For nogle år siden var Birgit og jeg nogle dage i Cambridge, og vi blev meget fascineret af den smukke universitetsby. Siden min barndom har jeg drømt om at opleve de engelske universitetsbyer, Oxford og Cambridge. Jeg tror, at drømmen udsprang af alle de engelske kostskoleromaner, jeg slugte i min barndom, fx Stilk og Co af Rudyard Kipling eller de syv "Singleton-bøger" af Louis de Geer, om en svensk dreng, som kommer på en engelsk kostskole, eller Tom Browns Skoledage af Thomas Hughes. På det seneste har J.K. Rowling pustet nyt liv i genren med sine Harry Potter bøger om drengen, som mister sine forældre og bliver sendt på en kostskole for troldmandslærlinge. Mange scener fra Harry Potter filmene er optaget i Oxford. Fx er scener fra "Harry Potter and the Philosopher's Stone" og "Harry Potter and the Chamber of Secrets" optaget i den store sal i Christ Church, og samme sal har været inspiration for Hogwarts Great Hall. New College har lagt plads til scener i "Harry Potter and the Goblet of Fire". Det fantastiske bibliotek Bodleian Library har også indgået i et par film.
Sidst men ikke mindst har Oxford været en meget seværdig ramme for alle Inspector Morse TV-episoderne, som både Birgit og jeg har nydt gennem årene. Den britiske forfatter Colin Dexter har skrevet 13 (efter min mening meget læseværdige) romaner med sin hovedperson Morse. På grundlag af disse romaner blev der mellem 1987 og 2000 lavet 33 TV-episoder. I den sidste episode, The Remorseful Day, lader Colin Dexter sin hovedperson dø. I 2006 fulgte så TV-serien Lewis, som har Morses næstkommanderende Sergeant Lewis som hovedperson. Også dem holdt vi meget af. Og det seneste spinoff af Colin Dexters romaner er filmen Endeavour, som blev sendt på TV i januar 2012. Heri følger man den unge Morse i hans universitetstid og hans tidlige karriere. Siden er der kommet yderligere fire episoder i serien. Ja, populære filmhelte er sejlivede.
Men den væsentligste årsag til, at Birgit og jeg tog til Oxford i juni 2013, var, at vores yngste søn Bo i 2012 påbegyndte en PhD i historie ved Oxford Universitet, og vi ville gerne opleve universitetsbyen Oxford. Vi tog derover sammen med Bos kæreste, som også hedder Birgit. Vi havde lejet en lille hytte i den nordlige del af Oxford, hvor vi kunne bo alle fire. De første 3-4 dage fungerede Bo som guide, og tog os med rundt på adskillige colleges. De sidste 3 dage var han på seminar, og Birgit og jeg kunne frit dyrke vores fascinaton af Inspector Morse mv.
Vi fandt nogle billige billetter fra Aarhus Lufthavn til Stansted på RyanAir, en kort flyvetur på ca. 1½ time. Fra Stansted tog vi bussen til Oxford, en køretid på 3-4 timer! Selv med pensionistrabat kostede busbilletten mere end flybilletten. Vi kørte med National Express, hvis hjemmeside du kan finde her. Der er afgang ca. hver time. Vi havde forsøgt at købe billetter hjemmefra på nettet, men vores betalingskort blev afvist, så vi købte billetter i forhallen i lufthavnen. Køreturen gennem det smukke, grønne landskab var betagende, og da vi kom ind på busstationen i Oxford, Gloucester Green, blev vi modtaget af Birgit og Bo, som var fløjet København-Gatwick. Vi tog en taxa til "vores hytte", som lå i den nordlige ende af Oxford i bydelen Wolvercote ud af Woodstock Road. Vi blev venligt modtaget af vores vært, som fortalte lidt om området. Lige overfor lå Wolvercote Primary School og kun 50 meter borte St Peters Church. Kun to minutters gang til busstop for linie 6, som kørte ind til centrum. En anden vigtig oplysning var, at der kun var fem minutters gang til en udmærket pub, The Plough, hvor vi spiste et par gange, første gang den første aften.
The Plough er en forholdsvis stor familiedrevet pub, som styres af Tim & Kim Bowring. Pubben ligger ud til den store fælled Wolvercote Green, hvor der græsser køer og får. Stemningen indenfor var hyggelig og afslappet. Udenfor var et delvist overdækket og opvarmet område, hvor der ofte sad en del gæster og nød en pint.
Pubben "The Plough" i Wolvercote
Indenfor blev vi overrasket over det store bibliotek, som var indrettet i en af barerne. Et udmærket sted at tilbringe en regnvejrsdag.
Biblioteket i "The Plough" i Wolvercote
Da det blæste lidt, satte vi os indenfor i spisesalen. Menukortet var lidt større end på de fleste pubber, fx havde man udover den almindelige hovedmenu en børnemenu og en seniormenu med lidt mindre portioner og lidt lavere priser. Der var selvfølgelig også en særlig søndagsmenu, så englænderne kunne få deres elskede sunday roast. Jeg fik en god gang fish & chips - when in Rome osv., og den var udmærket. De øvrige var også godt tilfredse med maden, og som sædvanligt for en engelsk pub altid store portioner. Der var også et fint udvalg af øl, både lokal og international. Da jeg skulle betale, faldt jeg i snak med værten Tim. Han fortalte mig, at han i lige linie nedstammede fra Horatia Nelson, Lord Nelsons illegitime datter med Emma Hamilton. Jeg har ikke kunnet få oplysningen verificeret, men Tim lød meget troværdig.
Jeg have håbet at møde Colin Dexter, som efter sigende undertiden besøger pubben. Han skal have sagt: "What a great pub to have a beer in." Som nævnt kom vi et par gange på The Plough, som vi gerne anbefaler, hvis du skulle komme på disse kanter. Linie 6 kører næsten til døren.
Næste morgen tog vi bussen ind til centrum, en køretur på knap et kvarter. På bussen købte vi billetter, som gælder for en uge, det var både nemmere og billigere. Desværre gjaldt billetten ikke til samtlige busselskaber i området, men det passede fint til vores behov. Mens vi kører sydpå ad Woodstock Road ind til Oxford, vil jeg fortælle lidt om byen og dens historie.
Oxford er hovedbyen i Oxfordshire og har en befolkning på knap 165.000. Der er nogen industri i området, fx. bilindustri. I 1912 flyttede William Morris til Oxford og begyndte snart at fremstille biler på samlebånd. I begyndelsen af 1970'erne arbejdede mere end 20.000 arbejdere på fabrikken og fremstillede Morris, Triumph, Austin og Rover biler. Siden gik det som bekendt stærkt tilbage for engelsk bilindustri, og i dag ejes fabrikken af BMV, som fremstiller den igen populære Austin Mini. Herudover er der en del IT-virksomheder i området, ligesom der trykkes store mængder af bøger og andre publikationer.
