London Bridge is falling down.
London Bridge
Dette er ikke London Bridge - men Tower Bridge London Bridge forbinder City of London og Southwark hen over Themsen, og den er formentlig verdens mest berømte bro. Indtil Westminster Bridge åbnede i 1750, var London Bridge den eneste bro over Themsen. På den sydlige side ligger Southwark Cathedral (som er et besøg værd) og London Bridge station. På den nordlige side ligger "the Monument" og Monument station. Jeg kan næsten høre dig tænke: "Hvorfor viser han nu et billede af Tower Bridge, når det er London Bridge, han vil fortælle om?" Det skyldes, at Tower Bridge ofte fejlagtigt tages for London Bridge, så bare for at være helt sikker.

Der menes at have eksisteret en bro på stedet de seneste 2000 år - formentlig fra omkring år 43, hvor størsteparten af England var besat af romerne. Denne træbro lå omkring 50 meter øst for den nuværende bro, og i 1981 blev levninger af denne bro udgravet på nordbredden. Her mødtes to vigtige handelsveje, og der er solide grusbanker på begge bredder her. Der er beretninger fra 963-975, som beretter om en bro over floden. Fra 994-1010 under kong Ethelreds styre blev der bygget en træbro på samme sted som den gamle, og man begyndte at opkræve told af fartøjer, som passerede under broen.

Guided Walk around London Bridge
Birgit og jeg var egentlig på vej for at se Tower Bridge. Undervejs gjorde vi ophold ved undergrundsstationen Tower Hill Tube ved Trinity Square, hvor vi købte et par sandwiches til frokost. Vi satte os på en bænk ved det store solur, hvorfra der er en dejlig udsigt over Themsen. Her fik vi øje på en nydelig herre, som stod med et skilt i hånden; han mindede mest om en person, som sælger "Vagttårnet" - så ved du, hvad jeg mener. Da der var gået nogle minutter, blev han kontaktet af et amerikansk ægtepar, og det viste sig, at han organiserede spadsereture. Dagens tur ville omhandle Old London Bridge, og vi spurgte, om vi kunne komme med på dagens tur. Det skal bemærkes, at vi med stort udbytte har deltaget i tilsvarende spadsereture i mange byer i Europa, senest i Madrid. Det var ikke noget problem, da der kun dukkede yderligere to personer op. Guiden, som hed Steven Thomas, fortalte, at turen ville vare to timer, og at vi ville slutte tæt ved en undergrundsstation på den anden side af Themsen. Undervejs ville der være mulighed for at indtage en kop kaffe eller anden form for stimulans. Turen var gratis, men man var velkommen til at give en donation, som ville gå til enten Oxfam eller "Cancer Research UK". Vi fik en brochure, hvoraf fremgik, at Steves "firma" arrangerede følgende spadsereture:

  • Old London Bridge Walk, Tuesdays at 13:30, Meet at the giant sundial above Tower Hill Tube station. Duration: 2 hours.
  • London's Royal Parks, Wednesdays at 13:30, St James's Park Tube station (exit for Queen Anne's Gate), Duration: 2-3 hours with refreshment breaks.
  • Londinium (romernes London), Thursdays at 13:30, Meet at the giant sundial above Tower Hill Tube station. Duration: 2 hours 45 mins.
Man kan sende en mail til Steve på steve@greencitywalks.com eller kigge på hjemmeside her. Det er ikke ndøvendigt at melde sig til, man møder bare op. Vi var med på fire forskellige spadsereture under vores besøg i London.

Steve, som har studeret Londons historie gennem de seneste 28 år, indledte turen med at fortælle lidt om "Romernes London", og han viste os resterne af den romerske bymur, som er bygget fra 190-220. Muren var dengang omkring 3 km lang, målte godt 2½ meter ved foden og havde en højde på 6 meter.

