Som I måske har læst tidligere, tog Birgit og jeg på en 2 dages tur fra Algarve til hovedstaden Portugal. Vi lejede en bil og kørte ad den smukke vej langs Atlanterhavskysten. Vi kunne have sparet lidt tid ved at have taget den større vej, som går længere inde i landet, men så havde vi ikke fået den smukke tur med. Der var ikke megen trafik, så vi havde mulighed for at nyde den smukke natur.
Det første, imponerende syn, som mødte os, da vi kom til Lissabon, var den fantastiske hængebro, som fører over floden Tajo. Desværre kan man ikke standse på broen og nyde den fantastiske udsigt. Da broen blev bygget i 1960'erne (af amerikanere), var den Europas længste, nemlig 1023 meter. Den hed oprindelig 'Salazar broen' efter Portugals diktator gennem 37 år. Efter den ublodige revolution ('nellikerevolutionen') i 1974 kaldte man den blot 'broen', indtil man enige om at omdøbe den til '25. april broen' til minde om revolutionen. Det næste fantastiske syn var en 100 m høj kristus statue, som fra en klippe kan ses over en stor del af Lissabon. Statuen er en model af den 'rigtige' i Rio de Janeiro. Den er mere end 30 meter høj, og i 'foden' af den er der en kirke. Vi kom desværre ikke derop, men det skal selvfølgelig ikke forhindre dig i det, når du kommer på de kanter. Så kunne du jo sende os en mail og fortælle, om det var umagen værd.
Som i alle andre større byer er der problemer med parkering, så vi opgav søgningen og smed bilen hensynsløst på en stor parkeringsplads uden for en offentlig bygning nede ved havnen og spadserede op i byen. I centrum kunne vi konstatere, at der var pensionater og værelser til leje i hver anden bygning. Vi fik et værelse med udsigt 'til strøget'. Det havde eget toilet og bad, så vi måtte punge op med 35 DM (150 kr) for en nat. Derefter spadserede vi tilbage til bilen og hentede vores kuffert og var nu klar til at kaste os ud i opdagelsen i Lissabon.
Lissabon er hovedstaden og også den største by i Portugal. Den er faktisk ældre end Rom og alle andre hovedstæder i vesteuropa. Legenden fortæller, at byen fik sit romerske navn, Olisipo efter den græske helt Udysseus, som på sin rejse tilbage fra Troja tog sig tid til at standse her for at forføre nymfen Calypso. Af sorg over hans afsked forvandlede hun sig til en slange, hvis bugten dannede de 7 høje, som byen ligger på. Jeg er nu ikke sikker på, at denne historie er historisk korrekt, for vi har på Malta set den hule, hvori Udysseus boede flere år sammen med Calypso, før det lykkedes ham at narre Poseidon og slippe afsted.
Romerne overtog byen efter Fønikierne og udnævnte Lissabon til hovedstad i provinsen Lusitania. Maurerne (Araberne) erobrede Lissabon i 714 og holdt den de næste 400 år. Byens oprindelige vækst og betydning skyldes dens heldige beliggenhed og dens beskyttede havn. Vasco da Gama sejlede til Indien fra Lissabons forstad Belem i 1497 og gav Portugal monopol på krydderier fra østen. da Gama havde således mere held med sit forehavende end Columbus, som 5 år tidligere sejlede vestpå for at finde Indien - men i stedet fandt Amerika. Det kan man da kalde held i uheld, for ellers havde vi aldrig fået Coca Cola, McDonald's og sæbeoperaer. I de næste 200 år havde lille Lissabon større indtægter end nogen anden ny i Europa.
Lissabon har været udsat for mange jordskælv gennem sin historie. I 1755, da de fleste af byens indbyggere var samlet i kirkerne for at fejre Alle Helgeners Dag, indtraf det største jordskælv nogensinde i Europa. Indbyggerne løb mod havnen for at undgå de ildebrande, som brød ud. Byen blev oversvømmet af en bølge 4 etager høj. På få timer mistede Lissabon en tredjedel af sine indbyggere.
I dag er Lissabon en smuk hovedstad med vidunderlige pladser og boulevarder og klassisk proportionerede bygninger. På højre side af floden ligger 'downdown' Baixa. Her ligger også middelalderkvartererne Alfama and Mouraria, og her finder man den prægtige Sao Jorge Castle.
