenter og havde indrettet et mindre laboratorium i sin lille lejlighed, hvor han bl.a. eksperimenterede med kaliumcyanid. Måske havde den notorisk klodsede mand simpelthen pådrog sig en forgiftning ved et uheld i sit hjemmelaboratorium. Desværre blev det fundne øble aldrig testet for indhold af cyanid. Turings legeme blev kremeret ved Woking Crematorium den 12. juni 1954, og hans aske blev spredt i haverne på krematoriet, ligesom hans fars var blevet.
I august 2009 startede den britiske programmør John Graham-Cumming en kampagne, der opfordrede den britiske regering til at undskylde for Turings retsforfølgelse som homoseksuel. Den fik mere end 30.000 underskrifter. Den 10. september 2009 udstedte premierminister Gordon Brown en undskyldning og beskrev behandlingen af Turing som "rystende":
Tusinder af mennesker er gået sammen for at kræve retfærdighed for Alan Turing og erkende den rystende måde, han blev behandlet på. Turing blev behandlet efter datidens lov, og vi ikke kan sætte uret tilbage, men behandlingen af ham var naturligvis yderst uretfærdig, og jeg er glad for at have muligheden for at sige, hvor dybt jeg og vi alle beklager, hvad der skete med ham ... Så på vegne af den britiske regering og alle dem, der lever i frihed takket være Alans arbejde, er jeg meget stolt over at sige: Vi beklager, du fortjente så meget bedre.
Den 26. juli 2012 blev der fremsat et lovforslag i House of Lords om at benåde Turing for den lovovertrædelse, han var blevet dømt den 31. marts 1952. Senere samme år sendte fysikeren Stephen Hawking og 10 andre underskrivere, herunder den kgl. astronom Lord Rees, præsident for Royal Society Sir Paul Nurse, Lady Trumpington (som arbejdede for Turing under krigen) og Lord Sharkey (som fremsatte lovforslaget) et åbent brev til The Daily Telegraph og opfordrede premierminister David Cameron til at støtte lovforslaget.
Den 24. december 2013 underskrev dronning Elizabeth II en benådning af Turing for hans dom for "grov uanstændighed" med øjeblikkelig virkning. Lord Chancellor Chris Grayling annoncerede benådningen med, at Turing fortjente at blive " husket og anerkendt for hans fantastiske bidrag til krigsindsatsen og ikke for hans senere domfældelse."
I september 2016 bebudede regeringen, at den ville fremsætte et lovforslag, som med tilbagevirkende kraft ville benåde andre mænd, der var blevet dømt for samme overtrædelse som Alan Turing. Uformelt betegnes loven som "Alan Turing-loven".
Alan Turing er blevet æret på flere måder i Manchester, hvor han arbejdede hen mod slutningen af sit liv. I 1994 blev en del af ringvejen navngivet "Alan Turing Way", og en bro over samme veh fik navnet "Alan Turing Bridge". Den 23. juni 2001 på hans fødselsdag blev der afsløret en bronzestatue af Turing i Sackville Park udenfor University of Manchester. Statuen viser "father of computer science" siddende på en bænk med et æble i hånden. Et relief på bænken viser teksten: "Alan Mathison Turing 1912–1954" og mottoet "Founder of Computer Science".
En plakette ved statuens fod siger: "Father of computer science, mathematician, logician, wartime codebreaker, victim of prejudice". Herunder en tekst af Bertrand Russell: "Mathematics, rightly viewed, possesses not only truth, but supreme beauty — a beauty cold and austere, like that of sculpture."
Kunstneren Glyn Hughes, som har udformet statuen, begravede sin gamle Amstrad under soklen som en hyldest til "the godfather of all modern computers".
I 1983 udgav Andrew Hodges biografien "Alan Turing: The Enigma". Som Alan Turing er Andrew Hodges også matematiker og homoseksuel. I bogen trækker Hodges fra primære kilder og interviews med personer, som kendte Turing. Hodges er i stand til at forklare Turings intellektuelle præstationer i et dagligdags sprog uden at forfalde til langhåret matematik. Han udforsker også Turings seksualitet med forståelse og indlevelse. Kort sagt, lykkedes det for Hodges at vække et matematisk geni til live - fra begyndelsen som en ung mand, fascineret af videnskab til hans tragiske endeligt.
