As we passed through the entrance archway
and the lovely scenery burst upon me,
Randolph said with pardonable pride,
"This is the finest view in England."
Looking at the lake, the bridge, the miles
of magnificent Park studded old Oaks,
I found no adequate words to express
my admiration and when we reached the huge
and stately Palace, I confess I felt awed.
Winston Churchills moder, Lady Randolph Churchill,
efter et besøg på Blenheim Palace i 1874.
Birgit og jeg har været i Oxford 3-4 gange. Siden min barndom har jeg drømt om at opleve de engelske universitetsbyer, Oxford og Cambridge. Jeg tror, at drømmen udsprang af alle de engelske kostskoleromaner, jeg slugte i min barndom, fx Stilk og Co af Rudyard Kipling eller de syv "Singleton-bøger" af Louis de Geer eller Tom Browns Skoledage af Thomas Hughes. På det seneste har J.K. Rowling pustet nyt liv i genren med sine Harry Potter bøger om drengen, som mister sine forældre og bliver sendt på en kostskole for troldmandslærlinge. Mange scener fra Harry Potter filmene er optaget i Oxford. Fx er scener fra "Harry Potter and the Philosopher's Stone" og "Harry Potter and the Chamber of Secrets" optaget i den store sal i Christ Church, og samme sal har været inspiration for Hogwarts Great Hall. New College har lagt plads til scener i "Harry Potter and the Goblet of Fire". Det fantastiske bibliotek Bodleian Library har også indgået i et par film. Sidst men ikke mindst har Oxford været en meget seværdig ramme for alle Inspector Morse TV-episoderne, som både Birgit og jeg har nydt gennem årene. Den britiske forfatter Colin Dexter har skrevet 13 (efter min mening meget læseværdige) romaner med sin hovedperson Morse. På grundlag af disse romaner blev der mellem 1987 og 2000 lavet 33 TV-episoder. I den sidste episode, The Remorseful Day, lader Colin Dexter sin hovedperson dø. I 2006 fulgte så TV-serien Lewis, som har Morses næstkommanderende Sergeant Lewis som hovedperson. Også dem holdt vi meget af. Og det seneste spinoff af Colin Dexters romaner er filmen Endeavour, som blev sendt på TV fra januar 2012. Heri følger man den unge Morse i hans universitetstid og hans tidlige karriere. Siden er der kommet yderligere fire episoder i serien. Ja, populære filmhelte er sejlivede.
Men den direkte årsag til, at vi flere gange har besøgt Oxford, er, at vores yngste søn i 2012 påbegyndte en PhD i historie ved Oxford Universitet. I 2019 tog vi derover for at overvære festlighederne i forbindelse med, at han havde afsluttet sit studium. Efter at sønnen og hans familie var returneret til Danmark, blev vi et par dage i Oxford med henblik på at besøge Blenheim Palace, som har stået højt på min ønskeseddel i mange år.
Vi boede i Summertown i den nordlige ende af Oxford på et værelse, vi havde fundet på Airbnb. En af busserne, som kørte til Blenheim Palace, havde et stoppested bare 100 meter fra vores værelse. Det var linje S3, som kører fra Oxford til Woodstock hvert 30. minut fra Oxford station via busstationen Gloucester Green, og der er et stoppested ved porten til Blenheim Palace. Den smukke tur tog ca. 20 minutter. Vi kunne i stedet have taget linje 7, som kører mellem de samme punkter, men ad en lidt anderledes rute. Vi bad den flinke chauffør advisere os, når vi kom frem til paladset, hvilket har gjorde meget samvittighedsfuldt.
Som det fremgår i ovenstående billeder, var vejret ikke det bedste. Slet ikke i betragtning af, at vi lige have tilbragt en måneds tid i Sydspanien uden en dråbe regn. Vi traskede ufortrødent afsted gennem porten og op ad den ca. 1 km lange vej til paladset.
Blenheim Palace
Ovenstående billede af Blenheim Castle viser, at det ikke regner hver dag i England - selv om man nemt kan få den opfattelse. Samtidig får man en forestilling om, i hvilke skønne omgivelser Blenheim Castle er beliggende.
Der var masser af ledige parkeringspladser, formentlig pga. vejret. Undervejs var der en billetbod, hvor vi købte to adgangsbilletter.
Blenheim Palace
Blenheim Palace er bopæl for hertugerne af Marlborough. Det er et af Englands største landsteder, og det eneste palads, som hverken er kongeligt eller biskoppeligt. Paladset blev opført fra 1705 og 1722. I 1987 blev det optaget på UNESCO's verdensarvsliste. Paladset har navn efter slaget ved Blenheim i 1704 i Den Spanske Arvefølgekrig mellem på den ene side Østrig, England og Holland mod på den anden side Frankrig. Slaget endte med en stor sejr til de allierede. Også Danmark deltog med et stort antal hjælpetropper på de allieredes side. Som belønning for sin strålende indsats fik blev John Churchill, udnævnt til den 1. hertug af Marlborough. Han er den eneste englænder, som har taget rejsen fra borgerlig til hertug på kun én generation. Desuden fik John Churchill foræret den kongelige ejendom Woodstock Manor med løfte om, at nationen ville bekoste opførelse af en prægtig ejendom for ham og hans familie. Allerede året efter begyndte opførelsen af paladset, i begyndelsen med økonomisk støtte fra kronen.
Den arkitekt, som blev valgt til det ambitiøse projekt, var kontroversiel. Hertugindens favorit var sir Christopher Wren, som var kendt for St. Pauls Cathedral og mange andre nationale bygninger. Imidlertid havde den relativt ukendte arkitekt John Vanbrugh sammen med Nicholas Hawksmoor netop afsluttet opførelsen af Castle Howard, som var et af Englands første eksempler på den flamboyante barok stil, så han blev valgt til opgaven. Det var som nævnt hensigten, at kronen skulle betale for opførelsen, men i eforien glemte man at vedtage et budget eller en beløbsramme.
Vanbroughs plan over Blenheim Palace, 1716.
Vanbrough blev snart mødt med beskyldninger for ekstravagance fra parlamentets side. Han fik ikke meget støtte fra hertuginden, som påstod, at hans design var upraktisk for en bygning, som ikke alene skulle være monument for en stor hærfører, men også tjene som hjem for en familie. Og hertugen var i de første år under byggeriet på militærkampagner på kontinentet. På et tidspunkt blev forholdet mellem arkitekten og hertuginden så belastet, at arkitekten fik forbud mod at vise sig på byggepladsen.
Nogle år senere faldt John Churchill - og ikke mindst hans hustru, Sarah, som var mangeårig veninde med dronning Anne - i unåde, og bevillingerne blev indstillet i 1712. Parret var nødsaget til at drage i eksil i Europe (kontinentet) i to år og vendte først tilbage til England dagen efter dronning Annes død i 1714.
Da hertugparret vendte tilbage efter deres eksil, besluttede de at færdiggøre byggeriet for egen regning, og desværre var deres midler meget begrænsede. I 1717 fik hertugen et slagtilfælde, hvorefter ansvaret som bygherre overgik fuldstændig til hertuginden. Hun bebrejdede Vanbrugh de voldsomme byggeomkostninger og hans ekstravagante design, og hun ansatte selv en stab af håndværkere. Vanbrugh forlod byggeriet i raseri og påstod, at hertugindens håndværkere var meget dårligere end dem, han selv havde ansat, og hans assistent Hawksmoor fuldførte byggeriet. En del mestre, fx. den store træskærer og skulptør Grinling Gibbons, fik ikke betalt deres tilgodehavender, og da de lønninger, som de fik tilbudt, var meget lavere end dem, de havde været vant til, forlod de byggeriet. I mange tilfælde accepterede deres formænd at videreføre arbejdet.
Hertugen døde i 1722, og hertuginden besluttede at færdiggøre byggeriet som en hyldest til sin afdøde mand. I 1723 designede Hawksmoor "Arch of Triumph", baseret på Titus' triumfbue. Han færdiggjorde også designet af det store bibliotek og lofterne i mange af de store rum. Ved at anvende håndværkere, som ville arbejde for lavere lønninger, og ved at anvende billigere materialer lykkedes det enkehertuginden at gennemføre byggeriet.
I 1725, da medlemmer af offentligheden fik adgang til at se det afsluttede byggeri, viste hertuginden, at det gamle nag ikke var glemt, idet hun nægtede Vanbrugh adgang til paladset. Det lykkedes ikke efterfølgende Vanbrugh at få nogle større offentlige opgaver.
Det siges, at Sarah og Johns ægteskab var baseret på modpolernes tiltrækning. Han var sofistikeret og velafbalanceret, mens hun havde et voldsomt temperament. Ved en lejlighed var de i gang med en større diskussion, og Sarah blev mere og mere ophidset, mens John syntes at blive stedse roligere. Til sidst i frustration tog Sarah en saks og klippede sit hår af foran sin ægtefælle, men John syntes helt upåvirket. Men efter Johns død opdagede Sarah, at han havde gemt de afklippede lokker i en hemmelig skuffe, så nogle kærlige følelser har der da været mellem dem.
Da paladset var opført, blev det hjem for adelsfamilien Churchill (senere Spencer-Churchill) gennem mere end 300 år. Udover at være en hjem er det også et mausoleum og et nationalt monument. Det er fødested for en af Englands største sønner, sir Winston Churchill. Sidst i 1800-tallet blev paladset reddet fra økonomisk ruin ved den 9. hertug af Marlboroughs ægteskab med den amerikanske rigmandsdatter Consuelo Vanderbilt. Mere herom senere.
