Zorba

Korfu by
Udsigt over Korfu by Korfu by ligger nogenlunde midt på øens østkyst på en klippetange, som skyder sig ud i havet. På spidsen af denne tange ligger en gammel venetiansk borg, som er adskilt fra byen ved en dyb voldgrav. Byen bærer tydeligt præg af ikke at have været udsat for byplanlægning gennem de mange hundrede år, den har eksisteret. De mange kulturer, som til forskellige tider har domineret Korfu, har sat deres præg. Alligevel er det en særdeles charmerende by at spadsere rundt i.

Liston på Esplanaden Korfus centrale plads er Spianada eller Esplanaden. Den anses af mange for den smukkeste plads i Grækenland. Men den er i hvert fald den største. Langs den ene side af Esplanaden løber Liston, som er en smuk buegang med restauranter, caféer og små forretninger. (Liston er i øvrigt bygget af faderen til Suez kanalens arkitekt). Forbilledet for Liston har været Rue de Rivoli i Paris. I den nordlige ende af Liston ligger "Sct Michael og Sct George slottet". Slottet, som er bygget som residens for den britiske generalguvernør, har også tjent som sommerslot for den kongelige familie. Desværre kunne vi ikke komme ind at se slottet, da man var i gang med forberedelserne til et europæisk topmøde. I dag er området omkring slottet indrettet til cricket bane (ja, de har meget på samvittigheden, de englændere). Der bor ikke mange turister i Korfu by. Disse bor - som vi gjorde - i de omliggende byer ved kysten, og tager så ind til byen et par gange i løbet af ferien.