Men ellers er Oxford som bekendt en universitetsby. Oxford Universitet anses almindeligvis som det næstældste fungerende universitet i den vestlige verden; det ældste er universitetet i Bologna, som stammer fra 1088. I løbet af 1100-tallet begyndte en del elever at studere på klostrene og ved katedralerne, og der udviklede sig læreranstalter med især italienske og franske lærere, som flyttede fra sted til sted. Det er svært at tidsfæste oprettelse af Oxford Universitet, men årstallet sættes almindeligvis til 1167. Der har dog fundet undervisning sted i Oxford tilbage i 1096, og det tog fart fra 1167, da Henrik II forbød engelske studenter at studere ved universitetet i Paris. All Souls College og University College påstår dog, at de har dokumenter, som viser, at undervisningen begyndte allerede i 825, men disse er aldrig blevet offentliggjort. Det vides, at der siden det sjette århundrede har foregået en form for undervisning omkring de store katedraler. I 1209 skete der en voldsom begivenhed i Oxford, hvor der var store spændinger mellem de lokale borgere og universitetet. En ung studerende dræbte en kvinde, og den rasende folkemængde greb to studerende og hængte dem - vistnok med kongens billigelse. På den tid var kongen i konflikt med paven om udnævnelse af en ny ærkebiskop af Canterbury, og paven havde lyst kongen i band. Kirken var således i en svag position og kunne ikke hjælpe universitetet, som suspenderede sin funktion, og mange elever og lærere forlod Oxford og rejste til Paris. En gruppe lærere brød ud fra Oxford og tog til Cambridge, hvor de oprettede et nyt universitet. Da striden mellem kronen og kirken var bilagt, idømte kirken (dvs. paven) byen Oxford en årlig bod på 52 shillings pr. år til evig tid at betale til universitetet. Desuden blev huslejen for de elever, som boede udenfor kollegierne, halveret de følgende 10 år. Borgerne skulle også forpligte sig til at levere fødevarer mv. til universitetet til "fornuftige priser". Endelig skulle alle de borgere, som havde været involveret i hængningen, gå barfodede til det sted, hvor de hængte var begravet, fulgt af resten af byens befolkning. Her skulle de tage de døde legemer med og begrave dem respektfuldt på kirkegården. Bøden blev anvendt til støtte af fattige studerende samt bekoste bespisning af 100 fattige studerende den 6. december hvert år (St Nicholas Dag). Mig bekendt blev denne bøde betalt indtil 1984 - dvs i omkring 800 år! I 1333-1334 forsøgte en gruppe utilfredse lærere fra Oxford at oprette et nyt universitet i Stamford, Lincolnshire. Oxford og Cambridge universiteterne henvendte sig til kongen Edward III, og det medførte, at det indtil 1820 ikke var tilladt at oprette nye universiteter noget sted i England, end ikke i London. Oxford og Cambridge havde således et universitetsmonopol gennem næsten 500 år.
Oxford opstod formentlig i begyndelsen af 900-tallet, hvor der blev oprettet et vadested over floden. Beboelsen, som opstod omkring dette vadested, var kendt som "Oxenaforda", hvilket betyder "vadested for okserne". På den tid var vadesteder selvfølgelig mere almindelige end broer. Senere i århundredet fik Oxford militær betydning som grænse mellem kongedømmerne Mercia og Wessex. Oxford blev adskillige gange overfaldet af vores danske forfædre. Under den normanniske invasion (1066) led Oxford en del overlast, og den nye guvernør beordrede opføring af et slot, Oxford Castle, for at kunne beskytte de normanniske interesser over området. Resterne af dette slot kan stadig ses. Geoffrey af Monmouth skal her i 1139 have skrevet "Historia Regum Britanniae", "De britiske kongers historie", som er en samling af legender om sagnkongen Arthur af tvivlsom sandhedsværdi. Værket handler om Storbritanniens konger før saksernes tid, og nævner fx. Æneas som de første britiske kongers stamfader. Den historiske værdi af værker kan formentlig sammenlignes med Saxo Grammaticus' "Gesta danorum", "Danernes bedrifter".
I 1191 fik Oxford status som by og borgerne fik privilegier svarende til dem, der gjaldt indbyggerne i hovedstaden London. Dette medførte, at der i og i nærheden af Oxford blev oprettet adskillige kloste, fx Cistercienserne, Dominikanerne, Franciscanerne, Carmeliterne og Augustinianerne m.fl. Byens betydning fremgår af, at der i 1200-tallet blev holdt flere parlamentsmøder i Oxford.
Under den engelske borgerkrig (1642-1645, 1648-1649, 1649-1651), som stod mellem kongen og parlamentet, blev Charles I i 1642 forvist fra London, hvorefter han flyttede hoffet til Oxford. Borgerkrigen endte som bekendt med, at parlamentshæren under Oliver Cromwells ledelse vandt, tog Charles I til fange og henrettede ham og sendte sønnen Charles II i eksil. Der var ikke megen blødsødenhed dengang. Hoffet befandt sig også i Oxford under den store pest i 1665-1666.
I 1790 blev der via Oxford Canal skabt forbindelse til Coventry. Anlæggelse havde da taget mere end 20 år. I 1796 blev kanalen forbundet med Themsen ved Isis Lock, og det var nu muligt at sejle mellem Oxford og London. De næste 15 år var Oxford Canal en af de vigtigste transportveje mellem London og the Midlands; den sejlede bl.a. sten, landsbrugsprodukter mm. Dens betydning faldt, da the Grand Junction Canal blev indviet i 1805. Virksomhederne foretrak denne forbindelse, da der ikke var så mange sluser at passere på vejen. I 1844 blev der oprettet togforbindelse mellem Oxford og London via Reading, og snart fulgte andre togforbindelser efter.
I begyndelsen af 1900-tallet oplevede Oxford en hurtig industriel vækst og en deraf følgende stigning i befolkningstallet. Det var bl.a. trykning af bøger og andre publikationer, som drev denne vækst. Og væksten eksploderede, at William Morris etablede Morris Motors Limited som producerede biler i Cowley, som ligger i den sydøstlige hjørne af byen. I begyndelsen af 1970'erne var mere end 20.000 mennesker ansat i Morris Motors og Pressed Steel Fisher fabrikkerne. Oxford blev på sin vis delt i to halvdele: universitetsbyen vest for Magdalen Bridge og bilbyen øst for. 1980'erne og 1990'erne medførte voldsom reduktion af arbejdsstyrken, da den britiske bilindustri blev udkonkurreret, men siden 2001 har BMW produceret de (igen) populære Mini'er på fabrikken i Cowley, men med en betydelig mindre arbejdsstyrke end fordum.
Oxford led ingen skade under den tyske blitz under anden verdenskrig, formentlig fordi byen ikke havde nogen sværindustri. Rygter vil vide, at Hitler sparede Oxford fordi han beundrede dens arkitektur og havde i sinde at udnævne den til sin hovedstad, når tyskerne havde vundet krigen.
Oxford, "city of dreaming spires", Matthew Arnold
Bygningerne i Oxford indeholder eksempler på alle britiske arkitekturforekomster, siden saksernes ankom engang i 400-tallet. Den engelske poet Matthew Arnold (1822–1888), som studerede på Balliol College i Oxford fra 1841, omtalte Oxford som "the city of dreaming spires" med henvisning til den meget harmoniske arkitektur, som præger byens og især universitets bygningsværker.
Kort før bussens sidste stoppested løber Woodstock Road over i St Giles. Her i den nordlige ende ligger St Giles kirken, som Birgit og jeg besøgte et par gange, først for at se kirken, siden for at overvære en koncert med kirkens kor. Vi fik en meget venlig behandling af den lokale præst, som fortalte Birgit, at St Giles, som er opført i 1100-tallet, var den mest engelske af de engelske kirker i Oxford. Jeg er desværre ikke helt sikker på, hvad dette udsagn betyder, men det var tydeligt, at præsten var stolt af sin kirke. Kirken lå ca. 500 meter nord for bymuren, altså i åben land.