Kort over underetagen i Blenheim Palace
Inden vi bevæger os indenfor, vil jeg kort gennemgå ovenstående plantegning, som viser layoutet for den centrale del af paladset. Gennem indgangen træder man ind i den imponerende hall, "A", der som et slags forværelse til salonen, "B". Værelserne, som på tegningen er markeret "N" til "G", udgør de såkaldte "state rooms", dvs. repræsentationslokaler, hvor kongelige og andre betydningsfulde personer tidligere blev indkvarteret. De ligger langs den sydlige facade på række, så man kan se gennem samtlige ni værelser, når dørene er åbne. Lokalerne er planlagt ud fra tidens etikette. Det vigtigste og mest grandiøse rum var salonen ("B"), der bl.a. tjente som spisesal. På hver side af salonen var en suite af værelser. Værelse "C" var hvor man modtog de fineste gæster. Det næste værelse "L" var soveværelse for gæsterne, mens "M" tjente som dagligstue. På venstre side af tegningen (østfløjen) ses et tilsvarende layout af værelser. Her lå hertugfamiliens private gemakker. Her lå også tjenestefolkenes logi samt køkkener, vaskeri mm. - disse er ikke medtaget på tegningen. Blenheim Palace var fødested for slægtens mest berømte søn, Winston Churchill, og i/omkring værelse "K" er indrettet en permanent udstilling om hans liv. Langs det meste af vestsiden (til højre) ligger biblioteket ("H"), som var tiltænkt at skulle være et galleri. Og nederst til højre på tegningen finder vi kapellet ("H2"), hvor bl.a. det første hertugpar er stedt til hvile. Udenfor tegningen findes staldene samt en ridehal. Bemærk at det kun er en begrænset del af paladset, som optræder på tegningen. Jeg kan fortælle, at der er ikke mindre end 187 værelser, hvilket er betydeligt mere end i kongefamiliens bolig, Buckingham Palace.
Det majestætiske palads gjorde også indtryk på Adolf Hitler, som efter sigende skal have haft planer om at rykke ind i det efter invasionen af England, hvorfor han beordrede Luftwaffe til ikke at bombe det.
"Transformers 5: The Last Knight" på Blenheim Palace
Ikke desto mindre har naziflaget vajet over Blenheim Castle i en periode. I september 2016 blev der optaget nogle scener på paladset til den amerikanske science-fiction serie "Transformers 5: The Last Knight". Filmen bygger på den antagelse, at det lykkes Hitler og nazisterne at gå i land i England og opslå hovedkvarter på Blenheim. Det fremprovokerede voldsomme reaktioner fra bl.a. "UK Veterans Association", som mente, at "Churchill ville vende sig i sin grav". Churchill er begravet ved St. Martin's Church, Bladon, som ligger et par km fra Blenheim. Ifølge britiske aviser betalte filmselskabet omkring 100.000 kr. pr. optagelsesdag, penge som gik til vedligeholdelse af Blenheim Palace.
For at komme ind på paladset skulle vi gennem en pavillon, hvor der til den ene side var en stor turistshop med bøger og turist memorabilia, til den anden side lå en lille café. Jeg købte en enkelt turistbog, inden vi hastede ind i det allerhelligste.
De bygninger, som fremgår af tegningen, udgør the "Great Court", som skulle blæse besøgende omkuld ved sit majestætiske ydre. Det vrimler med søjler og pilastre alle vegne. Fra taget kigger store statuer ned på de besøgende - lidt lige som i Peterskirken. Over indgangen - det hedder vistnok pidimentet - troner Britannia, den kvindelige personifikation af Storbritannien, med en trefork i hånden. Over hende på taget ses to sammenlænkede, knælende franske krigsfanger. Under Britannia ses den engelske løve i færd med at fortære den franske hane. Masser af symboler i spil. Mange af figurerne er udført af mestre som Grinling Gibbons.
Af den bog om Blenheim Palace, som jeg købte i turistshoppen, fremgik, at figuren over indgangspedimentet var den romerske Minerva, gudinde for bl.a. visdom, kunst og krig. Grækerne kaldte hende for Pallas Athene. I græsk mytologi er en sjov historie om, at Athene og Neptun, havets gud, konkurrerede om, hvem der skulle give navn til den by, som netop var blevet grundlagt i Grækenland. Vinderen ville være den, som kunne frembringe den største gave til menneskeheden. Med sin trefork skabte Neptun hesten, mens Athene skabte oliventræet. Som du har gættet, vandt Athene og fik æren af at navngive byen Athen. Men hvor er forbindelsen mellem Britannia og treforken. I 1847 bestilte dronning Victoria en fresko hos kunstneren William Dyce. Titlen på værket er "Neptune Resigning to Britannia the Empire of the Sea", og man ser Neptun aflevere sit magtsymbol, treforken, til Britannia, som derved bliver "ruler of the sea". Men måske er sammenhængen en helt anden?
Fotoet til højre viser undersiden af taget i indgangen til paladset. Motivet er tre blå og tre brune øjne. Det menes, at de blå øjne tilhører den 9. hertugs 2. hustru, Gladys Deacon, som du møder igen lidt senere. Så mon ikke de bruge øjne tilhører hertugen?
Hertuginden havde sikkert ret i, at der ved design af paladset var lagt mere vægt på et imponerende udseende, som demonstrerede nationens styrke og anseelse end bekvemmelighed og anvendelighed for den familie, som skulle bo i det. Vanbrugh anvendte i sit design, hvad han selv kaldte "castle air". For at give indtryk af en borg eller en bastion anbragte han et tårn i hvert hjørne af den centrale blok, og tårnene blev afsluttet med såkaldte "belvedere", som er en slags åbne gallerier. De tjener også det formål at camouflere de mange skorstene.
Når man er kommet gennem det imponerende indgangsparti, befinder man sig i hjertet af paladset, The Great Hall, som er 20 meter høj. Massive søjler understøtter de smukke rundbuer. Klassiske statuer kigger ned på de besøgende oppe fra første etage. Udskæringerne er af den engelske skulptør og billedskærer Grinling Gibbons, som bl.a. er kendt fra sit arbejde på Windsor Castle, Hampton Court Palace, St. Pauls Cathedral m.fl. Overfor hoveddøren er en flot bue med dronning Annes våbenskjold for oven. Her hænger tre militærfaner, kopier af de standarder, som blev erobret under slaget ved Blenheim.
The Great Hall
James Thornhill (1675-1734) malte loftet i hallen i 1716. Det viser Marlborough knælende for Britannia, mens han viser hende et kort over slaget ved Blenheim.
Loftet i The Great Hall
På hver side af hoveddøren er udstillet våben og rustninger. Messinglåsen på hoveddøren siges at være en kopi af den lås, som sad i byporten i Warszawa.
I de smalle korridorer langs rummets tre sider er ophængt malerier af hertugfamilien, incl. portrætter af John og Sarah Marlborough og deres fire børn. Desværre døde deres to sønner unge, og den ældste datter, som på maleriet er i rødt, arvede titlen efter sin far ved hans død.
Portræt af den 1. hertugfamilie
Langs væggene i en af korridorerne er udstillet fint Meissen og Sevres porcelæn i store montre. Hemmelighederne bag fremstilling af porcelæn blev "eksporteret" fra Kina til vesten fra slutningen af 1600-tallet, hvorefter bl.a. Meissen og andre porcelænsfabrikker begyndte af kopiere det. En del af dette porcelæn er en gave til den 4. hertug fra den polske konge, som til gengæld modtog et kobbel jagthunde. Det mest imponerende porcelæn er "Fu-Kien blanc de chine" ("kinahvidt"), fint, hvidt kinesisk porcelæn med klar glasur. Det stammer fra den såkaldte "Spalding samling". Samuel Smith Spalding, som arbejdede på Saint John’s College, var en inkarneret samler af porcelæn. I december 1793 skrev han til Caroline den 4. hertuginde af Marlborough og oplyste, at han havde en særdeles stor samling af gammelt porcelæn fra Kina og Japan, som han gerne ville forære til hertugfamilien - på visse betingelser. Han foreslog, at de mødtes incognito på en lille cafe i Oxford. Her fremførte han, at han ønskede et lille hus stillet til rådighed, hvor han kunne udstille sin samling samt en mindre årlig ydelse. Endvidere villa han have en tjenestepige, som kunne stå for husholdningen og vise samlingen frem for gæster. Hertugfamilien skulle også forpligte sig til at beholde samlingen til evig tid, dvs. ikke sælge den. Familien gik gladeligt ind på betingelser. Da Spalding døde i 1799, blev hans hus, "China Corner", revet ned og samlingen overført til paladset.
Meissen og Sevres porcelæn samt Fou Kien blanc de chine.
Salonen var oprindelig det vigtige modtagelseslokale for fine gæster, ofte kongelige. I dag benævnes det som "the state dining room"; efter sigende anvendes det af hertugfamilien til den traditionelle julemiddag. Når bordet er trukket ud, kan der sidde indtil 40 personer omkring det. Det dækkes med Minton China, georgiansk sølv og victoriansk forgyldt sølv.
The State Dining Room
Sølvfiguren, som står på sidebordet, blev bestilt af den 6. hertug ved Robert Garrard i 1845. Den viser John Churchill på hesteryg i færd med at skrive sin berømte depeche efter slaget ved Blenheim. Værelsets fire døre er designet af Hawksmoor. Marmor buen på billedet er udskåret af Grinling Gibbons, inden han blev sat fra bestillingen af Sarah. Den tohovede ørn over døren blev tildelt Marlborough af kejser Leopold, som var fyrste over det hellige tysk-romerske rige.