Henrettelsespladsen på Tower Hill
Henrettelsespladsen på Tower Hill Herefter førte Steve os over i Trinity Square Garden, som ligger tæt på Tower. Han fortalte kort om mindesmærkerne i parken for de faldne sømænd i handelsflåden (dem kommer jeg tilbage til), men viste os også det sted, hvor offentlige henrettelser fandt sted fra 1485. Her stod et permanent skafot på ca 1½ meters højde, lavet af planker, og med et lille rækværk omkring, så ingen skulle komme til skade. På henrettelsesdagen blev skafottet beklædt med sort klæde, og der blev strøet halm til at opsuge blodet. Fangen klatrede op ad en lille stige, og hvis han havde noget på hjertet fik han lov til at holde en lille tale for det talrige publikum. Det var datidens "reality show". Herefter knælede han (hun) ned og afventede øksens hug. Efter at hovedet var hugget af, holdt bøddelen det op mod folkemængden og råbte: "Se, hovedet af en forrædder". Nogle få udvalgte fik en "privat henrettelse" på en græsplæne indenfor Tower. Det gjaldt fx Henrik VIII's dronning, Anne Boleyn, hvis forbrydelse var, at hun ikke havde kunne levere den eftertragtede mandlige arving til tronen. Hun blev (vistnok helt ubegrundet) beskyldt for utroskab og henrettet i 1536. Kongen havde tilsyneladende lidt ond af dronningen, hvorfor han bestilte en erfaren bøddel fra Calais, og han huggede kyndigt dronningens hoved af med ét hug. Også hans fjerde hustru, den 19-årige Katherine Howard, blev beskyldt for utroskab (og vistnok med rette). Hun blev henrettet med øksen i 1542. Det fortælles, at på vej til Tower kunne Katherine se hovederne af sine elskere anbragt på spid på Tower Bridge - mere om denne spændende tradition om lidt.

Der er opsat en tavle, indeholdende navne på nogle af de mest prominente ofre:

  • Simon, Archbishop of Canterbury (1381)
  • Sir Robert Hales (1381)
  • Simon de Burley (1388)
  • 3rd Earl of Arundel (1397)
  • Vicar of Deptford (1440)
  • Earl of Oxford (1462)
  • Earl of Worcester (1470)
  • Sir William Stanley (1495)
  • Baron Audley (1497)
  • Earl of Warwick (1499)
  • Duke of Buckingham (1521)
  • Bishop of Rochester (1535)
  • Sir Thomas More (1535)
  • Lord Darcy (1537)


  • London Bridge is broken down
    Steve fortalte, at Danmark og Norge har spillet en væsentlig rolle i forhold til den gamle bro. I første halvdel af 900-tallet hærgede de danske vikinger England, hvor de oprettede det såkaldte "Danelagen". I 991 ankom Olaf Trygvassen til England med en flåde på næsten 100 skibe og gjorde krav på området. Det lykkedes den engelske konge Ethelred at komme til forståelse med Olaf, som vendte tilbage til Norge med en god portion guld og sølv for sin ulejlighed. I 1002 beordrede Ethelred en masakre på de danskere, som boede i England, hvilket medførte, at Svend Tveskæg i 1013 tvang Ethelred til at flygte til Normandiet. Svend Tveskæg døde få uger senere, hvorefter hans søn Knud den Store blev udråbt til konge af England. Ethelred vendte tilbage til England i 1014 for at tilbageerobre sit kongerige, og til dette forehavende fik han hjælp fra den norske konge Olaf Trygvasson. For at adskille de danske styrker brændte Ethelred den gamle London Bridge. (Han døde i 1016 og blev begravet i St. Pauls Cathedral. Knud vendte tilbage, efter at Olaf Trygvasson var taget til Norge, og delte kongemagten i England med Etelreds søn, Edmund Ironside - men det er en helt anden historie).

    I Snorre Sturlasons "Olafs Saga" berettes om slaget ved London, og skjalden Ottar Svarte skrev følgende lejlighedsdigt:

    London Bridge is broken down
    Gold is won and bright renown.
    Shields resounding,
    Warhorns sounding,
    Hildur [valkyrie] shouting in the din!
    Arrows singing,
    Mailcoats ringing -
    Odin makes our Olaf win!

    King Ethelred has found a friend
    Brave Olaf will his throne defend -
    In bloody fight
    Maintain his right
    Win back his land
    With blood-red hand,
    And Edmund his son upon his throne replace -
    Edmund, the star of every royal race.

    Broen over Themsen blev hurtigt genopbygget, og det var ikke sidste gang, at træbroen blev ødelagt: i 1097 af en voldsom storm og i 1135 ved brand, hvorefter det besluttedes at opføre en bro af sten.

