I 1617 dukkede endnu en hollandsk aktør op på scenen. Det var Marselis de Boschouwer, som påstod, at han var udsending fra "Kejseren af Ceylon". Boschouwer tilbød på kejserens vegne favorable handelsvilkår samt store rigdomme til den europæiske nation, som ville hjælpe ham mod portugiserne. I november 1617 fik Boschouwer audiens hos Christian IV, og kongen, som altid manglede penge til sine mange projekter og eventyr, og som gerne ville deltage i kolonikapløbet med stormagterne, indgik den 30. marts 1618 en traktat med Ceylon (i dag Sri Lanka).

Øresund var ankommet til Sydøstindien nogen tid forinden. Efter forhandlinger med den lokale fyrste, "naiken" begyndte Crappé at jagte de portugisiske skibe i området. Portugiserne tog dette fortrydeligt op, gik til modangreb, sænkede Øresund og tog Crappé til fange. Siden blev han overgivet til rajahen af Tanjore.

I mellemtiden var Ove Gjedde ankommet til Ceylon. Halvdelen af mandskabet var gået til af mangel på C-vitaminer, "skørbug". Det viste sig, at kejseren "kun" var en mindre fyrste, og til Gjeddes overraskelse nægtede rajahen (jeg ved ikke, om det er den korrekte titel, men jeg finder den i hvert fald bedre end kejser) at anerkende aftalen. Da Marselis de Boschouwer meget belejligt (for ham selv) var afgået ved døden på den 535 dage lange rejse, var det ikke muligt at holde ham ansvarlig for hans overdrevne beskrivelser af "kejserens magt" og hans egen indflydelse. Med til historien hører også, at rajahen allerede havde sluttet fred med portugiserne, da den danske ekspedition efter to års sejlads endelig nåede frem til Ceylon.

I henhold til traktaten skulle ekspeditionen ved ankomsten have udbetalt 90.000 rigsdaler, og uden disse penge ville det være vanskelig at udrette noget, og - hvad værre var - næsten umuligt at udruste en flåde til hjemturen til København. Først da Ove Gjedde frafaldt pengekravet, kunne en ny traktat indgås. I traktaten afstod rajahen området Trincomalee på nordvestkysten af Ceylon til Danmark, og herfra kunne danskene drive deres handel. Rajahen skulle hjælpe dem med at skaffe returlast af krydder, ligesom den kristne religion også måtte indføres i området. Før Ove Gjedde forlod Trincomalee, gav han ordre om at bygge et fort, hvorefter han sejlede nordpå mod det sydindiske fastland.

De fastboende begyndte at bygge huse i byen, som omgav fæstningen,. Husene var for størstedelen opført i sten og lå ud til de store gader i Trankebar, der fik danske navne som Dronningensgade og Tværgade. Da sommeren var uudholdeligt varm, byggede den velhavende del af danskerne landejendomme uden for Trankebars bymur; det gjaldt fx den danske guvernør.

I begyndelsen var der en kirke på Dansborg, men efterhånden blev der også opført kirker ude i byen, Jerusalemskirken og Zionskirken. Lokalbefolkningen fik lov til at beholde deres religion og deres lokale skikke, men der blev oprettet en mission, der skulle omvende inderne til kristendommen (protestantismen). Det gav stor opmærksomhed i hele Nordeuropa, da det var første gang, at der fandt en egentlig protestantisk missionering sted.

Danskerne kom aldrig i flertal i de danske besiddelser i Indien. I 1790 holdt man folketælling i kolonien. Blandt de 3721 beboere i Trankebar var der blot 157 danskere, og af disse var 68 børn. Godt 40 år efter var dette tal nogenlunde det samme. Foruden danskerne boede der også en mindre gruppe andre europæere i kolonien. Den største gruppe var portugisere, der stadig havde store handelsinteresser i østen. Danmark forsøgte at holde sig udenfor konflikterne mellem de store europæiske kolonimagter, og Trankebar kunne derfor bruges af købmænd, der ønskede at sikre deres varer ved at sende dem tilbage til Europa på et skib under dansk flag.

I 1621 begyndte der at komme lidt gang i handelen. København blev sendt fra Trankebar til Tenasserim (Mergui) på vestkysten af Thailand, hvorfra man hjembragte en last peber. I 1624 blev der oprettet en rute mellem Trankebar og Macassar (i dag i Indonesien). Efter 1625 gik danskerne bort fra selv at handle på de to ruter til at fragte portugisiske varer. De danske skibe optrådte som neutrale operatører i den omfattende handel over den bengalske bugt.

På trods heraf gik det dårligt med økonomien. I 1627 var der kun tre danske skibe tilbage, og Roelant Crappé var ude af stand til at betale den årlige afgift til den lokale hersker. De følgende to år forhandlede han med det hollandske handelskompagni VOC for at få dem til at overtage Trankebar, men uden held. Hollænderne lovede dog at hjælpe med at forsvare fortet. Hvis det blev nødvendigt.