Det var oprindelig hensigten, at Thornhill også skulle have udsmykket salonen ("B"), men da hertuginden fandt ham for dyr, blev opgaven givet til Louis Laguerre (1663-1721), som har udsmykket væggene og loftet. Perioden var op til "Freden i Utrecht", som i 1713 blev indgået af de krigsførende magter i Den Spanske arvefølgekrig. Dette påvirkede udsmykningen, idet det kuplede loft viser en allegori på den kommende fred: John Churchill står på en romersk krigsvogn og holder en tordenkile i hånden. Den kvinde, som holder hans hånd tilbage, er fredsgudinden. Væggene viser alle nationerne, som er mødt frem for at fejre freden.
Loftet i salonen
Værelserne, som løber langs den sydlige side af The Great Court, benævnes "the state rooms", og de omfattede oprindeligt to gæstelejligheder, én på hver side af salonen. Alle værelserne ligger på række og, når dørene er åbne, virker de som sammenhængende. Der er ikke sparet på indretningen. Mange møbler er Louis XIV, der er belgiske gobeliner, og portrætter mv. er udført af store mestre som Van Dyke, Reynolds, Romney, Sargent m.fl.
Det grønne kontor
Væggene i "det grønne kontor" er - ikke helt overraskende - beklædt med grønne tapeter og næsten dækket med familieportrætter. Gobelinen viser scener fra slagene ved Dunnewert, Lisle og Malplaquet. Loftet er udført af Nicholas Hawksmoor (1661 –1736).
Den røde dagligstue
Herefter følger "den røde dagligstue", hvis vægge også er dækket med familieportrætter. Også loftet i dette værelse er udført af Hawksmoor.
"Pier glass" spejl i den røde dagligstue
På søjlerne mellem vinduerne er opsat store spejle, som kaster lyset tilbage i rummet. Dette benævnes "pier glass".
Den grønne dagligstue
Udover de forventelige familieportrætter er "den grønne dagligstue" domineret af to store gobeliner, som forherliger den første hertugs bedrifter på Europas slagmarker. Gobelinen til venstre viser Marlborough, som accepterer Marskal Tallards overgivelse efter slaget ved Blenheim. Gobelinen til højre viser en anden scene fra samme slag. Også i dette værelse er der opstillet pier glass spejle. Loftet er også af Hawksmoor og måske hans flotteste i paladset.
Udstillet på et skrivebord er en kopi af den depeche, som John Churchill skrev efter slaget ved Blenheim. Det er stilet til hans hustru Sarah og lyder: ".. give my duty to the Queen and let her know her army has had a glorious victory". Som det fremgår af den indrammede meddelelse er den skrevet på bagsiden af en regning fra kroen. Det har formentlig været vanskeligt at skaffe papir i felten.
Over ildstedet hænger en den såkaldte quit-rent fane (standard). Da Dronning Anne gav sit løfte om at opføre Blenheim Palace, var det en betingelse, at hertugen hvert år senest på dagen for slaget ved Blenheim, dvs. den 13. august, kom til hoffet og præsenterede en ny udgave af den erobrede franske fane med de tre kongelige liljer. Hvis det ikke sker, vil jordene ved Blenheim gå tilbage til kronen. Jeg har læst, at dette almindeligvis sker i juli måned, bare for en sikkerheds skyld. Den udstillede fane er fra 1946.
Det 55 meter lange bibliotek ("H"), som løber langs vestsiden, er designet som et billedgalleri. Det var det sidste værelse, som blev færdiggjort. Det var den 3. hertug, som konverterede det til et bibliotek. Ved hans død i 1722 var det et af de fineste biblioteker i Europa og talte mere end 20.000 bind, heraf mange inkunabler, dvs. tryk fra bogtrykkerkunstens barndom til og med år 1501 (i Danmark til 1550). Desværre blev biblioteket solgt i 1881-1882. Det nuværende bibliotek, som rummer omkring 10.000 bind, er primært samlet af den 9. hertug.
Loftet skulle have været udsmykket af Thornhill, men, som du ved, kom han på kant med hertuginden, så kun de to loftskupler er udsmykket. Paladset, og ikke mindst biblioteket, er udsmykket med utallige værdifulde kunstgenstande. Nogle er givet til hertugen, mange er beslaglagt som krigsbytte.
I den sydlige ende af biblioteket rejste hertuginden i 1735 en kolossal statue af sin tidligere hjerteveninde dronning Anne efter dronningens død i 1714. Sarah skriver: "... det er mig en tilfredsstillelse at vise hende denne respekt, for hendes venlighed hos mig var sand. Og det, som skete sidenhen, er bare påfund af dem, som nu er ved magten." Dronning Annes prinsgemal var for resten prins Jørgen af Danmark (i England kendt som Prince George of Denmark), som var søn af Frederik 3. og dronning Sophie Amalie.
Statue af Dronning Anne. Orglet.
I den nordlige ende befinder sig Europas største privatejede orgel, bygget af Englands store orgelbygger Henry Willis & Sons. Orglet har fire keyboards og omkring 2.200 piber. Orglet blev bestilt af den 8. hertug af Marlborough, George Charles Spencer-Churchill, Winston Churchills onkel, og hans hustru Lillian. Over tiden har orglet "spillet for konger, kejsere og sårede soldater". Under første verdenskrig tjente biblioteket som rekonvalescentcenter, og de sårede soldater blev underholdt med orgelmusik. Desværre er orglet stærkt medtaget af tidens tand, så man er i gang med at indsamle mere end 400,000 pund til nødvendige reparationer.
En korridor leder hen til en række mindre rum, som indeholder en permanent udstilling om Winston Churchill. Mere herom senere.
Fra biblioteket er der adgang til kapellet, "H".
Kapellet
Ved hertugens død i 1722 blev paladsets kapel selvfølgelig af endnu større betydning. Stik imod sædvane blev altret anbragt mod vestvæggen for at understrege den gigantiske sarkofag, som er designet af William Kent. Statuerne over sarkofagen, klædt i romerske gevandter, forestiller hertugen og hertuginden. Hertuginden ser beundrende op på sin mand. I første omgang blev hertugen midlertidigt bisat i Westminster Abbey. I 1744 ved hertugindens død blev hans kiste overført til Blenheim Palace, hvor ægteparret blev forenet i døden. Andre medlemmer af familien blev efterfølgende også gravsat i kapellet
Ved hertugens død var begge hans (deres) sønner tragisk afgået ved døden, og han blev efterfulgt af sin datter Henrietta. Da titlen efter reglerne kun kunne overgå til en søn, krævede det en særlig tilladelse fra parlamentet. Da Henrietta døde, gik titlen i arv til Marlboroughs barnebarn Charles Spencer, Jarl af Sunderland.
Den 1. hertug var målt med britiske adelsfamiliers standard ikke en rig mand, og de penge, han havde, blev stort set brugt på færdiggørelse af paladset. De efterfølgende generationer på paladset klarede sig dog udmærket, indtil den 5. greve af Marlborough (1766–1840) fik titlen. Han var en ødeland, som formøblede det maste af familieformuen. Han solgte flere andre familieejendomme, men ikke Blenheim, som var juridisk beskyttet, da den var en gave fra nationen/tronen. Ved hans død i 1840, var ejendommen og familien i store økonomiske problemer. Den 7. hertug af måtte sælge ud af familiens ejendele såsom de berømte Marlborough diamanter, Sunderland Biblioteket med 18.000 værker deriblandt breve af Horats og Josephus, samt Raphaels Madonna, Van Dycks rytterportræt af Charles I samt flere værker af Rubens. Desværre var indtægten ved disse salg ikke tilstrækkelige til at sikre paladsets fremtid.
Da Charles 9. hertug af Marlborough (1871–1934) i 1892 arvede titlen, var den økonomiske situation katastrofal. I dag ville man sikkert kalde "Blenheim Palace" en "hvid elefant" for familien. Hans eneste mulighed var "at gifte sig til penge" - englænderne anvender det meget sigende udtryk for transaktioner af denne type: "cash for class". Og det gjorde han i 1896 med den amerikanske jernbanearving Consuelo Vanderbilt efter lange forhandlinger med hendes forældre. Prisen endte på 2,5 mio dollars. Hertugen gjorde det straks klart, at der var tale om et fornuftsægteskab, hvilket han meddelte sin brud i kareten, som kørte dem fra kirken. Det forhindrede dog ikke parret i at få to sønner - som det blev udtrykt "an heir and a spare" (en arbing og en i reserve). Consuelos moder, Alva Vanderbilt, var henrykt over datterens graviditet og bestilte en fornem venetiansk vugge, som efter sigende skulle være en kopi af den vugge, som Napoleon fik fremstillet til sin længe ventede arving. Den ser dog ikke særlig praktisk ud, men skal have været anvendt til begge børnene.
Renoveringen af Blenheim begyndte, mens parret var på bryllupsrejse. Marlborough diamanterne blev købt tilbage, og det samme gjorde møbler, gobeliner og andre solgte genstande, og snart var Blenheim igen et pragtfuldt palads. Consuelo var dog langt fra lykkelig, hvilket hun bekendtgjorde i en biografi, og i 1906 chokerede hun det engelske society ved at forlade sin mand. I 1921 blev de endelig skilt, og hun giftede sig igen. Også hertugen blev gift igen med en af Consuelas veninder, Gladys Deacon, som også var fra USA. Det blev heller ikke noget lykkeligt ægteskab. Det fortælles, at Gladys havde en revolver liggende ved siden af sin tallerken, når hun spiste med hertugen. Hertugen skal på alle måder have forsøgt at få Gladys til at flytte, bl.a. ved at lukke for vand og varme på Blenheim. Det endte med, at parret boede hver for sig, men ægteskabet blev opretholdt. Hertugen døde i 1934 og Gladys i 1977. Hertugen blev efterfulgt af sin ældste søn med Consuelo, John 10. hertug af Marlborough (1897–1972). Den nuværende indehaver af titlen er Charles James Spencer-Churchill, 12. hertug af Marlborough, som efterfulgte sin far i 2014. Han bor med sin familie på Blenheim i en lejlighed, som tæller mere end 30 værelser.
