"Vreden, Gudinde! besyng,
som greb Peleiden Akilles rædsomt,
og Qvaler i tusinde tal Achaierne voldte.
Heel mangfoldige Heltes behjertede Sjele
den skikked ned til Hades' Hjem,
og for Hunde til Rov som for alskens Fugle
den gav deres Liig,
- fuldbragt blev Zeus's Beslutning -
alt fra den Stund, Uenighed først
og Splid havde reist sig
mellem den Ædling Achilles
og Mændenes Drot Agamemnon".
Hvis du som jeg har gået i skole i 1950'erne, husker du formentlig ovenstående indledning til Homers "Iliaden" i Christian Wilsters oversættelse fra 1836. Siden har Otto Sten Due i 1999 lavet en dejlig nutidig oversættelse (eller rettere gendigtning) af værket, som er meget læseværdig og læsevenlig. I 2006 fik jeg en dejlig julegave af Danmarks Radio, nemlig mulighed for at downloade alle 43 afsnit af Iliaden i mp3-format. Oven i købet oplæst af Otto Sten Due selv og med musik af Fuzzy - "næsten et helt døgns beretning om krig og kærlighed i selskab med græske guder, smukke kvinder og drabelige helte". Jeg hører jævnlig et kapital fra værket, når jeg slapper af ved min computer.
Homer, som vistnok var blind, menes at have nedskrev dette episke værk omkring 700 år f.v.t., men historien foregår næsten 500 år før ham. Iliaden handler om den 10 år lange græske besættelse af Troja. Handlingen fortsættes i Odysséen, som også tilskrives Homer. Der er tale om lange hyldestsange, som blev fremført af skjaldene i det antikke Grækenland, og som blev mundtligt overleveret gennem generationer. Homer har muligvis været en sådan skjald, som blot har gjort sig den ulejlighed at nedskrive de lange epos. Ingen andre værker har haft større indflydelse på europæisk litteratur end disse.
Hvis du ikke er lidt fortrolig med den græske gudeverdem, skulle du måske starte med at kigge på min side om Græske guder og helte. Fra den side kan du nemt finde tilbage til denne.
Hvis du undrer dig over titlen Iliaden, så skyldes den, at byen Troja blev grundlagt af herskeren Ilios og på det tidspunkt blev kaldt for Ilion. Deraf Iliaden.
Inden jeg går i gang med at genfortælle den fantastiske beretning, vil jeg kort fortælle om forhistorien. Den begynder i Troja på Lilleasiens (Tyrkiets) vestkyst, hvor kong Priamos og dronning Hekuba får en søn. Et varsel fortæller, at den lille prins, som får navnet Paris, vil blive skyld i byens ødelæggelse. De sætter derfor den nyfødte ud, for at han kan dø. Imidlertid overlever Paris og optages til sidst i familien.
Næste scene udspiller sig på Olympen, gudernes hjem. Da helten Peleus skal giftes til nympfen Thetis, glemmer man at invitere Eris, gudinden for tvedragt (splid). For at ødelægge festen kaster Eris et gyldent æble ind blandt selskabet; æblet bærer indskriften "Til den smukkeste". Som forventet er alle gudinder straks i vild diskussion over, hvem denne titel tilkommer. Da Zeus har hørt længe nok på denne snak, beder han Hermes om at føre de tre finalister, Afrodite, Hera og Athene til Idabjerget, hvor den unge trojanske prins Paris er fårehyrde. Gudinderne opsøger ham én ad gangen på engen, hvor han passer sine får, og forsøger at bestikke ham. Hera, Olympens dronning, lover, at han vil komme til at regere verden, hvis han vælger hende. Athene, krigsgudinden, lover, at hun vil gøre ham til sejrrig i kamp. Men Afrodite lover ham den smukkeste kvinde i verden. Og prins Paris vælger at kåre Afrodite som den smukkeste af gudinderne.