I 1636 eller 1637 vendte Crappé tilbage til Danmark, hvor han straks kom i klammeri med flere af Kompagniets direktører. Det endte dog med, at han i 1639 indtrådte i kompagniets direktion. Han overlod ledelsen til hollænderen Barent Pessart, om hvem man sagde, at han var "en intelligent, men yderst upålidelig person". Pessart involverede hurtigt både sig selv og kolonien i nogle risikofyldte transaktioner, og efter et par år blev han og hans familie sat i gældsfængsel. I København forsøgte aktionærerne i det skrantende selskab at overtale Christian IV til at opløse foretagendet, men Christian IV var ikke en mand, som lod sig overbevise om, at han havde truffet en forkert beslutning.

Den 8. november 1639 sejlede Christianshavn og Solen fra Danmark til Trankebar. Det skulle blive de sidste kompagniskibe fra Danmark i de næste 29 år. Solen nåede frem til Trankebar i 1640, men Christianshavn, som blev tilbageholdt på De Kanariske Øer af Spanien, ankom først i 1643. Om bord på Christianshavn var koloniens nye leder, Willem Leyel. Lige efter sin ankomst i 1640 opbragte Solen et skib, som tilhørte en velhavende købmand fra Golconda, og Pessart-familien blev løsladt mod returnering af skibet til dets ejer.

Asta Bredsdorff, har skrevet Willem Leyels liv og farefulde rejse til Indien, Søhistoriske Skrifter bind XXI, Museum Tusculanums Forlag, 1999. Beretningen bygger først og fremmest på Leyels egne papirer, der ligger i rigsarkivet.

Samme år, 1648 døde Christian IV og blev efterfulgt af Frederik III. Kompagniet var i praksis fallit, og der var ikke udsigter til nogen økonomisk bedring af situationen. Krigene i Europa og ikke mindst mod Sverige havde tømt statskassen, og der var ikke stemning for fortsat at sende skibe på årelange udflugter til Asien. I 1650 blev kompagniet opløst. Man forsøgte at sælge Trankebar til kurfyrsten af Brandenburg, men da betalingen ikke faldt, gik handlen i vasken. Samtidig hermed forsøgte Poul Hansen Korsør uden held at overdrage kolonien til Holland.

Kongsbakke kastede sig med stor energi over arbejdet med at fastholde kolonien på danske hænder. Med sine få skibe drev han handel med sultanen af Bantam, og genoptog samtidig kapervirksomheden mod Bengalen. I 1655 sendte regenten for Tanjore, som havde mistet tålmodigheden over de manglende danske betalinger af den aftalte ydelse, en flok soldater til Trankebar, men det lykkedes Kongsbakke med hjælp fra de lokale at modstå belejringen. Over de følgende år blev Trankebar flere gange belejret, men fortet holdt stand. I 1660 lod Kongsbakke bygge en mur omkring byen, hvilket gjorde den lettere at forsvare, og der blev opført fire svære kanontårne.

Kongsbakke sendte i de følgende år flere rapporter tilbage til Danmark med andre europæiske skibe, men hans lettere optimistiske rapporter blev læst med nogen skepsis i København. Trankebar blev igen belejret, denne gang i 9 måneder, men det lykkedes Kongsbakke at få forhandlet en fredsaftale på plads. Det stod klart for Kongsbakke, at dette ikke kunne fortsætte, og i 1668 sendte han en udsending til København, Geert van Hagen, en hollandsk sergent fra den hollandske koloni i nærheden. Hans meldinger sammen med Kongsbakkes rapport bevirkede, at den danske regering senere samme år sendte fregatten Færø til Trankebar, under ledelse af kaptajn Sivardt Adelaer og med en gruppe soldater under anførsel af Henrik Eggers, der den 18. september 1668 var blevet udnævnt til vicekommandant i Trankebar.

Fregatten ankom til Trankebar i maj 1669, og 29 års isolation var afsluttet. Eskild Andersen Kongsbakke, som var han den eneste tilbageværende dansker på Trankebar, modtog sin kongelige udnævnelse til kommandant over kolonien i samarbejde med vicekommandant Eggers.

Forholdet mellem Kongsbakke og Eggert blev dårligere og dårligere. Eggert havde ikke brug for den dårligt uddannede Kongsbakke, og det forhold, at Kongsbakke havde giftet sig med en indfødt kvinde, nedsatte ham i Eggert øjne. I en klage over Eggers beskylder Kongsbakke ham for at have forhånet og drevet spot med hans hustru og skriver bittert: "det er den en ære man fik for 5 års tjeneste i Europa og 30 år i Indien". Kongsbakke døde i 1674 og blev begravet i Trankebar.