Som tidligere nævnt blev Blenheim Palace brugt som hospital for sårede soldater under 1. verdenskrig.
Fra 1939-1940 under 2. verdenskrig blev mere end 400 drenge fra Malvern College evakueret til paladset. I ét skoleår blev "the State Rooms" anvendt som soveværelser og klasseværelser. Samtidig blev Blenheim Park brugt af hjemmeværnet, "the Home Guard".
Blenheim Palace blev åbnet for publikum i 1950.
Da jeg begyndte at skrive denne side, var det min hensigt ikke at lave en biografi om Churchill. Det har så mange gjort i tidens løb. Jeg fik min første biografi om Churchill som 12-årig. Jeg har glemt, hvad den hed, men den omhandlede Churchills bedrifter i Sydafrika, og den gjorde et stort indtryk på mig. Siden har jeg læst adskille biografier om den store statsmand, og for tiden er jeg i gang med at læse hans egen "The Second World War". Men da jeg kom i gang med at skrive, løb det lidt af med mig. Jeg fornemmer, at jeg i min fremskredne alder bliver stadig mere snakkesalig. Hvis du ikke har tid eller lyst til at læse biografiske detaljer om Churchill, kan du springe frem i teksten ved at klikke her
Fra biblioteket er der adgang til det værelse, hvor Winston Churchill blev født den 30. november 1874. Det var ikke planlagt, at Winston skulle komme til verden her hos sine bedsteforældre, den 7. hertug og hertuginde af Malborough. Winstons forældre, Lord Randolph Churchill og Jennie Jerome, opholdt sig på Blenheim Palace, mens deres bolig i London blev gjort klar til at modtage det nye medlem af familien. Fødslen skete to måneder før tiden, hvilket tilskrives en uforsigtig og voldsom køretur i en hestevogn.
Værelset, hvori Winston Churchill blev født.
Winston var ikke arving til Blenheim, men han tilbragte meget af sin barndom på paladset, både før han kom i skole og senere i skoleferierne. The National Churchill Museum fortæller om Winstons barndom: "Som det var almindeligt den gang, blev han opdraget af en barnepige og sendt på kostskole. Det var et ensomt og hårdt liv for et følsomt og fantasirigt barn."
Winston klarede sig dårligt i skolen. Han gik på tre privatskoler: St. Georges School i Ascot, derefter Bruswick School i Hove ved Brighton og endelig på Harrow i 1888. Her fik han høje karakterer i engelsk og historie og blev skolens mester i fægtning. Han var også medlem af Harrow Rifle Corps.
Han fik næsten aldrig besøg af sin moder, og der er bevaret breve, hvori han inderligt beder hende om at komme på besøg på skolen og beder om tilladelse til at komme hjem. Han havde et overfladisk forhold til sin far og har fortalt, at de sjældent talte med hinanden. Heldigvis havde han et meget nært forhold til sin barnepige, Elizabeth Anne Everest, som han plejede at kalde "Old Woom". Winstons fader døde i 1895 i en alder af kun 45 år.
"I mange år troede jeg, at min far med sin verdenserfaring havde set et militært geni i mig. Siden fik jeg at vide, at han bare var kommet til den konklusion, at jeg ikke var klog nok til at blive jurist.". På den tid var der for en person af Winstons sociale position ikke mange passende erhvervsmuligheder. De fleste krævede en universitetsuddannelse, men med Winstons dårlige resultater i skolen var universitetes døre lukkede for ham. Men så var der jo altid militæret. Winstons ulyst ved studierne havde nær afsluttet hans militære karriere, før den begyndte. Det krævede tre forsøg, før han bestod optagelsesprøven til the Royal Military Academy, Sandhurst, hvor han begyndte i 1893. Desværre rakte resultatet ikke til optagelse i infanteriet, hvilket var faderens ønske, men kun til kavaleriet. Winston trivedes godt på infanteriskolen, hvor han ikke var handicappet af sine dårlige evner i latin, fransk og matematik, men kom til at beskæftige sig med praktiske områder som taktik, forsvar, befæstning, brobygning, sprængstoffer, topografi mv. Efter 18 måneder på Sandhurst sluttede han i december 1894 som nummer 8 ud af 150. Her kunne Churchill have skiftet spor, men han valgte at forblive i kavaleriet, og i februar 1895 blev udnævnt til kornet (sekondløjtnant) i 4th Queen's Own Hussars.
Churchill havde dog ingen planer om en traditionel militærkarriere men ønskede at blive krigskorrespondent. Han var korrespondent for flere Londonaviser samtidig med, at han tjente i hæren, og han skrev bøger om de britiske felttog. I 1895 rejste Churchill til Cuba som observatør under Spaniens kamp mod cubanske guerillaer. Mens han var på Cuba, fik han smag for havannacigarer, som han røg resten af livet. Da han fik at vide, at hans barnepige var døende, vendte han tilbage til England og blev hos hende, indtil hun døde. Han skrev i sin dagbog "Hun var min bedste ven" og senere "Hun havde været min kæreste og nærmeste ven i alle de tyve år, jeg havde levet."
I 1896 blev han forflyttet til Bombay i Britisk Indien. Som en sidebemærkning kan nævnes, at Churchill var en af de bedste polospillere i sit regiment og førte sit hold til mange prestigefyldte turneringssejre. Under sin tjeneste deltog han i nogle blodige kampe mod en stamme Pashtuner i det nordvestlige grænseland.
I 1898 blev Churchill forflyttet til Egypten, hvor han gjorde tjeneste i Sudan under general Herbert Kitchener. I september samme år deltog han i det sidste store britiske kavaleriangreb under slaget ved Omdurman. Sideløbende hermed arbejdede han som krigskorrespondent for Morning Post. I oktober 1898 var han tilbage i Storbritannien, hvor han påbegyndte sit værk, The River War, om generobringen af Sudan. Churchill tog sin afsked fra hæren med virkning fra den 5. maj 1899.
Han fik tilbudt at være konservativ kandidat til underhuset i Oldham-kredsen, men efter en meget ihærdig valgkamp kunne man konstatere, at de konservative havde mistet begge mandater i kredsen.
I oktober 1899 brød den Anden Boerkrig ud, og Churchill fik til opgave at fungere som krigskorrespondent for Morning Post i Sydafrika. Efter nogle uger i udsatte områder blev han under en rekognoscering taget til fange og indsat i en krigsfangelejr i Pretoria. Det lykkedes ham at undslippe fangelejren og tilbagelægge næsten 500 km til Mozambique. Denne bedrift gjorde ham til en national helt i Storbritannien. Churchill valgte at blive i Sydafrika, og han blev officer i South African Light Horse samtidig med sit job som korrespondent. Det lykkedes Churchill og hans fætter, den 9. hertug af Marlborough, at komme til Pretoria før resten af tropperne, og de forlangte og modtog 52 fængselsvagters overgivelse. I 1900 vendte Churchill tilbage til England, hvor han udgav et par bøger om sine dramatiske oplevelser i Sydafrika.
Churchill var igen opstillet til parlamentet i Oldham ved valget i 1900 og blev valgt. Efter valget tog han på en foredragstur i Storbritannien og efterfølgende på lignende ture til USA og Canada, hvilket gavnede hans anspændte økonomi. Samme år tog han sin afsked fra den britiske hær.
I parlamentet blev Churchill en del af en gruppering, som gik imod regeringens militærudgifter og også mod Chamberlains forslag om højere toldsatser. Det bragte ham i stærk modvind i sin kreds, og i 1904 skiftede han til det liberale parti. Da de liberale fik regeringsmagten i 1905, blev Churchill viceminister for kolonierne. Samtidig var han i gang med at skrive et tobinds værk om sin far. Værket, som blev udgivet i 1906, fik mange anmelderroser.
Ved valget i 1906 opstillede Churchill i en kreds i Manchester. Han vandt valget og repræsenterede kredsen indtil 1908, hvor han blev handelsminister. Han modsatte sig flådebudgettet, som indeholdt enorme udgifter til bygning af slagskibe, og gik ind for liberale velfærdsreformer som minimumslønninger, indførelse af arbejdsformidlinger, pensionslovgivning for arbejdsløse mv.
I 1911 blev Churchill udnævnt til marineminister. Han stod bag adskillige reformer, herunder udvikling af marineflyvning, bygning af nye og større krigsskibe, udvikling af kampvogne og overgang fra fyring med kul til fyring med olie i flådens skibe.