Verdens (jordens) smukkeste kvinde er dronning Helene, som er datter af selveste Zeus og prinsesse Leda, som Zeus besøgte i skikkelse af en svane. Men desværre er den skønne Helene gift med kong Menelaos af Sparta. Under et besøg i Menalaos' kongeborg sørger Afrodite for, at Helene bliver forelsket i prins Paris, og i et belejliget øjeblik - mens Menelaos er bortrejst nogle dage til en begravelse - stikker de to elskende af til Troja. Med sig tager de en del af værdierne i kongens skatkammer. Grækerne samler en stor hær under ledelse af overkongen Agamemnon, som er konge af Mykene og broder til Menelaos og de sætter ud for at bringe den skønne Helene hjem. Parret fejrer deres bryllupsnat på øen Kythera, som de anløber, hvorefter de sejler hjem til Troja. Parret bliver godt modtaget, og gamle kong Priamos siges at blive indtaget i den smukke kvinde.
Seeren Kalkas har forudsagt, at grækerne kun kan vinde krigen, hvis Akilles, myrmidonernes unge konge, deltager på deres side. Akilles har lært krigskunst af kentauren Cheiron, som opfostrer så mange af de græske helte. Han vokser op på en føde, bestående af marven af bjørneknogler for at blive modig, og af marven af hjorteknogler for at blive hurtig. Da hen er seks år gammel, dræber han sit første vildsvin og kan løbe ethvert dyr op. Akilles bliver som ganske ung kendt som den tapreste, smukkeste og hurtigste af de græske helte. Homer omtaler ofte Akilles som "den fodrappe". Akilles’ moder Thetis, ved, at han vil dø, hvis han kommer med i krigen mod Troja, og derfor sender hun ham til Lycomedes’ hof på øen Skyros, hvor han tager ophold mellem kongens døtre - og som dem er han iført pigetøj. Det var et godt trick, men Thetis havde undervurderet grækerne, især den listige Odysseus, som kommer til hoffet på Skyros sammen med to andre grækere. De bliver godt modtaget, og kongen giver dem tilladelse til at lede overalt, men de finder intet spor af den unge Akilles. Så får Odysseus et lyst indfald. Han bringer en mængde gaver til kvindernes kvarter: smykker, dragter og våben. Pigerne vælger smykkerne og tøjet, mens Akilles instinktivt griber sværdet og skjoldet. Det lykkes Odysseus at overtale Akilles til at deltage i kampen mod trojanerne.
Hver af de græske konger stiller med ét eller flere bemandede skibe, og de får besked på at sejle til Aulis, hvorfra den samlede flåde vil drage mod Troja. Akilles stiller med 50 skibe. I alt har grækerne omkring 1000 skibe. Du kender måske verset "a face that could launch a thousand ships" - det er den skønne Helenes ansigt, som har den virkning. En dag gennemfører Agamemnon en ofring til Zeus og Apollon, Pludselig skyder en frygtelig slange frem under alteret, og den snoer sig hurtigt op i træet ved siden af. Dens ryg er rød som blod. Øverst i træet er en rede med otte sourgeunder, og moderen flyver ængsteligt omkring. Slangen æder alle ungerne én efter én, og til sidst snapper den også moderen. Da forvandles slangen til en sten, og alle er klar over, at det er et jærtegn fra Zeus. Man hvad betyder det? Seeren Kalkas udlægger varslet således: Ligesom slangen slugte de otte under og moderen med, således vil der gå 9 år, inden vi erobrer det mægtige Troja. Grækerne undrer sig alle over dette mirakel.
Flåden bliver imidlertid opholdt i mange dage i Aulis af modvind. Årsagen hertil er, at Agamemnon har fornærmet jagtens gudinde Artemis ved at slå et af hendes hellige dyr ihjel. Desuden har han pralet af sine store evner som jæger, og er der noget, som guderne ikke bryder sig om, er det hybris (overmod). Seeren Kalkas fortæller, at for at formilde Artemis må Agamemnon ofre sin ældste datter, Ifigenia. (Det tilgiver hans hustru Klytaimnestra ham aldrig, og hun tager siden en frygtelig hævn - men som så ofte før, det er en anden historie). Efter at Agamemnon har udført ofret af sin egen datter, kommer vinden, og flåden tager afsted.