    London Bridge - nu i sten
    I 1209 - efter 33 års arbejde - var den skrøbelige træbro endelig erstattet af en solid stenbro. Broen var så bred, at to vogne kunne passere ved hinanden. Broen var udstyret med tårne og et brystværn, og den var understøttet af pæle, som var drevet ned i bunden af floden. Kong Henry II (1154-1189) finansierede broen ved at lægge en skat på uld - et tidligt eksempel på brugerbetaling. Kong John tillod, at der blev bygget butikker langs begge sider af broen, og de handlende indrettede beboelser i overetagen. Der blev også opført et kapel til ære for St. Thomas; måske ikke den Thomas, som du tror, men ærkebiskoppen Thomas Becket, som var blevet snigmyrdet i 1170 efter en strid med Henry II, og som netop var blevet kanoniseret. Udover at ære landets fremmeste helgen var der måske også et økonomisk motiv med at bygge kapellet, idet de mange pilgrimme, som kom rejsende fra nord for at besøge Canterbury, var nødt til at krydse broen; det var uomgængeligt, at de ville aflægge besøg i kapellet og formentlig efterlade en skilling i kapellet.

    I tidens løb har broen været udsat for mange farer. I 1212 udbrød der brand i den sydlige ende af broen, og de nysgerrige londonere myldrede ud på broen for at iagttage begivenheden - ja, mennesket har ikke ændret sig meget de sidste 1000 år. En voldsom nordenvind sendte gnister hen over hovederne på tilskuerne og antændte broens nordlige ende, og flere tusinde mennesker fandt sig nu omgivet af flammer. Under den resulterende panik sprang flere hundrededer personer i vandet, hvor de druknede. Andre hundreder forsøgte at undslippe på små både, men mange af disse sank under den store last. De resterende på broen omkom i flammer og røg. Omkring 3.000 personer skal være omkommet ved den lejlighed. Bygningerne på broen blev dog hurtigt genopført.

    En mindre farlig begivenhed udspillede sig på broen i 1390, hvor den skotske ridder Sir David Lindsay blev udfordret til duel af den engelske ambassadør i Skotland, Lord Wells. Sir David sårede Lord Wells, men udviste riddersind ved at besøge Wells på hospitalet hver dag, indtil dennes sår var helet. Sir David blev senere udnævnt til skotsk ambassadør i England.

    London Bridge is falling down
    I 1265 fik dronning Eleanor, Henry III's hustru, ansvaret for London Bridge, og de deraf følgende indtægter. Imidlertid forfaldt broen over de følgende år, hvorfor folkeviddet lavede følgende vers om dronningen og broen:

    London Bridge is falling down,
    Falling down, Falling down.
    London Bridge is falling down,
    My fair lady.

    Take a key and lock her up,
    Lock her up, Lock her up.
    Take a key and lock her up,
    My fair lady.

    How will we build it up?
    Build it up, Build it up?
    How will we build it up?
    My fair lady?

    Build it up with silver and gold,
    Silver and gold, Silver and gold,
    Build it up with silver and gold,
    My fair lady.

    Gold and silver I have none,
    I have none, I have none,
    Gold and silver I have none,
    My fair lady.

    Build it up with wood and clay,
    Wood and clay, Wood and clay,
    Build it up with wood and clay,
    My fair lady.

    Wood and clay will wash away,
    Wash away, Wash away,
    Wood and clay will wash away,
    My fair lady.

    Build it up with stone so strong,
    Stone so strong, Stone so strong,
    Build it up with stone so strong,
    My fair lady.

    Stone so strong will last so long,
    Last so long, Last so long,
    Stone so strong will last so long,
    My fair lady.

    Mindesmærke om traditionen med at plante hovederne af forræddere på spyd på London Bridge. I 1281 tillod Edward I efter at være blevet orienteret om broens sørgelige tilstand, at den ansvarlige for broen måtte opkræve et beløb for passage af broen, beløb som skulle gå til broens vedligeholdelse. Broen, som var knap 300 meter lang, havde 20 brofag (buer), en vindebro i midten samt en "gate" i hver ende. Vindebroen skulle sikre indbyggerne syd for broen mod invasion fra London. Broen var ca. 22 meter bred, men på grund af bebyggelsen langs broen var vejen mellem husene kun syv meter bred.