1. verdenskrig varede fra 1. august 1914 til 11. november 1918. Den udspillede sig især på slagmarker i Europa, men også i Mellemøsten, Afrika og Sydøstasien. Krigen, som kostede over ni millioner menneskeliv, blev en af de blodigste i verdenshistorien. Krigen blev udløst af mordet i Sarajevo på den østrig-ungarske tronfølger, ærkehertug Franz Ferdinand. Dette førte i første omgang til krig mellem Østrig-Ungarn og Serbien og efterfølgende via indgåede alliancer mellem Europas stater til en egentlig verdenskrig. Krigens parter var på den ene side Centralmagterne: det Tyske kejserrige og Østrig-Ungarn, og på den anden side Ententemagterne: Frankrig, Rusland, Serbien og Storbritannien. Det ellers neutrale Belgien blev på grund af et tysk angreb presset ind i alliancen på Ententemagternes side, en alliance som også USA (1917), Italien (1915), Rumænien (1916) og flere andre lande senere tiltrådte. Krigen endte med Centralmagternes nederlag og blev formelt afsluttet ved indgåelse af Versaillestraktaten i sommeren 1919. Her blev Tyskland pålagt skylden for krigen og også store og ødelæggende krigsskadeserstatninger til især Frankrig.
Den 5. oktober 1914 tog Churchill til Antwerpen, som den belgiske regering ville evakuere. Efter pres fra Churchill blev to britiske brigader indsat, men til trods herfor faldt Antwerpen den 10. oktober, og briterne mistede 2.500 mand. Af samtiden blev han angrebet for spild af menneskeliv, men eftertiden har fundet det sandsynligt, at hans indsats forlængede modstanden i en uge, og denne ekstra uge reddede de britiske tropper, som var blevet landsat i Ostende, Calais og Dunkirk.
Sidst i 1914 var vestfronten i Frankrig og Belgien reelt gået i stå. Ententemagterne håbede, at de ved at angribe Tyrkiet kunne trække Bulgarien og Grækenland ind i krigen på deres side. I november 1914 foreslog Churchill, som var marineminister (First Lord of the Admiralty), et angreb på Gallipoli-halvøen, og planen blev godkendt af den britiske regering i januar 1915. Desværre blev slaget ved Gallipoli en militær katastrofe, og Churchill fik en stor del af skylden. Da premierminister Asquith dannede en samlingsregering, stillede de konservative krav om, at Churchill skulle afskediges, hvis de skulle deltage.
I juli 1917 blev Churchill udpeget til rustningsminister, og i januar 1919 blev han krigs- og luftfartsminister. Han blev koloniminister i 1921 og var en af underskriverne på den Engelsk-Irske traktat i 1921, som grundlagde den irske fristat.
I september 1922 tog Churchill sine tre børn, Diana, Randolph og Sarah, med på en udflugt til Sydengland, hvor han præsenterede børnene for ejendommen Chartwell. Et stort, forsømt hus i et tilgroet vildnis af en have og/men med en vidunderlig udsigt over Kents blide, bakkede landskab. Churchill sagde, at han købte Chartwell for udsigtens skyld. Børnene elskede det straks og tiggede deres far om at købe det. Det viste sig senere, at Churchill allerede havde købt det, hvilke hans hustru, Clementine også var uvidende om. Hun var på det tidspunkt i London for at føde deres næste barn, Mary. Chartwell skulle blive familiens hjem de næste 40 år. Churchill var en ferm håndværker, som personligt udførte mange af de udvidelser og ændringer, der var nødvendige. Under 2. verdenskrig måtte familien dog forlade Chartwell, da området i det sydøstlige England var udsat fra kraftige bombardementer.
I 1946 købte en gruppe af familiens venner Chartwell og forærede den til museumssammenslutningen "National Trust" med den bestemmelse, at familien Churchill kunne bo der resten af deres liv. På samme måde som 1. hertug af Malborough havde fået foræret Blenheim som tak for de tjenester, han havde ydet nationen.
I september 1922, kort før valget, trak det konservative parti sig ud af koalitionsregeringen. Churchill blev syg under valgkampen, hvor han var opstillet i Dundee, og han gennemgik en blindtarmsoperation. Churchill sagde siden spøgende, at han forlod Dundee "uden en taburet, uden et mandat, uden et parti og uden en blindtarm". Pga. sine frihandelssynspunkter opstillede han for de liberale i 1923, dog uden at blive valgt, men året efter blev han valgt i Epping. Det følgende år sluttede han sig igen til det konservative parti.
Churchill blev udnævnt til finansminister i 1924 i Stanley Baldwins regering og stod for Storbritanniens katastrofale genindførelse af guldfoden, hvilket medførte deflation, arbejdsløshed og strejker over hele landet. Især kulindustrien, som i forvejen var ramt af omstillingen til brug af olie, led under guldfoden. En økonomisk rådgiver ved navn John Maynard Keynes forsøgte uden held at advare Churchill – og udgav senere den skarpt kritiske bog "The Economic Consequenses of Mr. Churchill".
De følgende år blev Churchill mere og mere isoleret, og da den konservative regering tabte valget i 1929, søgte han end ikke at blive valgt til det konservative forretningsudvalg. I 1931, da Ramsay MacDonald dannede en national samlingsregering, blev Churchill ikke bedt om at indtræde i den. De følgende år brugte Churchill en stor del af sin tid på sit forfatterskab.
Fra 1932 talte Churchill ofte om farerne ved Tysklands genoprustning, og han opfordrede Storbritannien til at gøre sig stærkere for at modstå det krigeriske Tyskland. I en stor tale om forsvaret i 1934 lagde han vægt på behovet for at genopbygge Royal Air Force og skabe et egentligt forsvarsministerium. Han opfordrede også til at give Folkeforbundet en ny og mere betydningsfuld rolle.
Da Tyskland begyndte at remilitarisere Rhinlandet i 1936, var meningerne meget delte i Storbritannien. Labour oppositionen var hårdnakket modstander af sanktioner, og regeringen var delt mellem de, som talte for økonomiske sanktioner, og de, som sagde, at det ville føre til et ydmygende tilbagetog, da Frankrig næppe ville gribe ind.
Churchill var en hård kritiker af Neville Chamberlains forsoningspolitik overfor Adolf Hitler, og i en tale til Underhuset sagde han profetisk: "De fik valget mellem krig og vanære. De valgte vanære, og vi får krig."
Den 3. september 1939 erklærede Storbritannien Tyskland krig, og samme dag blev Churchill udpeget til marineminister og fik sæde i krigskabinettet, ganske som han havde haft det i den første del af 1. verdenskrig. Da Tyskland indledte krigen med angreb på Holland, Belgien, Luxembourg og Frankrig, blev det tydeligt, at det britiske folk havde mistet tilliden til Chamberlains ledelse, og han trak sig tilbage. Udenrigsminister Lord Halifax afslog at overtage posten som premierminister, hvorefter Chamberlain tilrådede at man udpegede en efterfølger, som kunne samle støtte i de tre store partier. Et møde førte til, at man pegede på Churchill, og George 6. anmodede Churchill om at blive premierminister, og han blev leder af en samlingsregering.
Fra begyndelsen løb Churchill ind i store problemer med krigskabinettet. Lord Halifax argumenterede for, at man via Italien, som endnu ikke var gået ind i krigen, skulle undersøge mulighederne for en forhandlingsfred med Tyskland. Men Labours repræsentanter i krigskabinettet, Clement Attlee og Arthur Greenwood, støttede Churchill i hans afvisning af dette forslag. Uden Churchills stædighed havde Storbritannien muligvis indgået en fredsaftale med Hitler efter Frankrigs fald i juni 1940.
Churchills uforlignelige retorik styrkede folkeopinionen mod en fredsløsning og forberedte briterne på en lang krig. Kort efter, at vi var kommet tilbage til Danmark, så jeg filmen "Darkest Hour" (2017). Den udspiller sig i maj 1940, hvor Winston Churchill, som spilles af Gary Oldman, netop er udnævnt til premierminister. Tyskerne overlegenhed på slagmarken fører til konflikter mellem de politikere, som ønsker at indgå en fredsaftale, og de, der som Churchill vil bekæmpe Nazityskland af alle kræfter. Kongen George VI nærer i begyndelsen en dyb mistro til Churchill, som har støttet hans broder Edward VIII under abdiceringskrisen i kongehuset. Der er også mange, som bebrejder Churchill for hans rolle under kampagnen i Gallipoli under 1. verdenskrig. Selv om den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt har forståelse for Churchills udfordringer, er han bundet af kongressens neutralitetspolitik. Churchills første store aktion var at redde de 300.000 britiske soldater hjem fra Dunkirk og Calais. I filmen er en pragtfuld scene, hvor Churchill - for første gang i sit liv - tager med undergrundsbanen i London og der oplever befolkningens ønske om at kæmpe og ikke overgive sig. Dejlig film, som jeg kun kan anbefale. Vi så den på Viaplay.
Churchill skabte en post som forsvarsminister og overtog den selv, og han udnævnte sin ven og fortrolige Lord Beaverbrook til at stå for flyproduktionen. Det gjorde det muligt for Storbritannien hurtigt at forøge produktionen og udviklingen af fly, hvilket fik afgørende betydning for krigens forløb. Hans første tale som premierminister til underhuset den 13. maj 1940 indeholdt den berømte sætning: "Jeg har intet andet at tilbyde end blod, sved og tårer". Han holdt kort efter to lige så berømte taler inden starten på slaget om England. I en tale den 4. juni 1940 sagde han:
".. vi vil kæmpe i Frankrig, vi vil kæmpe på havene og oceanerne, vi vil kæmpe med stigende tro på os selv og stigende styrke i luften, vi vil forsvare vor ø, uanset hvad det kommer til at koste, vi vil kæmpe på strandene, vi vil kæmpe på landgangsstederne, vi vil kæmpe på markerne og i gaderne, vi vil kæmpe i bjergene. Vi vil aldrig overgive os.". I den anden tale, som han holdt den 18. juni 1940, sagde han bl.a.:
"Lad os derfor samle os om vore pligter og stå ranke, så selv hvis det britiske imperium og Commonwealth består i 1.000 år, vil folk stadig sige: "Dette var deres største øjeblik".
