"Muse! fortæl mig om Manden, den vidtbefarne, som flakked
meget omkring, da han havde forødt det hellige Troia,
saae mangfoldige Byer, og fik deres Sæder at kjende;
Men paa sin Fart over Havet han svar Gjenvordighed udstod,
medens han stred for at bjerge sit Liv, og for Svendenes Hjemkomst;
dog sine Svende han ei fik frelst, hvor ivrig han stræbte,
thi ved formastelig Daad de selv paadrog sig en Ufærd,
ret som Daarer, de slagted den høithenvandrende Solguds
oxer, og derfor til Straf han dem Hjemfærdsdagen berøved.
Heraf, du Datter af Zeus! du os Et og Andet fortælle!"
Med ovenståede påkaldelse af muserne indleder Homer i "Odysseen" (i Christian Wilsters oversættelse fra 1836) det forrygende epos om Odysseus' trængsler på hjemfærden fra kampen ved Troja. Siden har Otto Sten Due i 2002 lavet en læseværdig og nutidig oversættelse (eller rettere gendigtning) af dette for europæisk litteratur så betydningsfulde værk. Det er almindeligt antaget, at Odysseen er skrevet et halvt hundrede år senere end Iliaden, dvs omkring åt 700 fvt. Det omfatter ca 12.000 verser på daktyliske hexametre. Værket omhandlar Odysseus' 10 år lange hjemfærd til øen Ithaka, hvor han er konge (høvding) efter den 10 år lange trojanske krig. Ordet "odyssé" er blevet en metafor for en lang og besværlig rejse.
Hvis du kaster et blik ned over siden, vil du se, at mange navne fremtræder som links, idet de er skrevet med rødt. Det er en slags "fodnoter" lige ved hånden (undskyld mig den dårlige vits). Hvis du lader musen dvæle på et af de røde navne, dukker en kort forklaring op, som nærmere beskriver den pågældende person. Odysséen og især Iliaden har et voldsomt persongalleri - næsten værre end en amerikansk sæbeopera - og min yngste søn Bo, som kunne huske at have kæmpet mod dette i gymnasiet, gav mig idéen. Jeg håber, at du kan lide det.
Som Iliaden indledes også Odysseen i det 10. år af handlingen. 10 år er gået efter afslutningen på kampene ved Troja, hvor grækerne indtog og nedbrændte den store by. Alle de græske helte er for længst kommet hjem til deres kære. Kun én flakker stadig rundt og pines af længsel mod sit hjem, sin hustru og sin søn. Det er den kloge Odysseus, hvis list med den trojanske hest bragte Troja til fald. Han er nu på syvende år fange hos Kalypso, som har forelsket sig i Odysseus og med søde og indsmigrende ord forsøger at få ham til at glemme sit hjem på Ithaka. I mellemtiden er hustruen Penelope belejret af ihærdige bejlere, som kræver, at hun gifter sig med en af dem, idet alle formoder, at Odysseus er død. Kun Penelope og sønnen Telemachos bevarer håbet. Problemet er, at Odysseus har pådraget sig havguden "jordomrysteren" Poseidons vrede, da han har blindet han søn, det enøjede kyklop Polyfemos. Desuden har Odysseus' mænd forgrebet sig på solgudens kvæg, da de var ved at dø af sult - hvilket selvfølgelig ikke er nogen undskyldning for guderne.
Mens Poseidon er bortrejst, samles de øvrige guder på Olympen, hvor Athene varmt taler Odysseus' sag og opfordrer til, at den ulykkelige mand får lov til at vende hjem til sine kære. Guderne beslutter, at det nu er tide at Odysseus får lov at vende tilbage til sit hjem og sender Hermes til Kalypso med besked om at sætte Odysseus fri. Athene tager sine gyldne sandaler på og bronzespyddet i hånden og farer hun til Ithaka, hvor hun viser sig i skikkelse af kong Mentes i Tofos. Telemachos er den første, der bemærker hende stående foran Odysseus' borgport, mens bejlerne spiller med småsten i gården, og han byder hende ind og sørger for, at der bliver skænket vin og serveret brød for den ædle gæst. Telemachos fortæller, at havde bare hans fader stadig levet, da skulle han snart have jaget de påtrængende bejlere på porten. Athene fortæller, at faderen ikke er død, men at guderne har sinket hans hjemfærd. råder ham til at bede sin moders bejlere, der næsten har indtaget huset, om at tage hjem til deres egne gårde. Endelig foreslår hun, at Telemachos udruster et skib med 20 roere og tager ud at spørge nyt om sin fader. Først til Pylos og tale med den gamle og vise kong Nestor og bagefter til kong Menelaos i Sparta, som efter en del trængsler er kommet hjem med sin bortrøvede (bortløbne) hustru Helene. Da Menelaos er den, der senest vendte hjem fra Troja, kan han måske give svar på Odysseus' skæbne. Hvis Telemachos erfarer, at hans fader er død, skal han tage hjem og rejse en gravhøj for ham. Hvis ikke, må han vente endnu et år med tålmod. Efter at have givet disse råd (opgaver) bryder Athene op. Telemachos, der vil vise sin taknemlighed, tilbyder gudinden en gave, men Athene afslår, men beder ham dog finde en passende gave i hendes fravær. Telemachos står tilbage fyldt med mod og kraft. Han fornemmer, at den ædle besøgende i virkeligheden var en gud, som nu har betroet ham at rydde op i sin faders hus. Det er tide, at drengen nu skal vise sig som en mand.
Næste morgen beder sine herolder om at kalde til tinge, og da alle er forsamlet på torvet, tager Telemachos plads i sin faders tronstol. Athene gyder en strålende skønhed over ham, så alle ser på ham med forundring. Egypteren er den første, der tager ordet. Han er en olding og fader til en af de mænd, Antifos, der sejlede til Troja med Odysseus (det skal siden blive kendt, at Antifos mistede livet i kykloppens hule). Eurynomos, en anden af Egypterens sønner, holder til blandt bejlerne til Penelope. Han spørger hvorfor og hvem, der har ladet kalde til det første tinge, som er afholdt, siden Odysseus forlod dem. Med sin stav i hånden rejser Telemachos sig og bekendtgør, at det er ham, der har kaldt til tinge. Han beklager dybt, at han har mistet sin elskede fader Odysseus, og han anmoder om folkets hjælp til at drive de fremmede bejlere ud af hans faders hus, hvor de har befundet sig i mere end tre år. Den anstændige måde at bejle på, ville være at tage til Penelopes fader Ikarios og anmode om hendes hånd, og ikke som nu nærmest belejre deres hus, slagte deres okser, får og geder samt tømme deres vinfade, så familien nu er på randen til ruin. Selvom Telemachos udtrykker stor sorg og bitterhed, tør ingen hjælpe. En af de mest fremtrædende af bejlerne, Antinoos tager til genmæle og hævder, at Telemachos' moder Penelope selv skyld i, at bejlerne forbliver. I 3 år har hun afvist dem og sagt, af hun først måtte væve et ligklæde til sin gamle svigerfader, den gamle Laertes. For nylig har bejlerne, efter at en tjenestepige har sladret, taget Penelope på fersk gerning i færd med om natten at pille alt det arbejde op, som hun har lavet om dagen. De anbefaler Telemachos, at bede sin moder om at gifte sig med en af bejlerne eller rejse til sin faders hus og lade ham bestemme, hvem hun skal give sin hånd.
