Ved udbruddet af 1. verdenskrig blev de militærpligtige dansksindede sønderjyder tvunget til kæmpe i den tyske hær. I løbet af de 4 år blev der indkaldt ca. 30.000 sønderjyder af en befolkning på godt 160.000. Mere end 5.000 faldt i krigen, mange for en sag, som "ikke var deres egen". Baggrunden for og konsekvenserne af at være et nationalt mindretal i en stat gennemgås kort i det følgende.
Sønderjylland består af området mellem Kongeåen i nord lige syd for Kolding og Ejderen i syd og svarer til det oprindelige hertugdømme Slesvig. Ejderen udgjorde fra gammel tid en kulturgrænse: Nord for denne grænse, i hertugdømmet Slesvig, talte man dansk og havde danske traditioner. Syd for Ejderen, i grevskabet Holsten, talte man tysk og havde tyske traditioner. Da Danmark i Vikingetiden (small>omkring år 800) blev samlet under en konge, opstod der vanskeligheder med at forsvare grænsen ved Ejderen, og der blev bygget et voldanlæg: Danevirke. Senere indsatte kongen en administrator (jarl) for området. Knud Lavard, som var jarl af Sønderjylland, antog den tyske hertugtitel i begyndelsen af 1100-tallet. Da Valdemar Sejrs søn Abel i 1241 blev hertug af Sønderjylland, begyndte hertugernes kamp for øget selvstændighed i forhold til den danske kongemagt. Store dele af Danmark blev i 1200-årene pantsat til tyske godsejere, holstenske adelsmænd erhvervede godser overalt i hertugdømmet, og mange tyskere indvandrede til Sønderjylland. Da Danmark blev svækket af indre uroligheder fra 1320'erne, voksede de holstenske grevers indflydelse. Mange plattysktalende håndværkere og købmænd bosatte sig i købstæderne. Fra 1375 forsøgte den danske kongemagt forgæves at genvinde magten over hertugdømmet Slesvig. Krige mellem kongen og de holstenske grever hærgede landsdelen i begyndelsen af 1400-tallet, men de endte med kongemagtens nederlag.
Det tyske grevskab Holsten og det danske hertugdømme Slesvig blev i mange år regeret af samme fyrste, som var indsat af den danske konge og havde status af vasal. Man kan sige, at områderne tilhørte kronen uden at være en del af kongeriget. I 1459 døde fyrsten, Adolf VIII af Holstein barnløs og de tyske godsejere, som nødig ville have, at de to dele kom under hver sin fyrste, henvendte sig til Christian I for at få ham til personligt at overtage fyrstehvervet i både Slesvig og Holsten. Christian I, som var nevø til den afdøde Adolf VIII, blev valgt til hertug af Sønderjylland og greve af Holsten; senere blev Holsten et hertugdømme. I aftalen, som blev indgået i Ribe i 1460, blev Christian I hertug af Slesvig og greve af Holsten, og parterne forpligtede sig til, at "landene forblive skulle sammen, udelte til evig tid". Det slesvig-holstenske ridderskab fik til gengæld udstrakte privilegier og monopol på embeder i Slesvig og Holsten.
I 1544 blev hertugdømmerne Slesvig og Holsten delt mellem Frederik I's tre sønner: kong Christian III, hertug Adolf, der tog sæde på Gottorp slot ved Slesvig by, og hertug Hans (den Ældre), som tog residens i Haderslev. De adelige godser regeredes af de tre landsherrer i fællesskab.
Det danske sprog blev i den sydlige halvdel af Slesvig efterhånden fortrængt af nedertysk. Udviklingen tog fart efter reformationen, da tysk blev kirkesprog i stedet for latin. Der blev talt tysk i administrationen i Slesvig, men i den nordlige del var kirkesproget dog fortsat dansk, da præsterne blev uddannet ved domkapitlet i Haderslev.
I 1600-tallet, da Danmark var svækket efter nederlaget til Sverige, blev Slesvig og Holsten i praksis samlet til en selvstændig "ministat". Først efter det svenske nederlag i Store Nordiske Krig havde den danske konge held med at få lagt den gottorpske del af Slesvig under kronen. Begge hertugdømmer blev regeret sammen - og på tysk.
