Horst Wessel sangen
Tekst

Begyndelsen på jødeforfølgelser
En SS-mand opfordrer til boykot af jødiske forretninger Den 1. april 1933, en uge efter Hitlers magtovertagelse, organiserede Goebbels en boykot af alle jødiske forretninger. Angiveligt som følge af nogle mindre flaterende avisartikler om det nye tyske regime i engelske og amerikanske aviser. Det var nazisternes opfattelse, at alle redaktioner var styret af jøder eller jødesympatisører. Boykotten varede kun denne ene dag, men var et varsel om, hvad der ville komme. I de følgende 12 år skulle mere end 400 love og dekreter, som alle var rettet mod jøder, blive vedtaget. I samme måned vedtoges "Lov om retablering af embedsmandsstanden", som medførte, at alene arier (medlemmer af den "ariske race") kunne være ansat i offentlig tjeneste. Loven definerede en "ikke-arier" som en person, der har ikke-ariske (læs jødiske) forældre eller bedsteforældre. Det var tilstrækkeligt at, at den ene af forældrene eller bedsteforældrene ikke var arisk. Embedsmænd, som var ansat efter 1. august 1914, skulle dokumentere, at de var af arisk afstamning eller havde deltaget aktivt i 1. verdenskrig. Ca. 30.000 offentligt ansatte blev fyret. Jøder blev forbudt at udøve kunst og måtte fx ikke udgive bøger. Det blev muligt at inddrage jødiske sagføreres bestalling. I juli 1933 indførtes tvangssterilisation på et racemæssigt grundlag, og omkring 200.000 blev tvangsteriliseret. Som vi ved, er dette kun begyndelsen.

Bogbrænding
Den 10. maj 1933 brændes mere end 20.000 bøger med 'ikke-tysk' indhold på Opernplatz i Berlin Allerede i 1821 havde den tysk-jødiske forfatter, Heinrich Heine sagt "Dort, wo man Bücher verbrennt, verbrennt man am Ende auch Menschen" - "Hvor man brænder bøger, ender man med at brænde mennesker." Om aftenen den 10. maj 1933 samledes en stor flok tyske studenter og lærere sammen med SA-tropper på Opernplatz i Berlin overfor det estimerede Humboldt Universitet. Her brændte man bøger med et "ikke-tysk" indhold, mens man sang nazistsange og heilede. Blandt de 20.000 bind, som gik op i flammer, var værker af Henri Barbusse, Albert Einstein, Lion Feuchtwanger, Friedrich Förster, Sigmund Freud, André Gide, Maxim Gorki, Erich Kästner, Helen Keller, Alfred Kerr, Heinrich Mann, Thomas Mann, Karl Marx, Marcel Proust, Erich Maria Remarque, Kurt Tucholsky, Emilé Zola, Arnold Zweig og Stefan Zweig. Propagandaminister Joseph Goebbels holdt en tale ved bålet, hvor han hetzede mod alt det, som var utysk og entartet (degenereret). Hele den følgende uge foretog studenter tilsvarende autodafeer i andre større tyske byer. Det er anslået, at omkring 20% af alle tyske universitetslærere blev fyret i 1933-1934, heriblandt 20 nuværende og kommende modtagere af nobelprisen. Mange videnskabsmænd og kunstnere som Albert Einstein og brødrene Mann valgte at forlade landet og tage til fx USA.

I september oprettede Goebbels et såkaldt "Reichkulturkammer", som fik til opgave at fremme "ægte kultur og kunst", Alle udøvende kunstnere være optaget i et af de syv underkamre (for litteratur, musik, teater, film osv.) for at måtte publicere deres værker. Jødiske kunstnere kunne ikke optages, hvorfor mange emigrerede.

Gestapo
Umiddelbart efter Hitlers udnævnelse til kansler blev Hermann Göring udpeget som indenrigsminister i Prøjsen. Prøjsen var på det tidspunkt den langt mest betydningsfulde stat i Tyskland. Görings første embedshandling var at forbyde "det almindelige politi" at blande sig i, hvad brunskjorterne, SA'erne foretog sig. Det betød, at den tyske borger ikke havde nogen steder at henvende sig, hvis han eller hun blev forulempet af disse bøller. Herefter udrensede han alle politifolk med en ikke-nazistisk indstilling af korpset og udnævnte omkring 50.000 stormtropper som specialbetjente, Hilfspolizei eller HIPO. Disse stormtropper benyttede i stort omfang deres muligheder for at arrestere folk, og snart var fængslerne oversvømmet. Dette førte til oprettelse af de første koncentrationslejre til internering af politiske modstandere.

Heinrich Himler og Adolf Hitler I april 1933 blev det hemmelige, politiske politi, Geheime Staats Polizei eller Gestapo, oprettet med Rudolf Diels som chef. Diels fik bl.a. ordre på at udbygge de hemmelige kartoteker om nazilederne for at sikre den ambitiøse Görings position i partitoppen. I 1934 overtog selv Göring ledelsen af Gestapo, og fra det tidspunkt blev korpsets opgave at "undersøge og bekæmpe alle farlige tendenser rettet mod staten", herunder lukke munden på Hitlers politiske modstandere. Vedtagelsen i februar 1936 af den såkaldte "Gestapo-lov" fratog domstolene muligheden for at beskæftige sig med Gestapos anliggender, hvorved Gestapo i virkeligheden blev hævet over loven. Nazijuristen dr. Werner Best fastslog, at "så længe Gestapo optræder i overensstemmelse med ledelsens ønsker, optræder det lovligt". Efter en mindre magtkamp mellem Göring og Heinrich Himmler, leder af SS, overlod Hitler ledelsen af Gestapo til Himmler med Reinhard Heydrich som næstkommanderende. Gestapo talte på sit højeste omkring 40.000 medlemmer. Omkring Gestapo-agenterne opererede et omfattende netværk af spioner og meddelere. Ingen kunne føle sig sikker for, om ens nabo, kollega, handlende osv. var meddeler for Gestapo. Gestapo benyttede sig af bestialske forhørsmetoder og skabte snart et rædselsregime. Sektion B4 af Gestapo, som tog sig af "det jødiske spørgsmål", blev ledet af Adolf Eichmann.

Oprettelse af koncentrationslejre
Skilt over indgangen til Dachau I marts 1933, da Heinrich Himmler blev leder af politiet i München, oprettede han en koncentrationslejr i en nedlagt ammunitionsfabrik i byen Dachau, en snes kilometer nordvest for München. Lejret blev styret af SS, og kommandanten hed Theodor Eicke. Himmler bragte ham tilbage fra Italien, hvortil han vart flygtet efter at have deltaget i nogle politiske bombninger. Han tilbragte et par måneder på en psykiatrisk klinik efter sammenstød med den lokale gauleiter, men Himmler fik ham løsladt og gav ham opgaven med at styre koncentrationslejren Dachau.

Det så ud til, at Eicke var den rette mand til opgaven. Hans behandling af fangerne, som blev opfattet som fjender af staten, var en blanding af streng disciplin, spartanske forhold og hårdt fysisk arbejde. Nyankomne fanger fik aldrig at vide, hvor længe de skulle være fængslet. Ofte blev de sendt til Dachau første gang, de var i forbindelse med politiet. Mange kom fordi de var blevet angivet, uden nogensinde at kende anklagen mod dem. Eicke indførte regler som disse: En fange vil blive hængt, hvis han holder politiske taler, udleverer eller modtager propaganda materiale, indsamler eller videregiver oplysninger om forholdene i lejren osv". En anden regel sagde, at en fange vil blive skudt ned, hvis han nægter at adlyde en ordre fra en af fangevogterne. Den døde fanges aske ville efterfølgende blive leveret ved familiens fordør med besked om, at han var skudt under flugtforsøg.