Zeus ser, at mændene ikke tør hjælpe Telemachos, og han sender to ørne ned fra Olympens top som varsel. Ørnene begynder at sønderrive hiandens halse og hoveder, og kort efter flyver de bort igen. Den gamle Halitherses forstår at tolke fuglenes tegn. Han fortæller, at et vældigt uvejr er ved at trække sammen over bejlerne, og at Odysseus vil vende hjem og tage en blodig hævn over dem. Halitherses har tidligere spået, at Odysseus ville miste hele sit mandskab på hjemturen, men at han efter mange trængsler ville finde hjem i det tyvende år efter sin afrejse. Men en af bejlerne, Eurymakos, søn af Polybes, advarer Halitherses mod at ægge Telemachos mod dem. De rædselsslagne mænd tør stadig ikke hjælpe Telemachos med at uddrive bejlerne, og Telemachos beder bare om et hurtigt skib med 20 roere, der vil sejle ham til Pylos og Sparta, hvor han vil spørge nyt. Da rejser Mentor sig og tager ordet. Han er Odysseus' gamle ven og betroet forvaltningen af hans ejendom. Han skoser folket for, at de ikke tør tage kampen op mod bejlerne, skønt de er de mange og bejlerne de få. Husker I ikke, hvorledes Odysseus styrede med faderlig mildhed?, men forsamlingen opløses og enhver går til sit. Efter at tinget er opløst, går Telemachos ned på strandbredden og beder til Athene. Gudinden viser sig igen i Mentes skikkelse og beder Telemachos om at gå op på gården og skaffe proviant til rejsen. Eurykleia, hans gamle amme, opfordrer ham til at blive hjemme og passe på sin moder og sin ejendom, men Telemachos beroliger hende med, at han ikke tager afsted uden guddommelig tilskyndelse. Han får Eurykleia til at love, at hun først vil fortælle dette til hans moder 14 dage efter hans afrejse. I mellemtiden har Athene skaffef et hurtigt skib med en dygtig besætning, og hun tager op til gården, hvor hun slår bægrene ud af bejlernes hænder og luller dem ind i en sød søvn.
Athene tager nu skikkelse af Telemachos med at rejse til Pylos og dernæst hjælper hun Telemachos og Odysseus i kampen mod bejlerne">Mentor og fortæller, at skib og besætning venter på ham, og Telemachos beordrer Eurykleia til at lade provianten bringe om bord. Athene (dvs. Mentor) og Telemachos tager plads bag i skibet, og der sætters sejl, hvorefter de sejler afsted med en frisk vestenvind. Drikkekarrene sættes frem og fyldes med vin, men ingen drikker, før der er ofret til guderne. Den, de hædrer mest, er selvfølgelig Athene.
Ved morgengry styrer Telemachos skibet mod land ved Pylos. På stranden ser han mange mænd i færd med at ofre sorte tyre til Poseidon. Nestor's mænd byder dem velkommen og inviterer dem til at tage del i offerfesten; man er i gang med at nyde indmaden og riste de store bove til guden. En pokal med vin bliver sendt rundt, så alle kan bede til Poseidon. Som den ældste får Mentor først pokalen overrakt. Den unge Telemachos er lidt beklemt ved situationen og spørger Athene (du husker, hun er jo stadig i Nestors skikkelse) om, hvorledes han skal føre sig, og hun beder ham blot være frimodig og bede ham sige, hvad han ved. Efter tørsten og sulten er stillet, spørger Nestor til de fremmeds ærinde, og Telemachos beretter, hvem de er, og hvorfor de er kommet. Han beder Nestor om at fortælle ham alt, hvad han ved om Odysseus' skæbne. Som det undertiden sker for gamle mennesker (jeg undskylder, hvis jeg støder nogen) forklarer Nestor omstændeligt om begivenhederne ved Troja og den efterfølgende hjemfærd. Nestor har erfaret, at Akilles' mænd, myrmidonerne er kommet velbeholdne hjem under ledelse af Akilles' søn Neoptolemos, og lige så heldig var Filoktetes. Idomeneus kom godt hjem til Kreta. Mindre godt gik det for kong Agamemnon af Mykene. Da han vender hjem til Argos efter 10 år ved Troja, bliver han myrdet af sin hustru og hendes elsker, Aegisthos. Nestor forklarer, at han selv er taget afsted før de andre og derfor ikke ved noget om Odysseus' skæbne, men han anbefaler Telemachos at besøge Manelaos først, da han er kommet senest hjem fra Troja. Men han advarer imod at gøre rejsen lang med bejlernee i huset.
Nestor vil ikke tillade Odysseus' søn at overnatte på skibet og tager Telemachos ind i sit hus for natten, mens Athene går tilbage til skibet for at holde øje med besætningen. Den kloge Nestor indser, at dette er Athene og ikke Mentor, og han beslutter sammen med sine sønner at ofre en okse med forgyldte horn ved daggry. Efter offerfesten giver Nestor raske heste og en vogn til Telemachos, så han kan fortsætte sin rejse på land, og ledsaget af Nestors søn, Peisistratos ankommer han næste aften til Menelaos' kongsborg i Sparta.
Da Telemachos ankommer til Sparta sammen med Peisistratos, er Menelaos ved at fejre et dobbeltbryllup for sin søn og sin datter: hans datter skal giftes med Akilles' søn Neoptolemos, og hans søn, Megapenthes skal giftes med en brud fra Sparta. Menelaos byder dem velkommen, og efter at de støvede rejsende har fået et bad bliver de ført ind i festsalen i det kongelige palads, hvor de bliver bænket ved højbordet, og Menelaos selv rækker dem et særlig godt stkke af stegen. Menelaos fortæller om om sine egne ulykke og beretter, at han især græmmes oves én bestemt mands skæbne, nemlig Odysseus, som efter Trojas fald er vandret fra ulykke til ulykke, og nu ved ingen, om han er i live. Telemachos, som endnu ikker har givet sig til kende, bliver rørt, og tårerne trillede fra hans øjne, og han holder kappen op for ansigtet. I det samme kommer Helene ind og kan straks se ligheden mellem Odysseus og den fremmede gæst. Peisistratos fortæller, hvem de har for sig, og Menelaos taler dybt bevæget om Odysseus og Nestor. De bliver enige om at udsætte den alvorlige samtale til næste morgen og i stedet blot feste. Helena fortæller om Odysseus' mange bedrifter. Om den gang, da han klædte sig ud som tigger og sneg sin i Troja for at udspionere. Og især om den trojanske hest, som den snilde Odysseus anvendte i Troja for at bringe den store stad til fald.
Næste morgen fortæller Telemachos om sit ærinde og om de bejlere, der hærger hans hjem, og Menelaos bliver harm. Menelaos fortæller, at han på øen Pharos af havguden Proteus har fået at vide, at Odysseus er fange hos nymfen Kalypso. Menelaos tilbyder Telemachos at blive et stykke tid, men Telemachos afslår det venlige tilbud. I afskedsgave får Telemachos en vinbowle lavet af selve Hefaistos
Imens lægger bejlerne på Ithaka, som har fået oplyst, at Telemachos er rejst til Pylos og Sparta, skumle planer. De vil lægge sig i baghold i strædet mellem Ithaka og Samos for at snigmyrde ham. Herolden Medon overhører den skumle plan og melder det til Penelope. Penelope græer og frygter, at hun efter at have mistet sin mand også skal miste sin søn. Den gamle amme Telemachos er rejst til Pylos, og hun er den første, som genkender Odysseus. Hun hjælper Odysseus med at sortere de gode tjenestepiger fra de dårlige.">Eurykleia fortæller om Telemachos' plan, og Penelope beder til Athene. Athene kommer til hende i et drømmesyn og fortæller, at hendes søn vil komme sikkert hjem.