Herefter på den østlige side kommer den kendte pub "the Lamb & Flag", som tidligere var en landevejskro. Derefter St John's College, Oxford Internet Institute, hvor Bo har en kammerat, som forsker og underviser, Balliol College og Trinity College. På østsiden ligger St Benet's Hall, the Theology Faculty og pubben "the Eagle and Child", hvor J.R.R. Tolkien, C.S. Lewis og andre medlemmer af "the Inklings" mødtes, Regent's Park College, Pusey House og St Cross College, Blackfriars og Taylor Institution. Bag denne ligger Ashmolean Museum, som har indgang fra Beaumont Street.
I den sydlige ende står et stort mindesmærke for "Oxfords Martyrer". Disse martyrer var biskopperne Hugh Latimer og Nicholas Ridley samt ærkebiskoppen af Canterbury Thomas Cranmer, som i 1553 blev fængslet i Tower i London og anklaget for kætteri. Thomas Cranmer (1489–1556) stod i spidsen for den engelske reformation og var ærkebiskop under Henrik VIII, Edward VI og - ganske kort - under Mary I. Han spillede en hovedrolle i forbindelse med annulleringen af Henrik VIII's ægteskab med Katharina af Aragonien, hvilket var en af årsager til, at den engelske kirke brød med den katolske pavekirke. Efter Henrik VIII's død i 1547, blev han efterfulgt af sin 9-årige søn Edward, hvis moder var Jane Seymour. Edward VI fortsatte sin faders arbejde med at indføre den protestantiske tro i England. Da han døde i 1553, blev han efterfulgt af sin halvsøster Mary, datter af Henrik VIII og Katharina af Aragonien, og Mary går i gang med at genindføre katolicismen som statsreligion. Dette medførte bl.A. henrettelse af næsten 300 protestanter og gav hende tilnavnet Bloody Mary. I marts 1554 blev Latimer, Ridley og Cranmer overført til Bocardo fængslet i Oxford, hvor de afventede retssagen for kætteri. Sagen blev behandlet i "Church of St Mary the Virgin", som er Oxford Universitets officielle kirke, beliggende på High Street. De tiltalte blev fundet skyldige og siden brændt lige udenfor bymuren på det sted, der i dag er Broad Street. Latimer og Ridley blev brændt den 16. oktober 1555. Latimers sidste ord skal have været: "Be of good comfort, Master Ridley, and play the man. We shall this day light such a candle, by God's grace, in England, as I trust shall never be put out". Cranmer først blev brændt fem måneder senere den 21. marts 1556. Det skyldes, at Rom (paven) skulle give tilladelse til henrettelse af den tidligere ærkebiskop, og den blev først givet den 4. december 1555.
Mindesmærket, som er udført af George Gilbert Scott, blev færdiggjort i 1843 efter to års arbejde. Monumentet minder om spiret på en gotisk katedral, og på siderne er der statuer af de tre martyrer. På basen findes følgende inskription: "To the Glory of God, and in grateful commemoration of His servants, Thomas Cranmer, Nicholas Ridley, Hugh Latimer, Prelates of the Church of England, who near this spot yielded their bodies to be burned, bearing witness to the sacred truths which they had affirmed and maintained against the errors of the Church of Rome, and rejoicing that to them it was given not only to believe in Christ, but also to suffer for His sake; this monument was erected by public subscription in the year of our Lord God, MDCCCXLI".
Mindesmærket for de tre protestantiske martyrer blev finansieret af medlemmer af den anglikanske kirke i protest mod den såkaldte Oxfordbevægelse. Denne bevægelse arbejdede for den opfattelse, at den anglikanske kirke skulle ses som en tredje gren i den katolske kirke udover den romersk-katolske og den ortodokse. Monumentet er således ikke alene et mindesmærke for de tre præster, som 300 år forinden blev martyrer, men også med sin pro-protestantiske og anti-katolske inskription et religiøst statement.
Rygter vil vide, at lystige studenter har narret godtroende turister til at tro, at monumentet var en spiret på en underjordisk kirke. Når turisterne gik ned at trappen ved siden af monumentet, stod de pludselig foran de offentlige toiletter. Ja, de studenter!
Lige overfor monumentet ligger byens fornemste hotel, Macdonald Randolph Hotel, i daglig tale "the Randolph". Det optræder i flere Inspector Morse episoder, bl.a. i "The Wolvercote Tongue". Hotellet har (selvfølgelig) en en Morse-bar.
I den sydlige ende går St Giles over i Magdalen Street. Bussen standser kort før Broad Street, som går til venstre (østpå). Hvis du har lyst, vil vi nu udforske Broad Street - eller the Broad, som de lokale kalder den. Jeg vil i denne omgang forbigå de mange colleges, som jeg vil omtale på en særskilt side, ligesom jeg også vil lave en særskilt Inspector Morse side. Her, ud for af Balliol College, blev de tre martyrer brændt på bålet i 1555 og 1556, lige udenfor bymuren. Stedet er markeret med et forsænket kors udført i brosten.
Kors, som markerer det sted, hvor martyrerne blev brændt på bålet i 1555/1556
Og for at gøre historien færdig. Døren ind til den celle i Bocardo fængslet, hvor de tre præster sad, kan ses i St Michael. St Michael er Oxfords ældste bygning, opført omkring 1040. Jeg erfarede først om den udstillede dør, efter at vi var kommet hjem, men jeg har læst, at døren bærer en plakette med følgende tekst: "This door was at the entrance of a cell in the old city gaol Bocardo, called the Bishops Room, wherein the Bishops Cranmer Ridely and Latimer were confined, and from whence they were taken to suffer Martyrdom in the Town Ditch behind the Houses opposite Balliol College, in the reign of Queen Mary.".
På Broad Street 15-16 ligger Oxford Visitor Information Centre, turistkontoret, det første sted, man bør frekventere som turist i Oxford. Åbningstid mandag-lørdag 9.30-17.30, søndag 10-16. Vi var derinde flere gange og fandt personalet både venligt, hjælpsomt og vidende. Vi begyndte med at anskaffe os et godt kort over byen samt orientere sig i de forskellige guidede spadsereture, som udbydes, bl.a.:
Turene tager ca. to timer og de fleste starter udenfor turistkontoret. Birgit og jeg meldte os til "Inspector Morse turen", som er den for tiden mest populære. Mere om den senere. Man kan selvfølgelig læse mere om turene og de andre services, som turistkontoret tilbyder på deres hjemmeside, som er lige her. I butikken sælges turistsouvenirs samt bøger, magasiner, cd'er, dvd'er mv., og i et lokale bag butikken er et stort udvalg af gratis turistbrochurer. Der sælges også billetter til mange af de lokale events (ofte med rabat), og du kan købe busbilletter til fx London oma. Desværre nåede vi ikke at besøge Blenheim Palace, som ligger nord for Oxford, men den flinke dame fortalte, at hun kunne sælge biller til det fantastiske slot, hvor Winston Churchill blev født i 1874, billigere end ved indgangen. (S3 kører hver halve time fra busstationen til porten til Blenheim Palace).