Over indgangen hang et metalskilt, hvis tekst var forfattet af Eicke; det lød: "Arbeit Macht Frei". Lejren bestod af 34 træbarakker med plads til 270 fanger i hver, dvs lejren havde en kapacitet på godt 9.000 fanger. Hver barak var opdelt i fem rum med 54 personer i hvert. Dachau var så stor en succes, at den dannede model for hundredvis af tilsvarende lejre over hele Tyskland.

De lange knives nat
Ernst Röhm, leder af SA Den største trussel mod Hitler kom imidlertid ikke fra hans politiske modstandere, men fra hans eget SA-korps, som var under ledelse af Ernst Röhm. Röhm, som var en dekoreret krigshelt fra 1. verdenskrig, havde været med Hitler lige fra starten. Det var i høj grad SA-korpsets fortjeneste, at Hitler var kommet til magten. Korpset var efterhånden blevet en belastning for Hitler, ikke mindst da det så sig selv som kernen i en folkets revolutionshær. Det gav Hitler problemer i forhold til den ordinære hær, hvis støtte var nødvendig for Hitler i hans kamp for at beholde magten. Forud for magtovertagelsen havde Hitler forsikret generalstaben om, at han ville bringe den tyske hær til ære og værdighed igen, at den forhadte Versailles-traktat ville blive brudt, og at han aldrig ville lade SA overtage hærens rolle. Et andet problem var, at SA med deres krav om en socialistisk revolution skræmte de industri- og finansfolk, som havde støttet Hitler.

I februar 1934 holdt Hitler et møde med SA's ledelse incl Röhm og forsvarsministeren, hvor Röhm blev orienteret om, at SA ikke ville blive en revolutionshær, men i stedet skulle anvendes til løsning af politiske opgaver. Efter mødet erklærede Röhm, at han ikke ville respektere dette, et synspunkt han også udtrykte overfor den udenlandske presse: "SA er den nationalsocialistiske Revolution!" Röhms ambition var, at SA skulle blive en tredje magtsøjle ved siden af politiet og hæren.

I begyndelsen af juni overtalte Hitler Röhm til at lade sig sygemelde og sende SA-korpset på ferie i hele juli måned. Imidlertid kom vicekansler Papen på tværs af disse planer, idet han i en tale dels klagede over SA-korpsets bøllemanerer, dels udtalte sin frygt for, at SA ville indlede en revolution, og han opfordrede Hitler til at forhindre dette. Papens tale forhøjede øjeblikkelig mistroen mellem SA og hæren. Den 21. juni blev Hitler kaldt til præsident Hindenburg, hvor han i overværelse af general Blomberg fik at vide, at problemet med SA skulle løses. Ellers ville præsidenten erklære landet i undtagelsestilstand og lade den tyske hær overtage ledelsen af landet. Det ville være afslutningen på det nazistiske regime.

Himmler, som var leder af det hitlertro SS, Göring og Heydrich holdt hemmelige møder med generalstaben for at sikre sig hærens støtte ved udrensning indenfor SA. Hæren lovede at levere våben og transport og i øvrigt forholde sig i ro på deres kaserner. Problemet var nu at få Hitler til at afgive ordren til udrensning. Den 28. juni var Hitler og Göring gæster ved et bryllup i Essen. Under dette blev Hitler kaldt til telefonen og fik at vide af Himmler, at der var overhængende risiko for et kup af Röhm. Desuden meldte Himler, at magtfulde konservative arbejdede på at få Hindenburg til at erklære undtagelsestilstand.

Hitler sendte Göring tilbage til Berlin med ordre til at destruere SA og ødelægge de konservatives planer. Hitler selv fløj til München for personligt at konfrontere Röhm og andre SA-ledere, som opholdt sig der. Ledsaget af sin SS-livvagt kørte han til Röhms hotel og lod ham sammen med andre ledende SS-folk arrestere og anbringe i Stadelheim fængslet udenfor München. Herefter gav Hitler telefonisk besked til Göring i Berlin om at gå i gang med udrensningen. I Berlin og 20 andre byer henrettede SS ledende SA-folk. Göring og Himmler havde udfærdiget en dødsliste med navne på personer, som ikke var tilsluttet SA. Denne liste indeholdt bl.a. følgende prominente personer:

Gregor Strasser, en af nazistpartiets grundlæggere, som havde brudt med Hitler på grund af politiske uoverensstemmelser, blev skudt i Gestapos hovedkvarter i Berlin. Kurt von Schleicher, tidligere tysk kansler, som havde hjulpet Hitler til magten, blev skudt ned i sit hjem. Den 73 år gamle Gustav Kahr, som havde modsat sig Hitler i det famøse ølstuekup i 1923, blev fundet dræbt i en sump nær Dachau. Her fandt man også liget af fader Bernhard Stempfle, som havde hjulpet Hitler med at redigere Mein Kampf - og som mentes at vide for meget om Hitlers tragiske forhold til sin niece, Geli Raubal. Karl Ernst, leder af SA i Berlin, blev skudt sammen med tre andre, som menes indblandet i rigsdagsbranden i februar 1933. Erich Klausener, som havde skrevet Papens tale, blev skudt tillige med Papens privatsekretær. Papen selv blev sparet på grund af sit nære forhold til præsident Hindenburg, og han slap med at komme i husarrest.

Göring og Himmler fik overbevist Hitler om, at Ernst Röhm måtte eksekveres. Det har formentlig selv for Hitler været en vanskelig beslutning, da Röhm havde været med siden bevægelsens start og bl.a. havde sikret et godt forhold til hæren. Det er den almindelige opfattelse, at Röhm faktisk var loyal mod Hitler, men blot ønskede, at SA skulle spille en større rolle. Röhm fik i sin celle udleveret en pistol med en enkelt kugle i og fik 10 minutter til at begå selvmord. Röhm nægtede, hvorefter to SS-officerer, heriblandt Dachaus kommandant, Theodor Eicke fuldførte opgaven.

De følgende dage blev mange højtstående medlemmer af SA skudt. Forinden fik de forkyndt: "De er dømt til døden for højforrædderi. Heil Hitler!" Det vides ikke med sikkerhed hvor mange, der blev skudt. Det anslåede tal ligger mellem 200 og 1000. Mindre end halvdelen var SA-folk, idet Hitler, Göring, Himmler og Heydrich benyttede lejligheden til at få gjort op med gamle fjender.

Umiddelbart efter modtog Hitler et lykønskningstelegram fra præsident Hindenburg, som gratulerede med, at "Hitler havde reddet det tyske folk fra en stor fare. Den tyske generalstab gav også udtryk for deres tilfredshed med løsningen.

David Low: Nu hilser de med begge hænder - om opgøret med SA i de lange knives nat

Den 3. juli 1934 offentliggjorde den engelske tegner David Low denne satiriske tegning, som bar titlen: "Nu hilser de med begge hænder. Ved siden af Hitler med den rygende pistol i hånden ses Göring i skikkelse af en germansk kriger fra fortiden. Under Hitlers højre fod ligger en ydmyg og underkastende Goebbels. Til højre anes den tyske hær, som holdt sig i beredskab under opgøret. Og foran ses de overgivende SA-folk.

Den 13. juli holdt Hitler en to timer lang tale i rigsdagen. Heri retfærdiggjorde han mordene overfor det tyske folk og den udenlandske presse ved at fremstille alle rygter om kupplaner som kendsgerninger. Hitler tog personligt det fulde ansvar for handlingerne og sagde, at som ansvarlig for folkets skæbne havde han fungeret som højesteret. Og han advarede om, at der ville blive slået hårdt ned på alle anslag mod statens sikkerhed.