De fleste steder i byen ligger inden for en spadsereturs afstand. Der findes ganske vist en metro med hovedstationer ved Praca dos Restauradores og Rossio, men den dækker så lille en del af byen, at det næsten ikke kan betale sig at anvende den. Der sælges billetter på alle stationer. Elektriske sporvogne (herom senere) kører overalt i byen. Hvis du er lige så heldig som vi, vil du se sporvogne med reklamer fra Carlsberg. Du kan enten købe enkeltbiletter om bord, eller du kan købe billetter, som gælder for 1 eller 3 dage. Busser er især anvendelige, hvis du vil besøge steder udenfor Lissabon. Nå, hvis vi skal opleve Lissabon på bare 2 dage, må vi hellere komme i gang.
Den seværdighed, som stod øverst på vores liste, var Sao Jorge Castle, som ligger på et af de højeste punkter i byen. Det var på denne klippetop, at Fønikierne først slog sig ned. Ruinerne af en senere romersk by er ved at blive gravet ud. Men det var Visi goterne, som rejste borgen med de enorme, massive mure og de 10 tårne, der senere blev udbygget og forstærket af Maurerne. Det ødelagte palads fra 1300 tallet har i mere end 300 år tjent som palads for de portugisiske konger. I det 16. århundrede byggede Manuel I et nyt slot i den nedre bydel. Det blev ødelagt af det store jordskælv i 1755. Efter dette blev Sao Jorge Castle brugt som fængsel. Man kommer derop med taxa, men vi valgte at spadsere (klatre) derop. Ikke noget problem for et par veltrænede danskere, men vi klarede det alligevel.
Indenfor murene findes en stor have, beboet af sjældne, hvide påfugle, sorthalsede svaner, ænder, ravne og et par flamingoer. Mod sydøst, spredt ned over klippesiden, ligger det gamle kvartér Alfama. Mod øst - i en dal - ligger de pænt arrangerede avenuer og pladser i Baixa kvarteret, med Praça do Comercio ved siden af floden. Avenida de Liberdade (Lissabons 'Champs Elyssees') strækker sig mod nord som en pil mod den store park Eduardo VII. Længere borte mod sydøst ses '25. april broen' (Ponte 25 da Abril), men den har du allerede set. På området var en statue af Sct. George (Sao Jorge), som befriede portugiserne i krigen mod Spanien. Mens vi stod og beundrede udsigten rullede 25-30 grandiøse mercedes'er op foran en restaurant, og ud steg et halvt hundrede festklædte personer. Kvinderne var 'overlæsset' med pelsværk og smykker, som ikke var købt i Dalls varehus. Vi fandt ikke ud af, hvad der skulle ske, men vi gættede på, at der skulle være generalforsamling i den lokale Mafia-afdeling.
På turen ned kom vi gennem Lissabons fattigste - men også mest farverige - kvarter, Alfama. Det er en labyrint af små forretninger og huse. Alfama er med sine smalle og snoede gader kernen i den oprindelige by, og du kan her fornemme Lissabons sjæl. Vi beundrede de farvestrålende kakler - et minde fra Maurerne - og de dekorative jernbalkoner på husene. Gaderne er så smalle, at der ikke kan færdes køretøjer. I mange tilfælde er gaderne indrettet som trapper.
'Fado' er en meget speciel musikform, som er knyttet til Alfama. Den oprindelige betydning af 'fado' er 'skæbne oversat til musik'. Umulig at beskrive med ord, men selv om du ikke forstår sproget, vil du blive fascineret af melodien og den udtryksfulde stemme. Temaet er ofte bedrøvet eller sentimentalt, men kan også fortælle en historie eller udtrykke en følelse (jeg kan bedst beskrive det som Portugals soul music). Teksten, som består af vers med 4 linier, akkompagneres af enten en 12-strenget portugisisk guitar eller en klassisk guitar. I Coimbra synger studenter i sorte kapper 'fado' i overensstemmelse med de oprindelige traditioner, mens 'fado' i Lissabon har en tone af desperation. 'Fado' skal høres i tusmørket i Alfama eller Bairro Alto. Det er efter sigende vanskeligt at finde 'the real thing', da der optræder mange tarvelige (kommercielle) 'fado' sangere på restauranter i Lissabon. Desværre lykkedes det os ikke at overvære 'fado' i denne omgang. Men så har vi noget at komme tilbage efter.
Jeg har allerede fortalt lidt om byens sporvogne. Portugiserne kalder dem elevatorer (elevadores), og det er egentlig meget dækkende for de sporvogne, der 'klatrer' op til de højere liggende dele af byen. De er bygget med en vinkel, som svarer til stejlheden af den side, de skal forcere. Turen er kort, men en oplevelse. Og dine ben vil elske dig for at benytte dem.