Hermes når frem til Kalypso, som han finder i hendes store hule på stranden. (Birgit og jeg har på øen Gozo, som ligger lidt nord for Malta, set Kalypsos hule. Jeg tør dog ikke garantere for, at den er autentisk), mens Odysseus som så ofte før sidder grædende og klagende på stranden og spejder mod sit hjem. Hermes befaler Kalypso at lade Odysseus drage hjem. Kalypso bliver dybt ulykkelig, forelsket som hun er i Odysseus, men adlyder nødtvungent den mægtige Zeus' befaling. Hun giver Odysseus besked på at bygge sig et skib, og hun vil forsyne ham med proviant. Odysseus tror ikke sine egne ører og er sikker på, at Poseidon blot vil lokke ham ud på det store hav for at tage livet af ham, Men Kalypso sværger ved Styx, at det ikke er tilfældet. Hun spørger dog (på ægte kvindevis?), om hans elskede Penelope er skønnere end hun selv, og Odysseus fortæller, at selv om Penelope langt fra kan måle sig med Kalypso i skønhed, så længes han efter hende hver time. Odysseus bygger sig et skib, med Kalypsos hjælp tager det kun fire dage, hvorefter han begiver sig afsted. I hele 17 dage sejler han i magsvejr, og på dem 18. dag får han øje på Faiakernes ø i horisonten. Men nu får Poseidon pludselig øje på hans fjende Odysseus. Han var som bekendt ikke til stede, da guderne besluttede at tillade Odysseus' hjemvenden, og han rejser en frygtelig storm, som slår skibet i stykker. Odysseus frygter, at hans sidste time er kommet og ønsker, at han var død ved Trojas mure. Men nu får Leukothea, den hvide bølgegudinde øje på Odysseus og får ondt af ham. (det ser ud til, at Odysseus sltid får hjælp af kvinderne omkring ham) Hun giver ham et beskærmende slør, som sætter ham i stand til at svømme rundt i to dage. Nu blander Athene sig og sørger for at alene nordenvinden får lov til at blæse, og den sender med at blæse op på stranden af Faiakernes ø, hvor han afkræftet falder i en dyb søvn.
Mens Odysseus ligger i en dødlignende søvn, svæver Athene ind i soveværelset til Nausikaa, kong Alkinoos' datter. Hun iklæder sig skikkelse af Nausikaas veninde og foreslår, at de næste morgen tager ned til stranden for at vaske prinsessens tøj. Næste morgen tager hun til stranden ledsaget af nogle tjenestepiger. Mens tøj ligger udbredt på stranden for at tørre, spiller kongedatteren bold med sine tjenestepiger og kommer derved til at vække Odysseus. Han går ydmygt hen til Nausikaa og beretter om sin sin nød. Hun er klar over, at alle hans trængsler kommer fra guderne, men fatter medlidenhed over ham og giver ham en kjortel og kappe, så han kan skjule sin nøgenhed. Hun tilråder ham at begive sig op til faderens gård, men kan på grund af risikoen for sladder ikke tage ham med på sin vogn. Når du kommer ind på slottet, skal du kaste dig ned og favne min moder, dronning Aretes knæ og bede til, at du må vende tilbage til dit hjemland. Hvis du først vinder hendes gunst, skal hun nok hjælpe dig hjem.
Da Odysseus træder ind i kongens palads, bønfalder han dronning Arete om hendes hjælp og finder nåde for hendes og kongens øjne. Kongen tager Odysseus i handen, rejser ham op og giver ham pladsen lige ved siden af tronstolen. Næste morgen fortæller Odysseus om alle de genvordigheder, han har udstået, og bønfalder om hjælp til at komme tilbage til Ithaka. Kongen fortæller Odysseus, at han gerne havde set ham blive på øen og gifte sig med Nausikaa, men dersom han vil hjem skal hans dygtige sømænd allerede næste dag sejle ham til Ithaka. Odysseus bryder ud i frydesråb og takker Zeus. (Nogle legender vil vide, at den smukke Nausikaa siden bliver gift med Telemachos, Odysseus'søn, men ikke mine ord igen).
Athene iler gennem byen i skikkelse af herold og opfordrer alle adelsmænd om at komme hen på torvet og høre kong Alkinoos' besøg. Athene gyder skønhed og styrke over >Odysseus, så han fremstår yngre, stærkere og smukkere end før. Alkinoos beder sine folk om at træffe de fornødne foranstaltninger til den fremmedes hjemfærd. Han inviterer de fremmødte til at komme til sit hjem, hvor han lader den blinde skjald, Demodokos hente. Han synger om en strid mellem Odysseus og Akilles, og Odysseus må trække kappen for sit ansigt for at skjule sine tårer, som imidlertid bliver set af Alkinoos. Kongen foreslår, at de skal afholde sportskampe, så den fremmede kan berette om, hvor meget dygtigere faiakerne er til disse idrætsgrene end alle andre. En stor folkemængde samles på torvet, hvor der kappes i løb, brydning, spring, diskoskast og boksning. Odysseus deltager ikke i kampene, men bliver efterfølgende tirret til at deltage i diskoskast. Han vælger den største diskos og slynger den langt længere ud, end nogen af faiakerne havde gjort. Han tilbyder også at konkurrere med vinderne af de andre sportsgrene. Om aftenen synger Demodokos om Afrodite og Ares. Ved en lejlighed overrasker Olympens top i skuffelse.">Hefaistos de to elskende i sengen og hænger de to guder op i et net til moro for de øvrige guder. Afrodite holder med trojanerne, fordi den trojanske prins Paris gav hende titlen som den smukkeste kvinde. Til gengæld sørger Afrodite for, at jordens smukkeste kvinde, Helene bliver forelsket i Paris. Desværre er Helene gift med kong Menelaos af Sparta, og hermed har vi begyndelsen til den trojanske krig, som kommer til at vare 10 år."> Afrodites og Ares' elskovseventyr, hvor den jaloux ægtefælle fanger parterne i en net, han selv har smedet, og både Odysseus og faiakerne morer sig. Til sidst synger den blinde Demodokos om Odysseus og den trojanske hest og Trojas fald, og nu kan Odysseus ikke holde tårerne tilbage. Han fortæller nu, hvem han er, og kongen beder ham fortælle nogle af de eventyr, han har været ude for.
Efter at være sejlet fra Troja fører vinden dem til Kikonernes ø, hvor de går i land og efter en kamp røver et godt bytte og flere kvinder. Odysseus opfordrer sine folk til hurtigt at tage afsted igen, men da der er masser af kvæg, får og geder samt dejlig vin, kan hans folk ikke lade være med at spise og drikke, og snart får de flygtende kikoner hjælp af stammefrænder fra omegnen, som viser sig som dygtige krigere. Ud på eftermiddagen bliver Odysseus' folk tvunget tilbage på deres skibe. Seks mand fra hvert skib falder i kampen.
Zeus sender en voldsom storm, som driver skibene langt væk fra deres bestemmelsessted. Efter 10 dage når de frem til Lotofagernes land, hvor de går i land på kysten og spiser og drikker. Derefter sender Odysseus spejdere ud i området for at rekognoscere, og de møder landets indbyggere, som udelukkende lever af bær fra lotosbusken. De venligsindede beboere tilbyder Odysseus' folk nogle af de velsmagende bær, men så snart en mand har spist et bær, glemmer han straks alt om at komme tilbage til sit hjemland, og ønsker blot at få flere af de dejlige frugter. Til sidst må Odysseus med magt føre folkene ned til skibene og surre dem fast, men de jamrende beder om at komme tilbage. I trist humør fortsætter de deres sejlads.