I 1840'erne opstod i Danmark og i Sønderjylland den såkaldte nationalliberalisme, hvis mål var, at den danske forfatning skulle gælde til Ejderen, og at hertugdømmet Slesvig skulle være en fuldgyldig del af det danske rige. Derimod ønskede Bondevennerne og de konservative helstatsmænd, at både Slesvig og Holsten skulle være fuldgyldige medlemmer af det danske rige. Det tysktalende flertal i hertugdømmerne var utilfredse hermed og insisterede på at holde de to hertugdømmer sammen, uafhængige af Danmark, og ønskede principielt, at Sønderjylland skulle være tysk. Orla Lehmann, som var en af de ledende nationalliberale, tog kontakt til dansksindede i Slesvig. Dette resulterede i, at Peter Hiort Lorenzen, en liberal købmand fra Haderslev, den 11. november 1842 talte dansk i Slesvigs Stænderforsamling - hvor der ellers alene blev talt tysk (Et tidligt eksempel på civil ulydighed). Fra dansk side krævedes, at dansk blev ligeberettiget med tysk i de slesvigske stænderforsamlinger.
Denne konflikt udløste 1. Slesvigske krig (1848-1850), som nærmest var en borgerkrig mellem to nationale lejre: de dansksindede slesvigere og de tysksindede slesvig-holstenerne. Prøjsen sendte tropper til støtte for slesvig-holstenerne. Krigen endte med dansk militær sejr over slesvig-holstenerne, da Prøjsen trak sig ud af krigen. Resultatet endte med status quo, da stormagterne, England Rusland og Frankrig ikke tillod Danmark at gennemføre Ejdergrænsen. Man frygtede formentlig, at en sådan udgang kunne opmuntre andre nationale mindretal til at gøre oprør. Danmark blev tvunget til at føre en helstatspolitik, men da denne blev bekæmpet af slesvig-holstenerne, kom den aldrig til at virke i praksis.
Debatten fortsatte i Danmark, og de nationalliberale fremsatte krav om at indlemme Slesvig i kongeriget, mens man gerne så Holsten opgivet. I Danmark stod man overfor et stort statsretsligt problem, nemlig at kongeriget Danmark havde fået en fri forfatning med Grundloven af 1849, mens Slesvig-Holsten fortsat var underlagt den enevældige konge Frederik VII. Den danske regering forsøgte at gennemtvinge dansk skolesprog i de områder, hvor landbefolkningen endnu talte dansk, dvs i den midterste del af Slesvig Dette blev selvfølgelig af mange opfattet som et overgreb og førte til det modsatte resultat.
Grundlovsreformen i november 1863 indlemmede formelt Slesvig i riget. I Slesvig boede en del tysksindede, og dette blev af Prøjsen og Østrig brugt som påskud for at komme det tyske mindretal til hjælp i deres kamp mod helstaten. Bismarck krævede, at forfatningen blev ophævet i løbet af 48 timer, og da dette selvfølgelig ikke kunne imødekommes, udløstes 2. Slesvigske Krig (1864). Danmark tabte krigen og måtte ved fredsafslutningen i Wien afstå begge hertugdømmer til fælles prøjsisk og østrigsk administration. Efter krigen mellem Prøjsen og Østrig i 1866 kom områderne under rent prøjsisk styre, og efter dannelse af den tyske stat i 1871 under tysk styre.
I den efterfølgende periode skete der en stærk fortyskning af hele området. Det var vanskeligt at holde fast ved sprog og kultur under sådanne forhold med forbud og undertrykkelse. Mange valgte at flytte til Danmark, og det var svært at beholde gården på danske hænder, når den måtte sælges, fordi den sidste søn også var udvandret.
Da 1. verdenskrig brød ud i 1914, var Sønderjylland som nævnt en del af Tyskland, og grænsen gik lige syd for Kolding. Det betød, at alle unge mænd, uanset om de var dansksindede eller tysksindede sønderjyder kom i tysk krigstjeneste "for en sag der ikke var deres". En del dansksindede sønderjyder deserterede til Danmark, men det store flertal loyalt i krigen på tysk side. De fleste nordslesvigere kom til at kæmpe på Vestfronten i Flandern i Belgien og i Nord-Frankrig. 1. verdenskrig blev hurtigt en stillingskrig, og det betød at fronten lå fast gennem hele krigen, hvad der var med til gøre krigens oplevelser særligt grufulde. De fleste ville derfor gerne glemme krigens oplevelser.