    Steve fortalte, at gennem mere end 350 år blev hoveder af forræddere plantet på spid på den sydlige gate, Stone Gateway, til skræk og advarsel, hvilket snart blev en yndet attraktion for byens beboere og besøgende. En tysk rejsende berettede i 1598 at have talt mere end 30 hoveder på broen. For at hovederne kunne holde sig længere, blev de dyppet i tjære. Det første hoved, som med sikkerhed blev udstillet på broen, var hovedet af William Wallace; det dukkede op i 1305, efter at han havde ledet et skotsk oprør mod det engelske styre. William Wallace inspirerede til et digt, som siden dannede grundlag for filmen "Braveheart" med Mel Gibsom som William Wallace. Andre berømte hoveder gennem tiden, som blev udsat for denne ubehagelige behandling, er Roger Bolingbroke, som faldt i unåde ved biskoppen af Westminster og i 1441 blev henrettet for trolddom, Jack Cade, som stod i spidsen for et bondeoprør i 1450, juristen, forfatteren og statsmanden Thomas More, som nægtede at anerkende Henry VIII som overhoved for den engelske kirke og derfor blev henrettet for højforrædderi i 1535. Legenden vil vide, at Mores hoved forblev uændret gennem flere måneder, inden det blev udleveret til familien. (More blev i øvrigt kanoniseret 400 år efter sin død). Endelig skal vi ikke glemme Guy Fawkes, hvis "Gunpowder Plot" den 5. november 1605 stadig mindes i England. Denne i vores øjne mindre tiltalende praksis ophørte omkring 1660, for at blive genoptaget på Tower. Steve viste os de mindestavler, som var rejst for de mest prominente af de afdøde.

    Steve viste os også et monument over traditionen med at udstille forræddernes afhuggede hoved på spyd og fortalte, at monumentet i folkemunde blev kaldt "Faldskærmsudspringernes mareridt.

    Under en stor ildebrand i 1633 brændte bygningerne på den nordlige tredjedel af broen. Som Steve fortalte, var det "held i uheld", idet dette bare stykke af broen forhindrede den store brand i london i 1666 i at brede sig over broen til sydsiden af Themsen.

    London Bridge 1710 - Copyright Motco 2000.

    London Bridge 1710 - Copyright Motco 2000.

    I 1756 var problemerne med at passere både ovenpå broen og under broen - husk det var den eneste bro over Themsen - blevet så uoverskuelige, at byrådet besluttede at udvide broen, så kørebanen blev godt syv meter bred. Desuden skulle der i hver side anlægges et fortorv til gående, hvert på godt to meters bredde. Når man nu var i gang, skulle broen også sikres med balustrader af sten, og den skulle være oplyst af lamper fra solnedgang til solopgang: i samme tidsrum skulle vagter påtruljere på broen. Passagen under broen blev udvidet ved at man fjernede det midterste brofag. Byrådet bevilligede 15.000 £ til formålet. Der blev indført betaling for at benytte broovergangen. For hver vogn, som blev trukket af seks eller flere heste, skulle erlægges 2 shillings. Vogne med fire heste skulle betale 1½ shilling, mens fodgængere om søndagen skulle bøde med 1 penny, til hverdag dog kun ½ penny. Fra 1758-1762 blev alle bygningerne på broen nedrevet. I stedet blev der bygget små skure - såkaldte alkover - hvori vejfarende kunne overnatte. I 1772 påbød borgmesteren, at alle vogne fra Soutwark og ind mod City skulle køre i den vestlige, dvs. den venstre side af vejen, og vogne fra City skulle fornuftigvis køre i den østlige side. Det er muligvis oprindelsen til englændernes venstrekørsel.

    John Rennies London Bridge fra 1831
    I 1799 blev der udskrevet en arkitektkonkurrence om at bygge en bro til erstatning for den mere end 600 år gamle London Bridge. Denne var i stærk forfald: en af buerne var blevet erstattet af en midlertidig trækonstruktion, og fundamentet som helhed var ved at skride. Meget af træværket havde stået omkring 600 år. Broen kunne heller ikke længere bære den stærke og stærkt voksende trafik over Themsen. Ingeniør Thomas Telford foreslog at lade bygge en jernbro med én enkelt bue på omkring 180 meter. Det var imidlertid arkitekt John Rennie, som vandt konkurrencen, formentlig fordi man fandt Telfords design for nyt og uprøvet. Rennies bro, som var i granit, var 280 meter lang og 17 meter bred og havde af tre brofag. Broen blev bygget godt 30 meter vestfor fra den gamle bro, som først blev nedrevet, efter at den nye bro var taget i anvendelse. Grundstenen blev lagt i 1825. John Rennie døde i 1821 og blev begravet i St. Paul's Cathedral, men broen blev opført af hans søn, som bar samme navn som faderen, fra 1824-1831; byggeprisen var £2.000.000 - det var formentlig mange penge den gang. John Rennie senior stod også for bygning af Waterloo Bridge (1817) og Southwark Bridge (1819) - begge disse broer er dog siden blevet udskiftet.

