"This melancholy London -
I sometimes imagine that the souls of the lost
are compelled to walk through its streets perpetually.
One feels them passing like a whiff of air."
William Butler Yeats
Møde med en veteran
På vej til Tower - nej det er ikke en variation af den antikke indledning: "På vej til Forum - fik vi øje på en lille ældre herre i flådeuniform med brystet fyldt af medaljer, ikke kun den ene side af brystet, men begge sider. Jeg spurgte ham om anledningen til, at han var i uniform, og så snakkede han løs den næste halve time. Han fortalte, at det var den årlige dag, hvor man mindede de faldne i handelsflåden under 1. og 2. verdenskrig samt i Koreakrigen og Falklandskrigen. Dette blev fejret på den 3. september, hvis det var en søndag, ellers på den nærmeste forudgående søndag, og i dag var netop søndag 2. september 2007. I år var det 25-året for Falklandskrigen, hvorfor der netop var etableret et mindesmærke for de faldne. Han fortalte, at ceremonien ville begynde kl. 12:30, hvor et kontingent af veteraner ville marchere ind på Tower Hill Memorial med et militærorkester i spidsen samt med et større opbud af faner. Der ville blive afholdt en gudstjeneste, og der ville være mange fornemme civile og militære talere. Bagefter ville der være en sammenkomst for deltagerne. Han glædede sig til at møde nogle af de gamle gutter, men de fleste var desværre døde. Men det var ham en stor glæde, at han - "en lille sergent" - fik lejlighed til at hilse på admiraler, ministre og folketingsmænd. Han viste stolt Birgit og mig nogle gamle billeder og fortalte, at han havde medbragt et kamera. Han håbede, at det ville gå ham bedre end sidste år, hvor han havde glemt at åbne for et dæksel til lukkeren. For at prøve apparatet tog han et billede af Birgit.
Jeg spurgte om hans alder, og han grinede lidt og sagde, at det afhang af, om det var hans "militære alder" eller hans "civile alder". Da han havde meldt sig som frivillig til flåden i 1941, var han kun 16 år, men da man skulle være mindst 18 år, havde han løjet sig to år ældre. Han fortalte, at den pågældende officer havde været klar over dette lille bedrag, men bare havde set gennem fingre med det. Han tilbragte de næste 3½ år i Indien og Malaya, inden han kom hjem til London. Herfra blev han sendt til Tyskland, hvor han var med til afslutningen på krigen.
Han var forblevet i flåden som sergent og arbejdede med fysisk uddannelse af nye soldater. Da Koreakrigen brød ud i 1950, spurgte hans hustru ham, om han risikerede at blive sendt i krig endnu en gang. Det regnede han ikke med, men ikke desto mindre befandt han sig snart i Korea, hvor han var indtil 1953. Da han kom tilbage, fik han at vide, at han ikke kunne få sit gamle job igen, da han jo næppe havde passet sin fysiske træning i den mellemliggende tid. Han spurgte da officeren om, hvad han troede, han have lavet, mens "han rendte rundt i junglen efter kineserne", og det endte med, at han fik sit job igen. Han fortalte, at der var offentlig adgang til ceremonien, og vi lovede at komme tilbage. Inden vi tog lidt frokost, gik vi rundt i mindeparken.
Tower Hill krigsmindesmærkerne
Tower Hill Memorial, som ligger på sydsiden af Trinity Square Gardens lige nord for Tower, er et mindesmærke for alle faldne fra handelsflåden og fiskeriflåden, som faldt i begge verdenskrige. Mindesmærket for 1. verdenskrig er en hvælvet korridor, hvori er opsat 12 bronzeskilte med omkring 12.000 navne. Mindesmærket blev indviet af dronning Mary den 12. december 1928.