Lidt længere henne ad Broad Street ligger den første, permanente OXFAM-butik, som blev oprettet i 1947 af forretningsmanden Cecil Jackson-Cole (1901–1979), hvilket fremgår af et fint skilt på muren. Oxfam, som er en verdensomspændende velgørenhedsorganisation, blev oprettet i Oxford 1942 under navnet "the Oxford Committee for Famine Relief", og deres mål var, som navnet antyder, at påvirke den britiske regering til at sende nødrationer til den sultende græske befolkning under anden verdenskrig. Jackson-Cole organisede "the Greek Famine Relief Week" med optræden, græsk dans, koncerter mv., og sammen med overskuddet i butikken lykkedes det at indsamle £13.000; ikke dårligt i en mindre by under krigen og £4.000 mere end forventet. I 1963 blev der oprettet en canadisk gren i Toronto og siden i Belgien. I 1965 skiftede organisationen, som i dag opererer i omkring 100 lande, navn til OXFAM, som var dens telegrafadresse.
Vi fortsatte østpå ad Broad Street til Sheldonian Theatre, som ligger lige ved siden af the Bodleian Library. Den imponerende bygning, som blev opført fra 1664-1668 efter Christopher Wrens design, er opkaldt efter Gilbert Sheldon, som var "bestyrelsesformand" (chancellor) for Oxford Universitet på den tid - og også ærkebiskop af Canterbury - så han var en magtfuld herre. I forbindelse med opbygningen af den anglikanske kirke efter reformationen genoplivede universitetet et tidligere forslag om at opføre en ceremonibygning. Hidtil havde immatrikulering og tildeling af universitetsgrader fundet sted i universitets kirke St. Mary-the-Virgin-on-High. Sheldon gik i spidsen med personligt at donere £1,000 (og det var mange penge dengang - jeg har læst, at det skulle svare til £115.000 i dag). Han gjorde en stor indsats for at skaffe andre sponorer, og det endte med, at han (kirken?) bekostede hele projektet, £14,470 (£1.600.000 i dag).
Det var Christopher Wrens første større opgave, han havde tidligere designet et kapel i Cambridge for sin onkel. Wren var matematiker og astronom af uddannelse og ikke arkitekt, men han skulle komme til at sætte sig imponerende spor i engelsk arkitektur, ikke mindst efter den store brand i London i 1666, hvor han fik til opgave at føre tilsyn med opførelse af de mange kirker, som brændte ved den lejlighed. The Sheldonian har nærmest form som et D, hvor tilskuerne sidder i "den runde ende" og scenen er i "den stumpe ende".
Sheldonian Theatre, Oxford
Christopher Wrens søn har udtalt, at faderens design var baseret på en middelalderlig gravering af Teatro di Marcello i Rom, opført under kejser Augustus. Det engelske klima fordrede i modsætning til det romerske, at bygningen blev forsynet med et tag. Det var på den tid ikke muligt at skaffe tømmer af tilstrækkelig længde (20-25 meter), og universitetet modsatte sig anvendelse af søjler til at understøtte loftet. Wrenn ønskede ikke at lave et "gotisk loft", så han valgte i stedet et såkaldt "geometrical flat floor", en genial teknik, som netop var blevet udviklet af Oxford professer i matematik/geometri John Wallis. Opgaven var at konstruere et fladt loft, bestående af et stort antal bjælker, og hvor de enkelte bjælker var understøttet i hver ende, ende af væggen i den ene ende eller af en bjælke i hver ende. Matematikprofessoren beviste, at hans "geometrical flat floor" kunne bære en stor vægt ved at løse et sæt 25x25 simultane ligninger - med blyant og papir! Så solid var konstruktionen, at Oxford University Press i mange år opbevarede bøger på loftet. I november 2008 afsluttedes en fire år lang restaurering af loftsmaleriet, som består af 32 lærredspaneler, udført af Charles II’s hofmaler, Robert Streater. Maleriet er en allegori, som viser Sandheden stige ned til Kunsten og Videnskaben og udvise Uvidenheden fra universitetet.
Over loftet er et smuk ottekantet kuppel, som man kan nå via en trappe. Fra kuplen er en fantastisk udsigt over det centrale Oxford.
Udsigt fra kuplen i Sheldonian Theatre, Oxford
The Sheldonian, som har plads til 800-1000, bruges i dag til koncerter, forelæsninger og konferencer mv. I 1773 dirigerede Händel førsteopførelsen af sit tredje oratorium Athalia her. Et college tilbød Händel et æresdoktorat, hvilket han imidlertid afslog. Men bygningens hovedformål er at fungere som en pompøs ramme for nogle af universitets ceremonier som immatrikulering og graduation.
Årets undervisning på universitetet er opdelt i tre semestre: Michaelmas (oktober-december), Hilary (januar-marts) og Trinity (april-juni). Som start på hvert semester er der en immatrikuleringsceremoni for alle nye studerende i Sheldonian Theatre. Det er obligatorisk at deltage, og udeblivelse uden grund kan/vil medføre bortvisning. Ved denne højtidelige ceremoni bliver den studerende formelt medlem af universitetet.
Udsigt fra kuplen i Sheldonian Theatre, Oxford
Oxford Universitet har en lang tradition for akademisk klædedragt, og denne dresscode bliver ubønhørligt opretholdt. Hvis en formastelig studerende ikke møder op i den krævede akademiske klædedragt, risikerer han at blive afvist med store konsekvenser for studiet. Hver bachelorstuderende (undergraduate) og hver kandidatstuderende (graduate) skal anskaffe sig en kappe, hovedbeklædning, hvid butterfly eller sort slips eller sorte bånd til brug ved bl.a. disse lejligheder:
Til hver lejlighed skal man bære det foreskrevne udstyr. Ved immatrikulering er kravet for herrer kappe, hat, sort jakkesæt, hvid skjorte, hvid butterfly, sorte sko og sorte strømper. Kvinderne skal bære hvid bluse, sorte strømper, sort nederdel (fra 2012 tillades dog også sorte slacks), kappe, hat og en tynd sort sløjfe på. Denne "uniform" kaldes en "sub fusc". Hvis du har et par timer til at sætte dig ind i dresscode for Oxford Universitet, så er der en beskrivelse her.
De studerende møder op på deres college om morgenen og bliver skrevet i mandtal. På nogle colleges spiser man fælles morgenmad, inden man på rad og række marcherer til the Sheldonian. Her bliver de nye studerende fra 4-5 colleges samlet og immatrikuleret. Rektor holder først en opbyggelig tale, hvori han betoner, at immatrikulering er en slags overgangsrite som dåb, konfirmation mv., og at der i dag knyttes et bånd mellem de tilstedeværende og alle tidligere og kommende studerende ved Oxford Universitet. Herefter fremsiger han følgende sætning: "Scitote vos in Matriculam Universitatis hodie relatos esse, et ad observandum omnia Statuta istius Universitatis, quantum ad vos spectent, teneri", hvilke skulle betyde sådan noget i retningen af: "Vid at du i dag er blevet medlem af universitetet og dermed forpligtet af universitets regler i det omfang, de vedrører dig.". Ceremonien går tilbage til middelalderen, hvor man begyndte at føre register over de studerende, så det fremgik, hvem der havde krav på universitetes beskyttelse i de hyppige konflikter mellem byen og studenterne. Når man er blevet immatrikuleret, er man resten af livet medlem af universitetet og ens college og har bl.a. ret til an bruge the Bodleian Libraries. Det tager hele dagen at immatrikulere ca. 3.000 nye bachelorstuderende og 4-5000 kandidat- og ph.d.-studerende.
Vores søn Bo blev matrikuleret den 13. oktober 2012. Vi var desværre ikke i stand til at overvære ceremonien, men fik efterfølgende at vide, at der ikke var adgang for gæster. Desuden både regnede og haglede det voldsomt den dag ;-) Vores svigerdatter Birgit sneg sig ind og klemte sig op ad væggen.