Handelen på Trankebar blev genoptaget, og de økonomiske udsigter for handelen med Asien var lovende. Det blev besluttet at grundlægge et nyt kompagni, som fik et kongeligt charter på 40 år. Den danske koloni blev udvidet med tre nærliggende landsbyer. Der blev også oprettet nye handelsruter til Bantam på Java og Sunda Øerne.

Det andet handelskompagni havde en "rimelig" økonomisk succes, og i 1698 forlængede Christian V kompagniets charter i yderligere 40 år. Store Nordiske Krig påførte desværre kompagniet alvorlige tab, og ved fredsslutningen i 1720 var det alvorligt nødlidende. Frederik IV afslog en anmodning om støtte, og i april 1729 blev det andet handelskompagni opløst.

Jacob Worm ønskede at udøve præstegerningen på Trankebar, men lagde sig pga sit stridbare væsen hurtigt ud med koloniens ledelse. Kompagniets direktion skrev således: "Jacob Worm er lige så nyttig her som der, han får så nøjes med den Lykke, han med sin onde Tunge, ubesindige Skrifter og onde Hjertelag selv har forvoldt sig, men at blive Præst, det må han ej vente". Jacob Worm døde i Trankebar ca. 12 år efter sin ankomst.

Jesper Birkler, som er sognepræst ved Vor Frue Kirke i Århus, og hvis hjerte brænder varmt for Trankebar, har i en spændende beretning, Klokkeklang i Trankebar, skrevet om, hvorledes kolonien i 2006 fik en ny kirkeklokke i gave fra Danmark. Han bringer samtidig flere interessante fortællinger fra Trankebar, bl.a. historien om Jacob Worm med det vanskelige sind. Jeg kan varmt anbefale at besøge hjemmesiden.

Mindre end to uger efter ankomsten var han i gang med at lære tamil. Han underviste de lokale i bibellæsning, og han var foregangsmand indenfor undervisning af kvinder og grundlagde den første pigeskole i Indien. Ziegenbalg grundlagde en papirfabrik og et trykkeri, hvor han trykte kalendere, salmebøger og det nye testamente. I 1715 udgav han det nye testamente på tamil i egen oversættelse - siden oversatte han det gamle testamente til hindustani. Han udgav også en ordbog og en grammatik på tamilsk. Ziegenbalg stod bag opførelsen af Ny Jerusalem Kirken i Kongensgade. Kirken blev indviet på kongens fødselsdag den 11. oktober 1718 og bærer foruden årstallet kongens monogram. På torvet i Trankebar står en buste af denne ildsjæl. Det er formentlig Bartholomæus Ziegenbalgs fortjeneste, at der i dag eksisterer en lutheransk kirke i det hinduistisk dominerede Indien.

Missionen kæmpede med økonomiske problemer, og sognepræst Jesper Birkler fortæller i sin tidligere nævnte beretning om, hvorledes det gik, da et større antal guld- og sølvmønter skulle sendes af sted fra København til støtte for missionsarbejdet, Pengene blev for en sikkerheds skyld fordelt i to kister, en på hvert af de skibe, som sejlede ud. Det første skib forliste ved Færøerne med mand og mus. Og da det andet skib efter den lange rejse ankrede op på rheden ud for Dansborg, og man skulle losse det for gods, tabte man pengekisten i vandet. Den ligger endnu på bunden ud for kysten, og det er stadig muligt at finde mønter fra denne begivenhed i stranskanten i Trankebar.

Danmark kom aldrig til at udgøre nogen militær eller handelsmæssig trussel mod de øvrige handelskompagnier, som opererede på Asien. Det er formentlig årsagen til, at danskerne ikke blev tvunget bort af de mere magtfulde englændere og hollændere. Danskernes rolle som neutral tredjepart var formentlig også med til at sikre de øvrige landes accept af dansk tilstedeværelse. Handelen nåede sit højdepunkt omkring 1700 og blev alene rentabel pga. sørøveri. For Christian IV var Trankebar et prestigeprojekt, som skulle understrege Danmarks rolle som en europæisk stormagt, men som mange andre af hans eventyr, blev det en bekostelig affære for landet. På 300-årsdagen for missionærens afrejse blev der i domkirken i København afholdt en festgudstjeneste med deltagelse af biskop T. Aruldoss fra Trankebar og Københavns biskop Erik Norman Svendsen.

Københavns biskop, Erik Norman Svendsen, og biskop T. Aruldoss fra Trankebar gik forrest i den procession, som åbnede tirsdagens festgudstjeneste i domkirken i København. Foto: Keld Navntoft/Scanpix.

Restaurering af Guvernørboligen udføres i samarbejde med Det Danske Nationalmuseum. I august 2005 fik foreningen tilladelse til kystsikring af en strækning ved fiskerlandsbyen foranlediget af tsunami-katastrofen i december 2004. 1. fase af kystsikringsprojektet blev afsluttet i juli 2006.