Valdemar III (1326-1329)

Valdemar III ( 1314-1364 ), konge af Danmark fra 1326-1329. Da Christoffer er flygtet ud af landet, vælger de holstenske og dansk stormænd en ny konge, og valget falder på den 11-årige hertug Valdemar af Slesvig. Valdemar er efterkommer af kong Abel og dermed retmæssig arvtager til den danske trone. På grund af hans alder bliver Valdemars morbroder, den magtfulde grev Gerhard af Rendsborg ("grev Gert eller Den Kullede Greve"), som også er den største panthaver, udnævnt til rigsforstander og formynder. Valdemars håndfæstning er mindst lige så streng som Christoffers. Af nye bestemmelser er, at alle kongelige borge i Skåne skal sløjfes, og alle stormænd skal have lov til at befæste deres hjem. Det vigtigste tiltag er dog "Constiutio Valdemariana", som siger, at for fremtiden må samme person ikke være herre over Sønderjylland og Danmark på samme tid.

Danmark er nu fuldstændig på stormændenes hænder, hvilket ikke er populært blandt bønderne. Dels er de fleste udlændinge, dels bliver der udskrevet mange nye skatter. I 1328 rejser bønderne på Sjælland sig til oprør, som dog bliver nedkæmpet. I 1329 er det jyderne, der rejser sig til oprør. De har lidt mere medgang, men ender også med at blive slået ned. Til sidst opgiver grev Gert på den unge konges vegne, og i 1329 vender Christoffer tilbage til tronen, mens Valdemar bliver hertug af Sønderjylland. Valdemar dør i 1364. Han er gift med Richardis af Sachsen-Lauenburg. Sammen får de sønnen Henrik, der arver Sønderjylland efter faderens død.