Elevador da Gloria , kører fra Calçada da Gloria på vestsiden af Praça dos Restauradores og ender oppe på Bairro Alto, som er en højtliggende bydel. Når du kommer op, vil du finde en dejlig park til højre, hvorfra der er en glimrende udsigt over Baixa, Sao Jorge Castle og Alfama.
På østsiden af Praça dos Restauradores findes en anden sporvogn, Elevador do Lavra. Den bringer dig op til det området af byen, som hedder Anjos. Her findes også en lille park med en dejlig udsigt. Fordelen ved disse udsigter er, at du roligt kan sætte dig ned og slappe af, uden at nogen kan tro, at det skyldes, at du er i dårlig form. Her så vi en statue, foran hvilken der lå i hundredvis af blomster og lys og små gaver. Så vidt vi kunne tyde de vedhæftede noter, var det presenter til en læge fra taknemlige patienter. Det er selvfølgelig også billigere end Sygeforsikringen Danmark.
Trætte af den megen bjergbestigning fandt vi en restaurant tæt på vores værelse. Her spiste vi godt og billigt og nød en dejlig flaske rødvin til. Udenfor på gaden var der sort af mennesker, som stod og så fodbold på et fjernsyn i en anden restaurant. Normal opleves portugisere som mere stilige og reserverede end fx. spaniere. Det gælder dog ikke, hvis man placerer dem foran et fjernsyn, hvor der vises landskamp i fodbold.
Næste morgen forlod vi vores hotelværelse tidligt (ja, vi nåede selvfølgelig at betale). Vi havde besluttet, vi ville besøge den lille by Sintra, som ligger lidt nord for Lissabon. Vi lagde vejen hertil forbi andre seværdigheder i Portugals omegn. Først kørte vi til forstaden Belem, som ligger ca. 6 kilometer vest på. Det var herfra, at de portugisiske opdagelsesrejsende sejlede ud i det 15. og 16. århundrede. Her ligger et større antal monumenter, museer og smukke bygninger samlet end noget andet sted i Lissabon. Vi nåede desværre kun at se en lille del af området. Bla. ligger der et berømt nationalmuseum for vogne, som stammer tilbage fra 1500 tallet.
Tårnet i Belem er nærmest en ikon eller et vartegn for Lissabon. Da tårnet blev bygget i 1521, stod det længere ude i floden, men efter århundreders aflejringer har flodens bredder nærmet sig. Det var tænkt både som en udkigspost og - sammen med Sao Sebastiao fæstningen på den modsatte side af floden - som et fort til forsvar for de portugisiske skibe. Det er på én gang både robust og elegant med dets yndige buegange og dets fine 3-etager høje vinduer. Mange detaljer vidner om den mauriske indflydelse. Det må have været et e syn for de hjemvendende opdagelsesrejsende.
Den største seværdighed i Belem er nok Jeronimos Klostret. Henrik Søfareren havde bygget et lille kloster her i det 15. århundrede. Vasco da Gama tilbragte her en nat i bøn, før han begav sig ud for at opdage Indien. Da han vendte tilbage beordrede kongen - Manuel I - at Henriks simple bygning skulle erstattes af et rigt udsmykket kloster for han skytshelgen Jeronimos som tak for de rigdomme, som den nye handelsrute indbragte. Flere forskellige arkitekter arbejdede på klostret, som stod færdig i 1572 efter ca. 75 år. Byggestilen er nærmest en mellemform mellem gotik og renaissance. Heldigvis forårsagede jordskælvet i 1755 kun ringe skade på bygningerne, så dette mesterværk er stort set i sin oprindelige stand.
Dette hvide limstenskloster har en elegant buegang med statuer af de 4 sibyller, 4 profeter og 4 kirkefædre, heriblandt Saint Jeronimos, alle omgivet af Jomfru Maria og Barnet. Over Jomfru Maria er der 2 scener fra Saint Jeronimos's liv. Til venstre, efter det første kapel, er Vasco da Gamas grav, hvor han bæres på ryggen af 6 løver. Kongen og hans efterfølger ligger begravet til venstre. Den vestlige fløj af klostret rummer Nationalmuseet for arkæologi samt i en tilbygning et museum for søfart.