Mindesmærket for 2. verdenskrig er udformet som en halvcirkelformet have, som er nedgravet ca. 2 meter i forhold til det omliggende niveau. På muren i "den sunkne have", som er ca. en meter over terræn, er navnenene på omkring 24.000 engelske søfolk og 50 australske listet på væggen. Navnene på de døde er opført i alfabetisk orden under de respektive skibe. Mellem disse navnetavler er opsat syv stenfigurer, som symboliserer de syv verdenshave. Langs væggen er der bænke, hvor gæster og pårørende kan mindes eller reflektere over de døde. Ved de to mindesmærker står to søjler, hver med en statue foran, den vestlige forestiller en officer, den østlige en sømand. Midt i denne have/græsplæne er et stort bronzekompas. Denne del af mindesmærket blev indviet af Elizabeth II den 5. november 1955. Inskriptionen, som findes mellem de to søjler, lyder: "De 24000 fra handelsflåden og fiskeriflåden, hvis navne er æret på væggene i denne have, gav deres liv for deres land og har ingen anden grav end havet.- "(no grave but the sea)".
Andre 10.000 søfolk fra kolonoerne og Commonwealth, som fandt deres død på havet i britisk tjeneste, mindes på tilsvarende måde i Halifax, Bombay, Chittagong, Hong Kong, Australien, New Zealand og Sydafrika.
Merchant Navy Day 2. september 2007
Vi vendte tilbage til Tower Hill lidt efter kl. 12. Da befandt der sig allerede en hel del gæster i parken. Vi talte kort med en ældre kvinde, som havde mistet sin 22-årige søn i Falklandskrigen. Præcis kl. 12:30 hørte vi et militærorkester nærme sig, og de inviterede gæster tog opstilling overfor indgangen til parken.
Præcis kl. 12:30 hørte vi et militærorkester nærme sig, band of HM Royal Marines. Efter orkestret fulgte en række flagbærere med maritime flag og bannere, og endelig fulgte dagens hovedpersoner, nuværende og tidligere søfolk.
En minister og en admiral gjorde honnør for paraden, efterhånden som den kom ind i Trinity Square Gardens, hvor de tog plads i "den sunkne have". Vi så også "vores ven" i paraden, og han så ud til at befinde sig godt. Da mange af deltagerne var ældre herrer, holdt der en ambulance klar lige udenfor parken, og adskillige hjælpere løb rundt og tilbød flasker med vand - jeg skulle mene, at flasker med rom havde været mere passende. De gamle klarede sig fint, men en flagbærer på omkring 14 år fik det dårligt i solen og måtte hjælpes ud.
Af en eller anden grund kom jeg til at tænke på Eric Bogles (copyright ©)) stærke tekst "And the Band Played Waltzing Mathilda", som handler om en ung australsk soldat, som bliver sendt til Europa og deltager i det forfærdelige slag ved Gallipoli, hvor han mister de fleste af sine kammerater:
And now every April I sit on my porch
And I watch the parade pass before me
And I watch my old comrades, how proudly they march
Reliving old dreams of past glory
And the old men march slowly, all bent, stiff and sore
The forgotten heroes from a forgotten war
And the young people ask, "What are they marching for?"
And I ask myself the same question
And the band plays Waltzing Matilda
And the old men answer to the call
But year after year their numbers get fewer
Some day no one will march there at all.
Herefter var et par talere oppe på talerstolen. Den første, som var minister for sikkerhed, bragte en hilsen fra dronningen. Den næste, som var parlamentsmedlem, hilste fra premierministeren. Endelig var der en gudstjeneste, hvor først en præst fra den engelske kirke holdt en prædiken, hvorefter repræsentanter fra det jødiske og andre trossamfund læste op af hellige skrifter. Undervejs blev der sunget salmer, og endelig var der nedlægning af kranse ved mindesmærket.
Til sidst spillede militærorkestret på plænen, inden det forlod parken sammen med fanebærerne. Det var en både spændende og betagende oplevelse, så hvis du er i London omkring den 3. september, så kunne du jo overveje at kigge indenfor.
Da jeg kom hjem, fandt jeg ud af, hvorfor "Merchant Navy Day" falder på den 3. september. Det skyldes, at den 3. september 1939, kun få timer efter, at der var erklæret krig mod Tyskland, blev det første engelske skib, Athenia, sænket og 112 passagerer og søfolk mistede livet. De næste seks år var der næppe en dag, hvor der ikke var tab af skibe og søfolk på havet.
Hvis du har lyst, kan du nedenfor vælge at studere en anden af de London-sider, jeg har begået. Ellers tak for besøget.