Undervejs lander grækerne på den lille ø Tenedos, hvorfra man kan se Troja. Her bringer man et offer til Apollon, den store bueskytte. Offeret bringes af Filoktetes, som har fået Herakles bue og pile som tak for at have ydet ham hjælp. En slange snor sig frem fra alteret og bider Filoktetes i foden. Der går betændelse i såret, og ingen salve hjælper. Smerterne er så store, at hans skrig kan høres over hele øen. Det ender med, at Agamemnon giver Odysseus ordre til at sætte Filoktetes i land på Lemnos, hvor han opretholder livet ved at skyde fugle. (Måske kender du Nicolai Abildgaards billede af "Den sårede Filoktet", der hænger på Statens Museum for Kunst?). Der skal komme en dag, hvor grækerne vil savne den store bueskytte.
Da Iliaden begynder, har belejringen af Troja varet 9 år. En del af tiden har den græske hær anvendt til at angribe de nærliggende trojanske byer. Med Akilles i spidsen for sine krigere, myrmidonerne har de indtaget mere end 20 byer og taget mange skatte. Senest har de erobret byen Lyrnessus, og den smukke prinsesse Briseis er tilfaldet Akilles i bytte.
Inden vi får i gang, vil jeg vise en oversigt over de mest fremtrædende deltagere. Som du kan se, er det ikke alene jordiske krigere, der deltager, men også Olympens guder.
|
Guder på grækernes side:
Betydningsfulde grækere: |
Guder på trojanernes side:
Betydningsfulde trojanere: |
I første vers hører vi om den græske helt Akilles, som er blevet så vred over en byttedeling, at han beder Zeus gå imod sine egne landsmænd for at straffe dem. Under belejringen har Agamemnon taget Chryseis, datter af den trojanske Apollonpræst og præstinde ved Apollontemplet, som krigsbytte. Præsten går til Agamemnon med store gaver og bønfalder ham om at give ham datteren tilbage, men Agamemnon afslår hånligt. Apollon sender da en regn af pile (nogle steder står der pest, men begge dele er givetvis ubehagelige) over grækerne. Agamemnon spørger seeren Kalchas om, hvorledes han har pådraget sig Apollons vrede, og Kalchas fortæller, at Apollon først vil formildes, hvis Chryseis sendes tilbage til sin fader. Agamemnon har ikke til sinds at følge rådet, men Akilles, den største af de græske helte, hævder, at Agamemnon skal sende Chryseis tilbage. Agamemnon sender modstræbende pigen tilbage til hendes fader, men til gengæld kræver han kompensation for sit tab og forlanger Akilles' krigsbytte, den smukke Briseis. Akilles lukker sig rasende inde i sit telt og nægter at kæmpe videre.
Akilles er søn af Peleus og Thetis. Peleus er en stor helt, og efter sigende søn af Zeus, og Thetis er en havgudinde, eller mere præcist en nereide, da hun er datter af havguden Nereus. Thetis dypper sin nyfødte søn i underverdens flod Styx, for at han skal blive usårlig. Imidlertid må Thetis holde Akilles i anklerne, og derfor bliver hans hæl ikke dyppet - det skal siden blive hans død, og derfra stammer udtrykket "en akilleshæl". Den listige kong Odysseus forsøger forgæves at overtale Akilles til at tøjle sin vrede, og den gamle og veltalende Nestor "med ord, der flyder som honning" får ikke større held. Akilles fastholder, at han og hans krigere, de tapre myrmidoner, ikke vil kæmpe mod trojanerne. Lige inden Akilles trækker sit sværd for at dræbe Agamemnon, blander Athene sig og beder ham lade være. Akilles trækker sig ud af kampen om Troja og beder sin moder Thetis om at gå til Zeus og få ham til lade krigslykken gå grækerne imod. Det lykkes Thetis efter en del overtalelse at få Zeus med til det. Thetis har på et tidligere tidspunkt hjulpet Zeus under et oprør af de øvrige olympiske guder, hvilket hun ikke undlader at minde ham om. Men Zeus er alligevel lidt betænkelig ved at lægge sig ud med hustruen Hera, som holder med grækerne (husk at trojaneren Paris gav æblet til Afrodite). Zeus narrer Agamemnon ved i en drøm at love ham sejr. Agamemnon kalder de græske ledere sammen og fortæller om sin drøm. Han tester de græske soldaters kampmoral ved at fortælle dem, at de skal tage hjem, og de fleste soldater løber glædestrålende mod deres skibe. Odysseus løber efter dem og skammer dem ud og minder om det sejrsløfte, de har aflagt ved togtets begyndelse.