Ud fra stranden ligger en stort monument, som hedder Padráo dos Descobrimentos - Opdagelsernes Monument. Det forestiller en karavel, som bryder en bølge. I forstavnen af karavellen står Henrik Søfareren (som altid med sin sjove, runde hat) og kigger ud i horisonten. Omkring ham er repræsenteret opdagelsesrejsende, astronomer og kartografer. Det er muligt at komme op i monumentet med elevator og trappe. Foran monumentet er lavet et stort verdenskort, hvor de portugisiske opdagelser og erobringer er markeret.
Ca. 18 kilometer vest for Lissabon ligger Queluz Paladset. Dette 18. århundrede lyserøde palads i rokokkostil blev bygget som et slags portugisisk Versailles, og man kan tydeligt se den franske indflydelse på møblerne og især på de symmetrisk anlagte haver med deres marmor springvand og nydeligt veltrimmede hække. I tronsalen holdes ofte officielle besøg af statsoverhoveder og kongelige. Adskillige amerikanske præsidenter har været på besøg samt Prince Charles og Princess Diana.
Byen Sintra er et besøg værd. Den ligger 25 kilometer nordvest for Lissabon. Sted har stor arkæologisk betydning, og der er bl.a. fundet megalitter, som er spor efter befolkningen i Stenalderen og Broncealderen. Der er fundet forhistoriske guldsmykker og juveler, ligesom der er en række efterladenskaber efter den romerske og keltiske befolkning. Der er selvfølgelig også mange vidnesbyrd efter den mauriske periode.
Historien siger, at i 1108 blev Sintra erobret af Sigurd, en norsk prins, søn af Kong Magnus, som var på korstog til Det Hellige Land. I 1147, da byen igen blev erobret fra maurerne, byggede Kongen (formentlig med lidt assistance) et kapel for Sct. Peter samt kirker, som blev indviet til Sct. Mary, Sct. Martin og Sct. Michael. Kirkerne bærer stadig deres navne. Men i dag er Sintra kendt for de mange slotte og paladser, som ligger strøet med ødsel hånd op ad bjergsiderne. Konger og dronninger har i århundreder tilbragt somrene i disse smukke omgivelser. I 1465 betegnede en portugisisk digter Sintra som 'et jordisk paradis sendt af Salomon til Portugals konge'. Lord Byron sagde: 'The little town of Sintra is perhaps the most beautiful in the world'. Mange har beskrevet Sintra som verdens 8. vidunder.
Nede i byen, inden du begynder på bjergvandringen op til slottene, bør du besøge Palacio National de Sintra- tidligere Paco Real. Som så mange andre slotte i dette område lider dette af stilforvirring. Det skyldes formentlig den lange byggetid, og at det blev påbegyndt i den mauriske periode og byggeriet fortsatte ind i det 15. og 16. århundrede. Det mest karakteristiske er de 2 enorme kegleformede beton skorstene, som ser ud som om, de er vendt på hovedet (mig fik de til at tænke på kæmpe isvafler). Op ad disse skorstene kom der røg, nar en okse eller 2 blev stegt på spid i det enorme køkken. Inde i slottet er formentlig den flotteste samling af vægfliser (azulejos) i Portugal. Herudover er lofterne værd at betragte. I én af de mange sale er der malet 27 svaner på loftet, alle i forskellige stillinger. I et andet værelse har Afonso VI tilbragt 9 år i fængsel for forsøg på at tilrane sig tronen. Gulvet siges at være slidt hult af hans stadige vandren frem og tilbage.
På en bjergspids ca. 450 meter over havet ligger Palacio da Pena, et victoriansk rædsel af et slot. Vejen derop går ad snoede veje med blomstrende træer som i en tropisk regnskov. Slottet var oprindelig et kloster, men det blev voldsomt beskadiget under jordskælvet i 1755. Det nuværende bizarre slot, som er en cocktail af gotisk, renaissance, manueline og maurisk arkitektur, blev bygget som en elskovsrede for Dronning Maria II og hendes romantiske ægtefælle Ferdinand af Saxe-Coburg-Gotha. Mest af alt minder det om en udgave af et Disney slot. Få har haft mod og økonomi til at leve deres inderste drømme ud i den grad - og godt for det.
Vi kunne have fået meget længere tid til at gå i Lissabon og Sintra. Men alt har en ende, og sidst på dagen startede vi bilen og kørte tilbage til Algarve. Nogle dejlige oplevelser rigere. Og hvem ved, måske kommer vi tilbage en dag og får set alt det, vi mangler.