Nogle uger senere fik SS selvstændig status, og de var ikke længere en underafdeling af SA. Reinhard Heydrich, hjernen bag udrensningen, blev forfremmet til SS-Gruppenführer (generalløjtnant). De SS-mænd, som havde udført drabene, fik af Himmler en SS-dolk med en særlig inskription. SA var ikke længere nogen trussel mod Hitler, og dets medlemmer blev efterfølgende opslugt af den regulære hær.

Hitler bliver Fører
Den gamle præsident Paul von Hindenburg lå for døden. Rigskansler Hitler havde forinden besluttet, at han ville være Führer (øverste leder) over det tyske folk - og ikke kun over medlemmerne af nazipartiet. Få timer efter præsidentens død den 2. august 1934 forelagdes en lov i rigsdagen, som fastslog, at rigspræsidentens beføjelser ved hans død ville overgå til "Føreren og rigskansleren Adolf Hitler". Loven var tilbagedateret til den 1. august 1934. Teknisk set var denne lov i strid med forfatningen, men ingen protesterede. Hitler var blevet loven.

Adolf Hitler på partimøde i Nürnberg i 1934 Kort efter aflagde hver enkelt soldat i hæren faneed til - ikke til flaget, ikke til nationen, ikke til forfatningen - men til Hitler: "Jeg sværger ved Gud, at jeg altid vil vise ubetinget lydighed mod Adolf Hitler, Fører af det tyske rige og folk, øverkommanderende for de væbnede tropper, og vil være parat til som tapper soldat at sætte mit liv ind for denne ed." Fra dette tidspunkt blev Hitler tituleret "Mein Führer".

Ved folkeafstemning den 19. august blev Hitlers legitimitet bekræftet, idet 90% af vælgerne stemte "ja". Hermed var Hitlers (al)magt bekendtgjort for hele verden. Dagen efter blev der indført en ed for alle offentligt ansatte, som skulle sværge layalitet til Hitler.

To uger senere bekendtgjorde Adolf Hitler på det årlige partimøde i Nürnberg: "Den tyske livsform er uigenkaldelig fastlagt for de næste 1000 år." Hitler lod instruktøren Leni Riefenstahl filme ugens begivenheder, og hendes film, "Viljens triumf" blev et kraftfuldt propagandastatement, som gjorde indtryk på hele verden, da den blev vist i 1936. Partidagene i Nürnberg udviklede sig til rene pilgrimsrejser, hvor flere hundrede tusinde borgere deltog i marcher bærende fakler, de overværede store militærparader og højtideligheder for afdøde nazister og - ikke mindst - de fik mulighed for at se og høre Føreren.

De antisemitiske Nürnberglove
I forbindelse med nazistpartiets årlige partidag i Nürnberg i september 1935 blev fremlagt de såkaldte "Nürnberglove", som er to antisemitiske love. Lovene og de efterfølgende forordninger udgjorde fundamentet for udskillelsen af jøderne fra det øvrige tyske samfund.

Rigsborgerloven udelukkede ikke-ariere (først og fremmest jøder) fra det tyske "folkefællesskab" ("Volksgemeinschaft")og gjorde dem til andenrangsborgere med begrænsede borgerlige rettigheder, bl.a. fik de frataget stemmeretten.

Loven til beskyttelse af det tyske blod og den tyske ære forbød ægteskab og seksuelle forhold mellem ariere og ikke-ariere. Denne lov skulle sikre, at det hellige tyske blod ikke blev blandet med laverestående racers.

I tillæg til disse to love blev der i november 1935 udstedt en forordning, som definerede begrebet "jøde". Det mest interessante ved definitionen er, at den er baseret på "blodet". En person var jøde, hvis mindst tre bedsteforældre var af jødisk oprindelse. Havde en person to jødiske bedsteforældre, var han/hun "halvjøde" ("Mischling ersten Grades", på dansk "bastard af 1. grad"). Og med "kun" én jødisk bedsteforælder, var personen "kvartjøde". At være jøde var ikke længere et spørgsmål om religiøs overbevisning. I forbindelse med de senere jødeudryddelser kom denne definition til at betyde, at en jøde ikke ved at konvertere til kristendommen kunne undslippe sin skæbne.

Ved nazisternes magtovertagelse udgjorde jøderne godt 500.000 af den samlede tyske befolkning på ca. 62 millioner, dvs 0,8% af den tyske befolkning, heraf boede omkring 70% i de større byer. Det er i dag svært at forstå, at denne lille gruppe af mennesker, hvoraf de fleste var velintegrerede borgere, som blot havde en anden religion, skulle være en dødstrussel for det store tyske rige.

Nedenstående overskuelige diagrammer, som jeg har hentet fra vores førende naziforsker, Karl Christian Lammers "Vejen til Auschwitz", Gyldendal, 2000, viser systemets absurditet. Det menes, at selv de tyske bureaukrater kunne have problemer med at finde ud af, hvem der var jøde - og i givet fald hvor meget jøde?

En (ren) arier tilhører det tyske blods- og folkefællesskab og kan blive statsborger.

En kvartjøde tilhører alene det tyske folkefællesskab - og altså ikke blodsfællesskabet - og kan blive statsborger.

En halvjøde tilhører det tyske folkefællesskab og kan blive statsborger.


En trekvartjøde tilhører det jødiske blods- og folkefællesskab og kan ikke blive statsborger.

En heljøde tilhører det jødiske blods- og folkefællesskab og kan ikke blive statsborger.


Paradoksalt nok tog mange tyske jøder godt imod lovene, da de mente, at jødernes status nu var afklaret, og at der efterfølgende ikke ville ske flere indgreb i jødernes stilling. Den vigtigste konsekvens af Nürnberglovene var uden tvivl, at det nu blev fastlagt, hvem der var jøde og hvem der var arier. Selvsagt kom dette til at spille en helt afgørende rolle senere hen, da nazisterne påbegyndte deportation og udryddelse af de tyske jøder. I de 12 år, det nazistiske vanvid rasede, blev der indført mere end 400 begrænsninger i jødernes forhold - fra forbud mod at spille i et symfoniorkester til forbud mod at holde huskat.

Genindførelse af værnepligt i Tyskland
Hitler besluttede, at tiden var inde til at opfylde sine løfter/trusler til hæren og befolkningen om at bryde den forkætrede Versailles-traktat. På et pressemøde den 16. marts 1935 bekendtgjorde Goebbels, at Hitler havde besluttet at genindføre værnepligten, og at man ville opbygge en hær på 36 divisioner svarende til 550.000 mand. Ifølge traktaten måtte hærens størrelse ikke overstige 100.000. Tyskland afventede reaktionerne fra England og ikke mindst fra hovedfjenden Frankrig. Nogle af generalerne forudså endog et angreb. Bortset fra nogle diplomatiske protester udeblev reaktionerne. Begge lande havde alvorlige økonomiske problemer, og Frankrig var optaget af interne politiske kampe. For at berolige sine naboer bekendtgjorde Hitler i en tale i rigsdagen den 21. maj, at Tyskland ønskede fred og ikke ønskede at true nogen. Tyskland ville overholde traktatens øvrige bestemmelser og var villig til at indgå ikke-angrebsaftaler med sine naboer. Intet skete. Hitler havde for første gang spillet højt spil på den internationale scene - og vundet. Det skulle ikke blive sidste gang, at Hitler kom med beroligende udtalelser efter drastiske beslutninger eller handlinger.

Tyskland rykker ind i Rhinlandet
Hitler næste udfordring af stormagterne kom om morgenen den 7. marts 1936, hvor han lod tre batailoner af den tyske hær rykke ind i det demilitariserede Rhinland. Området indeholdt vigtige byer som Köln, Düsseldorf og Bonn og var Tysklands vigtigste industriområde. Den tyske udenrigsminister, Constantin von Neurath tilkaldte ambassadørerne fra Frankrig, England og Italien og overrakte dem et memorandum, som fastslog, at Tyskland havde overtaget kontrollen af det demilitariserede Rhinland. Da Hitler samme dag bragte nyheden til rigsdagen, blev der vild begejstring. Hitler bekendtgjorde, at han mere end nogensinde ville arbejde for forståelse mellem de vestlige nationer, at Tyskland ikke havde territoriale krav i Europa, og at Tyskland aldrig ville bryde freden.