De allierede sejrherrer fastlagde selv fredsbetingelserne på fredskonferencen i Paris i 1919-20. Den tabende side blev pålagt afståelse af territorier. Det blev besluttet, at befolkningen i Slesvig skulle afgøre deres nationale tilhørsforhold gennem folkeafstemning, hvilket var noget helt nyt og ukendt. Den 10. februar 1920 tilkendegav 75% af stemmerne i den nordslesvigske afstemningszone, at man ønskede et dansk tilhørsforhold. Den 14. marts stemte 80% af vælgerne i den mellemslesvigske afstemningszone derimod for forbliven i Tyskland. Også Flensborg havde stort tysk flertal. En kraftig dansk bevægelse ønskede på trods heraf byen med til Danmark, blev grænsen draget nord om Flensborg og syd om Tønder (den nuværende dansk-tyske grænse). Den nye grænsedragning efterlod et (beskedent) dansk mindretal syd for grænsen og et (noget større) tysk mindretal nord for den. De to mindretal organiserede sig snart med egne skoler og præster, politiske partier, kulturelle foreninger osv. Fra 1920 er den officielle betegnelse for de dele af Sønderjylland, der er blevet genforenet med Danmark "De Sønderjydske Landsdele" - I almindeligt sprogbrug er betegnelsen "De sønderjyske landsdele" gradvist blevet fortrængt af betegnelsen Sønderjylland.
Efter Hitlers magtovertagelse i Tyskland i 1933 øjnede det tyske mindretal en chance for at få justeret grænsen mellem Tyskland-Danmark. Den tyske regering ønskede dog ikke nogen udenrigspolitisk konfrontation på det slesvigske grænsespørgsmål. Efter anden verdenskrig var der i kredse i Danmark krav om Sydslesvigs indlemmelse i kongeriget, men dette blev imødegået af regeringen. Det førte dog til, at det danske mindretal blev betydeligt styrket i forhold til tiden før 1945.
Krigen fik meget store omkostninger for den danske folkegruppe i Slesvig-Holsten, som siden. Der findes talrige gribende brevsamlinger, hvor unge sønderjyder fortæller om de forfærdelige oplevelser under kanonild, giftgasangreb og meningsløse stormløb mod fjendens maskingeværild. Tabene bevidnes af mindesten og mindelunde på hver eneste kirkegård i Sønderjylland. Den mest kendte litterære beskrivelse af dette krigshelvede er Erich Maria Remarques roman "Intet nyt fra Vestfronten" fra 1929. Remarqueue deltog selv i krigen og blev såret flere gange. Niels Jørn Nielsen har på Odense Universitetsforlag, 2007 udgivet "Nyt fra Vestfronten. Marine Jensen og sønners breve fra Første Verdenskrig", hvori han offentliggør flere hundrede breve og postkort fra en sønderjydsk familie, hvor 10 af 12 sønner blev udskrevet til tysk krigstjeneste. 4 af sønnerne faldt, 3 kom hjem som invalider, og den ene døde få år efter pga eftervirkningerne af krigsgas.
For den sønderjyske befolkning var oplevelsen af krigen en helt anden, end den var for danskerne nord for Kongeåen, idet Danmark jo var neutral. Sønderjyder kæmpede på tysk side over det meste af verden: på vestfronten i skyttegravene i Frankrig og Belgien, på østfronten, på Balkan, i Afrika og i den tyske flåde i Østersøen og Nordsøen.
Størstedelen af de sønderjyder, der deltog på tysk side i verdenskrigen, var dansksindede. Men de var ikke de eneste, der havde et dobbelttydig forhold til den stat, de kæmpede for. Det gjaldt fx adskillige nationale mindretal i Østrig-Ungarn, i Rusland og for de kolonitropper, som kæmpede i den franske hær. I Tyskland var der ud over dansksindede, også et fransk mindretal og et polsk, begge større end det danske.
I Mindeparken ved Marselisborg Slot ved Århus blev der i 1934 indviet et monument for faldne danskere i første verdenskrig, en stor cirkulær mur, som er bygget ind i terrænet. Indersiden er beklædt med kalksten fra Frankrig, hvor mange af kampene stod. I kalkstenen er indhugget 4.140 navne på faldne danskere samt relieffer, der skildrer "Udmarchen", "Kampen", "Freden" og "Hjemkomsten".