Herefter kommer de frem til Kyklopernes land. De enøjede kykloper er et råt og uciviliseret folk, som hverken planter eller sår. Alt gror vildt på markerne, og Zeus sender tilstrækkelig regn til vinrankerne. Kykloperne bor hver deres hule på bjerget, og der er ikke megen samkvem med naboerne. Odysseus går i land i spidsen for et rekognosceringshold, og de opdager snart en stor hule. Udenfor hulen er der en fold med mange får og geder. De vover sig forsigtigt ind i hulen, hvis beboer ikke er hjemme. Med sig har de 12 krukker sød, ublandet vin og en sæk med kød. Odysseus' folk foreslår, at de tager noget af den dejlige ost der er i hulen og stikker af tillige med nogle af fårene og gederne, men Odysseus er alt for spændt på at møde hulens besynderlige beboer, så han afslår. Pludselig kommer hulens beboer, kæmpen Polyfemos hjem; på ryggen har han en vældig bunke kvas, som han smider udenfor hulen. Så giver han sig i gang med at malke fårene og gederne. Da han er færdig, tænder han ild i kvaset, hvorefter han opdager de ubudne gæster og spærrer dem inde i hulen ved at vælte en kæmpemæssig sten hen foran indgangen. Da han spørger om, hvem de er, svarer Odysseus, at de er grækere på vej hjem fra Troja, og at de regner med, at Polyfemos vil respektere gæstevenskabets love, som er indstiftet af Zeus. Polyfemos griner højt og fortæller, at kykloperne ikke regner med Zeus eller de andre guder, da de regner sig for stærkere end dem. Derefter griber kæmpen to af Odysseus' folk og æder dem råt, hvorefter han lægger sig til at sove. Odysseus overvejer at dræbe ham med sit sværd, men holder sig tilbage, da han ved, at de aldrig vil være i stand til at vælte stenen fra indgangen.
Næste morgen æder kæmpen endnu to af Odysseus' mænd, hvorefter han forlader hulen efter at have væltet stenen foran igen. Odysseus lægger en snedig flugtplan. Inde i hulen ligger en grøn olivenkæp, som kæmpen vil anvende som stok, når den er blevet tør. Odysseus kapper en favn af kæppen, som er større end en almindelig skibsmast. Han lader stangen spidse og hærder den i ilden. Derefter trækker han lod for at finde de mænd, som skal hjælpe ham med at bore stangen ind i kæmpens ene øje. Da kyklopen kommer hjem, malker han igen sine dyr. hvorefter han æder endnu et par stykker af Odysseus' folk. Odysseus tilbyder ham et krus vin til måltidet, hvilket kæmpen drikker med velbehag. Han beder om endnu et krus og endnu et. Tre gange tømmer han det store bæger til bunden. Dernæst siger den snilde Odysseus: "Du spurgte tidligere om mit navn. Det skal jeg sige dig. Mit navn er 'Ingen'. Således kaldes jeg af mine forældre og mine venner.". Kyklopen kvitterer med at sige, at han som tak vil æde ham som den sidste, hvorefter han styrter om kuld beruset af den stærke vin. Odysseus griber stangen og stikker den ind i ilden, til den er gloende. Derefter jager de stangen ind i kæmpens ene øje og drejer den omkring. Den blindede kyklop vågner med et frygteligt skrig, som alarmerer de omkringboende kykloper, som stimler sammen udenfor hulen. "Hvorfor forstyrrer du vores nattesøvn, Polyfemos?, råber de. "Er der nogen, der vil røve dine dyr eller myrde dig?". "Ingen myrder mig. Ingen vil slå mig ihjel, råber han. "Hvis ingen slår dig ihjel, så må du jo være syg. Tal med din fader, Poseidon om det i morgen." og så går de igen ind i deres huler. Odysseus lo over, at han havde narret kæmpen i første omgang. Nu skulle han bare finde en måde at få sig selv og sine folk ud af hulen.
Om morgenen vælter kæmpen stenen fra indgangshullet, men sætter sig midt i åbningen for at fange Odysseus' folk, hvis de forsøger at snige sig ud gemt blandt fårene. Odysseus binder fårene sammen tre og tre med fine vidjer. Under bugen på det midterste får binder han en af sine mænd fast og det lykkes dem at slippe ud, selv om kæmpen stryger dyrene hen over ryggen for at fange de ubudne gæster. Selv vælger Odysseus den fineste af vædderne, som viser sig at være Polyfemos' yndlingsvædder, og slår armene omkring det smukke dyrs pels. Polyfemos stryger dyret langs ryggen og spørger, hvorfor den går sidste ud af hulen i dag. "Måske er du ked af, at den slyngel til Ingen har blindet din herre? Når jeg får fat i ham, skal jeg knuse hens hoved, det skal være min trøst.. Og med disse ord lukker han vædderen med Odysseus hængende under bugen ud af hulen. De skynder sig at drive fårene ned til skibet, og roer hurtigt bort fra kysten. Folkene på skibet jamrer højlydt, da de hører om deres døde kammeraters skæbne. Da de er kommet så langt ud, at de lige kan høres fra kysten, råber Odysseus: "Polyfemos, den mand, hvis kammerater du åd, er ingen svækling. Zeus' hævn har ramt dig, fordi du åd folk, som kom til dit hus som gæster". Den rasende Polyfemos griber en klippeblok og kaster efter det bortsejlende skib, og så kraftigt kaster han, at blokken, som er spidsen af et bjerg, lander lige foran forstavnen og driver skibet ind mod kysten igen. Vi ror og stager af alle kræfter, og da skibet er kommet dobbelt så lang ud, råber Odysseus igen: "Hvis nogen dødelig spørger dig, hvorledes du mistede dit øje, så svar ham, at det er Odysseus fra Ithaka, der blindede dig.". Kæmpen råber tilbage, at nu er den spådom opfyldt, som blev bebudet for mange år siden. Men han havde ventet, at der ville komme en stor kriger med mange kræfter og ikke en pusling, som ville fylde ham med vin. Det skulle vise sig, at det ikke var nogen god idé at afsløre sit rette navn, for Polyfemos beder til sin fader Poseidon og beder om, at han vil sørge for, at Odysseus aldrig genser sit land. Og hvis han efter mange trængsler skulle komme hjem, da finder ufred i sit hjem. Polyfemos kaster en sidste sten, og den rammer lige bag agterstavnen og driver skibet rask fremad. De sejler videre med tungt hjerte med tanke på de seks kammerater, som har mistet livet, men glade for, at de har reddet deres eget.
De næste sted, de kommer til, er Aiolie, den svømmende ø, hvor Aiolos bor sammen med sine seks sønner og seks døtre, som er gift med hinanden. Her bliver grækerne en hel måned og fordriver tiden med fester med masser af god mad og dejlig vin. Ved afskeden giver Aiolos Odysseus en lædersæk som gave. I sækken har Aiolos indespærret de susende vinde; Aiolos er nemlig af Zeus er sat til at vogte vindene. Sækken bliver bragt om bord, forsvarligt surret med en sølvsnor, så ikke den mindste luftning slipper ud. Kun den blide vestenvind er ikke spærret inde, så skibet sejler rask afsted på en blid bør. På den tiende dag får de landkending af Ithaka og kan se røgen stige til vejrs på øen. Mens den udmattede Odysseus tager sig en blund, begynder hans folk at diskutere, hvad der er i sækken. Nogle mener, at det er en skat af sølv og guld, han har fået af Aiolos, og det ender med, at de åbner for sækken, da de føler, at de skal have del i skatten. Øjeblikkelig farer vindene ud og driver i rasende fart skibet bort fra den hjemlige kyst tilbage til Aiolos. Aiolos spørger, hvorledes det er gået til, og da Odysseus forklarer ham det, sender han dem bort i vrede, da han kan se, at Odysseus er forhadt af guderne.
Derpå kommer de til Telepylos i Laistrygonernes land, som viser sig at være befolket med menneskeædende kæmper. Odysseus mister 11 af sine 12 skibe og de fleste af sine folk, og kun med nød og næppe lykkes det ham at slippe afsted.