Den 20. august 1940, mens slaget om England var på sit højeste, udtalte han de berømte ord: "Aldrig har så mange haft så få at takke for så meget", hvilket var en fortjent anprisning af jagerpiloterne i RAF, som vandt slaget over Luftwaffe.
Churchills gode forhold til Franklin D. Roosevelt sikrede livsvigtige fødevarer, olie, våben og ammunition fra Nordamerika. Det var af den grund, at Churchill var lettet, da Roosevelt blev genvalgt i 1940. Efter at være blevet genvalgt begyndte Roosevelt straks at iværksætte en ny måde at skaffe militært udstyr og skibstransport til Storbritannien uden at der skulle penge på bordet. Roosevelt overbeviste Kongressen om, at betaling for denne umådelig kostbare tjeneste ville bestå i et forsvar af USA, og på den måde blev Lend-Lease Act (låne- og lejeloven) sat i verden. Siden blev også Sovjetunionen og Kina omfattet af denne bistand, som markerede et amerikansk brud med sin neutralitetspolitik.
Churchill var med til at udforme traktater som efter krigen ommøblerede grænserne i Europa og Asien. Disse ændringer blev diskuteret allerede i 1943. På en konference i Quebec i 1944 underskrev han sammen med Franklin D. Roosevelt en plan, hvori de forpligtede sig til, efter at Tyskland havde overgivet sig at omdanne landet til "et primært landbrugsland." Forslagene om de europæiske grænser og øvrige aftaler blev officielt indgået af Harry S. Truman, Churchill og Joseph Stalin på den såkaldte Potsdamkonference. Franklin D. Roosevelt, som af mange regnes for den største amerikanske præsident nogen sinde, døde den 12. april 1945, mindre end en måned før afslutningen af 2. verdenskrig. Selv om Churchill var ked af at have mistet en nære ven og partner, fik han etableret et godt og tillidsfuldt forhold til Roosevelts efterfølger, Harry S. Truman. Churchill var en stor støtte for Truman i dennes første tid som præsident, og kaldte ham: "den slags leder verden har brug for, når den mest har brug for ham."
Da Hitler invaderede Sovjetunionen, udtrykte Winston Churchill, som ellers var en hårdnakket anti-kommunist, støtte til Sovjetunionen. Det fik han nogen kritik for, og det foranledigede, at han udtalte: "Hvis Hitler invaderede helvede, ville jeg i det mindste omtale djævelen positivt i Underhuset", hvilket ret præcist beskrev hans holdning overfor Stalin.
I juni 1944 invaderede de allierede styrker Normandiet og trængte i løbet af det følgende år de tyske styrker tilbage til Tyskland. Efter at være blevet angrebet fra tre sider af de Allierede blev Tyskland endelig besejret. Den 7. maj 1945 modtog de Allierede Tysklands overgivelse i SHAEF hovedkvarteret i Rheims (SHAEF er en forkortelse for Supreme Headquarter s of the Allied Expeditionary Forces, "de allierede styrkers hovedkvarter". SHAEF var hovedkvarteret fra 1943 og frem til slutningen af 2. verdenskrig, og general Dwight D. Eisenhower var chef. På VE-dag (Victory Europe) den 8. maj 1945 meddelte Churchill i radioen, at Tyskland havde overgivet sig, og at en endelig våbenhvile på alle fronter ville træde i kraft et minut efter midnat samme aften. Senere talte Churchill til en enorm menneskemængde i Whitehall og sagde: "Dette er jeres sejr.", men folkemængden svarede: "Nej, det er din", og herefter førte Churchill dem igennem afsyngelsen af "Land of Hope and Glory". Senere samme aften talte han igen i radioen og understregede, at Japan ville blive besejret i de kommende måneder. Japanerne overgav sig den 15. august 1945 efter at de allierede havde smidt to atombomber over hhv. Hiroshima og Nagasaki.
Mens Europa fejrede freden efter afslutningen af seks års krig, var Churchill bekymret over muligheden for at festlighederne snart ville blive afbrudt. Hans frygt var, at den Røde Hær ville ignorere de aftalte grænsedragninger og aftaler i Europa.
Selv om Churchills indsats i 2. verdenskrig havde givet ham stor opbakning i den britiske befolkning, blev han slået ved valget i 1945. Der er blevet peget på mange årsager hertil, vel nok primært den, at der i befolkningen var et ønske om reformer, og at Churchill, som havde været den rigtige til at lede Storbritannien i krig, sikkert ikke var den rette til at realisere briternes forventninger om sociale reformer, nu da krigen var vundet.
Ved parlamentsvalget i juli 1945 tabte han premierministerposten til Labours Clement Attlee. Churchill beskriver det selv på følgende måde: ”Således overtog jeg om aftenen den 10. maj, ved indledningen til den store kamp, posten som regeringens leder og fik overdraget den magt, som jeg derefter i stadig stigende omfang udøvede i verdenskrigens fem år og tre måneder, hvorpå jeg ved udløbet af denne periode, da vore fjender havde overgivet sig betingelsesløst eller var i færd med at gøre det, øjeblikkelig af de britiske vælgere blev sat uden for enhver indflydelse på ledelsen af deres sager.”
I seks år fungerede han som leder af oppositionen. I den periode fortsatte Churchill med at have betydning for verdenspolitikken. Den 5. marts 1946 holdt han på Westminster College i Fulton, Missouri sin berømte "jerntæppetale", hvor han lancerede begrebet Jerntæppet:
"Fra Stettin ved Østersøen til Trieste ved Adriaterhavet har et jerntæppe sænket sig over kontinentet. Bag det ligger alle hovedstæderne i de gamle lande i Central- og Østeuropa: Warszawa, Berlin, Prag, Wien, Budapest, Beograd, Bukarest og Sofia, alle disse berømte byer og befolkningerne omkring dem befinder sig i det, jeg må kalde den sovjetiske sfære." Jerntæppet forsvandt først med Berlinmurens fald i november 1989.
Efter valget i 1951 vendte Churchill i en alder af 77 år tilbage som premierminister, en post han beklædte frem til sin tilbagetræden i april 1955. Fra oktober 1951 til januar 1952 var han samtidig forsvarsminister. Churchill var blevet ramt af et mindre slagtilfælde, mens han var på ferie i Sydfrankrig i sommeren 1949. I juni 1953, da han var 78, blev Churchill ramt af et mere alvorligt slagtilfælde i Downing Street 10. I erkendelse af sit skrantende helbred tog Churchill sin afsked i 1955 og blev efterfulgt af Anthony Eden.
Churchill tilbragte en stor del af sine sidste år på Chartwell i Kent. Efter at være trådt tilbage som premierminister brugte Churchill mindre tid i parlamentet og ved valget i 1964 genopstillede han ikke. I 1963 udnævnte præsident John F. Kennedy Churchill til amerikansk æresborger, men Churchill var ikke i stand til at møde op ved ceremonien i Det Hvide Hus. Den 15. januar 1965 blev Churchill ramt af et kraftigt slagtilfælde. Han døde 9 dage senere i sit hjem i en alder af 90 år om morgenen den 24. januar 1965, præcis 70 år efter sin fars død.
Efter kongeligt dekret lå hans lig på lit de parade i tre dage i Westminster Hall, hvor mere end 300.000 sørgende defilerede forbi hans kiste for at vise deres respekt. Helt usædvanligt deltog den engelske dronning i begravelsen i St Pauls Cathedral. Denne statsbegravelse var den første siden Hertugen af Wellingtons død mere end 100 år tidligere. Big Ben forblev tavs fra kl. 9:45 - det tidspunkt hvor processionen forlod Westminster - indtil midnat. Da hans kiste blev sejlet op ad Themsen, sænkede havnearbejderne kranernes master som salut. Der blev affyret en 19 kanoners salut som for et statsoverhoved, og 16 RAF jagere fløj over området. Kisten blev herefter ført til Waterloo Station, hvor den blev placeret i en særlig vogn i et begravelsestog, som kørte til Bladon. På markerne langs ruten og på de stationer, som toget passerede, stod tusinder af tilskuere i stilhed for at vise den sidste respekt. Efter Churchills ønske blev han begravet på familiegravstedet ved St Martins Church i Bladon nær Woodstock i nærheden af hans fødested Blenheim Palace. Begravelsen blev overværet af repræsentanter fra 120 nationer, 6.000 personer, ni militærorkestre og 18 batalloner deltog. På TV overværede mere end 350 millioner den største statsmandsbegravelse nogensinde.
Da Clementine Churchill døde den 12. december 1977, blev hun forenet med sin ægtemand gennem 57 år.
Winston Churchill var en dygtig kunstner og havde stor fornøjelse af at male, især efter sin tilbagetræden som marineminister - First Lord of the Admiralty - i 1915. Han fandt et fristed i kunsten, hvor han kunne overvinde de depressioner, som ramte ham livet igennem. Han kaldte depressionen "sin sorte hund". Han er bedst kendt for sine impressionistiske landskaber, hvor af mange blev malet på ferier i Sydfrankrig, Egypten og Marokko. Han holdt fast i sin hobby hele livet og malede hundredvis af malerier, hvoraf mange kan ses på Chartwell og i private samlinger.
Trods sin livslange berømmelse og overklassebaggrund var det altid en kamp for Churchill at opnå en indkomst, som gjorde det muligt for ham at fastholde sin ekstravagante livsstil. Indtil 1946 fik parlamentsmedlemmer kun en beskeden betaling, og før 1911 fik de slet ikke nogen, så mange måtte have indtægter ved siden af. Fra hans første bog i 1898 og indtil hans 2. periode som premierminister hidrørte det meste af Churchills indkomst fra skrivning af bøger og artikler til aviser og blade.