    John Rennies London Bridge blev officielt åbnet den 1. august 1831 af kong William IV og hans dronning Adelaide, som deltog i en banket i en pavillon, der var rejst midt på broen. Det første skib, som passerede under den nye bro, var HMS Beagle; du husker måske, at det var på dette skib, at den unge naturvidenskabsmand Charles Darwin sejlede ud på sine tre ekspeditioner, som skulle få så stor indflydelse på meneskehedens udviklingshistorie. Broen blev fra 1902–1904 udvidet fra 16 meter til 20 meters bredde, hvilket fundamentet ikke kunne holde til. Man målte, at broen sank 3 mm om året, og selv om det måske ikke lyder af så meget, var østsiden af broen i 1924 næsten 10 cm lavere end vestsiden, og det stod klart, at broen snart måtte udskiftes med en mere moderne udgave. Endnu en gang måtte man konstatere: "London Bridge is falling down"

    Dickens og London Bridge
    Steve fortalte, at Dickens (1812-1870) var begejstret for London Bridge, som omtales mange steder i hans forfatterskab. Steve gav to eksempler: I "David Copperfield", som er en dårligt maskeret selvbiografi over Dickens, fortæller David, at han elskede at sidde i et af de små skure på London Bridge og se solen stå op over London. Steve tog os hen til "Guy's Hospital", i hvis gård/have står en af alkoverne fra London Bridge. Måske har Dickens siddet i denne alkove og nydt den gryende dag? "Guy's Hospital", som ligger ved siden af "St Thomas' Hospital" blev grundlagt omkring 1720. Thomas Guy, som var bogtrykker og redaktør, havde tjent en formue på aktiemarkedet og anvendte en stor del af sin formue på at opføre dette hospital. Hospitalet skulle modtage uhelbredelige patienter samt alvorligt sindssyge patienter fra "St Thomas's Hospital". Desværre døde sir Guy, før hospitalet modtog de første patienter i 1726. Begge de nævnte hospitaler er bestemt et besøg værd.

    Skur/alkove fra London Bridge. Trapper ved London Bridge, hvor Oliver Twists Nancy mødes med Mr. Brownlow. Nancys steps.

    Herefter førte Steve os hen til en trappe ved London Bridge, som spillede en rolle i "Oliver Twist". Du husker måske, at den godhjertede Nancy ville prøve at redde Oliver fra den uhyggelige Fagin og hans selskab af tyve og mordere. Nancy mødes med den godhjertede Mr. Brownlow og Rose Maylie på trappen til London Bridge, men mødet bliver desværre overvåget af drengen Noah, som sladrer til Fagin. Det ender med, at Nancy bliver dræbt af Sikes, hendes egen kæreste, i hans hus i Bethnal Green - og ikke på trappen, som det påstås i musicalversionen af Oliver Twist.

    Den nye London Bridge fra 1973
    Som nævnt stod Rennies London Bridge for fald. Den nuværende bro, som er placeret på samme sted som Rennies bro fra 1831, blev bygget fra 1967-1972 og åbnet af dronning Elizabeth II den 17. marts 1973. Broen, som er godt 280 meter lang, er bygget af beton.

    London Bridge fra 1972.

    Som det fremgår af billedet ovenfor, er der ikke gjort meget for at udsmykke broen, som kostede £4 million at opføre. Iflg. Steve er broen alene en brugsgenstand - og ikke noget kunstværk.

    John Rennies London Bridge kommer til Arizona
    Men hvad skete der med Rennies bro fra 1831. I 1968 blev den solgt til den amerikanske forretningsmand Robert P. McCulloch fra McCulloch Oil for $2.460.000. Londonerne ynder at fortælle, at McCulloch troede, at han havde købt den umiddelbart mere imponerende Tower Bridge. McCulloch har afkræftet denne påstand flere gange, men historien lever stadig i bedste velgående. Da broen blev demonteret, blev hver enkelt stykke nummereret, og alle disse stykker blev sejlet til USA. Her blev broen genopbygget inde midt i en ørken i Arizona. Med et lettere omskrevet citat af Asterix kunne man sige: "De er nu tossede, de amerikanere", men måske ikke helt. Efter opførelsen af broen blev der udgravet en kanal under den med forbindelse til Lake Havasu, sok løber ud i Thomson Bay. Her er opført en park i engelsk stil med bl.a. en kopi af Big Ben.

    London Bridge - i Arizona.