Endelig kommer de til øen Aia, hvor den smukke nymfe eller troldkvinde Kirke bor. Hendes fader er Helios, solens gud og hendes moder er datter af Okeanos. Efter at have ligget stille ved stranden i tre dage, vover Odysseus sig ind i landet, hvor han snart ser Kirkes palads. Han sniger sig tilbage og dræber på vejen en kæmpestor kronhjort, som de gør sig til gode med. Odysseus inddeler sine mænd i to hold med hver sin anfører. Han er selv leder af det ene hold, og Eurylokos bliver leder af det andet. De trækker lod om, hvem der skal gå op til Kirkes gård, og loddet falder på Eyrolokos' gruppe på 23 mand, som betænkeligt giver sig på vej. Omkring gården strejfer vilde dyr, ulve og løver, som af saften fra Kirkes troldomsurter er blevet tryllet om fra mennesker til dyr. De hører Kirke synge inde fra huset med smuk røst, medens hun arbejder på et kosteligt tæppe. De kalder på kvinden, som kommer frem i døren og inviterer dem indenfor. Kun Eurylokos vælger at blive udenfor. Kirke bænker gæsterne og giver dem en trolddomsdrik. Derefter berører hun dem med sin stav og de forvandles straks til svin. Eurylokos skynder sig tilbage til Odysseus og aflægger rapport.
Odysseus iførert sig straks sine våben og giver sig på vej til Kirkes gård på trods af Eurylokos' protester. På vejen dertil bliver han standset af Hermes, som giver ham en trylleurt mod Kirkes trolddom. Han fortæller, at Kirke vil tilbyde ham en forfriskning, men den vil ikke virke på grund af trylleurten. Derefter vil hun berøre ham med sin tryllestav, og da skal Odysseus trække sit sværd. Kirke vil blive forskrækket og indbyde ham til sit leje, hvilket Odysseus ikke skal forsmå. Alt går som forudsagt af Hermes. Det lykkes Odysseus at få Kirke, som bliver forelsket i ham, til at forvandle hans mænd tilbage fra svin til mennesker. De bliver på Kirkes ø et helt år, inden de beslutter at rejse videre. Kirke siger, at forinden skal Odysseus tage tll Hades for at spørge seeren Teiresia til råds; hans forstand har i modsætning til de andre skygger i Hades overlevet døden. Inden de tager afsted, dør en af Odysseus' mænd, hans gode ven Elpenor ved at i drukkenskab at falde ned fra Kirkes tag. Hun fortæller Odysseus, at han ved indgangen til Hades skal slagte en kulsort buk, den bedste i flokken til ære for Teiresia. Dernæst skal han slagte et kulsort får og en kulsort vædder til ære for Hades og hans dronning Persefone. Da de kommer ned til skibet, har Athene tøjret et kulsort får og en kulsort vædder, som de tager med på farten.
De sejler rask afsted på en brise, som Kirke har givet dem, og når sidst på dagen frem til den fjerne bred af verdenshavet Okeanos. Her bor Kimmerierne i et land, der er hyllet af mørke og tåge, og hvor solen aldrig viser sig. Grækerne trækker skibet op på strandbredden og går hen til det sted, som Kirke har forklaret. Her slagter og flår de offerdyrene, og mange døde sjæle dukker op, unge som gamle. Dyrene bliver lagt på bålet, og de beder en bøn til Hades og Persefone. Odysseus sætter sig ned for med sit sværd at holde genfærdene fra det friske offerblod. Den første, han genkender, er Elpenor, som netop er død i drukkenskab. Han bønfalder Odysseus om at begrave hans lig på stranden, så kommende slægter kan mindes ham. Den næste sjæl, Odysseus møder, er hans moder Antikleia, som for nylig er død af sorg over sin bortkomne søn.
Endelig dukker seeren Teiresias op. Han opfordrer Odysseus til at stikke sværdet i balgen og træde til side, så Teiresias kan drikke af det sorte offerblod, hvorefter han Odysseus om, hvad fremtiden har i vente for ham. Han fortæller, at Poseidon vil lægge ham mange hindringer i vejen, fordi han har blindet hans søn Polyfemos. Han advarer også imod at slagte noget af solguden Helios' kvæg, når de kommer frem til øen Trinakia. Gør de dette, vil det gå grækerne ilde, og deres skib vil forlise. Først om lang tid vil Odysseus nå frem til Ithaka uden nogen af sine mænd, og han vil finde sit hus i en sørgelig forfatning. Han fortæller, at Odysseus skal tage en åre på nakken, når han går i land på Ithaka. Når han møder en mand, som fortæller, at det er en skovl, han bærer på nakken, så skal han plante sin åre i jorden og ofre vædder, en tyr og en orne til Poseidon. Han vil tage en grusom hævn, men først mange år senere vil han dø mæt af dage. Efterfølgende får moderen lov til at drikke af offerblodet, og hun fortæller sin søn om situationen med bejlerne, som har belejret gården og vil tvinge Penelope til at ægte en af dem.
Efter at moderen er forsvundet, dukker sjælene op til en række kvinder op for at drikke. Odysseus genkender Antiope, som i livet fik tvillingesønner med Zeus, Alkmene, som med Zeus blev moder til Herakles, Megare, Herakles' hustru, Leda, som Zeus besvangrede i skikkelse af en svane. Til sidst jager Persefone kvinderne bort, og i stedet dukker en række afdøde mænd op: Agamemnon, som fortæller om, hvorledes han blev dræbt af sin hustru og hendes elsker, Akilles viser sig sammen med sin elskede ven, Patroklos, Antilochos og Ajas. Ajas spørger, hvorfor Odysseus har dristet sig ned i underverden, og han fortæller, at han vil hellere være slave hos en bonde uden jord end konge i Hades. I det fjerne ser Odysseus Minos og den vældige jæger Orion. Han ser Tantalos, som står i en sø, hvis vand når ham til hagen, men hver gang han bøjer hovedet for at drikke, trækker vandet sig tilbage. Han ser Sisyfos i færd med at rulle en kæmpesten op ad et bjerg, men hver gang, han har nået op, ruller stenen tilbage til dalen med et drøn. Endelig ser han skyggen af Herakles; Herakles selv blev ved sin død ophøjet til Olympen.
Alle de forsamlede faiakere havde lyttet åndeløst til Odysseus' beretning. Kong Alkinoos vil næste dag sørge for, at grækerne kan fortsætte deres hjemtur, og han vil give Odysseus' rige gæstegaver med.
Da de kommer tilbage til Aia, Kirkes ø, giver de Elpenors lig en passende begravelse, og planter den åre, han plejede at bruge på toppen af gravhøjen. Da kommer Kirke hen til dem og roser dem for deres tapperhed. Det er første gang, at en dødelig er vendt tilbage fra Hades. Odysseus fortæller, at de vil fortsætte deres sejlads næste morgen, Kirke beklager dette, men giver dog Odysseus en advarsel. På vejen vil de komme forbi de farlige sirener, som fortryller alle, som hører dem, med deres sang og får dem til at glemme alt. Hun opfordrer Odysseus til at stoppe voks i mændenes ører. Hvis han selv ønsker at høre sirenesangen, skal han lade sine mænd binde sig til masten. Og han skal sige til sine mænd, at dersom han beder om at blive løst fra sine reb, skal de blot binde ham endnu fastere.
Hvis du undslipper denne fare, lurer straks den næste. Du kan vælge mellem to ruter. Den ene fører til "De vandrende Bjerge". Brændingen er så voldsom, at end ikke en fugl kan passere i sikkerhed. Selv de duer, som bringer ambrosia til Zeus, kan vide sig sikre. Kun et eneste skib er kommet helskindet forbi, nemlig det berømmelige Argo, hvorpå Jason sejlede ud for at finde det gyldne skind. Vælger du den anden rute, skal du passere to høje klipper. Ingen dødelig er i stand til at klatre op ad de glatte sider. I en hule i bjerget bor den frygtelige Skylla med seks par fødder og seks hoveder med frygtelige tænder. Endnu er ingen skipper kommet forbi hende, uden at hun med hvert af sine seks hoveder har snappet en af sømændene. Under den anden klippe sidder den frygtelige Karybdis og suger det frådende vand ind i sin mund. Tre gange i døgnet spyr hun vandet ud, tre gange suger hun det ind. Du må ikke sejle forbi, når hun suger vand ind, så kan selv Poseidon ikke redde dig, nej det er nok bedst, at du vælger Skylla og betaler hende med seks af dine mænd.