Prins Paris får den idé at udfordre kong Menelaos til en duel, og krigens genstand, Helene skal tilfalde vinderen. Det forekommer lidt besynderligt, da Paris er kendt som en stor bueskytte, men ikke nogen stor kriger i kampen mand mod mand. Helene tager opstilling på den høje mur omkring Troja ved siden af svigerfaderen kong Priamos, og kongen udpeger de berømte græske krigere for hende. Inden kampen må Priamos overfor Agamemnon sværge på, at han vil respektere kampens udfald. Afrodite ledsager uset af alle Paris ind på kamppladsen. Menelaos og Paris kæmper, men snart må Afrodite beskytte sin yndling og transportere Paris til sine gemakkerpå slottet.
Ve et topmøde på Olympen overvejer Zeus at gøre en ende på den 10 år lange krig og spare byen Troja, men hans hustru Hera protesterer rasende. Det ender med, at Zeus sender Athene for at bryde våbenstilstanden, og hun får den dygtige bueskytte Pandaros til at sende en pil mod Menelaos, som såres let. Agamemnon opfordrer alle høvdingene til at udvise tapperhed, og nu starter de blodige kampe igen. Diomedes går nærmest besærk inspireret af Athene og dræber mange fjender, deriblandt Pandaros. Da Afrodite blander sig i kampen, sårer han selve kærlighedsgudinden, så Ares må komme hende til hjælp. Afrodite flygter skræmt til fader Zeus på Olympen, som skælder hende ud for hendes indblanden, men læger hendes sår. Hera og Athene blander sig i kampen på græsk side, og selveste krigsguden Ares, som ikke selv er nogen stor kriger, bliver såret og fortrækker ligeledes til Olympen. Trojaneren Æneas bliver såret, og Apollon fører ham til sit tempel på Pergamos. (Vi skal senere erfare, hvorfor det er så vigtigt, at Æneas overlever kampene).
Nu er det grækerne, som er ovenpå. Hektor iler til byen forat bede sin moder Hekabe om at bede til Athene om hjælp mod Diomedes, der er gået amok. Han finder sin broder prins Paris hos Helene og skælder ham ud for ikke at vise sig på slagmarken. På slagmarken genkender Glaukos og Diomedes hinanden som gæstevenner hos deres fædre og bytter rustning - lidt ridderlighed i den blodige kamp. I en rørende scene tager Hektor afsked med sin hustru Andromache og deres søn Astyanac, inden han vender tilbage til kampen sammen med Paris.
I desperation upfordrer Hektor grækerne til at sende en kriger, som skal duellere med ham. Mange melder sig, og der kastes lod. Den store Ajax, Telamons søn, vælges ved lodtrækning, men kampen bliver ikke afgjort, da mørket falder på. Nestor foreslår, at hver side bruger natten til at begrave sine døde.
Kampen genoptages. Zeus forbyder de andre guder at blande sig i kampen og drager selv op på Idabjerget for på sin vægtskål at afveje de to folks skæbne; han forudser Patroklos' død og Akilles' tilbagevenden til kamppladsen. Kampene begynder igen, og trojanerne går frem. Hera og Athene forsøger alligevel at hjælpe grækerne, men bliver standset af Iris, som er blevet sendt af Zeus. Da natten falder på, overtaler Hektor trojanerne til at forblive på sletten udenfor byen i håb om en hurtig og endelig sejr over grækerne den følgende dag.
De græske ledere holder krigsråd. Agamemnon foreslår opgivende, at de tager hjem, men Diomedes og gamle Nestor går imod ham. Nestor råder Agamemnon til at slutte fred med Akilles og sende Briseis tilbage sammen med rige gaver. Odysseus og Ajax går til Akilles' telt og tilbyder ham mange, rige gaver fra Agamemnon, hvis han vil vende tilbage til kampen, men Akilles afviser deres opfordring. Først når grækernes skibe på stranden er truede, vil han overveje det, og de må vende tilbage med uforrettet sag.