    Rennies London Bridge skulle være Arizonas næststørste turistattraktion efter Grand Canyon, så måske har McCulloch lavet en god handel?

    Den store Brand i London - og Samuel Pepys
    Skilt, som markerer hvor den store brand i London i 1666 startede Om aftenen den 2. september 1666 udbrød en mindre brand i et bageri i Pudding Lane i London; det var vistnok en pige, som havde været skødesløs et øjeblik. Under alle omstændigheder fik branden katastrofale følger, da den hurtigt bredte sig til hele bygningen. Herfra sprang ilden, næret af en frisk østenvind lynhurtigt til de nærliggende ejendomme. Fire dage gik der, inden branden vinden lagde sig, og branden blev slukket, og man kunne gøre skaderne op. 80% af byen, dvs. mere end 13.000 huse, 89 kirker samt et stort antal fabrikker var ødelagt. Byens religiøse center, St. Paul's Cathedral lå i ruiner.

    Steve fortæller om Samuel Pepys i Pepys Garden Steve fortalte, at vi har en øjenvidneberetning til branden, nemlig Samuel Pepysdagbøger, som omfatter 10-året 1660-1669. Han iagttog brandens udvikling hen over Themsen og fortæller i sin dagbog: ""De ondsindede flammer var mere end en mile i udbredelse... Jeg græd ved synet... Kirkerne, husene, alt var i brand... Over Themsen med ansigtet op mod vinden blev man næsten forbrændt af gnister, som faldt". Som det fornuftige menneske, Pepys var, begravede han sin vin og sin parmesan ost for at redde dem fra flammerne.

    Samuel Pepys (1633-1703) blev Bachelor of Arts fra Magdalene College Cambridge University, inden han begyndte en storslået karriere i den engelske flåde, hvor han opnår at blive leder af admiraliteten under kong James II. En af hans mange fortjenester i jobbet var indførelse af "en rød tråd" i den engelske marines tovværk for at imødegå tyveri. Heraf talemåden "der går en rød tråd igennem..." Herudover var han medlem af parlamentet, men i dag er han bedst kendt for sine detaljerede dagbøger, som også er udkommet på dansk. Udover den store brand i London (1666) beskriver han pesten i London (1665) og Den anden engelsk-hollandske Krig (1664-1667). I 1660 blev han assistent ved Admiraliteten. Blandt hans venner kan nævnes personligheder som Isaac Newton og Christopher Wren. I 1673 blev han valgt til parlamentet for Castle Rising, Norfolk, og i 1679 for Harwich. I 1679 blev han angrebet af politiske fjender og måtte tilbringe nogle måneder i Tower, inden anklagen blev droppet i juni 1680. I 1684 blev han udnævnt til sekretær, dvs. leder for Admiraliteten, en post han bevarede indtil han trak sig tilbage i 1690. Han levede i tilbagetrukkethed indtil sin død i 1703.

    Pepys begyndte af føre privat dagbog den 1. januar 1660, og holdt først op i 1669, hvor hans syn ikke længere tillod ham at fortsætte. Efter hans død blev hans dagbøger fundet i hans meget omfangsrige bibliotek. Man mente, at dagbøgerne var skrevet i kode, og John Smith arbejdede fra 1819-1822 med at bryde koden. Det viste sig, at Pepys blot havde anvendt et stenografisystem, som i øvrigt var beskrevet i hans eget bibliotek. Dagbøgerne blev udgivet i ni bind i årene 1970–1983.

    Genopbygning efter Den store Brand - og Christopher Wren
    Christopher Wren To gamle ordsprog falder mig ind, når jeg tænker på situationen efter den store brand i London i 1666, nemlig: "Der er ikke noget så galt, at det ikke er galt for noget" og "Den enes nød er den andens brød". Kort tid efter branden opsøgte arkitekten Christopher Wren kong Charles II og forelagde ham et samlet plan for genopbygning af byen. Udover retablering af de mange ødelagte bygninger indebar planen anlægning af store boulevarder gennem det mylder af gamle gader og stræder, som udgjorde det gamle London. Kongen syntes vistnok godt om planen, men fandt den for ambitiøs, og befalede, at man skulle prioritere genopbygning af de ødelagte bygninger øverst. Han udpegede Wren til at stå for genopbygning af byernes kirker, herunder St. Paul's, en opgave, som optog den strålende arkitekt de næste 50 år. Ingen arkitekt har efterladt sig så markante fingeraftryk i en europæisk storby som Christopher Wren, og du vil møde ham adskillige gange, hvis du følger med på vores tur rundt i London, se blot denne imponerende liste over kirker, som han har (gen)opført:

    • St Andrew-by-the-Wardrobe, London
    • St Andrew, Holborn, London
    • St Anne and St Agnes, Gresham Street, London
    • St Benet Fink, Threadneedle Street, London
    • St Benet Paul's Wharf, Queen Victoria Street, London
    • Fleet Street, London
    • St Clement Danes, Strand, Westminster
    • St Clement Eastcheap, London
    • Dunstan in the East, London
    • St Edmund the King, Lombard Street, London
    • St James Garlickhythe, Garlick Hill, London
    • St James's Piccadilly, Westminster
    • St Lawrence Jewry, London
    • St Magnus Martyr, Lower Thames Street, London
    • St Margaret Pattens, London
    • St Margaret, Lothbury, London
    • St Martin Ludgate, London
    • St Mary Abchurch, London
    • St Mary Aldermary, Bow Lane, London
    • St Mary-at-Hill, Thames Street, London
    • St Mary-le-Bow, Cheapside, London
    • St Michael, Cornhill, London
    • St Michael, Paternoster Royal, College Hill, London
    • St Nicholas, Cole Abbey, London
    • St Paul's Cathedral
    • St Peter upon Cornhill, Cornhill, London
    • St Stephen Walbrook, London
    • St Vedast alias Foster, Foster Lane, London
    Nedrevne:
    • All Hallows the Great, Lombard Street, London
    • All Hallows, Bread Street, London
    • All Hallows, Lombard Street, London
    • Christ Church Newgate, Newgate Street, London
    • St Alban, Wood Street, London
    • St Anne's Church, Soho
    • St Antholin, Watling Street, London
    • St Augustine with St Faith, Watling Street, London
    • St Bartholomew-by-the-Exchange, Exchange, London
    • St Benet, Gracechurch Street, London
    • St Christopher-le-Stocks, Threadneedle Street, London
    • St Dionis Backchurch, Fenchurch Street, London
    • St George, Botolph Lane, London
    • St Mary Aldermanbury, London
    • St Mary Magdalene, Old Fish Street, London
    • St Mary Somerset, Thames Street, London
    • St Matthew, Friday Street, London
    • St Michael Queenhithe, Upper Thames Street, London
    • St Michael, Crooked Lane, London
    • St Michael, Wood Street, London
    • St Mildred, Bread Street, London
    • St Mildred, Poultry, London
    • St Olave Old Jewry, London
    • St Stephen Coleman, Coleman Street, London
    • St Swithin London Stone, Cannon Street, London
    Når Wren genopbyggede en kirke, måtte den nødvendigvis have samme størrelse som den ødelagte, men almindeligvis gjorde han den noget højere. Alle hans klokketårne var forskellige, og han tilføjede flere klassiske træk, end der var i de gamle kirker. Ofte hævede han loftet for at få større vinduer og dermed mere lys ind i kirkerummet. Oftest lavede han ét stort kirkerum i stedet for tidligere mange små sidekapeller.

    The Monument
    The Monument over Den Store Brand i London i 1666 I 1669 blev det besluttet, at der skulle opføres et monument over Den store Brand; der skulle rejses en søjle på Fish Street Hill i nærheden af det sted, hvor branden var begyndt, dvs. ved Thomas Farynors bageri i Pudding Lane. Wren blev bedt om at komme med et forslag til byrådet. Den 61 meter høje, slanke søjle stod færdig i 1679, hvor Fish Street Hill skæres af Monument Street. Steve fortalte, at hvis man lagde søjlen ned, ville den ramme det sted, hvor branden brød løs. Wren havde mange idéer til hvilken figur, der skulle pryde toppen af søjlen. En overgang overvejede han at anbringe Fugl Føniks på toppen med udbredte vinger, rejsende sig af asken. Et andet forslag var at anbringe en statue af Charles II; det menes, at kongen frabad sig dette, da han var bange for at blive associeret med brand, død og ulykke. Efter forslag af Robert Hooke blev det besluttet at anbringe en forgyldt, brændende urne øverst på søjlen. Efter sigende skal det være muligt at klatre op i tårnet ad en trappe med 311 trin.