Udenom the Sheldonian står en række søjler med udskårne hoveder på toppen, disse benævnes almindeligvis "The emperors heads", "Kejsernes hoveder". Figurerne går tilbage til 1669, men da deres træk eroderede, blev de udskiftet i 1868. I 1970/1972 var det igen nødvendigt at udskifte dem. Der er i alt 13 hoveder omkring the Sheldonian. Vittige hoveder kalder dem undertiden for "de 12 apostle" og andre kalder dem for filosoffer. Jeg har desværre ikke kunnet finde ud af, hvem de spændende figurer forestiller.
Lige ved siden af the Sheldonian i Broad Street finder man the Bodleian Library, ofte kærligt omtalt som "Bodley" eller "the Bod". Bodley er det primære forskningsbibliotek i Oxford. Ganske vist har hvert college sit eget bibliotek, som oprindelig var uafhængig af Bodley, men senest er disse blevet inkorporeret i en paraplyorganisation, "the Bodleian Libraries", hvori Bodley også indgår. Bodley er et af de ældste biblioteker i Europa, og i størrelse overgås det kun af British Library i London. Det er et af seks "deposit libraries" i England, som siden 1911 har haft krav på at modtage en kopi af alle udgivelser i UK og Irland.
Etableringen af Bodley henføres almindeligvis til år 1602, men dets rødder går længere tilbage. Det første egentlige bibliotek menes grundlagt i 1300-tallet af biskoppen af Worcester, Thomas Cobham. Den lille bogsamling var anbragt tæt ved universitetskirken St Mary the Virgin på High Street. Samlingen voksede stør, men da hertugen af Gloucester omkring 1435 donerede en stor samling af manuskripter til biblioteket, blev det nødvendigt at skaffe mere plads, og i 1488 blev der tilvejebragt et lokale til formålet over the Divinity School. I 1598 skrev Thomas Bodley, som havde studeret på Merton College, til rektor for universitetet og tilbød sin hjælp til at udvikle biblioteket. Tilbuddet blev modtaget med taknemlighed. Thomas Bodley donerede en del af sin egen samling af bøger og manuskripter, og i november 1602 genåbnede biblioteket under navnet "Bodley's Library". Samlingen bestod da af 2.500 bøger. I 1610 aftalte Thomas Bodley med en trykkevirksomhed i London, at de ville afleverede et eksemplar af hver ny publikation til biblioteket. Samlingen voksede hastigt, og allerede i 1610–1612 måtte bygningerne udvides. Bodley modtog også flere donationer. Sir Thomas Bodley døde den 28. januar 1613, og hans balsamerede legeme blev sted til hvile i Merton College chapel.
Statue af Sir Thomas Bodley i gården til The Bodleian Library, Oxford
Allerede ved Thomas Bodleys død, var man i gang med at planlægge en udvidelse af biblioteket. Heldigvis havde Thomas Bodley i sit testamente doneret et betydeligt beløb til denne udvidelse, og i perioden 1613-1619 blev der tilføjet tre fløje, så der opstod et såkaldt "quadrangle". Jeg ved ikke, om vi har et dansk ord for den konstruktion, men det er en rektangulær plads/gård, som på alle fire sider er omgivet af bygninger. Den ene side, tårnet, som udgør indgangen til biblioteket, er kendt som "the Tower of the Five Orders". Navnet skyldes, at tårnet er udsmykket med søjler af de fem klassiske søjleordener: jonisk, dorisk, korintisk, toskansk og komposit (som er en kombination af den joniske og den korintiske søjle). I 1769 observerede astronomen Thomas Hornsby en venuspassage (planeten Venus bevæger sig ind foran solen betragtet fra jorden) fra tårnet.
De tre fløjbygninger har tre etager, hvoraf de to etager blev anvendt til forelæsningslokaler og kunstudstillinger. Efterhånden som bestanden voksede, blev de fleste af disse rum overtaget, forelæsninger og eksaminationer flyttede til det nyoprettede University School, og kunstsamlingen blev overført til the Ashmolean, som vi kommer til om lidt. Over døren til de tidligere forelæsningslokaler er stadig anført de gamle betegnelser. Indtil etableringen af the British Museum i 1753 var Bodley i praksis det britiske nationalbibliotek.
Da vi besøgte Bodley så vi udstillingen "Magical Books - From the Middle Ages to Middle-earth". Udstillingen fortsætter indtil den 27. oktober 2013. Temaet for udstillingen var børns fantasy litteratur, repræsenteret af navne som C.S. Lewis, J.R.R. Tolkien, Susan Cooper, Alan Garner og Philip Pullman. Fra sin omfattende samling af disse forfatteres manuskripter præsenterede udstillingen bl.a. et udvalg af Tolkiens originale tegninger til The Hobbit og The Lord of the Rings, det var især spændende at se hans tidligste udkast til Gandalf. Lewis' "Lefay notebook" til "The Lion, the Witch and the Wardrobe" og hans kort over Narnia.
En anden udstilling, vi så, var "Designer Bookbinders International Competition 2013", en udstilling, som fortsætter til den 10. august 2013. Det var en fortsættelse af en tidligere konkurrence, som blev afholdt i 2009. Årets opgave var at skabe et bogbind over et Shakespeare-tema efter eget valg. Mere end 250 havde indsendt bidrag, og de 80 bedste var udstillet. Førsteprisen gik til Dominic Riley Fra UK for et bind af brunt og sort gedeskind med illustration af historien om Pyramus og Thisbe. Imponerende dygtige kunsthåndværkere.
Udstillinger på The Bodleian Library, Oxford
Sidst i 1700-tallet var Bodley igen i pladsproblemer, og i 1860 overtog biblioteket bygningen Radcliffe Camera (camera betyder rum), som ligger ved siden af Bodley. Radcliffe Camera - i daglig tale Rad Cam - blev opført fra 1737–1749 til at rumme "the Radcliffe Science Library". Biblioteket fik navn efter dets sponsor, John Radcliffe, som ved sin død i 1714 efterlod £40.000 til formålet. I 1861 blev Bodleys medicinske og videnskabelige samlinger overført til Radcliffe Science Library. Fra det tidspunkt blev bygningen kendt under navnet "the Radcliffe Camera", og det kom til at tjene som læsesal for Bodley.
Man kan principielt ikke låne bøger eller dokumenter med hjem fra Bodley, men er henvist til at studere dem i læsesalene. Under rundvisningen fortælles, at selv kong Charles I fik afslag på et låne en bog. Hvis forskere fra andre læreanstalter ønsker adgang til læsesalene, skal den pågældende først aflægge en højtidelig ed: "I hereby undertake not to remove from the Library, or to mark, deface, or injure in any way, any volume, document, or other object belonging to it or in its custody; not to bring into the Library or kindle therein any fire or flame, and not to smoke in the Library; and I promise to obey all rules of the Library.". Ikke mærkeligt, at biblioteket var rædselsslagen ved tanken om åben ild i lokalerne. Af samme grund var biblioteket uopvarmet indtil 1845, da man indlagde kanaler med opvarmet vand i kanaler under gulvet. Elektrisk lys blev først indlagt i 1929. Af samme grund var der indtil da, kun adgang til biblioteket fem timer om dagen om vinteren.
Bodley har en bogbestand på mere end syv millioner bind, og disse optager 180 km hyldeplads. Hvert år vokser samlingen af bøger med mere end 100.000 og næsten 200.000 tidsskrifter, hvilket forøger behovet for hyldeplads med omkring 3.3 km. Megen lagerplads findes i kæmpestore underjordiske tunneller, som blev etableret i begyndelsen af 1800-tallet. Gennem disse tunneller leveret et system af transportbånd bøger mv. til mange bruge fordelt på 29 læsesale i de forskellige biblioteksbygninger. Alle bøger og tidsskrifter skal bestilles i forvejen og tilvejebringes af en bibliotekar. Ofte får læseren ikke adgang til ældre originalmateriale, dvs. materiale fra før 1800, med får en indscannet version eller en kopi på microfilm.
Bodley råder over talrige unika og andre værdifulde manuskripter såsom "The Ashmole Manuscripts", samlet af Elias Ashmole, "The Carte Manuscripts", samlet af Thomas Carte (1686–1754), "The Laud Manuscripts", doneret af ærkebiskop William Laud fra 1635-1640, breve af Percy Bysshe Shelley, The Huntington MS 17, det ældste manuskript med den komplette tekst til de fire evangelier på koptisk, Magna Carta (fire kopier), Rolandskvadet, en Gutenberg Bibel fra ca. 1455 (et af kun 42 overlevende eksemplarer), Shakespeares første folio fra 1623, manuskripter af John Donne, Shelley, Jane Austen, J.R.R. Tolkien, C.S. Lewis, Kenneth Grahame, T.E. Lawrence, W.H. Auden, Iris Murdoch, Thomas Hardy, W.B. Yeats, T.S. Eliot oma.
I 1920'erne havde Bodlei igen behov for mere plads, og i 1937 begyndte man at opføre "New Bodleian", som ligger overfor Clarendon på det nord-østlige hjørne af Broad Street. New Bodleian, som er designet af arkitekten Sir Giles Gilbert Scott, stod færdig i 1940. 60% af bøgerne befinder sig under jordens overflade. Det gamle og nye Bodley er forbundet via tunneler, som bl.a. indeholder et transportbånd. I juli 2011 blev New Bodleian lukket med henblik på en total ombygning. Det eneste, der bevares, er facaden. Ombygningen skal skabe forbedrede opbevaringsforhold for sjældne og skrøbelige materialer så vel som bedre forhold for brugere og gæster. I 2008 donerede Garfield Weston Foundation £25 million til konvertering af biblioteket til et avanceret kulturcenter. Til skifter biblioteket navn til "the Weston Library". Garfield Weston Foundation, som er en af verdens største velgørende fonde, blev stiftet i 1958 af den canadiske forretningsmand W. Garfield Weston (1898-1978). Renoveringen forventes afsluttet i 2015.
I 1975 blev Clarendon bygningen, som ligger midt på Broad Street, overdraget til Bodley. Clarendon bygningen, som er designet af Nicholas Hawksmoor, blev opført fra 1711-1715 som hjemsted for the Oxford University Press. Oxford University Press er med ca. 4.500 årlige udgivelser verdens største universitetsforlag. Det har udgivet bøger siden 1478, og i 1586 fik det kongeligt priveligum til at trykke bøger. Oxford University Press har i dag har aktiviteter i mere end 50 lande. Allerede i begyndelsen af 1800-tallet overtog universitetet bygningerne til kontorer og mødelokaler for administration.
Museet er åbent man-fredag 9.00 - 17.00, lørdag 9.00 - 16.30, og søndag 11.00 - 17.00. Der tilbydes guidede ture på biblioteket. Du kan ikke tage til Oxford, uden at besøge Bodley.
Overfor Bodley ligger Blackwells boghandel, som er et besøg værd, hvis du, som alle i vores lille familie, elsker bøger. Blackwell's Bookstore blev grundlagt i 1879 af Benjamin Henry Blackwell, som butikken - og siden butikskæden - er opkaldt efter. Kæden omfatter omkring 45 butikker over hele UK. Da butikken åbnede den 1. januar 1879 på 50 Broad Street, var den på kun 13 m2, og der var kun plads til én kunde ad gangen. Hvis to kunder ønskede at inspicere bogudvalget, måtte Mr. Blackwell eller hans lærling hoppe ud på gaden, men snart blev butikken udvidet med kælderen og førstesalen og siden med de tilstødende bygninger. Sønnen Basil Blackwell blev optaget i forretningen i 1913, og da den gamle Blackwell døde i 1924, overtog sønnen Basil Blackwell butikken, som han drev de følgende 60 år. I den periode voksede den til et bogimperium. I 1921 købte Blackwell the Shakespeare Head Press og udgav en komplet udgave af Chaucers Canterbury tales, og i 1934 udgav de en ét-binds udgave af "the Complete Works of Shakespeare", hvilket blev en enorm succes. I dag har boghandelen på Broad Street et lager på mere end 250.000 bind, og den har også en stor afdeling for brugte bøger.
Blackwells boghandel på Broad Street, Oxford
Ifølge the Guinness Book of Records har Blackwell det største bogsalgslokale i Europa. Lokalet, som ligger i kælderen, kaldes Norrington Room (opkaldt efter Sir Arthur Lionel Pugh Norrington (1899–1982), president for Trinity College, Vice-Chancellor for Oxford University), og det er på mere end end 900 m2. Hvordan kan det nu lade sig gøre? Så stor er ejendommen i Broad Street jo slet ikke. Blackwell har simpelthen gravet ind under Trinity College Gardens, som støder op til matriklen. Udover boghandelen har Blackwell også specialbutikker i Oxford for kunst, musik, sjældne bøger, paperbacks, kort og rejselitteratur, medicin, børnebøger samt en universitetsboghandel.
Udover salg af bøger afholder Blackwell en række events. Her en smagsprøve fra juli måned 2013:
2. juli: Creative Writing Workshop.
6. juli: Alice's Day: Face Painting, Balloon Modelling, Arts & Crafts, Music, Games, Fancy dress, Poetry and lots of Nonsense!
18. juli: Inklings Conference Reception: A tribute to Lewis and Tolkien and their lasting legacy, a number of major scholars will gather to consider their continuing importance in a rapidly changing global culture.
23. juli: Stradivari: The Pursuit of Perfection. With Dr Jon Whiteley, Ashmolean Exhibition Curator.
8. juni - 6. juli opføres "Jekyll & Hyde" - Robert Louis Stevensons klassiker - i the Norrington Room. Der er plads til 100 tilskuere. Siddeplads: £16, ståplads £10. Vi nåede desværre ikke at opleve forestillingen.
Blackwell tilbyder også "Walking Tours":
The Literary Tour: Opdag universitetet og den by, hvor forfattere som Graham Greene, Dorothy L. Sayers, John Buchan, William Golding og T.S. Eliot levede og studerede.
The Inklings Tour: En lækkerbidsken for fans af J.R.R. Tolkien, C.S. Lewis, Charles Williams, Nevill Coghill og andre medlemmer af the Inklings group.
The Music Tour: En historisk tur for alle musikelskere, hvor man præsenteres for forbindelsen mellem Oxford og musikere som Händel, Haydn, Walton, Beecham og Parry.
Ashmolean Museum er også et af højdepunkterne i Oxford med sine utrolige samlinger af kunst og arkæologi fra det gamle Egypten og til det 20. århundrede. Museet ligger i Beaumont Street, åbent fra 10-18 torsdag-søndag, dvs. lukket mandag. Der er gratis adgang, dog skal man betale for adgang til evt. særudstillinger. Museet er netop genåbnet efter en omfattende renovering til £61, som har fordoblet udstillingsarealet. Den 31. december 1999, mens Oxfords indbyggere fejrede det nye årtusinde, stjal tyve Cézannes landskabsmaleri "View of Auvers-sur-Oise", vurderet til £3 million. Maleriet er ikke dukket op, så jobbet var utvivlsomt et bestillingsarbejde, og maleriet befinder sig formentlig i en rig samlers boks. I november 2011 blev de nye gallerier, som fokuserer på Egypten og Nubien, afsløret. Samlingerne dækker civilisationer i både øst og vest, fra den neolitiske tid til vores dage. Blandt dets skatte kan nævnes, at det har verdens største samling af Raphael tegninger, Europas vigtigste samling af før-dynastiske egyptiske genstande, den største (og eneste) minoiske samling i England, de største angelsaksiske samlinger udenfor British Museum, og den vigtigste samling af kinesisk kunst i den vestlige verden. Det oprindelige Ashmolean Museum blev opført/designet af den britiske arkitekt Charles Robert Cockerell (1788-1863), i 1847. To år forinden havde han stået for opførelsen af et andet fantastisk museum, Fitzwilliam Museum i Cambridge.
The Ashmolean Museum, Beaumont Street, Oxford
Det begyndte i 1620'erne med "the University Art Collection", som blot var en håndfuld portrætter og et lille antal kuriositeter, som blev opbevaret i det, som i dag hedder Upper Reading Room i the Bodleian Library. I 1636 donerede ærkebiskop Laud sin betydelige samling af mønter og medaljer til det lille museum. I dag omfatter møntsamlingen mere end 300.000 genstande. I 1641 modtog University of Oxford "Guy Fawkes' Lantern". Giveren var Robert Heywood fra Brasenose College. Han var søn af den dommer, som arresterede Guy Fawkes, da det såkaldte Gunpowder Plot blev afsløret. Sammensværgelsen gik kort fortalt ud på at dræbe den protestantiske kong James I ved at sprænge parlamentsbygningen i London i luften ved parlamentets åbning natten før den 5. november 1605. Guy Fawkes, som var en af de fem medsammensvorne katolikker, menes at have båret denne lygte, da han blev arresteret i kældrene under parlamentet. En anden spændende genstand er et sværd, som Paven skal have foræret Henrik VIII, mens han (Henrik) var forsvarer af den katolske tro. Gaven burde måske have været returneret, da betingelserne mildest talt ikke længere var opfyldt. Gennem 1660'erne og 1670'erne voksede samlingen. I begyndelsen med protrætter af berømte samtidige, siden også af historiske personer og begivenheder.
Besøg på The Ashmolean Museum i juni 2013
Elias Ashmole (1617–1692) var politiker, officer og astrolog. Herudover var han gennem hele livet en ivrig samler af kuriositeter. Under den engelske borgerkrig støttede han monarkiet og blev belønnet med flere lukrative poster. Siden giftede han sig med en rig enke. Omkring 1650 mødte Ashmole botanikeren og samleren John Tradescant den yngre. Tradescant havde som sin far opbygget en stor og betydningsfuld samling af eksotiske planter, mineraler og kuriositeter fra hele verden. Ashmole hjalp Tradescant med at katalogisere hans samling, og i 1656 finansierede han udgivelsen af et katalog, Musaeum Tradescantianum. I 1659 testamenterede Tradescant sin samling til Ashmole. Samlingen omfattede bl.a. antikke mønter, geologiske og zoologiske fund, deriblandt et udstoppet eksemplar af den uddøde dodo-fugl. Ashmole donerede denne samling tillige med sit antikvariske bibliotek og mange vigtige manuskripter til University of Oxford, hvilken lagde grunden til the Ashmolean Museum. Museet åbnede for offentligheden den 24. maj 1683.
I 1755 forærede grevinden af Pomfret universitetet i Oxford foræret en stor samling af antikke græske og romerske statuer. Statuerne var for tunge til at anbringe oppe i galleriet, hvorfor de blev opbevaret i et mørk lokale i underetagen på Bodley, indtil man var i stand til at opføre en museumsbygning. Dette blev først muligt, da arkitekten Robert Taylor (1714–1788) gav en større donation til opførelse af en bygning til undervisning i moderne sprog. Fra 1839-1845 opførte Charles Robert Cockerell på hjørnet af Beaumont Street et kombineret art gallery (museum) i den vestlige ende og et institut for undervisning i moderne sprog i den østlige ende, The Taylor Institution. Pomfret statuerne blev overført til museet tillige med malerierne fra the Boeleian Gallery. Inden museet var færdig, anskaffede man sig en stor samling af teegninger af Raphael og Michelangelo. I 1861 donerede John Ruskin en samling akvareller af Turner. I 1851 forærede William Thomas Horner Fox-Strangways en samling af tidligere italienske malerier til museet, deriblandt Uccellos "Hunt in the Forest" samt andre fine værker af kunstnere fra 1300- og 1400-tallet.
I 1718 fik museet en spændende gave, den såkaldte "Alfred juvel". Denne juvel blev fundet i 1693 i Somerset, ca. 13 km fra det sted, hvor kong Alfred (849-899) grundlagde et kloster. Genstanden er forsynet med inskriptionen "AELFRED MEC HEHT GEWYRCAN", "Alfred beordrede mig lavet". Efter mange lærde diskussioner er man blevet enige om, at juvelens funktion var at fungere som håndtag for en pegepind, beregnet til læsning i en bog.Et meget sjældent eksempel på angelsaksisk smykkekunst. Siden fik museet også en stor samling af etnografisk materiale, indsamlet på Captain Cooks stillehavsrejse i 1772-1775.
Besøg på The Ashmolean Museum i juni 2013
I 1884 blev Arthur Evans (1851-1941), som havde taget en grad i historie (lidt besynderligt da hans store lidenskab var arkæologi og klassiske studier) på Brasenose College, udnævnt til kurator for the Ashmolean. Evans forestod en omlægning af museet fra at have været et naturhistorisk museum til at være et kombineret arkæologisk museum og et kunstmuseum. Det lykkedes ham at bringe mange genstande tilbage, som var blevet overført til andre samlinger. Det lykkedes den dynamiske Evans at få historikeren, samleren og rigmanden Charles Drury Fortnum (1820-1899) til at udlåne dele af sin store samling til the Ashmolean, og i 1888 forærede Fortnum genstandene til museet. I 1891 donerede han £10,000 to the Ashmolean, og ved sin død efterlod han Ashmolean sin egen samling - med undtagelse af porcelænet, som gik til British Museum. Evans foretog sine spektakulære udgravninger af Knossos på Kreta, mens han var ansat ved Ashmolean. I den periode strømmede omkring 2.000 genstande hvert år fra Europa og det østlige Middelhav strømmede til the Ashmolean, og det blev igen nødvendigt at foretage en udvidelse af museets bygning. Evans trak sig tilbage fra sin post i 1908, men bevarede stedse en nær forbindelse til the Ashmolean, og det er hans fortjeneste, at Ashmolean har verdens største minoiske samling udenfor Kreta.
The Ashmolean Museum, Beaumont Street, Oxford
Da vi var på Ashmolean i juni 2013 var der to specialudstillinger.
Specialudstillinger i sommeren 2013 på Ashmolean Museum
Den ene udstilling var Master Drawings, hvor museet fra sin enorme samling af tegninger præsenterede højdepunkter fra Leonardo, Michelangelo og Raphael til Gwen John, David Hockney og Antony Gormley. Den anden udstilling var Stradivarius, som omhandlede den nok mest fremtrædende violinbyggers liv og værker. 21 af af Stradivarius' bedst bevarede instrumenter, guitar, celle og violiner var udstillet. Bemærk at der skal betales entre til sådanne specialudstillinger.
Pitt Rivers Museum udstiller Oxford Universitets omfattende arkæologiske og antropologiske samlinger. Museet ligger i den østre ende af Oxford University Museum of Natural History på Parks Road. Museet blev grundlagt i 1884 af Augustus Pitt Rivers (1827–1900), som donerede sin samling af mere end 22.000 genstande til universitetet. I 1880 arvede Lane-Fox sin fætter Henry Pitt-Rivers, 6. baron Rivers - og føjede følgelig "Pitt Rivers" til sit efternavn. Pitt Rivers havde en lang og succesfuld militær karriere som stabsofficer, uddannet på Sandhurst. Han blev snart løjtnant og allerede i 1850 kaptajn. I 1867 blev han forfremmet til oberst.
Pitt Rivers' interesse i arkæologi og etnografi opstod i 1850'erne under hans oversøiske poster, og han blev snart en anerkendt videnskabsmand, mens han gjorde tjeneste i hæren. I 1861 blev han udnævnt til medlem af the Ethnological Society of London, i 1864 af the Society of Antiquaries of London og året efter af the Anthropological Society of London. Da han trak sig tilbage, havde han en samling bestående af titusindvis af genstande fra hele verden. Under indflydelse af Charles Darwin arrangerede han sin samling efter udviklingsmæssige typer og indenfor de enkelte typer kronologisk. Pitt Rivers' etnografiske samling er den dag i dag rygraden i museets udstilling.
De ejendomme, som Pitt Rivers arvede i 1880, indeholdt en mængde arkæologisk materiale fra den romerske og saksiske periode. Indtil sin død i år 1900 forestod han hvert år udgravninger, og hans metodiske tilgang gjorde ham til Englands første videnskabelige arkæolog. Han insisterede på, at alle fund, uanset hvor uanselige og hverdagsagtige, de forekom, skulle indsamlet og katalogiseres. Dette var i modstrid til den hidtige udgravning, som på mange måder mindede om skattejagt.
Pitt Rivers betingede sig, at de personer, som arbejdede på museet, også skulle undervise i antropologi på University of Oxford. Desuden var det et krav, at der skulle opføres en bygning, som alene skulle anvendes til opbevaring og udstilling hans samling på mere end 20.000 genstande. Thomas Manly Deane stod sammen med Benjamin Woodward, som havde designet Oxford University Museum of Natural History 30 år forinden, for opførelse af en en museumsbygning til samlingen. Denne bygning stod klar i 1886.
Pitt Rivers Museum i Oxford
Pit Rivers' donation bestod af ca. 22.000 genstande, et tal som siden er vokset til mere end 500.000, mange er doneret af opdagelsesrejsende, missionærer og videnskabsfolk. Samlingen er arrangeret tematisk, dvs. efter genstandenes brug, snarere end efter deres alder eller oprindelse. Det virker meget besynderligt at se et stort antal genstande af samme type (fx et stykke værktøj), men med historiske eller regionale forskelle.
Udkig over Pitt Rivers Museum fra overetagen. Til højre ses Lawrence of Arabia's kamera. Fra 1910-1914, før han startede sin militære løbebane, arbejdede han for British Museum i Syrien.
Pitt Rivers Museum i Oxford
Pitt Rivers Museum fik i 2005 the Guardians "Family Friendly Museum Award", og det var en fornøjelse at de mange glade unger løbe omkring eller blive aktiveret af museets guider. Jeg glæder mig til om nogle år at kunne besøge det spændende museum med mit barnebarn Hagbard ("arbejdstitel"). Det er for resten vores svigerdatter, Birgit, som ses på billedet ovenfor til venstre.
Åbningstid: mandag 12.00-16.30, tirsdag-søndag 10.00-16.30. Gratis adgang.
Hvis man fra Broad Street drejer sydpå ad Turl Street, kommer man snart til en anden spændende gade i Oxford, High Street - eller bare High, som den benævnes af de lokale. Den strækker sig fra Carfax i den vestlige ende og til Magdalen Bridge i den østlige, og dens forløb er en blød kurve. Langs High Street ligger mange historiske bygninger, deriblandt universitetsbygninger og colleges: Lincoln College, Brasenose College, St Mary's (universitetskirken), All Souls College, The Queen's College, St Edmund Hall og Magdalen College (mere om disse siden). I den østlige ende ligger den botaniske have. På hjørnet af High Street og Queen's Lane ligger Englands ældste kaffebar, "Queen's Lane Coffee" eller bare QL, etableret i 1654. Her er altid masser af studenter og turister, som nyder den traditionelle eftermiddagsthe med lækre scones. På High Street finder man også et stort antal indbydende specialbutikker.
Hjørnet af St Aldate's, Cornmarket Street, Queen Street og High Street opfattes almindeligvis som centrum i Oxford. Her ligger Carfax Tower, som er resterne af St Martin's Church fra 1100-tallet. Indtil 1896 var St Martin byens officielle kirke, hvor borgmestre og andre godtfolk gik til messe. I 1896 blev det meste af kirken fjernet for at give plads til trafikken, og byens kirke blev All Saints Church i High Street. Tårnet er 23 meter højt og vistnok den højeste bygning i Oxfotd. Det huser stadig en serie på seks klokker, og ved særlige lejligheder spiller "the Oxford Society of Change Ringers" koncert på disse klokker. På øtssiden af tårnet er to "quarter boys", som slår kvarterslag. Man kan klatre op ad de 99 trin i tårnet og nyde udsigten over Oxford skyline (åbent 10.00–17.30 fra påske til oktober), 10.00-15.30 fra oktober til påske).
Carfax tårnet i Oxford
Nord for High Street mellem Cornmarket Street og Turl Street ligger "the Covered Market", det overdækkede marked, en stor markedshal, som åbnede den 1. november 1774. Ønsket var at få ryddet op i de mange boder, som stod overalt i det centrale Oxford. Der blev nedsat en markedskomite, hvoraf halvdelen af medlemmerne kom fra byen (the town) og halvdelen fra universitetet (the gown). Komiteen fik arkitekten John Gwynn, som også er arkitekten på Magdalen Bridge, til at lave en plan over en markedsbygning med plads til 20 slagtere, og snart var det kun tilladt at sælge kød i Oxford fra disse butikker. Siden blev sortimentet udvidet med grøntsager, landbrugsprodukter, fisk og meget andet.
The covered market. Til højre er Birgit ved at opfylde Hagbards ubønhørlige krav på chokoladekager
I dag er kun ca. halvdelen af butikkerne fødevarebutikker, og i stedet er der dukket cafeer, restauranter, bagere, gaveboder oma. op, og især om lørdagen er stedet en summende myretue. Et udmærket sted at spise sin frokost. Åbningstid mandag-lørdag: 8.30-17.30pm, søndag: 10.00-16.00.
Jeg har lavet en oversigt og en kort beskrivelse af de 38 kollegier, som udgør Oxford Universitet. Du kan læse mere ved at klikke her.