Den første dag på turen kørte vi til den gamle hansestad, Wismar, som har en af de største havne i Østersøen. Byen, som i dag har godt 52.000 indbyggere, blev grundlagt i 1200-tallet. Hanseforbundet, hvis betydeligste medlem var Lübeck med dens store salt- og sølvhandel, var gennem 400 år en magtfaktor i Europa, datidens EU, og det sikrede byerne og deres borgere rigdom og magt. Hanseforbundet var oprindelig en sammenslutning af købmænd, men siden udviklede det sig til en sammenslutning af byer. 70 byer var aktive medlemmer og omkring 100 passive medlemmer. De mødtes ved de såkaldte Hansedage, hvor de indgik handelsaftaler og traf beslutninger om fælles problemer. Forbundet var opdelt i fire sektioner: den vendiske, den vestphalske, den saksiske og den prøjsiske del. Den vigtigste af disse var den vendiske del med havnebyerne Wismar og Stralsund. Hanseforbundet opnåede efterhånden monopol på handlen på Østersøen, hvilket de nordiske riger ikke kunne leve med, og især de dansk-norske konger førte hyppige krige mod Hanseforbundet, som stort set vandt hver gang. Handelen fra Wismar omfattede klæde fra Flandern, uld fra England, metal fra Westphalien, træ, tjære, honning, pels mv. fra Letland og Rusland, salt fra Lüneburg, vin fra Rhinen, Frankrig, Spanien og Portugal samt fisk fra Norge og Skåne. I forbundets glansperiode blev der i storbyerne opført monumentale gotiske katedraler, de fleste af mursten. Især efter Freden i Stralsund (1370) boomede kirkebyggeriet. Fra omkring 1470 begyndte Hanseforbundets magt at svækkes, da trafikken til søs skiftede fra Østersøen til Nordsøen/Atlanten. I 1669 afholdtes den sidste hansedag og forbundet var reelt opløst. Men der er stadig masser af vidnesbyrd om fordums pomp og pragt i de gamle Hansestæder ved den nordtyske Østersøkyst.
Efter afslutningen af 30-års krigen i 1648 kom Wismar og Stralsund under svensk styre, hvilket varede ved indtil 1803. De svenske monarker var fyrster i området, og fra 1653 var Højesteret for den del af det svenske rige placeret i Wismar. Sverige befæstede havnebyerne Wismar og Stralsund, som kom til at spille en vigtig rolle i det svenske forsvar af dets besiddelser. Efter Sveriges nederlag i Store Nordiske Krig (1700–21) blev Wismar besat af danske, prøjsiske og hanoveranske tropper. Wismar forblev dog under svensk styre efter fredsslutningen, men mistede gradvis sin betydning. I 1803 pantsatte Sverige Wismar m.m. til Mecklenburg for 1.258.000 rigsdaler - og det var sikkert mange penge den gang. Sverige betingede sig, at man indenfor de følgende 100 år kunne indløse pantet; denne ret blev endelig opgivet i 1903. Kort før afslutningen af Anden Verdenskrig blev Wismar flere gange bombet af allierede fly, men størsteparten af det historiske centrum forblev intakt. Det vurderes af 10-15% af Wismar blev ødelagt, heriblandt Marienkirche og Georgekirche. Fra 1945 var Wismar en del af den sovjetiske zone, af hvilken DDR opstod.
Efter at have parkeret bilen i udkanten af Wismar spadserede vi ned til den gamle havn. Udviklingen i Wismar i det 19. og 20. århundrede skete heldigvis udenom den historiske bykerne, og det er også lykkedes at bevare den gamle middelalderhavn stort set intakt. Byen er præget af mange imponerende købmandshuse, hvoraf mange har karakteriske takkede gavle, som vender ud mod gadesiden. Disse imponerende bygninger tjente både til bolig, erhverv og repræsentation. Familien boede ofte i den bageste del af bygningen. Håndværkermestrenes huse er mere ydmyge og mindre og sjældent på mere end to etager. Byggematerialet var mursten, og der blev udviklet en særlig såkaldt "gotisk mursten", som anvendes overalt i byerne langs Østersøen. I 2002 blev de historiske dele af Wismar og Stralsund optaget på UNESCO's liste over verdens kulturarv.