    De tre sider af monumentets base er dækket med latinske inskriptioner. På sydsiden beskrives hvilke handlinger, Charles II forlangte udført efter branden. På østsiden beskrives hvorledes monumentet blev opført. På nordsiden beskrives, hvor branden brød ud, hvilke ødelæggelser, den forårsagede, samt hvorledes den blev slukket. Vestsiden viser, hvorledes kong Charles II og hans broder James (den senere later James II) omgivet af symboler på Friheden, Arkitekturen og Videnskaben giver ordrer på directions for its restoration.

    St. Magnus-the-Martyr
    St. Magnus-the-Martyr i London. Fra Monumentet spadserede vi ganske kort ned ad Lower Thames Street til St. Magnus-the-Martyr, som er dedikeret til St. Magnus, jarl af Orkney (1075–1117). Navnet er egentlig lidt misvisende, da St. Magnus ikke døde på grund af sin tro, men som følge af politiske uoverensstemmelser med sin fætter. Efter Magnus' død begyndte der at ske mirakler ved hans grav, hvorfor han blev kanoniseret. Den første kirke på stedet blev bygget i 1100-tallet.

    St. Magnus var en af de første kirker, som blev ødelagt under branden, da den stod mindre end 300 meter fra Pudding Lane, hvor ilden brød løs. Pepys skriver i sin dagbog: "It began this morning in Pudding Lane, and that it hath burned down St Magnes Church and most part of Fish Street already", den 2. september 1666. Kirken blev - som mere end 60 andre kirker - genopbygget af Christopher Wren, som føjede et højt spir til kirken - en kopi af St. Charles Borromée i Antwerpen. St. Magnus kaldes på samme tid den laveste og den højeste kirke i London. Den laveste, fordi den næsten ligger nede ved flodbredden; den højeste på grund af sit himmelstræbende spir, som får kirken til at minde om en romersk-katolsk kirke. Til højre for spiret på ovenstående foto kan du se Monumentet for den store brand.

    I 1760 udbrød endnu en brand, og den ødelagde den vestlige ende af kirken samt adskillige bygninger på den gamle London Bridge, som jo lå lige i nærheden. I stedet for at reparere husene på broen, lod man dem rive ned for at give bedre plads til trafikken, og man tilføjede et fortorv på den østlige side af broen. Man lavede en åbning i kirketårnet, så adgangsvejen til broen gik gennem tårnet, og kirkeklokken hang lige over vejen til London Bridge. Denne åbning udgør i dag pladsen foran kirken.

    Steve viser et stykke tømmer, dateret til år 75; det stammer formentlig fra den første romerske bro over Themsen. Steve viser en blok fra Rennies London Bridge.

    På St. Magnus the Martyrs kirkegård i nærheden af indgangen til kirken er udstillet et stykke tømmer, som er dateret til år 75. Det menes at være en del af den første romerske bro over Themsen. Et andet sted på kirkegården findes et stort granitstykke fra Rennie London Bridge; dette stykke har på en eller anden måde undsluppet sin skæbne og er ikke havnet i Arizona.

    Model af London Bridge i St Magnus the Martyr i London. Model af London Bridge i St Magnus the Martyr i London.

    Kirkens indre overlevede blitzen under 2. verdenskrig. I den nordlige ende af kirken står et skrin, som indeholder et fragment af "Jesu sande kors". I den sydlige ende af kirken står en statue af St. Magnus, som beskyttende holder en model af kirken i sine hænder.

    Ved indgangen til kirken befinder sig en fantastisk model af Rennies London Bridge. Iflg. Steve er denne model både større og smukkere end den, man kan se på London Bymuseum. Ikke alene er broen udstyret med masser af bygninger på begge sider, så det for de vejfarende næsten har måttet opleves som at gå i en tunnel, men broen er også befolket med hundredvis af små figurer i middelalderdragter, handlende, fiskere, håndværkere, husmødre m.f. Med én undtagelse: det er en nutidig politimand, som står midt i det hele og dirigerer trafikken. Det menes at være den person, som har lavet modellen, idet han tidligere var ansat ved politiet.

    Og hermed sluttede en spændende tur på to timer, hvor vi både havde set og hørt om en af verdens mest spændende broer. Vi gav tilsammen Steve £10, som han forsikrede ville blive videregivet til en godgørende organisation. Vi kan ikke kraftigt nok anbefale denne måde at lære en fremmed by at kende på.

    Hvis du har lyst, kan du nedenfor vælge at studere en anden af de London-sider, jeg har begået. Ellers tak for besøget.

     

    Tilbage til Rejseholdets hjemmeside Til toppen af denne side Regent Park og Den danske Kirke Tower Hill
    Vælg næste side: