Opdagelsen af Amerika tilskrives almindeligvis Christoffer Columbus (1451-1506), som fra 1492 foretog i alt fire rejser over Atlanten. Imidlertid har mange historikere hævdet, at det rettelig var en nordbo, Leif Eriksson (Leifur Eiriksson), også kaldet Leif den Lykkelige, der som den første udforskede de nordamerikanske kyster og nåede frem til Vinland - næsten 500 år før Columbus nåede frem til Mellemamerika.
Den første omtale af Vinland findes vi hos Adam af Bremen, som i værket "De hamburgske ærkebispers historie" (1070) skriver: "Han [Svend Estridsøn] fortalte også, at mange i denne del af Oceanet har opdaget en ø, som kaldes Vinland, fordi der på den findes vildtvoksende vinstokke, som bærer den bedste vin. At der også på øen findes en overflod af korn, som er selvsået, er noget, jeg har fra pålidelige Daners beretninger og ikke fra fantastiske fortællinger. Bag denne ø. siger han, findes der ikke andre beboelige øer i Oceanet, men alt, hvad der ligger længere ude, er dækket af uhyre ismasser og en uendelig tåge."
Hovedkilderne til vinlandsrejserne er "Grønlændingesagaen" og "Erik den Rødes saga". Grønlændingesagaen er indeholdt i "Flatøbogen", som er nedskrevet omkring 1390. Bogen blev i 1647 af bonden på Flatø foræret til biskop Brynjólfur Sveinsson, og derfor er bogen opkaldt efter øen. Flatøbogen, som blev givet i gave til Frederik III i 1656, kom tilbage til Island i 1971.
"Erik den Rødes saga" findes i to håndskrifter, som er nedskrevet i slutningen af 1320'erne.
I tidens løb har vinlandsforskere været i tvivl om hvilken af disse kilder, man kan anse for mest troværdig. Begge kilder beskriver stort set de samme hændelser, men antallet af togter og personer samt begivenhederne er ikke identiske ligesom vægtningen af personerne i sagaen er forskellig.
I Flatøbogen læser vi:
Sidst på sommeren, før kristendommen blev indført på Island (omkring år 985), vender en ung mand tilbage til Island efter flere år i udlandet. Hans navn er Bjarne Herjolfsson. Siden har var ganske ung har han sejlet omkring og vundet sig rigdom samt et ry som en dygtig handelsmand. Han kommer tilbage til Island i eget skib lastet med gode varer, og han glæder sig til at tilbringe vinteren sammen med sine forældre, Herjolf og Torgerd. Bjarne bliver overrasket, da han får at vide, at forældrene om foråret har slået følge med Erik den Røde og er rejst til et nyt land i nord kaldet Grønland. Her har faderen bygget en gård, som hedder Herjolfsnes.
Bjarne beslutter at følge efter forældrene til det nye land - Man er vel viking? - og han spørger sit mandskab om de vil med. Det ender med, at de tager afsted uden at give sig tid til at losse skibet for varer. Bjarne advarer dem om, at det kan blive en risikabel færd i de ukendte farvande mod nord, men alle beslutter at tage med. Da de har sejlet nordpå i tre dage, mister de land af syne, og der bliver stærk nordenvind og tåge. Ingen har nogen anelse om, hvor vinden og strømmen tager dem hen. Således fortsætter de i mange døgn.
Langt om længe bliver himlen klar igen, og solen skinner. De hejser sejl, og hen under aften ser de land i det fjerne. De håber naturligvis, at det er Grønland. Da de sejler langs med kysten, ser de, at landet slet ikke er som folk på Isdland har beskrevet. Der er ingen høje fjelde og dybe fjorde, men en kyststribe med tæt skov og små enge.
Efter at have sejlet endnu et par dage, får de igen landkending. Heller ikke denne gang mener Bjarne, at de har nået Grønland. Det var blevet fortalt, at der var store isgletchere på Grønland, og det var der ikke her. Da de kommer nærmere, ser de, at landskabet er fladt og dækket af skov. Mændene foreslår, at de skal gå i land og samle brænde og finde vand, men Bjarne insisterer på, at de skal fortsætte. De stikker til søs igen, og i tre døgn sejler de med en sydvestlig vind. Da opdager de et tredje land, et land, som er fyldt med høje fjelde med gletchere. Men Bjarne vil heller ikke gå i land her, da det øde lang ikke ser ud til at være beboeligt, og de fortsætter deres færd med den stærke vind i sejlene.
Endelig efter yderligere fire døgn får de for fjerde gang landkending. Denne gang svarer landet til beskrivelsen, og da de går i land finder de faderens gård. Bjarne slår sig ned hos forældrene, og efter faderens død overtager Bjarne gården efter ham. Bjarne er ikke yderligere nævnt i de islandske sagaer, en skæbne han deler med alle "grønlænderne", som ikke var interessante for de islandske skjalde og historieskrivere.
På Erik den Rødes gård i Bráttahlid (i dag Qassiarsuq) har man formentlig talt meget om Bjarne Herjolfssons oplevelser. Erik den Rødes søn, Leif Eriksson, også kaldet Leif den Lykkelige beslutter at tage ud og forsøge at finde dette ukendte land mod vest. Han køber Bjarnes skib og stikker til søs med en besætning på 35 mand. Forinden har han formentlig fået detaljerede oplysninger om Bjarnes færd. Han beslutter at sejle Bjarnes rute - bare i den modsatte rækkefølge. Leif sejler nordpå op langs den grønlandske vestkyst og passerer Vestbygden. På et tidspunkt drejer han vestpå og får snart landkending. Det første sted, de går i land, er øde og ubeboeligt og passer godt med det landskab, som Bjarne sidst havde set: et stenlandskab med gletschere. Leif kalder landet "Helluland", hvilket betyder "Fladstenland".
De sejler videre og når et land med flade, skovklædte kyster og hvide sandstrande; dette land kalder de "Markland", som betyder "Skovland".
Leif og hans folk fortsætter sejladsen sydpå langs kysten. Efter nogle dage får de igen landkending og går i land på den flade kyst med en lavbundet båd. Sagaen beretter, at vejret er fint, og der er endda dug på græsset. Når de fører hånden hen over græsset og derefter løfter den op til næsen, lugter det himmelsk. Vi skal ikke glemme, at vikingerne først og fremmest er bønder. Endelig har de fundet de græsgange til deres kvæg, som de så inderligt savner på Grønland. De går straks i gang med at opføre nogle midlertidige huse til de 34 mand store besætning. Husene opføres af græstørv. De bor i husene, mens de udforsker området nærmere. Græsgangene var tilfredsstillende, men hvad med de andre naturnødvendigheder som vand, skov, fisk og jagt? Det viser sig, at der er masser af skov, og skovene fyldt med vild: rensdyr (caribou), og floden vrimler med laks, og i havet er der hvaler og sæler. Desuden viser det sig, at der er masser af myremalm til udvinding af jern til fremstilling af værktøjer og våben.
I sagaen fortælles, at der blandt Leifs besætning er en mand ved navn Tyrkir. Han stammer fra den sydlige del af Tyskland. En dag bliver han trods advarsler borte fra de øvrige, og da man finder ham, laver han mærkelige grimasser, ruller med øjnene og taler tysk. Da de efter nogen tid kan komme i forbindelse med ham, fortæller han, at han har fundet druer og vin, og fra sin hjemegn er han godt kendt med vin. Leif kalder meget passende landet for Vinland.
Da de skal tilbage til Grønland, laster de skibet med vindruer og tømmer. På tilbageturen redder de 15 skibbrudne, som sidder på et grønlandsk skær. Det er den begivenhed, som fører til, at Leif får tilnavnet "den Lykkelige". De når alle hjem til Brattahlid i god behold.
En af Leifs brødre, Thorvald, får også lyst til at tage til Vinland. Han låner Leifs skib og sejler afsted med 30 mand i år 1003. De når frem til de huse, som Leif og hans mandskab har bygget, og tager ophold der for vinteren. Næste forår sejler de ud for at udforske landet. I en fjord finder de et skovklædt næs, hvor Thorvald vil bygge sig en gård. Imidlertid kommer de i kamp med nogle indfødte (indianere eller eskimoer), som nordboerne kalder for skrællinger. Thorvald bliver ramt af en pil og dør og bliver begravet på det sted, hvor han ville have lagt sin gård. Resten af mandskabet overvintrer i Leifs huse, hvorefter de året efter vender tilbage til Grønland med de dårlige nyheder.
En tredje søn af Erik den Røde, Thorstein rejser i 1006 afsted for at hente sin broder Thorvalds lig hjem til begravelse i indviet jord. På det tidspunkt har kristendommen vundet indpas på Grønland. Med på rejsen er Thorsteins hustru, Gudrid Thorbjørnsdatter. Det lykkes dem ikke at nå frem til Vinland, og de lander ved Vestbygden, hvor de overvintrer. I løbet af vinteren udbryder der sygdom blandt dem, og blandt de døde er Thorstein. Sommeren efter vender de tilbage til Østbygden.
I sommeren 1007 ankommer Thorfinn Karlsefni til Bráttahlid. Thorfinn er en rig handelsmand fra Island og meget rig. Han overvintrer hos Leif Eriksson og bliver gift med Thorsteins enke, Gudrid. Thorfinn beslutter at udvandre til Vinland, og med på turen er 60 mand og kvinder samt mange husdyr (landnam). [I "Erik den Rødes saga" sejler man afsted i to skibe med 160 personer].
De når tilsyneladende uden problemer frem til Leifs gamle koloni, hvor de bosætter sig. Om sommeren kommer de i kontakt med skrællingerne, som er interesseret i at købe våben (men bliver spist af med smør og ost). Det ender med, at det kommer til kamp, og skrællingerne bliver slået på flugt. Efter endnu en vinter i Vinland tager Thorfinn tilbage til Grønland med sin hustru og sønnen Snorre, som er født under opholdet.
Her standser jeg min gennemgang af Grønlændingesagaen, efter at beboelsen i Vinland er etableret.
De sidste 500 år har videnskaben diskuteret, hvor Vinland lå. I mangel af fund var man nødsaget til alene at basere sig på de skriftlige kilder, dvs Adam af Bremens beretning til sin ærkebiskop samt de to sagaer, som begge er nedskrevet på Island. Der er ingen skriftlige kilder fra beboelserne i Grønland. Problemet med især sagaerne er, at de snarere er biografier end geografiske beskrivelser. Adam af Bremen nævner, at der vokser vinstokke i området. Sagaerne bekræfter forekomsten af vinstokke og indeholder også visse geografiske detaljer om de steder, hvor vikingerne går i land samt sejltider. Man skal betænke, at sagaerne ikke er ment som rene faktabøker, men også har et mere eller mindre fremtrædende element af underholdning (storytelling).
I 1910 offentliggøres en forelæsning, som den svenske professor Sven Söderberg gav i 1888 om "Vinlandsspørgsmålet". Heri skriver Söderberg, at navnet Vinland ikke som hidtil antaget betyder "Landet med vinstokke ", men "Landet med græsmarker". I oldnordisk eksisterer stavelsen "vin" med to betydninger: "vin" med et "langt i" betyder vin, mens "vin" med et "kort i" betyder "græs" (sammenlign udtalemæssigt fx med de danske ord Vinland (med langt i) og Finland (med kort i)). Han mener, at Adam af Bremen, som formentlig ikke har haft et detaljeret kendskab til det nordiske sprog, har lavet en forståelig misforståelse. Denne misforståelse har ifølge denne teori bredt sig til sagaerne, inden de blev nedskrevet. Til overflod har man i sagaerne indført den groteske historie om den drukne Tyrkir. Det lyder sandsynligt, at den lærde Adam af Bremen er blevet læst på Island, idet flere af biskopperne på Island har studeret i Tyskland.
En af de personer, som har gjort en banebrydende indsat for at placere Vinland på verdenskortet er den norske opdagelsesrejsende og forfatter Helge Ingstad (1899-2001). Han var oprindelig sagfører, men solgte sin praksis i 1926 for at forfølge en drøm. Han opgav sin behagelige tilværelse for at tage til Canadas Northwest Territories som jæger, og i tre år levede han med den lokale indianerstamme, the Caribou Eaters. Ingstad blev af den norske regering udnævnt til guvernør over Erik den Rødes Land i Østgrønland. Dette ophørte, da den internationale domstol i Hague tildelte Danmark overøvrigheden over Grønland i 1933. Sammen med sin hustru, arkæologen Anne Stine Ingstad fandt han i 1961 rester af en vikingeboplads ved L'Anse aux Meadows på Newfoundland. Dette var de første håndgribelige beviser på, at de nordiske vikinger havde fundet vej over Atlanterhavet til Nordamerika næsten 500 år før Columbus. Nedenstående kort fra Helge Ingstad og Anne Stine Ingstads bog "The Viking Discovery of America", 2001, Checkmark Books, viser den rute, som Ingstad mener, at Leif den Lykkelige har fulgt til Vinland.
Inden de begyndte at undersøge Newfoundland, havde Ingstads udforsket kystområderne langs New England og Nova Scotia til fods, fra båd og fra fly. Endelig kom de til en plet, som på et kort fra 1670 var angivet som "Promontorium Windlandiae". Her spurgte de en lokal fisker, George Decker, om der var rester af gamle huse i området. "Yes, follow me," sagde Decker og viste dem hen til et sted, hvor der lå nogle rester af, hvad Dencker formodede, var indianske bebyggelser. Det blev hurtigt klar for Ingstad, at der var tale om resterne af gammel nordisk beboelse.
I årene 1961-1968 gennemførte Ingstadparret internationale arkæologiske ekspeditioner til L'Anse aux Meadows med deltagelse af norske, islandske og canadiske videnskabsmænd. Disse ekspeditioner resulterede i fund af otte huse samt resterne af et niende hus. Den canadiske regering har videreført udgravningerne fra 1973-1976. Der er fundet tre lag i beboelsen, hvoraf det nederste lag stammer fra en vikingetidsbeboelse. Størsteparten af fundene - ca 2000 objekter - er rester fra træ, som er blevet bearbejdet med jernværktøj. Sagaen fortæller, at man bragte træ og planker med tilbage til Grønland.
Beboelsen består af 3 komplekser, hvert bestående af et beboelseshus og et værksted. Husene har en størrelse på ca. 4 x 3.5 meter. Smedene holdt til i husene A, B og C. Jern blev udvundet af myremalm i hus B [eskimoer og indianere havde ikke kendskab til jernudvinding] og opbevaret i et værelse i hus A indtil anvendelse til smedning. D-E komplekset husede en tømrer. I F-G komplekset blev der udført reparation af skibe, og arkæologerne fandt mange nagler, som var blevet udskiftet. Ved smedjen H , som ligger på den anden side af bækken, blev fundet slagger og små jernfragmenter. I den nordlige ende fandt man i en skråning en grube, som var 70 cm dyb, 2.3 m lang og 1.1 m bred. Der blev fundet endnu af disse gruber. På bunden af gruberne fandt man sod og trækul samt et stort antal strandsten, der tydeligt havde ligget i ilden. Sådanne kogegruber var også kendt fra større nordiske husholdninger på Grønland. En kulstof 14-datering af ildstedet angav år 1030 +/- 70 år. Der er foretaget i alt 12 kulstof-14 dateringer fra området. De giver alle resultater omkring år 1000. Den seneste datering giver år 1080 +/- 70 år.
I ildstedet i en af de større boliger fandt man en bronzenål med en ring i den ene ende, af den type, som norske/nordiske kvinder brugte til at lukke deres dragt med. I en anden bygning fandt man en olielampe i sten samt et lille spindehjul til en håndholdt ten. I ildstedet til en tredje bolig fandt man fragmenter af bennåle, som formentlig har været anvendt til at sy med. Disse fund viser, at der har været kvinder blandt beboerne. Det viser efter min mening, at der har været tale om en egentlig bosætning og ikke fx en overnatningsstation på vejen. I øvrigt matcher fundene, hvad man har set ved tilsvarende udgravninger på Island og Grønland, så der er ikke tvivl om, at vi står overfor en nordisk bosætning. Personligt ville jeg have forventet flere fund fra perioden, men det er en kendsgerning, at bopladsen ikke bestod længe - måske mindre end en halv snes år. En nærliggende forklaring kunne være det dårlige forhold til de indfødte, skrællingerne. På Grønland bestod der et udmærket forhold mellem bosætterne og de indfødte. Der er nok heller ingen tvivl om, at de indfødte er rykket ind på bopladsen, straks efter at bosættelsen er opgivet, og de har formentlig taget alt, hvad der kunne have værdi for dem, våben, værktøj, husgeråd mv.
I dag er området dækket med sand for at beskytte evt. ikke-opdagede fund. I nærheden er der oprettet et besøgscenter, hvor man har opført replika af den bosættelsen.
Ingstad har udpeget Baffin Island med dets store flade sten og gletschere til at være Helluland. Labradors lave, skovrige kyster passer tilsvarende til Markland.
Det skal nævnes, at ikke alle videnskabsmænd er enige i Ingstads konklusioner. Mange mener, at Vinland endnu ikke er fundet, og at det ligger en del sydligere, enkelte har foreslået en placering så sydlig som Florida. Ved L'Anse aux Meadows har man fundet tre nødder og et stykke træ af "grå valnød", hvis nærmeste voksested er sydsiden af St. Lawrence bugten. Det virker dog ikke overraskende, at vores forfædre også har foretaget udflugter længere sydpå, men det er svært at forestille sig en nordisk bosætning fx i Florida, hvor livsbetingelserne er så helt anderledes end i Norden. Men de dygtige søfolk i deres gode skibe kunne formentlig godt have foretaget rejser så langt sydpå, at de har oplevet vindruer - så måske er oprindelsen til navnet Vinland alligevel de druer, hvoraf man fremstiller liflig vin.
I det følgende har jeg formuleret nogle spørgsmål, som er dukket op under mit arbejde med emnet. Jeg har efterfølgende forsøgt at besvare dem efter fattig evne.
Hvorledes kunne det gå til, at Bjarne passerede sydspidsen af Grønland, Kap Farvel uden at bemærke det? En af årsagerne er, at det af hensyn til isbjerge og pakis er nødvendigt at holde en god afstand til kysten. Hertil kommer, at det ofte er dårligt vejr med storm og tåge, så uden kompas var der en nærliggende risiko for at blive blæst over mod det amerikanske fastland. Om dagen havde man kun solen og om dagen kun stjernerne at navigere efter.
Hvorfor udvandrede vikingerne fra Island til Vinland? Det primære formål har formentlig været er behov for at finde land med græsgange til deres kvæg. Vikingerne har også haft behov for træ til skibsbygning, noget som er ikke eksisterende i Grønland. Man kan også forestille sig, at området i Vestgrønland er ved at være overbefolket, de få og små græsmarker er afgræssede, og vildtet og dertmed jagtmarkerne "flytter" længere og længere nordpå.
Var det muligt for vikingerne at tilbagelægge afstande af den længde?Afstanden mellem øen Disko på Grønland over Davisstrædet til Baffin Island udgør omkring 250 sømil, en strækning, der kunne tilbagelægges på godt et døgn. Som nævnt var Leif også begunstiget af de eksisterende havstrømme, som løber nordpå langs den vestgrønlandske kyst og sydpå langs Baffin Island og Labradors østkyst. Det meste af sejladsen foregik også langs kysten, hvilken er en oplagt fordel i ukendt farvand. Der er heller ikke tvivl om, at den tids skibe var sødygtige nok til at klare rejser af den længde.
De fund, der er blevet gjort, og deres lighed med fund på Grønland og Island, viser det. Yderligere underbygges disse fund af flere kulstof 14-dateringer, der alle er centreret omkring år 1000. På grundlag af de gjorte fund og deres overensstemmelse med fund i Grønland og på Island og med henvisning til de nævnte kulstof-14 analyser finder jeg det bevist, at nordiske vikinger kom til Newfoundland i Nordamerika ca 500 år før Columbus. Dette gælder uanset, om det i sagaerne beskrevne Vinland lå i L'Anse aux Meadows eller sydligere. Under alle omstændigheder rummer L'Anse aux Meadows den tidligste, konstaterede europæiske bebyggelse i Nordamerika og er udvalgt af UNESCO som et "World Heritage site".
Anne Stine Ingstad døde i 1997, 79 år gammel. Helge Ingstad døde i Oslo i 2001, 101 år gammel og aktiv til det sidste med at få styr på sin store samling af fotos og lydoptagelser fra Nunamiut i 1950. Helge Ingstad nåede således at leve i 3 århundreder (1899-2001). Ingstad er æresmedlem af Vitenskabsakademiet, æresdoktor ved Universitetet i Oslo og ved et canadisk og et amerikansk universitet. Han har kommandørkorset af St. Olavs Orden, er ridder af Vasaordenen og har modtaget Røde Kors’ hæderstegn for sin indsats i Finnmarken under krigen. I 2006 blev et bjerg i Alaska opkaldt efter ham, "Ingstad Mountain". Helge Ingstad boede i nærheden af dette bjerg i vinteren 1949-1950, hvor han levede sammen med Nunamiut eskimoerne. Han lærte deres sprog, jagede og fiskede med dem og skrev siden en bog om sine oplevelser blandt dem. Han er selvsagt på listen over de 100 største nordmænd siden bruddet med Sverige i 1805.