Bogen er beskrevet som "en af de bedste videnskabelige biografier, som nogensinde er skrevet". The Guardian har listet den som en af de 50 vigtigste bøger nogensinde. Sylvia Nasar har kaldt den "one of the finest scientific biographies I’ve ever read: authoritative, superbly researched, deeply sympathetic, and beautifully told.". Den udgave, jeg har læst, er udgivet i 2014.
Bogen dannede grundlag for filmen "Breaking the Code" af Hugh Whitemore og med Derek Jacobi i hovedrollen. Den har også været inspiration for filmen "The Imitation Game" fra 2014, hvori Benedict Cumberbatch spiller Alan Turing - som altid en forrygende præstation. Selv om filmen på mange måder afviger fra bogen (og også fra virkeligheden) er den bestemt seværdig.
I 1999 blev Alan Turing af Time Magazine udvalgt som en af de 100 mest betydningsfulde personer i det 20. århundrede: "The fact remains that everyone who taps at a keyboard, opening a spreadsheet or a word-processing program, is working on an incarnation of a Turing machine."
Fra 2021 vil Alan Turing pryde den britiske 50 pund-pengeseddel iflg. den britiske nationalbank, Bank of England. Han blev udpeget blandt 12 nominerende videnskabsfolk, blandt disse var Charles Babbage, Ada Lovelace, Ernest Rutherford, Paul Dirac, Stephen Hawling m.fl.
Fotoet af Turing er taget i 1951. Herudover indeholder pengesedlen bl.a. følgende elementer:
Der har gennem årene været mange spekulationer over
Apples velkendte og ikoniske logo. Apples første logo var ganske anderledes. En sort-hvid tegning forstillende Isaac Newton siddende undet et træ, hvor han ifølge myten får ideen til loven om tyngdekraften, da et æble falder ned i hovedet på ham. Steve Jobs mente, at logoet skulle være lidt mere moderne, og bad Rob Janoff til at finde på noget helt andet. Resultatet blev et regnbuefarvet æble med et bid i. Var dette inspireret af Alan Turings selvmord og en hyldest til en af datalogiens grundlæggere? Eller en reference til Adam og Eva, der tog en bid af det forbudte æble i paradisets have. Forklaringen er dog mere jordnært: Bidet blev taget med for at sikre, at det virkelig lignede et æble og ikke en tomat. Mere er der ikke i dét.
Siden 1966 har den amerikanske Association for Computing Machinery (ACM), hvert år uddelt en pris til en person, som har ydet varige og betydningsfulde bidrag til datalogien. Prisen, the A.M. Turing Award, som er opkaldt efter min helt, omtales ofte som "datalogiens nobelpris". Jeg er stolt over at kunne berette, at prisen er uddelt til en dansker, nemlig Peter Naur (1928-2016). Det skete i 2005 for hans fundamentale bidrag til design af programmeringssprog, definitionen af ALGOL 60, til design af compilere og til computerprogrammering. Naur blev blev uddannet som astronom var fra 1953 til 1959 ansat på Københavns Universitets Astronomiske Observatorium. Han blev dr. phil. i 1957. Han fik interesse for datamater, og fra 1959 til 1969 var han ansat på Regnecentralen samtidig med, at han underviste på DTH og Niels Bohr Institutet. I 1969 blev Peter Naur ansat som første danske professor i datalogi på Københavns Universitet. I øvrigt var det Naur, som opfandt betegnelsen datalogi.
Peter Naur deltog i udviklingen af det indflydelsesrige programmeringssprog ALGOL 60, og han bragte metode og struktur ind i programmering. Han lagde navn til den såkaldte BNF (Backus–Naur Form), som blev brugt til entydigt at beskrive syntaks i programmeringssprog.
Gennem mit arbejde som it-medarbejder ved Jydsk Telefon, som arbejdede meget sammen med Regnecentralen, havde jeg flere gange fornøjelsen at møde Peter Naur, som var lige så stringent til at formulere sig mundtligt som skriftligt.