Hvis du kommer levende gennem disse trængsler, kommer du snart til øen Trinakia, hvor solgudens okser og får græsser. Lader du solgudens kvæg i fred, skal I slippe hjem til Ithaka, men forgriber du dig på det, venter forlis og død.
Da de nærmer sig Sirenerne lader Odysseus sine mænds øre stoppe med voks og derefter binde ham selv til masten. Da han hører den dårende musik, beordrer han sine mænd til at løsne båndene, men de adlyder ham ikke. Først da de er uden for hørevidde, holder Odysseus op med at vride sig i rebene og falder til ro, hvorefter han bliver sluppet løs. billede
På turen forbi Skylla og Karybdis har Odysseus så travlt med at holde øje med Karybdis, at det lykkes Skylla at snappe seks af hans bedste mænd. Snart efter når de frem til Thinakria. Odysseus foreslår sine folk, at de blot skal fortsætte, men Kirkes vin, som forvandler mænd til svin, og han advarer Odysseus. Han er også den, som overtaler Odysseus' mænd til at gøre ophold på øen med solgudens kvæg - og desværre også den, som overtaler dem til at spise kvæget.">Eurylokos modsætter sig dette, og siger, at de må i land for at spise og hvile sig, så kan de sejle videre den følgende dag. Odysseus bøjer sig, men får sine mænd til at sværge, at de ikke vil forgribe sig på solgudens kvæg. Desværre kommer en dårlig vind, som gør, at de må ligge stille en hel måned. Så længe de har føde, holder mændene sig i skindet, og da provianten slipper op, tvinger Odysseus dem til at fange fisk og fugle. Men mens Odysseus ligger og sover, overtaler Eurylokos folkene til at slagte de bedste af solgudens okser og ofre dem til guderne. Da Odysseus vågner, kan han mærke lugten af branket fedt, og han bebrejder sine folk, at de har brudt deres ed. Helios henvender sig til Zeus og kræver hævn - ellers truer han med gå til Hades og skinne over de døde. Zeus beroliger ham og siger, at han vil sende sin tordenkile og splintre det formastelige skib.
Efter en uge sejler de videre. Zeus rejser en voldsom storm, som slynger alle Odysseus' folk over bord. Odysseus får fat i en planke og driver omkring i 10 dage, inden han skylles op på Kalypsos ø. Og nu er vi der, hvor Odysseen begyndte.
Kong Alkinoos og de øvrige tilhører har siddet tryllebundne, mens Odysseus har fortalt. Kongen opfordrer de tilstedeværende fyrster om hver at give Odysseus en kogekedel og en trefod foruden alle de gaver, han allerede har modtaget. Da festen er slut, går han ned til skibet, og alle gaverne bliver bragt ombord. Der indrettes et leje, hvor Odysseus kan sove, mens de faiakiske sømænd sejler ham til Ithaka, og Odysseus falder snart i en dødlignende søvn. Tidligt næste morgen lander de på Ithaka, hvor sømændene bærer den endnu sovende Odyssseus i land hvilende på sine tæpper. Alle gæstegaverne lægges ved siden af ham. Poseidon har ikke helt glemt sin vrede over Odysseus, og da det faiakiske skib er ud for deres egen kyst, forvandler han det til en klippe som straf for, at de har sejlet Odysseus hjem. Kong Alkinoos befaler straks, at der skal ofres 12 udsøgte tyre for at formilde guden.
Samtidig vågner Odysseus på stranden, men Athene har indhyllet ham og stedet i en tågesky, for at han ikke skal blive genkendt, og Odysseus kender heller ikke sin egen hjemstavn. Men nu Athene åbenbarer sig for ham i skikkelse af en ung fårehyrde. Han spørger til hvilket sted, han er ankommet, og frydes, da hyrden fortæller, at det er Ithaka. Odysseus giver sig ikke til kende, men finder på en lang om onstændelig "søforklaring", men hyrden ler, og fortæller, at han er Athene, som er kommet for at hjælpe ham med at lægge planer for, hvorledes han skal komme bejlerne til livs. Hun hjælper ham først med at gemme kostbarhederne i en hule. Hun klæder ham ud som en gammel tigger, så ingen kan genkende ham. Derefter beder hun ham gå til den gamle hyrde, Eumaios, som vogter hans svin. Imens tager jeg til Sparta og taler med Telemachos, som er rejst til Menelaos for at spørge nyt om dig.
Odysseus begiver sig hen til svinehyrden Eumaios, som i det skjulte har lavet en hytte til sig selv. Hver dag må hyrden sende en fedegalt op på gården til bejlerne, men der er dog 360 tilbage. Odysseus bliver venligt modtaget i hytten. Hyrden fortæller bedrøveligt om situationen på gården, og at hans herre enten er død eller flakker rundt på verdenshavet. Odysseus spiser, mens den gamle snakker, og efter måltidet får Odysseus serveret et krus vin. Tiggeren fortæller, at ved måneskifte vil Odysseus være tilbage på Ithaka, men Eumaios tror ham ikke. Odysseus kaster sig ud i en lang historie, som han opfinder på stedet. Til aftensmåltidet slagter Eumaios en galt og glemmer ikke at give guderne deres part. Odysseus sover på et leje af fåre- og gedeskind tæt ved arnen, mens hyrden udenfor passer svinene.
Athene opsøger Telemachos og beder ham rejse tilbage til Ithaka, hvor hans moder fader og hendes brødre er i færd til at overtale hende til at gifte sig med Eyromakos. Hun advarer ham også om, at gæsterne ligger i baghold i strædet mellem Ithaka og Samos, så han bør sejle en anden vej og kun sejle om natten. Telemachos tager afsked med Menelaos, som beder ham om at hilse gamle Nestor, som var ham til så stor hjælp ved Troja. Næste morgen får han flere kostbare gæstegaver af Menelaos, hvorefter kører til Pylos. Da han skal til at gå ombord, kommer seeren Theoklymenos og beder om at komme med. De sejler til Ithaka ad en omvej for at undgå bejlerne.
Hjemme på Ithaka undersøger Odysseus svinehyrden Eumaios' loyalitet. Han fortæller, at han ikke vil falde ham til byrde, men gå op og tigge på slottet. Eumaios bliver sur og fraråder ham kraftigt, da bejlerne kan finde på at slå ham i hjel. Bliv du her hos mig, og når Odysseus vender tilbage, vil han sikkert give dig en kjortel og en kappe.
Ved daggry lander Telemachos på Ithaka. Han beder sine mænd ro ind til byen, mens han selv går op for at besigte sine græsgange og til sin tro hyrde Eumaios.
Mens Eumaios og Odysseus spiser morgenmad, kan de på hundenes opførsel mærke, at en bekendt nærmer; det er Telemachos, som får en varm velkomst af hyrden. Telemachos spørger, om hans moder har giftet sig med en af frierne, og Eumaios kan fortælle, at dronning Penelope sidder i hjemmet og græder dag og nat over sin ulykke. Telemachos befaler hyrden at bringe Penelope budskab om hans hjemkomst. Mens han er borte fra hytten, viser Athene sig for Odysseus og opfordrer ham til at give sig til kende for sin søn. Hun længes efter, at de to sammen skal dræbe de påtrængende bejlere. Hun berører Odysseus med sin gyldne stav, og straks får han sin ungdoms styrke tilbage og bliver iført de fineste klæder. Da han træder ind i hytten, tror sønnen, at han er en gud, men Odysseus giver sig til kende, og de falder grædende hinanden om halsen. Odysseus spørger om, hvor mange bejlere der er på slottet, og Telemachos fortæller, at der er mere end 100. Han spørger faderen, hvem de kan kalde til hjælp i kampen mod bejlerne, og Odysseus siger, at bedre kampfæller end Athene og Zeus kan de næppe få. Telemachos er enig heri. Odysseus beder Telemachos om at gå op på slottet, så vil Odysseus den næste dag komme derop i skikkelse af en tigger. Han indprenter Telemachos, at han ikke må røbe Odysseus' identitet til nogen, end ikke til sin moder. I mellemtiden er Telemachos' skib landet ved byen, og bejlerne bliver ærgerlige over, at han har undgået deres baghold. Sidst på dagen vender Eumaios tilbage til sin hytte.