Som så mange andre danske turister skulle vi også op at se det tidligere kongeslot Mon Repos, hvor Kong Konstantin og Dronning Anne-Marie boede, så længe det varede. Mon Repos ligger i centrum af den antikke bydel i en smuk park eller skov. Villaen så noget forsømt ud. Hertil kom, at man havde installeret varmeapparater, som uden tanke på æstetik blot var klasket uden på murene. Men der var en meget smuk udsigt over havet. Vi ledte desværre forgæves efter det eneste Papirpengemuseum i verden. Det var især Erling, som gammel bankmand, der gerne ville se det. Da vi endelig fandt det, var det lukket. Husk, det har kun åbent om formiddagen. Udover en stor udstilling af pengesedler vises også fremstilling af sedler - og det kan vi jo alle få brug for. Især os, der elsker at rejse.
Den gamle fæstning
Den gamle fæstning I det 13. og 14. århundrede blev den eksisterende byzantinske fæstning udbygget, og i det 15. århundrede blev den rekonstrueret af venetianerne. Fæstningen fungerede både som et militært og et administrativt center. Den viste sin betydning i 1716 ved afvisning af flere tyrkiske angreb. Der er kun få bygninger tilbage fra den venetianske periode, såsom den centrale indgang, krudtmagasinerne og fængslerne. Under det britiske protektorat (1815-64) blev barakkerne, hospitalet og Sct George kirken opført. Den seneste restaurering af fæstningen skete i 1992-94, forud for den europæiske topmøde - så noget godt kom der da ud af dette topmøde. I et af de mange magasiner så Birgit og jeg en kunstudstilling af lokale kunstnere. Om sommeren afholdes der en folkedanser festival på fæstningen. Længst ude er der et fyrtårn, som er åbent for turister.
Sct Jason og Sct Sosipaters kirke
Sct Jason og Sct Sosipaters kirke Kirken er bygget som et simpelt kors med en kuppel. Væggene, som er kampesten omgivet af mursten, er dekoreret med kakler i forskellige mønstre. Den er bygget omkring år 1000, formentlig af håndværkere fra det græske fastland. Tidligere lå her en klosterkirke, som var viet til Sct Andrew - siden blev den viet til Sct Jason og Sct Sosipater. Kirken, som er restaureret flere gange i nyere tid, er stadig i funktion.
Basilika
Tidlig kristen basilika Paleopolis, som er den antikke del af Korfu by, ligger syd for den moderne bydel. Her ligger en basilika, som blev bygget i det 5. århundrede B.C. på ruinerne af et romersk tempel. Den har været ødelagt flere gange: af vandaler og goter i det 6. århundrede, af sarascenere og normanner i det 11. århundrede, af tyrkerne i 1500-tallet og senest under 2. verdenskrig. Hver gang er den blevet genopbygget. I 1968 blev alle de tidlige kirkelige dele overført til muséet i det gamle palads.
Arkæologisk museum
Yngling Løber Det arkæologiske museum, som blot ligger et par minutters gang fra Esplanaden, rummer fund fra udgravninger forskellige steder på øen. Museets stolthed er den 2.500 år gamle gavlfrise fra oldtidsbyens Artemistempel. Frisen er Grækenlands ældste relief og forestiller den skrækindjagende Medusa. I sandhed skrækindjagende for hendes hår bestod af slanger, og som om det ikke var nok, så blev enhver, som betragtede hende, forvandlet til sten. Helten Perseus overvandt hende ved at holde et blankpoleret spejl op for hende, hvorved Medusa selv blev til sten. Sjovt nok var Medusa mor til digtekunstens vingede hest, Pegasus. Ved siden af Medusa ses Akilles dræbe kong Priamos af Troja - faderen til prins Paris, som bort- og forførte den skønne Helene.
Asiatisk museum
No dukker Museet for asiatisk kunst er det eneste af sin art i Grækenland. Det blev oprettet i 1927 efter donation af 10.500 genstande fra Gregorios Manos. Han var græsk ambassadør i Wien og Paris - og fuldkommen besat af orientalsk kunst. Ikke mærkeligt, at han døde som en fattig mand i 1928, efter at have oplevet at se 'sine' kunstgenstande udstillet i det smukke museum. Indtil 1974 omfattede det alene kinesisk og japansk kunst. Senere er museet udvidet med andre private samlinger fra Asien. Bestemt et besøg værd. (Der er formentlig stadig lukket om mandagen). Træsnit Museet ligger i en bygning, som tidligere husede det britiske protektorat (som du ved, havde briterne tidligere en udpræget beskyttertrang overfor andre nationer). Det har tidligere været hovedkvarter for ridderordenen Sct Michael og Sct George. Efter at de Joniske øer blev lagt sammen med Grækenland, overdrog briterne bygningen til den græske stat, og den har i en periode tjent som sommerresidens for den kongelige græske familie.
Sct Spiridon kirken
I Ágios Spiridónas - Sct Spiridons kirke fra 1500-tallet findes den hellige mumie af Sct Spiridon. Og noget mere helligt skal man lede længe efter på Korfu. Han er så populær, at næsten hver anden dreng på Korfu er døbt Spiridon eller Spiros. Den hellige Spiridon ligger i en sølvkiste i en sarkofag. Fire gange om året bæres han i triumf gennem byens gader. Spiridon begyndte som hyrde på Cypern i 300-tallet. Siden avancerede han til munk og siden biskop. Han var kendt for sin fromhed og sine evner til at fremkalde mirakler. Da han døde, blev hans lig begravet i Konstantinopel. Men inden tyrkerne trængte ind i byen (i 1400-tallet), blev resterne af Spiridon smuglet til Korfu - noget af vejen i en sæk på ryggen af et æsel. Hans autoritet er vokset i årenes løb, hvor han har reddet Korfus befolkning mod pest og hungersnød - og sågar mod tyrkerne. Udover mange vidunderlige ikoner indeholder kirken mange votiv gaver i guld og sølv. Gaver, som fx er skænket i taknemlighed over at være kommet sig efter en alvorlig sygdom.


Domkirken: Hvis du kan overkomme flere kirker, er også den majestætiske domkirke et besøg værd. Den indeholder resterne af en anden helgen, Sct Theodora Augusta og den har også en smuk samling ikoner.

Men lad os nu forlade Korfu by og tage en tur rundt på øen.