Agamemnon og Menelaos, som ikke kan sove for bekymring, vækker de øvrige høvdinge midt om natten. Diomedes og Odysseus melder sig frivilligt til at udspionere den trojanske lejr på sletten. De møder den trojanske spion Dolon og dræber ham, efter at de først har fået at vide, at trakherkongen Rhesos er kommet trojanerne til hjælp; han har medbragt nogle smukke heste. Diomedes og Odysseus sniger sig ind i den fjendtlige lejr, hvor de myrder Rhesos og hans krigere, inden de vender tilbage medførende de smukke heste.
Næste morgen ifører Agamemnon sig sin rustning og udmærker sig i kampen. På Zeus' befaling holder Hektor sig fra slaget, indtil Agamemnon bliver såret. Andre græske helte som Odysseus, Diomedes, Makhaon og Eurypylos såres også. Da Nestor kører forbi med den sårede Makhaon, får Akilles øje på dem og sender Patroklos hen for at høre, hvem den sårede er. Nestor opfordrer indtrængende Patroklos til at overtale Akilles til at vende tilbage til kampen, eller i det mindste lade Patroklos og myrmidonerne kæmpe. På tilbagevejen møder Patroklos den sårede Eurypylos og fører ham ind i teltet og forbinder hans sår.
Trojanerne angriber, og grækerne må trække sig tilbage bag deres palisader. Hektor angriber lejren, og Sarpedon og Glaukos nærmer sig det tårn, hvor Menestheus står. Glaukos såres, og Sarpedon river brystværnet ned, hvorefter Hektor sprænger en port med et stenkast, og trojanerne bryder ind over palisaden og gennem porten. Nu samler havguden Poseidon de to Ajax'er, Ajax fra Salamis og Ajax fra Lokris til forsvar for de græske skibe, og Agamemnon og andre af de sårede græske krigere vender tilbage til kampen. I mellemtiden forfører Hera, som har lånt Afrodites magiske elskovsbælte, sin husbond Zeus for at aflede hans opmærksomhed fra, at Poseidon har blandet sig i striden. Ajax rammer Hektor med en sten, så han må bæres bort fra slaget, og trojanerne flygter. Da Zeus vågner og opdager det truende nederlag for trojanerne, sender han Iris afsted for at byde Poseidon at forlade slaget og puste nyt kampmod i Hektor. Nu er det grækerne, som viger, og de drives tilbage til deres skibe, som det lykkes trojanerne at sætte ild til.
Akilles' nære ven (og elsker) Patroklos mener, at det er tid at gribe ind, men Akilles nægter fortsat at vende tilbage til kampen. Hektor beder Akilles om tilladelse til at låne hans gyldne rustning og lede myrmidonerne i kamp, hvilket han får tilladelse til. Gamle Nestor havde fået det indfald at lade Patroklos vise sig på slagmarked iført Akilles' rustning, hvilket helt sikkert ville indgyde skræk i trojanerne. Det lykkes Patroklos at afværge den umiddelbare fare for, at de græske skibe skal blive taget, og Patroklos dræber en af trojanernes allierede, Sarpedon, som er en (dødelig) søn af Zeus. Trojanerne viger. Patroklos bliver overmodig og vil løbe storm på Troja, men han såres af Euphorbos, hvorefter Hektor dræber ham, tager Akilles' våben og ifører sig Akilles' rustning. Der bliver heftig kamp om den faldne Patroklos. Det ender dog med, at Menelaos og Meriones bærer Patroklos legeme til den græske lejr, medens de to Ajax'er slår fjendens angreb tilbage.
Da Akilles modtager besked om Patroklos' død, er han utrøstelig, og Thetis kommer til sin fortvivlede søn. Hun råder ham fra at kaste sig ind i kampen, nu da han ikke længere har nogen våben. Hun ved, at det vil koste ham livet. På hans indtrængende bøn lover hun at gå til smedeguden Hefaistos og få ham til at smede en ny rustning. Våbenløs stiller Akilles sig op ved voldgraven, og trojanerne bliver rædselsslagne bare ved synet af ham og ved at høre hans krigråb. Polydamas råder trojanerne til at trække sig tilbage til byen, men Hektor forkaster hans råd. Myrmidonerne lægger Patroklos på lit de parade og sørger højlydt natten igennem ved hans lig.