Midt i Wismar ligger den smukke markedsplads, som med sine 10.000 m2 er en af de største i Nordtyskland. Ud til pladsen ligger en række statelige bygninger, heriblandt byens rådhus, som er opført i 1817-1819. Ved opførelsen blev anvendt en stor del af byggematerialet fra det tidligere rådhus, som brændte ned i 1350. I den store og smukt restaurerede rådhuskælder ses udstillingen "Bilder einer Stadt", som beskriver byens udvikling over tiden; bl.a. et kalkmaleri fra 1300-tallet. I den sydøstlige ende af pladsen ligger den spektakulære brønd eller vandkunst, som man kalder den. Brønden, som er i hollandsk renæssancestil, blev bygget fra 1579-1602 efter planer af Phillipp Brandin fra Utrecht. De 12 søjler af kalksten bærer et smukt konnertag. Oven på dette står en sekskantet lanterne. Indtil 1897 leverede brønden drikke- og brugsvand til omkring 220 husholdninger gennem vandledninger af træ.
Den mest iøjnefaldende bygning på pladsen - udover rådhuset - er "Alter Schwede", byens ældste beboelsesbygning fra omkring 1380. Navnet "Den gamle Svensker" stammer tydeligvis fra den periode, hvor Wismar var underlagt Sverige (1648-1803). Huset, som er i gotisk byggestil, er et af de ældste ikke-kirkelige bygninger i Tyskland. Den er bygget i de samme mursten, som er anvendt til byens imponerende kirker. I middelalderen var der forretninger og beboelse i stueetagen og lagerlokaler i overetagen. I 1878 blev der indrettet en restaurant i bygningen, og i den højloftede spisesal serveres traditionelle tyske retter. Bygningen har fået sit nuværende navn efter 30-årskrigen, hvor kurfyrsten lod hverve ældre, erfarne svenske soldater til uddannelse af sin hær. Disse soldater, som især mestrede eksersitsens vanskelige kunst, var underofficerer, og i daglig tale blev de omtalt som "die alten Schweden".
De tre største kirker i Wismar er St Maria, St Georg, og St Nikolai, alle i den klassiske højtstræbende gotisk byggestil. St Maria og St George ligger i nærheden af markedspladsen, mens St Nikolai ligger ved havnen. Af St Maria (1340–1450), som var sognekirke for området omkring markedspladsen, er kun det 80 meter høje tårn tilbage efter et allieret bombeangreb den 14. april 1945. I 1960 under det ugudelige DDR-regime blev kirkens kor bortsprængt. St Georg (1400–1600), som ligeledes blev svært beskadiget under førnævnte bombeangreb, er først nu ved at blive genopbygget; genopbygningen har stået på siden 1990. St Georg er viet til håndværkere og næringsdrivende. Det var en besynderlig fornemmelse at komme ind i en kirke, som udefra set så nogenlunde velfungerende ud, og så møde en gravemaskine og en håndfuld arbejdere, som sigtede det materiale, som gravemaskinen flyttede. Kun St Nikolai (1381-1460) er fuldstændig renoveret efter krigens beskadigelser. Med sine høje hvælvinger er kirken udformet efter fransk forbillede. Kirken er viet til søfolk og vejfarende.
Vi aflagde også et kort besøg i Helligåndskirken, som udefra set ikke er noget særligt, men som overrasker positivt, da mak kommer indenfor. Kirken indgår, som det ofte ses i Nordtyskland, i et kompleks, som også omfatter et hospital for fattige. Hospitalet, som er grundlagt i 1250, ligger ud til byens hovedgade, Lübsche Strasse. Bygningen er udsmykket med flotte vægmalerier fra 1600-tallet. Desuden indeholder det kunstværker fra både St Maria og St Georg. I tilknytning til kirken ligger en smuk lille have.