Hverken Frankrig eller England reagerede militært på de tyske indtrængen. De 30.000 let bevæbnede tyske soldater havde ellers ordre på at vende tilbage, hvis de mødte militær modstand, men intet skete. Hitler fortalte siden, at det var de mest spændende 48 timer i hans liv. De tyske tropper blev mødt af en glædestrålende befolkning, som kastede blomster og hilste det nazistiske flag. I Köln domkirke takkede kardinal Joseph Schulte Hitler (Gud?). (Schulte døde i 1941 efter et allieret luftangreb.) Et par uger senere ved en folkeafstemning godkendte 98.8% af de tyske vælgere hærens indrykning i Rhinlandet. Hitlers popularitet nåede nye højder.

De Olympiske Lege i Berlin i 1936
Adolf Hitler hilser det olympiske flag ved åbningen af de olympiske lege i Berlin i 1936 I 1936 skulle Tyskland være vært for de olympiske lege. Legene i 1916 skulle have fundet sted i Berlin, men blev aflyst pga krigen. I 1931, før Hitler kom til magten, havde den olympiske komite besluttet at henlægge 1936-legene til Berlin. Goebbels overbeviste Hitler om, at legene ville være en spektakulær anledning til at udbrede nazistisk propagande både i Tyskland og i udlandet. Lidt udenfor Berlin byggede man et imponerende olympisk stadion med plads til 110.000 tilskuere -og med specielt indrettede pladser til Hitler og de øvrige naziledere.

Formanden for den tyske olympiske komite blev afsat, da det viste sig, at en af hans bedstemødre var jødisk, og han blev erstattet af den højtstående SA-mand Hans von Osten. Osten indførte straks regler om, at kun ariere kunne deltage på det tyske hold, en beslutning som var helt i overenssemmelse med de tyske racelove. Flere jødiske atleter valgte at forlade landet og fortsætte deres karriere i udlandet. Især i USA opstod der krav om, at man enten skulle flytte legene eller boykotte dem. Formanden for den amerikanske olympiske komite Avery Brundage blev inviteret til Berlin, hvor han fik en udsøgt VIP-behandling af nazisterne. Som en gestus fik fægteren Helene Mayer, som var delvis jøde, lov til at genindtræde på det tyske hold. Hun havde vunder guld ved OL i 1928 og blev anset for verdens bedste kvindelige fægter. Det resulterede i, at Brundage efter hjemkomsten accepterede invitationen til legene. Da han blev bebrejdet denne beslutning, forsvarede han sig med, at "legene var for atleter og ikke politikere."

USA stillede op med 19 sorte og 5 jødiske atleter på holdet, mens det tyske hold talte 348 atleter af arisk oprindelse. Da de forskellige delegationer ankom til Berlin, var alle de sædvanlige skilte med "Jøder ikke velkomne" fjernet, og SA m.fl. havde fået besked om at holde sig i baggrunden. På alle sportsbygninger hang det olympiske flag side om sid med det tyske hagekorsflag. Den antijødiske avis, Der Stürmer blev for en tid fjernet fra salgsstederne.

Den 1. august 1936, da Hitler og hans følge kom ind på et fyldt stadion, sang et kor "Deutschland über Alles", efterfulgt af Horst Wessel sangen. Luftskibet Hindenburg hang over stadion med det olympiske flag efter sig. Nogle landes atleter gjorde nazihilsen, da de under indmarchen passerede Hitler på tribunen. De engelske og amerikanske tropper nøjedes med at se til højre på militærmaner. For første gang i legenes historie var den olympiske ild blevet bragt til værtsstedet fra Olympos i Grækenland. Herefter erklærede Hitler legene for åbne.

Til nazisternes fortrydelse satte den sorte atlet, Jesse Owens rekord ved at vinde fire guldmedaljer: 100-meter, 200-meter sprint, længdespring samt 400-meter stafet. Hitler nægtede at hilse på Owens ved præmieoverrækkelsen. Der blev en del opstandelse, da to jødiske deltagere i sidste øjeblik blev taget af det amerikanske 400-meter stafethold - det menes at være sket for at tilfredsstille nazisterne. Hitler selv holdt en bemærkelsesværdig lav profil under legene og optrådte med ro og værdighed. Tyskland blev vinder af legene med 89 medaljer, mens USA blev nummer to med 56 medaljer. De olympiske lege var en stor politisk succes for Tyskland, som gennemførte det hidtil flotteste og bedst planlagte arrangement.

Hitler bliver chef for hæren
Feltmarskal Werner von Blomberg Da Hitler havde besluttet at rykke ind i Rhinlandet, havde han mødt modstand fra de gamle generaler, som havde frygtet et fransk angreb. I forbindelse med at Hitler havde afsløret sine planer for mere "lebensraum" havde de samme generaler også ytret betænkelighed. Nu var tiden inde til for Hitler selv at overtage magten og udskifte den gamle garde. Det kom til at gå ud over de to mest magtfulde officerer i hæren, feltmarskal Werner von Blomberg og general Werner von Fritsch. Werner von Blomberg var hengiven overfor Hitler og havde støttet ham i opgøret med SA. Han havde været enkemand siden 1932, og nu havde den 60-årige Fritsch forelsket sig i sin 25-år gamle sekretær, Erna Gruhn. Da hun kom fra en arbejderbaggrund, spurgte han Göring til råds, og Göring sagde, at det ikke ville være noget problem. De blev gift i januar 1938, og både Göring og Hitler var med til brylluppet. Mens de nygifte var på bryllupsrejse i Italien, opdagede man i politiregistret, at hustruen havde været prostitueret. Da Blomberg blev konfronteret med dette, tilbød han straks at lade sig skille for at redde sin karriere, men en rasende Hitler fyrede ham på stedet. han fik dog løfte om at kunne genindtræde i tjenesten, når blæsten havde lagt sig. Dette kom dog aldrig til at ske.

General Werner von Fritsch Blomberg-skandalen var kun vand sammenlignet med behandlingen af Werner von Fritsch. Fritsch havde ved flere lejligheder fornærmet Himmler og hans SS-folk, og Himmler ventede på en lejlighed til at gøre op med ham. I dette blev han hjulpet af Göring, der opportunistisk håbede på at profitere af generalens fald. Samme dag, som Blomberg blev afskediget, bragte Göring Hitler en rapport fra Gestapo. Rapporten fortalte, at general Fritsch, som havde været ungkarl hele livet, i 1935 skulle have deltaget i homoseksuel sex i en gyde ved en togstation i Berlin. Dette var blevet set af en person, som angiveligt havde presset penge af generalen gennem flere år. Hitler lod Fritsch tilkalde og konfronterede ham med rapporten i overværelse af Himmler og Göring. Fritsch nægtede alt, hvorefter øjenvidnet, en tidligere straffet ved navn Hans Schmidt, blev bragt til veje. Han gentog forklaringen om, at han havde overværet begivenheden og havde presset penge af Fritsch lige siden. General Fritsch benægtede alt og krævede at komme for en militær domstol for at blive renset. Hitler reagerede ved at sende ham på orlov på ubestemt tid. Efterfølgende undersøgelser viste, at den officer, som Schmidt havde presset penge af, var en pensioneret kavaleriofficer ved navn Frisch - og ikke Fritsch. Schmidt var blevet presset til i stedet at angive General Fritsch af Heydrichs agenter.

Samtidig opstod der rygter i Berlin om, at hærledelsen ville sætte Hitler fra magten. Hitler reagerede på dette ved den 4. februar 1938 at overtage det øverste ansvar for hæren. Han afskedigede hele forsvarsministeriet (som faktisk hed krigsministeriet)og erstattede det med sine håndgangne folk og satte sig selv i spidsen for hær, flåde og luftvåben. De tyske tropper blev nu ledet af en tidligere underkorporal uden strategisk eller taktisk erfaring. Göring, som havde håbet på at få denne post, blev udnævnt til feltmarskal og var nu den højest rangerende officer i riget.

Nazityskland annekterer Østrig - Anschluss
Den østrigske kansler Kurt von Schuschnigg, som forgæves søgte at hindre nazistisk magtovertagelse I februar 1938 tog Adolf Hitler en række gangstermetoder i brug for at indlemme Østrig i det tyske rige. Siden opløsningen af det hellige tysk-romerske kejserrige i 1806 havde der været tanker om at samle alle tysktalende borgere i én stat. Målet blev delvist nået i 1871 ved dannelse af den tyske nationalstat. I Østrig ønskede mange af de omkring syv millioner etniske tyskere en sammenlægning med Tyskland. Landet var på det tidspunkt udsat for kraftig nazistisk agitation, og mange ikke-tyskere så med bekymring på udviklingen i Tyskland.

Den 12. februar mødtes Hitler med den østrigske kansler Kurt von Schuschnigg i Berchtesgaden. Schuschnigg var blevet kansler i 1934, efter at den hidtidige kansler Dollfuss var blevet snigmyrdet af nazister. Han førte en hård kurs overfor de østrigske nazister, hvoraf en del var blevet fængslet. Mødet var arrangeret af vicekansler Franz von Papen, som var tidligere ambassadør i Østrig. På vejen til Berchtesgaden sagde Papen, at han håbede, at Schuschnigg ikke havde noget imod, at nogle af Hitlers generaler deltog i dagens diskussion. Det har formentlig kommet som en overraskelse for den uforberedte Schuschnigg.

Hitler tog grovfilen i brug med det samme: "Hele Østrigs historie har været et ubrudt forræderi. Jeg er fast besluttet på at gøre en ende på dette. Hverken England, Frankrig eller Italien vil løfte et øjenbryn, hvis Tyskland selv løser sit Østrig-problem. Østrigs forsvar vil ikke kunne sinke den stor tyske hær en halv time." Om eftermiddagen blev Schuschnigg af den tyske udenrigsminister Joachim Ribbentrop præsenteret for et tysk ultimatum: Alle nazister i østrigske fængsler skulle frigives. Forbuddet mod det østrigske nazistparti skulle ophæves. Arthur Seyss-Inquart, som var indædt nazist, skulle være indenrigsminister med fuld kontrol over politiet. Der skulle udnævnes en nazist til finansminister, som straks skulle påbegynde at integrere den østrigske økonomi i den tyske. Disse krav var ultimative, og stakkels Schuschnigg skulle underskrive øjeblikkeligt.

Schuschnigg vred sig og sagde, at selv om han underskrev dokumentet, skulle det ratificeres af Østrigs præsident, Wilhelm Miklas. Det endte med, at Schuschnigg fik tre dage til at få præsidenten til at underskrive det. Ellers ville Tyskland invadere Østrig omgående.

Præsident Miklas nægtede at ratificere dokumentet. Han kunne godt gå med til at give amnesti til de fængslede nazister, men han ville under ingen omstændigheder overlade ledelsen af landets politi til Seyss-Inquart. I mellemtiden beordrede Hitler de tyske tropper til at foretage militærøvelser langs grænsen til Østrig for at give udseende af, at invationen var forestående. Bluffet lykkedes, og Miklas underskrev. I Berlin den 20. februar holdt Hitler en tale, som også blev udsendt i østrigsk radio. Han beskrev de østrigske nazister som en arisk minoritet, der blev forfulgt for deres sympati med den tyske race og dens ideologi. Efter talen løb de østrigske nazister rundt i gaderne og råbte "Sieg Heil!" og "Heil Hitler!".

Fire dage senere udtalte kansler Schuschnigg, som var kommet sig over chocket i Berchtesgaden, at Østrig havde strakt sig så langt som det kunne og ville overfor Tyskland. Hertil og ikke længere. Men nu begyndte de østrigske nazister at demonstrere i gaderne med hagekorsflag, mens politiet, som nu var under nazikontrol, forholdt sig passivt. Den politiske uro medførte økonomisk panik, og borgerne løb stormløb på bankerne. I et forsøg på at redde situationen bekendtgjorde kansler Schuschnig, at der ville blive afholdt folkeafstemning den 13 marts. Her skulle østrigs befolkning tilkendegive, om de ønskede at bevare deres uafhængighed af Tyskland. Hitler blev rasende og raslede igen med våbnene, og presset fra de østrigske nazister voksede. Presset på kansler Schuschnigg blev så stort, at ham måtte træde tilbage, hvorefter han blev afløst af nazistlederen Seyss-Inquart. Seyss-Inquart sendte straks efter tiltrædelsen et anmodning til Hitler, hvori han anmodede om tysk indgreben og støtte.

Hiler havde imidlertid et problem i forhold til Italien. I 1934 havde de østrigske nazister, som udgjorde en del af det tyske NSDAP, forsøgt et kup, hvorunder præsident Dofffuss var blevet myrdet. Dette havde alarmeret det fascistiske Italien, som havde sendt tropper til grænsen mod Østrig. Da Hitler var i tvivl om, hvorledes Benito Mussolini ville reagere på en tysk invasion af Østrig, sendte han i hast en rapport til Rom, hvori han retfærdiggjorde militæraktionen med henvisning til, at Østrig og Tjekkoslovakiet havde planer om at angribe Tyskland og genindføre det habsburgske monarki.

Tyske tropper rykker ind i Østrig i 1938 - Anschluss Hitler blev telefonisk orienteret om, at den italienske diktator ikke havde nogen interesser i Østrig, hvorefter Hitler beordrede sine generaler til at påbegynde invasionen den følgende morgen, søndag den 12. marts 1938. De tyske tanks mødte ingen modstand, og mange steder blev de budt velkomne som befriere. Mange af Østrigs syv millioner etniske tyskere ønskede at blive forenet med det store Tyskland og dets dynamiske fører, som selv var rundet af østrigsk jord. Allerede på invasionsdagen aflagde Hitler besøg i sin fødeby Braunau am Inn og tog derefter til Linz, hvor han havde gået i skole.

Hverken Frankrig eller England reagerede på overgrebet. I Frankrig kom interne politiske problemer (igen) i vejen for militær indgriben. England under premierminister Neville Chamberlain havde allerede tilkendegivet, at det ville føre en eftergivenhedspolitik for at bevare freden. Tingene blev vanskeliggjort ved, at Østrig aldrig anmodede om hjælp udefra. I Tyskland fortalte de nazistiske aviser, at Østrig havde bedt den tyske regering om at sende tropper for at genoprette ro og orden. Den altid beredvillige Goebbels fabrikerede historier om kommunistiske gadekampe i Wien.

Den 13. marts vedtog det østrigske parlament, hvis leder og kansler nu var Arthur Seyss-Inquart, lov om øjeblikkelig sammenlægning ("Anschluss") af Østrig og Tyskland. Østrig eksisterede ikke længere som selvstændig nation, men var nu en tysk provins. Samme dag gjorde Hitler sit indtog i det Wien, hvor han mange år tidligere havde levet nærmest som subsistensløs. Hitler beordrede en folkeafstemning og bad den østrigske befolkning om at godkende sammenlægningen med Tyskland. 99.7% af vælgerne svarede "ja". Hitler havde taget Østrig uden at affyre et eneste skud.

Kansler Kurt von Schuschnigg, som forgæves søgte at hindre den nazistiske magtovertagelse, sad i fængsel, indtil han blev befriet af de amerikanske tropper i 1945. Han var professor i politisk videnskab ved St Louis University i USA fra 1948-1967.

Tjekkoslovakiet - Sudeterspørgsmålet
Hitler rettede sit nu sit blik mod Sudeterland, den vestlige del af Tjekkoslovakiet. Her boede omkring tre millioner etniske tyskere. I Tjekkoslovakiet, som pludselig var omgivet af Tyskland på tre sider, voksede bekymringen. Tjekkoslovakiet var blevet dannet efter 1. verdenskrig af fragmenter af det gamle Habsburgske emperium. Lige fra begyndelsen var der problemer med de forskellige etniske grupper, som talte tjekker, slovakker, ungarer og tre millioner tyskere. Sidstnævnte gruppe levede i den vestlige ende af landet, Sudeterland. Det lokale nazistparti, som blev ledet af Konrad Henlein, modtog ordrer direkte fra Berlin. Størsteparten af tyskerne var medlemmer af partiet og ønskede, "at komme hjem til Tyskland". Efter det østrigske "Anschluss" fik Henlein besked på at skabe problemer ved at fremsætte stadig mere vidtgående krav overfor den tjekkoslovakiske regering. I Tyskland blev dette fulgt op med beretninger om forfølgelse af det tyske mindretal i Suderterland. På det årlige partimøde i Nürnberg talte Hitler og Göring om det såkaldte "Sudeterspørgsmål". Strategien med at kombinere et internt og et eksternt pres mod modstanderen blev igen taget i anvendelse.

Hitler sammenkaldte sine generaler og bad dem forberede sig på at skulle invadere Tjekkoslovakiet den 1. oktober 1938. Generalstaben var betænkelige, da et sådant angreb kunne mobilisere Frankrig og England og muligvis Sovjetunionen. Den franske hær alene havde mere end 100 divisioner, mens Tyskland alene havde 31 bevæbnede divisioner samt syv divisioner af reserven. Hertil kom, at Tjekkoslovakiet havde 45 divisioner, som var anbragt langs den befæstede tysk-tjekkiske grænse.

General Ludwig Beck, som var chef for generalstaben, udarbejdede en detaljeret analyse over de mulige katastrofale konsekvenser af et angreb. Han indkaldte de øvrige generaler til et hemmeligt møde et par dage senere, hvor han forelagde sin analyse. Han opfordrede til, at de alle skulle træde tilbage straks. De øvrige var enige i, at der burde gøres noget, men ingen havde det fornødne mod, og det endte med, at alene Beck trådte tilbage. Hitler erstattede Beck med general Franz Halder, som ukendt for Hitler delte Becks opfattelse af de foreliggende angrebsplaner. Sammen med bl.a. admiral Wilhelm Canaris og Berlins politichef von Helldorf dannede de en konspiratorisk gruppe. Denne gruppe skulle arrestere Hitler, når/hvis han gav ordre til angreb. Ifølge deres plan skulle hæren sikre, at SS-folkene ikke kunne give problemer. Antinazistiske medlemmer af politiet skulle besætte de vigtigste regeringsbygninger og arrestere topnazister som Göring, Goebbels og Himmler. Efterfølgende skulle Hitler stilles for en særdomstol med anklage for at lede Tyskland ind i en militær katastrofe. De sammensvorne sendte en agenter til England for at oplyse om Hitlers planer om et angreb på Tjekkoslovakiet. De opfordrede til, at England og Frankrig anlagde en klart aggressiv linie overfor Hitler. Desværre reagerede man ikke på denne henvendelse, muligvis fordi man ikke havde tiltro til de tyske officerer.

Münchenaftalen
Parterne i Münchenaftalen, fra venstre Chamberlain, Daladier, Hitler og Mussolini Da udsigterne til tysk invasion af Tjekkoslovakiet blev overhængende, anmodede den engelske premierminister Neville Chamberlain Hitler om et møde med Hitler ansigt til ansigt. Mødet fandt sted den 15. september 1938 i Berchtesgaden. I samme værelse, hvor den østrigske kansler seks måneder forinden forgæves havde forhandlet om en fredelig løsning for Østrig. Hitler var denne gang mere afdæmpet, men han fremlagde sit syn på Suderspørgsmålet og foreslog, at området blev overdraget til Tyskland aht de forfulgte etniske tyskere. Chamberlain svarede, at han ville tage det op i regeringen og bad Hitler om at afstå fra militære indgreb, indtil svaret forelå. Hitler indvilligede pådette. Chamberlain vendte tilbage til London og fik sin regerings accept af overdragelse af Sudeterland til Tyskland, ligesom han fik en positiv tilbagemelding fra Frankrig.

England og Frankrigs ambassadører i Prag meddelte den tjekkoslovakiske regering, at de burde opgive de områder, hvor mere end halvdelen af beboerne var tyske. Tjekkoslovakiet, som følte, at det blev svigtet af de vestlige allierede, accepterede modstræbende. I mellemtiden havde Hitler kontaktet Polen og Ungarn og tilbudt dem hver en bid af Tjekkoslovakiet, hvis de ville lade Tyskland indtage Tjekkoslovakiet. Begge lande accepterede.

Den 22. september vendte en optimistisk Chamberlain tilbage til Tyskland, hvor han mødtes med Hitler i Godesberg ved Rhinen. Da han meddelte Hitler, at han kunne få Sudeterland som ønsket, sagde Hitler, at det ikke var tilstrækkeligt. Han krævede, at alle ikke-tyskere i området skulle udvises, når den tyske hær havde besat området den 1. oktober. En rystet Chamberlain protesterede og fremførte, at Tjekkoslovakiet ikke kunne acceptere en sådan løsning, men Hitler var ubøjelig. Chamberlain, som havde sat hele sin prestige ind på at få en fredelig løsning, var blevet næste offer for Hitlers gangstermetoder.

Da den skuffede Chamberlain vendte tilbage til london, blev den engelske flåde sat i beredskab, Frankrig mobiliserede 100 divisioner, som tog opstilling langs den fransk-tyske grænse, og den tjekkiske hær på 1 million mand blev mobiliseret. Europa forberedte sig tilsyneladende på krig.

Hitler skiftede nu strategi og lovede, at hvis Sudeterland blev overgivet til Tyskland, ville man ikke ødelægge den øvrige del af Tjekkoslovakiet. En lettet Chamberlain greb chancen og telegraferede, at han ville komme tilbage til nye forhandlinger. Han opfordrede den italienske leder Mussolini til at deltage i topmødet, som skulle omfatte Tyskland, England, Frankrig og Italien. Hitler accepterede, og det blev aftalt, at mødet skulle afholdes i München.

Chamberlain efter Münchenaftalen: 'I believe it is peace in our time'. Mødet blev afholdt den 29. - 30. september med deltagelse af Hitler, Chamberlain, Mussolini og den franske premierminister Edouard Daladier. Tjekkoslovakiske repræsentanter måtte vente udenfor mødelokalet, da Hitler ikke ville lade dem deltage. Mussolini fremlagde et forslag, som stort set svarede til de tyske krav, og Chamberlain og Daladier accepterede hurtigt. Ingen ønskede for alvor en ny krig med Tyskland. De fire ledere underskrev en traktat, som tillod den tyske hær at besætte Sudeterland. Chamberlain oplæste denne erklæring udenfor sin embedsbolig i Downing Street: "My good friends, this is the second time in our history that there has come back from Germany to Downing Street peace with honor. I believe it is peace in our time." De fleste politikere i England var tilfredse med aftalen, dog rejste en enkelt advarende stemme sig. Det var Winston Churchill, som kaldte aftalen for "et totalt uformildende nederlag."

Søndag den 1. oktober rullede den tyske hær ind i Sudeterland. Endnu en gang havde Hitler fået opfyldt sit krav om "lebensraum" uden at have måttet løsne et skud. Indlemmelsen af Østrig blev på flere områder en styrkelse af det tyske rige. Dels voksede befolkningsantallet med omkring 7 millioner, og territoriet blev udvidet med 15%. Den tyske hær blev udvidet med 1600 officerer og godt 60.000 soldater. Hertil kom, at Tyskland fik adgang til vigtige råstoffer som jern, aluminium, bly og zink. Og ikke mindst, der var i den østrigske befolkning en stor arbejdskraftreserve.

Krystalnatten
Herschel Grynszpan. Om natten den 9. november 1938 udspillede den såkaldte "krystalnat" sig i Tyskland og Østrig. Krystalnatten resulterede i massive ødelæggelser af jødisk ejendom, og utallige butiksvinduer blev smadret - deraf navnet. Anledningen (undskyldningen) for nazisterne var, at en jøde, Herschel Grynszpan, som var flygtet til Frankrig, skød sekretæren ved den tyske ambassade i Paris, Ernst vom Rath. Grynszpan havde modtaget desperate breve fra sin familie, som var blevet deporteret fra Tyskland til en polsk koncentrationslejr, en skæbne de delte med omkring 17.000 tyske jøder. I brevene beskrev familien de forfærdelige forhold, de levede under. Grynszpan opsøgte flere gange Ernst vom Rath og appellerede til ham om at hjælpe familien, hvilket Rath hverken kunne eller ville, hvorefter Grynszpan skød ham.

Krystalnatten den 9. november 1938. Hitler hørte om mordet på Ernst vom Rath i München, hvor han var samlet med veteranerne fra nazistpartiet for at fejre det mislykkede "ølstuekup" i 1923. Den 9. november, "Bevægelsens Dag" var blevet en national festdag, hvor børnene havde fri fra skole. Goebbels så straks muligheden af at udnytte den tragiske begivenhed. Efter festmiddagen på rådhuset afleverede han en flammende, antijødisk tale, hvori han fortalte om mordet på vom Rath og opfordrede til at gøre op med jøderne. Efter talen telefonerede de forsamlede nazilederes til deres respektive lokale afdelinger og gav de fornødne ordrer. Det resulterede i de hidtil voldsommeste jødeforfølgelser. Næsten alle synagoger blev ødelagt eller i hvert fald stærkt beskadiget. Jødiske kirkegårde blev skændet. Mere end 7.000 jødiske forretninger blev smadret. Mere 20.000 jøder blev arresteret og sendt i koncentrationslejre i Dachau, Buchenwald og Sachsenhausen. 100-200 jøder omkom under denne pogram, som vare to døgn. Jødeforfølgelserne i Østrig var af samme karakter og omfang. Udadtil foregav Tyskland, at der var tale om spontane handlinger, men det er givet, at de var orkestrerede af nazisterne. Handlingerne blev udført af SA-folk, mens de fleste civile holdt sig inde bag nedrullede gardiner eller blot stod passivt og så på.

Verdenssamfundet reagerede med afsky på disse brutale handlinger, og aviser i USA fastslog, at Tyskland havde nået et barbarisk niveau, som ikke var set siden middelalderens pogromer. USA hjemkaldte permanent sin ambassadør fra Tyskland. Dette bekymrede på ingen måde partitoppen i det tyske nazistparti.

Herschel Grynszpan blev arresteret af det franske politi. Tyskland forsøgte at få han udleveret, men det skete først, efter at Paris var indtaget af tyskerne i 1940. Grynszpan tilbragte de følgende år i fængsel og i koncentrationslejre, indtil han forsvandt sporløst omkring 1943-1944.

Tyskland indtager Tjekkoslovakiet
Tjekkoslovakiets præsident Emil Hácha. Ved underskrivelse af München-aftalen havde Hitler erklæret, at Sudeterland var Tysklands sidste territoriale krav i Europa. Enten løj han ved den lejlighed, eller han havde en meget kort hukommelse, for allerede tre uger senere meddelte han sine generaler, at de skulle gøre sig klar til at indtage resten af Tjekkoslovakiet. Tjekkoslovakiets præsident var Emil Hácha, som var blevet udnævnt, efter at den hidtidige præsident Eduard Benes var flygtet til London (hvor han senere blev leder af et eksilregering) af frygt for at blive offer for et nazistisk snigmord. Emil Hácha, som både var politisk uerfaren og havde hjerteproblemer, blev kastet ud i en umulig opgave.

Hitler fulgte samme plan, som havde givet så stor succes. Han sørgede for at skabe politisk uro i nabolandet, samtidig med at han iværksatte kampagner om påståede overgreb. Når de politiske leder hanvendte sig til Hitler, tilbød han at lade den tyske hær hjælpe med at genskabe ro og orden. Nationalister i provinsen Slovakiet begyndte af agitere for oprettelse af en selvstændig stat. Hácha svarede på dette ved at udelukke de slovakiske ledere af regeringen og erklære undtagelsestilstand i Slovakiet. Den tyskvenlige slovakiske leder, Josef Tiso blev kaldt til Berlin, hvor Hitler fortalte ham, at situationen var umulig, og tiden ved at løbe ud. Tiso måtte på stedet beslutte, om han ønskede at Slovakiet skulle bryde med Tjekkoslovakiet og blive selvstændig. I så fald ville Tyskland beskytte den nye nation. Tiso gik ind på forslaget, og nazisterne lavede et udkast til den proklamation, som Tiso skulle bruge. Samtidig lavede man et telegramudkast, hvor Tito appellerede om Tysklands hjælp og beskyttelse. Dagen efter, den 14. marts 1939 udråbte den slovakiske provinsregering Slovakiet som selvstændig nation.

Tjekkoslovakiets præsident Emil Hácha mødes med Adolf Hitler. Det tidligere så store Tjekkoslovakiet var nu reduceret til provinserne Böhmen og Mähren. Goebbels startede igen sin propagandamaskine, som udspredte rapporter om påståede forfølgelser af tyskere, som boede i disse områder. Formentlig af bekvemmelighed benyttede Goebbels præcis de samme falske avishistorier, som var blevet fabrikeret seks måneder tidligere for at legitimere overfaldet på Sudeterland. Stakkels præsident Hacha anmodede Hitler om et møde for at løse krisen. Hitler indvilligede, og Hacha, som pga sit dårlige hjerte ikke kunne flyve, tog toget til Berlin. Hacha ydmygede sig overfor den tyske diktator og lovede, at han ville arbejde for at fjerne alle antityske følelser i sin befolkning. Hitler, som ikke havde respekt for ydmyghed, oparbejdede et af sine frygtede raserianfald og skreg, at hans tålmodighed var ovre, og at den tyske hær ville invadere Tjekkoslovakiet i løbet af få timer. Præsident Hacha skulle underskrive et dokument, som bad hans befolkning om at tage fredeligt mod de tyske soldater. Hacha nægtede, hvorefter Göring og Ribbentrop blev tilkaldt. Göring som blev tilkaldt, Göring truede med, at Prag i løbet af to timer ville blive bombet til ruiner af tyske fly, hvis ikke Hacha accepterede. Under disse voldsomme bevægelser miste Hacha bevidstheden, og Hitlers personlige læge blev tilkaldt. Da han var kommet til sig selv igen, fik han en telefon i hånden og sat i forbindelse med den tjekkoslovakiske regering. Hacha tilrådede regeringen, at man overgav sig fredeligt til den tyske hær, og efterfølgende uinderskrev han den ønskede erklæring. To timer senere - i en voldsom snestorm - rullede den tyske hær ind i Tjekkoslovakiet. Den 15. marts 1939 foretog Hitler sit indtog i Prag. Han tilbragte natten på Prags gamle kongeslot. Dagen efter udråbte Hitler Böhmen og Mähren til tyske protektorater. Tjekkoslovakiet var ophørt med at eksistere.

Verden ventede i spænding på den britiske reaktion på denne åbenbare overtrædelse af München-aftalen. Chamberlains første reaktion var en udtalelse om, at England ikke var forpligtet til at beskytte Tjekkoslovakiet, eftersom det var ophørt med at eksistere, efter Slovakiet var blevet selvstændigt dagen før den tyske invasion. Denne udtalelse vakte oprør både i den britiske presse og i det britiske underhus. Et par dage var Chamberlain åbenbart kommet på andre tanker, og i en radioudsendelse fra Birmingham undskyldte han for sin første reaktion på det tyske overgreb. Han oplistede alle Hitlers brudte løfter og anklagde Hitler for at tage loven i sin egen hånd. "Vil dette seneste angreb på en lille stat blive fulgt af andre? Er dette i virkeligheden et skridt i retningen af at dominere hele verden med magt? I så fald er det en stor misforståelse at tro, at denne nation [England] ikke til det yderste vil kæmpe mod en sådan udfordring." Denne tale markerede afslutningen på den engelske eftergivenhedspolitik.

Den tysk-russiske ikke-angrebspagt
Efter 1. verdenskrig havde Polen fået tildelt en strimmel land, den såkaldte "polske korridor", som gav landet adgang til Østersøen. Dette medførte, at Østprøjsen blev afskåret fra det øvrige Tyskland, og byen Danzig fik status som en "fri by" under Nationernes Forbund. Dette havde selvfølgelig hele tiden været uacceptabelt for Nazityskland, men nu følte det sig stærk nok til at gøre noget ved det. Hitler og udenrigsminister Ribbentrop holdt flere møder med den polske regering, som ikke ville imødekomme Hitlers ønske om at få Danzig samt få lov til at bygge en motorvej og en jernbane gennem korridoren. Sidst i november 1939 meddelte den polske regering, at forsøg på at overtage Danzig ville føre til krig. Den 31. marts 1939 havde Chamberlain meddelt, at angreb på Polen ville blive besvaret af England og Frankrig.

Den italienske diktator Benito Mussolini havde i næsten et år overvejet, om han skulle tage springet og indgå en egentlig alliance med Tyskland. Mussolini tøvede med god grund, thi hans hær var ikke klar til at indgå i den krig, som formentlig ville blive resultatet. Hidtil havde Mussolini valgt sine mål med omhu og kun overfaldet små lande som Ethiopien og Albanien, som han havde besat. Den 6. maj 1939 mødtes den tyske udenrigsminister i Milano med den italienske udenrigsminister (som også var Mussolinis svigersøn), Galeazzo Ciano. Ciano gav udtryk for, at krigen tidligst skulle begynde tre år senere. Til Cianos overraskelse accepterede Ribbentrop synspunktet og sagde, at det var i overensstemmelse med de tyske planer. Da Mussolinie hørte denne glædelige nyhed, bad han Ciano om at offentliggøre, at Italien og Tyskland havde indgået en militær alliance. Ribbentrop telefonerede til Hitler, som godkendte offentliggørelse af aftalen. Tragisk for Italien viste det sig, at Mussolinie og Ciano havde misbedømt situationen, da Hitler allerede havde givet sine generaler ordre på at gøre klar til angreb på Polen den 1. september 1939.

Udenrigsministrene Ribbentrop og Molotov underskriver en ikke-angrebspagt mellem det nazistiske Tyskland og det kommunistiske Rusland. Under dette forløb blev Sovietunionen frustreret over ikke at være part i disse alliancer. I marts 1939 holdt Josef Stalin en tale, hvori han erklærede, at München-aftalen og de efterfølgende arrangementer havde til formål at få Tyskland til at kaste sig over Sovjetunionen. Han advarede de vestlige allierede og sagde, at han ikke ville tillade Sovjetunionen til at føre krig alene mod Tyskland. I maj 1939 antydede udenrigsminister Molotov i en tale, at vestmagterne burde indlede drøftelser med Moskva - elers ville de formentlig indgå en form for aftale med Tyskland. Vestmagterne reagerede ikke på dette udspil, dels fordi de mistroede Sovjetunionens motiver, dels fordi de ikke havde tiltro til den røde hærs formåen.

Hitler, som hele sit liv havde hadet kommunismen, så en mulighed for at undgå at kæmpe på to fronter. Så kunne han altid efterfølgende indlede en kamp østpå for at få det "lebensraum", som han hungrede efter. Da England erfarede dette, opstod der en kapløb mellem de vestlige allierede og Tyskland om at slutte en militærpagt med Sovjetunionen. Den største hindring for vestmagterne var, at Polen nægtede under nogen omstændigheder - selv i tilfælde af tyske troppers tilstedeværelse i Polen - at tillade russiske soldater på polsk grund. Det var en lære, de havde lært af historien. Stalin blev fornærmet over, at Chamberlain kun sendte "andenrangs officerer" til Moskva til forhandlingerne, og disse officerer var tydeligvis instrueret om at tage sig god tid. Stalin konkluderede følgelig, at vesten ikke ønskede en alliance.

Den 20. august 1939 sendte Hitler et telegram til Stalin og oplyste ham om, at der en af de nærmeste dage ville opstå en krise mellem Tyskland og Polen, og han bad Stalin om at modtage Ribbentrop i Moskva senest den 23. samme måned. Den 23. august 1939 underskrev de to udenrigsministre, Ribbentrop og Molotov den tysk-russiske ikke-angrebspagt. Det fandt sted i Kreml under overværelse af Stalin. Af et hemmeligt tillæg til pagten fremgik, at Stalin fik frie hænder til at tage de områder tilbage, som Rusland havde mistet efter 1. verdenskrig. Det omfattede lande som Estland, Letland, Litauen, Finland, dele af Rumænien og ikke mindst hele den østlige del af Polen.

Da pagten blev kendt i England, sendte Neville Chamberlain Hitler et telegram, hvori han understregede, at England ville sætte alle sine tropper ind for at forsvare Polen, hvis det blev angrebet. Hitler kunne ikke længere bluffe sig til overtagelse af nabolande og territorier uden blodsudgydelse.

Tyskland går ind i Polen
Tyske soldater rykker ind i Polen den 1. september 1939.jpg "I nat har Polen for første gang affyret skud mod vores territorium og soldater. Vi har besvaret skydningen siden kl 5:45 i morges. Og fra nu af vil vi gengælde bombe for bombe". Med disse ord bekendtgjorde Adolf Hitler den 1, september 1939, at krigen mod Polen var indledt. Aftenen i forvejen havde SS-soldater udklædt som polakker angrebet radiostationen ved Gleiwitz, en tysk-polsk grænseby. Herefter havde SS-soldaterne over radioen udsendt en opfordring til det polske mindretal i området om at gribe til våben mod tyskerne. Fanger fra nærliggende koncentrationslejre iklædt polske uniformer blev dræbt med dødelige indsprøjtninger, hvorefter de blev forsynet med skudhuller. Dette skuespil, som var iscenesat af Himmler og Heydrich, narrede ingen. Det skulle alene tjene som alibi for angrebet.

De overlegne tyske tropper susede gennem Polen og ødelagde alt på deres vej. Den gammeldags udrustede polske hær forsvarede sig bravt, men var chanceløse overfor den tyske krigsmaskine.

Der skulle gå fire år, otte måneder og seks dage, før krigen blev afsluttet. Da var mere end 40 millioner mennesker døde og en stor del af Tysklands og Europas kulturarv ødelagt. Alt på grund af en gal mands vanvittige ambitioner.

 

Tilbage til Rejseholdets forside Til toppen af denne side Hitlers vej til magten Tilbage til Rejseholdets forside