Ved daggry vil Telemachos tage til byen for at berolige sin moder, og han beder Eumaios om at tage sig af den fremmede, da han ikke selv har tid. Odysseus siger, at han lidt senere vil gå til byen for at tigge. Penelope bliver glad, da hun ser sønnen og bebrejder ham, at han uden hendes vidende er taget til Pylos for at spørge nyt. Telemachos fortæller, at han vil gå han på torvet og hente en mand, Theoklymenos, som er fulgt med ham tilbage fra Pylos. Telemachos undgår bejlerne, da han går, og møder Theoklymenos på vejen ud; han er blevet fulgt derhen af en af Telemachos mænd, og Telemachos beder manden passe godt på de kostbare gaver fra Menelaos. Derefter tager han Theoklymenos med hen til moderen, som spørger, om der er nyt fra Odysseus. Han fortæller, at gamle Nestor ikke vidste noget, men at Menelaos havde fortalt, at Odysseus var fanget på Kalypsos ø. Theoklymenos fortæller, at Odysseus allerede er på Ithaka, hvor han planlægger hævn over bejlerne, og Penelope lover ham store gaver, hvis det er sandt. Bejlerne, som har været i gang med at kaste spyd og diskos, kommer ind i huset for at spise.
Mens dette står på, fører hyrden Eumaios Odysseus ind i byen. På vejen har Eumaios skåret en vandrestav til Odysseus. Ved brønden udenfor kongsgården møder de Melantheus, som er i færd med at drive geder fra marken hen til bejlernes bord. Da han får øje på Eumaios og Odysseus, skælder ham dem voldsomt ud, og kalder Odysseus en beskidt tigger, og giver samtidig Odysseus et spark på hoften. Odysseus' første indskydelse er at dræbe Melanthios, men han behersker sig. Udenfor døren ligger en gammel hund, Argos, som Odysseus har trænet, da den var hvalp. Hunden er for svag til at røre sig, men den genkender sin gamle herre - og dør umiddelbart efter.
Telemachos, som ser de to ved indgangen, beder Eumaios over til bordet for at spise. Odysseus får to håndfulde kød og brød af Telemachos. Derefter hvisker Athene til Odysseus, at han skal rundt og tigge ved bejlerne for at se, hvilken slags mænd de er. Nogle giver ham lidt, andre intet. Melanthios fortæller, at han så Eumaios komme i selskab med tiggeren, og en af bejlerne, Antinoos bliver rasende og skælder og smælder, men Telemachos afbryder ham og siger, at Antinoos kun er ude på at skabe problemer, og at det ikke tilkomer ham at smide folk ud. Antinoos råber tilbage og ender med at smide en skamle mod Odysseus. Odysseus udfordrer Antinoos og siger, at med hans majestætiske ydre burde han give ham mere end de andre bejlere. Antinoos beder ham holde mund, eller han vil blive pisket. Da Penelope hører, hvad der er sket, ønsker hun, at Antinoos, den frækkeste af bejlerne, må blive ramt af Athenes pil, og hun får Eumaios til at hente tiggeren for at udspørge ham. Eumaios får Odysseus til at komme ved at love ham en kappe og en kjortel. Han beder dog Eumaios om at bede dronningen vente til om aftenen for ikke at udfordre bejlerne unødigt. Eumaios vender tilbage for at passe svinene, mens bejlerne drikker og æder hele natten.
I mellemtiden kommer en anden tigger ind i salen og forsøger at smide Odysseus ud, men Odysseus beder ham lade være og siger, at der er plads nok til dem begge. Den fremmede tigger, som bliver kaldt Iros, beder Odysseus gå frivilligt, ellers vil han smide ham ud. Antinoos griner, og siger, at den, der vinder, vil få lov til at sidde ned og spise med dem. Odysseus siger, at da han er sulten vil han kæmpe, og han tager tøjet af overkroppen. Athene giver Odysseus ekstra styrke, så alle bejlerne bliver forbavsede, da de ser hans muskuløse krop. Iros bliver betænkelig, men Antinoos siger, at han vil blive solgt som slave, hvis han ikke kæmper. Ved første slag brækker Odysseus Iros' kæbe, og bejlerne beder Odysseus om at slå sig ned blandt dem. Penelope dukker op og bebrejder sin søn, at han har tilladt tiggerne at blive så skammeligt behandlet. Telemachos siger, at han ikke har kontrol over bejlerne, og Eurymachos siger, at hendes skønhed vil tiltrække mindst 100 bejlere hver dag. Efter noget mundhuggeri skilles parterne og går hver til sit.
Odysseus vender sig mod Telemachos, og sammen gemmer de våbnene og beder Eurykleia om at låse kvinderne inde i deres kamre. Derefter går Telemachos til sit kammer, mens Odysseus bliver siddende. Da kommer Penelope til ham, "skøn som Artemis og bedårende som Afrodite"". Uden at genkende sin mand fortæller Penelope om, hvorledes hun har holdt bejlerne hen, og Odysseus fortæller om solgudens kvæg, og om at Odysseus snart ville komme tilbage til Ithaka. Penelope tør ikke tro det, og hun beder Eurykleia, Odysseus' gamle amme om at vaske hans fødder. Da genkender hun pludselig et ar, som Odysseus har over knæet. Det fik han som dreng, da han jagtede et vildsvin sammen med sin bedstefader. Odysseus gør tegn til Eurykleia om ikke at afsløre ham. Penelope fortæller ham om en mærkelig drøm, hun har haft om en ørn og 20 fede gæs. I drømmen brækkede ørnen halsen på alle gæssene med sit vældige næb. Penelope bliver glad, da Odysseus fortæller, at gæssene er de ihærdige bejlere. Hun fortæller, at hun dagen efter vil udfordre bejlerne til en bueskydningskonkurrence, økselegen. Hun husker, at Odysseus undertiden stillede 12 økser på række efter hinanden. Så kunne han med sin vældige bue sende en pil gennem samtlige 12 økseringe. Derefter skilles de, og Penelope går til ro for natten. Odysseus reder sit leje udenfor i gården, men kan ikke falde i søvn. Athene kommer til ham og spørger, hvorfor han ikke sover, og Odysseus fortæller, at det er fordi han ene mand skal kæmpe mod bejlerne. Athene siger, at med hende ved hans side kan han besejre 50 grupper af bejlere. Penelope kan heller ikke sove, men Athene beroliger hende.
Odysseus vågner ved at høre sin hustrus jamren. Odysseus beder Zeus om at sende et varsel. Zeus hører hans bøn og lader tordenen rulle fra Olympen til trods for, at himlen er skyfri. Telemachos kommer ned og går hen på torvet. Eurykleia beder tjenestepigerne om at rydde op i salen til den fest, der skal være til ære for Apollon. Inde i hallen fester bejlerne. Ktesippos, en af de mest brovtende bejlere, tager et kødben og kaster efter Odysseus, som let undviger. Telemachos sætter ham i rette og truer med at bore et spyd igennem ham. Men nu sker noget mærkeligt. Theoklymenos, seeren siger pludseligt til bejlerne: "Ulyksalige mennesker, hvilken forbandelse har ramt jer. Jeres ansigter drukner i net. Jeg ser jeres blodet strømme ned ad væggene. Solen er slukt og mørket ruger over verden". Bejlerne ler ad ham, og han forlader huset.