Churchill var også en flittig forfatter. Han skrev en roman, to biografier, tre bind erindringer og adskillige historiebøger foruden hans mange avisartikler. Han havde to privatsekretærer, som han dikterede alt til. Så snart de havde skrevet noget rent, begyndte han at skrive det om. Undertiden læste han korrektur seks gange, før han var tilfreds. Churchill vågnede ved halv otte tiden, fik en stor morgenmad på sengen, mens han læste sin post og alle de landsdækkende aviser. Derefter dikterede han i et par timer og stod så op ved 11-tiden, tog et bad og gik en tur i haven, hvor han fodrede sine sorte svaner og guldfiskene. Efter en whisky og soda arbejde han til kl. 13, hvor familie og gæster samledes til 3-retters frokost. I økonomisk gode tider drak Churchill Pol Roger champagne til maden. Derefter vendte Churchill tilbage til arbejdsværelset. Ved 17-tiden fik han en lur på halvanden time, inden han tog endnu et bad, inden han klædte om til middag. Churchill fortsatte med at arbejde og diktere i flere timer, efter at de andre i huset var gået i seng.
Churchill blev tildelt Nobelprisen i litteratur i 1953 "for hans historiske og biografiske beskrivelser samt hans veltalende forsvar for vigtige menneskelige værdier".
Chrchill var en eminent taler og beherskede det engelske sprog til fuldkommenhed. Nedenfor har jeg gengivet nogle af hans bedst kendte udtalelser:
I det britiske parlament 4. juni 1940, normalt omtalt som "We Shall Fight On The Beaches"-talen. udtaler Churchill bl.a.: "We shall go on to the end, we shall fight in France, we shall fight on the seas and oceans, we shall fight with growing confidence and growing strength in the air, we shall defend our Island, whatever the cost may be, we shall fight on the beaches, we shall fight on the landing grounds, we shall fight in the fields and in the streets, we shall fight in the hills; we shall never surrender..".
Som kommentar til sin modstand mod Neville Chamberlains Appeasement-politik har Churchill udtalt: "En fortaler for fredsbevægelsen er en person, som fodrer en krokodille i håbet om, at han er den sidste, der bliver ædt."
Om sin politiske modstander Clement Atlee: "Han er en beskeden mand, som så sandelig også har meget at være beskeden over."
En ung fotograf tog et billede af Churchill ved hans 75 års fødselsdag og sagde ærbødigt: "Sir, jeg håber, at jeg får lejlighed til at fotografere Dem, når de bliver 100 år", hvortil Churchill replicerede: "Ja, hvorfor ikke. De ser da både rask og rørig ud."
"Historien vil være god mod mig! For jeg har i sinde selv at skrive den!"
Churchill modtog en lang række æresbevisninger. Han var som nævnt den første, som blev amerikansk æresborger. I 1950 blev Churchill tildelt den danske elefantorden. Han ankom til København den 9. oktober 1950, og blev i lufthavnen modtaget af Prins Knud. På ruten fra lufthavnen i åben bil blev han tiljublet af store folkemængder med hurra-råb og blafrende Union Jack-flag.
Winston Churchill i København den 9. oktober 1950
150 frihedskæmpere fra hele landet dannede spalier i Rådhushallen, og Gudrun Fiil fra Hvidsten overrakte Churchill en buket blomster. Herefter hilste han på medlemmer af Frihedsrådet. På rådhusets balkon fik Churchill overrakt frihedskæmperarmbindet af Frode Jacobsen. Det er i dag udstillet på Churchills landsted Chartwell tillige med en kopi af Elefantordenen.
Winston Churchill i København den 9. oktober 1950
"Jeg har fået mange og strålende modtagelser i Europas befriede lande, men jeg er aldrig blevet så dybt grebet som i København", sagde en tydelig rørt Churchill, da han blev tiljublet af hundredtusinde mennesker på Rådhuspladsen i København, og de fik hans berømte V-tegn – for “Victory” – som tak.
Senere modtog kong Frederik IX og dronning Ingrid Churchill på Fredensborg slot, hvor han blev udnævnt til Ridder af Elefantordenen.
Du kan se en kort video om Churchills besøg her.
Samme år modtog Churchill Sonningprisen på Københavns Universitet, hvor han samtidig blev udnævnt til æresdoktor i filosofi. I sin takketale sagde han bl.a.: "Jeg er meget stolt og meget taknemlig for at modtage en æresdoktorgrad i filosofi fra det berømte universitet i København. Som mit liv har udformet sig, er jeg blevet stadig mere forbløffet over, hvor mange doktorgrader, jeg har tilegnet mig i forhold til det antal eksaminer, jeg har bestået. Jeg har aldrig været særlig god til disse. Men nu bliver jeg behandlet, som om jeg er en særdeles lærd mand. Det er et godt argument mod aldrig at lade sig slå ud af de fejl og den utilstrækkelighed, man kan komme ud for, mens man er ung." Dagen efter talte Churchill ved et møde i K.B. Hallen, og i den anledning fik medlemmerne af Churchill-gruppen fra Aalborg lejlighed til at møde deres store forbillede.
Churchill fik ikke Nobels fredspris, men fik Nobelprisen i litteratur i 1953, ikke mindst for sit 6-bindsværk om 2. verdenskrig. Ved en afstemning på BBC i 2002 om de 100 største briter blev han valgt som "The Greatest of Them All" efter at omkring 1 mio. havde stemt. Foran Shakespeare, lord Nelson og Newton.
Udstillingen viser først Winston Churchills barndom og ungdom, især tilknytningen til Blenheim Palace. Herefter beskrives hans militærkarriere, hvorefter man følger hans liv som politiker, hvor han som nævnt var premierminister i to perioder.
Blandt de mange udstillede militærgenstande var også Churchills jagtrifler, som tilhører hans oldebarn Randolph Spencer-Churchill. De er fremstillet af Woodward & Sons og angiveligt bestilt af Churchills bedstefar, den 7. hertug af Malborough som en fødselsdagsgave.
Lige fra sin barndom var Churchill fascineret af historie og ikke mindst af sin egen slægts historie. Han kendte alle den første hertugs slag til fingerspidserne, og i et af de udstillede stilehæfter fra skolen har han i ord og tegninger minutiøst gengivet Slaget ved Blenheim. Når han var på besøg på Blenheim, kunne han finde ham i parken i gang med at dirigere sine fiktive regimenter i historiske slag.
Churchill var også dybt fascineret af at lege med tinsoldater. I hans ældste bevarede brev, som er skrevet, da han er syv år gammel, takker han sin mor for en gave bestående af tinsoldater, et slot og et flag. Han skriver i sine erindringer fra drengetiden, at han julemorgen 1888 havde stillet sine tropper op på sit værelse for at gennemspillet slaget ved Blenheim. Winston, som havde omkring 1500 soldater, spillede ofte med sin lillebroder Jack (John Strange Spencer-Churchill). Winston havde de engelske tropper, organiseret som en infanteridivision og et kavaleribrigade, mens Jack kommanderede de fremmede styrker. Jack måtte ikke have artilleri.
En dag kom Winstons far på inspektion og studerede de opstillede styrker. Det var ved den lejlighed, at faden spurgte Winston, om han kunne tænke sig at komme ind i hæren, hvortil Winston svarede ja.
Winston skal have udtalt: "På Blenheim traf jeg to vigtige beslutninger: at blive født og at gifte mig. Jeg er tilfreds med den beslutning, jeg traf ved begge lejligheder."
Clementine Hozie mødte første gang Winston Churchill i 1904 ved et bal. Fire år senere i marts 1908 mødtes de igen, da de tilfældigt blev placeret ved siden af hinanden til en middag, som blev afholdt af Lady St Helier, som langt ude var i familie med Clementine. Ved deres første kortvarige møde havde Winston erkendt Clementines skønhed; efter en aften i hendes selskab indså han, at hun ikke alene var køn, men også intelligent og charmerende. Efter fem måneder, hvor de lejlighedsvis mødtes ved sociale sammenkomster (på nudansk tror jeg, at de datede), friede Winston til Clementine ved en fest på Blenheim Palace den 11. august 1908. Det skete i den lille romantiske pavillon i parken, the Temple of Diana.
Temple of Diana. Den bænk hvor Winston Churchill friede til Clementine.
Det var dog nær gået galt. Han havde aftalt at mødes med Clementine ved "Temple of Diana", men måske havde han festet for meget, for næste morgen sov han over sig.
Heldigvis kom hertugen forbi og opdagede den ventende Clementine. Hertugen fik lokket hende op i vognen og kørte en rundtur med hende i parken, og da de kom tilbage til pavillonen, var Winston Churchill dukket op. Og efter den uheldige optakt fik Winston friet – og fik et ja.
Winston og Clementines bryllupsfoto.
Den 12. september 1908 blev Winston og Clementine viet i St. Margaret's, Westminster, hvorefter de slog sig ned i London.