Thetis bringer rustningen til sin søn, som tilkalder de andre græske høvdinge, bilægger sin strid med Agamemnon og melder sin tilbagevenden til kampen. Agamemnon giver Zeus skylden for deres uoverensstemmelse, giver rige gaver til Akilles og sender Briseis tilbage til hans telt. Akilles bebrejder sin talende hest Xanthos, at den ikke havde fortalt ham om Patroklos kommende død. Xanthos svarer, at Patrolkos er blevet dræbt af en gud, og at Akilles ligeledes snart vil blive dræbt af en gud. Herefter slår Furierne gangeren med stumhed.
Zeus opfordrer guderne til at deltage i kampen for at forhindre Akilles i at indtage Troja "imod skæbnen". Hera, Athene, Poseidon, Hefaistos og Hermes hjælper grækerne, mens Apollon, Artemis, Leto, Afrodite, Ares og Skamandros hjælper trojanerne. Opfyldt af hævntørst kaster Akilles sig ind i kampen og dræber i hundredvis af trojanere, så den nærliggende flod (i dag Karamenderes) farves rødt af deres blod. Flodguden Skamandros forfølger Akilles i vrede op over sletten, men give op, da Hefaistos tage kampen op mod Skamandros. Akilles kæmper mod den trojanske helt Æneas, søn af Afrodite; Æneas bliver besejret, men reddes af Poseidon. Hektor går mod Akilles, men reddes af Apollon. Trojanerne flygter og tvinges tilbage bag byens beskyttende mure. Akilles fanger 12 fremtrædende trojanere som skal være sonofre for Patroklos. Guderne vender tilbage til Olympen, mens Apollon dog tager til Troja. Priamos åbner porten åbne for de flygtende trojanere, mens Apollon i skikkelse af Agenor holder Akilles tilbage.
Priamos og Hekabe bønfalder deres søn, Hektor om at komme tilbage til sikkerheden i Troja by, men han afslår og gør sig klar til kamp mod Akilles på sletten uden for bymuren. Der går panik i Hektor, og tre gange driver "den fodrappe Akilles" Hektor omkring Trojas mure tre gange. Apollon forlader ham, hvorefter Akilles dræber ham med sin lanse og i sit blinde raseri slæber han Hektors lig efter sin stridsvogn ned til de græske skibe. Forældrene og Andromake står jamrende på bymuren. De er samtidig klar over, at nu vil Troja uundgåeligt falde.
Om natten viser Patroklos sig for Akilles og beder om at han må blive begravet, så hans sjæl (skygge) kan komme til underverden Hades. Patroklos brændes sammen med de 12 ofre på et vældigt bål, og Akilles afholder kamplege til ære for sin døde ven og uddeler priser til vinderne. Herefter slæber han Hektors lig omkring Patroklos' grav i 12 dage, mens de lamslåede trojanere fra den høje bymur er tilskuere til, hvorledes Akilles skænder deres døde helt.
Guder forfærdes også over Akilles' mishandling af Hektors døde legeme, og de beslutter, at kong Priamos skal have sin søns lig udleveret, og Thetis overbringer dette budskab til sin søn. Samtidig får den gamle kong Priamos af Iris besked på at gå til Akilles' telt med rige gaver og bede ham udlevere sønnens lig. Priamos ankommer i følge med Hermes, og Akilles forbarmer sig over den gamle konge, der beder om lov til at give sin søn en passende begravelse. Priamos og Akilles sørger sammen over deres tab, hvorefter Priamos vender tilbage til Troja med Hektors døde legeme.
Trojanerne begræders deres store helts død, og Hektor bliver begravet. Og dermed afsluttes Iliaden.
Jeg vil selvfølgelig ikke snyde dig for slutningen, men jeg er ikke i tvivl om, at samtlige Homers tilhørere nøje vidste, hvad der fulgte. Efter begravelsen af Patroklos og Hektor fortsætter kamphandlingerne. Amazonedronningen Penthesileia og aithiopernes konge Memnon kommer trojanerne til undsætning, men dræbes begge af Akilleus. Kort efter bliver Akilles dræbt af et pileskud fra Paris’ bue. Han bliver ramt på sit eneste sårbare sted, hælen, lige netop der, hvor hans mor holdt fast i ham, da hun efter hans fødsel dyppede ham i Styx. Det eneste sted, hvor han ikke er usårlig. Pilen blev styret af spådomsguden Apollon.
Odysseus og Neoptolemos henter Filoktetes fra Lemnos, og hans sår bliver helet af Makhaon. Derefter dræber Filoktetes Paris med et pileskud. Hermed er den sidste af kong Priamos 50 sønner faldet under den 10 år lange kamp ved Troja.
Efter 10 års kamp lader grækerne, som om de har opgivet at indtage Troja, og de sejler afsted i deres skibe. Udenfor bymuren efterlader de en gigantisk træhest. Trojanerne, som tror, at hesten er et offer til guderne, trækker den ind i byen. Præsten Laokoon gennemskuer den falske gave, men Athene sendte nogle giftslanger, der dræber ham og hans to sønner. Inde i hestens bug har de største græske krigere, deriblandt Odysseus, gemt sig, mens deres kammerater sejler bort og lader som om, de har opgivet belejringen. Om natten springer grækerne ud af hestens bug, åbner byporten for de tilbagevendte græske krigere, som dræber hver eneste mand og hvert eneste drengebarn, mens alle kvinder og piger tages til slave. Alle Trojas rigdomme plyndres, og selve byen brændt ned til jorden. Og således opnåede grækerne ved list, hvad de ikke havde kunne opnå i 10 års kamp. Og således gik Hekubas varsel om, at Paris ville bringe ødelæggelse over Troja, i opfyldelse.
Menelaos vendte hjem til Sparta med krigens genstand, Helene og levede vistnok lykkeligt sammen til deres dages ende.
Kassandra, Priamos' datter med de profetiske evner, bliver voldtaget af Ajax den yngre, og derefter taget som frille (konkubine) af Agamemnon. Da Agamemnon kommer hjem til Argos, har hans hustru, Klytaimnestra (Helenes søster) taget Aigisthos som elsker. Formentlig for at hævne datteren Ifigenias død planlægger Klytemnestra og Aigisthos at dræbe Agamemnon. Kassandra forutser drabet og advarer Agamemnon, men han hører ikke på hende, og bliver dræbt, mens han sidder i badet. Kassandra bliver også dræbt. Agamemnons sønn Orestes, som er bortrejst, kommer hjem og sammen med sin søster Elektra hævner de deres faders død og dræber Klytaimnestra og Aigisthos.
Æneas, der som nævnt er søn af Afrodite, er en af de ganske få trojanere, som overlever Trojas ødelæggelse. Ifølge legende lykkes det Æneas at flygte fra det brændende Troja, og efter mange genvordigheder kommer han til Latium, hvor han bliver gift med latinerkongens datter Lavinia. Med hende bliver han stamfader til alle senere romere, heriblandt Romulus og Remus. Således får romerne en tilknytning til de grækere, som de beundrede så højt. Digteren Vergil (71-19 fvt.) beretter herom i sit heltedigt, Æneiden - men det er en helt anden historie, som jeg ikke vil fortælle her.
Derimod vil jeg snart berette om den listige helt Odysseus' farefulde hjemfærd fra Troja til sit lille kongedømme Ithaka. En tur, som kommer til at vare lige s¨længe som den trojanske krig.
Antikkens grækere troede fuldt og fast, at de hændelser, som Homer fortalte om, var sande og havde fundet sted. De mente, at krigen var foregået i det trettende eller tolvte århundrede fvt., og at Troja lå i nærhefen af Dardanellene i det, som idag er den nordvestlige del af Tyrkiet. I nyere tid blev både krigen og byen antaget for at være mytologiske. Men i 1870 finder den tyske arkæolog (selvlærd) Heinrich Schliemann resterne af, hvad han mener, er Troja. De flere arkæologer har givet ham ham ret, men der findes ingen beviser for, at Homers Troja har eksisteret, langt mindre at de blodige hændelser har fundet sted. Der har formentlig været tale om en handelskrig, gvor grækerne har ønsket at anlægge kolonier på den østlige del af den tyrkiske kyst, og i den forbindelse har været nødt til at nedkæmpe Troja, som med sin strategiske beliggenhed kontrollerede den indbringende handel til Sortehavet. Men personligt foretrækker jeg historien om den skønne Helene, "hvis ansigt kunne søsætte 1000 skibe".