Fra skattekamret henter Penelope Odysseus' bue og pilekogger frem, som han havde ladet blive hjemme, da han tog til Troja. Hun beder sine tjenestepiger om at hente 12 øksehoveder og får Eumaios til at bære det ud i paladsets gård. Penelope går ind i salen og siger til bejlerne: "Længe har jeg savnet min mand, og I har snart spist og drukket mig ud af huset. Jeg indbyder jer til en kappestrid. Jeg vil give mig som hustru til den, som kan spænde Odysseus' vældige bue og skyde en pil gennem 12 øksehoveder". Telemachos bryder ind og siger, at han vil deltage, og hvis han vinder, vil hans moder ikke skulle forlade hans hus. Mens bejlerne betragter ham, stiller han de 12 økser op på en snorlige række. Tre gange prøver han at spænde buen, og tre gange svigter kræfterne ham. Da han prøver for fjerde gang, og det er ved at lykkes for ham, bryder hans fader ind og standser ham, og Telemachos beder bejlerne om at prøve. Den første træder frem og prøver forgæves at spænde buen. Antinoos beder en af tjenestefolkene om at tænde et bål, så vil han smøre buen ind i fedt og gøre den mere bøjelig ved at varme den over ilden. Flere af bejlerne prøver, men ingen mægter at spænde buen. Til sidst er kun de to stærkeste af bejlerne tilbage, Alkinoos og Eurymakos.
Odysseus går udenfor sammen med Eumaios og Filoitios og spørger dem:"Hvis Odysseus kom tilbage, hvilken side ville I så vælge", og de siger: "Gid Zeus vil opfylde vores ønske og lade Odysseus vende hjem". Odysseus river sine pjalter til side, så de ser det store ar efter vildsvinet, og han lover at belønne dem fyrsteligt, hvis det lykkes ham at dræbe bejlerne. Han giver Eumaios besked om at få kvinderne til at låse sig inde og ikke komme ud, selv om de hører larm og støj.
Eurymachos tager buen, men kan ikke spænde den, og han smider den fra sig i ærgrelse. Antinoos siger, at det er en festdag, så de bør udskyde konkurrencen til næste dag. Så vil de ofre til den store bueskytte, Apollon, inden de genoptager skydningen. Da spørger Odysseus pludselig, om han må prøve buen. Antinoos afviser ham voldsomt, men Penelope bryder ind og siger, at tiggeren skal have lov til at prøve. Også Telemachos synes, at den fremmede tigger skal have lov at prøve, og han beder sin moder om at gå op på hendes kammer. Eumaios tager buen og rækker den til Odysseus, som roligt løfter den og spænder den uden besvær. Filoitios lister ud og sætter en bom for porten til gårdspladsen. Odysseus sigter og skyder uden at rejse sig fra stolen. I det øjeblik giver Zeus sin mening til kende med et højt tordenskrald, og Odysseus fryder sig. Pilen flyver fra strengen og gennem det ene øksehoved efter det andet, indtil den kommer ud af det 12. og sidste øksehoved. Odysseus råber triumferende til Telemachos: "Øjeblikket er inde. Lad os lave en aftensmad til bejlerne, de ikke vil glemme", og Telemachos griber sit sværd og sit spyd og stiller sig ved siden af sin fader.
Odysseus springer op og ryster pilene ud af koggeret. Hans første pil rammer Antinoos i struben, mens han er i færd med at drikke. Bejlerne kigger forvildet omkring, men kan ikke finde deres våben. Odysseus råber: "I var nok sikre på, at Jeg aldrig kom tilbage til Ithaka. I har forødt min ejendom, voldtaget mine tjenestepiger og bejlet til min kone, mens jeg var i live. Men nu er I dødsens. Ikke én af jer skal undslippe." Eurymachos beder om nåde og lover, at de vil erstatte alt, hvad de har taget af Odysseus' ejendom, men Odysseus fortsætter ubønhørlig med at sende sine pile mod bejlerne. Telemachos løber for at hente våben fra kammeret, han henter fire lanser, fire skjolde og fire bronzehjelme og vender tilbage. Desværre har Telemachos i skyndingen glemt at lukke døren, så bejlerne får fat i nogle spyd. Athene skaber sig om til en svale og sætter sig på en sodsværtet bjælke. Da bejlerne kaster spyddene mod Odysseus og Telemachos, forrykker Athene deres sigte, og snart er alle bejlerne faldet; kun skjalden Femios og herolden Medon skånes. Til sidst står Odysseus tilbage i hallen som en blodig løve, der har fortæret en okse i folden. De 12 troløse tjenestepiger bliver sat til at slæbe ligene ud i gården, hvorefter de bliver hængt. Odysseus ryger med svovl for at rense huset, inden han ifører sig en ren klædning.
Eurykleia går op til sin herskerinde for at fortælle hende, at hendes husbond er kommet tilbage, men hun tror ikke, den gamle kone. Hun spørger, hvorledes det er gået til, og Eurykleia fortæller, at hun intet har set. Hun har blot hørt larmen, og da hun kom ud fra sit kammer, stod Odysseus ved siden af et bjerg af lig som en glubende løve. Selv da hun kommer ned i hallen, kan hun ikke tro, at det virkelig er Odysseus. Nu blev Odysseus vasket, salvet og iklædt en prægtig kjortel. Imens går tjenestefolkene omkring i byen og invitere til fest på paladset. Nu lægger Penelope en fælde for Odysseus. Hun beder Eurykleia om at flytte Odysseus' seng udenfor sovekammeret, og Odysseus fortæller, at det ikke er muligt. Han har med sine egne hænder skåret sengestolperne ud af et kæmpemæssigt oliventræ, så det er ganske umuligt af flytte sengen. Derefter har han bygget sovekammeret udenom sengen. Penelope ved nu, er det er Odysseus, hun har for sig, og hun falder ham grædende om halsen og vil ikke slippe ham. Athene forlænger natten ved at holde den rosenfingrede dagning tilbage i Okeanos, så han ikke kører frem med sine to heste, der bringer dagens lys til menneskene. Odysseus siget, at han og Telemachos vil tage ud på deres landsted for at besøge Odyeesus' fader, den gamle Laertes. Imens skal Penelope låse sig inde på sit kammer, hvis der bliver uro, når rygtet om bejlernes død har bredt sig.
Odysseus og Telemachos når ud til gården, som Laertes selv har opdyrket i sin ungdom. Her lever han, efter at hustruen er død af hjertesorg over Odysseus' forsvinden. Odysseus tør ikke lige straks åbenbare sig for den gamle mand, og han fortæller i stedet den gamle, at han på en rejse havde mødt en fremmed, som fortalte, at han kom fra Ithaka, og at hans fader var kong Laertes. Faderen udbryder, at der var hans søn, Odysseus, men at hans ben for længst hviler i jorden eller i havet. Odysseus kan ikke længere holde sig tilbage, og fortæller, at han er sønne Odysseus, der er kommet tilbage, og Laertes slynger sine arme omkring halsen på Odysseus og vil ikke slippe ham igen
I mellemtiden har bejlernes familie hørt om den blodige dåd, og Antinoos' fader forsøger at igangsætte et oprør, men den gamle Halitherses, den klogeste af dem alle, fortæller, at beboerne selv har været skyld i, hvad der er sket. Det kommer til et mindre oprør, som Odysseus og Telemachos slår ned, hvorefter Zeus med Athenes hjælp stifter fred mellem familierne på Ithaka. Og den fred vil bestå, så længe sagnet om den snilde kong Odysseus stadig fortælles.