Britiske ordener og medaljer:
The India Medal with clasp, Punjab Frontier (1898)
The Queen's Sudan Medal, (1899)
The Queen's South Africa Medal, 1899–1902, with six clasps (1901)
King George V Coronation Medal (1911)
1914-15 Star (1919)
British War Medal 1914–1918 (1919)
Victory Medal (United Kingdom) (1920)
Order of the Companions of Honour (1922)
.gif)
Territorial Decoration (1924)
King George V Silver Jubilee Medal (1935)
King George VI Coronation Medal (1937)
1939–1945 Star (1945)
Africa Star (1945)
Italy Star (1945)
France and Germany Star (1945)
Defence Medal (1945)
War Medal 1939–1945 (1945)
Order of Merit (1946)
Queen Elizabeth II Coronation Medal (1953)
Order of the Garter (Knight Companion) (1953)
Udenlandske ordener:
Distinguished Service Medal (U.S. Army) (United States, 1919)
Cross of Liberty for Military Leadership, Grade I (Estonia, 1925)
Knight Grand Cross, Order of the Netherlands Lion (Netherlands, 1946)
Grand Cross, Order of the Oak Crown (Luxembourg, 1946)
Grand Cross with Collar, Royal Norwegian Order of St. Olav (Norway, 1948)
Knight of the Order of the Elephant (Denmark, 1950)
Grand Cross of the Legion of Honour (France, 1958)
Companion of the Ordre de la Libération (France, 1958)
Most Refulgent Order of the Star of Nepal, First Class (Nepal, 1961)
Grand Sash of the High Order of Sayyid Muhammad ibn Ali as-Senussi (Libya, 1962)
Order of the White Lion (Class I, civilian) (Czech Republic, posthumously 2014)
En af de mange genstande, som er udstillet, er en smuk cigarkasse, lavet af malakit og elfenben. Håndtaget er dekoreret med diamanter, og låget bærer Churchills initialer i guld. Den er lavet af Wolfers Frères i Bruxelles og vurderes til at være mere end 1 mio pund værd. Det er en gave til Churchill fra Belgisk Congo og bærer inskriptionen: "En hyldest fra Belgisk Congo, som aldrig fortvivler, til ham, som aldrig fortvivler - Winston Spencer Churchill, Prime Minister of Great Britain at war.". Cigarkassen indeholder fire cigarer, som Churchill fik i gave af kong Peter af Jugoslavien.
Udstillingen viser Churchills legendariske, røde heldragt i velour, som efter sigende var Churchills favoritpåklædning under krigen, når han ikke havde officielle pligter.
Aldrig har så mange haft så få at takke for så meget ...
Det var en spændende og interessant udstilling for en Churchill fan som undertegnede, og jeg kunne have brugt mange flere timer til at fordybe mig. Næste gang, vi kommer til Oxford, vil vi sandsynligvis besøge Churchill familiens bolig i Chartwell. Det skulle også være et besøg værd - og er måske ikke så overrendt som Blenheim Palace.
"Words are the only things that last forever",
"If you're going through hell, keep going!"
Winston Churchill.
Et par måneder efter vores besøg på Blenheim Palace så vi filmen "The Favourite" (2018), som omhandler forholdet mellem de to kusiner, Sarah Churchill, hertuginde af Marlborough, og Abigail Masham, som senere blev baronesse Masham. Filmen er optaget i Hatfield House og Hampton Court Palace. De to kvinder konkurrerer om dronning Annes gunst. Tidspunktet er 1708, og dronning Annes ægtefælle, den danske prins Jørgen, er netop afgået ved døden. Dronnningens helbred er særdeles dårligt, da hun næsten er invalideret af gigt (urinsyregigt?). Desuden er hun plaget af at have sat 17 børn i verden, som alle er enten dødfødte eller afgået ved døden snart efter fødslen. Som du måske husker, er England i krig med bl.a. Frankrig, og hertugen befinder sig på de europæiske slagmarker. Dronningen har hverken lyst eller evner til at styre landet og fordriver tiden med spil og underholdning, bl.a. har hun 17 kaniner, som hun opfatter og behandler som sine børn. Sarah Churchill fungerer som en meget kompetent rådgiver for dronningen. I begyndelsen af filmen dukker Abigail Hill, Sarahs fattige og yngre kusine op, på udkig efter et arbejde. Abigail, som er blevet spillet bort i et spil whist af sin far, starter som tyende, men bliver forfremmet, efter at hun lindrer dronningens smerter med nogle urter, hun finder i naturen. Abigail bliver ven med dronningen, og Sarah forsøger forgæves at få hende sendt bort. Dronningen tillader Abigail at gifte sig med Samuel, 1. baron af Masham. Efter mange intriger og opgør ender det som bekendt med, at Sarah og hendes ægtefælle bliver sendt i eksil.
Vi holder meget af at se historiske film, men er altid meget usikre på, hvor meget, der er fact, og hvor meget, der er fiktion. Det gælder også denne film, som bl.a. postulerer, at der var et seksuelt forhold mellem dronningen og Sarah. Men en underholdende og flot film, som har modtaget mange udmærkelser.
Blenheim Art Foundation, BAF, blev grundlagt af Lord Edward Spencer-Churchill, søn af 11. hertug af Marlborough. Organisationens formål er at præsentere moderne kunst på Blenheim Palace. Man åbnede den 1. oktober 2014 med en stor udstilling af mere end 50 værker af den store kinesiske kunstner og aktivist Ai Weiwei, som desværre ikke var i stand til at besøge udstillingen, da han sad i husarrest i Beijing. Mange af værkerne er således udarbejdet på grundlag af 3-dimensionale computeranimationer, som Ai Weiwei fik tilsendt. Det mest spektakulære værk var nok et 45 meter langt gulvtæppet, som var designet til at ligge i the Great Hall. Tæppet indeholdt dækmærker, efterladt af tanks på en grusvej ved Beijing. Disse dækmærker er identisk med dem, der blev afsat af tanks, der blev sendt til Beijing og Den Himmelske Fredsplads under protesterne fra 1989. Som sædvanlig var Ai Weiweis værker meget provokerende og tankevækkende.
Da vi besøgte Blenheim Palace i marts 2019, var der en udstilling "The Young Turner: Ambitions in Architecture and the Art of Perspective", den største samling af værker af den store britiske landskabsmaler Joseph Mallord William Turner (1775–1851). Mange værker er tidlige arkitektoniske tegninger, skitser og graveringer. Udstillingen omfattede også Turners første skitsebog og diagrammer fra hans undervisning i perspektiv på Royal Academy.
Det mest spændende værk fra efter min ringe mening "High Street, Oxford", er et oliemaleri udført Turner i 1810. Maleriet viser High Street, en af de vigtigste gader i Oxford, set fra vest.
"High Street", oliemaleri udført af J. M. W. Turner i 1810.
University College ses til venstre, All Souls College til højre og spirene fra All Saints Church (som nu er Lincoln Colleges bibliotek) i midten. Til højre herfor ses St Mary's Church. I baggrunden anes tårnet på St Martin's Church, som i dag benævnes Carfax, efter at resten af kirken er blevet revet ned.
Værket har været udlånt til og udstillet på Ashmolean Museum i Oxford siden 1997. I 2015 kom maleriet til salg, og det lykkedes museet gennem fonde og offentlige indsamlinger at rejse tilstrækkelige midler (vistnok omkring 3.5 mio pund).
Præsentation af replicaer af "High Street" udenfor Ashmolean Museum.
Ashmolean Museum forsøgte at vække opmærksomhed om indsamlingen ved at hænge 12 kopier af Turners værk "High Street, Oxford" op forskellige steder i Oxford. Bare fire uger senere havde museet samlet de 60-80.000 pund, som var nødvendige for at kunne afslutte købet.
Malerierne mv. på udstillingen var udlånt fra the Tate, the Ashmolean Museum, Oxford University og private. Udstillingen fandt sted i et galleri i "the Stables Courtyard".
Vi afsluttede vores besøg på Blenheim Palace med en kop kaffe og en sandwich på The Water Terrace Café. En ældre (dvs. med os jævnaldrende) dame satte sig ved vores bord, og vi fik en længere snak om brexit. Men det er en helt anden historie. Cafeen har åbent fra 10.00-17.30.
Hvis vi havde haft lyst til en traditionel Afternoon Tea, kunne vi have fået det i The Orangery Restaurant, som serverer Afternoon Tea fra 14.00 - 17.00.
Blenheim Palace har en af de mest fantastiske parker i England - og det siger ikke så lidt. Den optager mere end 8 mio m2. På grund af vejret fik vi ikke set noget af parken, men venner har fortalt os, at man sagtens ville kunne tilbringe en hel dag der.
Den oprindelige park og haverne blev anlagt af Henry Wise, dronning Annes gartner, efter sigende i samme formelle stil som haverne ved Versailles. I 1764 blev landskabsarkitekten Lancelot "Capability" Brown (1716–1783) antaget til at omskabe omgivelserne ved Blenheim Palace. Han konstruerede the Great Lake og plantede tusindvis af træer over en 10 års periode.
I den nordlige del af parken står en 50 meter høj sejrssøjle. Øverst på den er anbragt en statue af den 1. hertug af Marlborough, klædt som en romersk general.
Blenheim Palace set fra nordsiden
Åbningstider
Paladset: 10.30-17.30 (sidste ankomst 16.45)
Parken: 09.00-18.00
Orangery restauranten: 10.30-17.00
Water Terrace Café: 10.00-17.30
Billet til palads, park og haver:
Voksne: £27.00
Pensionister (over 60) og studerende: £25.00
Børn (5-16): £16.00
Familie (2 voksne og 2 børn): £67.50
Billletten giver adgang til de såkaldte "state rooms", audio guide, Churchill udstillingen og kunstudstillinger ("Young Turner", da vi var der).
Det vil nok være en god ide at checke paladsets hjemmeside, når du planlægger dit besøg.
Hvis du har lyst - og tid - kan du besøge min side om Oxford ved at klikke her.
Du kan finde min startside for alle mine skriverier ved at klikke her.